Archives
| M | Ti | O | To | F | L | S |
|---|---|---|---|---|---|---|
| 1 | ||||||
| 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 |
| 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 |
| 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 |
| 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 |
| 30 | 31 | |||||
Den lille racist indeni
Nu blev jeg igen beskyldt for at være racist. Det er jeg blevet et par gange i min karriere, og det gør lige ondt hver gang. Men det er sådan noget, man risikerer, når man prøver at sætte tingene på spidsen. (Og i øvrigt er så bleg, at man kunne blive optaget i KKK uden lagen på.)
Denne gang var det, fordi jeg sammenlignede sexisme med racisme. Og jeg syntes sådan set bare, at det understreger min pointe om, at vi ikke tager sexisme alvorligt, når nogen opfatter mig som racistisk, fordi jeg sætter ordet “neger” ind i stedet for ordet “kvinde”. For fy sådan noget må man ikke sige om dem med en anden hudfarve, men dem med patter – de skal bare tage det, skal de.
Men ja, jeg er faktisk racist…
Jeg er i øvrigt også sexist og fordomsfuld over for alle, der har en anden religion, kulturel baggrund eller seksuel præference, eller som bare kommer fra en landsdel, hvor man ikke udtaler d’er som j.
Er det noget, jeg går rundt og blærer mig med? Nej da, jeg ville faktisk foretrække at give indtryk af, at jeg er utrolig large og kulturrelativistisk og åben over for alle, der er anderledes end mig selv:
“Hey, man, jeg er bare så BFF med min slagter. Seriøst, vi kommer så godt ud af det med hinanden, selvom han er fra Pakistan eller Tyrkiet eller Iran… jeg ved det ikke lige, men vi klikker bare totalt!”
Min fordom er, at jeg ingen fordomme har
Så den historie ville jeg gerne fortælle. Men samtidig kan jeg også godt lide at læse bøger om hjernen. Og de fortæller en helt anden historie; om en hjerne, der slet ikke kan lade være med at være fordomsfuld. (Start med Blink af Malcolm Gladwell, hvis du vil vide mere om din hjernes krumspring bag om din ryg. (Og ja, jeg snakker om den bog hele tiden.))
Dette er et utroligt dumt paradoks, som jeg har overvejet at løse ved at lade være med at læse flere bøger. Så ville jeg – som mange kulturrelativister – kunne bilde mig selv og lejlighedsvis også resten af verden ind, at jeg skam ikke var påvirket af stereotyper og den slags, som kun den uvidende pøbel lader sig styre af.
Desværre har jeg også læst et sted, at dem, der tror, at de er hævede over stereotyper og andet kulturelt bias faktisk ofte har en tendens til at være endnu mere fordomsfulde – i hvert fald i forskningsforsøg. (Og i alle samtaler, jeg har haft med sexister, der i en og samme sætning kan sige “nu lever vi jo i en helt ligestillet verden, så jeg har i hvert fald ikke nogen fordomme om kvinder, men mænd og kvinder er bare forskellige, altså det er jo faktisk bevist, at mænd er klogere, ikk’oss’!”)
Så derfor prøver jeg i stedet at stå ved det; ja jeg er dybt, dybt påvirket af de fordomme og stereotyper, min kultur udsætter mig for. Og jeg bruger derfor ekstrem meget refleksionstid på at prøve at blive bevidst om dem – samtidig med, at jeg sikkert kun kan se en lille top af et meget stort isbjerg af fordomme og latent had.
Jeg giver ikke hånd til en sabeltiger, det gør jeg bare ikke!
Derfor syntes jeg, at diskussionen om censoren, der ikke ville give hånd til de kvindelige studerende, var interessant. Han sagde nemlig selv, at den forskelsbehandling i mødet med de studerende ikke påvirkede hans evne til at vurdere dem alle på lige vilkår fagligt.
Kære søde censorven, ligegyldigt om du gav alle som én hånd og kindkys og næsegnub ville du stadig ikke være i stand til at vurdere dem alle lige. For det kan vi ikke. Vi kategoriserer mennesker og alt, hvad vi ellers møder, efter et system af tidligere erfaringer og kulturelle fordomme.
Og uanset censorens begrundelse for ikke at ville trykke hånd med nogle af de studerende (her desværre religiøst, hvilket jo har afsporet debatten i retning af islamofobi og almindelig god gammeldags fremmedhad, fordi heller ikke kritikerne af denne sag er bevidste om deres fordomme) så er det altid et problem, når man gør andre opmærksom på, at de er anderledes. Det trækker nemlig stereotyperne på banen.
Stereotyper og fordomme er snedige mønstre, vores hjerner opfinder for at lette vores hverdag. I stedet for at skulle forholde os helt blankt til alle og alting, vi møder for første gang, giver mønstrene os mulighed for at handle med det samme. Hvilket er en fordel, hvis det, vi møder, er en sabeltiger. Vi har godt nok aldrig mødt denne specifikke sabeltiger før, men vores fordomme om sabeltigere gør, at vi løber væk med det samme i stedet for at vente og se, om også denne sabeltiger vil leve op til fordommene om sabeltigere (og det er, at de vil æde os, hvis du var i tvivl.)
Doven; helt ind til hjernebarken
Mere kompliceret bliver det selvfølgelig, når den, der står over for os, ikke umiddelbart er farlig. (Medmindre man virkelig er så bange for negere, at man tror, at også de vil æde en, men så skal man nok begynde på sin medicin igen.) Det stopper dog ikke hjernen i at fortsætte fuldstændig samme adfærd.
Fordi hjernen grundlæggende bare er pissedoven og i øvrigt ikke bryder sig om at skulle ud på usikker grund. Så vores ugidelige og nervøse hjerne får os altså til at behandle alt nyt, vi møder, som noget gammelt og genkendeligt.
Igen er det vældigt smart, at man ikke skal bruge en hulens masse energi på at afkode et nyt stykke landevej, men kan hente konklusioner fra sin tidligere erfaringer og fra køreprøvens teoribog og derved regne med, at et sving også her på den nye vej betyder, at farten skal lidt ned. Og det er automatiseret i en grad, så hjernen faktisk slet ikke gider ulejlige bevidstheden med den form for mønstergenkendelse.
Af-sløret!
Problemet er bare, at det gider hjernen heller ikke, når mønstergenkendelsen fortæller os, at hende med den mørke hudfarve nok er dårlig til dansk – ergo lidt dummere – undertrykt og -kuet og formentlig fra et socialt belastet område.
Jeg så engang Asmaa Abdol-Hamid spille på den her fordom, og jeg var chokeret over at se, hvor chokerede alle andre blev.
Hun gik ind på en scene med slør på og nedslået blik og begyndte på knapt hørligt, stammende dårligt dansk at fortælle om, at hendes forældre ville have hende til at gifte sig med hendes fætter. To minutter inde i historien, stoppede hun midt i sætningen, så direkte ud på publikum og sagde højt og klart på fejlfrit dansk: “Ja, det er jo sådan, danskere gerne vil se os kvinder af anden etnisk herkomst, ikke?”
Der lød et kollektivt gisp i salen, og luften blev nærmest trukket ud af lokalet, så det i et par sekunder føltes som at stå i et vakuum, hvorefter publikum brød ud i forløsende latter og klapsalve.
Ha ha, hun fik os.
Du er undtagelsen, der bekæfter, at jeg er en fordomsfuld idiot
Personligt var jeg lidt irriteret over hendes idé, inden jeg så publikums reaktion. Jeg syntes, at hun i stedet for at gøre opmærksom på fordommen, bare skulle gå direkte ind og afkræfte den. Bare gå ind og være sig selv. Så ville publikum jo hurtigt opdage, at hun ikke levede op til deres fordomme.
Eller ville de?
Efter den oplevelse er jeg faktisk blevet i tvivl. For jovist, nogle ville sikkert være blevet bevidste om deres fordomme, men det ville sandsynligvis være et fåtal. De flestes hjerner ville vælge at opfatte denne oplevelse som en abnormali og blot lave en underkategori til den stereotype fordom om, at alle-indvandrerkvinder-er-undertrykte undtagen Asmaa Abdol-Hamid.
Faktisk kan undtagelsen hurtigt komme til at bekræfte reglen – det er i hvert fald den erfaring, man hurtigt gør sig som kvindelig komiker:
“Kvinder er normalt ikke sjove, men du er sgu ret sjov.”
Underforstået: Der må være noget særligt ved dig – for det kan umuligt være min fordom om kvinder, der er noget i vejen med.
(De seneste år har jeg også hørt mænd sige følgende sætning ret mange gange: “Kvinder er ikke sjove, bortset fra Linda P, men hun er også lesbisk, så det tæller ikke.”
Øh? Så lesbiske er ikke kvinder!? Og evnen til at være sjov sidder direkte koblet op på ens seksuelle præferencer eller hvad!?
(Dumt at stille det spørgsmål, for der nok skal være folk, der så vil forsøge at fabulere teorier frem om det: “Jamenæh… det er jo, fordi at øhh.. nå ja, kvinder tænder på humor, ikke? Så derfor er det vigtigere for mænd og lesbiske at være sjove end det er for hetereoseksuelle kvinder at være det. Så derfor er vi også sjovere jo.”
Aha! Og så har man så fint lavet en teori, der stadfæster ens oprindelige fordomme og igen ignorerer de horder af sjove kvinder, der har eksisteret fra Liva Weel til Lisbeth Dahl – kvinder, der var/er så udpræget heteroseksuelle, at de skam ikke kunne nøjes med kun en mand…))
Hej, jeg er blond og dum og feminist og æder mænd til frokost
Så nu har jeg ændret mening: Asmaa Abdol-Hamids happening var en genistreg, fordi hun tvang alle i publikum til at blive konfronteret med deres hjerners dovne tilgang til fordomme.
Jeg er bare irriteret over, at det er nødvendigt. For sagen er jo, at det ikke kan bruges til andet end en sceneperformance i ny og næ. Vi kan jo ikke overføre det til hverdagen.
Vi kan ikke alle overspille stereotypen om os selv de første par minutter af hvert eneste møde med et nyt menneske, for derefter at kalde den, så de får skubbet deres fordomme helt frem i bevidstheden og kan overskrive dem med en mere ærlig opfattelse af os.
Det ville være et ulideligt mas, og ville sandsynligvis blot føre til, at folk blev vildt irriterede, så i stedet for at stereotypisere mig som en sød lidt naiv blondine/fissefeministisk mandehader, ville de blot smide mig ind i en kategorien af narcissistisk personlighedsforstyrrede røvhuller (og derudover også beviseligt naiv.)
Du er, hvad de andre tænker
Så vi er bare nødt til at finde os i, at andre har fordomme om os – som vi ikke har nogen indflydelse på, ligegyldigt nærmest hvad vi gør. Derfor havde jeg i mange år selvhjælpssloganet what others think of you, is none of your buisnees hængende på køleskabet. For at minde mig selv om, at det ikke kan betale sig at blive frustreret over at blive sat i en bås – og at jeg skal prøve at lade være med at lade mig påvirke af det.
Ha! Det kan man ikke! Det er min forretning, hvad andre tænker om mig. Om jeg vil det eller ej.
Og det er faktisk der, problemerne med stereotyper for alvor opstår. For én ting er, hvad andres hjerner har travlt med af dovne kategoriseringer. Noget helt andet er, at vi har meget svært ved selv at sætte os udover det.
Hvis man eksempelvis beder studerende om at forholde sig til deres køn, inden de besvarer en matematikprøve – det kan gøres så simpelt som at bede dem krydse af i et felt, hvor der står ”mand eller kvinde” – så scorer kvinderne dårligere i prøverne, end hvis de ikke bliver mindet om, at de er kvinder.
Hvorfor? Fordi der er en negativ fordom om, at kvinder er dårligere til matematik, og når de bliver husket på, at de jo er kvinder, bliver deres hjerner også indirekte primet til at køre efter fordomspakken.
Så efter min mening er det decideret tarveligt at kønsprime elever lige inden deres eksamen – især i mundtlig matematik, som det var tilfældet i sagen med censoren, der ikke ville give hånd til de kvindelige studerende. (Helt ærligt; hvis han havde brugt fem minutter på at blive bevidst om sin egen rolle som censor – i stedet for at lade hjernen automat-opere på gamle mønstre – så havde han da bare sørget for at blive siddende bag ved det grønne bord og ladet være med at give hånd til nogen. I de fleste elevers fordomme er censorer alligevel udeltagende, tavse typer, der sidder og glor ned i bordet og piller næse under hele eksamen, så han skulle virkelig ikke anstrenge sig meget for at leve op til den fordom.)
Det er en indvandrer. En muslim. EN BOMBE!
For det er slemt nok, at vi ikke selv er klar over, at vores dovne hjerner dagen lang fraholder os fra at se den verden, der i “virkeligheden” ligger foran os – men bare giver os en referat af tidligere erfaringer med selvsamme verden. Det er ærgerligt og lidt kedeligt. Men det er straks langt værre, når vores hjerner faktisk selv skaber den virkelighed, som den forventer at se.
Og det er derfor, at jeg prøver at stå ved mine racistiske fordomme. For hvis jeg ikke holder mig for øje, at jeg – uanset om jeg vil det eller ej – kulturelt er præget til at tro, at dem med mørk hud er dummere, dovnere og sandsynligvis gemmer en bombe under tøjet, så vil min hjerne alligevel få mig til at opføre mig derefter.
Så nu prøver jeg i stedet helt kejtet at irettesætte min hjerne, hver gang jeg står nede ved slagteren; ja, han taler dårligere dansk, men han er stadig et menneske ligesom mig, og selvom der ligger en brochure med arabiske tegn på disken, så kan det jo være, at han er kæmpefan af Nik & Jay, for hey: jeg ved jo faktisk ikke en skid om ham!
Der er så meget negere ikke forstår
Inden for den seneste uge er jeg stødt på flere eksempler på hverdagssexisme. Og ikke mindst på den typiske danske reaktion på det. Som jeg desværre har skrevet om op til flere gange (her og her og her), så er den stående respons på, at man påpeger et kønsrelateret problem her i landet, bare at benægte problemets eksistens.
Typisk forfulgt at en lettere hysterisk insisteren på, at den, der har formastet sig til at påpege problemet, skal trække det tilbage og undskylde for at have brugt andres tid med denne slags ikke-generaliserbare, forkælet-feminist luksus-problemer.
(Hvilket betyder, at rigtig mange i min bekendtskabskreds er begyndt at undskylde på forhånd med et “nu er det her måske nok et første-verdens-problem, men…” Hør nu lige her: Vi er muligvis superpriviligerede og velstillede her i vores del af verden, men vi kan altså ikke begynde hos indiske gadebørn, hver eneste gang vi forsøger at rykke os videre op på næste udviklingstrin!)
