Archives
| M | Ti | O | To | F | L | S |
|---|---|---|---|---|---|---|
| 1 | ||||||
| 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 |
| 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 |
| 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 |
| 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 |
| 30 | 31 | |||||
Votewoman i huset
Klassisk politik: Politikere sender noget ugennemtænkt ud til befolkningen, befolkningen reagerer og påpeger, hvor ugennemtænkt det er, politikerne trækker det tilbage igen.
Hurra for demokratiet. Eller hvad?
Nej, ikke når det handler om humor. For det, politikerne måtte trække tilbage i denne uge, var en humoristisk tegnefilm kaldet Voteman, der have til formål at få unge til at stemme til EU-parlementsvalget. (Fordi det syntes oplagt, at unge mennesker kun kan interessere sig for noget så kedeligt som EU, hvis budskabet serveres med blowjobs og vold.)
Feminister og andre politiske korrekte (og Anders Samuelsen, der ikke tilhører nogen af de to kategorier, men som vist bare greb chancen til at slå lidt på regeringen) kaldte tegnefilmen alt fra sexistisk til voldsforherligende og fordummende.
Og så blev feministerne forudsigeligt kaldt snerpede og humorforladte. Selvom Folketinget trak tegnefilmen tilbage på under ét døgn – fordi godt nok var det, de snerpede, humorforladte, der påpegede problemerne, men det må alligevel have fået en eller anden på en vigtig post til at se filmen igennem igen og tænke: “Hør, måske skulle vi lige overveje, hvad vi egentlig har gang i.”
Humor – nu uden hængepatter
Men på trods af det, har jeg de seneste dage kun hørt bitcheri over de irriterende politisk korrekte feminister uden humor. Nu har vi igen ødelagt det sjove for alle. Kunne feminazierne ikke bare holde vores kæft for én gang skyld i stedet for at spolere alting med vores ensidige fokus på kønsfremstillinger.
Personligt er jeg faktisk lidt todelt i denne sag. Fordi jeg synes også, at humor skal have lov til at være politisk ukorrekt – det er et af formålene med humor. Og der er virkelig grænser for, hvor meget sjov man kan lave, hvis det skal være biodynamisk fairtrade økologisk hallalhippie respektfuld over for alle grupperinger i samfundet.
Så jeg er på nippet til at forsvare Voteman, fordi jeg mener ikke, at nogen skal afgøre, hvad der er sjovt.
Men så kan man jo spørge – som faktisk også er dét relevante spørgsmål, feministerne stillede om Voteman-filmen – nemlig: Er det overhovedet Folketingets opgave at være sjov?
For hvis humor kun kan være grov og sexistisk, burde offentlige institutioner så ikke holde sig fra det? Det er jo ikke strengt nødvendig for politikerne at få folk til at le for at sælge deres budskaber. (At en del politikere så får folk til at le med deres budskaber, når det ikke er meningen, er en anden snak.)
Så hvorfor insistere på humor, hvis man kun har fantasi til at løse det på én måde?
Bare patter og mænd med muller – det er nytænkende comedy
Thomas Thorhauge, der står bag tegnefilmen forklarer, at Voteman er “en parodi på de brutale typer, man finder i Hviderusland og Ukraine”.
Bortset fra, at man med den udtalelse kan få lyst til at tilføje “racistisk” til listen over, hvad der er galt med Voteman, så er parodien jo bare ikke tegnefilmen i sig selv. Parodien er, at man tror, man laver parodi ved at gøre det samme, som alle andre gør. Det er det fucking omvendte af parodi! Det er kopi.
Så feminister og andre politisk korrekte typer er ikke så meget blevet forargede over Voteman. Vi er ikke humorforladte eller snerpede. Vi er bare usigeligt trætte. Dødtrætte af ikke at kunne tænde for et tv – og da slet ikke et humoristisk tv-program – uden at se kvinder fremstillet som sexobjekter, og mænd som de sjove, seje aktører, der tosser rundt med alkohol og vold og er politisk ukorrekte i humorens navn.
Måske kunne vi bare godt tænke os, at når vores folkevalgte vælger at bruge humor som greb, at de så i det mindste forsøger at sætte standarderne lidt højere end en Leasy-reklame.
Så her er mit spørgsmål: Hvorfor i hedehulehumorisme var Voteman ikke en Votewoman?
Slik fisse for et bedre EU
Hvis man virkelig ønskede at lave parodi, hvorfor så ikke gå all in og fremstille en stor muskuløs kvindelig antisuperhelt – der får cunnilingus af letopklædte fyre og flår hovederne af kvinder, der ikke vil stemme?
Det ville parodiere voldsfilm, kønsstereotyper, comedy, tegnefilm og en hele masse andet oveni hatten. Det ville være ægte parodi. Og stadig voldsomt politisk ukorrekt, men på den fede måde.
I stedet for bare at være en reproduktion af den drengerøvskomik, vi i forvejen får presset ned i gabet som et dårligt blowjob, hver eneste fucking gang nogen forsøger at lave politisk ukorrekt sjov i dette land.
Men jeg tvivler seriøst på, at Folketinget nogensinde ville have godkendt noget så outreret. Og havde Folketinget alligevel gjort det, ville det have sat et ramaskrig i gang fra store dele af befolkningen: “Skal vi betale skattepenge til den slags smuds; kvinder der får slikket fisse og begår voldelige overgreb? Fy for den!”
Men… den politisk korrekte feminzai-reaktion på Voteman, ja dét er altså en overreaktion. Så lad mig opsummere: Der er uligestilling i humor, i retten til at være politisk ukorrekt og ikke mindst i retten til at brokke sig over det.
Hmm, jeg blev sgu ikke mindre feminist af den erkendelse.
Man kan sige meget om magt, man kan også være en idiot
Vi bliver nødt til at snakke lidt om kritik nu. Kritik er det vigtigste overhovedet for, at et samfund – og et menneske – kan udvikle sig. Den kritiske sans er en af de bedste evner, vores bevidste hjerner har udstyret os med. Den forhindrer os i at famle os rundt som dumme gæs efter, hvad andre påstår er rigtigt. Det er afgørende for vores overlevelse, at vi er kritiske.
Men hvad fuck sker det med kritik lige for tiden? Kritik er blevet noget, man hygger med på facebook, og når man bagtaler sine venner. Det er blevet noget, man ytrer gennem noget så lavtsynkende som hylende fløjter. Og det er i særdeleshed blevet noget, man bruger, når andre kritiserer.
Jeg har tidligere kritiseret kritik. Men det var den kritik, folk kommer med, når andre gør noget. Så er der intet nemmere end at svine det til og efterfølgende sige: “Nå, du kan nok ikke tåle kritik, hva’?”
Og dem, der gør den slags, er selvfølgelig aldeles selvindsigtsblinde for, at deres kritik udelukkende handler om at hævde dem selv. For vi ved jo alle sammen, at hvis jeg kan finde stavefejl i din anmelderroste roman, så er det jo faktisk det samme som, at jeg selv havde skrevet en anmelderrost roman uden stavefejl!
Mig, kræve værnepligten afskaffet? Nej da, det er din opgave. Og fuck dine problemer!
Men en langt værre kritik er den kritik, man møder, når man selv er kritisk. Det er virkelig gået op for mig de seneste måneder, fordi jeg igen og igen ser feminister blive hængt ud og kritiseret på alle tænkelige måder.
Nu siger jeg ikke, at man ikke må kritisere feminisme. Det må man naturligvis gerne. Jeg siger bare: Man skal edderlunsme holde sig for øje, hvorfor man kritiserer feminisme.
Feminisme er nemlig magtkritik. Og når man kritiserer magtkritik… så forsvarer man det bestående!
Det må man også gerne. Man må gerne være en sexistisk reaktionær type, der mener, at kvinderne skal hjem til kødgryderne, og mænd skal ikke tage et nej for et nej. Eller whatever. Så skulle man måske bare lige melde det rent ud først.
Men det er ikke det, feminismens kritikere gør. Næ, de påstår, at de skam rigtigt gerne vil have et ligestillet samfund, men at feminismens kritik er helt skudt ved siden af. De stiller så pudsigt nok aldrig selv – uopfordret – op med kritik af ligestillingsproblemer, og de har da slet ikke nogen indspark til, hvordan problemerne skal løses.
Nej, de kritiserer bare, at andre kritiserer.
Hvorfor kan du ikke bare indrette dig efter min verdensorden?
Og det er jo vældigt smart, ikke? For så lukker man jo kæften på kritikken, så den aldrig får mulighed for at blive taget alvorligt. Tilmed uden selv at sætte noget på spil. Uden selv at melde sin egen agenda ud. Og på den måde kan man holde fast i det eksisterende samfund. Uden at det på noget tidspunkt bliver farligt for en selv!
Så forståeligt nok vælger mange mennesker denne metode, når de egentlig ikke har lyst til, at tingene ændrer sig. Men også samtidig ved, at man ikke kan sige højt, at man er en imod forandring.
En klassiker, som alle sikkert kender, er nede på jobbet, hvor den nyansatte, alt for unge og lidt for begejstrede medarbejder siger: “Jeg synes, maden i kantinen er for fed. Ville det ikke være lækkert, hvis vi fik en salatbar i stedet.”
Alle de gamle medarbejdere, der ikke gider at ændre deres madvaner, og som elsker at smøre ansigtet ind fiskefiletter med remo hver dag, siger så ikke: “Nej, vi vil have alting som det plejer at være.”
Dét argument, ved de nemlig godt, er farligt. Det er reaktionært. Ufleksibelt og forandringsky. Alt det, man endelig ikke må være i dagens Danmark. I stedet siger de:
“Jamen, altså har du overhovedet tænkt over de ekstra ressourcer, der skal bruges, og som vi ikke har, og hvor skal de tages fra, det har du slet ikke tænkt over, og hvem skal vælge, hvad der skal være i sådan en salatbar, det bliver et gedemarked at skulle finde ud af det, det har du heller ikke tænkt på, vel, og hvor skal den overhovedet stå henne, for der er jo kun knap nok plads til bordet med fiskefiletter.”
Ingen andre har problemet. Kun dig. Fordi du er tyk.
Slam. Bam. Så er den oprindelige kritik af den usunde mad druknet i ligegyldig kritik og bunker af remo. Og ingen har nogen som helst gejst tilbage til at fortsætte med ideen.
For hvis den unge medarbejder er så tåbelig, at høn forsøger sig med: “Men altså måske kunne vi finde et andet cateringfirma, og måske kunne vi alle komme med forslag, og den kunne vel stå i hjørnet.”
Så lyder der blot yderligere kritik af den oprindelige kritik – og selvfølgelig også af alle de løsningsorienterede forslag. Og hvis den unge medarbejder stædigt fortsætter, så kan man altid forfalde til personangreb: “Det er sgu også, fordi du selv er så kvabset, at du vil trække dine slankekure ned over hovedet på os andre. Og det er også bare, fordi du hellere vil fedte rundt i din egen navle i stedet for at tage dig af vigtigere problemer. Og har du overhovedet tænkt over de fattige børn i Indien? De får ingen mad, så mon ikke du skal være taknemmelig for den mad, der er her!” (Okay, det sidste siger de nok ikke. Det er kun vestlige feminister, der konstant skal høre på alle verdens andre kvinders problemer, når vi snakker om vores.)
Og vupti: derved er det lykkedes at bevare den usunde kost endnu en hjertekar-sygdomme-fremkaldende sæson.
Kina censurerer kritikerne, Danmark griner dem ud. Det er nemlig demokrati!
Præcis det samme sker på samfundsplan. I stedet for at se på magtkritikkens indhold – og især på de problemer, den påpeger – så ser man på dem, der siger noget og går efter dem.
Igen, det er helt almindeligt menneskelig adfærd, så jeg er ikke overrasket over, hvis den reaktion kommer fra remoladeforsvarerne ude omkring i det ganske land. Men jeg er chokeret over at se kritik af magtkritik fra mennesker, der selv slår sig på på selv at være magtkritikere. Det være sig kunstnere, forskere, politikere eller journalister.
Journalister bliver traditionelt kaldt den fjerde statsmagt, og for et par år siden udråbte et par samfundsforskere stand-up-komikere til at være den femte statsmagt. Det er lidt sjovt for mig, fordi så er jeg uddannet i én statsmagt og arbejder i en anden.
Men journalister og komikere er jo ikke magten. Tværtimod. Vores jobbeskrivelser er at kritisere magten. Det er derfor, vores fag er opfundet til at starte med. For journalisters vedkommende for at sikre ytringsfriheden og hele demokratiets opretholdelse og for komikeres vedkommende for pille selvhøjtideligheden fra magten, så den ikke stikker af i indbildskhed og mister jordforbindelsen.
Kender I det, at alle, der kritiserer racisme, er nogle klynkende negerperkergurkere?
Så hvad sker der, når journalister og komikere i stedet for at kritisere den reelle magt, vender sig imod dem, der kritiserer den magt? Ja, de bliver i den grad systembevarende. Og så bliver de pludselig en anden form for statsmagt. Ikke den kritiske statsmagt, som de oprindeligt var indehavere af – men tværtimod en håndelangermagt, der reproducerer den reelle magt.
Det er knudret, så lad mig tage den på racisme. Hvis en person af anden etnisk herkomst siger: “Det er et stort problem for mig at få et job, fordi jeg hedder Aysha, og jeg går med tørklæde.”
Så kan jeg – som komiker og selvindbildt magtkritiker – vælge to tilgange. Enten kan jeg se på det problem, Aysha påpeger og tænke: “Hov for pokker, der er noget, der ikke fungerer. Jeg må hellere komme i gang med jokes om, hvad fuck der sker for at folk er bange for tørklæder i Netto. Hvis man skal være bange for noget i Netto, er det da udløbsdatoerne. Badumtji.”
Eller! Jeg kan vælge at se på Aysha og tænke: “Hold nu kæft, hvor er hun irriterende. Det er hele tiden med de indvandere. Jeg kan virkelig ikke se problemet. Jeg har jo aldrig haft problemer med at få et arbejde. Og hvorfor går hun også med slør? Det må være, fordi hun ikke gider gøre en indsats for at blive rigtig dansk. Jeg tror, jeg vil skrive nogle jokes om, hvor klamme tørklæder er. Det er jo som at gå med en snotklud rundt om ørene.”
Min fætters kone har engang fået en forfremmelse, så der er ingen problemer for kvinder
Gør jeg det sidste, er jeg i den grad systemforsvarer. Forsvarer af et racistisk system med nogle magtstrukturer, der gør, at kvinder som Aysha bliver nedvurderet og derved ikke kan få et job.
