Archives
| M | Ti | O | To | F | L | S |
|---|---|---|---|---|---|---|
| 1 | ||||||
| 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 |
| 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 |
| 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 |
| 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 |
| 30 | ||||||
Oplæg til Kvinderådsmøde om ligestillingspolitik
Jeg blev bedt om at besvare spørgsmålet: Hvorfor er der så få kvinder i DK, der er villige til at kalde sig selv feminister?
Fordi de synes, feminisme er usexet. Bogstaveligt talt; det er uden sex at være feminist! Hvis man er feminist, så er man sur og hader mænd. Så der er simpelthen for lidt pik i at være feminist.
For de fleste kvinder – især unge kvinde – er det, livet går ud på: At finde en god pik, måske en man skal være sammen med resten af livet, måske en man bare skal være sammen med en enkel lørdag, men det er det, de fleste kvinder jagter. Og det får man altså bare ikke, når man er sur og bitchy!
Og så længe anti-feministerne har held med at holde liv i myten om os feminister som nogle bitre mandehader, så vil flertallet af kvinder tage afstand fra feminisme alene af den grund.
Og det er jo heller ikke noget nyt, det ved I godt, ikke? Vi har haft det ry imod os lige fra starten. Helt tilbage til suffragetterne. Tænk på Mary Poppins, den vidunderlig barnepige, der er nødt til at tage sig af de stakkels forladte børn, hvis mor hellere vil kæmpe kvindekamp end at være der for dem og hendes mand.
Det eneste tidspunkt, hvor det har givet bare lidt pik at være feminist var i begyndelsen af 70‘erne, fordi rødstrømperne var så smarte at slå deres sag sammen med den seksuelle frigørelse og hippiebevægelsen.
Men nu har vi seksuel frigørelse, p-piller og abort – så længe det varer – så nu er der ikke ret mange, der kan se en grund til at melde sig ind i gruppen af frigide feminister. Vi får jo pik nok nu – og så pyt med ligelønnen og alt det andet.
Min mission med det, jeg laver, er at vise, at feminister i høj grad godt kan være både sexede og sexlystne. Og at det kan være sjovt at være feminist. At man godt kan grine af tingenes tilstand – hvor miserable de så end er – og holde tonelejet nede i det knap så skingre.
Det er ikke, fordi jeg har lyst til at bruge udtrykket lipstick-feminism, fordi jeg synes, det er et åndssvagt udtryk, men jeg synes, det er vigtigt at vise, at feminisme ikke er ensbetydende i at gå rundt med hennafarvet hår, ingen makeup, hængebryster og et evigt konfronterende blik i øjnene.
Jeg bliver faktisk lidt træt, når jeg hører om feministiske aktioner, der går ud på at afseksualisere kvindekroppen. Når feminister bader med nøgne bryster i svømmehallen, så mænd kan lære at lade være med at synes, at bryster er sexede. Hvorfor må mænd ikke synes, at bryster er sexede? Bryster er noget af det allerdejligste på en kvindekrop – og jeg kan godt forstå, at mænd er vilde med dem. Kan de ikke godt få lov til at være det, uden blive betraget som mandshauvinistiske svin?
Selvfølgelig skal vi kæmpe for at gøre noget ved den gigantiske objektivisering af kvindekroppen, vi ser, især i medie- og reklameverdenen. Selvfølgelig skal der ikke køre et par silikonebryster rundt på hver eneste bus i København, selvfølgelig skal Blachman ikke sidde og kommentere tavse nøgne kvindekroppe i primetime-tv. Og selvfølgelig skal vi også have standset klamme tilråb om “gode patter” på hver andet gadehjørne. Men måske ville feminisme få lidt mere sexappeal tilbage, hvis vi tillod, at der faktisk fandtes seksuel tiltrækning mellem kønnene.
Kvindekroppen skal ikke være en, der konstant bliver kommenteret på i alle sammenhænge, men objektivisering af kvindekroppen er ikke dårlig i sig selv.
Det seksuelle møde mellem kønnene handler til dels om at se den anden som et objekt. Et objekt for mit begær. Kvinder har også brug for at se mænd som objekter for at kunne få gang i maskineriet. Det er en god ting.
Og hvis man fjerner retten til at betragte kvinder – og mænd – som et objekter i alle sammenhænge så fjerner man altså ret meget den seksuelle spænding.
Det skal vi feminister passe meget på med. For jeg tror, at det er i det fokusområde, vi mister rigtig mange potentielle feminister.
Det her gør sig også meget gældende i den nuværende debat om hverdagssexisme, der endelig efter lang tids tilløb begynder at få rodfæstet sig som noget, man faktisk kan snakke om – og sige fra over for – her i landet.
Alle kvinder lever i en hverdag med sexisme, hvad enten det er lumre kommentarer om deres udseende – eller det er nedladende kommentarer om det samme. Ragerende fra “du har vildt gode patter” til “fuck hvor er du klam at se på din fede so.”
Ligesom kvinder også jævnligt bliver trynet på deres kompetencer, talenter, holdninger og meninger. Fælles feministisk front mod hverdagssexisme burde være den nemmeste sag i verden at sælge til alle kvinder.
Men alligevel står feminister tilbage med et alt for stort restparti og ingen købere. Fordi: igen er der en tendens til, at tonen hurtigt bliver meget skinger. Det bliver for nemt til, at mænd overhovedet ikke må kommentere noget på kvinder. Jeg har selv været inde over den her debat. Jeg foreslog, at man for at være på den sikre side holder sig til komplimenter fra halsen og op efter.
Men jeg er udmærket godt klar over, at der findes kvinder, der bruger fire timer om dagen i et fitnesscenter, som absolut ikke synes, at mænd skal fortælle dem, at de har nogle pæne øjne.
De her baller har krævet hårdt arbejde og de kræver en kompliment eller som minimum et fløjt fra en stilladsarbejder.
Vi lever i en kropsfikseret kultur, og de mange kvinder – såvel som mænd – der dyrker deres kroppe som afguder har for nogens vedkommende brug for at få likes for at føle, at det var sliddet værd. Og ja, derfor kan vi stadig godt forsigtigt påpege, at det uheldigt, at nogle kvinder føler, at de kun er noget værd, hvis de er 100 procent objekter for mænds begær.
Men hvis vi feminister ikke anerkende, at kvinder er forskellige og har forskellige grænser, men prøver at sætte en fælles standard op, så mister vi altså rigtigt mange feminister med veltrænede baller. Og de veltrænede ville være rare at have i blandt os, for de kan holde bannere hævet meget længere, end de her slappe arme kan.
