skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Tag: sandhed

En feministisk læsevejledning til ‘Stå fast’

14. oktober 2014

En af tidens mest omtalte bøger er Svend Brinkmanns Stå fast, som er et opgør med selvhjælpstyranniet.
Jeg har i løbet af de seneste par uger været i en del debatter med folk, der har kritiseret den voldsomt, fordi de har via medierne fået det indtryk, at bogen bare sabler selvhjælpsindustrien ned.
Men de har ikke læst den.
Og det er jo et desværre et stort problem i disse år. Vi bliver hele tiden bedt om at forholde os til emner, vi kun har overfladisk kendskab til. (Det kunne eksempelvis være køn og feminisme…)
Jeg har læst bogen, og jeg er vild med den! Og jeg er sur på den!

Så tager vi lige sure-løg-hatten på!
Jeg er vild med den, fordi den er fucking vigtig til at få sat ind over for den herskende kultur, hvor der er så forbandet meget fokus på ja-hatte og positiv tænkning, at alle os, der ikke er helt tilfredse med tingenes tilstand, bliver anset som nogle sure løg, der bare vil ødelægge den gode stemning.
Det er den mest effektive måde at kvæle kritik på – der nogensinde har eksisteret! Det er internaliseret skamfølelse over ikke at være tilfreds.
I gamle dage, når man blev trynet af herremanden eller høsten slog fejl, kunne man i det mindste sige: “Livet er noget lort. Men Guds veje er uransagelige.”
Når man bliver udsat for sorger og uretfærdigheder i dag, kan man kun sige: “Livet er noget lort. Men det er min egen skyld! Det er fordi jeg bare ikke tænker positivt nok omkring min fyring, skilsmisse og hårtab.”
Stå fast er altså en god bog. Det vil jeg lige slå fast… Men så vil jeg alligevel også kritisere den.

Hvad mænd gør, er altid det, vi snakker om
For Brinkmann er, næsten som det fremgår af hans efternavn, altså en mann. I den grad. Og derfor er han helt og aldeles kønsblind. Hvilket gør mig pissesur, og det fik mig flere gange til at vrisse over hans pointer. Fordi de kun gælder for mænd.
Han nævner det faktisk selv, men desværre uden yderligere refleksion. Han taler om, at vi skal være bedre til ikke at være i vores følelsers vold. Og i den forbindelse citerer han noget lægevidenskabeligt forskning, der viser, at mænd, der giver efter for deres vrede, har højere risiko for at dø for tideligt. Mens det omvendte er tilfældet for kvinder.
Hov, vent hvad!?
Sagde han lige, at kvinder, der giver efter for deres vrede, lever længere? Ja, det sagde han!
Så må der da komme et helt kapitel mere nu, om forskellene på, hvordan mænd og kvinder kulturelt forventes at håndtere deres følelser, og hvilke konsekvenser det har for dem hver især.
Men nej, kapitlet fortsætter som slået an med fokus på, at vi skal lære at skelne mellem fornuft og følelser.

Græd og smil bare, men prøv ikke på at sige fra!
Problemet er imidlertid, at der er meget – MEGET – stor forskel på, hvordan mænd og kvinder kulturelt set står i forhold til fornuft og følelser.
Traditionen har jo altid været, at mænd er fornuftige og kvinder følelsesladede, og det ævler folk stadigvæk videre om i dag. Hvilket er grunden til, at en mand altid kan mistænkeliggøre en kvindes berettiget brok med et “nå, er det den tid på måneden?”
Vi har faktisk været så overbevidste om den “sandhed”, at vi ikke har opdaget, at der i den grad er sprækker i den. For faktisk er det følelsesladede ikke mere tilladt for kvinder end for mænd. Kun når det kommer til bestemte følelser, især de positive. Kvinder må udvise kærlighed, nærhed, varme og hengivenhed. Faktisk skal kvinder helst udvise den slags følelser. Det er grunden til, at en mand pludselig ud af det blå kan henvende sig til en fremmed kvinde på gaden og bede hende smile.
Og kvinder har også negative følelser, de godt må fremvise: De må også være ulykkelige og græde højt og offentligt.
Hvorimod de ikke må have de udfarende negative følelser. En kvinde, der er vred, er en hystade. En kvinde, der siger fra, er emsig. En kvinde, der stiller krav, er bossy.

Kvinden har mere brug for svar
For mænd er det lige omvendt. For sådan er det jo som regel i vores kultur. Det, der er stemplet som feminint, er lig med noget, mænd ikke må – og det, der kaldes maskulint er noget, kvinder ikke må.
Men mænd må godt være ekstremt følelsesladede. De må for eksempel gerne blive vrede. De skal faktisk helst blive det. Og sige fra og sætte grænser. Måske ligefrem slå fra sig.
Så i virkeligheden er det at være i sine følelsers vold altså to vidt forskellige begreber, alt efter om vi ser på kvinder eller på mænd.
Og det er her, jeg tror, Brinkmanns kønsblindhed virkelig sætter ind. Han ser hele bølgen af selvhjælpstyranni som én ting. Altså som at behovet for selvhjælp er ens for mænd og kvinder. Og det er det ikke.
Min teori er faktisk, at grunden til, at der er kommet alt det fokus på det indre og det spirituelle er, fordi kvinder i årtier har ledt efter svar. Det er jo typisk kvinder, der dyrker selvhjælp.
Og hvad er det spørgsmål, kvinder stiller?
“Hvorfor føler jeg mig så forkert?”
For husk lige på, at vi lever i et samfund skabt af, til og for mænd. Det er ikke designet til kvinder. Så kvinder er forkerte per default. Ergo har mange kvinder en oplevelse af ikke at passe ind. (Det har mange mænd i øvrigt også, fordi de ikke føler sig som den slags mænd, de forventes af være. Men det er formentlig nemmere at fake det, når man i det mindste ser rigtig ud på overfladen.)

Kvindens veje er belagt med lort
Men da kvinder jo ikke traditionelt har haft mulighed for at vende deres frustrationer udad mod verden, har de ikke haft andre muligheder end at vende dem indad. Derfor har deres løsning også været at prøve at søge ind i sig selv, finde metoder i sig selv til at cope, acceptere og tilgive.
Altså en art moderne “guds veje er uransagelige”, der lyder: “Jeg er en emsig mokke, fordi jeg ikke bare er taknemmelig over, at jeg har et job (hvor min chef godt nok tager mig på røven og underbetaler mig) og at min kæreste tryner mig med anklager om russere i lysthuset, når jeg prøver at få ham til at tage sin del af ansvaret. Men det er altså mig, der skal få styr på det. For der er ikke noget mere uklædeligt end en sur kvinde. Kvindens veje er bare utaknemmelige.”
Hvilket jo ligesom religionens passiverende mantraer kan udnyttes af magtfulde mænd (m/k) til at holde kvinder tilbage.

Ret ind eller forsvind!
Og det er der, hvor Brinkmanns kritik alligevel er sindssygt vigtig! Fordi mange af de problemer, kvinder har i denne verden, er ikke nogen, der kan løses med at se indad. De skal tværtimod løses ved at blive vred, sige fra og stille krav.
Men de seneste år er det desværre gået helt amokkenfelt til. For kapitalismen og patriarkatet har nemlig luret, at der er fordele i de indadvendte copingstrategier, så dem har de stjålet og inkorporeret i alt fra arbejdspladser, skoler, over produkter og reklamer, til parforholdsidealer og politik.
Og det er dét, Brinkmanns mission er; at kritisere, at vi i sammenhænge, hvor vi faktisk er i et strukturelt magtforhold bliver forventet at have ja-hatten på og samarbejde.
For resultatet er det, som jeg desværre har prøvet mange gange i mit liv, nemlig at man bliver kaldt ind til samtale(terapi) med en underviser/chef, der lader, som om høn ønsker at medvirke til at udfolde ens potentiale, men i virkeligheden vil have en til at rette ind efter kønskassen, så man er nemmere at styre:
“Hvis du lige var lidt mere mindfuld og kvindelig, lille ven, så ville du ikke kræve så meget i løn. Gå du hjem og arbejd med dine issues, så du kan få ja-hatten på og tænke positivt igen!”

