skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Tag: kritik

En feministisk læsevejledning til ‘Stå fast’

14. oktober 2014

En af tidens mest omtalte bøger er Svend Brinkmanns Stå fast, som er et opgør med selvhjælpstyranniet.
Jeg har i løbet af de seneste par uger været i en del debatter med folk, der har kritiseret den voldsomt, fordi de har via medierne fået det indtryk, at bogen bare sabler selvhjælpsindustrien ned.
Men de har ikke læst den.
Og det er jo et desværre et stort problem i disse år. Vi bliver hele tiden bedt om at forholde os til emner, vi kun har overfladisk kendskab til. (Det kunne eksempelvis være køn og feminisme…)
Jeg har læst bogen, og jeg er vild med den! Og jeg er sur på den!

Så tager vi lige sure-løg-hatten på!
Jeg er vild med den, fordi den er fucking vigtig til at få sat ind over for den herskende kultur, hvor der er så forbandet meget fokus på ja-hatte og positiv tænkning, at alle os, der ikke er helt tilfredse med tingenes tilstand, bliver anset som nogle sure løg, der bare vil ødelægge den gode stemning.
Det er den mest effektive måde at kvæle kritik på – der nogensinde har eksisteret! Det er internaliseret skamfølelse over ikke at være tilfreds.
I gamle dage, når man blev trynet af herremanden eller høsten slog fejl, kunne man i det mindste sige: “Livet er noget lort. Men Guds veje er uransagelige.”
Når man bliver udsat for sorger og uretfærdigheder i dag, kan man kun sige: “Livet er noget lort. Men det er min egen skyld! Det er fordi jeg bare ikke tænker positivt nok omkring min fyring, skilsmisse og hårtab.”
Stå fast er altså en god bog. Det vil jeg lige slå fast… Men så vil jeg alligevel også kritisere den.

Hvad mænd gør, er altid det, vi snakker om
For Brinkmann er, næsten som det fremgår af hans efternavn, altså en mann. I den grad. Og derfor er han helt og aldeles kønsblind. Hvilket gør mig pissesur, og det fik mig flere gange til at vrisse over hans pointer. Fordi de kun gælder for mænd.
Han nævner det faktisk selv, men desværre uden yderligere refleksion. Han taler om, at vi skal være bedre til ikke at være i vores følelsers vold. Og i den forbindelse citerer han noget lægevidenskabeligt forskning, der viser, at mænd, der giver efter for deres vrede, har højere risiko for at dø for tideligt. Mens det omvendte er tilfældet for kvinder.
Hov, vent hvad!?
Sagde han lige, at kvinder, der giver efter for deres vrede, lever længere? Ja, det sagde han!
Så må der da komme et helt kapitel mere nu, om forskellene på, hvordan mænd og kvinder kulturelt forventes at håndtere deres følelser, og hvilke konsekvenser det har for dem hver især.
Men nej, kapitlet fortsætter som slået an med fokus på, at vi skal lære at skelne mellem fornuft og følelser.

Græd og smil bare, men prøv ikke på at sige fra!
Problemet er imidlertid, at der er meget – MEGET – stor forskel på, hvordan mænd og kvinder kulturelt set står i forhold til fornuft og følelser.
Traditionen har jo altid været, at mænd er fornuftige og kvinder følelsesladede, og det ævler folk stadigvæk videre om i dag. Hvilket er grunden til, at en mand altid kan mistænkeliggøre en kvindes berettiget brok med et “nå, er det den tid på måneden?”
Vi har faktisk været så overbevidste om den “sandhed”, at vi ikke har opdaget, at der i den grad er sprækker i den. For faktisk er det følelsesladede ikke mere tilladt for kvinder end for mænd. Kun når det kommer til bestemte følelser, især de positive. Kvinder må udvise kærlighed, nærhed, varme og hengivenhed. Faktisk skal kvinder helst udvise den slags følelser. Det er grunden til, at en mand pludselig ud af det blå kan henvende sig til en fremmed kvinde på gaden og bede hende smile.
Og kvinder har også negative følelser, de godt må fremvise: De må også være ulykkelige og græde højt og offentligt.
Hvorimod de ikke må have de udfarende negative følelser. En kvinde, der er vred, er en hystade. En kvinde, der siger fra, er emsig. En kvinde, der stiller krav, er bossy.

Kvinden har mere brug for svar
For mænd er det lige omvendt. For sådan er det jo som regel i vores kultur. Det, der er stemplet som feminint, er lig med noget, mænd ikke må – og det, der kaldes maskulint er noget, kvinder ikke må.
Men mænd må godt være ekstremt følelsesladede. De må for eksempel gerne blive vrede. De skal faktisk helst blive det. Og sige fra og sætte grænser. Måske ligefrem slå fra sig.
Så i virkeligheden er det at være i sine følelsers vold altså to vidt forskellige begreber, alt efter om vi ser på kvinder eller på mænd.
Og det er her, jeg tror, Brinkmanns kønsblindhed virkelig sætter ind. Han ser hele bølgen af selvhjælpstyranni som én ting. Altså som at behovet for selvhjælp er ens for mænd og kvinder. Og det er det ikke.
Min teori er faktisk, at grunden til, at der er kommet alt det fokus på det indre og det spirituelle er, fordi kvinder i årtier har ledt efter svar. Det er jo typisk kvinder, der dyrker selvhjælp.
Og hvad er det spørgsmål, kvinder stiller?
“Hvorfor føler jeg mig så forkert?”
For husk lige på, at vi lever i et samfund skabt af, til og for mænd. Det er ikke designet til kvinder. Så kvinder er forkerte per default. Ergo har mange kvinder en oplevelse af ikke at passe ind. (Det har mange mænd i øvrigt også, fordi de ikke føler sig som den slags mænd, de forventes af være. Men det er formentlig nemmere at fake det, når man i det mindste ser rigtig ud på overfladen.)

Kvindens veje er belagt med lort
Men da kvinder jo ikke traditionelt har haft mulighed for at vende deres frustrationer udad mod verden, har de ikke haft andre muligheder end at vende dem indad. Derfor har deres løsning også været at prøve at søge ind i sig selv, finde metoder i sig selv til at cope, acceptere og tilgive.
Altså en art moderne “guds veje er uransagelige”, der lyder: “Jeg er en emsig mokke, fordi jeg ikke bare er taknemmelig over, at jeg har et job (hvor min chef godt nok tager mig på røven og underbetaler mig) og at min kæreste tryner mig med anklager om russere i lysthuset, når jeg prøver at få ham til at tage sin del af ansvaret. Men det er altså mig, der skal få styr på det. For der er ikke noget mere uklædeligt end en sur kvinde. Kvindens veje er bare utaknemmelige.”
Hvilket jo ligesom religionens passiverende mantraer kan udnyttes af magtfulde mænd (m/k) til at holde kvinder tilbage.

Ret ind eller forsvind!
Og det er der, hvor Brinkmanns kritik alligevel er sindssygt vigtig! Fordi mange af de problemer, kvinder har i denne verden, er ikke nogen, der kan løses med at se indad. De skal tværtimod løses ved at blive vred, sige fra og stille krav.
Men de seneste år er det desværre gået helt amokkenfelt til. For kapitalismen og patriarkatet har nemlig luret, at der er fordele i de indadvendte copingstrategier, så dem har de stjålet og inkorporeret i alt fra arbejdspladser, skoler, over produkter og reklamer, til parforholdsidealer og politik.
Og det er dét, Brinkmanns mission er; at kritisere, at vi i sammenhænge, hvor vi faktisk er i et strukturelt magtforhold bliver forventet at have ja-hatten på og samarbejde.
For resultatet er det, som jeg desværre har prøvet mange gange i mit liv, nemlig at man bliver kaldt ind til samtale(terapi) med en underviser/chef, der lader, som om høn ønsker at medvirke til at udfolde ens potentiale, men i virkeligheden vil have en til at rette ind efter kønskassen, så man er nemmere at styre:
“Hvis du lige var lidt mere mindfuld og kvindelig, lille ven, så ville du ikke kræve så meget i løn. Gå du hjem og arbejd med dine issues, så du kan få ja-hatten på og tænke positivt igen!”

De stille piger har kun et stille potentiale
Det er en pissefarlig tendens, og den koster kvinder meget mere end den koster mænd – fordi den kulturelle accept af, at mænd ‘brokker sig’ trods alt er højere.
(Brinkmann opfordrer i øvrigt til meget mere brok.)
Og jeg tror faktisk også, at det er der problemerne med ’stille piger, vilde drenge’ i folkeskolen er startet. Lærerne vil gerne “hjælpe” børnene til at udfolde deres potentiale, men da de er kønsfastlåste, kan de kun gøre det indenfor de traditionelle rammer. Ergo bliver det mere et pres for, at man skal være kønsstereotypen – i stedet for en potentiale-frigørelsesproces.
Så jeg vil gerne anbefale alle feminister og andre systemkritikere at læse Brinkmann. Jeg vil i øvrigt også anbefale, at man supplerer den op med Rasmus Willigs Kritikkens U-vending, der også tager fat i denne individualisering af strukturelle problemer.
For det er afgørende, at man som systemkritiker forstår de her affærdigelsesmekanismer, for ellers går man død i anklagerne om at være et surt løg.
Især som kvinde, fordi vi jo alle sammen stadig kæmper med angsten for ikke at være kvindelige (læs: behagelige) nok.

Ja-hatten af, kritikbrillerne på
Men når man læser Brinkmann – ligesom når man i øvrigt læser alle andre inklusiv denne blog – skal man bare have de kritiske briller på og huske, at det er umuligt for forfattere at være opmærksom på alle forhold. Og derfor også umuligt at tage alle forbehold.
Brinkmann har ikke overvejet at køre en kønsanalyse på sin samfundskritik, fordi det ikke er hans metier.
Nu har jeg så suppleret med sådan en. Du kan jo så supplere med en analyse af, hvordan det forholder sig for etniske grupper. Eller en analyse af mine blindheder.
Der er uendeligt mange måder at forholde sig til – og kritisere verden på – og det skal der den ondelusene være plads til. Ellers ender magtmændene (m/k… men mest m) at løbe med det hele, mens systemkritikerne bare sidder og bitcher af hinanden.

