skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

juli 2013
M T O T F L S
« jun   sep »
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
293031  

Den lille racist indeni

13. juli 2013   

Nu blev jeg igen beskyldt for at være racist. Det er jeg blevet et par gange i min karriere, og det gør lige ondt hver gang. Men det er sådan noget, man risikerer, når man prøver at sætte tingene på spidsen. (Og i øvrigt er så bleg, at man kunne blive optaget i KKK uden lagen på.)
Denne gang var det, fordi jeg sammenlignede sexisme med racisme. Og jeg syntes sådan set bare, at det understreger min pointe om, at vi ikke tager sexisme alvorligt, når nogen opfatter mig som racistisk, fordi jeg sætter ordet “neger” ind i stedet for ordet “kvinde”. For fy sådan noget må man ikke sige om dem med en anden hudfarve, men dem med patter – de skal bare tage det, skal de.
Men ja, jeg er faktisk racist…
Jeg er i øvrigt også sexist og fordomsfuld over for alle, der har en anden religion, kulturel baggrund eller seksuel præference, eller som bare kommer fra en landsdel, hvor man ikke udtaler d’er som j.
Er det noget, jeg går rundt og blærer mig med? Nej da, jeg ville faktisk foretrække at give indtryk af, at jeg er utrolig large og kulturrelativistisk og åben over for alle, der er anderledes end mig selv:
“Hey, man, jeg er bare så BFF med min slagter. Seriøst, vi kommer så godt ud af det med hinanden, selvom han er fra Pakistan eller Tyrkiet eller Iran… jeg ved det ikke lige, men vi klikker bare totalt!”

Min fordom er, at jeg ingen fordomme har
Så den historie ville jeg gerne fortælle. Men samtidig kan jeg også godt lide at læse bøger om hjernen. Og de fortæller en helt anden historie; om en hjerne, der slet ikke kan lade være med at være fordomsfuld. (Start med Blink af Malcolm Gladwell, hvis du vil vide mere om din hjernes krumspring bag om din ryg. (Og ja, jeg snakker om den bog hele tiden.))
Dette er et utroligt dumt paradoks, som jeg har overvejet at løse ved at lade være med at læse flere bøger. Så ville jeg – som mange kulturrelativister – kunne bilde mig selv og lejlighedsvis også resten af verden ind, at jeg skam ikke var påvirket af stereotyper og den slags, som kun den uvidende pøbel lader sig styre af.
Desværre har jeg også læst et sted, at dem, der tror, at de er hævede over stereotyper og andet kulturelt bias faktisk ofte har en tendens til at være endnu mere fordomsfulde – i hvert fald i forskningsforsøg. (Og i alle samtaler, jeg har haft med sexister, der i en og samme sætning kan sige “nu lever vi jo i en helt ligestillet verden, så jeg har i hvert fald ikke nogen fordomme om kvinder, men mænd og kvinder er bare forskellige, altså det er jo faktisk bevist, at mænd er klogere, ikk’oss’!”)
Så derfor prøver jeg i stedet at stå ved det; ja jeg er dybt, dybt påvirket af de fordomme og stereotyper, min kultur udsætter mig for. Og jeg bruger derfor ekstrem meget refleksionstid på at prøve at blive bevidst om dem – samtidig med, at jeg sikkert kun kan se en lille top af et meget stort isbjerg af fordomme og latent had.

Jeg giver ikke hånd til en sabeltiger, det gør jeg bare ikke!
Derfor syntes jeg, at diskussionen om censoren, der ikke ville give hånd til de kvindelige studerende, var interessant. Han sagde nemlig selv, at den forskelsbehandling i mødet med de studerende ikke påvirkede hans evne til at vurdere dem alle på lige vilkår fagligt.

Kære søde censorven, ligegyldigt om du gav alle som én hånd og kindkys og næsegnub ville du stadig ikke være i stand til at vurdere dem alle lige. For det kan vi ikke. Vi kategoriserer mennesker og alt, hvad vi ellers møder, efter et system af tidligere erfaringer og kulturelle fordomme.
Og uanset censorens begrundelse for ikke at ville trykke hånd med nogle af de studerende (her desværre religiøst, hvilket jo har afsporet debatten i retning af islamofobi og almindelig god gammeldags fremmedhad, fordi heller ikke kritikerne af denne sag er bevidste om deres fordomme) så er det altid et problem, når man gør andre opmærksom på, at de er anderledes. Det trækker nemlig stereotyperne på banen.

