Tag: valg
Offer!? Nej tak da, ikke mig!
Jeg blev så glad her til morgen. Så glad, at jeg endelig fik gang i bloggeriet igen. (Hvis du jævnligt følger min blog, vil du vide, at der ikke har været noget jævnligt at følge et jævnt stykke tid. (Hey, jeg har skrevet en bog og lavet et show og et talkshow, det er ikke, fordi jeg bare har fedet den (i hvert fald ikke hele tiden…)))
Jeg stod op til et indlæg i Berlingske skrevet af en ungdomspolitiker, der tager afstand fra den sexchikane, mange kvinder oplever i det offentlige rum.
“Nå, men har I venstreorienterede flipperfeminazifisser ikke skrevet den slags indlæg i årevis,” tænker du måske nu, og tilføjer måske: “Uden den store effekt.”
Jo, det har vi nemlig. (Og hey, det har haft en effekt! Folk snakker om det. Folk kender begrebet hverdagssexisme nu, og det gjorde de ikke for tre år siden.)
Men dette indlæg er dog ikke skrevet af en af os fra det sædvanlige kor af venstreorienterede feminister. Nej, det er skrevet af formanden for Liberal Alliances Ungdom i København, Louise Amby.
Andre kan godt være idioter, selvom man selv er liberal
Amby er træt af ikke at kunne få lov til at sige fra, når hun chikaneres af klamme mænd, uden en horde af liberale straks mener, hun gør sig selv til offer:
“Jeg er ærligt talt halvtræt af den generelle liberale konsensus om, at man forsøger at udstille sig selv som værende undertrykt og svag, fordi man ikke gider tilråb fra klamme, liderlige mænd. At jeg fortæller dig, at din opførsel er uklædelig, er altså ikke på nogen måde uliberalt eller det næste skridt mod kvindekvoter og anden statslig indblanding i ligestillingsdebatten.”
Uh, jeg får lyst til at danse nøgen rundt i regnen!
Men det gør jeg selvfølgelig ikke, fordi jeg så ville blive chikaneret af klamme mænd, og så ville folk sige, at det var min egen skyld, fordi jeg bare kunne lade være med at være nøgen i regnen, og jeg skal i øvrigt se det som en kompliment, at nogen roser min 35-årige snart total appelsinhudsdækkede nøgne krop, og hvor er det i øvrigt også offeragtigt at fortælle nogen om de klamme mænd til at starte med!
Når kun idioten har frit valg
Nej! Og det er nemlig det, vi én gang for alle skal til at have slået fast: Man er ikke et offer, når man fortæller om et overgreb. Man er pissefucking sej!
For du gør ikke dig selv til et offer, andre gør dig til et offer! Du har ikke selv valgt at blive chikaneret på gaden eller på din arbejdsplads, du har ikke selv valgt at blive slået ned i byen, du har ikke selv valgt at blive voldtaget. Det er kun overgrebsmanden (m/k), der har haft et valg. Og høn traf det valg at antaste dig. Du blev ufrivilligt draget ind i en anden persons handlinger, som efterlod dig med et større eller mindre grad af ubehag.
Din eneste reelle handlemulighed efter et overgreb (stort eller lille) er at fortælle andre om det. Du kan ikke ændre fortiden. Du kan ikke slå dig selv i hovedet med, at du skulle have sagt bedre fra, du skulle have været mindre fuld, taget en taxa, taget mere tøj på, taget hjem tidligere.
Eller jo; du kan godt slå dig selv i hovedet med de her ting, men det er ukonstruktivt, fordi du jo altså stadig ikke kan ændre på noget som helst, der er sket.
Ahhh, men når du sådan svanser rundt helt idiotindbydende…
Men du føler, at du har et ansvar for det, der skete, så derfor bliver du ved med at skamme dig over, at du ikke gjorde noget andet, end det du gjorde.
Og det er altså ikke så mærkeligt, at du har det sådan. Hele vores samfund er bygget op omkring victimblaming.
“Du kunne jo bare have ladet være med…” er den sætning hele retsystemet operer efter, når det kommer til ofre for overgreb. (Medmindre ofrene er under 14 eller over 80.)
Ellers har du selv provokeret eller indbudt til det. Hvis du er en fyr, der er blevet slået ned, så har du nok været for øretæveindbydende. Hvis du er en kvinde, der blevet voldtaget, så har du nok selv lagt op til det.
Og på den måde fratages gerningsmanden (m/k) hele tiden en del af ansvaret for sin handling, mens offeret tvinges til at skulle tage et ansvar for et andet menneskes helt urimelige handling på sig. Og leve med det. Og slå sig selv i hovedet med det.
Offer fy for poffer, så hellere være idioten selv
Dét er det næste led i overgrebet. For et overgreb i dagens Danmark består af tre led: 1) Det egentlige overgreb, 2) når du får at vide, at du selv er medansvarlig og 3) når du får det indtryk, at det bedste er, at du slet ikke taler om det. For du vil da ikke gøre dig selv til offer nu, vil du?
Derfor vælger de fleste ofre at tie. De bider det i sig. De smiler gennem vreden, smerten og fortvivlelsen. Og det får alskens psykiske mén af det, fordi det er usundt at undertrykke den slags.
Men der er faktisk en psykisk logik i den undertrykkelse. Som også er grunden til, at samfundets syn på offerrollen i det hele taget er blevet sådan, og som er derfor de fleste mennesker tager skarp afstand fra at kalde sig selv offer.
At være offer er det værste i verden. Punktum.
Man vil faktisk hellere være gerningsmand.
Nej, det vil man selvfølgelig ikke med det gode del af ens sjæl – den side vil helst bare være et godt menneske. Men ens overlevelsesmekanisme har altså en meget ubehagelig side, der falder tilbage på en ret sort-hvid systemindstilling: æd eller bliv ædt.
Jeg vælger helt selv at lade dig være idiot over for mig nu
Fordi gerningsmanden (m/k) handler jo: Høn bevarer sin autonomi, sin selvbestemmelse. Mens offeret mister sin. Og vi definerer jo i høj grad os selv som mennesker ud fra vores evne til selvbestemmelse, til handling.
Når andre tager den fra os, føler vi altså, at vi mister… ja, os selv faktisk. Hele vores forståelse af vores egen identitet bliver taget fra os.
Derfor vil de fleste fortsætte med at insistere den autonomi igennem, selv når det er åbenlyst, at der ikke er tale om et frit valg længere. Hvilket er klart den bedste måde at overleve psykisk på.
Udsendte soldater lærer i deres træning af psykisk selvforsvar, at hvis de bliver taget til fange, og de bliver voldtaget (ja, det sker ret tit. Også for mandlige soldater!) så skal de lade sig voldtage. De skal sige til sig selv: “Nu lader jeg det her ske, for så kan det være, at mine overlevelseschancer er større.”
Det er måden at bevare magten over sin eget selv, også når andre invaderer det selv på de allermest krænkende måder.
Så længe der er idioter til, kan jeg kun sidde hjemme og spise køberoulade
Hvorimod mennesker, der accepterer offerrollen, altså virkeligt accepterer den, ender i en selvudslettende tilstand, der i værste fald kan være dødelig. De fleste selvmordere er netop nået til den depressive afgrund: “Der alligevel intet, jeg kan gøre ved min situation. At tage mit eget liv er min eneste tilbageværende handlemulighed.”
Så selvfølgelig har vi et stærkt indbygget behov for at tage afstand fra at være ofre. Vi vil altid forsøge at handle. Vores selvforståelse som autonome individer vil altid kæmpe for at overleve.
Lige et indskud dog: Man kan sagtens spille på offerrollen. Man kan sagtens sætte sig ned og sige: “Alle er onde ved mig, det er synd for mig. Det er andres skyld, at jeg ikke kan gøre de ting, jeg gerne vil, buhu.”
Men det er bevidstheden, der spiller en et pus, at man tror, man er handlingslammet. For man bruger bare hjælpeløsheden til at undskylde alt det, man ikke orker, og man bruger den i høj grad til at manipulere sine omgivelser med. Det er stadig en handling!
Det er et forpint selv, der ikke kan se nogen anden måde at genvinde sin autonomi på, end at omfavne offerrollen og udnytte den max.
Gør det alligevel, gør lige det
Jeg siger det bare lige, fordi det er reelt nok at påpege, at nogle mennesker spiller ofre. For selvfølgelig gør nogen det. At spille på en offerrolle og at være offer for noget er bare ikke det samme!
Man kan godt være et offer, og man kan godt fortælle andre om det, uden at man spiller på det. Det er centralt, at vi begynder at lave den skildring. For det er omgivelsernes næste-leds-overgreb i form af beskyldninger om, at man gør sig selv til offer, der gør, at mange ikke vover at sige fra over for overgrebene i første omgang. Og finder sig i alt for meget.