En anden grund til, at kvinder har så meget imod feminisme er, at det måske ikke så meget er mændene, der skal give sig nu. Nu er det faktisk kvindernes rettigheder, der skal deles. Det vidste sig jo med diskussionen om øremærket barsel, at det faktisk ikke helt var så mange mænd, der var imod det, da det kom til stykket. Men hvem holder så igen? Det gør dem, der skal af med rettighederne. Sådan har det altid været!
Så er det jo lidt hyklerisk, når man gerne vil sige, at kvinder ikke må forskelsbehandles, men mænd må godt.
Så kan det godt være, at man kalder sig feminist derhjemme på matriklen, men man skal nok ikke hænge ud sammen med ret mange andre feminister, før man bliver sat på plads. Så derfor den nemme løsning: hellere lade være med at sige, man er feminist og beholde sine tre måneders ekstra barselsorlov.
Caitlin Moran, som jeg og sikkert flere af jer havde den store fornøjelse at opleve i sidste uge, da hun var her i København, hun har den opfattelse, at kvinder ikke gider feminisme i dag, fordi vi er blevet for magelige. Fordi det går jo meget godt, så hvorfor skulle jeg bruge tid på at kæmpe for de sidste småører – for 17 procent mindre i løn over en livstid er jo småører…
Plus selvfølgelig at vi har alt for travlt med at barbere alle overflade på kroppen til at bekymre os om dårligere pensionsopsparinger.
Jeg vil ikke helt give Caitlin helt ret. Jo, jeg vil godt give hende ret så langt som til, at alle her i Vesten er blevet for magelige – mænd såvel som kvinder. Det er sikkert en af forklaringerne på, at vi har finanskrise. Vi har ikke noget behov for at arbejde hårdere for at nå mere, for det går jo meget godt.
Men jeg tror ikke på, at kvinder er for magelige i deres kvindelighed. Jeg tror langt, de fleste kvinder er dybt ulykkelige. Enten er de decideret selvhadende eller ligefrem selvskadende eller også har de pms, der strækker sig fra september til maj. De fleste kvinder i Vesten har lange perioder med stress, angst og depression i deres liv, det viser alt statistik. Og tallene stiger.
Og det kommer ikke ud af ingenting. Det kommer ud af en dyb, grundlæggende utilfredshed med verdens tilstand, og den rolle, jeg har fået tildelt som kvinde i den verden. For godt nok fik kvinder med ligestillingen mere frihed, men vi fik ikke mere fri.
Vi blev ikke tildelt mere fritid til at slappe af, og vi fik slet ikke mere frihed til bare at være menneske. Vi fik bare lov til at være alt det, vi havde været før – og nu med en fuldtidsstilling oveni! Samt selvfølgelig en aftale hos en vokser hver fjortende dag.
Ja, jeg har en teori om, at hele den groteske krops- og udseendefiksering, vi ser hos kvinder i dag, i virkeligheden er en kompensation for at få lov til at være med på mændenes banehalvdel.
Og det her er ikke noget, mænd gør mod kvinder – det er heller ikke noget kvinder gør mod hinanden – det er en strukturel ting, som vi alle sammen lægger under for: Kvinder føler, vi skal gøre alting 110 procent perfekt, for ellers er vi slet ikke berettiget til at gøre det til at starte med.
Vi skal levere varen på jobbet, i hjemmet, hos børnene, i sengen og med de strammeste baller, der kan trænes op, for ellers har vi ikke fortjent at være lige med mændene. Som jo er fejehold fra starten af, fordi mænd ikke stiller de samme krav til sig selv.
Og der er selvfølgelig derfor kvinder har brug for feminisme. De ser det bare ikke som et fællesanliggende. Jeg tror grundlæggende, at det største problem for feminisme – udover vores usexede image – er, at alle i dag er overbevidste om, at de er helt unikke individer og kun de har netop disse oplevelser.
Det betyder, at det er enormt svært at tale om og endnu sværere at løse problemer, der gælder for alle kvinder – og selvfølgelig endnu mere problemer, der gælder for alle mænd – for ingen vil reduceres til deres køn. Og feminisme er nu engang afhængig af at kunne reducere folk til deres køn.
Så ironisk nok i forsøget på at nedbryde kønnene, så trækker vi dem faktisk frem. Hvilket jo også forklarer, hvorfor der er så meget modstand mod feminisme fra mange mænds side, fordi mænd, som I ved, jo aldrig har været et køn tidligere og slet ikke bryder sig om at skulle til at være det nu. Og det er desværre også det tankesæt, kvinderne har overtaget – for lige præcis på det individualistisk-tænkende område er der beklageligvis ligestilling.
Så feminisme er ikke frækt, det stjæler kvinders få fordele, og det fjerner ens unikke karakteristika. Og så giver det altså samlet set for lidt pik.
Mit seneste stand-up-show hedder Mandehader – et show om at være alt for glad for pik. Det var mit lille forsøg på at begynde at bryde med den myte.
Og til den titel fik jeg følgende kommentar fra en lesbisk feminist: “Årh, hvorfor skal I heteroseksuelle feminister altid gøre så stort et nummer ud af, at I elsker mænd!?”
Fordi det gør vi!
Og selvfølgelig vil jeg ikke stå og sige, at lesbiske har mindre at skulle have sagt end alle vi andre feminister, men hvis dét er din holdning til mandekønnet: Vil du så ikke være venlig at fucking lukke røven, for du ødelægger vores allesammens image!
Nø, det er jo bare fiktivt
Et billboard på Rådhuspladsen fangede min opmærksomhed. Okay, det ville nok have været svært andet, da den fyldte hele metrobyggeriets mur, der løber hele vejen rundt om pågældende plads. Vi taler fem meter i højden og sikkert 100-og-nogle i længden.
(En dag skal vi have en alvorssnak, om det egentlig er okay, at vores gadebillede fyldes af den slags. Og får Københavns Kommune i det mindste pengene til at bygge nye børnehaver og cykelstier for, eller ryger de bare ned i lommen hos nogle topfolk og aktionærer i metroselskabet!?)
Reklamen var for den nye udgave af computerspillet Grand Theft Auto. Et spil, jeg har mange gode minder med, fordi min bror og jeg altid spillede det sammen som teenagere. Engang handlede det om at stjæle biler og køre folk ned. Allerede dengang var det kontroversielt. Og skidesjovt.
Mænd er alle typer, kvinder er nøgne
Men det var dengang. Sidenhen er småkagen åbenbart ikke alene blevet tabt, men fuldstændigt forsvundet ud i et form for sexistisk parallelunivers. Det kunne jeg ikke lige lure ud af billboardet på Rådhuspladsen. Jeg var bare irriteret over, at af de avatarer, der fyldte hele reklamen, var kun de tre kvindelige, og kun en af dem havde (en slags) tøj på.
