Beruset bitterhed

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

Det kan godt være, at jeg føler, at jeg er et nogenlunde afbalanceret og venligsindet individ. Men det gælder kun så længe, jeg er ædru. Så snart alkoholen melder sin ankomst i hjernen, forsvinder alt, hvad der hedder fornuft, næstekærlighed og ikke mindst situationsfornemmelse.

De ubehagelige følelser, som kan opstå over for andre – vrede, jalousi, ønsket om at fjerne samtlige brønddæksler på deres vej i håb om, at de vil skvatte i et hul – de følelser er svære at acceptere, men jeg forsøger at undgå, at de får overtaget. Jeg prøver at tilgive mine ’fjender’ deres fejltrin (det kan være, hvis de har behandlet mig urimelig t, eller bare hvis de er superlækre eller får det modsatte køns opmærksomhed). Egentlig ikke for deres skyld, men for min egen, så jeg ikke slæber rundt på læssevis af usunde følelser. Og det virker – det meste af tiden.

Men så kommer to flasker rødvin på bordet, og straks bliver jeg meget mere bitter. De undergravende følelser, jeg troede, der var lagt låg på, smutter ud. Først som fortalelser og ’sjove’ bemærkninger: »Selvfølgelig er det okay, at du ikke betaler de penge tilbage, du skylder mig, jeg har da masser af kattemad i skabet, jeg kan spise.« Efterhånden som jeg bliver mere beruset – og for mit vedkommende er det allerede ved afslutningen af genstand nummer to – bliver bitterheden dog mindre og mindre kamufleret: »Hey, de der penge, dem skal du lige… hik… gi’ mig, ik’oss’ Stein Bagger-klon… hik… nar-bøvsrøv.«

Ofte er den person, jeg har uafklarede, grimme følelser for, ikke engang til stede, og i stedet er det sagesløse venner og bekendte, der udsættes for bitterhed med blå tænder: »Selvfølgelig kan Gitte ikke komme til din fest, hun har vel travlt med at sidde derhjemme og blive mere tyk.«

Alkohol har en fantastisk evne til at forstærke det humør, man er i, inden man åbner den første øl. Er man glad og forårsforelsket, ender man med tårer i øjnene af lykke og liderlighed senere på natten. Men er man trist og præmenstruel, så er det med mascara i striber ned ad kinderne og fremmedes blod under neglene.

Desværre er disse grimme følelser tit gemt under tilsyneladende godt humør, fordi det er følelser, man ikke vil vedkende sig. Det er kun alkohol, der kan få dem frem. Og så er det først, når jeg sidder der i en gigabrandert (dvs. at jeg er oppe på tre genstande), det går op for mig, at jeg bør få styr på nogle følelser. Men så er det også for sent. For selv om fornuften sidder i baghovedet og skriger ’hold nu kæft’, så siger alkoholen: »Men Gitte er jo tyk! Og du skal have flere mojitos.«