Tag: fordomme
Kvinderne løber med det hele
I dag linkede jeg på facebook til en litteraturkommentar i Politiken, fordi den så utroligt smukt illustrerer dobbeltstandarder.
For eksempel er overskriften: “Kvinderne løb med de nordiske litteraturnomineringer”, men egentlig udgør kvinderne kun 57 procent af de nominerede…
Men som altid når man som feminist påpeger dobbeltstandarder, fyldes kommentarsporet op med folk, der ikke ved, hvad dobbeltstandarder betyder – men som dog alligevel gerne vil afvise eksistensen heraf.
Så for prins Knud og alle de andre har jeg lige kørt racetesten på Politikens artikel.
Negertesten – nu ekstra politisk korrekt
Hvis du er trofast læser af denne blog, kender du måske bedre racetesten under et andet navn, men jeg har valgt ikke længere at bruge n-ordet, fordi folk stirrer sig racismeangst-blinde på det, og så går pointen ligesom tabt.
Og jeg synes ikke, pointen bliver mindre tydeligt, når man “bare” skriver om sorte og hvide. Tværtimod, jeg var ærligt talt selv chokeret over, hvor gennemsyrende kønsstereotyperne faktisk er i denne tekst. Som blev bragt i dag. I 2015. I en humanistisk, moderne avis…
Alle tilføjelser i parentes er mine personlige tilføjelser og står altså ikke i den oprindelige tekst.
God racistisk læselyst.
Kommentar: De sorte løb med de nordiske litteraturnomineringer
Politikens Litteraturanmelder ærgrer sig over manglende nominering til Hvid Mand
De sorte sidder tungt på indstillingerne til nordisk råds litteraturpris. Det danske rigsfællesskab, Danmark, Færøerne og Grønland, har udelukkende udpeget sorte forfattere. Af de 14 indstillede nordiske forfattere er otte sorte og seks hvide.
Og selvom det er et bredt felt af emner og udtryksformer, man finder i de indstillede bøger, er det påfaldende så markant fortællinger om sorte og det afroetniske slår igennem i årets nordiske prisfelt, som er et af de stærkeste, der længe er set.
Man kan ærgre sig over, at Sort Forfatters hyggelige onkeldigte i ’Avuncular’ løb med en af de danske indstillinger, når nu Hvid Mand med sine ’Digte 2014’, har begået et økokritisk anfægtet poetisk mesterværk, som i den grad fortjener international opmærksomhed, men som helhed rammer udvalget af ny nordisk litteratur fint ind i sin tid. Og norske Hvid Mand er min storfavorit.
Afroetniske liv i lufthavne og udhuse
Vor egen Sort Forfatter (der egentlig bærer det fulde navn Sort Forfatter Sort Forfatter, men her nævner jeg altså af en eller anden grund kun fornavnet… eller efternavnet), som var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for ’Ned til hundene’ i 2008, har også skrevet en meget afroetnisk bog om sorte. Den spæde handling i ’Hvis det er’ udspiller sig godt nok mellem en hvid og en sort, men den hvide er bogstaveligt talt usynlig, og den intense kortfortælling har mest tyngde i beskrivelsen af et omtumlet afroliv af den slags, Sort Forfatter Sort Forfatter har gjort det til sit særlige speciale at fremskrive.
Helt anderledes svæv og bredde er der i finske Sort Forfatters ’Terminali’. To unge sortlinger, der elsker at opholde sig i Helsinkis lufthavn på grund af de spædende tilfældige møder, man kan komme ud for, tager et fly til New York 11. september 2001. Romanen, der rummer et spændende plot og foregår mange steder i verden, handler om, hvad globaliseringen gør ved os og peger på, at muligheden for autentiske møder mellem mennesker ikke er blevet større af alt det rejseri og smart informationsteknologi.
’Bare et menneske’ af norske Sort Forfatter rummer dybtgående psykologiske portrætter af afroetnisk liv før og nu. Omdrejningspunkt er 52-årige Sort Hovedperson. Hun er mor til Sort Biperson og Sort Biperson 2, og kæmper med at placere og håndtere den negative følelsesmæssige arv, hun har fået med sig bl.a. fra sit etniske ophav.
Færørske Sort Forfatter beretter i sin romandebut om en række afroetniske skikkelser, der hver især gennemgår megen lidelse. En af dem er Sortlingen, der holdes indespærret i udhuset. Som voksen bliver det hendes hobby at bedrive psykisk terror mod sine hvide kærester.
Grønland er ikke længere usynlig
’Minkriket’, der er skrevet af Sort Forfatter fra Åland, er en familiekrønike, som beretter om en hårdt arbejdende pelsfarmerfamilie, hvor den ene dag går som den anden. Da ægteskabet knager nøjes Hvid Hovedperson og Sort Hovedperson med at rulle væk fra hinanden i vandsengen og holde op med at tale til hinanden. Her er ingen middelklasse-intellektualisme eller ætsende ond raceretorik, blot tavshed.
Også Norges verdensnavn Hvid Mand skriver om sorte og kærlighed i sin store trilogi ’Andvake’. ’Hvid Mands draumar’ og Kveldsvævd’. Den handler om den hvide spillemand Hvid Hovedperson og hans sorte kæreste Sort Biperson (for hun må jo være biperson og ikke hovedperson, da hun nævnes som ‘hans’ – modsat i de sorte forfatteres bøger, hvor to elskende fremstilles som ligeværdige i forhold til handlingen – selv i Sort Forfatter Sort Forfatters bog, hvor den hvide godt nok var usynlig,,,), som i kampen for kærligheden, kommer til at forbryde sig mod det allerhelligste: et andet menneskes liv. Norge, der sidst modtog den fornemme nordiske litteraturpris i 2012, har en stærk kandidat i Hvid Mand.
I grønlandske Sort Forfatters rasende og rørende debutroman ’Homo Sapienne’ drejer det sig om at erobre sin seksualitet, og et af romanens smukkeste afsnit handler om Sort Hovedperson, den aften hendes krop fortæller hende, at hun er til andre sorte og hun nærmest suges over mod de knitrende øjne, der lyser mod hende. Med Sort Forfatter er grønlandsk litteratur ikke længere usynlig. Hun måtte gerne starte en lavine og er allerede selv i gang med at uddanne nye kuld af forfattere.
Svenske Sort Forfatter har skrevet feltets mest komplekse roman om, hvad afroetnicitet kan være. Jegfortælleren i ’Den andra sortan’ arbejder i en restaurant på et sygehus, og opfatter sig som en forfatter i eksil fra sig selv. Hun har gået på universitetet men føler sig fremmedgjort over for den akademisk prægede anti-racisme. Hvad stiller man som moderne belæst sort f.eks. op, når man pludselig bliver forelsket i en ældre hvid overlæge og overherre-drømmefigur, som kan levere det man dybest set længes efter: intellektuel jævnbyrdighed, tryghed og begær?
Og så er der de hvide…
Feltet rummer heldigvis også digte og romaner, som er optaget af rollen som hvid. Det gælder i udpræget grad finske Hvid Mands ’Transparente Blanche’, som er beslægtet med sidste års vinder, Hvid Mands formidable ’Luftspejling 38’. Hvid Mand er optaget af hvidhed og faderrolle. Hvad stiller en midaldrende (finlandsksvensk) hvid op med sit liv, når der ikke længere er brug for ham som opdragende far, og han selv er blevet opdraget til at være helt i både krig og arbejdsliv?
Og selvom der klinger et afroetnisk navn (kendt fra Edgar Allan Poes digt) i titlen på svenske Hvid Mands digtsamling ’Och natten viskade Sort Navn’, er den heller ikke optaget af den stærke race, men kredser i stedet om savn på den højstemte og i Sverige højt elskede facon, som Hvid Mand, der næsten går for at være rockstjerne på grund af sine karismatiske oplæsninger, har gjort til sin egen.
Der var engang for ikke så længe siden, hvor Nordisk råd på grund af forsigtighed og konservatisme i indstillingerne blev kaldt oldnordisk råd. Det prædikat er heldigvis forældet.
(Men så er det jo heldigt, at vi danske medier kan holde fast i det reaktionære!)
Mænd er ikke svin eller hajer
En af mine kvindelige bekendte sagde noget forleden, der fik mig til at tænke over mit syn på mænd. Hun sagde: ”Jeg forventer ikke, at mænd forstår det samme som os, så jeg taler altid til dem, som om de lidt dummere end kvinder.”
”Sådan har jeg det ikke,” sagde jeg forsigtigt.
Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle sige til min bekendte, at hendes syn på det modsatte køn er grunden til, at vi ikke flytter os ud af stedet, når det kommer til ligestilling. For så længe vi er overbevist om, at ”de andre” – dem fra det andet køn – er markant anderledes mennesker end os selv, så kan vi ikke komme tættere på hinanden.
Og så er det sådan set lige meget, om man tror, at ”de andre” er dummere, klogere eller whatever. Hvis man tror, at de grundlæggende er forskellige fra en selv, så vil man aldrig kunne forstå deres tanker og adfærd – og så vil man afskrive dem, deres handlinger og erfaringer med henvisning til deres anderledeshed.
Du ku’ da også bare havde ladet være med at… gøre ting, kvindemenneske
De tanker gik jeg og tænkte, da min veninde ringede. Så vi talte lidt om det, og lidt om en masse andre ting, som vi gør, når vi taler, og mens jeg gik og fortalte begejstret om en anden venindes genialitet, passerede jeg en mand, der overfusede mig. (Det har jeg beskrevet her.)
Stadig i telefon med min veninde sagde jeg chokeret: ”Hold da kæft en idiot. Giv mig lige et sekund, den skal jeg lige have rystet af mig.”
Men selvom jeg talte med min veninde i yderligere en times tid, kunne jeg ikke ryste oplevelsen af. Den var en ubehagelig påmindelse om, at jeg som kvinde i et offentligt rum med jævne mellemrum oplever grænseoverskridende adfærd fra mandlige idioter. Fordi disse idioter er vokset op i en kultur, hvor kvinders udseende og adfærd hele tiden bliver kommenteret – i beundring eller det modsatte – så idioterne tror, at også de har ret til at gøre det.
Jeg delte derfor oplevelsen på facebook. For at sige noget om, at vi er nødt til at få gjort noget ved den kulturelle idé om kvinder. Stor fejl, viste det sig. For snart afslørede kommentarsporet den lige så herskende kulturelle idé om mænd: At de er svin.
Alle dem, der har tissemænd, er voldtægtsmænd
Mange af kommentarerne handlede nemlig om, hvordan jeg bare må blive bedre til at håndtere den slags overfusninger i fremtiden. Og hvilke geniale comebacks, jeg kan forberede, i stedet for at sige noget dumt i chokeret affekt.
Men mens de mere eller mindre velmenende råd strømmede ind, begyndte jeg at blive frustreret. For anden gang på blot et par timer blev jeg mindet om, at mit syn på mænd er way off i forhold til flertallets: For jeg har faktisk ikke lyst til at være forberedt på at blive overfuset. Jeg har ikke lyst til at gå på gaden og forvente, at en mand pludselig er ubehagelig over for mig. For jeg har ikke lyst til at se ned på mænd og forvente, at de er nogle svin.
Jovist, det sker konstant og alt for tit, at kvinder møder mænd, der opfører sig ubehageligt. Det sker jo netop også indimellem for mig selv. Men jeg har fanme ikke lyst til at regne med det. Planlægge ud fra det.
Det må være nok, at jeg som kvinde konstant skal planlægge min færden ud fra devisen: ”Det er nok smartere at gå på denne oplyste gade, i stedet for den hurtigere, mørkere vej, så jeg ikke bliver voldtaget i aften.”
Selvom jeg godt ved, at kvinder også bliver overfaldet på oplyste gader, og jeg godt ved, at langt de fleste voldtægter ikke sker på den måde, men i stedet sker under mere private former. Så påvirker bevidstheden om, at det kan ske mig altid. ALTID!
Har forventninger det ikke lidt med at indfri sig selv?
Men dér sætter jeg grænsen. Okay, det er svært som kvinde ikke at være bevidst om, at man kan blive udsat for et seksuelt overgreb, når FN anslår, at det sker for – hold nu fast – mindst hver 3. kvinde på jorden! Der er desværre mange voldtægtssvin derude. (Og desværre mange ikke-voldtægtsvin, der ikke forstår kvinders angst – ej heller den nedværdigende følelse af at blive gjort til et objekt. (Det har jeg talt om her.))
