Category Archives: Ikke kategoriseret
Pragmatisk feminisme
Det er altid fedt at komme i situationer, der får en til at erkende andre sider af sig selv. Nej, det er langt fra altid fedt i situationen, men på sigt får jeg som regel rigtigt meget ud erkendelsen: Gud, sådan er jeg også!
Så i går gik det for første gang op for mig, at jeg er pragmatiker. Det ville jeg aldrig have tænkt. Mine tætte venner ville måske nok, de ville nok have sagt, at jeg typisk er ret løsningsorienteret. Men jeg har altid set mig selv lidt som en håbløs idealist, der hele tiden drømmer om smukke uforløste potentialer – hvad enten de er samfundsmæssige eller menneskelige.
Men så i går gjorde jeg nogle feminister sure, fordi jeg sagde noget pragmatisk. Og jeg forsvarede mit synspunkt med endnu flere pragmatiske pointer, så jeg blev helt inspireret til at lancere en ny form for feminisme: Pragmatisk feminisme!
(Ikke at forveksle med feminist-pragmatisme, der er en nyere filosofisk retning, og som jeg ærligt talt har forstået meget lidt af.)
Så tager du dig af isbjørnene, og så tager vi ligelønnen
Miseren begyndte, fordi jeg skrev en kronik i Information. Det var et svar til en blodrød feminist, der krævede feminismen tilbage til kampen mod kapitalismen.
Det syntes jeg er at spænde feminismen for en voldsom stor vogn. Jeg er ikke uenig i, at der gerne må ske samfundsomvæltninger, jeg synes bare ikke, at det er feministers opgave at håndtere alle omvæltningerne på én gang og oveni alle ligestillings- og kønsproblemer.
Pragmatisk feminisme foreslår, at vi sætter ind på flere fronter, så dem, der interesserer sig for – og ikke mindst ved noget om – miljøet arbejder for at bevidstgøre og ændre miljøproblemer. Og dem, der har interesse og viden om globalisering eller migration eller økonomi eller titusinde andre områder tager sig af dem, og så tager feministerne sig af køn – og så mødes vi alle sammen og erfaringsudveksler og arbejder sammen på de områder, der overlapper.
Rigtige feminister spiser linser og kapitalistsvin!
Det var min pointe med kronikken, men ifølge et par utilfredse feminister var det ikke en valid pointe. Okay, det er så deres mening. Jeg skal jo som sådan ikke bestemme, hvordan andre er feminister, eller hvad andre må mene. (Eller hvordan andre er, og hvad de skal mene om noget som helst andet for den sags skyld – ja, sindssyg pragmatisk, hva!?).
Jeg prøver blot at invitere andre typer ind i feministkredsen, andre som måske ikke lige har lyst til at indgå i hele den samfundsomvæltende retorik, men som måske bare har en søn, der er homoseksuel og gerne vil være med til at skabe opmærksomhed omkring hate crimes.
Pragmatisk feminisme er, at alle mulige og umulige typer står sammen om en løsning – som eksempelvis en øremærket barsel til mænd – uanset øvrige politiske tilhørsforhold og andre særinteresser.
Fordi dét er ligestilling! Og ligestilling er en dejlig værdi – som mange af os deler, selvom vi ikke altid er enige om ret meget andet.
Upragmatisk feminisme er at sige: ”Ja, vi vil have øremærket barsel, og nå ja, så vil vi også have fjernet den private ejendomsret, og at alle skal holde op med at spise dyr.”
Personligt kan jeg ikke se, hvad de andre holdninger har med feminismen at gøre – men det er der altså andre feminister, der kan. Og dælme om de ikke også kan insistere på, at jeg skal have de holdninger, før jeg kan få lov at kalde mig feminist.
Rigtige feminister er ikke liderlige efter pik hele tiden
Så nu kalder jeg mig altså pragmatisk feminist, og hvis det ikke er godt nok, holder jeg sgu helt op med at bruge ordet igen. Your loss, feminism!
Ja, undskyld, men hvem fuck har fat i den fede ende af pinden her? Alle os feminister, der prøver at balancere feminismen ud, gøre retorikken mindre skinger, mere imødekommen, mere inkluderende for alle, og dermed mere mulig at tackle for almindelige mennesker – eller de få, der insisterer på at blive ved med at sige ”patriarkalske strukturer” i hver anden sætning og på, at kun de må definere, hvad rigtig feminisme er?
Jeg fik følgende kommentar af en lesbisk feminist i forbindelse med mit seneste show Mandehader? Et show om at være alt for glad for pik:
”Årh, jeg er så træt af, at heteroseksuelle feminister altid skal gøre så stort et nummer ud af, at de elsker mænd.”
Ja, det er godt nok det værste, vi kan gøre for feminismen, hva!? Skubbe til den forestilling, at alle feminister er lesbiske mandehader. For det ry har jo bare kørt supergodt for bevægelsen de sidste 150 år!
Pragmatisk feminisme foreslår, at vi lige får gjort op med det indre arvegods af berettiget bitterhed og kommer i gang med at finde fremtidige løsninger i stedet for.
Kvinder, der hader mænd, der hader kvinder, der så hader mænd endnu mere
Og nu jeg er ved ordet ’mandehader’, så må jeg da hellere lige tage den med. For en stor del af surheden, jeg fik ovenpå kronikken handlede om, at jeg brugte det ord. Og det ønsker feminister ikke på nogen måde relateret til feminismen.
Okay… men det er det altså! Jeg beklager at være pragmatisk party pooper igen, men det er faktisk lidt det ry, vi har. Sorry, don’t shoot the messenger!
Min tankegang er så at få gjort op med det ry. Diskutere det for åbent tæppe, vise at vi rydder ud i den mandehadende retorik – som at den lesbiske i ovenstående kommentar ikke udviser nogen forståelse for, at 90 procent af kvinderne i verden faktisk godt kan lide mænd og gerne vil knalde med dem.
