Uden for det gode tv-selskab

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

I SIDSTE UGE tilstod jeg, at jeg ikke har haft tv i årevis. Den afsløring vækker en del undring i min branche. (Min branche, som vist bedst kan betegnes som samfundskommenterende underholdning i den lette afdeling). Har jeg ikke brug for at holde mig ajour med, hvad der sker? Jo, men det er utroligt nok intet problem. For det første er det umuligt at undgå at blive revet med nyhedsstrømmen, selv om man ikke sidder klokken 18.30, 19.00, 21.30 og 22.00 og ser nyheder og også lige fanger Deadline.Der er jo nyheder over alt efterhånden. Man kan ikke engang gå ned ad en gade – helt offline og uden headset – uden at blikket fanger enten lys- eller gratisaviser.

OG ALT DET ANDET, tv sender? Ja, det er jeg også foruroligende godt hjemme i. Foruroligende, fordi jeg burde være sat af. Men det sker ikke. Jeg er på fornavn med Line og Remee og på efternavn med Blachman. Jeg er med på det, hvis der er nogen, der danser om fredagen eller får gennemgået deres økonomi om tirsdagen. Jeg kan diskutere tv-programmer med folk – selv om jeg aldrig har set programmerne. For jeg behøver kun at se tre ord på en avisspiseseddel, så ved jeg, hvad der er sket i tv. Der skrives så meget om tv i aviser og blade, at man begynder at få indtryk af, at de skrevne medier ikke kunne eksistere uden (og siden det meste af det, tv-nyheder består af, er noget, der har stået i avisen, så begynder det efterhånden at ligne en kat, der spiser sig selv).

NU VIRKER DET MÅSKE, som om jeg bare skinhelligt sidder og har meninger om noget, jeg egentlig ikke ved en bjælde om. Men selvfølgelig tjekker jeg da op på det en gang imellem (jeg kalder det at tage et tv-fix).For eksempel når jeg besøger mine forældre. Så klikker jeg igennem deres store kabelpakke – bare for at se, om jeg går glip af noget. Det føler jeg bare ikke rigtigt, jeg gør.Tværtimod virker det som om, der i de tre år, jeg har været tv-afvænnet, er kommet endnu flere og fuldstændigt identiske reklameblokke, som en sjælden gang af brydes af et program, hvor ukendte gør noget, de er gode til, eller kendte gør noget, de er dårlige til.

OG DET ER PROBLEMET for tv-kanalerne. Jeg skulle jo være som en nybleven ikke-ryger, der kommer til at suge på en Prince, eller en afvænnet chokoholic, der bider i en Yankeebar. Jeg burde blive mindet om, hvor fedt tv er. Og blive suget tilbage i afhængigheden.I stedet sidder jeg der med en fjernbetjening og en flad fornemmelse og savner det virkelige liv.