Dødssynd: Griskhed

Klumme oprindeligt bragt i Information.

Griskhed: umådeholdenhed især i forbindelse med opnåelse af velstand herunder manipulation, illoyalitet og forræderi for personlig vinding.

Faaar, er det bedste ord i verden. Det er nemlig det magiske løsen, der åbner tegnebøger og checkhæfter. Moar duer ikke, når man har brug for kolde kontanter, for ikke alene er hun bedre til at gennemskue tiggertonelejet, hun bruger heller ikke moneter til at kompensere for sine selvindbildte forældreutilstrække- ligheder (hun bruger mad).
Min far derimod, han arbejdede ret meget, da jeg var lille. Han missede en del gymnastikopvisninger og terrasseteater- forestillinger. Der er altså en god portion skyldfølelse, som griske jeg med den rigtige håndtering, kan få udbetalt i gode, danske kroner – eller rejsevaluta. Det afhænger lidt af, hvornår jeg står og har brug for Fædrende Understøttelse (FU).
FU er på mange måder en fremragende ordning. Det er ikke sat i et tidsbesnærende klippekortssystem, det er ikke begrænset til at gælde, mens du er under uddannelse, og udbetalingerne kan principielt være i en anseelig størrelsesorden. Til gengæld udbetales FU langt fra på månedlig basis. Og ansøgningen skal indsendes i god tid.
Timingen er nemlig vigtig. Man kan ikke bare troppe op hver anden dag med hånden fremme og smelte faderhjertet, så bliver man gennemskuet – især hvis moderhjertet får nys om sagens rette sammenhæng. Man må lægge arbejde i det. Altså må man først beslutte sig for, hvad der er værd at satse på. Det kunne for eksempel være en ny computer.

Mission FU
Operationen består derefter i at ramme faren på flere niveauer med subtil adfærdsregulering. Først og fremmest må man tale til hans rationalitet. Det er afgørende, at han (eller mere sandsynligt moren) ikke undervejs i processen stiller logiske spørgsmål, hvis svar vil få ham til at være mindre modtagelig over for de mere følelsesmæssige påvirkninger.
Dernæst er det ikke uvæsentligt, at faren bliver – både rationelt og følelsesmæssigt – mindet om, hvor ansvarlig og arbejdsom en datter/søn, man er, og at det derfor vil være at betragte både som belønning og motivation at yde FU til alt fra rulleskøjter til Roskilde-billetter. Dette arbejde er praktisk at udføre løbende. Altså bør man med jævne mellemrum lade sin far forstå, at man har de samme værdier, som han, og lever efter dem i det daglige. I mit tilfælde er det altså oplagt at fortælle min jyske far om københavnernes udsvævende, natterodende, stofferindfiltrerede liv – finansieret af afdragsfrie lån og socialdemokratiske overborgmestre – og sørge for at stille mig selv som kontrast hertil (her er det vigtigt, at man bor langt fra sine forældre, så de ikke uanmeldt kommer forbi og finder rullepapir og Ritt Bjerregaard-idolplakater over hele domicilet).

Den følelsesmæssige påvirkning
Endelig følger så den væsentligste del af operationen – den følelsesmæssige påvirkning. Dette kan for nogle måske virke som spildte kræfter, da rationelle argumenter i mange tilfælde alene kan åbne pengepungen, men det er vigtigt, at denne prægning af faren finder sted under processen, så hans efterfølgende tanker om ydelsen af FU på pavlovsk vis altid vil bibringe den i situationem opståede følelse af stolthed og omsorg.
Dette er for at forhindre, at faren senere vil udvikle bitterhed over den ydede ydelse, og derved lukke for muligheden for fremtidige udbetalinger (og muligvis spolere familiefesterne med sin surhed). Prægningen er nødt til at være meget diskret. Fædre – og især mødre – har præcis din alders øvelse i at lure, hvornår man er ’ude på noget’. En listig metode er at ’spørge om råd’. Fædre har vænnet sig til at være ude på sidelinjen i deres børns liv og vil derfor reagere med instinktiv stolthed, hvis man inddrager dem i en beslutningsproces – spørg helst om noget praktisk med bilen i stedet for noget om kassekredit, for man risikerer, at han følger op på, om man så også har rettet sig efter rådet.
Derudover er der alle de billige point som at huske Fars Dag, købe cigarer og cognac til ham på rejser (for den af ham sponserede FU) og spørge ham om, hvordan det var, da han blev student/fik sit første job osv. – pas på med formuleringen. Det må endelig ikke være: »dengang du var ung«! Alt sammen uskyldige småmanipula-tioner, som gavner mig og min økonomi. Og min far kan da ikke andet end være stolt af at hjælpe mig. (Note: husk at takke for computeren – du får snart brug for en ny printer.)

Dødssynd: Hovmod

Klumme oprindeligt bragt i Information.

Hovmod: stor selvforherligelse, samt at føle sig vigtigere eller mere attraktiv end andre, som forhindrer en i at komplimentere og rose.

Ha! Så fik jeg igen tiltusket mig klummeplads. Fordi jeg har noget at byde på, fordi jeg er genial og har udviklet et fedt koncept. Fordi jeg er sjov og kan noget, som ingen andre kan (arbejde for mindsteløn i sommerferien bl.a.).
Jeg er de fleste mennesker overlegen inden for de fleste områder det meste af tiden. Jeg er god til alle de ting, jeg gør – især fordi jeg vælger ikke at gøre de ting, jeg er dårlig til. Ikke at der er så mange af dem. Lige nu kan jeg faktisk ikke komme i tanke om en eneste (overholdelse af deadlines og brug af stavekontrol, red.) Selv når jeg har en dårlig dag (som falder præcist hver 28. dag), er jeg faktisk både klogere, sjovere og kønnere end så mange andre kvinder.
Jeg er hende, man gerne vil være på hold med i et spil TP (altså hvis man selv kan de blå). Det er mig, folk ringer til, når de skal have feedback på noget, de har skrevet, fordi både de og jeg ved, at jeg kunne have skrevet det meget bedre, hvilket jeg da heller ikke undlader at påpege. Så må det virkelig være deres egen hovedpine, at de vælger ikke at bruge de guldkorn, jeg kommer med.
Jeg er en gevinst for enhver social begivenhed (medmindre den falder på føromtalte 28. dag) og samtidig er jeg ret lækker. Det har jeg konstateret ved flere lejligheder foran mit spejl og foreviget på mit webcam (men der er åbenbart noget galt med de tekniske indstillinger).
Jeg er også et rigtigt godt menneske, der er imødekommende og venlig over for folk, selv om de ikke er nær så interessante, som jeg selv er. Det kan de jo ikke gøre for, så derfor er man nødt til at være storsindet og tilgivende over for andres fejl, når man selv er næsten fejlfri. Man er også nødt til at give sig tid til at lytte til andres problemer og prøve at minde dem om deres sejre, hvis de ellers har haft nogle, ellers kan man bare bruge en af sine egne succeshistorier som eksempel. Det sætter folk helt sikkert pris på.