Min ret til at hade dig er større end din ret til at være her
Amning på cafeer bliver for eksempel set som et udtryk for nogle få emsige, egoistiske venstreorienterede feministfissers behov for selvrealisering. At der er nogle spæde samfundsborgere, der faktisk også skal have mad, forsvinder lidt i den diskussion. For amning kan man ikke forvente at få lov til, hvor andre mennesker skal spise. Totalt uappetitligt! (Men det er åbenbart ikke spor egoistisk at mene sådan…)
Så amning må kvinderne sidde på bænke eller toiletter og ordne. Fuck da, at det er vinter ni måneder om året i det her land. Fuck da, at toiletter i det offentlige rum er notorisk klamme, fordi “MH rengjorde dette toilet kl 5.50” i morges og nu er klokken 15.
Hvis kvinderne er utilfredse med stivfrosne nipples og E-Coli-luft ned i lungerne, må de bare blive derhjemme i seks-tolv måneder.
Og det bliver også resultatet, det kan I godt regne med. For det kan godt være, at det kun er 5 eller 9 eller 13 cafeer ud af en milliard, der kan finde på at smide kvinder ud for at amme, men den viden, at det kan ske, vil få mange kvinder til at lade være med at gå ud for ikke at risikere at være pinlige eller bare til besvær.
(Jeg ved ikke, hvad det er for nogle kvinder, som alle snakker om, der åbenbart rask væk både ammer med begge bryster fremme og skifter ble midt på cafébordet, for 99,9 procent af alle kvinder, jeg har mødt, vil for alt i verden undgå at lave en scene og lægger både den ene og anden hæmmer på sig selv på forhånd, så ingen vil vrænge på næsen af deres adfærd.)
Vægte og sexismepåpegere skal sættes på plads – med næven
Og når de kvinder, der blot gør noget af det allermest naturlige og i øvrigt gør det for et andet væsens skyld, får hældt så meget lort ned i nakken og amme-bh’en, er det vel egentlig ikke så underligt, at alle andre slet ikke får en chance for at komme med et kvæk om sexisme.
Nadia var en af dem, der forsøgte. Og blev svinet til. Hun formastede sig til at stille spørgsmålstegn ved et opslag i sit lokale fitness-center. Opslaget lød: “Kvinder og vægte skal sættes på plads. Start med vægtene. Held og lykke med kvinderne ;)”
Personligt synes jeg faktisk, det er ret sjovt formuleret. Men som komiker vil jeg også altid automatisk forsvare joken. For jeg vil medgive de mange, der synes, Nadia overreager, at det hurtigt kan blive frygteligt kedeligt og politisk korrekt, hvis vi ikke må lave sjov med hinanden – mænd og kvinder imellem.
Men altså nu er den her joke jo ikke fyret af fra en stand-up-scene eller i en satiretegning. Nu hænger den faktisk som et påbudsskilt i det semioffentlige rum. Så er det straks en anden sag, og der har Nadia faktisk en meget god pointe. Hvis du ikke kan se det, så prøv at køre “negertesten” på den: “Negere og vægte skal sættes på plads. Start med vægtene. Held og lykke med negerne ;)”
Nu er der to muligheder. Enten kan du godt se det, eller også reagerer du ligesom så mange andre, der fuldstændigt benægter eksistensen af sexisme ved at tænke, at negere og kvinder jo ikke kan sammenlignes, så det er bare et dumt, fissefeminist retorisk greb at bruge den test.
Som een skrev på min facebook: “men ingen havde løftet et øjenbryn, hvis der havde stået “mænd” i sådan en joke… ‘neger’ kan man jo ikke bruge, overhovedet, uden at det bliver tolket som slemt… det kan man trods alt med både ‘mænd’ og ‘kvinder’.”
Jeg svarede:
“Tja, altså bortset fra, at når det kommer til undertrykkelse og ‘at blive sat på plads’ har kvinder nok historisk mere til fælles med ‘negere’ end med mænd…”
Men jeg vil egentlig gerne uddybe den kommentar lidt; derfor dette blogindlæg. For jeg forstår sådan set godt, hvor de kommer fra de mennesker, der synes, at man ikke bare sådan kan sammenligne negere med kvinder. Og dét er nok mere end noget andet forklaringen på, at det er så svært at snakke sexisme i Danmark:
Vi har simpelthen glemt, at vi har en fortid!
Velkommen til jorden, her deler vi vind og lort lige
De fleste mennesker i det her land tuller jo rundt i en historieløs nutid, der egentlig ser meget godt og ligestillet ud, og de har da selv klaret sig meget godt, så hvad brokker de sig dog over de der sure feminister derovre? Og det er også rigtigt. Hvis man tog et screendump af Danmark i dag, så ville en udefrakommende alien tænke, at mænd og kvinder hver for sig havde cirka lige mange fordele og ulemper.
Som Manu Sareen eksempelvis forleden skrev i en kronik i Politiken, så er det på tide at sætte fokus på de mange ulemper der er ved at være mand; de dør for tideligt, ryger lettere på bunden af samfundet, bliver dårligere uddannede osv.
Det er også helt rigtigt, at der skal mere fokus på de negative sider af maskulinitetsopfattelsen. Men to ting:
1) det er hul i hovedet at tro, at man kan løse det ene køns problemer uden at berøre det andets. Det hænger sammen. Hvis vi skal ændre maskulinitetsopfattelsen er vi nødt til også at ændre feminitetsopfattelsen. Eksempelvis; hvis vi vil have ligeløn til kvinderne, skal vi have mænd og kvinder til at tage lige meget barsel – og dét vil også hjælpe mændene. For hvis vi vil have mænd til at få bedre familierelationer (og deraffølgende muligvis en større motivation for at passe bedre på sig selv og gå til læge tidligere og den slags), så skal vi også have mænd og kvinder til at tage lige barsel – og dét vil så igen hjælpe kvinderne.
Nårh, hvor’æret synd for mænerne
Og 2) så er jeg ærligt talt pissemøgrøvtræt af at høre politikere være ude med alskens forslag til forberedringer, så snart noget falder ud til mænds “bagdel”. Manu Sareen siger selv i kroniken, at han ikke vil særbehandle drenge, men der er brug for andre tiltag, hvis drenge skal have lige så gode chancer som piger for at komme ind på videregående uddannelser (eks. større Kvote 2-optag).
Og ja, han har fuldstændigt ret, det er der brug for. Det kunne bare være dejligt, hvis politikere (især ligestillingsministre) var lige så hurtigt ude med tiltag, når tingene falder ud til kvindernes “bagdel” – men nej, der halter vi stadig årtier bagefter med ligeløn og direktørstillinger. Men det er jo bare et førsteverdens-problem, ikke? Modsat drenges fremtid og mænds levealder.
(Og så er jeg sgu også ret træt af at høre mænd, der ikke får en uddannelse og dør for tideligt, italesat som de nye ofre, mens kvinder, der ikke får ordentligt løn og hænger på en dårligere pension bare må blive bedre til at forhandle med chefen og eksmanden. For kvinder er åbenbart selv ansvarlige for deres omstændigheder, mens mænd bare er ofre for dem. Come on!)
Mænd har faktisk også engang haft en dårlig (hår)dag
Men for at vende tilbage til det sexistiske opslag i fitnesscentret, så er der noget rigtigt i det, når kommentatoren ovenfor antyder, at man sagtens kunne forestille sig et skilt i et fitness-center, hvor der i stedet havde stået “Mænd og vægte skal sættes på plads. Start med vægtene. Held og lykke med mændene ;)”
Og ingen ville formentlig havde taget anstød af det.
(Bortset fra, at det nok ville være ret malplaceret, da jeg fordomsfuldt formoder, at de fleste vægtløftere er heteroseksuelle mænd, og de ville nok øffe lidt med hinanden af implikationen over, at de trænger til at blive sat på plads. (Og derefter ville de tage ti ekstra for at sikre sig, at ingen vil være i stand til at sætte dem på plads.))
Men kommentatoren tager fejl, når hun antyder, at det ville være det samme. For det ville det så langt fra. Mænds og kvinders rolle i historien er så forskellig, at man på ingen måde kan sammenligne de to.
Pudsigt nok har mange også for tiden meget travlt med at knurre over den nyklassiske reklame- og sitcomkarater; den uduelige, kiksede far. Når mænd bliver fremstillet så dårligt, så er det faktisk lige så slemt, som når kvinder bliver objektiviseret og udsat for sexisme, mener disse vi-er-lige-gode-om-det-typer (der igen pudsigt nok heller ikke bliver set som egoistiske…)
NEJ – med versaler
Det er ikke det samme! Den uduelige, kiksede far er en karakter, der er opstået inden for de seneste 30-40 år – som en understregning af patriarkens fald. For det er ikke mere, end 60 år siden det mandlige familieoverhoved repræsenterede alle de værdier, samfundet var grundlagt på.
Men så kom studenteroprøret, rockmusikken, hippierne og naturligvis rødstrømpebevægelsen. Og bemærk venligst lige, at feministerne først sparkede til patriarken, da han allerede var tvunget i knæ – det var ikke kvinderne, der nakkede ham; det gjorde udviklingen!
Men kvinder har til gengæld været en undertrykt og marginaliseret gruppe i årtusinder – indtil for cirka 60 år siden. Så når man laver en joke på bekostning af kvinder, trækker man på de priviligeredes herskerret over for de undertrykte. Hvorimod når man laver en joke på bekostning af mænd, trækker man på de undertryktes behov for at sige fra over for de priviligerede.
Og det er grunden til, at negertesten er så fin. Fordi der er meget få, der ikke vil indrømme, at vi hvide er priviligerede i forhold til de mørke. Hvilket tydeligt viser sig i vores ubekvemhed over for racisme. De fleste hvide krymper sig, når en åbenlys racist udtaler sig. Så de fleste racister ved i dag, at de skal kamuflere deres lort bedre. Og ingen vover at lave tydelige racistiske antydninger i reklamer eller på skilte i fitnesscentre.
Stemmeret til kællinger!? Er I vanvittige?
Men sexisme er anderledes okay. Og her er det, jeg mener, at vi har mistet fornemmelsen af fortiden. For de fleste glemmer simpelthen, at kvinder har været en mere undertrykt gruppe end “negere”. (I øvrigt undskyld, at jeg bliver ved med at bruge det ord, men det dækker bare så fint i denne sammenhæng – hvor det ikke så meget handler om en reel befolkningsgruppe, men mere om den måde, vi tidligere har omtalt hele folkefærd på.)
Jeg grinede højt, da jeg for nyligt så filmen Lincoln. I filmen ser man abolitionisterne (slavemodstanderne) og tilhængerne af slaveriet råbe af hinanden i den amerikanske kongres. Problemet er nemlig, at hvis de giver slaverne fri med en erklæring om at alle mennesker er lige, skal de så også give de mandlige negere stemmeret? Den tanke bryder de færreste sig om.
Og så smider en af tilhængerne af slaveriet trumfen på bordet: “Hvad bliver det næste? Skal kvinder også have stemmeret!?”
Hvorefter salen går amok. Alle skriger og jamrer, ingen – heller ikke abolitionisterne – kan forestille sig noget værre.
Op til primærvalget i 2008, hvor Obama slog Hillary Clinton, spekulerede mange på, hvad der ville komme først: en kvinde eller en “neger” i Det Hvide Hus.
Jeg var personligt ikke overrasket over udfaldet. Men så igen; jeg kender også godt kvinders historie, og den bærer altså på mange flere tusinde års undertrykkelse – og deraf følgende negative fordomme og sexisme – end afroamerikanskernes historie bærer på, trods alt dens gru.
Den dumper negertesten, og den dumper, og den gør også
Og her vil jeg gerne skynde mig at sige, at det her altså ikke skal være en kamp udi, hvem det er mest synd for! Jeg er pisseligeglad med, om vi får udryddet racisme først og sexisme bagefter – begge dele skal slås ned, og det kan kun gå for langsomt!
Jeg bruger bare eksemplet til at vise, at det er helt reelt at trække “negertesten”, når man taler sexisme. Det er en virkelig god måde til at vise, i hvor høj grad sexisme bare er en del af vores sprog – både det daglige og især det reklamemæssige.
Jeg har i mange år talt for døve øre, når jeg har brokket mig over Oddsets “der er så meget kvinder ikke forstår”-reklamer, fordi de færreste kan se problemet. Det er jo bare for sjovt, ikke? Mange kvinder forsvarer den endda og siger, at de virkelig ikke forstår sport, så tihi, derfor er det jo det samme, som at vi som køn er snotdumme.
Men hvad ville I sige til en “Der er så meget negere ikke forstår”-reklame. Måske skulle det være catchfrase i et jobopslag til en stilling, hvor man både skulle være veluddannet og kunne lide at tjene mange penge…
Mon sorte så selv ville grine og sige “tihi, det er sjovt, fordi vi er fattige og underuddannede?”
Eller hvad hvis en stor ølproducent startede en reklamekampagne med ordene: “Hvad er der sket med os hvide mennesker?”
Hvad med en politiker, der gik ud og sagde, at folkeskolen i Danmark er blevet “afroiceret”, så der ikke længere er plads til hvide børn – og at vi skal have lavet et nyt kvotesystem, så de hvide ikke ryger bagud i uddannelseskapløbet mod de flittige sorte?
Hvad med en busreklame på alle busser i København med en negernæse opereret om til en perfekt kaukasisk med teksten “Nye næser.”
Hvad med et tv-program, hvor hvide mennesker sad og bedømte sorte menneskers nøgne, tavse kroppe…
Det eneste det program så mangler er jo bare, at man slutteligt forhandler en pris (eller medgift) for hver sin slave (og/eller kvinde) – til at hjemtage og derefter banke, bolle og befale over, så meget man lyster.
Var det for hårdt sat op? Ja, så er der kraftstejlme meget, den historieløse ikke forstår!
Konstruktiv kritik af kritik
I de seneste par måneder har jeg fået flere krænkede henvendelser fra folk, der er sure over, at jeg har slettet deres kommentarer på min facebookvæg. Efter deres mening udøver jeg censur og er nærtagende over for kritik.
Det sidste er helt sandt. Jeg hader kritik. Hovedsagligt fordi langt det meste kritik, jeg har fået i mit liv, har været så langt fra konstruktivt, at det er utroligt, at nogen nogensinde har fået ideen til at sætte de to ord efter hinanden.
Folk er gennemgående elendige til at give konstruktiv kritik. De fleste vil bare have lov til at kritisere – for sportens skyld. Fordi det er en nationalsport i alle nationer at kritisere. Og den sport er større end alle andre sportsgrene, for også diverse landshold og trænere må konstant høre på kritik fra selvudnævnte sportseksperter. Hvem ved for eksempel bedre end min onkel, der ikke kan kende forskel på en tennisketcher og en yakokse, at Caroline Wozniacki trænger til en ny træner!?
Og som selvudnævnt og -ophøjet kritiker kan man altid svøbe sig ind i den sikre; ”nåååå, så du kan nok ikke tåle kritik, hva!?”
