skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

juni 2013
M T O T F L S
« maj   jul »
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930

Den blinde hverdagssexisme

16. juni 2013   

I går havde jeg en kronik i Politiken. Det var i forbindelse med Folkemødet, hvor jeg ligeledes holdt en skåltale over samme tema (den har jeg i øvrigt lagt op her.) Jeg havde frit valg på alle hylder i kønsdebatten til at skrive og tale om det, jeg syntes, der skulle siges. Jeg valgte at fokusere på (nogle) mænds grænseoverskridende adfærd.
Kunne jeg have valgt titusind andre ting at problematisere i kønsdebatten?
Ja, selvfølgelig. Men jeg valgte et problem, jeg personligt lige er blevet konfronteret med, fordi jeg synes, at de stærkeste argumenter oftest findes, når noget er kommet tæt på ens egen person.

Hvad så med negerne, hva’!? Har du overhovedet tænkt på negerne?
Når man vælger at fokusere på et område i en problemstilling, er det dog ikke det samme som, at man mener, at der ikke flere – og større – problemer. Jeg er bare så sindssygt træt af, at man ikke kan udvælge ét område i den danske kønsdebat – det være sig retten til at amme offentligt eller antallet af kvinder i bestyrelser – uden, at vi altid skal ende hos undertrykte kvinder i Afghanistan.
Hver evig eneste gang der bliver ytret noget i den danske kønsdebat, skal debattørerne høre for, at der er faktisk nogle, der har det værre!
Ja, for det er der altid! Hvis den logik gjaldt på alle andre områder, ville vi ikke kunne diskutere fattigdomsgrænser i Danmark uden at nævne de stakkels sultne børn i Afrika. Vi ville ikke kunne diskutere vores sundhedsvæsen uden at runde amputationer uden bedøvelse i Indien. Og vi ville slet ikke kunne brokke os over vejret uden at forholde os til alle de naturkatastrofer, der rammer andre, men aldrig rammer os.
Det er så latterlig en tilgang til en debat at råbe: “Du må ikke brokke dig over et spark i fissen, fordi andre bliver sparket i hovedet!”

En ny dag, en ny idiot
Når det er sagt, så tror jeg, at grunden til, at mange vælger denne respons, hver gang et kønsrelateret emne kommer op, er, fordi det er sådan en belejlig måde at affærdige problemstillingerne på uden nogensinde at være nødt til at rent faktisk at forholde sig til indholdet.
Og sådan er det jo med kønsdebatten i Danmark; det gælder altid om at finde argumenter, der kan affærdige den, i stedet for at forholde sig til alvoren.
Nu har jeg så valgt et emne som hverdagssexisme- og sexchikane, for det bliver der ikke talt ret meget om her i landet. Andre stedet i verden for eksempel i USA er det til gengæld ved at komme på dagsordenen. Blandt andet på grund af det her geniale projekt: everydaysexism.com, hvor kvinder skriver vidnedsbyrd fra helt almindelige kvindeliv, hvor seksuelladede kommentarer og objektiviseringer af deres kroppe er just another day in a life of the woman.
Sitet har endnu ikke en dansk underside, det burde den have. Eller faktisk ville det være bedre med en dansksproget side, så også dem, der ikke er så engelskkyndige, kunne fortælle deres historier fra et land, der jo er fuldstændig overbevidst om, at sexisme/sexchikane ikke eksisterer.

Det, du lige sagde!? Dét beviser jeg lige, at jeg ikke har hørt!
Min begrundelse for at skrive og tale om det, er at skabe større bevidsthed omkring den måde, vi omgåes. Jeg ved godt, at det ikke ændrer noget i adfærden hos den allerklammeste mandschauvinist, men jeg håber, at det måske kan gøre det hos de mænd, der bare aldrig har tænkt over, hvordan det føles at være det “svage” køn.
(Ligesom jeg i øvrigt også skriver og taler for at gøre kvinder mere bevidste om, hvordan vi behandler det “stærke” køn, så vi eksempelvis holder op med altid at overtrumfe deres følelser med vores.)
Men på en dag som i dag, hvor det skiftevis regner voldsomt, og solen skinner fra en klar himmel, kan jeg godt blive lidt i tvivl om den plan er dømt til at mislykkes. På den ene side har jeg det sådan, at hvis man bare kan ramme én person og få denne person til at tænke over sin adfærd og måske tilmed ændre den, så har man virkelig gjort meget.
På den anden side modtog jeg for et par timer siden denne mail:

Altså.. Det er jo lidt forvirrende for os ‘han-dyr’ at du tilsyneladende er
‘ægte’ rød-håret på politikens billede, endda med dejlige fregner!! ..
Men ‘blondine’ på din egen blog ??

