Vrangbillede på sex

Klumme oprindeligt bragt i Information.

Kan vi snart droppe den myte, at kvinder ikke tænder visuelt? Det er ikke kvinderne, men pornoen, der fejler noget.

Niels Olsen som sexsymbol? »Fisse fisse fez fez« og »far bærer selv sit brød«. Ej, vel? Men sådan er det hjemme hos os. Lige siden den dag, roommaten og jeg delte en skål popcorn og Den Eneste Ene på dvd’en. Og det slog os begge på én gang: Det er da sådan én jeg skal ha’! Faktisk lige nu. Øjeblikket hvor Niels Olsens køkkenmontør Niller løfter Sidse har-i-øvrigt-lige-brækket-sig-Babett Knudsen op i armene og presser hende ind mod en væg. Uhhhh, hvor er det godt. Og det er altså ikke, fordi tanken om håndværkersex ophidser specielt meget i et kvarter, hvor håndværkere larmer én op kl. syv fem dage om ugen. Der er bare så meget lidenskab i den ene scene, at havde den ikke været placeret i en komediefilm, men i en regulær pornofilm, skulle filmen sælges med påklistrerede advarsler om ikke at glemme sin mand i kød og blod – eller at hente børnene i børnehaven, gå på arbejde og den slags. Og kan vi så droppe den myte, at kvinder ikke tænder visuelt? Det gør denne kvinde i hvert fald! En tur på Strøget en varm dag, hvor fyrene er i lette knickers og hvide undertrøjer, og jeg føler mig som en Jørgen Leth på en varm dag, hvor pigerne er i lette nederdele og hvide undertrøjer. Men jeg er ikke til pornofilm, og det er ikke, fordi der er noget galt med konceptet – altså lige bortset fra hele det kvindeundertrykkende-, socioøkonomiske-, prostitutionsrelaterede-, narkoinfiltrerede, traffikingsskabende – og kønssygdommeignorerende aspekt… øh, ja: Må jeg bede om et stykke økologisk porno, tak? Det, jeg mener, er, at konceptet sex på film faktisk ikke er noget jeg decideret tænder af på. Der er bare ikke lavet nogen pornofilm, der virker for mig. Enten er de beregnet på en afart af den mandlige seksualitet – blottet for ægte lidenskab – hvor to, tre, otte personer vælter hinanden rundt i obskure stillinger, og hvor den kvindelige hovedperson stønner kunstigt, men rytmisk og hendes øjne er tomme som en kats i kattebakken, eller også er pornofilmene – og det er næsten endnu værre – lavet til kvinder.

Gys! Blidt, blødt, kedeligt
Pornofilm til kvinder er rædsomme. De roder sig ud i håbløst lange forspil og masser af kedeligt kæl, og man sidder bare og skriger til skærmen: ‘Så kom dog i gang!’ Problemet med almindelige pornofilm til mænd er jo ikke det, der sker. Hvis man ser porno, ser man det for sexen – den skal ikke pakkes ind i en tuttenuttet romantisk historie. Hvis det var det, man var ude efter, kører DR sikkert Harlequin-kavalkade for 28. gang denne sommer. Sex tak, og ikke alt det andet. Men det skal også være god sex, og det er problemet med almindelige pornofilm. Closeups af glitrende kønsdele, dickslapping og cum-shorts!? Zap, er der ikke noget bedre på en anden kanal? Sikke fræk Reimer Bo lige blev i sammenligning. Jeg ved, at de mener det godt. Dem, der prøver at lave porno til kvinder (selv om de selvfølgelig bare er ude på at score kassen). Problemet er, at de uden videre bare har købt myten om den ikke-visuelle, kvindelige seksualitet. Og den forsøger de at ramme.
Så i stedet for sex, får vi stemning. Masser af stemning! Stryger-muzak og langtrukne kamerazooms. Blødt, blidt, følsomt, roligt, langsomt. Så kan sex da næsten ikke blive mere kedeligt at se på. Der skal være aktion. Masser af aktion! Den mandlige hovedperson behøver ikke engang være mere lækker end en gennemsnitsdansk mand – faktisk må han hellere være det end de overpumpede, pikparodiudstyrrede rædsler, pornoen normalt byder på. Det vigtigste for mig, er sådan set bare, at man skal kunne se i deres øjne, at de virkelig tænder på hinanden. Det er der spillefilmene for mig vinder over pornoen, for skuespillerne er så mange niveauer mere prof, at de kan få det til at se overbevisende ud. Rygterne siger, at sexhjemmevideoer fra hr. og fru Jensens sovekammer, der med lidt snilde kan findes på nettet, indeholder præcis den form for lidenskab. Jeg har ikke fået tjekket. Det er ved at være for sent til mig. Jeg har resigneret og overgivet min seksualitet til det ikke-visuelle: min fantasi. Så kan jeg instruere virkelig erotiske film helt uden udgifter – og uden at den sexede bibliotekar får ondt i ryggen af at løfte mig op i armene hele tiden. Med en veludviklet fantasi løber man heller ikke ind i det evigtpraktiske problem, der er ved at bruge tv og dvd i erotisk sammenhæng – at det altid er fjernbetjeningen, jeg låner batterierne fra…