skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Tag: køn

Negertest 2.0

28. december 2013

Måske bliver jeg i løbet af dagen udråbt til landets største racist. Måske får jeg fanmails fra Johnni Hansen og bliver spurgt, om jeg vil være forsidepige på Den Danske Forenings medlemsblad. Eller måske er folk stadig i så meget julemodus, at de slet ikke gider læse dagens kronik i Politiken.
Eller også så fanger de joken.
Hvis du har fulgt med herinde, så er det ikke en ny joke. Jeg har tidligere skrevet om Negertesten. Men i dagens Politiken går jeg all in og kører testen på hele kønsdebatten. Jeg har erstattet ordet ”kvinde” med ordet ”neger”, ordet ”mænd” med ordet ”hvide” og ”sexisme” med ”racisme”, og så kører jeg ellers derudad med de seneste års mange afvisninger af den stadig herskende kønsulighed.
(Jeg har snydt lidt og uploadet en udgave, hvor jeg har lavet søg-og-erstat. Så du kan læse den om køn i stedet for om race.)
Langt de fleste formuleringer i kronikken har jeg faktisk stjålet direkte fra anti-feministiske ytringer i kønsdebatten. Bl.a. fra professor Hans Bonde, der i årets løb har brilleret med pointer som eksempelvis, at Helle Thorning kun er blevet statsminister, fordi hun er en kvinde, og at kvinder bør være mere taknemmelige for, at mændene driver samfundet videre.

Blegfjæse, har I glemt, hvordan det er at være hvid!?
Det, der er mest slående ved retorikken i kønsdebatten – om som bliver meget tydeligt, når man pludselig ser det samme sprogbrug brugt om race i stedet – er ikke kun, hvor fordomsfuldt man taler om kvinder, men også hvor meget man hele tiden fremhæver mænd og ”maskuline værdier”.
Dette afsnit demonstrerer det vist meget godt:
”Hele den afroisering af skolesystemet er sket, fordi der er så mange neger-lærere i dag. Så er der ikke plads til at hvide kan få lov til at være hvide. De hvide må heller ikke få lov til at lave hvideting mere. Men der altså biologisk forskel mellem hvide og negere. Der er faktisk mange forskere, der har bevist, at de hvide for eksempel er mere konkurencemindede end negere. (…)”
Jeg kan simpelthen ikke begribe, at det er almindeligt acceptabelt, at man må udtale sig så fordomsfuldt om andre mennesker, bare fordi de mennesker tilfældigvis er født med en tissekone i stedet for en tissetrold.

… men nogen er mere lige end andre
Vi er jo efterhånden enige om i de fleste samfundslag, at man ikke skal prøve at fyre sådan noget af om folk af anden etnisk oprindelse eller med en anden hudfarve eller endog bare fra en anden kultur. Hvis man gør det, så bliver der dårlig stemning på kontoret.
Men at udtale sig dybt fordomsfuldt om den ene halvdel af befolkningen; det er bare helt okay. Selv hos veluddannede – altså såkaldt dannede mennesker – som akademikere, kunstnertyper og resten af den kreative klasse.
Jeg ville aldrig turde køre Negertesten i Ekstra Bladet, for jeg er sikker på, at en del af deres læsere (dem, der kommenterer inde på Nationen) faktisk stadig tænker – og taler – sådan om ”negere”. Så de ville ikke fange pointen. Eller også ville de tværtimod tænke: ”Ja, negere og kællinger skal behandles ens – nemlig præcis lige dårligt!”
Men jeg synes, pointen må moses ud gennem siderne på Politiken, for det er netop mange af dem, der ellers opfatter sig selv som ih så kulturradikale halahippier, som aldrig kunne drømme om at sige noget racistisk, der i samme nu fyrer noget dybt sexistisk af.
Og lur mig om ikke også slat af dem nok skal få snuden i sky og kalde mig racist – og dermed sige, at det er langt værre at tale grimt om mennesker af en anden race end af et andet køn.
Hvordan fanden kan man gå ind for lighed uden at forstå, hvad lighed betyder?

Fødemaskiner er dummere til lønforhandlinger
Det er chokerende så mange, der stadig går ud fra, at der findes to slags mennesker – hunkøn og hankøn – og de kommer ud gennem fødekanalen med nogle bestemte karaktertræk, så derfor må man gerne være fordomsfuld omkring det. Ligesom alle former for ulighed og uretfærdighed i øvrigt kan forklares – og retfærdiggøres – med netop disse biologiske forskelle.
At der ikke er særligt mange kvinder i topposter, det må skyldes kvinders ”natur”. Ligesom det tidligere var negernes natur og påståede lavere intelligens, der retfærdiggjorde forskelsbehandlingen af dem.
Ingen standser op og får noget galt i halsen over, at man i øvrigt har brugt den forklaringsmodel lige siden oldtiden. Kvinders ”natur” har været begrundelse for al undertrykkelse – lige fra vold til tvangssterilisering til at nægte kvinder adgang til lærdom osv. Til i dag hvor ulighed åbenbart stadig skulle skyldes, at kvinder som samlet gruppe ikke er gode nok til at forhandle løn eller whatever.
Systemet fejler ikke noget, nej nej: Det er bare 3,nogle milliarder mennesker på denne planet, der er noget galt med…

Mand kan bare ikke se problemet
Nu siger jeg ikke, at det kører i smør for de resterende 3,nogle milliarder – dem med tissetroldene – bare fordi det er dem, systemet er indrettet af og til. (Det virker i øvrigt som et meget passende sted at smide en af mine favoritcitater, nemlig et af den amerikanske kønsforsker Michael Kimmel, der har sagt: “Mænd har været udsat for den største positive særbehandling i verdenshistorien. Den heder verdenshistorien!”)
Nej, som du vil vide, hvis du læser herinde en gang imellem, mener jeg også, at et stort problem ved at holde fast i den tåbelige idé, at mænd og kvinder er født til at være forskellige og aldrig vil kunne forstå hinanden, er, at mænd også bliver sat i bås. Og at mænd dermed også får en masse ulemper af deres køn – tydeligst i form af manglende omsorg og nærhed med børn og med andre mænd.
Men jeg har valgt, at kronikken forholder sig til det at være i en privilegeret position, fordi jeg synes, at den position mangler mænd simpelthen at stå ved. Det er for nemt at sige, at fordi systemet også stiller mænd dårligt som køn, at så er kønnene ligestillet i lort.
Mænd har stadig det privilegium, at de ikke behøver forholde sig til deres køn hele tiden. Det har man ikke som kvinde – fordi kvindekønnet er kønnet, mens mandekønnet er det normale.

Hvad nu hvis Frodo var neger?
Lyder det kønsteoretisk avanceret, så lad mig lige give et raceeksempel. Jeg er i en privilegeret position som hvid. Det betyder, at jeg aldrig behøver forholde mig til min race. Det betyder, at hele verden er indrettet efter mig. Fra det faktum, at jeg ikke kan rejse syd for Rom uden, at andre bukker og skraber for mig (og ser misundeligt på min hud) til det faktum, at samtlige medieplatforme bugner med folk med min hudfarve.
For et par uger siden var der en, der påpegede, at der kun er hvide mennesker med i Ringenes Herre-filmene (og nu i Hobitten).
Jeg havde ikke selv set det!
For jeg har den luksusposition, at jeg går ud fra, at det normale – det rigtige – er den gruppe, jeg tilhører. Derfor opdager jeg det ikke engang, når andre – unormale – grupper ikke er repræsenteret.
(Hvis du sidder og tænker: ”Hold da op, orkerne er sgu da af anden etnisk oprindelse!” Så skal du lukke din browser nu og stoppe med at forurene min blog med din tilstedeværelse!)

Og hvis Legolas var thai?
”Nå-nå, der laves da også film med negere,” ville nogen måske indvende.
Ja, men læg lige mærke til, at det så som regel er enten som stereotype yo mama-agtige karakterer eller også handler filmen decideret om raceproblemer – eks. Farven Lilla eller The Butler.
Ringenes Herre var en oplagt mulighed for at blande racerne på lærredet, for historien foregår jo netop i et univers med mange forskellige racer. Hvorfor er rytterne for Rohan ikke arabere? Hvorfor er elverne ikke asiater? For af alle de ufattelige mange detaljer, Tolkien har med i bøgerne, er hudfarver faktisk ikke en af dem.
Til gengæld er bøgerne skrevet på et tidspunkt, hvor mandekønnet stadig var normen, så det kniber gevaldigt med kvindelige karakterer. Men heldigvis er det jo blevet så meget bedre siden. Eller…
Nå, nej!
Her i landet er det for eksempel tit svært bare at finde nok at nominere til priserne for bedste kvindelig skuespiller – fordi de fleste film stadig laves om og til mænd.

I kan ikke undertrykke os ihjel, det klarer vi selv!
For problemet er jo ikke kun det, at mænd/hvide er i en privilegeret position, og at kvinder/negere dermed bliver uprivilegerede, men også at alle parterne er med til at opretholde denne ulighed.
For ligesom dem med markant mørkere hudtoner, der ser misundeligt på min hudfarve – og bleger deres egen for at komme til at se mere ”rigtig” ud – så går de fleste, mænd og kvinder, i det nuværende system ud fra, at det ”mandlige” er det mest rigtige.
Det vil sige, at kvinder er lige så slemme til selv at holde systemet i live. Kvinder har selv fordomme om sig selv – og især om andre kvinder. Kvinder mener også, at mænd er de normale – de rigtige – mens kvinder er… ja, kvinder.

At være eller ikke at være – en mand
Når jeg skal forklare mine tanker og handlinger hurtigt for folk, der ikke kender mig, siger jeg ofte: ”Det er, fordi jeg er en mand indeni.”
Det er simpelthen nemmere at få folk til at forstå, at jeg er et rigtigt menneske med komplekse følelser, tanker, ambitioner og drifter, hvis jeg flytter fokus fra mit eget sterotypt-inficerede køn med alle dens begrænsninger over på dét køn, som faktisk slet ikke er et køn, men et helt menneske.
Det er ikke noget, jeg er stolt af, at jeg gør. Men det er bare den virkelighed – det system – jeg navigerer i.
I hvert fald indtil det lykkes os at få gjort op med den fordomsfulde, nedladende retorik om kvinder – og ditto gjort op med den konstante hævdelse af de ”mandlige” værdier.
Samt begynder at erkende, at der altså ikke kun findes to forskellige slags mennesker, men 6,nogle milliarder forskellige slags. Men selvom alle er forskellige, skal alle stadig behandles lige! Uanset køn, race, seksualitet, ørestørrelse, og hvad vi ellers fødes med af små og store særheder.
Og hvis nogen vil kalde mig racist for at presse den pointe igennem igen og igen, så… ja, så ved jeg faktisk ikke, hvad jeg skal gøre for at overbevise dem om andet.

Så lad os snakke lidt om mandehad

8. december 2013

Mit seneste show hedder ’Mandehader?’ Der er et spørgsmålstegn bagefter, fordi showet handler om at undersøge, hvorvidt jeg egentlig hader mænd. Det har derfor også undertitlen; ”et show om at være alt for glad for pik”. Fordi sandheden jo er, at det er svært virkeligt at hade nogen, man begærer så meget.
Men det er også svært ikke at hade nogen, man begærer så meget!
Det er begærets tveæggede sværd. På den ene side vil jeg så gerne ejes og overtages fuldstændig af en mand – på den anden side hader jeg ham for at få mig til at føle mig så magtesløs.
Det er derfor, seksuel tiltrækning opfører sig som en magnet. Den ene pol gør alt, hvad den kan for at tiltrække sig hans opmærksomhed, den anden gør alt, hvad den kan for at skubbe ham væk igen.

Seriøst? Er mænd også mennesker!?
Nu kan jeg jo være det eneste menneske i verden, der har det sådan med det modsatte køn. I så fald beklager jeg den voldsomme overshare. Men jeg tror nu, at mange kan genkende det. Faktisk er min teori, at grunden til, at der findes såkaldt vrede, hvide mænd – altså mænd, der hader kvinder, og som typisk sviner feminismen til – er fordi disse mænd simpelthen føler sig magtesløse over for de kvinder, som de på én og samme tid alt for gerne vil have og samtidig ikke vil være så afhængige af.
Jeg tror også, at det er derfor, at der sommetider kan anes et mandehad blandt feminister. Fordi de fleste heteroseksuelle kvinder også har det latente had til mænd i sig.
Men personligt er jeg nok i virkeligheden blevet feminist for at minde mig selv om, at mænd også er mennesker og skal behandles lige med kvinder. For jeg har da totalt den trang til at generalisere og håne mænd; den trang som kvinder i flok hurtigt forfalder til: ”Ih, altså mænd, de er håbløse! Du kan ikke stole på dem. De er nogle svin.” Og hvad kvinder ellers japper udad af pinlige stereotype generaliseringer baseret på enkelte erfaringer med det modsatte køn.
Derfor er det også mit indtryk, at de fleste kvinder med det behov hurtigt siver ud af feministkredse igen. Det er svært at insistere på retten til at svine mænd til samtidig med, at man kæmper for, at kvinder skal behandles ordentligt.

Det er så typisk (indsæt selv mand eller kvinde efter behov) ikke at tage hensyn
I stedet sidder disse kvinder så i deres Sex and the City-brunch-opstillinger og hyggehader på mænd. Ligesom mændene ditto står i omklædningsrummene efter Serie 5-fodboldkampen og enes om, at der er så meget kvinder ikke forstår. Hø hø.
Jeg hader det pis, og jeg gider ikke selv deltage i det. (Ja, det er faktisk helt utroligt spændende så langt, man kan nå omkring i samtalerne men sine veninder, når der ikke er en penis involveret i snakken hele tiden!)
Men jeg forstår godt, hvorfor nogen har det behov. Ligesom jeg desværre også godt forstår kvinde- og mandehad på samfundsplan. Fordi det handler om den afmagt, det andet køn skaber hos en.
Forleden hængte jeg ud med en lesbisk, der stod og svinede kvinder til. På den der måde, mænd plejer at gøre det på. Dybt frustreret over alle kvinders små spil og kvinders evige følelsesfnidder.
Og jeg nænnede simpelthen ikke at prikke hende på brysterne og sige: ”Ømen, du ved godt, at du selv har to x-kromosoner, ikke?”
Fordi hendes frustration var jo lige så dybtfølt, som når jeg bliver frustreret over mænds små spil og mænds evige følelsesfnidder.

Fra dengang kvinder var mænds ejendele
Sandsynligvis er det uundgåeligt, at vi generaliserer om og hader på dem, vi tiltrækkes af. Men problemet for mænd – og dermed også for kvinder – i disse år er bare, at deres had er mere velbegrundet.
Historisk set har det været kvinder, der har haft den dårlige hånd i det seksuelle spil. Hun havde ingen magt over hverken sin egen krop eller ægteskabelige position. Groft sagt byttede og solgte mænd kvinder som en slags udvidet poker: ”Jeg ser dine fire geder og hæver med min datter.”
Kvinder, der ikke kunne håndtere deres fysiske tiltrækning til mænd, blev anset som faldne kvinder, og børn født uden for ægteskabet havde kun konsekvenser for moderen.
Halleluja for p-pillen, aborten og ligestillingen! Kvinder i dag bøjer sig slet, slet ikke nok i støvet for de tre ting, fordi alle født efter 60’erne ikke aner, hvordan det var, dengang al interaktion mellem kønnene, var kvinders ansvar og deres kroppe, der mærkede konsekvensen.

Til i dag, hvor kvinderne ejer mændene
I dag har kvinderne fuldstændig magten over vore egne kroppe, vores reproduktion og vores relation til mænd. Det er helt frivilligt, om vi vil indgå i et forhold, for vi er ikke dårligere stillet, hvis vi lader være. (Og ikke sjældent tænker man som singlekvinde, at man faktisk er bedre stillet uden at skulle diskutere rengøring hele tiden.)
Men det er mænd! I løbet af små 70 år er magten mellem kønnene i den seksuelle relation fuldstændig vippet over. Vi er gået fra, at mænd bestemte alt – og kunne løbe fra ansvar som det passede dem – til at det i dag er kvinderne, der bestemmer alt. Og kan tvinge mændene til ansvar, eller vælge dem fra som det passer os.
Ikke underligt, at mænd er frustrerede. Kulturelt set er de jo stadig opvokset med en idé om, at manden skal være den magtfulde. Og så ser han sig om i et samfund, hvor han ingen muligheder har for at få den magt – og derved er han ikke rigtigt en mand.
Kun de færreste mænd bliver topchefer, og alle andre må så derfor kompensere ved at indhente magtens materielle substitut, nemlig kolde kontanter. Ergo skal der arbejdes hårdt, så der står en fed bil i garagen, og alle (især kvinderne) derved kan se, at han altså er en mand.
Mand nok til at få en af de kvinder, han længes så meget efter.