Og ja, jeg valgte med vilje et eksempel med race i stedet for et med køn. For som jeg flere gange har påpeget – blandt andet gennem Negertesten – så har vi her i samfundet efterhånden accepteret magtkritik, når den går på race. Ikke dermed sagt, at vi har løst problemerne, men vi er da i det mindste på vej. For første skridt til at løse et problem er jo at anerkende, at problemet overhovedet eksisterer. Og etablere, at man gerne må tale om det.
Sådan er det ikke, når magtkritikken går på noget med køn. Hele armadaer af folk, der ellers gerne stiller op som antiracister, bliver hårde i blikket og begynder på mudderkastning, når man kritiserer et system, der stiller kvinder og de feminine værdier dårligere:
“Du tager fejl. Det er ikke et problem. Den statistik er ikke rigtigt. Din oplevelse tæller ikke. Det er ikke et systematisk problem, det er bare dig, der er sart. Eller også er det bare nogle, der er idioter, der gør det. Det er ikke så stort et problem, som du gør det til. Der findes værre problemer. Du vil bare have opmærksomhed. Du gør dig selv og andre kvinder til ofre. Og hvad med de kvinder, der virkelig har problemer – som altid er nogle andre, end dem, du repræsenterer, allerhelst indiske kvinder. Du må dokumentere din sag meget bedre – ja meget bedre, end alle andre, der siger det modsatte. Og jeg forbeholder mig retten til at afvise din dokumentation. Med anekdoter. Eller bare fordi. Fordi du tager fejl. Din kritik er forfejlet!”
Eller sagt på en anden måde: Kritik af ulige kønsforhold er ulegitim.
Hængepatter og hysteri er alt, hvad feministisk kritik består af
I mandags bragte Politiken som altid deres tre daglige tegninger. De to af dem – Wulffmorgenthaler og dagens satiretegning af Philip Ytournel – handlede begge om feminister. Det var formentlig en tilfældighed.
Hvad der næppe er helt så tilfældigt, var, at feministerne i begge tegninger var fremstillet som fatsvage furier, der overreagerer på den mindste misforståelse, der kunne handle om undertrykkelse. Men som pointen ved begge tegninger viste; det var slet ikke undertrykkelse. Feminister overreagerer jo bare altid, det ved alle.
Det, synes jeg, er en meget mærkelig form for kritik, de tegnere udøver her. For de kritiserer jo ikke de strukturer, der er med til at gøre, at der er brug for feminisme. Ej, heller kritiserer de sagligt indholdet af feministiske udsagn. (Og det ville også være underligt, da det jo er satire og derfor ikke skal være sagligt.)
Til gengæld fremstiller de feminister som skabagtige størrelser, der ikke kan tages seriøst. De affærdiger med andre ord feminisme gennem latterliggørelse. De bygger videre på en allerede eksisterende fordom om feminister for derved at sikre, at feminismens kritik fortsat forbliver ulegitim.
Det svarer altså til, at jeg stiller mig op på en stand-up-scene og siger: “De der bøsser, er de lige klamme eller hvad? Svanser rundt dækket i sæd hele tiden og forsøger at omvende små drenge med deres undercover-pædofile adfærd. Er der ikke snart nogen, der går Putin på det her land? De skal i hvert fald ikke brokke sig over, at de får tæsk i nattelivet. Man må altid gerne banke en bøsse – hvis man da kan klare at få sæd på knoerne.”
Feministerne vil bare bestemme alting! (Men det er altså mig, der skal bestemme)
Jeg skal selvfølgelig ikke bestemme, hvordan andre laver satire eller journalistik eller whatever. Jeg bruger bare min kritiske sans. Og det kunne jeg virkelig godt tænke mig at flere begyndte med. For det er dælme ikke okay, at vi ikke er mere kritiske over for kritik. For så bliver kritikken brugt i tyranniets tjeneste.
Når man bare kan kritisere hvem som helst og hvad som helst, andre siger, uden at skulle stilles til regnskab for det. Uden at skulle afkræves en forklaring på ens personlige agenda.
Magtkritikere – som feminister og antiracister – lægger ikke skjul på, hvad vores agenda er. Den er ret klar; at gøre opmærksom på problemerne – sexisme og racisme – og udrydde det.
Magtkritiske journalister og komikere, der kritiserer religion, politikere eller andet, som er magtfuldt her i samfundet, spiller også med rimeligt åbne kort: Vi passer bare vores arbejde.
Men de magtkritikere, der kritiserer andre magtkritikere… Ja, de er som sagt meget tilbageholdende med deres agenda. Fordi den ofte er tilbagestående.
Men hey, jeg kunne jo også spinne det her positivt. De kritiserer sikkert feminister, fordi de synes, at vi har alt for meget magt. Måske er feminister faktisk ved at blive den sjette statsmagt.
Og ja, den dag, feminister har overtaget verdensfruedømmet, og tvinger alle til at have hår på fissen – også mændene (de skal nemlig have indopereret en fisse og en livmoder, så vi også er ligestillede på menstruationssmerter) – dén dag, kan vi snakke om, at det er helt rimeligt at nedsable og latterliggøre feminister.
Men indtil da… tja, kunne vi så i det mindste ikke bare lade, som om vi var interesseret i at blive et bedre samfund for alle – også for kvinder?
Mænd er ikke svin eller hajer
En af mine kvindelige bekendte sagde noget forleden, der fik mig til at tænke over mit syn på mænd. Hun sagde: ”Jeg forventer ikke, at mænd forstår det samme som os, så jeg taler altid til dem, som om de lidt dummere end kvinder.”
”Sådan har jeg det ikke,” sagde jeg forsigtigt.
Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle sige til min bekendte, at hendes syn på det modsatte køn er grunden til, at vi ikke flytter os ud af stedet, når det kommer til ligestilling. For så længe vi er overbevist om, at ”de andre” – dem fra det andet køn – er markant anderledes mennesker end os selv, så kan vi ikke komme tættere på hinanden.
Og så er det sådan set lige meget, om man tror, at ”de andre” er dummere, klogere eller whatever. Hvis man tror, at de grundlæggende er forskellige fra en selv, så vil man aldrig kunne forstå deres tanker og adfærd – og så vil man afskrive dem, deres handlinger og erfaringer med henvisning til deres anderledeshed.
Du ku’ da også bare havde ladet være med at… gøre ting, kvindemenneske
De tanker gik jeg og tænkte, da min veninde ringede. Så vi talte lidt om det, og lidt om en masse andre ting, som vi gør, når vi taler, og mens jeg gik og fortalte begejstret om en anden venindes genialitet, passerede jeg en mand, der overfusede mig. (Det har jeg beskrevet her.)
Stadig i telefon med min veninde sagde jeg chokeret: ”Hold da kæft en idiot. Giv mig lige et sekund, den skal jeg lige have rystet af mig.”
Men selvom jeg talte med min veninde i yderligere en times tid, kunne jeg ikke ryste oplevelsen af. Den var en ubehagelig påmindelse om, at jeg som kvinde i et offentligt rum med jævne mellemrum oplever grænseoverskridende adfærd fra mandlige idioter. Fordi disse idioter er vokset op i en kultur, hvor kvinders udseende og adfærd hele tiden bliver kommenteret – i beundring eller det modsatte – så idioterne tror, at også de har ret til at gøre det.
Jeg delte derfor oplevelsen på facebook. For at sige noget om, at vi er nødt til at få gjort noget ved den kulturelle idé om kvinder. Stor fejl, viste det sig. For snart afslørede kommentarsporet den lige så herskende kulturelle idé om mænd: At de er svin.
Alle dem, der har tissemænd, er voldtægtsmænd
Mange af kommentarerne handlede nemlig om, hvordan jeg bare må blive bedre til at håndtere den slags overfusninger i fremtiden. Og hvilke geniale comebacks, jeg kan forberede, i stedet for at sige noget dumt i chokeret affekt.
Men mens de mere eller mindre velmenende råd strømmede ind, begyndte jeg at blive frustreret. For anden gang på blot et par timer blev jeg mindet om, at mit syn på mænd er way off i forhold til flertallets: For jeg har faktisk ikke lyst til at være forberedt på at blive overfuset. Jeg har ikke lyst til at gå på gaden og forvente, at en mand pludselig er ubehagelig over for mig. For jeg har ikke lyst til at se ned på mænd og forvente, at de er nogle svin.
Jovist, det sker konstant og alt for tit, at kvinder møder mænd, der opfører sig ubehageligt. Det sker jo netop også indimellem for mig selv. Men jeg har fanme ikke lyst til at regne med det. Planlægge ud fra det.
Det må være nok, at jeg som kvinde konstant skal planlægge min færden ud fra devisen: ”Det er nok smartere at gå på denne oplyste gade, i stedet for den hurtigere, mørkere vej, så jeg ikke bliver voldtaget i aften.”
Selvom jeg godt ved, at kvinder også bliver overfaldet på oplyste gader, og jeg godt ved, at langt de fleste voldtægter ikke sker på den måde, men i stedet sker under mere private former. Så påvirker bevidstheden om, at det kan ske mig altid. ALTID!
Har forventninger det ikke lidt med at indfri sig selv?
Men dér sætter jeg grænsen. Okay, det er svært som kvinde ikke at være bevidst om, at man kan blive udsat for et seksuelt overgreb, når FN anslår, at det sker for – hold nu fast – mindst hver 3. kvinde på jorden! Der er desværre mange voldtægtssvin derude. (Og desværre mange ikke-voldtægtsvin, der ikke forstår kvinders angst – ej heller den nedværdigende følelse af at blive gjort til et objekt. (Det har jeg talt om her.))
Men fanme om jeg også vil til at indrette min adfærd efter den opfattelse, at mænd generelt er svin, og at man aldrig kan stole på, at de vil behandle en ordentlig. Eller at jeg vil begynde at tænke, at mænd er dummere eller mindre forstående, empatiske eller menneskelige.
I øvrigt er det heller ikke den virkelighed, jeg lever i. For heldigvis er langt, langt de fleste mænd, jeg møder, søde og behagelige. Og de færreste mænd, jeg passerer, på gaden overfuser eller voldtager mig.
De rådne æg skal altså ikke have lov til at ødelægge min opfattelse af mandekønnet som helhed. Jeg vil blive ved med at forvente af mænd, at de kan være lige så ordentlige mennesker som kvinder. (Og derved implicit gå ud fra, at der findes kvindelige idioter såvel som mandlige. For pigebørn skydes altså ikke ud af fissen som bedre mennesker.)
Forstår du ikke kvinders grænser, kan du måske forstå ejendomsret
I forbindelse med en demonstration for kvinders rettigheder i USA, spankulerede en kvinde rundt med bar overkrop. Hen over maven havde hun skrevet: ”Still not asking for it.”
De rådne æg fangede den selvfølgelig ikke. En mand skrev om billedet, at hvis en kvinde spankulerer rundt på den måde, svarer det til at ”tage en køddragt på og sige til en haj, at den ikke må spise dig.”
Til det svarede en anden mand, og det citerer jeg lige i fuld længde, for det er ret så genialt:
“We (men) are not fucking sharks! We are not rabid animals living of pure instinct. We are capable of rational thinking and understanding.
Just because someone is cooking food doesn’t mean you’re entitled to eat it.
Just because a banker is counting money doesn’t mean you’re being given free money.
Just because a person is naked doesn’t mean you’re entitled to fuck them.
You are not entitled to someone else’s body just because it’s exposed. What is so fucking difficult about this concept?”
Drenge vil være drenge og dumme og degenererede
Et citat, der jo om noget beviser, at mænd er helt normale, intelligente mennesker. Mænd er ikke hajer eller svin eller dogs eller gorillaer eller andre ”laverestående” dyr (som dog ikke reelt i naturen opfører sig så psykopatisk som mandlige idioter gør, så det er faktisk noget pis at hænge dyrene op på det.)
Næ, mænd har menneskehjerner, og med sådan en kan man faktisk sætte sig ud over sine ubevidste instinkter og fordomsfulde antagelser om andre.
Så skulle vi ikke begynde at kræve det af de rådne æg også? I stedet for at undskylde dem på forhånd med, at ”boys will be boys”, ”de kan jo ikke gøre for det, de kan bare ikke styre sig”, ”mænd er svin” og så videre.
For det er lige præcis den slags antagelser om mænd, der gør, at nogle af dem ikke lærer at sætte sig i kvinders sted og behandle dem ordentligt. Det er, fordi de vokser op i en kultur, der fortæller dem, at kvinder selv be’r om at blive behandlet, som man nu har lyst til at behandle dem, og samtidig fortæller, at de som mænd ikke kan gøre for det – fordi det er jo kvinders egen skyld. Så hvorfor skulle han tage ansvar? Hvorfor skulle han reflektere over det?
Det skal vi kræve af ham, at han gør. Fordi det er eddersponsme på tide, at vi begynder at forvente mere af mænd – i stedet for at forvente dobbelt så meget af kvinder.
Grænser er noget, mænd og lande har
Er det okay at skyde folk? Nej, det er vi vist enige om. Er det okay at skubbe til andre? Nej, heller ikke. Er det okay at kalde folk for bøsser. Nej, selvfølgelig.
Men det sidste er klart det værste at gøre, har jeg lige erfaret. Jeg kom nemlig til at gøre to dumme ting i søndags. Først sagde jeg fra over for en idiot, der råbte efter mig på gaden (fejl 1), derefter fortalte jeg ærligt om situationen på facebook (fejl 2 – megafejl!)
Lad mig kort opridse. Jeg går hen ad gaden og taler i telefon med min veninde. Det er en god snak, jeg er i gang med en malerisk beskrivelse af noget genialt, en anden veninde har sagt, fordi som jeg siger: “Hun er fucking ekspert i det lort!”
I samme nu passerer jeg en mand, der føler sig nødsaget til at træde helt tæt på mig og råbe ind i mit ansigt: “Nå, du er da en lille aggressiv en, hva’. En rigtig rødhåret terrier. Vruf vruf.”
Jeg tager headsettet ud af det ene øre og siger: ‘Hvad med, at du lige blander dig udenom min samtale, stodderbøsse?’
Herefter skal jeg så høre på alt fra “hysteriske kælling, klamme kost, syge fisse mm.” råbt efter mig, indtil jeg når ned om hjørnet.
Du må blive et bedre menneske, inden du siger noget igen
Der går ikke engang ét minut efter, at jeg har postet den historie på facebook, før folk begynder at kommentere – på min adfærd.
Jeg burde ikke have brugt ordet “bøsse”, jeg burde ikke have hidset mig op, jeg burde ikke have fået situationen til at eskalere, jeg burde have ignoreret manden, jeg burde ikke have talt i telefon på gaden (!), jeg burde ikke have sådan et voldsomt sprogbrug, der kan provokere fremmede mennesker på gaden (!!), jeg burde have løjet og fortalt, at jeg sagde noget andet end “bøsse”, da jeg genfortalte historien (!!!).