De stille piger har kun et stille potentiale
Det er en pissefarlig tendens, og den koster kvinder meget mere end den koster mænd – fordi den kulturelle accept af, at mænd ‘brokker sig’ trods alt er højere.
(Brinkmann opfordrer i øvrigt til meget mere brok.)
Og jeg tror faktisk også, at det er der problemerne med ’stille piger, vilde drenge’ i folkeskolen er startet. Lærerne vil gerne “hjælpe” børnene til at udfolde deres potentiale, men da de er kønsfastlåste, kan de kun gøre det indenfor de traditionelle rammer. Ergo bliver det mere et pres for, at man skal være kønsstereotypen – i stedet for en potentiale-frigørelsesproces.
Så jeg vil gerne anbefale alle feminister og andre systemkritikere at læse Brinkmann. Jeg vil i øvrigt også anbefale, at man supplerer den op med Rasmus Willigs Kritikkens U-vending, der også tager fat i denne individualisering af strukturelle problemer.
For det er afgørende, at man som systemkritiker forstår de her affærdigelsesmekanismer, for ellers går man død i anklagerne om at være et surt løg.
Især som kvinde, fordi vi jo alle sammen stadig kæmper med angsten for ikke at være kvindelige (læs: behagelige) nok.

Ja-hatten af, kritikbrillerne på
Men når man læser Brinkmann – ligesom når man i øvrigt læser alle andre inklusiv denne blog – skal man bare have de kritiske briller på og huske, at det er umuligt for forfattere at være opmærksom på alle forhold. Og derfor også umuligt at tage alle forbehold.
Brinkmann har ikke overvejet at køre en kønsanalyse på sin samfundskritik, fordi det ikke er hans metier.
Nu har jeg så suppleret med sådan en. Du kan jo så supplere med en analyse af, hvordan det forholder sig for etniske grupper. Eller en analyse af mine blindheder.
Der er uendeligt mange måder at forholde sig til – og kritisere verden på – og det skal der den ondelusene være plads til. Ellers ender magtmændene (m/k… men mest m) at løbe med det hele, mens systemkritikerne bare sidder og bitcher af hinanden.

Verden er i farver, vi slet ikke ser

6. december 2013

Hjerneforsker Peter Lund Madsen fik mig til at forstå noget, mange års fysikundervisning i skolen aldrig havde formået at få til at falde på plads: Hvorfor farver ser ud som de gør.
Jeg har nemlig altid været skeptisk over for det der med lyset. At farver ikke findes, men kun er refleksioner af lys, som man lærer i fyisktimerne. Det virker så kontraintuitivt, når man kan se farverne og tydeligt se forskel på dem og i øvrigt se lyset spille hen over overfladen på dem. Hvordan kan lyset det, hvis farven ikke på en eller anden måde ligger inde i tingen?
Og fysiklærerens trumfkort med, at farverne forsvinder i mørke har altid virket dybt idiotisk på mig, for det gør konturer og alt andet jo også.
Jeg accepterede fysikkens forklaring, men dog med et meget stædigskeptisk barns sind. Som om jeg mentalt altid har stået ved en køleskabsdør og været overbevist om, at lyset ikke slukker, når man lukker døren.

Så sagde vi lige, at sådan ser farver ud, og så har vi mere tid til andre ting
Men så kom forklaringen altså på en måde, jeg endelig kunne forstå den. Det er faktisk ret enkelt: Vores hjerner laver farverne.
Sagen er nemlig, at hvis vi skulle se farver, som de i virkeligheden ser ud – altså som lysets refleksioner, så ville farverne blinke og skifte hele tiden, fordi lyset jo ændrer sig hele tiden. Det ville være som at leve i et non-stop strobolys-farvebombardement. Det ville være et mareridt.
Synssansen ville dermed lægge beslag på alt hjernes kapacitet, fordi hjernen hele tiden ville være tvunget til at skulle analysere og fortolke alle de mange milliarder af indtryk. Synssansen er i forvejen den mest krævende sans for hjernen at køre analyse og fortolkning på. Så hvis hjernen ikke forenklede synsindtrykkene, ville den ikke have overskud til andre småting som hørelse og bevidsthed og den slags.
Så hjernen beslutter ret tidligt, hvordan de enkelte farver ser ud, og så låser den sig simpelthen fast på den fortolkning. Hvilket vil sige, at grøn altid vil være grøn for hjernen, selvom der reelt set aldrig er nogen farver derude i virkeligheden.

Bare fordi jeg ikke kan se varme, betyder det ikke, at slanger ikke kan
For mig besvarer det dermed også af verdens mest enkle filosofiske spørgsmål: Ser farver ud på samme måde for mig, som de gør for dig? Nej, sandsynligvis ikke. For vores hjerner har formentlig truffet hver deres beslutning om, hvordan farverne skal se ud.
Som forklarer, hvordan der kan findes mennesker, der kan lide farver som orange og karrygul. De er åbenbart ikke så grimme for deres hjerner, som de er for min.
Men faktisk er der noget næsten endnu mere fascinerende med vores evne til at se farver. Vi har nemlig kun tre tapper i øjnene, og derfor er synssansen allerede begrænset til at se farver indenfor det spektrum, som de kan registrere. (Selvom nogle kvinder faktisk har en X-Men-mutering, der gør, at deres øjne har fire tapper og kan se flere nuancer.)
Det betyder altså, at både synssansen og hjernen begrænser vores muligheder for at se “virkeligheden”. Der findes dyr med 16 tapper i øjnene som derved kan se de vildeste farver – farver som jo også er derude i virkeligheden, men som vi aldrig vil komme til at se. Ligesom hunde, der kan høre lyde, vi ikke kan. Og ligesom der i øvrigt også findes dyr, der har sanser, vi slet ikke har. Som nogle slanger, der har termisk syn og kan se forskel på varme og kulde for at kunne finde bytte i en mørk ørken.

Grøn er altid grøn, og negere er altid farlige
Hvorfor nu denne smøre om farver og begrænsede sanser og hjernens fiksfakserier? Ja, fordi jeg synes, det er en utrolig god beskrivelse af, hvad vores sanser og hjerner egentlig render rundt og laver af begrænsninger på virkeligheden hele fucking tiden.
Vi kan kun opfatte verdenen igennem vores hjerner, men den lille sluppert snyder altså. Den giver kun halve informationer. Den eneste grund til, at vi ved det her med farverne, er fordi videnskaben fortæller os, at det er sådan. Det er, fordi forskerne kan lave måleudstyr, der kan noget, vores sanser ikke kan.
Der sker altså et paradoks inde i min hjerne. Det ordet “kontraintuitivt” er opfundet til. På den ene side ved jeg godt, hvordan det rent videnskabeligt forholder sig – på den anden side kommer jeg aldrig til selv at se og mærke det.
Her kommer så pointen: Når vores hjerner snyder så meget med noget så enkelt som farver, hvordan kan vi så tro, at den ikke også gør det med alt andet!?
Mon ikke hjernen generelt bare elsker at låse sig fast på bestemte opfattelser af “virkeligheden”, så den slipper for at skulle arbejde hårdt på at analysere og fortolke nye indtryk hele tiden?
Er det ikke derfor, den dovne hjerne har opfundet stereotyper og fordomme!? Så den ikke behøver bruge ekstra energi på rent faktisk at se og mærke andre mennesker, men bare kan konstatere; at alt nok er som det plejer.

