Er du sjov eller er du feminist?

Feminister er i hundredvis af år blevet beskyldt for at være uden humor, og jeg begynder at forstå hvorfor. For det viser sig, at ovenstående spørgsmål er et, jeg forventes at skulle kunne svare på.
Og faktisk er det ikke så meget ikke-feminister, der stiller spørgsmålet. De er vist mest bare lidt forvirrede; “men… men… du er sjov og pæn og kan godt lide pik og så er du feminist!? Nu hænger mit verdensbillede altså ikke sammen mere.”
Nej, dem, der kræver et svar, er dem, der selv kalder sig feminister eller bekender sig til andre former for venstreorienterede retninger – fra VS’ere til bilhadere til veganere. En del af dem begynder at omtale mig som en dårlig feminist, fordi jeg ikke repræsenterer præcis den form for feminisme, de mener, jeg skal stå for. (Derfor lancerede jeg for et par uger siden pragmatisk feminisme for alle os, der bare gerne vil have lov til at mene noget om køns- og ligestillingsproblemer uden at aflevere resten af vores sjæl i pant til en bestemt politisk ideologi.)

Jeg er komiker, så du er grim, ha ha
Men det er skam ikke nok at skamme mig ud som dårlig feminist længere. Nu skal jeg også levere mit levebrød som forsikring for, at jeg vil sagen nok. De seneste par måneder har jeg igen og igen skulle forsvare jokes, jeg har lavet live eller på facebook/twitter/her på bloggen/i min brusekabine med ordene: “Jeg er komiker!”
Personligt har jeg ellers altid hadet den ansvarsfralæggelse, som nogle komikere kommer med, når folk problematiserer det, de har sagt: “Nø, jeg skal ikke stå til ansvar for noget, jeg siger, for det er jo bare for sjov jo.”
Det gælder ikke. Man skal stå inde for det, man siger, og de konsekvenser det har, at det bliver sagt. Ellers kan neonazister bare begynde at kalde sig komikere og svine andre racer og religioner til.
Men når det er sagt, så har man som komiker altså et råderum til at lave sjov med politisk ukorrekte sager og smadre ind midt i tabuer. Det er sådan set definitionen af vores arbejde.

Movember må man ikke mene meget om
Derfor er mine tænder ved at blive lidt nedslidte af den skærende irritation over at skulle forklare jokes for folk, der på papiret i hvert fald skulle have intelligens nok til at kunne kontekstvurdere det, andre siger.
Seriøst; jeg har aldrig nogensinde stået over for et livepublikum af VVS-folk eller pædagoger, som har stukket næsen i sky af forstilt forargelse over en politisk ukorrekt joke. Det virker, som om såkaldt “almindelige” mennesker ingen problemer har med at forstå de sammenhænge, en joke bliver leveret i.
Kun nogle af de folk, der i høj grad slår sig op på at ville problematisere samfundstendenser, lader til at have det problem. Det er da lidt foruroligende.
For eksempel var der megen mukken indblandet ikke så lidt skadefro, da jeg i sidste uge lavede en joke om movember. Joken lød: “Så startede det… en hel måned til, at man kan se på mænds ansigter og igen have lyst til at knalde dem.”
For jamen dog, det kan man jo ikke tillade sig at sige, når man kalder sig feminist og selv har hår på fissen!
Undskyld, men skulle vi lige starte med 1) at hår på fissen og overskæg ikke er det samme, tværtimod; både intimbarbering og overskæg er kulturelt opfundne fænomener, og 2) det er faktisk et meget feministisk synspunkt, da jeg mener, at overskæg på både mænd og kvinder er usexede, og 3) jeg er komiker!

Får man feministunderstøttelse, hvis man bare er kedelig?
Men den går ikke. Det er åbenbart svært for nogen at lade mig bruge min titel som forklaring på, at jeg laver sjov med alt muligt – især med Tom Sellers-kloner i november. (Og vi ved jo, at de alle som en stadig barberer bollerne, så de har altså bare flyttet kønsbehåringen og fladlusene op i ansigtet! (Ja, jeg gjorde det lige igen, fordi jeg… wait for it… er… oh yeah komiker!))
Derfor har jeg så flere gange i den seneste tid blevet mast op i et hjørne med krav, om jeg vælger om, vil være sjov eller, om jeg vil være feminist.
Og svaret er altså, at der ikke er nogen enten-eller-mulighed for mig. Jeg vil ikke være det ene eller det andet. Jeg er begge dele.
Til gengæld må jeg nok sige, at jeg går betydeligt mindre op i, om jeg nu også bliver rødstemplet af de “rigtige” feministgrupperinger, end om mit publikum synes, jeg er sjov. Så hvis jeg absolut skal vælge, så er jeg komiker.
Forstået på den måde, at jeg jo godt ved, at jeg er feminist indeni. Jeg ved godt selv, hvad jeg står for – det behøver jeg ikke andres godkendelse for. Men jeg lever af at være komiker; det indebærer, at nogen har lyst til at betale for at se mine shows.
Men nu er det jo heller ikke de betalende kunder, der kræver, at jeg vælger – nej, det er folk i et feministisk bagland, der af alle burde vide, at man ikke kan leve af at være feminist og politisk korrekt og røvkedelig.
Jeg står da heller ikke nede på andre menneskers dagjob og siger: “Hvis du spuler den håndvask med dét rengøringsmiddel, så er du ikke rigtig miljøaktivist. Du må vælge; vil du have et job, eller vil du have meninger!”

Feminismen er perfekt, så find noget andet at lave sjov med, gøglertype!
Desuden mener jeg, at min jobtitel i høj grad indebærer, at jeg er villig til at sætte mig selv i spil og lave sjov med mine egne holdninger og have selvironi omkring min egen position. Jeg mener, at det altid er sjovere at se indad, end det er at gøre grin med andre. Derfor vil jeg selvfølgelig lave en masse sjov med feminisme også.
Det trænger feminismen i øvrigt i den grad til: Den er støvet og umoderne og lugter af en blanding af sur modermælk og mandehad. Det skriger på comedy! Altså af den slags, der ser indad. For der har været rigeligt af den forsmåede antifeminisme, der sparker på feminismen udefra.
Så det er det, jeg prøver at levere. Fordi jeg grundlæggende tror på, at folk, der griner sammen, redder verden sammen.
Så det, jeg har sorggrinet allermest af de seneste par måneder, er, hvor travlt en håndfuld feminister pt har det med at bevise, at feminisme åbenbart skal være fuldstændig blottet for humor og selvironi – ja, tilmed også for selvindsigt.
For der er jo bare intet i, der vinder flere tilhængere end hængemuleri og hængepatter. (Ops, I did it again.)