Mand version 5.0

Klumme oprindeligt bragt i Information.

Vi skifter mandetyper som vi skifter software, og den seneste version når kun lige at blive installeret, inden der er en ny på markedet.

Tit når der tales om Den Nye Mand, lyder det mere som en beskrivelse af en computer. En computer med et begrænset antal RAM, der konstant skal opgraderes for at passe til nutidens krav. ‘Den moderne mand skal være omstil-lingsparat.’ Og vupti, så er Mand version 4.0 ikke længere kompatibel med samfundet og kvinderne. Vi skal bruge en version 5.0. Så danner maskulinitets-forskere og reklamefolk et fællesskab, hvor de opfinder smarte mærkater at sætte på den nye version, så det bliver helt tydeligt, hvorfor Hr. Jensen er håbløst umoderne som mand. Vi fik den metroseksuelle mand banket op i medierne. Jo, jo det var fremtidens mand. Inspireret af bøsser, forfængelig, selvoptaget, følsom. Men hans hårløse boller kunne ikke stå distancen. Nogen må have følt, at den metroseksuelle mand alligevel var for gay, for opdateringen fulgte kort efter: den über-seksuelle mand.
Den überseksuelle mand, ja han er en rigtig mand. Han har samme grundform som den metroseksuelle, idet også han er stilet og sensitiv, men han repræsenterer også traditionelle maskuline værdier som selvsikkerhed, styrke og ansvarsfølelse. Ud med den selvfede David Beckham, ind med verdensfrelseren Bono. Vi har ham selv: Den tidligere metroseksuelle drengerøv, kronprinsen, der er vokset op til at være et rigtigt überseksuelt ikon, som er uddannet til at slå folk ihjel på 47 forskellige måder, men alligevel kniber en tåre i kirken. Der går vel heller ikke længe, før fjernsyn er med på den og laver programmer, hvor en velmanicureret eks-soldat iført en pastelfarvet netundertrøje koster rundt med en tidligere børneunderholdningsvært i Ikea. »Nej, nej Bubber, hylderne skal matche med gulvtæppet. Lad nu mig bære dem.«

Kaosmanden
Men hvordan fungerer det egentlig? Det med at få Den Nye Mand frem. Tager man sin udslidte, køns(hår)løse kæreste, Version 4.0, ned til forhandleren og får opgraderingen installeret? Eller skal man simpelthen bare kasserere den gamle, melde sig ind i Greenpeace og finde en ny? Det giver dem, der laver mærkaterne, aldrig noget svar på. Tilsyneladende mener de, at Den Nye Mand opstår spontant som et resultat af tidsånd og idoldyrkelse. Så må vi håbe, at mændene indretter sig efter, at deres identitet er flydende og afhænger af, hvad der nu lige er på mode. ‘Ansvarlighed er in, bukser med svaj er yt. Tjek.’ På sigt holder den über-seksuelle mand selvfølgelig heller ikke. Alt for belastende med al den snak om sultende børn. Og slap nu afmed de læderbukser. Måske skal den næste opdatering indeholde lidt mindre frelserbehov, lidt mindre forfængelighed og lidt flere traditionelle maskuline værdier. Men hov, så er vi ved at være tilbage, hvor vi begyndte. Patriark version 1.0. Og Statsministeren sikrer sig endnu et genvalg. Eller også går Den Nye Mand i den modsatte retning. Måske bliver det ligesom på kvindefronten, hvor Kaos-kvinden (ja, der er også mærkater til frøknerne – dog knap så udbredte) har sat sig på alt. Og her menes ALT med versaler. Den Moderne Kvinde skal både kunne jonglere karriere, skønhed, børn og sexliv, mens hun for øvrigt finder tid til at powershoppe og sladre med veninderne. Hvilket – som benævnelsen `kaos’ understreger – ikke er helt let. Lad os få en mand, der kan det også: Den nærværende familiefar, sexgud med en fremadstormende karriere, romantisk, dødlækker og veltrimmet i de nedre regioner, en hengiven ven, sportslig og shoppende. Så kan Kaoskvinden og Kaosmanden forene sig i den hellige ægtestand og følge tøj- og identitetsmoden, indtil de dratter om af stress som 45-årige uden at nå at erfare, hvad Den Moderne Pensionist er for en størrelse. Man kunne selvfølgelig også være frygtelig frelst feministkedelig og argumentere for, at det er noget pjat at tvinge mænd ind i alle de mandetyper, og at fremtidens mand bare skal indeholde de samme gode egenskaber og værdier som fremtidens kvinder burde: noget med at være god ved andre og naturen, være glad og tage ansvar for sig selv. Men med det budskab sælger man selvfølgelig ikke ret mange gentlemans- og ladyshavere.

