Mobning er aldrig én til én

Der bliver talt utroligt meget om mobning i medierne lige for tiden. Det er, fordi TV 2 kører en dokumentarserie om det. Og som det tit er med den slags; når ét medie sætter fokus på et problem, så følger alle andre efter. Og i en periode bliver der så sat væsentligt fokus på det – som om alle medier godt er klar over, at de skylder én for at have glemt problemet tidligere.
Men så går der typisk et par uger, og så glemmer de det igen, og så fortsætter problemet.
Jeg kan lige så godt sige helt negativt med det samme, at jeg forventer, at det også sker med mobning. Og det er altså ikke, fordi medierne stopper med at dække det, men fordi mobning er umulig at undgå.
Mobning er det sprog, civilisationen er bygget af. I’m sorry to say.

Du er udenfor, så jeg kan se, at jeg er indenfor
Mobning er en social dynamik, der opstår i alle grupper – i børnehaven, skolen, på arbejdspladsen, i sportsklubben, i familien, ja tilmed i selvvalgte vennekredse. Dynamikken skyldes to ting:
1) Gruppen har brug for outsidere, fordi derved kan de andre se, at de er en del af inderkredsen. Hvis ingen er udenfor, hvordan skulle jeg så vide, at jeg er indenfor?
2) Gruppen har brug for enighed om, hvordan man skal opføre sig for at være en del af inderkredsen. Ergo bliver outsiderne som regel dem, der truer gruppens enighed ved at opføre sig på en anden måde, bare er anderledes, eller som stiller spørgsmål ved gruppens regler.
Den sidste regel er ikke så enkel igen. Man kan ikke regne med, at outsidere på den måde selv er skyld i, at de er udenfor – de kunne jo bare have ladet være med at være anderledes. (Det fænomen har jeg skrevet mere om her.)
For den første regel gælder først. Hvilket vil sige, at selv i det mest homogene miljø, vil gruppen finde nogle at holde udenfor. Om de så skal opfinde en grund til at gøre det!

Mænd er nogle svin – undtagen Troels fra marketing, han er ret cute
Denne sociale dynamik er det, mobning er grundlagt på. Denne dynamik opstår alle steder, hvor mennesker (og aber) interagerer. Faktisk snakker man indenfor psykologien om, at vores hjerner simpelthen operer med det system. Hjernen deler nemlig mennesker ind i indgrupper og udgrupper.
Hvilket vil sige, at i indgruppen placerer vi alle de mennesker, vi har et nuanceret forhold til, og i udgruppen placerer vi alle dem, vi har et fordomsfuldt, stereotypt forhold til. Det er, fordi ingen hjerner naturligvis har kapacitet til at kunne have et nuanceret syn på alle mennesker. Hjernen har brug for fordommene, for ellers er der for mange usikkerheder, og så skal der bruges for mange ressourcer på hele tiden at stille spørgsmål. (Det har jeg skrevet lidt om her.)
Problemet ved denne mekanisme er desværre, at det fører til alt fra racisme, sexisme, nationalisme, hooliganisme – masser af andre onde ismer – til almindeligt had og selvfølgelig mobning.
Mekanismen forklarer dog også, hvordan racister kan sige: “Alle perkere er nogle svin. Undtagen min kollega Ali, han er sgu fin nok.”
Ali er blevet lukket ind i den nuancerede indgruppen, mens udgruppen stadig indeholder alle andre “perkere.”

Uhh, de stakkels uskyldige børn… Men din fede ko, du er over 40, du må tage det!
Den viden om menneskehjerner, og hvordan de påvirker vores sociale dynamikker er essentielt for at forstå, hvad mobning handler om. Desværre er det mit indtryk, at mange, der taler om mobning, simpelthen ikke aner, at det er det, det handler om.
Som sagt bliver der lige nu skrevet massevis af artikler og lavet tv med fokus på mobning. Hvilket vil sige, at forskere i mobning blive interviewet og siger forholdsvis kloge ting om mobning – og om, hvad de voksne skal gøre.
For på trods af, at voksenmobning faktisk er et lige så stort problem som børnemobning, så er det bare nemmere for læsere/lyttere/seere at sluge, hvor forfærdeligt mobning er, når det går ud over børn.
En nylig undersøgelse har for eksempel vist, at 20 procent af alle børn føler sig mobbede i skolen. Tallet for voksne på arbejdspladser er 12 procent. Men der skal vi jo lige trække alle de voksne fra, der ikke er på en arbejdsplads – inklusiv selvfølgelig alle dem, der er gået ned med stress pga. mobning og derfor heller ikke indgår i statistikken.