Folk skriver til mig i direkte bydeform a la “Du må lære at ignorere den slags.” Som om jeg er et femårigt barn, der skal opdrages af ansvarlige voksne.
Selvfølgelig burde jeg være et bedre menneske og ikke bruge “bøsse” som skældsord. Men jeg blev forskrækket og overrumplet over at blive bjæffet ind i ansigtet, og min ubevidsthed reagerede ved at råbe det ord, jeg ved, rammer heteroseksuelle mænd bedst.
Der er ikke andet at gøre end at beklage, at jeg gør det – og at det er sådan, det desværre er. Vi lever i en kultur med mange homofobiske mænd, og jeg er et resultat af den kultur.
Ligesom vi lever i en racistisk og sexistisk kultur, så havde det været en person af anden etnisk herkomst, der havde gøet af mig, havde jeg sikkert råbt “stodderperker” tilbage. Og havde det været en kvinde, havde jeg råbt “stoddermøgfisse”.
Når jeg bliver presset, falder jeg tilbage på de kulturelle fabriksindstillinger. Det kræver et bevidst overskud hele tiden at sætte sig ud over sin kultur. Det er derfor, at det er så svært at ændre kulturer.
Be the better man! But… but… I’m not a man
Så jeg er homofob, racist og i øvrigt også sexist per default. Det har jeg aldrig lagt skjult på. Men jeg arbejder meget med ikke at være det. Blandt andet ved at diskutere homofobi, racisme og sexisme. Som jeg synes er tre lige grimme ting.
Men det interessante er, at de to første er mere anerkendte end sidstnævnte. Hvilket vil sige, at racisme og homofobi trumfer sexisme. Det erfarede jeg, da jeg lavede Negertesten. Fordi at jeg bruger et ord som “neger” i en sprogtest, der ikke har noget med virkelige mennesker at gøre, er langt værre end alle de ting, der dagligt bliver sagt om og til virkelige kvinder. Og nu rammer den så igen:
Min homo-nedladende kommentar – udbrudt i affekt – blev af kommentatorerne på facebook betraget som langt værre, end den ubehagelige mands ubegrundede bjæfferi – udbrudt med fuldt overlæg.
Fordi jeg burde jo være i et større overskud. Fordi jeg har ikke lov til at reagere menneskeligt – jeg bør reagere kvindeligt.
Stå på din grund, mand. Kvinde, læg dig ned!
Kvinder er nemlig bedre mennesker end mænd. Kvinder er faktisk bedre mennesker end hele nationer. For kvinder har nemlig altid overskud til at håndtere ubehageligheder som Ghandi håndterede de engelske styrker. Uden vold og med et smil på læben.
Så tilbage til min indledning: Er det okay at skyde folk? Nej, men vi er alle sammen enige om, at hvis nogen invaderer dit land og overskrider de nationale grænser i ond hensigt, så må man godt skyde dem.
Må man godt skubbe til folk? Nej, men vi er også alle sammen enige om, at hvis en fuld stodder fronter en anden mand og truer ham med tæsk, så er det også okay, at fyren skubber til ham, så han selv kan komme væk, inden stodderen går amok.
I Florida har man tilmed indført den meget kontroversielle “stand your ground”-lov, der giver (hvide) mennesker lov til at skyde (sorte) folk, hvis de trænger ind på deres personlige territorium, og man føler sig truet. Loven har allerede ført til en kontroversiel frifindelse af, hvad jeg nok vil betegne som et overlagt drab på en ung, ubevæbnet mand.
Så nationer og mænd må altså godt sætte deres grænser ved at gøre noget, vi ellers ikke tillader. Men kvinder må ikke. Kvinder må ikke sætte grænser, kvinder må ikke sige fra.
Så nu venter jeg spændt på, hvad “stand your ground” kan bruges til, den dag en kvinde skyder en hvid mand, der forsøgte at voldtage hende.
En kvindelig reaktion neutraliserer en mandlig aktion
For det er sgu ikke kun mig, der lige har gjort den erfaring, at kvinder ikke må sætte deres grænser. For nyligt faldt der dom i en sag i Sverige – ja, i ondskabens feministimperium – hvor en kvinde havde smækket en mand, der havde taget hende på røven, en lussing. Hun fik en voldsdom.
For det kan godt være, at en kvindes grænser bliver overskredet, men det bliver først en forbrydelse, hvis kvinden reagerer menneskeligt.
Facebook-reaktionen på min lille hverdagssexistiske oplevelse fik mig også til at forstå noget, jeg ellers har haft svært ved at fatte: Nemlig hvordan der stadig kan findes mennesker, der mener, at kvinder selv kan være skyld i seksuelle overgreb. Det ekstreme behov for at placere et ansvar hos mig – selv om jeg vitterligt blot reagerede på noget grænseoverskridende – viser jo, at man som kvinde aldrig kan få fuld opbakning ligegyldigt, hvad man bliver udsat for. Der vil altid være folk, der har brug for at ty til victimblaming.
Fordi problemet jo er den grundlæggende sexisme i vores kultur; nemlig at kvinder forventes at være blidere, blødere og sødere mennesker – som ikke må forsvare sig. (For det skal de jo finde sig en mand til at gøre.)
Og nu taler jeg lige med store, menneskelige og ukvindelige bogstaver: Det er fucking ikke i orden, at vi har denne sexistiske opfattelse af kvinder, for den tvinger os reelt ind i forsvarsløshed!
Og jeg er ikke forsvarsløs: MIN KROP; MINE GRÆNSER: MIN RET TIL AT BESKYTTE MIG SELV!
Let’s talk about buying sex, baby
En af mine følgere på facebook spurgte mig forleden, hvordan jeg kan være imod købesex, når der nu er så mange gode argumenter for det.
Altså for det første er der præcis lige så mange gode argumenter imod købesex, som der er for – så det er ikke der, man skal regne med, at man kan overbevise nogen med “det endelige argument”. Selvom helt uhyggeligt meget af prostitutionsdebatten handler om netop det; to parter, der står overfor hinanden og gentager de argumenter, vi har hørt siden, man begyndte at forholde sig prostitution. Hvilket jo så må gøre den debat til verdens ældste debat.
Jeg er så uendelig fucking dødtræt af den!
Luderen er fri/luderen er fanget… gab!
Der er to argumenter – et for og et imod – prostitution, der igen og igen og igen og igen bliver brugt som “det endelige argument”.
På tilhængersiden finder vi “det frie valg” og på modstandersiden står “offer for strukturer”. Og dét er grunden til, at den debat aldrig kommer videre, for de to positioner er alle politiske ideologiers rod. Det kan diskuteres til evig tid (eller til hjerneforskningen giver os det endelige svar) hvor frie vores valg er. Og alt politik handler i virkeligheden om at forhandle sig til en gylden kompromiskatastrofe.
Derfor er argumenterne også lige gyldige og ligegyldige! Det ene argument kan aldrig slå det andet, og efter min mening er de derfor også fuldstændig idiotiske at bruge i denne – og i nogen som helst anden – kontekst.
Ultraliberalistens onanifantasi
Man kan simpelthen ikke tillade sig at bruge de argumenter medmindre, man følger dem til dørs og bruger dem i alle andre sammenhænge.
Det betyder, at hvis man bruger frit-valgs-argumentet, så skal man også være villig til at lade det gælde alle andre steder. Hvis det er frit valg, om man vil sælge sin fisse, skal det også være frit valg, om man vil sælge sin nyre! Eller sin livmoder til et rugebarn eller sine æg til forskning eller sit blod til medicinindustrien. Samtidig med, at det selvfølgelig skal stå en frit for at tage stoffer, køre uden sikkerhedssele, motorcykelhjelm, eller hvad man nu ellers kan finde på af potentielt selvskadende adfærd, der kan komme til at koste staten penge, hvis det går galt.
Er man så liberalistisk, er det selvfølgelig helt fair, at man mener, at prostitution også skal være op til den enkelte prostituerede. Men er man til gengæld for regulering på bare ét andet område, mister argumentet al sin gyldighed!
Stalin 2.0
Det samme gælder for argumentet om, at den prostituerede er offer for en struktur, og derfor ikke selv har valgt sit erhverv. Så skal man også være villig til at gå hele vejen og fritage alle mennesker deres frie valg. For hvorfor skulle den prostituerede være mindre bevidstgjort end alle os andre? Hvem er vi til at vurdere, at høn lider af såkaldt “falsk bevidsthed”, mens alle vi andre åbenbart er glimrende i stand til at træffe frie, velovervejede valg!?
Og det betyder jo, at man så skal være villig til at acceptere, at staten potentielt skal kunne regulere alt, fordi ingen af os er i stand til at vurdere, hvad der er bedst for os – lige fra, hvilket job, vi må tage, til, hvem vi må gå i seng med. Til hvordan – og af hvem – vores børn opdrages, hvad vi må putte ind i vores kroppe, hvor meget vi skal motionere – og hvad vi må udtale os om, og hvem vi må mødes med. Det vil i realiteten sige, at vi indfører diktatur og afskaffer menneskerettighederne. For der vil altid kunne findes nogen, der er klogere på, hvad der er bedst for en.
Så gammel i fissen, at der gror moral i den
Meget få mennesker i denne verden er – heldigvis – så yderligtgående i deres meninger. De fleste af os ligger et sted derimellem; vi går ind for en hvis regulering, men vil også gerne have ret til selv at styre vore egne liv.
Præcis hvor meget regulering, der skal være, er jo til konstant forhandling. Hvilket er grunden til, at vi har opfundet politik og debat.
Når det er sagt, så er det fuldstændig idiotisk, at prostitutionsdebatten i så mange år, har fået lov til at stå i det vakuum. For jeg mener faktisk, at det er et område, vi bør regulere. Ikke, fordi de prostituerede er stakler, der ikke selv ved, hvad der er godt for dem.
Nej, jeg har sgu noget så gammeldags som et moralsk syn på prostitution. Jeg mener, at købesex forrådner samfundet, og gør mennesker kyniske i forhold til parforhold og sex.
Den lykkelige evne til kun at forholde sig til de andre
Hovsa, det er er jo nærmest konservativt at mene sådan. Det er langt mere moderne kun at forholde sig til den prostituerede eller køberen.
Men jeg er hverken det ene eller det andet, så det synes, jeg faktisk ikke, at jeg kan. Jeg tror, der er lige så mange grunde til at købe og sælge sex, som der er kunder og prostituerede. Hvilket vil sige, at det rangerer fra den incestramte, heroinmisbrugende gadeprostituerede til den eksperimenterede, empowerment-overbevidste mangler-lige-penge-til-en-Burberry-taske-jurastuderende escort på den ene side – og fra den magtsyge klamme liderbasse til den kærlighedshungrende ensomme på den anden side.
Så jeg vil ikke gå ind og vurdere og dømme folks motiver. Så længe købesex er lovligt, vil der være et marked for det. Nøjagtig ligesom med slavehandel.
Ting, der sker alligevel, skal vi ikke gøre noget ved
Og ja, nøjagtig ligesom med slavehandel, vil det selv efter et eventuelt forbud blive ved med at foregå i det skjulte, men det er altså et ringe argument for ikke at forbyde det. Selvom det godt nok er et argument, der får lov til at jærne derudad uimodsagt konstant. Men det svarer jo til at sige: “Bankrøverier og fartoverskridelser på motorvejen forekommer stadig på trods af forbud mod dem, så må vi hellere legalisere det, for ellers bliver der flere desperate bankrøvere og flere nervøse fartsyndere, og så bliver problemerne bare værre for de stakler, der bliver involverede…”
Lad mig lige tage den igen for galleriet: Slavehandel findes stadig. Mennesker bliver købt og solgt som arbejdskraft verden over, og det foregår under usle forhold, fordi det er illegalt. Er det virkelig et argument for at tillade slaveri igen?
Kunne vi prøve at gradbøje prostitution lidt?
Prostitution er og bliver et emne, der deler vandene. Selv blandt feminister. Eller måske især blandt feminister.
Mange har det indtryk, at alle feminister er struktur-forklarings-liderlige og derfor er imod prostitution, fordi det er såååå synd for den prostituerede, at det onde patriarkat har tvunget hende til at sutte pik.
Men langt fra alle feminister deler det synspunkt. Det gør jeg for eksempel ikke. Det eneste tidspunkt, jeg har ondt af de prosituerede, er hvis de vitterligt ikke selv har valgt det. Hvis de som i filmen Lilja 4-Ever er blevet bortført og tvunget ind i det. Men den form for prostitution synes jeg faktisk, vi burde omdøbe til “organiseret voldtægt”.
I mine øjne er det ikke prostitution, hvis den prostituerede ikke selv har valgt det. Ligesom det ikke er et rengøringsjob, men slavehandel, hvis man holder en filippinsk kvinde låst inde, har taget hendes pas og tvinger hende til at gøre rent.
Sex sælger, men behøver sex kunne købes?
Det er helt utroligt dumt at blive ved med at italesætte de prostituerede som ofre, som nogle feminister gør. Fordi det gør mange af de prostituerede fjendtligt stillede. Ingen af os bryder os jo om at blive gjort til ofre. (Det har jeg skrevet lidt om her.) Så derfor vil de prostituerede selvfølgelig gå ud og kræve deres handlekraft tilbage ved at insistere på, at de ikke er ofre; at de godt kan lide deres arbejde, at de føler sig stærke i det, og at de jo altså selv har valgt det.
Og så er vi tilbage, hvor vi startede.
Til gengæld bliver jeg også enormt irriterede på de feminister, der er for købesex. De kalder sig “prosex feminister”. Hvilket er fucking provokerende. For betyder det så, at man er imod sex, bare fordi man ikke bryder sig om prostitution?
Jeg er netop imod prostitution, fordi jeg er for sex. Ligeværdig, gensidig sex. Og jeg mener, at det ødelægger muligheden for ligeværdig, gensidig sex for alle mennesker, at sex er en vare på lige fod med yoghurt og zoneterapi.
Se min røv, se min røv, se min røv
Prokøbesex feministernes synspunkt er, at det er den ultimative frihed for et menneske, at vedkommende har lov til at sælge sex. Især for kvinder, hvis seksualitet i så mange årtusinder har været underlagt mænds kontrol.
Den samme retorik kan du finde hos Miley Cyrus og Beyoncé, når de forsvarer deres ret til at bruge deres kroppe til at sælge musik. De mener, at det er et empowerment-budskab at twerke deres mås lige op i ansigtet på mænd.
Og ja, det vil jeg faktisk godt give dem ret i.
For husk lige, at jeg altså ikke er en af de feminister, der mener, at kvinder ikke er i stand til at vide, hvad der er bedst for dem. Jeg mener ikke, at disse kvinder ved at vrikke med deres baller underlægger sig patriarkatets magtstrukturer. Tværtimod. De overtager patriarkatets magtstrukturer.
Og dét har jeg et problem med!