Jeg er bange for lyserød

Klumme oprindeligt bragt i Information.

Småpigers tyl-indhyllede barndom skræmmer feministen i mig. Og gør min indre prinsesse dødmisundelig.

Egentlig skulle jeg bare have nogle tomater, men jeg træder lige ind i et feministisk fastelavnsmareridt. Alle pigerne i lyserødt, alle drengene med kapper: prinsesser og superhelte. Forvirrede forældre og løsørevoksne, der forsøger at håndtere så meget royalt blandet med så mange superkræfter. Tønder, kattekroner og indkøbscentrets ansatte til at styre løjerne. Et helt igennem børnevenligt initiativ – arrangeret af ren godhed fra centerledelsens side for at bidrage til tættere sammenhold i lokalsamfundet, med kun en lille række bagvedliggende, økonomiske motiver. Jeg kan slet ikke holde det ud. Alle de småpiger indhyllet i et lyserødt flæsehelvede. Feminist-forargelsen banker op i det røde felt. Det er jo totalt kønsklich: Drengene i kategorien af dem, der gør noget heroisk for at skabe en identitet, og pigerne, hvis hele identitet lægger i, hvor kønne de kan komme til at se ud. Spiderman og Snehvide – sikke nogle rollemodeller. Jeg ser mig forgæves om efter bare en enkelt Pippi Lang-strømpe. Prinsesserne i centret er i det store fastelavnsskrud, men til dagligt er de ikke mindre kongelige. I børnetøjsbutikkerne – strengt inddelt efter køn – har flæserne, glimmeret og den lyserøde modefarve sneget sig ind i selv de mest hverdagsagtige beklædningsgenstande. Pigerne er fra fødslen svøbt i den vandskabning af en farve. Lyserødt tøj, lyserø-de værelser og lyserødt legetøj. Og drengene har blå værelser med Edderkoppens spind på sengetøjet. Børneforkælelse Der er penge i budgettet til børneforkælelse – i en imitation af en blockbuster-kommerciel virkelighed, hvor piger er smukke og drenge er seje. Formentlig grundet en kombination af, at mor og far husker en barndom i 70’erne og 80’erne med grydefrisurer til begge køn, brunt fløjl og neutralt legetøj (herunder så afgjort ingen attrapvåben), og at vi efterhånden har ligestillet kønnene så meget, at de få forskelle, der faktisk er tilladt, bliver overdrevet i en sådan grad, at det nærmer sig en parodi. Hvis voksne mænd kan gå til manicure og iføre sig lyserøde skjorter, og kvinderne kan blive jagerpiloter og partiformænd, må den kønslige vægt balanceres af med blondebh’er og B.S. Christiansen i bedste sendetid – og ikke mindst hos næste generation, der allerede som to-årige er fuldvoksne, krævende forbrugerdjævle og som selvfølgelig skal lege, at de er Batman eller Belle fra Skønheden og udyret. Jeg raser – og kigger misundeligt efter miniaturekopierne af kjolerne fra Disneys klassikere.

