Store skridt for kvindeheden

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

PÅ TORSDAG er det 100 år siden, kvinder kunne stemme for første gang. Til et kommunalvalg godt nok, så det var sikkert ikke mere spændende dengang, end det er i dag. Men stadig: et stort skridt for kvinder. Man bruger meget at måle i skridt inden for udvikling – fremskridt. Min bedstemor – der ikke er gammel nok til at huske, da kvinderne fik valgret, men har oplevet andre store skridt som p-pillen, ligelønsloven og bikinivoksen (det sidste er nok det, jeg vil kalde et tilbageskridt) – taler også tit om skridt:»I unge kvinder er så heldige. I må jo gerne tage det første skridt over for mændene.« Må? Det er ikke et spørgsmål om at ’må’ noget. Det er et spørgsmål om arternes overlevelse. Hvis kvinderne ikke tager det første skridt, bliver menneskeracen udryddet – ikke af bomber eller forurening, men af Xbox og fadøl.

DER KAN MAN da virkelig tale om, at kvindekampen har sejret af røven til. Ikke fordi nogen af os – hverken m eller k – ønsker os tilbage til tiden, hvor manden skulle tage alt initiativet. Men måske er den tjans tippet lige lovligt meget over til kvinderne i dag. For det drejer sig jo ikke kun om et første skridt. Der er tale om en helt maraton! Optimalt set burde det være sådan, at hun tog et skridt, og han tog et, så det var lidt som en dans. Men reelt føles det mere som et forfølgelsesløb, hvor kvinden spurter af sted i stiletter og råber efter sin udkårne: »Stå dog stille for helvede. Jeg vil bare elske dig og føde dine børn!«.

HOV, HVAD ER DEN NU AF? Hvorfor begynder jeg pludselig at brokke mig over mænd i en klumme, der skulle hylde kvinders stemmeret og andre lyksaligheder. Fordi det er sådan, det er at være kvinde i dag. Jeg er født i 1980 – alle de store skridt for kvinder blev taget år, før jeg blev født. (Det betyder dog ikke, at alt er fryd og gammen i ligestillingslejren.) Selv om jeg er dybt taknemmelig over, at mine formødre kæmpede for de rettigheder, der er så selvfølgelige for mig i dag, så er det bare ikke der, opmærksomheden er rettet for unge kvinder som mig. De skridt, vi forsøger at tage i dag, er dem, der skal få vores liv til at hænge sammen, nu hvor vi har alle muligheder i hele verden. For vi skal jo bare sørge for at være velplejede, sunde, tiltrækkende, sexlystne (ikke promiskuøse), lyttende, leende, ambitiøse, dygtige, intelligente, arbejdsomme, omsorgsfulde, indsigtsfulde og ansvarsfulde. Og altså også lande karriere, mand og 1,8 børn… Puh, jeg bliver helt forpustet af alle de skridt.