I know you wan’t it! You little, sad man
For selvfølgelig er der magt i at spille på det seksuelle. “Fissen har magten,” som en af mine prokøbesex-feminist-bekendte stolt proklamerede for mig forleden.
Hold da kæft for en lorteutopi!
Ideen er altså, at kvinder overtager mænds traditionelle magtposition ved at spille på det område, hvor vi (tilsyneladende) har magt over mændene – altså det seksuelle.
Beklager, men det kan jeg simpelthen ikke se noget som helst feministisk i! Hvis Robin Thicke ikke må spille på sin seksualitet og synge “I know you want it” – hvorfor må Miley Cyrus så spille på sin og vride sin røv op af selvsamme mands underliv?
Hvor vilde havde ramaskrigene været, hvis Robin Thicke havde grebet fat i Miley Cyrus og lavet samlejebevægelser op af hende under det der MTV-ståhej?
Men er det ikke præcis den samme magtdemonstration, hun laver?
Den traditionelle forestilling om mænds seksualitet er, at de er aktive (nærmest voldtagende), mens kvinder er passive og modtagende. Vi er godt i gang med at nedbryde – nærmest forbyde – den idé om den mandlige seksualitet, fordi det har skabt et ulige magtforhold imellem kønnene. Så skal vi sgu da ikke indsætte kvinderne på overmagtspositionen i stedet for!
Buhu, jeg kan aldrig få den fisse, jeg fortjener
Så fissen har altså magten, og så kan det da godt være, at (nogle) prostituerede griner hele vejen ned til banken, når de humper ned for at sætte nattens hyre ind. Fordi de har noget, som nogen er villige til at betale for.
Det synes jeg bare ødelægger sex – for alle.
Forestillingen om, at nogen “ejer” sex, og at andre ikke har samme adgang til det, men så må lokke, snyde, smiske, betale sig til det, er en håbløs gammeldags kønsstereotyp. Desværre eksisterer den stadig i bedste velgående. Der går nærmest ikke en uge, hvor jeg ikke hører en eller anden mand brokke sig over, at kvinder har nemmere ved at få sex end mænd.
Fordi virkelig mange mennesker stadig lever med den traditionelle forestilling, at kvinder ejer sex, mens mænd får (eller køber) sex.
For mændene betyder det, at de ikke har nogen sexværdi i sig selv, men skal overkompensere gennem andre valutaer (fede jobs, store biler, kolde kontanter.) Mens det for kvinderne gælder om at passe på sex-ejerskabet, for hvis vi giver for meget af det væk, er vi billige. Og hvis vi er tilbageholdende med det, spiller vi kostbare.
Prostitution er i den grad med til at understøtte den forestilling.
Nu kommer de liderlige kvinder – og kommer
Men det er en forestilling. For sandheden er, at kvinder er mindst lige så liderlige som mænd. Og jeg skriver “mindst”, fordi ny forskning i kvinders seksualitet tyder på, at kvinder faktisk har en langt større libido end mænd.
Kvinder har bare altid været tvunget til at være forsigtige, fordi de tidligere hang på konsekvenserne af sex – i form af babyer. Men med p-pillens og abortens indtog udslettede vi den ulighed. Nu er kønnene vitterligt ligestillede på liderlighed.
Og det betyder altså, at man ikke længere kan tale om, at mænd er de desperate, og kvinder spiller kostbare. Nej, pludselig er der massevis af liderlige kvinder (for eksempel mig) som oplever, at mænd spiller kostbare. At mænd “ejer” sex.
Det betyder, at prostitution – som jeg ser det – meget snart går fra at være et kønsproblem til udelukkende at være et klasseproblem. Fremover vil lige så mange kvinder købe sig til sex. Fordi nogle kvinder også vil være så desperate, ensomme og/eller magtsyge, at de vil betale sig til, at et andet menneske giver dem udløsning.
Der er allerede begyndende sexturisme, hvor rige vestlige kvinder tager til (især) Afrika og køber sig til mandlig opvartning og sex. Det kommer der endnu mere af fremover. Ligesom der sandsynligvis også kommer til at være en social underklasse af mænd, der herhjemme lever af at sælge sex til travle erhvervskvinder, der ikke har tid til at kurtisere mænd for at få sex.
Gaveøkonomi i stedet for kapitalistisk sex
Og så er vi ved roden af mit moralske problem med prostitution. Jeg mener nemlig, at sex bør være noget, man får. Ikke noget, man køber. Ergo mener jeg, at staten bør forbyde både køb og salg af sex.
For jeg mener, at sex er en gensidig gave, og at det kun bør udveksles gennem en kropslig naturalieøkonomi, således, at man betaler sex med sex – eller med kærlighed/opmærksom/forførelse/flirt osv.
Det vil sige, at man skal gøre sig fortjent til det. Man skal arbejde for at være en person, andre har lyst til at have sex med. Således, at to (eller flere) mennesker, der vælger at have sex med hinanden, gør det, fordi de begge har lyst, fordi de begge har gjort en indsats for at være tiltrækkende over for den anden. Og at de i øvrigt også begge gør lige stor indsats i selve det seksuelle.
Prostitution er bare den totale kommercialisering af et område, der i forvejen lider under det problem, at den ene part betales for sex med andre ydelser. Det er derfor, at nogle (heldigvis kun få) mænd seriøst kan mene, at hvis de har vartet en kvinde op, så skal de belønnes med lidt mundsex. Noget for noget.
Køb og smid væk-sex
Så længe vi har prostitution i samfundet, bliver sex ved med at være et produkt, man kan købe og sælge – selvom det så ikke sker på de bagerste sider i Ekstra Bladet, men måske bare foregår i de små hjem, hvor han får en hånder for at have betalt for hendes nye taske.
Tag ikke fejl. Jeg mener som sagt, at sex er en gave, som vi belønner hinanden med – også som tak for en anden gave. Jeg mener bare, at problemet opstår, så snart forventningen til sex skifter fra; “nu gør jeg det her for at glæde den anden” til; “nu gør jeg det her, fordi så har jeg krav på en orgasme bagefter.”
Og så længe sidstnævnte syn på sex råder, vil der blive ved med at være dem, der “ejer” sex, og dem, der skal lyve, snyde, købe sig til det. Førstnævnte vil kunne spille på det, sidstnævnte vil kunne manipuleres med det. Det er et ulige magtforhold, og det kan jeg ikke gå ind for.
Jeg er jo en hvid, vestlig erhvervskvinde, der har lidt problemer med at få det til at fungere med det modsatte køn, så egentlig kunne jeg bare få mig en mørkglødet fattig mand at lege sugarmama for. Så kunne jeg få slikket fisse noget mere, og han kunne (måske) få en opholdstilladelse og en uddannelse. Er det bare det ultimative forbrugerlykke-samfund, eller hvad?
Eller snarere: Et samfund hvor alle er kyniske og kolde, romantikken er død, og det er fanme ikke et, jeg har lyst til at være en del af.
Mobning er aldrig én til én
Der bliver talt utroligt meget om mobning i medierne lige for tiden. Det er, fordi TV 2 kører en dokumentarserie om det. Og som det tit er med den slags; når ét medie sætter fokus på et problem, så følger alle andre efter. Og i en periode bliver der så sat væsentligt fokus på det – som om alle medier godt er klar over, at de skylder én for at have glemt problemet tidligere.
Men så går der typisk et par uger, og så glemmer de det igen, og så fortsætter problemet.
Jeg kan lige så godt sige helt negativt med det samme, at jeg forventer, at det også sker med mobning. Og det er altså ikke, fordi medierne stopper med at dække det, men fordi mobning er umulig at undgå.
Mobning er det sprog, civilisationen er bygget af. I’m sorry to say.
Du er udenfor, så jeg kan se, at jeg er indenfor
Mobning er en social dynamik, der opstår i alle grupper – i børnehaven, skolen, på arbejdspladsen, i sportsklubben, i familien, ja tilmed i selvvalgte vennekredse. Dynamikken skyldes to ting:
1) Gruppen har brug for outsidere, fordi derved kan de andre se, at de er en del af inderkredsen. Hvis ingen er udenfor, hvordan skulle jeg så vide, at jeg er indenfor?
2) Gruppen har brug for enighed om, hvordan man skal opføre sig for at være en del af inderkredsen. Ergo bliver outsiderne som regel dem, der truer gruppens enighed ved at opføre sig på en anden måde, bare er anderledes, eller som stiller spørgsmål ved gruppens regler.
Den sidste regel er ikke så enkel igen. Man kan ikke regne med, at outsidere på den måde selv er skyld i, at de er udenfor – de kunne jo bare have ladet være med at være anderledes. (Det fænomen har jeg skrevet mere om her.)
For den første regel gælder først. Hvilket vil sige, at selv i det mest homogene miljø, vil gruppen finde nogle at holde udenfor. Om de så skal opfinde en grund til at gøre det!
Mænd er nogle svin – undtagen Troels fra marketing, han er ret cute
Denne sociale dynamik er det, mobning er grundlagt på. Denne dynamik opstår alle steder, hvor mennesker (og aber) interagerer. Faktisk snakker man indenfor psykologien om, at vores hjerner simpelthen operer med det system. Hjernen deler nemlig mennesker ind i indgrupper og udgrupper.
Hvilket vil sige, at i indgruppen placerer vi alle de mennesker, vi har et nuanceret forhold til, og i udgruppen placerer vi alle dem, vi har et fordomsfuldt, stereotypt forhold til. Det er, fordi ingen hjerner naturligvis har kapacitet til at kunne have et nuanceret syn på alle mennesker. Hjernen har brug for fordommene, for ellers er der for mange usikkerheder, og så skal der bruges for mange ressourcer på hele tiden at stille spørgsmål. (Det har jeg skrevet lidt om her.)
Problemet ved denne mekanisme er desværre, at det fører til alt fra racisme, sexisme, nationalisme, hooliganisme – masser af andre onde ismer – til almindeligt had og selvfølgelig mobning.
Mekanismen forklarer dog også, hvordan racister kan sige: “Alle perkere er nogle svin. Undtagen min kollega Ali, han er sgu fin nok.”
Ali er blevet lukket ind i den nuancerede indgruppen, mens udgruppen stadig indeholder alle andre “perkere.”
Uhh, de stakkels uskyldige børn… Men din fede ko, du er over 40, du må tage det!
Den viden om menneskehjerner, og hvordan de påvirker vores sociale dynamikker er essentielt for at forstå, hvad mobning handler om. Desværre er det mit indtryk, at mange, der taler om mobning, simpelthen ikke aner, at det er det, det handler om.
Som sagt bliver der lige nu skrevet massevis af artikler og lavet tv med fokus på mobning. Hvilket vil sige, at forskere i mobning blive interviewet og siger forholdsvis kloge ting om mobning – og om, hvad de voksne skal gøre.
For på trods af, at voksenmobning faktisk er et lige så stort problem som børnemobning, så er det bare nemmere for læsere/lyttere/seere at sluge, hvor forfærdeligt mobning er, når det går ud over børn.
En nylig undersøgelse har for eksempel vist, at 20 procent af alle børn føler sig mobbede i skolen. Tallet for voksne på arbejdspladser er 12 procent. Men der skal vi jo lige trække alle de voksne fra, der ikke er på en arbejdsplads – inklusiv selvfølgelig alle dem, der er gået ned med stress pga. mobning og derfor heller ikke indgår i statistikken.
Det er ikke, fordi jeg er klam, det er, fordi alle tænker, at jeg er klam!
Det, jeg prøver at sige, er, at uanset om det går ud over børn eller voksne, er mobning et alvorligt problem. Senest har jeg lige læst, at det faktisk kan give offeret post traumatisk stress.
Som tidligere mobbeoffer selv kommer det ikke bag på mig. Jeg har selv været nede at vende psykisk nogle gange på grund af mobning. Det koster i den grad på selvfølelsen – og det er også derfor, at selvmord desværre er ret almindeligt i forbindelse med mobning.
Derfor gør det mig voldsomt vred, at folk, der skal forestille at vide noget om fænomenet konstant og igen bliver ved med at omtale mobning, som om det er et én til én-problem. For det er det ikke!
Mobning er en social dynamik, der involverer flere end et offer og en gerningsmand. Og det er derfor, det har så store konsekvenser for offeret. Eller som jeg plejer at sige det: Mobning er ikke, når der er én, der siger noget grimt. Mobning er, når der ikke er nogen, der siger noget andet!
Der er brug for: Du er sgu god nok, gamle dreng m/k
Grunden til, at mobning trækker et offer under i den grad, er, fordi offeret bliver udelukket og derved står alene med sine følelser. Det kan godt være, at der reelt kun er en enkelt på en skole eller arbejdsplads, der rent fysisk udøver mobningen, men det er gruppen på stedet, der skaber de dårlige følelser hos offeret.
Hvis en bølle råber noget grimt efter Tykke Tove, og alle hendes klassekammerater/kolleger straks derefter råber “hold kæft” tilbage til bøllen. Eller endnu bedre; går hen til Tykke Tove og giver hende support i form af en krammer eller en kommentar om: “Lad være med at lytte til ham, han er en fed idiot.”
Ja, så vil Tykke Tove altså ikke blive ramt på sin selvfølelse i samme grad. For hun ville ikke blive ekskluderet fra gruppen. Men fordi mobning som hovedregel rammer dem, der allerede er outsidere – fordi dem inde i gruppen, der har brug for at komme af deres egne usikkerheder, ved, at det er gratis at tørre dem af på outsiderne – så har de intet supportsystem. Hvilket betyder, at mobningen altså kommer ind under huden på en helt anden måde.
For hvis Onde Ole siger til Tykke Tove, at hun er klam, og ingen andre reagerer. Så betyder det jo – for Tykke Toves selvfølelse – at alle er enige om det. Og så er det altså meget svært for Tykke Tove ikke selv at komme til at føle sådan.
Bølle Benny har det svært indeni… uhh, nu bliver det brækpædagogisk
Så hvis man skal gøre noget ved mobning på skoler og arbejdspladser er det altså langt fra nok at tage fat i dem, der aktivt mobber. Forslag om at mobbere skal smides ud af skolen er for eksempel et hul-i-hovedet-bevis for, at folk ikke har forstået, hvad mobning er.
Måske skal bøller smides ud af skolen, det kan være nødvendigt. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at bøller er børn (og voksne), der selv har det så svært og derfor begår psykisk eller tilmed fysisk vold på andre. Men bøller, der står alene, er ligegyldige, hvis man vil løse problemerne med mobning.
Og min påstand vil tilmed være, at bøller måske selv så tidligt er blevet ofre for den sociale dynamik – det vil sige, at de har været outsidere hele deres liv – at de har oparbejdet det eneste forsvar, de kender; nemlig at slå fra sig.
