skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

december 2013
M T O T F L S
« nov   jan »
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  

Så lad os snakke lidt om mandehad

8. december 2013   

Mit seneste show hedder ’Mandehader?’ Der er et spørgsmålstegn bagefter, fordi showet handler om at undersøge, hvorvidt jeg egentlig hader mænd. Det har derfor også undertitlen; ”et show om at være alt for glad for pik”. Fordi sandheden jo er, at det er svært virkeligt at hade nogen, man begærer så meget.
Men det er også svært ikke at hade nogen, man begærer så meget!
Det er begærets tveæggede sværd. På den ene side vil jeg så gerne ejes og overtages fuldstændig af en mand – på den anden side hader jeg ham for at få mig til at føle mig så magtesløs.
Det er derfor, seksuel tiltrækning opfører sig som en magnet. Den ene pol gør alt, hvad den kan for at tiltrække sig hans opmærksomhed, den anden gør alt, hvad den kan for at skubbe ham væk igen.

Seriøst? Er mænd også mennesker!?
Nu kan jeg jo være det eneste menneske i verden, der har det sådan med det modsatte køn. I så fald beklager jeg den voldsomme overshare. Men jeg tror nu, at mange kan genkende det. Faktisk er min teori, at grunden til, at der findes såkaldt vrede, hvide mænd – altså mænd, der hader kvinder, og som typisk sviner feminismen til – er fordi disse mænd simpelthen føler sig magtesløse over for de kvinder, som de på én og samme tid alt for gerne vil have og samtidig ikke vil være så afhængige af.
Jeg tror også, at det er derfor, at der sommetider kan anes et mandehad blandt feminister. Fordi de fleste heteroseksuelle kvinder også har det latente had til mænd i sig.
Men personligt er jeg nok i virkeligheden blevet feminist for at minde mig selv om, at mænd også er mennesker og skal behandles lige med kvinder. For jeg har da totalt den trang til at generalisere og håne mænd; den trang som kvinder i flok hurtigt forfalder til: ”Ih, altså mænd, de er håbløse! Du kan ikke stole på dem. De er nogle svin.” Og hvad kvinder ellers japper udad af pinlige stereotype generaliseringer baseret på enkelte erfaringer med det modsatte køn.
Derfor er det også mit indtryk, at de fleste kvinder med det behov hurtigt siver ud af feministkredse igen. Det er svært at insistere på retten til at svine mænd til samtidig med, at man kæmper for, at kvinder skal behandles ordentligt.

Det er så typisk (indsæt selv mand eller kvinde efter behov) ikke at tage hensyn
I stedet sidder disse kvinder så i deres Sex and the City-brunch-opstillinger og hyggehader på mænd. Ligesom mændene ditto står i omklædningsrummene efter Serie 5-fodboldkampen og enes om, at der er så meget kvinder ikke forstår. Hø hø.
Jeg hader det pis, og jeg gider ikke selv deltage i det. (Ja, det er faktisk helt utroligt spændende så langt, man kan nå omkring i samtalerne men sine veninder, når der ikke er en penis involveret i snakken hele tiden!)
Men jeg forstår godt, hvorfor nogen har det behov. Ligesom jeg desværre også godt forstår kvinde- og mandehad på samfundsplan. Fordi det handler om den afmagt, det andet køn skaber hos en.
Forleden hængte jeg ud med en lesbisk, der stod og svinede kvinder til. På den der måde, mænd plejer at gøre det på. Dybt frustreret over alle kvinders små spil og kvinders evige følelsesfnidder.
Og jeg nænnede simpelthen ikke at prikke hende på brysterne og sige: ”Ømen, du ved godt, at du selv har to x-kromosoner, ikke?”
Fordi hendes frustration var jo lige så dybtfølt, som når jeg bliver frustreret over mænds små spil og mænds evige følelsesfnidder.

Fra dengang kvinder var mænds ejendele
Sandsynligvis er det uundgåeligt, at vi generaliserer om og hader på dem, vi tiltrækkes af. Men problemet for mænd – og dermed også for kvinder – i disse år er bare, at deres had er mere velbegrundet.
Historisk set har det været kvinder, der har haft den dårlige hånd i det seksuelle spil. Hun havde ingen magt over hverken sin egen krop eller ægteskabelige position. Groft sagt byttede og solgte mænd kvinder som en slags udvidet poker: ”Jeg ser dine fire geder og hæver med min datter.”
Kvinder, der ikke kunne håndtere deres fysiske tiltrækning til mænd, blev anset som faldne kvinder, og børn født uden for ægteskabet havde kun konsekvenser for moderen.
Halleluja for p-pillen, aborten og ligestillingen! Kvinder i dag bøjer sig slet, slet ikke nok i støvet for de tre ting, fordi alle født efter 60’erne ikke aner, hvordan det var, dengang al interaktion mellem kønnene, var kvinders ansvar og deres kroppe, der mærkede konsekvensen.