Rygklapper
Min egen indsats er i øvrigt altid bedre end andres. For jeg ved jo, hvor mange forhindringer, jeg har måtte overkomme, for at nå mine mål.
I et gruppeprojekt løser jeg mere end halvdelen af opgaven – derfor er jeg også berettiget til det meste af rosen, det må folk da kunne forstå. I individuelle præsen- tationer er det nemt at se, at jeg klarer mig bedre end mine konkurrenter – når man lige korrigerer for force majoure. Jeg kan jo ikke forventes at arbejde, når det regner.
Og skal vi lige blive enige om, at mine historier er de mest underholdende? Så du skal ikke komme her med dit ’og så besteg jeg lige Mont Blanc uden ilt,’ når jeg prøver at fortælle om at håndtere egyptiske gadesælgere, der ikke taler engelsk. Det bliver bare pinligt for dig. Jeg er nemlig sådan en, man lytter til (også fordi jeg taler så højt, at det er svært at undgå.)

Folk er så smålige
Det er dog sjældent i orden her på Sandemoses hjemmebane, at man selv hiver sine succeser frem i lyset. Det skal man vente på, at andre gør. Men så risikerer man jo at vente for evigt!? Det virker mere fornuftigt selv at gøre det. Selvros er velros, og det praktiserer jeg altså bedre end de fleste.
Jeg tør faktisk godt sige, at jeg er den allerbedste til at rose mig (skarpt forfulgt af min mor, men det er hun på en eller anden måde også forpligtet til.) For jeg vil have ros for de ting, jeg gør. Alle de ting, jeg gør. Og hvis andre er for langsomme i optrækket til at rose af egen fri vilje, skal jeg også nok hjælpe dem på vej.
Men det er utroligt så smålige folk er i deres små verdner og sko, at de ikke kan unde at stoppe op et øjeblik og erkende mit geni. Allerværst i min hjemstavn Midtjylland, hvor glæden over at berette om sin succes ofte bliver fulgt af den værste følelse i verden, når fortællingen bliver modtaget med et vrissent: »kan du nå dig selv på ryggen?« Men jeg har besluttet, at jeg skal til at undgå Midtjylland. Jeg er vist også ved at være for kendt til den landsdel.

Burka! Nu ekstra voldtægtssikker

Klumme oprindeligt bragt i Information.

Voldtægt. Ligestillingsministeren udstiller sin manglende viden om voldtægter, men det forhindrer hende ikke i at mene, at det er en forbrydelse, der hænger sammen med det forældede kvindesyn, som især muslimer repræsenterer.

Kvinder skal ikke gå i burka for at undgå voldtægt.« Sådan så min dørmåtte ud lørdag morgen, da Søndagsavisen som vanligt havde indfundet sig i nattens løb (at netop denne pinlige bastard mellem reklame og avis ikke føler sig for fin til at ignorere både reklame nej tak og gratisavis-gå-til-helvede-mærkater på min dør, er en anden sag). I stedet for at gøre det fornuftige og blot tørre fødderne af i dette stykke lekture, valgte jeg vanen utro at bladre ind til artiklen, som citatet på forsiden var hentet fra, og suk, det skulle jeg selvfølgelig aldrig have gjort.
Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen kørte løs over fire spalter om, at nu måtte det forældede kvindesyn snart høre op. Kvinder må klæde sig, som de vil, og et nej er nu engang et nej. At ligestillingsministerens viden om et så seriøst emne begrænser sig til, hvad man kan læse i en skolebog fra Far til fire-æra
en, er i sig selv foruroligende.
Men når ministeren ligefrem vælger at trække Krarup-agtige paralleller til vores i forvejen plagede muslimske minoritet og insinuere, at det især er muslimske mænd, der repræsenterer dette »forældede kvindesyn«, fordi de åbenbart er ude af stand til at styre deres ødelæggende seksualitet, når de ser et stykke blottet, blegfedt, dansk dameben, samt at det er forklaringen på, at indvandrere er overrepræsenteret i voldtægtsstatistikkerne, burde hun måske nok bruge en halv dag på at sætte sig ind i emnet i stedet for at kaste om sig med floskler og fordomme.

