Receptpligtigt dovneri

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

’HVAD HAR DU LYST TIL?’ Hvor tit spørger man egentlig sig selv om det? Børn spørger man hele tiden og nye kærester, men hvor tit er det ens eget indre barn, der må vælge frit på alle hylder?Sundhedseksperter og andre tv-avis-betitlede snakker så meget om receptpligtig motion i disse år. At lægen skal kunne sende patienterne i fitnesscentret eller i løbesko ud i skoven. Ja, ja, men hvor er det receptpligtige dovneri henne? Hvor mange af os lidt for travle (lad os bare sige småstressede) arbejdsnarkomaner kunne ikke godt bruge en gul seddel med påbud om at slappe af nogle dage, kun frekventere grillbaren og drikke kakaomælk direkte fra kartonen?

HJEMME HOS MIG har jeg indført begrebet ’lystuge’. Det betyder, at jeg i en hel uge har fri til at gøre nøjagtig, hvad jeg har lyst til. Og det gælder på alle områder: Mad, søvn og pengeforbrug. Har jeg lyst til at ligge på sofaen en hel dag og udelukkende spise sour cream og løse kryds & tværs’er, så er det sådan. Også selv om solen skinner udenfor, køkkenet har haft besøg af en selvmordsbomber, og telefonen kimer. Jeg fortæller alle dem, der kan finde på at blive fornærmede eller bekymrede over, at jeg muligvis ikke besvarer hverken den ene eller anden kommunikationsform, at jeg er offline. For det er jeg – mentalt. (Selv om jeg muligvis surfer efter billeder af Edward Norton i undertøj.)

JEG HAR FORSØGT at låne konceptet ud til alle, jeg kender. Men det går lidt trægt. Utroligt nok er det svært at overbevise folk om, at det er helt i orden at sætte sig selv først i bare nogle få dage (man kan jo nøjes med lystweekend eller endog bare en enkelt lysttirsdag.) Min udgave af lystuge lyder måske også en smule forsumpende, men det, der sker, når man har en hel uge, hvor man virkelig lytter til sine egne behov, så får man også lyst til at gøre ting, man måske normalt mangler lyst til. Som motion og rengøring. Har man først brugt to-tre dage på sofaen, så trænger man til at røre sig og til at få styr på nogle ting. Vups, så har man lyst til det.

DET ER IKKE NOGEN revolutionerende opfindelse, jeg har gjort. Det kommer ikke til at kurere hverken stress eller alverdens krige og miljøkatastrofer. Men det er en mig-medicin, der virker. Så det burde virkelig være receptpligtigt. For så kunne man sidde inde i konsultationen og få besked om at lette røven og komme hjem og smide den i den bedste lænestol – det ville kurere den dårlige samvittighed over at have det så godt, når der er så meget, man burde gøre.