De mandlige avatarer var mangfoldige i antal, størrelse og form – og selvfølgelig alle sammen påklædte. De kvindelige avatarer var – måske med en enkelt yogadyrkende undtagelse – blot en undskyldning for at vise noget bar animeret hud.
Og min tanke, da jeg så reklamen var: ”Øv, så kan unge piger, der spiller det spil med deres brødre i dag godt nok vælge en kvindelig avatar – som var mere, end jeg husker, jeg kunne, da jeg spillede det for 16-17 år siden – men de får så kun bekræftet det alt for gældende verdenssyn, at deres udseende betyder mere end deres karaktertræk.”
Det, der sker inde i skærmen, sker ikke i mit hoved
Det var min oprindelige tanke. Fordi jeg ikke lige havde sat mig ind i, hvilken udvikling spillet åbenbart har gennemgået i de år, jeg ikke har spillet det. I de seneste udgaver har det for eksempel været muligt i spillet at myrde en prostitueret og stjæle hendes penge. Nå, ja, tænker jeg så. Det ligger vel meget godt i forlængelse af at køre munke ned på åben gade – ingen af delene er vel teknisk set noget, vi bør foretage os IRL.
Men så alligevel. For med den nyeste udgave af spillet – den der hænger reklame for på Rådhuspladsen – træder sexismen tilsyneladende virkelig i karakter. Det siger selv de mere seriøse spilanmeldere. Og hvis seriøse spilanmeldere rent faktisk forholder sig til spillets undertoner, så ved man, at den er hel gal!
For de fleste anmeldere kan godt lide kun at tale om ”tingene på tingenes præmisser” – hvilket skal oversættes til, at tingenes eventuelle påvirkning på og indflydelse fra resten af samfundet bare skal ignoreres. Hvilket naturligvis og forventeligt også var den reaktion, jeg fik, straks jeg lagde en kommentar om dette spil op på facebook: ”Nø, det er jo bare fiktivt.”
Hvad du wanker til, er din sag
Hey, jeg er fuldstændig for, at vi har et fiktionsunivers af computerspil, film, bøger, porno, tegneserier, dødsmetalsange og så videre, som vi ikke skal stå til ansvar for i vores almindelige liv. Fantasier er gratis. Når du sidder derhjemme i lædersofaen og spiller – pik eller Playstation – er du i mine øjne ikke forpligtet til at gøre det til noget som helst politisk korrekt.
Så jeg mener ikke, at man skal forbyde et ultravoldeligt, røvsexistisk spil som GTA. Men jeg vil eddersponsme have lov til at diskutere det. For hvis man bare kan affærdige alt kritik af fiktionen med et ”nø, det er bare fiktivt”, så gør man sig selv og samfundet blind over for de påvirkninger, der eventuelt måtte være.
Jeg siger ikke, at skoleskyderier skyldes skydespil. Men jeg siger, at det er vigtigt at diskutere og forske i, om det rent faktisk er hensigtsmæssigt, at (hovedsagligt) teenagedrenges hormoner og aggressioner blandes med fiktive voldudøvelser. Betyder det ikke noget for ens evne til at udvikle empati og sociale færdigheder, at man i stedet for at lære at omgås sine jævnaldrene – hvor skrækkeligt det så måtte være – sidder derhjemme og ser alt for velanimeret blod sprøjte ud af sine fjender!?
Tag den håndfuld bly, din feministfisse!
Jeg tilbragte selv det meste af mine teenageår bag bøgerne, og det er da hævnerromaner som Carrie, der tog toppen af mit behov for rent faktisk fysisk at smadre dem, der mobbede mig. Så jeg vil ikke påstå, at computerspil ikke også kan have nøjagtig den samme beroligende effekt.
Men jeg bliver stadig bekymret for den sexistiske undertone i spillenes verden. Også selvom det måske er præcis det samme; et behov for at få lov til at komme ud med den vrede på det modsatte køn, der ikke er politisk korrekt i hverdagen. Og så længe det begrænses til fiktionens verden skulle jeg vel også synes, at det er okay, eller hvad?
Nja, for det første er jeg meget forundret over, hvor al det sexistiske lort kommer fra til at starte med. Hvorfor skal snart hver anden tv-serie, film og computerspil i dag indeholde letpåklædte kvindelige karakterer, der i bedste fald klaskes bagi og i værste fald smadres fuldstændigt – fysisk eller verbalt!?
Okay, jeg antager, at sexismen er et backlash på feminismen. Hvilket er direkte fremtrædende i den nye udgave af GTA, hvor man efter sigende kan pløkke løs på feministiske gimper.
Den hånd, der styrer lynlåsen, styrer verden
Jeg tror, at vi oplever denne ekstremme opblomstring af sexisme lige nu, fordi en del mænd simpelthen er blevet trætte af at høre, at de skal give mere fra sig. De fleste mænd oplever ikke, at de undertrykker kvinder. Tværtimod tror jeg, at mange mænd ser kvinder som værende stærkere, end de selv er.
Fordi i den relation, de fleste mænd har med kvinder – den kammeratlige, seksuelle og ægteskabelige – er det jo kvinden, der har bukserne på. Det er i hvert fald hende, der bestemmer, hvornår bukserne kommer af.
Så jeg forstår godt mænd. Eller det tror, jeg i hvert fald, at jeg gør: Mænd ser en verden, hvor noget af det, de ønsker sig allermest – kys, kram, kæl, knald – styres fuldstændig med hård og kynisk hånd fra kvinders side.
Samtidig er de jo ikke selv – personligt – med til at holde kvinder tilbage fra det, kvinder gerne vil have… og her er de nok for manges vedkommende ret meget i tvivl om, hvad det egentlig er. For kvinderne har jo fået alt det mændene har, så hvad vil de have mere? Det må være, fordi kvinderne åbenbart vil have mere, end mændene har. De vil både have mere magt ude i samfundet, end mændene har, og stadig have mere magt over den seksuelle/ægteskabelige relation. Kvinderne vil tydeligvis have hele kagen!
Smack my bitch up eller noget
Så den angst, for at kvinden kommer her og tager alt det, han har, tilsat en frustration over, at hun bestemmer over alt det, han gerne vil have, samt en solid dosis manglende evne til rent faktisk at prøve at forstå kvinders situation – alt det fører til en sprængfarlig cocktail af latent kvindehad og sexisme.
Straks skal jeg lige tilføje mit sædvanlige forbehold. Jeg siger ikke, at det her gælder for alle mænd. Det er kun nogle mænd, og da helt sikkert ikke dig, kære mandlige læser, og sikkert heller ikke nogen, du kender, det er nogle andre mænd – måske faktisk kun nogle mænd, der bor i andre egne af landet.