That don’t impress me much
Men så kommer problemerne. For de der kvinder er jo ikke længere nogle, der lader sig imponere af fede biler og kolde kontanter. Ikke i længden i hvert fald. De vil selv bestemme og har tilmed deres egne penge. Så måske lykkes det overhovedet ikke for manden at få tiltrukket sig nogen kvinders opmærksomhed, og så er der god grobund for at hade de emanciperede små kvindesvin.
Eller også lykkes det ham at få scoret sig en, men hun er stadig et selvstændigt væsen, der kører sit følelsestyrani og manipulerer, så hun ender med at bestemme alting. Og han kan ikke finde ud af at sige fra, fordi han så gerne vil hende. Så hader han hende uudtalt for det, og derfor er det meget rart at kunne grine af de dumme kvinder, når man står nede i omklædningsrummet.
Her er lige et new flash til mænd: Kvinder har det altså på nøjagtigt samme måde med mænd! Vi bliver også frustreret over at blive valgt fra og føler os manipuleret med i forhold.
Forskellen er bare, at vi har bedre muligheder for at leve uden en mand i dag.

Far, mor og børn – minus far
Jeg har ikke så få kvindelige bekendte, der har en udløbsdato for, hvornår de vil have børn. ”Hvis jeg ikke har en mand, når jeg er 38, så går jeg ned i sædbanken og ordner det selv.”
Skal vi lige snakke om et sted, vi overhovedet ikke har ligestilling mellem kønnene nu? Hvor mange mænd har den mulighed? Ja, det er rigtigt: Nul!
Singlemænd kan ikke bare lave børn uden om en kvinde. Der findes ikke rugeklinikker, hvor de kan gå ned og hente en baby, som en kvinde har doneret ægget til. Allerede tanken om, at en enlig mand gik hjem med en baby – selv en, der er genetisk hans afkom – giver de fleste mennesker tics i venstre øje: ”Men hvad nu hvis han boller det?”
Pædofile ville jo hente børn hele tiden, hvis enlige mænd kunne få børn jo! (Fordi folk har det med at glemme, at de fleste børn, der bliver misbrug af mænd, bliver det af mænd, der er i et forhold – typisk med barnets mor.) Og så hiver man endnu engang myten om mænds ustyrlige sexlyst frem – her som skrækscenarie – og endnu engang enes alle derved om, at mænd er mindre kompetente forældre end kvinder. (Fordi folk også har det med glemme, at kvinder også mishandler børn. Faktisk er det sådan, at hvis kvinder mishandler nogen, er det som regel børn. Hvor mænd spreder deres mishandling ud over både børn, kvinder og andre mænd…)

Min pik kan ikke styres, så derfor må jeg kontrollere livmoderen
Men selv hvis der ikke var alle de ubekvemme fordomme om mænds evner til at tage sig af et barn alene, så er det jo heller ikke praktisk ladesiggørligt. Der findes ikke rugeklinikker.
Og selv hvis vi ligestillede enlige mænd og enlige kvinder og forbød kunstig befrugtning af enlige kvinder, ville de fleste kvinder nok uden brug af vældig stor kreativitet kunne finde på en måde at score noget sæd på.
Derfor er der også mænd i dag, der i ramme alvor mener, at de skal have ret til at bestemme, om en kvinde skal have en abort, hvis hun er blevet gravid, uden han har villet det. Og hvis hun gennemfører en graviditet uden hans samtykke, så skal han kunne frasige sig barnet.
Og jeg har virkelig lyst til at prikke de her mænd i skridtet og sige: ”Hvad med, at du lige tog ansvaret for den der og holdt den i bukserne, hvis du er så bange for konsekvenserne af det, der kan komme ud af den?”
Jamen, lad os lige tage den et sekund: Hvis en mand får retten til at bestemme over, om en kvinde skal have abort, så er vi tilbage ved, at kvinden ikke bestemmer over sin egen krop – det er et giga tilbageskridt. Og hvis manden igen kan løbe fra sit ansvar for de børn, han sætter i verden, er vi også tilbage ved, at det kun er kvinden, der hænger på konsekvenserne af sex – det er også et giga tilbageskridt!

Min krop, mit valg, fuck så af!
Må jeg foreslå de mænd, der er såååå bange for, at kvinder vil hugge deres sæd at gå ned og få snøret sædlederen sammen? Eller fremme udviklingen af p-piller til mænd? (De er nemlig fysisk mulige at fremstille, der er bare ingen, der tror på et marked for dem. Fordi mænd åbenbart regner med, at de kan få sendt ansvaret tilbage på kvinderne i stedet for selv at tage deres del.)
Ja, jeg synes også, at de (få) kvinder, der snyder mænd til en graviditet er nogle møgkoste, der ødelægger den gode stemning for os andre. Men det ændrer bare ikke på, at to voksne, der har frivilligt samleje, deler ansvaret for, hvad der kommer ud af det.
Jeg kunne selv komme i den situation, hvis jeg var sammen med en mand, og kondommet sprang. Og selvom jeg havde sagt på forhånd, at jeg ikke var interesseret i at få et barn, så ved jeg da ikke, hvordan jeg ville reagere, hvis jeg pludselig blev gravid.
Skulle han så kunne presse en abort igennem eller løbe fra ansvaret!? Det er fucking min krop – det er min beslutning!
Og jeg kan godt se, hvordan det kan føles pisseunfair som mand ikke at skulle have noget at sige. Men prøv så lige at tænk på, at kvinder ikke selv har haft noget at skulle sige i 5000 år. Er det ikke mere fair, at det er den, hvis krop graviditeten sidder på, der har det sidste ord?
Ellers forslår jeg et kompromis. Vi tager lige 5000 år, hvor kvinderne bestemmer, og så kan vi snakke om andre løsninger derefter. Når vi alligevel reproducerer ved hjælp af cyborgs.

Hvis du ikke gør, som jeg siger, så går jeg bare i sædbanken, søde
Under alle omstændigheder så er retten til at bestemme over sex og reproduktion skiftet fra mænds til kvinders banehalvdel på én generation. Så derfor er mænd selvklart superfrustrerede. For kvinder i dag skal jo slet ikke anstrenge sig i samme grad for at få fat i og holde fast på en mand, når vi ikke behøver ham for at få børn.
På den måde opfatter mænd det, som om kvinder kan vrage og vælge i den seksuelle relation. At kvinder kan tillade sig at stille krav, han ikke kan. Og at han derfor må bøje sig oftere i konflikter i parforhold.
Fordi vi kvinder vitterligt har magten i forholdet til mænd. Det er vi nødt til at erkende. Fordi det gør manden til den magtesløse, og der er ikke noget værre end magtesløshed. Det skaber frustrationer, som skal gå ud over nogen. Som nok er den bedste forklaring på kvindehadet i populærkulturen – fra computerspil til rapmusik. (Det har jeg skrevet om her.)

Ha, så onanerer jeg da bare! Det er faktisk næsten… overhovedet ikke det samme
Pointen er imidlertid, at kvinder også stadig føler sig magtesløse over for mænd. Både fordi mænd reelt stadig sidder på den store samfundsmagt – de ejer eksempelvis op mod 97 procent af alle verdens værdier. Men i særdeleshed fordi vi jo stadig også vil have dem; vi er lige så tiltrukket fysisk af dem, som de er af os. (Uanset hvad mænd så ellers må abonnere på af ideer om, at de er mere liderlige fra naturens side, fordi vi hører så fandens meget om deres ustyrlige sexlyst hele tiden. Men hvad med min ustyrlige sexlyst, hva? Hvem taler om den! (Det må jeg jo selv gøre, så kig lige ind til mit Mandehader?-show.))
Ja, det kan da godt være, at vi kvinder har muligheden for at undvære en mand i dag, men det er jo ikke Plan A for nogen heteroseksuelle kvinder til at starte med. Det bliver det desværre, når frustrationerne har stået på længe nok: ”Fuck, de røvhuller så! Jeg får et barn selv, og så køber jeg 10 års forbrug af batterier til min dildo, så skal jeg nok klare den.”
Og så ligger man så der og fantaserer lidenskabeligt om de selv samme mænd, som man både vil have og ikke vil have.
Resultatet er desværre, at vi har to seksuelt frustrerede køn, der derved begge føler sig magtesløse over for det andet køn – og som også begge har berettiget grund til at føle den afmagt. Med det in mente er det faktisk imponerende, at kønskampen ikke har udviklet sig til en voldelig konflikt, når der er så meget latent had hos begge parter.
Men det skyldes nok, at vi trods alt stadig alle sammen gerne vil have pik/fisse.

Af en forkælet, vestlig feminist

25. november 2013

Som feminist vænner man sig hurtigt til altid at skulle retfærdiggøre sit engangement i ligestillingssagen. Konstant møder man folk, der affærdiger sexisme og diskrimination med en kombination af tre argumenter: Du ser syner & Hvad med mændene & Det er meget værre for nogle andre.
Min hovedregel er, at jeg ikke gider diskutere med folk, der kommer med disse pseudoargumenter, for i virkeligheden er det Retorik for Vuggestuebørn at flytte fokus fra den aktuelle problemstilling ved at ned- og mistænkeliggøre modstanderens synspunkt.
Mange synes, det er en arrogant attitude fra min side, fordi mange ikke- og anti-feminister er af den mening, at feminister – fordi vi offentligt har meldt ud, at vi er feminister – derved forpligter os til at indgå i samtlige kønsdiskussioner, der må krydse vores vej. Uanset hvor lavt niveauet på dem er.
Det gider jeg ikke. Så må de gerne kalde mig arrogant. Hvis det kan få ignorantusserne til at pakke sig, så kan jeg holde til at blive kaldt meget værre en arrogant.

Enhver idiotisk kommentar, beviser tilstedeværelsen af en idiot

For lad mig lige bruge et par linjer på at runde problemet ved de tre pseudoargumenter, og hvorfor det er spild at tid at indgå i diskussioner, hvor de bliver bragt på bane.
Det første giver næsten sig selv, at det er en nyttesløs diskussion at indlade sig på: Folk, der afviser ligestillingsproblemer ved at sige, at det er noget, feminister finder på, og at problemerne slet ikke eksisterer eller ikke er så alvorlige, som feminister fremstiller dem.
Jeg kender ingen andre politiske eller samfundsområder, hvor der så hurtigt dukker affærdigelsestrolls op som på kønsområdet. Måske kender du Lewis’ Law, ellers er det på tide. Den lyder: “The comments on any article about feminism justify feminism”.
Forstået på den måde, at den latterliggørelse og affærdigelse af feministisk kritik, der altid finder sted i kølvandet på et hvilket som helst kønsrelateret emne, der bringes op, viser, at problemerne langt fra er løst.
Jeg har i øvrigt lavet min egen lov om internetkommentarer, som lyder: “Fra et feministisk synspunkt er blevet luftet på nettet, går der max fem kommentarer, inden en eller anden affærdiger problemet.”

Hey, ignorantus, ja, det er dig, jeg taler til: Du er problemet!
“Så er det vist agurketid,” er en af de kommentarer, jeg oftest ser. Og jeg er evigt imponeret over, at nogen bruger tid på at læse en artikel eller et debatindlæg, der ikke interesserer dem, for derefter at bruge yderligere af deres kostbare tid på at gå ind og skrive kommentaren.
Nu kan det godt være, at det er mig, der er alt for god til at prioritere min kostbare tid, eller også er jeg bare arrogant, men hvis jeg ser eller hører andre debattere noget, jeg ikke interesserer mig for, så… lader jeg bare som ingenting! Jamen er det ikke vildt, at man kan vælge den tilgang til noget!?
Så her er svaret til dem, der forsøger at affærdige feminist kritik ved at antyde, at problemet er for ligegyldigt til at diskutere: “Hvis du ikke kan se problemet, er du problemet!”
Og derved ligger også forklaringen på, at man aldrig skal indgå i en diskussion med disse trolls. Personer, der har så travlt med at få den feministiske kritik til at fremstå ligegyldig, har tit selv for meget at tabe ved at indrømme, at der kan være noget om det. Det kan være sexister, der ikke vil indrømme, at de har et ansvar for den måde, de taler til og om kvinder. Det kan også være pædagoger og forældre, der ikke vil indrømme, at de har et ansvar for den måde, de opdrager børn i forhold til køn.
Der kan være mange grunde, men som hovedregel kan man godt gå ud fra, at mennesker, der ikke ønsker at se problemerne fra andres side, blot ikke har lyst til at blive mindet om, hvor stort et ansvar de selv har for at ændre på tingene. Så hellere få det til at se ud, som om problemerne kun eksisterer i hovedet på dem, der påpeger dem.

Der er faktisk også mænd, der flækker en negl, og det gør lige så avs på en mand!
“Men hvad så med mændene. Det er faktisk også problemer for mænd.” Kritikken kører på evig repeat, hver gang man formaster sig til at trække diskrimination mod kvinder frem. Senest så jeg det i dag, fordi det er FN-dag for vold mod kvinder. Hvilket vil sige, at der bliver sat fokus på, at hver femte kvinde i løbet af sit liv bliver udsat for partnervold. Og det er altså tallet for kvinder her i Vesten – i resten af verden ser tallet langt mere øv ud.
Men straks begynder hylekoret: “Hvad med at sætte lidt fokus på alle de mænd, der også bliver udsat for vold!”
For det første: At sætte fokus på problemer for det ene køn er ikke lig med at ignorere det andet køn!
Det betyder bare, at man sætter ind, der hvor der er mest brug for en indsats først. Og oftest har problemerne jo samme rod, så mange gange vil man kunne løse problemer for begge køn ved at fokusere på at løse det enes. I tilfælde med partnervold er udøveren af volden for øvrigt ikke sjældent også en mand – hvilket vil sige, at selv de mænd, der bliver udsat for partnervold, bliver det af en anden mand.

I tøser skal da ikke løbe med alt opmærksomheden med jeres problemer
Men selvfølgelig slår nogle kvinder da også deres mandlige partnere. Det er bare, som om det hurtigt løber med fokuset. Jeg læste følgende kommentar på facebook i dag: “Samtidigt viser nordisk forskning, at kvinder oftere end mænd benytter våben i partnervold, og udøver marginalt oftere personfarlig vold, da kvinder oftere benytter våben. Var det ikke bedre at fokusere på at stoppe vold, uanset køn og seksualitet?”
Udefra set virker det jo meget tilforladeligt, ikke? Lad os nu snakke ligestilling i stedet altid at fremhæve de områder, hvor det er synd for kvinder. For faktisk er kvinder jo lige så slemme som mænd.
Nej! Og det er problemet med “hvasså med mænnerne”-argumentet. For selvom der også findes kvinder, der udsætter mænd for vold og sexisme osv., så har problemet stadig en gigantisk kønsmæssig slagside – og derudover har vold mod kvinder en historisk helt anden kontekst.
Så at “ligestille” mænd med kvinder i forhold til de områder, hvor kvinder bliver diskrimineret i meget større antal og med rod i strukturelle og historiske mønstre, er – undskyld mig – fanme at pisse kvinder lige ned i halsen. Selvfølgelig er det også et problem, at mænd udsættes for disse ting, men problemet er langt større og mere rodfæstet for kvinder. Og det er altså okay at fokusere der, hvor problemet er størst!
Desuden lugter ovenstående argument også igen af kæmpeansvarsfralæggelse: “Nej-nej, vi har ingen problemer med sexisme i det her land. Det er bare nogle – mænd såvel som kvinder – der gør det her. Det er ikke noget strukturelt.”

Sådan gør vi jo bare her, så det skal vi ikke snakke om
Det er noget strukturel. At nogle mænd slår kvinder skyldes til dels en dum, kulturel ballast, hvor mænd har “ejet” deres kvinder og haft ret til at gøre med dem, hvad de ville. Og det skyldes, at vi ikke opdrager mænd til at håndtere deres vrede og følelser på andre måder end at slå fra sig.
Javist kan de fleste mænd godt finde ud af det alligevel og kunne aldrig drømme om at slå en kvinde, men nogle kan ikke. Og de henter så “inspirationen” i strukturerne. Hvis vi havde andre strukturer, der ikke trak på en tradition med, at mænd “ejer” deres kvinde, ville mange af dem reagere på en anden måde. Hvis vi havde strukturel ligestilling, men i stedet tradition for, at voldelige og aggressive mænd gik ud og fældede en fredet skov, ville vi se langt mindre partnervold og langt mere træhærværk.
Det er det, strukturer gør. De giver de svageste i samfundet – dem, der ikke er så gode til at håndtere deres følelser og livssituation – et sted at hente deres adfærdsmønstre. Derfor vil sexistiske strukturer fører til, at røvhuller slår, voldtager og rager på kvinder. Også selvom alle de søde mænd i samme struktur godt kan styre sig.

Voldtægt handler ikke om sex eller nedringede bluser, men om gerningsmandens mindreværd
Og strukturerne her i Vesten er stadigt åndssvagt sexistiske. Ignorantusser kan få lov til at affærdige sexisme den dag, der ikke længere bliver begået voldtægter i Danmark!
For voldtægt er sexismens yderste konsekvensen. Voldtægt handler nemlig ikke om sex, det er en magtdemonstration. Det er en – eller flere – gerningsmænd, der føler sig magtesløs og derfor genopretter en smule magt på bekostning af et andet menneske. Mantraet er nærmest: “Jeg er i kontrol, fordi jeg fratager et andet menneske kontrollen.”
I mange ande lande opererer man ligefrem med konceptet corrective rape – altså voldtægter, der skal få offeret til at rette ind. Det kan være lesbiske, der bliver voldtaget for at blive “sat på plads”. Mange feminister oplever også at blive truet med voldtægt, hvis de blander sig i debatten. Igen for at de skal “kende deres plads”.
Sydafrika er et af de lande i verden, hvor der begåes flest voldtægter; man anslår, at mellem hver anden og tredje kvinde i løbet af sit liv bliver voldtaget i Sydafrika. Her er det ikke ualmindeligt, at hvis en (sort) kvinde har hævet sig op over sin lave status og eksempelvis begynder at læse på universitet, så samler der sig en gruppe mænd fra hendes stamme/landsby og voldtager hende. Så kan hun lære det!