Altså hvis genstanden for ens mere eller mindre uretmæssige angreb skulle finde på at værge for sig med modargumenter eller ligefrem vælge den lækre, lette facebook-løsning at fjerne kritikken med et enkelt klik. En løsning, jeg ville ønske, der fandtes irl, så emsige typer, der kommer op efter et show og kritiserer også kom med en rullemenu under sig.
”Det er bare overhovedet ikke sjovt at lave sjov med tykke mennesker. Det er faktisk ikke alle, der selv kan gøre for det!”
Delete.
Block.
Stråmand, skråmand, stråhat
Jeg kan tælle på én hånd de få gange i mit professionelle liv, jeg har fået ægte, konstruktiv kritik. En af gangene var da min seneste bog udkom, og en anmelder pointerede, at sproget visse steder virkede for utroværdigt til min hovedperson. Dét er konstruktivt.
Ikke alene kan jeg lære noget af det, hvilket jo et eller andet sted burde være formålet med kritik – selvom denne idé vist er smuttet et eller andet sted i selvhævdelsens konstante behov for at kritisere andres adfærd.
Men hvad vigtigere er, så viste anmelderen, at han rent faktisk har forholdt sig til det, han kritiserede. Han havde læst bogen, forstået budskabet og fundet huller i dét.
Sådan er det ikke meget kritik, der er. Langt det meste kritik handler enten om, at kritikeren vil masse sin egen agenda på banen og/eller demonstrere sin overlegenhed udi kunsten at argumentere. Jeg ved næsten ikke, hvad der er værst.
For at tage det sidste først, så er det helt uhyggeligt så mange internetdebatter, der bliver afsporet af, at den ene – eller begge – debattører engang har læst Lasse Rimmer bruge udtrykket ”stråmandsargument”, derefter lært sig udtrykket udenad og nu rask væk kaster det mod sine modstandere.
Oprindeligt var det et begreb, man brugte til at holde debatten på sporet, nu bruges det til at afspore debatten, så den i stedet kommer til at handle om, hvorvidt den anden vitterligt benyttede sig af en stråmand.
Pyh, så slap vi også for at snakke indhold denne gang!
Hokus pokus, så har du sagt noget helt andet
Det er i hvert fald slående så mange, der bruger stråmandsbegrebet, som ikke ved, hvad det faktisk betyder; nemlig at man argumenterer mod noget, modstanderen reelt ikke har sagt for at få debatten flyttet over på sin egen banehalvdel og derved have en vinderfordel.
Og det er sådan set et smart, retorisk greb, for uerfarne debattører vil typisk fortsætte kampen uden at opdage, at spillet er ændret – de vil fortsætte med at forsvare det stråmandsargument, som den anden har kastet efter dem, fordi de ikke har indset, at det er svagere end deres oprindelige argument. Et eksempel fra et parforhold:
Hun: Undskyld, jeg glemte at hente dig fra arbejde. Jeg havde bare så travlt i dag, at jeg svedte det ud.
Han: Du glemmer altid at hente mig!
Hun: Det gør jeg da ikke.
Han: Jeg betyder slet ikke noget for dig, du går mere op i dit eget arbejde.
Hun: Ej, skat, jeg elsker dig. Du betyder alt for mig. Osv. osv.
Hun indser ikke i diskussionens opblussede hede, at han flytter fokuset fra den aktuelle situation til en generel anklage om noget helt andet. Det er en effektiv stråmand.
Erfarne debattører lader sig dog ikke så nemt narre. Hvilket er grunden til, at politiske debatter som regel står i stampe. Eksempel:
Han: Vi vil ikke lave en lov mod et Formel 1 for rumfart, fordi vi har vurderet, at det ikke kommer til at foregå de næste mange år.
Hun: Så I vil bare have at unge mennesker bliver smadret mod siden af månen, eller hvad?
Han: Nej, vi har bare vurderet, at det ikke kommer til at foregå de næste mange år.
Hun: Så skidevære med, at det vil skabe vildt meget forurening i atmosfæren.
Han: Nej, vi har bare vurderet, at det ikke kommer til at foregå de næste mange år.
Han: I er ude på at ødelægge vores rygte i hele Galaksen!
Han: Nej, vi har bare vurderet, at det ikke… Osv osv.
Det, du lige sagde, er noget lort! Og jeg har heller ikke hørt, hvad det var!
Dette eksempel viser også, hvorfor det er vanskeligt at holde stand i en debat, for det er fucking svært at blive ved med at vende tilbage til det oprindelige udgangspunkt, når anklagerne om alt muligt begynder at rulle. Så er man fristet til at hoppe ind i debatten. (”Hvad fuck mener du med vores ry i Galaksen? Hvis der overhovedet er liv andre steder i Galaksen, ødelagde vi nok definitivt vores ry, da vi opfandt reality-tv.”)
(OBS: Stråmandsargumentet er en ofte benyttet joke-form, og derfor skal man lige huske på, at når man debatterer med en komiker (professionel eller ej), vil høn ofte benytte sig af det greb. Men det er altså ikke nødvendigvis, fordi komikeren ønsker at afspore debatten, det kan bare være vane – eller mere sandsynligt; at komikeren simpelthen synes, at synspunkterne er for dumme til at blive taget seriøst. (Og nu regner jeg så med også at få kritik for at være arrogant.))
Den anden baggrund for kritik er som nævnt at gøre opmærksom på sin egen sag eller sit eget synspunkt. Hvilket selvfølgelig kan være helt reelt, det er jo derfor, vi har debatter; for at udveksle divergerende synspunkter.
Problemet opstår bare, når kritikeren ikke har sat sig ind i, hvad der egentligt blev sagt til at starte med, fordi høn er så forhippet på at få presset sine egne synspunkter igennem. Dette afsporer helt utroligt mange debatter, både private og politiske.
Fordi reelt er der kun to muligheder i sådan en debat; enten fortsætter man i det spor, kritikeren har valgt, eller også siger man ”tak for i aften” og stopper den.
Det er umuligt at forsøge at få debatten tilbage til ens oprindelige synspunkter, fordi kritikeren – og eventuelt påhørende – vil insistere på at få kritikken ”taget til efterretning”. Og man er helt fucked, hvis man begynder med at kalde situationen og sige, at den anden har afsporet debatten. For så er man både nærtagende og arrogant – og man indrømmer dermed indirekte, at kritikeren har ret i al sin kritik.
Du skal ikke komme her med dine fakta og andet halløj!
Det var som sagt svært at kalde situationen, når man støder på et stråmandsargument. (Medmindre selvfølgelig hele pointen ved at anklage den anden for brug af stråmandsargument er at afspore debatten… (ja, det er indviklet: Velkommen til Retorik 2.0.))
Men det er virkelig svært, når man er nødt til at indse, at ens modstander bare ikke vil – eller ikke kan – sætte sig ordentligt ind det, høn kritiserer.
Jeg er selv røget ind i det setup rigtig mange gang, fordi det som regel tager lidt tid, inden det går op for mig, at den anden faktisk ikke har forstået, hvad det handler om. På det tidspunkt kan debatten allerede være ret ophedet, og det gør det utroligt svært at standse op og sige: ”Hør, ved du overhovedet noget om det her emne?” I hvert fald ikke uden at komme til at lyde, som om man vil patronisere den anden og tæve løs på vedkommendes uvidenhed. (Og af samme grund vil den anden typisk stædigt holde fast i, at høn skam ved ALT om emnet, selvom det bliver mere og mere tydeligt, at det gør høn ikke.)
Udover det har de fleste af os også en eller anden høflighedsting med, at vi synes, den anden har ret til at komme til orde – nærmest ligegyldigt, hvad de ord så er.
Måske er det den der angst for at blive anklaget for ikke at ville lytte til kritik – for det er jo det værste, man kan være; en selvfed type, der er blind over for sine egne fejl, fordi man aldrig er åben over for kritik.
Jeg er også pissebange for, at det er beskrivelsen af mig. Derfor har jeg tidligere altid forsøgt jeg at lytte til kritik. Med det resultat, at jeg stort set altid blev ked af det. Fordi jeg er selvfed og tilmed nærtagende!? Måske. Eller måske snarere, fordi kritikken ofte er så perfid.
Når jeg får kritik i dag, bliver jeg snarere meta-ked af det: Jeg bliver ked af det over, at vi har et samfund, hvor folk rask væk kritiserer uden nogen som helst anden grund, end at det har de lige lyst til.
Måske fordi de selv får det bedre med sig selv, eller måske fordi det bare er blevet sådan noget, man gør. (Og tak til internettet for at gøre det endnu nemmere.)
Nå-nå, så gider man ikke debattere med idioter. Rimlig arrogant!
Under alle omstændigheder har det tidligere været rigtig svært for mig at sige sætningen: ”Den her debat er kørt af sporet, jeg trækker mig.”
Men nu synes jeg efterhånden, jeg begynder at have styr på det. Og jeg gider i hvert fald slet gå ind i en debat, når jeg på forhånd ved, at der ikke vil blive lyttet til mit synspunkt. Episk tidsspilde!
Ikke dermed sagt, at jeg altid når at blive klar over det, inden debatten er i gang – og så må jeg så finde en vej ud af den igen, hvilket som bekendt skaber vildt dårlig stemning, foruden anklager om alt fra nærtagenhed til inkompetence.
Så når jeg på forhånd har en idé om, hvad der vil blive sagt; når jeg på forhånd ved, at der ikke vil blive lyttet, så holder jeg mig væk.
For det her er virkelig kritik i en nøddesskal: De fleste, der kritiserer, forholder sig ikke til, hvad der reelt er på bordet. De har nemlig allerede linet deres mod- og stråmandsargumenter op, så de er klar til at angribe, nærmest uanset hvad der kommer ud af munden på deres modstandere. (Især hvis modstanderne tilhører en gruppe, de har besluttet sig for at hade, som eksempelvis feminister.)
Dét er virkeligt ukonstruktivt.
Derfor holder jeg mig så vidt muligt ude af den slags debatter, og derfor fjerner jeg også den slags kritik fra mine facebooksider – og derfor har jeg heller ikke et kommentarfelt på denne blog.
Kim jung Søndergaard
Så må folk kalde mig nærtagende alt det de vil – den debat gider jeg heller ikke gå ind i. (Det er nemlig også et retorisk kneb at tirre modstanderen, indtil vedkommende kaster sig frådende ind i kampen – naturligvis allerede langt bagud på point, fordi følelsesudladninger per definition er taberadfærd i en ”saglig” debat. (For der er jo ikke noget mere sagligt end at starte med at anklage nogen for at være for følelsesladet…))
Og jeg morer mig meget over at blive anklaget for at bortcensurere kritik, fordi udøvelsen af censur jo er magthavernes redskab. Så der er altså nogen, der åbenbart går rundt og synes, at jeg har lige så meget magt som en nordkoreansk diktator. (Åh, hvis bare! Hvor ville der være fyldt med killinger, kage og behårede fisser i det her land, hvis jeg var diktator.)
Mange hidsige kritikere lader i hvert fald til fuldstændig at have misforstået både, hvad ytringsfrihed og censur egentlig betyder.
Det var for eksempel ret skægt at høre de danske journalister bruge begge udtryk i flæng, da det for nogle år siden kom frem, at de svenske medier ret konsekvent nægter at dække Sverigedemokraterna (som er svenskernes version af Dansk Folkeparti).
Af alle burde journalister da vide, at det ikke er censur, at et medie nægter at dække en begivenhed – det er mediet i sin gode ret til – det ville kun være censur, hvis en myndighed nægtede mediet at dække begivenheden.
Ligesom det heller ikke er krænkelse af nogens ytringsfrihed at nægte at dække visse begivenheder, fordi at have frihed til at sige sin mening ikke er ensbetydende med, at man har ret til at få den på landsdækkende tv.
Formentlig var de danske journalister bare mobsede over, at de ikke selv har æggestokke nok til at lade være med at dække hver eneste lille bøvs fra Dansk Folkeparti – og derfor kritiserede de i stor stil deres svenske kolleger med stråmandsargumenter om ytringsfrihed og demokrati.
Guide til at kritisere mig – konstruktivt eller ej
Så hvor stiller det så dig i forhold til at kritisere mig, når jeg nu er så nærtagende en diktator? Ja, du har faktisk stadig mange muligheder, så længe du bare holder dig på den rigtige side af injurielovgivningen. (Og det er ikke så meget et krav fra min side, som det er dansk lov og risiko for ret store bøder.)
Så du kan jo lave en blog, hvor du kritiserer mig, du kan også gøre det på din egen facebookvæg eller twitter eller stuevæg, du kan endog skrive indlæg i aviser og lave virale videoer. Faktisk vil jeg foreslå dig at gøre det i en kreativ form, eksempelvis i en sang eller en roman, for så er du nemlig ikke underlagt helt de samme regler om injurier. Det er du i øvrigt heller ikke på en stand-up-scene, såååå…. ”Kender I den om, at Sanne Søndergaard er en dum nærtagende møgluder-diktator, der ikke kan tåle kritik? Nej? Så må jeg hellere skrive en joke om det til næste gang.”
Endelig kan du jo også rent faktisk læse det, jeg skriver, ordentligt og forholde dig til det på en saglig måde, så er der en vis sandsynlighed for, at jeg godt gider debattere med dig.
Eller – og den her er helt radikal – hvis du på forhånd har besluttet dig for at hade mig, og det, jeg skriver, så… bum bum… lad vær med at læse det!
Var det nedladende sagt!? Så må du jo lægge det til kritikpunkterne.
Den blinde hverdagssexisme
I går havde jeg en kronik i Politiken. Det var i forbindelse med Folkemødet, hvor jeg ligeledes holdt en skåltale over samme tema (den har jeg i øvrigt lagt op her.) Jeg havde frit valg på alle hylder i kønsdebatten til at skrive og tale om det, jeg syntes, der skulle siges. Jeg valgte at fokusere på (nogle) mænds grænseoverskridende adfærd.
Kunne jeg have valgt titusind andre ting at problematisere i kønsdebatten?
Ja, selvfølgelig. Men jeg valgte et problem, jeg personligt lige er blevet konfronteret med, fordi jeg synes, at de stærkeste argumenter oftest findes, når noget er kommet tæt på ens egen person.
Hvad så med negerne, hva’!? Har du overhovedet tænkt på negerne?
Når man vælger at fokusere på et område i en problemstilling, er det dog ikke det samme som, at man mener, at der ikke flere – og større – problemer. Jeg er bare så sindssygt træt af, at man ikke kan udvælge ét område i den danske kønsdebat – det være sig retten til at amme offentligt eller antallet af kvinder i bestyrelser – uden, at vi altid skal ende hos undertrykte kvinder i Afghanistan.
Hver evig eneste gang der bliver ytret noget i den danske kønsdebat, skal debattørerne høre for, at der er faktisk nogle, der har det værre!
Ja, for det er der altid! Hvis den logik gjaldt på alle andre områder, ville vi ikke kunne diskutere fattigdomsgrænser i Danmark uden at nævne de stakkels sultne børn i Afrika. Vi ville ikke kunne diskutere vores sundhedsvæsen uden at runde amputationer uden bedøvelse i Indien. Og vi ville slet ikke kunne brokke os over vejret uden at forholde os til alle de naturkatastrofer, der rammer andre, men aldrig rammer os.