Jeg hørte en kvinde, jeg ser meget op til, fortælle om den kønsdiskrimination, hun havde været udsat for. Hun sagde noget i stil med: “Jeg oplever da også masser af de der åndssvage kommentarer, men jeg mener bare, at man skal gøre de ting, man vil, alligevel.”
Som er et smukt eksempel på en psyke, der nægter at gøre sig selv til offer: Do it anyway!
Jeg er ikke et offer, nej, jeg knokler bare hårdere
Jeg er helt enig med hende; man skal altid gøre tingene alligevel. Man skal aldrig lade andre holde en tilbage.
Men det betyder altså ikke, at diskrimination, chikane og overgreb ikke findes. Det betyder bare, at man bider tænderne sammen og overkommer den modstand.
Og her er det centrale: for rigtigt mange kvinder er den handling – at overkomme modstanden – den eneste handlemulighed. Fordi den anden ville være at give op og spille den manipulerende martyrolle resten af livet. (Og ja, det har mange kvinder – især i tidligere generationer – desværre benyttet sig rigtigt meget af.)
Og der er sikkert nogle kvinder, der håndterer det her superfint. Men for andre udløser det at blive ved med at bide tænderne sammen mod uretfærdigheder, diskrimination, chikane og overgreb psykiske problemer; stress, angst, depression osv.
Samt selvfølgelig en del tandproblemer og spændingshovedpiner. (Seriøst; hvis du er en kvinde, der ofte har hovedpine, så begynd at lægge mærke til, hvor meget du “bider tænderne sammen” – altså hvor meget du undertrykker din vrede med dine kæbemuskler.)
Juhu; der er faktisk idioter derude, og de er ikke dit ansvar!
Feminismen prøver i stedet at give kvinderne en reel anden handlemulighed: Erkend modstanden, acceptér offerrollen, sæt ord på den og do it anyway!
For selvom vi feminister altid får skudt i de røde sko, at vi gør kvinder til ofre (buhu) så er det, vi forsøger, faktisk blot at få kvinder til at indse, at de er ofre for nogle strukturer, der er imod dem og forsøger at begrænse dem.
Det betyder ikke, at man ikke kan overkomme begrænsningerne, det betyder bare, at det ofte er hårdere end det til sammenligning er for mænd. (Og mænd på deres side har så nogle andre strukturer imod sig.)
Jeg siger ikke, at feminisme er en one-size-fits-all-model. Jeg siger bare, at det virker for mig og for de kvinder, jeg kender, at få frataget noget af ansvaret for deres egen situation. Det at vide, at jeg faktisk er offer for ikke så få begrænsende strukturer.
For det er jo bagsiden af medaljen ved selvbestemmelse: Hvis du altid selv skal handle og være autonom, så er du jo også altid nødt til at have styr på alt dit shit (så du udvikler et ekstremt kontrolbehov og får stress) for hvis du fejler, er det din kun skyld (så du udvikler angst) og du alene er ansvarlig for dit liv.
Det er næsten til at få åndenød af, at alting kun kan falde tilbage på en selv.
Et offer behøver ikke være så hård ved sig selv
Som jo også er tidsånden. Den neoliberale bølge af “alting er dit eget ansvar” har væltet indover os mere og mere insisterende siden 80’erne. Det er for meget!
Ingen kan holde til at være så ansvarlige for alting i deres tilværelse hele tiden. Slet ikke det, vi vitterligt ikke er ansvarlige for – som andre menneskers handlinger.
Så erkendelsen af at være offer – i al sin ubehagelige magtesløshed – er faktisk indimellem befriende. Det sætter en fri at kunne sige: “Nej, det er faktisk ikke mit ansvar, at den klamme mand ikke kan styre sit behov for overskride mine grænser. Han var et asshole, jeg er okay.”
Derfor er jeg virkelig glad, når en erklæret liberal går ud og siger, at hun også er et offer, for det gør hende nemlig ikke svag. Det gør hende tværtimod pissestærk. Og der er absolut ingen tvivl om, at hun vil fortsætte med at gøre alt det, hun vil, alligevel.
Let’s talk about buying sex, baby
En af mine følgere på facebook spurgte mig forleden, hvordan jeg kan være imod købesex, når der nu er så mange gode argumenter for det.
Altså for det første er der præcis lige så mange gode argumenter imod købesex, som der er for – så det er ikke der, man skal regne med, at man kan overbevise nogen med “det endelige argument”. Selvom helt uhyggeligt meget af prostitutionsdebatten handler om netop det; to parter, der står overfor hinanden og gentager de argumenter, vi har hørt siden, man begyndte at forholde sig prostitution. Hvilket jo så må gøre den debat til verdens ældste debat.
Jeg er så uendelig fucking dødtræt af den!
Luderen er fri/luderen er fanget… gab!
Der er to argumenter – et for og et imod – prostitution, der igen og igen og igen og igen bliver brugt som “det endelige argument”.
På tilhængersiden finder vi “det frie valg” og på modstandersiden står “offer for strukturer”. Og dét er grunden til, at den debat aldrig kommer videre, for de to positioner er alle politiske ideologiers rod. Det kan diskuteres til evig tid (eller til hjerneforskningen giver os det endelige svar) hvor frie vores valg er. Og alt politik handler i virkeligheden om at forhandle sig til en gylden kompromiskatastrofe.
Derfor er argumenterne også lige gyldige og ligegyldige! Det ene argument kan aldrig slå det andet, og efter min mening er de derfor også fuldstændig idiotiske at bruge i denne – og i nogen som helst anden – kontekst.
Ultraliberalistens onanifantasi
Man kan simpelthen ikke tillade sig at bruge de argumenter medmindre, man følger dem til dørs og bruger dem i alle andre sammenhænge.
Det betyder, at hvis man bruger frit-valgs-argumentet, så skal man også være villig til at lade det gælde alle andre steder. Hvis det er frit valg, om man vil sælge sin fisse, skal det også være frit valg, om man vil sælge sin nyre! Eller sin livmoder til et rugebarn eller sine æg til forskning eller sit blod til medicinindustrien. Samtidig med, at det selvfølgelig skal stå en frit for at tage stoffer, køre uden sikkerhedssele, motorcykelhjelm, eller hvad man nu ellers kan finde på af potentielt selvskadende adfærd, der kan komme til at koste staten penge, hvis det går galt.
Er man så liberalistisk, er det selvfølgelig helt fair, at man mener, at prostitution også skal være op til den enkelte prostituerede. Men er man til gengæld for regulering på bare ét andet område, mister argumentet al sin gyldighed!
Stalin 2.0
Det samme gælder for argumentet om, at den prostituerede er offer for en struktur, og derfor ikke selv har valgt sit erhverv. Så skal man også være villig til at gå hele vejen og fritage alle mennesker deres frie valg. For hvorfor skulle den prostituerede være mindre bevidstgjort end alle os andre? Hvem er vi til at vurdere, at høn lider af såkaldt “falsk bevidsthed”, mens alle vi andre åbenbart er glimrende i stand til at træffe frie, velovervejede valg!?
Og det betyder jo, at man så skal være villig til at acceptere, at staten potentielt skal kunne regulere alt, fordi ingen af os er i stand til at vurdere, hvad der er bedst for os – lige fra, hvilket job, vi må tage, til, hvem vi må gå i seng med. Til hvordan – og af hvem – vores børn opdrages, hvad vi må putte ind i vores kroppe, hvor meget vi skal motionere – og hvad vi må udtale os om, og hvem vi må mødes med. Det vil i realiteten sige, at vi indfører diktatur og afskaffer menneskerettighederne. For der vil altid kunne findes nogen, der er klogere på, hvad der er bedst for en.
Så gammel i fissen, at der gror moral i den
Meget få mennesker i denne verden er – heldigvis – så yderligtgående i deres meninger. De fleste af os ligger et sted derimellem; vi går ind for en hvis regulering, men vil også gerne have ret til selv at styre vore egne liv.
Præcis hvor meget regulering, der skal være, er jo til konstant forhandling. Hvilket er grunden til, at vi har opfundet politik og debat.
Når det er sagt, så er det fuldstændig idiotisk, at prostitutionsdebatten i så mange år, har fået lov til at stå i det vakuum. For jeg mener faktisk, at det er et område, vi bør regulere. Ikke, fordi de prostituerede er stakler, der ikke selv ved, hvad der er godt for dem.
Nej, jeg har sgu noget så gammeldags som et moralsk syn på prostitution. Jeg mener, at købesex forrådner samfundet, og gør mennesker kyniske i forhold til parforhold og sex.
