Tag: identitet
En feministisk læsevejledning til ‘Stå fast’
En af tidens mest omtalte bøger er Svend Brinkmanns Stå fast, som er et opgør med selvhjælpstyranniet.
Jeg har i løbet af de seneste par uger været i en del debatter med folk, der har kritiseret den voldsomt, fordi de har via medierne fået det indtryk, at bogen bare sabler selvhjælpsindustrien ned.
Men de har ikke læst den.
Og det er jo et desværre et stort problem i disse år. Vi bliver hele tiden bedt om at forholde os til emner, vi kun har overfladisk kendskab til. (Det kunne eksempelvis være køn og feminisme…)
Jeg har læst bogen, og jeg er vild med den! Og jeg er sur på den!
Så tager vi lige sure-løg-hatten på!
Jeg er vild med den, fordi den er fucking vigtig til at få sat ind over for den herskende kultur, hvor der er så forbandet meget fokus på ja-hatte og positiv tænkning, at alle os, der ikke er helt tilfredse med tingenes tilstand, bliver anset som nogle sure løg, der bare vil ødelægge den gode stemning.
Det er den mest effektive måde at kvæle kritik på – der nogensinde har eksisteret! Det er internaliseret skamfølelse over ikke at være tilfreds.
I gamle dage, når man blev trynet af herremanden eller høsten slog fejl, kunne man i det mindste sige: “Livet er noget lort. Men Guds veje er uransagelige.”
Når man bliver udsat for sorger og uretfærdigheder i dag, kan man kun sige: “Livet er noget lort. Men det er min egen skyld! Det er fordi jeg bare ikke tænker positivt nok omkring min fyring, skilsmisse og hårtab.”
Så Stå fast er altså en god bog. Det vil jeg lige slå fast… Men så vil jeg alligevel også kritisere den.
Hvad mænd gør, er altid det, vi snakker om
For Brinkmann er, næsten som det fremgår af hans efternavn, altså en mann. I den grad. Og derfor er han helt og aldeles kønsblind. Hvilket gør mig pissesur, og det fik mig flere gange til at vrisse over hans pointer. Fordi de kun gælder for mænd.
Han nævner det faktisk selv, men desværre uden yderligere refleksion. Han taler om, at vi skal være bedre til ikke at være i vores følelsers vold. Og i den forbindelse citerer han noget lægevidenskabeligt forskning, der viser, at mænd, der giver efter for deres vrede, har højere risiko for at dø for tideligt. Mens det omvendte er tilfældet for kvinder.
Hov, vent hvad!?
Sagde han lige, at kvinder, der giver efter for deres vrede, lever længere? Ja, det sagde han!
Så må der da komme et helt kapitel mere nu, om forskellene på, hvordan mænd og kvinder kulturelt forventes at håndtere deres følelser, og hvilke konsekvenser det har for dem hver især.
Men nej, kapitlet fortsætter som slået an med fokus på, at vi skal lære at skelne mellem fornuft og følelser.
Græd og smil bare, men prøv ikke på at sige fra!
Problemet er imidlertid, at der er meget – MEGET – stor forskel på, hvordan mænd og kvinder kulturelt set står i forhold til fornuft og følelser.
Traditionen har jo altid været, at mænd er fornuftige og kvinder følelsesladede, og det ævler folk stadigvæk videre om i dag. Hvilket er grunden til, at en mand altid kan mistænkeliggøre en kvindes berettiget brok med et “nå, er det den tid på måneden?”
Vi har faktisk været så overbevidste om den “sandhed”, at vi ikke har opdaget, at der i den grad er sprækker i den. For faktisk er det følelsesladede ikke mere tilladt for kvinder end for mænd. Kun når det kommer til bestemte følelser, især de positive. Kvinder må udvise kærlighed, nærhed, varme og hengivenhed. Faktisk skal kvinder helst udvise den slags følelser. Det er grunden til, at en mand pludselig ud af det blå kan henvende sig til en fremmed kvinde på gaden og bede hende smile.
Og kvinder har også negative følelser, de godt må fremvise: De må også være ulykkelige og græde højt og offentligt.
Hvorimod de ikke må have de udfarende negative følelser. En kvinde, der er vred, er en hystade. En kvinde, der siger fra, er emsig. En kvinde, der stiller krav, er bossy.
Kvinden har mere brug for svar
For mænd er det lige omvendt. For sådan er det jo som regel i vores kultur. Det, der er stemplet som feminint, er lig med noget, mænd ikke må – og det, der kaldes maskulint er noget, kvinder ikke må.
Men mænd må godt være ekstremt følelsesladede. De må for eksempel gerne blive vrede. De skal faktisk helst blive det. Og sige fra og sætte grænser. Måske ligefrem slå fra sig.
Så i virkeligheden er det at være i sine følelsers vold altså to vidt forskellige begreber, alt efter om vi ser på kvinder eller på mænd.
Og det er her, jeg tror, Brinkmanns kønsblindhed virkelig sætter ind. Han ser hele bølgen af selvhjælpstyranni som én ting. Altså som at behovet for selvhjælp er ens for mænd og kvinder. Og det er det ikke.
Min teori er faktisk, at grunden til, at der er kommet alt det fokus på det indre og det spirituelle er, fordi kvinder i årtier har ledt efter svar. Det er jo typisk kvinder, der dyrker selvhjælp.
Og hvad er det spørgsmål, kvinder stiller?
“Hvorfor føler jeg mig så forkert?”
For husk lige på, at vi lever i et samfund skabt af, til og for mænd. Det er ikke designet til kvinder. Så kvinder er forkerte per default. Ergo har mange kvinder en oplevelse af ikke at passe ind. (Det har mange mænd i øvrigt også, fordi de ikke føler sig som den slags mænd, de forventes af være. Men det er formentlig nemmere at fake det, når man i det mindste ser rigtig ud på overfladen.)
Kvindens veje er belagt med lort
Men da kvinder jo ikke traditionelt har haft mulighed for at vende deres frustrationer udad mod verden, har de ikke haft andre muligheder end at vende dem indad. Derfor har deres løsning også været at prøve at søge ind i sig selv, finde metoder i sig selv til at cope, acceptere og tilgive.
Altså en art moderne “guds veje er uransagelige”, der lyder: “Jeg er en emsig mokke, fordi jeg ikke bare er taknemmelig over, at jeg har et job (hvor min chef godt nok tager mig på røven og underbetaler mig) og at min kæreste tryner mig med anklager om russere i lysthuset, når jeg prøver at få ham til at tage sin del af ansvaret. Men det er altså mig, der skal få styr på det. For der er ikke noget mere uklædeligt end en sur kvinde. Kvindens veje er bare utaknemmelige.”
Hvilket jo ligesom religionens passiverende mantraer kan udnyttes af magtfulde mænd (m/k) til at holde kvinder tilbage.
