Archives
M | Ti | O | To | F | L | S |
---|---|---|---|---|---|---|
1 | 2 | |||||
3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 |
10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 |
17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 |
24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 |
31 |
Kvantitetssex og snerper
Klumme oprindeligt bragt i Information.
Er det virkelig lykkedes unge piger at udrydde luder-madonna-komplekset på 10 år? Og hvem bad om den afløser?
Hov, der blev jeg sørme lige snerpet. Jeg havde slet ikke set det komme. Her gik jeg og troede, at jeg var frisindet og frigjort og adskillige andre fri-ord. Men det var bare en illusion. I virkeligheden er jeg en gammelmø på 76. Alle andre har sikkert vidst det længe. De har set mig søbe Earl Grey med Hermesetas og vidst, at jeg inderst inde er en snerpe.
Det begyndte med noget i tv. (For os snerper begynder det altid med noget i tv) Unge piger helt ned til 12-13 års alderen konkurrerer om at have flest seksuelle partnere. Players kalder de sig. De søger seksuelle partnere på internetportalen arto.dk; sætter dem i mapper og bytter imellem sig. Glansbilleder anno 2006. Det er så her, jeg bliver gammel. Hvornår er det blevet in? (Og er det overhove-det in at sige in mere?) Det er kun lidt over et tiår siden, jeg selv var i den alder. Ikke fordi jeg vil bruge snerpefrasen over alle – ‘dengang jeg var ung’ – for, dengang jeg var 12-13 år kredsede mine tanker om præcist det samme. Men i start-9o’erne var det bestemt ikke in at kunne fremvise et katalog over seksuelle scoringer. Jovist var det fedest – som vi sagde dengang – at have prøvet det.
Men det eksisterede kun inden for rammerne af seksual-undervisningsteknik (penis indføres i vagina), og hvad man kunne læse i bladet Mix’ brevkasse. Det var det. Veninder, der havde prøvet det, kunne ikke give ret mange flere oplysninger. Som regel var det ret kikset. For mange Små Grå, kondomer, der røg af, og en mor, der vadede ind midt i det hele. Selvfølgelig udvidede vi vores horisont. Vi snød os til at se pornofilm – som naive fædre til præ-pubertære piger altid tror, de har gemt godt nok. Det hjalp ikke. Det var altid noget med en kvinde, der stønnede en masse, og ellers bare penis-indføres-i-vagina. Og penis-indføres-lidt-flere-steder. Når man så endelig havde prøvet det – og stønnet som pornofilm i hak – var det noget, man fnisede med veninderne om. Måske havde en prøvet det med flere. Det fnisede vi også af. Og så måske lidt op til. Men konkurrerede? Nej, for pokker.
Like a virgin
Eller også gjorde vi alligevel. Vi sagde det bare aldrig højt. Det var som sagt ikke in. For 10 år siden var der stadig 2000 års religiøs bagage til pigerne: Værsgo’ luder eller madonna. Du kan selv vælge. Den har vi aldrig brudt os om. For svært at placere sig – hvilket jo præcist er pointen. Selvfølgelig rimer madonna på Madonna – selv om hun klart hørte til på den anden fløj – og vi følte os ikke bare som jomfruer: Vi var det. Men vi var også alle sammen enige om, at det bestemt skulle prøves masser af gange. Dog helst med ham fra parallelklassen, man var så forelsket i. Sådan lidt på den ene og lidt på den anden side. Men for nutidens players? Drop madonna’en.
Selv 90’er jomfru-ikoner som Donna fra Beverly Hills og senere Britney Spears smed mødommen overbord, da den blev en statusdød-vægt. Og hvad er der så tilbage? Sex med alt og alle? Jeg ønsker bestemt ikke, at hverken unge piger eller vi lidt mere voksne kvinder skal slås med luder-madonnaen. Faktisk er det fint med mig, hvis det er lykkedes os at udrydde den. Men hvad er det for en erstatning? Kvantitetssex: Lige meget, hvem det er med – bare det er med nogen. »Nutidens unge,« kan vi snerpet fnyse – for fnyse er det, snerper gør bedst. Men måske skulle man lige vende blikket indad i soveværelset, som det ligger der for enden af gangen komplet med dildoer, erotiske blade til begge køn og internetopkobling. Sex fylder mere i moderne voksenliv end nogensinde før. Så det er ikke mærkeligt, at dem, der leger voksne også leger sex. Snerpet som jeg er, synes jeg, det er frygteligt trist, hvis unge piger (og drenge for den sags skyld) tror, det skal være sådan. Men jeg er også 76 år gammel. For mig handler sex om at vælge et fantastisk menneske til – og dermed vælge en masse ral fra.