Det er ikke, fordi jeg er klam, det er, fordi alle tænker, at jeg er klam!
Det, jeg prøver at sige, er, at uanset om det går ud over børn eller voksne, er mobning et alvorligt problem. Senest har jeg lige læst, at det faktisk kan give offeret post traumatisk stress.
Som tidligere mobbeoffer selv kommer det ikke bag på mig. Jeg har selv været nede at vende psykisk nogle gange på grund af mobning. Det koster i den grad på selvfølelsen – og det er også derfor, at selvmord desværre er ret almindeligt i forbindelse med mobning.
Derfor gør det mig voldsomt vred, at folk, der skal forestille at vide noget om fænomenet konstant og igen bliver ved med at omtale mobning, som om det er et én til én-problem. For det er det ikke!
Mobning er en social dynamik, der involverer flere end et offer og en gerningsmand. Og det er derfor, det har så store konsekvenser for offeret. Eller som jeg plejer at sige det: Mobning er ikke, når der er én, der siger noget grimt. Mobning er, når der ikke er nogen, der siger noget andet!

Der er brug for: Du er sgu god nok, gamle dreng m/k
Grunden til, at mobning trækker et offer under i den grad, er, fordi offeret bliver udelukket og derved står alene med sine følelser. Det kan godt være, at der reelt kun er en enkelt på en skole eller arbejdsplads, der rent fysisk udøver mobningen, men det er gruppen på stedet, der skaber de dårlige følelser hos offeret.
Hvis en bølle råber noget grimt efter Tykke Tove, og alle hendes klassekammerater/kolleger straks derefter råber “hold kæft” tilbage til bøllen. Eller endnu bedre; går hen til Tykke Tove og giver hende support i form af en krammer eller en kommentar om: “Lad være med at lytte til ham, han er en fed idiot.”
Ja, så vil Tykke Tove altså ikke blive ramt på sin selvfølelse i samme grad. For hun ville ikke blive ekskluderet fra gruppen. Men fordi mobning som hovedregel rammer dem, der allerede er outsidere – fordi dem inde i gruppen, der har brug for at komme af deres egne usikkerheder, ved, at det er gratis at tørre dem af på outsiderne – så har de intet supportsystem. Hvilket betyder, at mobningen altså kommer ind under huden på en helt anden måde.
For hvis Onde Ole siger til Tykke Tove, at hun er klam, og ingen andre reagerer. Så betyder det jo – for Tykke Toves selvfølelse – at alle er enige om det. Og så er det altså meget svært for Tykke Tove ikke selv at komme til at føle sådan.

Bølle Benny har det svært indeni… uhh, nu bliver det brækpædagogisk
Så hvis man skal gøre noget ved mobning på skoler og arbejdspladser er det altså langt fra nok at tage fat i dem, der aktivt mobber. Forslag om at mobbere skal smides ud af skolen er for eksempel et hul-i-hovedet-bevis for, at folk ikke har forstået, hvad mobning er.
Måske skal bøller smides ud af skolen, det kan være nødvendigt. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at bøller er børn (og voksne), der selv har det så svært og derfor begår psykisk eller tilmed fysisk vold på andre. Men bøller, der står alene, er ligegyldige, hvis man vil løse problemerne med mobning.
Og min påstand vil tilmed være, at bøller måske selv så tidligt er blevet ofre for den sociale dynamik – det vil sige, at de har været outsidere hele deres liv – at de har oparbejdet det eneste forsvar, de kender; nemlig at slå fra sig.
Så man kan godt løse problemer i en kort periode, hvis man fjerner en bølle. For bøller kan skam skabe rigtigt meget ubehag. Men bøller er ikke ansvarlig for mobning. Mobning er stadig grundlagt ovenpå de sociale dynamikker. Hvilket vil sige, at vil man løse dét problem, skal man have fat i kernen af det – det vil sige hele indgruppe/udgruppe-systemet.

Du er så nederen, at vi ikke engang gider sige til dig, hvor nederen du er
Mange af de elever, der beretter, at de føler sig mobbere, siger, at de eksempelvis oplever, at ingen i klassen har talt til dem i flere uger. Det beskrives lettere nedladende i artikler om mobning som: “det føles jo også som mobning for eleven, selvom det kan være svært at se for de voksne.”
Som om vi voksne har det meget bedre med at være i sociale sammenhænge, hvor ingen taler til os!
Og nej: Mobning er hele puljen. Mobning er ikke bare de grimme ting, der siges højt; mobning er den dårlige stemning, der opstår omkring offeret. Det kan være tavshed, det kan være “stink eyes”, det kan være velplacerede fnis bagom ryggen, det kan være alt muligt, man bliver udelukket fra, det kan være at blive valgt til sidst i idræt hver evig eneste gang.
Mobning er den konstante påmindelse til offeret om, at høn ikke hører til i vores gruppe. At høn ikke er lige så meget værd som os andre. At høn er forkert i forhold til os andre. Og at vi alle sammen har ret til at dømme høn.

