Category Archives: Ikke kategoriseret
Smuk udenpå, værdiløs indeni
Feministisk festfix
I dag er det en femifantastisk festdag, for om nogle timer uddeles Suzanne Gieses Mindelegat for tredje gang. (Jeg var den utroligt beærede første modtager af prisen i 2013.) Siden er antallet af feministiske aktivister boomet i Danmark.
Derfor har jeg ikke længere så meget at sige om køn her på min blog. For jeg synes egentlig ikke, at der nogen grund til at sige noget, når andre siger det meget bedre.
Så jeg vil anbefale dig at følge nogle af dem her:
F-frekvensen
Feministisk Blog
Friktion Magasin
Feminister
Femicast
Emma Holten
En feminists bekendelser
Proletarprinsessen
Porcelænskussen
Fatale Feminister
Brune Feminister
Feministisk Furore
Feministeriet
Feministisk uopdragen
almindelig
Mandehad
Dansk Kvindesamfund
Kvinde kend din krop
The Everyday Sexism Projekt Danmark
Suzanne Gieses Mindelegat
Selskab for ligestilling
Kvinfo
FLAB Festival
BURT – Køn i kalenden
Offer!? Nej tak da, ikke mig!
Jeg blev så glad her til morgen. Så glad, at jeg endelig fik gang i bloggeriet igen. (Hvis du jævnligt følger min blog, vil du vide, at der ikke har været noget jævnligt at følge et jævnt stykke tid. (Hey, jeg har skrevet en bog og lavet et show og et talkshow, det er ikke, fordi jeg bare har fedet den (i hvert fald ikke hele tiden…)))
Jeg stod op til et indlæg i Berlingske skrevet af en ungdomspolitiker, der tager afstand fra den sexchikane, mange kvinder oplever i det offentlige rum.
“Nå, men har I venstreorienterede flipperfeminazifisser ikke skrevet den slags indlæg i årevis,” tænker du måske nu, og tilføjer måske: “Uden den store effekt.”
Jo, det har vi nemlig. (Og hey, det har haft en effekt! Folk snakker om det. Folk kender begrebet hverdagssexisme nu, og det gjorde de ikke for tre år siden.)
Men dette indlæg er dog ikke skrevet af en af os fra det sædvanlige kor af venstreorienterede feminister. Nej, det er skrevet af formanden for Liberal Alliances Ungdom i København, Louise Amby.
Andre kan godt være idioter, selvom man selv er liberal
Amby er træt af ikke at kunne få lov til at sige fra, når hun chikaneres af klamme mænd, uden en horde af liberale straks mener, hun gør sig selv til offer:
“Jeg er ærligt talt halvtræt af den generelle liberale konsensus om, at man forsøger at udstille sig selv som værende undertrykt og svag, fordi man ikke gider tilråb fra klamme, liderlige mænd. At jeg fortæller dig, at din opførsel er uklædelig, er altså ikke på nogen måde uliberalt eller det næste skridt mod kvindekvoter og anden statslig indblanding i ligestillingsdebatten.”
Uh, jeg får lyst til at danse nøgen rundt i regnen!
Men det gør jeg selvfølgelig ikke, fordi jeg så ville blive chikaneret af klamme mænd, og så ville folk sige, at det var min egen skyld, fordi jeg bare kunne lade være med at være nøgen i regnen, og jeg skal i øvrigt se det som en kompliment, at nogen roser min 35-årige snart total appelsinhudsdækkede nøgne krop, og hvor er det i øvrigt også offeragtigt at fortælle nogen om de klamme mænd til at starte med!
Når kun idioten har frit valg
Nej! Og det er nemlig det, vi én gang for alle skal til at have slået fast: Man er ikke et offer, når man fortæller om et overgreb. Man er pissefucking sej!
For du gør ikke dig selv til et offer, andre gør dig til et offer! Du har ikke selv valgt at blive chikaneret på gaden eller på din arbejdsplads, du har ikke selv valgt at blive slået ned i byen, du har ikke selv valgt at blive voldtaget. Det er kun overgrebsmanden (m/k), der har haft et valg. Og høn traf det valg at antaste dig. Du blev ufrivilligt draget ind i en anden persons handlinger, som efterlod dig med et større eller mindre grad af ubehag.
Din eneste reelle handlemulighed efter et overgreb (stort eller lille) er at fortælle andre om det. Du kan ikke ændre fortiden. Du kan ikke slå dig selv i hovedet med, at du skulle have sagt bedre fra, du skulle have været mindre fuld, taget en taxa, taget mere tøj på, taget hjem tidligere.
Eller jo; du kan godt slå dig selv i hovedet med de her ting, men det er ukonstruktivt, fordi du jo altså stadig ikke kan ændre på noget som helst, der er sket.
Ahhh, men når du sådan svanser rundt helt idiotindbydende…
Men du føler, at du har et ansvar for det, der skete, så derfor bliver du ved med at skamme dig over, at du ikke gjorde noget andet, end det du gjorde.
Og det er altså ikke så mærkeligt, at du har det sådan. Hele vores samfund er bygget op omkring victimblaming.
“Du kunne jo bare have ladet være med…” er den sætning hele retsystemet operer efter, når det kommer til ofre for overgreb. (Medmindre ofrene er under 14 eller over 80.)
Ellers har du selv provokeret eller indbudt til det. Hvis du er en fyr, der er blevet slået ned, så har du nok været for øretæveindbydende. Hvis du er en kvinde, der blevet voldtaget, så har du nok selv lagt op til det.
Og på den måde fratages gerningsmanden (m/k) hele tiden en del af ansvaret for sin handling, mens offeret tvinges til at skulle tage et ansvar for et andet menneskes helt urimelige handling på sig. Og leve med det. Og slå sig selv i hovedet med det.
Offer fy for poffer, så hellere være idioten selv
Dét er det næste led i overgrebet. For et overgreb i dagens Danmark består af tre led: 1) Det egentlige overgreb, 2) når du får at vide, at du selv er medansvarlig og 3) når du får det indtryk, at det bedste er, at du slet ikke taler om det. For du vil da ikke gøre dig selv til offer nu, vil du?
Derfor vælger de fleste ofre at tie. De bider det i sig. De smiler gennem vreden, smerten og fortvivlelsen. Og det får alskens psykiske mén af det, fordi det er usundt at undertrykke den slags.
Men der er faktisk en psykisk logik i den undertrykkelse. Som også er grunden til, at samfundets syn på offerrollen i det hele taget er blevet sådan, og som er derfor de fleste mennesker tager skarp afstand fra at kalde sig selv offer.
At være offer er det værste i verden. Punktum.
Man vil faktisk hellere være gerningsmand.
Nej, det vil man selvfølgelig ikke med det gode del af ens sjæl – den side vil helst bare være et godt menneske. Men ens overlevelsesmekanisme har altså en meget ubehagelig side, der falder tilbage på en ret sort-hvid systemindstilling: æd eller bliv ædt.
Jeg vælger helt selv at lade dig være idiot over for mig nu
Fordi gerningsmanden (m/k) handler jo: Høn bevarer sin autonomi, sin selvbestemmelse. Mens offeret mister sin. Og vi definerer jo i høj grad os selv som mennesker ud fra vores evne til selvbestemmelse, til handling.
Når andre tager den fra os, føler vi altså, at vi mister… ja, os selv faktisk. Hele vores forståelse af vores egen identitet bliver taget fra os.
Derfor vil de fleste fortsætte med at insistere den autonomi igennem, selv når det er åbenlyst, at der ikke er tale om et frit valg længere. Hvilket er klart den bedste måde at overleve psykisk på.
Udsendte soldater lærer i deres træning af psykisk selvforsvar, at hvis de bliver taget til fange, og de bliver voldtaget (ja, det sker ret tit. Også for mandlige soldater!) så skal de lade sig voldtage. De skal sige til sig selv: “Nu lader jeg det her ske, for så kan det være, at mine overlevelseschancer er større.”
Det er måden at bevare magten over sin eget selv, også når andre invaderer det selv på de allermest krænkende måder.
Så længe der er idioter til, kan jeg kun sidde hjemme og spise køberoulade
Hvorimod mennesker, der accepterer offerrollen, altså virkeligt accepterer den, ender i en selvudslettende tilstand, der i værste fald kan være dødelig. De fleste selvmordere er netop nået til den depressive afgrund: “Der alligevel intet, jeg kan gøre ved min situation. At tage mit eget liv er min eneste tilbageværende handlemulighed.”
Så selvfølgelig har vi et stærkt indbygget behov for at tage afstand fra at være ofre. Vi vil altid forsøge at handle. Vores selvforståelse som autonome individer vil altid kæmpe for at overleve.
Lige et indskud dog: Man kan sagtens spille på offerrollen. Man kan sagtens sætte sig ned og sige: “Alle er onde ved mig, det er synd for mig. Det er andres skyld, at jeg ikke kan gøre de ting, jeg gerne vil, buhu.”
Men det er bevidstheden, der spiller en et pus, at man tror, man er handlingslammet. For man bruger bare hjælpeløsheden til at undskylde alt det, man ikke orker, og man bruger den i høj grad til at manipulere sine omgivelser med. Det er stadig en handling!
Det er et forpint selv, der ikke kan se nogen anden måde at genvinde sin autonomi på, end at omfavne offerrollen og udnytte den max.
Gør det alligevel, gør lige det
Jeg siger det bare lige, fordi det er reelt nok at påpege, at nogle mennesker spiller ofre. For selvfølgelig gør nogen det. At spille på en offerrolle og at være offer for noget er bare ikke det samme!