Men fanme om jeg også vil til at indrette min adfærd efter den opfattelse, at mænd generelt er svin, og at man aldrig kan stole på, at de vil behandle en ordentlig. Eller at jeg vil begynde at tænke, at mænd er dummere eller mindre forstående, empatiske eller menneskelige.
I øvrigt er det heller ikke den virkelighed, jeg lever i. For heldigvis er langt, langt de fleste mænd, jeg møder, søde og behagelige. Og de færreste mænd, jeg passerer, på gaden overfuser eller voldtager mig.
De rådne æg skal altså ikke have lov til at ødelægge min opfattelse af mandekønnet som helhed. Jeg vil blive ved med at forvente af mænd, at de kan være lige så ordentlige mennesker som kvinder. (Og derved implicit gå ud fra, at der findes kvindelige idioter såvel som mandlige. For pigebørn skydes altså ikke ud af fissen som bedre mennesker.)
Forstår du ikke kvinders grænser, kan du måske forstå ejendomsret
I forbindelse med en demonstration for kvinders rettigheder i USA, spankulerede en kvinde rundt med bar overkrop. Hen over maven havde hun skrevet: ”Still not asking for it.”
De rådne æg fangede den selvfølgelig ikke. En mand skrev om billedet, at hvis en kvinde spankulerer rundt på den måde, svarer det til at ”tage en køddragt på og sige til en haj, at den ikke må spise dig.”
Til det svarede en anden mand, og det citerer jeg lige i fuld længde, for det er ret så genialt:
“We (men) are not fucking sharks! We are not rabid animals living of pure instinct. We are capable of rational thinking and understanding.
Just because someone is cooking food doesn’t mean you’re entitled to eat it.
Just because a banker is counting money doesn’t mean you’re being given free money.
Just because a person is naked doesn’t mean you’re entitled to fuck them.
You are not entitled to someone else’s body just because it’s exposed. What is so fucking difficult about this concept?”
Drenge vil være drenge og dumme og degenererede
Et citat, der jo om noget beviser, at mænd er helt normale, intelligente mennesker. Mænd er ikke hajer eller svin eller dogs eller gorillaer eller andre ”laverestående” dyr (som dog ikke reelt i naturen opfører sig så psykopatisk som mandlige idioter gør, så det er faktisk noget pis at hænge dyrene op på det.)
Næ, mænd har menneskehjerner, og med sådan en kan man faktisk sætte sig ud over sine ubevidste instinkter og fordomsfulde antagelser om andre.
Så skulle vi ikke begynde at kræve det af de rådne æg også? I stedet for at undskylde dem på forhånd med, at ”boys will be boys”, ”de kan jo ikke gøre for det, de kan bare ikke styre sig”, ”mænd er svin” og så videre.
For det er lige præcis den slags antagelser om mænd, der gør, at nogle af dem ikke lærer at sætte sig i kvinders sted og behandle dem ordentligt. Det er, fordi de vokser op i en kultur, der fortæller dem, at kvinder selv be’r om at blive behandlet, som man nu har lyst til at behandle dem, og samtidig fortæller, at de som mænd ikke kan gøre for det – fordi det er jo kvinders egen skyld. Så hvorfor skulle han tage ansvar? Hvorfor skulle han reflektere over det?
Det skal vi kræve af ham, at han gør. Fordi det er eddersponsme på tide, at vi begynder at forvente mere af mænd – i stedet for at forvente dobbelt så meget af kvinder.
Mobning er aldrig én til én
Der bliver talt utroligt meget om mobning i medierne lige for tiden. Det er, fordi TV 2 kører en dokumentarserie om det. Og som det tit er med den slags; når ét medie sætter fokus på et problem, så følger alle andre efter. Og i en periode bliver der så sat væsentligt fokus på det – som om alle medier godt er klar over, at de skylder én for at have glemt problemet tidligere.
Men så går der typisk et par uger, og så glemmer de det igen, og så fortsætter problemet.
Jeg kan lige så godt sige helt negativt med det samme, at jeg forventer, at det også sker med mobning. Og det er altså ikke, fordi medierne stopper med at dække det, men fordi mobning er umulig at undgå.
Mobning er det sprog, civilisationen er bygget af. I’m sorry to say.
Du er udenfor, så jeg kan se, at jeg er indenfor
Mobning er en social dynamik, der opstår i alle grupper – i børnehaven, skolen, på arbejdspladsen, i sportsklubben, i familien, ja tilmed i selvvalgte vennekredse. Dynamikken skyldes to ting:
1) Gruppen har brug for outsidere, fordi derved kan de andre se, at de er en del af inderkredsen. Hvis ingen er udenfor, hvordan skulle jeg så vide, at jeg er indenfor?
2) Gruppen har brug for enighed om, hvordan man skal opføre sig for at være en del af inderkredsen. Ergo bliver outsiderne som regel dem, der truer gruppens enighed ved at opføre sig på en anden måde, bare er anderledes, eller som stiller spørgsmål ved gruppens regler.
Den sidste regel er ikke så enkel igen. Man kan ikke regne med, at outsidere på den måde selv er skyld i, at de er udenfor – de kunne jo bare have ladet være med at være anderledes. (Det fænomen har jeg skrevet mere om her.)
For den første regel gælder først. Hvilket vil sige, at selv i det mest homogene miljø, vil gruppen finde nogle at holde udenfor. Om de så skal opfinde en grund til at gøre det!
Mænd er nogle svin – undtagen Troels fra marketing, han er ret cute
Denne sociale dynamik er det, mobning er grundlagt på. Denne dynamik opstår alle steder, hvor mennesker (og aber) interagerer. Faktisk snakker man indenfor psykologien om, at vores hjerner simpelthen operer med det system. Hjernen deler nemlig mennesker ind i indgrupper og udgrupper.
Hvilket vil sige, at i indgruppen placerer vi alle de mennesker, vi har et nuanceret forhold til, og i udgruppen placerer vi alle dem, vi har et fordomsfuldt, stereotypt forhold til. Det er, fordi ingen hjerner naturligvis har kapacitet til at kunne have et nuanceret syn på alle mennesker. Hjernen har brug for fordommene, for ellers er der for mange usikkerheder, og så skal der bruges for mange ressourcer på hele tiden at stille spørgsmål. (Det har jeg skrevet lidt om her.)
Problemet ved denne mekanisme er desværre, at det fører til alt fra racisme, sexisme, nationalisme, hooliganisme – masser af andre onde ismer – til almindeligt had og selvfølgelig mobning.
Mekanismen forklarer dog også, hvordan racister kan sige: “Alle perkere er nogle svin. Undtagen min kollega Ali, han er sgu fin nok.”
Ali er blevet lukket ind i den nuancerede indgruppen, mens udgruppen stadig indeholder alle andre “perkere.”
Uhh, de stakkels uskyldige børn… Men din fede ko, du er over 40, du må tage det!
Den viden om menneskehjerner, og hvordan de påvirker vores sociale dynamikker er essentielt for at forstå, hvad mobning handler om. Desværre er det mit indtryk, at mange, der taler om mobning, simpelthen ikke aner, at det er det, det handler om.
Som sagt bliver der lige nu skrevet massevis af artikler og lavet tv med fokus på mobning. Hvilket vil sige, at forskere i mobning blive interviewet og siger forholdsvis kloge ting om mobning – og om, hvad de voksne skal gøre.
For på trods af, at voksenmobning faktisk er et lige så stort problem som børnemobning, så er det bare nemmere for læsere/lyttere/seere at sluge, hvor forfærdeligt mobning er, når det går ud over børn.
En nylig undersøgelse har for eksempel vist, at 20 procent af alle børn føler sig mobbede i skolen. Tallet for voksne på arbejdspladser er 12 procent. Men der skal vi jo lige trække alle de voksne fra, der ikke er på en arbejdsplads – inklusiv selvfølgelig alle dem, der er gået ned med stress pga. mobning og derfor heller ikke indgår i statistikken.
Det er ikke, fordi jeg er klam, det er, fordi alle tænker, at jeg er klam!
Det, jeg prøver at sige, er, at uanset om det går ud over børn eller voksne, er mobning et alvorligt problem. Senest har jeg lige læst, at det faktisk kan give offeret post traumatisk stress.
Som tidligere mobbeoffer selv kommer det ikke bag på mig. Jeg har selv været nede at vende psykisk nogle gange på grund af mobning. Det koster i den grad på selvfølelsen – og det er også derfor, at selvmord desværre er ret almindeligt i forbindelse med mobning.
Derfor gør det mig voldsomt vred, at folk, der skal forestille at vide noget om fænomenet konstant og igen bliver ved med at omtale mobning, som om det er et én til én-problem. For det er det ikke!
Mobning er en social dynamik, der involverer flere end et offer og en gerningsmand. Og det er derfor, det har så store konsekvenser for offeret. Eller som jeg plejer at sige det: Mobning er ikke, når der er én, der siger noget grimt. Mobning er, når der ikke er nogen, der siger noget andet!
Der er brug for: Du er sgu god nok, gamle dreng m/k
Grunden til, at mobning trækker et offer under i den grad, er, fordi offeret bliver udelukket og derved står alene med sine følelser. Det kan godt være, at der reelt kun er en enkelt på en skole eller arbejdsplads, der rent fysisk udøver mobningen, men det er gruppen på stedet, der skaber de dårlige følelser hos offeret.
Hvis en bølle råber noget grimt efter Tykke Tove, og alle hendes klassekammerater/kolleger straks derefter råber “hold kæft” tilbage til bøllen. Eller endnu bedre; går hen til Tykke Tove og giver hende support i form af en krammer eller en kommentar om: “Lad være med at lytte til ham, han er en fed idiot.”
Ja, så vil Tykke Tove altså ikke blive ramt på sin selvfølelse i samme grad. For hun ville ikke blive ekskluderet fra gruppen. Men fordi mobning som hovedregel rammer dem, der allerede er outsidere – fordi dem inde i gruppen, der har brug for at komme af deres egne usikkerheder, ved, at det er gratis at tørre dem af på outsiderne – så har de intet supportsystem. Hvilket betyder, at mobningen altså kommer ind under huden på en helt anden måde.
For hvis Onde Ole siger til Tykke Tove, at hun er klam, og ingen andre reagerer. Så betyder det jo – for Tykke Toves selvfølelse – at alle er enige om det. Og så er det altså meget svært for Tykke Tove ikke selv at komme til at føle sådan.
Bølle Benny har det svært indeni… uhh, nu bliver det brækpædagogisk
Så hvis man skal gøre noget ved mobning på skoler og arbejdspladser er det altså langt fra nok at tage fat i dem, der aktivt mobber. Forslag om at mobbere skal smides ud af skolen er for eksempel et hul-i-hovedet-bevis for, at folk ikke har forstået, hvad mobning er.
Måske skal bøller smides ud af skolen, det kan være nødvendigt. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at bøller er børn (og voksne), der selv har det så svært og derfor begår psykisk eller tilmed fysisk vold på andre. Men bøller, der står alene, er ligegyldige, hvis man vil løse problemerne med mobning.
Og min påstand vil tilmed være, at bøller måske selv så tidligt er blevet ofre for den sociale dynamik – det vil sige, at de har været outsidere hele deres liv – at de har oparbejdet det eneste forsvar, de kender; nemlig at slå fra sig.
Så man kan godt løse problemer i en kort periode, hvis man fjerner en bølle. For bøller kan skam skabe rigtigt meget ubehag. Men bøller er ikke ansvarlig for mobning. Mobning er stadig grundlagt ovenpå de sociale dynamikker. Hvilket vil sige, at vil man løse dét problem, skal man have fat i kernen af det – det vil sige hele indgruppe/udgruppe-systemet.
Du er så nederen, at vi ikke engang gider sige til dig, hvor nederen du er
Mange af de elever, der beretter, at de føler sig mobbere, siger, at de eksempelvis oplever, at ingen i klassen har talt til dem i flere uger. Det beskrives lettere nedladende i artikler om mobning som: “det føles jo også som mobning for eleven, selvom det kan være svært at se for de voksne.”
Som om vi voksne har det meget bedre med at være i sociale sammenhænge, hvor ingen taler til os!
Og nej: Mobning er hele puljen. Mobning er ikke bare de grimme ting, der siges højt; mobning er den dårlige stemning, der opstår omkring offeret. Det kan være tavshed, det kan være “stink eyes”, det kan være velplacerede fnis bagom ryggen, det kan være alt muligt, man bliver udelukket fra, det kan være at blive valgt til sidst i idræt hver evig eneste gang.