Ej, øv, skal jeg selv gøre noget for andre. Nu bliver det sgu for bøvlet
Så når jeg siger – helt lakonisk – at mobning er et uløseligt problem, så er det, fordi denne dynamik vil blive ved med at opstå alle steder, hvor mennesker er sammen igennem en længere periode (det vil sige; over to timer.)
Hvis man skal løse problemet, så kræver det en stor indsats. Det kræver, at alle gruppens medlemmer bevidstgøres om denne dynamik, og at alle tager ansvar for at gå ind og løse problemerne.
Det kan ske ved, at man begynder at forstå mekanismen bag ind- og udgrupper og erkender, at man muligvis ikke neurologisk har overskud nok til at have nuancerede syn på alle omkring en – men at man i det mindste ikke lader sine egne fordomme gå ud over andre. Hverken i form af direkte bølleadfærd over for dem – eller i form af, at man lader andre være bøller og ikke siger fra.
Det kræver, at man begynder at opføre sig pænt over for dem, der står udenfor. Viser, at man har set, at Tykke Tove står alene i frokostpausen og spørger, om hun ikke vil sidde med ved vores bord.

Du var klam i går, i dag er du okay, men nu er Bettina bare så klam
Og ja, det er her, det bliver vanskeligt. For det er netop det her, der er så svært at få til at ske. Det er jo nemmere, hvis vi kunne nøjes med at brænde en bølle af på bålet. Få ham smidt ud fra skolen eller fyret fra arbejdspladsen. Det løser bare ikke problemet på længere sigt. For har gruppen først besluttet sig for at holde Tykke Tove udenfor, så bliver hun ikke inviteret med til at sidde ved bordet, bare fordi Onde Ole ikke er der til at råbe op længere. Så tager Lede Lone bare over i stedet.
Det er først, når flere i gruppen begynder at arbejde imod dynamikken, at tingene ændrer sig. Og ja, det kan ske ved at smide en bølle ud. Måske er det lige det break, der skal til, før nok i gruppen tør tage sig sammen til at være søde ved Tykke Tove.
Men – og her er det et meget væsentligt men – det ændrer ikke den grundlæggende dynamik, det forrykker den bare. Hvilket er så nemt at se udefra, når vi ser på – især små – skolebørn. Deres grupper og ousidere skifter konstant. Så er Tykke Tove udenfor den ene dag, men så er det Buttede Bettina den næste. (Og ikke sjældent nu med Tykke Tarvelige Tove i front, for hvis hun har fået en billet til inderkredsen, så har hun i den grad brug for at forsvare den position.)

Nu skal Super Sanne da lige sige, hvad der skal gøres
Så det korte af det lange er altså, at så længe alle bliver ved med at holde fast i mobning som et én-til-én-problem, så ændrer problemerne sig ikke. De forskubber sig højst.
Nu er jeg ikke ekspert i en skid, så jeg står ikke i en position til at sige, hvad man burde gøre. Men hvis jeg nu alligevel skal give et bud på, hvad man burde, så kunne jeg virkelig godt tænke mig, at man begyndte at undervise i det her med ind- og udgrupper.
For det er altså ikke, før vi forstår vores egne hjerner, at vi forstår vores adfærd – både vores egen private og vores sociale interaktioner.
For så længe man kan holde mobning – og racisme og sexisme osv – ude i en armslængde og sige: “Det er kun bøller/idioter, der gør sådan noget” så ændrer tingene sig ikke. Ændring kræver, at alle erkender deres eget ansvar i, at en mobbekultur får lov til at bestå. Det kræver, at alle siger fra over for bøllen/idioten – og at alle giver support til offeret.

Selv en dråbe… kan ikke huske teksten, men alle kan ændre noget, ikk’ osse
Og så længe vi har en kultur, hvor Tykke Tove jo bare kunne havde ladet være med at være tyk, Sexede Susie bare kunne havde ladet være med at gå i den nedringede bluse – altså så længe vi victimblamer og siger, at offeret selv er skyld i, at en bølle/idiot angriber – så er vi alle sammen medansvarlige for overgrebet!
Vi skaber den kultur, der skaber mobning. (Og racisme og sexisme osv.) Så hvis vi vil ændre på, at mobning opstår, skal vi ændre hele vores kultur.
Ja, det er en stor mundfuld, men er det ikke efterhånden det værd? Behøver vi have 13-årige, der begår selvmord, før vi tager os sammen til at erkende, at der skal gøres noget? Er det ikke snart på tide, at vi alle begynder at sige fra, støtte ofrene, stoppe vitimblaming og i stedet sige: “Nu lukker du fucking røven Onde Ole!”