Du skal holde din kæft. Fordi min pik siger det!
Jeg har heldigvis aldrig hørt om corrective rapes i Danmark. Fordi Danmark er et af de bedste lande i verden at bo i som kvinde. Og vi har nogle af de mest fantastiske mænd, der ikke føler sig truede af kvinder.
I hvert fald ikke så truede, at de går til den slags yderligheder. Men det betyder jo ikke, at der ikke er elementer af de samme sexistiske strukturer. Når en mand for eksempel beder en kvinde lukke røven, lugter det mistænkeligt af samme bagvedliggende tankegang. For hvorfor føler han egentlig, at han er i en position, hvor han skal bestemme, hvad en fra det modsatte køn må sige? Hvorfor føler han, at han har ret til at tryne en kvinde?
Jeg siger ikke, at der ikke findes situationer, hvor kvinder vitterligt burde lukke røven, og derfor kan det også være helt fair at påpege det. Jeg siger bare, at nogle mænd siger sådan udelukkende for at hævde deres traditionelle position som overmagten. (Ligesom nogle kvinder tryner deres kærester med, at deres følelser er mere værd end hans – fordi i parforholdet er det efterhånden sådan, at kvinden har overmagten, når det kommer til følelser.)
Men det her bliver meget tydelig i kønsdebatten. For igen; hvis du ikke kan se problemet, er du problemet. Og forsøger nogen at tryne feminister ved at ned- og latterliggøre meninger eller tryne kvinden med “hold kæft din fede so”, så virker det altså mistænkeligt, som om man prøver at hævde sin egen ret til at definere, hvad der er rigtigt og forkert – og derved stille tiden tilbage til dengang, hvor netop det var mandens ret.

Hvad så med negerne? Du tænker aldrig på negerne, Sanne!
Det svarer til, at jeg sagde “hold din fede kæft!” til en indvandrer, der fortæller om at blive udsat for nattelivsdiskrimination.
Hvilken ret har jeg til at tryne et andet menneske, der oplever noget, jeg aldrig selv har prøvet? Hvis jeg ikke forstår, hvorfor et menneske fra en marginaliseret gruppe har det svært med de her ting, så må jeg trække mig fra diskussionen. Netop så jeg ikke bliver en del af problemet. Jeg kan jo ikke stå og kræve, at mit verdenssyn er mere rigtigt. For så understreger jeg lige præcist det privilegium, der ligger i at være født med den “rigtige” hudfarve.
Men det er nemmere at se det på race, end det er på køn. Fordi vi bare slet ikke har haft opgør nok med de sexistiske strukturer endnu. Altså de sexistiske strukturer, der stadig eksisterer i vores, vestlige kulturer.
Hvilket bringer mig frem til det tredje og meget ofte benyttede argument imod feminist kritik, nemlig; “Der er faktisk nogle, der har det værre!”
Ja, for det er der altid! Men som jeg før har sagt; bare fordi andre bliver sparket i hovedet, må jeg godt brokke mig over et spark i fissen.

Det er bare værre at få tæsk i en burka. Så kan man jo ikke se knytnæven komme!
Det format, det argument dog oftest dukker frem, i er som “forkælede vestlige feminister”-argumentet. Som i dette interview med Torben Steno i Politiken. (Det var i øvrigt ham, der stod bag programmet Blachman, som jeg har skrevet lidt om her og her – den sidste handler også om reaktioner på feministisk kritik, og ja, jeg gentager nogle ting i dette indlæg.)
I interviewet siger Torben Steno blandt andet, at “det er sødt og venligt”, at Socialdemokraternes ligestillingsordfører forslår at screene undervisningsmateriale til børn for kønsstereotyper, men også indirekte at det er noget pjat med den slags idéer. For vestlige feminister er hyklere, når vi har så travlt med at kritisere sexismen i vores egen kultur samtidig med, at vi er så bange for at kritisere den muslimske kulturs kvindeundertrykkelse.
Åbenbart underforstået; at før vi har fået stoppet æresdrab blandt muslimer, kan vi ikke snakke om partnervold mellem etniske danskere…
Når jeg er “bange” for at kritisere muslimer, så hænger det sammen med, at jeg netop ikke ønsker at trumfe min “overmagtsposition” igennem. Ikke dermed sagt, at jeg ikke ønsker bedre vilkår for kvinder i muslimske kulturer. Men det kan jeg jo ikke tvinge igennem på deres vegne – det er nødt til at komme indefra.
Det eneste, jeg kan, er at kritisere de sexistiske strukturer i min egen kultur. Og det er der, vi lige skal undgå at løbe ud af den retoriske afsporing over på dem, der har det værre – for der er altså stadig rigeligt sexistiske strukturer i vores egen kultur at tage fat i!
Men de tre pseudoargumenter, jeg har forholdt mig til her, er jo alle variationer over det samme; nemlig at afvise, at problemerne her i vores lille andedam er særligt store.

Ti udviklingen ihjel, så bliver den nok ved med at være her…
Og det er de altså! Ikke så store som i mange andre lande eller andre kulturer måske. Men dog stadig store nok til at skabe massive problemer. Som udøves af især de svageste – altså af dem, der slår og voldtager – men også ubevidst gennem meget andet adfærd hos de ressourcestærke. Fra at mænd per autorefleks afbryder kvinder, når de taler, til at kvinders arbejde konsekvent bliver vurderet og lønnet lavere end mænds tilsvarende.
Dét er vi nødt til at blive ved med at tale om. For ellers ændrer det sig aldrig. Faktisk er der risiko for, at ligestillingen mellem kønnene kan komme til at rulle alvorligt tilbage, hvis vi ikke snakker om det her – for vi lever jo ikke i et vakuum. Vi bliver også påvirket af andre kulturer – eksempelvis den amerikanske, der især i mediebilledet er langt mere sexistisk end vores.
I øvrigt synes jeg, at det helt uhyggeligt arrogant og tenderende racistisk at sige, at når en muslimsk mand slår en kvinde ihjel, at det så skyldes hans kultur – mens man er fuldstændig uvillig til at erkende, at det er samme slags kultur, der er gældende, når en kristen, etnisk dansk mand slår en kvinde ihjel.
Enten er vi alle totalt autonome individer, eller også er vi alle sammen påvirkelige af de strukturer, vi fødes ind i. Vi hvide vesterlændinge er ikke bedre mennesker. Vi er heller ikke hævet over vores kultur.
Vi lægger også under for gamle, tunge strukturer – både dem, der får nogle mænd til at føle, at de har ret til at hævde sig over for kvinder og dem, der får nogle hvide til at føle, at vores kultur giver os ret til at hævde os over for andres.
Dét bliver vi ikke færdig med at tale om de næste mange år. Så hvis du ikke har noget fornuftigt at sige i den sag, så vær venlig at lukke røven!
(Og så kan du nu spekulere over, om jeg mon besidder en historisk overmagtsposition, så jeg med den bemærkning trækker på de samme struktur, der får kvinder til at slå og voldtage mænd hele tiden.)

Nok engang n-ordet

31. oktober 2013

Jeg har tænkt ret meget over ordet ”neger” her de seneste dage. Det kom sig at, at jeg brugte det på facebook, og så blev jeg blokeret. Jeg blev blokeret 12 timer på facebook midt i det store stormvej, så jeg blev tvunget til at følge stormen helt analogt og live ud af vinduet og ikke gennem andre menneskers statusopdateringer. Helt ærligt!
Først blev jeg sur. Det bliver jeg som regel altid som det første, når jeg bliver anklaget og straffet for noget, jeg føler er vildt uretfærdigt. Men så begyndte jeg at tænke lidt over det og kom frem til: Okay, fair and square, facebook kunne jo ikke vide, hvad jeg mente. Konteksten var uklar.
Sagen var, at jeg forsvarede, at jeg som komiker ”vil have lov til at bruge sjove ord som ”neger” og ”bøsse”.”
Jeg mente jo ikke, at jeg vil have lov til at kalde folk for ”neger” eller ”bøsse”, men det har facebooks moderatorer nok antaget.

At slå på kvinder er humor, at slå på negere er alvor
Der er godt nok lidt et grimt paradoks her: Ifølge facebooks retningslinjer må man ikke hænge folk ud på grund af race, religion, seksualitet og køn. Det var den paragraf, de nailede mig på. Men alligevel vælter der altså rundt med kvinde-hatesites på facebook. Sider, der laver ”jokes” om voldtægt og om vold mod kvinder. (Det har Manteufel blogget en del om her.)
Men den slags bliver forsvaret i humorens navn, og dem, der lægger det op, bliver ikke blokeret. Og det virker jo bare helt fair, at Johnny i Vejen skal have lov til at sidde der foran skærmen i sin blodige, bogstavelige wifebeater og i humorens navn uploade en ”joke” om, at ”women deserve their rights – and lefts”, og jeg – som lever af at være komiker – ikke må droppe ordet ”neger” i en sidebemærkning, der ikke er møntet på nogen.
Men nu er facebook jo amerikansk, og de har som bekendt noget med offensive words i det land. Hvilket så bliver eksporteret herover til os, fordi vi bruger de samme medieplatforme. Det er lidt skræmmende, at vi rent kulturelt bliver mere og mere ”tabt bag en vogn fra USA”, som Simon Kvamm synger det.
Og jeg er selvfølgelig ikke den første til at have mærket den amerikanske censur. Mange andre kunstnere har oplevet at blive blokeret for eksempelvis at have vist billeder med nøgenhed. Hvilket jo betyder, at vores berømte frisind ender med at blive kvalt i et cyberspace-babelstårn af amerikaniseret kropsforskrækkelse og moralimperialisme.
(Faktisk er det lidt utroligt, at billedet af min kønsbehåring indtil videre ikke er røget i censur-filtret på facebook. Men måske skyldes det bare, at ingen amerikanere ved, hvad kønsbehåring er. De ser det jo aldrig nogetsteds.)

Hæng afroamerikaneren ud, men vær ikke sød ved negeren!
Nu er det ikke, fordi jeg vil generalisere omkring amerikanere. Men det virker lidt, som om de tror, at de kan styre ubehageligheder ved at lave nogle få gennemskuelige regler, alle kan lære at følge. Som at man bliver blokeret, hvis man skriver ”neger” eller bippet, hvis man siger ”fuck” på tv.
Til gengæld går det så skævt med kontekster. Fordi sagen er, at ord jo ikke nødvendigvis er offensive; det afhænger altid af den kontekst, de bliver brugt i.
På samme vis kan man sige en masse ord, der ikke er karakteriseret som offensive, men som bliver sat i en kontekst, hvor de bliver det. Eksempelvis: ”Dit ansigt ligner et egernes indvolde, der er blevet spist af en kat og kastet op ud over en bilrude.” Ikke ét biiip-ord i den sætning.
Men siger du: ”Fuck, man! Er ”neger” virkelig så slemt et ord, ligegyldigt hvad du bruger det til!? Sådan noget bullshit!” Ja, så får du så mange biiipende tæsk, at du ender med et ansigt, der ligner et egerns indvolde.
Det, synes jeg, er et problem. Og jeg synes også, det er et problem, at vi her i landet accepterer den amerikanske forenklede, politisk korrekte model. I stedet for at insistere på at snakke om kontekster.

Baller, bryster, fy! Øjne, hår, okay da
Lad mig flytte banen lidt for at give et eksempel. Jeg har snakket en del om hverdagssexisme i medierne (eks. her i Politiken), og hver eneste gang, jeg nævner det, kræver folk, at jeg definerer, hvad hverdagssexisme er.
”Giv mig et eksempel”, siger de. Og så giver jeg et. Det kan være, at en mand engang ragede mig på brysterne i en bar og sagde ”du har gode patter.” Det synes jeg var ret ubehageligt. Og det kan de fleste også godt blive enige om, at man(d) ikke skal gøre. Fedt, så har vi én regel.
Men jeg må også tilstå, at jeg personligt har syntes, det har været mindst lige så ubehageligt de gange, hvor en mand har talt ned til mig, som om jeg var et barn på 7 – med den viden, at sådan havde han aldrig talt til mig, hvis jeg havde været af hankøn: ”Hør nu her, lille skat, kan du ikke stille mig om til din chef, for du forstår vist ingenting.”
Eller hvad med de gange, jeg som ung journalistpraktikant oplevede, at midaldrende mænd kun så på og talte til den mandlige fotograf, når de besvarede mine spørgsmål.
Dét er til gengæld langt sværere at regelsætte. Det er stadig hverdagssexisme, men ikke ligefrem noget, der er til at formulere i en paragraf. Også fordi meget af det ligger i tonefald og mimik.
Hvad med det her forslag til en paragraf: ”Du må ikke se på og tale i et tonefald til en kvinde eller en person af anden etnisk oprindelse eller med en anden seksualitet på en måde, så høn føler sig set og talt ned til på grund af kønnet, racen eller seksualiteten.”
Nej, det fungerer ikke rigtigt, vel?

Skal jeg forstå dig? Hvad bliver det næste så? Urtete og pyntepuder!?
Og det kan jeg godt mærke på den hvide heteromand i disse år. Han føler sig i den grad frustreret over, at vi ikke bare kan forære ham et regelsæt for, hvordan vi skal omgås hinanden; mænd og kvinder. Men det kan vi ikke, fordi alting er kontekst.
Så en mand kan ikke kræve, at jeg skal definere, hvad han må og ikke må. Jeg bliver til gengæld nødt til at kræve, at han udvikler mere empati og bedre situationsfornemmelse. Og det vil sige; at han lytter, når jeg prøver at oplyse ham, og at han prøver at sætte sig i mit sted, og at han prøver at blive bevidst om sin egen adfærd, og at han prøver at ændre den, hvis den kan opfattes sexistisk. For det er den eneste løsning, der er.
Og det er fucking belastende at man er nødt til at kræve noget af andre – at man ikke bare kan nøjes med selv at tage ansvar for egne handlinger. For jeg skal da nok lade være med at rage mænd på nummeren og tale nedladende til dem – men det gør ingen forskel; det er stadig de andre, der skal ændre sig, før der kan ske forandringer.
Her er så problemet: De færreste bryder sig jo om, at der bliver krævet den slags af dem. Mange (mænd) bliver faktisk ret irritable, når man snakker om de her ting, fordi man derved antyder, at de ikke allerede er empatiske nok.
Men det er de ikke! De fleste mænd skænker aldrig en tanke, at verden opleves markant anderledes, hvis man er kvinde.
Og tag endelig ikke mit ord for det. Googl nogle af de mange transkønnede, der har lavet testemonials om, hvor meget verden ændrede sig, da de gik fra at være mænd til at være kvinder. Folk begyndte at tale til dem, som om de var dummere, de blev afbrudt oftere, når de sagde noget, og så fik de selvfølgelig også pludselig deres kroppe kommenteret hele tiden.

Højtråbende humor, stille racisme
Nu virker det her måske, som om jeg bare vil bashe mænd for at være ignorante og uempatiske over for kvinders situation. Men jeg er selv en kæmpe ignorantus! Det er jeg over for mennesker med en anden seksualitet eller med en anden race/etnicitet/hudfarve. Så tilbage til ordet ”neger”.
Jeg læste en kronik af Mary Consolata Namagambe. Hun skriver om, hvordan det opleves, når folk bruger det ord om og til hende, og hvor frustrerende det er, at vi danskere bare slår det hen som humor, når hun prøver at sige fra over for det.
Øj, vi er nogle idioter til det nogle gange. Danskere er virkelig ikke så gode til at tage den slags seriøst. Fordi vi mener jo ikke noget med det. Nu kan jeg selvfølgelig kun tale for mig selv, men det gør jeg virkelig ikke.
Og jeg kunne aldrig drømme om at bruge det ord om og da slet ikke til en person eller gruppe af personer, jeg ikke kendte. Men jeg siger jeg det jævnligt til og om min ”negerveninde”.

Du tager noget Nivea-creme og så blander du kakaopulver i
Engang var hende og en af mine andre lige så bramfrie veninder i Matas for at se efter en foundation til hende. Den ubekvemme ekspedient måtte så hakkende og stammende forklare, at ”den… host… farve… desværre er udgået”.
”Vil det sige, at den ikke kan fås mere,” siger min veninde: ”Årh, det er jeg virkelig træt af, for det har taget mig så lang tid at finde en, der passede til mig.”
”Ja… jeg beklager virkelig, men… altså… jeg ved heller ikke, hvorfor, at de ikke laver den mere…”
”Nå, men har I så måske den farve i et andet mærke?”
”Øh, nej, det var den… æh… mørkeste… vi havde.”
”Jeg kan altså ikke forstå, hvorfor I ikke fører nogen produkter i den farve.”
Den stakkels Matas-ekspedient er på det her tidspunkt ved at kravle helt ind i sig selv af beklagelse, og staklen har ikke bemærket, at min veninde har os to på slæb, så hendes utilpashed går fra holde-en-prut-inde-ubekvemhed til fuldbyrdet diarré-pinlighed, da min anden, helt vinterblege danskerveninde råber fra den anden ende af butikken:
”Det er sgu da, fordi du er neger!”
Matas-ekspedientens ansigt dør mentalt af skam, og hun bakker ud mod baglokalet:
”Jeg skal nok se efter igen på lageret. Bare vent her, så tjekker jeg lageret. Det kan være, at vi har én tilbage på lageret. Måske så jeg ikke ordentlig efter. Jeg… lageret.”