Faktisk er liderlighed så stort et problem for mange af os heteroseksuelle kvinder, at hvis vi tvinges helt derud, hvor vi skal vælge mellem de to, vil de fleste af os hellere have pik end ligestilling…
Jeg synes også, det er helt vanvittigt arrogant af de feminister, der nægter at anerkende, at der findes mandehadere. Selvfølgelig er de færreste feminister mandehadere, og derfor er det dybt frustrerende at blive kaldt det ved hver eneste lejlighed, bare fordi man siger noget feministisk. Men det ændrer ikke på, at de findes.
Feminismen er en bevægelse, der går ud på at bekæmpe kvindehad – men samtidig nægter man så pure, at der også findes mandehad. WTF!?
Pragmatisk feminisme siger, at det ikke er okay at tale nedsættende om et køn – hverken kvinder eller mænd eller dem derimellem. Og selvom det historisk set har været kvindekønnet, der har været mest ramt (og stadig er), så er der også strukturer, der begrænser mænd. Derfor – og fordi de også er mennesker – har mænd lige så meget krav på at blive behandlet ordentligt og ligeligt.
Rigtige feminister griner kun af økologiske jokes
Desuden er jeg komiker, og derfor siger jeg ting på en skæv og politisk ukorrekt måde. Fordi comedy kan noget som ideologier og højtravende snak ikke kan; det kan vende ting på hovedet.
Men det er en af de andre vogne, upragmatiske feminister mener, at alle, der kalder sig feminist, skal spændes for; den humorforladte, politiske korrekte vogn. Den vogn, der er er så kedelig, at den kører i rutefart mellem Kedelig og Ikast.
Det siger jeg, fordi det er sjovt at sige, at Ikast er en kedelig by. Og så har jeg måske fornærmet nogle folk i Ikast, og de kunne så – ligesom nogle sure feminister – bruge en masse tid på at afkræve forklaringer og undskyldninger for den fornærmelse, eller de kunne acceptere, at jeg lavede en joke.
Pragmatiske mig foreslår, at hvis man synes, det ikke var en god joke, eller man generelt ikke kan lide min humoristiske tilgang til feminisme eller til andre emner; at man så lader være med at læse og se mine ting og holder op med at følge mig på facebook!
(Ja, det er nok en mere radikal idé, end det er en pragmatisk; men man kan jo altså bare vælge ikke at lade sig fornærme for enhver pris!)
Nu har jeg sagt m-ordet og b-ordet, så mangler vi bare n-ordet
For jeg må tilstå, at hvis jeg skal spændes for den politisk korrekte vogn for at kunne få lov til at kalde mig selv feminist, så er det bye bye lilla ble.
Ja, det er to gange i dette indlæg, jeg har truet med at droppe at kalde mig feminist nu. Tredje gang så effektueres det – ligesom Candyman, der kommer ud af spejlet.
Nej, selvfølgelig stopper jeg ikke med at være feminist. Det er ikke parti, jeg har valgt at melde mig ind i, som jeg kan melde mig ud af igen. Det er min grundholdning til mennesker, og jeg vil blive ved med at tale og kæmpe for ligestilling.
Men jeg er også komiker og debatainer – som er min selvopfundne titel, fordi jeg nægter at være kedeligkorrekt, saglig debattør – så derfor vil jeg også fortsætte med at være feminist med et tvist af sjov.
Fordi pragmatisk feminisme siger, at nu har surheden altså fået taletid nok. Enten så er du rigtig vred – for mange uretfærdigheder i denne verden kræver stadig den vrede – ellers finder du et smil frem og begynder at jazze problemstillingerne op med alternative, nytænkende tilgange.
At blive mopse-fornærmet over, at en erklæret feminist selv bruger ordet ’mandehader’ – er lidt som at fyre Jim Lyngvild for i sjov at sige ordet ’bøssekarl’. Hvilket Gay Pride jo som bekendt gjorde her i sommer.
Nu er det ikke, fordi jeg nødvendigvis har lyst til at sammenligne mig selv med Lyngvild, men han er entertainer ligesom mig, og hvis man vælger at hyre sådan en, så hyrer man altså hele pakken. Så kan man ikke komme med krav om at hugge en hæl og en holdning i alt, hvad vedkommende ellers foretager sig. Så kan man jo altså som bekendt lade være med at hyre eller følge vedkommende.
Rigtige feminister har alle sammen præcist lige lange bryster
Det er hårdt at skulle håndtere, at størstedelen af landets befolkning hader feminister, fordi de tror, vi er aggressive mandehadere, der er ude på at få kvinder frem på mænds bekostning. (Det tror de altså, sorry, don’t shoot the… okay, du er med.)
Men det er faktisk meget hårdere at skulle tackle de feminister, der opfører sig, som om de er fucking menneskehadere!
Jeg mener; pludselig bliver jeg mødt med krav om, at jeg skal være 100 procent solidarisk med en gruppe af feminister – der ikke kan finde ud af at være solidarisk med nogen, som ikke er 100 procent enige med dem. Der er sgu da noget grundlæggende galt i den indstilling, er der ikke?
Pragmatisk feminisme siger, at hvis du vil kæmpe for ligestilling, må du også acceptere uenigheder om, hvad der er det gode samfund. Ellers er det ikke en ligestillingskamp – så er det ensretning!
Pragmatisk feminisme siger, at der er plads til forskellige meninger, fordi pragmatisk feminisme er grundlagt på den forestilling, at vi alle er forskellige – men alligevel stadig skal behandles ordentligt og ligeligt.
Tilføjer et ignorantus-udtalelses-filter
Pragmatisk feminisme siger også – og det er nu det bliver virkelig radikalt – at der ikke er et objektivt endemål for, hvad der er ”ordentligt og ligeligt”, men at det er en konstant diskussion mellem alle de mange forskellige meninger.
Og endelig siger pragmatisk feminisme, at alle meninger er lige meget værd – ligesom alle mennesker er lige meget værd.
Men fordi jeg er grundlæggeren er der dog en væsentlig tilføjelse her: Medmindre selvfølgelig, at du ikke ved, hvad du snakker om, for så er din mening mindre værd!
Selvom du stadig ikke er det som menneske.