Så man kan godt løse problemer i en kort periode, hvis man fjerner en bølle. For bøller kan skam skabe rigtigt meget ubehag. Men bøller er ikke ansvarlig for mobning. Mobning er stadig grundlagt ovenpå de sociale dynamikker. Hvilket vil sige, at vil man løse dét problem, skal man have fat i kernen af det – det vil sige hele indgruppe/udgruppe-systemet.
Du er så nederen, at vi ikke engang gider sige til dig, hvor nederen du er
Mange af de elever, der beretter, at de føler sig mobbere, siger, at de eksempelvis oplever, at ingen i klassen har talt til dem i flere uger. Det beskrives lettere nedladende i artikler om mobning som: “det føles jo også som mobning for eleven, selvom det kan være svært at se for de voksne.”
Som om vi voksne har det meget bedre med at være i sociale sammenhænge, hvor ingen taler til os!
Og nej: Mobning er hele puljen. Mobning er ikke bare de grimme ting, der siges højt; mobning er den dårlige stemning, der opstår omkring offeret. Det kan være tavshed, det kan være “stink eyes”, det kan være velplacerede fnis bagom ryggen, det kan være alt muligt, man bliver udelukket fra, det kan være at blive valgt til sidst i idræt hver evig eneste gang.
Mobning er den konstante påmindelse til offeret om, at høn ikke hører til i vores gruppe. At høn ikke er lige så meget værd som os andre. At høn er forkert i forhold til os andre. Og at vi alle sammen har ret til at dømme høn.
Ej, øv, skal jeg selv gøre noget for andre. Nu bliver det sgu for bøvlet
Så når jeg siger – helt lakonisk – at mobning er et uløseligt problem, så er det, fordi denne dynamik vil blive ved med at opstå alle steder, hvor mennesker er sammen igennem en længere periode (det vil sige; over to timer.)
Hvis man skal løse problemet, så kræver det en stor indsats. Det kræver, at alle gruppens medlemmer bevidstgøres om denne dynamik, og at alle tager ansvar for at gå ind og løse problemerne.
Det kan ske ved, at man begynder at forstå mekanismen bag ind- og udgrupper og erkender, at man muligvis ikke neurologisk har overskud nok til at have nuancerede syn på alle omkring en – men at man i det mindste ikke lader sine egne fordomme gå ud over andre. Hverken i form af direkte bølleadfærd over for dem – eller i form af, at man lader andre være bøller og ikke siger fra.
Det kræver, at man begynder at opføre sig pænt over for dem, der står udenfor. Viser, at man har set, at Tykke Tove står alene i frokostpausen og spørger, om hun ikke vil sidde med ved vores bord.
Du var klam i går, i dag er du okay, men nu er Bettina bare så klam
Og ja, det er her, det bliver vanskeligt. For det er netop det her, der er så svært at få til at ske. Det er jo nemmere, hvis vi kunne nøjes med at brænde en bølle af på bålet. Få ham smidt ud fra skolen eller fyret fra arbejdspladsen. Det løser bare ikke problemet på længere sigt. For har gruppen først besluttet sig for at holde Tykke Tove udenfor, så bliver hun ikke inviteret med til at sidde ved bordet, bare fordi Onde Ole ikke er der til at råbe op længere. Så tager Lede Lone bare over i stedet.
Det er først, når flere i gruppen begynder at arbejde imod dynamikken, at tingene ændrer sig. Og ja, det kan ske ved at smide en bølle ud. Måske er det lige det break, der skal til, før nok i gruppen tør tage sig sammen til at være søde ved Tykke Tove.
Men – og her er det et meget væsentligt men – det ændrer ikke den grundlæggende dynamik, det forrykker den bare. Hvilket er så nemt at se udefra, når vi ser på – især små – skolebørn. Deres grupper og ousidere skifter konstant. Så er Tykke Tove udenfor den ene dag, men så er det Buttede Bettina den næste. (Og ikke sjældent nu med Tykke Tarvelige Tove i front, for hvis hun har fået en billet til inderkredsen, så har hun i den grad brug for at forsvare den position.)
Nu skal Super Sanne da lige sige, hvad der skal gøres
Så det korte af det lange er altså, at så længe alle bliver ved med at holde fast i mobning som et én-til-én-problem, så ændrer problemerne sig ikke. De forskubber sig højst.
Nu er jeg ikke ekspert i en skid, så jeg står ikke i en position til at sige, hvad man burde gøre. Men hvis jeg nu alligevel skal give et bud på, hvad man burde, så kunne jeg virkelig godt tænke mig, at man begyndte at undervise i det her med ind- og udgrupper.
For det er altså ikke, før vi forstår vores egne hjerner, at vi forstår vores adfærd – både vores egen private og vores sociale interaktioner.
For så længe man kan holde mobning – og racisme og sexisme osv – ude i en armslængde og sige: “Det er kun bøller/idioter, der gør sådan noget” så ændrer tingene sig ikke. Ændring kræver, at alle erkender deres eget ansvar i, at en mobbekultur får lov til at bestå. Det kræver, at alle siger fra over for bøllen/idioten – og at alle giver support til offeret.
Selv en dråbe… kan ikke huske teksten, men alle kan ændre noget, ikk’ osse
Og så længe vi har en kultur, hvor Tykke Tove jo bare kunne havde ladet være med at være tyk, Sexede Susie bare kunne havde ladet være med at gå i den nedringede bluse – altså så længe vi victimblamer og siger, at offeret selv er skyld i, at en bølle/idiot angriber – så er vi alle sammen medansvarlige for overgrebet!
Vi skaber den kultur, der skaber mobning. (Og racisme og sexisme osv.) Så hvis vi vil ændre på, at mobning opstår, skal vi ændre hele vores kultur.
Ja, det er en stor mundfuld, men er det ikke efterhånden det værd? Behøver vi have 13-årige, der begår selvmord, før vi tager os sammen til at erkende, at der skal gøres noget? Er det ikke snart på tide, at vi alle begynder at sige fra, støtte ofrene, stoppe vitimblaming og i stedet sige: “Nu lukker du fucking røven Onde Ole!”
Er der stadig brug for at tænke sig om?
Jeg har optrådt på Kvindernes Internationale Kampdag stort set hvert år, siden jeg begyndte at lave stand-up. Og lige så sikkert som snotnæser i en børnehave, står der altid en journalist backstage og stiller det – i høns egne øjne – utroligt etchy spørgsmål: “Er der stadig brug for en kampdag?”
Fordi antagelsen, ikke mindst i de danske medier, jo er, at kvinderne for længst har vundet “kampen”, og hvis der endelig er brug for mere at kæmpe for – så er det for de stakkels mænd, der bliver forladt og har alskens andre problemer.
Og så begynder jeg med det lange svar: At mænds problemer jo har samme rod som kvinders; nemlig den alt for rigide måde, vi kulturelt definerer kønnene på, og at kvindernes kampdag derfor sådan set også handler om mændene – den handler om mennesker, den handler om at sætte fokus på de problemer, der holder os fastlåst i begrænsende kønsroller.
Men journalisterne kigger ned på deres blokke, hvor de kun har plads til et citat på 10 ord – og havde jo sådan håbet, at det ville være: “Ja, vi skal bruge kampdagen til at hade på mænd”. Så konstaterer de, at de ikke har plads til mit svar, og så sætter de kattebakkeblikket på, holder op med at notere og endnu et år bliver kampdagen dækket så unuanceret, som stort set alt andet bliver det i den såkaldte “kønskamp”.
Jep, jeg namedropper lige Kopernikus
Men tillad mig at bruge kampdagen til at snakke om en rod der faktisk ligger endnu dybere under “kønskampen”. Jeg vil nemlig komme med den påstand, at den kamp, vi ser lige for tiden, for mestendels slet ikke handler om mænd og kvinder. Det handler i stedet om noget langt mere farligt; nemlig retten til at definere fremtidens tankesæt.
Nu bliver det lige en smule langhåret. (Men da jeg har hår ned til røven, mener jeg godt, at jeg kan tillade mig det.) For sagen er, at vi lige nu er i gang med et paradigmeskifte.
Definitionen på et paradigmeskifte er, at menneskehedens samlede tankesæt ændrer sig – i en grad så man faktisk ikke kan tale sammen på tværs af paradigmerne.
Det mest kendte paradigmeskifte er fra “jorden er universets centrum” til “solen er universets centrum”. (Eller i hvert fald centrum i dette solsystem.) Som Kopernikus har fået æren af at stå bag. (Selvom han langt fra var den første til at ytre de tanker.)
Skiftet dengang i det 15. århundrede, hvor Kopernikus’ heliocentriske paradigme begyndte at slå igennem har næppe været særligt brat. Med de analoge medier, man havde dengang, må det havde taget helt uhyggelig lang tid, før de nye tanker kom hele menneskeheden rundt.
House of cartesians rules
Og så var der også ekstrem modstand mod de nye tanker. Det ved vi, fordi vi lærte i Historie, at den katolske kirke i den grad modarbejdede det. Men jeg tænker, at der også har været voldsom lokal modstand – for eksempel på alle skoler, hvor det nye paradigme blev undervist til elever, hvis forældre repræsenterede det gamle.
Et paradigmeskifte dengang må have været helt utroligt svært. Og det er nok grunden til, at man ikke har set så mange af dem op gennem historien. Og at dem, der trods alt har været, har repræsenteret nogle – i hvert fald set herfra i historiens bagklogskab – egentlig forbavsende enkle ideer.
Men nu står vi altså også midt i et paradigmeskifte. Fra det cartesianske til det holistiske.
Og ja, det her er der meget uenighed om; er der overhovedet et paradigmeskifte i gang og også om, hvad vi skal kalde paradigmerne, hvis der er. Men det er jo, fordi det handler om at definere retten til, hvordan menneskehedens tanker ser ud i fremtiden.
Der er vanvittigt meget på spil her.
Hvad f*** har kvantefysik med Kvindernes Kampdag at gøre?
Men nu smider jeg lige modstanden mod det bort og siger det ligeud: Vi står i dette paradigmeskifte, om vi vil det eller ej!
Vi har faktisk stået i det i over 100 år. Lige siden Einstein væltede Newtons love af banen. Vi har bare ikke fattet det endnu, fordi vi trods vores overlegne medier, er vi åbenbart lige så tungnemme som vores forfædre. Det tager mange generationer for alvor at ændre et tankesæt.
Og skiftet mellem disse to paradigmer er koloenormt. Det er ikke bare en “lille” ting, som at acceptere, at solen alligevel ikke er universets centrum, fordi universet slet ikke har noget centrum, fordi det er uendeligt og konstant udvider sig – indtil det måske, når et magisk punkt og trækker sig sammen igen, og vi måske kommer til at spole hele historien baglæns – forbi Kopernikus og dinosaurusserne og helt tilbage til Big Bang, som så må omdøbes til Lille Fis.
Hvis A er røvkedelig, hvad er så sandsynligheden for, at jeg gider læse videre?
Okay, det der er er måske ikke en “lille” ting, men kvantefysikkens bud på, hvordan universet hænger sammen, er bare ikke den eneste forskel på det cartesianske paradigme og det holistiske. Det cartesianske er bygget op omkring Newtons love; årsag-virkning, 1:1-forklaringer, logik.
Hvis A sker, så medfører det B. Og har vi B, så kan vi også regne med C – samt at A er sket.
Det bliver skoleelever stadig undervist i. Jeg husker endnu alle de kedelige forsøg i fysisktimerne, hvor man skulle kaste en kugle hen på en anden kugle og så beregne deres baner, acceleration og den slags.
Jeg fucking hadede fysik i skolen. Jeg forstod det ikke dengang, for jeg elskede de andre naturvidenskabelige fag. Men fysik var så uendeligt kedeligt. I dag ved jeg, at det var, fordi jeg allerede dengang ikke kunne få principperne til at hænge sammen med det paradigme, som mine tanker åbenbart fra starten af har været formet af; nemlig det holistiske.
Det holistiske paradigme er – ligesom kvantefysikken er en overbygning på Newtons love – også en overbygning på det cartesianske paradigme. Det vil sige, at man kan godt bruge de love, der gælder i det cartesianske, men kun i begrænsede og især afgrænsede systemer – som i et fysiklokale.
Sommerfuglens vinger, der tvinger folk ud af deres hjem i New Orleans
Til gengæld står det cartesianske paradigme af, når det skal forklare virkeligheden. Fordi virkeligheden er kompleks og kan ikke reduceres til nogle få love om årsag-virkning. I stedet råder det, der populært kaldes kaosteori: alting påvirker alting, og små ting kan få store konsekvenser – eller omvendt.
Det vil sige, at hvis A sker, så medfører det måske B eller C eller BC eller Q, eller også sker der slet ikke noget. Eller også sker A igen tre gange i træk. Og hvis man har B, så kan man slet ikke konkludere, at C vil ske, fordi det er også uforudsigeligt, og man kan heller ikke gå ud fra, at A er sket.
Det kan lige så godt være noget helt ottende, som ingen menneskehjerne er i stand til at tage med i sine beregninger. (Men måske en supercomputer engang ude i fjern fremtid. Selvom den idé i mine øjne mest af alt ligner et desperat forsøg på at genindføre forudsigelighed.)
Det er så sindssygt rodet og ufornuftigt et paradigme, det holistiske, at der selvfølgelig er vanvittig stor modstand imod det.
Vi er historisk – fra oplysningstiden og frem til omkring det 19. århundrede – gået imod mere enkelthed og renere logik. Det har en skønhed over sig, som er tiltrækkende, fordi det erstatter religionernes forenklinger af komplekse spørgsmål med fysikkens forenklinger.
Læger uden grænsesøgende tænkning
Men så enkelt er det altså bare ikke. Og hvad gør vi så?
Ja, vi bekæmper så med vold og magt alt, hvad der truer den skønne logik. Det vil sige, at kampen for eksempel pt står i sundhedsvæsnet mellem de naturvidenskabelige læger, og de alternative behandlere. Hvor det ene hold (groft sagt) ser kroppen som en maskine, hvor man putter kemo ind i den ene ende og fjerner tumor i den anden – en tumor, der i øvrigt er opstået alene på grund af rygning.
Mens de alternative behandlere ser kroppen som et hele, der både hænger sammen med sindet og med omgivelserne, og vil man fjerne en tumor – og forhindre den i at vende tilbage – skal man se på alle faktorer.
Og man kan i øvrigt ikke konkludere, at bare fordi man ryger, får man kræft eller bare fordi man ikke ryger, kan man gå fri – for der er så mange ting, der spiller ind. Fordi alting påvirker alting.