Seksuel sikkerhedssele
I artiklen indtager Eva Kjer Hansen nemlig det i øvrigt indiskutable synspunkt, at kvinder må klæde sig som de vil – samtidig med, at hun understreger, at det ikke kan være rigtigt, at kvinder skal iklæde sig en burka for at gå i fred. Lad os lige tage den bagfra (og undskyld det uheldige ordvalg): Forhindrer en burka voldtægt, fru ligestillingsminister? Hvis det er tilfældet, burde alle kvinder så ikke iføre sig denne seksuelle sikkerhedssele i stedet for at vimse rundt i sexede regnjakker og andre fristende, danske beklædningsgenstande?
Er der ligefrem nogen grund til at friste skæbnen og mændene, når visse muslimske kvinder lader til at have fundet den perfekte løsning under metervis af stoftelte?
Den kedelige sandhed, som vor regerings førstedame på området ikke har ulejliget sig med at sætte sig ind i, er jo, at beklædning har præcis ingenting med voldtægter at gøre (ikke hermed sagt, at det ikke har noget med voldtægtsdomme at gøre!) Burkaklædte kvinder i Afghanistan bliver udsat for voldtægter, 85-årige danske kvinder med hårnet bliver udsat for voldtægter, kvinder med pms i rengøringsjoggingsættet på vej ned i vaskekælderen bliver, og ja småbørn i flyverdragter gør også. For beklædningen er aldrig hverken den udløsende eller blot en medvirkende faktor.
Kvinder (og børn og nogle gange også mænd) bliver voldtaget, fordi gerningsmanden har brug for at udøve den magt, overgrebet giver ham. Fordi han socioøkonomisk og/eller mentalt er et underklassemenneske, der føler sig trampet på, og er nødt til at hævde sig på et andet menneskes bekostning.
Det er voldtægtsmandens profil renset for nuancer (som rusmiddelpåvirkning, psykopatiske tendenser og seksuel afvigelse), og det er den profil, vi – ikke mindst landets ligestillingsminister – burde fokusere på, når emnet seksuel vold kommer på bane. Ikke påklædning. Ikke hvor meget, hun fik at drikke. Og ikke, at mænd må forstå, at et nej er et nej – når det væsentlige jo er, at mænd overhovedet ikke bør bringe sig i situationer, hvor der er brug for det nej?

For burkaen virker hver gang
Så længe man insisterer på at bringe klicheer som »kvinder må klæde sig som de vil«, og »et nej er et nej«, italesætter man ideen om, at det har noget med sagen at gøre. At kvinden i en eller anden grad alligevel selv har et ansvar for at forhindre voldtægt.
Hvad med om man begyndte at fokusere lidt på problemets rod: voldtægtsmanden.
Ikke, at jeg forventer det af vores nuværende ligestillingsminister, for så skulle hun også til at forholde sig til ubehagelige spørgsmål som, hvorfor indvandrermænd egentlig er overrepræsenteret i voldtægtsstatistikken, og at svaret måske skal findes i voldtægtsmandens profil, som kan føres tilbage på kedelige ting som stigmatisering, racisme, fattigdom, manglende uddannelse og arbejdsløshed. Hvilket lægger op til kritik af store dele af den politik, der føres, og ikke mindst af et vist støtteparti. Nej, så hellere bare skyde skylden på burkaen. Det virker jo i alle andre sammenhænge.

Ingen står nogensinde stille på Nørreport

Klumme oprindeligt bragt i Byens Puls.

Turister (dvs. jyder (dvs. min familie)) tror, at Hovedbanegården er Københavns hovedfærdselsåre. Men hvor tager de fejl! Det eneste, Hovedbanegården er fuld af, er folk„ der ikke kan finde ud af at flytte sig. Næ, Nørreport er hovedfærdselsåren! Her har folk nemlig travlt. Her vil de frem. Videre. Med det næste S-tog. Eller spurtende efter bussen i regnvejret. Eller væltende ned af rulletrappen for at nå metroen, når den bipper. Fordi ingen har da virkelig tid at vente hele fire minutter på den næste.

Men det er også tåbeligt at opholde sig på eller ved Nørreport, når man ikke skal videre. Hvis man nu har fået den noget halsløse ide at mødes der. Foran Nordea. Den slags indbyder kun til skuldersammenstød med slipsekonvojen, der tromler sig ned mod Kultorvet. Flyt dig! Og er en eller anden ankommet utrolige tre minutter før aftalt mødetid, overkompenserer vedkommende da også hidsigt for den ventende inaktivitet ved konstant at bevæge sig i småcirkler. Og stirre arrigt på sit ur. Hvad er der ellers at se på? Kun duer, pølsemænd og bygninger, der synes under evig renovering, indpakket i stilladser og hittepåsomme gavlstore reklamer fra morgenaviser og Coca Cola. For reklamerne er nødt til at være så store, at vi kan afkode dem med 14 kilometer i timen på vej efter 5A mod Husum.

Så hvorfor overhovedet vælge at mødes ved Nørreport? Ingen har nogensinde stået ved blomstermanden og foreslået “at stikke hovedet inden for på den hyggelige cafe derhenne.” Hvilken hyggelig cafe? Præcis! Køb en croissant og tag din Latte Grande med på farten. Det er tydeligvis ikke meningen, du skal nyde Nørreport. Du skal bare se at komme væk og lade være med at stå i vejen. Nogen har faktisk noget, de skal nå!

Den kønnede automatpilot

Klumme oprindeligt bragt i Information.

Det allerbedste ved kvinde/mand-kategorierne er, at vi slipper for at bruge bunker af tid på at skulle forstå vores med-mennesker. For vi ved jo allerede, at Louise bare er mere følsom end Kenneth.