Desværre lader det til, at nogle af de mænd, der har det sådan her, også er nogle af dem, der laver tv-serier, film, computerspil, skriver bøger, rapmusik og… host… stand-up. (Så lagde jeg da vist lige en kæmpedej i egen rede der.)
Så de her mænd lader deres personlige frustrationer over kvindekønnet slippe ud i sexistisk form i fiktionen. Og som vi kan se i GTA og Mad men er den bedste måde at tackle den frustration altså at skabe et univers, hvor tingene er, som de burde være med kællingerne nede på alle fire, afklædte og lige til at klaske bagi.
Derhjemme foran skærmen sidder der så nogle mænd, der har det på nøjagtig samme måde og finder deres stemme i denne fiktion (for identifikation jo er en af hovedpointerne med at have fiktion til at starte med.)
Og så bliver de bekræftet i deres ensporede verdenssyn: Ja, kvinderne er ved at overtage det hele! Og ja, den bedste måde at tackle det på, er at klaske tilbage – med ondskabsfulde og sexistiske kommentarer, med flad hånd eller med pistol.
Prøv lidt meditation, din fiktive voldspsykopat
Igen; jeg siger ikke, at sexisme i fiktionens verden nødvendigvis fører til mere sexisme i virkeligheden. Men jeg er bekymret over den ophobede frustration. Lidt ligesom jeg er bekymret for en meget aggressiv, frustreret teenagedreng, der spiller voldelige computerspil dagen lang. Hvornår siger det snap?
Det er ikke computerspillet og fiktionen, der skaber frustrationerne, ej heller er de ikke ansvarlige for folks handlinger, men jeg tror, at det for nogle er benzin på bålet. Disse fiktive outlets holder hele tiden gang i ilden.
Og ja, der er selvfølgelig igen kun nogle, der ikke kan tackle det. De fleste kan sagtens skelne fantasi fra virkelighed… eller?
Altså jeg kan jo tydeligvis ikke selv. Jeg bliver superfrustreret over at se, at der aldrig er plads til en bredere diversitet i kvindetyper i fiktionens verden. Det påvirker da mig mere eller mindre direkte. Hvor skal jeg finde min identifikation, når alle hunkønsvæsnerne i fiktionens verden enten er afklædte bimbos eller kastrerende bitches?
Du kan være et menneske, eller du kan være en nøgen kvinde. Frit valg!
Forleden skrev Politiken en historie om, at vi (altså fiktionsdyrkerne) elsker de ”følelseskolde mandekvinder”. Kvindelige karakterer som Sarah Lund og Lisbeth Salander. Mit bud er, at kvinder (og mænd for den sags skyld) elsker de karakterer, fordi de virker som (lidt mere) troværdige hele mennesker end de sædvanlige kvinderoller, vi får lov at møde i fiktionens verden.
Folk er faktisk parate til at se kvinder som mere end bare sexede/sindssyge bipersoner. Eller nogle folk er. For andre folk (nogle mænd) vil jo åbenbart gerne tilbage til, at det kun er manden, der er og kan det hele.
Hvilket jo også forklarer det absurde behov for at kalde de her kvindekarakterer for ”mandekvinder”. For hvis en kvinde ikke passer ind i de eksisterende kvindestereotyper, så er hun jo faktisk halvt en mand. Underforstået, at hvis du har andre personlighedstræk end babe eller bitch, så er det et maskulint karaktertræk…
Og så undrer nogle mænd sig stadig over, at kvinder ikke bare er tilfredse med “alt”, det vi har fået. Vi må for fuck sake ikke engang være kvinder og samtidig rumme mere end damebladsquizklassikeren ”Er du babe eller bitch?” Mens mændene stadig må det hele. Inklusiv at bitche over, at de skal dele det.
Suzanne Gieses Mindelegat
I går fik jeg en pris for at være feminist. Det er lidt som at vinde den ukendte hovedgevinst i et lotteri, hvor man troede, man ellers kun kunne vinde en lind strøm af tilsvininger og en evighed som single.
Prisen er nystiftet. Den hedder Suzanne Gieses Mindelegat, og Suzannes datter Ditte Giese holdt nedenstående motivationstale, som jeg lægger ud her, så jeg altid selv kan gå ind og læse den, når jeg bliver lidt for ramt af at stå på den øretævernes holdeplads, som feminisme er.
Eller som en af de smukke, ældre rødstrømper sagde til mig efter prisuddelingen: “Ha, øretævernes holdeplads!? Næ du, det er røvfuldenes holdeplads. Røvfulde efter røvfulde er det, man får. Og sådan har det været i fyrre år!”
Motivationstalen
Aftenens vinder, for der kan kun være en vinder, har haft et vildt år. I mindelegatets beskrivelse står der, at ’hæderen skal gå til en person, der har udvist mod og konsekvens til at markere feministiske synspunkter i den offentlige debat’.
Og det må man sige, at du har Sanne Søndergaard.
Der er mange former for feminister – queer-feminister, elitefeminister, kystbanefeminister, kvotefeminister, old school-feminister, forbudsfeminister, forhudsfeminister, prosex-feminister. Det gode ved dig er, at du er dem alle sammen på én gang – og så alligevel ikke. Du er din egen pærevælling af feminismer, men først og fremmest er du skarp, stædig og sjov.
I modsætning til folk som jeg er du ikke ’indfødt feminist’, du ved typen, der har fået det hele med hjemmefra og måske ikke rigtig har taget stilling selv. Du har selv opsøgt feminismen, sat dig ind i tingene, læst bøgerne, studeret kønsstudier på universitetet, gennemtænkt argumenterne.
Din lejlighed er et stort feminist-bibliotek, og du har fundet din egen stemme i feminismedebatten. Du vil hellere skrive lange blogindlæg med alle argumenterne i orden end at finde dig i avisernes redigering og dagsordener.
Din måde at kombinere humor og feminisme på er enestående. At springe ud som feministisk standupper indenfor et fag, som mestendels består af drengerøve med pruttehumor og lidt hurtig sexisme i baglommen, kræver mod. Kvindemod. Det har du, og det har haft konsekvenser. Det er ikke dig, der bliver inviteret ind som det blonde, fnisende vedhæng på TV2 Zulu, og som du sagde, da jeg ringede til dig og fortalte, at du havde vundet: ‘Jamen, jeg har aldrig vundet noget før’.