Den lykkelige evne til kun at forholde sig til de andre
Hovsa, det er er jo nærmest konservativt at mene sådan. Det er langt mere moderne kun at forholde sig til den prostituerede eller køberen.
Men jeg er hverken det ene eller det andet, så det synes, jeg faktisk ikke, at jeg kan. Jeg tror, der er lige så mange grunde til at købe og sælge sex, som der er kunder og prostituerede. Hvilket vil sige, at det rangerer fra den incestramte, heroinmisbrugende gadeprostituerede til den eksperimenterede, empowerment-overbevidste mangler-lige-penge-til-en-Burberry-taske-jurastuderende escort på den ene side – og fra den magtsyge klamme liderbasse til den kærlighedshungrende ensomme på den anden side.
Så jeg vil ikke gå ind og vurdere og dømme folks motiver. Så længe købesex er lovligt, vil der være et marked for det. Nøjagtig ligesom med slavehandel.
Ting, der sker alligevel, skal vi ikke gøre noget ved
Og ja, nøjagtig ligesom med slavehandel, vil det selv efter et eventuelt forbud blive ved med at foregå i det skjulte, men det er altså et ringe argument for ikke at forbyde det. Selvom det godt nok er et argument, der får lov til at jærne derudad uimodsagt konstant. Men det svarer jo til at sige: “Bankrøverier og fartoverskridelser på motorvejen forekommer stadig på trods af forbud mod dem, så må vi hellere legalisere det, for ellers bliver der flere desperate bankrøvere og flere nervøse fartsyndere, og så bliver problemerne bare værre for de stakler, der bliver involverede…”
Lad mig lige tage den igen for galleriet: Slavehandel findes stadig. Mennesker bliver købt og solgt som arbejdskraft verden over, og det foregår under usle forhold, fordi det er illegalt. Er det virkelig et argument for at tillade slaveri igen?
Kunne vi prøve at gradbøje prostitution lidt?
Prostitution er og bliver et emne, der deler vandene. Selv blandt feminister. Eller måske især blandt feminister.
Mange har det indtryk, at alle feminister er struktur-forklarings-liderlige og derfor er imod prostitution, fordi det er såååå synd for den prostituerede, at det onde patriarkat har tvunget hende til at sutte pik.
Men langt fra alle feminister deler det synspunkt. Det gør jeg for eksempel ikke. Det eneste tidspunkt, jeg har ondt af de prosituerede, er hvis de vitterligt ikke selv har valgt det. Hvis de som i filmen Lilja 4-Ever er blevet bortført og tvunget ind i det. Men den form for prostitution synes jeg faktisk, vi burde omdøbe til “organiseret voldtægt”.
I mine øjne er det ikke prostitution, hvis den prostituerede ikke selv har valgt det. Ligesom det ikke er et rengøringsjob, men slavehandel, hvis man holder en filippinsk kvinde låst inde, har taget hendes pas og tvinger hende til at gøre rent.
Sex sælger, men behøver sex kunne købes?
Det er helt utroligt dumt at blive ved med at italesætte de prostituerede som ofre, som nogle feminister gør. Fordi det gør mange af de prostituerede fjendtligt stillede. Ingen af os bryder os jo om at blive gjort til ofre. (Det har jeg skrevet lidt om her.) Så derfor vil de prostituerede selvfølgelig gå ud og kræve deres handlekraft tilbage ved at insistere på, at de ikke er ofre; at de godt kan lide deres arbejde, at de føler sig stærke i det, og at de jo altså selv har valgt det.
Og så er vi tilbage, hvor vi startede.
Til gengæld bliver jeg også enormt irriterede på de feminister, der er for købesex. De kalder sig “prosex feminister”. Hvilket er fucking provokerende. For betyder det så, at man er imod sex, bare fordi man ikke bryder sig om prostitution?
Jeg er netop imod prostitution, fordi jeg er for sex. Ligeværdig, gensidig sex. Og jeg mener, at det ødelægger muligheden for ligeværdig, gensidig sex for alle mennesker, at sex er en vare på lige fod med yoghurt og zoneterapi.
Se min røv, se min røv, se min røv
Prokøbesex feministernes synspunkt er, at det er den ultimative frihed for et menneske, at vedkommende har lov til at sælge sex. Især for kvinder, hvis seksualitet i så mange årtusinder har været underlagt mænds kontrol.
Den samme retorik kan du finde hos Miley Cyrus og Beyoncé, når de forsvarer deres ret til at bruge deres kroppe til at sælge musik. De mener, at det er et empowerment-budskab at twerke deres mås lige op i ansigtet på mænd.
Og ja, det vil jeg faktisk godt give dem ret i.
For husk lige, at jeg altså ikke er en af de feminister, der mener, at kvinder ikke er i stand til at vide, hvad der er bedst for dem. Jeg mener ikke, at disse kvinder ved at vrikke med deres baller underlægger sig patriarkatets magtstrukturer. Tværtimod. De overtager patriarkatets magtstrukturer.
Og dét har jeg et problem med!
I know you wan’t it! You little, sad man
For selvfølgelig er der magt i at spille på det seksuelle. “Fissen har magten,” som en af mine prokøbesex-feminist-bekendte stolt proklamerede for mig forleden.
Hold da kæft for en lorteutopi!
Ideen er altså, at kvinder overtager mænds traditionelle magtposition ved at spille på det område, hvor vi (tilsyneladende) har magt over mændene – altså det seksuelle.
Beklager, men det kan jeg simpelthen ikke se noget som helst feministisk i! Hvis Robin Thicke ikke må spille på sin seksualitet og synge “I know you want it” – hvorfor må Miley Cyrus så spille på sin og vride sin røv op af selvsamme mands underliv?
Hvor vilde havde ramaskrigene været, hvis Robin Thicke havde grebet fat i Miley Cyrus og lavet samlejebevægelser op af hende under det der MTV-ståhej?
Men er det ikke præcis den samme magtdemonstration, hun laver?
Den traditionelle forestilling om mænds seksualitet er, at de er aktive (nærmest voldtagende), mens kvinder er passive og modtagende. Vi er godt i gang med at nedbryde – nærmest forbyde – den idé om den mandlige seksualitet, fordi det har skabt et ulige magtforhold imellem kønnene. Så skal vi sgu da ikke indsætte kvinderne på overmagtspositionen i stedet for!
Buhu, jeg kan aldrig få den fisse, jeg fortjener
Så fissen har altså magten, og så kan det da godt være, at (nogle) prostituerede griner hele vejen ned til banken, når de humper ned for at sætte nattens hyre ind. Fordi de har noget, som nogen er villige til at betale for.
Det synes jeg bare ødelægger sex – for alle.
Forestillingen om, at nogen “ejer” sex, og at andre ikke har samme adgang til det, men så må lokke, snyde, smiske, betale sig til det, er en håbløs gammeldags kønsstereotyp. Desværre eksisterer den stadig i bedste velgående. Der går nærmest ikke en uge, hvor jeg ikke hører en eller anden mand brokke sig over, at kvinder har nemmere ved at få sex end mænd.
Fordi virkelig mange mennesker stadig lever med den traditionelle forestilling, at kvinder ejer sex, mens mænd får (eller køber) sex.
For mændene betyder det, at de ikke har nogen sexværdi i sig selv, men skal overkompensere gennem andre valutaer (fede jobs, store biler, kolde kontanter.) Mens det for kvinderne gælder om at passe på sex-ejerskabet, for hvis vi giver for meget af det væk, er vi billige. Og hvis vi er tilbageholdende med det, spiller vi kostbare.
Prostitution er i den grad med til at understøtte den forestilling.
Nu kommer de liderlige kvinder – og kommer
Men det er en forestilling. For sandheden er, at kvinder er mindst lige så liderlige som mænd. Og jeg skriver “mindst”, fordi ny forskning i kvinders seksualitet tyder på, at kvinder faktisk har en langt større libido end mænd.
Kvinder har bare altid været tvunget til at være forsigtige, fordi de tidligere hang på konsekvenserne af sex – i form af babyer. Men med p-pillens og abortens indtog udslettede vi den ulighed. Nu er kønnene vitterligt ligestillede på liderlighed.
Og det betyder altså, at man ikke længere kan tale om, at mænd er de desperate, og kvinder spiller kostbare. Nej, pludselig er der massevis af liderlige kvinder (for eksempel mig) som oplever, at mænd spiller kostbare. At mænd “ejer” sex.
Det betyder, at prostitution – som jeg ser det – meget snart går fra at være et kønsproblem til udelukkende at være et klasseproblem. Fremover vil lige så mange kvinder købe sig til sex. Fordi nogle kvinder også vil være så desperate, ensomme og/eller magtsyge, at de vil betale sig til, at et andet menneske giver dem udløsning.
