Receptpligtigt dovneri

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

’HVAD HAR DU LYST TIL?’ Hvor tit spørger man egentlig sig selv om det? Børn spørger man hele tiden og nye kærester, men hvor tit er det ens eget indre barn, der må vælge frit på alle hylder?Sundhedseksperter og andre tv-avis-betitlede snakker så meget om receptpligtig motion i disse år. At lægen skal kunne sende patienterne i fitnesscentret eller i løbesko ud i skoven. Ja, ja, men hvor er det receptpligtige dovneri henne? Hvor mange af os lidt for travle (lad os bare sige småstressede) arbejdsnarkomaner kunne ikke godt bruge en gul seddel med påbud om at slappe af nogle dage, kun frekventere grillbaren og drikke kakaomælk direkte fra kartonen?

HJEMME HOS MIG har jeg indført begrebet ’lystuge’. Det betyder, at jeg i en hel uge har fri til at gøre nøjagtig, hvad jeg har lyst til. Og det gælder på alle områder: Mad, søvn og pengeforbrug. Har jeg lyst til at ligge på sofaen en hel dag og udelukkende spise sour cream og løse kryds & tværs’er, så er det sådan. Også selv om solen skinner udenfor, køkkenet har haft besøg af en selvmordsbomber, og telefonen kimer. Jeg fortæller alle dem, der kan finde på at blive fornærmede eller bekymrede over, at jeg muligvis ikke besvarer hverken den ene eller anden kommunikationsform, at jeg er offline. For det er jeg – mentalt. (Selv om jeg muligvis surfer efter billeder af Edward Norton i undertøj.)

JEG HAR FORSØGT at låne konceptet ud til alle, jeg kender. Men det går lidt trægt. Utroligt nok er det svært at overbevise folk om, at det er helt i orden at sætte sig selv først i bare nogle få dage (man kan jo nøjes med lystweekend eller endog bare en enkelt lysttirsdag.) Min udgave af lystuge lyder måske også en smule forsumpende, men det, der sker, når man har en hel uge, hvor man virkelig lytter til sine egne behov, så får man også lyst til at gøre ting, man måske normalt mangler lyst til. Som motion og rengøring. Har man først brugt to-tre dage på sofaen, så trænger man til at røre sig og til at få styr på nogle ting. Vups, så har man lyst til det.

DET ER IKKE NOGEN revolutionerende opfindelse, jeg har gjort. Det kommer ikke til at kurere hverken stress eller alverdens krige og miljøkatastrofer. Men det er en mig-medicin, der virker. Så det burde virkelig være receptpligtigt. For så kunne man sidde inde i konsultationen og få besked om at lette røven og komme hjem og smide den i den bedste lænestol – det ville kurere den dårlige samvittighed over at have det så godt, når der er så meget, man burde gøre.

Stress tager dig over

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

EFTERHÅNDEN BURDE JEG være gammel nok til at kende symptomerne på stress. Men det kommer stadig bag på mig (ligesom jeg gennemsnitligt én gang om måneden er overbevist om, at jeg har fået en depression, fordi mit humør er helt i bund, og så er det bare PMS.)Måske er det fordi, stress for mig aldrig er forbundet med at have travlt. Når kalenderen bugner, og jeg pendler fra et møde til et andet og lever af kaffe og 7-Eleven-junk, så er jeg ikke stresset. Det er først, når der er lidt for langt mellem aftalerne i kalenderen – når alle angsttankerne begynder: ’Kan jeg klare regningerne til den 1.? ’, ’Hvorfor ringer de ikke tilbage, kan de ikke lide mig mere?’ osv. Det er først, når der faktisk er god tid til at forberede sig til aftalen 14 dage ude i fremtiden, at jeg går i baglås.

I BEGYNDELSEN prøver jeg at tage den med ro. Jeg tænker, at det er en god idé at tage et hvil på forhånd, fordi jeg sikkert får travlt lige om lidt. Men det er ikke afslapning, som det burde være; sorgløst og behageligt. Det er afslapning, der cirka en gang hver 20. minut bliver af brudt af den neurotiske zappe-treenighed: Mobil-mail-mayland.Samtidig er mine tanker konstant i kredsløb om de forberedelser, jeg snart skal i gang med: Skulle jeg få lært det Powerpoint-hejs en gang for alle? Er der noget, jeg skal læse op på? Ved jeg nok om emnet? Og så kommer nerverne: Har jeg overhovedet styr på noget som helst? Efterfulgt af panisk ringen til veninder, der beroligende får mig til at indse, at jeg har styr på det – sådan nogenlunde. Så kan jeg jo godt ligge på sofaen en aften til. Hvilket selvfølgelig resulterer i yderligere nerver dagen efter, når aftalen er rykket 24 timer tættere på.