Ret ind eller forsvind!
Og det er der, hvor Brinkmanns kritik alligevel er sindssygt vigtig! Fordi mange af de problemer, kvinder har i denne verden, er ikke nogen, der kan løses med at se indad. De skal tværtimod løses ved at blive vred, sige fra og stille krav.
Men de seneste år er det desværre gået helt amokkenfelt til. For kapitalismen og patriarkatet har nemlig luret, at der er fordele i de indadvendte copingstrategier, så dem har de stjålet og inkorporeret i alt fra arbejdspladser, skoler, over produkter og reklamer, til parforholdsidealer og politik.
Og det er dét, Brinkmanns mission er; at kritisere, at vi i sammenhænge, hvor vi faktisk er i et strukturelt magtforhold bliver forventet at have ja-hatten på og samarbejde.
For resultatet er det, som jeg desværre har prøvet mange gange i mit liv, nemlig at man bliver kaldt ind til samtale(terapi) med en underviser/chef, der lader, som om høn ønsker at medvirke til at udfolde ens potentiale, men i virkeligheden vil have en til at rette ind efter kønskassen, så man er nemmere at styre:
“Hvis du lige var lidt mere mindfuld og kvindelig, lille ven, så ville du ikke kræve så meget i løn. Gå du hjem og arbejd med dine issues, så du kan få ja-hatten på og tænke positivt igen!”
De stille piger har kun et stille potentiale
Det er en pissefarlig tendens, og den koster kvinder meget mere end den koster mænd – fordi den kulturelle accept af, at mænd ‘brokker sig’ trods alt er højere.
(Brinkmann opfordrer i øvrigt til meget mere brok.)
Og jeg tror faktisk også, at det er der problemerne med ‘stille piger, vilde drenge’ i folkeskolen er startet. Lærerne vil gerne “hjælpe” børnene til at udfolde deres potentiale, men da de er kønsfastlåste, kan de kun gøre det indenfor de traditionelle rammer. Ergo bliver det mere et pres for, at man skal være kønsstereotypen – i stedet for en potentiale-frigørelsesproces.
Så jeg vil gerne anbefale alle feminister og andre systemkritikere at læse Brinkmann. Jeg vil i øvrigt også anbefale, at man supplerer den op med Rasmus Willigs Kritikkens U-vending, der også tager fat i denne individualisering af strukturelle problemer.
For det er afgørende, at man som systemkritiker forstår de her affærdigelsesmekanismer, for ellers går man død i anklagerne om at være et surt løg.
Især som kvinde, fordi vi jo alle sammen stadig kæmper med angsten for ikke at være kvindelige (læs: behagelige) nok.
Ja-hatten af, kritikbrillerne på
Men når man læser Brinkmann – ligesom når man i øvrigt læser alle andre inklusiv denne blog – skal man bare have de kritiske briller på og huske, at det er umuligt for forfattere at være opmærksom på alle forhold. Og derfor også umuligt at tage alle forbehold.
Brinkmann har ikke overvejet at køre en kønsanalyse på sin samfundskritik, fordi det ikke er hans metier.
Nu har jeg så suppleret med sådan en. Du kan jo så supplere med en analyse af, hvordan det forholder sig for etniske grupper. Eller en analyse af mine blindheder.
Der er uendeligt mange måder at forholde sig til – og kritisere verden på – og det skal der den ondelusene være plads til. Ellers ender magtmændene (m/k… men mest m) at løbe med det hele, mens systemkritikerne bare sidder og bitcher af hinanden.
Thi kendes for rettesnor
Jeg tænker en del over domfældelser for tiden. Ikke dem, der foregår i Højesteret, men dem der foregår blandt neuron-jurymedlemmerne i mit hoved. Det kommer sig af en lang selvudviklingsproces, jeg har været igennem, hvor jeg har arbejdet med at forstå, at andre ikke nødvendigvis er idioter, fordi de ikke tænker ligesom mig.
Og det viser sig faktisk at være utroligt nemt at tilgive andre deres ”fejl” – men samtidig smadrer det også bare hurtigt min egen selvforståelse.
Madame de Staël har sagt ”at forstå alt er at tilgive alt.” Og det har hun foruroligende ret i. For så det kan nemlig godt lade sig gøre at tilgive folk som Breivik.
Når man virkelig følger den tankerække til ende, der hedder: Hvis nu jeg havde været født under hans omstændigheder – som selvfølgelig indeholder en masser faktorer, ingen nogensinde kommer til at kende – havde jeg så handlet anderledes, end han gjorde?
Jeg vil meget gerne tro, at jeg havde – min selvforståelse afhænger faktisk af det: Der må på en eller anden måde være noget, der adskiller mig fra psykopaterne. Men i og med, at Breivik ikke fik en forvaringsdom, men blev dømt som ”normal”, så siger retten i Norge faktisk, at hans handling i princippet kunne være begået af hvem som helst. Det er en skræmmende tanke.
To be or not to be like that
Men jeg arbejdede altså en del med at tilgive andre, fordi jeg i mange år var oprigtigt talt pissevred. Jeg blev så arrig over at møde alle mulige mennesker, der gjorde og sagde ondskabsfuldheder – både mod andre og mod mig (som tidligere mobbeoffer er det reaktionsmønster nok ikke helt unormalt.)
Efterhånden som jeg kom op i 20’erne, begyndte jeg dog at indse, at det var mildt sagt uhensigtsmæssigt at reagere så vredt, samt ikke mindst utroligt anstrengende for mit eget velbefindende, og så måtte jeg i gang med andre redskaber. Og forståelse er et meget effektivt redskab.
Da jeg hverken er coach, terapeut eller det mindste interesseret i at hjælpe dig med din selvudvikling, så har jeg ikke tænkt mig at give en lang udredning om, hvordan man bliver bedre til at forstå andre. Hvis du vil lære det, så må du selv finde litteraturen. Men jeg vil dog sige, at noget der hjalp mig ret meget, var skuespillertræning. Der findes mange teknikker også inden for den disciplin, men en af dem, der virkelig gav mening for mig, var at se på replikkerne og så lave et bagudrettet psykisk regnestykke; hvis jeg skulle sige det der, hvad skulle der så være hændt mig?
På den måde kan man altså pludselig forstå de mest ubehagelige mennesker, fordi man bogstaveligt talt går i deres sko. Og når man forstår alt, så har man på sin vis også tilgivet dem, for så forstår man, at de ikke er så forskellige fra en selv.
Er det ikke bare smukt? Nej!
Er det virkelig mit liv? Virkelig? Nå, okay så.
For så sætter man Dogville eller Hævnen på, og så føles det faktisk meget rart, at der ikke er så meget forståelse og tilgivelse, men slet og ret selvtægt og hævn.