Der er allerede begyndende sexturisme, hvor rige vestlige kvinder tager til (især) Afrika og køber sig til mandlig opvartning og sex. Det kommer der endnu mere af fremover. Ligesom der sandsynligvis også kommer til at være en social underklasse af mænd, der herhjemme lever af at sælge sex til travle erhvervskvinder, der ikke har tid til at kurtisere mænd for at få sex.
Gaveøkonomi i stedet for kapitalistisk sex
Og så er vi ved roden af mit moralske problem med prostitution. Jeg mener nemlig, at sex bør være noget, man får. Ikke noget, man køber. Ergo mener jeg, at staten bør forbyde både køb og salg af sex.
For jeg mener, at sex er en gensidig gave, og at det kun bør udveksles gennem en kropslig naturalieøkonomi, således, at man betaler sex med sex – eller med kærlighed/opmærksom/forførelse/flirt osv.
Det vil sige, at man skal gøre sig fortjent til det. Man skal arbejde for at være en person, andre har lyst til at have sex med. Således, at to (eller flere) mennesker, der vælger at have sex med hinanden, gør det, fordi de begge har lyst, fordi de begge har gjort en indsats for at være tiltrækkende over for den anden. Og at de i øvrigt også begge gør lige stor indsats i selve det seksuelle.
Prostitution er bare den totale kommercialisering af et område, der i forvejen lider under det problem, at den ene part betales for sex med andre ydelser. Det er derfor, at nogle (heldigvis kun få) mænd seriøst kan mene, at hvis de har vartet en kvinde op, så skal de belønnes med lidt mundsex. Noget for noget.
Køb og smid væk-sex
Så længe vi har prostitution i samfundet, bliver sex ved med at være et produkt, man kan købe og sælge – selvom det så ikke sker på de bagerste sider i Ekstra Bladet, men måske bare foregår i de små hjem, hvor han får en hånder for at have betalt for hendes nye taske.
Tag ikke fejl. Jeg mener som sagt, at sex er en gave, som vi belønner hinanden med – også som tak for en anden gave. Jeg mener bare, at problemet opstår, så snart forventningen til sex skifter fra; “nu gør jeg det her for at glæde den anden” til; “nu gør jeg det her, fordi så har jeg krav på en orgasme bagefter.”
Og så længe sidstnævnte syn på sex råder, vil der blive ved med at være dem, der “ejer” sex, og dem, der skal lyve, snyde, købe sig til det. Førstnævnte vil kunne spille på det, sidstnævnte vil kunne manipuleres med det. Det er et ulige magtforhold, og det kan jeg ikke gå ind for.
Jeg er jo en hvid, vestlig erhvervskvinde, der har lidt problemer med at få det til at fungere med det modsatte køn, så egentlig kunne jeg bare få mig en mørkglødet fattig mand at lege sugarmama for. Så kunne jeg få slikket fisse noget mere, og han kunne (måske) få en opholdstilladelse og en uddannelse. Er det bare det ultimative forbrugerlykke-samfund, eller hvad?
Eller snarere: Et samfund hvor alle er kyniske og kolde, romantikken er død, og det er fanme ikke et, jeg har lyst til at være en del af.
Den vægt, du ikke bærer
På mit køleskab hænger en snip fra et Yogitebrev. Yogitebreve har nemlig små visdomsord på deres snipper. Som oftest lidt for flippede til reel eftertanke. (Eks. “Look at the stars. Connect with the stars. You are a star”. Øh, nej, fordi du drikker Berry Detox er du næppe den næste Rihanna.)
Men den snip, der hænger på mit køleskab, vækkede i den grad en erkendelse i mig, og den hænger centralt placeret på køleskabsdøren, fordi jeg er nødt til at minde mig selv om det på dagligt plan. På snippen står der: “You don’t know the weight of a burden you don’t carry”.
Jeg er nemlig født liberalist, jeg er individorienteret i en grad, så selv Liberal Alliance må stå af, faktisk lever jeg mit liv efter liberale principper, der er så liberalt liberale, at de slet ikke er repræsenteret i dansk politik.
Men jeg stemmer venstreorienteret. Og har altid gjort det – også før snippen kom op på køleskabet. Fordi jeg et eller andet sted altid har været bevidst om det faktum, at nej, jeg kender ikke den byrde, du bærer.
Gud, er det det, jeg betaler skat til!?
Du kender jo heller ikke min byrde. Egentlig syntes jeg ikke, at den er ret tung, selvom jeg selvfølgelig har dage, hvor jeg er nødt til at blive i sengen, fordi verden simpelthen er for hård. Men generelt syntes jeg, at mit liv er udfordrende i en grad, der passer til mig, og hvad jeg kan overkomme. Og jeg er også af den mening, at mit liv er mit eget ansvar, og det lever jeg efter. I helt uhyggelig grad.
I hvor høj grad gik først rigtig op for mig forleden, da jeg snakkede med en veninde om hendes fysiotereapeut. Hun roste ham til skyerne, og jeg spurgte, om jeg ikke måtte få hans hjemmesideadresse, for så kunne det da være, at han skulle se på min skulder, der driller lidt engang imellem. Hun gav mig adressen og sagde i samme nu: ”Men du skal gå op til din læge først og få en henvisning.”
Jeg gloede bare underligt på hende, så hun uddybede: ”Ja, så er det jo kun halvt så dyrt.”
Og jeg blev bare ved med at glo underligt på hende, mens det gik op for mig, at jeg virkelig er ude af sync med det samfund, jeg har levet i de sidste 33 år.
Jeg havde seriøst aldrig skænket en tanke, at jeg skulle bede samfundet betale for min drillende skulder. Det er jo min skulder!
Æ gør’et sjælv, do
Den form for ekstrem ansvarsfølelse stammer fra mine midtjyske bonderødder. Her klarer man sig selv og sine køer, og det skal staten sgutte blande sig i! Og selvom den form for livsstil har været uddød her i landet i hen ved 100 år, så sidder den stadig kodet ind i min hjernes vanetænkningsmønstre. Min automatrefleks, når jeg er har brug for hjælp, er altid at gå til familie eller venner først, dernæst at betale mig fra det. Staten er altid absolut sidste udvej.
Ikke dermed sagt, at jeg er ubekendt med de fordele, jeg har af vores sundhedsvæsen. Dengang jeg skar min finger af, var jeg meget taknemmelig for bare at køre på skadestuen og lade dem klare sagerne, uden at jeg nogensinde hørte mere til det. Og jeg har også trukket godt på statens fede dankort med min uddannelse og min SU. (Jeg har faktisk regnet lidt på det, og med én operation, en lang uddannelse og SU, så er mig og staten i hvert fald ikke kvit, før jeg er omkring 40, og så er vi slet ikke begyndt at tale om veje og politi og alle de andre ting, jeg får betalt af staten, og som jeg slet ikke tænker over.)
Men når det kommer til mindre skavanker og andre hverdagsproblemer, så glemmer jeg virkelig, at jeg bare kunne gå ned til lægen eller på kommunen eller, hvad man nu ellers gør.
Jeg er jo også helt ekstremt heldig. Tænk, at jeg har hele tre sikkerhedsnet – mit bagland, mine egenbetalte forsikringer og staten. Mange mennesker i verden har knap nok ét.
Og mange mennesker i Danmark har ikke de første to. Det er netop den byrde, jeg forsøger at holde mig bevidst, om at andre bærer.
Selvfølgelig kan alle da det, jeg kan
For med den grad af grotesk personlig ansvarsfølelse, jeg har nedarvet, kommer der jo også meget nemt domsfældelser over andre, tilsyneladende mindre ansvarlige mennesker. (Hvilket ifølge mine jyske rødder er op til 99,9 procent af alle andre, fordi mistænkelighed over for, hvad dem, man ikke er i familie med, egentlig kan bidrage med, også er en del af arven.)
Jeg har så let ved at se på andre, der bare ikke kan ”tage sig sammen” og tænke: ”Hey, svagpisser! Hvis jeg kan, så kan du også!”
Men sådan hænger verden ikke sammen, det ved jeg godt, selvom arven fra min sammenbidte bondeslægt hvisker noget andet. Mennesker kan ikke bare tage sig sammen. Faktisk tror jeg, at de fleste langt hen ad vejen allerede tager sig så meget sammen, som de kan. Og det er selvfølgelig alt, alt for lidt. Folk burde virkelig gøre en større indsats, vi ville ikke have så mange problemer i den her verden, hvis alle bare tog sig lidt mere sammen.
Den liberale side af mig slås konstant med den venstreorienterede; folk er dovne kontra folk gør det bedste de kan med de ressourcer, de har til rådighed.