MEN STADIG får jeg ikke taget mig sammen til rent faktisk at starte fra en ende af. Typisk dukker der spontane aftaler op – både jobs og kaffeslabberadser – og pludselig er der kun to dage til den oprindelige aftale. Og så begynder overspringshandlingerne. For så tæt på deadline er det nærmest umuligt for mig at sidde stille og forberede mig. Blodet pisker rundt i min krop, og hjertet slår hurtigere end sundt er – godt hjulpet på vej af for meget kaffe. Og i stresset afmagt begynder jeg så at gøre hovedrent. På intet tidspunkt mens det står på, er jeg i stand til at stoppe op og tænke: ’Hey, er det her ikke bare stress?’ For det er stressens mest luskede egenskab. Det er først bagefter, man kan se, den var gal. Hvis man altså klarede den…

1 årsdag, 2 årsdag…

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

Mig og Urban har været sammen i ét år i dag. Jeg ved tilfældigvis, at et-års-mærkedagen kaldes papirbryllup, og traditionen tro skal manden i forholdet (det er nok mig i denne sammenhæng) give kvinden noget af papir. Værsgo: post it-stamps! Det er pudsigt det med, at man altid opgør forhold i antal år (eller måneder hvis man går i gymnasiet (eller uger, hvis man er Pelle Hvenegaard).Tit er det også det første, man spørger et kærestepar om: Hvor længe har I så været kærester? Som om vi nogensinde ville bruge svaret til noget som helst. »Syv år! Jamen, I ligner da godt nok også nogle, der er på vej ind i en krise.«.

For der findes jo en syv-års-krise. Og der er vist også noget, der hedder en tre-års-krise, og er der ikke også en fem-års-krise? Der er i hvert fald en krise hvert år, når det er julefrokosttid. Måske skulle man opgøre sit parforhold i antal overlevne kriser – i stedet for at gøre det i antal år som et tudsegammelt ægtepar, der nærmest bruger forholdet som nedtælling til den morgen, resten af familien igen står neden for soveværelsesvinduet med hornorkester og ’Det er så yndigt at følges ad’. Det ville også være et forfriskende svar på spørgsmålet: HvorlængeharIsåværetsammen? – »Vi har nu klaret seks store kriser. Inklusiv Maries flirt med revisoren, og Mortens flirt med at male hele stuen karrygrøn.«

For helt ærligt virker det ikke en smule tællelys-agtigt at sætte flueben i kalenderen hvert år? »Sådan! Så klarede vi endnu et år. Og åh nej, nu begynder det næste år allerede.« Selvfølgelig er der noget romantisk i at fejre sig selv og sit parforhold med god mad, rødvin og sex ad libitum – men behøver det være præcis på datoen for det første møde (eller første kys eller orgasme, eller hvordan man nu aftaler at opgøre det)? Fordelene ved ikke at fejre årsdagen er jo åbenlyse: For det første er der ingen sårede følelser, hvis den ene part glemmer mærkedagen. Og så kan man i stedet indføre ad hoc-årsdage, som passer bedre med travle menneskers kalendere og babysittere, og hvornår man nu lige kan få et bord på Kong Hans (eller Flyvergrillen). På den måde kan man få mange flere dage, der er helliget parforholdet. Og så er der altså ingen undskyldning for at være en uopmærksom kæreste de 363 dage om året, der ikke lige er årsdag eller Valentinsdag. Alligevel tror jeg nu, at jeg inviterer Urban ud til et glas årsdagsrødvin. Uheldigvis drikker min papirægtefælle slet ikke rødvin (medmindre den kan suge det op af et gulvtæppe), så jeg må nok selv tømme begge glas, mens jeg læser den.

Store skridt for kvindeheden

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

PÅ TORSDAG er det 100 år siden, kvinder kunne stemme for første gang. Til et kommunalvalg godt nok, så det var sikkert ikke mere spændende dengang, end det er i dag. Men stadig: et stort skridt for kvinder. Man bruger meget at måle i skridt inden for udvikling – fremskridt. Min bedstemor – der ikke er gammel nok til at huske, da kvinderne fik valgret, men har oplevet andre store skridt som p-pillen, ligelønsloven og bikinivoksen (det sidste er nok det, jeg vil kalde et tilbageskridt) – taler også tit om skridt:»I unge kvinder er så heldige. I må jo gerne tage det første skridt over for mændene.« Må? Det er ikke et spørgsmål om at ’må’ noget. Det er et spørgsmål om arternes overlevelse. Hvis kvinderne ikke tager det første skridt, bliver menneskeracen udryddet – ikke af bomber eller forurening, men af Xbox og fadøl.