Men da kampen stadig handler om at definere retten til at bestemme, hvad vi tænker, gør de naturvidenskabelige læger alt, hvad de kan for at overbevise os om, at deres system er det rigtige, så hvis man bare spiser 600 gram frugt og grønt hver dag, dyrker en halv times motion og sover otte timer, så dør man aldrig…
Tilfældighed & Sandsynlighed
Men folk bliver stadig syge, selv når de har gjort alt det rigtige, og så bliver de frustrerede. Især når de møder det cartesianske tankesæt, der mere eller mindre direkte siger, at det er deres egen skyld. Årsag-virkning, husker du nok.
Det holistiske paradigme sætter ikke tingene så skarpt op. Paradigmet operer nemlig med kvantefysikkens love, som er Tilfældighed og Sandsynlighed. Hvilket vil sige; at du kan med en hvis sandsynlighed forudsige, hvad der vil ske, hvis du gør bestemte ting – men der vil altid være et element af tilfældighed, der kan spille ind.
Ergo er verden ikke helt ubehageligt uforudsigelig. Men vi er alligevel tilbage ved noget, der ligner, at “guds veje er uransagelige”.
Ja, det var altså den lange, langhårede snak om det paradigmeskifte, vi er i gang med. Så nu tilbage til, hvad jeg mener egentlig er problemet i “kønskampen” i dag.
“Kønskampen” er ligesom sundhedsvæsnet blevet en af de arenaer, hvor kampen om paradigmerne udspiller sig. Og jeg er lige ved at tro, at det er en af de afgørende kampe, der spilles her.
Hvis rødstrømperne vandt, hvorfor har vi så ikke fået pokalen endnu?
For “kønskampen” handler nemlig ikke længere om bare at give kvinder og mænd de samme muligheder – det, der populært kaldes ligestilling. (Og som i det cartesianske tankesæt i øvrigt opnås ved, at man bare sikrer, at der er 50/50 i alle situationer. Årsag følger jo virkning, så ligestilling betyder, at vægten bare skal tvinges på lige, og så holder den sig nok der.)
Den kamp afsluttede rødstrømperne faktisk i 70’erne. Med nogle få undtagelser har vi nemlig det, der kaldes formel ligestilling – hvilket vil sige, at der lovgivningsmæssigt ikke må forskelsbehandles. Men det bliver der bare stadig! For der er ikke sket vanvittigt meget med udviklingen i ligestillingen siden 70’erne.
Vi har stadig ikke reel ligestilling. Og mange modstandere af feminisme ynder at pointere, at det er utopisk. (Fordi de lever i det cartesianske tankesæt og kun kan forestille sig, at ligestilling betyder 50/50 i samtlige situationer.)
Hvis man har A – en kvinde – så medfører det B – for mange sko
Så “kønskampen” står altså i dag mellem to tankesæt: Dem, der mener, at ligestillingen er indført/aldrig vil kunne indføres, og dem, der mener, at ligestilling ikke bliver en realitet, før vi redefinerer samfundets kønsroller.
Kan du se, hvorfor det i virkeligheden er en helt anden kamp, der bliver kæmpet her? For dette er jo præcis paradigmeskiftets kamp. Kampen imellem et logisk-forudsigeligt system og et rodet-kaotisk-uforudsigeligt et.
På det første hold står dem, der mener, at kvinder og mænd er to forskellige fastlåste former, der godt nok (måske) kan blive ligestillet, men aldrig nærmer sig hinanden mere end det. På det det andet hold står dem, der slet ikke anerkender de to kategorier “mænd” og “kvinder”, men siger, at virkeligheden er langt mere kompleks end det.
Så det er altså det lille paradigmeskifte indbygget i selve kønskampen. Men så er der det endnu mere farlige, nemlig det, som kønnene kommer til at repræsentere i det store paradigmeskifte, og som efter min vurdering er derfor, at kønskampen gennem de seneste 40-50 år har udviklet sig til en regulær krig.
Skal vi nu alle sammen til at tænke som kællinger?
For det bliver desværre en “mændene mod kvinderne”-situation, når angsten for det nye paradigme sætter ind. For det nye er jo kendetegnet ved alt det, kvinder traditionelt er blevet tillagt; uforudsigelighed, kaos, følelser. Mens det gamle paradigme er kendetegnet ved de traditionelle maskuline værdier; forudsigelighed, orden og selvfølgelig mest af alt: logik.
Det vil altså sige, at vi er på vej væk fra et maskulint paradigme og ind i et feminint. Hvilket mange desværre opfatter som, at vi er på vej væk fra mændene som verdensherrer over til kvinderne som verdens… øh, ja -herrer.
Fordi mange jo stadig lever i et cartesiansk paradigme, så deres tankesæt kan kun se denne mulighed: Hvis der i et samfund med fokus på traditionelle maskuline værdier kun sidder mænd på magten, vil der i et samfund med fokus på traditionelle feminine værdier kun sidde kvinder på magten. B følger A.
Og så kæmper de imod udviklingen, mod feminismen, mod ligestillingen. Mændene især, fordi de frygter, at de bliver overflødiggjort. Men også mange kvinder, der stadig har det cartesianske tankesæt, fordi de heller ikke bryder sig om forandringen mod det nye og uforudsigelige.
Kan du ikke bare forestille dig en anden verden, mens du lever i denne?
Mens os med det holistiske tankesæt bliver ved med at prøve at trænge igennem med det, der er pointen med det nye paradigme: Ingenting er så enkelt!
For det første er det jo netop en traditionel inddeling af maskuline og feminine værdier, hvor de kun kan repræsenteres gennem henholdsvis mænd og kvinder. Sådan er det ikke ude i virkeligheden, hvor alle indeholder noget af det hele. Desuden er alle forskellige – det vil sige uforudsigelige – så det er ikke til at sige, hvem der på forhånd er bestemt til noget.
Men da alting samtidig påvirker alting, så betyder det jo noget, at vi går rundt og fortæller hinanden, at nogen er mere egnet til magt, og nogen er mere egnet til børnepasning.
Så derfor kan man selvfølgelig ikke bare kræve 50/50 i en bestyrelse eller forvente, at forældre selv fordeler deres barsel 50/50 – så længe drenge stadig opdrages til at stræbe efter magt, og piger til at være omsorgsfulde.
Reel ligestilling er sindssyg kompleks at opnå, fordi der er så mange faktorer i spil. Og problemet er jo, at dem med det cartesianske tankesæt forsøger at reducere hele debatten til et spørgsmål om for-eller-imod-kvoter – mens os med det holistiske tankesæt er i gang med at bryde alle samfundets normer ned.
Vi kan vitterligt ikke tale sammen.
Somebody expects the Spanish Inquisition – this time
Jeg tror på ligestilling, men ikke sådan som det er defineret i vores nuværende paradigme. Det hele bliver langt mere flydende i fremtiden og kommer ikke til at handle specielt meget om køn (eller race eller seksualitet eller whatever). Det kommer til at handle om det enkle menneske og dets funktion og position i det store hele.
Vi ser allerede begyndende erkendelse af det her paradigme i mijlødiskussionerne. For vi er alle en del af det samme hele.
Men inden et nyt paradigme trænger igennem, vil der være modstand, det siger historien. Og den modstand, Kopernikus mødte, er måske en meget god markør for, hvad vi skal vente os. Abortrettigheder, der rulles tilbage på verdensplan, bekæmpelse af alle former for ligestillingsinitiativer, kvindehad i opblomstring selv i såkaldt ligestillede lande – alt sammen symptomer på den omfattende modstand imod udvikling. Fordi udviklingen uundgåeligt vil knække det gamle paradigme.
The Dawning of the Age of Aquarius… eller måske senere
Så selvom jeg tror på, at det holistiske paradigme nok skal trænge igennem engang i fremtiden, så ved jeg bare ikke, hvor langt ude i fremtiden vi taler om. Måske skal vi igennem en ny mørk middelalder først. Måske skal kvinderne sendes hjem til kødgryderne og barnefødslerne på køkkengulvene i nogle hundrede år, inden vi rykker os videre til næste udviklingstrin.
På de dårlige dage er det min frygt. Jeg kender min historie, jeg ved godt, hvor stor tradition der er for at brænde kvinderne af, hvis de repræsenterer andre tanker end det herskende paradigme.
Men på de gode dage tror jeg på mændene. På at de også er ved at være dødtrætte af det forslidte og fastlåste paradigme og gerne vil videre. Og heller ikke har tænkt sig at lade det gå ud over kvinderne denne gang.
Fordi – håber jeg – det endelig begynder at gå op for flertallet af begge køn, at det her altså ikke er en kamp mellem mænd og kvinder, men mellem fortid og fremtid.
Så hvorfor har vi så stadig brug for den skide kampdag? Fordi vi skal tale om det. For ellers får mørkemændene m/k lov til at definere, hvad vi taler om – og dermed hvor vi skal hen. Og de vil gøre alt for at holde os låst fast i en verden af i går. For der bestemmer de nemlig alting. Og det gør de i øvrigt helt uendeligt forudsigeligt.
Men må man være mandekræsen!?
Hvis du nogensinde skal lave mad til mig (og det håber jeg da, at du skal) skal du bare vide, at der er noget, jeg ikke spiser. Jeg kan simpelthen ikke foredrage okra.
Du har muligvis aldrig hørt om okra, men det er ifølge ordbogen en “håret urt i katostfamilien”. Jeg havde så aldrig før hørt om katostfamilien, og jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at spise andre katoste, for det lyder umiddelbart som et lagret mejeriprodukt fremstillet på kattemælk.
Men sagen er, at jeg blev lidt træt af at svare, at jeg er altædende, når folk inviterede mig på mad og høfligt spurgte, om der var noget, jeg ikke spiste. Jeg synes, jeg skulle have én ting. Så efter at have smagt mig igennem alverdens køkkener, landede jeg på den slimede okra. Den bryder jeg mig faktisk ikke om.
Pointen er, at jeg virkelig ikke er kræsen. Jeg elsker mad, alt slags mad, og gerne meget af det. Men jeg er kræsen med mennesker.
Du er, hvem du elsker
De mennesker, jeg vælger at have i mit liv, er mennesker, der får mig til at ville være et bedre menneske – på alle områder af livet. Det er min kærlige, opbakkende familie og mine intelligente venner, der altid udfordrer mine flyvske tanker og ideer. (Og ingen af dem kunne drømme om at servere okra for mig.)
De mennesker, jeg vælger at holde ude af mit liv, er mennesker, der trækker mig ned. Mennesker, der har låst sig fast på et ensporet verdenssyn, og som ikke kan åbne munden uden at lukke fordomme og hjernelig nedsmeltning ud. (Og ingen af dem kunne drømme om at servere okra for mig, men det er, fordi de selv kun spiser sovs og kartofler, for det ved man, hvad er.)
Det, synes jeg, er den bedste måde at være kræsen på. Rent faktisk at beslutte sig for kun at bruge tid på mennesker, der løfter en – åndeligt og intellektuelt.
Men næ, hvor er det fy at sige det højt som kvinde. Især, når man siger det om… ja, du gættede det… om mænd.
Bah, arbejde for kærlighed!? Kan vi ikke bare betale os fra det?
Politiken kører lige for tiden en serie om de moderne kræsne kvinder. Kvinder, der vælger at få børn uden en mand, fordi de bliver for trætte af at lede efter mr. perfeckt. Og om kvinder, der åbenbart stræber for højt efter status i stedet for at knalde alle de stakkels håndværkere.
Jeg har tidligere skrevet om, at jeg faktisk synes, det er et ligestillingsproblem, at kvinder kan sige “fuck jer” til mænd og så ikke kneppe dem og alligevel lave børn. For det betyder jo, at kvinder ikke behøver gøre den samme indsats for at få et forhold til at køre – som en mand, der er afhængig af kvinde for at kunne få børn.
Men på den anden side… Mænd kan få børn længere, så de har altså flere år at øve sig på at blive mr. perfect, end kvinder har. De kan tillade sig at være barnerøve helt op i 40’erne, mens kvinder har en biologisk tikkende bombe i livmoderen.
Desuden har mænd jo til alle tider haft den ret, at de ikke behøvede at gøre en indsats for at få sex – de kunne bare betale sig fra det. Så faktisk er det måske ikke helt unfair, at kvinder nu også har en bane, hvor det er mændenes tur til at oppe sig, hvis de vil være med.
Næ fy da, vil du ikke voldsnave en tandløs hjemløs!?
Under alle omstændigheder synes jeg, at det er mere end problematisk, at kvinder, der stiller krav til de mænd, de vil tilbringe livet sammen med, bliver opfattet som kræsne.
Jeg bliver jævnligt lagt an på af mænd. Ja, af nogle søde, dejlige, interessante mænd. Men også af nogle der… ikke er. At en 52-årig fraskilt taxachauffør med tre voksne børn for eksempel kan stå og se på mig og tænke, at vi to er et godt match, og kommer hen og lægger an på mig, synes jeg er… faktisk fucking pisseprovokerende.
Og folk bliver tit dybt forargerede, når jeg ytrer disse tanker: “Tag det dog som en kompliment!” Eller: “Bare vent til du er gammel og rynket, så vil du savne den slags opmærksomhed.”
Fordi det forventes, at man som kvinde skal være taknemmelig for mandlige opmærksomhed. Alt mandlig opmærksomhed. Ligegyldigt om det kommer i form af en kompliment om ens øjne, eller det kommer i form af ren sexcikane – som en hånd på røven i bussen.
Og også ligegyldigt, hvem det kommer fra.
For som mænd altid siger, når jeg prøver at forklare, hvor frusterende det er, at det forventes af mig, at jeg bare skal være smilende taknemmelig: “Årh, jeg ville da bare blive smigret, hvis en kvinde lagde an på mig.”
Skal du smage mormors sprukne kusse?
Ville du virkelig? Ligegyldigt, hvem hun var!?
For jeg har godt nok set nogle cougars kørende på sidste salgsdato med solarierynkne kavalérgange og svenskergebis (blå pga. rødvin, gul pga. nikotin) lægge vulgært fysisk an på nogle af mine mandlige kolleger på en måde, der bestemt ikke så ud til, at han nød opmærksomheden.
Selvom han så høfligt takkede nej, for også mænd har jo lært, at det ikke er pænt at sige: “Hvad fuck regner du med, din klamme stodder?”
Men hvorfor egentlig det? Hvorfor er det egentlig så forbudt at sige fra over for uønsket opmærksomhed? Fra en person, der i den grad burde arbejde med lidt selvindsigt, inden høn kaster sin manglende charme på andre mennesker.
Og ikke mindst; hvorfor i alverden er det ikke i orden at stille krav til senge- og/eller livspartnere?
Men lige for tiden er der altså ved at blive skabt en forestilling om, at kvinder bare er helt sindssygt kræsne med mænd, mens mænd er langt mere rummelige. (Eller ligeglade og bare knepper, hvad der… mmm helt sikkert!)