Mobning er den konstante påmindelse til offeret om, at høn ikke hører til i vores gruppe. At høn ikke er lige så meget værd som os andre. At høn er forkert i forhold til os andre. Og at vi alle sammen har ret til at dømme høn.
Ej, øv, skal jeg selv gøre noget for andre. Nu bliver det sgu for bøvlet
Så når jeg siger – helt lakonisk – at mobning er et uløseligt problem, så er det, fordi denne dynamik vil blive ved med at opstå alle steder, hvor mennesker er sammen igennem en længere periode (det vil sige; over to timer.)
Hvis man skal løse problemet, så kræver det en stor indsats. Det kræver, at alle gruppens medlemmer bevidstgøres om denne dynamik, og at alle tager ansvar for at gå ind og løse problemerne.
Det kan ske ved, at man begynder at forstå mekanismen bag ind- og udgrupper og erkender, at man muligvis ikke neurologisk har overskud nok til at have nuancerede syn på alle omkring en – men at man i det mindste ikke lader sine egne fordomme gå ud over andre. Hverken i form af direkte bølleadfærd over for dem – eller i form af, at man lader andre være bøller og ikke siger fra.
Det kræver, at man begynder at opføre sig pænt over for dem, der står udenfor. Viser, at man har set, at Tykke Tove står alene i frokostpausen og spørger, om hun ikke vil sidde med ved vores bord.
Du var klam i går, i dag er du okay, men nu er Bettina bare så klam
Og ja, det er her, det bliver vanskeligt. For det er netop det her, der er så svært at få til at ske. Det er jo nemmere, hvis vi kunne nøjes med at brænde en bølle af på bålet. Få ham smidt ud fra skolen eller fyret fra arbejdspladsen. Det løser bare ikke problemet på længere sigt. For har gruppen først besluttet sig for at holde Tykke Tove udenfor, så bliver hun ikke inviteret med til at sidde ved bordet, bare fordi Onde Ole ikke er der til at råbe op længere. Så tager Lede Lone bare over i stedet.
Det er først, når flere i gruppen begynder at arbejde imod dynamikken, at tingene ændrer sig. Og ja, det kan ske ved at smide en bølle ud. Måske er det lige det break, der skal til, før nok i gruppen tør tage sig sammen til at være søde ved Tykke Tove.
Men – og her er det et meget væsentligt men – det ændrer ikke den grundlæggende dynamik, det forrykker den bare. Hvilket er så nemt at se udefra, når vi ser på – især små – skolebørn. Deres grupper og ousidere skifter konstant. Så er Tykke Tove udenfor den ene dag, men så er det Buttede Bettina den næste. (Og ikke sjældent nu med Tykke Tarvelige Tove i front, for hvis hun har fået en billet til inderkredsen, så har hun i den grad brug for at forsvare den position.)
Nu skal Super Sanne da lige sige, hvad der skal gøres
Så det korte af det lange er altså, at så længe alle bliver ved med at holde fast i mobning som et én-til-én-problem, så ændrer problemerne sig ikke. De forskubber sig højst.
Nu er jeg ikke ekspert i en skid, så jeg står ikke i en position til at sige, hvad man burde gøre. Men hvis jeg nu alligevel skal give et bud på, hvad man burde, så kunne jeg virkelig godt tænke mig, at man begyndte at undervise i det her med ind- og udgrupper.
For det er altså ikke, før vi forstår vores egne hjerner, at vi forstår vores adfærd – både vores egen private og vores sociale interaktioner.
For så længe man kan holde mobning – og racisme og sexisme osv – ude i en armslængde og sige: “Det er kun bøller/idioter, der gør sådan noget” så ændrer tingene sig ikke. Ændring kræver, at alle erkender deres eget ansvar i, at en mobbekultur får lov til at bestå. Det kræver, at alle siger fra over for bøllen/idioten – og at alle giver support til offeret.
Selv en dråbe… kan ikke huske teksten, men alle kan ændre noget, ikk’ osse
Og så længe vi har en kultur, hvor Tykke Tove jo bare kunne havde ladet være med at være tyk, Sexede Susie bare kunne havde ladet være med at gå i den nedringede bluse – altså så længe vi victimblamer og siger, at offeret selv er skyld i, at en bølle/idiot angriber – så er vi alle sammen medansvarlige for overgrebet!
Vi skaber den kultur, der skaber mobning. (Og racisme og sexisme osv.) Så hvis vi vil ændre på, at mobning opstår, skal vi ændre hele vores kultur.
Ja, det er en stor mundfuld, men er det ikke efterhånden det værd? Behøver vi have 13-årige, der begår selvmord, før vi tager os sammen til at erkende, at der skal gøres noget? Er det ikke snart på tide, at vi alle begynder at sige fra, støtte ofrene, stoppe vitimblaming og i stedet sige: “Nu lukker du fucking røven Onde Ole!”
Negertest 2.0
Måske bliver jeg i løbet af dagen udråbt til landets største racist. Måske får jeg fanmails fra Johnni Hansen og bliver spurgt, om jeg vil være forsidepige på Den Danske Forenings medlemsblad. Eller måske er folk stadig i så meget julemodus, at de slet ikke gider læse dagens kronik i Politiken.
Eller også så fanger de joken.
Hvis du har fulgt med herinde, så er det ikke en ny joke. Jeg har tidligere skrevet om Negertesten. Men i dagens Politiken går jeg all in og kører testen på hele kønsdebatten. Jeg har erstattet ordet ”kvinde” med ordet ”neger”, ordet ”mænd” med ordet ”hvide” og ”sexisme” med ”racisme”, og så kører jeg ellers derudad med de seneste års mange afvisninger af den stadig herskende kønsulighed.
(Jeg har snydt lidt og uploadet en udgave, hvor jeg har lavet søg-og-erstat. Så du kan læse den om køn i stedet for om race.)
Langt de fleste formuleringer i kronikken har jeg faktisk stjålet direkte fra anti-feministiske ytringer i kønsdebatten. Bl.a. fra professor Hans Bonde, der i årets løb har brilleret med pointer som eksempelvis, at Helle Thorning kun er blevet statsminister, fordi hun er en kvinde, og at kvinder bør være mere taknemmelige for, at mændene driver samfundet videre.
Blegfjæse, har I glemt, hvordan det er at være hvid!?
Det, der er mest slående ved retorikken i kønsdebatten – om som bliver meget tydeligt, når man pludselig ser det samme sprogbrug brugt om race i stedet – er ikke kun, hvor fordomsfuldt man taler om kvinder, men også hvor meget man hele tiden fremhæver mænd og ”maskuline værdier”.
Dette afsnit demonstrerer det vist meget godt:
”Hele den afroisering af skolesystemet er sket, fordi der er så mange neger-lærere i dag. Så er der ikke plads til at hvide kan få lov til at være hvide. De hvide må heller ikke få lov til at lave hvideting mere. Men der altså biologisk forskel mellem hvide og negere. Der er faktisk mange forskere, der har bevist, at de hvide for eksempel er mere konkurencemindede end negere. (…)”
Jeg kan simpelthen ikke begribe, at det er almindeligt acceptabelt, at man må udtale sig så fordomsfuldt om andre mennesker, bare fordi de mennesker tilfældigvis er født med en tissekone i stedet for en tissetrold.
… men nogen er mere lige end andre
Vi er jo efterhånden enige om i de fleste samfundslag, at man ikke skal prøve at fyre sådan noget af om folk af anden etnisk oprindelse eller med en anden hudfarve eller endog bare fra en anden kultur. Hvis man gør det, så bliver der dårlig stemning på kontoret.
Men at udtale sig dybt fordomsfuldt om den ene halvdel af befolkningen; det er bare helt okay. Selv hos veluddannede – altså såkaldt dannede mennesker – som akademikere, kunstnertyper og resten af den kreative klasse.
Jeg ville aldrig turde køre Negertesten i Ekstra Bladet, for jeg er sikker på, at en del af deres læsere (dem, der kommenterer inde på Nationen) faktisk stadig tænker – og taler – sådan om ”negere”. Så de ville ikke fange pointen. Eller også ville de tværtimod tænke: ”Ja, negere og kællinger skal behandles ens – nemlig præcis lige dårligt!”
Men jeg synes, pointen må moses ud gennem siderne på Politiken, for det er netop mange af dem, der ellers opfatter sig selv som ih så kulturradikale halahippier, som aldrig kunne drømme om at sige noget racistisk, der i samme nu fyrer noget dybt sexistisk af.
Og lur mig om ikke også slat af dem nok skal få snuden i sky og kalde mig racist – og dermed sige, at det er langt værre at tale grimt om mennesker af en anden race end af et andet køn.
Hvordan fanden kan man gå ind for lighed uden at forstå, hvad lighed betyder?
Fødemaskiner er dummere til lønforhandlinger
Det er chokerende så mange, der stadig går ud fra, at der findes to slags mennesker – hunkøn og hankøn – og de kommer ud gennem fødekanalen med nogle bestemte karaktertræk, så derfor må man gerne være fordomsfuld omkring det. Ligesom alle former for ulighed og uretfærdighed i øvrigt kan forklares – og retfærdiggøres – med netop disse biologiske forskelle.
At der ikke er særligt mange kvinder i topposter, det må skyldes kvinders ”natur”. Ligesom det tidligere var negernes natur og påståede lavere intelligens, der retfærdiggjorde forskelsbehandlingen af dem.
Ingen standser op og får noget galt i halsen over, at man i øvrigt har brugt den forklaringsmodel lige siden oldtiden. Kvinders ”natur” har været begrundelse for al undertrykkelse – lige fra vold til tvangssterilisering til at nægte kvinder adgang til lærdom osv. Til i dag hvor ulighed åbenbart stadig skulle skyldes, at kvinder som samlet gruppe ikke er gode nok til at forhandle løn eller whatever.
Systemet fejler ikke noget, nej nej: Det er bare 3,nogle milliarder mennesker på denne planet, der er noget galt med…
Mand kan bare ikke se problemet
Nu siger jeg ikke, at det kører i smør for de resterende 3,nogle milliarder – dem med tissetroldene – bare fordi det er dem, systemet er indrettet af og til. (Det virker i øvrigt som et meget passende sted at smide en af mine favoritcitater, nemlig et af den amerikanske kønsforsker Michael Kimmel, der har sagt: “Mænd har været udsat for den største positive særbehandling i verdenshistorien. Den heder verdenshistorien!”)
Nej, som du vil vide, hvis du læser herinde en gang imellem, mener jeg også, at et stort problem ved at holde fast i den tåbelige idé, at mænd og kvinder er født til at være forskellige og aldrig vil kunne forstå hinanden, er, at mænd også bliver sat i bås. Og at mænd dermed også får en masse ulemper af deres køn – tydeligst i form af manglende omsorg og nærhed med børn og med andre mænd.
Men jeg har valgt, at kronikken forholder sig til det at være i en privilegeret position, fordi jeg synes, at den position mangler mænd simpelthen at stå ved. Det er for nemt at sige, at fordi systemet også stiller mænd dårligt som køn, at så er kønnene ligestillet i lort.
Mænd har stadig det privilegium, at de ikke behøver forholde sig til deres køn hele tiden. Det har man ikke som kvinde – fordi kvindekønnet er kønnet, mens mandekønnet er det normale.
Hvad nu hvis Frodo var neger?
Lyder det kønsteoretisk avanceret, så lad mig lige give et raceeksempel. Jeg er i en privilegeret position som hvid. Det betyder, at jeg aldrig behøver forholde mig til min race. Det betyder, at hele verden er indrettet efter mig. Fra det faktum, at jeg ikke kan rejse syd for Rom uden, at andre bukker og skraber for mig (og ser misundeligt på min hud) til det faktum, at samtlige medieplatforme bugner med folk med min hudfarve.
For et par uger siden var der en, der påpegede, at der kun er hvide mennesker med i Ringenes Herre-filmene (og nu i Hobitten).
Jeg havde ikke selv set det!
For jeg har den luksusposition, at jeg går ud fra, at det normale – det rigtige – er den gruppe, jeg tilhører. Derfor opdager jeg det ikke engang, når andre – unormale – grupper ikke er repræsenteret.
(Hvis du sidder og tænker: ”Hold da op, orkerne er sgu da af anden etnisk oprindelse!” Så skal du lukke din browser nu og stoppe med at forurene min blog med din tilstedeværelse!)