Forståelse og tilgivelse er glimrende redskaber til at slippe af med vrede. Problemet er, at de nemt tager alle andre følelser med i købet.
Lad mig genfortælle en historie af Eckhart Tolle, den store guru inden for den nærværs- og mindfuldness bølger, der tsunamiagtigt vælter ind over os i de her år. Historien er fra hans bog En ny jord og handler om en japansk zenmester, der levede for mange år siden og var højt respekteret og anerkendt. Men så en dag bliver hans nabos teenagedatter gravid og presset af sin far, lyver hun og siger, at zenmesteren er faren til barnet. Rasende styrter naboen over til zenmesteren og sviner ham til, til hvilket zenmesteren siger: ”virkelig”.
Herefter spredes rygtet i byen, og zenmesteren mister alt sin respekt og anderkendelse (for ikke at glemme sin indtægtsmuligheder, men det siger de ikke noget om i historien, så måske lever zenmestre bare af ginseng-rødder, de selv dyrker) og også til dette siger zenmesteren: ”virkelig”.
Så går der ni måneder, og barnet kommer til verden. Naboen tager babyen ud af hænderne på moren og går ind til zenmesteren med det og siger, at siden det er hans barn, så må han tage sig af det, og zenmesteren siger: ”virkelig.” Og han tager sig af barnet som sit eget, og det vokser op.
Der går et par år, så tager teenagedatteren sig så sammen til at indrømme, at det altså ikke var zenmensteren, der havde gjort hende gravid, og naboen går brødbetynget ind og undskylder og tager barnet med sig igen, til hvilket zenmesteren siger – ja du gættede det – ”virkelig”. Han får nu meget større respekt og anerkendelse, end han havde før, men også til dette siger han: ”Jeg er en kæmpeidiot og har ingen selvrespekt…”
Nej, han siger selvfølgelig bare: ”virkelig”.
Mit meget skarpe sværd er virkelig kun til pynt.
Jeg kan sgu egentlig godt lide meget af filosofien i mindfuldness, men her står min hjerne simpelthen af. Den historie har pisset mig så meget af. Jo, tak mere vrede.
Men så er mindfuldness jo så snedigt indrettet, at hvis du vil diskutere med dets præmisser, så er det nok, fordi du ikke er mindfuld nok endnu…
Og det sektagtige lort gider jeg simpelthen ikke. Man må have lov til at forholde sig rationelt til filosofier, ellers er det religioner og blind tro, og dem har vi vist haft rigelige af.
Historien med zenmesteren understreger nemlig så fint, hvad problemet med fuld forståelse er. Når du forstår – og tilgiver – alle deres små og store synder, så lever du muligvis i fuld balance, men 1) du bliver en kastebold i andres hænder og 2) dit indre liv er dødt.
Nu er zenbuddhismen jo ikke helt så dum, som den bliver gjort til i mindfuldness-historien her. I virkeligheden var det jo samuraiernes religion, så der har oprindeligt været indbygget en slå-fra-dig-morale.
Og det var det, jeg begyndte at indse med min vrede, at godt nok kan det være vildt ubehageligt at komme i konflikter og blive vred, men det er bestemt ikke mindre ubehageligt at komme i konflikter og ikke blive det!
Så fucker du edderlåsme af, mester!
Nu har jeg selvfølgelig lært at nuancere det lidt, så vrede ikke er min automatreaktion på alle uretfærdigheder – humor er for eksempel tit meget mere effektiv. Men vrede har altså en berettigelse.
For eksempel dengang en mand satte sig ind ovenpå mig i min bil. Jeg sad i min bil uden for min opgang og skulle lige til at lukke døren, da den her psykopat på stoffer sætter sig ind ovenpå mig og ser på mig med øjne, hvis pupiller er så udvidede, at øjnene er helt sorte. Så blev jeg sgu vred (og bange), og da jeg ikke kunne skubbe ham ud, satte jeg i stedet hornet i bund, indtil folk begyndte at kigge ud af vinduerne, og min søde grønsagshandler kom tililende for at se, hvad der skete og fik psykopaten hevet ud.
Når ens grænser i den grad bliver overskredet, er vrede helt på sin plads. Også når det er de psykiske grænser – når folk mobber, håner og latterliggør en. Og nej, vrede er da langt fra altid den mest hensigtsmæssige reaktion.
Måske ville verden blive et bedre steder, hvis vi alle var i stand til at sætte os ned og diplomatisk indgå en dialog i stedet for at blive vrede, men hvis ens grænser først er overskredet, så er dialog altså for sent. Hvad skulle jeg have sagt til psykopaten til min bil? ”Vil du virkelig sidde her bonget op på stoffer og gøre mig vildt bange? Virkelig?”
Også kærlighed går over, så… why bother!?
Og det er mit første problem med zenmesteren i historien ovenfor. Hans grænser – hans integritet – trues af falske rygter, og det bliver han ikke vred over!?
Okay, så siger vi, at man til en vis grad må leve med, at folk lukker lort ud bag om ryggen på en, sådan er det jo. Men når man så bliver tvunget til at leve med konsekvenserne af det – at tage vare på et barn, der ikke er ens eget, så skal man stadig ikke blive vred?
Okay… ja, så bliver man tvunget til at leve med nogle konsekvenser, man ikke selv er ansvarlig for – sådan er livet jo, det sker for os alle hele tiden, men så indretter man sig jo det bedste, man nu engang kan under de vilkår.
Men når man så har taget sig af et barn som sit eget i flere år, og det bare bliver taget fra en fra den ene dag til den anden, så skal man altså heller ikke blive vred? Man skal ikke engang blive bare lidt ked af det? Hvad er det galt med den her mand!? Er han en form for ekstrem autist?
Og det er mit andet problem med historien om zenmesteren og forståelse. For hvis du ikke føler for noget, hvad lever du så for? Hvis alle følelser kan erstattes af et ”virkelig?” eller et ”også dette går over” eller ”pyt” eller af et af de andre mindfuldness-forslag til, hvordan man skal tackle sine følelser, hvad er der så tilbage af indre liv? Hvad er der så tilbage af rettesnore for din tilværelse?
Jeg ved sørme ikke, om jeg kan li’ tæsk og rodfrugter
Det er jo ikke en ny idé, at vi skal håndtere vores følelser. Religioner har gjort meget med skyld og skam for at få os til at opprioritere de gode følelser (kardinaldyderne) og nedprioritere de dårlige følelser (synderne), og nu fortsætter mindfuldness-halløjet og rigtig meget moderne coachingfilosofi så den tankegang.
