Stress tager dig over

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

EFTERHÅNDEN BURDE JEG være gammel nok til at kende symptomerne på stress. Men det kommer stadig bag på mig (ligesom jeg gennemsnitligt én gang om måneden er overbevist om, at jeg har fået en depression, fordi mit humør er helt i bund, og så er det bare PMS.)Måske er det fordi, stress for mig aldrig er forbundet med at have travlt. Når kalenderen bugner, og jeg pendler fra et møde til et andet og lever af kaffe og 7-Eleven-junk, så er jeg ikke stresset. Det er først, når der er lidt for langt mellem aftalerne i kalenderen – når alle angsttankerne begynder: ’Kan jeg klare regningerne til den 1.? ’, ’Hvorfor ringer de ikke tilbage, kan de ikke lide mig mere?’ osv. Det er først, når der faktisk er god tid til at forberede sig til aftalen 14 dage ude i fremtiden, at jeg går i baglås.

I BEGYNDELSEN prøver jeg at tage den med ro. Jeg tænker, at det er en god idé at tage et hvil på forhånd, fordi jeg sikkert får travlt lige om lidt. Men det er ikke afslapning, som det burde være; sorgløst og behageligt. Det er afslapning, der cirka en gang hver 20. minut bliver af brudt af den neurotiske zappe-treenighed: Mobil-mail-mayland.Samtidig er mine tanker konstant i kredsløb om de forberedelser, jeg snart skal i gang med: Skulle jeg få lært det Powerpoint-hejs en gang for alle? Er der noget, jeg skal læse op på? Ved jeg nok om emnet? Og så kommer nerverne: Har jeg overhovedet styr på noget som helst? Efterfulgt af panisk ringen til veninder, der beroligende får mig til at indse, at jeg har styr på det – sådan nogenlunde. Så kan jeg jo godt ligge på sofaen en aften til. Hvilket selvfølgelig resulterer i yderligere nerver dagen efter, når aftalen er rykket 24 timer tættere på.

MEN STADIG får jeg ikke taget mig sammen til rent faktisk at starte fra en ende af. Typisk dukker der spontane aftaler op – både jobs og kaffeslabberadser – og pludselig er der kun to dage til den oprindelige aftale. Og så begynder overspringshandlingerne. For så tæt på deadline er det nærmest umuligt for mig at sidde stille og forberede mig. Blodet pisker rundt i min krop, og hjertet slår hurtigere end sundt er – godt hjulpet på vej af for meget kaffe. Og i stresset afmagt begynder jeg så at gøre hovedrent. På intet tidspunkt mens det står på, er jeg i stand til at stoppe op og tænke: ’Hey, er det her ikke bare stress?’ For det er stressens mest luskede egenskab. Det er først bagefter, man kan se, den var gal. Hvis man altså klarede den…