Det er så latterlig en tilgang til en debat at råbe: “Du må ikke brokke dig over et spark i fissen, fordi andre bliver sparket i hovedet!”
En ny dag, en ny idiot
Når det er sagt, så tror jeg, at grunden til, at mange vælger denne respons, hver gang et kønsrelateret emne kommer op, er, fordi det er sådan en belejlig måde at affærdige problemstillingerne på uden nogensinde at være nødt til at rent faktisk at forholde sig til indholdet.
Og sådan er det jo med kønsdebatten i Danmark; det gælder altid om at finde argumenter, der kan affærdige den, i stedet for at forholde sig til alvoren.
Nu har jeg så valgt et emne som hverdagssexisme- og sexchikane, for det bliver der ikke talt ret meget om her i landet. Andre stedet i verden for eksempel i USA er det til gengæld ved at komme på dagsordenen. Blandt andet på grund af det her geniale projekt: everydaysexism.com, hvor kvinder skriver vidnedsbyrd fra helt almindelige kvindeliv, hvor seksuelladede kommentarer og objektiviseringer af deres kroppe er just another day in a life of the woman.
Sitet har endnu ikke en dansk underside, det burde den have. Eller faktisk ville det være bedre med en dansksproget side, så også dem, der ikke er så engelskkyndige, kunne fortælle deres historier fra et land, der jo er fuldstændig overbevidst om, at sexisme/sexchikane ikke eksisterer.
Det, du lige sagde!? Dét beviser jeg lige, at jeg ikke har hørt!
Min begrundelse for at skrive og tale om det, er at skabe større bevidsthed omkring den måde, vi omgåes. Jeg ved godt, at det ikke ændrer noget i adfærden hos den allerklammeste mandschauvinist, men jeg håber, at det måske kan gøre det hos de mænd, der bare aldrig har tænkt over, hvordan det føles at være det “svage” køn.
(Ligesom jeg i øvrigt også skriver og taler for at gøre kvinder mere bevidste om, hvordan vi behandler det “stærke” køn, så vi eksempelvis holder op med altid at overtrumfe deres følelser med vores.)
Men på en dag som i dag, hvor det skiftevis regner voldsomt, og solen skinner fra en klar himmel, kan jeg godt blive lidt i tvivl om den plan er dømt til at mislykkes. På den ene side har jeg det sådan, at hvis man bare kan ramme én person og få denne person til at tænke over sin adfærd og måske tilmed ændre den, så har man virkelig gjort meget.
På den anden side modtog jeg for et par timer siden denne mail:
Altså.. Det er jo lidt forvirrende for os ‘han-dyr’ at du tilsyneladende er
‘ægte’ rød-håret på politikens billede, endda med dejlige fregner!! ..
Men ‘blondine’ på din egen blog ??
Mht : “Hvorfor lærer vi ikke drenge, når de vokser op, at ‘du har et nej,
indtil du har spurgt ”
Måske : Fordi du ikke engang gad sætte et spørgsmåls-tegn !
Gjorde vi det .. Altså ‘spurgte om lov’ … Var der jo aldrig nogen af kønnene der fik noget som helst af hverken det ene eller det andet, vel ?
Og hvad ville ‘Livet’ SÅ være værd ??
Mvh Peter
PS :
Er det ikke lidt naivt at tro at du kan stå og vise 3-kanten frem, i
Politiken, for hele Kongeriget OG samtidigt bestemme hvilke billeder
det skaber i hovedet på beskueren ?
Suk.
Det er virkelig op ad bakke at prøve at ændre menneskers bevidsthed. Heldigvis har jeg lige ramt et øjeblik, hvor solen skinner, så jeg vil slutte positivt med de uddødelige ord fra John Newton, den tidligere slavehandler, der blev slavemodstander og var med til at få slaveriet afskaffet: “I once was blind, but now I see.”
Kroniken Live (Skåltale ved Folkemødet)
For toenhalv måned siden viste jeg det øverste af mit venusbjerg på forsiden af Politiken. Det har jeg ikke tænkt mig at gøre i aften – det vil jeg bare sige med det samme, hvis nogen sidder og forventer et liveshow.
Men jeg vil gerne tale om nogle af de reaktioner, jeg har fået på billederne af mine kønshår. For der var rigtig mange reaktioner. Som Ditte Giese fra Politiken sagde til mig i sidste uge: “Sanne, du har Danmarks pt mest omtalt fisse.”
En lidt tvivlsom ære, egentlig, men jeg nægter også at tro på det, før jeg har set min fisses kloutscore.
Reaktionerne på billederne var som sagt ret overvældende. Heldigvis var langt de fleste positive. Jeg har fået rigtigt mange mails fra kvinder og mænd i alle aldre, der har været glade for, at nogen endelig turde tage debatten.
Men der har selvfølgelig også været andre reaktioner, og det er dem, jeg gerne vil tale om i aften.
Negativ respons på den aktion var naturligvis uundgåeligt. Jeg havde ikke lavet de billeder, hvis jeg troede, at alle bare ville syntes, at det var helt fint – for så var der ligesom ingen pointe med det.
Men jeg må sige, at jeg alligevel er lidt overrasket over, hvem den negative respons er kommet fra. Jeg har fået præcis nul – ingen, ikke en eneste – vred besked fra en kvinde. Og det på trods af, at det jo er op mod 90 procent af alle unge kvinder, der fjerner kønsbehåring. Men på en eller anden måde har de forstået, at pointen med aktionen var at problematisere den kulturelle ensretning af skønhedsidealerne – og har altså ikke følt sig ramt på deres egne… ja, fisser.
Til gengæld har jeg fået rasende henvendelser fra en del mænd. Typisk formuleret noget i den her stil: “Du skal ikke bestemme, hvordan kvinder skal se ud dernede!”
Nej, det skal jeg ikke – men du skal da slet ikke – og det lyder det lidt, som om du gerne vil nu.
Filosofen Foucault har sagt om seksualitet, at det er biologisk, at vi har en seksualitet, men hvad vi tænder på, det er kulturelt.
Min bekymring er, at unge mænd, der har fået hele deres spirende teenageseksualitet grundlagt på baggrund af internetpornoens glatbarede silikonedukker vil få det svært ved at tænde på rigtige og naturlige kvinder.
De her meget vrede reaktioner fra mænd har kun bekræftet den antagelse. Jeg mener, så meget vrede kan da kun forklares med, at der er nogen, der går rundt frygter en lille smule for deres rejsning.
Så de seneste par måneder er jeg blevet kaldt klam og ulækker af rigtigt mange mænd – og der er også en hel del, der har sagt og skrevet, at de i hvert fald aldrig ville gå ned på sådan en behåret måtte som min. Og det er lidt utroligt, at det skal være nødvendigt at sige: Men det tilbud var heller aldrig på bordet!
Og det leder mig frem til den anden type reaktioner, jeg har fået på billederne. Det var reaktioner, jeg lidt naivt ikke var forberedt på. De kom nemlig fra nogle, der må have siddet og tænkt: “Ja, har Politiken lært noget af den avis, de deler bygning med, side 9 pige – nu på forsiden. Det er det, vi har manglet alle årene.”
Og så begyndte det at vælte ind med mails. Fra mænd i alle aldre, der gerne ville tilkendegive deres begejstring for en “naturlig kvinde.” Jeg har taget et par stykker med, som jeg gerne vil dele med jer:
Christian skiver:
Nu sender jeg måske ikk det bedste indtryk. Men frækt at vide du har hår på din hehe *smiler*
Allerede i det, han skriver det her, er han jo faktisk klar over, at jeg ikke vil bryde mig om det – fordi det jo er over grænsen for, hvordan man kan tillade sig at tale til en kvinde. Men han har sikkert ræsonneret; hvis Blachman må, må jeg også.
Så skriver Viktor:
Jeg tror det ku være genialt hvis du lavede nogen helt naturlige nøgenbilleder med en fotograf i nogen grønne omgivelser som havde en lidt vild natur. Så der skabes et samspil mellem din naturlige nøgne krop med din flotte røde dusk, og den uspolerede natur.
Det viser sig ikke overraskende, at Viktor faktisk er amatørfotograf.
Og endelig skriver Jannick:
Du er meget smuk sanne. Vil du lade mig se et foto af dig, hvor du er nøgen..
Ja, så bliver jeg jo helt ked af, at jeg ikke fik Viktor til at lave nogle naturbilleder af mig, for jeg ligger ikke inde med den slags billeder, for hvis jeg gjorde, ville jeg da naturligvis straks have sendt dem til en vildt fremmed mand på den anden side af cyberspace.
Da de her henvendelser begyndte at rulle ind, tænkte jeg: “Hey, det er ikke så underligt, jeg var ikke forberedt på det, men det er ikke underligt: Jeg er en kvinde, der er offentligt kendt, og jeg bruger min krop til at sige noget om seksuelle emner.”
Men så slog det mig. Jeg fik faktisk også de her reaktioner, inden jeg begyndte at bruge min krop til at sige noget om seksuelle emner.
Jeg fik faktisk også de her reaktioner, inden jeg blev offentligt kendt.
Jeg får de her reaktioner alene, fordi jeg er en kvinde.
Ja, jeg får dem i større målestok nu, men jeg har fået dem lige så længe, jeg kan huske.
Da jeg var de der 13-14 år gammel, var jeg engang ude at køre med min mor, og vi holdt ind på en rasteplads langs en motorvej for at tisse. Der kommer så den her mand i mod os, som har stået og tisset – op af toiletbygningen – og han havde åbenbart tænkt: Hey, de skal da ikke gå glip af det her apparat.” Så det valgte han ligesom at have hængende fremme, mens han gik hen imod os og stirrede på mig og sagde til min mor: “Skal dig og din smukke datter ikke have et kig på den her?”
Og min mor, som heldigvis aldrig har været nem at imponere, tog et kig ned og sagde: “Nej, tak, vi har set elendighed nok.”
Hvorefter det gik op for hende, at vi sådan set var i en lidt udsat position, så hun skubbede mig ind i bilen igen og låste os inde. Hvilket ikke var nødvendigt, for alt luft var gået ud af manden og ballonen.
Men det er sådan det er at have en kvindekrop. Det er ikke bare det, at jeg kommer ind i et rum, og mændene der står derinde lige på indersiden af deres hjerneskal laver en vurdering af ku’ godt – eller ku’ ikke. Nogle af dem føler sig også i deres gode ret til at dele udfaldet af den vurdering med mig.
Det er meget svært at forklare det her med, hvordan det føles at være et objekt. Fordi det meste af tiden opfatter man jo sig selv som et handlende subjekt.
Men så lige indimellem, så får man som kvinde lige trukket den forestilling væk under sig. Det behøver ikke engang være en klam seksuelladet kommentar, man får. Noget jeg har oplevet rigtigt meget i mit liv, er at stå et tilfældigt sted i en bar, ved et busstoppested, i en bagerbutik – og fremmed mænd er kommet hen til mig og har sagt variationer over: “Du skulle smile noget mere. Du ser så sur ud, du være så køn, hvis du bare smilede lidt mere.
Og jeg har aldrig fået lyst til at smile efter sådan en kommentar, tværtimod.”
Men det er først lidt på afstand, at jeg egentlig forstår, hvorfor jeg bliver så vred over det. Netop fordi jeg bliver reduceret til et objekt.
Andre mennesker – mænd – føler, at de har ret til at kommandere rundt med mit humør, mine følelser, min krop – bare fordi jeg tilfældigvis befinder mig i det samme offentlige rum som de gør.
Og de føler sig jo i deres gode ret. Fordi kvinders kroppe bare er åbne for kommentarer – altid. Så følelsen at være et objekt kan bedst beskrives som følelsen af, at man er 90 procent subjekt og 10 procent andres menneskers påklædningsdukke.
Jeg ved godt, at når jeg står og snakker om de her ting, vil nogle af jer sidde og tænke: “Ku’ du ikke have brugt din taletid til at tale om de virkelige kønsproblemer i Danmark, de politiske problemer – som manglende ligeløn, prostitution eller vores skodbarselslovgivning?”
Men som jeg ser det, får vi aldrig løst de politiske problemer, før vi får styr på den helt fundamentale omgangstone mellem kønnene. Vi kan ikke bygge ovenpå et fundament, der ligger skævt.
Og så ved jeg også godt, at der nok sidder et par stykker nede blandt jer lige nu og tænker: “Årh, hold da op med dit brok! Du skal da bare være taknemmelig for, at der er nogen, der gider knep’ dig.”
For det er jo standardreaktionen, når man som kvinde problematiserer objektiviseringen af sin egen krop.
Men det føles bare ikke som en kompliment, at vildt fremmed mænd skriver eller kommer hen til mig og kommenterer min krop og siger, hvad de gerne vil gøre ved den.
Det føles grænseoverskridende, det føles invaderende og værst af alt føles det, som noget jeg bare skal finde mig, bide i mig og stikke et smil frem.
Og jeg er ikke engang specielt udsat. Det gik op for mig så sent som i tirsdags. Jeg stod på et gadehjørne med min kønne komikerkollega, og vi stod i koncentreret samtale om vores respektive karriere, vi stod med hver vores cykel og var egentlig på vej til at sige godnat. Pludselig lyder en snøvlende mandestemme: “Hejsa dejlige piger.”
Jeg kender den slags stemmer så godt, så min automatrefleks er at kigge op på denne fyr, der kommer vaklende imod os og sende ham det her blik.
Dræberblikket.
Det virker stort set altid! De fleste mænd bliver helt små og bakker væk og mumler noget om, at man er en kælling. Og det har jeg det fint med.
Jeg har levet på Hanne-Vibeke Holsts motto det meste af mit liv: Hellere kælling end kylling.
Men min kollega er ikke en kælling, hun er en sød, køn pige og hun bliver helt dårlig over min kontante afvisning af denne fyr, så hun siger udglattende: “Jamen, vi står bare lige og snakker.”
Hvilket jo får ham til at tro, at han og hans guldølsånde er velkommen i vores selskab. Så han går helt tæt hen på hende, lægger armene rundt om hende bagfra, griber hende praktisk talt på brysterne og spørger, om hun ikke skal med ham til fest.
Hun siger meget klart, “det der synes jeg faktisk er ret grænseoverskridende”, men han hører hende ikke, så jeg siger: “Nu fucker du af, kammerat.”
Og det gør han så heldigvis, mens han meget højt råber “kællinger.”
Jeg var ret vred over det, men min kollega sagde: “Nå, ja, men når man har så store bryster som mig, så er der bare altid nogen, der tager på dem.”
Og så trak hun på skuldrene. C’est la vie.
Men jeg vil altså ikke trække på skuldrene over den slags. Og jeg vil heller ikke stå her og sige, at mænd må forstå, at “et nej er et nej.”