DER KAN MAN da virkelig tale om, at kvindekampen har sejret af røven til. Ikke fordi nogen af os – hverken m eller k – ønsker os tilbage til tiden, hvor manden skulle tage alt initiativet. Men måske er den tjans tippet lige lovligt meget over til kvinderne i dag. For det drejer sig jo ikke kun om et første skridt. Der er tale om en helt maraton! Optimalt set burde det være sådan, at hun tog et skridt, og han tog et, så det var lidt som en dans. Men reelt føles det mere som et forfølgelsesløb, hvor kvinden spurter af sted i stiletter og råber efter sin udkårne: »Stå dog stille for helvede. Jeg vil bare elske dig og føde dine børn!«.

HOV, HVAD ER DEN NU AF? Hvorfor begynder jeg pludselig at brokke mig over mænd i en klumme, der skulle hylde kvinders stemmeret og andre lyksaligheder. Fordi det er sådan, det er at være kvinde i dag. Jeg er født i 1980 – alle de store skridt for kvinder blev taget år, før jeg blev født. (Det betyder dog ikke, at alt er fryd og gammen i ligestillingslejren.) Selv om jeg er dybt taknemmelig over, at mine formødre kæmpede for de rettigheder, der er så selvfølgelige for mig i dag, så er det bare ikke der, opmærksomheden er rettet for unge kvinder som mig. De skridt, vi forsøger at tage i dag, er dem, der skal få vores liv til at hænge sammen, nu hvor vi har alle muligheder i hele verden. For vi skal jo bare sørge for at være velplejede, sunde, tiltrækkende, sexlystne (ikke promiskuøse), lyttende, leende, ambitiøse, dygtige, intelligente, arbejdsomme, omsorgsfulde, indsigtsfulde og ansvarsfulde. Og altså også lande karriere, mand og 1,8 børn… Puh, jeg bliver helt forpustet af alle de skridt.

Lad der blive lys – for alvor

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

JEG TROR IKKE på forår. Jeg er vejr – ateist: Jeg vil se beviser, før jeg tror på noget som helst. Og erantis er ikke et bevis! Erantis er en tisgul blomst, man ikke kan stole på. Så snart den mindste solstribe er sluppet gennem vintermørket, breder erantissen sig skøgeagtigt gennem landskabet. Lader som om, den er en officiel forårsbebuder. Bah, jeg har knap set en eneste vintergæk. Alligevel mener erantis altså, at den ved, hvor det sner. Og det er ikke her. Krokussen (eller ’hotelpigen’ som blufærdige mennesker kalder den), har heller ikke vist sig, og den plejer ellers nok at kunne indfinde sig i frizonen mellem vinter og forår. Eller hvad ved jeg? Jeg har ikke en klap forstand på blomster (og bier).Men jeg tror ikke på, at foråret er her endnu. Sneen, frosten og kulden lurer sikkert lige om hjørnet, når vi – forårskåde – har glemt vanterne derhjemme og har taget solbriller på som eneste beskyttelse. Så slår det til igen. Snestormen, isslaget og fygningerne.

MEN FUGLENE LYTTER til erantissen. De pipper lystigt som en aprilsnar en måned for tidligt. Og hver evig eneste lille musvit får hjertet til at slå skævt. For jeg er svag i min tro. Jeg sad en hel eftermiddag med sol i ansigtet (indendørs) og kom i forårshumør. Jeg fik den tåbelige tanke, at om lidt vil bøgen springe ud. Faktisk bør vi gå ud at tjekke, at den ikke allerede har gjort det – det er jo forårets vigtigste begivenhed. I hvert fald ifølge alle medier der år efter år sjosker ud i skove landet over for at forevige den angiveligt første bøg, mens andre bøgetræer længere ude på pynten står med friske blade og hader den lille medieluder.

JEG ER FORÅRSBARN, jeg er født lige i begyndelsen af april. Jeg ved, hvornår det er forår. Og der har ikke været et eneste år i min levetid, hvor vinteren ikke har forsøgt at æde sig ind på min dag. Måske er det faktisk min skyld. Fordi jeg har opført mig så slemt hele året, at det kolde vejr er nødt til at blive hængende for at kunne udfylde sin vigtigste funktion: hævn over fødselarer. Desperat gennemgår jeg seneste år i erindringen. Har jeg været specielt sødere end ellers? Kan jeg have forskubbet denne urimelighed af et vejrfænomen ved ordentlig opførsel? Tvivlsomt. Med mindre vejret er ligesom julemanden, der opdager alle de slemme ting, man gør (og de fleste slemme ting, jeg gør, gør jeg om natten, så det er ikke sikkert, nogen har set det). Alligevel tør jeg ikke tro på foråret. Ikke endnu. Skyerne samler sig, sibirisk isvinter venter. Vanterne må blive fremme lidt endnu.