Mht : “Hvorfor lærer vi ikke drenge, når de vokser op, at ‘du har et nej,
indtil du har spurgt ”
Måske : Fordi du ikke engang gad sætte et spørgsmåls-tegn !
Gjorde vi det .. Altså ‘spurgte om lov’ … Var der jo aldrig nogen af kønnene der fik noget som helst af hverken det ene eller det andet, vel ?
Og hvad ville ‘Livet’ SÅ være værd ??

Mvh Peter

PS :
Er det ikke lidt naivt at tro at du kan stå og vise 3-kanten frem, i
Politiken, for hele Kongeriget OG samtidigt bestemme hvilke billeder
det skaber i hovedet på beskueren ?

Suk.
Det er virkelig op ad bakke at prøve at ændre menneskers bevidsthed. Heldigvis har jeg lige ramt et øjeblik, hvor solen skinner, så jeg vil slutte positivt med de uddødelige ord fra John Newton, den tidligere slavehandler, der blev slavemodstander og var med til at få slaveriet afskaffet: “I once was blind, but now I see.”

Kroniken Live (Skåltale ved Folkemødet)

16. juni 2013   

For toenhalv måned siden viste jeg det øverste af mit venusbjerg på forsiden af Politiken. Det har jeg ikke tænkt mig at gøre i aften – det vil jeg bare sige med det samme, hvis nogen sidder og forventer et liveshow.
Men jeg vil gerne tale om nogle af de reaktioner, jeg har fået på billederne af mine kønshår. For der var rigtig mange reaktioner. Som Ditte Giese fra Politiken sagde til mig i sidste uge: “Sanne, du har Danmarks pt mest omtalt fisse.”
En lidt tvivlsom ære, egentlig, men jeg nægter også at tro på det, før jeg har set min fisses kloutscore.

Reaktionerne på billederne var som sagt ret overvældende. Heldigvis var langt de fleste positive. Jeg har fået rigtigt mange mails fra kvinder og mænd i alle aldre, der har været glade for, at nogen endelig turde tage debatten.
Men der har selvfølgelig også været andre reaktioner, og det er dem, jeg gerne vil tale om i aften.
Negativ respons på den aktion var naturligvis uundgåeligt. Jeg havde ikke lavet de billeder, hvis jeg troede, at alle bare ville syntes, at det var helt fint – for så var der ligesom ingen pointe med det.
Men jeg må sige, at jeg alligevel er lidt overrasket over, hvem den negative respons er kommet fra. Jeg har fået præcis nul – ingen, ikke en eneste – vred besked fra en kvinde. Og det på trods af, at det jo er op mod 90 procent af alle unge kvinder, der fjerner kønsbehåring. Men på en eller anden måde har de forstået, at pointen med aktionen var at problematisere den kulturelle ensretning af skønhedsidealerne – og har altså ikke følt sig ramt på deres egne… ja, fisser.

Til gengæld har jeg fået rasende henvendelser fra en del mænd. Typisk formuleret noget i den her stil: “Du skal ikke bestemme, hvordan kvinder skal se ud dernede!”
Nej, det skal jeg ikke – men du skal da slet ikke – og det lyder det lidt, som om du gerne vil nu.
Filosofen Foucault har sagt om seksualitet, at det er biologisk, at vi har en seksualitet, men hvad vi tænder på, det er kulturelt.
Min bekymring er, at unge mænd, der har fået hele deres spirende teenageseksualitet grundlagt på baggrund af internetpornoens glatbarede silikonedukker vil få det svært ved at tænde på rigtige og naturlige kvinder.
De her meget vrede reaktioner fra mænd har kun bekræftet den antagelse. Jeg mener, så meget vrede kan da kun forklares med, at der er nogen, der går rundt frygter en lille smule for deres rejsning.

Så de seneste par måneder er jeg blevet kaldt klam og ulækker af rigtigt mange mænd – og der er også en hel del, der har sagt og skrevet, at de i hvert fald aldrig ville gå ned på sådan en behåret måtte som min. Og det er lidt utroligt, at det skal være nødvendigt at sige: Men det tilbud var heller aldrig på bordet!
Og det leder mig frem til den anden type reaktioner, jeg har fået på billederne. Det var reaktioner, jeg lidt naivt ikke var forberedt på. De kom nemlig fra nogle, der må have siddet og tænkt: “Ja, har Politiken lært noget af den avis, de deler bygning med, side 9 pige – nu på forsiden. Det er det, vi har manglet alle årene.”