Vi må holde op med at fortælle mænd, at de kan opføre sig som det passer dem, indtil der bliver sagt nej.
Reglen skal laves om! Det hedder: Du har et nej, indtil du har fucking spurgt!
Og måske skal jeg lige tilføje et lille stykke 2 til den her regel, for hvis det, du spørger om, er om, du må se et nøgenfoto eller foretager dig andet tilsvarende grænseoverskridende over for et menneske, du aldrig tidligere har mødt, så har du intet forstået af almindelig god opførsel.
Og så fortjener du at blive hængt ud og latterligggjort, Jannick Andersen fra Odense.
Skål
Fissefeministforventningspres
Jeg har aldrig prøvet at have skriveblokering. Altså den der rigtige, alvorlige slags, der knækker forfattere og forfølger dem i årevis. Naturligvis har jeg haft perioder, hvor der bare ikke dukkede nogle ord frem på skærmen, men så gik jeg til en anden opgave, og så var de der igen. Men nu kan jeg mærke det stof, skriveblokeringer må være lavet af; forventninger.
Andres og ikke mindst egne forventninger til, hvad man leverer, når man skriver. Pludselig fornemmer jeg et vist pres for, at jeg leverer den ene feministiske brandtekst efter den anden. Folk omtaler denne blog som en feministisk blog, selvom jeg fra starten af har lagt vægt på, at det er en personlig blog, hvor jeg vil kunne skrive om alt det, der rumsterer i mine tanker.
Og så kan jeg pludselig ikke skrive. Hverken feministisk eller om noget som helst andet. Hvis jeg forsøger mig med at mene noget om et emne om køn, føles det underligt forceret. Som om jeg kun gør det, fordi det forventes af mig, og jeg ikke investerer noget af mig i det.
Hvis jeg skriver om noget andet – som eksempelvis en metatekst om forventningspres – frygter jeg seriøst, at folk vil hade det. Selvom jeg også fra starten besluttede mig for, at jeg ikke ville gå specielt meget op i, hvad andre tænker om det, jeg skriver herinde.
Nåmen, hvad med dig selv, din… din revisor
Jeg har skrevet tre romaner og havde ikke den her følelse en eneste gang, hverken med den svære toer eller den besværlige treer, også selvom der var mange forventninger til mig ved dem begge. Men måske jeg bare har oplevet forventningerne være mindre specifikke til mine bøger. Nu er de meget konkrete: “Sanne, skriv noget, der problematiserer kønsdebatten på en humoristisk måde.”
Øh… Og så trækker jeg blank.
Velkommen til komikerens værksted, hvor jokeblokering opstår dét sekund sætningen “sig noget sjovt” udtales – af andre eller desto værre; af een selv. (Hvis du møder en komiker, så lad for guds skyld være med at sige det til vedkommende. Du ødelægger alle muligheder for en behagelig samtale. Smid i stedet straks dit glas på gulvet. Alle komikere har nemlig indbyggede reflekscomebacks til lyden af tabt glas – a la “du tabte dit pessar” – og så er samtalen faktisk i gang.)
Selvfølgelig er det fantastisk at opleve, at andre kan lide det, jeg laver, og gerne vil have mere. Men det tror jeg virkelig, man skal passe på med ikke at gøre til en spændetrøje for sig selv. Jeg ser bare så mange eksempler på kunstnere og entertainere, der kopierer sig selv i et mere og mere desperat forsøg på at give deres publikum det, de vil have. Eller snarere; det, som kunstneren tror, de vil have.
Og det værste er næsten, at jeg også ser rigtig mange publikummer labbe disse kopier af kopier af kopier i sig fuldstændigt ukritisk. “Prøvligeog sig det med fingeren igen, det var bare så pissesjovt i ’97.”
Jukeboks-koncertrefleks
Hey, jeg er selv skyldig i det her, jeg gør det nemlig også selv som publikum. Jeg hader for eksempel at være til koncert med et band, der insisterer på at spille alle de nye sange fra den nye plade, jeg ikke har hørt. Og så kun spiller én eneste sang fra den gamle plade – og det i en eller anden aparte version med kobjælder og motorsave, og hvor teksten i øvrigt er off key, så man ikke kan synge med.
Lars Lilholts producer fortalte mig engang, at Lilholt aldrig giver koncert uden at spille Kald det kærlighed. Fordi hans publikum vil blive skuffede, hvis han ikke gjorde. (Og ja, jeg har været til Lars Lilholt-koncert, jeg er midtjyde, det står i reglerne. Og så er det bare så hyl!)
Men det er altså en dygtig entertainer, der tager sit job alvorligt. Eller dét tænker jeg som publikummer.
Som komiker derimod tænker jeg: Fuck man, hvis jeg skulle lave den samme bit i 25 år, 100 gange om året, så ville jeg da skyde mig selv i hovedet med et storkaliberet gevær. Efter, at jeg havde skudt samtlige publikummer, der råbte på den.
Men måske (forhåbentligt) har musikere det ikke på samme måde med deres sange.
Erasmus Contrarietus
Hele mit formål med min komiker- og forfattervirksomhed er til gengæld at sige noget nyt. Muligvis nok om et gammelt emne, men så vendt på en ny eller skæv måde. Hvis jeg bare siger det samme, så siger jeg jo det samme, og så er det hele det samme… Pointen er, at så kommer vi aldrig nogen fucking vegne.
Men det er ikke kun min kunstner-forfængelighed, der har det svært med forventninger. Hele min person går i Rasmus Modsat-modus, så snart nogen begynder at sætte mig ind i en bestemt bås, rolle, stereotyp – kald det kasse, kald det lige, hvad du vil, der findes ingen ord, ingen ord, der er så røvssyge som dem.
Jeg kan give ret mange bud på, hvorfor jeg har oplevet så meget mobning og social udelukkelse i mit liv, men den mest sandsynlige forklaring er sikkert præcis denne: At jeg altid har gjort alt andet, end det folk forventede af mig.
Hvis de forventede, at jeg ville være en sød og lidt naiv blondine, så var jeg en rødhåret furie, og hvis de forventede dét, så var jeg doven og ugidelig, og forventede de doven, så havde jeg lavet både min del og de andres del af opgaverne, før nogen overhovedet fik set sig om, og hvis dét var deres forventning, var jeg bare en sød og lidt naiv blondine, der ikke vidste, hvordan opgaverne skulle løses.
Forvirringstrategi numero uno; ingen må vide, hvor de har dig!
(Og konsekvensen af forvirringstrategi numero uno; ingen inviterer dig til at sidde ved deres bord.)
Uforudsigelig forudsigelighed
Jeg kan faktisk ikke give noget godt bud på, hvorfor jeg har det sådan med forventninger. Altså hvorfor jeg hader at indfrie dem. Måske er det netop, fordi min første oplevelse med andres forvetninger var, at jeg skulle være den søde, ordentlige, stillesiddende – og ikke mindst stilletalende – pige med rottehaler. Og så var jeg altså mig; rodet og fuld af spræl og med permafiltret hår.
Eller måske er jeg bare en af de sjældne piger, der er født med et anti-pleaser-gen.
I hvert fald er konsekvensen af mine mange års modsat-modstandsbevægelse, at det hele nu begynder at loope rundt og bide mig i haserne. For nu har jeg fået etableret mig så godt, at de forventninger, folk har til mig, er i fuld overenstemmelse med den, jeg føler, jeg er. (Hvis man da kan tale om at være en den. Personlighed er nok noget mere flex end det.)
Så hvis jeg fortsætter denne forvirringsstrategi, ender jeg altså med at gå imod alt det, jeg egentlig gerne vil stå for – bare for at være imod. Og det virker mildt sagt dumt at begynde at lukke mandschauvenistisk lort ud udelukkende for at forvirre. Eller melde mig til et reality-program. Og/eller barbere min fisse.
Men sjovt nok fik jeg forleden den åbenbaring, at jeg faktisk bare kan gå Rasmus Modsat på mig selv denne gang: Okay, så forventer de, at jeg gør sådan og sådan, og så plejer jeg at gøre noget andet for ikke at leve op til det, men så gør jeg bare det, de forventer, for dét er der ingen, der forventer!
Gav det mening? Bare rolig, det forventer jeg heller ikke. Eller gør jeg!?
We do not talk about sexism in Denmark
For anden gang på en uge har jeg en britisk journalist i røret. Hun har hørt, at jeg har udtalt mig kritisk om programmet Blachman og vil gerne have mig til at gentage kritikken i BBC World.
Her indlægger vi lige et hyperventilations-break, hvor jeg prøver at berolige min præstationsangst ved tanken om at skulle lave et live-indslag, hvori jeg ville være nødt til at formulere sætninger som: “the danes are not that political correct and therefore culturel biased towards sexism. We simply don’t seem to get why objectifying female bodies is so wrong…”
Men det er sagens kerne og derfor er det nødvendigt at få det sagt, selvom jeg er hundeangst for at komme til lyde som Villy Søvndal i en blender. (Og hvad nu jeg fucker så meget op i mine formuleringer, at jeg kommer til at svine mit elskede folkefærd uretmæssigt til!? Så bliver jeg landsforvist. Og hvor skulle jeg flytte hen, når jeg er så dårlig til mit eneste andet sprog!?)
Frittænkende fjollerier
De britiske journalister forstår det ikke rigtigt. De forstår godt, at vi danskere er et “liberal and free thinking people.” Men de kan ikke forstå, hvordan det kan betyde, at vi kan lave sexistiske tv-programmer. I deres optik burde de to ting udelukke hinanden.
Jeg prøver at forklare, at det på sin vis ligger i hele den afslappede, antiautoritære adfærd, som vi er vokset op med. Vi er på fornavne med lærere og læger og politikere – ja, selv med dronningen. (Jeg mødte engang kronprinseparret og havde sagt “du” til dem begge de første mange gange, inden det gik op for mig, at der vist egentlig findes et andet ord for “du”, som jeg reelt burde bruge i netop denne kontekst.)
Når alle danskere på den måde er i øjenhøjde; når ingen bliver betragtet som mere betydningsfulde end andre, så er det desværre også nemt at komme til at overskride de andres grænser.
Tag endelig ikke fejl. Den her frie, lige omgangstone er en af grundene til, at jeg elsker Danmark og danskere så meget. Og at jeg virkelig føler, at “hjemme er bedst”, når jeg har været ude at rejse. I andre lande er jeg konstant urolig for at komme til at sige noget forkert. I Thailand kan man eksempelvis blive fængslet for at kritisere kongefamilien, og jeg kan formentlig takke mine dårlige sprogkundskaber for, at jeg endnu er gået fri. For jeg lider virkelig under den frygtelige dansker- og komikerforbandelse, der giver mig en kompulsiv trang til netop at lave sjov med det forbudte. (Jeg er i øvrigt også arveligt belastet, idet mit fædrende ophav er en af de mange midaldrende, danske mænd, der er ude af stand til at gå gennem en lufthavn uden at sige ordet “bombe”.)
Du er grim og klam – og nærtagende!
I Danmark laver alle sjov med alle, og det er skønt. Det er virkelig frihed. Til gengæld er bagsiden af medaljen jo, at man aldrig kan tillade sig at blive fornærmet. Der var ikke mange danske muslimer, der brokkede sig over Muhammed-tegningerne – slet ikke sammenlignet med, hvor meget de tegninger satte resten af verden i brand.
Jeg spekulerer ofte på, om det skyldtes, at de danske muslimer også har vænnet sig til, at alting må latterliggøres her i landet – eller om de bare ved, at det ikke vil nytte noget at brokke sig. At de så ville blive beskyldt for at være for sarte og udanske.
Som tidligere mobbeoffer har jeg selv så tit prøvet at få kastet den i hovedet, når jeg forsøgte at forklare, hvorfor jeg følte mig mobbet: “Årh, kan du ikke tage en joke!? Slap nu af med at være så nærtagende.”
Og nu er jeg så sprunget ud som feminist. Nu oplever jeg igen og igen den – ofte lettere nedladende – måde, danskere håndterer kritik af deres adfærd: “Hvis ikke du kan tåle mosten og lugten i bageriet og frikadellerne og julesnapsen, må du hellere flytte til Forbuds-Femi-Sverige/Swazi-islami-land/bunden af havet.”
They do talk about it in Britain
Jeg har allerede sagt det meste af, hvad jeg har at sige om Blachman, og hvad jeg mener om den måde feministisk kritik altid bliver affærdiget. Men nu skal jeg så forklare alt det her til briterne. Det er straks sværere.
For briterne har bestemt ikke mindre sexisme, end vi har. Det er så vidt, jeg kan vurdere udefra, en på mange punkter mere sexistisk kultur end den danske. Men der er det mest den skjulte hverdagssexisme, der kommer til udtryk. Blandt lads på strip bars og i FHM Magazine og den slags. De dyrker det ikke så direkte på nationalt tv – og slet ikke på BBC.
Og når det er sagt, så gør de selvfølgelig også det, for sexisme er jo netop i høj grad en skjult mekanisme, der operer under overfladen. Det er sexisme, der gør, at vi taler om mænd og kvinder på en bestemt måde. At vi vælger mænd til én ting og kvinder til noget andet. At vi generelt betragter verden gennem et par briller, hvor vi igennem det lyserøde glas ser nogle helt andre mennesker, end vi gør igennem det lyseblå.
Men briterne lader alligevel til at være mere bevidste om den åbenlyse sexisme, og det er derfor Blachman chokerer dem sådan. I dag kunne de aldrig forestille sig at lave noget, der er så utvetydigt sexistisk og derefter sende det på en statsfinanseret kanal. At de så i den grad har gjort det tidligere med eksempelvis Benny Hill understreger blot, at sexisme netop er noget, der kræver bevidsthed, før man kan ændre på det.
Nøgne kvinder er bare frigørende – altid!
Og det er her jeg er nødt til at forklare, at vi bare ikke ser sexisme i Danmark. Selv ikke når det er så tydeligt, som det faktisk er i et program som Blachman. Og at den danske reaktion på, at nogen påpeger, at det vitterligt er sexisme, er at affærdige kritikken, at kalde det feministisk hysteri.
Folkene bag Blachman spinner det også i en helt anden retning over for de udenlandske medier. De forsøger at tale det ind i det berømte danske frisind og kalder det for et frigørende program, der er ude på at vise mange forskellige udgaver af kvinden – og ikke bare den silikonepumpede udgave.
Og straks er der danskere, der mener, at det så er et godt tv-koncept – at det faktisk er det samme som min feministiske aktion med at vise mine kønshår; mere diversitet i mediefremstillingerne af kvindekroppen, hurra!
Okay… altså lige bortset fra, at jeg hverken var nøgen eller tavs i den aktion – jeg stod der ikke som en stum rekvisit for mænd, der havde frit spil til at kommentere på min krop – som mænd har kommenteret på kvindekroppen, siden den første gang knopskød bryster. (At der så har været rigeligt med mænd, der har valgt at kommentere alligevel, siger jo alt om, at vi netop lever i en verden, hvor det er kvindekroppens lod…)
DF’ere har også pli, tro det eller ej
At Blachman og resten af DR-holdet ikke kan se dette, er foruroligende, men det er langt mere bekymrende at så mange andre danskere heller ikke kan. Og det gør mig virkelig ked af det, at jeg mit bedste forsvar for den kultur, jeg elsker så meget, er, at vi bare ikke kan finde ud af det med empati.