Fattigfirsernes fine kjole
Flashback til 1980’erne: Jeg er seks år gammel og ejer verdens allerflotteste, blå kjole (som min mormor har syet -det er jo fattigfirserne). Når jeg har den kjole på, er jeg En Rigtig Prinsesse. Og når man er seks år gammel og får læst eventyr hver aften og i øvrigt lige har set Jul på slottet og forelsket sig dødeligt i Prins Valentin, ja så vil man gerne være En Rigtig Prinsesse.
Den blå kjole er godt nok lidt laset og plettet, for det bliver kjoler, når man er en prinsesse, der godt kan lide at kravle i træer, som tørrer sine fedtede isfingre af i stoffet, og som dagligt kommer i slåskamp med Prins Møgirriterende alias min lillebror. På grund af kjolens forhutlede tilstand, og fordi jeg er prinsesse i et meget koldt land, synes min mor ikke, at den skal frem ved ret mange lejligheder – og slet ikke i skolen, hvor egenrådige prinsesser faktisk helst vil have deres kjoler på. Så mit royale liv foregår mest i fritiden. Derfor er den officielle feminist-version af min barndom – ‘dengang jeg var barn’ – at dengang var der raske piger og drenge til, og vi gik alle sammen i samme slags tøj og blev ikke spoleret af kønnet beklædning og legetøj. Men det gjorde vi jo. I høj grad.

Prinsessedrømme
Bare se os i dag. Vi vil stadig gerne være prinsesser. Hvor mange blondebh’er ejer du? Jeg tæller otte. Det kan da godt være, jeg er feminist, men derfor læg-ger jeg stadig under for skønhedsidealer, dameblade og ikke mindst lysten til at få opmærksomhed af det modsatte køn (der i øvrigt ligger lige så meget under for – knap så synliggjorte – mandeidealer). Psykologien bag mine prinsessedrømme er heller ikke svær at greje. Når man er højrøstet, armsvingende, hidsig og mere ligner en Pippi end en Miamaja, kunne man indimellem bare godt tænke sig at være yndig. Så måske er alle de små, lyserøde prinsesser, jeg møder, også blot i gang med at kompensere for en voldsom personlighed. Og så får drengene da virkelig brug for superkræfter, for ellers bliver de tværet ud, når prinsesserne bliver voksne. Og måske er det slet ikke så farligt, som feministen i mig føler. Bare fordi man selv er af en årgang, der hovedsagligt voksede op i brune smækbukser, er man så nødvendigvis mere emanciperet end sine tylindhyllede lillesøstre? Måske bliver de lyserødstrømper.

Monument over en tøffelhelt

Klumme oprindeligt bragt i Information.

De midaldrende ‘bløde mænd’ opfatter sig selv og hinanden som tøffelhelte. Det gør livet lettere. Men de glemmer, at de sender tøflen videre til næste generation.

I mine forældres stue står et poolbord. Stort, grønt og genstand for misundelse hos alle mandlige besøgende. Unge som gamle. »Wauw. Gav din kone dig virkelig lov til at få det?« Kommentaren falder med slet skjulte blikke til deres egen medbragte, ‘bedre halvdel’. Som regel svarer min far i overensstemmelse med sandheden, at poolbordet også var fruens påfund. (Og glemmer som oftest at nævne, at hun slår ham fire ud af fem gange ved det). For dette inkasserer min mor det anerkendende mandenik, som sandsynligvis kan spores tilbage til hulemænds ærbødige erkendelse af, at »din kone serverer bedre bison end min«. Samtidig begynder blikkene at flakke omkring i stuen. Et eller andet sted må der stå noget, min far har måttet finde sig i til gengæld. Noget rædsomt og lyserødt. Med pyntepuder. Det er så her, de får øje på surround-sound-anlægget. Og bliver nødt til at sætte sig ned. Jeg kalder poolbordet for Monument over en Tøffel-helt. »Rejst for at vise alverden, at tøffelhelten er slagen.« Det griner min mor og jeg meget af. Min far pointerer, at det ville sende et endnu stærkere signal med en to-personers Mercedes i car-porten. Min far har nu heller aldrig været under tøflen. Selv om fodboldkammeraterne af og til ringer og spørger min mor, om han må få lov til at komme med til kamp. Jeg ved, at min far ikke er en tøffelhelt, fordi jeg kender mine forældres forhold indefra. Men udefra er sagen tilsyneladende en anden. I min fars generation er det en ret almindelig antagelse, at konen bestemmer alt. Det er i øvrigt en velunderbygget antagelse, for kvinder beslutter i de fleste tilfælde, hvordan fælleskontoen skal bruges. Bo Bedre og reklameindustrien har vidst det i årtier, og de sidste maskuline bastioner – biler og elektronik – er ved at blive indtaget af den kvindelige købekraft. På den måde får kvinden kørt sig i stilling som bossen, planlæggeren – hende den sure. Modsat manden, der lalleglad trækker på skuldrene, når han bliver kommanderet til alt fra at tage fødderne ned af sofabordet til at møde op til sine egne forældres guldbryllup.
Bør det egentligt ikke være ligegyldigt for mig, hvordan sølvbryllupsårgangene forvalter deres parforhold? Nej, for deres børn – mig og mine jævnaldrende – ser en generation af fædrene ophav, der tilsyneladende tøffer rundt under en lyserød hjemmesko. Og tror, det er sådan, det skal være. Tøffelhelten flytter med ind i forældrekøbet, og vi formår ikke at sætte ham på gaden. Parforholdet møbleres på hendes præmisser ligesom lejligheden, og de unge mænd opgiver på forhånd at protestere over for hendes hørhvide helvede. Og sådan begynder tøffel-heltens onde cirkel: Kvinden samler ansvaret op, fordi han smider det fra sig – og manden kaster det fra sig, fordi hun vil bestemme, hvordan det skal bæres.