Og hvis du fortsætter med at køre løs med din ignorance, så… ja, så holder jeg op med at lytte/læse/følge dig – det er den store spændvidde af muligheder, jeg har. Du har ret til at være en idiot – og stadig blive behandlet ordentligt og ligeligt. Det er det største indbyggede problem ved pragmatisk feminisme.
Thi kendes for rettesnor
Jeg tænker en del over domfældelser for tiden. Ikke dem, der foregår i Højesteret, men dem der foregår blandt neuron-jurymedlemmerne i mit hoved. Det kommer sig af en lang selvudviklingsproces, jeg har været igennem, hvor jeg har arbejdet med at forstå, at andre ikke nødvendigvis er idioter, fordi de ikke tænker ligesom mig.
Og det viser sig faktisk at være utroligt nemt at tilgive andre deres ”fejl” – men samtidig smadrer det også bare hurtigt min egen selvforståelse.
Madame de Staël har sagt ”at forstå alt er at tilgive alt.” Og det har hun foruroligende ret i. For så det kan nemlig godt lade sig gøre at tilgive folk som Breivik.
Når man virkelig følger den tankerække til ende, der hedder: Hvis nu jeg havde været født under hans omstændigheder – som selvfølgelig indeholder en masser faktorer, ingen nogensinde kommer til at kende – havde jeg så handlet anderledes, end han gjorde?
Jeg vil meget gerne tro, at jeg havde – min selvforståelse afhænger faktisk af det: Der må på en eller anden måde være noget, der adskiller mig fra psykopaterne. Men i og med, at Breivik ikke fik en forvaringsdom, men blev dømt som ”normal”, så siger retten i Norge faktisk, at hans handling i princippet kunne være begået af hvem som helst. Det er en skræmmende tanke.
To be or not to be like that
Men jeg arbejdede altså en del med at tilgive andre, fordi jeg i mange år var oprigtigt talt pissevred. Jeg blev så arrig over at møde alle mulige mennesker, der gjorde og sagde ondskabsfuldheder – både mod andre og mod mig (som tidligere mobbeoffer er det reaktionsmønster nok ikke helt unormalt.)
Efterhånden som jeg kom op i 20’erne, begyndte jeg dog at indse, at det var mildt sagt uhensigtsmæssigt at reagere så vredt, samt ikke mindst utroligt anstrengende for mit eget velbefindende, og så måtte jeg i gang med andre redskaber. Og forståelse er et meget effektivt redskab.
Da jeg hverken er coach, terapeut eller det mindste interesseret i at hjælpe dig med din selvudvikling, så har jeg ikke tænkt mig at give en lang udredning om, hvordan man bliver bedre til at forstå andre. Hvis du vil lære det, så må du selv finde litteraturen. Men jeg vil dog sige, at noget der hjalp mig ret meget, var skuespillertræning. Der findes mange teknikker også inden for den disciplin, men en af dem, der virkelig gav mening for mig, var at se på replikkerne og så lave et bagudrettet psykisk regnestykke; hvis jeg skulle sige det der, hvad skulle der så være hændt mig?
På den måde kan man altså pludselig forstå de mest ubehagelige mennesker, fordi man bogstaveligt talt går i deres sko. Og når man forstår alt, så har man på sin vis også tilgivet dem, for så forstår man, at de ikke er så forskellige fra en selv.
Er det ikke bare smukt? Nej!
Er det virkelig mit liv? Virkelig? Nå, okay så.
For så sætter man Dogville eller Hævnen på, og så føles det faktisk meget rart, at der ikke er så meget forståelse og tilgivelse, men slet og ret selvtægt og hævn.
Forståelse og tilgivelse er glimrende redskaber til at slippe af med vrede. Problemet er, at de nemt tager alle andre følelser med i købet.
Lad mig genfortælle en historie af Eckhart Tolle, den store guru inden for den nærværs- og mindfuldness bølger, der tsunamiagtigt vælter ind over os i de her år. Historien er fra hans bog En ny jord og handler om en japansk zenmester, der levede for mange år siden og var højt respekteret og anerkendt. Men så en dag bliver hans nabos teenagedatter gravid og presset af sin far, lyver hun og siger, at zenmesteren er faren til barnet. Rasende styrter naboen over til zenmesteren og sviner ham til, til hvilket zenmesteren siger: ”virkelig”.
Herefter spredes rygtet i byen, og zenmesteren mister alt sin respekt og anderkendelse (for ikke at glemme sin indtægtsmuligheder, men det siger de ikke noget om i historien, så måske lever zenmestre bare af ginseng-rødder, de selv dyrker) og også til dette siger zenmesteren: ”virkelig”.
Så går der ni måneder, og barnet kommer til verden. Naboen tager babyen ud af hænderne på moren og går ind til zenmesteren med det og siger, at siden det er hans barn, så må han tage sig af det, og zenmesteren siger: ”virkelig.” Og han tager sig af barnet som sit eget, og det vokser op.
Der går et par år, så tager teenagedatteren sig så sammen til at indrømme, at det altså ikke var zenmensteren, der havde gjort hende gravid, og naboen går brødbetynget ind og undskylder og tager barnet med sig igen, til hvilket zenmesteren siger – ja du gættede det – ”virkelig”. Han får nu meget større respekt og anerkendelse, end han havde før, men også til dette siger han: ”Jeg er en kæmpeidiot og har ingen selvrespekt…”
Nej, han siger selvfølgelig bare: ”virkelig”.
Mit meget skarpe sværd er virkelig kun til pynt.
Jeg kan sgu egentlig godt lide meget af filosofien i mindfuldness, men her står min hjerne simpelthen af. Den historie har pisset mig så meget af. Jo, tak mere vrede.
Men så er mindfuldness jo så snedigt indrettet, at hvis du vil diskutere med dets præmisser, så er det nok, fordi du ikke er mindfuld nok endnu…
Og det sektagtige lort gider jeg simpelthen ikke. Man må have lov til at forholde sig rationelt til filosofier, ellers er det religioner og blind tro, og dem har vi vist haft rigelige af.
