Sjov hærværk

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

Der er ingen tvivl om, at hærværk i almindelighed og graffiti i særdeleshed er den lammeste form for forbrydelse. Det har ikke andet formål end at ødelægge andre menneskers ting og humør. Men når det er sagt, så findes der et sted, hvor graffiti er decideret underholdende. Nemlig på valgplakater. At male overskæg og djævlehorn på kandidater med en medbragt sprittusch er enhver valgkamps absolutte højdepunkt.

Alligevel har Dansk Folkeparti følt sig så chikaneret af valgplakatgraffiti under dette EU-valg, at partiet har meldt det til politiet. Tænk sig. Der er slyngler, som har forsynet spidskandidat MORTEN MESSERSCHMIDTs oversize valgplakater med et velfriseret Hitleroverskæg. Og det er da også en forbrydelse så alvorlig, at det bør have politiets førsteprioritet i en tid, hvor politiet ikke har andet at give sig til. For den type hærværk er jo virkelig noget, der ødelægger mennesker. Det er faktisk så slemt, at der sikkert sidder folk i Brorsonskirken på Nørrebro og tænker: »Det kan godt være, at vi er blevet smidt ud af landet til en usikker fremtid i Irak, men det der! Det er jo direkte nedværdigende. Man kan ikke være bekendt at gøre grin med overskæg på den måde!«

Selvfølgelig har DF loven på sin side. Det er hærværk. Men det er jo sjov hærværk. Hvem lider helt ærligt skade af, at nogen leger med sprittusch på en plakat, der alligevel skal pilles ned inden for en uge? Jeg mener faktisk, det burde være fuldt lovligt at give sin mening til kende på plakater, der hænger i det offentlige rum. Plakaterne hænger der jo netop selv med det formål at ytre en mening om et bestemt parti eller et produkt. Når jeg ikke kan gå ned ad en gade uden at blive mødt af de første 50 plakater, der vil sælge mig alt fra EU til McD, hvorfor må jeg så ikke pynte lidt på salgsargumenterne?

Jeg så engang en af Cult Shakers debile nøgen-dulleplakater, der var blevet forsynet med en ganske nydelig graffiti-bikini. Er det ikke en dejlig konstruktiv måde at forholde sig til reklamebudskaber?

For helt ærligt, hvordan skal vi – vælgere og forbrugere – ellers håndtere denne propaganda? Skal vi selv alle sammen ud og samle underskrifter og stille op til et valg for at få lov til at have en mening? For ellers er den eneste anden mulighed jo at tæppebombe aviserne med ytringsfrihedens mest ufarlige våben; læserbreve. Medmindre man da vælger at gå den kommercielle vej og leje reklamepladsen ved siden af Morten Messerschmidt, tegne en pil og skrive: »I’m with stupid.«

PS: Hvis Morten Messerschmidt eller andre føler sig generet af mine meninger, er man velkommen til at tegne djævlehorn og fipskæg på mit kontrafej.