At lyve for sin sushidame

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

NÅR JEG BESTILLER SUSHI (og det gør jeg lidt for tit ifølge mit kontoudtog), så siger jeg altid, at det er til to personer. Men det er kun mig, der skal spise det. Jeg lyver for sushi-damen. Ikke fordi jeg synes, det er sørgeligt, at jeg spiser alene, men fordi hun ikke skal vide, at jeg spiser for to.Kan det ikke være flinterragende ligegyldigt, hvad en tilfældig sushi-dame måtte mene om mit fødevareindtag? Tjo, men jeg kan alligevel ikke lade være med at bekymre for, hvad ’folk tænker’.

’FOLK’ TÆNKER RET MEGET om mig. De tænker ret meget i det hele taget. I hvert fald oppe i mit eget hoved. Så derfor finder jeg på små løgne og spiller kunstige spil i hverdagen, så ingen opdager, hvordan det i virkeligheden står til. Og begynder at tænke noget om mig.

I MIN PARANOIDE FRYGT for andres tanker ligger ikke en egentlig bekymring for, hvad ’folk’ tænker – det er mest det, at de gør det. I princippet kunne sushi-damen jo tænke: ’Hvor er det fedt med en kvinde, der tør indrømme, at man ikke bliver mæt af otte maki’er!’ Ironisk nok er jeg i det store hele ligeglad med, hvad andre tænker. I min profession må man udvikle hård hud på både bryst og baller. Men i de små hverdagssituationer – i supermarkedet, på gaden, i bussen – så sniger min småborgerlige, midtjyske opdragelse sig ind på mig:’

‘ÅH, NEJ, NU STÅR JEG hernede i Føtex og skal ikke have andet end Libresse, Ajax og vinduesrens. Hvad tænker den ekspedient lige, der er sket af katastrofe hjemme hos mig!? ’Det mest sandsynlige er, at hun slet ikke tænker noget, men bare skynder sig videre til de næste varer, der kommer ned ad båndet. Men jeg har selv stået bag disken i en kiosk. Jeg kunne da ikke lade være med at forestille mig, hvad en kunde skulle, hvis han købte et pornoblad og en liter ligthervæske. (Og jeg har en syg fantasi!). Måske er det, fordi jeg selv tænker underholdende tanker om ’folk’, at jeg er så bange for gengældelsen. Måske er det, fordi jeg i forvejen er så langt fra normal, at jeg ikke kan klare ideen om, at folk i tankerne lægger mere til på min tosseside.

UNDER ALLE OMSTÆNDIGHEDER er det da tåbeligt. Og spild af ressourcer, at jeg altid skal smide et ekstra sæt spisepinde ud, fordi min fiktive medspiser ikke får dem brugt. I det hele taget spild – af bekymringer og tankevirksomhed. ’Folk’ kan jo tænke alt muligt alligevel – uanset, hvad jeg gør. Uanset om jeg opfører mig korrekt eller æder og drikker som en finsk skovhugger.

Koffein: kærlighed og krise

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

JEG DRIKKER for meget kaffe. Og det er dumt på mange måder. For det første, fordi jeg faktisk ikke kan lide kaffe. Selv om jeg næsten er 30 år gammel, har jeg stadig ikke vænnet mig til smagen. Så jeg pøser mælk og sukker på den arme drik i en grad, så baristaen – altså kaffedamen – spørger, om jeg ikke hellere vil have varm kakao!? »Nej? Hallo, jeg er ligesom voksen nok til at drikke rigtig kaffe… men kan jeg få flødeskum og chokoknas på kaffen i stedet?«.

BORTSET FRA DET, så er min krop også alt for følsom over for koffein. Altså seriøst overfølsom: Hvis jeg drikker et halvt glas cola, kan jeg ikke sove. Engang, jeg læste til eksamen, spiste jeg to koffeinpiller og rystede som abstinensramt narkoman i tre dage – men jeg bestod. Kaffekoffein har den samme effekt på mig. Et mokkashot og jeg kan ikke sidde stille, sveder så det løber og falder først i søvn den efterfølgende uge.Alligevel kan jeg ikke holde læberne fra kaffekopperne. Jamen, lugten af friskbrygget kaffe er mere lig med hygge end noget andet. Man sidder mentalt i et landkøkken med blussende ild i komfuret og dypper imaginære brunkager i den sorte væske.

KAFFEDUFTEN BANKER op i erindringscentret i hjernen, hvor barndommen sidder, og minder en om en tid, hvor man altid var glad og troede, at de voksne kaffedrikkere også var det. Det lugter af et liv, der er meget mindre kompliceret. Men så bliver man selv voksen og finder ud af, at der findes alle mulige slags kaffe, der ikke er hyggelige. Som den kaffe, man drikker til begravelser, eller når man er så stresset, at man ikke kan indtage andet. Og så er kaffe pludselig mere lig med noget, man har brug for. Som narkotika, som mad.

DEN ONDE CIRKEL sætter ind. Jeg drikker en enkelt latte en eftermiddag, fordi vi hygger. To veninder på café, seriøs sladder og måske en lille kage. Koffeinen pumper ud i årerne, og natten igennem slår hjertet søvnen i smadder.Om morgenen har jeg så brug for kaffen. Det ved den! Det er kaffens luskede plan. Så jeg drikker morgenkaffe. Og formiddagskaffe. Kaffetids-kaffe. Men ingen aftenkaffe, for så sover jeg jo dårligt. Men det er lige meget, for det akkumulerede koffeinindtag dagen igennem er nok til at ødelægge nattesøvnen – igen. Og i morgen er der endnu en dag. Flere tømte kopper. Bare for at komme igennem dagen. En uge på de vilkår, og jeg er bombet i hovedet. Jeg går ud og køber grøn te og lover kroppen bod og bedring. Men så indløber der en invitation til søndagskaffe. Og kaffekoppernes klirren varsler endnu et koffeinchok.