Åh nej, endnu en af Solosannes hjernebelæringer
Ja, det er skidehårdt og også nærmest kontraintuitivt at skulle irettesætte hjernen hele tiden: “Okay hjerne; nu har du godt nok mødt syv dumme svin i rap, der alle sammen havde det tilfælles, at de var mænd, men det betyder stadig ikke, at du kan konkludere, at alle mænd er dumme svin. Ej heller, at nummer otte er det. Faktisk betyder det ikke engang, at du kan konkludere, at de første syv var det, for måske var det bare dig, kære hjerne, der besluttede dig for at sanse dem på den måde og derefter låse dig fast på den beslutning…”
Jeg har efterhånden skrevet om hjernens “bevidstløse” adfærd mange gange herinde (her og her og her og ikke mindst her … jeg skriver ret meget om det, faktisk.)
Men det kan ikke siges tit nok, for hvis vi ikke snart begynder at tage hjernen i nakken og irettesætte den, så holder vi fast i menneskehedens dummeste dilemma: Vi har udviklet bevidsthed til at kunne se ud over vores egne hjerners begrænsninger – men samtidig lader vi stadig hjernens begrænsninger bestemme over bevidstheden.
Hvordan i hedehulehjernekule skal vi så kunne komme nogen vegne? Det dilemma er jo definitionen på stilstand? Det svarer til at lade bevidstheden fortsat sende i sort-hvid – selvom farveudsendelserne for længst er opfundet.

Thi kendes for rettesnor

21. oktober 2013

Jeg tænker en del over domfældelser for tiden. Ikke dem, der foregår i Højesteret, men dem der foregår blandt neuron-jurymedlemmerne i mit hoved. Det kommer sig af en lang selvudviklingsproces, jeg har været igennem, hvor jeg har arbejdet med at forstå, at andre ikke nødvendigvis er idioter, fordi de ikke tænker ligesom mig.
Og det viser sig faktisk at være utroligt nemt at tilgive andre deres ”fejl” – men samtidig smadrer det også bare hurtigt min egen selvforståelse.
Madame de Staël har sagt ”at forstå alt er at tilgive alt.” Og det har hun foruroligende ret i. For så det kan nemlig godt lade sig gøre at tilgive folk som Breivik.
Når man virkelig følger den tankerække til ende, der hedder: Hvis nu jeg havde været født under hans omstændigheder – som selvfølgelig indeholder en masser faktorer, ingen nogensinde kommer til at kende – havde jeg så handlet anderledes, end han gjorde?
Jeg vil meget gerne tro, at jeg havde – min selvforståelse afhænger faktisk af det: Der må på en eller anden måde være noget, der adskiller mig fra psykopaterne. Men i og med, at Breivik ikke fik en forvaringsdom, men blev dømt som ”normal”, så siger retten i Norge faktisk, at hans handling i princippet kunne være begået af hvem som helst. Det er en skræmmende tanke.

To be or not to be like that
Men jeg arbejdede altså en del med at tilgive andre, fordi jeg i mange år var oprigtigt talt pissevred. Jeg blev så arrig over at møde alle mulige mennesker, der gjorde og sagde ondskabsfuldheder – både mod andre og mod mig (som tidligere mobbeoffer er det reaktionsmønster nok ikke helt unormalt.)
Efterhånden som jeg kom op i 20’erne, begyndte jeg dog at indse, at det var mildt sagt uhensigtsmæssigt at reagere så vredt, samt ikke mindst utroligt anstrengende for mit eget velbefindende, og så måtte jeg i gang med andre redskaber. Og forståelse er et meget effektivt redskab.
Da jeg hverken er coach, terapeut eller det mindste interesseret i at hjælpe dig med din selvudvikling, så har jeg ikke tænkt mig at give en lang udredning om, hvordan man bliver bedre til at forstå andre. Hvis du vil lære det, så må du selv finde litteraturen. Men jeg vil dog sige, at noget der hjalp mig ret meget, var skuespillertræning. Der findes mange teknikker også inden for den disciplin, men en af dem, der virkelig gav mening for mig, var at se på replikkerne og så lave et bagudrettet psykisk regnestykke; hvis jeg skulle sige det der, hvad skulle der så være hændt mig?
På den måde kan man altså pludselig forstå de mest ubehagelige mennesker, fordi man bogstaveligt talt går i deres sko. Og når man forstår alt, så har man på sin vis også tilgivet dem, for så forstår man, at de ikke er så forskellige fra en selv.
Er det ikke bare smukt? Nej!

Er det virkelig mit liv? Virkelig? Nå, okay så.
For så sætter man Dogville eller Hævnen på, og så føles det faktisk meget rart, at der ikke er så meget forståelse og tilgivelse, men slet og ret selvtægt og hævn.
Forståelse og tilgivelse er glimrende redskaber til at slippe af med vrede. Problemet er, at de nemt tager alle andre følelser med i købet.
Lad mig genfortælle en historie af Eckhart Tolle, den store guru inden for den nærværs- og mindfuldness bølger, der tsunamiagtigt vælter ind over os i de her år. Historien er fra hans bog En ny jord og handler om en japansk zenmester, der levede for mange år siden og var højt respekteret og anerkendt. Men så en dag bliver hans nabos teenagedatter gravid og presset af sin far, lyver hun og siger, at zenmesteren er faren til barnet. Rasende styrter naboen over til zenmesteren og sviner ham til, til hvilket zenmesteren siger: ”virkelig”.
Herefter spredes rygtet i byen, og zenmesteren mister alt sin respekt og anderkendelse (for ikke at glemme sin indtægtsmuligheder, men det siger de ikke noget om i historien, så måske lever zenmestre bare af ginseng-rødder, de selv dyrker) og også til dette siger zenmesteren: ”virkelig”.
Så går der ni måneder, og barnet kommer til verden. Naboen tager babyen ud af hænderne på moren og går ind til zenmesteren med det og siger, at siden det er hans barn, så må han tage sig af det, og zenmesteren siger: ”virkelig.” Og han tager sig af barnet som sit eget, og det vokser op.
Der går et par år, så tager teenagedatteren sig så sammen til at indrømme, at det altså ikke var zenmensteren, der havde gjort hende gravid, og naboen går brødbetynget ind og undskylder og tager barnet med sig igen, til hvilket zenmesteren siger – ja du gættede det – ”virkelig”. Han får nu meget større respekt og anerkendelse, end han havde før, men også til dette siger han: ”Jeg er en kæmpeidiot og har ingen selvrespekt…”
Nej, han siger selvfølgelig bare: ”virkelig”.

Mit meget skarpe sværd er virkelig kun til pynt.
Jeg kan sgu egentlig godt lide meget af filosofien i mindfuldness, men her står min hjerne simpelthen af. Den historie har pisset mig så meget af. Jo, tak mere vrede.
Men så er mindfuldness jo så snedigt indrettet, at hvis du vil diskutere med dets præmisser, så er det nok, fordi du ikke er mindfuld nok endnu…
Og det sektagtige lort gider jeg simpelthen ikke. Man må have lov til at forholde sig rationelt til filosofier, ellers er det religioner og blind tro, og dem har vi vist haft rigelige af.
Historien med zenmesteren understreger nemlig så fint, hvad problemet med fuld forståelse er. Når du forstår – og tilgiver – alle deres små og store synder, så lever du muligvis i fuld balance, men 1) du bliver en kastebold i andres hænder og 2) dit indre liv er dødt.
Nu er zenbuddhismen jo ikke helt så dum, som den bliver gjort til i mindfuldness-historien her. I virkeligheden var det jo samuraiernes religion, så der har oprindeligt været indbygget en slå-fra-dig-morale.
Og det var det, jeg begyndte at indse med min vrede, at godt nok kan det være vildt ubehageligt at komme i konflikter og blive vred, men det er bestemt ikke mindre ubehageligt at komme i konflikter og ikke blive det!