Historien med zenmesteren understreger nemlig så fint, hvad problemet med fuld forståelse er. Når du forstår – og tilgiver – alle deres små og store synder, så lever du muligvis i fuld balance, men 1) du bliver en kastebold i andres hænder og 2) dit indre liv er dødt.
Nu er zenbuddhismen jo ikke helt så dum, som den bliver gjort til i mindfuldness-historien her. I virkeligheden var det jo samuraiernes religion, så der har oprindeligt været indbygget en slå-fra-dig-morale.
Og det var det, jeg begyndte at indse med min vrede, at godt nok kan det være vildt ubehageligt at komme i konflikter og blive vred, men det er bestemt ikke mindre ubehageligt at komme i konflikter og ikke blive det!
Så fucker du edderlåsme af, mester!
Nu har jeg selvfølgelig lært at nuancere det lidt, så vrede ikke er min automatreaktion på alle uretfærdigheder – humor er for eksempel tit meget mere effektiv. Men vrede har altså en berettigelse.
For eksempel dengang en mand satte sig ind ovenpå mig i min bil. Jeg sad i min bil uden for min opgang og skulle lige til at lukke døren, da den her psykopat på stoffer sætter sig ind ovenpå mig og ser på mig med øjne, hvis pupiller er så udvidede, at øjnene er helt sorte. Så blev jeg sgu vred (og bange), og da jeg ikke kunne skubbe ham ud, satte jeg i stedet hornet i bund, indtil folk begyndte at kigge ud af vinduerne, og min søde grønsagshandler kom tililende for at se, hvad der skete og fik psykopaten hevet ud.
Når ens grænser i den grad bliver overskredet, er vrede helt på sin plads. Også når det er de psykiske grænser – når folk mobber, håner og latterliggør en. Og nej, vrede er da langt fra altid den mest hensigtsmæssige reaktion.
Måske ville verden blive et bedre steder, hvis vi alle var i stand til at sætte os ned og diplomatisk indgå en dialog i stedet for at blive vrede, men hvis ens grænser først er overskredet, så er dialog altså for sent. Hvad skulle jeg have sagt til psykopaten til min bil? ”Vil du virkelig sidde her bonget op på stoffer og gøre mig vildt bange? Virkelig?”
Også kærlighed går over, så… why bother!?
Og det er mit første problem med zenmesteren i historien ovenfor. Hans grænser – hans integritet – trues af falske rygter, og det bliver han ikke vred over!?
Okay, så siger vi, at man til en vis grad må leve med, at folk lukker lort ud bag om ryggen på en, sådan er det jo. Men når man så bliver tvunget til at leve med konsekvenserne af det – at tage vare på et barn, der ikke er ens eget, så skal man stadig ikke blive vred?
Okay… ja, så bliver man tvunget til at leve med nogle konsekvenser, man ikke selv er ansvarlig for – sådan er livet jo, det sker for os alle hele tiden, men så indretter man sig jo det bedste, man nu engang kan under de vilkår.
Men når man så har taget sig af et barn som sit eget i flere år, og det bare bliver taget fra en fra den ene dag til den anden, så skal man altså heller ikke blive vred? Man skal ikke engang blive bare lidt ked af det? Hvad er det galt med den her mand!? Er han en form for ekstrem autist?
Og det er mit andet problem med historien om zenmesteren og forståelse. For hvis du ikke føler for noget, hvad lever du så for? Hvis alle følelser kan erstattes af et ”virkelig?” eller et ”også dette går over” eller ”pyt” eller af et af de andre mindfuldness-forslag til, hvordan man skal tackle sine følelser, hvad er der så tilbage af indre liv? Hvad er der så tilbage af rettesnore for din tilværelse?
Jeg ved sørme ikke, om jeg kan li’ tæsk og rodfrugter
Det er jo ikke en ny idé, at vi skal håndtere vores følelser. Religioner har gjort meget med skyld og skam for at få os til at opprioritere de gode følelser (kardinaldyderne) og nedprioritere de dårlige følelser (synderne), og nu fortsætter mindfuldness-halløjet og rigtig meget moderne coachingfilosofi så den tankegang.
Men jeg tror altså, at evolutionen har ladet os beholde følelserne af en grund, selvom vi udviklede bevidsthed. Og det er, fordi følelserne er vores guidelines. Hvis vi ikke kan mærke forskel på, hvad vi godt kan lide, og hvad vi ikke kan lide, så er det vel groft sagt egentlig ikke nogen grund til at fortsætte med at leve. Livet handler jo om at få mere af det, man synes er godt og mindre af det, man ikke bryder sig om. Det er selvfølgelig vildt forskelligt fra person til person, men grundlæggende er vi alle på den måde i vores følelsers vold.
Derfor skal man selvfølgelig stadig have et samarbejde kørende mellem følelser og bevidsthed, så man hele tiden er klar over – så vidt muligt – hvorfor man føler som man gør, så man ikke bare reagerer. Men jeg tror altså på, at man virkelig er nødt til at tage vores følelser alvorligt og ikke bare lægge låg på dem. Heller ikke de såkaldt syndige følelser som misundelse og grådighed. Jeg tror bare, at de er andre måder at guide os i retning af det, vi gerne vil – eller ikke vil.
Alting er bare lige godt her i vores helt lige hippiekollektiv
Og så tilbage til domsvæsnet. For det er her det at dømme andre kommer ind i billedet igen. Følelser hænger jo ikke bare og svæver frit uden noget at hæfte på. De er hæftet op på vores værdier. Hvilket vil sige, at for nogen er der følelsesmæssigt payoff på at leve i overensstemmelse med en religions forskrifter, for andre er det på at realisere sig selv.
For mig udløser det også altid vrede at se nogen tromle andre, mens det for andre mennesker måske udløser sorg at se det, for nogle udløser det ligegyldighed, og for nogle få udløser det måske ligefrem en udløsning. Det afhænger jo alt sammen af, hvad vi har med i rygsækken af værdier og erfaringer.