At vi danskere fuldstændig mangler kulturel intelligens, og at vi bare har så stort behov for at udleve den kompulsive trang til at jokke i spinaten – for derefter at trampe med skoene på henover alle bedetæpper, efterladende et grønt, slimet spor af pinlighed.
Ingen danskere, jeg har mødt, er sådan her på tomandshånd. Jeg mener det sgu seriøst; sidste sommer delte jeg både sove- og bruserum med Maria Krarup – som jo har fornærmet hele Maori-kulturen med sine klodsede kommentarer om deres traditioner – og hun var da både sød og omgængelig som person. Hun stod altså ikke og pegede på min behårede fisse og skreg: “Det er klamt, at din kusse er i nationalfarven!”
Men vi har åbenbart, som samlet folk, en kulturel manglende evne til at tage andres følelser alvorligt. Noget i den danske muld gør, at vi har svært ved sætte os i andres sted og forstå, hvorfor de bliver fornærmede eller kede af det, når vi siger og gør noget dumt. Hvadenten det så er dumt, fordi det fornærmer andres religioner eller kulturelle baggrund eller, fordi det som i Blachmans tilfælde stadsfæster en stereotyp forestilling om kvinder som tavse objekter og mænd som handlende subjekter.
Og så er vi også bare alt, alt for vikinge-stolte til at sige undskyld.
Det ved jeg ikke helt, hvordan jeg skal få forklaret briterne. “Vikings never admit when we’re wrong. By the way we find it so funny, that we once robbed and raped our way through your country. Cheers.”
Fri til at vælge, hvad alle andre vælger
Det er ikke, fordi det kom bag på mig, at den debat, jeg startede for et par uger siden om kønsbehåring, endte med at komme til at handle om folks eget frie valg. Alle debatter – især alle kønsdebatter – ender der i de her år.
Hvilket irriterer og frustrerer mig grænseløst, for så kan vi faktisk lige så godt lade være med at debattere overhovedet: Hvis alt i sidste ende kan koges ned til, at vi alle er rationelle individer, der træffer de valg, der er bedst for os, så har vi sådan set ikke mere at snakke om. Lad os afskaffe politikere & politi, aviser & Clement Kjersgaard!
Vi må som minimum, hvis vi skal kunne tale sammen om noget være enige om at “frit valg” er i bedste fald en tvivlsom størrelse – og i værste fald en total illusion.
Personligt bryder jeg mig ikke om de teorier, der siger, at vi er totalt i hænderne på samfundsstrukturer og suggestioner fra andre. Jeg vil tro på, at vi træffer frie valg. Min hele tilværelse er baseret på den tro.
Jeg føler, at det er fornuftigt… eller!?
Når det er sagt så har jeg også læst nok om hjernens mekanismer til at vide, at jeg ikke styrer hele det gode skib Sanne Søndergaard. At hun i høj grad også er styret af dominerende tendenser i tiden og af sine følelser i forbindelse med det – om de så er positive eller negative.
En af grundene til, at jeg tænker så meget over alting og taler så varmt for udbredelsen af mere refleksion, er netop fordi jeg kender til mine egne bias på det her område. Jeg ved, at jeg ikke træffer frie valg hele tiden – og jeg ved også, at mine valg – frie eller ej – er langt fra rationelle.
I debatten om kønsbehåring bliver det netop tydeligt, at vi træffer følelsesmæssige valg. Der er ikke noget rationelt argument for at fjerne kønsbehåring! Jovist, vil mange da gerne argumentere for, at der er; hygiejne eksempelvis. Et argument, der mange gange er blevet tilbagevist, fordi glatbarbering ikke er mere rent, men for nogen føles det sådan, og derfor bliver alverdens sundhedsvidenskabelige beviser bare ikke hørt.
Gennemgående træffer de fleste af os konstant følelsesmæssige “frie” valg uafhængigt af fornuft og rationelle argumenter udefra (og indefra).
Pas din egen fisse
Personligt vil jeg faktisk helst foretrække at være ligeglad med, om andre fjerner eller ikke fjerner deres hår – eller hvad de i øvrigt render og foretager sig i deres liv. Så længe de bare ikke generer mig, selvfølgelig. Det ville være den ultimative “frit valgs”-livsstil, og jeg ville ønske, at den var tilgængelig.
Sådan spiller musikken bare ikke. For andre generer mig hele tiden med deres valg – direkte og indirekte. Ligesom jeg i øvrigt også generer andre med mine valg.
For at blive nede i skridtregionen, så ville fissefrisurer jo virkeligt være det bedste sted at udøve det totale frie valg, for det er reelt et område, vi ikke behøver vise frem for andre (end lige de allernærmeste), og vi behøver i princippet heller ikke diskutere det offentligt.
Hvis det var sådan, kunne vi alle uafhængigt af hinanden træffe vores frie valg i trussen. Men det er jo ikke sådan. For det første flashes der konstant fisser i det offentlige rum – og med min dusk som den store undtagelse er det så godt som alle helt glatte. Ergo bliver vi hele tiden indirekte mindet om, at der er den her bestemte tendens gældende, og vi bliver tvunget til at skulle træffe et valg for eller imod den tendens.
Interessant i denne sammenhæng er, at når det kommer til skønhedsidealer er det svære valg – altså at vælge ikke at følge tendensen – ofte lig med bare ikke at gøre noget. Hvis man træffer “det nemme” valg og følger tendensen, indebærer det som regel en hulens masse ekstraarbejde. Jeg synes bare, det er sjovt, fordi de svære valg altid kræver mere hjernearbejde, mens de nemme valg i den her sammenhæng faktisk kræver mere kropsarbejde.
Fissen er ikke i et kulturelt vakuum
Sagde jeg lige, at alle, der fjerner kønsbehåring er dumme. Nej! Jeg ved godt, at der er mange, der bare går og venter på, at jeg sviner de glatbarberede til, men det er altså ikke min hensigt. Jeg kan ikke vide, hvilke overvejelser alle dem, der svinger barberbladet omkring dusken, har gjort sig, så jeg vil ikke generalisere.
Men nogle af dem har helt sikkert ikke overvejet andet, end at “nu er det altså sådan, man gør”. (Og FYI var det den gruppe, jeg gerne ville give et bebusket alternativ ved at vise min fisse frem. Alle dem, der glatbarberer ovenpå seriøse overvejelser, skal da bare fortsætte med det og med indgroede hår, så længe de gider.)
Så fordi vi bliver udsat for så mange indirekte påvirkninger hele tiden, synes jeg, det er vigtigt også at vise alternativerne til de dominerende tendenser, så vi alle faktisk kan træffe mere velovervejede “frie” valg.
Problemet med den indirekte påvirkning er jo, at vi ikke er bevidste om, hvor meget det reelt skubber til vores selvopfattelse. Inden for psykologi taler man om begreber som priming, suggestion og anchoring (som jeg ikke kender det danske ord for.) Det er alle måder, hvorpå vores hjerner bearbejder tilgængelig information – ofte decideret forkert, selv ud fra objektive standarder. Fordi vores hjerner – og dermed vores jeg – hele tiden operer i et felt imellem de intutive valg og de mere bevidst gennemtænkte af slagsen.
(Jeg ville elske at dykke mere ned i det her skisma, men det bliver meget langt, og det ville også være at stjæle direkte fra Daniel Kahneman, der har skrevet Thinking fast and slow, som du jo kan vælge at læse, hvis du gerne vil vide lidt mere om dine “frie valg.” Nu har jeg i hvert fald primet dig i retning af muligheden.)
Hvis Mulle ikke spiser sin skovsnegl, mobber han mig!
Mere skræmmende bliver det, når man ser på de direkte påvirkninger af vores valg, for eksempel i form af lovgivning og de offentlige meningsytringer om dette og hint. For at blive i kønsbehåringsuniverset, så har både de sociale og de mere traditionelle medier i kølvandet på min flashende fisse jo boomet med folk, der føler sig fuldt berettigede til at kalde kønsbehåring for klamt og usexet; altså at dømme os, der går imod tendensen i tiden.
Okay, jeg dømmer jo også det glatbarberede ideal, så “ha ha, hvad med dig selv, feministfisse, du er lige så slem som dem, du brokker dig over.” Jeg bliver så træt (du kan læse, hvor træt her.)
Nu ville det jo være dejligt med en verden, hvor ingen dømte nogen overhovedet, men det er altså pudsigt, at det altid kun er kritikkerne af en tendens, der forventes ikke at dømme. Flertallet og fortalerne for bestemte tendenser må altid dømme mindretallet og afvigerne.
Og det er selvfølgelig der, de direkte påvirkninger bliver et problem. For hvis du har overtaget i kraft af flertallet eller i form af den dominerende kultur – eller du ligefrem sidder ved magten eller har en autoritetsposition – så vil din dom jo være hårdere end den dom, der kommer nedefra.
Det er også derfor, at sorte, amerikanske komikere kan lave jokes med hvide, mens det bliver mere problematisk, hvis hvide komikere laver jokes om sorte. Ikke dermed sagt, at det ikke kan gøres – og det kan også gøres elegant – det kræver bare en bevidsthed om den her mekanisme, for ellers bliver man hurtigt en tromlende stodder fra den herskende “klasse”.
(Føl dig i øvrigt fri til at udskifte ordet “sort” i ovenstående sætning med ord som “kvinde”, “jøde”, “handicappet”, “homoseksuel” eller “fissebehåret” – og ordet “hvid” med ordet “normal”. (Og du kan læse mere om mine egne overvejelser om at tilhøre en majoritet, der laver sjov med en minoritet her.))
Den stærkeste kønsbehåring overlever
De svære valg – altså valgene der afviger fra dominerende tendenser – bliver jo netop desto sværere, når andre føler sig i deres gode ret til at dømme, håne eller mobbe dig på grund af dine valg. Mange foretrækker at “rette ind” i stedet for at udsætte sig selv for det.
Det er fornuftig overlevelsesstrategi som mennesker, fordi det er den måde, vi har overlevet på; ved at være stærk som gruppe (civilisation eller kultur). Det er faktisk den måde, de fleste dyr og planter overlever på.
Det er en fejlkonklusion at antage, at survivel of the fittest betyder, at den stærkeste overlever. Der bør være tryk på the – som i de stærkeste overlever. Hvilket vil sige, at for at overleve i et fjendtligt miljø er det smartere for 20 halvstærke at slå sig sammen og isolere den ene fuldstærke, end det er at være alle mod alle.
Og jeg skal da ikke komme her og kritisere vores evolutionære evne til at overleve. Altså bortset fra, at hvis vi gerne vil tale om frie valg, og det vil vi jo rigtigt gerne i de her køns(behårings)debatter, så bliver vi nok lige nødt til at plante stenalderhjernen ovre i hjørnet og begynde at bruge vores moderne, refleksive hjerner.
Oprigtige, autentiske, helt frie valg er kun en mulighed, hvis der er sikkerhed for, at det ikke koster dig livet – hverken bogstaveligt eller i overført betydning i form af udelukkelse og latterliggørelse fra den gruppe, du er afhængig af.
Obligatorisk afnit om historiens ulidelige bagklogskab
Det her behøver ikke engang være i strid med den bedste mulige strategi for langsigtet overlevelse. Faktisk er der masser af beviser for, at en gruppe bliver stærkere, hvis den giver plads til diversitet. Problemet med alt for homogene grupper er jo, at de er for nemme at ramme. Hvis landets forsvar kun satser på forladergeværer, så er det lidt ærgerlig at blive angrebet af en nation med bagladere. (Krigsmetaforer er altid de bedste til at forklare den her slags.)
Og samtidig hvis det kun er de store, der bliver hørt, er det deres valg, der træffes hele vejen rundt i gruppen. Hvilket jo har ført til en del civilisationers fald gennem historien. Englænderne mistede for eksempel en del mænd under 1. verdenskrig, fordi nogle officerer insisterede på at sætte kavalerister – altså mænd på hesteryg – ind mod tyskernes maskingevær (Yeah, flere krigsmetaforer!)
Den her mekanisme fører også konstant til mindre fald, de personlige af slagsen. Nærmest hver gang en dansk minister har trådt tilbage, har det været, fordi høn har været ansvarlig for valg, som har vist sig at være forkerte, men som en stor gruppe embedsmænd alligevel “valgte” at udføre på trods af bedrevidende.
Argumenterne er sgu dit valg
Så at komme og sige, at folk – alle folk – selv vælger helt frit på alle hylder, om de vil barbere eller ikke vil barbere sig i skridtet, det er, undskyld mig, simpelthen et lorteargument!
Det er også et lorteargument, når vi taler om prostitution, om barsel, om ligeløn, om arbejdsløshed, om fedme, om rygning, om sociale problemer… faktisk er det bare gennemgående et lorteargument, så hvis du absolut skal bruge det, så vælg i det mindste at bruge det varsomt.
Vælg som minimum at anerkende, at frit valg nu engang kun er så frit som omstændighederne muliggør det. Ellers synes jeg da, du skal flytte til Nordkorea og vælge at stå op imod systemet. (Og ja, jeg sammenlignede lige den glatbarberede junta med Kim Jong Un. Glatbarberede fisser har nemlig lidt det der ond, asiatisk diktator-look.)
Den behårede fisses manifest
Min fisse har i ugens løb været et samtaleemne. Den var nemlig på forsiden af Politiken i tirsdags (det kan du se her – hvis du tør!) Altså det var jo ikke hele fissen, der var fremme, kun toppen af venusbjerget, en smule kønsbehåring.
(Faktisk var der så lidt fisse, at det fik min venindes kæreste til at udbryde: “Er det virkelig det hele.” Som derefter fik min veninde til at spørge, om han da ønskede at se mere til hendes venindes fisse.)
Men det var også nok for nogle. Politiken fik vrede læserbreve. Det bedste røg på bagsiden dagen efter, og jeg citerer det lige her i sin helhed, fordi det simpelthen er så smukt: “Jeg vil klage over forsiden af Politiken 30. april. Jeg forventer ikke at få kønsbehåring smækket i hovedet til min morgenkrydder, når jeg folder min Politiken ud. Og så man ikke engang se hendes bryster.”
Alt den ståhej og så bare på grund af 28 pubeshår! (Det er et anslået antal, jeg har faktisk ikke talt dem.)
De altid tilgængelige plastikpatter
Nu var det ikke, fordi jeg på noget tidspunkt var i tvivl, om at det billede var en pissegod idé, men hvis jeg havde været i tvivl, så bekræftede reaktionerne da mig kun i, at det var det rigtige at gøre.
Seriøst; i 2013 findes der altså voksne mennesker – mennesker, der er født og opvokset i det her fantastiske humoristiske, frisindede land – som bliver oprigtigt forargede over at se noget af det allermest naturlige.