Og hvis Legolas var thai?
”Nå-nå, der laves da også film med negere,” ville nogen måske indvende.
Ja, men læg lige mærke til, at det så som regel er enten som stereotype yo mama-agtige karakterer eller også handler filmen decideret om raceproblemer – eks. Farven Lilla eller The Butler.
Ringenes Herre var en oplagt mulighed for at blande racerne på lærredet, for historien foregår jo netop i et univers med mange forskellige racer. Hvorfor er rytterne for Rohan ikke arabere? Hvorfor er elverne ikke asiater? For af alle de ufattelige mange detaljer, Tolkien har med i bøgerne, er hudfarver faktisk ikke en af dem.
Til gengæld er bøgerne skrevet på et tidspunkt, hvor mandekønnet stadig var normen, så det kniber gevaldigt med kvindelige karakterer. Men heldigvis er det jo blevet så meget bedre siden. Eller…
Nå, nej!
Her i landet er det for eksempel tit svært bare at finde nok at nominere til priserne for bedste kvindelig skuespiller – fordi de fleste film stadig laves om og til mænd.
I kan ikke undertrykke os ihjel, det klarer vi selv!
For problemet er jo ikke kun det, at mænd/hvide er i en privilegeret position, og at kvinder/negere dermed bliver uprivilegerede, men også at alle parterne er med til at opretholde denne ulighed.
For ligesom dem med markant mørkere hudtoner, der ser misundeligt på min hudfarve – og bleger deres egen for at komme til at se mere ”rigtig” ud – så går de fleste, mænd og kvinder, i det nuværende system ud fra, at det ”mandlige” er det mest rigtige.
Det vil sige, at kvinder er lige så slemme til selv at holde systemet i live. Kvinder har selv fordomme om sig selv – og især om andre kvinder. Kvinder mener også, at mænd er de normale – de rigtige – mens kvinder er… ja, kvinder.
At være eller ikke at være – en mand
Når jeg skal forklare mine tanker og handlinger hurtigt for folk, der ikke kender mig, siger jeg ofte: ”Det er, fordi jeg er en mand indeni.”
Det er simpelthen nemmere at få folk til at forstå, at jeg er et rigtigt menneske med komplekse følelser, tanker, ambitioner og drifter, hvis jeg flytter fokus fra mit eget sterotypt-inficerede køn med alle dens begrænsninger over på dét køn, som faktisk slet ikke er et køn, men et helt menneske.
Det er ikke noget, jeg er stolt af, at jeg gør. Men det er bare den virkelighed – det system – jeg navigerer i.
I hvert fald indtil det lykkes os at få gjort op med den fordomsfulde, nedladende retorik om kvinder – og ditto gjort op med den konstante hævdelse af de ”mandlige” værdier.
Samt begynder at erkende, at der altså ikke kun findes to forskellige slags mennesker, men 6,nogle milliarder forskellige slags. Men selvom alle er forskellige, skal alle stadig behandles lige! Uanset køn, race, seksualitet, ørestørrelse, og hvad vi ellers fødes med af små og store særheder.
Og hvis nogen vil kalde mig racist for at presse den pointe igennem igen og igen, så… ja, så ved jeg faktisk ikke, hvad jeg skal gøre for at overbevise dem om andet.
”
Verden er i farver, vi slet ikke ser
Hjerneforsker Peter Lund Madsen fik mig til at forstå noget, mange års fysikundervisning i skolen aldrig havde formået at få til at falde på plads: Hvorfor farver ser ud som de gør.
Jeg har nemlig altid været skeptisk over for det der med lyset. At farver ikke findes, men kun er refleksioner af lys, som man lærer i fyisktimerne. Det virker så kontraintuitivt, når man kan se farverne og tydeligt se forskel på dem og i øvrigt se lyset spille hen over overfladen på dem. Hvordan kan lyset det, hvis farven ikke på en eller anden måde ligger inde i tingen?
Og fysiklærerens trumfkort med, at farverne forsvinder i mørke har altid virket dybt idiotisk på mig, for det gør konturer og alt andet jo også.
Jeg accepterede fysikkens forklaring, men dog med et meget stædigskeptisk barns sind. Som om jeg mentalt altid har stået ved en køleskabsdør og været overbevist om, at lyset ikke slukker, når man lukker døren.
Så sagde vi lige, at sådan ser farver ud, og så har vi mere tid til andre ting
Men så kom forklaringen altså på en måde, jeg endelig kunne forstå den. Det er faktisk ret enkelt: Vores hjerner laver farverne.
Sagen er nemlig, at hvis vi skulle se farver, som de i virkeligheden ser ud – altså som lysets refleksioner, så ville farverne blinke og skifte hele tiden, fordi lyset jo ændrer sig hele tiden. Det ville være som at leve i et non-stop strobolys-farvebombardement. Det ville være et mareridt.
Synssansen ville dermed lægge beslag på alt hjernes kapacitet, fordi hjernen hele tiden ville være tvunget til at skulle analysere og fortolke alle de mange milliarder af indtryk. Synssansen er i forvejen den mest krævende sans for hjernen at køre analyse og fortolkning på. Så hvis hjernen ikke forenklede synsindtrykkene, ville den ikke have overskud til andre småting som hørelse og bevidsthed og den slags.
Så hjernen beslutter ret tidligt, hvordan de enkelte farver ser ud, og så låser den sig simpelthen fast på den fortolkning. Hvilket vil sige, at grøn altid vil være grøn for hjernen, selvom der reelt set aldrig er nogen farver derude i virkeligheden.
Bare fordi jeg ikke kan se varme, betyder det ikke, at slanger ikke kan
For mig besvarer det dermed også af verdens mest enkle filosofiske spørgsmål: Ser farver ud på samme måde for mig, som de gør for dig? Nej, sandsynligvis ikke. For vores hjerner har formentlig truffet hver deres beslutning om, hvordan farverne skal se ud.
Som forklarer, hvordan der kan findes mennesker, der kan lide farver som orange og karrygul. De er åbenbart ikke så grimme for deres hjerner, som de er for min.
Men faktisk er der noget næsten endnu mere fascinerende med vores evne til at se farver. Vi har nemlig kun tre tapper i øjnene, og derfor er synssansen allerede begrænset til at se farver indenfor det spektrum, som de kan registrere. (Selvom nogle kvinder faktisk har en X-Men-mutering, der gør, at deres øjne har fire tapper og kan se flere nuancer.)
Det betyder altså, at både synssansen og hjernen begrænser vores muligheder for at se “virkeligheden”. Der findes dyr med 16 tapper i øjnene som derved kan se de vildeste farver – farver som jo også er derude i virkeligheden, men som vi aldrig vil komme til at se. Ligesom hunde, der kan høre lyde, vi ikke kan. Og ligesom der i øvrigt også findes dyr, der har sanser, vi slet ikke har. Som nogle slanger, der har termisk syn og kan se forskel på varme og kulde for at kunne finde bytte i en mørk ørken.
Grøn er altid grøn, og negere er altid farlige
Hvorfor nu denne smøre om farver og begrænsede sanser og hjernens fiksfakserier? Ja, fordi jeg synes, det er en utrolig god beskrivelse af, hvad vores sanser og hjerner egentlig render rundt og laver af begrænsninger på virkeligheden hele fucking tiden.
Vi kan kun opfatte verdenen igennem vores hjerner, men den lille sluppert snyder altså. Den giver kun halve informationer. Den eneste grund til, at vi ved det her med farverne, er fordi videnskaben fortæller os, at det er sådan. Det er, fordi forskerne kan lave måleudstyr, der kan noget, vores sanser ikke kan.
Der sker altså et paradoks inde i min hjerne. Det ordet “kontraintuitivt” er opfundet til. På den ene side ved jeg godt, hvordan det rent videnskabeligt forholder sig – på den anden side kommer jeg aldrig til selv at se og mærke det.
Her kommer så pointen: Når vores hjerner snyder så meget med noget så enkelt som farver, hvordan kan vi så tro, at den ikke også gør det med alt andet!?
Mon ikke hjernen generelt bare elsker at låse sig fast på bestemte opfattelser af “virkeligheden”, så den slipper for at skulle arbejde hårdt på at analysere og fortolke nye indtryk hele tiden?
Er det ikke derfor, den dovne hjerne har opfundet stereotyper og fordomme!? Så den ikke behøver bruge ekstra energi på rent faktisk at se og mærke andre mennesker, men bare kan konstatere; at alt nok er som det plejer.
Åh nej, endnu en af Solosannes hjernebelæringer
Ja, det er skidehårdt og også nærmest kontraintuitivt at skulle irettesætte hjernen hele tiden: “Okay hjerne; nu har du godt nok mødt syv dumme svin i rap, der alle sammen havde det tilfælles, at de var mænd, men det betyder stadig ikke, at du kan konkludere, at alle mænd er dumme svin. Ej heller, at nummer otte er det. Faktisk betyder det ikke engang, at du kan konkludere, at de første syv var det, for måske var det bare dig, kære hjerne, der besluttede dig for at sanse dem på den måde og derefter låse dig fast på den beslutning…”
Jeg har efterhånden skrevet om hjernens “bevidstløse” adfærd mange gange herinde (her og her og her og ikke mindst her … jeg skriver ret meget om det, faktisk.)
Men det kan ikke siges tit nok, for hvis vi ikke snart begynder at tage hjernen i nakken og irettesætte den, så holder vi fast i menneskehedens dummeste dilemma: Vi har udviklet bevidsthed til at kunne se ud over vores egne hjerners begrænsninger – men samtidig lader vi stadig hjernens begrænsninger bestemme over bevidstheden.
Hvordan i hedehulehjernekule skal vi så kunne komme nogen vegne? Det dilemma er jo definitionen på stilstand? Det svarer til at lade bevidstheden fortsat sende i sort-hvid – selvom farveudsendelserne for længst er opfundet.
Latteren tilbage i kønsdebatten
I et stykke tid har jeg frygtet, at jeg var gået hen og blevet fuldstændig ensporet i min tankegang. At jeg ikke længere var i stand til at se synspunkterne fra den anden side, og at jeg havde låst mig fast på en rigid feministisk dagsorden.
Det skyldes formentligt, at rigtigt mange modstandere af feminismen behandler mig sådan. Og som jeg har skrevet om her, så er det rigtigt svært ikke at tage de følelser på sig, som andre påstår, man har.
Altså er jeg begyndt at føle, at min arrogante, bedrevidende og ikke mindst meget utålmodige side tager over. Jeg fanger mig selv i at tromle mine opponenter. Jovist med bedre argumenter og større viden, men også med en følelse af, at de er fucking idioter, og det er under min værdighed at diskutere med dem.
Den side af mig kan jeg ikke lide. Det, synes jeg, er underskudsagtigt. Og jeg er blevet komiker, fordi jeg hellere ville bruge humor til at underbygge mine argumenter. Humor er overskud. Arrogance, bedrevidenhed, patronisering, latterliggørelse og mobning er underskud.
Oh, en ode til min skønne stand-up-genre
Men så blev jeg reddet fra min egen selvlede i aftes. Af en anden komiker såmænd. Jeg var inde og se Jonatan Spangs Bryllup. Og jeg forventede det værste, må jeg tilstå. Andre feminister havde advaret mig om, at showet var mandschauvinistisk og sexistisk – og andre af de ’istiske ord, som vi feminister elsker at bruge.
Det var det ikke. Det var to timer, hvor jeg og min feminist-veninde skreg af grin. Det var lige det, jeg havde brug for.
Faktisk var det lidt af en åbenbaring i forhold til kønsdebatten – og en god reminder af, hvorfor jeg elsker comedy så højt. For Spang er meget langt fra enig med mig på mange områder. Han kritiserer feminismen og feminister, han synes, at diskussionen om kvinder i bestyrelser er tåbelig, og han har argumenter for prostitution (men er dog selv uafklaret om det.)
Alligevel sker der to ting under hans show. For det første griner jeg af hans jokes – selvom jeg er lodret uenig i deres underliggende budskab. For det andet – og det er det her comedy kan – nikker jeg og tænker: “Det er sgu en rigtig god pointe det der.”
Det vil sige, at jeg hører modsatte holdninger uden at mærke mine øjne vende sig mod himlen. Det er første gang i lang tid, jeg har haft det sådan i kønsdebatten.
Tre sexister kommer ind på en bar…
Er det så bare, fordi Spang er sjov, når han siger tingene. Nej, for der er masser eksempler på ”sjove” mænd m/k, der laver jokes om kønsproblematikker og feminisme, hvor man får ondt i øjenmusklerne i steder for mavemusklerne.