Måske er jeg ikke den eneste med den indre kamp – mange af os har jo den jyske muld et eller andet sted i vores gener – men som oftest ser jeg kun mennesker, der har valgt den ene side i kampen. Især i den politiske debat.
Din skyld, vores skyld, din skyld, vores skyld, din skyld, vores…
Jeg synes, det er meget sigende, at de mennesker, der traditionelt har repræsenteret venstrefløjen for manges vedkommende er skolelærere og dets lige. Det er altså mennesker, der fra starten af har haft en stor forståelse for, hvor meget omgivelserne betyder for vores individuelle muligheder.
Og på samme vis er dem, der repræsenterer de borgerlige partier, selvstændige og andre erhvervsfolk, der har klaret sig godt på individuelt plan og derfor mener, at det er op til den enkelte at klare sig.
Og så står de to fløje over for hinanden, som de har gjort det i snart 100 år og skændes om, hvem der har mest ret og fordeler love og penge efter et eller andet kompromis mellem dem, hvor ingen nogensinde bliver tilfredse, fordi det jo er kompromissets natur, at ingen bliver det.
Hvilket formentligt også vil være sådan politik vil se ud til evig tid, fordi når det kommer til stykket har begge sidder jo ret; vores liv er vores eget ansvar, og vi er afhængige af vores omgivelser.
Det er så banal en sandhed, at jeg faktisk godt kan blive lidt irriteret over, at det stadig skal diskuteres. Men ih, det bliver det. Især lige nu. Lige for tiden er det enormt populært at lægge alt ansvaret over på enkeltindivider – om det kommer til arbejdsløshed eller ligeløn/barsel eller “livvstils”sygdomme – som allerede i betegnelsen indikerer du kunne bare have valgt noget andet, fedeberg.
Ja, selv i miljøbeskyttelsen dominerer retorikken; for det er jo mit personlige ansvar, om jeg vil leve ikke-bæredygtigt, køre i min benzinsluger-bil og tage en flyver til Thailand og forurene kloden godt til undervejs. (Hvilket jeg i parantes bemærket gør, for jeg er godt nok meget personlig ansvarlig og lader også være med at smide skrald på gaden, men jeg kan altså ikke overskue at skulle tage ansvar for hele klodens fremtid oveni. (Og jeg elsker min benzinsluger-bil. Sorry, kære venstrefløj, men I har altså endnu ikke formået at overbevise mig om, at forlænget rejsetid og lugten af sure tæer i en togkupé er et godt bytte for min personlige frihed bag rattet.))
Lille luder let på tå
Prostitutionsdebatten er et af de steder, hvor denne diskussion – mellem personligt ansvar og offer for omstændighederne – har kørt i ring og samme rille i årevis. På den ene side står de liberale og mener, at luderen selv har valgt det; at hun har truffet et frit valg, og på den anden side står venstrefløjen og siger, at hun ikke har haft andre valg; at hun er et offer. Og der står debatten så bomstille.
Men kan begge dele ikke være tilfældet? Er det ikke snarere sådan, at vi alle træffer frie valg – men at vores valg er afhængige af, hvad vi ellers har mødt i vores liv? Er det ikke i virkeligheden et eksistentialistisk grundvilkår?
Jeg tror, at den virkelige grund til, at prostitutionsdebatten altid ender der, er, fordi vi er bange for det helt personlige ansvar; nemlig om vi – personligt – overhovedet er interesseret i at have prostitution i vores samfund.
For så bliver det straks en langt mere en penibel sag, når vi ikke bare kan skyde problemstillingen over på de prostituerede – om de så er frie aktører eller ofre – eller over på kunderne – om de så går til prostitueret, fordi det er synd for dem, at de ikke kan få sex andre steder, eller om de bare er frie, klamme svin. (For pudsigt nok, så er skifter aktør-offer-modellen fortegn alt efter, hvad side man politisk står på. Rød: Luder = offer, kunde = frivillig aktør/svin. Blå: Luder = frivillig aktør, kunde = offer for sin egen liderlighed/sociale situation/kapitalistiske verdenssyn.)
Det er synd for dig, basta!
Men hvad nu, hvis spørgsmålet om prostitution i stedet lød: Hvad mener jeg rent faktisk om, at sex er en vare, der kan købes og sælges?
Personligt er jeg imod, fordi jeg er lidt hippieagtig, når det kommer til sex og synes, sex burde være noget, der bliver udvekslet ligesom gaver mellem voksne, ligestillede mennesker. Andre har den mere kapitalistiske tilgang, at sex er en valuta, der alligevel altid bliver brugt til at købe sig ydelser og derfor kan der ligeså godt afregnes i kontanter.
Men jeg gad godt, at dét var debatten i stedet. Hvis vi rent faktisk personligt investerede vores eget syn på sex i debatten i stedet for altid at gøre det til de andres problem – ludernes og kundernes.
Og apropos, så viser offer-retorikken jo også sin begrænsning tydeligt i den prostitutionsdebatten, for hver eneste gang venstrefløjen eller Anne-Grethe Bjarup Riis forsøger at trække offer-mærkatet ned over hovedet på de prostituerede, så stejler de. Forståeligt nok, egentlig, for de færreste har vel lyst til at blive umyndiggjort i en offerrolle. De fleste føler jo netop, at de har truffet deres frie valg ud fra de forudsætninger, de havde.
Hvem siger ikke, at det i virkeligheden ikke er en vildt stærk beslutning at vælge at prostituere sig? Hvis man føler, man ikke har andre muligheder for at klare sig igennem, er det så ikke bedre at sprede benene, end at lægge sig ned og dø eller lade sine børn dø? Jeg ved da, at jeg ikke ville tøve to sekunder med at træffe det valg, hvis alle andre muligheder var væk.
Sagde jeg lige, at jeg ville prostituerede mig? Ja, jeg er faktisk ikke i tvivl, om at jeg ville gøre dét og rigtigt meget andet vildt ubehageligt og gå uhyggeligt langt for at overleve, hvis det blev nødvendigt. Jeg ville sikkert også myrde og torturere andre, hvis det var mine eneste ”valg”. (Jeg håber selvfølgelig, at jeg ville være en af de første, der ryger op af muren, hvis fascimsen kommer, men historien og statistikken taler for, at jeg lige så vel kunne være en af de mange, der ruller gardinerne ned, stikker sine naboer eller bliver ansat i en form for KZ-lejr.)
Den kugle, Joachim B. støder
Så er det ikke efterhånden på tide, at mennesker, der har valgt at lade venstrefløjshjertet råde, forstår, at selvom vi alle er afhængige af hinanden, kan hverken staten eller andre individer altså bære andres byrde for dem; for så fritager man dem fra deres personlige ansvarsfølelse? Og offerollen er nok i virkeligheden en af de tungeste byrder, man kan få lagt på sine skuldre, for den kan man aldrig smide fra sig igen.
Og kunne mennesker, der har valgt at lade det liberale hjerte råde, ikke ligeledes snart tage sig sammen til at erkende, at det er dét, de har gjort – og så se det positive i det!? I stedet for at se ned på mennesker, der har brug for hjælp, så kunne man jo vælge at være stolt og lykkelig over, at man har kunnet klare sig selv.
Tænk, at en tidligere elitesportsmand som Joachim B. Olsen ikke kan se, hvor heldig han har været – både at være født med den personlige styrke til at løfte kugler og sin egen byrde og samtidig have opbakning og sikkerhedsnet nok til at kunne kaste dem fra sig til alverdens sportsstævner uden derved at risikere at miste sit liv eller sit eksistensgrundlag.
Hellere en velkendt lort på skulderen end en ukendt under skoen
Jeg ved da godt, at for mange mennesker i Vesten bliver deres byrder ofte mest til psykiske begrænsninger. Mange tør ikke kaste dem fra sig, fordi de ikke stoler nok på, at der vil være noget andet og bedre til dem. Og de mennesker kan virkelig pisse mig af, fordi de holder sig selv nede og samfundet tilbage. Føler jeg.
Men igen, jeg ved jo ikke, hvorfor de ikke har mod og tillid til at turde tage et større ansvar for deres eget liv. Bare fordi jeg har været så velsignet at have fået det mod og den sikkerhed med i arv, så er det jo virkeligt ikke sådan for alle.
Eller også er andre bare mere dovne, det er jo faktisk en reel mulighed. Jeg finder bare aldrig ud af, hvad der er forklaringen, fordi jeg ikke kender din byrdes vægt. Og derfor prøver jeg ikke at dømme dig alt for meget. Det lykkes nogle gange og andre gange gør det ikke – for det er en del af min byrde, at jeg sgu heller ikke altid er så godt et menneske, som jeg gerne ville være det.