Man kan godt være et offer, og man kan godt fortælle andre om det, uden at man spiller på det. Det er centralt, at vi begynder at lave den skildring. For det er omgivelsernes næste-leds-overgreb i form af beskyldninger om, at man gør sig selv til offer, der gør, at mange ikke vover at sige fra over for overgrebene i første omgang. Og finder sig i alt for meget.
Jeg hørte en kvinde, jeg ser meget op til, fortælle om den kønsdiskrimination, hun havde været udsat for. Hun sagde noget i stil med: “Jeg oplever da også masser af de der åndssvage kommentarer, men jeg mener bare, at man skal gøre de ting, man vil, alligevel.”
Som er et smukt eksempel på en psyke, der nægter at gøre sig selv til offer: Do it anyway!
Jeg er ikke et offer, nej, jeg knokler bare hårdere
Jeg er helt enig med hende; man skal altid gøre tingene alligevel. Man skal aldrig lade andre holde en tilbage.
Men det betyder altså ikke, at diskrimination, chikane og overgreb ikke findes. Det betyder bare, at man bider tænderne sammen og overkommer den modstand.
Og her er det centrale: for rigtigt mange kvinder er den handling – at overkomme modstanden – den eneste handlemulighed. Fordi den anden ville være at give op og spille den manipulerende martyrolle resten af livet. (Og ja, det har mange kvinder – især i tidligere generationer – desværre benyttet sig rigtigt meget af.)
Og der er sikkert nogle kvinder, der håndterer det her superfint. Men for andre udløser det at blive ved med at bide tænderne sammen mod uretfærdigheder, diskrimination, chikane og overgreb psykiske problemer; stress, angst, depression osv.
Samt selvfølgelig en del tandproblemer og spændingshovedpiner. (Seriøst; hvis du er en kvinde, der ofte har hovedpine, så begynd at lægge mærke til, hvor meget du “bider tænderne sammen” – altså hvor meget du undertrykker din vrede med dine kæbemuskler.)
Juhu; der er faktisk idioter derude, og de er ikke dit ansvar!
Feminismen prøver i stedet at give kvinderne en reel anden handlemulighed: Erkend modstanden, acceptér offerrollen, sæt ord på den og do it anyway!
For selvom vi feminister altid får skudt i de røde sko, at vi gør kvinder til ofre (buhu) så er det, vi forsøger, faktisk blot at få kvinder til at indse, at de er ofre for nogle strukturer, der er imod dem og forsøger at begrænse dem.
Det betyder ikke, at man ikke kan overkomme begrænsningerne, det betyder bare, at det ofte er hårdere end det til sammenligning er for mænd. (Og mænd på deres side har så nogle andre strukturer imod sig.)
Jeg siger ikke, at feminisme er en one-size-fits-all-model. Jeg siger bare, at det virker for mig og for de kvinder, jeg kender, at få frataget noget af ansvaret for deres egen situation. Det at vide, at jeg faktisk er offer for ikke så få begrænsende strukturer.
For det er jo bagsiden af medaljen ved selvbestemmelse: Hvis du altid selv skal handle og være autonom, så er du jo også altid nødt til at have styr på alt dit shit (så du udvikler et ekstremt kontrolbehov og får stress) for hvis du fejler, er det din kun skyld (så du udvikler angst) og du alene er ansvarlig for dit liv.
Det er næsten til at få åndenød af, at alting kun kan falde tilbage på en selv.
Et offer behøver ikke være så hård ved sig selv
Som jo også er tidsånden. Den neoliberale bølge af “alting er dit eget ansvar” har væltet indover os mere og mere insisterende siden 80’erne. Det er for meget!
Ingen kan holde til at være så ansvarlige for alting i deres tilværelse hele tiden. Slet ikke det, vi vitterligt ikke er ansvarlige for – som andre menneskers handlinger.
Så erkendelsen af at være offer – i al sin ubehagelige magtesløshed – er faktisk indimellem befriende. Det sætter en fri at kunne sige: “Nej, det er faktisk ikke mit ansvar, at den klamme mand ikke kan styre sit behov for overskride mine grænser. Han var et asshole, jeg er okay.”
Derfor er jeg virkelig glad, når en erklæret liberal går ud og siger, at hun også er et offer, for det gør hende nemlig ikke svag. Det gør hende tværtimod pissestærk. Og der er absolut ingen tvivl om, at hun vil fortsætte med at gøre alt det, hun vil, alligevel.
Tillad mig at introducere: Blikket
Følgende afsnit er fra kapitel 17 i Solo – med mit køn på slæb. Kapitlet handler om små og store oplevelser med hverdagssexisme.
For et par år siden står jeg en aften sammen med en kvindelig bekendt på et gadehjørne. Vi står med hver sin cykel og er lige ved at afslutte en intens samtale. En fuld mand i 20’erne kommer sejlende hen imod os.
“Hejsa tøser,” siger han.
Som alle ved, er det jo evigt charmerende at blive afbrudt af fulde mænd, ligegyldigt hvor man befinder sig i det offentlige rum. Især fordi fulde mænd generelt lader til at have glemt den ædru viden, at man faktisk kan vælge at henvende sig høfligt til fremmede kvinder. Og for eksempel starte med at undskylde, at man afbryder og … lad os se: Jo, lade være med at tiltale voksne kvinder “tøser”.
Jeg ser på ham og sender ham Blikket.
Det blik, jeg har trænet, siden jeg var teenager og for første gang oplevede, at en dreng ikke respekterede mine grænser og ragede mig på brysterne, og min lærers kommentar om, at jeg blot kunne tage mindre stramme trøjer på, fik mig til at forstå, at jeg er nødt til at forsvare mig selv over for den slags, for jeg kan ikke regne med nogens opbakning. Derfor har jeg trænet og perfektioneret Blikket. Det iskolde, gennemborende blik beregnet til at sige fra på forhånd over for den slags tilnærmelser. Blikket, der siger: “Du fucker bare af, bror lort!”
Han reagerer, som de fleste mænd faktisk gør, når de møder Blikket. Han standser straks og står lidt og svajer, som om han ikke ved, hvad han skal gøre af sig selv. Men Blikket viger ikke, så trækker han sig slingrende et par skridt tilbage fra os.
Min bekendte bliver beklemt. Hun har tydeligvis aldrig set Blikket i aktion før. Så hun smiler venligt til den fulde mand og siger undskyldende: “Vi står bare lige og snakker.”
Som om vi skylder en tilfældig fuld mand en forklaring på, at vi ikke er interesseret i hans selskab. Det er selvfølgelig lige den indbydelse, han har brug for. Så han går hen bagom hende og lægger sine arme rundt om hende bagfra i et hårdt bjørnekram.
Hun siger i et høfligt tonefald, hun sikkert har lært på Pigernes Skole for At Sætte Sig i Respekt: “Ej, det synes jeg faktisk, er ret grænseoverskridende det der.”
Jeg ved ikke, om den slags sigen fra nogensinde har virket for hende før, men her er frekvensen på hendes tonefald i hvert fald for lav til, at det trænger igennem til manden. Så i stedet for at lytte til hendes protest, lægger han sit hoved på hendes skulder – og en hånd på hvert af hendes bryster.
“Skal du ikke med mig til fest?” snøvler han.
“Hey,” råber jeg højt for at få hans opmærksomhed. Han ser forvirret op på mig, som om han havde glemt, at jeg var der.
“Nu fucker du bare af. Er du med,” råber jeg.
Han slipper sit greb om hende.
“Skrid så,” råber jeg endnu højere, så en gruppe forbipasserende mænd på modsatte fortov standser op og ser over på os.
Den fulde mand holder hænderne afværgende op og bakker væk fra os, mens han mumler ord som “kælling og sindssyg.” Men han forsvinder.
“Hold nu kæft en idiot,” siger jeg til hende: “Er du okay?”
“Ja, når man har så store bryster, som jeg har, så vænner man sig bare til, at fyre tager på dem.”
Hun trækker på skulderen.
Så’en er livet. Kvindelivet.
Kvinderne løber med det hele
I dag linkede jeg på facebook til en litteraturkommentar i Politiken, fordi den så utroligt smukt illustrerer dobbeltstandarder.
For eksempel er overskriften: “Kvinderne løb med de nordiske litteraturnomineringer”, men egentlig udgør kvinderne kun 57 procent af de nominerede…
Men som altid når man som feminist påpeger dobbeltstandarder, fyldes kommentarsporet op med folk, der ikke ved, hvad dobbeltstandarder betyder – men som dog alligevel gerne vil afvise eksistensen heraf.
Så for prins Knud og alle de andre har jeg lige kørt racetesten på Politikens artikel.
Negertesten – nu ekstra politisk korrekt
Hvis du er trofast læser af denne blog, kender du måske bedre racetesten under et andet navn, men jeg har valgt ikke længere at bruge n-ordet, fordi folk stirrer sig racismeangst-blinde på det, og så går pointen ligesom tabt.
Og jeg synes ikke, pointen bliver mindre tydeligt, når man “bare” skriver om sorte og hvide. Tværtimod, jeg var ærligt talt selv chokeret over, hvor gennemsyrende kønsstereotyperne faktisk er i denne tekst. Som blev bragt i dag. I 2015. I en humanistisk, moderne avis…
Alle tilføjelser i parentes er mine personlige tilføjelser og står altså ikke i den oprindelige tekst.
God racistisk læselyst.
Kommentar: De sorte løb med de nordiske litteraturnomineringer
Politikens Litteraturanmelder ærgrer sig over manglende nominering til Hvid Mand
De sorte sidder tungt på indstillingerne til nordisk råds litteraturpris. Det danske rigsfællesskab, Danmark, Færøerne og Grønland, har udelukkende udpeget sorte forfattere. Af de 14 indstillede nordiske forfattere er otte sorte og seks hvide.
