Dødssynd: Misundelse

Klumme oprindeligt bragt i Information.

Misundelse: forkærlighed for nogens goder forvrænget til et begær efter at fratage dem det.

Nå, så har Information forsøgt sig med en Mission Funny Paper uddelegeret til skiftende mand- lige selvbetitlede, der i bedste gonzostil refererer fra avisens indre strukturer og magtkampe, som har en væsentligheds- værdi på linje med spørgsmålet om, hvor- vidt DMI lyver badevandstemperaturerne to grader op. Men har man spurgt mig? Redaktionens eneste medarbejder, der teknisk set har titel af at være sjov. Har man forhørt sig, om jeg havde lyst til at stå for Mission Sjov Papir (se sjov, allerede lige der!)? På ingen måde. Næ, så er det åbenbart ikke fint nok til de ædle, akademiske spalter, at man indimellem formulerer et »det sagde han også i går«, når redaktionsmødet alligevel er gået kold på diskussioner om den nye radikale forkvinde, der måske får medlemskurven vendt – som Christiansborg- reporteren optimistisk konstaterer: »Hun får den til at stige.«
Men jeg er faktisk også fuldstændig ligeglad. Hvem har brug for at gøre sig til grin på ugentlig basis i den mindst ringe – altså udover Søren Krarup!? Hvem gider at modtage læsebreve, der roser ens vittige vid, høre kluklatter bag en weekendsektion i caféhjørnet eller have retten til at påberåbe sig kreativ betænkningstid, når deadline nærmer sig. Ikke jeg!
Ligesom jeg da heller ikke går op i, at min veninde lige har tjent 1,8 millioner på sin andelsbolig. Jeg er slet ikke sådan en materialistisk person, der gider gå op i den slags. Jeg kan sagtens unde andre mennesker, at der sker noget godt for dem. Altså jeg har jo masser af ting, jeg er glad for – faktisk lykkelig over. Jeg har overhovedet ingen grund til at klage…

Grønnere græsplæne
Jo, jeg vil faktisk godt lige have lov til at klage over, at Louise har hele to fyre på sit kollegium, der er vilde med hende og sender hende romantiske breve, når min sidste date fandt sted, inden min kalender gik ned på grund af Y2K. Det, synes jeg, godt jeg må være lidt bitter over. Helt ærligt, hvem sender overhovedet rigtige breve i 2007@hotmail?
Jeg vil også være sådan en pige, der får romantiske breve. I stedet er jeg altså sådan en kvinde, der får rudekuverter fra banken om overtræk. Og hvorfor er jeg egentlig ikke homoseksuel? Jeg har en håndfuld veninder, der er dødlækre og supersjove. Det ville da være perfekt, hvis jeg kunne score en af dem. I stedet skal jeg så køre hele mande-kvinde-glatbarberet-og- nylakeret-ræset hver gang, jeg skal forsøge at indfange lidt weekend-underholdning.
Og det er faktisk lige meget, for det er alligevel altid mine lækre veninder, der ender med at score, og så kan jeg stå der tilbage med mine fregner og håbe på, at Blockbuster stadig har åbent. Så må det da være i orden at have lidt ondt af sig selv? Jeg er misundelig på alle mennesker. Ok, måske ikke lige hjemløse. Men alle andre mennesker, der har noget eller oplever noget, de er virkelige glade for. Også selvom jeg på ingen måde er utilfreds med mit eget liv. Kan man virkelig leve i sådan et paradoks? Åbenbart. Men man skal ikke snakke for højt om det. Misundelse skal helst gemmes væk i et hjørne af hjernen og aldrig udtales. Det er nemlig ikke god stil at sige, at nogen har noget, man gerne ville have. Selvom det jo omvendt heller ikke er i orden at sige, at man bare er tilfreds her på jantelovens hjemmebane, hvor den grønnere græsplæne ofte provokerer mere, end den frister.
Der er selvfølgelig mennesker, der påstår, at de aldrig bliver misundelige. Jamen helt ærligt, hvor lallelykkelig i sin egen lille verden må man lige have lov at være? Og jeg nægter at tro på, at der findes mennesker, der kan se en yngre, flottere og mere talentfuld person udfolde sig med noget, man selv troede, man var virkelig god til – om det så er fodbold, regnskab eller at lægge varerne med stregkoden opad på kassebåndet – uden lige at få det lille stød i maven,
Hvis de findes, de her misundelses-løse mennesker, så… så gad jeg i hvert fald ikke være ligesom dem. Nej, jeg gjorde ej.