skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

april 2013
M T O T F L S
« mar   maj »
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
2930  

Kvinder, der rykker. Mænd, der dykker

12. april 2013   

Noget af det sjoveste ved kønsdebatten i de her år er at betragte, hvordan retorikken skifter, så snart adfærd skifter fortegn. Hvis kvinder pludselig begynder at excellere i noget, mænd traditionelt har ført i, er det er et tegn på samfundets forfald – hvis de er gode i skolen og får uddannelser, så er det, fordi hele skolesystemet er blevet feminiseret (hvilket underforstået er dårligt.) Og hvis mænd på deres side begynder at hente noget fra kvinders banehalvdel – tager barsel og står frem og taler imod prostitution, så er også de blevet feminiserede. Skrækscenariet om den bløde mand fra 70‘erne lever i bedste velgående side om side med angsten for den mandeædende, androgyne kvinde.
Det, der selvfølgelig er det sjove, er, at det en automatrefleks mod forandring. Som min (desværre ret stendøde) soulmate Kierkegaard sagde: Alle vil udvikling, ingen vil forandring.
Så de fleste kan godt holde lange brandtaler om, hvor meget det her samfund har brug for at rykke sig – især nu, hvor vi har krise. Men så snart forandringen begynder, så er det alligevel ikke så fedt længere, så dykker vi ned efter for længst afdøde dyder: Ej, så vil vi faktisk gerne bare tilbage til dengang, hvor kvinder var kvinder, og mænd ikke gad alt det pis.

Patterne op på forsiden
Min avis kører i dag eksempelvis ikke én, men to glimrende eksempler på den her tendens. Først dedikerer de hele forsiden af kultursektionen på at fortælle om et amerikansk produceret koncept, der er beregnet på at få unge mænd til at se nyheder – ved at pakke det ind i vold og afklædte damer og gadgets.
Nu led nogle af os måske af den vrangforestilling, at de fleste nyheder og medier i forvejen var pænt meget rettet mod netop den målgruppe, men det viser sig altså at være helt forkert! Uden at vi har lagt mærke til det, er medierne åbenbart også blevet feminiserede.
At TV 2 Zulu for et par uger siden kørte en ugelang kampagne for PAC – Patter, Action og Comedy – må altså så ses som et udtryk for, at drengerøvene var ved at blive glemt i mediebilledet. Godt, at nogen endelig tager dem seriøst!
(I øvrigt; hvorfor skal comedy altid mases ind i det der drengerøvshelvede af strippere og eksplotioner!? Hele stand-up-genren i Danmark lider i forvejen under, at alle over 25 tror, at stand-up kun handler om pik & patter. Hvad med et at lave et FUC-tema i stedet, Zulu? Forandring, Udvikling, Comedy!)

Masku.. maku… makulering? Hvaffornoget?
Det andet, min avis kørte i dag, var en kronik af sexologen Jakob Olrik. Her brokker han sig over, at kvinder er blevet for maskuliniserede – og det er dårligt, altså når kvinder bliver det.
Så bare lige for at opsummere: feminisering = dårligt, maskulinisering = godt. Maskulinisering af kvinder = dårligt, maskulinisering af mænd = godt.
Olrik gør sig altså i dagens Politiken til fortaler for, at vi skal have feminiserede kvinderne igen, så ringen er dermed sluttet: maskulinisering af mænd, skoler og samfundet generelt = godt, feminisering af kvinder og kødgryder = godt.
Nu er det ikke, fordi alt hvad han siger er direkte idiotisk. Egentlig pakker han sine reaktionære meninger meget pænt ind i en medlidenhed med den stressede, moderne kvinde, der ikke giver sig selv lov til at dovne og nyde livet (som i øvrigt ifølge Olrik også er maskuline dyder, men dem har kvinden altså ikke taget til sig – hun har kun maskuliniseret sig til stress og jag.)
Så lad os tage den straks: ja, moderne kvinder er formentlig latterligt meget mere stressede, bekymrede, deprimerede og angste end tidligere tiders kvinder.
Men – og det er med stort – MEN; det er en del af prisen for frihed!
Og jeg tror meget få kvinder har lyst til at blive svuppet tilbage i afhængighed af mænd for at slippe for at betale den pris – for omkostningerne er høje, men det er lønnen også. Helt bogstaveligt talt; vi får rent faktisk løn for det, vi laver nu!
(Og ja, den løn er stadig ca. 20 procent mindre, end den mænd får for det samme arbejde, og det kunne vel ikke tænkes, at det var en forklaringsfaktor for noget af kvinders stressbelastning, kunne det Jacob Olrik? At man som kvinde er nødt til at præstere mere end mænd for at opnå den samme fortjeneste? Og såfremt det er virkelig er en maskulin værdi at dovne og nyde livet, er det så måske noget, der er opstået som resultat af, at man får mere i løn for samme arbejde?)