Og selvom det er et bredt felt af emner og udtryksformer, man finder i de indstillede bøger, er det påfaldende så markant fortællinger om sorte og det afroetniske slår igennem i årets nordiske prisfelt, som er et af de stærkeste, der længe er set.
Man kan ærgre sig over, at Sort Forfatters hyggelige onkeldigte i ’Avuncular’ løb med en af de danske indstillinger, når nu Hvid Mand med sine ’Digte 2014’, har begået et økokritisk anfægtet poetisk mesterværk, som i den grad fortjener international opmærksomhed, men som helhed rammer udvalget af ny nordisk litteratur fint ind i sin tid. Og norske Hvid Mand er min storfavorit.
Afroetniske liv i lufthavne og udhuse
Vor egen Sort Forfatter (der egentlig bærer det fulde navn Sort Forfatter Sort Forfatter, men her nævner jeg altså af en eller anden grund kun fornavnet… eller efternavnet), som var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for ’Ned til hundene’ i 2008, har også skrevet en meget afroetnisk bog om sorte. Den spæde handling i ’Hvis det er’ udspiller sig godt nok mellem en hvid og en sort, men den hvide er bogstaveligt talt usynlig, og den intense kortfortælling har mest tyngde i beskrivelsen af et omtumlet afroliv af den slags, Sort Forfatter Sort Forfatter har gjort det til sit særlige speciale at fremskrive.
Helt anderledes svæv og bredde er der i finske Sort Forfatters ’Terminali’. To unge sortlinger, der elsker at opholde sig i Helsinkis lufthavn på grund af de spædende tilfældige møder, man kan komme ud for, tager et fly til New York 11. september 2001. Romanen, der rummer et spændende plot og foregår mange steder i verden, handler om, hvad globaliseringen gør ved os og peger på, at muligheden for autentiske møder mellem mennesker ikke er blevet større af alt det rejseri og smart informationsteknologi.
’Bare et menneske’ af norske Sort Forfatter rummer dybtgående psykologiske portrætter af afroetnisk liv før og nu. Omdrejningspunkt er 52-årige Sort Hovedperson. Hun er mor til Sort Biperson og Sort Biperson 2, og kæmper med at placere og håndtere den negative følelsesmæssige arv, hun har fået med sig bl.a. fra sit etniske ophav.
Færørske Sort Forfatter beretter i sin romandebut om en række afroetniske skikkelser, der hver især gennemgår megen lidelse. En af dem er Sortlingen, der holdes indespærret i udhuset. Som voksen bliver det hendes hobby at bedrive psykisk terror mod sine hvide kærester.
Grønland er ikke længere usynlig
’Minkriket’, der er skrevet af Sort Forfatter fra Åland, er en familiekrønike, som beretter om en hårdt arbejdende pelsfarmerfamilie, hvor den ene dag går som den anden. Da ægteskabet knager nøjes Hvid Hovedperson og Sort Hovedperson med at rulle væk fra hinanden i vandsengen og holde op med at tale til hinanden. Her er ingen middelklasse-intellektualisme eller ætsende ond raceretorik, blot tavshed.
Også Norges verdensnavn Hvid Mand skriver om sorte og kærlighed i sin store trilogi ’Andvake’. ’Hvid Mands draumar’ og Kveldsvævd’. Den handler om den hvide spillemand Hvid Hovedperson og hans sorte kæreste Sort Biperson (for hun må jo være biperson og ikke hovedperson, da hun nævnes som ‘hans’ – modsat i de sorte forfatteres bøger, hvor to elskende fremstilles som ligeværdige i forhold til handlingen – selv i Sort Forfatter Sort Forfatters bog, hvor den hvide godt nok var usynlig,,,), som i kampen for kærligheden, kommer til at forbryde sig mod det allerhelligste: et andet menneskes liv. Norge, der sidst modtog den fornemme nordiske litteraturpris i 2012, har en stærk kandidat i Hvid Mand.
I grønlandske Sort Forfatters rasende og rørende debutroman ’Homo Sapienne’ drejer det sig om at erobre sin seksualitet, og et af romanens smukkeste afsnit handler om Sort Hovedperson, den aften hendes krop fortæller hende, at hun er til andre sorte og hun nærmest suges over mod de knitrende øjne, der lyser mod hende. Med Sort Forfatter er grønlandsk litteratur ikke længere usynlig. Hun måtte gerne starte en lavine og er allerede selv i gang med at uddanne nye kuld af forfattere.
Svenske Sort Forfatter har skrevet feltets mest komplekse roman om, hvad afroetnicitet kan være. Jegfortælleren i ’Den andra sortan’ arbejder i en restaurant på et sygehus, og opfatter sig som en forfatter i eksil fra sig selv. Hun har gået på universitetet men føler sig fremmedgjort over for den akademisk prægede anti-racisme. Hvad stiller man som moderne belæst sort f.eks. op, når man pludselig bliver forelsket i en ældre hvid overlæge og overherre-drømmefigur, som kan levere det man dybest set længes efter: intellektuel jævnbyrdighed, tryghed og begær?
Og så er der de hvide…
Feltet rummer heldigvis også digte og romaner, som er optaget af rollen som hvid. Det gælder i udpræget grad finske Hvid Mands ’Transparente Blanche’, som er beslægtet med sidste års vinder, Hvid Mands formidable ’Luftspejling 38’. Hvid Mand er optaget af hvidhed og faderrolle. Hvad stiller en midaldrende (finlandsksvensk) hvid op med sit liv, når der ikke længere er brug for ham som opdragende far, og han selv er blevet opdraget til at være helt i både krig og arbejdsliv?
Og selvom der klinger et afroetnisk navn (kendt fra Edgar Allan Poes digt) i titlen på svenske Hvid Mands digtsamling ’Och natten viskade Sort Navn’, er den heller ikke optaget af den stærke race, men kredser i stedet om savn på den højstemte og i Sverige højt elskede facon, som Hvid Mand, der næsten går for at være rockstjerne på grund af sine karismatiske oplæsninger, har gjort til sin egen.
Der var engang for ikke så længe siden, hvor Nordisk råd på grund af forsigtighed og konservatisme i indstillingerne blev kaldt oldnordisk råd. Det prædikat er heldigvis forældet.
(Men så er det jo heldigt, at vi danske medier kan holde fast i det reaktionære!)
More than fifty shades of flirtation
Nuancer. Findes der noget, der kan ødelægge et godt hadeobjekt mere? Tag nu for eksempel sådan en som mig. Jeg burde være ligetil:
Feminist = sur og usjov.
Komiker = glad og sjov.
Og så er jeg begge dele, satans, hva!?
Ud over det er jeg også det, man kan kalde et helt almindeligt menneske. Det vil sige, at jeg har mange facetter. Der er mange nuancer – i mine følelser og i mine meninger. Det er bare ikke altid, at der er sætninger nok i verden til at udtrykke dem. Faktisk er der aldrig sætninger nok! Faktisk kunne jeg ikke lave andet end at sige: “På den anden side, så…”
Og det er derfor, jeg blogger her. Fordi her kan jeg sige tingene langt mere nuancerede. Ikke som på stand-up-scenen eller på twitter, eller når jeg skriver og taler i andre medier. Der skal det skæres til. Der skal det være skarpe pointer.
Og med skarpe pointer ryger nuancerne.
“Men sagde du ikke engang…”
Jeg har lært at leve med det. Jeg har til gengæld pinligt svært ved at leve med det, når andre ikke fatter, at det er præmissen.
Jeg ved godt, at dette (også) burde være et af de steder, hvor jeg bare trækker på skulderen af, hvordan andre opfatter mig. Men det er min ene store svaghed.
Jeg kan simpelthen ikke døje, når folk prøver at fange mig i selvmodsigelser.
Tag ikke fejl, jeg modsiger sikkert mig selv ganske tit. Og jeg bliver også klogere og ændrer synspunkter. Så der er selvfølgelig situationer, hvor folk med rette kan sige: “Hey, plejede du ikke at sige, at det var okay at lave bøssejokes?”
Jo, men sidenhen er jeg så blevet klogere.
Så det er ikke det, jeg mener, når jeg siger, at jeg ikke kan døje den slags mennesker, der går efter at fange en i selvmodsigelser. De mennesker, jeg tænker på, er dem, der ikke er villige til at se nuancerne. Som ønsker at fange en på det forkerte ben, så de kan hån-le af en, være nedladende og bedrevidende. Som i: “ahaha, så var du nok ikke lige så klog, som du gik og troede, hva? Måske skulle vi lade helt være med at høre på dig igen, haha.”
Og så tvister de ens ord ud af kontekst og misforstår en med vilje.
At blive spammet lige i face af besserwissere
Uhhh, jeg får lyst til at flå nogens øjne ud, når de gør det, og når de følger op med det der du-skal-ned-med-nakken-blik.
Jeg fik et viralt et af dem den anden dag. Jeg havde blogget om fænomenet catcalling på en måde, hvor nogle mænd var blevet ret sure. Fordi i forsøget på at lave en humoristisk tilgang til et lidt ærgerligt emne forsvandt altså den nuance, der hedder: Bare fordi jeg skriver til mænd, betyder det ikke, at jeg siger, at alle mænd er sådan.
Straks dukker en mand op i min indbakke. Jeg kan selvfølgelig ikke se ham, men jeg kan alligevel se det selvfede smil på hans ansigt for mig: Var der ikke noget med, at jeg engang har skrevet om, hvor fedt det er, når stilladsarbejdere råber komplimenter efter mig.
Så ergo må jeg altså være totalt selvmodsigende og dermed utroværdig. Det skrev han ikke, men det var ikke svært at læse, at det var hans undertekst.