Stereotyper og fordomme er snedige mønstre, vores hjerner opfinder for at lette vores hverdag. I stedet for at skulle forholde os helt blankt til alle og alting, vi møder for første gang, giver mønstrene os mulighed for at handle med det samme. Hvilket er en fordel, hvis det, vi møder, er en sabeltiger. Vi har godt nok aldrig mødt denne specifikke sabeltiger før, men vores fordomme om sabeltigere gør, at vi løber væk med det samme i stedet for at vente og se, om også denne sabeltiger vil leve op til fordommene om sabeltigere (og det er, at de vil æde os, hvis du var i tvivl.)

Doven; helt ind til hjernebarken
Mere kompliceret bliver det selvfølgelig, når den, der står over for os, ikke umiddelbart er farlig. (Medmindre man virkelig er så bange for negere, at man tror, at også de vil æde en, men så skal man nok begynde på sin medicin igen.) Det stopper dog ikke hjernen i at fortsætte fuldstændig samme adfærd.
Fordi hjernen grundlæggende bare er pissedoven og i øvrigt ikke bryder sig om at skulle ud på usikker grund. Så vores ugidelige og nervøse hjerne får os altså til at behandle alt nyt, vi møder, som noget gammelt og genkendeligt.
Igen er det vældigt smart, at man ikke skal bruge en hulens masse energi på at afkode et nyt stykke landevej, men kan hente konklusioner fra sin tidligere erfaringer og fra køreprøvens teoribog og derved regne med, at et sving også her på den nye vej betyder, at farten skal lidt ned. Og det er automatiseret i en grad, så hjernen faktisk slet ikke gider ulejlige bevidstheden med den form for mønstergenkendelse.

Af-sløret!
Problemet er bare, at det gider hjernen heller ikke, når mønstergenkendelsen fortæller os, at hende med den mørke hudfarve nok er dårlig til dansk – ergo lidt dummere – undertrykt og -kuet og formentlig fra et socialt belastet område.
Jeg så engang Asmaa Abdol-Hamid spille på den her fordom, og jeg var chokeret over at se, hvor chokerede alle andre blev.
Hun gik ind på en scene med slør på og nedslået blik og begyndte på knapt hørligt, stammende dårligt dansk at fortælle om, at hendes forældre ville have hende til at gifte sig med hendes fætter. To minutter inde i historien, stoppede hun midt i sætningen, så direkte ud på publikum og sagde højt og klart på fejlfrit dansk: “Ja, det er jo sådan, danskere gerne vil se os kvinder af anden etnisk herkomst, ikke?”
Der lød et kollektivt gisp i salen, og luften blev nærmest trukket ud af lokalet, så det i et par sekunder føltes som at stå i et vakuum, hvorefter publikum brød ud i forløsende latter og klapsalve.
Ha ha, hun fik os.

Du er undtagelsen, der bekæfter, at jeg er en fordomsfuld idiot
Personligt var jeg lidt irriteret over hendes idé, inden jeg så publikums reaktion. Jeg syntes, at hun i stedet for at gøre opmærksom på fordommen, bare skulle gå direkte ind og afkræfte den. Bare gå ind og være sig selv. Så ville publikum jo hurtigt opdage, at hun ikke levede op til deres fordomme.
Eller ville de?
Efter den oplevelse er jeg faktisk blevet i tvivl. For jovist, nogle ville sikkert være blevet bevidste om deres fordomme, men det ville sandsynligvis være et fåtal. De flestes hjerner ville vælge at opfatte denne oplevelse som en abnormali og blot lave en underkategori til den stereotype fordom om, at alle-indvandrerkvinder-er-undertrykte undtagen Asmaa Abdol-Hamid.
Faktisk kan undtagelsen hurtigt komme til at bekræfte reglen – det er i hvert fald den erfaring, man hurtigt gør sig som kvindelig komiker:
“Kvinder er normalt ikke sjove, men du er sgu ret sjov.”
Underforstået: Der må være noget særligt ved dig – for det kan umuligt være min fordom om kvinder, der er noget i vejen med.
(De seneste år har jeg også hørt mænd sige følgende sætning ret mange gange: “Kvinder er ikke sjove, bortset fra Linda P, men hun er også lesbisk, så det tæller ikke.”
Øh? Så lesbiske er ikke kvinder!? Og evnen til at være sjov sidder direkte koblet op på ens seksuelle præferencer eller hvad!?
(Dumt at stille det spørgsmål, for der nok skal være folk, der så vil forsøge at fabulere teorier frem om det: “Jamenæh… det er jo, fordi at øhh.. nå ja, kvinder tænder på humor, ikke? Så derfor er det vigtigere for mænd og lesbiske at være sjove end det er for hetereoseksuelle kvinder at være det. Så derfor er vi også sjovere jo.”
Aha! Og så har man så fint lavet en teori, der stadfæster ens oprindelige fordomme og igen ignorerer de horder af sjove kvinder, der har eksisteret fra Liva Weel til Lisbeth Dahl – kvinder, der var/er så udpræget heteroseksuelle, at de skam ikke kunne nøjes med kun en mand…))