Feminisme 101

6. juni 2014

Forleden rendte jeg for gud ved hvilken gang ind i en diskussion med en person, der påstod at gå ind for ligestilling, men hvor det hurtigt åbenbarede sig, at vedkommende ikke anede noget om, hvad feminisme er. Og hvorfor feminisme er vigtigt.
Du kan kende den slags mennesker på, at de typisk siger: ”Hvorfor skal det hedde feminisme, hvorfor kan det ikke hedde humanisme eller egalisme. Det handler jo om ligestilling for alle. Og det går jeg ind for. Så hvorfor skal det hedde noget med femi – det lyder, som om det kun handler om kvinder?”
Og det der lyder som et spørgsmål.
Derfor begår jeg ofte den store fejl at forsøge at besvare det. Selvom det viser sig, at de fleste faktisk ikke er interesseret i svaret. De er kun interesseret i at tage afstand fra feminisme.
Fordi feminisme jo handler om at 1) få kvinder frem på mænds bekostning, 2) have hår på fissen og kastrere mænd 3) blive lesbiske og bo i kollektiver med katte og veganere.
Og så længe folk fortsat tager afstand fra fordommene om feminisme uden at ane, hvad feminisme egentlig er, er vi jo lige vidt.
Så fordi jeg ikke gider at forklare, hvad feminisme er nogensinde mere, har jeg skrevet dette indlæg. Så kan jeg henvise til det fremover. Så kan jeg sige: ”Læs det her, hvis du vil tale om køn med mig. Det er basic, og hvis du ikke er opdateret på basic, så er du diskvalificeret som min samtalepartner.”
Og så vil jeg muligvis tilføje ”capisce”, selvom om det er corny. Men fordi når det kommer til feminisme er det virkelig centralt, at folk forstår det basale, ellers er samtale fuldstændig goddag-mand-økseskaft-nyttesløs.

… er en lang kamp, der ikke er ovre endnu
Historisk set er feminisme en bevægelse, der opstod i det 19. århundrede. Den har fra begyndelsen været todelt: på den ene side handler det om basale formelle rettigheder for kvinder – eks. stemmeret og retten til skilsmisse.
På den anden side handler det om at påpege kulturelle begrænsninger på kønnene, som oftest på kvindekønnet, der rammes hårdt af såkaldte dobbelte standarder – eks. at kvinders seksuelle adfærd lægger under for langt strengere normer og begrænsninger end mænds.
Det var for eksempel et argument imod kvinders stemmeret, at indførelsen af denne ville betyde, at utugtige kvinder ville kunne stemme og ja – oh, skræk – endog blive valgt. At forekomsten af såkaldt ”utugtige” kvinder jo ene og alene opstår på baggrund af utugtige mænd, er stadig et argument, der er nærmest fraværende i denne klassiske, dobbelte standard-diskussion.
(Jvf. at debatten om købesex til stadighed stort set udelukkende handler om de prostituerede frie/ufrie valg – og ikke om kundernes evner til at styre deres seksuelle behov.)

… er kritik af et sexistisk system
I slipstrømmen på Borgerrettighedsbevægelsen i USA i 50’erne og 60’erne, hvor raceadskillelse og racisme endelig blev konfronteret, gjorde feministerne opmærksom på, at lignede kønsadskillelse og sexisme også fandt sted. Det førte til kvindebevægelsen – herhjemme kendt som rødstrømperne – der fokuserede på den formelle retstilling på arbejdsmarkedet, eks. ligeløn og forbud mod fyringer under graviditet.
Populært taler man om første- og andenbølge feminisme, når man taler om suffragetterne i 1800-tallet og rødstrømperne i 1970’erne. Og i mange år har man så forsøgt at italesætte en 3. og 4. bølge.
Jeg bryder mig ikke om den slags bølgeinddelinger. Det lyder, som om feminismen er en slags tsunami, der indimellem rammer land og ødelægger alt på sin vej. Feminismen kommer ikke i bølger. Feminismen har været en kontinuerlig magt- og systemkritik siden det 19. århundrede.
Og den feministiske kritik, vi har set siden 90’erne, er i virkeligheden blot fortsættelsen af rødstrømpernes kamp for formelle rettigheder. Nemlig kampen for at gøre op med de stadig uhyggeligt mange dobbelte standarder og deres rod i sexisme.
Som betyder, at selvom der er formel ligestilling (her i landet) er der stadig langt fra reel ligestilling.

… er den sindssyge idé, at kvinder er mennesker
Feminisme er altså grundlagt som magt- og systemkritik. Og den magt og det system, feminismen kritiserer, hedder patriarkatet.
Et populært feministisk slogan er: ”Feminism is the radical notion that women are people.”
Fordi det er nemlig, hvad patriarkatet ikke tager højde for. Og patriarkatet er desværre det samfundssystem, vi har haft de seneste mange årtusinder.
Der er lidt tvivl om, hvor langt vi skal tilbage for at finde patriarkatets opståen, men det er formentlig omkring det tidspunkt, hvor vi begynder at akkumulere jord og materielle goder. For disse goder skal (åbenbart) gå i arv til børnene, og derfor får man(d) et ekstrem behov for at sikre sig, at ens børn faktisk også er ens egne børn.
Altså består behovet for at kontrollere kvinders seksualitet. Det vil sige, at så godt som alle de ideer, vi og andre kulturer stadig ligger under for, om hvordan kvinder skal være, opstår på dette tidspunkt. Ægteskabet opfindes og jomfrudyrkelsen begynder. Alskens tiltag indføres for at styre og begrænse kvinders adfærd og kroppe – alene med den begrundelse, at hendes æg ikke må blive befrugtet af en anden mands sæd.

… er den endnu mere sindssyge idé, at mennesker er lige meget værd
Det vil sige, at kvinden mister værdi som menneske i sig selv. Hun er herefter en funktion, en ejendel, i mændenes verden. Hun bliver byttet og solgt mellem mænd for at styrke deres forbindelser og rigdom. Hendes krop og personlige grænser anerkendes ikke som hendes – de tilhører mænd. Hvilket eks. betyder, at hvis en kvinde forulempes er det en forbrydelse mod hendes mand – ikke mod hende…
Og hendes arbejdskraft bliver udnyttet i stor stil, men aldrig tillagt nogen værdi. (Det er en uhyggelig historie om skyklap-agtigt kun at se mænds arbejde som værdifuldt, som Katrine Kielos har beskrevet i bogen Det eneste køn, der faktisk også burde være bacis læsning for alle, der vil tale om køn.)
Alt dette fortsætter uanfægtet i tusindvis af år, indtil akkumulationen af rigdom og den teknologiske udvikling bliver så stor, at borgerskabet opstår i Vesten. En socialklasse der har råd til at lade mændene tænke store tanker, og kvinderne… ja, hvad med dem?
De må ikke arbejde – eller tænke – for det er ikke fint. De skal sidde til stads og holde visitter og selskaber og promovere i deres fine kjoler, som viser, hvor rige deres mænd er. De skal sladre og sikre, at deres børn bliver gift ind i de rigtige og betydningsfulde familier.
Sådan har de allerrigste familiers kvinder altid skulle gebærde sig. Det fortæller Jane Austen jo så fint om i sine romaner. Men forskellen er nu, at det ikke kun er en lille eksklusiv flok af adelige, men faktisk et stort antal fru Bankdirektør Varnæs’er, der pludselig ikke har nogen anden funktion end at være et kønt hoved.

… er frihed for fruer og frøkener og frustrerede
Så disse kvinder bliver tossede – helt bogstaveligt. Denne værdiløse kvindefunktion skaber horder af frustrerede kvinder, først borgerfruer og siden husmødre. Blandt andre Virginia Woolf har beskrevet den klaustrofobiske følelse af at blive lukket inde i et så begrænset køn. Altså inden hun tog sit eget liv i afmagt over det…
Samtidig har alle disse kvinder gået og hørt på alle de smukke frihedsidealer, der er blevet besunget af mænd i århundreder, og de begynder nu at spørge sig selv: Hvorfor egentlig ikke også os?
”Fordi,” svarer patriarkatet: ”I er ikke mennesker. I er ejendele.”
Det er stadig mange steder i verden – og har været sådan også her indtil ikke forfærdelig mange år siden – kvindens eneste funktion at få hendes mand til at se bedre ud.
Kvinder uden mænd fandtes nærmest ikke. De var deres fædres ejendele, indtil de blev deres mænds. Ellers var sørgelige skyggetanter, der levede på nåde hos en anden mands familie. Eller i yderste konsekvens kunne de gå i kloster og blive guds ejendel.
Simone de Beauvoir, den nok mest kendte feminist, har beskrevet alt dette i sin bog Det andet køn (der burde være helt almindeligt, samfundsvidenskabeligt pensum, egentlig…)
Hun præcist beskriver, hvordan samfundet betragter manden som det rigtige menneske og kvinden som et underligt vedhæng til ham – ikke som et menneske i sig selv.

… er kampen for at gøre det kvindelige ligeværdig med det mandlige
Vores kultur er altså grundlagt på sexisme; at mænd er det normale. (Ligesom den er grundlagt på racisme; at hvide mennesker er de normale.)
Så feminisme er ganske enkelt opgøret med den idé. Feminisme er simpelthen kampen for at indskrive kvinder – og ”kvindelige” værdier, karakteristika, følelser, oplevelser og erfaringer – på lige fod med mænds.
Og derfor kan feminisme ikke lige så godt hedde humanisme eller egalisme. Fordi det handler ikke bare om, at kvinder skal være lige med mændene på de nuværende vilkår.
Det svarer til at kræve, at sorte skal være lige med de hvide på de hvides vilkår. Som desværre i høj grad også er det, vi ser lige nu: De sorte må gerne være her – så længe de opfører sig som hvide, glatter deres afro og gemmer deres kulturarv væk.
Det samme gælder med køn, når man snakker ”ligestilling”, hvis det udelukkende handler om, at kvinder skal overtage mænds traditionelle roller og værdier.
”For hvis kvinder virkelig vil noget her i livet, må de jo bare knokle for det på lige fod med mændene,” lyder det mantraagtigt fra disse ”ligestillingsforkæmpere”.
Fuldstændigt uanfægtet, at denne ultraliberalistiske tankegang er skabt til, af og om (hvide) mænd og ikke nødvendigvis kan overføres til det andet køn – eller til alle sociale klasser eller andre, der ikke lige har en heteroseksuel, rullepølsefarvet tissemand.