Jeg blev rasende!
Fræk flirt eller klam stodder!?
Altså egentlig har han ret. Det har jeg engang skrevet om. Men for mig er der bare en væsentlig forskel på lir og catcalling, og det er der nuancen ligger gemt. Den nuance som denne mand altså absolut ikke er villig til at se.
Jeg er nemlig personligt ikke specielt ked af at blive piftet af og få søde komplimenter af fremmed mænd. (Jeg sagde: søde!)
Engang løb en ung fyr tværs over Rådhuspladsen for at standse mig, se mig lige i øjnene og sige: “Jeg bliver altså nødt til at fortælle dig, at du er helt utrolig smuk. Du stråler bare.”
Jeg sagde smigret tak. Han bad om mit nummer, men jeg var ikke interesseret, sagde jeg. Og hans respons var: “Okay, ha’ en fortsat dejlig weekend.” Og så løb han tilbage til sine venner.
Den varmede i lang tid.
Og jeg siger ikke, at alle kvinder ville have følt den samme varme, men det burde virkelig være åbenlyst, hvorfor dette var en rar oplevelse.
Altså for eksempel modsat dengang hvor jeg sad i min bil på en sønderjysk rasteplads og spiste en pålægschokolademad og en tysk indregistreret WV ruller langsomt forbi mig. Inde i bilen holder føreren et A4-ark op, hvor han har skriblet med kuglepen: “Sex?”
Tryghed i flirten frem for voldtægtsangst og panik
Okay, det var måske mere komisk end det egentlig var ubehageligt. Lad mig prøve den her i steder: Den søde fyr på Rådhuspladsen var direkte modsat den virkeligt ubehagelige mand, der en tåget mandag nat forfulgte mig hele vejen ned ad en ellers mennesketom Istedgade og råbte: “You beautiful girl. I wanna fuck you.”
Jeg synes virkelig ikke, at det er svært at se forskel på de to situationer. Hvis du er tvivl, så er her lige et par pointers omkring, hvad fyren på Rådhuspladsen gjorde rigtigt: øjenkontakt og respekt af mine grænser.
Mere mudret – dvs. nuanceret – bliver det, når det kommer til pifteri og råb, hvor øjenkontakt kan være sværere at opnå på afstand. Jeg har som sagt ikke noget imod, at en mand pifter af mig eller råber: “Du ser pissegodt ud!”
Altså som hovedregel!
Som hovedregel føles det faktisk ganske rart at blive set som en seksuelt attraktivt væsen, og jeg nyder det lige, indtil kulturen afskriver mig som en gammel krage. (Det bliver nok her om et par år, når jeg rammer 38…)
Jeg ser dig, eller jeg ser mig selv bruge dig-tingen
Men – og det er altså det nuancerede “men” – det afhænger jo af situationen. Det er altid kontekstafhængigt.
Og det er forskellen på lir og catcalling. Lir er, når en mand (eller kvinde) pifter eller råber efter en anden, fordi høn syntes, at den anden er attraktiv og altså ser den anden, anerkender den anden – som menneske, tilmed et attraktivt et af slagsen.
Catcalling er derimod, når den anden kun er et instrument for ens egen iscenesættelse som mand. Eller det kan også være kvinder, der i flok objektiviserer en mand, for at iscenesætte sig selv som frække, moderne Sex-and-the-city-wannabees over for hinanden: “Tihi, hvor er vi bare sassy.”
Dét føles ubehageligt, for det kan man jo mærke. Man kan mærke, at man bliver gjort til en genstand. At man bliver objektviseret.
Men nu bliver det virkelig, virkelig mudret: Grænsen for, hvornår man føler sig ubehageligt objektiviseret er formentlig ret forskellig fra person til person.
Fuck, hva’! Hvad gør vi så?
Newsflash: Kvinder er faktisk helt forskellige
Det er en den sværeste nuance, når det kommer til lir. Man kan ikke regne med, at det, nogen opfatter som en kompliment, bliver opfattet tilsvarende af andre.
Mange mænd føler sig derfor frustrerede og mener, at når feminister som jeg sætter fokus på det negative ved catcalling, at så fjerner vi netop flirt og lir. Fordi de bliver bange for, at deres tilnærmelser kan misforstås.
Og jeg forstår godt, at det må være frustrerende. Jeg har også følt, at de kvinder, der bitcher over gadeflirteriet, er pissebelastende. Det nævnte jeg jo i den klumme, jeg skrev for fem år siden.
Men der er jeg så blevet klogere… eller nej, jeg mener sådan set stadig, at det er underligt, at kvinder klæder sig ud som udstillingsvinduer og så bliver mobsede, når nogen kigger på dem.
Men jeg er blevet bedre til det der med at anerkende, at vi alle har forskellige grænser.
Skal smukke kvinder bare altid stå til rådighed?
Og det er jo præcis dét, det handler om. Det handler om at forstå, at andre mennesker er mangefacettede nuancerede væsener. Det handler om at anerkende at, de andre også er komplekse individer. De er mennesker.
Mennesker, der, der måske nogle gange synes, det er rart at blive chattet op af en venlig fremmed ved et busstoppested og andre gange bare gerne vil hjem under dynen og hade verden.
Og mange af de smukke kvinder, der klæder sig som udstillingsvinduer, er bare trætte. Trætte over at ikke kunne få to minutter i fred på et offentligt sted, uden at mænd vil have deres opmærksomhed.
Jeg engang haft sådan en som roommate. Hun var tidligere model, og hun var smuk på sådan en virkelig ultrakvindeligt imødekommende måde. Hvilket betød, at hun altid blev chattet op. Hvis hun stod med cyklen og ventede på grønt ved et lyskryds, henvendte mænd sig til hende for at få hendes nummer.
Og der er simpelthen grænser for, hvor høflig man kan forventes at være, når man skal afvise 20 mænd hver evig eneste dag.
Dét ville man forstå, hvis man så – altså virkelig så – det andet menneske. Så ville man tænke: “Okay, så smuk som hun er, kan det godt være, at jeg ikke har en chance. Jeg prøver alligevel at henvende mig høfligt, men jeg lader være med at blive rasende over en småsur afvisning, for hun må også godt være i dårlig humør. Hun skal ikke altid stå til rådighed for alles tilnærmelser.”
“Jeg kræver, at du-tingen leger med i min leg!”
For det her er den allerstørste forskel på, om man flirter, eller man har gang i catcalling: Mænd, der flirter, ved godt, hvis deres opmærksomhed er uønsket. For de ser jo, at man er et menneske – og derfor ser de også, hvis man udstråler, at man ikke er interesseret.
Så siger de: “Undskyld forstyrrelsen,” og så lader de en være.
Kattehylende mænd derimod bliver dybt indignerede, når man udstråler “lad mig være”. Hvilket man i øvrigt typisk gør ved at undvige øjenkontakt, fordi alle og enhver jo intuitivt ved, at øjenkontakt er indbydelsen til at interagere med andre.
Men det fornærmer catcallere: De begynder at kræve, at man ser på dem, at man lytter, at man smiler. Hvis man ikke gør det, bliver de ubehagelige; forfølger en, sviner en til, truer en.
Der bliver det jo tydeligt, at de mener, at man ikke er et menneske, men netop en form for genstand. Et objekt i deres leg, og man kan ikke have et menneskeligt autonomt ønske om ikke at deltage. For det er catcalleren, der bestemmer. Du er hans legetøj.
Men hvaaaa må vi sååå?
Jeg har så mange gange forsøgt at beskrive den forskel for mænd, og jeg har så mange gange fået dyb frustration tilbage.
Mange mænd ønsker sig nemlig ikke nuancer, de ønsker et fast regelsæt. For eksempel sad jeg gang i et DR2-studie med Jacob Rosenkrands, der havde lavet en lille skilt med rødt og grønt, og så skulle jeg og den anden gæst ellers placere forskellige komplimenter i henholdsvis det røde og det grønne felt.
Hele præmissen var dybt idiotisk, og det prøvede vi også at forklare: Der er ingen faste regler, når det kommer til mellemmenneskelige interaktioner!
Du kan ikke gå hjemmefra klædt på med et feminazigodkendt sæt af komplimenter og så regne med, at du er på sikker grund.
Det eneste, der er at gøre, er at slå øjnene op. Se de andre og se nuancerne. Og ja, det er da skidesvært i et samfund, som vores, der i høj grad nægter at acceptere, at alting ikke er sort-hvidt.
Og det bliver da absolut ikke nemmere, hvis man tror, at nuancerne er lig med selvmodsigelser. Hvis man tror, at kvinder ikke både kan lide at få søde (jeg sagde søde!) komplimenter og samtidig gerne vil respekteres som ligeværdige mennesker.
Hvis man tror, at det kun er enten-eller, ja, så har man da virkelig hverken forstået flirt, kvinder eller, hvad livet handler om. Det handler nemlig om alt det, der ligger i nuancerne.
Det der ligestilling, vi har i Danmark
I dag er det blog action day. Det betyder, at en masse mennesker verden over blogger om ulighed. Jeg blev spurgt af en NGO, om jeg ville være med. De tilbød tilmed at levere statistik over, hvor ulige forholdene er for kvinder i de såkaldte 3.verdenslande.
Jeg blogger gerne om ulighed. Men jeg holder mig lige til den hjemmelige. Ikke fordi jeg ikke mener, at der er uhyggelige forhold i andre lande. Syreangreb, stening og corrective rapes bare for at starte et sted.
Men fordi jeg ikke tror på, at det nytter noget, at jeg sidder her i mit vestlige hi og fortæller dem der nede sydpå, hvordan de bør opføre sig for at være rigtigt civiliserede. Det ville i hvert fald kræve, at jeg kunne fremvise noget, der var betydeligt mere civiliseret selv. Og det mener jeg ikke, jeg kan.