Mænds hjerner er fra Mars, kvinders hjerner er for små
Hvis man vil være sikker på at skabe grobund for ophedede diskussion og deraf følgende virkelig dårlig stemning til et selskab, skal man sige bare sådan en passant, at man ikke mener, at køn er noget særligt medfødt. Så bliver der godt nok spruttet kaffe og småkagekrummer ud over bordet, og de store følelser kommer i udbrud.
Jeg har været til stede i selskaber, hvor en eller anden pludselig har sagt noget sindssygt, som ”Hitler gjorde jo også mange gode ting,” eller ”det, det danske samfund mangler er en elite af eksperter, der styrer landet, så dumme mennesker ikke kan stemme længere” eller ”der burde laves mere tv med Bubber.”
Alligevel har jeg aldrig oplevet nogle af disse få samme voldsomme reaktion som jeg får på at stille spørgsmålstegn ved vores opfattelse af kønnet som noget medfødt. For totalitære regimer er åbenbart langt mindre skræmmende end tanken om, at man måske ikke behøver være mand, kvinde, dreng eller pige på en bestemt måde.
Det er din skyld, at samfundsskibet synker, din… din dødvægt!
Jeg ville ønske, at jeg ikke forstod de her mennesker, for så ville jeg virkelig kunne indrulle mig i den feministiske hær og bare fyre løs med queer-skyts som, at alle mænd burde prøve at blive bollet af en anden mand.
(Det læste jeg for nylig, at en queer-aktivist-gruppe opfordrede til. Prøv lige at vende den om engang; hvor sure ville selv samme queer-typer lige blive, hvis en mandschauvinist udtalte, at alle lesbiske burde prøve at blive bollet af en mand!?)
Men jeg tror godt, jeg forstår, hvorfor mange reagerer så voldsomt på tanken om at kønnet ikke er biologisk bestemt. Fordi det er så fucking hårdt at leve i denne ”du er din egen lykkes smed”-æra, hvor du ikke alene har ansvaret for at ligne – og være rask som – en 22-årig hele livet, det er også din skyld, hvis der er finanskrise, og du mister dit job og ryger ud af dagpengesystemet og må sælge dit hus. Du kunne jo bare have valgt noget andet, ikke!?
Fordi vi har så helt utroligt frie valg, som vi har, så har vi jo desværre også kæmpe ansvar. Og uh altså, når det efterhånden både er mit ansvar, hvad jeg vælger at bruge mit liv på, hvad jeg vejer, hvad jeg tjener, hvor rask eller hvor syg jeg er, og hvilken social klasse, jeg tilhører, så er det altså meget rart med tanken om noget, jeg er født med. Noget, jeg så ikke selv kan gøre for.
DNA er forkortelse for Det’ Nok Ansvarligt
Det er jo også derfor, det er blevet så populært med historier om genetisk disponering for fedme og afhængighed af alt fra diverse rusmidler til sex og sofamagelighed, for jo flere ting, der sidder i DNA’et, jo mindre ansvar har jeg for at fucke mit liv op. Og kønnet!? Det sidder helt bestemt i DNA’et, for enten er vi XX’ere eller også er vi XY’ere, ikke?
(Selvfølgelig lige bortset fra alle dem, der har variationer over den kombi, som XXX’ere og XYY’erne, men de er jo mutanter! Og ikke på X-Men-måden, men på ”fuck af, du ødelægger min sort-hvide-fremstilling af menneskeheden”-måden.)
Slut prut, så er der ikke mere at diskutere, så er mænd, som mænd nu engang er kodet til at være, og kvinder ditto! Basta!
Det argument bliver mast ned i halsen på feminister og mennesker, der vover at stille spørgsmål ved ”det naturlige”, gang på gang. Personligt finder jeg det ret morsomt, at hvis dette virkeligt er, hvad folk var overbeviste om, at de så kan blive rasende, når andre siger noget andet…. Hvis kønnet er så biologisk bestemt, ville det jo ikke være muligt at undertrykke det ved hjælp af kønsneutrale børnehaver og færre stereotype kvindelige studieværter, ville det?
Men måske er det, fordi de fleste alligevel godt inderst inde ved, at det med kønnet ikke er skrevet så meget i sten eller DNA, som de ville ønske. Men at det snarere er sådan, at den måde, vi fremstiller køn på, faktisk lige så meget – eller lige så lidt – er et frit valg, som alt muligt andet i vores samfund.
Jeg er en mand, fordi jeg har en pik og en bil og ikke bruger solcreme
Nu ville jeg gerne, at vi på dansk også havde den skildring mellem gender og sex, som man har på engelsk, fordi selvfølgelig vil der være krakilere, der vil sige, at køn er medfødt: Der er jo tydeligt forskel på tissemand og tissekone.
Så lad os lige tage den med det samme: Ja, der er forskel på kønsdele. (Og hurra for det i øvrigt!) Men nu snakker jeg altså om kønnenes adfærd, når jeg snakker om køn, så medmindre du hænger hylder op med pikken eller menstruerer med strikketøjet, så er der altså ingen overensstemmelse mellem adfærd og medfødte kønsdele.
Dog vil jeg gå så langt – og det er længere end mange andre feminister – men jeg vil godt medgive, at der kan være medfødte kønsforskelle. Det er meget muligt, at det ene køn er biologisk mere aggressivt og det andet mere omsorgsfuldt.
Problemet er bare, at jeg – såvel som alle dem, der påstår at vide med sikkerhed, at der er forskel i kønnenes biologisk betingede adfærd – aldrig nogensinde vil kunne føre bevis for dette. For der findes ingen mennesker, der er uafhængige af deres miljøer. Og det er jo der, vi er endt i den her diskussion i århundreder. Nogle siger arv andre siger miljø. Bla bla bla.
Men nu er der heldigvis endelig ved at komme et nyt paradigme i forskningen. Inden for især neurologien begynder man at gå væk fra det drivende kedelige nuture-nature-skisma og i stedet erkender mange forskere i dag, at det er både og. Vi er både prækodede væsner og afhængige af vores miljøer. Og det er i den kombination vores jeg opstår.
Den sidste mohikaner-dragqueen
Køn er mere eller mindre en hjernekonstruktion. Opfattelsen af os selv som et bestemt køn er en stor del af skabelsen af vores jeg, så derfor sidder vores køn ikke (ret meget) i vores kønsdele, men i stedet i en række neuroner og synapser i hjernen.
Det bliver mest tydeligt, når man ser på transkønnede. Deres hjerner fortæller dem, at deres jeg har et andet køn end deres kroppe. Og det er altså hjernen, vi lytter til i dag, hvilket er grunden til, at vi tillader kønsskifteoperationer. (Ikke dermed sagt, at transkønnede bliver behandlet specielt godt. De skal stadig gennemgå psykiatriske vurderinger og åndssvagt meget bureaukratisk pis for at få lov til at blive sig selv.)
Transkønnede er i øvrigt ikke en ny opfindelse. Mange tidligere kulturer har haft et tredje køn eksempelvis visse indianerstammer, så man har i mange årtusinder anerkendt køn som noget lettere flydende identitets-noget. (Selvom det mig bekendt altid kun var mænd, der fik lov til at gå i drag… Formentlig fordi historisk set har mænd haft identitet, mens kvinder har haft veer.)
Pointen er, at vi faktisk anerkender, at kønnet er en oplevelse. Vi oplever os selv som enten mænd eller kvinder, og det vil de fleste også behandles som. Ellers ville langt flere jo gå efter et kønsneutralt udseende.
Piger er i pink, drenge er beskidte
Derudover vil vi ikke mindst have vores børn til at blive behandlet som drenge eller piger. Jeg kender mange nybagte forældre, der bliver helt dårlige, hvis nogen siger ”han er sød” til deres pige – og endnu værre; hvis nogen skulle sige hun om en han. Shit, så er han så godt som allerede bøsse! (Hvilket er dårligt, forstås… Altså for min søn, for alle andre er det heeeelt okay.)
Så derfor pakkes de små pus fra fødslen i kønskodet tøj, så ingen kan tage fejl. Medmindre man tilhører min omgangskreds af flippede kulturradikale, for der pakkes de små trolde (“pus” er her en politisk ukorrekt betegnelse) i kønsneutralt tøj, så ingen kan vide sig sikker på, hvilket køn barnet har.
En meget fin manøvre egentlig, men som er fuldstændig lige meget, for alle, der møder en sort barnevogn med en hvidklædt baby, vil alligevel som det første lave den obligatoriske er-det-en-dreng-eller-pige-?-vejrtrækning.
Jeg har endog hørt om folk, der klæder deres piger i blåt med dinosaurusser på maven, og som bliver dødeligt fornærmede, når de efter at have forklaret, at det altså er en pige, oplever, at en legepladskammerats mor kommer til at sige ”han” om barnet.