Hvem der bare blev bollet i røven af Don Draper
Anyway, som sagt er Olrik egentlig ude på en – på overfladen – meget sympatisk mission; at få kvinder til at være mere kvindelige og slappe mere af, så vi alle sammen kan få mere kærlighed. Hvem kan være imod det?
Det kan jeg altså. For først og fremmest virker det mistænkeligt meget, som om ordet kærlighed i denne sammenhæng i virkeligheden er mere lig med “stabil forsyning af omsorg og fisse for mænd.”
Jeg er lidt i tvivl, om hvad kvinderne skal have ud af den kærlighed, udover selvfølgelig mandens stærke arme at hvile ud i. (Jeg er også i tvivl om, hvad kvinden ville have brug for at hvile ud efter, eftersom at betingelsen for at nå hen i bemeldte arme er, at hun først lærer at slappe af. Skal hun hvile ud der, efter hun har slappet af!? Og er mandens arme i øvrigt overhovedet klar til at tage imod hende, når kvinden har slappet af hele dagen, og han har stresset af sted med at forsørge dem begge?)
Olrik skriver: “Inderst inde drømmer vi om at være kærester på samme måde som dengang i de hotte 1950’er. Dengang myndige mænd blev tiltrukket som magneter af blødt kurvede, milde og rummelige kvinder.”
Øh, gør vi? Jeg er ikke i tvivl om, at nogle mænd elsker den 50’er-fantasi, der pt bliver fremstillet i Mad men-serien. Fordi de her (forhåbentligt få) mænd drømmer sig tilbage til en (fiktiv!) simplere tid, hvor mænd var tavse og myndige, og her er kvinderne nede på alle fire (ja, altså TV2 forholdt sig allerede for snart 30 år siden til den her problematik, og det faktisk lidt er pinligt, at der stadig popper mænd op og synger teksten uden strejf af Steffen Brandts ironi!)
Men igen, jeg har svært ved at tro, at ret mange kvinder ser Mad men og tænker: “Ej, gid det var mig, der ikke havde andet indhold i livet end mand og børn.”

Hey, jeg er mere end bare patter og andre bløde kurver
Olriks kronik er et fantastisk eksempel på, at nogle mænd virkelig ikke ønsker at forstå kvinders ståsted. Hvor er det egentligt sindssygt, at disse mænd kan tro, at kvinder bare går og drømmer sig tilbage til en tid, hvor kvinder havde det af helvede til; hvor de var umyndigtgjorte og ikke kunne udfordre sig selv gennem andet end mor- og hustrurollen.
Selvfølgelig, når det er sagt, drømmer mange sig jo i disse år tilbage til simplere liv og ser Bonderøven på tv. Og der findes sikkert også nogle kvinder (som ikke har sat sig ind i tingene) der fantaserer om at blive helt fri for ansvar, når det bliver for hårdt, og som sukker efter en mand til at samle alt ansvaret op. Men det er jo ikke det samme, som at kvinder generelt går rundt og ønsker den tid tilbage.
Jeg hverken kan eller vil tale for alle kvinder, for jeg tror der er rigtigt mange forskellige bud på, hvad kvinder drømmer om i dag – helt fra dem, der gerne vil gå derhjemme med børnene til dem, der gerne vil lede Danfoss, til dem der vil male til dem, der vil være der for andre osv osv osv. Og når det kommer til parforhold og børn er der vel også uendeligt mange forskellige drømmescenarier.
Personligt drømmer jeg om en mand, der kan rumme, at jeg også er et menneske. En mand, der ikke leder efter en kvindelig kvinde, men efter mig.
Jeg vil jo heller ikke have en mandlig mand, jeg vil have dét menneske med dén pik, som jeg finder allermest fascinerende – netop som menneske og som seksuelt væsen.
Og indtil videre har alle de mænd, jeg er faldet for, også været mænd med god kontakt til deres feminine sider. For interessant nok, så er feminine og maskuline værdier og egenskaber jo altså ikke medfødt sammen med bryster og nosser. De er up for grabs, vi kan alle tage så meget – eller så lidt – af dem, som vi vil.

