Lad der blive lys – for alvor
Klumme oprindeligt bragt i Urban.
JEG TROR IKKE på forår. Jeg er vejr – ateist: Jeg vil se beviser, før jeg tror på noget som helst. Og erantis er ikke et bevis! Erantis er en tisgul blomst, man ikke kan stole på. Så snart den mindste solstribe er sluppet gennem vintermørket, breder erantissen sig skøgeagtigt gennem landskabet. Lader som om, den er en officiel forårsbebuder. Bah, jeg har knap set en eneste vintergæk. Alligevel mener erantis altså, at den ved, hvor det sner. Og det er ikke her. Krokussen (eller ’hotelpigen’ som blufærdige mennesker kalder den), har heller ikke vist sig, og den plejer ellers nok at kunne indfinde sig i frizonen mellem vinter og forår. Eller hvad ved jeg? Jeg har ikke en klap forstand på blomster (og bier).Men jeg tror ikke på, at foråret er her endnu. Sneen, frosten og kulden lurer sikkert lige om hjørnet, når vi – forårskåde – har glemt vanterne derhjemme og har taget solbriller på som eneste beskyttelse. Så slår det til igen. Snestormen, isslaget og fygningerne.
MEN FUGLENE LYTTER til erantissen. De pipper lystigt som en aprilsnar en måned for tidligt. Og hver evig eneste lille musvit får hjertet til at slå skævt. For jeg er svag i min tro. Jeg sad en hel eftermiddag med sol i ansigtet (indendørs) og kom i forårshumør. Jeg fik den tåbelige tanke, at om lidt vil bøgen springe ud. Faktisk bør vi gå ud at tjekke, at den ikke allerede har gjort det – det er jo forårets vigtigste begivenhed. I hvert fald ifølge alle medier der år efter år sjosker ud i skove landet over for at forevige den angiveligt første bøg, mens andre bøgetræer længere ude på pynten står med friske blade og hader den lille medieluder.
JEG ER FORÅRSBARN, jeg er født lige i begyndelsen af april. Jeg ved, hvornår det er forår. Og der har ikke været et eneste år i min levetid, hvor vinteren ikke har forsøgt at æde sig ind på min dag. Måske er det faktisk min skyld. Fordi jeg har opført mig så slemt hele året, at det kolde vejr er nødt til at blive hængende for at kunne udfylde sin vigtigste funktion: hævn over fødselarer. Desperat gennemgår jeg seneste år i erindringen. Har jeg været specielt sødere end ellers? Kan jeg have forskubbet denne urimelighed af et vejrfænomen ved ordentlig opførsel? Tvivlsomt. Med mindre vejret er ligesom julemanden, der opdager alle de slemme ting, man gør (og de fleste slemme ting, jeg gør, gør jeg om natten, så det er ikke sikkert, nogen har set det). Alligevel tør jeg ikke tro på foråret. Ikke endnu. Skyerne samler sig, sibirisk isvinter venter. Vanterne må blive fremme lidt endnu.