Så fucker du edderlåsme af, mester!
Nu har jeg selvfølgelig lært at nuancere det lidt, så vrede ikke er min automatreaktion på alle uretfærdigheder – humor er for eksempel tit meget mere effektiv. Men vrede har altså en berettigelse.
For eksempel dengang en mand satte sig ind ovenpå mig i min bil. Jeg sad i min bil uden for min opgang og skulle lige til at lukke døren, da den her psykopat på stoffer sætter sig ind ovenpå mig og ser på mig med øjne, hvis pupiller er så udvidede, at øjnene er helt sorte. Så blev jeg sgu vred (og bange), og da jeg ikke kunne skubbe ham ud, satte jeg i stedet hornet i bund, indtil folk begyndte at kigge ud af vinduerne, og min søde grønsagshandler kom tililende for at se, hvad der skete og fik psykopaten hevet ud.
Når ens grænser i den grad bliver overskredet, er vrede helt på sin plads. Også når det er de psykiske grænser – når folk mobber, håner og latterliggør en. Og nej, vrede er da langt fra altid den mest hensigtsmæssige reaktion.
Måske ville verden blive et bedre steder, hvis vi alle var i stand til at sætte os ned og diplomatisk indgå en dialog i stedet for at blive vrede, men hvis ens grænser først er overskredet, så er dialog altså for sent. Hvad skulle jeg have sagt til psykopaten til min bil? ”Vil du virkelig sidde her bonget op på stoffer og gøre mig vildt bange? Virkelig?”

Også kærlighed går over, så… why bother!?
Og det er mit første problem med zenmesteren i historien ovenfor. Hans grænser – hans integritet – trues af falske rygter, og det bliver han ikke vred over!?
Okay, så siger vi, at man til en vis grad må leve med, at folk lukker lort ud bag om ryggen på en, sådan er det jo. Men når man så bliver tvunget til at leve med konsekvenserne af det – at tage vare på et barn, der ikke er ens eget, så skal man stadig ikke blive vred?
Okay… ja, så bliver man tvunget til at leve med nogle konsekvenser, man ikke selv er ansvarlig for – sådan er livet jo, det sker for os alle hele tiden, men så indretter man sig jo det bedste, man nu engang kan under de vilkår.
Men når man så har taget sig af et barn som sit eget i flere år, og det bare bliver taget fra en fra den ene dag til den anden, så skal man altså heller ikke blive vred? Man skal ikke engang blive bare lidt ked af det? Hvad er det galt med den her mand!? Er han en form for ekstrem autist?
Og det er mit andet problem med historien om zenmesteren og forståelse. For hvis du ikke føler for noget, hvad lever du så for? Hvis alle følelser kan erstattes af et ”virkelig?” eller et ”også dette går over” eller ”pyt” eller af et af de andre mindfuldness-forslag til, hvordan man skal tackle sine følelser, hvad er der så tilbage af indre liv? Hvad er der så tilbage af rettesnore for din tilværelse?

Jeg ved sørme ikke, om jeg kan li’ tæsk og rodfrugter
Det er jo ikke en ny idé, at vi skal håndtere vores følelser. Religioner har gjort meget med skyld og skam for at få os til at opprioritere de gode følelser (kardinaldyderne) og nedprioritere de dårlige følelser (synderne), og nu fortsætter mindfuldness-halløjet og rigtig meget moderne coachingfilosofi så den tankegang.
Men jeg tror altså, at evolutionen har ladet os beholde følelserne af en grund, selvom vi udviklede bevidsthed. Og det er, fordi følelserne er vores guidelines. Hvis vi ikke kan mærke forskel på, hvad vi godt kan lide, og hvad vi ikke kan lide, så er det vel groft sagt egentlig ikke nogen grund til at fortsætte med at leve. Livet handler jo om at få mere af det, man synes er godt og mindre af det, man ikke bryder sig om. Det er selvfølgelig vildt forskelligt fra person til person, men grundlæggende er vi alle på den måde i vores følelsers vold.
Derfor skal man selvfølgelig stadig have et samarbejde kørende mellem følelser og bevidsthed, så man hele tiden er klar over – så vidt muligt – hvorfor man føler som man gør, så man ikke bare reagerer. Men jeg tror altså på, at man virkelig er nødt til at tage vores følelser alvorligt og ikke bare lægge låg på dem. Heller ikke de såkaldt syndige følelser som misundelse og grådighed. Jeg tror bare, at de er andre måder at guide os i retning af det, vi gerne vil – eller ikke vil.

Alting er bare lige godt her i vores helt lige hippiekollektiv
Og så tilbage til domsvæsnet. For det er her det at dømme andre kommer ind i billedet igen. Følelser hænger jo ikke bare og svæver frit uden noget at hæfte på. De er hæftet op på vores værdier. Hvilket vil sige, at for nogen er der følelsesmæssigt payoff på at leve i overensstemmelse med en religions forskrifter, for andre er det på at realisere sig selv.
For mig udløser det også altid vrede at se nogen tromle andre, mens det for andre mennesker måske udløser sorg at se det, for nogle udløser det ligegyldighed, og for nogle få udløser det måske ligefrem en udløsning. Det afhænger jo alt sammen af, hvad vi har med i rygsækken af værdier og erfaringer.
De værdier – vores følesesudløsere – er vi selvfølgelig nødt til at vedligeholde. Og det er derfor, at vi dømmer andre. Både i det store retsvæsen og på den lille private konto. Hvis det er en værdi for et samfund, at man ikke tager hinandens ejendom, så er man selvfølgelig nødt til at udløse en straf over dem, der ikke respekterer den værdi. Ligesom jeg er nødt til at udløse en reaktion over dem, der ikke respekterer mine grænser, som jeg er en del af mine personlige værdier – ellers mister jeg dem.
Men det gælder faktisk ikke kun i den direkte interaktion med andre, det gælder også i min bevidsthed.
For eksempel har jeg det svært med folk, der ikke kommer til aftalt tid. Det er, fordi jeg åbenbart har en old school jydeværdi i at være punktlig. Mine veninder er helt anderledes, de kan sagtens komme et kvarter senere end aftalt uden at spekulere mere over det, fordi punktlighed ikke er en værdi for dem.
At vi stadig kan være veninder trods forskellige værdier skyldes så, at vi er i stand til at forstå hinandens værdier og respektere dem og blablabla. Det er alt sammen meget fint og mindfuldness-agtigt, men min pointe er bare, at mit hoved jo ikke dømmer mine veninder mindre af den grund. Det er jo ikke sådan, at jeg ser på deres afslappede stil og tænker: ”Det er jo bare én måde at leve på. Alles måder er jo lige gode.”
Jeg forstår, at de tænker og føler anderledes, og jeg indretter mig efter det, men jeg har stadig mine egne værdier i behold og derfor vil jeg uundgåeligt bryde mig mindre om deres værdier end om mine egne. (Også selvom de efterhånden har smittet mig så meget, at jeg heller ikke selv kommer til aftalt tid.)

Din rettesnor er ikke din ret til at rette mig
Og det er jo helt okay. Det, jeg ville frem til er jo, at det faktisk er okay, at vi dømmer andre hele tiden, fordi det er en del af vores følelsesmæssige guidelines. Det er den metode, vi bruger til at finde ud af, om vi selv synes, vores liv eget er på ret køl.
Ja, her er jeg selvfølgelig pinlig bevidst om, at rigtigt mange har brug for mere end det. At det ikke er nok for dem at tænke for sig selv: ”Sådan gør de, det kan jeg ikke lide, så jeg gør sådan her i stedet, og så hilser vi stadig pænt på hinanden.”
Jeg ved godt, at mange har brug for at få deres domme stadfæstet offentligt, at de er mere end bare en erkendelse i sindet – enten gennem en tilslutning til et parti eller en gruppe (af skinheads, veganere eller andre lignende ekstremme grupperinger).
Men for mit eget personlige vedkommende har det bare været en stor lettelse at erkende, at jeg ikke er dårligt menneske, fordi jeg dømmer andre. At det, at jeg kan føle så stort et had til Breivik og dømme ham som psykopat i mit hoved, faktisk er med til at gøre, at jeg aldrig ville begå noget i nærheden af det, han gjorde.
Det er mine følelser, mine refleksioner over dem og ikke mindst mine domme, der sørger for, at jeg er det menneske, jeg gerne vil være. Og det kan jeg rigtigt godt lide. Ikke mindst kan jeg rigtigt godt lide, at jeg bliver pissevred og dømmer folk negativt, når de har brug for at dømme, håne, mobbe og tromle andre offentligt.