Hvad om vi delte vand, vind og femininitet ligeligt?
Olrik har ret i, at vi pt lever i en meget maskuliniseret verden. Altså hvor de maskuline værdier hersker – som tempo, selvtillid, præstation, mens vi undertrykker de feminine værdier – følsomhed, og nærvær (og af en eller anden grund bliver han ved med at bruge udtrykket “sarthed”, som mest af alt lyder som en virkelig grim vægfarve.)
Men det er altså ikke bare kvinder, der undertrykker dem, det er samfundet som hele. Og det hjælper da bestemt ikke, at vi snakker om “feminisering” som et negativt ladet ord.
Skal det så virkelig være kvindernes opgave alene at genfinde de feminine værdier i et udpræget maskulint samfund?
Hvis vi antager, at det overhovedet kan lade sig gøre (hvilket det ikke kan, for vi er temmelig afhængige af den kultur, vi lever i, og selv de mest feminine kvinder får nok svært ved at gå barfodet rundt og dele blomster og følelser ud til personalemødet.) Så ville resultatet af, at kvinder igen blev mere kvindelige blot være, at samfundet kom til at stå helt stille – alternativt, at vi rykkede et par årtier tilbage rent udviklingsmæssigt.
Jeg er fuldstændig enig med Olrik i, at det ville være dejligt at få nogle flere feminine værdier i fokus, men de er nødt til at være der over det hele og ikke kun hos kvinderne. Og som sagt, jeg ser rigtigt mange dejlige mænd med god kontakt til deres feminine sider – nærværende, omsorgsfulde og bevidste om deres følelser.
Jeg synes, det er så fedt at leve i en tid, hvor vi kan dele og bytte de her værdier, så vi ikke hele tiden er forpligtet til kun at være den hvide eller kun den sorte side af yin-yang-ikonet.

Så kan du lære det, mand
Når det er sagt, så er de her mænd, jeg falder for, som er er i enormt god kontakt med deres feminine sider, ikke altid så pokkers interesserede i mig. Og det er nok et udtryk for den anden side af Olriks beklagelser. Jeg er nemlig en af disse maskuliniserede kvinder, der stormer frem på alle mandens traditionelle baner. Og det tror jeg faktisk, mænd har lidt svært ved at håndtere.
Olrik beskriver selv, hvordan han bliver irriteret og såret over at blive brændt af sin date, som har for travlt med sin karriere til at gå op i, hvordan han føler. Og hvor frustrerende det er, at hun hellere vil fokusere på sine egne interesserer i stedet for på at skabe familie med ham.
Hvis jeg – som kvinde – havde skrevet et kronik-forslag til Politiken, hvori jeg beklagede mig over, at en mand brændte mig af for sit arbejde, ikke var interesseret i at høre om mine følelser og ikke ville lave familie med mig… ja, så tror jeg sgu ikke, de havde trykt det, du.
Jeg tror den var røget over i what else is new-puljen. Det er jo sådan, mænd altid har behandlet kvinder – og i øvrigt stadig gør. Forskellen er bare, at nu gør kvinder det også. Nu vil kvinder måske også hellere have identitet gennem deres arbejde og deres venner end gennem deres familie. Er det partout en dårlig udvikling?
Og er det, at mænd også gerne vil have identitet gennem deres roller som kærester, ægtemænd og fædre ikke også en ret god udvikling? Det er da skønt med mænd – som Olrik – der står ved, at det er det, de vil.
Så hvorfor bliver det her altid tegnet så negativt op? For jeg ser det altså snarere som et udtryk for, at vi allerede er vokset enormt meget som mennesker og som kultur; at vi allerede har taget og givet meget af hinandens traditionelle roller og er ved at dele de feminine og maskuline værdier godt imellem os.