Til gengæld er du hårdtarbejdende med en aktivistisk tilgang, hvor du myreflittigt breder dig over alle medieplatforme og ved hvad du taler om – hver gang. Du udgiver bøger, skriver debatindlæg og blogs, deltager i debatter i medierne, sætter dine egne standup-shows op og rappenskralder den på Facebook.
Vi fik rigtig mange indstillinger, men jeg vil tro, at halvdelen af dem handlede om dig. Og du skal vide, at det var en enig komité, der valgte dig som vinder.
For selvfølgelig var det dig, der skulle vinde, Sanne, du har fortjent et klap på skulderen for alt dit hårde arbejde, alle de tæv du tager og alle de eftertænksomme smil du frembringer på din vej. Tillykke!
Min takketale
Jeg er virkelig stolt og beæret over at blive indstillet og modtage prisen. Jeg har været fan af Suzanne Giese i mange år og har flere af hendes bøger – fulde af æselører.
Drømmen om kvinden var nok min første rigtige feministbog, og jeg har trawlet den igennem, fordi jeg – da jeg fandt den – også endelig fandt andre end mig, der tænkte sådan og fik øjnene op for feminisme som andet end en diskussionsdiciplin, jeg kunne køre min far træt med hen over middagsbordet.
Ikke, at det er blevet mindre en diskussionsdiciplin med årene, det følger ligesom med, når man siger: “Jeg er feminist.”
Så er standardreaktionen: “Nå, så vil du nok godt høre på mine uvidende betragtninger om køn de næste to timer.”
Det er ligesom, når man siger: “Jeg er komiker.”
Så er standardsvaret: “Nå, så sig noget sjovt.”
Så man får lyst til at sige: “Jeg er også meget træt nu.”
Og får svaret: “Nå, så vil du nok gerne i seng – med mig.”
Jeg talte med en mand i sidste uge… ja, det sker faktisk nogle gange.
Altså, jeg talte køn med den her mand – og “talte” er her den diplomatiske betegnelse for, at jeg talte for døve øre. Han sagde det, som vi feminister efterhånden hører hver dag: “Feminister skal holde op med at spille ofre. Kvinder i dag er stærke og skal jo bare tage det, I vil ha’. Det ligger lige foran jer.”
Okay, så tager jeg lige 18 procent af din løn til at starte med.
Jeg vil ikke stå her og sige, at vi har mere brug for feminisme end nogensinde før, for det vigtigste kampe er vundet. Jeg står som kvinde på skuldrene af nogle kvinder, jeg bogstaveligt talt skylder det, liv jeg lever i dag. Kvinder som Suzanne Giese.
Men feminismen er stadig vigtig i dag, fordi nu vi skal holde fast. Og det skal vi måske mere lige nu, end vi har skullet det i 30 år. For lige nu begynder der at blive at rullet tilbage, alle ligestillingsinitiativer forsvinder op i den blå – den borgerligt blå – luft. Vi mistede chancen for den øremærkede barsel, og det tyder på, at pappamåneden nu også ryger i Norge. I det hele taget ser det ikke godt ud for kvinders vilkår på verdensplan blandt andet med rettigheder som abort på retræte i USA.
Faktisk er hele velfærdssystemet ved at blive undergravet selv her i velfærdsnorden – og hvis først det ryger, så ryger ligestillingen helt, for så skal kvinderne tilbage til omsorgen og kødgryderne.
Og så er hverdagssexismen efter min egen personlige mening også i stigning.
Fordi – og nu gætter jeg her – men jeg tror, at det, der er sket med mange mænd er, at de føler, kvinderne har vundet.
Det er jo de færreste mænd, der rent faktisk bestemmer i samfundet og er direkte involveret i den traditionelle patriarkalske magtstruktur – de er ikke chefer eller bestyrelsesmedlemmer eller politikere – de er helt almindelige og i deres verden er det konen, der bestemmer. Og se så; vi har jo tilmed en kvinde på landets vigtigste post… eller kvinde og kvinde… faktisk synes jeg, vi efterhånden er ude i en form for Stepford Wife-statsminister.
I hvert fald ser de her mænd en verden, hvor kvinder sidder på alt, der betyder noget for dem. Og så bliver de bitre, og så bliver kønskampen virkelig perfid.
Og så kan man jo spekulere over, hvorfor de ikke føler et behov for at marchere i flok ned ad Strøget, brænde deres tøfler af og kræve lige ret til opvask og børneopdragelse, men det gør de ikke.
Og indtil de begynder på det, er vi nødt til at holde fast, så alt det, de fantastiske kvinder, vi står på skuldrene af, kæmpede for, ikke forsvinder.
Men vi er også nødt til at tale med vores egen stemme. Tiden er en anden. Den militante separatistiske tone hører en anden kamp til. Kvindegrupper og ølejre kunne noget i halvfjerdserne, men vi skal også videre derfra.
I dag kan vi godt tillade os at smile lidt, have lidt humor med i debatten. For come on; projektet går jo grundlæggende ud på at få mere lighed, så vi alle sammen har det bedre, så vi kan få mere pik… eller fisse eller begge dele. Hey, folk må boltre sig i de kønsdele de ønsker.
Så længe der er hår på, naturligvis.
Genstart bevidstheden
Jeg frygter, at vi står midt i et bevidstheds-backlash. At vi har nået den fulde kapacitet, vores bevidsthed er i stand til at yde. Faktisk frygter jeg, at vi nåede den for omkring 10-15 år siden, og at vi lige nu ruller tilbage på alt, hvad vi nåede at få af nye tanker og originale ideer i den mellemliggende perioder.
Vi lukker ned. Ligesom en computer, der har for mange programmer åbne. Vi crasher, og vi fryser midt i et skærmbillede.
Neurologien fortæller, at hjernen er en fantastisk mekanisme, der kan blive ved med at vokse og ændre sig livet igennem. Javist, men den har brug for ro til at gøre det, og med de ADHD-agtige påvirkninger, vi udsætter den for, så tror jeg ikke, den har mange chancer for at gro.
Altså antallet af stress- og depressionsramte taler deres eget sprog. Vi overbelaster hjernen og kroppen konstant. Men hvor forfærdeligt det end må være for den enkelte, er min bekymring nu alligevel, hvad det betyder for os alle sammen; for fællesskabet. (Hvis man da må tillade sig at smide sådan en gammel halvkommunistisk frase på bordet.)
Farmand, du får først ligeret til dine børn i 2113
Jeg ser det naturligvis mest på kønsområdet, fordi det er her mit lilla-ble-indpakkede hjerte ligger. (Og også en form for kompetence, selvom det jo ikke tæller ret meget at have studeret køn på universitet. Fordi alle er eksperter i køn, fordi alle jo har et køn – og det er lig med, at alle har studeret køn! (aka alle har onaneret.))