Så spørgsmålet er: Hvorfor er lyserød så farlig en farve, når din angst for personlige stedord alligevel er større?
Hvad mor og far gør er altid lidt gak-gak
I Canada er der et ægtepar, der er gået all in på kønsneutralitet, og nægter at fortælle omverden, hvilket køn deres lille Storm har. Det er sådan en case, der virkelig kan få folk til at rase.
”Det der er jo beviset på at feminister har en skrue løs,” siger de selvsmagende. Og glemmer, at Breivik også mente dette – som jo så skulle være beviset på, at folk, der mener, at feminister har en skrue løs, selv har så mange løse skruer, at de er til fare for alt og alle.
Pointen er, at selvfølgelig har de mennesker i Canada en skrue løs. Ligesom folk, der opdrager deres børn i ekstremme religiøse sekter og/eller giver dem lov til at stille op i X-Factor. Der findes beklageligvis mennesker, der lader deres egne syge indstillinger gå ud over deres børn. Den slags mennesker kalder vi; forældre!
Alle forældre former deres børn med bestemte værdier. De fleste forældre har så heldigvis værdier, der korresponderer meget godt med resten af samfundet, mens nogle bare er tosser.
Parret i Canada tilhører klart sidstnævnte gruppe, fordi de glemmer i deres iver for at skabe et barn, der ikke bliver formet i en kønsstereotyp retning, at barnet så mister sin mulighed for at 1) interagere på normal vis med det omgivende samfund og derved 2) skabe sig en identitet, så det også som voksen kan interagere med det omgivende samfund. (Men bare vent; Storm er derved dømt til at skulle lave det vildeste teenageoprør, så tosserne skal nok komme til at betale prisen!)
Damsel in distress; what else is there to do?
Som sagt er kønnet noget, der bliver skabt i hjernen sammen med de andre historier om vores identitet. Hvad enten de historier så handler om, at man er sådan en, der aldrig giver op, eller at man virkelig ikke selv kan gøre for, at man er blevet tyk, fordi ens gener har elskovshåndtag.
Den historie om mig skabes i et uskønt mix mellem mine medfødte dispositioner, mine følelser, mine erfaringer med verden – og ikke mindst med baggrund i de fælles historier, der findes i vores kultur.
Og det er her, jeg altid gerne vil diskutere køn. For de dele af historien om os selv, vi forbinder med vores køn, har rigtig meget med den kulturelle opfattelse af køn at gøre. (Foucault sagde tilmed, at kulturen også bestemmer vores seksualitetspræferencer. Hvilket på sin vis giver god mening, for sådan noget som eksempelvis latex-fetichisme kan vel næppe være biologisk bestemt, da latex først blev opfundet i 1910…)
Hvilket vil sige, at når vi konstant fremstiller kvinder, mænd, drenge og piger på bestemte måder i vores kultur, så bliver vi alle sammen ”smittet” med de historier. Og med det mediebombardement, vi lever under i dag, kan forældre altså nok så meget forsøge at give de små troldepus et pusterum af nogenlunde kønsneutralitet, det hjælper bare ikke meget. For barnet kan jo ikke gå på gaden uden at meterhøje reklamer fortæller, hvordan kvinder bør stræbe efter at se ud. Det kan heller ikke tænde for nogen skærme, uden at porno og spillefilm fortæller, hvordan mænd skal tilbageholde alle følelser undtagen deres voldbegær efter kvinder. Og i øvrigt kan barnet slet ikke deltage i samfundet uden, at fordomme og stereotyper fortæller, at rigtige mænd åbenbart bør tale mere end kvinder, besidde vigtigere poster og værre dårligere forældre, og rigtige kvinder elsker sko og er bare lidt mindre kompetente til alt undtagen det, der kommer ud af fissen på dem selv – og hvad vi i øvrigt ellers prakker hinanden på af ”medfødte” kønsforskelle.
Alt, der ikke har været med i et program med Bubber, er underligt
Min pointe er naturligvis, at alt det kulturelle jo faktisk kan laves om, og det synes jeg virkelig, det skal på en lang række områder. Fordi det begrænser individer, at de kun kan skabe deres identitet ud fra en blå eller lyserød kasse. Men også fordi det begrænser vores muligheder for at udvikle os som civilisation, at vi ikke udnytter alle de medfødte ressourcer bedre – men tvinger dem til at skulle agere i ret rigide rammer.
Okay, de rammer er ikke så stramme, som de har været i tidligere tider, til gengæld tror jeg (min personlige teori, skal jeg lige sige; jeg har ingen forskning bag mig her), at når børn så tidligt møder så voldsomt et mediebombardement, at deres identitet bliver langt mere fastlåst på bestemte kønsopfattelser – såvel som på mange andre opfattelser; eksempelvis at ungdom er bedre end alderdom (alderdom = alt over 35), at sygdomme og arbejdsløshed er noget, man selv skaber ved forkert adfærd, og at sex uden latexmasker, nylonreb og bilbatterier er kedeligt.
Jeg tror (igen; min tro – ikke videnskab!) at mange – selv voksne – faktisk får mere ekstremme identitetsopfattelser af at møde en verden, der i den grad skaber/er skabt af stereotyper, segment-modeller og typecasting. (Som jeg tidligere har skrevet om blandt andet her.)
Men selvom vi måske giver os selv lov til at have en flex identitet, fører det voldsomme fokus på kønskarikaturer desværre til, at vi i hvert fald ikke giver andre det samme albuerum til at manøvrere over hele kønsspektret. Og det er bare pissesynd. Især for børnene. Men det siger jeg sikkert bare, fordi jeg er en kvinde, og kvinder er jo biologisk kodet til at bekymre sig om de små snotunger.
Fri til at vælge, hvad alle andre vælger
Det er ikke, fordi det kom bag på mig, at den debat, jeg startede for et par uger siden om kønsbehåring, endte med at komme til at handle om folks eget frie valg. Alle debatter – især alle kønsdebatter – ender der i de her år.
Hvilket irriterer og frustrerer mig grænseløst, for så kan vi faktisk lige så godt lade være med at debattere overhovedet: Hvis alt i sidste ende kan koges ned til, at vi alle er rationelle individer, der træffer de valg, der er bedst for os, så har vi sådan set ikke mere at snakke om. Lad os afskaffe politikere & politi, aviser & Clement Kjersgaard!
Vi må som minimum, hvis vi skal kunne tale sammen om noget være enige om at “frit valg” er i bedste fald en tvivlsom størrelse – og i værste fald en total illusion.
Personligt bryder jeg mig ikke om de teorier, der siger, at vi er totalt i hænderne på samfundsstrukturer og suggestioner fra andre. Jeg vil tro på, at vi træffer frie valg. Min hele tilværelse er baseret på den tro.
Jeg føler, at det er fornuftigt… eller!?
Når det er sagt så har jeg også læst nok om hjernens mekanismer til at vide, at jeg ikke styrer hele det gode skib Sanne Søndergaard. At hun i høj grad også er styret af dominerende tendenser i tiden og af sine følelser i forbindelse med det – om de så er positive eller negative.
En af grundene til, at jeg tænker så meget over alting og taler så varmt for udbredelsen af mere refleksion, er netop fordi jeg kender til mine egne bias på det her område. Jeg ved, at jeg ikke træffer frie valg hele tiden – og jeg ved også, at mine valg – frie eller ej – er langt fra rationelle.
I debatten om kønsbehåring bliver det netop tydeligt, at vi træffer følelsesmæssige valg. Der er ikke noget rationelt argument for at fjerne kønsbehåring! Jovist, vil mange da gerne argumentere for, at der er; hygiejne eksempelvis. Et argument, der mange gange er blevet tilbagevist, fordi glatbarbering ikke er mere rent, men for nogen føles det sådan, og derfor bliver alverdens sundhedsvidenskabelige beviser bare ikke hørt.
Gennemgående træffer de fleste af os konstant følelsesmæssige “frie” valg uafhængigt af fornuft og rationelle argumenter udefra (og indefra).
Pas din egen fisse
Personligt vil jeg faktisk helst foretrække at være ligeglad med, om andre fjerner eller ikke fjerner deres hår – eller hvad de i øvrigt render og foretager sig i deres liv. Så længe de bare ikke generer mig, selvfølgelig. Det ville være den ultimative “frit valgs”-livsstil, og jeg ville ønske, at den var tilgængelig.
Sådan spiller musikken bare ikke. For andre generer mig hele tiden med deres valg – direkte og indirekte. Ligesom jeg i øvrigt også generer andre med mine valg.
For at blive nede i skridtregionen, så ville fissefrisurer jo virkeligt være det bedste sted at udøve det totale frie valg, for det er reelt et område, vi ikke behøver vise frem for andre (end lige de allernærmeste), og vi behøver i princippet heller ikke diskutere det offentligt.