»Hej skat. Skulle vi mødes inde i byen, eller vil du gerne hænge ud med Søren alene?« »Det ved jeg ikke rigtigt. Vi er stadig hos Søren…« »Ok, så tager jeg bare hjemad.« »Jamen, det er fordi, det er så længe siden, jeg har set ham…« »Ja, selvfølgelig, Jeg tager bare hjem og stener tøse-film.« »Jeg vil jo gerne være lidt alene sammen med ham…« »Ja, det forstår jeg da godt.« »Mig og Søren ser jo ikke hinanden så tit.« »Nej, nej. Det er altså helt fint med mig.« »Det er ikke, fordi jeg ikke vil være sammen med dig eller noget.« »Nej da. Vi ses bare senere.« »Det bliver ikke ret sent, det lover jeg!« »Det gør ikke noget, hvis det bliver sent. Du kan jo bare vække mig, hæ hæ.« »Er du sur nu så?« Rekonstruktionen af en telefonsamtale mellem min daværende kæreste og mig – ført kort tid inden han skiftede status til daværende. Bagefter stod jeg målløs og gloede på mobilen. Hvad i alverden skete der lige der? Var han tæskestiv? Troede han, han talte med en helt anden pige? Sad han sammen med sin kammerat og ville give et indtryk af, at han virkelig skulle ofre noget for at være der? Under alle omstændigheder blev jeg i den grad bondefanget af den kønnede automatpilot. Klik. Og verden er sort-hvid, kvinde-mand, ond-god. Altså vil harpe-hun-kæresten ikke have, at han-tøffelkæresten føjter rundt alene i byen. Den samme kønsrutinerefleks ramte min musiker-veninde, da hendes – i øvrigt også daværende – kæreste ikke kunne overbevises om andet, end, at hun hadede hans nye, store højtalere. »Jeg elsker god lyd. Jeg er musiker for pokker!« Alligevel blev hun ved med at få det skeptiske jeg-hører-hvad-du-siger-nik, der altid følges af et men-inderst-inde-ved-vi-begge-at-du-lyver-nik forenet med det angstfyldte lige-om-lidt-siger-du-hvad-du-virkelig-tænker-og-så-er-jeg-på-den-blik.
Konfronteret med den slags tunge fordomme om sit køn – fordomme, man godt nok ikke lever op til – fluf så er man sat i en position, man ikke kan argumentere sig rationelt ud af. Han har sat sig selv på damehåndterings-cruise-control: Kvinder bliver sure, når man vil hænge ud med vennerne. Kvinder kan ikke lide store højtalere. Faktum.

Bolde til drenge
Nu kan man påstå, at både veninden og jeg har usædvanlig dårlig smag i mænd – eller at vi bare har mødt uheldige eksemplarer af racen (det er selvfølgelig delvist korrekt – de er jo daværende!), men den kønnede automatpilot klikker til i andet end afslutningsparate parforhold. Vi slæber dem med os, hver gang vi møder en ny m/k. Værs’go: 30 kilos køns-bagage – pakket med gode og dårlige erfaringer, naive forestillinger og damebladsgeneraliseringer. For vi har brug for den slags fordomme – fordomme som vi ynder at sælge under betegnelsen ‘kønsforskelle’. Vi har brug for dem for at lette interaktionen med vores medmennesker. Forsøg med babyer – kendt som Baby X-forsøg – viser, at både mænd og kvinder bliver mildt sagt paniske, når de ikke kender børns køn – og ender med at behandle dem, som det køn, de tror, barnet tilhører. Dukker til ‘pigerne’, fodbolde til ‘drengene’. Det pudsige ved Baby X-forsøgene er dog, at mens meget få mænd giver sig til at spille bold med en ‘pige’ og stort set ingen kvinder giver ‘drengene’ en dukke, så har mænd færre problemer med at give dukker til ‘drenge-børn’, og kvinderne spiller gerne bold med en ‘pige’. Mænd ved godt, at drenge også er omsorgsgivende, og kvinder kender pigernes vilde side. Fordi vi ved godt selv, at vi ikke kun er vores køn. Alligevel tror vi, at det modsatte køn er det.

Damebladsftmdamentalist
Og listen med ‘kønsforskelle’ er lang og fyldig, så vi krydser af på den dagligt. På arbejdspladsen får mændene konstruktiv feed-back på deres rapporter og projektfremlæggelser. Kvin-erne får et klap på skulderen og »det var da fint«. Hvorfor? Fordi cheferne/kollegerne er bange for, at hun bliver ked af det, hvis de kritiserer. Måske begynder hun – gulp – ligefrem at tude! Kvinder er jo mere følsomme end mænd. Damebladene lukrerer på det mere end noget andet og kan i hvert andet nummer ‘afsløre: »Det tænder mænd på!« Og bladene gør jo virkelig en stor dyd ud af at baggrundsresearche og finder hele tre enormt repræsentative cases at hænge sandheden om mænds seksualitet op på… Næ! For de tager i den grad fejl. Den universelle mandefantasi eksisterer ét eneste sted: I hovedet på damebladsforskruede kvinder. Og det er så den slags kvinder, Kenneth skal prøve at forklare sine helt unikke lyster. Held og lykke med at sige nej til sygeplejerskeuniformen. Fordommene – kønsforskellene – er selvfølgelig ikke grebet ud af ingenting. Der er ganske givet millioner af fyre, der tænder på pigesex med blonder ud over det hele. Og der er sikkert mange kvinder, der er nogle besidderiske klisterkærester, som hader store højtalere og er overbevist om, at fyren vil plastre lejligheden til med smagløs hi-fi, hvis hun kigger væk i bare fem minutter. Men jeg har lyst til at skrige til de mænd, jeg møder: Sådan er jeg ikke! Hold op med at sætte mig i bås med de damebladsfundamentalister. Men det nytter ingenting. Det er umuligt at slukke for den kønnede automatpilot, når den først er tændt. Mænd har brug for at dele verden op i kvinder og mænd. Og mænd generaliserer bare altid!

Vrangbillede på sex

Klumme oprindeligt bragt i Information.

Kan vi snart droppe den myte, at kvinder ikke tænder visuelt? Det er ikke kvinderne, men pornoen, der fejler noget.