Vesten er lort, men Indiens lort er større. Nå!
Forleden så jeg en liste over de lande i verden, hvor der begås flest seksuelle overgreb. Sverige lå på en andenplads. Lige efter Lesotho.
Der var også en EU-rapport i foråret, som alle danske medier straks slog hen, men som viste, at Danmark er det land i EU, hvor flest kvinder har været udsat for vold. Og Sverige og Danmark er de to lande, hvor flest kvinder har været udsat for sexchikane.
Faktisk bakkede 3F den lige for nyligt op med en undersøgelse af, at hver femte af deres kvindelige medlemmer har været udsat for sexchikane.
Det er statistik herhjemmefra. Altså statistik, der siger, at vi ikke skal kaste med bedrevidende sten mod andre, når vi ikke engang selv kan finde ud af det allermest basale.
Men det bliver forventet. Det er alle antifeministers yndlingsargument: “Har du overhovedet tænkt på kvinderne i Indien, de har det meget værre!”
Jeg har skrevet om det før, men lad mig kort opsummere: Bare fordi nogen bliver sparket i hovedet, må jeg godt brokke mig over et spark i fissen!
Vær den lidt mindre idiot på din egen hjemmebane
I øvrigt tænker jeg ret meget på kvinderne i Indien og på kvinderne andre steder i verden. Jeg tænker, at alle kvinder bør have den basale ret at blive anset som lige så værdig som en mand.
Men det det er den, vi stadig ikke har fikset herhjemme. Så hvad med at vi startede med os selv? Som Ghandi sagde: “Vær den forandring, du ønsker at se i verden.”
(Ja, og han var fra Indien, så måske kan vi faktisk lære noget den anden vej også!)
Hvis vi ønsker at stoppe de forfærdelige forhold for kvinder i Indien, bliver vi nødt til at starte med og selv. For eksempel kunne vi være det første land i verden, hvor vi ikke victimblamer kvinder for seksuelle overgreb. Det første land i verden, der skifter fokus fra kvinders adfærd til mænds. Det første land i verden, der går efter at gøre kvinder og kvindelige værdier ligeværdige med mænd.
Forestil dig lige, at vi i stedet for at sige til feminister, at de skal fise til Indien og fikse deres land for dem – som en slags lillablebeklædte moderne imperialister – at vi så startede med at tage det, feminister siger alvorligt herhjemme.
Hvis vi startede med os selv, kunne vi være inspiration. I stedet for som nu blot at være dobbeltmoralsk bedrevidende.
Vær den, der sætter dig ind i sagerne, før du kæfter op
Hvordan gør vi så det? Det er jo altid den svære del. Det er nemt at påpege problemer, men har vi egentlig nogle løsningsforslag, os emsige feminister.
Hvad med, at vi starter med bare at have en debat om det? Og med debat mener jeg saglig debat. Kønsdebatten i Danmark har jo i mange år været reduceret til en underholdningsskyttegravskrig, hvor klikliderlige redaktører vælger de mest ekstreme synspunkter bare for sjov.
Forleden var der en eksempelvis et læserbrev i Politiken, hvor en kvinde anklagede feminister for at hade hende, fordi hun gerne både ville have børn og gøre karriere.
I don’t even know were to begin…
Jeg spurgte en bekendt, der arbejder på Politiken, om jeg også kunne regne med at få et indlæg trykt, hvis jeg skrev, at miljøaktivister kræver, at jeg skal have isbjørne boende i min opgang!?
For det er det, niveau vi er på. Det uvidende – det decideret ignorante – det under lavtmålet latterlige og historieløse. Men dog ikke af den grund mindre beskyldende.
Vær den, der faktisk vil udrydde sexisme
Vi kan ikke ændre på forhold, når vi ikke engang kan tale ordentligt om dem. Og det kan vi ikke, fordi det er kvindeproblemer. Vi kan sidde og se på de forfærdelige forhold i Indien og græmmes over, at ingen gør noget ved det.
Men dem, der kæmper for at forbedre forholdene i Indien, møder nøjagtig den samme mur, som vi møder herhjemme: “Årh, herregud, skal vi nu høre på det kvindejammer igen. Vi har faktisk andre og vigtigere problemer at tage os af. Har vi ikke lige startet en ny krig?”
For sexisme er jo netop, at kvinders forhold rangeres under mænds. Kan vi ikke gøre op med dette ene vilkår, kan vi aldrig ændre på noget som helst.
Jovist kan vi putte et glasur af selvindbildt civilisation over det. Men “civilisation” betyder tydeligvis ikke, at kvinder bliver behandlet mere ligeværdigt. Det betyder blot, at dem, der udøver diskrimination og sexisme er så oplyste, at de godt ved, at retssamfundet straffer, hvis de gør det for åbenlyst.
Så i stedet for corecktive rapes har vi sexchikane. I stedet for stening har vi slutshaming. Og i stedet for syreangreb har vi kommentarsporet på facebook.
En feministisk læsevejledning til ‘Stå fast’
En af tidens mest omtalte bøger er Svend Brinkmanns Stå fast, som er et opgør med selvhjælpstyranniet.
Jeg har i løbet af de seneste par uger været i en del debatter med folk, der har kritiseret den voldsomt, fordi de har via medierne fået det indtryk, at bogen bare sabler selvhjælpsindustrien ned.
Men de har ikke læst den.
Og det er jo et desværre et stort problem i disse år. Vi bliver hele tiden bedt om at forholde os til emner, vi kun har overfladisk kendskab til. (Det kunne eksempelvis være køn og feminisme…)
Jeg har læst bogen, og jeg er vild med den! Og jeg er sur på den!
Så tager vi lige sure-løg-hatten på!
Jeg er vild med den, fordi den er fucking vigtig til at få sat ind over for den herskende kultur, hvor der er så forbandet meget fokus på ja-hatte og positiv tænkning, at alle os, der ikke er helt tilfredse med tingenes tilstand, bliver anset som nogle sure løg, der bare vil ødelægge den gode stemning.
Det er den mest effektive måde at kvæle kritik på – der nogensinde har eksisteret! Det er internaliseret skamfølelse over ikke at være tilfreds.
I gamle dage, når man blev trynet af herremanden eller høsten slog fejl, kunne man i det mindste sige: “Livet er noget lort. Men Guds veje er uransagelige.”
Når man bliver udsat for sorger og uretfærdigheder i dag, kan man kun sige: “Livet er noget lort. Men det er min egen skyld! Det er fordi jeg bare ikke tænker positivt nok omkring min fyring, skilsmisse og hårtab.”
Så Stå fast er altså en god bog. Det vil jeg lige slå fast… Men så vil jeg alligevel også kritisere den.
Hvad mænd gør, er altid det, vi snakker om
For Brinkmann er, næsten som det fremgår af hans efternavn, altså en mann. I den grad. Og derfor er han helt og aldeles kønsblind. Hvilket gør mig pissesur, og det fik mig flere gange til at vrisse over hans pointer. Fordi de kun gælder for mænd.
Han nævner det faktisk selv, men desværre uden yderligere refleksion. Han taler om, at vi skal være bedre til ikke at være i vores følelsers vold. Og i den forbindelse citerer han noget lægevidenskabeligt forskning, der viser, at mænd, der giver efter for deres vrede, har højere risiko for at dø for tideligt. Mens det omvendte er tilfældet for kvinder.
Hov, vent hvad!?
Sagde han lige, at kvinder, der giver efter for deres vrede, lever længere? Ja, det sagde han!
Så må der da komme et helt kapitel mere nu, om forskellene på, hvordan mænd og kvinder kulturelt forventes at håndtere deres følelser, og hvilke konsekvenser det har for dem hver især.
Men nej, kapitlet fortsætter som slået an med fokus på, at vi skal lære at skelne mellem fornuft og følelser.
Græd og smil bare, men prøv ikke på at sige fra!
Problemet er imidlertid, at der er meget – MEGET – stor forskel på, hvordan mænd og kvinder kulturelt set står i forhold til fornuft og følelser.
Traditionen har jo altid været, at mænd er fornuftige og kvinder følelsesladede, og det ævler folk stadigvæk videre om i dag. Hvilket er grunden til, at en mand altid kan mistænkeliggøre en kvindes berettiget brok med et “nå, er det den tid på måneden?”
Vi har faktisk været så overbevidste om den “sandhed”, at vi ikke har opdaget, at der i den grad er sprækker i den. For faktisk er det følelsesladede ikke mere tilladt for kvinder end for mænd. Kun når det kommer til bestemte følelser, især de positive. Kvinder må udvise kærlighed, nærhed, varme og hengivenhed. Faktisk skal kvinder helst udvise den slags følelser. Det er grunden til, at en mand pludselig ud af det blå kan henvende sig til en fremmed kvinde på gaden og bede hende smile.
Og kvinder har også negative følelser, de godt må fremvise: De må også være ulykkelige og græde højt og offentligt.
Hvorimod de ikke må have de udfarende negative følelser. En kvinde, der er vred, er en hystade. En kvinde, der siger fra, er emsig. En kvinde, der stiller krav, er bossy.
Kvinden har mere brug for svar
For mænd er det lige omvendt. For sådan er det jo som regel i vores kultur. Det, der er stemplet som feminint, er lig med noget, mænd ikke må – og det, der kaldes maskulint er noget, kvinder ikke må.
Men mænd må godt være ekstremt følelsesladede. De må for eksempel gerne blive vrede. De skal faktisk helst blive det. Og sige fra og sætte grænser. Måske ligefrem slå fra sig.