Vi snakker også om mennesker, som lever i den ekstreme pornoficerede kultur, vi ufrivilligt alle sammen er blevet en del af; mennesker som er vant til – uanset om de ønsker det eller ej – at se fremmede menneskers private parts i alle tænkelige og utænkelige situationer. Alligevel kan toppen af min fisse få dem til at blive rasende. For den slags kønsdele er ikke det, de har bedt om.
Så pyt da med, at man ikke kan tænde for tv eller gå forbi en kiosk uden at få smækket glatbarberede skræv og plastikpatter i hovedet, komplet med come hither-blikke og silikoneoppumpede sutte-pik-læber. Dét er vi jo så vant til.
Photoshopet platiskkirurgisk porno er nærmest blevet vores kulturs white noise – noget, der konstant ligger nedenunder alt det andet, og som man har vænnet sig så meget til, at man slet ikke registrerer det længere.
En wannabe-Don Draper
Mange debattører påpeger det absurde i, at vi samtidige er langt mere blufærdige omkring nøgenhed nu, end vi har været det i 40-50 år. Vi er tilbage ved tidligere tiders “uha næ, føj da”-attitude til det kropslige: Unge piger vil ikke tage bad sammen efter idræt, ingen ligger længere med bare bryster på stranden, og kvinder, der ammer, bliver smidt ud fra cafeer.
Men jeg tror egentlig ikke, at det handler så meget om blufærdighed. Det er ikke der, vi er gået i retromodus. Jeg tror mere, at det er et udtryk for perfektionisme. En perfektionisme, vi ikke har set siden 50‘erne, hvor intet heller måtte være naturligt, uregerligt eller ligefrem grimt.
Bare se en film fra 50‘erne. Det meste er filmet i filmstudier, for at gadebillederne kan se så pæne ud som muligt. Ingen grafitti, intet henkastet affald, ingen hjemløse. Og Marilyn Monroe er stylet som en diva, selvom hun bare går rundt derhjemme, selv sproget er renset for bandeord, øh’er og ægthed. Dengang skabte de en idealverden inde i filmene. (Og det får jo en til at spekulere over, om det mon ikke også er derfor, at den mest populære tv-serie i de her år, Mad men, netop foregår i denne opstyltede, kunstige tidsalder.)
Nypuritanismens burka
Og så klip frem til vores tid; nu gør vi det samme. Vi gør det bare alle steder, hvor vi har den mindste redigeringsmulighed. På billeder, i tv, på film, i alle former for kunst, i reklamer, på facebook – ja tilmed på vores egne kroppe, der skal trimmes, opereres og kanøfles til at passe ind i en perfekt illusion. Og kan illusionen ikke lykkes, skal den dækkes til.
Photoshop og plastikkirurgi er nypuritanismens burka. For du må gerne vise din krop frem, så længe du bare kun gør det inden for de prædefinerede rammer af, hvad der anses for smukt i vores kultur. Hvilket vil sige; blottet for alt naturligt og ægte.
Vi er mere bange for et par bryster, der bliver brugt til deres oprindelige formål – babymadpakker – end vi er for alle de plastikbryster, vi bombarderes med i alle medier. Mine kønshår på forsiden af Politiken er mere forargerlige, end de ultrabarberede barbiedukke-udgaver, der er på forsiden af alle mandeblade.
Mere mig, mindre photoshop
Jeg vil gerne lige understrege, at jeg ikke har det mindste imod nøgenhed – heller ikke i pornoudgaven. Men jeg har et problem med, at det ikke er ægte nøgenhed, vi ser.
Interessant nok talte jeg om det her med fotografen, der tog fisse-fotoet. Jeg bad ham nemlig bruge så lidt photoshop som overhovedet muligt på billedet (og kun fikse lys og niveauer og den slags, de jo skal gøre). Men jeg ville gerne have, at han ikke redigerede mig, så jeg kom til at se så ægte som muligt. Da jeg sagde det, grinede han. Den besked havde han aldrig fået før. Tværtimod beder langt de fleste i dag om at få fikset både det ene og det andet i efterredigeringen; snup en bums her, fjern en dobbelthage der.
Nå, ja-ja, jeg har jo makeup på. Så jeg siger altså ikke, at man skal gå ud og vise verden hele sin uredigerede “grimhed”. Ligesom jeg også sagtens forstår, at nogle får foretaget plastikoperationer for dette og hint, hvis de ikke føler sig godt tilpas med det. Vi vil jo alle sammen gerne fremstå så tiltrækkende som muligt, og det er helt okay.
Men tiltrækkende er jo mange flere ting, end vi får lov at se i dag. Rynker og former og uregerlige kropshår kan da være supertiltrækkende. De flotteste mennesker er jo netop dem, der har et “knæk”. Alt det symmetriske, korrigerede perfekte er jo dødkedeligt og mainstream.
Og alt det ville jeg gerne sige med min flashende fisse.
It’s a jungle down there
Nu er det jo heldigvis heller ikke kun negativ respons, der har været på billederne. Faktisk har langt det meste har været udpræget positivt, fordi de fleste formentlig er ret enige med mig i, at vi er gået for langt med den nypuritanske perfekthed. At vi mangler noget naturligt og ægte i gadebilledet.
Jeg har fået mails fra mange mænd og kvinder, der også savner kønshårene. En kvinde skrev til mig, at hendes 16-årige datter har haft det rigtigt svært, fordi hun netop gerne vil være naturlig, og presset er enormt i den aldersgruppe for at se “rigtig” ud.
Og ja, det pres er stort, og det bliver ganske vist en smule mindre, når man bliver ældre, til gengæld dukker det op de mærkeligste steder.
Faktisk var af grundene til, at jeg besluttede at lave billedet til Politiken, fordi min veninde fortalte mig om en oplevelse, hun havde hos gynækologen. Hun skulle tjekkes for en knude i skridtet (der heldigvis viste sig at være en godartet talgknop), og den 50-årige gynækolog så surt på min venindes helt almindelige busk og knurrede: “Jamen, det er jo ikke til at se noget som helst hernede.”
Jeg var seriøst i chok, da jeg hørte det. Den her dame tilhører altså en generation, der har set buske alle steder op igennem 70‘erne og 80‘erne, og som derudover formentlig i dag bruger det meste af sit arbejde på at fikse problemer, der opstår i forbindelse med intimbarbering (udslæt, svamp, indgroede hår osv.) Alligevel vovede hun at skamme min veninde ud, fordi hendes naturligt udseende underliv gjorde undersøgelsen marginalt mere krævende, end det ville have været hos de af hendes patienter, der ligger der med deres hårløse kyllingefiletter.
Du fødes, vokser op og så kommer der hår på
Hvis min veninde var lidt mindre stærk og ikke hvilede i sig selv og sin krop, ville hun jo gå direkte ned og bestille en tid hos en vokser efter sådan en besked. For det er da et pres at være sig selv i en tid, hvor det at være sig selv bliver anset som værende så forkert. Det ved jeg da fra min egen fisse og mit eget liv.
Jeg har besluttet, at jeg ikke vil lade mig diktere – hverken på min personlighed eller min krop – hvordan jeg skal rette ind. Og jeg vil heller ikke iscenesætte mig selv efter et prædefineret kulturel formel for kvindelighed – som efter min mening heller ikke har meget med kvindelighed at gøre.
Helt ærlig: hvis alt, hvad der definerer at være kvinde, er lig med at lægge noget til – stilletter, plastikbryster, imødekommende smil (selv når man er pissesur) – eller trække noget fra – hår, selvstændighed og uperfektheder – hvad er vi så i os selv?
Simone de Beauvoir sagde så berømt; “man fødes ikke som kvinde, man bliver det”. Og hun mente jo netop, at kvindelighed er en kulturel pakke, der bliver lagt ned over os – både på sind og krop. Det gælder heldigvis mindre i dag på det indre væsen, men desværre mere på det ydre. Som om vi kvinder i dag kompenserer for at være hele mennesker – og ikke bare en støbeforms-udgave af kvinden – ved at plastre os selv ind i fysiske kvindelige signaler.
Og et eller andet sted er den plan så gået helt skævt, fordi de fysiske kvindelige signaler ikke længere bare er rødere læber og dybere kavalergang, men også bliver parret med den generelle kulturelle angst for at blive for gammel, så alting skal fikses, så man hele livet igennem ligner en 17-årig.
Som jo for kvinder har den uheldige (men måske tilsigtede!?) bivirkning, at når man dyrker det lillepigede også signalerer, at man er aldeles ufarlig.
Jeg ved godt, at de fleste kvinder, der fjerner deres kønsbehåring, siger, at de gør det for deres egen skyld og ikke for mænds. Og de påstår, at man ikke bliver mindre kvinde af den grund. Jeg spekulerer bare over, om man virkelig kan ligne en 5-årig i fissen, en 15-årig i bh’en og en 25-årig i ansigtet – og så derefter gå ud og opføre sig som en 35-årig!?
Hvis du wanker til Lara Croft, hvad så med mig?
Men den beslutning – at være mit naturlige selv på alle niveauer, kropslige såvel som sjælelige – er da også en beslutning, jeg hele tiden skal leve med konsekvenserne af. Og jeg forstår godt, hvis nogen – især helt unge kvinder og piger – kan have det svært med det og bare retter ind.
Jeg har da haft min portion af mænd med hjem, der “diskret” har spurgt, om jeg dog aldrig barberer mig. Og set noget slukøret ud over mit kontante; “nej, aldrig.”
For selv har de stået der med kløende barberingsknopper rundt om hele dilleren – som jeg personligt synes er noget af det mest usexede; altså lige næst efter det faktum, at der jo mangler alle de dejlige, mandige hår!
Men det her må være endnu værre for kvinder, der er bare lidt yngre end mig. Jeg mener, alle mænd under 30 har vel fået hele deres seksualitet grundlagt på det her glatbarberede plastikfantastiske univers. Hvis alle drenge, når de begynder at onanere, kun gør det til de her retoucherede, semi-animerede kvinder, hvordan skal de så nogensinde kunne få den op at stå sammen med en vaskeægte naturlig kvinde?
Så bliver jeg altså bekymret. Helt ned i min behårede fisse. Hvordan skal det allermest naturlige i hele verden – sex – nogensinde komme til at fungere mellem mennesker, der nægter at være naturlige? Er vi bare uundgåeligt på vej til virtuel reality-sex? Vil vi fremover kun kunne blive visuelt stimuleret af hinandens avatarer? Og vil vores fysiske udløsninger fremover blive overladt til en lidt mere avanceret robotstøvsuger?
Home of the brave, land of the free bush
Heldigvis for mig og min rødhårede fisse er mænd på min alder (og især dem, der er ældre) jo trods alt blevet introduceret til nøgne damer gennem 80‘ernes Rapport-blade – fulde af store naturlige buske. Så måske er der stadig en del mænd i 30‘erne og 40‘erne, der har bevaret den lyst og ikke ladet sig fuldstændigt indrulle i vores kulturs absurde pubeshårs-forskrækkelse.
I hvert fald har jeg bedt Politikens fotograf udprinte en plakat til mig med billedet af min behårede fisse, som skal hænge i min entré. Så de glatbarberede fyre fremover kan se med det samme, hvad de går ind til. Og resten af mine besøgende kan vide, at her i hjemmet er det altså okay bare at være den, man er; naturlige, uregerlige hår og følelser og det hele.
Det var jo bare for sjov…
Den hårdeste lektie, jeg har skulle lære som komiker, er, at hvis publikum misforstår intentionen med en joke, så er det bare ikke sjovt længere. Og det uanset om folk griner eller ej…
De fleste almindelige mennesker har formentlig prøvet at sige noget i sjov, men som er kommet helt forkert ud. Det kan skabe en virkelig akavet stemning.
En af mine venner oplevede for eksempel engang til et bryllup at komme til at sidde midt i sådan en dårlig stemning. Min vens borddame havde nemlig netop gennemgået en hård kemobehandling, og det fortalte hun meget detaljeret om. Ligesom hun også indviede hele bordet i, at hun derfor havde paryk på.
Hvorfor hun lige følte, at det var et passende festsamtaleemne, kan jo undre. Men hun var sikkert stadig så psykisk belastet af sygdomsforløbet, at hun ikke kunne lade være med at snakke om det. I hvert fald blev stemningen ved bordet hurtigt meget tung, og en af de andre, der sad der, led desværre af den frygtelige komikerforbandelse (den som alle komikere har, og som har fået os til at blive komikere til at starte med) nemlig behovet for at lette stemningen med en lille joke. Hvilket får ham til at udbryde: ”Nå, men så er du da i det mindste fri for at barbere fissen!”
Du kan sikkert gætte dig til resten. Pigen med parykken brød grædende sammen, og resten af middagen var en pine af akavet stemning for alle ved bordet. Også selvom den uheldige ”komiker” forsøgte at undskylde.
Man kan da altid lige lave en bøssejoke…
Alle professionelle komikere har prøvet noget tilsvarende. Vi forsøger selvfølgelig at undgå at jokke uhensigtmæssigt på folks følelser, men alligevel sker det indimellem, fordi vi ikke altid har tænkt over alle de niveauer, som vores jokes kan blive opfattet på. Og andre gange jokker vi på folk med vilje! (Og det kan ganske givet være svært at se forskel på de to situationer.)
Da jeg havde optrådt i et par år, skulle jeg lave et show for min gamle arbejdsplads, avisen Information. Jeg havde på det tidspunkt et par jokes om homoseksuelle stereotyper med i mit repertoire – det var dengang, De Fantastiske Fem kørte på tv, og jeg lavede jokes om, hvordan det ville have set ud med lesbiske i stedet. Flere af mine tidligere kolleger var homoseksuelle, så jeg tænkte, at de nok ville syntes, at mine jokes var sjove. Stor fejl!
Jeg troede nemlig, at mine jokes handlede om at udstille tv-programmer og deres stereotyper, og ikke mindst de medvirkende, der insisterer på at opføre sig så stereotypt, at det er en hån mod deres køn, etniske gruppe eller seksuelle minoritet.
Problemet var bare, at det ikke var sådan, mine jokes blev modtaget lige denne aften. I salen sad nemlig en nyansat lesbisk, jeg ikke kendte, og tog mine pointer om stereotype homoseksuelle helt bogstaveligt, personligt og meget nært.
Hendes reaktion blev registreret af alle de andre kolleger, og da der jo netop var flere homoseksuelle til stede, var resten af de tilstedeværende meget bevidste, om at jeg tilsyneladende kørte på dem som minoritet. Stemningen i salen blev hurtigt så dårlig, at ingen grinede af resten af mine jokes – også selvom jeg skiftede emne med det samme. Det var lange, stille 15 minutter.
Hvem var egentlig til grin?