Kom igen; kontekst – k siger k, o siger okay, n siger… det der ord
Mine veninder og jeg synes, det er en topsjov historie. Og også et dejligt eksempel på, at mange faktisk bliver dårlige over at overvære noget racistisk. (Da ekspedienten kom tilbage efter meget lang tid ude på lageret, forklarede vi hende situationen, og så grinede hun nervøst med uroligt flakkende øjne hen på min veninde for at se, om det nu også var okay at grine. (Og den farve foundation var i øvrigt umulig at opdrive – hvilket pudsigt nok er noget, min ”negerveninde” og jeg har tilfælles. Ebony og ivory her oplever hele tiden, at vi er for mørke eller for lyse til, at makeup-producenter gider føre produkter til os.))
Men det er også et eksempel på, hvor meget kontekst betyder. Min veninde laver selv negerjokes og griner med på vores, men det betyder jo ikke, at alle situationer er passende til at lave dem. Det er for eksempel ikke generelt passende at råbe det henover vableplaster og hårfaveprodukter. Og bare fordi min veninde selv bruger ordet og lader sine nære venner gøre det, betyder det jo heller ikke, at alle og enhver kan tillade sig at kalde min veninde for ”neger”.
Så når jeg forsvarer min ret til at bruge ordet ”neger”, så forsvarer jeg min ret til at bruge det i en ”passende” kontekst. Som for eksempel sammen med min veninde, eller når jeg laver en joke om racisme – eller når jeg bruger det i ”negertesten”. Jeg forsvarer på ingen måde retten til at bruge ordet til at fornærme andre med!
På samme vis, når jeg forsvarer retten til nøgenhed på facebook, så siger jeg ikke, at det er okay at sende pikbilleder i PB’er til mennesker, der ikke har bedt om det.
Kontekst, kontekst, kontekst!

Jeg ved nok bedst, hvad der er skidt for dig, lille 2.g’er
Hvordan finder man så ud af, om konteksten er rigtig? Man udvikler mere empati og bedre situationsfornemmelse ved at lytte til dem, man ikke er magen til, når de fortæller, hvordan deres verden opleves. Og hvis man stadig er i tvivl, så spørger man sig for.
Eksempelvis lavede jeg en overgang jokes om racister. For at kunne lave de jokes, var jeg nødt til at sige noget racistisk selv. Det er et grænseområde – noget, der aldrig havde gået på facebook. Men jeg tjekkede med flere af anden etnisk oprindelse, om de mente, mine jokes var okay, inden jeg lavede dem.
Og hver gang jeg lavede dem, fokuserede jeg desuden meget på, om de gik rigtigt igennem hos publikum – især ude på firmajobs. Jeg ville ikke risikere, at dem af anden etnisk oprindelse følte, at jeg udstillede dem over for deres blege kolleger. Heldigvis oplevede jeg tit, at nogen af dem kom op bagefter og sagde tak for, at jeg ikke gik på listetå rundt om et vigtigt emne i misforstået hensyn.
Af samme grund pisser det mig vanvittigt meget af, at hvide, politisk korrekte halalhippier kan blive dødeligt fornærmede på andres vegne over, at man laver den slags jokes. Hvis dem, joken handler om, selv griner oprigtigt med, så er du altså mere offensive ved at gøre dem til forsvarsløse ofre, end komikeren, der laver joken, er!
(Hvilket i øvrigt forklarer, hvorfor det er svært at diskutere jokes om kvinder, fordi mange kvinder selv griner med på dem. Så derfor må det jo være op til komikeren selv, hvor sexistisk høn har lyst til at være. Og os, der bliver fornærmede, må så lade være med at se klaphattens shows fremover.)
Men hvis man dropper den dødeligt fornærmede by proxy-attitude, er man selvfølgelig altid i sin ret til at problematisere jokes. Fordi ellers opdager vi komikere jo heller aldrig, når vi faktisk går over stregen. (Det har jeg skrevet om her.)

Lille Sorte Sambo må ikke blive kattekonge
Men altså jeg synes jo virkelig ikke, det bør være så skidesvært det her med at se forskel på passende og upassende…
Eller det syntes jeg, indtil jeg så et klip, der handler om, hvilke halloween-kostumer, der er upassende. Den afroamerikanske kvinde i klippet siger mere eller mindre, at alle ”etniske” udklædninger er no go for hvide.
Jeg havde aldrig skænket det en tanke, at nogen kunne finde det stødende, hvis jeg klædte mig ud, som neger eller indianer. (Jeg ved i øvrigt slet ikke, hvordan det skulle kunne lade sig gøre, da Matas jo slet ikke fører så mørk bruncreme.)
Okay, nu har vi heller ikke helt den samme historie som amerikanerne har med undertrykkelse af de befolkningsgrupper, så den slags udklædninger ville nok ikke blive set helt så provokerende her i landet. Men stadig… Jeg var blown away, da jeg så klippet. ”Fu…biiip hvor er der mange potentielle provokationer, jeg bare venter på at begå – helt uden at vide det – hvis noget så ligegyldigt som et fastelavnskostume kan genere nogen!”
Så jeg var glad for, at jeg havde set klippet. Fordi jeg blev gjort opmærksom på nogle områder, hvor jeg mangler at arbejde med min empati og situationsfornemmelse. Er jeg bare et fedt menneske eller hvad!?
Nope!

Årh, I negere kan jo godt lide opmærksomheden
For her er nogle af de tanker, jeg havde, mens jeg så klippet:
”Årh, slap dog af emsig-emsig, hvad må vi hvide overhovedet gøre efterhånden?”
Tja, Søndergaard; hvordan er det nu lige, du har det, når mænd kommer med den type kommentarer, når du påpeger sexisme. Gulp!
”Nå-nå, så hun må gerne klæde sig ud som hvide mennesker, men hun kan ikke tage det den anden vej.”
Ja, og igen, Søndergaard; hvordan er det nu det er med sexisme? Er det helt det samme, at en mand tryner eller rager på en kvinde, som hvis en kvinde tryner eller rager på en mand? Nej, der er jo lige de der mange tusinde års undertrykkelse til forskel plus den stadig ulige magt- og privilegiefordeling i samfundet. Gulp igen!
”Men men… hvad må jeg så? Er det så ikke også fornærmende over for sygeplejersker, at jeg klæder mig ud som slutty nurse. Og sidste gang var jeg Eowyn fra Ringens Herre, er det ikke fornærmende over for… fiktive karakterer. Det her er ulideligt. Jeg kan ikke lide, at jeg ikke ved, hvad jeg må. Så giv mig da nogle biiiping regler for biips sake!”
Hmm, ja, og velkommen til mændenes verden, Søndergaard!
Biiping biip!

Good night and fuck off

1. oktober 2013

Jeg har en journalist fra et debatprogram i røret. Det sker efterhånden hver uge nu, fordi andre feminister henviser dem til mig. De andre feminister har selv fået nok af mediemøllen, så de sender faklen videre til mig, fordi jeg endnu ikke har. Men det er tæt på. Min tålmodighed med journalisterne kan efterhånden ligge på et meget lille sted. Men jeg havde selvfølgelig heller ikke meget tålmodighed at give af til at starte med, fordi jeg kender branchens tankesæt så indgående fra min egen tid der.
Denne journalist er nu rigtig sød. Det er de fleste faktisk, når man laver forinterviewet. Det er der, hvor man taler om, hvad man skal tale om. Og når det er til tv er det som regel en anden journalist, end den, der skal lave interviewet på skærmen. Det er selvfølgelig den smarteste måde at fordele arbejdet på fra deres side, men efterhånden får jeg en mistanke om, at det også er, for at de efterfølgende kan løbe fra de aftaler, man indgår.

Ich bin ein Berlinerkussen!
For det er nemlig også her i forinterviewet, jeg lister mine forbehold for at medvirke. Det er her, jeg siger, hvad jeg ikke vil tale om under selve interviewet. Det er en forholdsregel, jeg har taget fra
dag 1 som komiker, fordi jeg på grund af mit køn ellers kun ville komme til at lave interviews ud fra spørgsmålet: ”Hvordan er det at være kvindelig komiker?”
How the hell should I know? Ja, undskyld, men jeg ved selvfølgelig godt, hvordan det er at være mig og komiker, men jeg ved da ikke noget om, hvordan det er for alle andre kvinder. Bare fordi vi har samme køn, har vi da ikke nødvendigvis samme erfaring. Det er et åndssvagt spørgsmål.
Så alene af den grund gider jeg ikke svare på det. Men den anden og væsentligere grund til, at jeg altid har nægtet at forholde mig til det, er, fordi jeg ikke vil acceptere, at min køn skal være præmissen for et interview. Jeg er komiker og forfatter, jeg laver shows og skriver bøger og har meninger om ting. Hvis journalister vil tale med mig om noget af det, alle tiders. Men hvis de udelukkende vil tale med mig, fordi jeg har bryster, så siger jeg altid nej.

Jeg er en mand, så jeg har jo ikke et køn…
Og dermed siger jeg altså ikke, at mit køn er en ikke-eksisterende faktor. Naturligvis er journalister interesserede i at høre mine meninger om diverse emner til dels fordi jeg er en ung, kvindelig komiker – det er jeg ikke blind over for. Jeg har bare valgt, at jeg ikke medvirker i noget, hvor det kun er mit køn, der er i fokus. Det skal være mine kompetencer, mine holdninger og mine frembringelser. Faktisk lidt ligesom det er for mænd.
For det glemmer folk (mænd) jo typisk lidt. Men når mænd bliver hyret til ting eller bedt om at medvirke i noget, så er det naturligvis også på grund af deres kompetencer osv. – men deres køn er altså også en faktor her! En faktor, man bare aldrig taler om.
Fordi mandekønnet er det almindelige, så vælger man som grundregel en (hvid) mand – til et job, en bestyrelsespost, et interview – medmindre man decideret beslutter sig for at se efter andre typer. (Hvilket er grunden til, at man for eksempel vælger at se sig om efter en ung, kvindelig debattør.)
Dette skal man dog passe på med at sige højt i nærheden af mænd, for det er det samme som at sige, at de ikke er kvalificerede. Hvilket faktisk overhovedet ikke er det samme!
Det eneste, jeg siger er bare, at vores køn altid er en faktor (ligesom etnicitet, alder osv. i øvrigt også altid er det.) Ingen bliver nogensinde vurderet neutralt – medmindre der er tale om en anonym optagelsesprøve eller lignende, hvor der intet fremgår om personens køn (etnicitet, alder osv.)

Helle Thorning har det bare meget nemmere end Anders Fogh
I øvrigt pudsigt, at mænd kan blive så rasende over, at man antyder, at deres køn giver dem fordele, når de færreste af dem samtidig har nogen forståelse for, hvorfor det er frustrerende at få den anklage smidt i hovedet som kvinde. Hvilket du får hele tiden som kvinde!
For hvis du opnår noget som kvinde, så er det på grund af dit køn. Hvis du opnår noget som mand, så er det, fordi du er dygtig. Dobbelte standarder – oh yeah!
Skal vi lige have et eksempel: Der findes folk, der i ramme alvor vil mene, at Helle Thorning-Schmidt er blevet statsminister, udelukkende fordi hun er en kvinde (underforstået; hun er ikke kompetent nok). Men selv samme mennesker kunne aldrig drømme om at overveje, om Anders Fogh Rasmussens køn havde noget med valget af ham som statsminister at gøre i sin tid.
Jeg vil ikke forholde mig til kompetencerne hos nogle af de to, men har man knoklet så hårdt og koncentreret på at nå til tops i dansk politik, kan vi så ikke godt gå ud fra, at man nok ikke er helt uden evner?
Pointen er bare, at hvis det skal hedde sig, at det har trukket op for Helle Thorning at være kvinde (hvilket jeg i øvrigt ikke tror, det har, for hun fik jo faktisk færre personlige stemmer end sin mandlige modkandidat…) Så har det i hvert fald trukket endnu mere op for Anders Fogh at være mand!
Hvis vi må kaste sten efter kvinders kompetencer, så skal vi lige huske vores eget fede glashus af mandlig (selv)overvurdering.

Nu har vi en aftale, så er du tryg, og så gør jeg noget helt andet
Under alle omstændigheder besluttede jeg tidligt i min karriere som komiker (og forfatter) at jeg kun ville lave interviews og svare på spørgsmål, som man også ville udsætte en mand for.
Har jeg betalt prisen for den beslutning i manglende medieomtale? Også i den grad! Men jeg har også besluttet, at det er prisen værd. For når jeg er i medierne nu og taler om mine shows og bøger, så bliver jeg behandlet som en professionel (dvs. som man ville behandle en mandlig komiker eller forfatter.)
Det er altså, når jeg taler om det, jeg laver. Til gengæld begynder det så at være vanskeligt, når jeg stiller op med mine feministiske holdninger. Ikke fordi jeg så bliver behandlet dårligere på grund af mit køn eller noget. Nej, jeg tror sådan set også, at mandlige feminister og sikkert også andre debattører oplever dette her ret tit: Vi bliver simpelthen bare røvrendt med jævne mellemrum.
Det kan være alt fra, at journalisterne stiller andre spørgsmål, end dem man havde aftalt på forhånd. Hvilket man som debattør hurtigt vænner sig til og derfor selvfølgelig sørger for at mene en helt masse om en helt masse.
Det kan også være noget så dumt, som at journalisten ”stjæler” mine svar og formuleringer fra forinterviewet og fletter ind i deres spørgsmål, så jeg bare kun har mulighed for at sige ”øh, ja, det mener jeg sådan set… øh også jo.”
(Hvis du ikke lige var klar over det, så er det faktisk – teoretisk set i hvert fald – journalistens opgave at sørge for, at interviewpersonen selv får mulighed for at få sine synspunkter bedst mulig frem.)

Bondefanget til børnehaveniveau
Det værste er dog, når journalisterne løber fuldstændigt fra forhåndsaftalen og smider en ind i en situation, som man slet ikke var forberedt på. Jeg har prøvet det flere gange, men den værste var her for et par uger siden.
I dette tilfælde havde jeg faktisk lavet hele tre forinterviews – heraf to med den journalist, der skulle lave selve interviewet på skærmen – men på intet tidspunkt fortalte nogen af dem mig, at de vil sætte mig op imod en anden debattør i studiet.
Vi aftalte, at jeg skulle i studiet og tale om feminisme i Danmark i dag; hvor den er og hvor den er på vej hen. Men da jeg kom ind i studiet sad der en anden kvinde, som smilende sagde, at hun var min opponent. Vi gik live fem minutter senere, og selvom jeg havde mest lyst til at sige ”fuck jer” og forlade dem der, gennemførte jeg interviewet. Det blev selvfølgelig noget bras, fordi det udelukkende kom til at handle om, hvorvidt der overhovedet er brug for feminisme i dag. Fordi som den smilende kvinde flere gange sagde, så kunne hun slet ikke se, at der er et problem.
Bagefter skældte jeg journalisterne ud – både for at røvrende mig og for at sætte det interview op på den måde. Jeg havde aldrig sagt ja til at medvirke i et interview, hvis jeg på forhånd havde vidst, at det ville komme til at forgå på så latterligt et lavt niveau.
Journalisterne nikkede og gav mig en slags undskyldning for det første, men havde absolut ingen forståelse for det andet. De syntes, at det er en utrolig vigtig debat. Og de er faktisk lidt trætte af, at de aldrig kan få nogle af os feminister til at medvirke i den. (Hvilket jo må forklare, hvorfor de føler sig nødsagede til at snyde folk ind i den.)

Min farfar sagde, at der ikke var noget problem, ergo er der noget problem
Nu skal jeg forklare, hvad problemet er (udover selvfølgelig det ubehagelige i at blive narret ind i noget andet, end man har sagt ja til.) Jeg deltager gerne i debatter om, hvordan vi løser ligestillingsproblemer, og jeg bruger også gerne min viden og humor til at påpege, hvad det er for nogle problemer, vi har med køn. (Kig lidt rundt på min blog, hvis du vil vide lidt om, hvad det er for nogle.)
Til gengæld er det simpelthen spild af både min og seernes tid, at jeg skal sidde og diskutere, hvorvidt der overhovedet er problemer med ligestillingen her i landet. For det er altså der, de fleste af den slags debatter ender, hvis ikke jeg (og andre feminister) siger stop på forhånd.
Journalisterne går altid ud og finder en eller anden halv- eller heltosse, der mener, at vi intet problem har, og så starter debatten på allerlaveste niveau.
Det svarer til at hive en læge ind, der forsker i rygerlunger, og så sætte hende op over for en, der benægter, at rygning overhovedet er farligt. Så kan lægen nok så meget sidde med al hendes viden og forskning og løsningsforslag, men debatten vil alligevel ende med at have tosseargumenter som ”min farfar røg hele sit liv, og han blev 97, så jeg kan ikke se, at der er et problem!”
(Hvis du er i tvivl om, hvorfor det er et tosseargument, så… okay, det er du selvfølgelig ikke, for så havde du nok ikke læst så langt her, men til næste gang, du møder nogen, der bruger den form for argumenter, så sig den her sætning: ”Det der er anekdotisk og ikke i overensstemmelse med det statistiske materiale.” Lær den sætning udenad og brug den flittigt! Især hvis du nogensinde diskuterer køn med folk, for det er især her man hører den type argumenter, fordi alle som bekendt har et køn og derfor er alles personlige erfaringer jo lig med at have foretaget forskning i køn. Og når du har sagt første sætning, kan du eventuelt tilføje ”Ergo er du en tosse og dermed diskvalificeret til at mene mere i denne sag, så nu gider jeg ikke snakke med dig mere.” Og så går du væk fra tossen og drikker en dejlig kop te og så får du ikke hovedpine af den uundgåeligt tåbelige diskussion, du ellers ville være blevet trukket ind i.)