… er det endelige opgør med overvurdering af det mandlige
I øvrigt skal kvinder samtidig med, at de skal indtræde på mændenes traditionelle arenaer, jo stadig føde og amme og smøre madpakker og stå for hele omsorgs- og kærlighedsapparatet, for nogen er jo nødt til at udføre disse funktioner, hvis vi ikke skal uddø. Med det resultat, vi ser så tydeligt i disse år, at kvinder knokler sig ihjel med stress og alskens andre nedbrud for at få de to funktioner til at hænge sammen.
For sagen er, at de dobbelte standarder, der udspringer af vores kulturs sexistiske default gør, at mænd faktisk godt kan flytte sig over på kvindernes banehalvdel uden, at de mister værdi. Tværtimod, ofte når en mand gør noget, der ellers defineres som ”kvindeligt” – som at græde til sit bryllup, made sit barn eller klynke over ikke at kunne få en kæreste – så bliver det omskrevet til at være modigt, mandigt og stærkt.
Hvorimod når en kvinde gør noget, der traditionelt beskrives som ”mandligt” – som at være en sej chef – så bliver hun betragtet som en strigle. Hun forbliver altså på den laverestående kvindelige position – nu blot med endnu et negativt, kvindeligt stempel.
Det vil sige, at før vi får gjort op med den skævvridning, at mænd og det ”mandlige” har højere status og er mere værd end kvinder og det ”kvindelige” vil alle – og jeg mener alle – tiltag på ligestilling blot fortsætte med at være ulige. For vi tager denne ulige fabriksindstilling mellem kønnene med ind i alt det nye, vi gør.

… er det, der gør, at mit ord er lige så meget værd som en mands
Og det er dét feminisme handler om. Feminisme er anti-patriarkati. Det ikke er anti-mænd. (Og det var for resten absolut allersidste gang, jeg nogensinde gad sige, at feminister ikke hader mænd!)
Feminismen er blot imod, at heteroseksuelle, hvide mænds verden skal være normen for alle.
Alt det her skal du vide – og forstå – inden du taler køn med mig.
I erkendelsen af, hvor meget denne idé om, at mænd og det ”mandlige” er mere værd end kvinder og det ”kvindelige”, kunne jeg anbefale dig at læse nogle mænd, der siger det samme, som jeg og alle andre feminister har sagt i over 150 år.
Det kunne være bloggere som Mandfjols eller Henrik Marstal eller forskere som Kenneth Reinicke eller endog den amerikanske superstar Michael Kimmel.
Men ved du hvad? Fuck dem!
Hvis du ikke forstår det, når jeg siger det her, men har brug for at høre en mand sige det først, så er du problemet. Så er du sexisten! Og så gider jeg faktisk ikke nogensinde forsøge at samtale med dig! For så er du nemlig grunden til, at der er brug for feminisme. Og ja, med en stor fed understregning under femi.

Man kan sige meget om magt, man kan også være en idiot

4. maj 2014

Vi bliver nødt til at snakke lidt om kritik nu. Kritik er det vigtigste overhovedet for, at et samfund – og et menneske – kan udvikle sig. Den kritiske sans er en af de bedste evner, vores bevidste hjerner har udstyret os med. Den forhindrer os i at famle os rundt som dumme gæs efter, hvad andre påstår er rigtigt. Det er afgørende for vores overlevelse, at vi er kritiske.
Men hvad fuck sker det med kritik lige for tiden? Kritik er blevet noget, man hygger med på facebook, og når man bagtaler sine venner. Det er blevet noget, man ytrer gennem noget så lavtsynkende som hylende fløjter. Og det er i særdeleshed blevet noget, man bruger, når andre kritiserer.
Jeg har tidligere kritiseret kritik. Men det var den kritik, folk kommer med, når andre gør noget. Så er der intet nemmere end at svine det til og efterfølgende sige: “Nå, du kan nok ikke tåle kritik, hva’?”
Og dem, der gør den slags, er selvfølgelig aldeles selvindsigtsblinde for, at deres kritik udelukkende handler om at hævde dem selv. For vi ved jo alle sammen, at hvis jeg kan finde stavefejl i din anmelderroste roman, så er det jo faktisk det samme som, at jeg selv havde skrevet en anmelderrost roman uden stavefejl!

Mig, kræve værnepligten afskaffet? Nej da, det er din opgave. Og fuck dine problemer!
Men en langt værre kritik er den kritik, man møder, når man selv er kritisk. Det er virkelig gået op for mig de seneste måneder, fordi jeg igen og igen ser feminister blive hængt ud og kritiseret på alle tænkelige måder.
Nu siger jeg ikke, at man ikke må kritisere feminisme. Det må man naturligvis gerne. Jeg siger bare: Man skal edderlunsme holde sig for øje, hvorfor man kritiserer feminisme.
Feminisme er nemlig magtkritik. Og når man kritiserer magtkritik… så forsvarer man det bestående!
Det må man også gerne. Man må gerne være en sexistisk reaktionær type, der mener, at kvinderne skal hjem til kødgryderne, og mænd skal ikke tage et nej for et nej. Eller whatever. Så skulle man måske bare lige melde det rent ud først.
Men det er ikke det, feminismens kritikere gør. Næ, de påstår, at de skam rigtigt gerne vil have et ligestillet samfund, men at feminismens kritik er helt skudt ved siden af. De stiller så pudsigt nok aldrig selv – uopfordret – op med kritik af ligestillingsproblemer, og de har da slet ikke nogen indspark til, hvordan problemerne skal løses.
Nej, de kritiserer bare, at andre kritiserer.

Hvorfor kan du ikke bare indrette dig efter min verdensorden?
Og det er jo vældigt smart, ikke? For så lukker man jo kæften på kritikken, så den aldrig får mulighed for at blive taget alvorligt. Tilmed uden selv at sætte noget på spil. Uden selv at melde sin egen agenda ud. Og på den måde kan man holde fast i det eksisterende samfund. Uden at det på noget tidspunkt bliver farligt for en selv!
Så forståeligt nok vælger mange mennesker denne metode, når de egentlig ikke har lyst til, at tingene ændrer sig. Men også samtidig ved, at man ikke kan sige højt, at man er en imod forandring.
En klassiker, som alle sikkert kender, er nede på jobbet, hvor den nyansatte, alt for unge og lidt for begejstrede medarbejder siger: “Jeg synes, maden i kantinen er for fed. Ville det ikke være lækkert, hvis vi fik en salatbar i stedet.”
Alle de gamle medarbejdere, der ikke gider at ændre deres madvaner, og som elsker at smøre ansigtet ind fiskefiletter med remo hver dag, siger så ikke: “Nej, vi vil have alting som det plejer at være.”
Dét argument, ved de nemlig godt, er farligt. Det er reaktionært. Ufleksibelt og forandringsky. Alt det, man endelig ikke må være i dagens Danmark. I stedet siger de:
“Jamen, altså har du overhovedet tænkt over de ekstra ressourcer, der skal bruges, og som vi ikke har, og hvor skal de tages fra, det har du slet ikke tænkt over, og hvem skal vælge, hvad der skal være i sådan en salatbar, det bliver et gedemarked at skulle finde ud af det, det har du heller ikke tænkt på, vel, og hvor skal den overhovedet stå henne, for der er jo kun knap nok plads til bordet med fiskefiletter.”

Ingen andre har problemet. Kun dig. Fordi du er tyk.
Slam. Bam. Så er den oprindelige kritik af den usunde mad druknet i ligegyldig kritik og bunker af remo. Og ingen har nogen som helst gejst tilbage til at fortsætte med ideen.
For hvis den unge medarbejder er så tåbelig, at høn forsøger sig med: “Men altså måske kunne vi finde et andet cateringfirma, og måske kunne vi alle komme med forslag, og den kunne vel stå i hjørnet.”
Så lyder der blot yderligere kritik af den oprindelige kritik – og selvfølgelig også af alle de løsningsorienterede forslag. Og hvis den unge medarbejder stædigt fortsætter, så kan man altid forfalde til personangreb: “Det er sgu også, fordi du selv er så kvabset, at du vil trække dine slankekure ned over hovedet på os andre. Og det er også bare, fordi du hellere vil fedte rundt i din egen navle i stedet for at tage dig af vigtigere problemer. Og har du overhovedet tænkt over de fattige børn i Indien? De får ingen mad, så mon ikke du skal være taknemmelig for den mad, der er her!” (Okay, det sidste siger de nok ikke. Det er kun vestlige feminister, der konstant skal høre på alle verdens andre kvinders problemer, når vi snakker om vores.)
Og vupti: derved er det lykkedes at bevare den usunde kost endnu en hjertekar-sygdomme-fremkaldende sæson.