Det er tydeligt i den måde, hvorpå selv umiddelbart fornuftige mennesker er begyndt at lege “kan ikke høre, kan ikke se”-aber. Vores regering dumper det mest fornuftige bud på ligestillingspolitik, der er blevet fremført i et årti: øremærket barsel til fædre. Og de gør det uden at blinke, fordi det er en “tabersag”. Tilsyneladende er vælgerne ikke med på vognen, siger journalisterne, der påstår at forstå sig på spin.
Undskyld, men hvad skete der for, at politikere skulle være fremsynede og gamle nok til at træffe de upopulære beslutninger – dem, der på sigt ville skabe et bedre samfund!?
Shhh med alle de nye tanker, mit hoved er fuld
Men det værste er, at jeg ikke tror på, at det er derfor. Jeg tror ikke på, hverken politikernes officielle forklaringer (noget med familiernes økonomi blablabla (Hvilket netop er én af de ting, der ville ændre sig over tid med en øremærket barsel, hvilket politikerne ville vide, hvis de gad sætte sig ind i stoffet, men research og rapportlæsning er åbenbart også en af de ting, der ikke længere er plads til i politikeres opinionsoverfyldte hjerner.)
Jeg tror heller ikke på den uofficielle spin-forklaring, om at vælgerne var imod, så derfor valgte regeringstoppen at røvrende deres egne valgløfter og vælgere (endnu engang.)
Nej, jeg tror desværre, at den øremærkede barsel røg samme vej som de andre ligestillingsinitiativer, der ellers så lovende lå i valgløfterne. Og samme vej som alle de andre tanker om bedre miljø (eks. betalingsringen) og bedre fællesskab (eks. ændre de åndssvage dagpengeregler tilbage til menneskelige forhold.)
Alle de her ideer røg ned i den store skraldespand af “ting, der bare ikke er plads til i vores hoveder lige nu”: Nemlig alle de ting, der skuer længere end et halvt år ud i fremtiden. Ideer, vores og vores børns fremtid skulle grundlægges på. Smat! Lige ned til bananskralden og papiret fra makrelmaden.
Ti små neuroner kom… ja og så døde de alle sammen, fordi de ikke så sig for
Vi kan ikke overskue fremtiden. Vi kan knap overskue nutiden. Vi holdt op med at have en nogenlunde overskuelig idé om verden lige omkring årtusindeskiftet og så gik det bongus ned ad bakke.
Der er alt, alt for meget viden, vi skal have styr på. Viden om hvad der sker ude i verden, og hvad der sker herhjemme og derhjemme med ungerne. Alt for mange dårlige amerikanske tv-produktioner og youtubeklip, vi skal se, facebookopdateringer, vi skal formulere (så folk kan like os, så vi kan blive bekræftet i, at vi findes) alt for meget overfladisk netværkning, vi skal oppebære, reklamer og relationer, vi skal finde hoved og hale i, og tøj og job, vi skal iscenesætte os selv i, og maratonløb, vi skal løbe, så vi ikke dør for tidligt, for det har vi virkelig ikke tid til, når vi skal nå alt det andet.
(Her indlægges forpustet vejrtrækningspause.)
ALARM: ting må ikke forandre sig, for så bliver jeg ædt
Og så står skærmbilledet stille på nethinden. Der er ikke flere RAM ledig. Desperat fryser vi alt fast, der ikke er strengt nødvendigt for at holde maskineriet i gang. Herunder nye ideer og kreative løsninger på gamle problemer. Herunder det konstante behov for selvbevidsthed omkring egen adfærd, så man ikke reproducerer stereotyper, fordomme og andre dårlige vaner (fra neglebidning til at jorde sin kæreste, fordi høn stanger tænder med gaflen.)
Fordi hjernen kræver ledige RAM for at kunne reflektere, ellers ryger den på prækodede rutiner. Hele din hjerne skriger ALARM SABELTIGER! Du har ingen fri kapacitet til at spekulere over, om det egentlig er fair over for alle sabeltigere, at du altid er så fordomsfuld over for dem, og da slet ikke til at spekulere på, om det også skulle gælde dine fordomme over for det andet køn, mørkere hudfarver og andre kødpræferencer. (Også kendt som: ALARM HALAL!)
Og selvfølgelig fryser også alt, der hører under kategorien af almindelig hverdagsbevidsthed om, hvordan vi behandler os selv og andre ordentligt.
Ørefigen-rebooting
Jeg synes ellers, der var sådan en god stemning i Danmark her hen over sommeren, og jeg tænker, at det var, fordi vi endelig havde en; en sommer. Så fik hjernen lige den pause, den havde brug for. Der var pludselig et overskud til at begynde at smile til folk på gaden og måske ligefrem begynde at drømme igen.
Men så begyndte det at regne og så tilbage til buisness as usual. Bang så kom frygten for at nogen ville stjæle frikadellerne, bang så røg fædrebarslen, bang så går vi i krig igen. Bang så er vi bange for alt det nye igen.
Lige nu er jeg i lussinghumør. Jeg er så fristet til at gå ud i regnen og klappe hver eneste dansker, jeg møder en på hver kind: hey, snap out of it!
Sluk for de effing skærme (når du er færdig med at læse det her supervigtige budskab… nej, faktisk bare sluk nu; det her er lige så meget hvidt støj som alt muligt andet), drop de evige selviscenesættelser, mærk dig selv og regndråberne og begynd så for satan at tænke igen. Reflektér! Få os videre.
Vi har alt den computerkraft, der skal bruges, vi har opdateringssoftwaren indeni. Vi er bare nødt til at begynde at køre de rigtige, de vigtige programmer i stedet.
Den vægt, du ikke bærer
På mit køleskab hænger en snip fra et Yogitebrev. Yogitebreve har nemlig små visdomsord på deres snipper. Som oftest lidt for flippede til reel eftertanke. (Eks. “Look at the stars. Connect with the stars. You are a star”. Øh, nej, fordi du drikker Berry Detox er du næppe den næste Rihanna.)
Men den snip, der hænger på mit køleskab, vækkede i den grad en erkendelse i mig, og den hænger centralt placeret på køleskabsdøren, fordi jeg er nødt til at minde mig selv om det på dagligt plan. På snippen står der: “You don’t know the weight of a burden you don’t carry”.
Jeg er nemlig født liberalist, jeg er individorienteret i en grad, så selv Liberal Alliance må stå af, faktisk lever jeg mit liv efter liberale principper, der er så liberalt liberale, at de slet ikke er repræsenteret i dansk politik.