De værdier – vores følesesudløsere – er vi selvfølgelig nødt til at vedligeholde. Og det er derfor, at vi dømmer andre. Både i det store retsvæsen og på den lille private konto. Hvis det er en værdi for et samfund, at man ikke tager hinandens ejendom, så er man selvfølgelig nødt til at udløse en straf over dem, der ikke respekterer den værdi. Ligesom jeg er nødt til at udløse en reaktion over dem, der ikke respekterer mine grænser, som jeg er en del af mine personlige værdier – ellers mister jeg dem.
Men det gælder faktisk ikke kun i den direkte interaktion med andre, det gælder også i min bevidsthed.
For eksempel har jeg det svært med folk, der ikke kommer til aftalt tid. Det er, fordi jeg åbenbart har en old school jydeværdi i at være punktlig. Mine veninder er helt anderledes, de kan sagtens komme et kvarter senere end aftalt uden at spekulere mere over det, fordi punktlighed ikke er en værdi for dem.
At vi stadig kan være veninder trods forskellige værdier skyldes så, at vi er i stand til at forstå hinandens værdier og respektere dem og blablabla. Det er alt sammen meget fint og mindfuldness-agtigt, men min pointe er bare, at mit hoved jo ikke dømmer mine veninder mindre af den grund. Det er jo ikke sådan, at jeg ser på deres afslappede stil og tænker: ”Det er jo bare én måde at leve på. Alles måder er jo lige gode.”
Jeg forstår, at de tænker og føler anderledes, og jeg indretter mig efter det, men jeg har stadig mine egne værdier i behold og derfor vil jeg uundgåeligt bryde mig mindre om deres værdier end om mine egne. (Også selvom de efterhånden har smittet mig så meget, at jeg heller ikke selv kommer til aftalt tid.)
Din rettesnor er ikke din ret til at rette mig
Og det er jo helt okay. Det, jeg ville frem til er jo, at det faktisk er okay, at vi dømmer andre hele tiden, fordi det er en del af vores følelsesmæssige guidelines. Det er den metode, vi bruger til at finde ud af, om vi selv synes, vores liv eget er på ret køl.
Ja, her er jeg selvfølgelig pinlig bevidst om, at rigtigt mange har brug for mere end det. At det ikke er nok for dem at tænke for sig selv: ”Sådan gør de, det kan jeg ikke lide, så jeg gør sådan her i stedet, og så hilser vi stadig pænt på hinanden.”
Jeg ved godt, at mange har brug for at få deres domme stadfæstet offentligt, at de er mere end bare en erkendelse i sindet – enten gennem en tilslutning til et parti eller en gruppe (af skinheads, veganere eller andre lignende ekstremme grupperinger).
Men for mit eget personlige vedkommende har det bare været en stor lettelse at erkende, at jeg ikke er dårligt menneske, fordi jeg dømmer andre. At det, at jeg kan føle så stort et had til Breivik og dømme ham som psykopat i mit hoved, faktisk er med til at gøre, at jeg aldrig ville begå noget i nærheden af det, han gjorde.
Det er mine følelser, mine refleksioner over dem og ikke mindst mine domme, der sørger for, at jeg er det menneske, jeg gerne vil være. Og det kan jeg rigtigt godt lide. Ikke mindst kan jeg rigtigt godt lide, at jeg bliver pissevred og dømmer folk negativt, når de har brug for at dømme, håne, mobbe og tromle andre offentligt.
Latteren tilbage i kønsdebatten
I et stykke tid har jeg frygtet, at jeg var gået hen og blevet fuldstændig ensporet i min tankegang. At jeg ikke længere var i stand til at se synspunkterne fra den anden side, og at jeg havde låst mig fast på en rigid feministisk dagsorden.
Det skyldes formentligt, at rigtigt mange modstandere af feminismen behandler mig sådan. Og som jeg har skrevet om her, så er det rigtigt svært ikke at tage de følelser på sig, som andre påstår, man har.
Altså er jeg begyndt at føle, at min arrogante, bedrevidende og ikke mindst meget utålmodige side tager over. Jeg fanger mig selv i at tromle mine opponenter. Jovist med bedre argumenter og større viden, men også med en følelse af, at de er fucking idioter, og det er under min værdighed at diskutere med dem.
Den side af mig kan jeg ikke lide. Det, synes jeg, er underskudsagtigt. Og jeg er blevet komiker, fordi jeg hellere ville bruge humor til at underbygge mine argumenter. Humor er overskud. Arrogance, bedrevidenhed, patronisering, latterliggørelse og mobning er underskud.
Oh, en ode til min skønne stand-up-genre
Men så blev jeg reddet fra min egen selvlede i aftes. Af en anden komiker såmænd. Jeg var inde og se Jonatan Spangs Bryllup. Og jeg forventede det værste, må jeg tilstå. Andre feminister havde advaret mig om, at showet var mandschauvinistisk og sexistisk – og andre af de ’istiske ord, som vi feminister elsker at bruge.
Det var det ikke. Det var to timer, hvor jeg og min feminist-veninde skreg af grin. Det var lige det, jeg havde brug for.
Faktisk var det lidt af en åbenbaring i forhold til kønsdebatten – og en god reminder af, hvorfor jeg elsker comedy så højt. For Spang er meget langt fra enig med mig på mange områder. Han kritiserer feminismen og feminister, han synes, at diskussionen om kvinder i bestyrelser er tåbelig, og han har argumenter for prostitution (men er dog selv uafklaret om det.)
Alligevel sker der to ting under hans show. For det første griner jeg af hans jokes – selvom jeg er lodret uenig i deres underliggende budskab. For det andet – og det er det her comedy kan – nikker jeg og tænker: “Det er sgu en rigtig god pointe det der.”
Det vil sige, at jeg hører modsatte holdninger uden at mærke mine øjne vende sig mod himlen. Det er første gang i lang tid, jeg har haft det sådan i kønsdebatten.
Tre sexister kommer ind på en bar…
Er det så bare, fordi Spang er sjov, når han siger tingene. Nej, for der er masser eksempler på ”sjove” mænd m/k, der laver jokes om kønsproblematikker og feminisme, hvor man får ondt i øjenmusklerne i steder for mavemusklerne.