Så i virkeligheden er det at være i sine følelsers vold altså to vidt forskellige begreber, alt efter om vi ser på kvinder eller på mænd.
Og det er her, jeg tror, Brinkmanns kønsblindhed virkelig sætter ind. Han ser hele bølgen af selvhjælpstyranni som én ting. Altså som at behovet for selvhjælp er ens for mænd og kvinder. Og det er det ikke.
Min teori er faktisk, at grunden til, at der er kommet alt det fokus på det indre og det spirituelle er, fordi kvinder i årtier har ledt efter svar. Det er jo typisk kvinder, der dyrker selvhjælp.
Og hvad er det spørgsmål, kvinder stiller?
“Hvorfor føler jeg mig så forkert?”
For husk lige på, at vi lever i et samfund skabt af, til og for mænd. Det er ikke designet til kvinder. Så kvinder er forkerte per default. Ergo har mange kvinder en oplevelse af ikke at passe ind. (Det har mange mænd i øvrigt også, fordi de ikke føler sig som den slags mænd, de forventes af være. Men det er formentlig nemmere at fake det, når man i det mindste ser rigtig ud på overfladen.)
Kvindens veje er belagt med lort
Men da kvinder jo ikke traditionelt har haft mulighed for at vende deres frustrationer udad mod verden, har de ikke haft andre muligheder end at vende dem indad. Derfor har deres løsning også været at prøve at søge ind i sig selv, finde metoder i sig selv til at cope, acceptere og tilgive.
Altså en art moderne “guds veje er uransagelige”, der lyder: “Jeg er en emsig mokke, fordi jeg ikke bare er taknemmelig over, at jeg har et job (hvor min chef godt nok tager mig på røven og underbetaler mig) og at min kæreste tryner mig med anklager om russere i lysthuset, når jeg prøver at få ham til at tage sin del af ansvaret. Men det er altså mig, der skal få styr på det. For der er ikke noget mere uklædeligt end en sur kvinde. Kvindens veje er bare utaknemmelige.”
Hvilket jo ligesom religionens passiverende mantraer kan udnyttes af magtfulde mænd (m/k) til at holde kvinder tilbage.
Ret ind eller forsvind!
Og det er der, hvor Brinkmanns kritik alligevel er sindssygt vigtig! Fordi mange af de problemer, kvinder har i denne verden, er ikke nogen, der kan løses med at se indad. De skal tværtimod løses ved at blive vred, sige fra og stille krav.
Men de seneste år er det desværre gået helt amokkenfelt til. For kapitalismen og patriarkatet har nemlig luret, at der er fordele i de indadvendte copingstrategier, så dem har de stjålet og inkorporeret i alt fra arbejdspladser, skoler, over produkter og reklamer, til parforholdsidealer og politik.
Og det er dét, Brinkmanns mission er; at kritisere, at vi i sammenhænge, hvor vi faktisk er i et strukturelt magtforhold bliver forventet at have ja-hatten på og samarbejde.
For resultatet er det, som jeg desværre har prøvet mange gange i mit liv, nemlig at man bliver kaldt ind til samtale(terapi) med en underviser/chef, der lader, som om høn ønsker at medvirke til at udfolde ens potentiale, men i virkeligheden vil have en til at rette ind efter kønskassen, så man er nemmere at styre:
“Hvis du lige var lidt mere mindfuld og kvindelig, lille ven, så ville du ikke kræve så meget i løn. Gå du hjem og arbejd med dine issues, så du kan få ja-hatten på og tænke positivt igen!”
De stille piger har kun et stille potentiale
Det er en pissefarlig tendens, og den koster kvinder meget mere end den koster mænd – fordi den kulturelle accept af, at mænd ‘brokker sig’ trods alt er højere.
(Brinkmann opfordrer i øvrigt til meget mere brok.)
Og jeg tror faktisk også, at det er der problemerne med ‘stille piger, vilde drenge’ i folkeskolen er startet. Lærerne vil gerne “hjælpe” børnene til at udfolde deres potentiale, men da de er kønsfastlåste, kan de kun gøre det indenfor de traditionelle rammer. Ergo bliver det mere et pres for, at man skal være kønsstereotypen – i stedet for en potentiale-frigørelsesproces.
Så jeg vil gerne anbefale alle feminister og andre systemkritikere at læse Brinkmann. Jeg vil i øvrigt også anbefale, at man supplerer den op med Rasmus Willigs Kritikkens U-vending, der også tager fat i denne individualisering af strukturelle problemer.
For det er afgørende, at man som systemkritiker forstår de her affærdigelsesmekanismer, for ellers går man død i anklagerne om at være et surt løg.
Især som kvinde, fordi vi jo alle sammen stadig kæmper med angsten for ikke at være kvindelige (læs: behagelige) nok.
Ja-hatten af, kritikbrillerne på
Men når man læser Brinkmann – ligesom når man i øvrigt læser alle andre inklusiv denne blog – skal man bare have de kritiske briller på og huske, at det er umuligt for forfattere at være opmærksom på alle forhold. Og derfor også umuligt at tage alle forbehold.
Brinkmann har ikke overvejet at køre en kønsanalyse på sin samfundskritik, fordi det ikke er hans metier.
Nu har jeg så suppleret med sådan en. Du kan jo så supplere med en analyse af, hvordan det forholder sig for etniske grupper. Eller en analyse af mine blindheder.
Der er uendeligt mange måder at forholde sig til – og kritisere verden på – og det skal der den ondelusene være plads til. Ellers ender magtmændene (m/k… men mest m) at løbe med det hele, mens systemkritikerne bare sidder og bitcher af hinanden.
Smuk udenpå, værdiløs indeni
Jeg lagde plakaten for mit nye show op som cover på facebook i går:
Og ligesom de andre gange, jeg har delt den på fjæsen, indrullede straks kommentarer, hvor folk vælger side:
“Du er pænest med fregner.” “Du er så pæn uden makeup.” “Du er smuk eau natural.”
Der mangler endnu at være nogen, der erklærer den stylede side for vinderen, men det hænger nok sammen med, at ingen kan få sig selv til at skrive: “Hey, hvis du lige gad dække dit klamme ansigt lidt mere til, ville det bare være fjong.”
Og lad mig straks sige, at det ikke er, fordi jeg er utaknemmelig over, at folk skriver søde ting til mig. Komplimenter er dejlige. Men…
Det er bare lidt, som om disse folk i deres ellers velmenende ros totalt misforstår budskabet med plakaten. Den skal illustrere, hvor meget kvinder påfører sig (og skjuler) for at fremstå som rigtige kvinder. For det er temaet i showet.
Der skal ikke kåres en vinder-side. Det handler ikke om, hvorvidt du synes, jeg er pænest uden eller med makeup (og i øvrigt med en ordentlig røvfuld Photoshop oveni!)
For selvom folk tror, at de giver mig en stor kompliment ved at vælge den “naturlige”, usminkede side af mit ansigt. Så forholder de sig jo stadig kun til det, der er udenpå. Og Sanne hun sidder altså inde bagved fregnerne og pudderet.
Mere fokus på din skønhed, for den handler om… MIG!
Det er det samme med alle de kampagner, der pt bliver lavet for at bringe skønhedsidealernes overmagt lidt i knæ. Om det så er kvinder (eller mænd) der poster bikinibilleder af sig selv som tykke, med stomiposer, med hår under armene – eller i mit tilfælde; hår lidt længere nede. (Ja, jeg har hår på knæene!)
Altid ender det med en masse velmenende kommentarer i stil med: “du er så smuk bla bla bla”. Især til kvinderne.
Og jo, det kan da nogle gange være det rigtige at sige. Det er ikke dårligt at fortælle andre mennesker, at de er smukke. Problemet er, at det nemt kommer til at fremstå, som om skønhed er det eneste, der tæller.
Og det synes jeg altså lidt, man gør, når man for eksempel kårer en vinder-side på min plakat. For det er ligegyldigt, hvordan jeg er pænest – da især i andres øjne: Om jeg er pænest uden makeup, med makeup, bodypaintet blå, tatoveret grøn, plus 40 kilo, minus 5, med arme eller uden.
For når man vælger side – eller når man giver andre komplimenter a la “du er så pæn med diskret makeup” eller “du burde altid gå med (indsæt selv tøjgenstand, der udmærker sig ved at være en, man yderst sjældent er iført)” eller min favorit: “dén frisure klæder dig!” (Underforstået: alt andet, du foretager dig med dit hår, er grimt.)
For det, man jo egentlig siger, er: “Her er min dom over, hvornår du er smukkest. Og den er vigtig, for det er dit liv bør handle om: at fremstå så smuk som muligt. Og-og-og altså ikke sådan som du selv synes, du er smukkest – nej, sådan som vi andre kan lide at se på det. Altid!”
Hængekassefri feministfisse det kan vi li’!
Måske virker jeg lidt sart. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan forklare godt nok, hvorfor det ikke rigtigt føles som en kompliment at blive bedømt på den måde. Som en ko ved et dyrskue, den absolut ikke selv har valgt at deltage i.
Men måske kan Kim Hansen hjælpe med forklaringen:
Sagen er jo, at jeg ikke er mit udseende. Mit udseende er naturligvis en del af mig, en overfladisk del. Men det er ikke den, jeg er.
Men det Kim Hansen her siger, er, at min menneskelige værdi er ret meget lig med mit udseende. Ja, i sådan en grad, at andet ved mig tilsyneladende er helt ligegyldigt. For hvad med alt det, jeg gør, siger, tænker og føler? Har det ingen værdi? Åbenbart ikke.
For Kim Hansen kan altså godt leve med, at jeg lukker femibras ud – bare jeg samtidig ligner en porcelænsdukke, som man må sperme i ansigtet.