Og så begyndte det at vælte ind med mails. Fra mænd i alle aldre, der gerne ville tilkendegive deres begejstring for en “naturlig kvinde.” Jeg har taget et par stykker med, som jeg gerne vil dele med jer:

Christian skiver:
Nu sender jeg måske ikk det bedste indtryk. Men frækt at vide du har hår på din hehe *smiler*

Allerede i det, han skriver det her, er han jo faktisk klar over, at jeg ikke vil bryde mig om det – fordi det jo er over grænsen for, hvordan man kan tillade sig at tale til en kvinde. Men han har sikkert ræsonneret; hvis Blachman må, må jeg også.

Så skriver Viktor:
Jeg tror det ku være genialt hvis du lavede nogen helt naturlige nøgenbilleder med en fotograf i nogen grønne omgivelser som havde en lidt vild natur. Så der skabes et samspil mellem din naturlige nøgne krop med din flotte røde dusk, og den uspolerede natur.

Det viser sig ikke overraskende, at Viktor faktisk er amatørfotograf.

Og endelig skriver Jannick:
Du er meget smuk sanne. Vil du lade mig se et foto af dig, hvor du er nøgen..

Ja, så bliver jeg jo helt ked af, at jeg ikke fik Viktor til at lave nogle naturbilleder af mig, for jeg ligger ikke inde med den slags billeder, for hvis jeg gjorde, ville jeg da naturligvis straks have sendt dem til en vildt fremmed mand på den anden side af cyberspace.

Da de her henvendelser begyndte at rulle ind, tænkte jeg: “Hey, det er ikke så underligt, jeg var ikke forberedt på det, men det er ikke underligt: Jeg er en kvinde, der er offentligt kendt, og jeg bruger min krop til at sige noget om seksuelle emner.”
Men så slog det mig. Jeg fik faktisk også de her reaktioner, inden jeg begyndte at bruge min krop til at sige noget om seksuelle emner.
Jeg fik faktisk også de her reaktioner, inden jeg blev offentligt kendt.
Jeg får de her reaktioner alene, fordi jeg er en kvinde.
Ja, jeg får dem i større målestok nu, men jeg har fået dem lige så længe, jeg kan huske.
Da jeg var de der 13-14 år gammel, var jeg engang ude at køre med min mor, og vi holdt ind på en rasteplads langs en motorvej for at tisse. Der kommer så den her mand i mod os, som har stået og tisset – op af toiletbygningen – og han havde åbenbart tænkt: Hey, de skal da ikke gå glip af det her apparat.” Så det valgte han ligesom at have hængende fremme, mens han gik hen imod os og stirrede på mig og sagde til min mor: “Skal dig og din smukke datter ikke have et kig på den her?”
Og min mor, som heldigvis aldrig har været nem at imponere, tog et kig ned og sagde: “Nej, tak, vi har set elendighed nok.”
Hvorefter det gik op for hende, at vi sådan set var i en lidt udsat position, så hun skubbede mig ind i bilen igen og låste os inde. Hvilket ikke var nødvendigt, for alt luft var gået ud af manden og ballonen.

Men det er sådan det er at have en kvindekrop. Det er ikke bare det, at jeg kommer ind i et rum, og mændene der står derinde lige på indersiden af deres hjerneskal laver en vurdering af ku’ godt – eller ku’ ikke. Nogle af dem føler sig også i deres gode ret til at dele udfaldet af den vurdering med mig.
Det er meget svært at forklare det her med, hvordan det føles at være et objekt. Fordi det meste af tiden opfatter man jo sig selv som et handlende subjekt.
Men så lige indimellem, så får man som kvinde lige trukket den forestilling væk under sig. Det behøver ikke engang være en klam seksuelladet kommentar, man får. Noget jeg har oplevet rigtigt meget i mit liv, er at stå et tilfældigt sted i en bar, ved et busstoppested, i en bagerbutik – og fremmed mænd er kommet hen til mig og har sagt variationer over: “Du skulle smile noget mere. Du ser så sur ud, du være så køn, hvis du bare smilede lidt mere.
Og jeg har aldrig fået lyst til at smile efter sådan en kommentar, tværtimod.”
Men det er først lidt på afstand, at jeg egentlig forstår, hvorfor jeg bliver så vred over det. Netop fordi jeg bliver reduceret til et objekt.
Andre mennesker – mænd – føler, at de har ret til at kommandere rundt med mit humør, mine følelser, min krop – bare fordi jeg tilfældigvis befinder mig i det samme offentlige rum som de gør.
Og de føler sig jo i deres gode ret. Fordi kvinders kroppe bare er åbne for kommentarer – altid. Så følelsen at være et objekt kan bedst beskrives som følelsen af, at man er 90 procent subjekt og 10 procent andres menneskers påklædningsdukke.