Jeg er blind, men mit syn tæller lige så meget som dem, der kan se
Sagen er, at vi ville simpelthen aldrig få løst nogen problemer i denne verden, hvis vi altid skulle starte alle diskussioner med at retfærdiggøre, at problemet overhovedet eksisterer.
Så lad mig lige slå den her fast med de tykkeste søm, der kan opdrives: Vi har ikke ligestilling i Danmark! Vi har stadig meget store problemer med den måde, vi ”gør” køn på. De problemer fører til alt muligt lort fra uligeløn, til det famøse glasloft, til vold mod kvinder, til mænd, der ikke får deres børn ved skilsmisser, eller som bliver tabere og ikke får en uddannelse og dør for tidligt.
(Og du er velkommen til at google statistikkerne på det her, hvis du gerne vil op på et lidt højere niveau end det allerlaveste, for der er rigeligt af tal derude.)
Og jeg må tilstå, at jeg efterhånden har det sådan med de debattører, der har meget travlt med at benægte problemernes eksistens; fuck nu bare af!
Jeg mener, hvis du ikke har noget relevant at bidrage med – her tænker jeg på en form for løsning på problemerne – men du bare har tænkt dig at sidde som en snotdum kan-ikke-høre-kan-ikke-se-kan-desværre-godt-tale-abe, hvad fanden laver du så her?
Så må du gå ud af studiet og lade være med at sende læserbreve og bare generelt blande dig udenom, sådan at dem, der rent faktisk forholder sig til problemerne, kan få arbejdsro til at finde løsninger på dem.
Altså det er jo bare en tommelfingerregel til almindelig god, medmenneskelig omgang det her: Hvis nogen fremlægger et problem, de har, så lyt på deres oplevelse af det, og hvis du absolut føler et behov for at bidrage, så prøv med råd til, hvordan de kan tackle det – som de jo altså oplever som et problem. Lad være med at tvære dem ud med uempatisk selvsmageri i form af kommentarer som ”jeg kan ikke se problemet.” “Du ser spøgelser.” “Det er kun i dit hoved.” “Du overreagerer.”

Løgnen får lige så meget taletid som sandheden
Men jeg ved selvfølgelig godt, hvorfor halv- og heltosserne ikke fucker af. For journalisterne bliver jo ved med at ringe til dem. Hver eneste gang der skal tages en debat om ligestilling i Danmark, så skal de rulles på banen.
Det skal de, fordi de fleste journalister kun kan huske en regel fra deres uddannelse, og det er, at en historie altid skal indeholde en konflikt. Der skal altid være nogen, der er uenige!
Ja, det er unægtelig lidt af et problem, for hvordan dækker man så gode nyheder? Sager, hvor alle parterne er enige om løsningen? Svaret er, at det gør man selvfølgelig bare ikke så…
Personligt valgte jeg at droppe journalistikken til fordel for komik, bøger og blog, fordi problemet med den her model er, at hvis du altid skal høre begge parter i alle sager, ender du med at give løgnen lige så meget taletid som sandheden!
Nu vil de fleste journalister så sikkert begive sig ud i noget semifilosofisk med, at der slet ikke findes en objektiv sandhed, men at vi hele tiden diskuterer os frem til en. Og det er muligvis rigtigt nok, men journalister er i givet fald ude i ret mistænkeligt ærinde – som igen bliver meget tydeligt i kønsdebatten.
For hvis vi skal gøre os noget håb om at diskutere os frem til en ”sandhed”, så må vi som minimum på et tidspunkt begynde at lukke nogle debatter. For ellers ender vi i den nihilistiske situation, at der aldrig kommer andre holdepunkter end selve den evindelige diskussion.
Forestil dig et parforhold, hvor man aldrig beslutter farven på stuevæggen eller noget andet for den sags skyld, men blot diskuterer løs uden ende. Dødssygt! Du kender muligvis den slags parforhold ude i virkeligheden, og så ved du også, at man får sådan lyst til at skyde sig selv i hovedet, når man er i nærheden af det.
Lidt sådan har jeg det efterhånden med kønsdebatten i Danmark!

Hvad med om vi prøvede den her indgangsvinkel?
Jeg siger ikke, at vi skal vedtage ét regelsæt for, hvordan vi taler om køn. Det ville også være skrækkeligt. Men jeg synes, vi skal aftale, at dem, der har statistikker og forskning i ryggen som udgangspunkt bliver lyttet mere til end halv- og heltosser.
Ja, for det er virkelig et meget stort problem i kønsdebatten: Alle kan kalde sig kønsdebattører, og så skal de ikke bevise, at de har nogen som helst kompetencer på området.
Så skulle vi ikke lige starte med, at hvis din eneste kompetence på kønsområdet er, at din kone har forladt dig, så er du per definition ikke lige så kvalificeret til at debattere som os, der rent faktisk har læst en bog om emnet. Skulle vi ikke lige starte der, hmm?
Og skulle vi så ikke, når vi nu er i gang, også endelig vedtage, at der er et problem med ligestillingen – i Danmark og på verdensplan – og der er brug for kreative løsninger og nye indfaldsvinkler for at komme dem til livs!?
Hvor ved jeg fra, at der trænger til nye tiltag? Ja, fordi det altså er det samme pis på nye flasker, der er blevet hældt ud i medierne de sidste 40 år, og tingene har stort set ikke rykket sig i den periode. Vi er ikke meget tættere på reel ligestilling nu, end vi var, da jeg blev født i 1980.
Og vi er stadig ikke tættere på en saglig debat, end vi var, da kønsdebatten første gang begyndte at rulle i 1800-tallet…
Så er vi ikke snart modne til at komme op på det næste niveau? Om ikke andet så bare det næstlaveste niveau!? Som jeg antager er der, hvor halv- og heltosserne i det mindste er villige til at anerkende, at der er problemer – men dog stadig sviner feminister til og kalder os mandehadende skingre bitterfisser.

Oplæg til Kvinderådsmøde om ligestillingspolitik

24. september 2013

Jeg blev bedt om at besvare spørgsmålet: Hvorfor er der så få kvinder i DK, der er villige til at kalde sig selv feminister?
Fordi de synes, feminisme er usexet. Bogstaveligt talt; det er uden sex at være feminist! Hvis man er feminist, så er man sur og hader mænd. Så der er simpelthen for lidt pik i at være feminist.
For de fleste kvinder – især unge kvinde – er det, livet går ud på: At finde en god pik, måske en man skal være sammen med resten af livet, måske en man bare skal være sammen med en enkel lørdag, men det er det, de fleste kvinder jagter. Og det får man altså bare ikke, når man er sur og bitchy!
Og så længe anti-feministerne har held med at holde liv i myten om os feminister som nogle bitre mandehader, så vil flertallet af kvinder tage afstand fra feminisme alene af den grund.
Og det er jo heller ikke noget nyt, det ved I godt, ikke? Vi har haft det ry imod os lige fra starten. Helt tilbage til suffragetterne. Tænk på Mary Poppins, den vidunderlig barnepige, der er nødt til at tage sig af de stakkels forladte børn, hvis mor hellere vil kæmpe kvindekamp end at være der for dem og hendes mand.
Det eneste tidspunkt, hvor det har givet bare lidt pik at være feminist var i begyndelsen af 70‘erne, fordi rødstrømperne var så smarte at slå deres sag sammen med den seksuelle frigørelse og hippiebevægelsen.
Men nu har vi seksuel frigørelse, p-piller og abort – så længe det varer – så nu er der ikke ret mange, der kan se en grund til at melde sig ind i gruppen af frigide feminister. Vi får jo pik nok nu – og så pyt med ligelønnen og alt det andet.

Min mission med det, jeg laver, er at vise, at feminister i høj grad godt kan være både sexede og sexlystne. Og at det kan være sjovt at være feminist. At man godt kan grine af tingenes tilstand – hvor miserable de så end er – og holde tonelejet nede i det knap så skingre.
Det er ikke, fordi jeg har lyst til at bruge udtrykket lipstick-feminism, fordi jeg synes, det er et åndssvagt udtryk, men jeg synes, det er vigtigt at vise, at feminisme ikke er ensbetydende i at gå rundt med hennafarvet hår, ingen makeup, hængebryster og et evigt konfronterende blik i øjnene.
Jeg bliver faktisk lidt træt, når jeg hører om feministiske aktioner, der går ud på at afseksualisere kvindekroppen. Når feminister bader med nøgne bryster i svømmehallen, så mænd kan lære at lade være med at synes, at bryster er sexede. Hvorfor må mænd ikke synes, at bryster er sexede? Bryster er noget af det allerdejligste på en kvindekrop – og jeg kan godt forstå, at mænd er vilde med dem. Kan de ikke godt få lov til at være det, uden blive betraget som mandshauvinistiske svin?
Selvfølgelig skal vi kæmpe for at gøre noget ved den gigantiske objektivisering af kvindekroppen, vi ser, især i medie- og reklameverdenen. Selvfølgelig skal der ikke køre et par silikonebryster rundt på hver eneste bus i København, selvfølgelig skal Blachman ikke sidde og kommentere tavse nøgne kvindekroppe i primetime-tv. Og selvfølgelig skal vi også have standset klamme tilråb om “gode patter” på hver andet gadehjørne. Men måske ville feminisme få lidt mere sexappeal tilbage, hvis vi tillod, at der faktisk fandtes seksuel tiltrækning mellem kønnene.
Kvindekroppen skal ikke være en, der konstant bliver kommenteret på i alle sammenhænge, men objektivisering af kvindekroppen er ikke dårlig i sig selv.
Det seksuelle møde mellem kønnene handler til dels om at se den anden som et objekt. Et objekt for mit begær. Kvinder har også brug for at se mænd som objekter for at kunne få gang i maskineriet. Det er en god ting.
Og hvis man fjerner retten til at betragte kvinder – og mænd – som et objekter i alle sammenhænge så fjerner man altså ret meget den seksuelle spænding.
Det skal vi feminister passe meget på med. For jeg tror, at det er i det fokusområde, vi mister rigtig mange potentielle feminister.

Det her gør sig også meget gældende i den nuværende debat om hverdagssexisme, der endelig efter lang tids tilløb begynder at få rodfæstet sig som noget, man faktisk kan snakke om – og sige fra over for – her i landet.
Alle kvinder lever i en hverdag med sexisme, hvad enten det er lumre kommentarer om deres udseende – eller det er nedladende kommentarer om det samme. Ragerende fra “du har vildt gode patter” til “fuck hvor er du klam at se på din fede so.”
Ligesom kvinder også jævnligt bliver trynet på deres kompetencer, talenter, holdninger og meninger. Fælles feministisk front mod hverdagssexisme burde være den nemmeste sag i verden at sælge til alle kvinder.
Men alligevel står feminister tilbage med et alt for stort restparti og ingen købere. Fordi: igen er der en tendens til, at tonen hurtigt bliver meget skinger. Det bliver for nemt til, at mænd overhovedet ikke må kommentere noget på kvinder. Jeg har selv været inde over den her debat. Jeg foreslog, at man for at være på den sikre side holder sig til komplimenter fra halsen og op efter.
Men jeg er udmærket godt klar over, at der findes kvinder, der bruger fire timer om dagen i et fitnesscenter, som absolut ikke synes, at mænd skal fortælle dem, at de har nogle pæne øjne.
De her baller har krævet hårdt arbejde og de kræver en kompliment eller som minimum et fløjt fra en stilladsarbejder.
Vi lever i en kropsfikseret kultur, og de mange kvinder – såvel som mænd – der dyrker deres kroppe som afguder har for nogens vedkommende brug for at få likes for at føle, at det var sliddet værd. Og ja, derfor kan vi stadig godt forsigtigt påpege, at det uheldigt, at nogle kvinder føler, at de kun er noget værd, hvis de er 100 procent objekter for mænds begær.
Men hvis vi feminister ikke anerkende, at kvinder er forskellige og har forskellige grænser, men prøver at sætte en fælles standard op, så mister vi altså rigtigt mange feminister med veltrænede baller. Og de veltrænede ville være rare at have i blandt os, for de kan holde bannere hævet meget længere, end de her slappe arme kan.

En anden grund til, at kvinder har så meget imod feminisme er, at det måske ikke så meget er mændene, der skal give sig nu. Nu er det faktisk kvindernes rettigheder, der skal deles. Det vidste sig jo med diskussionen om øremærket barsel, at det faktisk ikke helt var så mange mænd, der var imod det, da det kom til stykket. Men hvem holder så igen? Det gør dem, der skal af med rettighederne. Sådan har det altid været!
Så er det jo lidt hyklerisk, når man gerne vil sige, at kvinder ikke må forskelsbehandles, men mænd må godt.
Så kan det godt være, at man kalder sig feminist derhjemme på matriklen, men man skal nok ikke hænge ud sammen med ret mange andre feminister, før man bliver sat på plads. Så derfor den nemme løsning: hellere lade være med at sige, man er feminist og beholde sine tre måneders ekstra barselsorlov.

Caitlin Moran, som jeg og sikkert flere af jer havde den store fornøjelse at opleve i sidste uge, da hun var her i København, hun har den opfattelse, at kvinder ikke gider feminisme i dag, fordi vi er blevet for magelige. Fordi det går jo meget godt, så hvorfor skulle jeg bruge tid på at kæmpe for de sidste småører – for 17 procent mindre i løn over en livstid er jo småører…
Plus selvfølgelig at vi har alt for travlt med at barbere alle overflade på kroppen til at bekymre os om dårligere pensionsopsparinger.
Jeg vil ikke helt give Caitlin helt ret. Jo, jeg vil godt give hende ret så langt som til, at alle her i Vesten er blevet for magelige – mænd såvel som kvinder. Det er sikkert en af forklaringerne på, at vi har finanskrise. Vi har ikke noget behov for at arbejde hårdere for at nå mere, for det går jo meget godt.
Men jeg tror ikke på, at kvinder er for magelige i deres kvindelighed. Jeg tror langt, de fleste kvinder er dybt ulykkelige. Enten er de decideret selvhadende eller ligefrem selvskadende eller også har de pms, der strækker sig fra september til maj. De fleste kvinder i Vesten har lange perioder med stress, angst og depression i deres liv, det viser alt statistik. Og tallene stiger.
Og det kommer ikke ud af ingenting. Det kommer ud af en dyb, grundlæggende utilfredshed med verdens tilstand, og den rolle, jeg har fået tildelt som kvinde i den verden. For godt nok fik kvinder med ligestillingen mere frihed, men vi fik ikke mere fri.
Vi blev ikke tildelt mere fritid til at slappe af, og vi fik slet ikke mere frihed til bare at være menneske. Vi fik bare lov til at være alt det, vi havde været før – og nu med en fuldtidsstilling oveni! Samt selvfølgelig en aftale hos en vokser hver fjortende dag.
Ja, jeg har en teori om, at hele den groteske krops- og udseendefiksering, vi ser hos kvinder i dag, i virkeligheden er en kompensation for at få lov til at være med på mændenes banehalvdel.
Og det her er ikke noget, mænd gør mod kvinder – det er heller ikke noget kvinder gør mod hinanden – det er en strukturel ting, som vi alle sammen lægger under for: Kvinder føler, vi skal gøre alting 110 procent perfekt, for ellers er vi slet ikke berettiget til at gøre det til at starte med.
Vi skal levere varen på jobbet, i hjemmet, hos børnene, i sengen og med de strammeste baller, der kan trænes op, for ellers har vi ikke fortjent at være lige med mændene. Som jo er fejehold fra starten af, fordi mænd ikke stiller de samme krav til sig selv.

Og der er selvfølgelig derfor kvinder har brug for feminisme. De ser det bare ikke som et fællesanliggende. Jeg tror grundlæggende, at det største problem for feminisme – udover vores usexede image – er, at alle i dag er overbevidste om, at de er helt unikke individer og kun de har netop disse oplevelser.
Det betyder, at det er enormt svært at tale om og endnu sværere at løse problemer, der gælder for alle kvinder – og selvfølgelig endnu mere problemer, der gælder for alle mænd – for ingen vil reduceres til deres køn. Og feminisme er nu engang afhængig af at kunne reducere folk til deres køn.
Så ironisk nok i forsøget på at nedbryde kønnene, så trækker vi dem faktisk frem. Hvilket jo også forklarer, hvorfor der er så meget modstand mod feminisme fra mange mænds side, fordi mænd, som I ved, jo aldrig har været et køn tidligere og slet ikke bryder sig om at skulle til at være det nu. Og det er desværre også det tankesæt, kvinderne har overtaget – for lige præcis på det individualistisk-tænkende område er der beklageligvis ligestilling.