Født til at falde for den nemme løsning

30. juli 2013

Jeg var ikke altid overdrevent begejstret for min tid på Danmarks Journalisthøjskole, men nogle få vigtige læresætninger har alligevel hængt ved. En af dem lyder: ”Overvej altid; hvorfor får jeg denne information?”
Som de fleste ved, så er der jo intet, der er gratis i denne verden, information mindst af alt. Og typisk når man får tilbudt viden om nogen eller noget, er det, fordi informanten ønsker at opnå noget med, at denne viden bliver offentliggjort. Eksempelvis at fremstille sin eksmand som en ucharmerende, kalkulerende, kynisk skid af en partiformand, fordi man er blevet såret og gerne vil have hævn, eller at afsløre at ens land foretager ulovlige overvågninger, fordi man har moralske kvababbelser/gerne vil være verdenskendt og bo i Ecuador.
Der er under alle omstændigheder altid en grund til, at informanten henvender sig til en journalist. Og det er så op til journalisten at afveje om informantens (ofte skjulte) agenda bør få en betydning for den måde, man dækker historien på.
Det var lige lidt info om, hvad man faktisk lærer på Journalisthøjskolen. Nu kan du så begynde at spekulere over 1) min agenda med at fortælle dig det og ikke mindst 2) hvorfor i hedehulehedebølge så få journalister lader til at praktisere det.

22 børn er lig med hele verden
For eksempel i dette nyklassiske stykke copy-paste-journalistik fra dr.dk. Artiklen har overskriften ”Kvinder er født til at falde for humor” (i den engelske udgave ”Women are born to date funny men” – du behøver ikke læse den engelske, DR’s artikel er stort set en direkte oversættelse. (Er det god journalistisk stil at oversætte? Er det det, man lærer på Journalisthøjskolen? Nej, men det er edderlåsme billigt.))
Artiklen handler om, at forskere ved hjælp af hjernescanninger på børn har bevist, at kvinders hjerner er mere modtagelige over for humor end mænds. Og som der konkluderes, fordi undersøgelsen er foretaget på børn, er denne evne opstået som resultat af evolution og er ikke noget kulturelt tillært. Nature vs. nurture 1-0.
Åh, jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte, det kribler sådan i fingrene for at pille dette stykke ”videnskab” fra hinanden:
For at begynde et sted så er den undersøgelse, som man bruger til at konkludere noget om alle mænd og kvinder, foretaget på 22 børn i alderen 6-13.
22 individer er et meget, meget lille udsnit af befolkningen. Til sammenligning spørger Gallup typisk hundredvis af mennesker, når de laver noget så simpelt som en undersøgelse af, hvad vi ville stemme, hvis der var valg i morgen. (Og de gør tilmed opmærksom på, at der er en fejlmargin – til hver side – på typisk omkring 5 procent. (Noget, der ofte slet ikke figurer i mediernes omtaler – og hvis det gør så med meget lille skriftstørrelse helt nede i bunden af siden.))

Halvdelen af min opgang læser Politiken, ergo læser halvdelen af danskerne den
Jeg er også meget imponeret over aldersspændet på deltagerne i dette forsøg – fra 6 til 13 år. Hvilket får mig til at spekulere på, om forskerne blot har bedt alle på kontoret om at tage deres børn med på arbejde en dag. For de har ikke engang kunne mønstre to piger og to drenge i hver årgang.
Problemet med små undersøgelsesgrupper er jo, at udsving altid er meget voldsomme. Hvis du laver en undersøgelse af 10 mennesker og én af dem er nazist, kan du ikke bare derfra udlede, at 10 procent af befolkningen er nazister. Den selv samme nazist kan vise sig stadig at være den eneste, hvis du derefter laver undersøgelsen med 100 mennesker. Eller med 1000.
Men hey, det er jo også bare en forskel i at konkludere noget om 10 procent, 1 procent eller 1 promille af befolkningen!
Desværre gør man det chokerende tit, når det kommer til forskningsforsøg med hjernen – især dem, der handler om køn. Så tjek lige antallet af deltagere i forsøget som det første næste gang du læser om, at kvinders hjerner er dårligere til matematik, og mænds er mindre egnede til samtaler. (Og hvis du vil læse mere om de mange andre uhyggelige eksempler på den slags, så læs Cordelia Fines Delusions of gender.)

10 procent af alle rockere er bøsser
Nå, ja og så er de 22 børn formentlig også alle sammen amerikanske. Jeg ved det ikke, fordi ingen af de to artikler henviser til et sted, hvor man kan læse den oprindelige undersøgelse, men jeg antager, at man ikke har fået fløjet fire japanske og to grønlandske børn ind til disse hjernescanninger. Jeg vil tilmed gå så langt som til at antage, at ungerne alle sammen er hentet fra området ret tæt på Palo Alto i Californien, hvor undersøgelsen er lavet.
Og hvordan er de i øvrigt blevet rekrutteret? Er det børn fra alle samfundslag? Eller blot de børn, hvis forældre allerede kendte forskerne eller tilfældigvis lige abonnerede på den avis, hvor man søgte forsøgspersoner – og som dernæst havde videnskabelige interesse nok til at lade børnene deltage/manglede de penge, som eventuelt blev tilbudt for at deltage, for ikke at glemme lavpraktiske detaljer som tid til at køre børnene derhen osv osv osv (osv osv osv i meget lang tid.)
Det minder mig om en pudsig lille ordveksling, jeg havde med en kollega forleden. Hun sagde: ”Statistisk er 5-10 procent af alle mennesker homoseksuelle, så vi burde have to-tre mandlige, danske stand-up’ere, der er bøsser.”
Og jeg sagde: ”Øh, nej, for vi er jo ikke repræsentative. Stand-up-komikere er ikke rekrutteret ligeligt fra alle samfundsgrupper.”
Hun sagde: ”…”
(Og ja, det sagde jeg faktisk. Så her er lige en hurtig popquiz til dig: Hvad er jeg? a) en nørd, b) socialt handicappet, c) pisseirriterende Kloge-Åse. (Svaret er: alle tre!))
Mit svar gav ingen mening for hende, fordi hun som de fleste af os formentligt engang har set ud over sin skoleklasse og lavet samme deduktion – og tænkt “det er helt sikkert Glenn, der er bøssen herinde” – og derefter ikke skænket en tanke, at den statistiske overføring kan man ikke bare fortsætte med at fortage alle andre steder i tilværelsen. (Det er i øvrigt også lidt forfejlet i en skoleklasse, for heller ikke den er så repræsentativ, da den også rekrutterer fra et bestemt geografisk område og dermed typisk også et bestemt befolkningslag.)

