skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

oktober 2009
M T O T F L S
« sep   nov »
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728293031  

Gy gy gucci

5. oktober 2009   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

INDRØMMET, JEG KAN IKKE særligt godt lide børn. De gylper og gør og hopper op ad ens ben… Nej vent, det er hunde, der gør det… Nå, men børn er ikke meget bedre. Og det ved deres mødre godt. I hvert fald gør de, hvad de kan, for at camouflere deres af kom som små reklamesøjler. For hvis vi har travlt med at beundre indpakningen, så opdager os børnefri måske ikke, hvor generende ynglet er.

MEN DER TAGER DE FEJL. Der er kun én ting værre end en irriterende unge – og det er en irriterende unge, der bliver brugt som show off for mors og fars indkomst: ’Se os, vi har råd til D&G-bleer.’ Flot, men der kommer stadig lort på.

EN AF MINE BEKENDTE arbejder i en børnetøjsforretning, og finanskrise til trods kommer der dagligt mødre ind i butikken og køber for 1.500 kr. hvide mærkevarebukser til deres seksårige. På beløbet, tak.Og dagen efter kommer de så igen for at klage over, at bukserne er umulige at få rene, når ungen har smudset dem til. Til det kan man kun spørge: Hvilken af delene kom bag på mamagaga? At seksårige er snavsmagneter? At hvidt tøj – selv til voksne – tit er en kortvarig glæde? At returregler er rigide? Og at mærkemor derfor heller ikke kan ombytte sine hjerneceller, selv om hun tydeligvis aldrig har brugt dem.

MINDRE GROTESK BLEV DET IKKE, da en anden af mine bekendte, som er børnebogsredaktør, fortalte, at det næsten er umuligt at sælge børnebøger: De er for dyre. Peter Pedal og hans venner koster nemlig i omegnen af 200-300 kr. Og det er åbenbart voldsomt mange penge at trække ud af et budget, der i forvejen er overbelastet af Gucci og Emmaljunga og andre børnemærkevarer.

FOR IKKE AT GLEMME de husholdningskroner, som mor og far hellere vil bruge på Dan Browns bøger, selv om de bliver læst maksimalt to gange – hvorimod ungernes bøger bliver bladret igennem, til det kun er bananmos, der holder dem sammen.

JEG SYNES BARE, det er absurd, at forældre rask væk smider tusindvis af kroner efter tøj, som af kommet kan passe i cirka to måneder, efter retro-mønstrede pode-pudebetræk og efter en fancy kombi-barnevogn/klapvogn/løbehjul. Men de vil ikke bruge penge på lille Gustav-Oliver-Guggenheims sprog- og hjerneudvikling. På den anden side; hvor meget hjernekapacitet har ungen egentlig brug for, når han i fremtiden bare skal sige ’på beløb’ og taste fire tal.