Konstruktiv kritik af kritik

I de seneste par måneder har jeg fået flere krænkede henvendelser fra folk, der er sure over, at jeg har slettet deres kommentarer på min facebookvæg. Efter deres mening udøver jeg censur og er nærtagende over for kritik.
Det sidste er helt sandt. Jeg hader kritik. Hovedsagligt fordi langt det meste kritik, jeg har fået i mit liv, har været så langt fra konstruktivt, at det er utroligt, at nogen nogensinde har fået ideen til at sætte de to ord efter hinanden.
Folk er gennemgående elendige til at give konstruktiv kritik. De fleste vil bare have lov til at kritisere – for sportens skyld. Fordi det er en nationalsport i alle nationer at kritisere. Og den sport er større end alle andre sportsgrene, for også diverse landshold og trænere må konstant høre på kritik fra selvudnævnte sportseksperter. Hvem ved for eksempel bedre end min onkel, der ikke kan kende forskel på en tennisketcher og en yakokse, at Caroline Wozniacki trænger til en ny træner!?
Og som selvudnævnt og -ophøjet kritiker kan man altid svøbe sig ind i den sikre; ”nåååå, så du kan nok ikke tåle kritik, hva!?”
Altså hvis genstanden for ens mere eller mindre uretmæssige angreb skulle finde på at værge for sig med modargumenter eller ligefrem vælge den lækre, lette facebook-løsning at fjerne kritikken med et enkelt klik. En løsning, jeg ville ønske, der fandtes irl, så emsige typer, der kommer op efter et show og kritiserer også kom med en rullemenu under sig.
”Det er bare overhovedet ikke sjovt at lave sjov med tykke mennesker. Det er faktisk ikke alle, der selv kan gøre for det!”
Delete.
Block.

Stråmand, skråmand, stråhat
Jeg kan tælle på én hånd de få gange i mit professionelle liv, jeg har fået ægte, konstruktiv kritik. En af gangene var da min seneste bog udkom, og en anmelder pointerede, at sproget visse steder virkede for utroværdigt til min hovedperson. Dét er konstruktivt.
Ikke alene kan jeg lære noget af det, hvilket jo et eller andet sted burde være formålet med kritik – selvom denne idé vist er smuttet et eller andet sted i selvhævdelsens konstante behov for at kritisere andres adfærd.
Men hvad vigtigere er, så viste anmelderen, at han rent faktisk har forholdt sig til det, han kritiserede. Han havde læst bogen, forstået budskabet og fundet huller i dét.
Sådan er det ikke meget kritik, der er. Langt det meste kritik handler enten om, at kritikeren vil masse sin egen agenda på banen og/eller demonstrere sin overlegenhed udi kunsten at argumentere. Jeg ved næsten ikke, hvad der er værst.
For at tage det sidste først, så er det helt uhyggeligt så mange internetdebatter, der bliver afsporet af, at den ene – eller begge – debattører engang har læst Lasse Rimmer bruge udtrykket ”stråmandsargument”, derefter lært sig udtrykket udenad og nu rask væk kaster det mod sine modstandere.
Oprindeligt var det et begreb, man brugte til at holde debatten på sporet, nu bruges det til at afspore debatten, så den i stedet kommer til at handle om, hvorvidt den anden vitterligt benyttede sig af en stråmand.
Pyh, så slap vi også for at snakke indhold denne gang!

Hokus pokus, så har du sagt noget helt andet
Det er i hvert fald slående så mange, der bruger stråmandsbegrebet, som ikke ved, hvad det faktisk betyder; nemlig at man argumenterer mod noget, modstanderen reelt ikke har sagt for at få debatten flyttet over på sin egen banehalvdel og derved have en vinderfordel.
Og det er sådan set et smart, retorisk greb, for uerfarne debattører vil typisk fortsætte kampen uden at opdage, at spillet er ændret – de vil fortsætte med at forsvare det stråmandsargument, som den anden har kastet efter dem, fordi de ikke har indset, at det er svagere end deres oprindelige argument. Et eksempel fra et parforhold:
Hun: Undskyld, jeg glemte at hente dig fra arbejde. Jeg havde bare så travlt i dag, at jeg svedte det ud.
Han: Du glemmer altid at hente mig!
Hun: Det gør jeg da ikke.
Han: Jeg betyder slet ikke noget for dig, du går mere op i dit eget arbejde.
Hun: Ej, skat, jeg elsker dig. Du betyder alt for mig. Osv. osv.

Hun indser ikke i diskussionens opblussede hede, at han flytter fokuset fra den aktuelle situation til en generel anklage om noget helt andet. Det er en effektiv stråmand.
Erfarne debattører lader sig dog ikke så nemt narre. Hvilket er grunden til, at politiske debatter som regel står i stampe. Eksempel:
Han: Vi vil ikke lave en lov mod et Formel 1 for rumfart, fordi vi har vurderet, at det ikke kommer til at foregå de næste mange år.
Hun: Så I vil bare have at unge mennesker bliver smadret mod siden af månen, eller hvad?
Han: Nej, vi har bare vurderet, at det ikke kommer til at foregå de næste mange år.
Hun: Så skidevære med, at det vil skabe vildt meget forurening i atmosfæren.
Han: Nej, vi har bare vurderet, at det ikke kommer til at foregå de næste mange år.
Han: I er ude på at ødelægge vores rygte i hele Galaksen!
Han: Nej, vi har bare vurderet, at det ikke… Osv osv.