Så feminisme er ikke frækt, det stjæler kvinders få fordele, og det fjerner ens unikke karakteristika. Og så giver det altså samlet set for lidt pik.
Mit seneste stand-up-show hedder Mandehader – et show om at være alt for glad for pik. Det var mit lille forsøg på at begynde at bryde med den myte.
Og til den titel fik jeg følgende kommentar fra en lesbisk feminist: “Årh, hvorfor skal I heteroseksuelle feminister altid gøre så stort et nummer ud af, at I elsker mænd!?”
Fordi det gør vi!
Og selvfølgelig vil jeg ikke stå og sige, at lesbiske har mindre at skulle have sagt end alle vi andre feminister, men hvis dét er din holdning til mandekønnet: Vil du så ikke være venlig at fucking lukke røven, for du ødelægger vores allesammens image!

Nø, det er jo bare fiktivt

22. september 2013

Et billboard på Rådhuspladsen fangede min opmærksomhed. Okay, det ville nok have været svært andet, da den fyldte hele metrobyggeriets mur, der løber hele vejen rundt om pågældende plads. Vi taler fem meter i højden og sikkert 100-og-nogle i længden.
(En dag skal vi have en alvorssnak, om det egentlig er okay, at vores gadebillede fyldes af den slags. Og får Københavns Kommune i det mindste pengene til at bygge nye børnehaver og cykelstier for, eller ryger de bare ned i lommen hos nogle topfolk og aktionærer i metroselskabet!?)
Reklamen var for den nye udgave af computerspillet Grand Theft Auto. Et spil, jeg har mange gode minder med, fordi min bror og jeg altid spillede det sammen som teenagere. Engang handlede det om at stjæle biler og køre folk ned. Allerede dengang var det kontroversielt. Og skidesjovt.

Mænd er alle typer, kvinder er nøgne
Men det var dengang. Sidenhen er småkagen åbenbart ikke alene blevet tabt, men fuldstændigt forsvundet ud i et form for sexistisk parallelunivers. Det kunne jeg ikke lige lure ud af billboardet på Rådhuspladsen. Jeg var bare irriteret over, at af de avatarer, der fyldte hele reklamen, var kun de tre kvindelige, og kun en af dem havde (en slags) tøj på.
De mandlige avatarer var mangfoldige i antal, størrelse og form – og selvfølgelig alle sammen påklædte. De kvindelige avatarer var – måske med en enkelt yogadyrkende undtagelse – blot en undskyldning for at vise noget bar animeret hud.
Og min tanke, da jeg så reklamen var: ”Øv, så kan unge piger, der spiller det spil med deres brødre i dag godt nok vælge en kvindelig avatar – som var mere, end jeg husker, jeg kunne, da jeg spillede det for 16-17 år siden – men de får så kun bekræftet det alt for gældende verdenssyn, at deres udseende betyder mere end deres karaktertræk.”

Det, der sker inde i skærmen, sker ikke i mit hoved
Det var min oprindelige tanke. Fordi jeg ikke lige havde sat mig ind i, hvilken udvikling spillet åbenbart har gennemgået i de år, jeg ikke har spillet det. I de seneste udgaver har det for eksempel været muligt i spillet at myrde en prostitueret og stjæle hendes penge. Nå, ja, tænker jeg så. Det ligger vel meget godt i forlængelse af at køre munke ned på åben gade – ingen af delene er vel teknisk set noget, vi bør foretage os IRL.
Men så alligevel. For med den nyeste udgave af spillet – den der hænger reklame for på Rådhuspladsen – træder sexismen tilsyneladende virkelig i karakter. Det siger selv de mere seriøse spilanmeldere. Og hvis seriøse spilanmeldere rent faktisk forholder sig til spillets undertoner, så ved man, at den er hel gal!
For de fleste anmeldere kan godt lide kun at tale om ”tingene på tingenes præmisser” – hvilket skal oversættes til, at tingenes eventuelle påvirkning på og indflydelse fra resten af samfundet bare skal ignoreres. Hvilket naturligvis og forventeligt også var den reaktion, jeg fik, straks jeg lagde en kommentar om dette spil op på facebook: ”Nø, det er jo bare fiktivt.”

Hvad du wanker til, er din sag
Hey, jeg er fuldstændig for, at vi har et fiktionsunivers af computerspil, film, bøger, porno, tegneserier, dødsmetalsange og så videre, som vi ikke skal stå til ansvar for i vores almindelige liv. Fantasier er gratis. Når du sidder derhjemme i lædersofaen og spiller – pik eller Playstation – er du i mine øjne ikke forpligtet til at gøre det til noget som helst politisk korrekt.
Så jeg mener ikke, at man skal forbyde et ultravoldeligt, røvsexistisk spil som GTA. Men jeg vil eddersponsme have lov til at diskutere det. For hvis man bare kan affærdige alt kritik af fiktionen med et ”nø, det er bare fiktivt”, så gør man sig selv og samfundet blind over for de påvirkninger, der eventuelt måtte være.
Jeg siger ikke, at skoleskyderier skyldes skydespil. Men jeg siger, at det er vigtigt at diskutere og forske i, om det rent faktisk er hensigtsmæssigt, at (hovedsagligt) teenagedrenges hormoner og aggressioner blandes med fiktive voldudøvelser. Betyder det ikke noget for ens evne til at udvikle empati og sociale færdigheder, at man i stedet for at lære at omgås sine jævnaldrene – hvor skrækkeligt det så måtte være – sidder derhjemme og ser alt for velanimeret blod sprøjte ud af sine fjender!?

Tag den håndfuld bly, din feministfisse!
Jeg tilbragte selv det meste af mine teenageår bag bøgerne, og det er da hævnerromaner som Carrie, der tog toppen af mit behov for rent faktisk fysisk at smadre dem, der mobbede mig. Så jeg vil ikke påstå, at computerspil ikke også kan have nøjagtig den samme beroligende effekt.
Men jeg bliver stadig bekymret for den sexistiske undertone i spillenes verden. Også selvom det måske er præcis det samme; et behov for at få lov til at komme ud med den vrede på det modsatte køn, der ikke er politisk korrekt i hverdagen. Og så længe det begrænses til fiktionens verden skulle jeg vel også synes, at det er okay, eller hvad?
Nja, for det første er jeg meget forundret over, hvor al det sexistiske lort kommer fra til at starte med. Hvorfor skal snart hver anden tv-serie, film og computerspil i dag indeholde letpåklædte kvindelige karakterer, der i bedste fald klaskes bagi og i værste fald smadres fuldstændigt – fysisk eller verbalt!?
Okay, jeg antager, at sexismen er et backlash på feminismen. Hvilket er direkte fremtrædende i den nye udgave af GTA, hvor man efter sigende kan pløkke løs på feministiske gimper.

Den hånd, der styrer lynlåsen, styrer verden
Jeg tror, at vi oplever denne ekstremme opblomstring af sexisme lige nu, fordi en del mænd simpelthen er blevet trætte af at høre, at de skal give mere fra sig. De fleste mænd oplever ikke, at de undertrykker kvinder. Tværtimod tror jeg, at mange mænd ser kvinder som værende stærkere, end de selv er.
Fordi i den relation, de fleste mænd har med kvinder – den kammeratlige, seksuelle og ægteskabelige – er det jo kvinden, der har bukserne på. Det er i hvert fald hende, der bestemmer, hvornår bukserne kommer af.
Så jeg forstår godt mænd. Eller det tror, jeg i hvert fald, at jeg gør: Mænd ser en verden, hvor noget af det, de ønsker sig allermest – kys, kram, kæl, knald – styres fuldstændig med hård og kynisk hånd fra kvinders side.
Samtidig er de jo ikke selv – personligt – med til at holde kvinder tilbage fra det, kvinder gerne vil have… og her er de nok for manges vedkommende ret meget i tvivl om, hvad det egentlig er. For kvinderne har jo fået alt det mændene har, så hvad vil de have mere? Det må være, fordi kvinderne åbenbart vil have mere, end mændene har. De vil både have mere magt ude i samfundet, end mændene har, og stadig have mere magt over den seksuelle/ægteskabelige relation. Kvinderne vil tydeligvis have hele kagen!

Smack my bitch up eller noget
Så den angst, for at kvinden kommer her og tager alt det, han har, tilsat en frustration over, at hun bestemmer over alt det, han gerne vil have, samt en solid dosis manglende evne til rent faktisk at prøve at forstå kvinders situation – alt det fører til en sprængfarlig cocktail af latent kvindehad og sexisme.
Straks skal jeg lige tilføje mit sædvanlige forbehold. Jeg siger ikke, at det her gælder for alle mænd. Det er kun nogle mænd, og da helt sikkert ikke dig, kære mandlige læser, og sikkert heller ikke nogen, du kender, det er nogle andre mænd – måske faktisk kun nogle mænd, der bor i andre egne af landet.
Desværre lader det til, at nogle af de mænd, der har det sådan her, også er nogle af dem, der laver tv-serier, film, computerspil, skriver bøger, rapmusik og… host… stand-up. (Så lagde jeg da vist lige en kæmpedej i egen rede der.)
Så de her mænd lader deres personlige frustrationer over kvindekønnet slippe ud i sexistisk form i fiktionen. Og som vi kan se i GTA og Mad men er den bedste måde at tackle den frustration altså at skabe et univers, hvor tingene er, som de burde være med kællingerne nede på alle fire, afklædte og lige til at klaske bagi.
Derhjemme foran skærmen sidder der så nogle mænd, der har det på nøjagtig samme måde og finder deres stemme i denne fiktion (for identifikation jo er en af hovedpointerne med at have fiktion til at starte med.)
Og så bliver de bekræftet i deres ensporede verdenssyn: Ja, kvinderne er ved at overtage det hele! Og ja, den bedste måde at tackle det på, er at klaske tilbage – med ondskabsfulde og sexistiske kommentarer, med flad hånd eller med pistol.

Prøv lidt meditation, din fiktive voldspsykopat
Igen; jeg siger ikke, at sexisme i fiktionens verden nødvendigvis fører til mere sexisme i virkeligheden. Men jeg er bekymret over den ophobede frustration. Lidt ligesom jeg er bekymret for en meget aggressiv, frustreret teenagedreng, der spiller voldelige computerspil dagen lang. Hvornår siger det snap?
Det er ikke computerspillet og fiktionen, der skaber frustrationerne, ej heller er de ikke ansvarlige for folks handlinger, men jeg tror, at det for nogle er benzin på bålet. Disse fiktive outlets holder hele tiden gang i ilden.
Og ja, der er selvfølgelig igen kun nogle, der ikke kan tackle det. De fleste kan sagtens skelne fantasi fra virkelighed… eller?
Altså jeg kan jo tydeligvis ikke selv. Jeg bliver superfrustreret over at se, at der aldrig er plads til en bredere diversitet i kvindetyper i fiktionens verden. Det påvirker da mig mere eller mindre direkte. Hvor skal jeg finde min identifikation, når alle hunkønsvæsnerne i fiktionens verden enten er afklædte bimbos eller kastrerende bitches?

Du kan være et menneske, eller du kan være en nøgen kvinde. Frit valg!
Forleden skrev Politiken en historie om, at vi (altså fiktionsdyrkerne) elsker de ”følelseskolde mandekvinder”. Kvindelige karakterer som Sarah Lund og Lisbeth Salander. Mit bud er, at kvinder (og mænd for den sags skyld) elsker de karakterer, fordi de virker som (lidt mere) troværdige hele mennesker end de sædvanlige kvinderoller, vi får lov at møde i fiktionens verden.
Folk er faktisk parate til at se kvinder som mere end bare sexede/sindssyge bipersoner. Eller nogle folk er. For andre folk (nogle mænd) vil jo åbenbart gerne tilbage til, at det kun er manden, der er og kan det hele.
Hvilket jo også forklarer det absurde behov for at kalde de her kvindekarakterer for ”mandekvinder”. For hvis en kvinde ikke passer ind i de eksisterende kvindestereotyper, så er hun jo faktisk halvt en mand. Underforstået, at hvis du har andre personlighedstræk end babe eller bitch, så er det et maskulint karaktertræk…
Og så undrer nogle mænd sig stadig over, at kvinder ikke bare er tilfredse med “alt”, det vi har fået. Vi må for fuck sake ikke engang være kvinder og samtidig rumme mere end damebladsquizklassikeren ”Er du babe eller bitch?” Mens mændene stadig må det hele. Inklusiv at bitche over, at de skal dele det.

Suzanne Gieses Mindelegat

13. september 2013

I går fik jeg en pris for at være feminist. Det er lidt som at vinde den ukendte hovedgevinst i et lotteri, hvor man troede, man ellers kun kunne vinde en lind strøm af tilsvininger og en evighed som single.
Prisen er nystiftet. Den hedder Suzanne Gieses Mindelegat, og Suzannes datter Ditte Giese holdt nedenstående motivationstale, som jeg lægger ud her, så jeg altid selv kan gå ind og læse den, når jeg bliver lidt for ramt af at stå på den øretævernes holdeplads, som feminisme er.
Eller som en af de smukke, ældre rødstrømper sagde til mig efter prisuddelingen: “Ha, øretævernes holdeplads!? Næ du, det er røvfuldenes holdeplads. Røvfulde efter røvfulde er det, man får. Og sådan har det været i fyrre år!”

Motivationstalen
Aftenens vinder, for der kan kun være en vinder, har haft et vildt år. I mindelegatets beskrivelse står der, at ’hæderen skal gå til en person, der har udvist mod og konsekvens til at markere feministiske synspunkter i den offentlige debat’.
Og det må man sige, at du har Sanne Søndergaard.
Der er mange former for feminister – queer-feminister, elitefeminister, kystbanefeminister, kvotefeminister, old school-feminister, forbudsfeminister, forhudsfeminister, prosex-feminister. Det gode ved dig er, at du er dem alle sammen på én gang – og så alligevel ikke. Du er din egen pærevælling af feminismer, men først og fremmest er du skarp, stædig og sjov.

I modsætning til folk som jeg er du ikke ’indfødt feminist’, du ved typen, der har fået det hele med hjemmefra og måske ikke rigtig har taget stilling selv. Du har selv opsøgt feminismen, sat dig ind i tingene, læst bøgerne, studeret kønsstudier på universitetet, gennemtænkt argumenterne.
Din lejlighed er et stort feminist-bibliotek, og du har fundet din egen stemme i feminismedebatten. Du vil hellere skrive lange blogindlæg med alle argumenterne i orden end at finde dig i avisernes redigering og dagsordener.
Din måde at kombinere humor og feminisme på er enestående. At springe ud som feministisk standupper indenfor et fag, som mestendels består af drengerøve med pruttehumor og lidt hurtig sexisme i baglommen, kræver mod. Kvindemod. Det har du, og det har haft konsekvenser. Det er ikke dig, der bliver inviteret ind som det blonde, fnisende vedhæng på TV2 Zulu, og som du sagde, da jeg ringede til dig og fortalte, at du havde vundet: ‘Jamen, jeg har aldrig vundet noget før’.

Til gengæld er du hårdtarbejdende med en aktivistisk tilgang, hvor du myreflittigt breder dig over alle medieplatforme og ved hvad du taler om – hver gang. Du udgiver bøger, skriver debatindlæg og blogs, deltager i debatter i medierne, sætter dine egne standup-shows op og rappenskralder den på Facebook.
Vi fik rigtig mange indstillinger, men jeg vil tro, at halvdelen af dem handlede om dig. Og du skal vide, at det var en enig komité, der valgte dig som vinder.
For selvfølgelig var det dig, der skulle vinde, Sanne, du har fortjent et klap på skulderen for alt dit hårde arbejde, alle de tæv du tager og alle de eftertænksomme smil du frembringer på din vej. Tillykke!

Min takketale
Jeg er virkelig stolt og beæret over at blive indstillet og modtage prisen. Jeg har været fan af Suzanne Giese i mange år og har flere af hendes bøger – fulde af æselører.
Drømmen om kvinden var nok min første rigtige feministbog, og jeg har trawlet den igennem, fordi jeg – da jeg fandt den – også endelig fandt andre end mig, der tænkte sådan og fik øjnene op for feminisme som andet end en diskussionsdiciplin, jeg kunne køre min far træt med hen over middagsbordet.
Ikke, at det er blevet mindre en diskussionsdiciplin med årene, det følger ligesom med, når man siger: “Jeg er feminist.”
Så er standardreaktionen: “Nå, så vil du nok godt høre på mine uvidende betragtninger om køn de næste to timer.”
Det er ligesom, når man siger: “Jeg er komiker.”
Så er standardsvaret: “Nå, så sig noget sjovt.”
Så man får lyst til at sige: “Jeg er også meget træt nu.”
Og får svaret: “Nå, så vil du nok gerne i seng – med mig.”