Mens vi venter på nye talenter

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

MARTIN SYNGER STADIG i radioen. På sidste vers fristes jeg til at sige. For om lidt skal hans spæde sangkarriere op mod den nye X Factorstjerne, og så er der ikke plads på playlisten længere.Vi ved ikke, hvem den nye stjerne er endnu. Men vi ved, at han eller hun bliver rygdækket med managere, pengebagmænd og mere pressedækning end kongehuset. Og Martin? Han må klare sig selv. De tv-transmitterede talentkonkurrencer giver (desværre) ret god mening i hardcore klassesamfund som det engelske eller det amerikanske. Hvor det, at man er god til noget, ikke er ensbetydende med, at man nogensinde får en chance for at gøre det. Hvis man er vokset op i Harlem hos en enlig mor, eller man selv blev mor som 16-årig i Brighton, så kan man synge nok så meget hjemme foran spejlet, man skal stadig møde til 10-timers nattevagt på fabrikken for at overleve.

MEN VI BOR JO I et forholdsvist lille, forholdsvist klasseneutralt og forholdsvis rigt land (finanskrise til trods). I Danmark er der i forvejen ikke langt fra Skive til Sony. Det eneste, dem med talenterne behøver gøre, er at mande sig op til at tage turen. Alligevel søger tv konstant og desperat efter de talenter, der gemmer sig derude, som ikke er blevet opdaget før. Men hvorfor er de egentlig ikke det? Måske fordi de ikke er så store talenter alligevel!?Lad os lege med tanken et øjeblik: At 10 år med tv-talentkonkurrencer (Fra Popstars til XFactor) faktisk har opstøvet de talenter, der er i vores knap 5,5 millioner store befolkning. Hvad er der så tilbage nu? Freakshowet! Alle dem, der blev sorteret fra, inden kameraet kom på i de første konkurrencer. Og så selvfølgelig dem, der har været for unge til at stille op tidligere, så oddsene for, at vi får endnu flere teenagepopstjerner i æteren, er ret høje.

MEN HEY, DET HANDLER jo alligevel ikke rigtigt om at finde den næste stjerne. Prime time-talentkonkurrencerne leder ikke efter en, der kan klare sig ude i virkeligheden.De handler om at give os hjemme foran skærmen noget at følge med i og nogen at føle med. Så vi kan sidde med fredagsslikket og blive enige om, hvem der kan synge, og hvem der lyder, ligesom vi selv gør under bruseren. Og det er okay, for det er det, vi gerne vil se på. Men er der ikke nogen, der lige gider at sige det til deltagerne? Lige trække dem til side efter finalen og hviske: »Hey, du. Nu må du sgu klare den på lige fod med de andre – ikke tv-transmitterede – talenter. Vi skal nemlig til at planlægge, hvad vi skal sende i efteråret.«

Velsignet sexfri

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

STATUS OVER 2008: NUL SEX!? Nul? Helt forundret bladrer jeg min hukommelse igennem og konstaterer: Jeg har faktisk ikke knaldet en eneste i hele 2008. Ret vildt for en udsvævende tidligere Ikastpige.Det har oven i købet været helt og aldeles med vilje. Det var ikke bare, fordi der ingen tilbud var i årets løb. (Måske ikke så mange, som min selvtillid godt kunne bruge, men der var mere end et, okay! (Der var to)). Men jeg gik alene hjem hver gang.

DET ER IKKE SÅDAN, at jeg ikke har lyst til sex (det har jeg altid). Jeg har bare ikke lyst til nogen bestemt mand, så derfor har jeg besluttet, at det med diller kan vente, til jeg igen møder en mand, jeg har lyst til. Den jagt på tilfældig sex, som mange singler deltager i, forstår jeg ikke. Jeg er aldrig kommet hjem med Mr. Fantastisk. Det er som oftest en Mr. ’Hvad fanden er det for et udslæt, du har der? ’. Og natklub-flirteri handler jo heller ikke rigtigt om sex. Det handler om at cruise efter en måske-kæreste. Men det må kvinder helst ikke sige højt – og mænd må slet ikke – derfor lader alle, som om vi kun er på jagt efter tilfældig sex.

MEN DET KEDER MIG, det med at stadse mig op for at vælte rundt i nattelivet og betale kassen for drinks. (Jeg får sjældent tilbudt drinks i byen. Jeg må mangle et eller andet i min udstråling (silikone sandsynligvis)). Dernæst flirte med alskens fyre for at finde en, der er single (eller siger, han er det…) og så hjem, så fuldesex og så snork. Jeg har så valgt cølibat i stedet. Det er slut med at søge efter Mr. Right i rodede, alkoholindsvøbte lagner. Jeg gider ikke tilfældig sex – mere. (Selvfølgelig har jeg lavet research nok til at vide, hvad jeg taler om. Hey, Gammel Dansk og halbal, behøver jeg sige mere?).

JEG UDARBEJDEDE EN cost-benefit-analyse af mine one-nightere og kom frem til, at jeg alligevel altid ender med at ligge og vente på, at han skrider, så jeg kan komme til at sove i fred. For helt ærligt, man ved det godt med det samme, man har fumlet bh’en af – selv. (Han har bare fumlet.) At det her ikke er den store kærlighed, og at hans glødende passion for monstertrucks ikke engang er charmerende på kort sigt. Så skræk, hvis han er en af dem, der vil blive og nusse i ske. For jeg vil bare have ham ud. Så jeg kan få lov til at være grim og morgenskide i fred! (Og med den bemærkning får jeg nok heller ikke meget sex i 2009.)