Det er netop, fordi Spang ikke er idiot. Det er, fordi han faktisk har brugt fem minutter på at tænke sine synspunkter igennem og kan forsvare dem – på en underholdende måde. Og så kan jeg være nok så uenig, men jeg kan ikke afvise hans pointer.
Damn, en ahahaha-oplevelse. (Når man bliver overrasket så positivt, at man ikke kan lade være med at grine højt.) For det gør mig godt nok ikke mindre arrogant over for den store horde af selvudnævnte kønsdebattører, der vitterligt er idioter. Tværtimod, sandsynligvis. Men det beviser, at der faktisk er en mulighed for, at der kan dukke nogle op, som ikke er det.
Det giver mig faktisk en grund til selv at blive ved – og blive klogere og bedre til at debattere. For så kan jeg se, at vi kan komme nogle vegne. Det ville pludselig give mening at debattere prostitution, hvis vi slap for de evige ”luderens frie valg” kontra ”ej, hvor er det synd for den stakkels luder”.
Men hvis vi i stedet kunne begynde at fokusere på, hvad der får kunder (af begge køn) til at gå til prostituerede. Hvad det er i vores samfund, der skaber købesex – og om dét er noget, vi ønsker at lave om.
Vi har en ‘gina og det er ikke noget at grine a’
Spang taler også om sin rolle – mandens rolle. Hvad han som mand er med til at skabe. Det er derfor, jeg altid har syntes, at han er så fremragende en komiker. Det er ikke bare pegen fingre af de andre – det er faktisk at tage ansvar indadtil. Det er der mange, der kunne lære noget af. Sikkert ikke mindst mig selv.
Hans tilgang til sit og det modsatte køn i hans nye show fremkaldte minderne fra min tid på Kvinder- og kønsstudier, hvor jeg læste samtidig med, at jeg lige var startet som komiker. Jeg valgte at blande fornøjelse med feminisme og analyserede Spangs første oneman-show Damer til en eksamen i et fag om kønsfremstilling i populærkultur.
Nøj, der blev dårlig stemning i lokalet, da jeg fortalte om min opgave. Der sad 24 kvindelige studerende, hvoraf den ene halvdel var kønne, blonde – og lidt for pæne – piger, og den anden halvdel var kønne korthårede – og lidt for militante – lesbiske.
Begge grupper irriterede mig grænseløst, fordi den første gruppe af pæne piger lod til at lide seriøst under den meget ubehagelige misforståelse, at feminisme betyder, at kvinder skal have lov til at opføre sig, som mænd traditionelt har gjort, mens mænd bare skal holde op med det. Og den anden gruppe lod til at mene, at mænd helt skulle ud af regnestykket.
Nu sætter jeg deres holdninger lidt på spidsen her, men de var skyld i, at jeg i mange år efter studiet havde lidt svært ved ordet ”feminisme”. Fordi feminist jo dækker over mange ting – ikke bare fornuftige argumenter om et ligestillet samfund for mænd og kvinder. Men desværre også nogle gange over mandehad og bitterhed og idioter, der heller ikke her har sat sig ordentligt ind i sagerne.
Vi ved nok lidt mere om dig og dine erfaringer, end du gør!
Så der blev altså ret dårlig stemning, da jeg fortalte om mine planer om at analysere et stand-up-show.
”Ej, det er bare så sexistisk en genre.”
”Det er hvide mænds heteronormative heskerteknikker sat på formel!”
Jeg prøvede at forklare alt det stand-up-comedy kan; vende fordomme på hovedet, få os til at le af vores egne synspunkter, få os til at lytte til de andres. Men de rystede insisterende på hovedet.
”Du kan ikke se det, fordi du selv er en del af det miljø,” sagde en af dem og satte trumf på.
Årh, den fineste feministiske finte; anklag andre for falsk bevidsthed. Du kan ikke selv se, at du er undertrykt, men det kan vi andre! Så vi skal nok fortælle dig, at du er det, og din opfattelse af situationen er uinteressant.
Og så vendte de ryggen til mig og fortsatte med at diskutere deres egne opgaver om Sex and the city og Bridget Jones’ Diary. (Som er to populærkulturelle frembringelser, der i min øjne er mere sexistiske, heteronormative og ”hvide”, end alt stand-up, der nogensinde er produceret på verdensplan til sammen.)
I have a dream, a really hilarious dream
Nu har jeg aldrig rigtigt givet en fuck for, om andre er enige i, hvad jeg skal sige og gøre, så jeg lavede selvfølgelig min opgave, som jeg havde tænkt den (og fik topkarakter for den. (Muligvis alene fordi censor bare var dødtræt af svævende udlægninger om Carrie Bradshaws påståede empowerment-projekt i stiletter.))
At lave den opgave gav mig virkelig en analytisk fornemmelse for, hvordan comedy kan rykke ved kønsroller. Ikke dermed sagt, at Spang kun laver úbergeniale ting om det emne, for som alle komikere – inklusiv mig selv – så går han også indimellem efter joken frem for nuancerne.
Men hans tilgang til emnet viser, at med nysgerrighed og indsigt i sin egen rolle kan man faktisk sige noget nyt i en debat, der snart har kørt i 150 år. Og det giver mig jo en helt horribelt optimistisk tro på, at vi så også kan komme et nyt sted hen.
Og så bliver det i sandhed sjovt at være feminist!
Sur Sur Sanne, lille bitch omkring
”Hvorfor laver du altid sådan nogle sure statusopdateringer,” spurgte en af mine mandlige bekendte forleden.
Jeg blev helt paf og begyndte med et ”jamen, det gør jeg da heller ikke, altså… hvad mener du… jeg synes da, jeg prøver at være sjov og så’en.”
”Du virker bare så pissesur altid!”
”Men… men.”
Og så sluttede samtalen. Frustreret hang den i mig i dagevis efterfølgende. Virker jeg virkelig så sur!? Er det mit sprog!? Går ironien ikke skarpt nok igennem!? Jeg blev småirriteret – på min bekendte, på alle dem, der i tidernes løb ikke har fanget mine jokes – onstage såvel som off.
Det kan da for fanden ikke være så svært at regne ud, at jeg laver jokes. Jeg er fucking komiker! Hvor stor en idiot er man, hvis man ikke kan læse indenad, når noget er humoristisk ment?
Men så begyndte det at dæmre. Det er faktisk ikke første gange, at lige præcis denne mandlige bekendte har anklaget mig for at være sur. Det gjorde han jævnligt før i tiden, hvilket nok er grunden til, at han aldrig er blevet en tættere ven.
Typecastet til at føle, hvad det forventes, jeg skal føle
Men egentlig havde han ret dengang. Jeg var sur. Ikke generelt, ikke indeni. Men når jeg var sammen med ham, kunne jeg altid mærke hønserøvsmunden snerpe sig sammen. Han gav mig ikke plads til at være sjove, skøre Sanne. Han behandlede mig, som om jeg var Sure Sanne, og så blev jeg den sure. Det er svært andet.
I mange år har jeg kæmpet med det her dilemma: At være den, jeg føler jeg er, og samtidig vise den side af mig selv over for mennesker, der har bestemt sig for, at jeg er noget andet. Det er næsten en umulig opgave.
Når jeg holder foredrag om mobning “anbefaler” jeg altid en af de mest effektive mobbemetoder; nemlig at beskylde sit offer for lige nøjagtig den følelse, man ønsker at frembringe hos vedkommende. Sig til hende eller ham: “Du tager alting så personligt.”
“Hvad fuck mener du. Det gør jeg da overhovedet ikke!”
“Jo, der kan du selv se…”
Det er en gammel Gajolpakke-sandhed, at vi ser den verden, vi forventer at se. Men det er uhyggeligt, at vi også i så høj grad kan skabe den (det har jeg skrevet lidt om her). Altså at vi kan tvinge andre til at indtage den position, vi har udset os. Som er noget, jeg forsøger at holde mig for øje i kønsdebatten. Jeg vil virkelig gerne for alt i verden undgå at beskylde mænd for at være mandschauvenistiske og kvindeundertrykkende, for så frygter jeg, at jeg faktisk tvinger dem ind i den position mod deres vilje.
Til gengæld bliver jeg så som feminist jævnligt beskyldt for at beskylde mænd for at være det, og så… okay, jeg stod også selv af der. Resultatet her bliver i hvert fald tit, at jeg bare ender med at være helt forvirret omkring, hvad andre egentlig hører mig sige, og så får jeg rodet mig ud i nogle besværlige forklaringer, som så fører til, at den, der har kastet anklagen fra starten af kan læne sig tilbage og sige: “Se. Du kan jo heller ikke selv få dine synspunkter til at give mening.”
“Jo… men… altså… det er jo… Årh så hold dog kæft!”
For meget attitude til reality-tv. What!?
Jeg så et afsnit af den danske udgave af Topmodel den anden dag. Jeg har ikke selv fjernsyn, så jeg følger ikke med, men denne dag lå jeg på mine forældres sofa og zappede lige over, og så blev jeg hængende. Topmodel er et fascinerende program. Det er lidt som at se på en overkørt kat på motorvejen; jeg bliver trist og også lidt frastødt, men jeg kan heller ikke kigge væk.
I dette afsnit var der en overgearet bøsse-stereotyp, der skulle vise de unge piger, hvordan man går catwalk. I min ydmyge lægmandsmening var hans iscenesatte svanse-gang meget langt fra det, man ser på en normal catwalk, men hvad fanden ved jeg?
(Faktisk ved jeg så lidt om modeverden, at jeg lige googlede ham for at tjekke, om han overhovedet havde kompetencer. Det havde han så ifølge wikipedia. Så det er nok bare mig.)
De unge kvinder i Topmodel skulle altså gå catwalk og så svinede den her ucharmerende tv-karakter dem til med en alt for høj-pitch stemme, og det vel sådan, det altid er i den slags programmer. Det er godt tv, hvis en 15-årig pige begynder at græde.
Den ene af de her unge kvinder vælger så at gå væk fra ham, mens han kører på hende mine sine tilsvininger, og så går han helt i selvsving.
”Hun har et attitudeproblem,” siger han dødeligt fornærmet.
(Og samtlige seere sidder sikkert og spekulerer om, om manden mon selv er klar over, at han tager ordet ”attitudeproblem” op på et helt nyt level.)
Alle sorte piger på tv er ligesom Tyra Banks
Anyways, da modelaspiranterne så senere skal bedømmes af dommerpanelet får den her unge kvinde så igen skældud for sit attitudeproblem. Hun prøver at forklare, at hun har det lidt svært med mennesker, der er sådan ”se mig, se mig.”
Straks går Oliver Bjerrehus helt i baglås, nu er han også dødeligt fornærmet – ligesom den anden overgearede tv-karakter stadig er. (Jeg antager, at de udveksler den slags tricks off camera, så de alle sammen bedre kan udvikle deres reality-stjerne-følelses-arsenal.)
”Siger du, at han er sådan!” Siger Oliver Bjerrehus og peger på den overgearede bøsse-stereotyp, og den stakkels kvinde prøver med et ”nej-nej” – som er meget lidt overbevisende, da hun jo har fuldstændig ret i, at han er alt, alt for meget.
Straks får hun endnu en irettesættelse for sit gigantiske attitudeproblem og bliver sendt ud (men dog ikke hjem). Backstage forsøger hun helt opgivende at forklare til kameraet, at hun bare bliver frygtelig genert, når folk er meget overgearede, og hun altid trækker sig lidt i baggrunden og lader dem, der gerne vil skabe sig, komme i forgrunden.
I mine øjne virker hun på det her tidspunkt som det mest sympatiske menneske i tv-verden og sikkert ditto modelverdenen. Men i programmet har de besluttet, at hun har et attitudeproblem, fordi de tillægger hendes generthed en helt anden betydning.
Det kan der sikkert være mange grunde til. Som seer ser man jo også kun udvalgte scener, og hvem ved, hvordan hun ellers opfører sig. Men jeg kunne ikke lade være med at bide mærke i, at denne unge kvinde tilfældigvis er mørk i huden – og selvfølgelig utrolig smuk. Hun er så også svensker, hvilket jo unægtelig gør det lidt vanskeligere for hende at navigere i det hovedsagligt danske program. For mig at se, er det derfor helt forståeligt, at hun holder sig lidt i baggrunden. Hun er the odd one out.