Til i dag, hvor kvinderne ejer mændene
I dag har kvinderne fuldstændig magten over vore egne kroppe, vores reproduktion og vores relation til mænd. Det er helt frivilligt, om vi vil indgå i et forhold, for vi er ikke dårligere stillet, hvis vi lader være. (Og ikke sjældent tænker man som singlekvinde, at man faktisk er bedre stillet uden at skulle diskutere rengøring hele tiden.)
Men det er mænd! I løbet af små 70 år er magten mellem kønnene i den seksuelle relation fuldstændig vippet over. Vi er gået fra, at mænd bestemte alt – og kunne løbe fra ansvar som det passede dem – til at det i dag er kvinderne, der bestemmer alt. Og kan tvinge mændene til ansvar, eller vælge dem fra som det passer os.
Ikke underligt, at mænd er frustrerede. Kulturelt set er de jo stadig opvokset med en idé om, at manden skal være den magtfulde. Og så ser han sig om i et samfund, hvor han ingen muligheder har for at få den magt – og derved er han ikke rigtigt en mand.
Kun de færreste mænd bliver topchefer, og alle andre må så derfor kompensere ved at indhente magtens materielle substitut, nemlig kolde kontanter. Ergo skal der arbejdes hårdt, så der står en fed bil i garagen, og alle (især kvinderne) derved kan se, at han altså er en mand.
Mand nok til at få en af de kvinder, han længes så meget efter.

That don’t impress me much
Men så kommer problemerne. For de der kvinder er jo ikke længere nogle, der lader sig imponere af fede biler og kolde kontanter. Ikke i længden i hvert fald. De vil selv bestemme og har tilmed deres egne penge. Så måske lykkes det overhovedet ikke for manden at få tiltrukket sig nogen kvinders opmærksomhed, og så er der god grobund for at hade de emanciperede små kvindesvin.
Eller også lykkes det ham at få scoret sig en, men hun er stadig et selvstændigt væsen, der kører sit følelsestyrani og manipulerer, så hun ender med at bestemme alting. Og han kan ikke finde ud af at sige fra, fordi han så gerne vil hende. Så hader han hende uudtalt for det, og derfor er det meget rart at kunne grine af de dumme kvinder, når man står nede i omklædningsrummet.
Her er lige et new flash til mænd: Kvinder har det altså på nøjagtigt samme måde med mænd! Vi bliver også frustreret over at blive valgt fra og føler os manipuleret med i forhold.
Forskellen er bare, at vi har bedre muligheder for at leve uden en mand i dag.

Far, mor og børn – minus far
Jeg har ikke så få kvindelige bekendte, der har en udløbsdato for, hvornår de vil have børn. ”Hvis jeg ikke har en mand, når jeg er 38, så går jeg ned i sædbanken og ordner det selv.”
Skal vi lige snakke om et sted, vi overhovedet ikke har ligestilling mellem kønnene nu? Hvor mange mænd har den mulighed? Ja, det er rigtigt: Nul!
Singlemænd kan ikke bare lave børn uden om en kvinde. Der findes ikke rugeklinikker, hvor de kan gå ned og hente en baby, som en kvinde har doneret ægget til. Allerede tanken om, at en enlig mand gik hjem med en baby – selv en, der er genetisk hans afkom – giver de fleste mennesker tics i venstre øje: ”Men hvad nu hvis han boller det?”
Pædofile ville jo hente børn hele tiden, hvis enlige mænd kunne få børn jo! (Fordi folk har det med at glemme, at de fleste børn, der bliver misbrug af mænd, bliver det af mænd, der er i et forhold – typisk med barnets mor.) Og så hiver man endnu engang myten om mænds ustyrlige sexlyst frem – her som skrækscenarie – og endnu engang enes alle derved om, at mænd er mindre kompetente forældre end kvinder. (Fordi folk også har det med glemme, at kvinder også mishandler børn. Faktisk er det sådan, at hvis kvinder mishandler nogen, er det som regel børn. Hvor mænd spreder deres mishandling ud over både børn, kvinder og andre mænd…)

Min pik kan ikke styres, så derfor må jeg kontrollere livmoderen
Men selv hvis der ikke var alle de ubekvemme fordomme om mænds evner til at tage sig af et barn alene, så er det jo heller ikke praktisk ladesiggørligt. Der findes ikke rugeklinikker.
Og selv hvis vi ligestillede enlige mænd og enlige kvinder og forbød kunstig befrugtning af enlige kvinder, ville de fleste kvinder nok uden brug af vældig stor kreativitet kunne finde på en måde at score noget sæd på.
Derfor er der også mænd i dag, der i ramme alvor mener, at de skal have ret til at bestemme, om en kvinde skal have en abort, hvis hun er blevet gravid, uden han har villet det. Og hvis hun gennemfører en graviditet uden hans samtykke, så skal han kunne frasige sig barnet.
Og jeg har virkelig lyst til at prikke de her mænd i skridtet og sige: ”Hvad med, at du lige tog ansvaret for den der og holdt den i bukserne, hvis du er så bange for konsekvenserne af det, der kan komme ud af den?”
Jamen, lad os lige tage den et sekund: Hvis en mand får retten til at bestemme over, om en kvinde skal have abort, så er vi tilbage ved, at kvinden ikke bestemmer over sin egen krop – det er et giga tilbageskridt. Og hvis manden igen kan løbe fra sit ansvar for de børn, han sætter i verden, er vi også tilbage ved, at det kun er kvinden, der hænger på konsekvenserne af sex – det er også et giga tilbageskridt!