Men jeg tror altså, at evolutionen har ladet os beholde følelserne af en grund, selvom vi udviklede bevidsthed. Og det er, fordi følelserne er vores guidelines. Hvis vi ikke kan mærke forskel på, hvad vi godt kan lide, og hvad vi ikke kan lide, så er det vel groft sagt egentlig ikke nogen grund til at fortsætte med at leve. Livet handler jo om at få mere af det, man synes er godt og mindre af det, man ikke bryder sig om. Det er selvfølgelig vildt forskelligt fra person til person, men grundlæggende er vi alle på den måde i vores følelsers vold.
Derfor skal man selvfølgelig stadig have et samarbejde kørende mellem følelser og bevidsthed, så man hele tiden er klar over – så vidt muligt – hvorfor man føler som man gør, så man ikke bare reagerer. Men jeg tror altså på, at man virkelig er nødt til at tage vores følelser alvorligt og ikke bare lægge låg på dem. Heller ikke de såkaldt syndige følelser som misundelse og grådighed. Jeg tror bare, at de er andre måder at guide os i retning af det, vi gerne vil – eller ikke vil.
Alting er bare lige godt her i vores helt lige hippiekollektiv
Og så tilbage til domsvæsnet. For det er her det at dømme andre kommer ind i billedet igen. Følelser hænger jo ikke bare og svæver frit uden noget at hæfte på. De er hæftet op på vores værdier. Hvilket vil sige, at for nogen er der følelsesmæssigt payoff på at leve i overensstemmelse med en religions forskrifter, for andre er det på at realisere sig selv.
For mig udløser det også altid vrede at se nogen tromle andre, mens det for andre mennesker måske udløser sorg at se det, for nogle udløser det ligegyldighed, og for nogle få udløser det måske ligefrem en udløsning. Det afhænger jo alt sammen af, hvad vi har med i rygsækken af værdier og erfaringer.
De værdier – vores følesesudløsere – er vi selvfølgelig nødt til at vedligeholde. Og det er derfor, at vi dømmer andre. Både i det store retsvæsen og på den lille private konto. Hvis det er en værdi for et samfund, at man ikke tager hinandens ejendom, så er man selvfølgelig nødt til at udløse en straf over dem, der ikke respekterer den værdi. Ligesom jeg er nødt til at udløse en reaktion over dem, der ikke respekterer mine grænser, som jeg er en del af mine personlige værdier – ellers mister jeg dem.
Men det gælder faktisk ikke kun i den direkte interaktion med andre, det gælder også i min bevidsthed.
For eksempel har jeg det svært med folk, der ikke kommer til aftalt tid. Det er, fordi jeg åbenbart har en old school jydeværdi i at være punktlig. Mine veninder er helt anderledes, de kan sagtens komme et kvarter senere end aftalt uden at spekulere mere over det, fordi punktlighed ikke er en værdi for dem.
At vi stadig kan være veninder trods forskellige værdier skyldes så, at vi er i stand til at forstå hinandens værdier og respektere dem og blablabla. Det er alt sammen meget fint og mindfuldness-agtigt, men min pointe er bare, at mit hoved jo ikke dømmer mine veninder mindre af den grund. Det er jo ikke sådan, at jeg ser på deres afslappede stil og tænker: ”Det er jo bare én måde at leve på. Alles måder er jo lige gode.”
Jeg forstår, at de tænker og føler anderledes, og jeg indretter mig efter det, men jeg har stadig mine egne værdier i behold og derfor vil jeg uundgåeligt bryde mig mindre om deres værdier end om mine egne. (Også selvom de efterhånden har smittet mig så meget, at jeg heller ikke selv kommer til aftalt tid.)
Din rettesnor er ikke din ret til at rette mig
Og det er jo helt okay. Det, jeg ville frem til er jo, at det faktisk er okay, at vi dømmer andre hele tiden, fordi det er en del af vores følelsesmæssige guidelines. Det er den metode, vi bruger til at finde ud af, om vi selv synes, vores liv eget er på ret køl.
Ja, her er jeg selvfølgelig pinlig bevidst om, at rigtigt mange har brug for mere end det. At det ikke er nok for dem at tænke for sig selv: ”Sådan gør de, det kan jeg ikke lide, så jeg gør sådan her i stedet, og så hilser vi stadig pænt på hinanden.”
Jeg ved godt, at mange har brug for at få deres domme stadfæstet offentligt, at de er mere end bare en erkendelse i sindet – enten gennem en tilslutning til et parti eller en gruppe (af skinheads, veganere eller andre lignende ekstremme grupperinger).
Men for mit eget personlige vedkommende har det bare været en stor lettelse at erkende, at jeg ikke er dårligt menneske, fordi jeg dømmer andre. At det, at jeg kan føle så stort et had til Breivik og dømme ham som psykopat i mit hoved, faktisk er med til at gøre, at jeg aldrig ville begå noget i nærheden af det, han gjorde.
Det er mine følelser, mine refleksioner over dem og ikke mindst mine domme, der sørger for, at jeg er det menneske, jeg gerne vil være. Og det kan jeg rigtigt godt lide. Ikke mindst kan jeg rigtigt godt lide, at jeg bliver pissevred og dømmer folk negativt, når de har brug for at dømme, håne, mobbe og tromle andre offentligt.
Den vægt, du ikke bærer
På mit køleskab hænger en snip fra et Yogitebrev. Yogitebreve har nemlig små visdomsord på deres snipper. Som oftest lidt for flippede til reel eftertanke. (Eks. “Look at the stars. Connect with the stars. You are a star”. Øh, nej, fordi du drikker Berry Detox er du næppe den næste Rihanna.)
Men den snip, der hænger på mit køleskab, vækkede i den grad en erkendelse i mig, og den hænger centralt placeret på køleskabsdøren, fordi jeg er nødt til at minde mig selv om det på dagligt plan. På snippen står der: “You don’t know the weight of a burden you don’t carry”.
Jeg er nemlig født liberalist, jeg er individorienteret i en grad, så selv Liberal Alliance må stå af, faktisk lever jeg mit liv efter liberale principper, der er så liberalt liberale, at de slet ikke er repræsenteret i dansk politik.
Men jeg stemmer venstreorienteret. Og har altid gjort det – også før snippen kom op på køleskabet. Fordi jeg et eller andet sted altid har været bevidst om det faktum, at nej, jeg kender ikke den byrde, du bærer.
Gud, er det det, jeg betaler skat til!?
Du kender jo heller ikke min byrde. Egentlig syntes jeg ikke, at den er ret tung, selvom jeg selvfølgelig har dage, hvor jeg er nødt til at blive i sengen, fordi verden simpelthen er for hård. Men generelt syntes jeg, at mit liv er udfordrende i en grad, der passer til mig, og hvad jeg kan overkomme. Og jeg er også af den mening, at mit liv er mit eget ansvar, og det lever jeg efter. I helt uhyggelig grad.