Niels Olsen som sexsymbol? »Fisse fisse fez fez« og »far bærer selv sit brød«. Ej, vel? Men sådan er det hjemme hos os. Lige siden den dag, roommaten og jeg delte en skål popcorn og Den Eneste Ene på dvd’en. Og det slog os begge på én gang: Det er da sådan én jeg skal ha’! Faktisk lige nu. Øjeblikket hvor Niels Olsens køkkenmontør Niller løfter Sidse har-i-øvrigt-lige-brækket-sig-Babett Knudsen op i armene og presser hende ind mod en væg. Uhhhh, hvor er det godt. Og det er altså ikke, fordi tanken om håndværkersex ophidser specielt meget i et kvarter, hvor håndværkere larmer én op kl. syv fem dage om ugen. Der er bare så meget lidenskab i den ene scene, at havde den ikke været placeret i en komediefilm, men i en regulær pornofilm, skulle filmen sælges med påklistrerede advarsler om ikke at glemme sin mand i kød og blod – eller at hente børnene i børnehaven, gå på arbejde og den slags. Og kan vi så droppe den myte, at kvinder ikke tænder visuelt? Det gør denne kvinde i hvert fald! En tur på Strøget en varm dag, hvor fyrene er i lette knickers og hvide undertrøjer, og jeg føler mig som en Jørgen Leth på en varm dag, hvor pigerne er i lette nederdele og hvide undertrøjer. Men jeg er ikke til pornofilm, og det er ikke, fordi der er noget galt med konceptet – altså lige bortset fra hele det kvindeundertrykkende-, socioøkonomiske-, prostitutionsrelaterede-, narkoinfiltrerede, traffikingsskabende – og kønssygdommeignorerende aspekt… øh, ja: Må jeg bede om et stykke økologisk porno, tak? Det, jeg mener, er, at konceptet sex på film faktisk ikke er noget jeg decideret tænder af på. Der er bare ikke lavet nogen pornofilm, der virker for mig. Enten er de beregnet på en afart af den mandlige seksualitet – blottet for ægte lidenskab – hvor to, tre, otte personer vælter hinanden rundt i obskure stillinger, og hvor den kvindelige hovedperson stønner kunstigt, men rytmisk og hendes øjne er tomme som en kats i kattebakken, eller også er pornofilmene – og det er næsten endnu værre – lavet til kvinder.

Gys! Blidt, blødt, kedeligt
Pornofilm til kvinder er rædsomme. De roder sig ud i håbløst lange forspil og masser af kedeligt kæl, og man sidder bare og skriger til skærmen: ‘Så kom dog i gang!’ Problemet med almindelige pornofilm til mænd er jo ikke det, der sker. Hvis man ser porno, ser man det for sexen – den skal ikke pakkes ind i en tuttenuttet romantisk historie. Hvis det var det, man var ude efter, kører DR sikkert Harlequin-kavalkade for 28. gang denne sommer. Sex tak, og ikke alt det andet. Men det skal også være god sex, og det er problemet med almindelige pornofilm. Closeups af glitrende kønsdele, dickslapping og cum-shorts!? Zap, er der ikke noget bedre på en anden kanal? Sikke fræk Reimer Bo lige blev i sammenligning. Jeg ved, at de mener det godt. Dem, der prøver at lave porno til kvinder (selv om de selvfølgelig bare er ude på at score kassen). Problemet er, at de uden videre bare har købt myten om den ikke-visuelle, kvindelige seksualitet. Og den forsøger de at ramme.
Så i stedet for sex, får vi stemning. Masser af stemning! Stryger-muzak og langtrukne kamerazooms. Blødt, blidt, følsomt, roligt, langsomt. Så kan sex da næsten ikke blive mere kedeligt at se på. Der skal være aktion. Masser af aktion! Den mandlige hovedperson behøver ikke engang være mere lækker end en gennemsnitsdansk mand – faktisk må han hellere være det end de overpumpede, pikparodiudstyrrede rædsler, pornoen normalt byder på. Det vigtigste for mig, er sådan set bare, at man skal kunne se i deres øjne, at de virkelig tænder på hinanden. Det er der spillefilmene for mig vinder over pornoen, for skuespillerne er så mange niveauer mere prof, at de kan få det til at se overbevisende ud. Rygterne siger, at sexhjemmevideoer fra hr. og fru Jensens sovekammer, der med lidt snilde kan findes på nettet, indeholder præcis den form for lidenskab. Jeg har ikke fået tjekket. Det er ved at være for sent til mig. Jeg har resigneret og overgivet min seksualitet til det ikke-visuelle: min fantasi. Så kan jeg instruere virkelig erotiske film helt uden udgifter – og uden at den sexede bibliotekar får ondt i ryggen af at løfte mig op i armene hele tiden. Med en veludviklet fantasi løber man heller ikke ind i det evigtpraktiske problem, der er ved at bruge tv og dvd i erotisk sammenhæng – at det altid er fjernbetjeningen, jeg låner batterierne fra…

Mand version 5.0

Klumme oprindeligt bragt i Information.

Vi skifter mandetyper som vi skifter software, og den seneste version når kun lige at blive installeret, inden der er en ny på markedet.

Tit når der tales om Den Nye Mand, lyder det mere som en beskrivelse af en computer. En computer med et begrænset antal RAM, der konstant skal opgraderes for at passe til nutidens krav. ‘Den moderne mand skal være omstil-lingsparat.’ Og vupti, så er Mand version 4.0 ikke længere kompatibel med samfundet og kvinderne. Vi skal bruge en version 5.0. Så danner maskulinitets-forskere og reklamefolk et fællesskab, hvor de opfinder smarte mærkater at sætte på den nye version, så det bliver helt tydeligt, hvorfor Hr. Jensen er håbløst umoderne som mand. Vi fik den metroseksuelle mand banket op i medierne. Jo, jo det var fremtidens mand. Inspireret af bøsser, forfængelig, selvoptaget, følsom. Men hans hårløse boller kunne ikke stå distancen. Nogen må have følt, at den metroseksuelle mand alligevel var for gay, for opdateringen fulgte kort efter: den über-seksuelle mand.
Den überseksuelle mand, ja han er en rigtig mand. Han har samme grundform som den metroseksuelle, idet også han er stilet og sensitiv, men han repræsenterer også traditionelle maskuline værdier som selvsikkerhed, styrke og ansvarsfølelse. Ud med den selvfede David Beckham, ind med verdensfrelseren Bono. Vi har ham selv: Den tidligere metroseksuelle drengerøv, kronprinsen, der er vokset op til at være et rigtigt überseksuelt ikon, som er uddannet til at slå folk ihjel på 47 forskellige måder, men alligevel kniber en tåre i kirken. Der går vel heller ikke længe, før fjernsyn er med på den og laver programmer, hvor en velmanicureret eks-soldat iført en pastelfarvet netundertrøje koster rundt med en tidligere børneunderholdningsvært i Ikea. »Nej, nej Bubber, hylderne skal matche med gulvtæppet. Lad nu mig bære dem.«

