Tour de pedal er ingen kunst

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

SÅ RASER DEN GULE TRØJE-FEBER IGEN. For nogen betyder det frivillig indespærring i den tid, man savner resten af året, hvor man er tvunget til at opholde sig indendørs. Fred med det. Jeg forstår godt fascinationen af en sport som cykelløb. Jeg nyder selv at se spurterne til sidst. (Men misser jeg dem en dag (eller et år), så går Jorden nok ikke under af den grund. Det er, hvad, jeg kalder en sund indstilling til sport, og andre kalder kvindeævl/djævlens værk.)Spurterne er nemlig actionmættede – ligesom en fodbold-, håndbold- eller femkamp, når der er noget på spil. Der skal scores nogle mål, en målstreg skal krydses: Der skal kort sagt kåres en vinder. Pissefedt.

DET, JEG TIL GENGÆLD IKKE har det mindste forståelse for, er de mennesker (dvs. sportskommentatorer og lignende tosser), der udråber sportspræstationer til kunst. Det er det ikke. Sport er ikke kunst, sport er konkurrence! Sport handler om at finde én vinder og en masse tabere, som vi bare kalder tabere, for hvorfor skulle vi ulejlige os med at huske deres navne?Der er ikke noget musisk, virtuost eller ekvilibristisk over sport. Jovist kan det se godt ud, når der bliver af leveret en-to hen mod mål, eller når kameraet zoomer ind på pumpende muskler, der træder hårdt i pedalerne op ad bjergsiden. Men hvis der intet konkurrenceelement var, så sad ingen af os og gloede på det! For så ville vi også alle sidde ude ved vejsiden i campingstole og juble, når Tour de pedal-pensionisterne kom hjulende med otte km. i timen.

DET ER FULDSTÆNDIGT MODSAT med kunst, der har et publikum – dog nogle gange et smalt publikum – som dybest set ser på kunst, fordi det er der. Kunst skal ikke levere en vinder. Kunst leverer et budskab; det er smukt, bjergtagende eller andre gange ligefrem frastødende, men det sætter nogle tanker i gang. Sport sætter ingen tanker i gang. Altså bortset fra dem, som bannersponsorerne gerne vil have os til at få: ’Hvorfor købte jeg ikke flere øl? Måske skal jeg have et Panasonic næste gang? Hvad fanden er Silence-Lotto? En form for tys-tys pyramidespil? ’

GRUNDEN TIL, AT SAMMENBLANDINGEN af de to ulige størrelser – sport og kunst – overhovedet er opstået, er, fordi sportskommentatorer ikke ved, hvad de ellers skal sige, når de i timevis skal forsøge at holde en dialog kørende henover sportsbegivenheder. Det fucker helt op i Tour de France, hvor balletanmelder-flosklerne flyder i en lind strøm (inden de tyr til den sidste udvej: landskabskommentering!). Men det bliver det stadig ikke mere kunst af. Cykelløb er en sport! Grundlæggende det samme som spydkast og boksning. Man bruger bare længere tid på at kåre en vinder.