I hvor høj grad gik først rigtig op for mig forleden, da jeg snakkede med en veninde om hendes fysiotereapeut. Hun roste ham til skyerne, og jeg spurgte, om jeg ikke måtte få hans hjemmesideadresse, for så kunne det da være, at han skulle se på min skulder, der driller lidt engang imellem. Hun gav mig adressen og sagde i samme nu: ”Men du skal gå op til din læge først og få en henvisning.”
Jeg gloede bare underligt på hende, så hun uddybede: ”Ja, så er det jo kun halvt så dyrt.”
Og jeg blev bare ved med at glo underligt på hende, mens det gik op for mig, at jeg virkelig er ude af sync med det samfund, jeg har levet i de sidste 33 år.
Jeg havde seriøst aldrig skænket en tanke, at jeg skulle bede samfundet betale for min drillende skulder. Det er jo min skulder!
Æ gør’et sjælv, do
Den form for ekstrem ansvarsfølelse stammer fra mine midtjyske bonderødder. Her klarer man sig selv og sine køer, og det skal staten sgutte blande sig i! Og selvom den form for livsstil har været uddød her i landet i hen ved 100 år, så sidder den stadig kodet ind i min hjernes vanetænkningsmønstre. Min automatrefleks, når jeg er har brug for hjælp, er altid at gå til familie eller venner først, dernæst at betale mig fra det. Staten er altid absolut sidste udvej.
Ikke dermed sagt, at jeg er ubekendt med de fordele, jeg har af vores sundhedsvæsen. Dengang jeg skar min finger af, var jeg meget taknemmelig for bare at køre på skadestuen og lade dem klare sagerne, uden at jeg nogensinde hørte mere til det. Og jeg har også trukket godt på statens fede dankort med min uddannelse og min SU. (Jeg har faktisk regnet lidt på det, og med én operation, en lang uddannelse og SU, så er mig og staten i hvert fald ikke kvit, før jeg er omkring 40, og så er vi slet ikke begyndt at tale om veje og politi og alle de andre ting, jeg får betalt af staten, og som jeg slet ikke tænker over.)
Men når det kommer til mindre skavanker og andre hverdagsproblemer, så glemmer jeg virkelig, at jeg bare kunne gå ned til lægen eller på kommunen eller, hvad man nu ellers gør.
Jeg er jo også helt ekstremt heldig. Tænk, at jeg har hele tre sikkerhedsnet – mit bagland, mine egenbetalte forsikringer og staten. Mange mennesker i verden har knap nok ét.
Og mange mennesker i Danmark har ikke de første to. Det er netop den byrde, jeg forsøger at holde mig bevidst, om at andre bærer.
Selvfølgelig kan alle da det, jeg kan
For med den grad af grotesk personlig ansvarsfølelse, jeg har nedarvet, kommer der jo også meget nemt domsfældelser over andre, tilsyneladende mindre ansvarlige mennesker. (Hvilket ifølge mine jyske rødder er op til 99,9 procent af alle andre, fordi mistænkelighed over for, hvad dem, man ikke er i familie med, egentlig kan bidrage med, også er en del af arven.)
Jeg har så let ved at se på andre, der bare ikke kan ”tage sig sammen” og tænke: ”Hey, svagpisser! Hvis jeg kan, så kan du også!”
Men sådan hænger verden ikke sammen, det ved jeg godt, selvom arven fra min sammenbidte bondeslægt hvisker noget andet. Mennesker kan ikke bare tage sig sammen. Faktisk tror jeg, at de fleste langt hen ad vejen allerede tager sig så meget sammen, som de kan. Og det er selvfølgelig alt, alt for lidt. Folk burde virkelig gøre en større indsats, vi ville ikke have så mange problemer i den her verden, hvis alle bare tog sig lidt mere sammen.
Den liberale side af mig slås konstant med den venstreorienterede; folk er dovne kontra folk gør det bedste de kan med de ressourcer, de har til rådighed.
Måske er jeg ikke den eneste med den indre kamp – mange af os har jo den jyske muld et eller andet sted i vores gener – men som oftest ser jeg kun mennesker, der har valgt den ene side i kampen. Især i den politiske debat.
Din skyld, vores skyld, din skyld, vores skyld, din skyld, vores…
Jeg synes, det er meget sigende, at de mennesker, der traditionelt har repræsenteret venstrefløjen for manges vedkommende er skolelærere og dets lige. Det er altså mennesker, der fra starten af har haft en stor forståelse for, hvor meget omgivelserne betyder for vores individuelle muligheder.
Og på samme vis er dem, der repræsenterer de borgerlige partier, selvstændige og andre erhvervsfolk, der har klaret sig godt på individuelt plan og derfor mener, at det er op til den enkelte at klare sig.
Og så står de to fløje over for hinanden, som de har gjort det i snart 100 år og skændes om, hvem der har mest ret og fordeler love og penge efter et eller andet kompromis mellem dem, hvor ingen nogensinde bliver tilfredse, fordi det jo er kompromissets natur, at ingen bliver det.
Hvilket formentligt også vil være sådan politik vil se ud til evig tid, fordi når det kommer til stykket har begge sidder jo ret; vores liv er vores eget ansvar, og vi er afhængige af vores omgivelser.
Det er så banal en sandhed, at jeg faktisk godt kan blive lidt irriteret over, at det stadig skal diskuteres. Men ih, det bliver det. Især lige nu. Lige for tiden er det enormt populært at lægge alt ansvaret over på enkeltindivider – om det kommer til arbejdsløshed eller ligeløn/barsel eller “livvstils”sygdomme – som allerede i betegnelsen indikerer du kunne bare have valgt noget andet, fedeberg.
Ja, selv i miljøbeskyttelsen dominerer retorikken; for det er jo mit personlige ansvar, om jeg vil leve ikke-bæredygtigt, køre i min benzinsluger-bil og tage en flyver til Thailand og forurene kloden godt til undervejs. (Hvilket jeg i parantes bemærket gør, for jeg er godt nok meget personlig ansvarlig og lader også være med at smide skrald på gaden, men jeg kan altså ikke overskue at skulle tage ansvar for hele klodens fremtid oveni. (Og jeg elsker min benzinsluger-bil. Sorry, kære venstrefløj, men I har altså endnu ikke formået at overbevise mig om, at forlænget rejsetid og lugten af sure tæer i en togkupé er et godt bytte for min personlige frihed bag rattet.))
Lille luder let på tå
Prostitutionsdebatten er et af de steder, hvor denne diskussion – mellem personligt ansvar og offer for omstændighederne – har kørt i ring og samme rille i årevis. På den ene side står de liberale og mener, at luderen selv har valgt det; at hun har truffet et frit valg, og på den anden side står venstrefløjen og siger, at hun ikke har haft andre valg; at hun er et offer. Og der står debatten så bomstille.
