Nej, jeg er ikke på Facebook

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

SÅ FIK JEG IGEN TILBUDDET: ’Vil du adde mig som ven på Facebook?’ Og jeg må besvare med den åbenbart helt utrolige, utroværdige sandhed: ’Jeg er slet ikke på Facebook’. Facebook er en trend, jeg ikke tog til mig, da den kom frem, og så er man bagud allerede. Men jeg savner det ikke. Jeg har ikke brug for at have kontakt med alle de mennesker, jeg gik i folkeskole/gymnasium/til spejder med. Havde jeg det, var jeg nok ikke flyttet fra Midtjylland i første omgang. De mennesker, jeg gerne vil beholde i mit liv, har jeg allerede kodet ind i div. andre kontaktoplysningssamlere: Telefonbøger, mail-adresse-kataloger og en old school-Mayland-kalender.

HVORFOR VI BLIVER VED med at opfinde nye kommunikationsformer (læs: tidsrøvere)? Først var der mailen: Vi lærte at sende breve, billeder og dokumenter frem og tilbage med lysets hastighed. Så fik vi mobilen og kunne være tilgængelig alle steder til alle tider – til direkte samtale og endog uformel sms-chat. Og oveni er der messenger. Der er Skype. Der er brevduer og røgsignaler. Får en af mine bekendte noget nyt – barn, job, rejselegat – burde hun vel kunne overkomme at formulere det i en mail/sms/telefonsamtale eller endog på et postkort, der er hele 24 timer om at nå frem. Kan hun ikke det, er det tvivlsomt, om jeg har brug for at vide det. Og endnu mere tvivlsomt, om hun har brug for, at jeg ved det.

MIN HJERNE BESTÅR desuden af en form for grød, der omformer den slags oplysninger til luft, så snart jeg har fået dem. Jeg ville aldrig kunne stå foran en af mine Facebook-venner in real life og sige: »Jeg læste, at du skal til Kina og lave en undersøgelse af rotters forplantningsmønstre. Spændende.« Selv hvis jeg kunne huske alle de (til tider alt for) intime detaljer, der lægges ud på fjæsbogen, hvad skulle jeg så tale med disse mennesker om? Pointen er jo, at Facebook-oplysninger er gode emner, man kan spørge ind til, når man står over for en bekendt, man ellers ikke ved, hvad man skal sige til.

MEN MÅSKE ER HELE IDEEN, som jeg Facebook-ignorante ikke har fanget: At den skal erstatte de sociale sammenhænge, hvor vi normalt bruger den slags småsnak!? Måske er det snart slut med receptioner, genforeningsfester og at løbe tilfældigt ind i bekendte på gaden? Måske vil vi i fremtiden udelukkende kommunikere gennem walls og youtube-klip? Og jeg kommer til at sidde helt off-line på en øde café, hvor jeg selv må tilberede min latte og drømme om at møde andre, der stadig kommunikerer på den altmodische, analoge kanal, som en face to facesamtale efterhånden er.