Det, du lige sagde, er noget lort! Og jeg har heller ikke hørt, hvad det var!
Dette eksempel viser også, hvorfor det er vanskeligt at holde stand i en debat, for det er fucking svært at blive ved med at vende tilbage til det oprindelige udgangspunkt, når anklagerne om alt muligt begynder at rulle. Så er man fristet til at hoppe ind i debatten. (”Hvad fuck mener du med vores ry i Galaksen? Hvis der overhovedet er liv andre steder i Galaksen, ødelagde vi nok definitivt vores ry, da vi opfandt reality-tv.”)
(OBS: Stråmandsargumentet er en ofte benyttet joke-form, og derfor skal man lige huske på, at når man debatterer med en komiker (professionel eller ej), vil høn ofte benytte sig af det greb. Men det er altså ikke nødvendigvis, fordi komikeren ønsker at afspore debatten, det kan bare være vane – eller mere sandsynligt; at komikeren simpelthen synes, at synspunkterne er for dumme til at blive taget seriøst. (Og nu regner jeg så med også at få kritik for at være arrogant.))
Den anden baggrund for kritik er som nævnt at gøre opmærksom på sin egen sag eller sit eget synspunkt. Hvilket selvfølgelig kan være helt reelt, det er jo derfor, vi har debatter; for at udveksle divergerende synspunkter.
Problemet opstår bare, når kritikeren ikke har sat sig ind i, hvad der egentligt blev sagt til at starte med, fordi høn er så forhippet på at få presset sine egne synspunkter igennem. Dette afsporer helt utroligt mange debatter, både private og politiske.
Fordi reelt er der kun to muligheder i sådan en debat; enten fortsætter man i det spor, kritikeren har valgt, eller også siger man ”tak for i aften” og stopper den.
Det er umuligt at forsøge at få debatten tilbage til ens oprindelige synspunkter, fordi kritikeren – og eventuelt påhørende – vil insistere på at få kritikken ”taget til efterretning”. Og man er helt fucked, hvis man begynder med at kalde situationen og sige, at den anden har afsporet debatten. For så er man både nærtagende og arrogant – og man indrømmer dermed indirekte, at kritikeren har ret i al sin kritik.

Du skal ikke komme her med dine fakta og andet halløj!
Det var som sagt svært at kalde situationen, når man støder på et stråmandsargument. (Medmindre selvfølgelig hele pointen ved at anklage den anden for brug af stråmandsargument er at afspore debatten… (ja, det er indviklet: Velkommen til Retorik 2.0.))
Men det er virkelig svært, når man er nødt til at indse, at ens modstander bare ikke vil – eller ikke kan – sætte sig ordentligt ind det, høn kritiserer.
Jeg er selv røget ind i det setup rigtig mange gang, fordi det som regel tager lidt tid, inden det går op for mig, at den anden faktisk ikke har forstået, hvad det handler om. På det tidspunkt kan debatten allerede være ret ophedet, og det gør det utroligt svært at standse op og sige: ”Hør, ved du overhovedet noget om det her emne?” I hvert fald ikke uden at komme til at lyde, som om man vil patronisere den anden og tæve løs på vedkommendes uvidenhed. (Og af samme grund vil den anden typisk stædigt holde fast i, at høn skam ved ALT om emnet, selvom det bliver mere og mere tydeligt, at det gør høn ikke.)
Udover det har de fleste af os også en eller anden høflighedsting med, at vi synes, den anden har ret til at komme til orde – nærmest ligegyldigt, hvad de ord så er.
Måske er det den der angst for at blive anklaget for ikke at ville lytte til kritik – for det er jo det værste, man kan være; en selvfed type, der er blind over for sine egne fejl, fordi man aldrig er åben over for kritik.
Jeg er også pissebange for, at det er beskrivelsen af mig. Derfor har jeg tidligere altid forsøgt jeg at lytte til kritik. Med det resultat, at jeg stort set altid blev ked af det. Fordi jeg er selvfed og tilmed nærtagende!? Måske. Eller måske snarere, fordi kritikken ofte er så perfid.
Når jeg får kritik i dag, bliver jeg snarere meta-ked af det: Jeg bliver ked af det over, at vi har et samfund, hvor folk rask væk kritiserer uden nogen som helst anden grund, end at det har de lige lyst til.
Måske fordi de selv får det bedre med sig selv, eller måske fordi det bare er blevet sådan noget, man gør. (Og tak til internettet for at gøre det endnu nemmere.)