Men kan begge dele ikke være tilfældet? Er det ikke snarere sådan, at vi alle træffer frie valg – men at vores valg er afhængige af, hvad vi ellers har mødt i vores liv? Er det ikke i virkeligheden et eksistentialistisk grundvilkår?
Jeg tror, at den virkelige grund til, at prostitutionsdebatten altid ender der, er, fordi vi er bange for det helt personlige ansvar; nemlig om vi – personligt – overhovedet er interesseret i at have prostitution i vores samfund.
For så bliver det straks en langt mere en penibel sag, når vi ikke bare kan skyde problemstillingen over på de prostituerede – om de så er frie aktører eller ofre – eller over på kunderne – om de så går til prostitueret, fordi det er synd for dem, at de ikke kan få sex andre steder, eller om de bare er frie, klamme svin. (For pudsigt nok, så er skifter aktør-offer-modellen fortegn alt efter, hvad side man politisk står på. Rød: Luder = offer, kunde = frivillig aktør/svin. Blå: Luder = frivillig aktør, kunde = offer for sin egen liderlighed/sociale situation/kapitalistiske verdenssyn.)
Det er synd for dig, basta!
Men hvad nu, hvis spørgsmålet om prostitution i stedet lød: Hvad mener jeg rent faktisk om, at sex er en vare, der kan købes og sælges?
Personligt er jeg imod, fordi jeg er lidt hippieagtig, når det kommer til sex og synes, sex burde være noget, der bliver udvekslet ligesom gaver mellem voksne, ligestillede mennesker. Andre har den mere kapitalistiske tilgang, at sex er en valuta, der alligevel altid bliver brugt til at købe sig ydelser og derfor kan der ligeså godt afregnes i kontanter.
Men jeg gad godt, at dét var debatten i stedet. Hvis vi rent faktisk personligt investerede vores eget syn på sex i debatten i stedet for altid at gøre det til de andres problem – ludernes og kundernes.
Og apropos, så viser offer-retorikken jo også sin begrænsning tydeligt i den prostitutionsdebatten, for hver eneste gang venstrefløjen eller Anne-Grethe Bjarup Riis forsøger at trække offer-mærkatet ned over hovedet på de prostituerede, så stejler de. Forståeligt nok, egentlig, for de færreste har vel lyst til at blive umyndiggjort i en offerrolle. De fleste føler jo netop, at de har truffet deres frie valg ud fra de forudsætninger, de havde.
Hvem siger ikke, at det i virkeligheden ikke er en vildt stærk beslutning at vælge at prostituere sig? Hvis man føler, man ikke har andre muligheder for at klare sig igennem, er det så ikke bedre at sprede benene, end at lægge sig ned og dø eller lade sine børn dø? Jeg ved da, at jeg ikke ville tøve to sekunder med at træffe det valg, hvis alle andre muligheder var væk.
Sagde jeg lige, at jeg ville prostituerede mig? Ja, jeg er faktisk ikke i tvivl, om at jeg ville gøre dét og rigtigt meget andet vildt ubehageligt og gå uhyggeligt langt for at overleve, hvis det blev nødvendigt. Jeg ville sikkert også myrde og torturere andre, hvis det var mine eneste ”valg”. (Jeg håber selvfølgelig, at jeg ville være en af de første, der ryger op af muren, hvis fascimsen kommer, men historien og statistikken taler for, at jeg lige så vel kunne være en af de mange, der ruller gardinerne ned, stikker sine naboer eller bliver ansat i en form for KZ-lejr.)
Den kugle, Joachim B. støder
Så er det ikke efterhånden på tide, at mennesker, der har valgt at lade venstrefløjshjertet råde, forstår, at selvom vi alle er afhængige af hinanden, kan hverken staten eller andre individer altså bære andres byrde for dem; for så fritager man dem fra deres personlige ansvarsfølelse? Og offerollen er nok i virkeligheden en af de tungeste byrder, man kan få lagt på sine skuldre, for den kan man aldrig smide fra sig igen.
Og kunne mennesker, der har valgt at lade det liberale hjerte råde, ikke ligeledes snart tage sig sammen til at erkende, at det er dét, de har gjort – og så se det positive i det!? I stedet for at se ned på mennesker, der har brug for hjælp, så kunne man jo vælge at være stolt og lykkelig over, at man har kunnet klare sig selv.
Tænk, at en tidligere elitesportsmand som Joachim B. Olsen ikke kan se, hvor heldig han har været – både at være født med den personlige styrke til at løfte kugler og sin egen byrde og samtidig have opbakning og sikkerhedsnet nok til at kunne kaste dem fra sig til alverdens sportsstævner uden derved at risikere at miste sit liv eller sit eksistensgrundlag.
Hellere en velkendt lort på skulderen end en ukendt under skoen
Jeg ved da godt, at for mange mennesker i Vesten bliver deres byrder ofte mest til psykiske begrænsninger. Mange tør ikke kaste dem fra sig, fordi de ikke stoler nok på, at der vil være noget andet og bedre til dem. Og de mennesker kan virkelig pisse mig af, fordi de holder sig selv nede og samfundet tilbage. Føler jeg.
Men igen, jeg ved jo ikke, hvorfor de ikke har mod og tillid til at turde tage et større ansvar for deres eget liv. Bare fordi jeg har været så velsignet at have fået det mod og den sikkerhed med i arv, så er det jo virkeligt ikke sådan for alle.
Eller også er andre bare mere dovne, det er jo faktisk en reel mulighed. Jeg finder bare aldrig ud af, hvad der er forklaringen, fordi jeg ikke kender din byrdes vægt. Og derfor prøver jeg ikke at dømme dig alt for meget. Det lykkes nogle gange og andre gange gør det ikke – for det er en del af min byrde, at jeg sgu heller ikke altid er så godt et menneske, som jeg gerne ville være det.
Mænds hjerner er fra Mars, kvinders hjerner er for små
Hvis man vil være sikker på at skabe grobund for ophedede diskussion og deraf følgende virkelig dårlig stemning til et selskab, skal man sige bare sådan en passant, at man ikke mener, at køn er noget særligt medfødt. Så bliver der godt nok spruttet kaffe og småkagekrummer ud over bordet, og de store følelser kommer i udbrud.
Jeg har været til stede i selskaber, hvor en eller anden pludselig har sagt noget sindssygt, som ”Hitler gjorde jo også mange gode ting,” eller ”det, det danske samfund mangler er en elite af eksperter, der styrer landet, så dumme mennesker ikke kan stemme længere” eller ”der burde laves mere tv med Bubber.”
Alligevel har jeg aldrig oplevet nogle af disse få samme voldsomme reaktion som jeg får på at stille spørgsmålstegn ved vores opfattelse af kønnet som noget medfødt. For totalitære regimer er åbenbart langt mindre skræmmende end tanken om, at man måske ikke behøver være mand, kvinde, dreng eller pige på en bestemt måde.
