Den behårede fisses manifest

Min fisse har i ugens løb været et samtaleemne. Den var nemlig på forsiden af Politiken i tirsdags (det kan du se her – hvis du tør!) Altså det var jo ikke hele fissen, der var fremme, kun toppen af venusbjerget, en smule kønsbehåring.
(Faktisk var der så lidt fisse, at det fik min venindes kæreste til at udbryde: “Er det virkelig det hele.” Som derefter fik min veninde til at spørge, om han da ønskede at se mere til hendes venindes fisse.)
Men det var også nok for nogle. Politiken fik vrede læserbreve. Det bedste røg på bagsiden dagen efter, og jeg citerer det lige her i sin helhed, fordi det simpelthen er så smukt: “Jeg vil klage over forsiden af Politiken 30. april. Jeg forventer ikke at få kønsbehåring smækket i hovedet til min morgenkrydder, når jeg folder min Politiken ud. Og så man ikke engang se hendes bryster.”
Alt den ståhej og så bare på grund af 28 pubeshår! (Det er et anslået antal, jeg har faktisk ikke talt dem.)

De altid tilgængelige plastikpatter
Nu var det ikke, fordi jeg på noget tidspunkt var i tvivl, om at det billede var en pissegod idé, men hvis jeg havde været i tvivl, så bekræftede reaktionerne da mig kun i, at det var det rigtige at gøre.
Seriøst; i 2013 findes der altså voksne mennesker – mennesker, der er født og opvokset i det her fantastiske humoristiske, frisindede land – som bliver oprigtigt forargede over at se noget af det allermest naturlige.
Vi snakker også om mennesker, som lever i den ekstreme pornoficerede kultur, vi ufrivilligt alle sammen er blevet en del af; mennesker som er vant til – uanset om de ønsker det eller ej – at se fremmede menneskers private parts i alle tænkelige og utænkelige situationer. Alligevel kan toppen af min fisse få dem til at blive rasende. For den slags kønsdele er ikke det, de har bedt om.
Så pyt da med, at man ikke kan tænde for tv eller gå forbi en kiosk uden at få smækket glatbarberede skræv og plastikpatter i hovedet, komplet med come hither-blikke og silikoneoppumpede sutte-pik-læber. Dét er vi jo så vant til.
Photoshopet platiskkirurgisk porno er nærmest blevet vores kulturs white noise – noget, der konstant ligger nedenunder alt det andet, og som man har vænnet sig så meget til, at man slet ikke registrerer det længere.

En wannabe-Don Draper
Mange debattører påpeger det absurde i, at vi samtidige er langt mere blufærdige omkring nøgenhed nu, end vi har været det i 40-50 år. Vi er tilbage ved tidligere tiders “uha næ, føj da”-attitude til det kropslige: Unge piger vil ikke tage bad sammen efter idræt, ingen ligger længere med bare bryster på stranden, og kvinder, der ammer, bliver smidt ud fra cafeer.
Men jeg tror egentlig ikke, at det handler så meget om blufærdighed. Det er ikke der, vi er gået i retromodus. Jeg tror mere, at det er et udtryk for perfektionisme. En perfektionisme, vi ikke har set siden 50‘erne, hvor intet heller måtte være naturligt, uregerligt eller ligefrem grimt.
Bare se en film fra 50‘erne. Det meste er filmet i filmstudier, for at gadebillederne kan se så pæne ud som muligt. Ingen grafitti, intet henkastet affald, ingen hjemløse. Og Marilyn Monroe er stylet som en diva, selvom hun bare går rundt derhjemme, selv sproget er renset for bandeord, øh’er og ægthed. Dengang skabte de en idealverden inde i filmene. (Og det får jo en til at spekulere over, om det mon ikke også er derfor, at den mest populære tv-serie i de her år, Mad men, netop foregår i denne opstyltede, kunstige tidsalder.)

Nypuritanismens burka
Og så klip frem til vores tid; nu gør vi det samme. Vi gør det bare alle steder, hvor vi har den mindste redigeringsmulighed. På billeder, i tv, på film, i alle former for kunst, i reklamer, på facebook – ja tilmed på vores egne kroppe, der skal trimmes, opereres og kanøfles til at passe ind i en perfekt illusion. Og kan illusionen ikke lykkes, skal den dækkes til.
Photoshop og plastikkirurgi er nypuritanismens burka. For du må gerne vise din krop frem, så længe du bare kun gør det inden for de prædefinerede rammer af, hvad der anses for smukt i vores kultur. Hvilket vil sige; blottet for alt naturligt og ægte.
Vi er mere bange for et par bryster, der bliver brugt til deres oprindelige formål – babymadpakker – end vi er for alle de plastikbryster, vi bombarderes med i alle medier. Mine kønshår på forsiden af Politiken er mere forargerlige, end de ultrabarberede barbiedukke-udgaver, der er på forsiden af alle mandeblade.