Men jeg stemmer venstreorienteret. Og har altid gjort det – også før snippen kom op på køleskabet. Fordi jeg et eller andet sted altid har været bevidst om det faktum, at nej, jeg kender ikke den byrde, du bærer.
Gud, er det det, jeg betaler skat til!?
Du kender jo heller ikke min byrde. Egentlig syntes jeg ikke, at den er ret tung, selvom jeg selvfølgelig har dage, hvor jeg er nødt til at blive i sengen, fordi verden simpelthen er for hård. Men generelt syntes jeg, at mit liv er udfordrende i en grad, der passer til mig, og hvad jeg kan overkomme. Og jeg er også af den mening, at mit liv er mit eget ansvar, og det lever jeg efter. I helt uhyggelig grad.
I hvor høj grad gik først rigtig op for mig forleden, da jeg snakkede med en veninde om hendes fysiotereapeut. Hun roste ham til skyerne, og jeg spurgte, om jeg ikke måtte få hans hjemmesideadresse, for så kunne det da være, at han skulle se på min skulder, der driller lidt engang imellem. Hun gav mig adressen og sagde i samme nu: ”Men du skal gå op til din læge først og få en henvisning.”
Jeg gloede bare underligt på hende, så hun uddybede: ”Ja, så er det jo kun halvt så dyrt.”
Og jeg blev bare ved med at glo underligt på hende, mens det gik op for mig, at jeg virkelig er ude af sync med det samfund, jeg har levet i de sidste 33 år.
Jeg havde seriøst aldrig skænket en tanke, at jeg skulle bede samfundet betale for min drillende skulder. Det er jo min skulder!
Æ gør’et sjælv, do
Den form for ekstrem ansvarsfølelse stammer fra mine midtjyske bonderødder. Her klarer man sig selv og sine køer, og det skal staten sgutte blande sig i! Og selvom den form for livsstil har været uddød her i landet i hen ved 100 år, så sidder den stadig kodet ind i min hjernes vanetænkningsmønstre. Min automatrefleks, når jeg er har brug for hjælp, er altid at gå til familie eller venner først, dernæst at betale mig fra det. Staten er altid absolut sidste udvej.
Ikke dermed sagt, at jeg er ubekendt med de fordele, jeg har af vores sundhedsvæsen. Dengang jeg skar min finger af, var jeg meget taknemmelig for bare at køre på skadestuen og lade dem klare sagerne, uden at jeg nogensinde hørte mere til det. Og jeg har også trukket godt på statens fede dankort med min uddannelse og min SU. (Jeg har faktisk regnet lidt på det, og med én operation, en lang uddannelse og SU, så er mig og staten i hvert fald ikke kvit, før jeg er omkring 40, og så er vi slet ikke begyndt at tale om veje og politi og alle de andre ting, jeg får betalt af staten, og som jeg slet ikke tænker over.)
Men når det kommer til mindre skavanker og andre hverdagsproblemer, så glemmer jeg virkelig, at jeg bare kunne gå ned til lægen eller på kommunen eller, hvad man nu ellers gør.
Jeg er jo også helt ekstremt heldig. Tænk, at jeg har hele tre sikkerhedsnet – mit bagland, mine egenbetalte forsikringer og staten. Mange mennesker i verden har knap nok ét.
Og mange mennesker i Danmark har ikke de første to. Det er netop den byrde, jeg forsøger at holde mig bevidst, om at andre bærer.
Selvfølgelig kan alle da det, jeg kan
For med den grad af grotesk personlig ansvarsfølelse, jeg har nedarvet, kommer der jo også meget nemt domsfældelser over andre, tilsyneladende mindre ansvarlige mennesker. (Hvilket ifølge mine jyske rødder er op til 99,9 procent af alle andre, fordi mistænkelighed over for, hvad dem, man ikke er i familie med, egentlig kan bidrage med, også er en del af arven.)
Jeg har så let ved at se på andre, der bare ikke kan ”tage sig sammen” og tænke: ”Hey, svagpisser! Hvis jeg kan, så kan du også!”
Men sådan hænger verden ikke sammen, det ved jeg godt, selvom arven fra min sammenbidte bondeslægt hvisker noget andet. Mennesker kan ikke bare tage sig sammen. Faktisk tror jeg, at de fleste langt hen ad vejen allerede tager sig så meget sammen, som de kan. Og det er selvfølgelig alt, alt for lidt. Folk burde virkelig gøre en større indsats, vi ville ikke have så mange problemer i den her verden, hvis alle bare tog sig lidt mere sammen.
Den liberale side af mig slås konstant med den venstreorienterede; folk er dovne kontra folk gør det bedste de kan med de ressourcer, de har til rådighed.
Måske er jeg ikke den eneste med den indre kamp – mange af os har jo den jyske muld et eller andet sted i vores gener – men som oftest ser jeg kun mennesker, der har valgt den ene side i kampen. Især i den politiske debat.
Din skyld, vores skyld, din skyld, vores skyld, din skyld, vores…
Jeg synes, det er meget sigende, at de mennesker, der traditionelt har repræsenteret venstrefløjen for manges vedkommende er skolelærere og dets lige. Det er altså mennesker, der fra starten af har haft en stor forståelse for, hvor meget omgivelserne betyder for vores individuelle muligheder.
Og på samme vis er dem, der repræsenterer de borgerlige partier, selvstændige og andre erhvervsfolk, der har klaret sig godt på individuelt plan og derfor mener, at det er op til den enkelte at klare sig.
Og så står de to fløje over for hinanden, som de har gjort det i snart 100 år og skændes om, hvem der har mest ret og fordeler love og penge efter et eller andet kompromis mellem dem, hvor ingen nogensinde bliver tilfredse, fordi det jo er kompromissets natur, at ingen bliver det.
Hvilket formentligt også vil være sådan politik vil se ud til evig tid, fordi når det kommer til stykket har begge sidder jo ret; vores liv er vores eget ansvar, og vi er afhængige af vores omgivelser.
Det er så banal en sandhed, at jeg faktisk godt kan blive lidt irriteret over, at det stadig skal diskuteres. Men ih, det bliver det. Især lige nu. Lige for tiden er det enormt populært at lægge alt ansvaret over på enkeltindivider – om det kommer til arbejdsløshed eller ligeløn/barsel eller “livvstils”sygdomme – som allerede i betegnelsen indikerer du kunne bare have valgt noget andet, fedeberg.