Hej, jeg er blond og dum og feminist og æder mænd til frokost
Så nu har jeg ændret mening: Asmaa Abdol-Hamids happening var en genistreg, fordi hun tvang alle i publikum til at blive konfronteret med deres hjerners dovne tilgang til fordomme.
Jeg er bare irriteret over, at det er nødvendigt. For sagen er jo, at det ikke kan bruges til andet end en sceneperformance i ny og næ. Vi kan jo ikke overføre det til hverdagen.
Vi kan ikke alle overspille stereotypen om os selv de første par minutter af hvert eneste møde med et nyt menneske, for derefter at kalde den, så de får skubbet deres fordomme helt frem i bevidstheden og kan overskrive dem med en mere ærlig opfattelse af os.
Det ville være et ulideligt mas, og ville sandsynligvis blot føre til, at folk blev vildt irriterede, så i stedet for at stereotypisere mig som en sød lidt naiv blondine/fissefeministisk mandehader, ville de blot smide mig ind i en kategorien af narcissistisk personlighedsforstyrrede røvhuller (og derudover også beviseligt naiv.)

Du er, hvad de andre tænker
Så vi er bare nødt til at finde os i, at andre har fordomme om os – som vi ikke har nogen indflydelse på, ligegyldigt nærmest hvad vi gør. Derfor havde jeg i mange år selvhjælpssloganet what others think of you, is none of your buisnees hængende på køleskabet. For at minde mig selv om, at det ikke kan betale sig at blive frustreret over at blive sat i en bås – og at jeg skal prøve at lade være med at lade mig påvirke af det.
Ha! Det kan man ikke! Det er min forretning, hvad andre tænker om mig. Om jeg vil det eller ej.
Og det er faktisk der, problemerne med stereotyper for alvor opstår. For én ting er, hvad andres hjerner har travlt med af dovne kategoriseringer. Noget helt andet er, at vi har meget svært ved selv at sætte os udover det.
Hvis man eksempelvis beder studerende om at forholde sig til deres køn, inden de besvarer en matematikprøve – det kan gøres så simpelt som at bede dem krydse af i et felt, hvor der står ”mand eller kvinde” – så scorer kvinderne dårligere i prøverne, end hvis de ikke bliver mindet om, at de er kvinder.
Hvorfor? Fordi der er en negativ fordom om, at kvinder er dårligere til matematik, og når de bliver husket på, at de jo er kvinder, bliver deres hjerner også indirekte primet til at køre efter fordomspakken.
Så efter min mening er det decideret tarveligt at kønsprime elever lige inden deres eksamen – især i mundtlig matematik, som det var tilfældet i sagen med censoren, der ikke ville give hånd til de kvindelige studerende. (Helt ærligt; hvis han havde brugt fem minutter på at blive bevidst om sin egen rolle som censor – i stedet for at lade hjernen automat-opere på gamle mønstre – så havde han da bare sørget for at blive siddende bag ved det grønne bord og ladet være med at give hånd til nogen. I de fleste elevers fordomme er censorer alligevel udeltagende, tavse typer, der sidder og glor ned i bordet og piller næse under hele eksamen, så han skulle virkelig ikke anstrenge sig meget for at leve op til den fordom.)

Det er en indvandrer. En muslim. EN BOMBE!
For det er slemt nok, at vi ikke selv er klar over, at vores dovne hjerner dagen lang fraholder os fra at se den verden, der i “virkeligheden” ligger foran os – men bare giver os en referat af tidligere erfaringer med selvsamme verden. Det er ærgerligt og lidt kedeligt. Men det er straks langt værre, når vores hjerner faktisk selv skaber den virkelighed, som den forventer at se.
Og det er derfor, at jeg prøver at stå ved mine racistiske fordomme. For hvis jeg ikke holder mig for øje, at jeg – uanset om jeg vil det eller ej – kulturelt er præget til at tro, at dem med mørk hud er dummere, dovnere og sandsynligvis gemmer en bombe under tøjet, så vil min hjerne alligevel få mig til at opføre mig derefter.
Så nu prøver jeg i stedet helt kejtet at irettesætte min hjerne, hver gang jeg står nede ved slagteren; ja, han taler dårligere dansk, men han er stadig et menneske ligesom mig, og selvom der ligger en brochure med arabiske tegn på disken, så kan det jo være, at han er kæmpefan af Nik & Jay, for hey: jeg ved jo faktisk ikke en skid om ham!