Jeg talte med en mand i sidste uge… ja, det sker faktisk nogle gange.
Altså, jeg talte køn med den her mand – og “talte” er her den diplomatiske betegnelse for, at jeg talte for døve øre. Han sagde det, som vi feminister efterhånden hører hver dag: “Feminister skal holde op med at spille ofre. Kvinder i dag er stærke og skal jo bare tage det, I vil ha’. Det ligger lige foran jer.”
Okay, så tager jeg lige 18 procent af din løn til at starte med.
Jeg vil ikke stå her og sige, at vi har mere brug for feminisme end nogensinde før, for det vigtigste kampe er vundet. Jeg står som kvinde på skuldrene af nogle kvinder, jeg bogstaveligt talt skylder det, liv jeg lever i dag. Kvinder som Suzanne Giese.
Men feminismen er stadig vigtig i dag, fordi nu vi skal holde fast. Og det skal vi måske mere lige nu, end vi har skullet det i 30 år. For lige nu begynder der at blive at rullet tilbage, alle ligestillingsinitiativer forsvinder op i den blå – den borgerligt blå – luft. Vi mistede chancen for den øremærkede barsel, og det tyder på, at pappamåneden nu også ryger i Norge. I det hele taget ser det ikke godt ud for kvinders vilkår på verdensplan blandt andet med rettigheder som abort på retræte i USA.
Faktisk er hele velfærdssystemet ved at blive undergravet selv her i velfærdsnorden – og hvis først det ryger, så ryger ligestillingen helt, for så skal kvinderne tilbage til omsorgen og kødgryderne.

Og så er hverdagssexismen efter min egen personlige mening også i stigning.
Fordi – og nu gætter jeg her – men jeg tror, at det, der er sket med mange mænd er, at de føler, kvinderne har vundet.
Det er jo de færreste mænd, der rent faktisk bestemmer i samfundet og er direkte involveret i den traditionelle patriarkalske magtstruktur – de er ikke chefer eller bestyrelsesmedlemmer eller politikere – de er helt almindelige og i deres verden er det konen, der bestemmer. Og se så; vi har jo tilmed en kvinde på landets vigtigste post… eller kvinde og kvinde… faktisk synes jeg, vi efterhånden er ude i en form for Stepford Wife-statsminister.
I hvert fald ser de her mænd en verden, hvor kvinder sidder på alt, der betyder noget for dem. Og så bliver de bitre, og så bliver kønskampen virkelig perfid.
Og så kan man jo spekulere over, hvorfor de ikke føler et behov for at marchere i flok ned ad Strøget, brænde deres tøfler af og kræve lige ret til opvask og børneopdragelse, men det gør de ikke.
Og indtil de begynder på det, er vi nødt til at holde fast, så alt det, de fantastiske kvinder, vi står på skuldrene af, kæmpede for, ikke forsvinder.

Men vi er også nødt til at tale med vores egen stemme. Tiden er en anden. Den militante separatistiske tone hører en anden kamp til. Kvindegrupper og ølejre kunne noget i halvfjerdserne, men vi skal også videre derfra.
I dag kan vi godt tillade os at smile lidt, have lidt humor med i debatten. For come on; projektet går jo grundlæggende ud på at få mere lighed, så vi alle sammen har det bedre, så vi kan få mere pik… eller fisse eller begge dele. Hey, folk må boltre sig i de kønsdele de ønsker.
Så længe der er hår på, naturligvis.

Født til at falde for den nemme løsning

30. juli 2013

Jeg var ikke altid overdrevent begejstret for min tid på Danmarks Journalisthøjskole, men nogle få vigtige læresætninger har alligevel hængt ved. En af dem lyder: ”Overvej altid; hvorfor får jeg denne information?”
Som de fleste ved, så er der jo intet, der er gratis i denne verden, information mindst af alt. Og typisk når man får tilbudt viden om nogen eller noget, er det, fordi informanten ønsker at opnå noget med, at denne viden bliver offentliggjort. Eksempelvis at fremstille sin eksmand som en ucharmerende, kalkulerende, kynisk skid af en partiformand, fordi man er blevet såret og gerne vil have hævn, eller at afsløre at ens land foretager ulovlige overvågninger, fordi man har moralske kvababbelser/gerne vil være verdenskendt og bo i Ecuador.
Der er under alle omstændigheder altid en grund til, at informanten henvender sig til en journalist. Og det er så op til journalisten at afveje om informantens (ofte skjulte) agenda bør få en betydning for den måde, man dækker historien på.
Det var lige lidt info om, hvad man faktisk lærer på Journalisthøjskolen. Nu kan du så begynde at spekulere over 1) min agenda med at fortælle dig det og ikke mindst 2) hvorfor i hedehulehedebølge så få journalister lader til at praktisere det.

22 børn er lig med hele verden
For eksempel i dette nyklassiske stykke copy-paste-journalistik fra dr.dk. Artiklen har overskriften ”Kvinder er født til at falde for humor” (i den engelske udgave ”Women are born to date funny men” – du behøver ikke læse den engelske, DR’s artikel er stort set en direkte oversættelse. (Er det god journalistisk stil at oversætte? Er det det, man lærer på Journalisthøjskolen? Nej, men det er edderlåsme billigt.))
Artiklen handler om, at forskere ved hjælp af hjernescanninger på børn har bevist, at kvinders hjerner er mere modtagelige over for humor end mænds. Og som der konkluderes, fordi undersøgelsen er foretaget på børn, er denne evne opstået som resultat af evolution og er ikke noget kulturelt tillært. Nature vs. nurture 1-0.
Åh, jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte, det kribler sådan i fingrene for at pille dette stykke ”videnskab” fra hinanden:
For at begynde et sted så er den undersøgelse, som man bruger til at konkludere noget om alle mænd og kvinder, foretaget på 22 børn i alderen 6-13.
22 individer er et meget, meget lille udsnit af befolkningen. Til sammenligning spørger Gallup typisk hundredvis af mennesker, når de laver noget så simpelt som en undersøgelse af, hvad vi ville stemme, hvis der var valg i morgen. (Og de gør tilmed opmærksom på, at der er en fejlmargin – til hver side – på typisk omkring 5 procent. (Noget, der ofte slet ikke figurer i mediernes omtaler – og hvis det gør så med meget lille skriftstørrelse helt nede i bunden af siden.))

Halvdelen af min opgang læser Politiken, ergo læser halvdelen af danskerne den
Jeg er også meget imponeret over aldersspændet på deltagerne i dette forsøg – fra 6 til 13 år. Hvilket får mig til at spekulere på, om forskerne blot har bedt alle på kontoret om at tage deres børn med på arbejde en dag. For de har ikke engang kunne mønstre to piger og to drenge i hver årgang.
Problemet med små undersøgelsesgrupper er jo, at udsving altid er meget voldsomme. Hvis du laver en undersøgelse af 10 mennesker og én af dem er nazist, kan du ikke bare derfra udlede, at 10 procent af befolkningen er nazister. Den selv samme nazist kan vise sig stadig at være den eneste, hvis du derefter laver undersøgelsen med 100 mennesker. Eller med 1000.
Men hey, det er jo også bare en forskel i at konkludere noget om 10 procent, 1 procent eller 1 promille af befolkningen!
Desværre gør man det chokerende tit, når det kommer til forskningsforsøg med hjernen – især dem, der handler om køn. Så tjek lige antallet af deltagere i forsøget som det første næste gang du læser om, at kvinders hjerner er dårligere til matematik, og mænds er mindre egnede til samtaler. (Og hvis du vil læse mere om de mange andre uhyggelige eksempler på den slags, så læs Cordelia Fines Delusions of gender.)

10 procent af alle rockere er bøsser
Nå, ja og så er de 22 børn formentlig også alle sammen amerikanske. Jeg ved det ikke, fordi ingen af de to artikler henviser til et sted, hvor man kan læse den oprindelige undersøgelse, men jeg antager, at man ikke har fået fløjet fire japanske og to grønlandske børn ind til disse hjernescanninger. Jeg vil tilmed gå så langt som til at antage, at ungerne alle sammen er hentet fra området ret tæt på Palo Alto i Californien, hvor undersøgelsen er lavet.
Og hvordan er de i øvrigt blevet rekrutteret? Er det børn fra alle samfundslag? Eller blot de børn, hvis forældre allerede kendte forskerne eller tilfældigvis lige abonnerede på den avis, hvor man søgte forsøgspersoner – og som dernæst havde videnskabelige interesse nok til at lade børnene deltage/manglede de penge, som eventuelt blev tilbudt for at deltage, for ikke at glemme lavpraktiske detaljer som tid til at køre børnene derhen osv osv osv (osv osv osv i meget lang tid.)
Det minder mig om en pudsig lille ordveksling, jeg havde med en kollega forleden. Hun sagde: ”Statistisk er 5-10 procent af alle mennesker homoseksuelle, så vi burde have to-tre mandlige, danske stand-up’ere, der er bøsser.”
Og jeg sagde: ”Øh, nej, for vi er jo ikke repræsentative. Stand-up-komikere er ikke rekrutteret ligeligt fra alle samfundsgrupper.”
Hun sagde: ”…”
(Og ja, det sagde jeg faktisk. Så her er lige en hurtig popquiz til dig: Hvad er jeg? a) en nørd, b) socialt handicappet, c) pisseirriterende Kloge-Åse. (Svaret er: alle tre!))
Mit svar gav ingen mening for hende, fordi hun som de fleste af os formentligt engang har set ud over sin skoleklasse og lavet samme deduktion – og tænkt “det er helt sikkert Glenn, der er bøssen herinde” – og derefter ikke skænket en tanke, at den statistiske overføring kan man ikke bare fortsætte med at fortage alle andre steder i tilværelsen. (Det er i øvrigt også lidt forfejlet i en skoleklasse, for heller ikke den er så repræsentativ, da den også rekrutterer fra et bestemt geografisk område og dermed typisk også et bestemt befolkningslag.)

Hjerneaktivitet er lig med… faktisk lige det, du vil have det til at være
Pointen er altså, at den her slags forskning ofte konkluderer fra delen til helheden. Nu ved jeg jo ikke, om forskerne selv har gjort dette i deres resumé af undersøgelsen, eller om det er journalisterne, men denne type forskere plejer nu at være grumme glade for at stramme deres forskningsresultater og undlade og gøre opmærksom på, hvor tyndt et grundlag resultaterne egentlig er fremkommet på, når de præstenter dem for medierne.
Under alle omstændigheder har konklusionerne naturligvis lige fået et par ekstra drejninger i journalisternes hænder og er kommet til at handle om alle mænd og alle kvinder, og så ruller stereotyperne endnu engang derudad.
Og selvom resultaterne her ikke er et hak mere videnskabelige end et damebladshoroskop, så vil der være tusindvis af læsere, der vil tro, at nu er fordommen videnskabeligt bevist: Kvinder elsker sjove mænd! (Mere end mænd elsker sjove kvinder, underforstås.)
Problemet med hjernescanninger er dog bare lige det, at selv med et ordentligt repræsentativt antal forsøgspersoner er det hulens svært at konkludere noget som helst med sikkerhed. For forskerne aner faktisk stadig ikke rigtigt, hvad de ser på.
I denne undersøgelse ser de, at det lyser op i området omkring amygdala, som er der, hvor man antager de positive følelser har rod, og så konkluderer man, at det betyder, at man morer sig. Piger mere end drenge. Bum, vi har en vinder!
Men reelt kan man stort set kun konkludere er, at piger har mere aktivitet i amygdala end drenge. (Eller rettere: 11 piger har gennemsnitligt mere aktivitet end 11 drenge gennemsnitligt har. (Forudsat i øvrigt at fordelingen overhovedet var 11-11. Der er set eksempler på forskning i kønsforskelle, hvor man konkluderer på baggrund af 9 mandlige og 1 (!) kvindelig forsøgsperson.))
Man kan bare ikke vide, om det betyder, at pigerne faktisk reagerer mere positivt. Det kunne jo lige så godt betyde, at de reelt reagerede mere negativt, og deres hjerner derfor må overkompensere med mere aktivitet.

Laks er bare mere empatiske end mænd
Der er også pokkers langt til at konkludere, at mere aktivitet er lig med mere humor. Derfor har forskerne jo snedigt stillet et baseline-forsøg op, hvor de viser såkaldt neutrale videoklip til børnene, sådan at man kan sammenligne neutrale scanninger med humor-scanninger og tadah; så har man bevist, at det er humor, der forårsager aktiviteten.
Nej, man har igen bare bevist, at forsøgspersonernes hjerner reagerer forskelligt på de to former for videoklip.
I de humor-klip, børnene ser, er der eksempelvis en, der falder. Hvem siger, at det ikke er empati, forsøgspersonerne føler? Kan du se forskel på de to følelser i en hjernescanning? Nej, vel. Og en hjerneforsker er altså ikke meget mere kompetent end dig på det område.
Tag endelig ikke mit ord for det. Du kan læse den her artikel om det i stedet. Nogle forskere satte sig for at undersøge, hvor god en laks var til at aflæse menneskers ansigtsudtryk (som er et andet klassisk hjernescanningsforsøg, hvor kvinder som regel scorer bedre end mænd, fordi kvinder jo bare er mere empatiske.)
Laksen viste sig at være overraskende god til det. Det lyste nemlig op i bestemte centre i laksens lille hjerne, da man viste den billederne. Og det selvom laksen faktisk havde været død i flere timer, da forsøget fandt sted.

Det seks-årige barn er en helt blank tavle
Der er er rigtig, rigtig meget støj i maskineriet, når man arbejder med hjernescanninger. Så det er altså ikke lige til at konkludere noget om, hvad andre føler på baggrund af et par stykker af dem.
Det forhindrer dog hverken forskere eller journalister i at gøre det gang på gang. Det forhindrer dem heller ikke i at gå endnu længere i deres konklusioner og komme med spekulative forklaringer på, hvorfor det forholder sig sådan. Og ind hiver de stakkels Darwin. For i disse forsøg er det er altid noget med, at evolutionen har udviklet mennesker til dette og hint, og vi derfor fødes med de prækodede evner til det.
Jeg vil gerne skrive meget mere om den slags evolutionsævl, for det er en af mine absolutte hade-kæpheste, men nu er indlægget allerede ved at blive langt, så lad os tage den korte version: Medmindre du laver dine undersøgelser på nul dage gamle spædbørn, kan du ikke konkludere, at det, du finder, er medfødt!
Forskerne mener, at fordi børnene i denne undersøgelse er så små – helt ned til 6 års alderen – at så har kulturen ikke har haft særlig stor betydning.
Okay så…
Prøv du at finde en seksårig, der ikke allerede har meget klare meninger om, hvad det skal se i tv, hvilket tøj, det skal have på, hvad det vil have at spise, og hvad og med hvem det vil lege. Og prøv så at hoppe om på den anden side af jorden og tjek om ikke også en kinesisk seksårig har det sådan, bare med nogle andre favoritter, fordi disse – surprice, surprice – er fuldstændig sammenvævet med den kultur, barnet er født ind i.

Der sidder to hjerner på en tømmerflåde. En af dem er sjov…
Men problemet med den erkendelse er bare, at så har vi ingen faste regler, så har vi kun kulturelle præferencer. Derfor er det jo så meget rarere at tale om hardwiring og evolution, fordi så kan det ikke laves om. Så er det bare sådan, det er. Læn dig tilbage og slå stenalderhjernen til: Du kan intet gøre selv, for den har gjort dig til den, du er!
Og det er selvfølgelig også den ”sandhed”, vi skal købe her. Forskernes og journalisternes agenda er nøjagtig så banal som den er reaktionær og konservativ: Kvinders hjerner er mere hardwired til at grine, og derfor falder de for sjove mænd, og derfor har mænd mere brug for at være sjove for at score. Og derfor er mænd bare sjovere.
Underforstået: fuck nu af med jer kvindelige wannabe-humorister og lad os for pokker beholde denne sidste maskuline bastion, nu I har møffet jer ind på alt det andet! Og under-underforstået: Når det er videnskabligt etableret, at der er forskel på kønnenes hjerner og dermed deres medfødte talenter, kan vi også retfærdiggøre forskelsbehandling.
Så ikke overraskende er min agenda her altså at tilbagevise den sandhed; at kvinder skulle være prækodede til at falde for det sjove køn, og at mænd dermed skulle være prækodede til at være det sjove køn. Det er meget en sejlivet stereotyp, men den holder altså ikke i retten – i hvert fald ikke med det her bevismateriale.
Men hvis jeg nu lod være med at hænge mig i alle detaljerne omkring, hvor uvidenskabeligt dette forsøg egentlig er skruet sammen. Hvis jeg nu i stedet gik med på præmissen og sagde: Okay, så siger vi, at kvinders hjerner er mere hardwired for at opfatte humor. Som jo er det, de mener at have bevist i denne undersøgelse.
Hvordan kan de så egentlig nå frem til at konkludere, at det har noget som helst med kvinders partnervalg at gøre? Er det ikke lidt af et stretch? Var det ikke mere nærliggende at konkludere, at det havde noget at gøre med forsøgspersonens egen fornemmelse for humor – og måske ligefrem egen kapacitet til at være sjov?
Uhh, nu blev det farligt, hva’? Hvad nu hvis forskerne dermed uagtsomt har bevist, at kvinder i stedet er sjovere… end mænd!?