Det er netop, fordi Spang ikke er idiot. Det er, fordi han faktisk har brugt fem minutter på at tænke sine synspunkter igennem og kan forsvare dem – på en underholdende måde. Og så kan jeg være nok så uenig, men jeg kan ikke afvise hans pointer.
Damn, en ahahaha-oplevelse. (Når man bliver overrasket så positivt, at man ikke kan lade være med at grine højt.) For det gør mig godt nok ikke mindre arrogant over for den store horde af selvudnævnte kønsdebattører, der vitterligt er idioter. Tværtimod, sandsynligvis. Men det beviser, at der faktisk er en mulighed for, at der kan dukke nogle op, som ikke er det.
Det giver mig faktisk en grund til selv at blive ved – og blive klogere og bedre til at debattere. For så kan jeg se, at vi kan komme nogle vegne. Det ville pludselig give mening at debattere prostitution, hvis vi slap for de evige ”luderens frie valg” kontra ”ej, hvor er det synd for den stakkels luder”.
Men hvis vi i stedet kunne begynde at fokusere på, hvad der får kunder (af begge køn) til at gå til prostituerede. Hvad det er i vores samfund, der skaber købesex – og om dét er noget, vi ønsker at lave om.
Vi har en ‘gina og det er ikke noget at grine a’
Spang taler også om sin rolle – mandens rolle. Hvad han som mand er med til at skabe. Det er derfor, jeg altid har syntes, at han er så fremragende en komiker. Det er ikke bare pegen fingre af de andre – det er faktisk at tage ansvar indadtil. Det er der mange, der kunne lære noget af. Sikkert ikke mindst mig selv.
Hans tilgang til sit og det modsatte køn i hans nye show fremkaldte minderne fra min tid på Kvinder- og kønsstudier, hvor jeg læste samtidig med, at jeg lige var startet som komiker. Jeg valgte at blande fornøjelse med feminisme og analyserede Spangs første oneman-show Damer til en eksamen i et fag om kønsfremstilling i populærkultur.
Nøj, der blev dårlig stemning i lokalet, da jeg fortalte om min opgave. Der sad 24 kvindelige studerende, hvoraf den ene halvdel var kønne, blonde – og lidt for pæne – piger, og den anden halvdel var kønne korthårede – og lidt for militante – lesbiske.
Begge grupper irriterede mig grænseløst, fordi den første gruppe af pæne piger lod til at lide seriøst under den meget ubehagelige misforståelse, at feminisme betyder, at kvinder skal have lov til at opføre sig, som mænd traditionelt har gjort, mens mænd bare skal holde op med det. Og den anden gruppe lod til at mene, at mænd helt skulle ud af regnestykket.
Nu sætter jeg deres holdninger lidt på spidsen her, men de var skyld i, at jeg i mange år efter studiet havde lidt svært ved ordet ”feminisme”. Fordi feminist jo dækker over mange ting – ikke bare fornuftige argumenter om et ligestillet samfund for mænd og kvinder. Men desværre også nogle gange over mandehad og bitterhed og idioter, der heller ikke her har sat sig ordentligt ind i sagerne.
Vi ved nok lidt mere om dig og dine erfaringer, end du gør!
Så der blev altså ret dårlig stemning, da jeg fortalte om mine planer om at analysere et stand-up-show.
”Ej, det er bare så sexistisk en genre.”
”Det er hvide mænds heteronormative heskerteknikker sat på formel!”
Jeg prøvede at forklare alt det stand-up-comedy kan; vende fordomme på hovedet, få os til at le af vores egne synspunkter, få os til at lytte til de andres. Men de rystede insisterende på hovedet.
”Du kan ikke se det, fordi du selv er en del af det miljø,” sagde en af dem og satte trumf på.
Årh, den fineste feministiske finte; anklag andre for falsk bevidsthed. Du kan ikke selv se, at du er undertrykt, men det kan vi andre! Så vi skal nok fortælle dig, at du er det, og din opfattelse af situationen er uinteressant.
Og så vendte de ryggen til mig og fortsatte med at diskutere deres egne opgaver om Sex and the city og Bridget Jones’ Diary. (Som er to populærkulturelle frembringelser, der i min øjne er mere sexistiske, heteronormative og ”hvide”, end alt stand-up, der nogensinde er produceret på verdensplan til sammen.)
I have a dream, a really hilarious dream
Nu har jeg aldrig rigtigt givet en fuck for, om andre er enige i, hvad jeg skal sige og gøre, så jeg lavede selvfølgelig min opgave, som jeg havde tænkt den (og fik topkarakter for den. (Muligvis alene fordi censor bare var dødtræt af svævende udlægninger om Carrie Bradshaws påståede empowerment-projekt i stiletter.))
At lave den opgave gav mig virkelig en analytisk fornemmelse for, hvordan comedy kan rykke ved kønsroller. Ikke dermed sagt, at Spang kun laver úbergeniale ting om det emne, for som alle komikere – inklusiv mig selv – så går han også indimellem efter joken frem for nuancerne.
Men hans tilgang til emnet viser, at med nysgerrighed og indsigt i sin egen rolle kan man faktisk sige noget nyt i en debat, der snart har kørt i 150 år. Og det giver mig jo en helt horribelt optimistisk tro på, at vi så også kan komme et nyt sted hen.
Og så bliver det i sandhed sjovt at være feminist!
Sur Sur Sanne, lille bitch omkring
”Hvorfor laver du altid sådan nogle sure statusopdateringer,” spurgte en af mine mandlige bekendte forleden.
Jeg blev helt paf og begyndte med et ”jamen, det gør jeg da heller ikke, altså… hvad mener du… jeg synes da, jeg prøver at være sjov og så’en.”
”Du virker bare så pissesur altid!”
”Men… men.”
Og så sluttede samtalen. Frustreret hang den i mig i dagevis efterfølgende. Virker jeg virkelig så sur!? Er det mit sprog!? Går ironien ikke skarpt nok igennem!? Jeg blev småirriteret – på min bekendte, på alle dem, der i tidernes løb ikke har fanget mine jokes – onstage såvel som off.
