Sådan var det ikke i 90′erne

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

I SIDSTE WEEKEND var der 90’er-fest i København. 5.000 mennesker med knæklys hoppede rundt i buffalos og falsetsang ’Call him mister vain, call him mister raid, call him mister wrong, call him insane.’ Og de havde fat i noget der: ’Wrong’ og ’insane’! Det er ikke bare forkert, det er larmende sindssygt at gå i 90’er-modus! Jeg troede, vi var blevet enige om at begrave de grimme minder side om side med Kurt Cobain.

SÅ HVEM ER DET, der savner Harley Davidson-gamacher og skovmandsskjorter så meget? Hvad er det for nogle mennesker, der har enormt travlt med at trække os tilbage i tiden i stedet for at se frem? Sikkert de samme mennesker, der vil genindspille Beverly Hills 902010, og som tænder på at gå i bodystockings! Mens alle vi andre hadede bodystockings allerede dengang, for der skulle ikke mange brandbiler indenbords, før den ”snedige” manøvre med at trække knappe-delen til side, når man tissede, gik galt, og man endte med at urinere ud over hele den nederste del af den forhadte trusse-bluse-kombi.Jeg forstår ikke nostalgiflippet. Vi er stadig unge: os, der var unge i 90’erne. De ældste kan vel ikke være mere end 40-45. Er det ikke kun gamle mennesker, der går i barndom og idealiserer deres tidligere ungdom? Vi har stadig 90’erne i helt frisk erindring. Vi har cd’erne. Og faktisk vil jeg vædde på, at de fleste endnu har noget af tøjet liggende – duftende af date-deo og en svag antydning af tis.

VI ER SIMPELTHEN HVERKEN gamle nok eller langt nok væk fra det årti til at begynde at romantisere det. Vi burde stadig være kåde og glæde os over den tid, vi lever i, og den tid, der kommer.Skyldes virkelighedsflugten, at den tid vi lever i nu, er usikker med trusler om terror og døde isbjørne? Eller er vi bare kede af at blive voksne og få børn og rentetilpasningslån? Så vi drømmer os tilbage til en tid, hvor vi ikke tænkte på den slags. Ikke fordi der ikke fandtes huller i ozonlaget og rente-svingninger i 90’erne, men fordi vi var for unge til at bekymre os om det.

PERSONLIGT VILLE JEG HADE at blive den slags forælder/bedsteforælder, der prædiker, at ’sådan var det ikke i 90’erne’. (Og ja, meget rammende er der en sang, som handler om præcist det: At alting ikke var bedre i 90’erne – i 1890’erne!)Selvfølgelig er vi usikre på fremtiden. Sådan er det. Sådan var det også i 90’erne. Vi kan bare ikke huske det, fordi vi havde travlt med at blive studenter, være fulde og få sex, uden fyren opdagede den egentlige årsag til den fugtige bodystocking.