Den kønnede automatpilot

Klumme oprindeligt bragt i Information.

Det allerbedste ved kvinde/mand-kategorierne er, at vi slipper for at bruge bunker af tid på at skulle forstå vores med-mennesker. For vi ved jo allerede, at Louise bare er mere følsom end Kenneth.

»Hej skat. Skulle vi mødes inde i byen, eller vil du gerne hænge ud med Søren alene?« »Det ved jeg ikke rigtigt. Vi er stadig hos Søren…« »Ok, så tager jeg bare hjemad.« »Jamen, det er fordi, det er så længe siden, jeg har set ham…« »Ja, selvfølgelig, Jeg tager bare hjem og stener tøse-film.« »Jeg vil jo gerne være lidt alene sammen med ham…« »Ja, det forstår jeg da godt.« »Mig og Søren ser jo ikke hinanden så tit.« »Nej, nej. Det er altså helt fint med mig.« »Det er ikke, fordi jeg ikke vil være sammen med dig eller noget.« »Nej da. Vi ses bare senere.« »Det bliver ikke ret sent, det lover jeg!« »Det gør ikke noget, hvis det bliver sent. Du kan jo bare vække mig, hæ hæ.« »Er du sur nu så?« Rekonstruktionen af en telefonsamtale mellem min daværende kæreste og mig – ført kort tid inden han skiftede status til daværende. Bagefter stod jeg målløs og gloede på mobilen. Hvad i alverden skete der lige der? Var han tæskestiv? Troede han, han talte med en helt anden pige? Sad han sammen med sin kammerat og ville give et indtryk af, at han virkelig skulle ofre noget for at være der? Under alle omstændigheder blev jeg i den grad bondefanget af den kønnede automatpilot. Klik. Og verden er sort-hvid, kvinde-mand, ond-god. Altså vil harpe-hun-kæresten ikke have, at han-tøffelkæresten føjter rundt alene i byen. Den samme kønsrutinerefleks ramte min musiker-veninde, da hendes – i øvrigt også daværende – kæreste ikke kunne overbevises om andet, end, at hun hadede hans nye, store højtalere. »Jeg elsker god lyd. Jeg er musiker for pokker!« Alligevel blev hun ved med at få det skeptiske jeg-hører-hvad-du-siger-nik, der altid følges af et men-inderst-inde-ved-vi-begge-at-du-lyver-nik forenet med det angstfyldte lige-om-lidt-siger-du-hvad-du-virkelig-tænker-og-så-er-jeg-på-den-blik.
Konfronteret med den slags tunge fordomme om sit køn – fordomme, man godt nok ikke lever op til – fluf så er man sat i en position, man ikke kan argumentere sig rationelt ud af. Han har sat sig selv på damehåndterings-cruise-control: Kvinder bliver sure, når man vil hænge ud med vennerne. Kvinder kan ikke lide store højtalere. Faktum.

Bolde til drenge
Nu kan man påstå, at både veninden og jeg har usædvanlig dårlig smag i mænd – eller at vi bare har mødt uheldige eksemplarer af racen (det er selvfølgelig delvist korrekt – de er jo daværende!), men den kønnede automatpilot klikker til i andet end afslutningsparate parforhold. Vi slæber dem med os, hver gang vi møder en ny m/k. Værs’go: 30 kilos køns-bagage – pakket med gode og dårlige erfaringer, naive forestillinger og damebladsgeneraliseringer. For vi har brug for den slags fordomme – fordomme som vi ynder at sælge under betegnelsen ‘kønsforskelle’. Vi har brug for dem for at lette interaktionen med vores medmennesker. Forsøg med babyer – kendt som Baby X-forsøg – viser, at både mænd og kvinder bliver mildt sagt paniske, når de ikke kender børns køn – og ender med at behandle dem, som det køn, de tror, barnet tilhører. Dukker til ‘pigerne’, fodbolde til ‘drengene’. Det pudsige ved Baby X-forsøgene er dog, at mens meget få mænd giver sig til at spille bold med en ‘pige’ og stort set ingen kvinder giver ‘drengene’ en dukke, så har mænd færre problemer med at give dukker til ‘drenge-børn’, og kvinderne spiller gerne bold med en ‘pige’. Mænd ved godt, at drenge også er omsorgsgivende, og kvinder kender pigernes vilde side. Fordi vi ved godt selv, at vi ikke kun er vores køn. Alligevel tror vi, at det modsatte køn er det.

Damebladsftmdamentalist
Og listen med ‘kønsforskelle’ er lang og fyldig, så vi krydser af på den dagligt. På arbejdspladsen får mændene konstruktiv feed-back på deres rapporter og projektfremlæggelser. Kvin-erne får et klap på skulderen og »det var da fint«. Hvorfor? Fordi cheferne/kollegerne er bange for, at hun bliver ked af det, hvis de kritiserer. Måske begynder hun – gulp – ligefrem at tude! Kvinder er jo mere følsomme end mænd. Damebladene lukrerer på det mere end noget andet og kan i hvert andet nummer ‘afsløre: »Det tænder mænd på!« Og bladene gør jo virkelig en stor dyd ud af at baggrundsresearche og finder hele tre enormt repræsentative cases at hænge sandheden om mænds seksualitet op på… Næ! For de tager i den grad fejl. Den universelle mandefantasi eksisterer ét eneste sted: I hovedet på damebladsforskruede kvinder. Og det er så den slags kvinder, Kenneth skal prøve at forklare sine helt unikke lyster. Held og lykke med at sige nej til sygeplejerskeuniformen. Fordommene – kønsforskellene – er selvfølgelig ikke grebet ud af ingenting. Der er ganske givet millioner af fyre, der tænder på pigesex med blonder ud over det hele. Og der er sikkert mange kvinder, der er nogle besidderiske klisterkærester, som hader store højtalere og er overbevist om, at fyren vil plastre lejligheden til med smagløs hi-fi, hvis hun kigger væk i bare fem minutter. Men jeg har lyst til at skrige til de mænd, jeg møder: Sådan er jeg ikke! Hold op med at sætte mig i bås med de damebladsfundamentalister. Men det nytter ingenting. Det er umuligt at slukke for den kønnede automatpilot, når den først er tændt. Mænd har brug for at dele verden op i kvinder og mænd. Og mænd generaliserer bare altid!