Kaosmanden
Men hvordan fungerer det egentlig? Det med at få Den Nye Mand frem. Tager man sin udslidte, køns(hår)løse kæreste, Version 4.0, ned til forhandleren og får opgraderingen installeret? Eller skal man simpelthen bare kasserere den gamle, melde sig ind i Greenpeace og finde en ny? Det giver dem, der laver mærkaterne, aldrig noget svar på. Tilsyneladende mener de, at Den Nye Mand opstår spontant som et resultat af tidsånd og idoldyrkelse. Så må vi håbe, at mændene indretter sig efter, at deres identitet er flydende og afhænger af, hvad der nu lige er på mode. ‘Ansvarlighed er in, bukser med svaj er yt. Tjek.’ På sigt holder den über-seksuelle mand selvfølgelig heller ikke. Alt for belastende med al den snak om sultende børn. Og slap nu afmed de læderbukser. Måske skal den næste opdatering indeholde lidt mindre frelserbehov, lidt mindre forfængelighed og lidt flere traditionelle maskuline værdier. Men hov, så er vi ved at være tilbage, hvor vi begyndte. Patriark version 1.0. Og Statsministeren sikrer sig endnu et genvalg. Eller også går Den Nye Mand i den modsatte retning. Måske bliver det ligesom på kvindefronten, hvor Kaos-kvinden (ja, der er også mærkater til frøknerne – dog knap så udbredte) har sat sig på alt. Og her menes ALT med versaler. Den Moderne Kvinde skal både kunne jonglere karriere, skønhed, børn og sexliv, mens hun for øvrigt finder tid til at powershoppe og sladre med veninderne. Hvilket – som benævnelsen `kaos’ understreger – ikke er helt let. Lad os få en mand, der kan det også: Den nærværende familiefar, sexgud med en fremadstormende karriere, romantisk, dødlækker og veltrimmet i de nedre regioner, en hengiven ven, sportslig og shoppende. Så kan Kaoskvinden og Kaosmanden forene sig i den hellige ægtestand og følge tøj- og identitetsmoden, indtil de dratter om af stress som 45-årige uden at nå at erfare, hvad Den Moderne Pensionist er for en størrelse. Man kunne selvfølgelig også være frygtelig frelst feministkedelig og argumentere for, at det er noget pjat at tvinge mænd ind i alle de mandetyper, og at fremtidens mand bare skal indeholde de samme gode egenskaber og værdier som fremtidens kvinder burde: noget med at være god ved andre og naturen, være glad og tage ansvar for sig selv. Men med det budskab sælger man selvfølgelig ikke ret mange gentlemans- og ladyshavere.

Jeg er bange for lyserød

Klumme oprindeligt bragt i Information.

Småpigers tyl-indhyllede barndom skræmmer feministen i mig. Og gør min indre prinsesse dødmisundelig.

Egentlig skulle jeg bare have nogle tomater, men jeg træder lige ind i et feministisk fastelavnsmareridt. Alle pigerne i lyserødt, alle drengene med kapper: prinsesser og superhelte. Forvirrede forældre og løsørevoksne, der forsøger at håndtere så meget royalt blandet med så mange superkræfter. Tønder, kattekroner og indkøbscentrets ansatte til at styre løjerne. Et helt igennem børnevenligt initiativ – arrangeret af ren godhed fra centerledelsens side for at bidrage til tættere sammenhold i lokalsamfundet, med kun en lille række bagvedliggende, økonomiske motiver. Jeg kan slet ikke holde det ud. Alle de småpiger indhyllet i et lyserødt flæsehelvede. Feminist-forargelsen banker op i det røde felt. Det er jo totalt kønsklich: Drengene i kategorien af dem, der gør noget heroisk for at skabe en identitet, og pigerne, hvis hele identitet lægger i, hvor kønne de kan komme til at se ud. Spiderman og Snehvide – sikke nogle rollemodeller. Jeg ser mig forgæves om efter bare en enkelt Pippi Lang-strømpe. Prinsesserne i centret er i det store fastelavnsskrud, men til dagligt er de ikke mindre kongelige. I børnetøjsbutikkerne – strengt inddelt efter køn – har flæserne, glimmeret og den lyserøde modefarve sneget sig ind i selv de mest hverdagsagtige beklædningsgenstande. Pigerne er fra fødslen svøbt i den vandskabning af en farve. Lyserødt tøj, lyserø-de værelser og lyserødt legetøj. Og drengene har blå værelser med Edderkoppens spind på sengetøjet. Børneforkælelse Der er penge i budgettet til børneforkælelse – i en imitation af en blockbuster-kommerciel virkelighed, hvor piger er smukke og drenge er seje. Formentlig grundet en kombination af, at mor og far husker en barndom i 70’erne og 80’erne med grydefrisurer til begge køn, brunt fløjl og neutralt legetøj (herunder så afgjort ingen attrapvåben), og at vi efterhånden har ligestillet kønnene så meget, at de få forskelle, der faktisk er tilladt, bliver overdrevet i en sådan grad, at det nærmer sig en parodi. Hvis voksne mænd kan gå til manicure og iføre sig lyserøde skjorter, og kvinderne kan blive jagerpiloter og partiformænd, må den kønslige vægt balanceres af med blondebh’er og B.S. Christiansen i bedste sendetid – og ikke mindst hos næste generation, der allerede som to-årige er fuldvoksne, krævende forbrugerdjævle og som selvfølgelig skal lege, at de er Batman eller Belle fra Skønheden og udyret. Jeg raser – og kigger misundeligt efter miniaturekopierne af kjolerne fra Disneys klassikere.

