Koffein: kærlighed og krise

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

JEG DRIKKER for meget kaffe. Og det er dumt på mange måder. For det første, fordi jeg faktisk ikke kan lide kaffe. Selv om jeg næsten er 30 år gammel, har jeg stadig ikke vænnet mig til smagen. Så jeg pøser mælk og sukker på den arme drik i en grad, så baristaen – altså kaffedamen – spørger, om jeg ikke hellere vil have varm kakao!? »Nej? Hallo, jeg er ligesom voksen nok til at drikke rigtig kaffe… men kan jeg få flødeskum og chokoknas på kaffen i stedet?«.

BORTSET FRA DET, så er min krop også alt for følsom over for koffein. Altså seriøst overfølsom: Hvis jeg drikker et halvt glas cola, kan jeg ikke sove. Engang, jeg læste til eksamen, spiste jeg to koffeinpiller og rystede som abstinensramt narkoman i tre dage – men jeg bestod. Kaffekoffein har den samme effekt på mig. Et mokkashot og jeg kan ikke sidde stille, sveder så det løber og falder først i søvn den efterfølgende uge.Alligevel kan jeg ikke holde læberne fra kaffekopperne. Jamen, lugten af friskbrygget kaffe er mere lig med hygge end noget andet. Man sidder mentalt i et landkøkken med blussende ild i komfuret og dypper imaginære brunkager i den sorte væske.

KAFFEDUFTEN BANKER op i erindringscentret i hjernen, hvor barndommen sidder, og minder en om en tid, hvor man altid var glad og troede, at de voksne kaffedrikkere også var det. Det lugter af et liv, der er meget mindre kompliceret. Men så bliver man selv voksen og finder ud af, at der findes alle mulige slags kaffe, der ikke er hyggelige. Som den kaffe, man drikker til begravelser, eller når man er så stresset, at man ikke kan indtage andet. Og så er kaffe pludselig mere lig med noget, man har brug for. Som narkotika, som mad.

DEN ONDE CIRKEL sætter ind. Jeg drikker en enkelt latte en eftermiddag, fordi vi hygger. To veninder på café, seriøs sladder og måske en lille kage. Koffeinen pumper ud i årerne, og natten igennem slår hjertet søvnen i smadder.Om morgenen har jeg så brug for kaffen. Det ved den! Det er kaffens luskede plan. Så jeg drikker morgenkaffe. Og formiddagskaffe. Kaffetids-kaffe. Men ingen aftenkaffe, for så sover jeg jo dårligt. Men det er lige meget, for det akkumulerede koffeinindtag dagen igennem er nok til at ødelægge nattesøvnen – igen. Og i morgen er der endnu en dag. Flere tømte kopper. Bare for at komme igennem dagen. En uge på de vilkår, og jeg er bombet i hovedet. Jeg går ud og køber grøn te og lover kroppen bod og bedring. Men så indløber der en invitation til søndagskaffe. Og kaffekoppernes klirren varsler endnu et koffeinchok.