Stilhed er selvsagt, det værste, man kan komme ud for som komiker. Men jeg følte det som et ekstra hårdt slag, fordi det var mine tidligere kolleger, som jo kendte mig og mine holdninger. Så jeg var mildt sagt pissesur over, at de ikke kunne regne ud, at jeg selvfølgelig ikke mente noget med det. Selvfølgelig ville jeg da ikke stå og hade på homoseksuelle – det ville jo ikke være comedy, bare dårlig DF-stil. Sikke en latterlig overreaktion, tænkte jeg.
Men jeg kunne alligevel ikke få mig selv til at lave de jokes igen. Først skød jeg skylden på den tyndhudede lesbiske: Hun havde ødelagt mine jokes og fået mig til at tvivle på dem. Hun havde ødelagt mit show med sin overdrevne sarthed.
Og ja, hun fik mig til at tvivle, men tvivlen skyldtes nok snarere, at jeg godt selv kunne se det. Jeg begyndte at indse, at måske sagde jeg faktisk ikke det, jeg troede, jeg sagde. Måske udstillede jeg slet ikke tv-stereotyper, måske udstillede jeg i stedet mine egne fordomme. Måske overreagerede mine tidligere kolleger slet ikke, måske reagerede de faktisk helt rimeligt.
Og den eneste grund til, at folk hidtil havde grinet af mine jokes om homoseksuelle var, fordi de havde grinet af de homoseksuelle og ikke af min selvindbildte udstilling af fordommene om dem!
Føj, en grim smag i munden. Her gik jeg lige og troede, at jeg var fri for fordomme. Og at jeg som komiker havde et frikort til at latterliggøre alt, så længe jeg bare var fri for fordomme. Her gik jeg lige og troede, at jeg prikkede til andres fordomme – og så gjorde jeg dem bare værre. Så var jeg jo lige så slem som de tv-tilrettelæggere, der insisterer på kun at caste og skamklippe folk, så de fremstår som de værste stereotyper.
Det var ikke nogen særlig fed selverkendelse. Derfor tog det mig også tid at tage den ordentligt til mig. Dumstædigt holdt jeg fast på komikeres carte blanche-rettigheder; komikere må gøre grin med alt til alle tider og på alle steder. Dét er komikerens opgave!
Den er på min kappe, ba-da-dum-tiss
Det mener jeg for så vidt stadig, jeg har bare lavet en tilføjelse: Det er komikerens opgave at gøre grin med alt til alle tider og på alle steder – men komikeren har bare også et ansvar for det, høn siger.
At få ansvar smidt ind i den sætning gør en kæmpeforskel. Det betyder, at jeg er nødt til at tænke over mange flere niveauer i mine jokes, inden jeg leverer dem på scenen. Det betyder også, at jeg er nødt til at arbejde så meget med mig selv, at jeg ikke har en masse ondskabsfuldheder og bitre sidebemærkninger gemt mellem ribbenene, der kan slippe ud mod en sagesløs publikummer, når jeg improviserer på scenen.
Lykkes det her ansvarsprojekt så? Nej da, bestemt ikke. Jeg kan ikke – selvom jeg tænker rigtigt, rigtigt meget over det – kende alle eventuelle fortolkninger af mine jokes. Jeg kan heller ikke hvile så meget i mig selv, at der ikke er en eneste lille ubehagelig følelse, der kan slippe ud i et uovervåget øjeblik. (For så var jeg sgu nok ikke komiker længere, men var flyttet ud i et eller andet mediterende hippiekollektiv. (Undskyld, hvis jeg fornærmede hippier og mediterende mennesker der – det var bare for at lave et billede af, at jeg ikke er så velafbalanceret.))
Ej, er der mere end ét dørtrin i et hus!?
Men selvom det ikke lykkes for mig hele tiden, så er det stadig en vigtig del af min arbejdsproces, for jeg ønsker at tage ansvar for det, jeg siger på scenen. Og så er jeg nødt til at have styr på, hvad det er.
Hvorfor er det her så vigtigt for mig? Det er jo ikke ligefrem en opfattelse, jeg deler med alle komikere. En del komikere vil formentlig mene, at vores job ikke indebærer den form for refleksion. Og det er jo så bare to forskellige opfattelser af vores rolle – hvoraf jeg skal skynde mig at sige, at min opfattelse jo ikke nødvendigvis er den rigtige for andre end mig. (Bare så jeg ikke fornærmer nogen. (Det kan godt blive til en frygtelig masse parantesiske forbehold, jeg er nødt til at tage i det her indlæg. (Bare så du ikke bliver fornærmet over alle parentes-forbeholdene…)))
Men grunden til, at det er vigtigt for mig at (forsøge at) tage ansvar for mine handlinger – on stage såvel som off stage – er, fordi jeg synes, at hvis jeg ikke gør det, så bliver mine handlinger reelt meningsløse.
Forstået på den måde, at hvis jeg ikke tænker over de eventuelle konsekvenser af det, jeg foretager mig, og træffer mine valg mere velovervejet, så vil jeg jo bare være som en trial-and-error-robotstøvsuger. En person, der tøffer rundt og støder på dørtrin og andre menneskers følelser uden at lære andet end ikke at køre ind i det specifikke dørtrin/menneske én gang til. (Og når det er sagt, så er der mange, der ikke engang lærer dét! (Undskyld, hvis jeg fornærmede jer, der bliver ved med at støde ind i de samme problemer igen og igen. Men I har vel ikke engang reflekteret nok over det til at forstå ironien i, at jeg nu undskylder for det – og så lige om lidt fornærmer jer igen.))
Det, jeg hører dig sige, er noget svineri! Uanset hvad du sagde!
Så altså; hvis jeg gerne vil have, at mit publikum skal forstå og grine af mine indsigter, så er jeg også nødt til at have nogen. Jeg er nødt til at have tænkt over, hvad jeg rent faktisk siger. Og det prøver jeg så at vise, at jeg har gjort.
Blandt andet ved ikke at sige ”mænd gør sådan og sådan,” men i stedet sige ”nogle mænd gør sådan og sådan.” Det bette ”nogle” er et lille ubetydeligt ord, men et ekstremt stort forbehold.
Og når det er sagt er ordet faktisk så lille, at mange slet ikke hører det. Mange vælger jo desværre at høre det, de gerne vil høre. Så hvis de gerne vil høre en generalisering af mænd, så er det også det, de hører. Enten fordi de synes generaliseringen er sjov, eller fordi de gerne vil have noget at blive fornærmede over.
De fleste komikere kæmper med det her problem. At trods alverdens forbehold sidder der stadig en portion publikummer og insisterer på at høre noget helt andet, end det, der rent faktisk bliver sagt.
Og nu fornærmer jeg lige en gruppe mennesker – men det er en gruppe, jeg selv tilhører, og så er det allerede mere okay. For feministiske, venstreorienterede, politisk korrekte mennesker har nemlig en tendens til at vælge at høre fornærmelser meget hurtigere end alle andre. Jeg kender for eksempel mange feminister, der virkeligt hader stand-up, fordi de synes, genren generelt er sexistisk og fordomsfuldt. Hvorimod det er jo ikke spor fordomsfuldt at hade en hel genre på baggrund af nogle få repræsentanter for den…
Et hareskår, der ville få Carl Mars til at blegne
Når det er sagt, så har de politisk korrekte og andre, der bliver fornærmede over jokes, alligevel til enhver tid ret til at udtrykke deres mening om det, vi komikere laver. Faktisk er jeg nået dertil nu, at jeg synes, det er fedt, når folk fortæller mig, hvad de hører mig sige. For igen, det er jo den eneste måde, at jeg som komiker kan få udvidet min forståelse af konsekvenserne af mine ord. Og lægge det til mine fremtidige overvejelser, som jeg måske – eller måske ikke – vil rette mig efter.
For jeg siger ikke, at det er min hensigt at undgå at fornærme folk – blot, at jeg gerne vil være bevidst om det, når jeg gør det. Eksempelvis fik jeg i sidste uge en mail fra en person, der havde følt sig stødt over en joke, jeg laver om hareskår. (Du kan se den her.) Personen, der selv har læbe-ganespalte – som han påpegede, at det jo faktisk hedder i dag – følte, at jeg mobbede ham og hans ligesindede med min joke. Og da jeg jo selv er totalt mobbemodstander mente han, at jeg nok burde tænke lidt mere over, hvad jeg går og siger.
Det har han selvfølgelig helt ret i. Men jeg har bare tænkt rigtigt meget over den joke. Jeg er tilmed tidligere blevet gjort opmærksom på, at den kan virke stødende. En ældre kvinde sagde på et tidspunkt til mig efter et show: ”Synes du virkelig, at sådan en sød, pæn pige som dig må gøre grin med andre på den måde?”
Og ja, det synes jeg!
For det første, fordi den joke netop har til hensigt at vise, at jeg tydeligvis ikke er en sød og pæn pige. Jeg kunne da ikke forestille mig noget værre end at være en totalt tuttenuttet, tandløs tøs af en komiker, som kun kunne være sød og pæn på scenen: ”Kender I det, at man bare ikke kan få nok af blå himmel og cupcakes? Ti hi.”
(Og undskyld til tøser og cupcakes for den.)
Joaquin Phonenix, mums, jeg ku’ godt! Jeg siger det bare.
Men en anden og mere vigtig pointe ved præcis denne hareskår-joke er, at jeg faktisk tager mere end ét forbehold undervejs. Jeg vælger nemlig ikke at gøre grin med alle, der har læbe-ganespalte. Jeg bruger beskrivelsen til at sige noget om én specifik person, en kikset date. Jeg tager oven i købet det forbehold på scenen, at jeg siger, at ikke er alle personer med denne lidelser er utiltalende – faktisk kan det være ganske sexet. (Det er et forbehold, jeg ikke tager over for folk med vigende hager, som jeg også gør grin med. Og det er, fordi jeg virkelig under ingen omstændigheder synes, at vigende hager er sexede. (Og dermed undskyld til alle hageløse, der nu føler sig stødte over det.))
Når det er sagt, så er det formentlig navngivelsen af en bestemt person, der falder nogen for brystet, nemlig Carl Mar Møller, hvis talefejl jeg udstiller i joken. Og jeg udstiller ham, fordi jeg synes, hans meninger er vanvittigt irriterende.
Er det grund nok til at gøre grin med hans læbe-gane-spalte? Tja, der har vi så lige en typisk komikerovervejelser; kan man tillade sig at latterliggøre noget andet ved en person, end det som personen faktisk fortjener at blive latterliggjort for!?
Ingen tvivl om, at jeg personligt aldrig havde valgt at gøre det, hvis Carl Mar havde været en uskyldig person, der tilfældigvis var landskendt for noget andet end sine vanvittigt irriterende meninger – selvom der allerede i det, at man er kendt, ligger et vis frirum for komikere til at lave sjov med en.
Selv Shakespeare svinede selvfede samfundsborgere
Er det fair?
Nej, men det er altså narrens rolle helt tilbage fra enevældens tid at gøre grin med magthaverne. Og lad os være ærlige; kendisser er i høj grad nutidens magthavere. Desuden er Carl Mar i mine øjne meget langt fra en uskyldig kendis; hans syn på mænd og kvinder har i høj grad været med til at få kønsdebatten til at blive så polariseret, som den er i dag. Derfor er det vigtigt, at noget af hans autoritet bliver pillet fra ham ved at udstille og latterliggøre ham – det er som sagt min rolle som ”hofnar.” (Selvom du retteligt kan mene, at det i hans tilfælde ikke er nødvendigt, fordi han klarer det så fint selv.)
I øvrigt kalder Carl Mar sig nu for stand-up-komiker (og det forklarer jo unægteligt hans absurde meninger bedre!) Så han er selvfølgelig mere end velkommen til at slå tilbage med jokes på mig, min feministfisse og mine fregner. Hvis han da er parat til at stå til ansvar for dem, selvfølgelig.
Pointen her er blot den, at jeg meget bevidst om, at der stadig kan sidde mennesker og føle sig stødte over hareskårs-joken, såvel som alt det andet, jeg siger på scenen (og andre steder). Men det er konsekvensen ved comedy. Du kan som komiker ikke tage alle forbehold, for så er der ikke meget albuerum tilbage at grine i.
Hvad laver du med den lampejoke!?
Men som sagt kan – og skal – det albuerum altid diskuteres. For hvis jeg som komiker ikke kan forklare dig, hvad min hensigt med en joke er, så er det netop, at det hele begynder at blive mustent.
For så ville jeg enten have alle mulige skjulte hensigter – som eksemplevis at svine anderledes udseende mennesker til, bare for at føle mig lidt bedre selv. Eller også ville jeg slet ikke have en hensigt overhovedet. Så ville mine jokes bare være random ord, jeg slet ikke havde noget forhold til – så der reelt ikke var nogen grund til, at jeg sagde lige dette frem for noget andet.
I princippet kunne jeg jo lige så godt have valgt at sige, at manden, jeg beskriver i joken, i stedet for hareskår havde noget, ingen mennesker har i virkeligheden, så ingen virkelige mennesker kunne blive stødte – jeg kunne have sagt, at han havde otte arme. (Undskyld, hvis du har otte arme, og jeg nu ikke alene har fornærmet dig ved at antyde, at du er utiltrækkende, men også ved ikke at anerkende, at du eksisterer. Send mig en klage, det skulle ikke tage dig længe at skrive en…)
Men konsekvensen af dette ville også være, at publikum muligvis godt nok ville grine, fordi de ville blive overraskede over min ekstreme beskrivelse, men de ville ikke få et billede af en virkelig person og situation. De ville heller ikke få et billede af mig som en mindre pæn pige, og Carl Mars autoritet ville være uimodsagt (af mig i hvert fald).
Og konsekvensen ville være, at min joke ville blive til fuldstændig ligegyldig underholdning. Der ville ikke være en pointe, selvom folk måske ville grine af punchlinen.
Hvilket beklageligvis er nok for nogle komikere, men ikke for mig. Jeg har altid en bagvedliggende hensigt med mine jokes. (Og undskyld til dem, der laver den slags ligegyldig comedy, men hold kæft, hvor er I uinteressante! (Og undskyld til uinteressante mennesker for den sammenligning.))
Rundstykke med ekstra bodsgang på
Så altså; som komiker bevæger man sig hele tiden på kanten af, hvad man kan tillade sig. Hvis man går for langt væk fra den kant, er man ikke rigtig sjov, hvis man går for tæt på, risikerer man at fornærme nogen. Og nogle gange har man ikke tænkt sig ordentligt om, og så ryger man helt ud over.
Og det er i disse tilfælde, at det ikke er nok med ”det var jo bare en joke.” Der må rigtige undskyldninger på banen. Så undskyld til den lesbiske fra Information: Du havde ret, det var over kanten, det var noget fordomsfuldt lort!
Og til dig med læbe-gane-spalten, vil jeg sige, at jeg er ked af, at du føler dig stødt, men det var altså ikke over kanten. Det er virkelig bare for sjov.
Og til jer, der synes, at jeg ikke er sjov overhovedet…. Fuck jer!
(Og det gider jeg sgu ikke undskylde for at sige.)