Men hun har også sit udseende imod sig. For hvis man kun bedømmer hende på den erfaring, man har med gudesmukke, sorte kvinder på tv, så falder tanken jo utvivlsomt på Tyra Banks-agtige tv-karakterer. Den type kvinder, der kan lave den der ”mmhhmm”-lyd og smadre en anden kvindes selvværd fuldstændig med et enkelt blik.
Så det er det, de her dommere ser, så vidt jeg kan vurdere. De ser en sort kvinde med alt for meget attitude. De ser slet ikke, at den påståede attitude i virkeligheden er ikke-specielt velkamufleret utilpashed og generthed. Altså masser af mennesker kamuflerer den slags følelser med monstermeget attitude – det virker det bare ikke til, at denne modelaspirant gør. Altså baseret på mit korte indblik i programmet.
Jeg er for fuck sake ikke sur, din fede idiot!
Under alle omstændigheder gav det afsnit af Topmodel mig sådan en uha-oplevelse. (Det er lidt det samme som en aha-oplevelse; man stadig bliver overrasket over en indsigt, men det er bare ikke positivt.) For det er jo præcist det, der hele tiden sker for mig også.
Hvis min mandlige bekendte eksempelvis har besluttet sig for at tolke min ironi ind i en anden kontekst – af surhed – så er det lige meget, hvad jeg ellers gør. Det bliver den virkelighed, jeg er tvunget til at navigere i.
Og nu ved jeg ikke med den her unge kvinde i Topmodel, men personligt har jeg altså meget svært ved ikke at opsamle de følelser, folk stopper på mig. Når jeg bliver behandlet, som om jeg er sur, så bliver jeg det kraftpatteræltende!
Jeg arbejder selvfølgelig med det. Fordi jeg er klar over den her mekanisme, og hvordan den påvirker mig. Jeg sørger så for ikke at omgås mennesker, der får mig til at føle mig mindre som den sjove, skøre, overskudsagtige person, jeg gerne vil være – og selv føler, jeg er det meste af tiden. Jeg trækker mig bort fra dem, der trækker mig ned, og dem, der får mig til at føle mig sur eller tvær eller hidsig eller dum eller underskudsagtig – de ryger ud på deres røv. Jeg gider ikke hænge ud med den slags.
Og bliver jeg tvunget til det alligevel, så arbejder jeg rigtigt hårdt på at holde deres udgave af mig så meget på afstand som muligt. Jeg forsøger at huske mig selv på, at de kan tænke om mig, hvad de vil, jeg vil fortsætte med at føle, sige og gøre, hvad jeg gerne vil.
Læs altid Sannes tekster med troldkvindestemme!
Det er en okay god strategi, det her. Det virker det meste af tiden. Det virker faktisk så effektivt, at jeg næsten glemmer, at de findes; de her mennesker, der vælger at se mig ud fra en fordomsfuld og fejlagtig antagelse.
Derfor bliver jeg nu altid så paf, når jeg bliver konfronteret med dem. Når jeg hører, at nogen vælger at læse alt det, jeg skriver med en sur – og sikkert halvt vrængende – stemme.
Jeg bliver selvfølgelig også lidt trist, fordi min mandlige bekendte, som gjorde mig opmærksom på det, helt sikkert ikke er den eneste, der gør det. For nu er jo feminist, og vi er notorisk kendte for at være sure og skingre hele tiden, hvilket formentlig betyder, at rigtig mange, der aldrig har mødt mig i virkeligheden (og sikkert også nogen, der har…) automatisk går ud fra, at den fordom også gælder for mig. Altid!
Hey, det gør den selvfølgelig nogle gange. Det er jo ikke sådan, at jeg altid er sjov og skør og overskudsagtig, nogle gange er jeg også bare sur og indebrændt og træt af alting, men det trods alt ikke så tit. Det er i hvert fald meget sjældent, at jeg er det på facebook eller ude i virkeligheden. Det plejer som regel kun at være min hovedpude, der for alvor mærker det, når jeg bider den til gåsedunssmulder.
Alligevel er der så mennesker, der ser mig sådan hele tiden. Og min eneste handlemulighed er altså at prøve at trække på skulderen, så deres negative påvirkninger ikke slipper ind…
Men for satan i helvede, hvor gør det mig bare pisselorte frustreret, at det skal være sådan at være menneske!
Nø, det er jo bare fiktivt
Et billboard på Rådhuspladsen fangede min opmærksomhed. Okay, det ville nok have været svært andet, da den fyldte hele metrobyggeriets mur, der løber hele vejen rundt om pågældende plads. Vi taler fem meter i højden og sikkert 100-og-nogle i længden.
(En dag skal vi have en alvorssnak, om det egentlig er okay, at vores gadebillede fyldes af den slags. Og får Københavns Kommune i det mindste pengene til at bygge nye børnehaver og cykelstier for, eller ryger de bare ned i lommen hos nogle topfolk og aktionærer i metroselskabet!?)
Reklamen var for den nye udgave af computerspillet Grand Theft Auto. Et spil, jeg har mange gode minder med, fordi min bror og jeg altid spillede det sammen som teenagere. Engang handlede det om at stjæle biler og køre folk ned. Allerede dengang var det kontroversielt. Og skidesjovt.
Mænd er alle typer, kvinder er nøgne
Men det var dengang. Sidenhen er småkagen åbenbart ikke alene blevet tabt, men fuldstændigt forsvundet ud i et form for sexistisk parallelunivers. Det kunne jeg ikke lige lure ud af billboardet på Rådhuspladsen. Jeg var bare irriteret over, at af de avatarer, der fyldte hele reklamen, var kun de tre kvindelige, og kun en af dem havde (en slags) tøj på.
De mandlige avatarer var mangfoldige i antal, størrelse og form – og selvfølgelig alle sammen påklædte. De kvindelige avatarer var – måske med en enkelt yogadyrkende undtagelse – blot en undskyldning for at vise noget bar animeret hud.
Og min tanke, da jeg så reklamen var: ”Øv, så kan unge piger, der spiller det spil med deres brødre i dag godt nok vælge en kvindelig avatar – som var mere, end jeg husker, jeg kunne, da jeg spillede det for 16-17 år siden – men de får så kun bekræftet det alt for gældende verdenssyn, at deres udseende betyder mere end deres karaktertræk.”
Det, der sker inde i skærmen, sker ikke i mit hoved
Det var min oprindelige tanke. Fordi jeg ikke lige havde sat mig ind i, hvilken udvikling spillet åbenbart har gennemgået i de år, jeg ikke har spillet det. I de seneste udgaver har det for eksempel været muligt i spillet at myrde en prostitueret og stjæle hendes penge. Nå, ja, tænker jeg så. Det ligger vel meget godt i forlængelse af at køre munke ned på åben gade – ingen af delene er vel teknisk set noget, vi bør foretage os IRL.
Men så alligevel. For med den nyeste udgave af spillet – den der hænger reklame for på Rådhuspladsen – træder sexismen tilsyneladende virkelig i karakter. Det siger selv de mere seriøse spilanmeldere. Og hvis seriøse spilanmeldere rent faktisk forholder sig til spillets undertoner, så ved man, at den er hel gal!
For de fleste anmeldere kan godt lide kun at tale om ”tingene på tingenes præmisser” – hvilket skal oversættes til, at tingenes eventuelle påvirkning på og indflydelse fra resten af samfundet bare skal ignoreres. Hvilket naturligvis og forventeligt også var den reaktion, jeg fik, straks jeg lagde en kommentar om dette spil op på facebook: ”Nø, det er jo bare fiktivt.”
Hvad du wanker til, er din sag
Hey, jeg er fuldstændig for, at vi har et fiktionsunivers af computerspil, film, bøger, porno, tegneserier, dødsmetalsange og så videre, som vi ikke skal stå til ansvar for i vores almindelige liv. Fantasier er gratis. Når du sidder derhjemme i lædersofaen og spiller – pik eller Playstation – er du i mine øjne ikke forpligtet til at gøre det til noget som helst politisk korrekt.
Så jeg mener ikke, at man skal forbyde et ultravoldeligt, røvsexistisk spil som GTA. Men jeg vil eddersponsme have lov til at diskutere det. For hvis man bare kan affærdige alt kritik af fiktionen med et ”nø, det er bare fiktivt”, så gør man sig selv og samfundet blind over for de påvirkninger, der eventuelt måtte være.
Jeg siger ikke, at skoleskyderier skyldes skydespil. Men jeg siger, at det er vigtigt at diskutere og forske i, om det rent faktisk er hensigtsmæssigt, at (hovedsagligt) teenagedrenges hormoner og aggressioner blandes med fiktive voldudøvelser. Betyder det ikke noget for ens evne til at udvikle empati og sociale færdigheder, at man i stedet for at lære at omgås sine jævnaldrene – hvor skrækkeligt det så måtte være – sidder derhjemme og ser alt for velanimeret blod sprøjte ud af sine fjender!?
Tag den håndfuld bly, din feministfisse!
Jeg tilbragte selv det meste af mine teenageår bag bøgerne, og det er da hævnerromaner som Carrie, der tog toppen af mit behov for rent faktisk fysisk at smadre dem, der mobbede mig. Så jeg vil ikke påstå, at computerspil ikke også kan have nøjagtig den samme beroligende effekt.
Men jeg bliver stadig bekymret for den sexistiske undertone i spillenes verden. Også selvom det måske er præcis det samme; et behov for at få lov til at komme ud med den vrede på det modsatte køn, der ikke er politisk korrekt i hverdagen. Og så længe det begrænses til fiktionens verden skulle jeg vel også synes, at det er okay, eller hvad?
Nja, for det første er jeg meget forundret over, hvor al det sexistiske lort kommer fra til at starte med. Hvorfor skal snart hver anden tv-serie, film og computerspil i dag indeholde letpåklædte kvindelige karakterer, der i bedste fald klaskes bagi og i værste fald smadres fuldstændigt – fysisk eller verbalt!?
Okay, jeg antager, at sexismen er et backlash på feminismen. Hvilket er direkte fremtrædende i den nye udgave af GTA, hvor man efter sigende kan pløkke løs på feministiske gimper.
Den hånd, der styrer lynlåsen, styrer verden
Jeg tror, at vi oplever denne ekstremme opblomstring af sexisme lige nu, fordi en del mænd simpelthen er blevet trætte af at høre, at de skal give mere fra sig. De fleste mænd oplever ikke, at de undertrykker kvinder. Tværtimod tror jeg, at mange mænd ser kvinder som værende stærkere, end de selv er.
Fordi i den relation, de fleste mænd har med kvinder – den kammeratlige, seksuelle og ægteskabelige – er det jo kvinden, der har bukserne på. Det er i hvert fald hende, der bestemmer, hvornår bukserne kommer af.
Så jeg forstår godt mænd. Eller det tror, jeg i hvert fald, at jeg gør: Mænd ser en verden, hvor noget af det, de ønsker sig allermest – kys, kram, kæl, knald – styres fuldstændig med hård og kynisk hånd fra kvinders side.
Samtidig er de jo ikke selv – personligt – med til at holde kvinder tilbage fra det, kvinder gerne vil have… og her er de nok for manges vedkommende ret meget i tvivl om, hvad det egentlig er. For kvinderne har jo fået alt det mændene har, så hvad vil de have mere? Det må være, fordi kvinderne åbenbart vil have mere, end mændene har. De vil både have mere magt ude i samfundet, end mændene har, og stadig have mere magt over den seksuelle/ægteskabelige relation. Kvinderne vil tydeligvis have hele kagen!
Smack my bitch up eller noget
Så den angst, for at kvinden kommer her og tager alt det, han har, tilsat en frustration over, at hun bestemmer over alt det, han gerne vil have, samt en solid dosis manglende evne til rent faktisk at prøve at forstå kvinders situation – alt det fører til en sprængfarlig cocktail af latent kvindehad og sexisme.
Straks skal jeg lige tilføje mit sædvanlige forbehold. Jeg siger ikke, at det her gælder for alle mænd. Det er kun nogle mænd, og da helt sikkert ikke dig, kære mandlige læser, og sikkert heller ikke nogen, du kender, det er nogle andre mænd – måske faktisk kun nogle mænd, der bor i andre egne af landet.
Desværre lader det til, at nogle af de mænd, der har det sådan her, også er nogle af dem, der laver tv-serier, film, computerspil, skriver bøger, rapmusik og… host… stand-up. (Så lagde jeg da vist lige en kæmpedej i egen rede der.)