Det kan da for fanden ikke være så svært at regne ud, at jeg laver jokes. Jeg er fucking komiker! Hvor stor en idiot er man, hvis man ikke kan læse indenad, når noget er humoristisk ment?
Men så begyndte det at dæmre. Det er faktisk ikke første gange, at lige præcis denne mandlige bekendte har anklaget mig for at være sur. Det gjorde han jævnligt før i tiden, hvilket nok er grunden til, at han aldrig er blevet en tættere ven.
Typecastet til at føle, hvad det forventes, jeg skal føle
Men egentlig havde han ret dengang. Jeg var sur. Ikke generelt, ikke indeni. Men når jeg var sammen med ham, kunne jeg altid mærke hønserøvsmunden snerpe sig sammen. Han gav mig ikke plads til at være sjove, skøre Sanne. Han behandlede mig, som om jeg var Sure Sanne, og så blev jeg den sure. Det er svært andet.
I mange år har jeg kæmpet med det her dilemma: At være den, jeg føler jeg er, og samtidig vise den side af mig selv over for mennesker, der har bestemt sig for, at jeg er noget andet. Det er næsten en umulig opgave.
Når jeg holder foredrag om mobning “anbefaler” jeg altid en af de mest effektive mobbemetoder; nemlig at beskylde sit offer for lige nøjagtig den følelse, man ønsker at frembringe hos vedkommende. Sig til hende eller ham: “Du tager alting så personligt.”
“Hvad fuck mener du. Det gør jeg da overhovedet ikke!”
“Jo, der kan du selv se…”
Det er en gammel Gajolpakke-sandhed, at vi ser den verden, vi forventer at se. Men det er uhyggeligt, at vi også i så høj grad kan skabe den (det har jeg skrevet lidt om her). Altså at vi kan tvinge andre til at indtage den position, vi har udset os. Som er noget, jeg forsøger at holde mig for øje i kønsdebatten. Jeg vil virkelig gerne for alt i verden undgå at beskylde mænd for at være mandschauvenistiske og kvindeundertrykkende, for så frygter jeg, at jeg faktisk tvinger dem ind i den position mod deres vilje.
Til gengæld bliver jeg så som feminist jævnligt beskyldt for at beskylde mænd for at være det, og så… okay, jeg stod også selv af der. Resultatet her bliver i hvert fald tit, at jeg bare ender med at være helt forvirret omkring, hvad andre egentlig hører mig sige, og så får jeg rodet mig ud i nogle besværlige forklaringer, som så fører til, at den, der har kastet anklagen fra starten af kan læne sig tilbage og sige: “Se. Du kan jo heller ikke selv få dine synspunkter til at give mening.”
“Jo… men… altså… det er jo… Årh så hold dog kæft!”
For meget attitude til reality-tv. What!?
Jeg så et afsnit af den danske udgave af Topmodel den anden dag. Jeg har ikke selv fjernsyn, så jeg følger ikke med, men denne dag lå jeg på mine forældres sofa og zappede lige over, og så blev jeg hængende. Topmodel er et fascinerende program. Det er lidt som at se på en overkørt kat på motorvejen; jeg bliver trist og også lidt frastødt, men jeg kan heller ikke kigge væk.
I dette afsnit var der en overgearet bøsse-stereotyp, der skulle vise de unge piger, hvordan man går catwalk. I min ydmyge lægmandsmening var hans iscenesatte svanse-gang meget langt fra det, man ser på en normal catwalk, men hvad fanden ved jeg?
(Faktisk ved jeg så lidt om modeverden, at jeg lige googlede ham for at tjekke, om han overhovedet havde kompetencer. Det havde han så ifølge wikipedia. Så det er nok bare mig.)
De unge kvinder i Topmodel skulle altså gå catwalk og så svinede den her ucharmerende tv-karakter dem til med en alt for høj-pitch stemme, og det vel sådan, det altid er i den slags programmer. Det er godt tv, hvis en 15-årig pige begynder at græde.
Den ene af de her unge kvinder vælger så at gå væk fra ham, mens han kører på hende mine sine tilsvininger, og så går han helt i selvsving.
”Hun har et attitudeproblem,” siger han dødeligt fornærmet.
(Og samtlige seere sidder sikkert og spekulerer om, om manden mon selv er klar over, at han tager ordet ”attitudeproblem” op på et helt nyt level.)
Alle sorte piger på tv er ligesom Tyra Banks
Anyways, da modelaspiranterne så senere skal bedømmes af dommerpanelet får den her unge kvinde så igen skældud for sit attitudeproblem. Hun prøver at forklare, at hun har det lidt svært med mennesker, der er sådan ”se mig, se mig.”
Straks går Oliver Bjerrehus helt i baglås, nu er han også dødeligt fornærmet – ligesom den anden overgearede tv-karakter stadig er. (Jeg antager, at de udveksler den slags tricks off camera, så de alle sammen bedre kan udvikle deres reality-stjerne-følelses-arsenal.)
”Siger du, at han er sådan!” Siger Oliver Bjerrehus og peger på den overgearede bøsse-stereotyp, og den stakkels kvinde prøver med et ”nej-nej” – som er meget lidt overbevisende, da hun jo har fuldstændig ret i, at han er alt, alt for meget.
Straks får hun endnu en irettesættelse for sit gigantiske attitudeproblem og bliver sendt ud (men dog ikke hjem). Backstage forsøger hun helt opgivende at forklare til kameraet, at hun bare bliver frygtelig genert, når folk er meget overgearede, og hun altid trækker sig lidt i baggrunden og lader dem, der gerne vil skabe sig, komme i forgrunden.
I mine øjne virker hun på det her tidspunkt som det mest sympatiske menneske i tv-verden og sikkert ditto modelverdenen. Men i programmet har de besluttet, at hun har et attitudeproblem, fordi de tillægger hendes generthed en helt anden betydning.