Min krop, mit valg, fuck så af!
Må jeg foreslå de mænd, der er såååå bange for, at kvinder vil hugge deres sæd at gå ned og få snøret sædlederen sammen? Eller fremme udviklingen af p-piller til mænd? (De er nemlig fysisk mulige at fremstille, der er bare ingen, der tror på et marked for dem. Fordi mænd åbenbart regner med, at de kan få sendt ansvaret tilbage på kvinderne i stedet for selv at tage deres del.)
Ja, jeg synes også, at de (få) kvinder, der snyder mænd til en graviditet er nogle møgkoste, der ødelægger den gode stemning for os andre. Men det ændrer bare ikke på, at to voksne, der har frivilligt samleje, deler ansvaret for, hvad der kommer ud af det.
Jeg kunne selv komme i den situation, hvis jeg var sammen med en mand, og kondommet sprang. Og selvom jeg havde sagt på forhånd, at jeg ikke var interesseret i at få et barn, så ved jeg da ikke, hvordan jeg ville reagere, hvis jeg pludselig blev gravid.
Skulle han så kunne presse en abort igennem eller løbe fra ansvaret!? Det er fucking min krop – det er min beslutning!
Og jeg kan godt se, hvordan det kan føles pisseunfair som mand ikke at skulle have noget at sige. Men prøv så lige at tænk på, at kvinder ikke selv har haft noget at skulle sige i 5000 år. Er det ikke mere fair, at det er den, hvis krop graviditeten sidder på, der har det sidste ord?
Ellers forslår jeg et kompromis. Vi tager lige 5000 år, hvor kvinderne bestemmer, og så kan vi snakke om andre løsninger derefter. Når vi alligevel reproducerer ved hjælp af cyborgs.

Hvis du ikke gør, som jeg siger, så går jeg bare i sædbanken, søde
Under alle omstændigheder så er retten til at bestemme over sex og reproduktion skiftet fra mænds til kvinders banehalvdel på én generation. Så derfor er mænd selvklart superfrustrerede. For kvinder i dag skal jo slet ikke anstrenge sig i samme grad for at få fat i og holde fast på en mand, når vi ikke behøver ham for at få børn.
På den måde opfatter mænd det, som om kvinder kan vrage og vælge i den seksuelle relation. At kvinder kan tillade sig at stille krav, han ikke kan. Og at han derfor må bøje sig oftere i konflikter i parforhold.
Fordi vi kvinder vitterligt har magten i forholdet til mænd. Det er vi nødt til at erkende. Fordi det gør manden til den magtesløse, og der er ikke noget værre end magtesløshed. Det skaber frustrationer, som skal gå ud over nogen. Som nok er den bedste forklaring på kvindehadet i populærkulturen – fra computerspil til rapmusik. (Det har jeg skrevet om her.)

Ha, så onanerer jeg da bare! Det er faktisk næsten… overhovedet ikke det samme
Pointen er imidlertid, at kvinder også stadig føler sig magtesløse over for mænd. Både fordi mænd reelt stadig sidder på den store samfundsmagt – de ejer eksempelvis op mod 97 procent af alle verdens værdier. Men i særdeleshed fordi vi jo stadig også vil have dem; vi er lige så tiltrukket fysisk af dem, som de er af os. (Uanset hvad mænd så ellers må abonnere på af ideer om, at de er mere liderlige fra naturens side, fordi vi hører så fandens meget om deres ustyrlige sexlyst hele tiden. Men hvad med min ustyrlige sexlyst, hva? Hvem taler om den! (Det må jeg jo selv gøre, så kig lige ind til mit Mandehader?-show.))
Ja, det kan da godt være, at vi kvinder har muligheden for at undvære en mand i dag, men det er jo ikke Plan A for nogen heteroseksuelle kvinder til at starte med. Det bliver det desværre, når frustrationerne har stået på længe nok: ”Fuck, de røvhuller så! Jeg får et barn selv, og så køber jeg 10 års forbrug af batterier til min dildo, så skal jeg nok klare den.”
Og så ligger man så der og fantaserer lidenskabeligt om de selv samme mænd, som man både vil have og ikke vil have.
Resultatet er desværre, at vi har to seksuelt frustrerede køn, der derved begge føler sig magtesløse over for det andet køn – og som også begge har berettiget grund til at føle den afmagt. Med det in mente er det faktisk imponerende, at kønskampen ikke har udviklet sig til en voldelig konflikt, når der er så meget latent had hos begge parter.
Men det skyldes nok, at vi trods alt stadig alle sammen gerne vil have pik/fisse.