Arven fra tøffelhelten
Den ene part er ikke mere skyldig end den anden. Bare trist trædemølle. Og bør det egentligt ikke være ligegyldigt for mig, hvordan sølvbryllupsårgangene forvalter deres parforhold? Nej, for deres børn – mig og mine jævnaldrende – ser en generation af fædrene ophav, der tilsyneladende tøffer rundt under en lyserød hjemmesko. Og tror, det er sådan, det skal være. Tøffelhelten flytter med ind i forældrekøbet, og vi formår ikke at sætte ham på gaden. Parforholdet møbleres på hendes præmisser ligesom lejligheden, og de unge mænd opgiver på forhånd at protestere over for hendes hørhvide helvede. En stor gruppe af dem finder sig en lidelsesfælle i Frank Hvams Klovn. Antihelten, der ifølge hovedpersonerne selv kun forsøger at gøre det, kvinderne vil have, og konstant falder igennem. Moralen er så slidt som klicheerne i Den store Blærerøv og sørgelig som Carl Mar Møllers piksvingerkurser: En hel generation af mænd – begyndende med min fars – er opdraget af kvinder og blevet så bløde, at de har glemt at være ‘rigtige mænd’. Selvfølgelig i modsætning til tidligere tiders drenge-børn, der blev opdraget af… mænd? Nej, det har da vist heller aldrig fundet sted, vel? Og det er jo helt forkert. Problemerne for klovnen/tøffelhelten opstår ikke på grund af en blød mands behagesyge – for den eneste, tøffelklovnehelten vil behage, er sig selv: Han forsøger at vige uden om konflikterne og undgår konfrontationer i en misforstået tro på, at det er den nemmeste måde at gå gennem livet på. »Sikke en dørmåtte,« tænker de unge kvinder og jokker henover ham med hørhvide puder i favnen. Mens de drømmer om bad boys, der vover at sige imod og kræve fodboldpokaler på display i spisestuen. Den type bad boys er nemlig sexede – ikke fordi de er farlige, men fordi de viser, at de har en fri vilje. Og det sådan en, jeg skal ha’. Jeg gider ikke en bøvet, tøvende tøffelhelt, der indretter sig efter min cyklus. Min kæreste skal bare tage sig sammen. Det skal jeg i hvert fald nok bestemme!

Kvantitetssex og snerper

Klumme oprindeligt bragt i Information.

Er det virkelig lykkedes unge piger at udrydde luder-madonna-komplekset på 10 år? Og hvem bad om den afløser?