Fattigfirsernes fine kjole
Flashback til 1980’erne: Jeg er seks år gammel og ejer verdens allerflotteste, blå kjole (som min mormor har syet -det er jo fattigfirserne). Når jeg har den kjole på, er jeg En Rigtig Prinsesse. Og når man er seks år gammel og får læst eventyr hver aften og i øvrigt lige har set Jul på slottet og forelsket sig dødeligt i Prins Valentin, ja så vil man gerne være En Rigtig Prinsesse.
Den blå kjole er godt nok lidt laset og plettet, for det bliver kjoler, når man er en prinsesse, der godt kan lide at kravle i træer, som tørrer sine fedtede isfingre af i stoffet, og som dagligt kommer i slåskamp med Prins Møgirriterende alias min lillebror. På grund af kjolens forhutlede tilstand, og fordi jeg er prinsesse i et meget koldt land, synes min mor ikke, at den skal frem ved ret mange lejligheder – og slet ikke i skolen, hvor egenrådige prinsesser faktisk helst vil have deres kjoler på. Så mit royale liv foregår mest i fritiden. Derfor er den officielle feminist-version af min barndom – ‘dengang jeg var barn’ – at dengang var der raske piger og drenge til, og vi gik alle sammen i samme slags tøj og blev ikke spoleret af kønnet beklædning og legetøj. Men det gjorde vi jo. I høj grad.

Prinsessedrømme
Bare se os i dag. Vi vil stadig gerne være prinsesser. Hvor mange blondebh’er ejer du? Jeg tæller otte. Det kan da godt være, jeg er feminist, men derfor læg-ger jeg stadig under for skønhedsidealer, dameblade og ikke mindst lysten til at få opmærksomhed af det modsatte køn (der i øvrigt ligger lige så meget under for – knap så synliggjorte – mandeidealer). Psykologien bag mine prinsessedrømme er heller ikke svær at greje. Når man er højrøstet, armsvingende, hidsig og mere ligner en Pippi end en Miamaja, kunne man indimellem bare godt tænke sig at være yndig. Så måske er alle de små, lyserøde prinsesser, jeg møder, også blot i gang med at kompensere for en voldsom personlighed. Og så får drengene da virkelig brug for superkræfter, for ellers bliver de tværet ud, når prinsesserne bliver voksne. Og måske er det slet ikke så farligt, som feministen i mig føler. Bare fordi man selv er af en årgang, der hovedsagligt voksede op i brune smækbukser, er man så nødvendigvis mere emanciperet end sine tylindhyllede lillesøstre? Måske bliver de lyserødstrømper.

Monument over en tøffelhelt

Klumme oprindeligt bragt i Information.

De midaldrende ‘bløde mænd’ opfatter sig selv og hinanden som tøffelhelte. Det gør livet lettere. Men de glemmer, at de sender tøflen videre til næste generation.

I mine forældres stue står et poolbord. Stort, grønt og genstand for misundelse hos alle mandlige besøgende. Unge som gamle. »Wauw. Gav din kone dig virkelig lov til at få det?« Kommentaren falder med slet skjulte blikke til deres egen medbragte, ‘bedre halvdel’. Som regel svarer min far i overensstemmelse med sandheden, at poolbordet også var fruens påfund. (Og glemmer som oftest at nævne, at hun slår ham fire ud af fem gange ved det). For dette inkasserer min mor det anerkendende mandenik, som sandsynligvis kan spores tilbage til hulemænds ærbødige erkendelse af, at »din kone serverer bedre bison end min«. Samtidig begynder blikkene at flakke omkring i stuen. Et eller andet sted må der stå noget, min far har måttet finde sig i til gengæld. Noget rædsomt og lyserødt. Med pyntepuder. Det er så her, de får øje på surround-sound-anlægget. Og bliver nødt til at sætte sig ned. Jeg kalder poolbordet for Monument over en Tøffel-helt. »Rejst for at vise alverden, at tøffelhelten er slagen.« Det griner min mor og jeg meget af. Min far pointerer, at det ville sende et endnu stærkere signal med en to-personers Mercedes i car-porten. Min far har nu heller aldrig været under tøflen. Selv om fodboldkammeraterne af og til ringer og spørger min mor, om han må få lov til at komme med til kamp. Jeg ved, at min far ikke er en tøffelhelt, fordi jeg kender mine forældres forhold indefra. Men udefra er sagen tilsyneladende en anden. I min fars generation er det en ret almindelig antagelse, at konen bestemmer alt. Det er i øvrigt en velunderbygget antagelse, for kvinder beslutter i de fleste tilfælde, hvordan fælleskontoen skal bruges. Bo Bedre og reklameindustrien har vidst det i årtier, og de sidste maskuline bastioner – biler og elektronik – er ved at blive indtaget af den kvindelige købekraft. På den måde får kvinden kørt sig i stilling som bossen, planlæggeren – hende den sure. Modsat manden, der lalleglad trækker på skuldrene, når han bliver kommanderet til alt fra at tage fødderne ned af sofabordet til at møde op til sine egne forældres guldbryllup.
Bør det egentligt ikke være ligegyldigt for mig, hvordan sølvbryllupsårgangene forvalter deres parforhold? Nej, for deres børn – mig og mine jævnaldrende – ser en generation af fædrene ophav, der tilsyneladende tøffer rundt under en lyserød hjemmesko. Og tror, det er sådan, det skal være. Tøffelhelten flytter med ind i forældrekøbet, og vi formår ikke at sætte ham på gaden. Parforholdet møbleres på hendes præmisser ligesom lejligheden, og de unge mænd opgiver på forhånd at protestere over for hendes hørhvide helvede. Og sådan begynder tøffel-heltens onde cirkel: Kvinden samler ansvaret op, fordi han smider det fra sig – og manden kaster det fra sig, fordi hun vil bestemme, hvordan det skal bæres.