Hjerneaktivitet er lig med… faktisk lige det, du vil have det til at være
Pointen er altså, at den her slags forskning ofte konkluderer fra delen til helheden. Nu ved jeg jo ikke, om forskerne selv har gjort dette i deres resumé af undersøgelsen, eller om det er journalisterne, men denne type forskere plejer nu at være grumme glade for at stramme deres forskningsresultater og undlade og gøre opmærksom på, hvor tyndt et grundlag resultaterne egentlig er fremkommet på, når de præstenter dem for medierne.
Under alle omstændigheder har konklusionerne naturligvis lige fået et par ekstra drejninger i journalisternes hænder og er kommet til at handle om alle mænd og alle kvinder, og så ruller stereotyperne endnu engang derudad.
Og selvom resultaterne her ikke er et hak mere videnskabelige end et damebladshoroskop, så vil der være tusindvis af læsere, der vil tro, at nu er fordommen videnskabeligt bevist: Kvinder elsker sjove mænd! (Mere end mænd elsker sjove kvinder, underforstås.)
Problemet med hjernescanninger er dog bare lige det, at selv med et ordentligt repræsentativt antal forsøgspersoner er det hulens svært at konkludere noget som helst med sikkerhed. For forskerne aner faktisk stadig ikke rigtigt, hvad de ser på.
I denne undersøgelse ser de, at det lyser op i området omkring amygdala, som er der, hvor man antager de positive følelser har rod, og så konkluderer man, at det betyder, at man morer sig. Piger mere end drenge. Bum, vi har en vinder!
Men reelt kan man stort set kun konkludere er, at piger har mere aktivitet i amygdala end drenge. (Eller rettere: 11 piger har gennemsnitligt mere aktivitet end 11 drenge gennemsnitligt har. (Forudsat i øvrigt at fordelingen overhovedet var 11-11. Der er set eksempler på forskning i kønsforskelle, hvor man konkluderer på baggrund af 9 mandlige og 1 (!) kvindelig forsøgsperson.))
Man kan bare ikke vide, om det betyder, at pigerne faktisk reagerer mere positivt. Det kunne jo lige så godt betyde, at de reelt reagerede mere negativt, og deres hjerner derfor må overkompensere med mere aktivitet.

Laks er bare mere empatiske end mænd
Der er også pokkers langt til at konkludere, at mere aktivitet er lig med mere humor. Derfor har forskerne jo snedigt stillet et baseline-forsøg op, hvor de viser såkaldt neutrale videoklip til børnene, sådan at man kan sammenligne neutrale scanninger med humor-scanninger og tadah; så har man bevist, at det er humor, der forårsager aktiviteten.
Nej, man har igen bare bevist, at forsøgspersonernes hjerner reagerer forskelligt på de to former for videoklip.
I de humor-klip, børnene ser, er der eksempelvis en, der falder. Hvem siger, at det ikke er empati, forsøgspersonerne føler? Kan du se forskel på de to følelser i en hjernescanning? Nej, vel. Og en hjerneforsker er altså ikke meget mere kompetent end dig på det område.
Tag endelig ikke mit ord for det. Du kan læse den her artikel om det i stedet. Nogle forskere satte sig for at undersøge, hvor god en laks var til at aflæse menneskers ansigtsudtryk (som er et andet klassisk hjernescanningsforsøg, hvor kvinder som regel scorer bedre end mænd, fordi kvinder jo bare er mere empatiske.)
Laksen viste sig at være overraskende god til det. Det lyste nemlig op i bestemte centre i laksens lille hjerne, da man viste den billederne. Og det selvom laksen faktisk havde været død i flere timer, da forsøget fandt sted.

Det seks-årige barn er en helt blank tavle
Der er er rigtig, rigtig meget støj i maskineriet, når man arbejder med hjernescanninger. Så det er altså ikke lige til at konkludere noget om, hvad andre føler på baggrund af et par stykker af dem.
Det forhindrer dog hverken forskere eller journalister i at gøre det gang på gang. Det forhindrer dem heller ikke i at gå endnu længere i deres konklusioner og komme med spekulative forklaringer på, hvorfor det forholder sig sådan. Og ind hiver de stakkels Darwin. For i disse forsøg er det er altid noget med, at evolutionen har udviklet mennesker til dette og hint, og vi derfor fødes med de prækodede evner til det.
Jeg vil gerne skrive meget mere om den slags evolutionsævl, for det er en af mine absolutte hade-kæpheste, men nu er indlægget allerede ved at blive langt, så lad os tage den korte version: Medmindre du laver dine undersøgelser på nul dage gamle spædbørn, kan du ikke konkludere, at det, du finder, er medfødt!
Forskerne mener, at fordi børnene i denne undersøgelse er så små – helt ned til 6 års alderen – at så har kulturen ikke har haft særlig stor betydning.
Okay så…
Prøv du at finde en seksårig, der ikke allerede har meget klare meninger om, hvad det skal se i tv, hvilket tøj, det skal have på, hvad det vil have at spise, og hvad og med hvem det vil lege. Og prøv så at hoppe om på den anden side af jorden og tjek om ikke også en kinesisk seksårig har det sådan, bare med nogle andre favoritter, fordi disse – surprice, surprice – er fuldstændig sammenvævet med den kultur, barnet er født ind i.

Der sidder to hjerner på en tømmerflåde. En af dem er sjov…
Men problemet med den erkendelse er bare, at så har vi ingen faste regler, så har vi kun kulturelle præferencer. Derfor er det jo så meget rarere at tale om hardwiring og evolution, fordi så kan det ikke laves om. Så er det bare sådan, det er. Læn dig tilbage og slå stenalderhjernen til: Du kan intet gøre selv, for den har gjort dig til den, du er!
Og det er selvfølgelig også den ”sandhed”, vi skal købe her. Forskernes og journalisternes agenda er nøjagtig så banal som den er reaktionær og konservativ: Kvinders hjerner er mere hardwired til at grine, og derfor falder de for sjove mænd, og derfor har mænd mere brug for at være sjove for at score. Og derfor er mænd bare sjovere.
Underforstået: fuck nu af med jer kvindelige wannabe-humorister og lad os for pokker beholde denne sidste maskuline bastion, nu I har møffet jer ind på alt det andet! Og under-underforstået: Når det er videnskabligt etableret, at der er forskel på kønnenes hjerner og dermed deres medfødte talenter, kan vi også retfærdiggøre forskelsbehandling.
Så ikke overraskende er min agenda her altså at tilbagevise den sandhed; at kvinder skulle være prækodede til at falde for det sjove køn, og at mænd dermed skulle være prækodede til at være det sjove køn. Det er meget en sejlivet stereotyp, men den holder altså ikke i retten – i hvert fald ikke med det her bevismateriale.
Men hvis jeg nu lod være med at hænge mig i alle detaljerne omkring, hvor uvidenskabeligt dette forsøg egentlig er skruet sammen. Hvis jeg nu i stedet gik med på præmissen og sagde: Okay, så siger vi, at kvinders hjerner er mere hardwired for at opfatte humor. Som jo er det, de mener at have bevist i denne undersøgelse.
Hvordan kan de så egentlig nå frem til at konkludere, at det har noget som helst med kvinders partnervalg at gøre? Er det ikke lidt af et stretch? Var det ikke mere nærliggende at konkludere, at det havde noget at gøre med forsøgspersonens egen fornemmelse for humor – og måske ligefrem egen kapacitet til at være sjov?
Uhh, nu blev det farligt, hva’? Hvad nu hvis forskerne dermed uagtsomt har bevist, at kvinder i stedet er sjovere… end mænd!?

Forsøg med æteren har bevist, at forskere er kulturblinde
Lad mig skynde at sige, at jeg i så fald stadig ville have bestridt den konklusion, hvis den var lavet på baggrund af så ringe videnskabeligt materiale. Men den konklusion ville forskerne dog heller aldrig være kommet med, for den passer ikke ind nogen steder. Humor hos piger er ensbetydende med at le, humor hos drenge er at få nogen til at le. Sådan er det kulturelt set, og inden for dén kulturelle forståelse må forskningsresultaterne fortolkes.
Jeg siger det bare, fordi de fleste glemmer det simple faktum, at selv mere valid forskning altid tolkes ind i en allerede eksisterende (kulturel) kontekst. Indtil Einstein kom på banen i 1905 og bevidste, at lys kommer i kvanter, troede langt de fleste fysikere, at lys var bølger, der blev transporteret gennem æteren – som ingen dog kunne bevise eksistensen af (fordi den ikke findes, forstås.) Men fordi denne æter var vedtaget – det var simpelthen den herskende (kulturelle) norm blandt fysikere på det tidspunkt – så blev man ved med at opstille teorier og lave forsøg, der tog udgangspunkt i, at æteren fandtes. Alt den videnskab, der blev produceret om æteren var decideret forkert, men på daværende tidspunkt kulturelt rigtigt. Altså indtil Einstein blandede sig.
Men selv de forskere, der – som han – havde og har bevidsthed nok til at forsøge at se bagom de kulturelle forforståelser smadrer ofte panden mod muren, når de så skal forsøge at forklare deres videnskab til andre i samme kultur. Tag endelig heller ikke mit ord for det, frembring i stedet ouija-brættet og ring Galileo op. Eller Darwin for den sags skyld.