Det er da ikke, fordi dine frikadeller ikke er gode, Karsten, men…
Okay, jeg har selvfølgelig et bud på, hvor skoen trykker. Den trykker nemlig ret hårdt om pikken.
For ligesom udadvendthed og initiativtagning er maskuline værdier, er afventning og modtagelse feminine værdier, og det er vel svært (for kvinder som for mænd, men nok især for mænd) pludselig at befinde sig i den afventede position, når man er vant til altid at styre tingene.
Pudsigt nok snakker Olrik og mange andre i dagens samfund meget om, at kvinder skal være bedre til at slippe kontrollen. Men hvad nu, hvis det samme gælder for mænd? Hvad nu hvis, at samfundsudviklingen faktisk betyder, at det er mændene, der fremover kommer til at stå halvdelen af gangene med en fantastisk, planlagt middagsdate og modtager en opringning fra kæresten, der lige er kommet til at gå spontant i byen med pigerne!?
Alle kvinder har prøvet at stå i dén situation – og jeg tror efterhånden også de fleste (især yngre) mænd er ved at have prøvet det. Jeg kan simpelthen ikke se, at det er en begrædelig udvikling, at begge køn har et andet liv end deres partner.
Selvfølgelig skal vi stadig respektere den partner, og det vedkommende gør – for os og for sig selv. Men at tro, at løsningen er, at det igen er kvinderne, der står og venter, følelsesladede og nærværende på en virkelysten myndig mand, der er ude og gøre en forskel i verden, det er, undskyld mig, simpelthen at lukke lort ud! Med lort på.

Men hvad nu med Udkantsdanmark?
Og hold nu op med den der fanden, der altid bliver malet på væggene i de her situationer. Olrik holder nemlig trumfkortet og smider det; for grunden til, at det er frygteligt, at kvinder ikke er kvindelige mere, er nemlig de utroligt mange singler i dagens Danmark (og kvinder, der får børn uden – gisp – en mand.)
For singler er ligesom brudte familier jo stadig et tegn på, at det hele er ved at gå nedenom og hjem – godt nok ud fra nogle ret altmodische kristne ideer om til døden os skiller-kernefamilie, men stadig! Så derfor kan man altid i en presset situation komme ud af diskussioner med at true med, at dette og hint vil føre til flere brudte familier.
Og?
Helt ærlig, er vi ikke efterhånden gamle nok til at lade være med at dæmonisere fraskilte, enlige forældre og singler? At mange ikke lever i en traditionel kernefamilie behøver altså ikke at være et udtryk for en negativ spiral af sædernes forfald – det kan også bare betyde, at mennesker stiller kvalitetskrav til deres liv.
Jeg er personligt godt træt af at høre om alle problemerne med den singlekultur, som jeg jo er en del af. At der er for mange veluddannede singlekvinder i storbyerne og for mange ufaglærte singlemænd i Udkantsdanmark. Og det er underforstået, at det er et problem – et problem, jeg er delvist ansvarlig for, så det er vel nærmest min pligt at fedte min veluddannede popo fra København til Esbjerg for at samle en forsmået og fyret havnearbejder op for at rette op på den ubalance.
Det gider jeg sgu da ikke!

Ej altså, så skal jeg ligesom gøre en indsats for kærlighed, øv!
Og der tror jeg, vi har Olriks problem i en nøddeskal: Kvinder i dag vil hellere være alene, end de vil nøjes med en tilfældig mand. For den luksus kommer der nemlig af uafhængighed.
Hvilket vil sige, at hvis mænd i dag ikke vil være alene, må de til at oppe sig – hvilket pudsigt nok ikke er så fandens forskelligt fra, hvordan det altid har været, i gamle dage skulle mænd også præstere noget, hvis de ville have en ordentlig kone (og medgift.)
(Den eneste forskel fra dengang til nu, er, at overskudsmænd i gamle dage blev brugt som kanonføde i krig og ikke fik mulighed for at skrive indlæg i aviser om, at der ikke var nogle damer til rådighed til dem.)
Og det vil også sige, at de mænd, der i dag har så travlt med at jamre over kvinders manglende kvindelighed (læs: kvinders selvstændighed) måske i stedet skulle bruge energien på at lære sig ikke at se kvinder som én ting; som en samlet masse af kurvede former og kontrolbehov – og i stedet begynde at se ind i de helt unikke mennesker, hver kvinde er indeni.