Så de her mænd lader deres personlige frustrationer over kvindekønnet slippe ud i sexistisk form i fiktionen. Og som vi kan se i GTA og Mad men er den bedste måde at tackle den frustration altså at skabe et univers, hvor tingene er, som de burde være med kællingerne nede på alle fire, afklædte og lige til at klaske bagi.
Derhjemme foran skærmen sidder der så nogle mænd, der har det på nøjagtig samme måde og finder deres stemme i denne fiktion (for identifikation jo er en af hovedpointerne med at have fiktion til at starte med.)
Og så bliver de bekræftet i deres ensporede verdenssyn: Ja, kvinderne er ved at overtage det hele! Og ja, den bedste måde at tackle det på, er at klaske tilbage – med ondskabsfulde og sexistiske kommentarer, med flad hånd eller med pistol.
Prøv lidt meditation, din fiktive voldspsykopat
Igen; jeg siger ikke, at sexisme i fiktionens verden nødvendigvis fører til mere sexisme i virkeligheden. Men jeg er bekymret over den ophobede frustration. Lidt ligesom jeg er bekymret for en meget aggressiv, frustreret teenagedreng, der spiller voldelige computerspil dagen lang. Hvornår siger det snap?
Det er ikke computerspillet og fiktionen, der skaber frustrationerne, ej heller er de ikke ansvarlige for folks handlinger, men jeg tror, at det for nogle er benzin på bålet. Disse fiktive outlets holder hele tiden gang i ilden.
Og ja, der er selvfølgelig igen kun nogle, der ikke kan tackle det. De fleste kan sagtens skelne fantasi fra virkelighed… eller?
Altså jeg kan jo tydeligvis ikke selv. Jeg bliver superfrustreret over at se, at der aldrig er plads til en bredere diversitet i kvindetyper i fiktionens verden. Det påvirker da mig mere eller mindre direkte. Hvor skal jeg finde min identifikation, når alle hunkønsvæsnerne i fiktionens verden enten er afklædte bimbos eller kastrerende bitches?
Du kan være et menneske, eller du kan være en nøgen kvinde. Frit valg!
Forleden skrev Politiken en historie om, at vi (altså fiktionsdyrkerne) elsker de ”følelseskolde mandekvinder”. Kvindelige karakterer som Sarah Lund og Lisbeth Salander. Mit bud er, at kvinder (og mænd for den sags skyld) elsker de karakterer, fordi de virker som (lidt mere) troværdige hele mennesker end de sædvanlige kvinderoller, vi får lov at møde i fiktionens verden.
Folk er faktisk parate til at se kvinder som mere end bare sexede/sindssyge bipersoner. Eller nogle folk er. For andre folk (nogle mænd) vil jo åbenbart gerne tilbage til, at det kun er manden, der er og kan det hele.
Hvilket jo også forklarer det absurde behov for at kalde de her kvindekarakterer for ”mandekvinder”. For hvis en kvinde ikke passer ind i de eksisterende kvindestereotyper, så er hun jo faktisk halvt en mand. Underforstået, at hvis du har andre personlighedstræk end babe eller bitch, så er det et maskulint karaktertræk…
Og så undrer nogle mænd sig stadig over, at kvinder ikke bare er tilfredse med “alt”, det vi har fået. Vi må for fuck sake ikke engang være kvinder og samtidig rumme mere end damebladsquizklassikeren ”Er du babe eller bitch?” Mens mændene stadig må det hele. Inklusiv at bitche over, at de skal dele det.
Genstart bevidstheden
Jeg frygter, at vi står midt i et bevidstheds-backlash. At vi har nået den fulde kapacitet, vores bevidsthed er i stand til at yde. Faktisk frygter jeg, at vi nåede den for omkring 10-15 år siden, og at vi lige nu ruller tilbage på alt, hvad vi nåede at få af nye tanker og originale ideer i den mellemliggende perioder.
Vi lukker ned. Ligesom en computer, der har for mange programmer åbne. Vi crasher, og vi fryser midt i et skærmbillede.
Neurologien fortæller, at hjernen er en fantastisk mekanisme, der kan blive ved med at vokse og ændre sig livet igennem. Javist, men den har brug for ro til at gøre det, og med de ADHD-agtige påvirkninger, vi udsætter den for, så tror jeg ikke, den har mange chancer for at gro.
Altså antallet af stress- og depressionsramte taler deres eget sprog. Vi overbelaster hjernen og kroppen konstant. Men hvor forfærdeligt det end må være for den enkelte, er min bekymring nu alligevel, hvad det betyder for os alle sammen; for fællesskabet. (Hvis man da må tillade sig at smide sådan en gammel halvkommunistisk frase på bordet.)
Farmand, du får først ligeret til dine børn i 2113
Jeg ser det naturligvis mest på kønsområdet, fordi det er her mit lilla-ble-indpakkede hjerte ligger. (Og også en form for kompetence, selvom det jo ikke tæller ret meget at have studeret køn på universitet. Fordi alle er eksperter i køn, fordi alle jo har et køn – og det er lig med, at alle har studeret køn! (aka alle har onaneret.))
Det er tydeligt i den måde, hvorpå selv umiddelbart fornuftige mennesker er begyndt at lege “kan ikke høre, kan ikke se”-aber. Vores regering dumper det mest fornuftige bud på ligestillingspolitik, der er blevet fremført i et årti: øremærket barsel til fædre. Og de gør det uden at blinke, fordi det er en “tabersag”. Tilsyneladende er vælgerne ikke med på vognen, siger journalisterne, der påstår at forstå sig på spin.
Undskyld, men hvad skete der for, at politikere skulle være fremsynede og gamle nok til at træffe de upopulære beslutninger – dem, der på sigt ville skabe et bedre samfund!?
Shhh med alle de nye tanker, mit hoved er fuld
Men det værste er, at jeg ikke tror på, at det er derfor. Jeg tror ikke på, hverken politikernes officielle forklaringer (noget med familiernes økonomi blablabla (Hvilket netop er én af de ting, der ville ændre sig over tid med en øremærket barsel, hvilket politikerne ville vide, hvis de gad sætte sig ind i stoffet, men research og rapportlæsning er åbenbart også en af de ting, der ikke længere er plads til i politikeres opinionsoverfyldte hjerner.)
Jeg tror heller ikke på den uofficielle spin-forklaring, om at vælgerne var imod, så derfor valgte regeringstoppen at røvrende deres egne valgløfter og vælgere (endnu engang.)
Nej, jeg tror desværre, at den øremærkede barsel røg samme vej som de andre ligestillingsinitiativer, der ellers så lovende lå i valgløfterne. Og samme vej som alle de andre tanker om bedre miljø (eks. betalingsringen) og bedre fællesskab (eks. ændre de åndssvage dagpengeregler tilbage til menneskelige forhold.)
Alle de her ideer røg ned i den store skraldespand af “ting, der bare ikke er plads til i vores hoveder lige nu”: Nemlig alle de ting, der skuer længere end et halvt år ud i fremtiden. Ideer, vores og vores børns fremtid skulle grundlægges på. Smat! Lige ned til bananskralden og papiret fra makrelmaden.
Ti små neuroner kom… ja og så døde de alle sammen, fordi de ikke så sig for
Vi kan ikke overskue fremtiden. Vi kan knap overskue nutiden. Vi holdt op med at have en nogenlunde overskuelig idé om verden lige omkring årtusindeskiftet og så gik det bongus ned ad bakke.
Der er alt, alt for meget viden, vi skal have styr på. Viden om hvad der sker ude i verden, og hvad der sker herhjemme og derhjemme med ungerne. Alt for mange dårlige amerikanske tv-produktioner og youtubeklip, vi skal se, facebookopdateringer, vi skal formulere (så folk kan like os, så vi kan blive bekræftet i, at vi findes) alt for meget overfladisk netværkning, vi skal oppebære, reklamer og relationer, vi skal finde hoved og hale i, og tøj og job, vi skal iscenesætte os selv i, og maratonløb, vi skal løbe, så vi ikke dør for tidligt, for det har vi virkelig ikke tid til, når vi skal nå alt det andet.
(Her indlægges forpustet vejrtrækningspause.)
ALARM: ting må ikke forandre sig, for så bliver jeg ædt
Og så står skærmbilledet stille på nethinden. Der er ikke flere RAM ledig. Desperat fryser vi alt fast, der ikke er strengt nødvendigt for at holde maskineriet i gang. Herunder nye ideer og kreative løsninger på gamle problemer. Herunder det konstante behov for selvbevidsthed omkring egen adfærd, så man ikke reproducerer stereotyper, fordomme og andre dårlige vaner (fra neglebidning til at jorde sin kæreste, fordi høn stanger tænder med gaflen.)
Fordi hjernen kræver ledige RAM for at kunne reflektere, ellers ryger den på prækodede rutiner. Hele din hjerne skriger ALARM SABELTIGER! Du har ingen fri kapacitet til at spekulere over, om det egentlig er fair over for alle sabeltigere, at du altid er så fordomsfuld over for dem, og da slet ikke til at spekulere på, om det også skulle gælde dine fordomme over for det andet køn, mørkere hudfarver og andre kødpræferencer. (Også kendt som: ALARM HALAL!)
Og selvfølgelig fryser også alt, der hører under kategorien af almindelig hverdagsbevidsthed om, hvordan vi behandler os selv og andre ordentligt.
Ørefigen-rebooting
Jeg synes ellers, der var sådan en god stemning i Danmark her hen over sommeren, og jeg tænker, at det var, fordi vi endelig havde en; en sommer. Så fik hjernen lige den pause, den havde brug for. Der var pludselig et overskud til at begynde at smile til folk på gaden og måske ligefrem begynde at drømme igen.
Men så begyndte det at regne og så tilbage til buisness as usual. Bang så kom frygten for at nogen ville stjæle frikadellerne, bang så røg fædrebarslen, bang så går vi i krig igen. Bang så er vi bange for alt det nye igen.
Lige nu er jeg i lussinghumør. Jeg er så fristet til at gå ud i regnen og klappe hver eneste dansker, jeg møder en på hver kind: hey, snap out of it!
Sluk for de effing skærme (når du er færdig med at læse det her supervigtige budskab… nej, faktisk bare sluk nu; det her er lige så meget hvidt støj som alt muligt andet), drop de evige selviscenesættelser, mærk dig selv og regndråberne og begynd så for satan at tænke igen. Reflektér! Få os videre.
Vi har alt den computerkraft, der skal bruges, vi har opdateringssoftwaren indeni. Vi er bare nødt til at begynde at køre de rigtige, de vigtige programmer i stedet.
Mænds hjerner er fra Mars, kvinders hjerner er for små
Hvis man vil være sikker på at skabe grobund for ophedede diskussion og deraf følgende virkelig dårlig stemning til et selskab, skal man sige bare sådan en passant, at man ikke mener, at køn er noget særligt medfødt. Så bliver der godt nok spruttet kaffe og småkagekrummer ud over bordet, og de store følelser kommer i udbrud.
Jeg har været til stede i selskaber, hvor en eller anden pludselig har sagt noget sindssygt, som ”Hitler gjorde jo også mange gode ting,” eller ”det, det danske samfund mangler er en elite af eksperter, der styrer landet, så dumme mennesker ikke kan stemme længere” eller ”der burde laves mere tv med Bubber.”
Alligevel har jeg aldrig oplevet nogle af disse få samme voldsomme reaktion som jeg får på at stille spørgsmålstegn ved vores opfattelse af kønnet som noget medfødt. For totalitære regimer er åbenbart langt mindre skræmmende end tanken om, at man måske ikke behøver være mand, kvinde, dreng eller pige på en bestemt måde.
Det er din skyld, at samfundsskibet synker, din… din dødvægt!
Jeg ville ønske, at jeg ikke forstod de her mennesker, for så ville jeg virkelig kunne indrulle mig i den feministiske hær og bare fyre løs med queer-skyts som, at alle mænd burde prøve at blive bollet af en anden mand.
(Det læste jeg for nylig, at en queer-aktivist-gruppe opfordrede til. Prøv lige at vende den om engang; hvor sure ville selv samme queer-typer lige blive, hvis en mandschauvinist udtalte, at alle lesbiske burde prøve at blive bollet af en mand!?)