Vrangbillede på sex

Klumme oprindeligt bragt i Information.

Kan vi snart droppe den myte, at kvinder ikke tænder visuelt? Det er ikke kvinderne, men pornoen, der fejler noget.

Niels Olsen som sexsymbol? »Fisse fisse fez fez« og »far bærer selv sit brød«. Ej, vel? Men sådan er det hjemme hos os. Lige siden den dag, roommaten og jeg delte en skål popcorn og Den Eneste Ene på dvd’en. Og det slog os begge på én gang: Det er da sådan én jeg skal ha’! Faktisk lige nu. Øjeblikket hvor Niels Olsens køkkenmontør Niller løfter Sidse har-i-øvrigt-lige-brækket-sig-Babett Knudsen op i armene og presser hende ind mod en væg. Uhhhh, hvor er det godt. Og det er altså ikke, fordi tanken om håndværkersex ophidser specielt meget i et kvarter, hvor håndværkere larmer én op kl. syv fem dage om ugen. Der er bare så meget lidenskab i den ene scene, at havde den ikke været placeret i en komediefilm, men i en regulær pornofilm, skulle filmen sælges med påklistrerede advarsler om ikke at glemme sin mand i kød og blod – eller at hente børnene i børnehaven, gå på arbejde og den slags. Og kan vi så droppe den myte, at kvinder ikke tænder visuelt? Det gør denne kvinde i hvert fald! En tur på Strøget en varm dag, hvor fyrene er i lette knickers og hvide undertrøjer, og jeg føler mig som en Jørgen Leth på en varm dag, hvor pigerne er i lette nederdele og hvide undertrøjer. Men jeg er ikke til pornofilm, og det er ikke, fordi der er noget galt med konceptet – altså lige bortset fra hele det kvindeundertrykkende-, socioøkonomiske-, prostitutionsrelaterede-, narkoinfiltrerede, traffikingsskabende – og kønssygdommeignorerende aspekt… øh, ja: Må jeg bede om et stykke økologisk porno, tak? Det, jeg mener, er, at konceptet sex på film faktisk ikke er noget jeg decideret tænder af på. Der er bare ikke lavet nogen pornofilm, der virker for mig. Enten er de beregnet på en afart af den mandlige seksualitet – blottet for ægte lidenskab – hvor to, tre, otte personer vælter hinanden rundt i obskure stillinger, og hvor den kvindelige hovedperson stønner kunstigt, men rytmisk og hendes øjne er tomme som en kats i kattebakken, eller også er pornofilmene – og det er næsten endnu værre – lavet til kvinder.

Gys! Blidt, blødt, kedeligt
Pornofilm til kvinder er rædsomme. De roder sig ud i håbløst lange forspil og masser af kedeligt kæl, og man sidder bare og skriger til skærmen: ‘Så kom dog i gang!’ Problemet med almindelige pornofilm til mænd er jo ikke det, der sker. Hvis man ser porno, ser man det for sexen – den skal ikke pakkes ind i en tuttenuttet romantisk historie. Hvis det var det, man var ude efter, kører DR sikkert Harlequin-kavalkade for 28. gang denne sommer. Sex tak, og ikke alt det andet. Men det skal også være god sex, og det er problemet med almindelige pornofilm. Closeups af glitrende kønsdele, dickslapping og cum-shorts!? Zap, er der ikke noget bedre på en anden kanal? Sikke fræk Reimer Bo lige blev i sammenligning. Jeg ved, at de mener det godt. Dem, der prøver at lave porno til kvinder (selv om de selvfølgelig bare er ude på at score kassen). Problemet er, at de uden videre bare har købt myten om den ikke-visuelle, kvindelige seksualitet. Og den forsøger de at ramme.
Så i stedet for sex, får vi stemning. Masser af stemning! Stryger-muzak og langtrukne kamerazooms. Blødt, blidt, følsomt, roligt, langsomt. Så kan sex da næsten ikke blive mere kedeligt at se på. Der skal være aktion. Masser af aktion! Den mandlige hovedperson behøver ikke engang være mere lækker end en gennemsnitsdansk mand – faktisk må han hellere være det end de overpumpede, pikparodiudstyrrede rædsler, pornoen normalt byder på. Det vigtigste for mig, er sådan set bare, at man skal kunne se i deres øjne, at de virkelig tænder på hinanden. Det er der spillefilmene for mig vinder over pornoen, for skuespillerne er så mange niveauer mere prof, at de kan få det til at se overbevisende ud. Rygterne siger, at sexhjemmevideoer fra hr. og fru Jensens sovekammer, der med lidt snilde kan findes på nettet, indeholder præcis den form for lidenskab. Jeg har ikke fået tjekket. Det er ved at være for sent til mig. Jeg har resigneret og overgivet min seksualitet til det ikke-visuelle: min fantasi. Så kan jeg instruere virkelig erotiske film helt uden udgifter – og uden at den sexede bibliotekar får ondt i ryggen af at løfte mig op i armene hele tiden. Med en veludviklet fantasi løber man heller ikke ind i det evigtpraktiske problem, der er ved at bruge tv og dvd i erotisk sammenhæng – at det altid er fjernbetjeningen, jeg låner batterierne fra…