Kina censurerer kritikerne, Danmark griner dem ud. Det er nemlig demokrati!
Præcis det samme sker på samfundsplan. I stedet for at se på magtkritikkens indhold – og især på de problemer, den påpeger – så ser man på dem, der siger noget og går efter dem.
Igen, det er helt almindeligt menneskelig adfærd, så jeg er ikke overrasket over, hvis den reaktion kommer fra remoladeforsvarerne ude omkring i det ganske land. Men jeg er chokeret over at se kritik af magtkritik fra mennesker, der selv slår sig på på selv at være magtkritikere. Det være sig kunstnere, forskere, politikere eller journalister.
Journalister bliver traditionelt kaldt den fjerde statsmagt, og for et par år siden udråbte et par samfundsforskere stand-up-komikere til at være den femte statsmagt. Det er lidt sjovt for mig, fordi så er jeg uddannet i én statsmagt og arbejder i en anden.
Men journalister og komikere er jo ikke magten. Tværtimod. Vores jobbeskrivelser er at kritisere magten. Det er derfor, vores fag er opfundet til at starte med. For journalisters vedkommende for at sikre ytringsfriheden og hele demokratiets opretholdelse og for komikeres vedkommende for pille selvhøjtideligheden fra magten, så den ikke stikker af i indbildskhed og mister jordforbindelsen.

Kender I det, at alle, der kritiserer racisme, er nogle klynkende negerperkergurkere?
Så hvad sker der, når journalister og komikere i stedet for at kritisere den reelle magt, vender sig imod dem, der kritiserer den magt? Ja, de bliver i den grad systembevarende. Og så bliver de pludselig en anden form for statsmagt. Ikke den kritiske statsmagt, som de oprindeligt var indehavere af – men tværtimod en håndelangermagt, der reproducerer den reelle magt.
Det er knudret, så lad mig tage den på racisme. Hvis en person af anden etnisk herkomst siger: “Det er et stort problem for mig at få et job, fordi jeg hedder Aysha, og jeg går med tørklæde.”
Så kan jeg – som komiker og selvindbildt magtkritiker – vælge to tilgange. Enten kan jeg se på det problem, Aysha påpeger og tænke: “Hov for pokker, der er noget, der ikke fungerer. Jeg må hellere komme i gang med jokes om, hvad fuck der sker for at folk er bange for tørklæder i Netto. Hvis man skal være bange for noget i Netto, er det da udløbsdatoerne. Badumtji.”
Eller! Jeg kan vælge at se på Aysha og tænke: “Hold nu kæft, hvor er hun irriterende. Det er hele tiden med de indvandere. Jeg kan virkelig ikke se problemet. Jeg har jo aldrig haft problemer med at få et arbejde. Og hvorfor går hun også med slør? Det må være, fordi hun ikke gider gøre en indsats for at blive rigtig dansk. Jeg tror, jeg vil skrive nogle jokes om, hvor klamme tørklæder er. Det er jo som at gå med en snotklud rundt om ørene.”

Min fætters kone har engang fået en forfremmelse, så der er ingen problemer for kvinder
Gør jeg det sidste, er jeg i den grad systemforsvarer. Forsvarer af et racistisk system med nogle magtstrukturer, der gør, at kvinder som Aysha bliver nedvurderet og derved ikke kan få et job.
Og ja, jeg valgte med vilje et eksempel med race i stedet for et med køn. For som jeg flere gange har påpeget – blandt andet gennem Negertesten – så har vi her i samfundet efterhånden accepteret magtkritik, når den går på race. Ikke dermed sagt, at vi har løst problemerne, men vi er da i det mindste på vej. For første skridt til at løse et problem er jo at anerkende, at problemet overhovedet eksisterer. Og etablere, at man gerne må tale om det.
Sådan er det ikke, når magtkritikken går på noget med køn. Hele armadaer af folk, der ellers gerne stiller op som antiracister, bliver hårde i blikket og begynder på mudderkastning, når man kritiserer et system, der stiller kvinder og de feminine værdier dårligere:
“Du tager fejl. Det er ikke et problem. Den statistik er ikke rigtigt. Din oplevelse tæller ikke. Det er ikke et systematisk problem, det er bare dig, der er sart. Eller også er det bare nogle, der er idioter, der gør det. Det er ikke så stort et problem, som du gør det til. Der findes værre problemer. Du vil bare have opmærksomhed. Du gør dig selv og andre kvinder til ofre. Og hvad med de kvinder, der virkelig har problemer – som altid er nogle andre, end dem, du repræsenterer, allerhelst indiske kvinder. Du må dokumentere din sag meget bedre – ja meget bedre, end alle andre, der siger det modsatte. Og jeg forbeholder mig retten til at afvise din dokumentation. Med anekdoter. Eller bare fordi. Fordi du tager fejl. Din kritik er forfejlet!”
Eller sagt på en anden måde: Kritik af ulige kønsforhold er ulegitim.

Hængepatter og hysteri er alt, hvad feministisk kritik består af
I mandags bragte Politiken som altid deres tre daglige tegninger. De to af dem – Wulffmorgenthaler og dagens satiretegning af Philip Ytournel – handlede begge om feminister. Det var formentlig en tilfældighed.
Hvad der næppe er helt så tilfældigt, var, at feministerne i begge tegninger var fremstillet som fatsvage furier, der overreagerer på den mindste misforståelse, der kunne handle om undertrykkelse. Men som pointen ved begge tegninger viste; det var slet ikke undertrykkelse. Feminister overreagerer jo bare altid, det ved alle.
Det, synes jeg, er en meget mærkelig form for kritik, de tegnere udøver her. For de kritiserer jo ikke de strukturer, der er med til at gøre, at der er brug for feminisme. Ej, heller kritiserer de sagligt indholdet af feministiske udsagn. (Og det ville også være underligt, da det jo er satire og derfor ikke skal være sagligt.)
Til gengæld fremstiller de feminister som skabagtige størrelser, der ikke kan tages seriøst. De affærdiger med andre ord feminisme gennem latterliggørelse. De bygger videre på en allerede eksisterende fordom om feminister for derved at sikre, at feminismens kritik fortsat forbliver ulegitim.
Det svarer altså til, at jeg stiller mig op på en stand-up-scene og siger: “De der bøsser, er de lige klamme eller hvad? Svanser rundt dækket i sæd hele tiden og forsøger at omvende små drenge med deres undercover-pædofile adfærd. Er der ikke snart nogen, der går Putin på det her land? De skal i hvert fald ikke brokke sig over, at de får tæsk i nattelivet. Man må altid gerne banke en bøsse – hvis man da kan klare at få sæd på knoerne.”

Feministerne vil bare bestemme alting! (Men det er altså mig, der skal bestemme)
Jeg skal selvfølgelig ikke bestemme, hvordan andre laver satire eller journalistik eller whatever. Jeg bruger bare min kritiske sans. Og det kunne jeg virkelig godt tænke mig at flere begyndte med. For det er dælme ikke okay, at vi ikke er mere kritiske over for kritik. For så bliver kritikken brugt i tyranniets tjeneste.
Når man bare kan kritisere hvem som helst og hvad som helst, andre siger, uden at skulle stilles til regnskab for det. Uden at skulle afkræves en forklaring på ens personlige agenda.
Magtkritikere – som feminister og antiracister – lægger ikke skjul på, hvad vores agenda er. Den er ret klar; at gøre opmærksom på problemerne – sexisme og racisme – og udrydde det.
Magtkritiske journalister og komikere, der kritiserer religion, politikere eller andet, som er magtfuldt her i samfundet, spiller også med rimeligt åbne kort: Vi passer bare vores arbejde.
Men de magtkritikere, der kritiserer andre magtkritikere… Ja, de er som sagt meget tilbageholdende med deres agenda. Fordi den ofte er tilbagestående.
Men hey, jeg kunne jo også spinne det her positivt. De kritiserer sikkert feminister, fordi de synes, at vi har alt for meget magt. Måske er feminister faktisk ved at blive den sjette statsmagt.
Og ja, den dag, feminister har overtaget verdensfruedømmet, og tvinger alle til at have hår på fissen – også mændene (de skal nemlig have indopereret en fisse og en livmoder, så vi også er ligestillede på menstruationssmerter) – dén dag, kan vi snakke om, at det er helt rimeligt at nedsable og latterliggøre feminister.
Men indtil da… tja, kunne vi så i det mindste ikke bare lade, som om vi var interesseret i at blive et bedre samfund for alle – også for kvinder?

Beskyt idioterne, for guds skyld

13. februar 2014

I de seneste uger er jeg flere gange blevet skældt ud for ikke at ville beskytte idioter.
Altså jeg vil gå meget langt for at beskytte uskyldige og også folk, der dummer sig en enkelt gang eller to. Ja tilmed folk, hvor jeg tænker: “Høn vidste sgu nok ikke lige, hvad høn gjorde/sagde i den situation, selvom det var fucking dumt gjort/sagt, så lad os lige give vedkommende et break.”
Men jeg vil fanme ikke beskytte idioter! Mennesker, der burde vide bedre, men som alligevel insisterer på ikke at gøre det. Og så bliver ved med at gøre det – selv når andre har bedt dem tænke sig lidt om.
For eksempel skrev Claes Kastholm i mandags en ondskabsfuld blog om Pia Olsen Dyhr, hvor han hængte hende og andre kvindelige politikere ud for ikke at have stil. Han havde blandt andet meget travlt med, hvor fedtet han mener, Olsen Dyhrs hår er.

Hun bad selv om det, men han kunne jo ikke gøre for det
Claes Kastholm sked engang på en kollegas skrivebord og tørrede røv i gardinerne, fordi han var fuld og sur. Blandt over at blive afvist af en kvindelig kollega, som han sexchikanerede.
Så mener jeg, at man for tid og evighed diskvalificerer sig fra at udtale sig, om hvorvidt andre har god eller dårlig stil!
Så det skrev jeg på fjæsen og på twitter. Mange likes og retweets, men også et par mærkelige kommentarer om, at det er strengt af mig at hive sådan en gammel episode frem. Det var usagligt, at jeg holdt det imod Kastholm, at han engang havde gjort noget dumt i en brandert.
What?
Så jeg skal altså beskytte Kastholm fra hans egne tidligere dumheder!? Jeg skal endda være saglig over for en person, der personificerer begrebet usaglighed med sin blotte tilstedeværelse på nettet.
Jeg kunne måske forstå den slags tanker – om at beskytte idioterne mod sig selv – hvis vi levede i et samfund, hvor vi beskyttede alle mod alt. Men når vi lever i et samfund, hvor det til stadighed skal diskuteres, om voldtægtsofre selv har et medansvar for, at de bliver overfaldet, så nægter jeg simpelthen at have nogen tålmodighed med Klasse 1-idioter!