Hov, der blev jeg sørme lige snerpet. Jeg havde slet ikke set det komme. Her gik jeg og troede, at jeg var frisindet og frigjort og adskillige andre fri-ord. Men det var bare en illusion. I virkeligheden er jeg en gammelmø på 76. Alle andre har sikkert vidst det længe. De har set mig søbe Earl Grey med Hermesetas og vidst, at jeg inderst inde er en snerpe.
Det begyndte med noget i tv. (For os snerper begynder det altid med noget i tv) Unge piger helt ned til 12-13 års alderen konkurrerer om at have flest seksuelle partnere. Players kalder de sig. De søger seksuelle partnere på internetportalen arto.dk; sætter dem i mapper og bytter imellem sig. Glansbilleder anno 2006. Det er så her, jeg bliver gammel. Hvornår er det blevet in? (Og er det overhove-det in at sige in mere?) Det er kun lidt over et tiår siden, jeg selv var i den alder. Ikke fordi jeg vil bruge snerpefrasen over alle – ‘dengang jeg var ung’ – for, dengang jeg var 12-13 år kredsede mine tanker om præcist det samme. Men i start-9o’erne var det bestemt ikke in at kunne fremvise et katalog over seksuelle scoringer. Jovist var det fedest – som vi sagde dengang – at have prøvet det.
Men det eksisterede kun inden for rammerne af seksual-undervisningsteknik (penis indføres i vagina), og hvad man kunne læse i bladet Mix’ brevkasse. Det var det. Veninder, der havde prøvet det, kunne ikke give ret mange flere oplysninger. Som regel var det ret kikset. For mange Små Grå, kondomer, der røg af, og en mor, der vadede ind midt i det hele. Selvfølgelig udvidede vi vores horisont. Vi snød os til at se pornofilm – som naive fædre til præ-pubertære piger altid tror, de har gemt godt nok. Det hjalp ikke. Det var altid noget med en kvinde, der stønnede en masse, og ellers bare penis-indføres-i-vagina. Og penis-indføres-lidt-flere-steder. Når man så endelig havde prøvet det – og stønnet som pornofilm i hak – var det noget, man fnisede med veninderne om. Måske havde en prøvet det med flere. Det fnisede vi også af. Og så måske lidt op til. Men konkurrerede? Nej, for pokker.

Like a virgin
Eller også gjorde vi alligevel. Vi sagde det bare aldrig højt. Det var som sagt ikke in. For 10 år siden var der stadig 2000 års religiøs bagage til pigerne: Værsgo’ luder eller madonna. Du kan selv vælge. Den har vi aldrig brudt os om. For svært at placere sig – hvilket jo præcist er pointen. Selvfølgelig rimer madonna på Madonna – selv om hun klart hørte til på den anden fløj – og vi følte os ikke bare som jomfruer: Vi var det. Men vi var også alle sammen enige om, at det bestemt skulle prøves masser af gange. Dog helst med ham fra parallelklassen, man var så forelsket i. Sådan lidt på den ene og lidt på den anden side. Men for nutidens players? Drop madonna’en.
Selv 90’er jomfru-ikoner som Donna fra Beverly Hills og senere Britney Spears smed mødommen overbord, da den blev en statusdød-vægt. Og hvad er der så tilbage? Sex med alt og alle? Jeg ønsker bestemt ikke, at hverken unge piger eller vi lidt mere voksne kvinder skal slås med luder-madonnaen. Faktisk er det fint med mig, hvis det er lykkedes os at udrydde den. Men hvad er det for en erstatning? Kvantitetssex: Lige meget, hvem det er med – bare det er med nogen. »Nutidens unge,« kan vi snerpet fnyse – for fnyse er det, snerper gør bedst. Men måske skulle man lige vende blikket indad i soveværelset, som det ligger der for enden af gangen komplet med dildoer, erotiske blade til begge køn og internetopkobling. Sex fylder mere i moderne voksenliv end nogensinde før. Så det er ikke mærkeligt, at dem, der leger voksne også leger sex. Snerpet som jeg er, synes jeg, det er frygteligt trist, hvis unge piger (og drenge for den sags skyld) tror, det skal være sådan. Men jeg er også 76 år gammel. For mig handler sex om at vælge et fantastisk menneske til – og dermed vælge en masse ral fra.