Mens vi venter på nye talenter

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

MARTIN SYNGER STADIG i radioen. På sidste vers fristes jeg til at sige. For om lidt skal hans spæde sangkarriere op mod den nye X Factorstjerne, og så er der ikke plads på playlisten længere.Vi ved ikke, hvem den nye stjerne er endnu. Men vi ved, at han eller hun bliver rygdækket med managere, pengebagmænd og mere pressedækning end kongehuset. Og Martin? Han må klare sig selv. De tv-transmitterede talentkonkurrencer giver (desværre) ret god mening i hardcore klassesamfund som det engelske eller det amerikanske. Hvor det, at man er god til noget, ikke er ensbetydende med, at man nogensinde får en chance for at gøre det. Hvis man er vokset op i Harlem hos en enlig mor, eller man selv blev mor som 16-årig i Brighton, så kan man synge nok så meget hjemme foran spejlet, man skal stadig møde til 10-timers nattevagt på fabrikken for at overleve.

MEN VI BOR JO I et forholdsvist lille, forholdsvist klasseneutralt og forholdsvis rigt land (finanskrise til trods). I Danmark er der i forvejen ikke langt fra Skive til Sony. Det eneste, dem med talenterne behøver gøre, er at mande sig op til at tage turen. Alligevel søger tv konstant og desperat efter de talenter, der gemmer sig derude, som ikke er blevet opdaget før. Men hvorfor er de egentlig ikke det? Måske fordi de ikke er så store talenter alligevel!?Lad os lege med tanken et øjeblik: At 10 år med tv-talentkonkurrencer (Fra Popstars til XFactor) faktisk har opstøvet de talenter, der er i vores knap 5,5 millioner store befolkning. Hvad er der så tilbage nu? Freakshowet! Alle dem, der blev sorteret fra, inden kameraet kom på i de første konkurrencer. Og så selvfølgelig dem, der har været for unge til at stille op tidligere, så oddsene for, at vi får endnu flere teenagepopstjerner i æteren, er ret høje.

MEN HEY, DET HANDLER jo alligevel ikke rigtigt om at finde den næste stjerne. Prime time-talentkonkurrencerne leder ikke efter en, der kan klare sig ude i virkeligheden.De handler om at give os hjemme foran skærmen noget at følge med i og nogen at føle med. Så vi kan sidde med fredagsslikket og blive enige om, hvem der kan synge, og hvem der lyder, ligesom vi selv gør under bruseren. Og det er okay, for det er det, vi gerne vil se på. Men er der ikke nogen, der lige gider at sige det til deltagerne? Lige trække dem til side efter finalen og hviske: »Hey, du. Nu må du sgu klare den på lige fod med de andre – ikke tv-transmitterede – talenter. Vi skal nemlig til at planlægge, hvad vi skal sende i efteråret.«