Censur at nægte andre retten til at kalde mig dumme fascistfisse
Jeg modtager også med jævne mellemrum sexistiske, ondskabsfulde og andre “hyggelige” kommentarer og beskeder – på facebook og i min private mailinbox. Ofte reagerer jeg ved at tage et screendump af det og lave en statusopdatering, hvor jeg gør grin med det.
I de fleste tilfælde smider jeg det lige igennem Photoshop først og anonymiserer den person, der er kommet med kommentaren. Fordi jeg synes egentlig ikke, det er væsentligt, hvem der er kommet med den. Min mission er mere at vise, at det er den slags, man modtager, når man som kvinde deltager i den offentlige debat.
Men to gange har jeg valgt ikke at anonymisere. For i begge tilfælde ville de to mænd ikke stoppe med at chikanere mig. Også selvom jeg havde slettet deres kommentarer og blokeret dem. Den ene, Allan, blokerede jeg for et par uger siden, fordi han var løbet amok med kommentarer på min væg. Han havde blandt andet svinet nogle af mine følgere til og kaldt mig for “dumme fisse”.
Det gider jeg ikke, så jeg blokerer ham på stedet. Men det stopper ikke Allan. Han opretter en ny profil, hvorfra han spammer med min væg med kommentarer om, at jeg er fascist og udøver censur. (Allan havde tydeligvis ikke læst den blog, jeg har skrevet om netop den form for “censur”.)

Mig være idiot du ved du passe på mig skal
Jeg gider stadig ikke diskutere med Allan, så jeg blokerer også hans nye profil. Så opretter han yderligere en ny profil og fortsætter sit amokløb på min væg.
Hvad skal jeg så gøre? Altså hvis jeg skal beskytte sådan en idiot mod sig selv? Skal jeg fortsætte med at slette kommentarer og blokere mere og mere stædige nye profiler?
Og må jeg overhovedet beskytte mig selv?
Fanme om jeg må! Så jeg vælger den meget effektive offentlige gabestok og lægger en håndfuld af Allans kommentarer op i en statusopdatering – med hans navn fuldt synligt.
Nu ved jeg jo ikke, om nogen af mine følgere måske har sendt Allan en lille besked og bedt ham om at opføre sig ordentligt, men i hvert fald bliver Allan meget træt af min status, så efter et par uger, opretter han endnu en profil og skriver til mig og beder mig slette den.
Nu kunne Allan jo have valgt den beklagende tone og have sagt: “Det må du sgu undskylde, Sanne, jeg var lidt af en idiot den aften.”
Men Allan mener tydeligvis ikke, at han har gjort noget forkert, for han anklager mig for injurier og truer mig med en retssag. Som han forklarer: “du en offentlig person du ved du må tage de hug du skal men jeg privat”. (Jeg antager, at Allan mener: “Du er en offentlig person, så du ved, at du må tage de hug, du skal, men jeg er privat.”)
For som vi alle sammen ved, er det jo helt i orden at svine folk til, hvis de engang har været på tv!

Slug mit spam, din fucking medieluder!
Men som en af mine følgere, så indsigtsfuldt bemærkede, er det ret svært at vinde med mennesker som Allan, for hvis jeg sletter hans chikane-indlæg, så er det lig med censur, og hvis jeg deler dem videre, så er det injurier. (Det er ikke injurier, skal jeg lige sige. Jeg kan ikke huske vildt meget fra mediejura, men at citere mennesker for, hvad de selv har skrevet offentligt, er ret langt fra injurier.)
For igen; hvad skal jeg egentlig gøre ved en fætter som Allan? Skal jeg bare finde mig i at blive chikaneret gentagne gange af de samme personer? Er det på en eller anden måde den aftale, vi indgår, når vi er såkaldt “offentlige” personer!? At vi skal have brede nok skuldre til at bære alle idioters chikane – og derefter beskytte dem mod sig selv?
Det er der i hvert fald nogle, der lader til at mene. Da jeg delte Allans besked, skrev flere til mig, at det var tarveligt af en i min position at hænge ham ud.
Og min position er altså det at være en “offentlig person”. Hvilket egentlig er en ret ulækker betegnelse. Det lyder som et “offentlig fruentimmer” som var betegnelsen for prostituerede i gamle dage. For det er tydeligvis det, nogen ligger i begrebet.
Fordi nogen bor på et slot eller har medvirket i et tv-program, så må alle spamme dem i ansigtet med deres personlige frustrationer. Fordi ellers kunne vi jo bare have ladet være med at stille os frem, som vi gør. Ikke osse!?

Hvad mener du med, at du kan se det, jeg har uploadet til hele verden!?
Hmm, den idé hører altså lidt en anden tid til. For det er meget svært at argumentere for, at man kan tillade sig at kalde sig “privat”, når man selv vælger at lægge meninger og billeder ud online, så hele verden kan se det.
For så er den eneste forskel på “offentlig” og “privat” altså, hvor stor sandsynligheden er for at blive spurgt, om man vil medvirke i næste sæson af Vild med dans.
Der er en grund til, at aviserne tidligere har insisteret på, at folk, der skrev læserbreve skulle underskrive med navn og adresse. Fordi når man stiller sig frem med en mening, var man per definition en “offentlig person”.
Den tankegang er så desværre lidt død i internettets behagelige anonymitet, hvor folk kan løbe amok med de mest racistiske, sexistiske og injurierende ytringer på Nationen og andre steder – uden strafansvar. Det er pinligt for journaliststanden, at man har ladet det ske.
Men det er sjovt at se, at mennesker stadig opfører sig, som om de er beskyttet af den anonymitet, når de kommenterer på facebook – hvor der jo som regel både er navn og billede på.
Og så bliver de meget underlige, når det viser sig, at det er de ikke. Og at der kan faktisk også være konsekvenser af udtale sig offentligt.
Velkommen til Informationsalderen! Det er ikke længere muligt at kræve retten til at være idiot uden strafansvar, når man agerer i det offentlige rum!
Hvis man vil kræve idiot-beskyttelse fremover, så man sgu nøjes med at være det offline derhjemme i privaten.

Er du sjov eller er du feminist?

10. november 2013

Feminister er i hundredvis af år blevet beskyldt for at være uden humor, og jeg begynder at forstå hvorfor. For det viser sig, at ovenstående spørgsmål er et, jeg forventes at skulle kunne svare på.
Og faktisk er det ikke så meget ikke-feminister, der stiller spørgsmålet. De er vist mest bare lidt forvirrede; “men… men… du er sjov og pæn og kan godt lide pik og så er du feminist!? Nu hænger mit verdensbillede altså ikke sammen mere.”
Nej, dem, der kræver et svar, er dem, der selv kalder sig feminister eller bekender sig til andre former for venstreorienterede retninger – fra VS’ere til bilhadere til veganere. En del af dem begynder at omtale mig som en dårlig feminist, fordi jeg ikke repræsenterer præcis den form for feminisme, de mener, jeg skal stå for. (Derfor lancerede jeg for et par uger siden pragmatisk feminisme for alle os, der bare gerne vil have lov til at mene noget om køns- og ligestillingsproblemer uden at aflevere resten af vores sjæl i pant til en bestemt politisk ideologi.)

Jeg er komiker, så du er grim, ha ha
Men det er skam ikke nok at skamme mig ud som dårlig feminist længere. Nu skal jeg også levere mit levebrød som forsikring for, at jeg vil sagen nok. De seneste par måneder har jeg igen og igen skulle forsvare jokes, jeg har lavet live eller på facebook/twitter/her på bloggen/i min brusekabine med ordene: “Jeg er komiker!”
Personligt har jeg ellers altid hadet den ansvarsfralæggelse, som nogle komikere kommer med, når folk problematiserer det, de har sagt: “Nø, jeg skal ikke stå til ansvar for noget, jeg siger, for det er jo bare for sjov jo.”
Det gælder ikke. Man skal stå inde for det, man siger, og de konsekvenser det har, at det bliver sagt. Ellers kan neonazister bare begynde at kalde sig komikere og svine andre racer og religioner til.
Men når det er sagt, så har man som komiker altså et råderum til at lave sjov med politisk ukorrekte sager og smadre ind midt i tabuer. Det er sådan set definitionen af vores arbejde.

Movember må man ikke mene meget om
Derfor er mine tænder ved at blive lidt nedslidte af den skærende irritation over at skulle forklare jokes for folk, der på papiret i hvert fald skulle have intelligens nok til at kunne kontekstvurdere det, andre siger.
Seriøst; jeg har aldrig nogensinde stået over for et livepublikum af VVS-folk eller pædagoger, som har stukket næsen i sky af forstilt forargelse over en politisk ukorrekt joke. Det virker, som om såkaldt “almindelige” mennesker ingen problemer har med at forstå de sammenhænge, en joke bliver leveret i.
Kun nogle af de folk, der i høj grad slår sig op på at ville problematisere samfundstendenser, lader til at have det problem. Det er da lidt foruroligende.
For eksempel var der megen mukken indblandet ikke så lidt skadefro, da jeg i sidste uge lavede en joke om movember. Joken lød: “Så startede det… en hel måned til, at man kan se på mænds ansigter og igen have lyst til at knalde dem.”
For jamen dog, det kan man jo ikke tillade sig at sige, når man kalder sig feminist og selv har hår på fissen!
Undskyld, men skulle vi lige starte med 1) at hår på fissen og overskæg ikke er det samme, tværtimod; både intimbarbering og overskæg er kulturelt opfundne fænomener, og 2) det er faktisk et meget feministisk synspunkt, da jeg mener, at overskæg på både mænd og kvinder er usexede, og 3) jeg er komiker!