Jeg taler så langt fra på alle kvinders vegne her, det ved jeg godt. Mange kvinder elsker at drukne i komplimenter om deres udseende. Mange kvinder gør enormt meget ud af sig selv for at få disse komplimenter.
Og igen, jeg mener som sagt, at man gerne må anerkende både kvinders og mænds skønhed. En kompliment som “du ser dejlig ud” har i mine øjne aldrig skadet nogen – medmindre man efter en kunstpause tilføjer “… i dag!”
Så smuk at hun ingenting ellers kan – ikke engang gå
Men hvis det er den eneste ros, man nogensinde hører…
Damn, det må være ødelæggende for ens selvbillede! Især når billedet så begynder at krakelere. Hvilket det uundgåeligt vil gøre – i hvert fald i forhold til, hvordan vi betragter skønhed i vores kultur, som ikke kan bære rynker og gråt hår. (På kvinder… Mænd må gerne blive gamle.)
Og det her forstår mænd simpelthen ikke!
De forstår ikke, hvor ødelæggende det er, hvis man kun bliver værdsat i kraft af sit udseende. For det prøver de aldrig.
Oprindeligt har der nemlig været en ret klar opdeling i vores kultur, hvor kvinder var det smukke køn, mens mænd bare gik på arbejde.
Det vil sige: mænd gik ud i verden og handlede, tjente penge, tænkte store tanker, skabte fantastiske ting. Mens kvinderne var nogle, man blærede sig med at vise frem over for andre mænd. Kvinden var ikke noget i sig selv – kun i kraft af hendes kobling til manden. Hun var hans ejendel ligesom hans hus og hans hunde. Ergo skulle hun helst være værd at vise frem.
Så alt efter, hvor dygtig manden var til sin del, jo mere overflødig-smuk kone kunne han tillade sig at have. Bedst illustreret ved indsnørede fødder i Kina: “Se mig, jeg er så betydningsfuld, at min kone kun sidder til pynt!”
En deciliter historisk tilbageblik tilsat et drys Austen
Så alt det her har jo givet mening – på en uhyggelig ”lad os aldrig gå tilbage til det”-måde – engang hvor hele kvindens værdi netop var hendes constitution, som Jane Austen ville kalde det. Og som jo bedst kan oversættes med forfatning. Altså ligesom et hus. Hvilken forfatning er hun i? Er der nogle K3’er? (K3’ere er i øvrigt altid revner i facaden og svamp i underetagen!)
Men inden nogle læsere så stikker af i kvasi-videnskabelige forklaringer om, at kvinder derfor er biologisk/evolutionært kodet til at fokusere på deres udseende, så lad mig straks indskyde, at der i mange andre kulturer har været langt mere fokus på mandens udseende (eksempelvis i det gamle Grækenland), og at det med en kvindes constitution altså meget sjældent kun handlede om udseende. (Der er vist næsten kun de føromtalte indsnørede fødder i den kategori.)
Nej, constitution handlede i lige så høj grad om kvindens talenter på klaver og til at arrangere blomster, hendes blide, dydige sind og i evnen til at skabe et dejligt hjem for manden og børnene. Og i de mere laverestående samfundslag også, om hun kunne malke, lave mad og hjælpe til med alt fra markarbejde til slagtning.
Men de dele af kvindens særegne værdi forsvandt lidt, da samfundet skiftede karakter, og hun blev lige med manden i forhold til at tjene penge uden for hjemmet, uddanne sig og deltage i demokratiet – og altså ikke længere kunne være noget alene i kraft at sin (hus)moderrolle.
Tilbage som særlig kvindelig værdi stod kun udseendet.
Katjing – mønter direkte ned i smuksakkens lommer
Faktisk blev udseendet efter kvindefrigørelsen pludselig noget, en kvinde kunne leve af, når hun skulle forsørge sig selv. Jo smukkere, hun var, jo mere værdi kunne hun rent faktisk indbringe – til sig selv og til modelagenturer, filmselskaber og pornobagmænd.
Dette er den dag i dag stadig de få brancher, hvor kvindelige stjerner kan tjene væsentligt mere end deres mandlige kolleger.
(I parentes bemærket er der masser af undersøgelser, der viser, at “smukke” mennesker generelt klarer sig bedre på mange parametre – de tjener mere, avancerer oftere, får lavere straffe osv. Men det gælder også for “smukke” mænd, så jeg tillader mig lige at se bort fra den del her. Jeg nævner det bare her i parentesen, fordi jeg er udmærket klar over, at mit åbenbart “smukke” udseende formentlig åbner en del døre, der ville have været lukket for en pukkelrygget, skeløjet, skaldet Sanne med underbid.)
Pointen med dette historiske opskrab er at vise, at der altså er en god grund til, at mænd vurderer kvinders udseende – og at kvinder vurderer kvinders udseende. For det er det er den kulturelle bagage, vi alle har med: vi ser udseendet som kvindens største aktiv.
Og både mænd og kvinder tror derfor, at når de komplimenterer en kvindes udseende, så lægger det noget til hendes værdi, og når de sviner hendes udseende, så trækker de noget fra hendes værdi.
Hvilket forklarer, hvorfor tilsvininger om udseende fylder så meget, når nogen kritiserer kvinder. (Og det er forklaringen på, at feminister altid fremstilles uattraktive. For så er de jo mindre værd end rigtige smukke, passive og ikke-konfliktskabende kvinder.)
Du er så smuk, at din mening ikke tæller
Så det er altså positivt ment, når folk komplimenterer en kvindes udseende. Og dog…
For det sker også, at komplimenter bruges mere som en måde at få reduceret en kvindes – ofte hårdt tilkæmpede – ligeværdige værdi. Det vil sige, at man(d) ønsker at tage værdien af det, hun gør, kan eller siger ved i stedet at sætte fokus på, hvordan hun ser ud. Altså et sexistisk magtspil, der handler om at genindføre kvindens traditionelle laverestående status.
Den slags “komplimenter” kan man heldigvis nemt genkende. De optræder nemlig altid i sammenhænge, hvor kvinden gør noget andet end at se godt ud: passer sit arbejde, fremlægger et projekt, stiller op til et valg, fremsiger en vigtig pointe, dyrker en form for sport (og vinder) eller deltager i en meningsudveksling (og vinder).
Og her er det i øvrigt ligegyldigt, om man siger “komplimenten” direkte til hende – eller om man siger det om hende til andre.
Det kunne – bare som eksempel – være den slags, visse mænd skriver til en kvindelig komikers klip på youtube:
Kommentarer i de to kategorier – noget med Sannes udseende og noget med, at Sanne/kvinder ikke er sjove – udgør pt mere end halvdelen af kommentarerne under mine youtube-klip.
Heldigt, at siden jeg åbenbart er så dårlig til mit arbejde, at jeg så i det mindste er lækker, hva’…
Men jeg opfatter det virkelig ikke som komplimenter, at man(d) skriver om mit udseende på den måde. Jeg synes, underteksterne skinner for tydeligt igennem.
I bedste fald er underteksten: “Hey, drenge, jeg har en legitim grund til at se på hende her. Det er ikke, fordi jeg pludselig er blevet bøss’ eller noget, bare fordi jeg kan li’ en kvindelig komiker. Jeg vil stadig knep’ hende, okaj!”
Men I værste fald er underteksten: “Hey, piger, I skal ikke tro, at bare fordi en af jer får opmærksomhed på noget, hun render og laver, at I piger så pludselig er noget. I er stadig kun noget værd, hvis nogen vil knalde jer.”
(Sidstnævnte undertekst virkede i øvrigt til at gælde godt og grundigt hos dem, der fik den alletiders idé at indføre en ‘Ku’ godt’-kategori kun til kvindelige kunstnere ved seneste Zulu Awards.)
Må jeg ikke også få lov at være lidt pæn, selvom jeg bare er en mand
Men hvis vi ser bort fra bitre mænd med små pikke og misundelige kvinder med… store kusser!? Så er det jo som hovedregel positivt ment, når folk komplimenterer kvinder. De tror som bekendt, at de lægger noget til hendes værdi.
Faktisk tror jeg, at mange mænd i virkeligheden ville ønske, at de også kunne få lidt mere ros på deres udseende – ligesom kvinder gør. Fordi jeg tror, mænd savner at blive rost for det, de bare er – stedet for altid at skulle præstere noget for at få ros og anerkendelse.
Så de kigger på de smukke kvinder og giver dem de komplimenter, de selv ville ønske at få – og selvfølgelig de komplimenter, de tror, kvinder gerne vil have. Fordi der jo er grotesk fokus på kvinders udseende – og kvinder selv gør så meget ud af det – at det kan være svært at se, at der skulle være andet og mere at snakke med os om.
Mens jeg så går rundt og giver mænd, de komplimenter, jeg gerne selv ville have: “Ej, hvor er du sej. Du er så pissedygtig til dit arbejde. Du gør virkelig en forskel.”
Og stresser så dem yderligere i, at de skal præstere noget for at føle sig gode nok. Catch 22 i kønsrollemønster.
Åh, at være en smuk passiv… ting
Men selvom jeg sagtens kan forstå, hvorfor det også er surt for mænd at være låst fast i de kulturelle forventninger, der er til deres køn, så kan jeg altså mest tale ud fra mit eget. Og mit køn er det smukke køn. Det er et problem. (Da især for dem, der ikke kan bloggebrokke sig over at blive kaldt smukke, men som kun oplever at blive reduceret til et ikke-kneppebart udseende. Jeg har skrevet om det tidligere.)