Arven fra tøffelhelten
Den ene part er ikke mere skyldig end den anden. Bare trist trædemølle. Og bør det egentligt ikke være ligegyldigt for mig, hvordan sølvbryllupsårgangene forvalter deres parforhold? Nej, for deres børn – mig og mine jævnaldrende – ser en generation af fædrene ophav, der tilsyneladende tøffer rundt under en lyserød hjemmesko. Og tror, det er sådan, det skal være. Tøffelhelten flytter med ind i forældrekøbet, og vi formår ikke at sætte ham på gaden. Parforholdet møbleres på hendes præmisser ligesom lejligheden, og de unge mænd opgiver på forhånd at protestere over for hendes hørhvide helvede. En stor gruppe af dem finder sig en lidelsesfælle i Frank Hvams Klovn. Antihelten, der ifølge hovedpersonerne selv kun forsøger at gøre det, kvinderne vil have, og konstant falder igennem. Moralen er så slidt som klicheerne i Den store Blærerøv og sørgelig som Carl Mar Møllers piksvingerkurser: En hel generation af mænd – begyndende med min fars – er opdraget af kvinder og blevet så bløde, at de har glemt at være ‘rigtige mænd’. Selvfølgelig i modsætning til tidligere tiders drenge-børn, der blev opdraget af… mænd? Nej, det har da vist heller aldrig fundet sted, vel? Og det er jo helt forkert. Problemerne for klovnen/tøffelhelten opstår ikke på grund af en blød mands behagesyge – for den eneste, tøffelklovnehelten vil behage, er sig selv: Han forsøger at vige uden om konflikterne og undgår konfrontationer i en misforstået tro på, at det er den nemmeste måde at gå gennem livet på. »Sikke en dørmåtte,« tænker de unge kvinder og jokker henover ham med hørhvide puder i favnen. Mens de drømmer om bad boys, der vover at sige imod og kræve fodboldpokaler på display i spisestuen. Den type bad boys er nemlig sexede – ikke fordi de er farlige, men fordi de viser, at de har en fri vilje. Og det sådan en, jeg skal ha’. Jeg gider ikke en bøvet, tøvende tøffelhelt, der indretter sig efter min cyklus. Min kæreste skal bare tage sig sammen. Det skal jeg i hvert fald nok bestemme!

Kvantitetssex og snerper

Klumme oprindeligt bragt i Information.

Er det virkelig lykkedes unge piger at udrydde luder-madonna-komplekset på 10 år? Og hvem bad om den afløser?

Hov, der blev jeg sørme lige snerpet. Jeg havde slet ikke set det komme. Her gik jeg og troede, at jeg var frisindet og frigjort og adskillige andre fri-ord. Men det var bare en illusion. I virkeligheden er jeg en gammelmø på 76. Alle andre har sikkert vidst det længe. De har set mig søbe Earl Grey med Hermesetas og vidst, at jeg inderst inde er en snerpe.
Det begyndte med noget i tv. (For os snerper begynder det altid med noget i tv) Unge piger helt ned til 12-13 års alderen konkurrerer om at have flest seksuelle partnere. Players kalder de sig. De søger seksuelle partnere på internetportalen arto.dk; sætter dem i mapper og bytter imellem sig. Glansbilleder anno 2006. Det er så her, jeg bliver gammel. Hvornår er det blevet in? (Og er det overhove-det in at sige in mere?) Det er kun lidt over et tiår siden, jeg selv var i den alder. Ikke fordi jeg vil bruge snerpefrasen over alle – ‘dengang jeg var ung’ – for, dengang jeg var 12-13 år kredsede mine tanker om præcist det samme. Men i start-9o’erne var det bestemt ikke in at kunne fremvise et katalog over seksuelle scoringer. Jovist var det fedest – som vi sagde dengang – at have prøvet det.
Men det eksisterede kun inden for rammerne af seksual-undervisningsteknik (penis indføres i vagina), og hvad man kunne læse i bladet Mix’ brevkasse. Det var det. Veninder, der havde prøvet det, kunne ikke give ret mange flere oplysninger. Som regel var det ret kikset. For mange Små Grå, kondomer, der røg af, og en mor, der vadede ind midt i det hele. Selvfølgelig udvidede vi vores horisont. Vi snød os til at se pornofilm – som naive fædre til præ-pubertære piger altid tror, de har gemt godt nok. Det hjalp ikke. Det var altid noget med en kvinde, der stønnede en masse, og ellers bare penis-indføres-i-vagina. Og penis-indføres-lidt-flere-steder. Når man så endelig havde prøvet det – og stønnet som pornofilm i hak – var det noget, man fnisede med veninderne om. Måske havde en prøvet det med flere. Det fnisede vi også af. Og så måske lidt op til. Men konkurrerede? Nej, for pokker.

Like a virgin
Eller også gjorde vi alligevel. Vi sagde det bare aldrig højt. Det var som sagt ikke in. For 10 år siden var der stadig 2000 års religiøs bagage til pigerne: Værsgo’ luder eller madonna. Du kan selv vælge. Den har vi aldrig brudt os om. For svært at placere sig – hvilket jo præcist er pointen. Selvfølgelig rimer madonna på Madonna – selv om hun klart hørte til på den anden fløj – og vi følte os ikke bare som jomfruer: Vi var det. Men vi var også alle sammen enige om, at det bestemt skulle prøves masser af gange. Dog helst med ham fra parallelklassen, man var så forelsket i. Sådan lidt på den ene og lidt på den anden side. Men for nutidens players? Drop madonna’en.
Selv 90’er jomfru-ikoner som Donna fra Beverly Hills og senere Britney Spears smed mødommen overbord, da den blev en statusdød-vægt. Og hvad er der så tilbage? Sex med alt og alle? Jeg ønsker bestemt ikke, at hverken unge piger eller vi lidt mere voksne kvinder skal slås med luder-madonnaen. Faktisk er det fint med mig, hvis det er lykkedes os at udrydde den. Men hvad er det for en erstatning? Kvantitetssex: Lige meget, hvem det er med – bare det er med nogen. »Nutidens unge,« kan vi snerpet fnyse – for fnyse er det, snerper gør bedst. Men måske skulle man lige vende blikket indad i soveværelset, som det ligger der for enden af gangen komplet med dildoer, erotiske blade til begge køn og internetopkobling. Sex fylder mere i moderne voksenliv end nogensinde før. Så det er ikke mærkeligt, at dem, der leger voksne også leger sex. Snerpet som jeg er, synes jeg, det er frygteligt trist, hvis unge piger (og drenge for den sags skyld) tror, det skal være sådan. Men jeg er også 76 år gammel. For mig handler sex om at vælge et fantastisk menneske til – og dermed vælge en masse ral fra.