Min burkantede mening

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

NEJ, JEG HAR IKKE tænkt mig at gå ind i diskussionen for eller imod den alt for omtalte burka. Jeg har tænkt mig at brokke mig over, at den overhovedet kan blive genstand for en diskussion af disse dimensioner. For hvad er det præcis, vi taler om her? Vi taler om en beklædningsgenstand, der maks benyttes af 30 mennesker i Danmark. Der er på alle tider af året flere lagenspøgelser på vej til udklædningsfest, end der er kvinder med burka på gaden.Der er flere elever i hvert enkelt klasseværelse i Danmark, end det samlede antal af burkaindhyllede. Der blev hevet fire gange så mange mennesker ud af Brorsonkirken, som der er kvinder, der bruger dette tøjstykke – og der var ikke engang nogen af dem i kirken, der havde burka på! (Det var kun politiet, der var tildækket.)

DET ER JO IKKE NOGET NYT, at politikere elsker at beskæftige sig med såkaldte værdidebatter, hvor de tager stilling til spørgsmål, der aldrig er blevet stillet – frem for at besvare dem, der bliver. Uanset hvor meget vi almindelige danskere ønsker at diskutere de store linjer; hvad har de egentlig gang i med vores skattepenge? Hvad med de syge, de gamle, de arbejdsløse og børnefamilierne? Så bliver vi gang på gang overlistet af disse X Factor-forslag. Jeg kalder dem X Factor-forslag, fordi det er forslag, som får ekstrem eksponering i to uger, hvorefter de dør ud i glemsel, fordi et nyt forslag overtager forsiderne.Typisk går forslagene ud på at forbyde noget; det kan være burkaer, skudsikre veste eller kamphunde. (Mens ingen ser mulighederne i at forene dem: Hvad med en kevlar-burka-heldragt til beskyttelse mod kamphunde! Se dér er salgspotentiale. Jeg tror nok lige, at jeg er på vej til at løse finanskrisen.)

MEN NÅR NU POLITIKERNE får så meget opmærksomhed på forslag, der vedrører cirka 0,05 promille af befolkningen, så har jeg også et forslag: Hvad med at vi forbød facere? Altså dem fra UNICEF og Amnesty, der står på Strøget og giver mig dårlig samvittighed, hver gang jeg er ude for at bruge penge på mig selv i stedet for på fattige børn. Eller bare et påbud om at facere skal bære en form for fullsize-dragt i en fluorescerende farve – en neon-burka – så man har en chance for at opdage dem tids nok til at kunne dreje ned ad en sidegade. Min pointe er, at facere er noget, der irriterer mig ind imellem, men som jeg bare må acceptere, at jeg bliver nødt til at leve med. Fordi jeg er en del af denne verden – og fordi jeg ikke ønsker at isolere mig ude i en skov kun omgivet af mit eget snæversyn. Træk selv parallellen.