Nå-nå, så gider man ikke debattere med idioter. Rimlig arrogant!
Under alle omstændigheder har det tidligere været rigtig svært for mig at sige sætningen: ”Den her debat er kørt af sporet, jeg trækker mig.”
Men nu synes jeg efterhånden, jeg begynder at have styr på det. Og jeg gider i hvert fald slet gå ind i en debat, når jeg på forhånd ved, at der ikke vil blive lyttet til mit synspunkt. Episk tidsspilde!
Ikke dermed sagt, at jeg altid når at blive klar over det, inden debatten er i gang – og så må jeg så finde en vej ud af den igen, hvilket som bekendt skaber vildt dårlig stemning, foruden anklager om alt fra nærtagenhed til inkompetence.
Så når jeg på forhånd har en idé om, hvad der vil blive sagt; når jeg på forhånd ved, at der ikke vil blive lyttet, så holder jeg mig væk.
For det her er virkelig kritik i en nøddesskal: De fleste, der kritiserer, forholder sig ikke til, hvad der reelt er på bordet. De har nemlig allerede linet deres mod- og stråmandsargumenter op, så de er klar til at angribe, nærmest uanset hvad der kommer ud af munden på deres modstandere. (Især hvis modstanderne tilhører en gruppe, de har besluttet sig for at hade, som eksempelvis feminister.)
Dét er virkeligt ukonstruktivt.
Derfor holder jeg mig så vidt muligt ude af den slags debatter, og derfor fjerner jeg også den slags kritik fra mine facebooksider – og derfor har jeg heller ikke et kommentarfelt på denne blog.

Kim jung Søndergaard
Så må folk kalde mig nærtagende alt det de vil – den debat gider jeg heller ikke gå ind i. (Det er nemlig også et retorisk kneb at tirre modstanderen, indtil vedkommende kaster sig frådende ind i kampen – naturligvis allerede langt bagud på point, fordi følelsesudladninger per definition er taberadfærd i en ”saglig” debat. (For der er jo ikke noget mere sagligt end at starte med at anklage nogen for at være for følelsesladet…))
Og jeg morer mig meget over at blive anklaget for at bortcensurere kritik, fordi udøvelsen af censur jo er magthavernes redskab. Så der er altså nogen, der åbenbart går rundt og synes, at jeg har lige så meget magt som en nordkoreansk diktator. (Åh, hvis bare! Hvor ville der være fyldt med killinger, kage og behårede fisser i det her land, hvis jeg var diktator.)
Mange hidsige kritikere lader i hvert fald til fuldstændig at have misforstået både, hvad ytringsfrihed og censur egentlig betyder.
Det var for eksempel ret skægt at høre de danske journalister bruge begge udtryk i flæng, da det for nogle år siden kom frem, at de svenske medier ret konsekvent nægter at dække Sverigedemokraterna (som er svenskernes version af Dansk Folkeparti).
Af alle burde journalister da vide, at det ikke er censur, at et medie nægter at dække en begivenhed – det er mediet i sin gode ret til – det ville kun være censur, hvis en myndighed nægtede mediet at dække begivenheden.
Ligesom det heller ikke er krænkelse af nogens ytringsfrihed at nægte at dække visse begivenheder, fordi at have frihed til at sige sin mening ikke er ensbetydende med, at man har ret til at få den på landsdækkende tv.
Formentlig var de danske journalister bare mobsede over, at de ikke selv har æggestokke nok til at lade være med at dække hver eneste lille bøvs fra Dansk Folkeparti – og derfor kritiserede de i stor stil deres svenske kolleger med stråmandsargumenter om ytringsfrihed og demokrati.

Guide til at kritisere mig – konstruktivt eller ej
Så hvor stiller det så dig i forhold til at kritisere mig, når jeg nu er så nærtagende en diktator? Ja, du har faktisk stadig mange muligheder, så længe du bare holder dig på den rigtige side af injurielovgivningen. (Og det er ikke så meget et krav fra min side, som det er dansk lov og risiko for ret store bøder.)
Så du kan jo lave en blog, hvor du kritiserer mig, du kan også gøre det på din egen facebookvæg eller twitter eller stuevæg, du kan endog skrive indlæg i aviser og lave virale videoer. Faktisk vil jeg foreslå dig at gøre det i en kreativ form, eksempelvis i en sang eller en roman, for så er du nemlig ikke underlagt helt de samme regler om injurier. Det er du i øvrigt heller ikke på en stand-up-scene, såååå…. ”Kender I den om, at Sanne Søndergaard er en dum nærtagende møgluder-diktator, der ikke kan tåle kritik? Nej? Så må jeg hellere skrive en joke om det til næste gang.”
Endelig kan du jo også rent faktisk læse det, jeg skriver, ordentligt og forholde dig til det på en saglig måde, så er der en vis sandsynlighed for, at jeg godt gider debattere med dig.
Eller – og den her er helt radikal – hvis du på forhånd har besluttet dig for at hade mig, og det, jeg skriver, så… bum bum… lad vær med at læse det!
Var det nedladende sagt!? Så må du jo lægge det til kritikpunkterne.