Så ind kommer selvfølgelig straks selvudnævnte evolutionseksperter og påstår, at det er, fordi kvinden investerer så meget mere i et forhold, fordi hun jo ikke kan rende rundt og sprede sin sæd ud over alle mulige partnere.
Knep, knep, knep, sådan er mænd jo
For naturligvis er mænd da fuldstændig ligeglad med kvaliteten af deres afkom. Alle mænd er jo så ensporede, at de bare går efter at lave fleste mulige børn med flest mulige kvinder. Det kan vi jo se på alle de mænd, der ikke gider have en kæreste og ikke gider bruge tid med de børn, de har lavet, men bare flyver videre til nye kvindelår…
Eller hov… Faktisk er de fleste mænd ude i virkeligheden jo anderledes interesserede i netop at finde en partner og få børn med hende og til døden jer skiller og medgang og modgang og alt det der. Altså hvorfor skulle det ellers være et problem, at kvinder åbenbart er blevet for kræsne i deres partnervalg?
Det er en fucking cirkelslutning: Hvis mænd virkelig udelukkende ville have uforpligtende sex og massevis af horeunger, så ville de da give en fuck for, om kvinder var for kræsne til ville have et parforhold med dem.
Nå, ja, men det skal evolutions”eksperterne” da så nok lige skynde sig at forklare. Det er jo, fordi at det kun er alfahannerne, der får lov til at lave børn på hunnerne. Og ja, der bliver faktisk snakket om “hunner” og “hanner”, for vi er jo ikke mennesker med en kompleks bevidsthed, selvindsigt og kulturforståelse – vi er et naturprogram på Animal Planet…
Så alfahanner som Klaus Riskjær får altså masser af punani, mens beta- og gammahannerne tøffer rundt på deres mælkekasse-knallerter i Udkantsdanmark og får ikke lov til at sprede deres sæd. (At kalde Klaus Riskjær en alfahan er i øvrigt en fornærmelse både mod hankønnet og mod det græske alfabet.)
Penge, penge, penge, sådan er kvinder jo
Fordi den regel, der aldrig bliver modsagt, er, at kvinder går efter status – fordi kvinder er kræsne (har vi ikke snart slået det fast!) – og mænd med status er derfor abemenneskernes alfahanner. Sådan gør gorillaer, så det er nok også sådan mennesker gør.
Okay… Kan vi lige gå tilbage til kompleks bevidsthed, selvindsigt og kulturforståelse et øjeblik og så kigge på vores samfund, som det virkelig er lige nu – i stedet for at kigge i junglen efter sammenligninger. Eller tilbage til en tid, hvor kvinder var afhængige af mænds status, fordi de ikke var noget i sig selv.
Kvinder i dag er noget i sig selv. Vi har job og karriere, venner og hobbyer, vi tager på rejser alene, vi tager kurser i mindfulness og cup cakes. Vi har ikke brug for en mand for at blive forsørget og for skabe et ansigt udadtil, ligesom kvinder før i tiden havde. Vi er vores eget ansigt udadtil. Vi tjener vores egne penge. Vi skaber vores egne liv.
Så hvad skal vi så med manden?
Det er verdens nemmeste spørgsmål: Vi skal kneppe hans hjerne ud!
Kvinder vil være sammen med en mand (eller med en anden kvinde, hvis det er det, man er til) fordi ens partner er sexet, sjov, sød, støttende, spændende – alle s-ordene.
(Ja, det er ikke tilfældigt, at alle seje ord starter med s ligesom mit navn! Som succesfuld og super og… satans.)
Vil bare gerne have samme den indsats igen…
Anyways. Grunden til, at kvinder stiller så mange krav til mænd i dag, er fordi… trommehvirvel, tak: Vi stiller så mange krav til os selv!
Jeg kender ingen kvinder, der ikke knokler for at være bedre til alting; bedre til deres job, bedre til at være mødre, bedre til at være gode kærester, døtre og veninder, bedre til at sutte pik, bedre til at se godt ud, bedre til fucking alt!
Ja, mænd kan godt mene, at vi stresser for meget, og vi burde chille lidt mere. Men det er altså prisen, moderne kvinder betaler for at være med på mænds banehalvdel. Samfundet er indrettet til og af mænd, så derfor skal kvinder hele tiden knokle for at bevise, at vi også hører til der.
Og samtidig føler de fleste af os også, at vi skal knokle for at vise, at vi altså ikke har mistet os selv som “kvinder” i det mas. For bare fordi jobbet er hårdt, og ungerne krævende, så er det ikke en undskyldning for at ligne lort, ikke holde kroppen og hjernen ved lige, være et nogenlunde ordenligt menneske og samtidig også liiiiiige nå den der mindfuldness-time, for vi skal jo også lære at stresse af, ikke? (Mærkeligt, at det ikke rigtigt lader til at virke det der afstresning…)
Ja, jeg er selvfed, men hvorfor er flere mænd ikke det?
Nu kan jeg naturligvis ikke tale for andre kvinder, men jeg har det personligt sådan, at når jeg knokler så meget for hele tiden at blive bedre på alle områder, så vil jeg altså ikke nøjes med en mand, der tænker, at han ikke behøver at gøre den samme indsats. At hans ølvom, hans serie fem-hygge-fodboldsundskyldning for at lægge yderligere til ølvommen og hans manglende viden om samfundsforhold er “godt nok”.
Hvis han har lyst til at tøffe rundt på en knallert i Udkantsdanmark skal han da have lov til det, men hvordan er det blevet mit problem? Hvorfor er min kræsenhed problemet? Hvorfor er det ikke et problem, at han ikke opper sig?
For jeg har ikke brug for ham! Jeg vil gerne ha’ en mand, og jeg har lyst til en mand, men jeg har ikke brug for en.
Jeg er som sagt menneskekræsen, og jeg har knoklet så meget for selv at blive et mere interessant et af slagsen. (Hvis jeg selv skal sige det, og det skal jeg, for det er min blog.) Så jeg vil da hellere være alene med dét interessante menneske – mig selv – end jeg vil tilbringe tid sammen med et andet menneske, der ikke er i stand til at åbne min verden for nye indsigter, og som derigennem kan inspirere mig til at blive endnu bedre.
Mand er mand sådan
Så det burde virkelig ikke være et problem, at jeg er kræsen og ikke har brug for en mand. Men det bliver et problem – et samfundsproblem.
Fordi mænd har brug for kvinder.
Og det er sgu ikke på grund af det med børnene, ikke udelukkende i hvert fald. Det skyldes snarere, at den eneste måde en rigtig mand kan få omsorg på er ved at være sammen med en kvinde. Vi har lavet verdens mest idiotiske definition af maskulinitet, som betyder, at mens ligestillingen gør kvinder uafhængige af mænd – så bliver mænd ved med at være afhængige af kvinder.
Fordi der ikke bliver rykket ved opfattelsen af, hvordan man er rigtig mand. Det er stadig noget med at være stærk og stolt og “taler ikke om problemerne”. Så derfor sidder alle disse rigtige mænd nu efterladte på deres knallerter og har brug for kvinder, der ikke har brug for dem.
Men det er altså ikke kvinders ansvar! Det er ikke, fordi vi stiller for høje krav eller er for kræsne. Det er, fordi samfundet bliver ved med kun at vise drenge mandeidealer, der hører en helt anden tid til. Dengang hvor den tavse, stolte mand kunne arbejde med sine stærke hænder og finde sig en kone, der havde brug for ham for selv at overleve.
The times they have always been a-changin’
For efterhånden en del år siden gjorde man en mærkelig erfaring i de små landsbyer Nordsverige. Pigerne fik langt bedre karakterer end drengene i skolen. (Lyder det bekendt?) Man forsøgte sig med forskellige forklaringsmodeller; var pigerne genetisk mere intelligente end drengene? Var der noget i vandet? Måske prøvede man tilmed med en “det er nok, fordi der er kommet så mange kvindelige lærere og skolesystemet er blevet feminiseret”-forklaring. Den er jo populær herhjemme lige nu.
Men endelig kom der nogle kønsforskere på banen med en mere sandsynlig forklaring: Pigerne voksede op og så på deres mødres slidte ansigter og sprukne hænder i opvaskebaljen og tænkte “fanme nej”, så de knoklede for at komme væk. Drengene derimod så deres fædre fælde træer og køre på snescootere og tænkte “wroom wroom”, så de gad ikke anstrenge sig i skolen.
De kvindelige rollemodeller er skiftet over de seneste generationer, men de mandlige holder stædigt fast. Alt for stædigt.
Men the times they are no longer a-changing’. Det gjorde de for mange år siden! Og mændene er nødt til at vride gashåndtaget i bund på knallerten og følge med. For det kan ikke være rigtigt, at man kræver, at vi “kræsne” kvinder skal holde igen for deres skyld. Det er ikke udvikling, det er tilbageskridt!
How to… grow some balls
Og de mænd, der har luret det her (eller dem, der bare havde bedre vilkår fra begyndelsen) ved, at hemmeligheden er, at de både skal stå ved sig selv og deres egne behov – og samtidig konstant arbejde for at blive bedre versioner af dem selv.
Det handler ikke om indtægt og status og den fede bil eller det seje job. Det handler om at gå til livet på en måde, der signalerer: Jeg vil være den bedste udgave af mig. I alle sammenhænge – på jobbet, i parforholdet, i sengen, i spejlbilledet og sammen med børnene.
Eller som Tor Nørretranders ville have sagt det: Umage giver mage! Og må jeg tilføje: Ekstra stor umage holder fast på mage!
Desuden er der ikke noget større turn off, end en person, der klynker over, at høn ikke kan få et partner: “Buhu, det er alle de kræsne kvinders skyld, fordi de hellere vil have en idiot med penge end sådan en sød, fattig fyr som mig. Waha, snøft, hvor stillede jeg nu øldåsen?”
Seriøst, dameblade har i de sidste 100 år ikke lavet andet end at få kvinder til at holde op med at klynke over mænd (for vi må jo ikke være kræsne, husker du nok). I stedet har bladene fået os til at arbejde benhårdt på at blive mere interessante for mænd. (Hovedsagligt ved at blive smukkere, slankere og yngre, hvilket selvfølgelig langt fra er en ideel målsætning.)
Mandeblade er først lige kommet på markedet indenfor de seneste 20-30 år, men når de ikke har travlt med at skrive om aber på skateboards og vise afklædte damer, så er rådene til mænd faktisk også lige præcis dette: Stop klynkeriet og gør en fucking indsats!
Vil du da hellere være min lille hausfrau fremover?
De mænd, der har forstået det, scorer selvfølgelig det gode parforhold i dag. Ikke fordi de er gammeldags abe-alfahanner, men fordi de er moderne mænd, der har tilpasset sig den tid, vi lever i. Hvor kvinder altså har brug for en mand, der løfter os – både åndeligt, intellektuelt og op på køkkenbordet til en god omgang sex.
Det er ikke urimelige krav at stille. Nej, det er faktisk, det bedste kvinder kan gøre for mandekønnet – og for samfundsudviklingen.
For kræsne kvinder siger nemlig: “Skønne, dejlige mand med dine stærke arme og dit helt fantastiske udstyr, jeg vil gerne have dig, men kun hvis du også selv kan se, at du har – og skal have – noget at byde på. For ellers er vi to ikke lige. Og jeg ønsker ikke, at dit køn skal blive lige så undertrykt i parforholdet som kvinder var i tidligere tider; uoplyste og umyndige, mens jeg forsørger dig, og sidder for bordenden og bestemmer alting. Kom ind i kampen, find noget at byde på og bliv bedre til at være dig. Eller vær min huslave og servér min aftensmad!
Og står der okra på menuen, så får du sgu en tur med mors bælte!”
Fucker ligestilling med knepperiet?
Jeg har sagt det før; der er for lidt pik i at være feminist. Jeg mente det som, at mange kvinder er bange for at skræmme mænd væk med det ikke-eftergivende i feminismen, for det har trods alt traditionelt været en feminin dyd at være netop eftergivende. Så nogle kvinder vil altså hellere smile sødt gennem uretfærdigheder og høste sig en mand, der tænder på søde smil – end at tage chancen med at sige sin mening og møde de fantastiske mænd, der tænder på det.
Men i sidste uge blev jeg så præsenteret for en anden grund til, at der åbenbart er mindre pik i feminisme. Jeg læste en artikel fra New York Times, som har cirklet på de sociale medier. Den handler om, at ligestillede parforhold tilsyneladende har mindre sex end parforhold med mere traditionelle kønsroller.
Flere danske medier har også samlet artiklen op og har citeret den, fordi selvom den ved nærmere læsning viser sig at være noget amerikaniseret sludder, så elsker medierne jo bare at puste til skrækversionen af feminisme: At det vil ødelægge sex for alle!
Mere pik, mindre lykke, sådan!
Artiklens konklusion er nemlig ikke til at gå fejl af: Ligestilling i parforholdet er lig med mindre sex. Så jeg må hellere komme i gang med at stryge mandeskjorter, hvis jeg vil have pik fremover.
Eller hvad!?
For selvfølgelig er der som altid rigtigt meget galt med den slags påstande, når medierne fremturer med dem. Så lad mig lige rejse et par indvendinger her. Hvoraf den mest graverende må være den, at der i den samme New York Times-artikel også står, at kvinder i de ligestillede forhold er mere lykkelige end dem i de traditionelle forhold, samt at ligestillede forhold har mindre skilsmisserater.
Så… det, de siger, er altså, at man ikke bliver mere lykkelig eller mere glad for sin partner bare, fordi man har mere sex. Burde det ikke være den konklusion, alle artikler havde taget fat på i stedet? At folk i ligestillede forhold gennemgående har det bedre!?
Mere knep, mere hold kæft, sådan skal det forhold skæres
Men nej, i stedet sættes fokus på den forfærdelige rædselsversion af fremtidige parforhold: Hvis mænd støvsuger og smører madpakker, og kvinder tjener penge, så dør sexlivet. Fy da, en katastrofe!
Fordi meningen er selvfølgelig, at vi skal få den idé, at ligestilling (også her) er dårligt. Næ nej, så er det jo meget bedre med kvinden ned på alle fire, og farmand med karrieren lige bagved, doggystyle.
Så bliver der jo knaldet jo! Og det er det, parforhold handler om, ikke!?
Nu kunne man jo gå djævlens advokat på den og pointere, at parforhold måske for de fleste handler om væsentlig mere end sex, og hvis man bare vil have sex, så er det jo til at opdrive forholdsvis uforpligtende. (I mange lande kan man jo tilmed bare betale sig fra det.)
Så altså allerede her, er jeg lidt i tvivl om, hvem der dør af det her? Hvem er det, der lider under, at tilsyneladende tilfredse partnere ikke har så meget sex?