Mere mig, mindre photoshop
Jeg vil gerne lige understrege, at jeg ikke har det mindste imod nøgenhed – heller ikke i pornoudgaven. Men jeg har et problem med, at det ikke er ægte nøgenhed, vi ser.
Interessant nok talte jeg om det her med fotografen, der tog fisse-fotoet. Jeg bad ham nemlig bruge så lidt photoshop som overhovedet muligt på billedet (og kun fikse lys og niveauer og den slags, de jo skal gøre). Men jeg ville gerne have, at han ikke redigerede mig, så jeg kom til at se så ægte som muligt. Da jeg sagde det, grinede han. Den besked havde han aldrig fået før. Tværtimod beder langt de fleste i dag om at få fikset både det ene og det andet i efterredigeringen; snup en bums her, fjern en dobbelthage der.
Nå, ja-ja, jeg har jo makeup på. Så jeg siger altså ikke, at man skal gå ud og vise verden hele sin uredigerede “grimhed”. Ligesom jeg også sagtens forstår, at nogle får foretaget plastikoperationer for dette og hint, hvis de ikke føler sig godt tilpas med det. Vi vil jo alle sammen gerne fremstå så tiltrækkende som muligt, og det er helt okay.
Men tiltrækkende er jo mange flere ting, end vi får lov at se i dag. Rynker og former og uregerlige kropshår kan da være supertiltrækkende. De flotteste mennesker er jo netop dem, der har et “knæk”. Alt det symmetriske, korrigerede perfekte er jo dødkedeligt og mainstream.
Og alt det ville jeg gerne sige med min flashende fisse.

It’s a jungle down there
Nu er det jo heldigvis heller ikke kun negativ respons, der har været på billederne. Faktisk har langt det meste har været udpræget positivt, fordi de fleste formentlig er ret enige med mig i, at vi er gået for langt med den nypuritanske perfekthed. At vi mangler noget naturligt og ægte i gadebilledet.
Jeg har fået mails fra mange mænd og kvinder, der også savner kønshårene. En kvinde skrev til mig, at hendes 16-årige datter har haft det rigtigt svært, fordi hun netop gerne vil være naturlig, og presset er enormt i den aldersgruppe for at se “rigtig” ud.
Og ja, det pres er stort, og det bliver ganske vist en smule mindre, når man bliver ældre, til gengæld dukker det op de mærkeligste steder.
Faktisk var af grundene til, at jeg besluttede at lave billedet til Politiken, fordi min veninde fortalte mig om en oplevelse, hun havde hos gynækologen. Hun skulle tjekkes for en knude i skridtet (der heldigvis viste sig at være en godartet talgknop), og den 50-årige gynækolog så surt på min venindes helt almindelige busk og knurrede: “Jamen, det er jo ikke til at se noget som helst hernede.”
Jeg var seriøst i chok, da jeg hørte det. Den her dame tilhører altså en generation, der har set buske alle steder op igennem 70‘erne og 80‘erne, og som derudover formentlig i dag bruger det meste af sit arbejde på at fikse problemer, der opstår i forbindelse med intimbarbering (udslæt, svamp, indgroede hår osv.) Alligevel vovede hun at skamme min veninde ud, fordi hendes naturligt udseende underliv gjorde undersøgelsen marginalt mere krævende, end det ville have været hos de af hendes patienter, der ligger der med deres hårløse kyllingefiletter.