Får man feministunderstøttelse, hvis man bare er kedelig?
Men den går ikke. Det er åbenbart svært for nogen at lade mig bruge min titel som forklaring på, at jeg laver sjov med alt muligt – især med Tom Sellers-kloner i november. (Og vi ved jo, at de alle som en stadig barberer bollerne, så de har altså bare flyttet kønsbehåringen og fladlusene op i ansigtet! (Ja, jeg gjorde det lige igen, fordi jeg… wait for it… er… oh yeah komiker!))
Derfor har jeg så flere gange i den seneste tid blevet mast op i et hjørne med krav, om jeg vælger om, vil være sjov eller, om jeg vil være feminist.
Og svaret er altså, at der ikke er nogen enten-eller-mulighed for mig. Jeg vil ikke være det ene eller det andet. Jeg er begge dele.
Til gengæld må jeg nok sige, at jeg går betydeligt mindre op i, om jeg nu også bliver rødstemplet af de “rigtige” feministgrupperinger, end om mit publikum synes, jeg er sjov. Så hvis jeg absolut skal vælge, så er jeg komiker.
Forstået på den måde, at jeg jo godt ved, at jeg er feminist indeni. Jeg ved godt selv, hvad jeg står for – det behøver jeg ikke andres godkendelse for. Men jeg lever af at være komiker; det indebærer, at nogen har lyst til at betale for at se mine shows.
Men nu er det jo heller ikke de betalende kunder, der kræver, at jeg vælger – nej, det er folk i et feministisk bagland, der af alle burde vide, at man ikke kan leve af at være feminist og politisk korrekt og røvkedelig.
Jeg står da heller ikke nede på andre menneskers dagjob og siger: “Hvis du spuler den håndvask med dét rengøringsmiddel, så er du ikke rigtig miljøaktivist. Du må vælge; vil du have et job, eller vil du have meninger!”

Feminismen er perfekt, så find noget andet at lave sjov med, gøglertype!
Desuden mener jeg, at min jobtitel i høj grad indebærer, at jeg er villig til at sætte mig selv i spil og lave sjov med mine egne holdninger og have selvironi omkring min egen position. Jeg mener, at det altid er sjovere at se indad, end det er at gøre grin med andre. Derfor vil jeg selvfølgelig lave en masse sjov med feminisme også.
Det trænger feminismen i øvrigt i den grad til: Den er støvet og umoderne og lugter af en blanding af sur modermælk og mandehad. Det skriger på comedy! Altså af den slags, der ser indad. For der har været rigeligt af den forsmåede antifeminisme, der sparker på feminismen udefra.
Så det er det, jeg prøver at levere. Fordi jeg grundlæggende tror på, at folk, der griner sammen, redder verden sammen.
Så det, jeg har sorggrinet allermest af de seneste par måneder, er, hvor travlt en håndfuld feminister pt har det med at bevise, at feminisme åbenbart skal være fuldstændig blottet for humor og selvironi – ja, tilmed også for selvindsigt.
For der er jo bare intet i, der vinder flere tilhængere end hængemuleri og hængepatter. (Ops, I did it again.)

Pragmatisk feminisme

27. oktober 2013

Det er altid fedt at komme i situationer, der får en til at erkende andre sider af sig selv. Nej, det er langt fra altid fedt i situationen, men på sigt får jeg som regel rigtigt meget ud erkendelsen: Gud, sådan er jeg også!
Så i går gik det for første gang op for mig, at jeg er pragmatiker. Det ville jeg aldrig have tænkt. Mine tætte venner ville måske nok, de ville nok have sagt, at jeg typisk er ret løsningsorienteret. Men jeg har altid set mig selv lidt som en håbløs idealist, der hele tiden drømmer om smukke uforløste potentialer – hvad enten de er samfundsmæssige eller menneskelige.
Men så i går gjorde jeg nogle feminister sure, fordi jeg sagde noget pragmatisk. Og jeg forsvarede mit synspunkt med endnu flere pragmatiske pointer, så jeg blev helt inspireret til at lancere en ny form for feminisme: Pragmatisk feminisme!
(Ikke at forveksle med feminist-pragmatisme, der er en nyere filosofisk retning, og som jeg ærligt talt har forstået meget lidt af.)

Så tager du dig af isbjørnene, og så tager vi ligelønnen
Miseren begyndte, fordi jeg skrev en kronik i Information. Det var et svar til en blodrød feminist, der krævede feminismen tilbage til kampen mod kapitalismen.
Det syntes jeg er at spænde feminismen for en voldsom stor vogn. Jeg er ikke uenig i, at der gerne må ske samfundsomvæltninger, jeg synes bare ikke, at det er feministers opgave at håndtere alle omvæltningerne på én gang og oveni alle ligestillings- og kønsproblemer.
Pragmatisk feminisme foreslår, at vi sætter ind på flere fronter, så dem, der interesserer sig for – og ikke mindst ved noget om – miljøet arbejder for at bevidstgøre og ændre miljøproblemer. Og dem, der har interesse og viden om globalisering eller migration eller økonomi eller titusinde andre områder tager sig af dem, og så tager feministerne sig af køn – og så mødes vi alle sammen og erfaringsudveksler og arbejder sammen på de områder, der overlapper.

Rigtige feminister spiser linser og kapitalistsvin!
Det var min pointe med kronikken, men ifølge et par utilfredse feminister var det ikke en valid pointe. Okay, det er så deres mening. Jeg skal jo som sådan ikke bestemme, hvordan andre er feminister, eller hvad andre må mene. (Eller hvordan andre er, og hvad de skal mene om noget som helst andet for den sags skyld – ja, sindssyg pragmatisk, hva!?).
Jeg prøver blot at invitere andre typer ind i feministkredsen, andre som måske ikke lige har lyst til at indgå i hele den samfundsomvæltende retorik, men som måske bare har en søn, der er homoseksuel og gerne vil være med til at skabe opmærksomhed omkring hate crimes.
Pragmatisk feminisme er, at alle mulige og umulige typer står sammen om en løsning – som eksempelvis en øremærket barsel til mænd – uanset øvrige politiske tilhørsforhold og andre særinteresser.
Fordi dét er ligestilling! Og ligestilling er en dejlig værdi – som mange af os deler, selvom vi ikke altid er enige om ret meget andet.
Upragmatisk feminisme er at sige: ”Ja, vi vil have øremærket barsel, og nå ja, så vil vi også have fjernet den private ejendomsret, og at alle skal holde op med at spise dyr.”
Personligt kan jeg ikke se, hvad de andre holdninger har med feminismen at gøre – men det er der altså andre feminister, der kan. Og dælme om de ikke også kan insistere på, at jeg skal have de holdninger, før jeg kan få lov at kalde mig feminist.

Rigtige feminister er ikke liderlige efter pik hele tiden
Så nu kalder jeg mig altså pragmatisk feminist, og hvis det ikke er godt nok, holder jeg sgu helt op med at bruge ordet igen. Your loss, feminism!
Ja, undskyld, men hvem fuck har fat i den fede ende af pinden her? Alle os feminister, der prøver at balancere feminismen ud, gøre retorikken mindre skinger, mere imødekommen, mere inkluderende for alle, og dermed mere mulig at tackle for almindelige mennesker – eller de få, der insisterer på at blive ved med at sige ”patriarkalske strukturer” i hver anden sætning og på, at kun de må definere, hvad rigtig feminisme er?
Jeg fik følgende kommentar af en lesbisk feminist i forbindelse med mit seneste show Mandehader? Et show om at være alt for glad for pik:
”Årh, jeg er så træt af, at heteroseksuelle feminister altid skal gøre så stort et nummer ud af, at de elsker mænd.”
Ja, det er godt nok det værste, vi kan gøre for feminismen, hva!? Skubbe til den forestilling, at alle feminister er lesbiske mandehader. For det ry har jo bare kørt supergodt for bevægelsen de sidste 150 år!
Pragmatisk feminisme foreslår, at vi lige får gjort op med det indre arvegods af berettiget bitterhed og kommer i gang med at finde fremtidige løsninger i stedet for.

Kvinder, der hader mænd, der hader kvinder, der så hader mænd endnu mere
Og nu jeg er ved ordet ’mandehader’, så må jeg da hellere lige tage den med. For en stor del af surheden, jeg fik ovenpå kronikken handlede om, at jeg brugte det ord. Og det ønsker feminister ikke på nogen måde relateret til feminismen.
Okay… men det er det altså! Jeg beklager at være pragmatisk party pooper igen, men det er faktisk lidt det ry, vi har. Sorry, don’t shoot the messenger!
Min tankegang er så at få gjort op med det ry. Diskutere det for åbent tæppe, vise at vi rydder ud i den mandehadende retorik – som at den lesbiske i ovenstående kommentar ikke udviser nogen forståelse for, at 90 procent af kvinderne i verden faktisk godt kan lide mænd og gerne vil knalde med dem.
Faktisk er liderlighed så stort et problem for mange af os heteroseksuelle kvinder, at hvis vi tvinges helt derud, hvor vi skal vælge mellem de to, vil de fleste af os hellere have pik end ligestilling
Jeg synes også, det er helt vanvittigt arrogant af de feminister, der nægter at anerkende, at der findes mandehadere. Selvfølgelig er de færreste feminister mandehadere, og derfor er det dybt frustrerende at blive kaldt det ved hver eneste lejlighed, bare fordi man siger noget feministisk. Men det ændrer ikke på, at de findes.
Feminismen er en bevægelse, der går ud på at bekæmpe kvindehad – men samtidig nægter man så pure, at der også findes mandehad. WTF!?
Pragmatisk feminisme siger, at det ikke er okay at tale nedsættende om et køn – hverken kvinder eller mænd eller dem derimellem. Og selvom det historisk set har været kvindekønnet, der har været mest ramt (og stadig er), så er der også strukturer, der begrænser mænd. Derfor – og fordi de også er mennesker – har mænd lige så meget krav på at blive behandlet ordentligt og ligeligt.