Jeg ved godt, at når jeg står og snakker om de her ting, vil nogle af jer sidde og tænke: “Ku’ du ikke have brugt din taletid til at tale om de virkelige kønsproblemer i Danmark, de politiske problemer – som manglende ligeløn, prostitution eller vores skodbarselslovgivning?”
Men som jeg ser det, får vi aldrig løst de politiske problemer, før vi får styr på den helt fundamentale omgangstone mellem kønnene. Vi kan ikke bygge ovenpå et fundament, der ligger skævt.

Og så ved jeg også godt, at der nok sidder et par stykker nede blandt jer lige nu og tænker: “Årh, hold da op med dit brok! Du skal da bare være taknemmelig for, at der er nogen, der gider knep’ dig.”
For det er jo standardreaktionen, når man som kvinde problematiserer objektiviseringen af sin egen krop.
Men det føles bare ikke som en kompliment, at vildt fremmed mænd skriver eller kommer hen til mig og kommenterer min krop og siger, hvad de gerne vil gøre ved den.
Det føles grænseoverskridende, det føles invaderende og værst af alt føles det, som noget jeg bare skal finde mig, bide i mig og stikke et smil frem.

Og jeg er ikke engang specielt udsat. Det gik op for mig så sent som i tirsdags. Jeg stod på et gadehjørne med min kønne komikerkollega, og vi stod i koncentreret samtale om vores respektive karriere, vi stod med hver vores cykel og var egentlig på vej til at sige godnat. Pludselig lyder en snøvlende mandestemme: “Hejsa dejlige piger.”
Jeg kender den slags stemmer så godt, så min automatrefleks er at kigge op på denne fyr, der kommer vaklende imod os og sende ham det her blik.
Dræberblikket.
Det virker stort set altid! De fleste mænd bliver helt små og bakker væk og mumler noget om, at man er en kælling. Og det har jeg det fint med.
Jeg har levet på Hanne-Vibeke Holsts motto det meste af mit liv: Hellere kælling end kylling.
Men min kollega er ikke en kælling, hun er en sød, køn pige og hun bliver helt dårlig over min kontante afvisning af denne fyr, så hun siger udglattende: “Jamen, vi står bare lige og snakker.”
Hvilket jo får ham til at tro, at han og hans guldølsånde er velkommen i vores selskab. Så han går helt tæt hen på hende, lægger armene rundt om hende bagfra, griber hende praktisk talt på brysterne og spørger, om hun ikke skal med ham til fest.
Hun siger meget klart, “det der synes jeg faktisk er ret grænseoverskridende”, men han hører hende ikke, så jeg siger: “Nu fucker du af, kammerat.”
Og det gør han så heldigvis, mens han meget højt råber “kællinger.”
Jeg var ret vred over det, men min kollega sagde: “Nå, ja, men når man har så store bryster som mig, så er der bare altid nogen, der tager på dem.”
Og så trak hun på skuldrene. C’est la vie.
Men jeg vil altså ikke trække på skuldrene over den slags. Og jeg vil heller ikke stå her og sige, at mænd må forstå, at “et nej er et nej.”
Vi må holde op med at fortælle mænd, at de kan opføre sig som det passer dem, indtil der bliver sagt nej.
Reglen skal laves om! Det hedder: Du har et nej, indtil du har fucking spurgt!
Og måske skal jeg lige tilføje et lille stykke 2 til den her regel, for hvis det, du spørger om, er om, du må se et nøgenfoto eller foretager dig andet tilsvarende grænseoverskridende over for et menneske, du aldrig tidligere har mødt, så har du intet forstået af almindelig god opførsel.
Og så fortjener du at blive hængt ud og latterligggjort, Jannick Andersen fra Odense.
Skål