Monument over en tøffelhelt

Klumme oprindeligt bragt i Information.

De midaldrende ‘bløde mænd’ opfatter sig selv og hinanden som tøffelhelte. Det gør livet lettere. Men de glemmer, at de sender tøflen videre til næste generation.

I mine forældres stue står et poolbord. Stort, grønt og genstand for misundelse hos alle mandlige besøgende. Unge som gamle. »Wauw. Gav din kone dig virkelig lov til at få det?« Kommentaren falder med slet skjulte blikke til deres egen medbragte, ‘bedre halvdel’. Som regel svarer min far i overensstemmelse med sandheden, at poolbordet også var fruens påfund. (Og glemmer som oftest at nævne, at hun slår ham fire ud af fem gange ved det). For dette inkasserer min mor det anerkendende mandenik, som sandsynligvis kan spores tilbage til hulemænds ærbødige erkendelse af, at »din kone serverer bedre bison end min«. Samtidig begynder blikkene at flakke omkring i stuen. Et eller andet sted må der stå noget, min far har måttet finde sig i til gengæld. Noget rædsomt og lyserødt. Med pyntepuder. Det er så her, de får øje på surround-sound-anlægget. Og bliver nødt til at sætte sig ned. Jeg kalder poolbordet for Monument over en Tøffel-helt. »Rejst for at vise alverden, at tøffelhelten er slagen.« Det griner min mor og jeg meget af. Min far pointerer, at det ville sende et endnu stærkere signal med en to-personers Mercedes i car-porten. Min far har nu heller aldrig været under tøflen. Selv om fodboldkammeraterne af og til ringer og spørger min mor, om han må få lov til at komme med til kamp. Jeg ved, at min far ikke er en tøffelhelt, fordi jeg kender mine forældres forhold indefra. Men udefra er sagen tilsyneladende en anden. I min fars generation er det en ret almindelig antagelse, at konen bestemmer alt. Det er i øvrigt en velunderbygget antagelse, for kvinder beslutter i de fleste tilfælde, hvordan fælleskontoen skal bruges. Bo Bedre og reklameindustrien har vidst det i årtier, og de sidste maskuline bastioner – biler og elektronik – er ved at blive indtaget af den kvindelige købekraft. På den måde får kvinden kørt sig i stilling som bossen, planlæggeren – hende den sure. Modsat manden, der lalleglad trækker på skuldrene, når han bliver kommanderet til alt fra at tage fødderne ned af sofabordet til at møde op til sine egne forældres guldbryllup.
Bør det egentligt ikke være ligegyldigt for mig, hvordan sølvbryllupsårgangene forvalter deres parforhold? Nej, for deres børn – mig og mine jævnaldrende – ser en generation af fædrene ophav, der tilsyneladende tøffer rundt under en lyserød hjemmesko. Og tror, det er sådan, det skal være. Tøffelhelten flytter med ind i forældrekøbet, og vi formår ikke at sætte ham på gaden. Parforholdet møbleres på hendes præmisser ligesom lejligheden, og de unge mænd opgiver på forhånd at protestere over for hendes hørhvide helvede. Og sådan begynder tøffel-heltens onde cirkel: Kvinden samler ansvaret op, fordi han smider det fra sig – og manden kaster det fra sig, fordi hun vil bestemme, hvordan det skal bæres.

Arven fra tøffelhelten
Den ene part er ikke mere skyldig end den anden. Bare trist trædemølle. Og bør det egentligt ikke være ligegyldigt for mig, hvordan sølvbryllupsårgangene forvalter deres parforhold? Nej, for deres børn – mig og mine jævnaldrende – ser en generation af fædrene ophav, der tilsyneladende tøffer rundt under en lyserød hjemmesko. Og tror, det er sådan, det skal være. Tøffelhelten flytter med ind i forældrekøbet, og vi formår ikke at sætte ham på gaden. Parforholdet møbleres på hendes præmisser ligesom lejligheden, og de unge mænd opgiver på forhånd at protestere over for hendes hørhvide helvede. En stor gruppe af dem finder sig en lidelsesfælle i Frank Hvams Klovn. Antihelten, der ifølge hovedpersonerne selv kun forsøger at gøre det, kvinderne vil have, og konstant falder igennem. Moralen er så slidt som klicheerne i Den store Blærerøv og sørgelig som Carl Mar Møllers piksvingerkurser: En hel generation af mænd – begyndende med min fars – er opdraget af kvinder og blevet så bløde, at de har glemt at være ‘rigtige mænd’. Selvfølgelig i modsætning til tidligere tiders drenge-børn, der blev opdraget af… mænd? Nej, det har da vist heller aldrig fundet sted, vel? Og det er jo helt forkert. Problemerne for klovnen/tøffelhelten opstår ikke på grund af en blød mands behagesyge – for den eneste, tøffelklovnehelten vil behage, er sig selv: Han forsøger at vige uden om konflikterne og undgår konfrontationer i en misforstået tro på, at det er den nemmeste måde at gå gennem livet på. »Sikke en dørmåtte,« tænker de unge kvinder og jokker henover ham med hørhvide puder i favnen. Mens de drømmer om bad boys, der vover at sige imod og kræve fodboldpokaler på display i spisestuen. Den type bad boys er nemlig sexede – ikke fordi de er farlige, men fordi de viser, at de har en fri vilje. Og det sådan en, jeg skal ha’. Jeg gider ikke en bøvet, tøvende tøffelhelt, der indretter sig efter min cyklus. Min kæreste skal bare tage sig sammen. Det skal jeg i hvert fald nok bestemme!