Dødssynd: Dovenskab

Klumme oprindeligt bragt i Information.

Dovenskab: at spilde sit gudsgivne talent. Ikke at bruge sine kreative kræfter eller kroppens potentiale.

Jeg har lige erfaret, at jeg bliver betalt per linjemål. Spørgsmålet er nu, om min grådighed er større end min dovenskab? Nå, min bankkonto har overtalt mig. Jeg er taknemmelig for, at jeg ikke er født rig. Så havde hele indholdet i mit liv ganske givet været at ligge på sofaen og se eller gense film, samt endeløse tv-serier. Og spise popcorn og Kim’s de grønne, indtil jeg løb tør og skulle på tan- ken efter flere. Og så ville jeg ringe til venner- ne og bede dem komme forbi med forsynin- ger. For jeg ville være for tyk til selv at kunne rejse mig.
Hvis det var muligt, ville jeg også sove 10-12 timer i døgnet – hver nat. Jeg elsker at sove. Som alternativ til lange nætter, kan jeg finde på, at dele REM-rusen op i otte timers nattesøvn, en formiddagslur og en eftermiddagssnorker. Problemet er, at hvis man to dage i træk har sovet sig gennem halvdelen af døgnet, kan man ikke sove den tredje nat overhovedet – og da den tredje nat ofte er natten til mandag, har man fucket hele sine uge op med sine weekenddovnerier.
Men der er veje udenom. Mange lørdage og søndage ’snyder’ jeg og bliver liggende i sengen uden at sove. Bare med lukkede øjne og tænker på… ja, det ved du, hvis du har læst begærs-klummen. Slæber aviser, morgenmad, computer (jeg forbander til helvede, at jeg endnu ikke har fået trådløst internet, så jeg må gå hele seks meter for at tjekke mails, som jeg trods alt aldrig bliver for doven til, men mailomani er en anden slags synd, som Dante ikke var fremsynet nok til at tage højde for) og ikke mindst mobiltelefonen ind i dynerne, så jeg kan ringe til min ligesindede veninde tre gader væk og plabre løs i timevis (hvem pokker var det, der opfandt fri telefoni?).

At lade op
Jeg er også for doven til at lave mad. Ikke til at spise. Så mit madbudget er steget til det tredobbelte, for jeg skal da klart have sundt og dyrt takeaway. Hvis jeg da gider at cykle hele to gader for at hente sushi og ikke bare nøjes med hjørnesharwamabaren. Hvorfor bringer de i øvrigt ikke ud?
Den dårlige samvittighed over at dovne skal dulmes. Det bliver den ikke ved at være produktiv på dobbelttempo i to dage. Det bliver den ved at fornægte, at der overhovedet er tale om dovenskab. Jeg mediterer. Min hjerne brainer ideer. Min krop slapper af. Jeg tager en pause. En meget lang pause. Jeg indhenter syndsforladelse for min dovenskab hos mig selv og mine venner med jævne mellemrum. Jamen, se dog hvor stresset et liv, jeg har normalt. Jeg er berettiget til ikke at lave noget i en hel uge. Og så fortæller jeg mig selv, at det er helt ok, og mine venner bakker mig op og siger, at man bare indimellem har brug for at lade op. Især fordi jeg undlader at fortælle dem, at jeg også ladede op ugen før, og ugen før det var dér, hvor jeg havde ferie, for det skal man også huske at tage sig engang imellem, så man kan koble helt fra. Koble fra hvad? Skifte sine hverdagsdovnerier ud med feriedovnerier. Ej, jeg orker ærligt talt ikke køre ud til det fyrtårn og gå alle 461 trin op, kan vi ikke bare ligge her på sommerhus- sofaen og se genudsendelser?
Nu har jeg så opfyldt mit linjemål. Dette er også den sidste klumme i serien. Jeg skal afslutte og runde den røde tråd af. Her ville det være en god idé at gennemgå alt, jeg har skrevet tidligere, overveje pointer og konkludere. Det orker jeg altså bare ikke lige i dag…