Ja, jeg kan da godt regne ud, at de mænd (og kvinder) for hvem et parforhold udelukkende handler om retten til at blive serviceret seksuelt, vil læse artiklen i New York Times og tænke: “Se så, det beviser, at feminisme er alt, hvad der er galt i denne verden!” Og så vil de bøvse og rage servitricen på brysterne, når hun kommer med den næste Budweiser.
Men hvad er oddsene for, at sådan en mand ville ende i et ligestillet parforhold alligevel!? Nul!
Ti dårlige knald på taget er bedre end et godt håndjob
Og undskyld min ligefremhed, men selvfølgelig føler mennesker i et ligestillet parforhold sig da mere lykkelige – de har jo valgt deres forhold til på en anden måde, end mennesker, der bare vælter ubevidste ind i et parforhold og spiller efter det samme kønsrolle-manus, som man har spillet efter i generationer.
Den slags traditionelle forhold betyder så muligvis mere sex. Okay… Men betyder det bedre sex?
Betyder det sex, hvor begge har lige meget lyst? Og hvor der er lige fokus på begges behov?
Eller betyder det tværtimod sex på den måde, som det traditionelt har været – hvor kvinden netop skal servicere mandens behov, og hendes egne lyster ikke rigtigt indgår i den ligning?
Så hvorfor skal sex i det hele taget vurderes kvantitativt? Hvorfor lige antallet af samlejer som mål – hvorfor ikke kvaliteten? Jeg har da haft dårlige one night stands nok til at vide, at jeg til enhver tid ville bytte 10 af dem med ét godt knald med én, der virkelig ville mig, kendte mig og kunne sit kram.
Kunne det ikke tænkes, at det er sådan, sex er, i mere ligestillede forhold!?
Færre timer på sengekanten, flere timer på jobbet
Eller også er det virkelig noget lort, at de ligestillede partnere ikke dyrker så meget sex. Måske er de selv utilfredse med lige den del af forholdet. Men må jeg så tillade mig at foreslå, at der så muligvis er noget helt andet galt?
Prøv med; stress!
Ja, for sagen er jo, at ligestillede forhold ofte er kendetegnet ved, at begge arbejder lige meget ude og deler opgaverne ligeligt hjemme. Hvilket vil sige, at begge har alt for travlt. Hvorimod i en mere traditionel kønsrolle-opdelt familie har man en mor, der tager sig af alt hjemme, og en far, der arbejder ude, og derved kan begge netto have mere overskud.
Nu har jeg ikke de store parforholdserfaringer, men jeg fornemmer, at manglende overskud først og fremmest mærkes på sengekanten. Man orker simpelthen ikke at sætte tantramusikken på og lave erotisk yoga med hinanden, når man er smadret.
Siger jeg så, at de traditionelle kønsroller er bedre? Nej, tværtimod da! De er bare nemmere, fordi manuset er skrevet på forhånd. Hvor man i moderne parforhold hele tiden er nødt til at koordinere med hinanden for at få alting til at gå op.
Men det er jo også det, vi godt kan lide. Er det ikke? Vi ønsker jo ikke det nemme forhold.
De færreste moderne kvinder i dag ville vel bytte deres givende jobs eller deres egne lønsedler væk mod at gå derhjemme og have mel på brysterne blandt skrigeunger år ud og år ind. Ligesom de fleste moderne mænd nok ville betakke sig for at skulle arbejde 10 timer i døgnet og kun se deres børn i sovende tilstand.
Og så kunne der ellers være nok så meget sex oveni den handel. Det er simpelthen ikke nok!
PK PIK – politisk korrekt pik
Så løsningen er vel noget med at lære at stresse ned og prioritere hinanden og have mere partid og andre af den slags damebladsråd. Det er ikke det, jeg skriver om her. Jeg pointerer bare, at mere ligestillede parforhold har andre faktorer i spil, så det handler ikke nødvendigvis om – som artiklen fra New York Times mere end antyder – at kvinder tænder af på en mand, der støvsuger, og mænd tænder af på en selvstændig kvinde.
Jo, naturligvis gør nogle det. For vi er jo forskellige, og nogle kan sikkert ikke få den op at stå/blive våde i trussen uden en partner, der leverer et kønsrollemønster fra urtiden.
Men det er jo også her, at ideen om, at ligestilling ødelægger sexlivet, laver den største cirkelfejlslutning: For hvem siger egentlig, at ligestilling ved opvasken og i fællesøkonomien skal være lig med ligestilling i soveværelset?
Er sex ikke netop defineret ved at være et frirum, hvor vi kan give os hen, uden at forholde os til, hvad der foregår ude i den virkelige verden? Er det ikke derfor, at alle damebladsrådene til bedre sex, handler om, at man skal efterlade tanken om opvasken og alt andet uden for sengen? Og er det ikke også derfor, folk leger rollespil og dyrker BDSM eller sexgynger eller latexlagner eller whatever?
Det er ikke nødvendigvis politisk korrekt det, der foregår i soveværelset (eller hvor man nu gør den slags). Men det skal det da heller ikke være. Det skal bare være frækt!
Oh, min smukke viv, dig kan jeg ikke sperme i ansigtet
Så hvis folk i meget ligestillede forhold har problemer med, at de ikke har lyst til deres partnere og ikke synes, de dyrker sex nok. Kunne det så ikke skyldes, at de ikke giver sig selv og hinanden det frirum?
I hvert fald bliver der i artiklen i New York Times citeret en mand, der ikke kan finde ud af at have rå sex med sin kone, selvom hun tænder på det. Det er godt nok også den slags porno, han selv ser. Men han synes ikke, at hun passer ind i det scenarie – hans pæne, ligeværdige kone.
Okay, må jeg så have lov til at gå djævlens advokat på den én gang til: Hvis man betragter sin partner som enten for god til sine egne dyriske lyster – eller på den anden side anser sin partners lyster som svinske og upassende – ja, så kan man sgu ikke rigtigt tillade sig at kalde sig ligestillet!
Det er da om noget en traditionel kønsrollefordeling. Det er så victoriansk som det overhovedet kan blive; manden med de farlige drifter, som hans stakkels dydige hustru ikke skal udsættes for. Så derfor finder han for- og udløsning andetsteds – hos luderen eller elskerinden eller i dag: i cyberspace.
Så kan man sgu nok så meget være fælles om opvasken, men man er altså først for alvor i et ligestillet forhold, når begge parters seksuelle behov og lyster bliver anerkendt – og forhåbentlig også tilfredsstillet. Ellers leger vi bare “ moderne mor-far-og-børn-og-respektfuld sex.”
Og det har aldrig været pointen med ligestilling! Pointen med ligestilling er, at vi alle får lige muligheder – også for at dyrke den slags sex, vi har allermest lyst til.
Beskyt idioterne, for guds skyld
I de seneste uger er jeg flere gange blevet skældt ud for ikke at ville beskytte idioter.
Altså jeg vil gå meget langt for at beskytte uskyldige og også folk, der dummer sig en enkelt gang eller to. Ja tilmed folk, hvor jeg tænker: “Høn vidste sgu nok ikke lige, hvad høn gjorde/sagde i den situation, selvom det var fucking dumt gjort/sagt, så lad os lige give vedkommende et break.”
Men jeg vil fanme ikke beskytte idioter! Mennesker, der burde vide bedre, men som alligevel insisterer på ikke at gøre det. Og så bliver ved med at gøre det – selv når andre har bedt dem tænke sig lidt om.
For eksempel skrev Claes Kastholm i mandags en ondskabsfuld blog om Pia Olsen Dyhr, hvor han hængte hende og andre kvindelige politikere ud for ikke at have stil. Han havde blandt andet meget travlt med, hvor fedtet han mener, Olsen Dyhrs hår er.
Hun bad selv om det, men han kunne jo ikke gøre for det
Claes Kastholm sked engang på en kollegas skrivebord og tørrede røv i gardinerne, fordi han var fuld og sur. Blandt over at blive afvist af en kvindelig kollega, som han sexchikanerede.
Så mener jeg, at man for tid og evighed diskvalificerer sig fra at udtale sig, om hvorvidt andre har god eller dårlig stil!
Så det skrev jeg på fjæsen og på twitter. Mange likes og retweets, men også et par mærkelige kommentarer om, at det er strengt af mig at hive sådan en gammel episode frem. Det var usagligt, at jeg holdt det imod Kastholm, at han engang havde gjort noget dumt i en brandert.
What?
Så jeg skal altså beskytte Kastholm fra hans egne tidligere dumheder!? Jeg skal endda være saglig over for en person, der personificerer begrebet usaglighed med sin blotte tilstedeværelse på nettet.
Jeg kunne måske forstå den slags tanker – om at beskytte idioterne mod sig selv – hvis vi levede i et samfund, hvor vi beskyttede alle mod alt. Men når vi lever i et samfund, hvor det til stadighed skal diskuteres, om voldtægtsofre selv har et medansvar for, at de bliver overfaldet, så nægter jeg simpelthen at have nogen tålmodighed med Klasse 1-idioter!
Censur at nægte andre retten til at kalde mig dumme fascistfisse
Jeg modtager også med jævne mellemrum sexistiske, ondskabsfulde og andre “hyggelige” kommentarer og beskeder – på facebook og i min private mailinbox. Ofte reagerer jeg ved at tage et screendump af det og lave en statusopdatering, hvor jeg gør grin med det.
I de fleste tilfælde smider jeg det lige igennem Photoshop først og anonymiserer den person, der er kommet med kommentaren. Fordi jeg synes egentlig ikke, det er væsentligt, hvem der er kommet med den. Min mission er mere at vise, at det er den slags, man modtager, når man som kvinde deltager i den offentlige debat.
Men to gange har jeg valgt ikke at anonymisere. For i begge tilfælde ville de to mænd ikke stoppe med at chikanere mig. Også selvom jeg havde slettet deres kommentarer og blokeret dem. Den ene, Allan, blokerede jeg for et par uger siden, fordi han var løbet amok med kommentarer på min væg. Han havde blandt andet svinet nogle af mine følgere til og kaldt mig for “dumme fisse”.
Det gider jeg ikke, så jeg blokerer ham på stedet. Men det stopper ikke Allan. Han opretter en ny profil, hvorfra han spammer med min væg med kommentarer om, at jeg er fascist og udøver censur. (Allan havde tydeligvis ikke læst den blog, jeg har skrevet om netop den form for “censur”.)
Mig være idiot du ved du passe på mig skal
Jeg gider stadig ikke diskutere med Allan, så jeg blokerer også hans nye profil. Så opretter han yderligere en ny profil og fortsætter sit amokløb på min væg.
Hvad skal jeg så gøre? Altså hvis jeg skal beskytte sådan en idiot mod sig selv? Skal jeg fortsætte med at slette kommentarer og blokere mere og mere stædige nye profiler?
Og må jeg overhovedet beskytte mig selv?
Fanme om jeg må! Så jeg vælger den meget effektive offentlige gabestok og lægger en håndfuld af Allans kommentarer op i en statusopdatering – med hans navn fuldt synligt.
Nu ved jeg jo ikke, om nogen af mine følgere måske har sendt Allan en lille besked og bedt ham om at opføre sig ordentligt, men i hvert fald bliver Allan meget træt af min status, så efter et par uger, opretter han endnu en profil og skriver til mig og beder mig slette den.
Nu kunne Allan jo have valgt den beklagende tone og have sagt: “Det må du sgu undskylde, Sanne, jeg var lidt af en idiot den aften.”
Men Allan mener tydeligvis ikke, at han har gjort noget forkert, for han anklager mig for injurier og truer mig med en retssag. Som han forklarer: “du en offentlig person du ved du må tage de hug du skal men jeg privat”. (Jeg antager, at Allan mener: “Du er en offentlig person, så du ved, at du må tage de hug, du skal, men jeg er privat.”)
For som vi alle sammen ved, er det jo helt i orden at svine folk til, hvis de engang har været på tv!
Slug mit spam, din fucking medieluder!
Men som en af mine følgere, så indsigtsfuldt bemærkede, er det ret svært at vinde med mennesker som Allan, for hvis jeg sletter hans chikane-indlæg, så er det lig med censur, og hvis jeg deler dem videre, så er det injurier. (Det er ikke injurier, skal jeg lige sige. Jeg kan ikke huske vildt meget fra mediejura, men at citere mennesker for, hvad de selv har skrevet offentligt, er ret langt fra injurier.)
For igen; hvad skal jeg egentlig gøre ved en fætter som Allan? Skal jeg bare finde mig i at blive chikaneret gentagne gange af de samme personer? Er det på en eller anden måde den aftale, vi indgår, når vi er såkaldt “offentlige” personer!? At vi skal have brede nok skuldre til at bære alle idioters chikane – og derefter beskytte dem mod sig selv?
Det er der i hvert fald nogle, der lader til at mene. Da jeg delte Allans besked, skrev flere til mig, at det var tarveligt af en i min position at hænge ham ud.
Og min position er altså det at være en “offentlig person”. Hvilket egentlig er en ret ulækker betegnelse. Det lyder som et “offentlig fruentimmer” som var betegnelsen for prostituerede i gamle dage. For det er tydeligvis det, nogen ligger i begrebet.
Fordi nogen bor på et slot eller har medvirket i et tv-program, så må alle spamme dem i ansigtet med deres personlige frustrationer. Fordi ellers kunne vi jo bare have ladet være med at stille os frem, som vi gør. Ikke osse!?
Hvad mener du med, at du kan se det, jeg har uploadet til hele verden!?
Hmm, den idé hører altså lidt en anden tid til. For det er meget svært at argumentere for, at man kan tillade sig at kalde sig “privat”, når man selv vælger at lægge meninger og billeder ud online, så hele verden kan se det.
For så er den eneste forskel på “offentlig” og “privat” altså, hvor stor sandsynligheden er for at blive spurgt, om man vil medvirke i næste sæson af Vild med dans.
Der er en grund til, at aviserne tidligere har insisteret på, at folk, der skrev læserbreve skulle underskrive med navn og adresse. Fordi når man stiller sig frem med en mening, var man per definition en “offentlig person”.
Den tankegang er så desværre lidt død i internettets behagelige anonymitet, hvor folk kan løbe amok med de mest racistiske, sexistiske og injurierende ytringer på Nationen og andre steder – uden strafansvar. Det er pinligt for journaliststanden, at man har ladet det ske.
Men det er sjovt at se, at mennesker stadig opfører sig, som om de er beskyttet af den anonymitet, når de kommenterer på facebook – hvor der jo som regel både er navn og billede på.
Og så bliver de meget underlige, når det viser sig, at det er de ikke. Og at der kan faktisk også være konsekvenser af udtale sig offentligt.
Velkommen til Informationsalderen! Det er ikke længere muligt at kræve retten til at være idiot uden strafansvar, når man agerer i det offentlige rum!
Hvis man vil kræve idiot-beskyttelse fremover, så man sgu nøjes med at være det offline derhjemme i privaten.