Forbandede tjit tjat

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

FINDES DER NOGEN, der kan finde ud af at smalltalke for alvor? Altså chit chatte uformelt og ufarligt med hvem som helst; taxichauffører og kærestens moster? Jeg er personligt fuldstændigt smalltalk-hæmmet.Jeg indleder altid samtaler med folk med det udgangspunkt, at de selvfølgelig har noget at byde på, noget man kan tale om. Det har de heldigvis som regel. Men så er der lige de situationer – ofte der, hvor man er tvunget til at opholde sig i nærheden af personen i længere tid – ved middagsselskaber, kurser osv. – at personen sidder tavst med et forsigtigt smil og overlader det til mig at hale uendeligt ligegyldige svar ud af ham/hende:»

HVAD LAVER DU SÅ? Ekspedient, javel. I en tøjbutik? En skobutik, interessant? Er det så en kæde eller noget? Nej, bare en lille en. Hvad laver du så, når du ikke arbejder? Ikke noget? Nå, du går til fransk på aftenskole. Rejser du meget i Frankrig da? Du har aldrig været der. Nå. Er det så fordi du kender nogle franskmænd? Nej, du synes bare, det var spændende. Jamen, det er det da også… Er du gift? Nej. En kæreste? Nej. Det kommer helt bag på mig … Har du Børn? Nej. Dyr? En kat. Hvad hedder den så? Mis, javel ja … Gider du lige række mig rødvinen?«

PÅ INTET TIDSPUNKT gør personen noget for at hjælpe samtalen på gled ved for eksempel selv at stille spørgsmål eller bringe et emne, man kan tale om, på bane.Og jeg er fortabt. Fordi jeg ikke kender opskriften til effektiv chit chat. Hvad er de magiske emner, når man ikke naturligt falder ind i en spørge-lytte-grine-rytme? Politik, børneopdragelse og kulturelle præferencer er jo no go – der er for stor fare for voldsom uenighed. Selvfølgelig kan man bare tale om vejret, men det er for mig den største samtale-falliterklæring, og så vil jeg næsten hellere sige ligeud til personen: »Du er så dybt uinteressant, at jeg i stedet for at påpege, at det er dejligt med solskin, nu vil gå min vej og aldrig henvende mig til dig igen.«

I DE SITUATIONER er der kun to muligheder for mig: Enten kigger jeg dybt i posen med spørgsmål for at finde nogle, jeg ikke har stillet. Eller også kigger jeg dybt i vinglasset. Som oftest falder valget på en kombination af de to.Så ender jeg endnu engang som den pinligt berusede borddame, der fortæller kiksede og alt for intime historier fra sit eget liv. I situationen virker det som et glimrende alternativ til stilhed, men ikke meget senere sidder man med en opskræmt bordherre m/k, der med garanti vil være endnu vanskeligere for den næste at smalltalke med.