Hvis det var sådan, kunne vi alle uafhængigt af hinanden træffe vores frie valg i trussen. Men det er jo ikke sådan. For det første flashes der konstant fisser i det offentlige rum – og med min dusk som den store undtagelse er det så godt som alle helt glatte. Ergo bliver vi hele tiden indirekte mindet om, at der er den her bestemte tendens gældende, og vi bliver tvunget til at skulle træffe et valg for eller imod den tendens.
Interessant i denne sammenhæng er, at når det kommer til skønhedsidealer er det svære valg – altså at vælge ikke at følge tendensen – ofte lig med bare ikke at gøre noget. Hvis man træffer “det nemme” valg og følger tendensen, indebærer det som regel en hulens masse ekstraarbejde. Jeg synes bare, det er sjovt, fordi de svære valg altid kræver mere hjernearbejde, mens de nemme valg i den her sammenhæng faktisk kræver mere kropsarbejde.
Fissen er ikke i et kulturelt vakuum
Sagde jeg lige, at alle, der fjerner kønsbehåring er dumme. Nej! Jeg ved godt, at der er mange, der bare går og venter på, at jeg sviner de glatbarberede til, men det er altså ikke min hensigt. Jeg kan ikke vide, hvilke overvejelser alle dem, der svinger barberbladet omkring dusken, har gjort sig, så jeg vil ikke generalisere.
Men nogle af dem har helt sikkert ikke overvejet andet, end at “nu er det altså sådan, man gør”. (Og FYI var det den gruppe, jeg gerne ville give et bebusket alternativ ved at vise min fisse frem. Alle dem, der glatbarberer ovenpå seriøse overvejelser, skal da bare fortsætte med det og med indgroede hår, så længe de gider.)
Så fordi vi bliver udsat for så mange indirekte påvirkninger hele tiden, synes jeg, det er vigtigt også at vise alternativerne til de dominerende tendenser, så vi alle faktisk kan træffe mere velovervejede “frie” valg.
Problemet med den indirekte påvirkning er jo, at vi ikke er bevidste om, hvor meget det reelt skubber til vores selvopfattelse. Inden for psykologi taler man om begreber som priming, suggestion og anchoring (som jeg ikke kender det danske ord for.) Det er alle måder, hvorpå vores hjerner bearbejder tilgængelig information – ofte decideret forkert, selv ud fra objektive standarder. Fordi vores hjerner – og dermed vores jeg – hele tiden operer i et felt imellem de intutive valg og de mere bevidst gennemtænkte af slagsen.
(Jeg ville elske at dykke mere ned i det her skisma, men det bliver meget langt, og det ville også være at stjæle direkte fra Daniel Kahneman, der har skrevet Thinking fast and slow, som du jo kan vælge at læse, hvis du gerne vil vide lidt mere om dine “frie valg.” Nu har jeg i hvert fald primet dig i retning af muligheden.)
Hvis Mulle ikke spiser sin skovsnegl, mobber han mig!
Mere skræmmende bliver det, når man ser på de direkte påvirkninger af vores valg, for eksempel i form af lovgivning og de offentlige meningsytringer om dette og hint. For at blive i kønsbehåringsuniverset, så har både de sociale og de mere traditionelle medier i kølvandet på min flashende fisse jo boomet med folk, der føler sig fuldt berettigede til at kalde kønsbehåring for klamt og usexet; altså at dømme os, der går imod tendensen i tiden.
Okay, jeg dømmer jo også det glatbarberede ideal, så “ha ha, hvad med dig selv, feministfisse, du er lige så slem som dem, du brokker dig over.” Jeg bliver så træt (du kan læse, hvor træt her.)
Nu ville det jo være dejligt med en verden, hvor ingen dømte nogen overhovedet, men det er altså pudsigt, at det altid kun er kritikkerne af en tendens, der forventes ikke at dømme. Flertallet og fortalerne for bestemte tendenser må altid dømme mindretallet og afvigerne.
Og det er selvfølgelig der, de direkte påvirkninger bliver et problem. For hvis du har overtaget i kraft af flertallet eller i form af den dominerende kultur – eller du ligefrem sidder ved magten eller har en autoritetsposition – så vil din dom jo være hårdere end den dom, der kommer nedefra.
Det er også derfor, at sorte, amerikanske komikere kan lave jokes med hvide, mens det bliver mere problematisk, hvis hvide komikere laver jokes om sorte. Ikke dermed sagt, at det ikke kan gøres – og det kan også gøres elegant – det kræver bare en bevidsthed om den her mekanisme, for ellers bliver man hurtigt en tromlende stodder fra den herskende “klasse”.
(Føl dig i øvrigt fri til at udskifte ordet “sort” i ovenstående sætning med ord som “kvinde”, “jøde”, “handicappet”, “homoseksuel” eller “fissebehåret” – og ordet “hvid” med ordet “normal”. (Og du kan læse mere om mine egne overvejelser om at tilhøre en majoritet, der laver sjov med en minoritet her.))
Den stærkeste kønsbehåring overlever
De svære valg – altså valgene der afviger fra dominerende tendenser – bliver jo netop desto sværere, når andre føler sig i deres gode ret til at dømme, håne eller mobbe dig på grund af dine valg. Mange foretrækker at “rette ind” i stedet for at udsætte sig selv for det.
Det er fornuftig overlevelsesstrategi som mennesker, fordi det er den måde, vi har overlevet på; ved at være stærk som gruppe (civilisation eller kultur). Det er faktisk den måde, de fleste dyr og planter overlever på.
Det er en fejlkonklusion at antage, at survivel of the fittest betyder, at den stærkeste overlever. Der bør være tryk på the – som i de stærkeste overlever. Hvilket vil sige, at for at overleve i et fjendtligt miljø er det smartere for 20 halvstærke at slå sig sammen og isolere den ene fuldstærke, end det er at være alle mod alle.
Og jeg skal da ikke komme her og kritisere vores evolutionære evne til at overleve. Altså bortset fra, at hvis vi gerne vil tale om frie valg, og det vil vi jo rigtigt gerne i de her køns(behårings)debatter, så bliver vi nok lige nødt til at plante stenalderhjernen ovre i hjørnet og begynde at bruge vores moderne, refleksive hjerner.
Oprigtige, autentiske, helt frie valg er kun en mulighed, hvis der er sikkerhed for, at det ikke koster dig livet – hverken bogstaveligt eller i overført betydning i form af udelukkelse og latterliggørelse fra den gruppe, du er afhængig af.
Obligatorisk afnit om historiens ulidelige bagklogskab
Det her behøver ikke engang være i strid med den bedste mulige strategi for langsigtet overlevelse. Faktisk er der masser af beviser for, at en gruppe bliver stærkere, hvis den giver plads til diversitet. Problemet med alt for homogene grupper er jo, at de er for nemme at ramme. Hvis landets forsvar kun satser på forladergeværer, så er det lidt ærgerlig at blive angrebet af en nation med bagladere. (Krigsmetaforer er altid de bedste til at forklare den her slags.)
Og samtidig hvis det kun er de store, der bliver hørt, er det deres valg, der træffes hele vejen rundt i gruppen. Hvilket jo har ført til en del civilisationers fald gennem historien. Englænderne mistede for eksempel en del mænd under 1. verdenskrig, fordi nogle officerer insisterede på at sætte kavalerister – altså mænd på hesteryg – ind mod tyskernes maskingevær (Yeah, flere krigsmetaforer!)
Den her mekanisme fører også konstant til mindre fald, de personlige af slagsen. Nærmest hver gang en dansk minister har trådt tilbage, har det været, fordi høn har været ansvarlig for valg, som har vist sig at være forkerte, men som en stor gruppe embedsmænd alligevel “valgte” at udføre på trods af bedrevidende.
Argumenterne er sgu dit valg
Så at komme og sige, at folk – alle folk – selv vælger helt frit på alle hylder, om de vil barbere eller ikke vil barbere sig i skridtet, det er, undskyld mig, simpelthen et lorteargument!
Det er også et lorteargument, når vi taler om prostitution, om barsel, om ligeløn, om arbejdsløshed, om fedme, om rygning, om sociale problemer… faktisk er det bare gennemgående et lorteargument, så hvis du absolut skal bruge det, så vælg i det mindste at bruge det varsomt.
Vælg som minimum at anerkende, at frit valg nu engang kun er så frit som omstændighederne muliggør det. Ellers synes jeg da, du skal flytte til Nordkorea og vælge at stå op imod systemet. (Og ja, jeg sammenlignede lige den glatbarberede junta med Kim Jong Un. Glatbarberede fisser har nemlig lidt det der ond, asiatisk diktator-look.)