Du fødes, vokser op og så kommer der hår på
Hvis min veninde var lidt mindre stærk og ikke hvilede i sig selv og sin krop, ville hun jo gå direkte ned og bestille en tid hos en vokser efter sådan en besked. For det er da et pres at være sig selv i en tid, hvor det at være sig selv bliver anset som værende så forkert. Det ved jeg da fra min egen fisse og mit eget liv.
Jeg har besluttet, at jeg ikke vil lade mig diktere – hverken på min personlighed eller min krop – hvordan jeg skal rette ind. Og jeg vil heller ikke iscenesætte mig selv efter et prædefineret kulturel formel for kvindelighed – som efter min mening heller ikke har meget med kvindelighed at gøre.
Helt ærlig: hvis alt, hvad der definerer at være kvinde, er lig med at lægge noget til – stilletter, plastikbryster, imødekommende smil (selv når man er pissesur) – eller trække noget fra – hår, selvstændighed og uperfektheder – hvad er vi så i os selv?
Simone de Beauvoir sagde så berømt; “man fødes ikke som kvinde, man bliver det”. Og hun mente jo netop, at kvindelighed er en kulturel pakke, der bliver lagt ned over os – både på sind og krop. Det gælder heldigvis mindre i dag på det indre væsen, men desværre mere på det ydre. Som om vi kvinder i dag kompenserer for at være hele mennesker – og ikke bare en støbeforms-udgave af kvinden – ved at plastre os selv ind i fysiske kvindelige signaler.
Og et eller andet sted er den plan så gået helt skævt, fordi de fysiske kvindelige signaler ikke længere bare er rødere læber og dybere kavalergang, men også bliver parret med den generelle kulturelle angst for at blive for gammel, så alting skal fikses, så man hele livet igennem ligner en 17-årig.
Som jo for kvinder har den uheldige (men måske tilsigtede!?) bivirkning, at når man dyrker det lillepigede også signalerer, at man er aldeles ufarlig.
Jeg ved godt, at de fleste kvinder, der fjerner deres kønsbehåring, siger, at de gør det for deres egen skyld og ikke for mænds. Og de påstår, at man ikke bliver mindre kvinde af den grund. Jeg spekulerer bare over, om man virkelig kan ligne en 5-årig i fissen, en 15-årig i bh’en og en 25-årig i ansigtet – og så derefter gå ud og opføre sig som en 35-årig!?

Hvis du wanker til Lara Croft, hvad så med mig?
Men den beslutning – at være mit naturlige selv på alle niveauer, kropslige såvel som sjælelige – er da også en beslutning, jeg hele tiden skal leve med konsekvenserne af. Og jeg forstår godt, hvis nogen – især helt unge kvinder og piger – kan have det svært med det og bare retter ind.
Jeg har da haft min portion af mænd med hjem, der “diskret” har spurgt, om jeg dog aldrig barberer mig. Og set noget slukøret ud over mit kontante; “nej, aldrig.”
For selv har de stået der med kløende barberingsknopper rundt om hele dilleren – som jeg personligt synes er noget af det mest usexede; altså lige næst efter det faktum, at der jo mangler alle de dejlige, mandige hår!
Men det her må være endnu værre for kvinder, der er bare lidt yngre end mig. Jeg mener, alle mænd under 30 har vel fået hele deres seksualitet grundlagt på det her glatbarberede plastikfantastiske univers. Hvis alle drenge, når de begynder at onanere, kun gør det til de her retoucherede, semi-animerede kvinder, hvordan skal de så nogensinde kunne få den op at stå sammen med en vaskeægte naturlig kvinde?
Så bliver jeg altså bekymret. Helt ned i min behårede fisse. Hvordan skal det allermest naturlige i hele verden – sex – nogensinde komme til at fungere mellem mennesker, der nægter at være naturlige? Er vi bare uundgåeligt på vej til virtuel reality-sex? Vil vi fremover kun kunne blive visuelt stimuleret af hinandens avatarer? Og vil vores fysiske udløsninger fremover blive overladt til en lidt mere avanceret robotstøvsuger?

Home of the brave, land of the free bush
Heldigvis for mig og min rødhårede fisse er mænd på min alder (og især dem, der er ældre) jo trods alt blevet introduceret til nøgne damer gennem 80‘ernes Rapport-blade – fulde af store naturlige buske. Så måske er der stadig en del mænd i 30‘erne og 40‘erne, der har bevaret den lyst og ikke ladet sig fuldstændigt indrulle i vores kulturs absurde pubeshårs-forskrækkelse.
I hvert fald har jeg bedt Politikens fotograf udprinte en plakat til mig med billedet af min behårede fisse, som skal hænge i min entré. Så de glatbarberede fyre fremover kan se med det samme, hvad de går ind til. Og resten af mine besøgende kan vide, at her i hjemmet er det altså okay bare at være den, man er; naturlige, uregerlige hår og følelser og det hele.