Forsøg med æteren har bevist, at forskere er kulturblinde
Lad mig skynde at sige, at jeg i så fald stadig ville have bestridt den konklusion, hvis den var lavet på baggrund af så ringe videnskabeligt materiale. Men den konklusion ville forskerne dog heller aldrig være kommet med, for den passer ikke ind nogen steder. Humor hos piger er ensbetydende med at le, humor hos drenge er at få nogen til at le. Sådan er det kulturelt set, og inden for dén kulturelle forståelse må forskningsresultaterne fortolkes.
Jeg siger det bare, fordi de fleste glemmer det simple faktum, at selv mere valid forskning altid tolkes ind i en allerede eksisterende (kulturel) kontekst. Indtil Einstein kom på banen i 1905 og bevidste, at lys kommer i kvanter, troede langt de fleste fysikere, at lys var bølger, der blev transporteret gennem æteren – som ingen dog kunne bevise eksistensen af (fordi den ikke findes, forstås.) Men fordi denne æter var vedtaget – det var simpelthen den herskende (kulturelle) norm blandt fysikere på det tidspunkt – så blev man ved med at opstille teorier og lave forsøg, der tog udgangspunkt i, at æteren fandtes. Alt den videnskab, der blev produceret om æteren var decideret forkert, men på daværende tidspunkt kulturelt rigtigt. Altså indtil Einstein blandede sig.
Men selv de forskere, der – som han – havde og har bevidsthed nok til at forsøge at se bagom de kulturelle forforståelser smadrer ofte panden mod muren, når de så skal forsøge at forklare deres videnskab til andre i samme kultur. Tag endelig heller ikke mit ord for det, frembring i stedet ouija-brættet og ring Galileo op. Eller Darwin for den sags skyld.

Summasummarum; det vi allerede vidste, at vi vidste
For at vende tilbage til denne undersøgelse om humor, så er min påstand, at konklusionen med garanti ville havde set helt anderledes ud, hvis det nu havde været drengenes amygdalaer, der havde lyst op på scanningsbillederne. For ville forskerne så tilsvarende have konkluderet, at mænd falder for humor og dermed er født til at date sjove kvinder?
Næppe, det ville jo ikke passe ind i kulturen. Derfor var resultatet nok tværtimod blevet fortolket som, at mænd bare er sjovere – det kan man jo se helt ind i deres hjerner!
Men når resultatet så viser, at kvinders hjerner lyser op og dermed tilsyneladende har mere humor, så må det jo være, fordi… bum bum, av, hvordan skal vi redde den, nå ja: mænd er bare sjovere…
Min hjerne har da i hvert fald humor nok til, at synes, at det sjovt, at hjernescanningsresultater altid passer så godt sammen med den allerede dominerende kulturelle og stereotype opfattelse af kønnene.
Så hvis det vitterligt forholder sig sådan, at kvinders hjerner er mere hardwired til humor. Mon det så ikke mest skyldes, at evolutionen bare har velsignet kvinder med evnen til at grine af den måde, kulturen gennem årtusinder har bollet os i røven!?

Mænds hjerner er fra Mars, kvinders hjerner er for små

20. juli 2013

Hvis man vil være sikker på at skabe grobund for ophedede diskussion og deraf følgende virkelig dårlig stemning til et selskab, skal man sige bare sådan en passant, at man ikke mener, at køn er noget særligt medfødt. Så bliver der godt nok spruttet kaffe og småkagekrummer ud over bordet, og de store følelser kommer i udbrud.
Jeg har været til stede i selskaber, hvor en eller anden pludselig har sagt noget sindssygt, som ”Hitler gjorde jo også mange gode ting,” eller ”det, det danske samfund mangler er en elite af eksperter, der styrer landet, så dumme mennesker ikke kan stemme længere” eller ”der burde laves mere tv med Bubber.”
Alligevel har jeg aldrig oplevet nogle af disse få samme voldsomme reaktion som jeg får på at stille spørgsmålstegn ved vores opfattelse af kønnet som noget medfødt. For totalitære regimer er åbenbart langt mindre skræmmende end tanken om, at man måske ikke behøver være mand, kvinde, dreng eller pige på en bestemt måde.

Det er din skyld, at samfundsskibet synker, din… din dødvægt!
Jeg ville ønske, at jeg ikke forstod de her mennesker, for så ville jeg virkelig kunne indrulle mig i den feministiske hær og bare fyre løs med queer-skyts som, at alle mænd burde prøve at blive bollet af en anden mand.
(Det læste jeg for nylig, at en queer-aktivist-gruppe opfordrede til. Prøv lige at vende den om engang; hvor sure ville selv samme queer-typer lige blive, hvis en mandschauvinist udtalte, at alle lesbiske burde prøve at blive bollet af en mand!?)
Men jeg tror godt, jeg forstår, hvorfor mange reagerer så voldsomt på tanken om at kønnet ikke er biologisk bestemt. Fordi det er så fucking hårdt at leve i denne ”du er din egen lykkes smed”-æra, hvor du ikke alene har ansvaret for at ligne – og være rask som – en 22-årig hele livet, det er også din skyld, hvis der er finanskrise, og du mister dit job og ryger ud af dagpengesystemet og må sælge dit hus. Du kunne jo bare have valgt noget andet, ikke!?
Fordi vi har så helt utroligt frie valg, som vi har, så har vi jo desværre også kæmpe ansvar. Og uh altså, når det efterhånden både er mit ansvar, hvad jeg vælger at bruge mit liv på, hvad jeg vejer, hvad jeg tjener, hvor rask eller hvor syg jeg er, og hvilken social klasse, jeg tilhører, så er det altså meget rart med tanken om noget, jeg er født med. Noget, jeg så ikke selv kan gøre for.

DNA er forkortelse for Det’ Nok Ansvarligt
Det er jo også derfor, det er blevet så populært med historier om genetisk disponering for fedme og afhængighed af alt fra diverse rusmidler til sex og sofamagelighed, for jo flere ting, der sidder i DNA’et, jo mindre ansvar har jeg for at fucke mit liv op. Og kønnet!? Det sidder helt bestemt i DNA’et, for enten er vi XX’ere eller også er vi XY’ere, ikke?
(Selvfølgelig lige bortset fra alle dem, der har variationer over den kombi, som XXX’ere og XYY’erne, men de er jo mutanter! Og ikke på X-Men-måden, men på ”fuck af, du ødelægger min sort-hvide-fremstilling af menneskeheden”-måden.)
Slut prut, så er der ikke mere at diskutere, så er mænd, som mænd nu engang er kodet til at være, og kvinder ditto! Basta!
Det argument bliver mast ned i halsen på feminister og mennesker, der vover at stille spørgsmål ved ”det naturlige”, gang på gang. Personligt finder jeg det ret morsomt, at hvis dette virkeligt er, hvad folk var overbeviste om, at de så kan blive rasende, når andre siger noget andet…. Hvis kønnet er så biologisk bestemt, ville det jo ikke være muligt at undertrykke det ved hjælp af kønsneutrale børnehaver og færre stereotype kvindelige studieværter, ville det?
Men måske er det, fordi de fleste alligevel godt inderst inde ved, at det med kønnet ikke er skrevet så meget i sten eller DNA, som de ville ønske. Men at det snarere er sådan, at den måde, vi fremstiller køn på, faktisk lige så meget – eller lige så lidt – er et frit valg, som alt muligt andet i vores samfund.

Jeg er en mand, fordi jeg har en pik og en bil og ikke bruger solcreme
Nu ville jeg gerne, at vi på dansk også havde den skildring mellem gender og sex, som man har på engelsk, fordi selvfølgelig vil der være krakilere, der vil sige, at køn er medfødt: Der er jo tydeligt forskel på tissemand og tissekone.
Så lad os lige tage den med det samme: Ja, der er forskel på kønsdele. (Og hurra for det i øvrigt!) Men nu snakker jeg altså om kønnenes adfærd, når jeg snakker om køn, så medmindre du hænger hylder op med pikken eller menstruerer med strikketøjet, så er der altså ingen overensstemmelse mellem adfærd og medfødte kønsdele.
Dog vil jeg gå så langt – og det er længere end mange andre feminister – men jeg vil godt medgive, at der kan være medfødte kønsforskelle. Det er meget muligt, at det ene køn er biologisk mere aggressivt og det andet mere omsorgsfuldt.
Problemet er bare, at jeg – såvel som alle dem, der påstår at vide med sikkerhed, at der er forskel i kønnenes biologisk betingede adfærd – aldrig nogensinde vil kunne føre bevis for dette. For der findes ingen mennesker, der er uafhængige af deres miljøer. Og det er jo der, vi er endt i den her diskussion i århundreder. Nogle siger arv andre siger miljø. Bla bla bla.
Men nu er der heldigvis endelig ved at komme et nyt paradigme i forskningen. Inden for især neurologien begynder man at gå væk fra det drivende kedelige nuture-nature-skisma og i stedet erkender mange forskere i dag, at det er både og. Vi er både prækodede væsner og afhængige af vores miljøer. Og det er i den kombination vores jeg opstår.

Den sidste mohikaner-dragqueen
Køn er mere eller mindre en hjernekonstruktion. Opfattelsen af os selv som et bestemt køn er en stor del af skabelsen af vores jeg, så derfor sidder vores køn ikke (ret meget) i vores kønsdele, men i stedet i en række neuroner og synapser i hjernen.
Det bliver mest tydeligt, når man ser på transkønnede. Deres hjerner fortæller dem, at deres jeg har et andet køn end deres kroppe. Og det er altså hjernen, vi lytter til i dag, hvilket er grunden til, at vi tillader kønsskifteoperationer. (Ikke dermed sagt, at transkønnede bliver behandlet specielt godt. De skal stadig gennemgå psykiatriske vurderinger og åndssvagt meget bureaukratisk pis for at få lov til at blive sig selv.)
Transkønnede er i øvrigt ikke en ny opfindelse. Mange tidligere kulturer har haft et tredje køn eksempelvis visse indianerstammer, så man har i mange årtusinder anerkendt køn som noget lettere flydende identitets-noget. (Selvom det mig bekendt altid kun var mænd, der fik lov til at gå i drag… Formentlig fordi historisk set har mænd haft identitet, mens kvinder har haft veer.)
Pointen er, at vi faktisk anerkender, at kønnet er en oplevelse. Vi oplever os selv som enten mænd eller kvinder, og det vil de fleste også behandles som. Ellers ville langt flere jo gå efter et kønsneutralt udseende.

Piger er i pink, drenge er beskidte
Derudover vil vi ikke mindst have vores børn til at blive behandlet som drenge eller piger. Jeg kender mange nybagte forældre, der bliver helt dårlige, hvis nogen siger ”han er sød” til deres pige – og endnu værre; hvis nogen skulle sige hun om en han. Shit, så er han så godt som allerede bøsse! (Hvilket er dårligt, forstås… Altså for min søn, for alle andre er det heeeelt okay.)
Så derfor pakkes de små pus fra fødslen i kønskodet tøj, så ingen kan tage fejl. Medmindre man tilhører min omgangskreds af flippede kulturradikale, for der pakkes de små trolde (“pus” er her en politisk ukorrekt betegnelse) i kønsneutralt tøj, så ingen kan vide sig sikker på, hvilket køn barnet har.
En meget fin manøvre egentlig, men som er fuldstændig lige meget, for alle, der møder en sort barnevogn med en hvidklædt baby, vil alligevel som det første lave den obligatoriske er-det-en-dreng-eller-pige-?-vejrtrækning.
Jeg har endog hørt om folk, der klæder deres piger i blåt med dinosaurusser på maven, og som bliver dødeligt fornærmede, når de efter at have forklaret, at det altså er en pige, oplever, at en legepladskammerats mor kommer til at sige ”han” om barnet.
Så spørgsmålet er: Hvorfor er lyserød så farlig en farve, når din angst for personlige stedord alligevel er større?

Hvad mor og far gør er altid lidt gak-gak
I Canada er der et ægtepar, der er gået all in på kønsneutralitet, og nægter at fortælle omverden, hvilket køn deres lille Storm har. Det er sådan en case, der virkelig kan få folk til at rase.
”Det der er jo beviset på at feminister har en skrue løs,” siger de selvsmagende. Og glemmer, at Breivik også mente dette – som jo så skulle være beviset på, at folk, der mener, at feminister har en skrue løs, selv har så mange løse skruer, at de er til fare for alt og alle.
Pointen er, at selvfølgelig har de mennesker i Canada en skrue løs. Ligesom folk, der opdrager deres børn i ekstremme religiøse sekter og/eller giver dem lov til at stille op i X-Factor. Der findes beklageligvis mennesker, der lader deres egne syge indstillinger gå ud over deres børn. Den slags mennesker kalder vi; forældre!
Alle forældre former deres børn med bestemte værdier. De fleste forældre har så heldigvis værdier, der korresponderer meget godt med resten af samfundet, mens nogle bare er tosser.
Parret i Canada tilhører klart sidstnævnte gruppe, fordi de glemmer i deres iver for at skabe et barn, der ikke bliver formet i en kønsstereotyp retning, at barnet så mister sin mulighed for at 1) interagere på normal vis med det omgivende samfund og derved 2) skabe sig en identitet, så det også som voksen kan interagere med det omgivende samfund. (Men bare vent; Storm er derved dømt til at skulle lave det vildeste teenageoprør, så tosserne skal nok komme til at betale prisen!)

Damsel in distress; what else is there to do?
Som sagt er kønnet noget, der bliver skabt i hjernen sammen med de andre historier om vores identitet. Hvad enten de historier så handler om, at man er sådan en, der aldrig giver op, eller at man virkelig ikke selv kan gøre for, at man er blevet tyk, fordi ens gener har elskovshåndtag.
Den historie om mig skabes i et uskønt mix mellem mine medfødte dispositioner, mine følelser, mine erfaringer med verden – og ikke mindst med baggrund i de fælles historier, der findes i vores kultur.
Og det er her, jeg altid gerne vil diskutere køn. For de dele af historien om os selv, vi forbinder med vores køn, har rigtig meget med den kulturelle opfattelse af køn at gøre. (Foucault sagde tilmed, at kulturen også bestemmer vores seksualitetspræferencer. Hvilket på sin vis giver god mening, for sådan noget som eksempelvis latex-fetichisme kan vel næppe være biologisk bestemt, da latex først blev opfundet i 1910…)
Hvilket vil sige, at når vi konstant fremstiller kvinder, mænd, drenge og piger på bestemte måder i vores kultur, så bliver vi alle sammen ”smittet” med de historier. Og med det mediebombardement, vi lever under i dag, kan forældre altså nok så meget forsøge at give de små troldepus et pusterum af nogenlunde kønsneutralitet, det hjælper bare ikke meget. For barnet kan jo ikke gå på gaden uden at meterhøje reklamer fortæller, hvordan kvinder bør stræbe efter at se ud. Det kan heller ikke tænde for nogen skærme, uden at porno og spillefilm fortæller, hvordan mænd skal tilbageholde alle følelser undtagen deres voldbegær efter kvinder. Og i øvrigt kan barnet slet ikke deltage i samfundet uden, at fordomme og stereotyper fortæller, at rigtige mænd åbenbart bør tale mere end kvinder, besidde vigtigere poster og værre dårligere forældre, og rigtige kvinder elsker sko og er bare lidt mindre kompetente til alt undtagen det, der kommer ud af fissen på dem selv – og hvad vi i øvrigt ellers prakker hinanden på af ”medfødte” kønsforskelle.

Alt, der ikke har været med i et program med Bubber, er underligt
Min pointe er naturligvis, at alt det kulturelle jo faktisk kan laves om, og det synes jeg virkelig, det skal på en lang række områder. Fordi det begrænser individer, at de kun kan skabe deres identitet ud fra en blå eller lyserød kasse. Men også fordi det begrænser vores muligheder for at udvikle os som civilisation, at vi ikke udnytter alle de medfødte ressourcer bedre – men tvinger dem til at skulle agere i ret rigide rammer.
Okay, de rammer er ikke så stramme, som de har været i tidligere tider, til gengæld tror jeg (min personlige teori, skal jeg lige sige; jeg har ingen forskning bag mig her), at når børn så tidligt møder så voldsomt et mediebombardement, at deres identitet bliver langt mere fastlåst på bestemte kønsopfattelser – såvel som på mange andre opfattelser; eksempelvis at ungdom er bedre end alderdom (alderdom = alt over 35), at sygdomme og arbejdsløshed er noget, man selv skaber ved forkert adfærd, og at sex uden latexmasker, nylonreb og bilbatterier er kedeligt.
Jeg tror (igen; min tro – ikke videnskab!) at mange – selv voksne – faktisk får mere ekstremme identitetsopfattelser af at møde en verden, der i den grad skaber/er skabt af stereotyper, segment-modeller og typecasting. (Som jeg tidligere har skrevet om blandt andet her.)
Men selvom vi måske giver os selv lov til at have en flex identitet, fører det voldsomme fokus på kønskarikaturer desværre til, at vi i hvert fald ikke giver andre det samme albuerum til at manøvrere over hele kønsspektret. Og det er bare pissesynd. Især for børnene. Men det siger jeg sikkert bare, fordi jeg er en kvinde, og kvinder er jo biologisk kodet til at bekymre sig om de små snotunger.