Men jeg tror godt, jeg forstår, hvorfor mange reagerer så voldsomt på tanken om at kønnet ikke er biologisk bestemt. Fordi det er så fucking hårdt at leve i denne ”du er din egen lykkes smed”-æra, hvor du ikke alene har ansvaret for at ligne – og være rask som – en 22-årig hele livet, det er også din skyld, hvis der er finanskrise, og du mister dit job og ryger ud af dagpengesystemet og må sælge dit hus. Du kunne jo bare have valgt noget andet, ikke!?
Fordi vi har så helt utroligt frie valg, som vi har, så har vi jo desværre også kæmpe ansvar. Og uh altså, når det efterhånden både er mit ansvar, hvad jeg vælger at bruge mit liv på, hvad jeg vejer, hvad jeg tjener, hvor rask eller hvor syg jeg er, og hvilken social klasse, jeg tilhører, så er det altså meget rart med tanken om noget, jeg er født med. Noget, jeg så ikke selv kan gøre for.
DNA er forkortelse for Det’ Nok Ansvarligt
Det er jo også derfor, det er blevet så populært med historier om genetisk disponering for fedme og afhængighed af alt fra diverse rusmidler til sex og sofamagelighed, for jo flere ting, der sidder i DNA’et, jo mindre ansvar har jeg for at fucke mit liv op. Og kønnet!? Det sidder helt bestemt i DNA’et, for enten er vi XX’ere eller også er vi XY’ere, ikke?
(Selvfølgelig lige bortset fra alle dem, der har variationer over den kombi, som XXX’ere og XYY’erne, men de er jo mutanter! Og ikke på X-Men-måden, men på ”fuck af, du ødelægger min sort-hvide-fremstilling af menneskeheden”-måden.)
Slut prut, så er der ikke mere at diskutere, så er mænd, som mænd nu engang er kodet til at være, og kvinder ditto! Basta!
Det argument bliver mast ned i halsen på feminister og mennesker, der vover at stille spørgsmål ved ”det naturlige”, gang på gang. Personligt finder jeg det ret morsomt, at hvis dette virkeligt er, hvad folk var overbeviste om, at de så kan blive rasende, når andre siger noget andet…. Hvis kønnet er så biologisk bestemt, ville det jo ikke være muligt at undertrykke det ved hjælp af kønsneutrale børnehaver og færre stereotype kvindelige studieværter, ville det?
Men måske er det, fordi de fleste alligevel godt inderst inde ved, at det med kønnet ikke er skrevet så meget i sten eller DNA, som de ville ønske. Men at det snarere er sådan, at den måde, vi fremstiller køn på, faktisk lige så meget – eller lige så lidt – er et frit valg, som alt muligt andet i vores samfund.
Jeg er en mand, fordi jeg har en pik og en bil og ikke bruger solcreme
Nu ville jeg gerne, at vi på dansk også havde den skildring mellem gender og sex, som man har på engelsk, fordi selvfølgelig vil der være krakilere, der vil sige, at køn er medfødt: Der er jo tydeligt forskel på tissemand og tissekone.
Så lad os lige tage den med det samme: Ja, der er forskel på kønsdele. (Og hurra for det i øvrigt!) Men nu snakker jeg altså om kønnenes adfærd, når jeg snakker om køn, så medmindre du hænger hylder op med pikken eller menstruerer med strikketøjet, så er der altså ingen overensstemmelse mellem adfærd og medfødte kønsdele.
Dog vil jeg gå så langt – og det er længere end mange andre feminister – men jeg vil godt medgive, at der kan være medfødte kønsforskelle. Det er meget muligt, at det ene køn er biologisk mere aggressivt og det andet mere omsorgsfuldt.
Problemet er bare, at jeg – såvel som alle dem, der påstår at vide med sikkerhed, at der er forskel i kønnenes biologisk betingede adfærd – aldrig nogensinde vil kunne føre bevis for dette. For der findes ingen mennesker, der er uafhængige af deres miljøer. Og det er jo der, vi er endt i den her diskussion i århundreder. Nogle siger arv andre siger miljø. Bla bla bla.
Men nu er der heldigvis endelig ved at komme et nyt paradigme i forskningen. Inden for især neurologien begynder man at gå væk fra det drivende kedelige nuture-nature-skisma og i stedet erkender mange forskere i dag, at det er både og. Vi er både prækodede væsner og afhængige af vores miljøer. Og det er i den kombination vores jeg opstår.
Den sidste mohikaner-dragqueen
Køn er mere eller mindre en hjernekonstruktion. Opfattelsen af os selv som et bestemt køn er en stor del af skabelsen af vores jeg, så derfor sidder vores køn ikke (ret meget) i vores kønsdele, men i stedet i en række neuroner og synapser i hjernen.
Det bliver mest tydeligt, når man ser på transkønnede. Deres hjerner fortæller dem, at deres jeg har et andet køn end deres kroppe. Og det er altså hjernen, vi lytter til i dag, hvilket er grunden til, at vi tillader kønsskifteoperationer. (Ikke dermed sagt, at transkønnede bliver behandlet specielt godt. De skal stadig gennemgå psykiatriske vurderinger og åndssvagt meget bureaukratisk pis for at få lov til at blive sig selv.)
Transkønnede er i øvrigt ikke en ny opfindelse. Mange tidligere kulturer har haft et tredje køn eksempelvis visse indianerstammer, så man har i mange årtusinder anerkendt køn som noget lettere flydende identitets-noget. (Selvom det mig bekendt altid kun var mænd, der fik lov til at gå i drag… Formentlig fordi historisk set har mænd haft identitet, mens kvinder har haft veer.)
Pointen er, at vi faktisk anerkender, at kønnet er en oplevelse. Vi oplever os selv som enten mænd eller kvinder, og det vil de fleste også behandles som. Ellers ville langt flere jo gå efter et kønsneutralt udseende.
Piger er i pink, drenge er beskidte
Derudover vil vi ikke mindst have vores børn til at blive behandlet som drenge eller piger. Jeg kender mange nybagte forældre, der bliver helt dårlige, hvis nogen siger ”han er sød” til deres pige – og endnu værre; hvis nogen skulle sige hun om en han. Shit, så er han så godt som allerede bøsse! (Hvilket er dårligt, forstås… Altså for min søn, for alle andre er det heeeelt okay.)
Så derfor pakkes de små pus fra fødslen i kønskodet tøj, så ingen kan tage fejl. Medmindre man tilhører min omgangskreds af flippede kulturradikale, for der pakkes de små trolde (“pus” er her en politisk ukorrekt betegnelse) i kønsneutralt tøj, så ingen kan vide sig sikker på, hvilket køn barnet har.
En meget fin manøvre egentlig, men som er fuldstændig lige meget, for alle, der møder en sort barnevogn med en hvidklædt baby, vil alligevel som det første lave den obligatoriske er-det-en-dreng-eller-pige-?-vejrtrækning.
Jeg har endog hørt om folk, der klæder deres piger i blåt med dinosaurusser på maven, og som bliver dødeligt fornærmede, når de efter at have forklaret, at det altså er en pige, oplever, at en legepladskammerats mor kommer til at sige ”han” om barnet.
Så spørgsmålet er: Hvorfor er lyserød så farlig en farve, når din angst for personlige stedord alligevel er større?
Hvad mor og far gør er altid lidt gak-gak
I Canada er der et ægtepar, der er gået all in på kønsneutralitet, og nægter at fortælle omverden, hvilket køn deres lille Storm har. Det er sådan en case, der virkelig kan få folk til at rase.
”Det der er jo beviset på at feminister har en skrue løs,” siger de selvsmagende. Og glemmer, at Breivik også mente dette – som jo så skulle være beviset på, at folk, der mener, at feminister har en skrue løs, selv har så mange løse skruer, at de er til fare for alt og alle.
Pointen er, at selvfølgelig har de mennesker i Canada en skrue løs. Ligesom folk, der opdrager deres børn i ekstremme religiøse sekter og/eller giver dem lov til at stille op i X-Factor. Der findes beklageligvis mennesker, der lader deres egne syge indstillinger gå ud over deres børn. Den slags mennesker kalder vi; forældre!
Alle forældre former deres børn med bestemte værdier. De fleste forældre har så heldigvis værdier, der korresponderer meget godt med resten af samfundet, mens nogle bare er tosser.
Parret i Canada tilhører klart sidstnævnte gruppe, fordi de glemmer i deres iver for at skabe et barn, der ikke bliver formet i en kønsstereotyp retning, at barnet så mister sin mulighed for at 1) interagere på normal vis med det omgivende samfund og derved 2) skabe sig en identitet, så det også som voksen kan interagere med det omgivende samfund. (Men bare vent; Storm er derved dømt til at skulle lave det vildeste teenageoprør, så tosserne skal nok komme til at betale prisen!)
Damsel in distress; what else is there to do?
Som sagt er kønnet noget, der bliver skabt i hjernen sammen med de andre historier om vores identitet. Hvad enten de historier så handler om, at man er sådan en, der aldrig giver op, eller at man virkelig ikke selv kan gøre for, at man er blevet tyk, fordi ens gener har elskovshåndtag.
Den historie om mig skabes i et uskønt mix mellem mine medfødte dispositioner, mine følelser, mine erfaringer med verden – og ikke mindst med baggrund i de fælles historier, der findes i vores kultur.
Og det er her, jeg altid gerne vil diskutere køn. For de dele af historien om os selv, vi forbinder med vores køn, har rigtig meget med den kulturelle opfattelse af køn at gøre. (Foucault sagde tilmed, at kulturen også bestemmer vores seksualitetspræferencer. Hvilket på sin vis giver god mening, for sådan noget som eksempelvis latex-fetichisme kan vel næppe være biologisk bestemt, da latex først blev opfundet i 1910…)
Hvilket vil sige, at når vi konstant fremstiller kvinder, mænd, drenge og piger på bestemte måder i vores kultur, så bliver vi alle sammen ”smittet” med de historier. Og med det mediebombardement, vi lever under i dag, kan forældre altså nok så meget forsøge at give de små troldepus et pusterum af nogenlunde kønsneutralitet, det hjælper bare ikke meget. For barnet kan jo ikke gå på gaden uden at meterhøje reklamer fortæller, hvordan kvinder bør stræbe efter at se ud. Det kan heller ikke tænde for nogen skærme, uden at porno og spillefilm fortæller, hvordan mænd skal tilbageholde alle følelser undtagen deres voldbegær efter kvinder. Og i øvrigt kan barnet slet ikke deltage i samfundet uden, at fordomme og stereotyper fortæller, at rigtige mænd åbenbart bør tale mere end kvinder, besidde vigtigere poster og værre dårligere forældre, og rigtige kvinder elsker sko og er bare lidt mindre kompetente til alt undtagen det, der kommer ud af fissen på dem selv – og hvad vi i øvrigt ellers prakker hinanden på af ”medfødte” kønsforskelle.
Alt, der ikke har været med i et program med Bubber, er underligt
Min pointe er naturligvis, at alt det kulturelle jo faktisk kan laves om, og det synes jeg virkelig, det skal på en lang række områder. Fordi det begrænser individer, at de kun kan skabe deres identitet ud fra en blå eller lyserød kasse. Men også fordi det begrænser vores muligheder for at udvikle os som civilisation, at vi ikke udnytter alle de medfødte ressourcer bedre – men tvinger dem til at skulle agere i ret rigide rammer.
Okay, de rammer er ikke så stramme, som de har været i tidligere tider, til gengæld tror jeg (min personlige teori, skal jeg lige sige; jeg har ingen forskning bag mig her), at når børn så tidligt møder så voldsomt et mediebombardement, at deres identitet bliver langt mere fastlåst på bestemte kønsopfattelser – såvel som på mange andre opfattelser; eksempelvis at ungdom er bedre end alderdom (alderdom = alt over 35), at sygdomme og arbejdsløshed er noget, man selv skaber ved forkert adfærd, og at sex uden latexmasker, nylonreb og bilbatterier er kedeligt.
Jeg tror (igen; min tro – ikke videnskab!) at mange – selv voksne – faktisk får mere ekstremme identitetsopfattelser af at møde en verden, der i den grad skaber/er skabt af stereotyper, segment-modeller og typecasting. (Som jeg tidligere har skrevet om blandt andet her.)
Men selvom vi måske giver os selv lov til at have en flex identitet, fører det voldsomme fokus på kønskarikaturer desværre til, at vi i hvert fald ikke giver andre det samme albuerum til at manøvrere over hele kønsspektret. Og det er bare pissesynd. Især for børnene. Men det siger jeg sikkert bare, fordi jeg er en kvinde, og kvinder er jo biologisk kodet til at bekymre sig om de små snotunger.