Ja, selv i miljøbeskyttelsen dominerer retorikken; for det er jo mit personlige ansvar, om jeg vil leve ikke-bæredygtigt, køre i min benzinsluger-bil og tage en flyver til Thailand og forurene kloden godt til undervejs. (Hvilket jeg i parantes bemærket gør, for jeg er godt nok meget personlig ansvarlig og lader også være med at smide skrald på gaden, men jeg kan altså ikke overskue at skulle tage ansvar for hele klodens fremtid oveni. (Og jeg elsker min benzinsluger-bil. Sorry, kære venstrefløj, men I har altså endnu ikke formået at overbevise mig om, at forlænget rejsetid og lugten af sure tæer i en togkupé er et godt bytte for min personlige frihed bag rattet.))
Lille luder let på tå
Prostitutionsdebatten er et af de steder, hvor denne diskussion – mellem personligt ansvar og offer for omstændighederne – har kørt i ring og samme rille i årevis. På den ene side står de liberale og mener, at luderen selv har valgt det; at hun har truffet et frit valg, og på den anden side står venstrefløjen og siger, at hun ikke har haft andre valg; at hun er et offer. Og der står debatten så bomstille.
Men kan begge dele ikke være tilfældet? Er det ikke snarere sådan, at vi alle træffer frie valg – men at vores valg er afhængige af, hvad vi ellers har mødt i vores liv? Er det ikke i virkeligheden et eksistentialistisk grundvilkår?
Jeg tror, at den virkelige grund til, at prostitutionsdebatten altid ender der, er, fordi vi er bange for det helt personlige ansvar; nemlig om vi – personligt – overhovedet er interesseret i at have prostitution i vores samfund.
For så bliver det straks en langt mere en penibel sag, når vi ikke bare kan skyde problemstillingen over på de prostituerede – om de så er frie aktører eller ofre – eller over på kunderne – om de så går til prostitueret, fordi det er synd for dem, at de ikke kan få sex andre steder, eller om de bare er frie, klamme svin. (For pudsigt nok, så er skifter aktør-offer-modellen fortegn alt efter, hvad side man politisk står på. Rød: Luder = offer, kunde = frivillig aktør/svin. Blå: Luder = frivillig aktør, kunde = offer for sin egen liderlighed/sociale situation/kapitalistiske verdenssyn.)
Det er synd for dig, basta!
Men hvad nu, hvis spørgsmålet om prostitution i stedet lød: Hvad mener jeg rent faktisk om, at sex er en vare, der kan købes og sælges?
Personligt er jeg imod, fordi jeg er lidt hippieagtig, når det kommer til sex og synes, sex burde være noget, der bliver udvekslet ligesom gaver mellem voksne, ligestillede mennesker. Andre har den mere kapitalistiske tilgang, at sex er en valuta, der alligevel altid bliver brugt til at købe sig ydelser og derfor kan der ligeså godt afregnes i kontanter.
Men jeg gad godt, at dét var debatten i stedet. Hvis vi rent faktisk personligt investerede vores eget syn på sex i debatten i stedet for altid at gøre det til de andres problem – ludernes og kundernes.
Og apropos, så viser offer-retorikken jo også sin begrænsning tydeligt i den prostitutionsdebatten, for hver eneste gang venstrefløjen eller Anne-Grethe Bjarup Riis forsøger at trække offer-mærkatet ned over hovedet på de prostituerede, så stejler de. Forståeligt nok, egentlig, for de færreste har vel lyst til at blive umyndiggjort i en offerrolle. De fleste føler jo netop, at de har truffet deres frie valg ud fra de forudsætninger, de havde.
Hvem siger ikke, at det i virkeligheden ikke er en vildt stærk beslutning at vælge at prostituere sig? Hvis man føler, man ikke har andre muligheder for at klare sig igennem, er det så ikke bedre at sprede benene, end at lægge sig ned og dø eller lade sine børn dø? Jeg ved da, at jeg ikke ville tøve to sekunder med at træffe det valg, hvis alle andre muligheder var væk.
Sagde jeg lige, at jeg ville prostituerede mig? Ja, jeg er faktisk ikke i tvivl, om at jeg ville gøre dét og rigtigt meget andet vildt ubehageligt og gå uhyggeligt langt for at overleve, hvis det blev nødvendigt. Jeg ville sikkert også myrde og torturere andre, hvis det var mine eneste ”valg”. (Jeg håber selvfølgelig, at jeg ville være en af de første, der ryger op af muren, hvis fascimsen kommer, men historien og statistikken taler for, at jeg lige så vel kunne være en af de mange, der ruller gardinerne ned, stikker sine naboer eller bliver ansat i en form for KZ-lejr.)
Den kugle, Joachim B. støder
Så er det ikke efterhånden på tide, at mennesker, der har valgt at lade venstrefløjshjertet råde, forstår, at selvom vi alle er afhængige af hinanden, kan hverken staten eller andre individer altså bære andres byrde for dem; for så fritager man dem fra deres personlige ansvarsfølelse? Og offerollen er nok i virkeligheden en af de tungeste byrder, man kan få lagt på sine skuldre, for den kan man aldrig smide fra sig igen.
Og kunne mennesker, der har valgt at lade det liberale hjerte råde, ikke ligeledes snart tage sig sammen til at erkende, at det er dét, de har gjort – og så se det positive i det!? I stedet for at se ned på mennesker, der har brug for hjælp, så kunne man jo vælge at være stolt og lykkelig over, at man har kunnet klare sig selv.
Tænk, at en tidligere elitesportsmand som Joachim B. Olsen ikke kan se, hvor heldig han har været – både at være født med den personlige styrke til at løfte kugler og sin egen byrde og samtidig have opbakning og sikkerhedsnet nok til at kunne kaste dem fra sig til alverdens sportsstævner uden derved at risikere at miste sit liv eller sit eksistensgrundlag.
Hellere en velkendt lort på skulderen end en ukendt under skoen
Jeg ved da godt, at for mange mennesker i Vesten bliver deres byrder ofte mest til psykiske begrænsninger. Mange tør ikke kaste dem fra sig, fordi de ikke stoler nok på, at der vil være noget andet og bedre til dem. Og de mennesker kan virkelig pisse mig af, fordi de holder sig selv nede og samfundet tilbage. Føler jeg.
Men igen, jeg ved jo ikke, hvorfor de ikke har mod og tillid til at turde tage et større ansvar for deres eget liv. Bare fordi jeg har været så velsignet at have fået det mod og den sikkerhed med i arv, så er det jo virkeligt ikke sådan for alle.
Eller også er andre bare mere dovne, det er jo faktisk en reel mulighed. Jeg finder bare aldrig ud af, hvad der er forklaringen, fordi jeg ikke kender din byrdes vægt. Og derfor prøver jeg ikke at dømme dig alt for meget. Det lykkes nogle gange og andre gange gør det ikke – for det er en del af min byrde, at jeg sgu heller ikke altid er så godt et menneske, som jeg gerne ville være det.