Summasummarum; det vi allerede vidste, at vi vidste
For at vende tilbage til denne undersøgelse om humor, så er min påstand, at konklusionen med garanti ville havde set helt anderledes ud, hvis det nu havde været drengenes amygdalaer, der havde lyst op på scanningsbillederne. For ville forskerne så tilsvarende have konkluderet, at mænd falder for humor og dermed er født til at date sjove kvinder?
Næppe, det ville jo ikke passe ind i kulturen. Derfor var resultatet nok tværtimod blevet fortolket som, at mænd bare er sjovere – det kan man jo se helt ind i deres hjerner!
Men når resultatet så viser, at kvinders hjerner lyser op og dermed tilsyneladende har mere humor, så må det jo være, fordi… bum bum, av, hvordan skal vi redde den, nå ja: mænd er bare sjovere…
Min hjerne har da i hvert fald humor nok til, at synes, at det sjovt, at hjernescanningsresultater altid passer så godt sammen med den allerede dominerende kulturelle og stereotype opfattelse af kønnene.
Så hvis det vitterligt forholder sig sådan, at kvinders hjerner er mere hardwired til humor. Mon det så ikke mest skyldes, at evolutionen bare har velsignet kvinder med evnen til at grine af den måde, kulturen gennem årtusinder har bollet os i røven!?

New reality

16. marts 2013

“Interessen for reality-tv er faldende,” fortalte en af mine veninder forleden. På den der yeah-verden-er-alligevel-bedre-end-jeg-troede-måde, og jeg nænnede næsten ikke at briste hendes illusioner. Men jeg endte nu alligevel med at gøre det, for jeg er en klodsmajor og kan aldrig holde min kæft i den slags situationer.
Hendes begejstring var bare for høj, hun troede simpelthen, at vi snart ville begynde at se virkelig virkelighed på tv igen, fordi seertallene for Paradise og Big Brother åbenbart er faldende (jeg har i øvrigt ikke tjekket, om hun har ret i dette, for jeg kunne personligt ikke være mere ligeglad med, hvor mange der ser – eller ikke ser – den slags. Folk må sgu selv om, hvad de vil bruge deres dyrebare tid på.)
Men hun regnede med, at den tendens vil betyde, at vi snart slipper for uinteressante navle- og i andre kropsåbninger-pillende reality-stjerner, der intet har at byde på udover mavemuskler, der gør sig godt i HD.
Det sidste kan hun muligvis have ret i. Mætningsgrænsen for pæne, men uintelligente mennesker på tv må efterhånden være nået… (tror du på det!? Næ, ikke rigtigt vel?) Men det betyder jo ikke, at tv pludselig bliver befolket af virkelige mennesker med virkelige problemstillinger. Nej, det betyder bare, at ordet “reality” bliver newspeaket endnu engang.

Husker du Hade-Hanne?
Jeg elsker George Orwell, og jeg hader, at han har fået ret i mere end halvdelen af sin forudsigelser, om hvordan vi vil opføre os – ikke i 1984, men i dag. En af hans sikre træffere er, at alle ord mister deres oprindelige betydning, fordi offentlige myndigheder og kommercielle foretagener bare beslutter sig for at bruge dem modsat; newspeak.
(Her kunne man, helt i ånden fra 1984, jo også nævne det groteske i at have en forsvarskommando, hvis primære formål er at angribe fjendtlige mål i ørkenlande. Skal vi ikke bare kalde det Krigskommandoen, det lyder da så meget sejere!?)
Sådan lagde tv-branchen ud, da den lancerede reality tilbage i slutningen af 90‘erne. “Her er virkeligheden,” lovede de: “Virkelige mennesker i virkelige situationer.”
Og jeg købte den skam i starten. Jeg sad klistret til skærmen til første sæson af Robinson og hadede Hade-Hanne, fordi hun – udover konstant at sige irriterende ting – havde valgt som sit personlige bidrag til livet på en øde ø at medbringe et makeup-sæt, mens andre havde fiskegrej og falckudstyr med. Sikke en selvoptaget mokke, tænkte jeg, og det blev kun yderligere bekræftet af den “virkelighed”, jeg så mandag efter mandag.
Men så kom anden sæson og tredje sæson og alt muligt andet reality-tv herunder Big Brother (som godt og grundigt voldtog Orwells kreative copyright på den titel. Men det var jo ironisk nok stadig helt i ånden fra hans bog.)
Og samtidig med den nye bølge af reality startede jeg selv på Journalisthøjskolen og begyndte at forstå de mekanismer, der er i spil, når man laver tv. Eller rettere: når man iscenesætter virkeligheden med det ene mål for øje at narre seerne til at tro, at det er virkelighed, de ser.
Et par år efter første sæson af Robinson læste jeg desuden et interview med Hade-Hanne. Deri fortalte hun, at ikke alene havde TV3 kun valgt at bruge de klip med hende, hvor hun fremstod irriterende, det var også tilrettelæggerne på Robinson, der havde bedt hende om at tage makeup-sættet med som den personlige ting. Hun ville hellere have haft akvarelmaling med. Og det var da muligvis et lige så jammerligt bidrag til overlevelse på en øde ø, men det var i det mindste hendes egen idé – og dermed et mere sandfærdigt og virkelighedstro udtryk for hendes person.
Pointen er; at jeg måske godt kunne have hadet hende uden TV3’s hjælp. Men nu føler jeg bare klam skam over, at jeg lod mig narre til at hade hende på grund af noget, som jeg slet ikke ved, om er sandt.

Den altid redigerede virkelighed
Så klipper vi lige lidt i tid, for det gør vi jo os, der fortæller historier; vi snyder med tidskoderne og springer frem og tilbage i handlingen, så dem, der ser og læser vores historier føler, at de faktisk får fortalt en historie og ikke bare en masse ligegyldigheder i tilfældig rækkefølge.
For selvfølgelig er vi nødt til at redigere i virkeligheden for at kunne fortælle om den på en interessant måde, det er klart. Mange bliver bare chokerede, når de opdager, hvor meget der egentligt bliver klippet, instrueret og dirigeret på tv. Tror du eksempelvis nogensinde, at en politiker selv har foreslået journalisten fra TV-Avisen, at han eller hun tager en gåtur ned ad Christiansborgs gange og sætter sig bag sit skrivebord, mens de filmer!? Eller tror du journalisten har bedt politikeren om at gøre det, så der er nogle brugbare billeder at lægge under speaken!?
Det er et minilillebitte eksempel på iscenesat tv-virkelighed, men når det er så grundlæggende et element for bare at kunne fortælle en helt basal tv-nyhed – det tv-program, der i øvrigt bryster sig af at have højst sandhedsværdig – hvor gennemsyrende er det så ikke i alle andre tv-programmer, der ikke har en form for journalistisk selvjustits? Altså hvor iscenesat er virkeligheden i de tv-programmer, der ikke får problemer, hvis de kommer til at hyre demonstranter til at stå med bannere og holde en fake-demonstration? Eller hvis en journalist påstår, at han er på vej ud af Irak med de sidste soldater og ikke er det!? (Og hvis andre tv-nyheder end ovennævnte ikke bliver afsløret i at være iscenesatte, er det så, fordi de ikke er det, eller fordi ingen tjekker det?)