Det er din skyld, at samfundsskibet synker, din… din dødvægt!
Jeg ville ønske, at jeg ikke forstod de her mennesker, for så ville jeg virkelig kunne indrulle mig i den feministiske hær og bare fyre løs med queer-skyts som, at alle mænd burde prøve at blive bollet af en anden mand.
(Det læste jeg for nylig, at en queer-aktivist-gruppe opfordrede til. Prøv lige at vende den om engang; hvor sure ville selv samme queer-typer lige blive, hvis en mandschauvinist udtalte, at alle lesbiske burde prøve at blive bollet af en mand!?)
Men jeg tror godt, jeg forstår, hvorfor mange reagerer så voldsomt på tanken om at kønnet ikke er biologisk bestemt. Fordi det er så fucking hårdt at leve i denne ”du er din egen lykkes smed”-æra, hvor du ikke alene har ansvaret for at ligne – og være rask som – en 22-årig hele livet, det er også din skyld, hvis der er finanskrise, og du mister dit job og ryger ud af dagpengesystemet og må sælge dit hus. Du kunne jo bare have valgt noget andet, ikke!?
Fordi vi har så helt utroligt frie valg, som vi har, så har vi jo desværre også kæmpe ansvar. Og uh altså, når det efterhånden både er mit ansvar, hvad jeg vælger at bruge mit liv på, hvad jeg vejer, hvad jeg tjener, hvor rask eller hvor syg jeg er, og hvilken social klasse, jeg tilhører, så er det altså meget rart med tanken om noget, jeg er født med. Noget, jeg så ikke selv kan gøre for.
DNA er forkortelse for Det’ Nok Ansvarligt
Det er jo også derfor, det er blevet så populært med historier om genetisk disponering for fedme og afhængighed af alt fra diverse rusmidler til sex og sofamagelighed, for jo flere ting, der sidder i DNA’et, jo mindre ansvar har jeg for at fucke mit liv op. Og kønnet!? Det sidder helt bestemt i DNA’et, for enten er vi XX’ere eller også er vi XY’ere, ikke?
(Selvfølgelig lige bortset fra alle dem, der har variationer over den kombi, som XXX’ere og XYY’erne, men de er jo mutanter! Og ikke på X-Men-måden, men på ”fuck af, du ødelægger min sort-hvide-fremstilling af menneskeheden”-måden.)
Slut prut, så er der ikke mere at diskutere, så er mænd, som mænd nu engang er kodet til at være, og kvinder ditto! Basta!
Det argument bliver mast ned i halsen på feminister og mennesker, der vover at stille spørgsmål ved ”det naturlige”, gang på gang. Personligt finder jeg det ret morsomt, at hvis dette virkeligt er, hvad folk var overbeviste om, at de så kan blive rasende, når andre siger noget andet…. Hvis kønnet er så biologisk bestemt, ville det jo ikke være muligt at undertrykke det ved hjælp af kønsneutrale børnehaver og færre stereotype kvindelige studieværter, ville det?
Men måske er det, fordi de fleste alligevel godt inderst inde ved, at det med kønnet ikke er skrevet så meget i sten eller DNA, som de ville ønske. Men at det snarere er sådan, at den måde, vi fremstiller køn på, faktisk lige så meget – eller lige så lidt – er et frit valg, som alt muligt andet i vores samfund.
Jeg er en mand, fordi jeg har en pik og en bil og ikke bruger solcreme
Nu ville jeg gerne, at vi på dansk også havde den skildring mellem gender og sex, som man har på engelsk, fordi selvfølgelig vil der være krakilere, der vil sige, at køn er medfødt: Der er jo tydeligt forskel på tissemand og tissekone.
Så lad os lige tage den med det samme: Ja, der er forskel på kønsdele. (Og hurra for det i øvrigt!) Men nu snakker jeg altså om kønnenes adfærd, når jeg snakker om køn, så medmindre du hænger hylder op med pikken eller menstruerer med strikketøjet, så er der altså ingen overensstemmelse mellem adfærd og medfødte kønsdele.
Dog vil jeg gå så langt – og det er længere end mange andre feminister – men jeg vil godt medgive, at der kan være medfødte kønsforskelle. Det er meget muligt, at det ene køn er biologisk mere aggressivt og det andet mere omsorgsfuldt.
Problemet er bare, at jeg – såvel som alle dem, der påstår at vide med sikkerhed, at der er forskel i kønnenes biologisk betingede adfærd – aldrig nogensinde vil kunne føre bevis for dette. For der findes ingen mennesker, der er uafhængige af deres miljøer. Og det er jo der, vi er endt i den her diskussion i århundreder. Nogle siger arv andre siger miljø. Bla bla bla.
Men nu er der heldigvis endelig ved at komme et nyt paradigme i forskningen. Inden for især neurologien begynder man at gå væk fra det drivende kedelige nuture-nature-skisma og i stedet erkender mange forskere i dag, at det er både og. Vi er både prækodede væsner og afhængige af vores miljøer. Og det er i den kombination vores jeg opstår.
Den sidste mohikaner-dragqueen
Køn er mere eller mindre en hjernekonstruktion. Opfattelsen af os selv som et bestemt køn er en stor del af skabelsen af vores jeg, så derfor sidder vores køn ikke (ret meget) i vores kønsdele, men i stedet i en række neuroner og synapser i hjernen.
Det bliver mest tydeligt, når man ser på transkønnede. Deres hjerner fortæller dem, at deres jeg har et andet køn end deres kroppe. Og det er altså hjernen, vi lytter til i dag, hvilket er grunden til, at vi tillader kønsskifteoperationer. (Ikke dermed sagt, at transkønnede bliver behandlet specielt godt. De skal stadig gennemgå psykiatriske vurderinger og åndssvagt meget bureaukratisk pis for at få lov til at blive sig selv.)
Transkønnede er i øvrigt ikke en ny opfindelse. Mange tidligere kulturer har haft et tredje køn eksempelvis visse indianerstammer, så man har i mange årtusinder anerkendt køn som noget lettere flydende identitets-noget. (Selvom det mig bekendt altid kun var mænd, der fik lov til at gå i drag… Formentlig fordi historisk set har mænd haft identitet, mens kvinder har haft veer.)
Pointen er, at vi faktisk anerkender, at kønnet er en oplevelse. Vi oplever os selv som enten mænd eller kvinder, og det vil de fleste også behandles som. Ellers ville langt flere jo gå efter et kønsneutralt udseende.