Rigtige feminister griner kun af økologiske jokes
Desuden er jeg komiker, og derfor siger jeg ting på en skæv og politisk ukorrekt måde. Fordi comedy kan noget som ideologier og højtravende snak ikke kan; det kan vende ting på hovedet.
Men det er en af de andre vogne, upragmatiske feminister mener, at alle, der kalder sig feminist, skal spændes for; den humorforladte, politiske korrekte vogn. Den vogn, der er er så kedelig, at den kører i rutefart mellem Kedelig og Ikast.
Det siger jeg, fordi det er sjovt at sige, at Ikast er en kedelig by. Og så har jeg måske fornærmet nogle folk i Ikast, og de kunne så – ligesom nogle sure feminister – bruge en masse tid på at afkræve forklaringer og undskyldninger for den fornærmelse, eller de kunne acceptere, at jeg lavede en joke.
Pragmatiske mig foreslår, at hvis man synes, det ikke var en god joke, eller man generelt ikke kan lide min humoristiske tilgang til feminisme eller til andre emner; at man så lader være med at læse og se mine ting og holder op med at følge mig på facebook!
(Ja, det er nok en mere radikal idé, end det er en pragmatisk; men man kan jo altså bare vælge ikke at lade sig fornærme for enhver pris!)

Nu har jeg sagt m-ordet og b-ordet, så mangler vi bare n-ordet
For jeg må tilstå, at hvis jeg skal spændes for den politisk korrekte vogn for at kunne få lov til at kalde mig selv feminist, så er det bye bye lilla ble.
Ja, det er to gange i dette indlæg, jeg har truet med at droppe at kalde mig feminist nu. Tredje gang så effektueres det – ligesom Candyman, der kommer ud af spejlet.
Nej, selvfølgelig stopper jeg ikke med at være feminist. Det er ikke parti, jeg har valgt at melde mig ind i, som jeg kan melde mig ud af igen. Det er min grundholdning til mennesker, og jeg vil blive ved med at tale og kæmpe for ligestilling.
Men jeg er også komiker og debatainer – som er min selvopfundne titel, fordi jeg nægter at være kedeligkorrekt, saglig debattør – så derfor vil jeg også fortsætte med at være feminist med et tvist af sjov.
Fordi pragmatisk feminisme siger, at nu har surheden altså fået taletid nok. Enten så er du rigtig vred – for mange uretfærdigheder i denne verden kræver stadig den vrede – ellers finder du et smil frem og begynder at jazze problemstillingerne op med alternative, nytænkende tilgange.
At blive mopse-fornærmet over, at en erklæret feminist selv bruger ordet ’mandehader’ – er lidt som at fyre Jim Lyngvild for i sjov at sige ordet ’bøssekarl’. Hvilket Gay Pride jo som bekendt gjorde her i sommer.
Nu er det ikke, fordi jeg nødvendigvis har lyst til at sammenligne mig selv med Lyngvild, men han er entertainer ligesom mig, og hvis man vælger at hyre sådan en, så hyrer man altså hele pakken. Så kan man ikke komme med krav om at hugge en hæl og en holdning i alt, hvad vedkommende ellers foretager sig. Så kan man jo altså som bekendt lade være med at hyre eller følge vedkommende.

Rigtige feminister har alle sammen præcist lige lange bryster
Det er hårdt at skulle håndtere, at størstedelen af landets befolkning hader feminister, fordi de tror, vi er aggressive mandehadere, der er ude på at få kvinder frem på mænds bekostning. (Det tror de altså, sorry, don’t shoot the… okay, du er med.)
Men det er faktisk meget hårdere at skulle tackle de feminister, der opfører sig, som om de er fucking menneskehadere!
Jeg mener; pludselig bliver jeg mødt med krav om, at jeg skal være 100 procent solidarisk med en gruppe af feminister – der ikke kan finde ud af at være solidarisk med nogen, som ikke er 100 procent enige med dem. Der er sgu da noget grundlæggende galt i den indstilling, er der ikke?
Pragmatisk feminisme siger, at hvis du vil kæmpe for ligestilling, må du også acceptere uenigheder om, hvad der er det gode samfund. Ellers er det ikke en ligestillingskamp – så er det ensretning!
Pragmatisk feminisme siger, at der er plads til forskellige meninger, fordi pragmatisk feminisme er grundlagt på den forestilling, at vi alle er forskellige – men alligevel stadig skal behandles ordentligt og ligeligt.

Tilføjer et ignorantus-udtalelses-filter
Pragmatisk feminisme siger også – og det er nu det bliver virkelig radikalt – at der ikke er et objektivt endemål for, hvad der er ”ordentligt og ligeligt”, men at det er en konstant diskussion mellem alle de mange forskellige meninger.
Og endelig siger pragmatisk feminisme, at alle meninger er lige meget værd – ligesom alle mennesker er lige meget værd.
Men fordi jeg er grundlæggeren er der dog en væsentlig tilføjelse her: Medmindre selvfølgelig, at du ikke ved, hvad du snakker om, for så er din mening mindre værd!
Selvom du stadig ikke er det som menneske.
Og hvis du fortsætter med at køre løs med din ignorance, så… ja, så holder jeg op med at lytte/læse/følge dig – det er den store spændvidde af muligheder, jeg har. Du har ret til at være en idiot – og stadig blive behandlet ordentligt og ligeligt. Det er det største indbyggede problem ved pragmatisk feminisme.

Konstruktiv kritik af kritik

26. juni 2013

I de seneste par måneder har jeg fået flere krænkede henvendelser fra folk, der er sure over, at jeg har slettet deres kommentarer på min facebookvæg. Efter deres mening udøver jeg censur og er nærtagende over for kritik.
Det sidste er helt sandt. Jeg hader kritik. Hovedsagligt fordi langt det meste kritik, jeg har fået i mit liv, har været så langt fra konstruktivt, at det er utroligt, at nogen nogensinde har fået ideen til at sætte de to ord efter hinanden.
Folk er gennemgående elendige til at give konstruktiv kritik. De fleste vil bare have lov til at kritisere – for sportens skyld. Fordi det er en nationalsport i alle nationer at kritisere. Og den sport er større end alle andre sportsgrene, for også diverse landshold og trænere må konstant høre på kritik fra selvudnævnte sportseksperter. Hvem ved for eksempel bedre end min onkel, der ikke kan kende forskel på en tennisketcher og en yakokse, at Caroline Wozniacki trænger til en ny træner!?
Og som selvudnævnt og -ophøjet kritiker kan man altid svøbe sig ind i den sikre; ”nåååå, så du kan nok ikke tåle kritik, hva!?”
Altså hvis genstanden for ens mere eller mindre uretmæssige angreb skulle finde på at værge for sig med modargumenter eller ligefrem vælge den lækre, lette facebook-løsning at fjerne kritikken med et enkelt klik. En løsning, jeg ville ønske, der fandtes irl, så emsige typer, der kommer op efter et show og kritiserer også kom med en rullemenu under sig.
”Det er bare overhovedet ikke sjovt at lave sjov med tykke mennesker. Det er faktisk ikke alle, der selv kan gøre for det!”
Delete.
Block.

Stråmand, skråmand, stråhat
Jeg kan tælle på én hånd de få gange i mit professionelle liv, jeg har fået ægte, konstruktiv kritik. En af gangene var da min seneste bog udkom, og en anmelder pointerede, at sproget visse steder virkede for utroværdigt til min hovedperson. Dét er konstruktivt.
Ikke alene kan jeg lære noget af det, hvilket jo et eller andet sted burde være formålet med kritik – selvom denne idé vist er smuttet et eller andet sted i selvhævdelsens konstante behov for at kritisere andres adfærd.
Men hvad vigtigere er, så viste anmelderen, at han rent faktisk har forholdt sig til det, han kritiserede. Han havde læst bogen, forstået budskabet og fundet huller i dét.
Sådan er det ikke meget kritik, der er. Langt det meste kritik handler enten om, at kritikeren vil masse sin egen agenda på banen og/eller demonstrere sin overlegenhed udi kunsten at argumentere. Jeg ved næsten ikke, hvad der er værst.
For at tage det sidste først, så er det helt uhyggeligt så mange internetdebatter, der bliver afsporet af, at den ene – eller begge – debattører engang har læst Lasse Rimmer bruge udtrykket ”stråmandsargument”, derefter lært sig udtrykket udenad og nu rask væk kaster det mod sine modstandere.
Oprindeligt var det et begreb, man brugte til at holde debatten på sporet, nu bruges det til at afspore debatten, så den i stedet kommer til at handle om, hvorvidt den anden vitterligt benyttede sig af en stråmand.
Pyh, så slap vi også for at snakke indhold denne gang!

Hokus pokus, så har du sagt noget helt andet
Det er i hvert fald slående så mange, der bruger stråmandsbegrebet, som ikke ved, hvad det faktisk betyder; nemlig at man argumenterer mod noget, modstanderen reelt ikke har sagt for at få debatten flyttet over på sin egen banehalvdel og derved have en vinderfordel.
Og det er sådan set et smart, retorisk greb, for uerfarne debattører vil typisk fortsætte kampen uden at opdage, at spillet er ændret – de vil fortsætte med at forsvare det stråmandsargument, som den anden har kastet efter dem, fordi de ikke har indset, at det er svagere end deres oprindelige argument. Et eksempel fra et parforhold:
Hun: Undskyld, jeg glemte at hente dig fra arbejde. Jeg havde bare så travlt i dag, at jeg svedte det ud.
Han: Du glemmer altid at hente mig!
Hun: Det gør jeg da ikke.
Han: Jeg betyder slet ikke noget for dig, du går mere op i dit eget arbejde.
Hun: Ej, skat, jeg elsker dig. Du betyder alt for mig. Osv. osv.