Virkeligheden er ikke virkelig nok
Anywho, jeg klipper i tid, til da jeg skiftede fra at være bag kameraet til selv at stå foran det. Jeg medvirkede for nogle år siden i et program på Zulu. Der blev vi lovet af tilrettelæggerne, at det ikke skulle være reality men et comedy-program, vi var med i, men så endte det vist et sted midt imellem.
Egentlig havde jeg som udgangspunkt intet imod, at vi som deltagere også blev set i “virkelige” situationer, for det var faktisk med til at gøre programmerne sjovere.
Problemet var bare, at ingen af de situationer, vi blev filmet i, var virkelige. Alting var iscenesat. Fra om vi skulle gå til højre eller venstre, til om vi skulle holde en “ureglementeret” pause – og ja, også til, hvordan vi skulle reagere, og hvad vi skulle sige. Og det var her, det blev skummelt.
For selvfølgelig forventede jeg iscenesættelse. Selvfølelig forventede jeg at blive kylet ind i situationer, tilrettelæggerne have tilrettelagt for derefter at skulle forholde mig til dem. Alt andet ville have være underligt og dårligt forberedt tilrettelæggerarbejde.
Det, jeg ikke havde forventet, var dog at blive bedt om at sige og gøre bestemte ting, jeg aldrig selv ville have fundet på at sige eller gøre. Og det, jeg slet ikke havde forventet, var at blive klippet ind i sammenhænge, hvor jeg faktisk sagde og gjorde noget helt andet.
Jeg husker med gru det første afsnit, hvor jeg for sjov og med meget affekteret stemme i en dialog med en af de andre deltagere lavede en parodi på en hysterisk kælling, og tilrettelæggerne i programmet så efterfølgende valgte at klippe det således, at min parodi så ud til at være min reelle respons på den besked, vi lige havde fået i programmet.
Jeg var rasende og forlangte en forsikring om, at det aldrig ville ske igen, hvis jeg skulle fortsætte i programmet. Og måske vidste tilrettelæggerne godt, at de var gået over stregen, eller måske var de bare seriøst bange for, at jeg ville iscenesætte et tilrettelæggermassemord, i hvert fald undskyldte de og rettede ind – og i resten af programmerne slap jeg for at blive klippet ind i forkerte sammenhænge.
Faktisk slap jeg næsten helt for at blive klippet med i programmet.
For ret hurtigt vidste det sig, hvad tilrettelæggernes problem med mig egentligt var. Jeg var nemlig castet som pige i det her program, og derfor havde tilrettelæggene helt sikkert forventet – og skrevet i deres manus – at pigen skulle være lettere hysterisk og fnisende og bange for de farlige ting, og i stedet havde de altså fået mig, som fjoller rundt, råber højt og altid går forrest, når det kommer til at prøve vilde ting. Ergo kunne de ikke bruge den virkelige person, mig, jeg passede ganske enkelt ikke ind i den virkelighed, de havde tilrettelagt.

Virkeligheden optagelse 4
Den erfaring har jeg desværre efterfølgende gjort flere gange i tv-branchen, og som en, der elsker nytænkning og også selv at se anderledes mennesker gøre anderledes ting, bliver jeg egentlig ret ked af, at tv-mediet ikke er mere villig til at tage chancer og vise os en mere broget og sjovere – og virkelig! – virkelighed.
Men som journalistuddannet ved jeg også godt, hvad det handler om. Det er tidspresset, og det er kontrolbehovet. Det er skrækken for at stå på en optagelse og ikke vide, hvad du får med hjem. Hvad nu, hvis de personer, du skal filme, slet ikke gør noget, der virker godt på tv. Hvad nu, hvis de slet og ret er kedelige!?
Den angst fører så til, at man lægger meget stringente planer for, hvad der skal ske – man skriver et manus, punkt for punkt. Et manus der er lige så detaljeret som et filmmanus – og den sammenligning er faktisk glimrende, for når man står derude på sin tv-optagelse med et komplet manus i hånden, så er det jo også meget nærliggende at komme til at overlappe lidt mellem fiktion og virkelighed. Så hvis tilrettelæggerne ikke lige får den kommentar, de havde planlagt at få, må de jo bare bede de medvirkende om at komme med den – de instruerer med andre ord virkeligheden.
Og hvis de medvirkende er marginalt mere tv-egnede, end jeg er, så kommer de også med de kommentarer, tv-tilrettelæggerne gerne vil høre, så de er sikre på ikke at blive klippet ud af programmet og sikre på at blive stemplet som samarbejdsvillige og sikre på at komme på tv igen en anden gang.
(Derfor er jeg heller ikke så tit på tv. Fordi jeg er monsterbesværlig og altid insisterer på kun at sige og gøre ting, jeg rent faktisk har lyst til at sige og gøre – selv med kamera på. Verdens dårligste strategi for at komme frem i tv-mediet, men det er min strategi, og jeg er stolt af den! … eller alternativt; jeg er slet og ret en klodsmajor og dårlig til at fake.)

Gammelt bræk, nyt slogan
Tilbage til udgangspunktet, hvis du kan huske det; altså newspeak og reality-genren.
Oprindelig var reality altså et bud på en genre, der viste os virkelige mennesker, men snart blev det klart, at ikke alene var omstændighederne omkring dem ekstremt iscenesatte, men efterhånden blev deltagerne også så dygtige til at iscenesætte sig selv, at de blev decideret professionelle i at fake at være “virkelige” personer.
Så i dag ved alle tv-seere, at reality betyder alt andet end virkelig. Og derfor min venindes begejstring for udsigten til denne genres snarlige afvikling: Et håb om snart at få aflivet det iscenesatte og få mere reel virkelighed på skærmen.
Men ak, ind på scenen træder i stedet new reality. Og ligesom Danske Bank med deres new standards, der lugtede langt væk af gammelt opkast på ny flaske, har også new reality den der vamle stank af det gamle, bare kamufleret bedre.
Nu kalder realitygenren sig i stedet missions-tv eller ligefrem dokumentar-tv. Nu skal vi se kendte, men virkelige mennesker; Peter Mygind, der slås mod mobning eller Bubber, der roder rundt med almindelige mennesker i ualmindelige situationer, eller Susanne Bjerrehus, der overværer nogen have sex.
Og det er alt sammen noget, der virkeligt sker! Ikke!? For alle de her begivenheder ville jo have udspillet sig helt således, selvom der ikke var tv på, eller hvad?
Faktisk er det mere reelle spørgsmål: Ville de overhovedet have fundet sted, hvis der ikke var et kamera?
Jeg blev i hvert fald godt gammeldags gal i skralden på andres vegne, da jeg læste den her historie om, at de unge mennesker, der medvirkede i Myginds Mission følte sig sat i bestemte, forudbestemte roller af tv-folkene og slet ikke kunne kende sig selv i programmerne.
Altså én ting er at udsætte gøglere, politikere og andet fjollefolk som mig for den slags, jeg har jo sådan set selv bedt om det, når jeg medvirker i tv-programmer, men unge mennesker… nej, faktisk er alderen underordnet, det er heller ikke okay, hvis det er voksne mennesker, man udsætter for det her.
Pointen er, at disse medvirkende er mennesker uden forudsætning for at vide, at de kun er blevet bedt om at medvirke, fordi de på overfladen ligner nogle, der passer til nogle prædefinerede roller i det manus, som tv-tilrettelæggeren har skrevet hjemmefra. Samt at tilrettelæggeren som en anden Susanne Bier-wannabee har tænkt sig at stå og dirigere virkeligheden, indtil han får den historie med hjem, han havde forventet – ingen overraskelser, ingen virkelighed, kun en masse medvirkende med dårlig smag i munden. Og en portion seere lullet ind i troen på, at denne gang var det ægte mennesker, de så på.
Men hey, det er jo godt tv, så fuck da virkeligheden! Og op i røven med sandheden, for findes der overhovedet nogen, der giver en skid for den længere!? Kan vi ikke lige så godt begynde at kalde den noget andet; jeg foreslår new truth.