For sagens kerne er jo, at det er en objekt-position. Mens mænd til stadighed har subjekt-positionen: De kan/skal handle for at blive noget. Kvinder skal bare forholde sig passivt og satse på, at Gud og/eller generne har velsignet dem med en værdi. (Og selvfølgelig i det skjulte handle ganske aktivt på at opgradere den værdi med peeling, waxing, tanning, toning, makeup, plastikoperationer og slankekure.)
Det vil sige, at mænd bliver ved med at have større frihed. De kan selv skabe sig deres identitet. De kan selv vælge, hvor meget arbejde de vil lægge i deres værdi. (Samtidig med, at de som alle mennesker indimellem føler sig grimme og uelskelige og kun har meget få remedier til at gøre noget ved det, for de må jo ikke fokusere på deres udseende.)
Mænd er med andre ord ikke tvunget til at sidde passivt og vente på, at andre tillægger dem en værdi. De har selv en vis magt over deres egen værdi.
Nå, ja, det kan man selvfølgelig argumentere for, at kvinder også har. Kvinder kan jo bare bruge hele vores tid og (en mands) formue på at opgradere værdien af udseendet – indtil vi er færdige-som-fyrre-årige-færdige.
Men det er der sgu da ikke særligt meget værdi i for andre…
Medmindre selvfølgelig at nogen virkelig vil argumentere for, at talentmassen hos halvdelen af jordens befolkning udelukkende skal bruges på onanifantasier til den anden halvdel.
Imagine living it
Endnu engang fik Jon Stewart mig til at klappe i mine små kagefedtede komikerhænder over dette rant. Hvor han beskriver hykleriet omkring nedskydningen af den unge, sorte og ubevæbnede Michael Brown i Ferguson.
For det er tydeligt, at i forsøget på ikke at tage dette mord, denne krænkelse af alt fra almindelig anstændighed til menneskerettigheder, alvorligt, benytter de højreorienterede, amerikanske meningsdannere og medier alle tricks i bogen: afsporinger, victimblaming, stråmænd, fejloplysninger, vildledninger, med-vilje-misforståelser og almindeligt idioti.
Men nedenunder det hele ligger et klart spor af: ”Årh, hvorfor skal vi nu til alt det racehalløj igen. Hold nu op, vi er altså kommet videre. Det er bare tilfældigt, at sorte mennesker bliver forfulgt, fornedret og myrdet. Det har intet med race at gøre. Så stop med at spille racekortet!”
Hvortil Jon Stewart så fuldstændigt vidunderligt nailer den med: ”Race is a constant. It’s there. You’re tired of hearing about it!? Imagine how fucking exhausting its is living it.”
Åh nej, skal vi nu til det der feministbavl igen!
Det fik mig som så ofte før til at trække parallellen fra race til køn. For problemstillingen er jo fuldstændig identisk. Hver eneste gang nogen formaster sig til at nævne, at nej tingene er ikke a-okay, hvis man er kvinde i dette land (og heller ikke i resten af verden) så kører modstanden på for fuld smadder.
Og nedenunder – ja, tilmed ofte ret udtalt – ligger den samme klare spor af: ”Årh, hvorfor skal vi nu til alt det feministhalløj igen. Hold nu op, vi er altså kommet videre. Det er bare tilfældigt, at kvinder bliver forfulgt, fornedret og myrdet. Det har intet med køn at gøre. Så stop med at spille kønskortet!”
Men for at parafrasere den kære Stewart: ”Køn er konstant markør. Det er hverdag hver dag. Og er du træt af at høre om det!? Så forestil dig, hvor fucking trættende det er at leve med det!”
Desværre er der – nøjagtig ligesom der er bunkevis af sorte amerikanere, der lydigt synger med på de hvide racisters klagesange og insisterer på, at racisme ikke er et issue længere – horder af kvinder, der gør det samme i forhold til sexisme. Fordi det er nemmere.
Det er nemlig altid nemmere at tale magten efter munden frem for at tale den midt imod.
Terroristen i toget og andre spøgelser
Og magten i dette tilfælde er altså racistiske og sexistiske strukturer i vores samfund. Strukturer, der gør, at en ung mand nedskydes på åben gade af den selv samme politistyrke, der har svoret at beskytte borgerne mod ugerninger og uretfærdigheder. Og strukturer, der gør, at en anden ung mand i et tog på den anden side af Atlanten udløser en terroristjagt. Fordi mennesker i Vesten nu er wired til at koble direkte fra ”muslimske udseende” til terrorist.
Hvilket den unge mand var så udmærket klar over. Derfor gemte han sig på et toilet, indtil han havde meldt sig selv. For andre steder i verden skyder man jo hans slags uden at spørge. Dumt at satse sit liv på, at det skulle være anderledes i Danmark.
Jeg tror, han gjorde ret i den antagelse. For ”uskyldig til det modsatte er bevist” tæller tilsyneladende ikke i samfund i så racistisk denial som vores.
For hvis vi var ærlige omkring vores racistiske strukturer, så ville vi indse, at vores angst for terrorisme her i Norden faktisk ikke burde få os til at frygte en ung mand af muslimsk udseende i et tog – vi burde i stedet sætte en terroristjagt i gang ved synet af samtlige blonde mænd i politiuniform!
Negerne er uskyldige, men kvinder beder altså selv om det!
Men pointen er, at de sexistiske strukturer gør nøjagtigt det samme ved os som de racistiske. Selvom mange har svært ved at forstå, at de kan være lige så alvorlige som nedskydningen af en uskyldig teenager. Men det kan de!
Det er de sexistiske strukturer, der gør, at 18 uskyldige kvinder (and counting) er blevet myrdet her landet i år. Og det er de sexistiske strukturer, der gør, at ingen taler om, hvad det i virkeligheden er; nemlig æresdrab. Det er “æreskrænkede” mænd, der myrder. Men hvorfor myrder “æreskrænkede” mænd kvinder? Og hvorfor taler vi kun om det fucked up kvindesyn, når mændene har en anden hudfarve/kultur/religion?
Det er også sexistiske strukturer, der gør, at når en 16-årig sanseløst beruset teenagepige udnyttes seksuelt af tre ældre drenge til en fest, så betragtes det, som pigens egen skyld, og drengene går fri. Hun kunne jo bare have ladet være med at 1) drikke, 2) tage til fest, 3) flirte, 4) være pige, 5) have kropsåbninger.
Det er ligeledes de sexistiske strukturer, der gør, at det politi, der også her i landet skulle forestille at beskytte borgerne mod uretfærdigheder og ugerninger, behandler voldtægtsofre med mistro og snagen, fordi grundtanken er, at kvinder enten lyver og/eller selv er skyld i, at et eller flere andre mennesker har overfaldet dem.
Og når de få af dem, der kan fremvise tilpas mange rifter og skader nok til at få retsvæsnet til at køre sagen, så ender i retten, krænkes ofrene yderligere med spørgsmål om, hvad de havde på, hvor meget de drak osv.. Fordi det altid forventes, at kvinden har en form for skyld i, hvad andre gør mod hende.
Hun kunne jo bare havde været mere dækket til/mindre fuld/mere hjemme/gå fra sin voldelige mand. Ligesom unge, sorte mænd i USA jo også bare kunne lade være med at gå ud og blive skudt af politiet…
Men heldigvis kan du både være bange og uden retssikkerhed
Det er den yderste konsekvens af de sexistiske strukturer. Så kan man selvfølgelig argumentere for, at det at kvinder lever med angsten for overgreb og mord er forfærdeligt, men dog også en konsekvens af at være i live. Vi er alle sammen bange for noget. Og mænd bliver også jævnligt banket og myrdet. (Især som bekendt de sorte af slagsen…)
Men kvinder lever altså derudover med den viden, at vi ikke kan regne med at blive taget alvorligt, hvis noget forfærdeligt skulle ske os. Vi kan ikke stole på politi og retsvæsen. Vi kan ikke regne med retfærdigheden sker fyldest!
Ligesom sorte i USA heller ikke kan regne med sikkerhed og retfærdighed på lige fod med hvide.
Dét er racisme og sexisme. Sådan ser det ud! Det er det, du skal forestille dig at leve med hver dag, hvis du er så heldig at være hvid eller mand: Bevidstheden om, at din krop, din integritet, og dit liv ikke er lige så meget værd som en af en anden hudfarve/et andet køn.
Stå op til endnu en dag som den hvide mands underhund
Og så skal du også forestille dig alle de konstante påmindelser om det: fra taxachaufføren, der ikke vil tage dig op, fordi du er sort. Til mekanikeren, der ikke lytter til, hvad der er galt med din bil, fordi du er kvinde. Og den gamle dame, der spytter efter dig på gaden, fordi du går med tørklæde. Eller den fulde kollega, der rager dig på røven til julefrokosten, fordi du er en kvinde og har en krop.
Alle de påmindelser, der gør, at skulle det værste ske; et overgreb, et overfald så ved du allerede godt selv, at du ikke skal regne med at blive taget alvorligt. At dine ord og oplevelser ikke tæller lige så meget, som havde du været hvid eller en mand. Og dermed ved du, at du ikke har så meget ret til retfærdighed.
Samt selvfølgelig, at du skulle have gjort alt andet, end det du gjorde. At du må tage ansvar for at kompensere for din fejlfarve eller dit fejlkøn. Du vil fremover gøre noget andet: gå en anden rute hjem, straks lægge dig fladt ned på maven, hvis du ser en betjent, lade være med at læse til eksamen i toget, ikke tage imod en drink i byen. Og aldrig, aldrig nogensinde se fremmede mænd/hvide i øjnene! For ikke at indbyde eller provokere til noget.
Du vil slå blikket ned, og du vil vide: Jeg er mindre værd.
Now imagine living that!