Hun indser ikke i diskussionens opblussede hede, at han flytter fokuset fra den aktuelle situation til en generel anklage om noget helt andet. Det er en effektiv stråmand.
Erfarne debattører lader sig dog ikke så nemt narre. Hvilket er grunden til, at politiske debatter som regel står i stampe. Eksempel:
Han: Vi vil ikke lave en lov mod et Formel 1 for rumfart, fordi vi har vurderet, at det ikke kommer til at foregå de næste mange år.
Hun: Så I vil bare have at unge mennesker bliver smadret mod siden af månen, eller hvad?
Han: Nej, vi har bare vurderet, at det ikke kommer til at foregå de næste mange år.
Hun: Så skidevære med, at det vil skabe vildt meget forurening i atmosfæren.
Han: Nej, vi har bare vurderet, at det ikke kommer til at foregå de næste mange år.
Han: I er ude på at ødelægge vores rygte i hele Galaksen!
Han: Nej, vi har bare vurderet, at det ikke… Osv osv.

Det, du lige sagde, er noget lort! Og jeg har heller ikke hørt, hvad det var!
Dette eksempel viser også, hvorfor det er vanskeligt at holde stand i en debat, for det er fucking svært at blive ved med at vende tilbage til det oprindelige udgangspunkt, når anklagerne om alt muligt begynder at rulle. Så er man fristet til at hoppe ind i debatten. (”Hvad fuck mener du med vores ry i Galaksen? Hvis der overhovedet er liv andre steder i Galaksen, ødelagde vi nok definitivt vores ry, da vi opfandt reality-tv.”)
(OBS: Stråmandsargumentet er en ofte benyttet joke-form, og derfor skal man lige huske på, at når man debatterer med en komiker (professionel eller ej), vil høn ofte benytte sig af det greb. Men det er altså ikke nødvendigvis, fordi komikeren ønsker at afspore debatten, det kan bare være vane – eller mere sandsynligt; at komikeren simpelthen synes, at synspunkterne er for dumme til at blive taget seriøst. (Og nu regner jeg så med også at få kritik for at være arrogant.))
Den anden baggrund for kritik er som nævnt at gøre opmærksom på sin egen sag eller sit eget synspunkt. Hvilket selvfølgelig kan være helt reelt, det er jo derfor, vi har debatter; for at udveksle divergerende synspunkter.
Problemet opstår bare, når kritikeren ikke har sat sig ind i, hvad der egentligt blev sagt til at starte med, fordi høn er så forhippet på at få presset sine egne synspunkter igennem. Dette afsporer helt utroligt mange debatter, både private og politiske.
Fordi reelt er der kun to muligheder i sådan en debat; enten fortsætter man i det spor, kritikeren har valgt, eller også siger man ”tak for i aften” og stopper den.
Det er umuligt at forsøge at få debatten tilbage til ens oprindelige synspunkter, fordi kritikeren – og eventuelt påhørende – vil insistere på at få kritikken ”taget til efterretning”. Og man er helt fucked, hvis man begynder med at kalde situationen og sige, at den anden har afsporet debatten. For så er man både nærtagende og arrogant – og man indrømmer dermed indirekte, at kritikeren har ret i al sin kritik.

Du skal ikke komme her med dine fakta og andet halløj!
Det var som sagt svært at kalde situationen, når man støder på et stråmandsargument. (Medmindre selvfølgelig hele pointen ved at anklage den anden for brug af stråmandsargument er at afspore debatten… (ja, det er indviklet: Velkommen til Retorik 2.0.))
Men det er virkelig svært, når man er nødt til at indse, at ens modstander bare ikke vil – eller ikke kan – sætte sig ordentligt ind det, høn kritiserer.
Jeg er selv røget ind i det setup rigtig mange gang, fordi det som regel tager lidt tid, inden det går op for mig, at den anden faktisk ikke har forstået, hvad det handler om. På det tidspunkt kan debatten allerede være ret ophedet, og det gør det utroligt svært at standse op og sige: ”Hør, ved du overhovedet noget om det her emne?” I hvert fald ikke uden at komme til at lyde, som om man vil patronisere den anden og tæve løs på vedkommendes uvidenhed. (Og af samme grund vil den anden typisk stædigt holde fast i, at høn skam ved ALT om emnet, selvom det bliver mere og mere tydeligt, at det gør høn ikke.)
Udover det har de fleste af os også en eller anden høflighedsting med, at vi synes, den anden har ret til at komme til orde – nærmest ligegyldigt, hvad de ord så er.
Måske er det den der angst for at blive anklaget for ikke at ville lytte til kritik – for det er jo det værste, man kan være; en selvfed type, der er blind over for sine egne fejl, fordi man aldrig er åben over for kritik.
Jeg er også pissebange for, at det er beskrivelsen af mig. Derfor har jeg tidligere altid forsøgt jeg at lytte til kritik. Med det resultat, at jeg stort set altid blev ked af det. Fordi jeg er selvfed og tilmed nærtagende!? Måske. Eller måske snarere, fordi kritikken ofte er så perfid.
Når jeg får kritik i dag, bliver jeg snarere meta-ked af det: Jeg bliver ked af det over, at vi har et samfund, hvor folk rask væk kritiserer uden nogen som helst anden grund, end at det har de lige lyst til.
Måske fordi de selv får det bedre med sig selv, eller måske fordi det bare er blevet sådan noget, man gør. (Og tak til internettet for at gøre det endnu nemmere.)

Nå-nå, så gider man ikke debattere med idioter. Rimlig arrogant!
Under alle omstændigheder har det tidligere været rigtig svært for mig at sige sætningen: ”Den her debat er kørt af sporet, jeg trækker mig.”
Men nu synes jeg efterhånden, jeg begynder at have styr på det. Og jeg gider i hvert fald slet gå ind i en debat, når jeg på forhånd ved, at der ikke vil blive lyttet til mit synspunkt. Episk tidsspilde!
Ikke dermed sagt, at jeg altid når at blive klar over det, inden debatten er i gang – og så må jeg så finde en vej ud af den igen, hvilket som bekendt skaber vildt dårlig stemning, foruden anklager om alt fra nærtagenhed til inkompetence.
Så når jeg på forhånd har en idé om, hvad der vil blive sagt; når jeg på forhånd ved, at der ikke vil blive lyttet, så holder jeg mig væk.
For det her er virkelig kritik i en nøddesskal: De fleste, der kritiserer, forholder sig ikke til, hvad der reelt er på bordet. De har nemlig allerede linet deres mod- og stråmandsargumenter op, så de er klar til at angribe, nærmest uanset hvad der kommer ud af munden på deres modstandere. (Især hvis modstanderne tilhører en gruppe, de har besluttet sig for at hade, som eksempelvis feminister.)
Dét er virkeligt ukonstruktivt.
Derfor holder jeg mig så vidt muligt ude af den slags debatter, og derfor fjerner jeg også den slags kritik fra mine facebooksider – og derfor har jeg heller ikke et kommentarfelt på denne blog.

Kim jung Søndergaard
Så må folk kalde mig nærtagende alt det de vil – den debat gider jeg heller ikke gå ind i. (Det er nemlig også et retorisk kneb at tirre modstanderen, indtil vedkommende kaster sig frådende ind i kampen – naturligvis allerede langt bagud på point, fordi følelsesudladninger per definition er taberadfærd i en ”saglig” debat. (For der er jo ikke noget mere sagligt end at starte med at anklage nogen for at være for følelsesladet…))
Og jeg morer mig meget over at blive anklaget for at bortcensurere kritik, fordi udøvelsen af censur jo er magthavernes redskab. Så der er altså nogen, der åbenbart går rundt og synes, at jeg har lige så meget magt som en nordkoreansk diktator. (Åh, hvis bare! Hvor ville der være fyldt med killinger, kage og behårede fisser i det her land, hvis jeg var diktator.)
Mange hidsige kritikere lader i hvert fald til fuldstændig at have misforstået både, hvad ytringsfrihed og censur egentlig betyder.
Det var for eksempel ret skægt at høre de danske journalister bruge begge udtryk i flæng, da det for nogle år siden kom frem, at de svenske medier ret konsekvent nægter at dække Sverigedemokraterna (som er svenskernes version af Dansk Folkeparti).
Af alle burde journalister da vide, at det ikke er censur, at et medie nægter at dække en begivenhed – det er mediet i sin gode ret til – det ville kun være censur, hvis en myndighed nægtede mediet at dække begivenheden.
Ligesom det heller ikke er krænkelse af nogens ytringsfrihed at nægte at dække visse begivenheder, fordi at have frihed til at sige sin mening ikke er ensbetydende med, at man har ret til at få den på landsdækkende tv.
Formentlig var de danske journalister bare mobsede over, at de ikke selv har æggestokke nok til at lade være med at dække hver eneste lille bøvs fra Dansk Folkeparti – og derfor kritiserede de i stor stil deres svenske kolleger med stråmandsargumenter om ytringsfrihed og demokrati.

Guide til at kritisere mig – konstruktivt eller ej
Så hvor stiller det så dig i forhold til at kritisere mig, når jeg nu er så nærtagende en diktator? Ja, du har faktisk stadig mange muligheder, så længe du bare holder dig på den rigtige side af injurielovgivningen. (Og det er ikke så meget et krav fra min side, som det er dansk lov og risiko for ret store bøder.)
Så du kan jo lave en blog, hvor du kritiserer mig, du kan også gøre det på din egen facebookvæg eller twitter eller stuevæg, du kan endog skrive indlæg i aviser og lave virale videoer. Faktisk vil jeg foreslå dig at gøre det i en kreativ form, eksempelvis i en sang eller en roman, for så er du nemlig ikke underlagt helt de samme regler om injurier. Det er du i øvrigt heller ikke på en stand-up-scene, såååå…. ”Kender I den om, at Sanne Søndergaard er en dum nærtagende møgluder-diktator, der ikke kan tåle kritik? Nej? Så må jeg hellere skrive en joke om det til næste gang.”
Endelig kan du jo også rent faktisk læse det, jeg skriver, ordentligt og forholde dig til det på en saglig måde, så er der en vis sandsynlighed for, at jeg godt gider debattere med dig.
Eller – og den her er helt radikal – hvis du på forhånd har besluttet dig for at hade mig, og det, jeg skriver, så… bum bum… lad vær med at læse det!
Var det nedladende sagt!? Så må du jo lægge det til kritikpunkterne.