Piger er i pink, drenge er beskidte
Derudover vil vi ikke mindst have vores børn til at blive behandlet som drenge eller piger. Jeg kender mange nybagte forældre, der bliver helt dårlige, hvis nogen siger ”han er sød” til deres pige – og endnu værre; hvis nogen skulle sige hun om en han. Shit, så er han så godt som allerede bøsse! (Hvilket er dårligt, forstås… Altså for min søn, for alle andre er det heeeelt okay.)
Så derfor pakkes de små pus fra fødslen i kønskodet tøj, så ingen kan tage fejl. Medmindre man tilhører min omgangskreds af flippede kulturradikale, for der pakkes de små trolde (“pus” er her en politisk ukorrekt betegnelse) i kønsneutralt tøj, så ingen kan vide sig sikker på, hvilket køn barnet har.
En meget fin manøvre egentlig, men som er fuldstændig lige meget, for alle, der møder en sort barnevogn med en hvidklædt baby, vil alligevel som det første lave den obligatoriske er-det-en-dreng-eller-pige-?-vejrtrækning.
Jeg har endog hørt om folk, der klæder deres piger i blåt med dinosaurusser på maven, og som bliver dødeligt fornærmede, når de efter at have forklaret, at det altså er en pige, oplever, at en legepladskammerats mor kommer til at sige ”han” om barnet.
Så spørgsmålet er: Hvorfor er lyserød så farlig en farve, når din angst for personlige stedord alligevel er større?
Hvad mor og far gør er altid lidt gak-gak
I Canada er der et ægtepar, der er gået all in på kønsneutralitet, og nægter at fortælle omverden, hvilket køn deres lille Storm har. Det er sådan en case, der virkelig kan få folk til at rase.
”Det der er jo beviset på at feminister har en skrue løs,” siger de selvsmagende. Og glemmer, at Breivik også mente dette – som jo så skulle være beviset på, at folk, der mener, at feminister har en skrue løs, selv har så mange løse skruer, at de er til fare for alt og alle.
Pointen er, at selvfølgelig har de mennesker i Canada en skrue løs. Ligesom folk, der opdrager deres børn i ekstremme religiøse sekter og/eller giver dem lov til at stille op i X-Factor. Der findes beklageligvis mennesker, der lader deres egne syge indstillinger gå ud over deres børn. Den slags mennesker kalder vi; forældre!
Alle forældre former deres børn med bestemte værdier. De fleste forældre har så heldigvis værdier, der korresponderer meget godt med resten af samfundet, mens nogle bare er tosser.
Parret i Canada tilhører klart sidstnævnte gruppe, fordi de glemmer i deres iver for at skabe et barn, der ikke bliver formet i en kønsstereotyp retning, at barnet så mister sin mulighed for at 1) interagere på normal vis med det omgivende samfund og derved 2) skabe sig en identitet, så det også som voksen kan interagere med det omgivende samfund. (Men bare vent; Storm er derved dømt til at skulle lave det vildeste teenageoprør, så tosserne skal nok komme til at betale prisen!)
Damsel in distress; what else is there to do?
Som sagt er kønnet noget, der bliver skabt i hjernen sammen med de andre historier om vores identitet. Hvad enten de historier så handler om, at man er sådan en, der aldrig giver op, eller at man virkelig ikke selv kan gøre for, at man er blevet tyk, fordi ens gener har elskovshåndtag.
Den historie om mig skabes i et uskønt mix mellem mine medfødte dispositioner, mine følelser, mine erfaringer med verden – og ikke mindst med baggrund i de fælles historier, der findes i vores kultur.
Og det er her, jeg altid gerne vil diskutere køn. For de dele af historien om os selv, vi forbinder med vores køn, har rigtig meget med den kulturelle opfattelse af køn at gøre. (Foucault sagde tilmed, at kulturen også bestemmer vores seksualitetspræferencer. Hvilket på sin vis giver god mening, for sådan noget som eksempelvis latex-fetichisme kan vel næppe være biologisk bestemt, da latex først blev opfundet i 1910…)
Hvilket vil sige, at når vi konstant fremstiller kvinder, mænd, drenge og piger på bestemte måder i vores kultur, så bliver vi alle sammen ”smittet” med de historier. Og med det mediebombardement, vi lever under i dag, kan forældre altså nok så meget forsøge at give de små troldepus et pusterum af nogenlunde kønsneutralitet, det hjælper bare ikke meget. For barnet kan jo ikke gå på gaden uden at meterhøje reklamer fortæller, hvordan kvinder bør stræbe efter at se ud. Det kan heller ikke tænde for nogen skærme, uden at porno og spillefilm fortæller, hvordan mænd skal tilbageholde alle følelser undtagen deres voldbegær efter kvinder. Og i øvrigt kan barnet slet ikke deltage i samfundet uden, at fordomme og stereotyper fortæller, at rigtige mænd åbenbart bør tale mere end kvinder, besidde vigtigere poster og værre dårligere forældre, og rigtige kvinder elsker sko og er bare lidt mindre kompetente til alt undtagen det, der kommer ud af fissen på dem selv – og hvad vi i øvrigt ellers prakker hinanden på af ”medfødte” kønsforskelle.
Alt, der ikke har været med i et program med Bubber, er underligt
Min pointe er naturligvis, at alt det kulturelle jo faktisk kan laves om, og det synes jeg virkelig, det skal på en lang række områder. Fordi det begrænser individer, at de kun kan skabe deres identitet ud fra en blå eller lyserød kasse. Men også fordi det begrænser vores muligheder for at udvikle os som civilisation, at vi ikke udnytter alle de medfødte ressourcer bedre – men tvinger dem til at skulle agere i ret rigide rammer.
Okay, de rammer er ikke så stramme, som de har været i tidligere tider, til gengæld tror jeg (min personlige teori, skal jeg lige sige; jeg har ingen forskning bag mig her), at når børn så tidligt møder så voldsomt et mediebombardement, at deres identitet bliver langt mere fastlåst på bestemte kønsopfattelser – såvel som på mange andre opfattelser; eksempelvis at ungdom er bedre end alderdom (alderdom = alt over 35), at sygdomme og arbejdsløshed er noget, man selv skaber ved forkert adfærd, og at sex uden latexmasker, nylonreb og bilbatterier er kedeligt.
Jeg tror (igen; min tro – ikke videnskab!) at mange – selv voksne – faktisk får mere ekstremme identitetsopfattelser af at møde en verden, der i den grad skaber/er skabt af stereotyper, segment-modeller og typecasting. (Som jeg tidligere har skrevet om blandt andet her.)
Men selvom vi måske giver os selv lov til at have en flex identitet, fører det voldsomme fokus på kønskarikaturer desværre til, at vi i hvert fald ikke giver andre det samme albuerum til at manøvrere over hele kønsspektret. Og det er bare pissesynd. Især for børnene. Men det siger jeg sikkert bare, fordi jeg er en kvinde, og kvinder er jo biologisk kodet til at bekymre sig om de små snotunger.