Det kan der sikkert være mange grunde til. Som seer ser man jo også kun udvalgte scener, og hvem ved, hvordan hun ellers opfører sig. Men jeg kunne ikke lade være med at bide mærke i, at denne unge kvinde tilfældigvis er mørk i huden – og selvfølgelig utrolig smuk. Hun er så også svensker, hvilket jo unægtelig gør det lidt vanskeligere for hende at navigere i det hovedsagligt danske program. For mig at se, er det derfor helt forståeligt, at hun holder sig lidt i baggrunden. Hun er the odd one out.
Men hun har også sit udseende imod sig. For hvis man kun bedømmer hende på den erfaring, man har med gudesmukke, sorte kvinder på tv, så falder tanken jo utvivlsomt på Tyra Banks-agtige tv-karakterer. Den type kvinder, der kan lave den der ”mmhhmm”-lyd og smadre en anden kvindes selvværd fuldstændig med et enkelt blik.
Så det er det, de her dommere ser, så vidt jeg kan vurdere. De ser en sort kvinde med alt for meget attitude. De ser slet ikke, at den påståede attitude i virkeligheden er ikke-specielt velkamufleret utilpashed og generthed. Altså masser af mennesker kamuflerer den slags følelser med monstermeget attitude – det virker det bare ikke til, at denne modelaspirant gør. Altså baseret på mit korte indblik i programmet.
Jeg er for fuck sake ikke sur, din fede idiot!
Under alle omstændigheder gav det afsnit af Topmodel mig sådan en uha-oplevelse. (Det er lidt det samme som en aha-oplevelse; man stadig bliver overrasket over en indsigt, men det er bare ikke positivt.) For det er jo præcist det, der hele tiden sker for mig også.
Hvis min mandlige bekendte eksempelvis har besluttet sig for at tolke min ironi ind i en anden kontekst – af surhed – så er det lige meget, hvad jeg ellers gør. Det bliver den virkelighed, jeg er tvunget til at navigere i.
Og nu ved jeg ikke med den her unge kvinde i Topmodel, men personligt har jeg altså meget svært ved ikke at opsamle de følelser, folk stopper på mig. Når jeg bliver behandlet, som om jeg er sur, så bliver jeg det kraftpatteræltende!
Jeg arbejder selvfølgelig med det. Fordi jeg er klar over den her mekanisme, og hvordan den påvirker mig. Jeg sørger så for ikke at omgås mennesker, der får mig til at føle mig mindre som den sjove, skøre, overskudsagtige person, jeg gerne vil være – og selv føler, jeg er det meste af tiden. Jeg trækker mig bort fra dem, der trækker mig ned, og dem, der får mig til at føle mig sur eller tvær eller hidsig eller dum eller underskudsagtig – de ryger ud på deres røv. Jeg gider ikke hænge ud med den slags.
Og bliver jeg tvunget til det alligevel, så arbejder jeg rigtigt hårdt på at holde deres udgave af mig så meget på afstand som muligt. Jeg forsøger at huske mig selv på, at de kan tænke om mig, hvad de vil, jeg vil fortsætte med at føle, sige og gøre, hvad jeg gerne vil.
Læs altid Sannes tekster med troldkvindestemme!
Det er en okay god strategi, det her. Det virker det meste af tiden. Det virker faktisk så effektivt, at jeg næsten glemmer, at de findes; de her mennesker, der vælger at se mig ud fra en fordomsfuld og fejlagtig antagelse.
Derfor bliver jeg nu altid så paf, når jeg bliver konfronteret med dem. Når jeg hører, at nogen vælger at læse alt det, jeg skriver med en sur – og sikkert halvt vrængende – stemme.
Jeg bliver selvfølgelig også lidt trist, fordi min mandlige bekendte, som gjorde mig opmærksom på det, helt sikkert ikke er den eneste, der gør det. For nu er jo feminist, og vi er notorisk kendte for at være sure og skingre hele tiden, hvilket formentlig betyder, at rigtig mange, der aldrig har mødt mig i virkeligheden (og sikkert også nogen, der har…) automatisk går ud fra, at den fordom også gælder for mig. Altid!
Hey, det gør den selvfølgelig nogle gange. Det er jo ikke sådan, at jeg altid er sjov og skør og overskudsagtig, nogle gange er jeg også bare sur og indebrændt og træt af alting, men det trods alt ikke så tit. Det er i hvert fald meget sjældent, at jeg er det på facebook eller ude i virkeligheden. Det plejer som regel kun at være min hovedpude, der for alvor mærker det, når jeg bider den til gåsedunssmulder.
Alligevel er der så mennesker, der ser mig sådan hele tiden. Og min eneste handlemulighed er altså at prøve at trække på skulderen, så deres negative påvirkninger ikke slipper ind…
Men for satan i helvede, hvor gør det mig bare pisselorte frustreret, at det skal være sådan at være menneske!
Good night and fuck off
Jeg har en journalist fra et debatprogram i røret. Det sker efterhånden hver uge nu, fordi andre feminister henviser dem til mig. De andre feminister har selv fået nok af mediemøllen, så de sender faklen videre til mig, fordi jeg endnu ikke har. Men det er tæt på. Min tålmodighed med journalisterne kan efterhånden ligge på et meget lille sted. Men jeg havde selvfølgelig heller ikke meget tålmodighed at give af til at starte med, fordi jeg kender branchens tankesæt så indgående fra min egen tid der.
Denne journalist er nu rigtig sød. Det er de fleste faktisk, når man laver forinterviewet. Det er der, hvor man taler om, hvad man skal tale om. Og når det er til tv er det som regel en anden journalist, end den, der skal lave interviewet på skærmen. Det er selvfølgelig den smarteste måde at fordele arbejdet på fra deres side, men efterhånden får jeg en mistanke om, at det også er, for at de efterfølgende kan løbe fra de aftaler, man indgår.
Ich bin ein Berlinerkussen!
For det er nemlig også her i forinterviewet, jeg lister mine forbehold for at medvirke. Det er her, jeg siger, hvad jeg ikke vil tale om under selve interviewet. Det er en forholdsregel, jeg har taget fra
dag 1 som komiker, fordi jeg på grund af mit køn ellers kun ville komme til at lave interviews ud fra spørgsmålet: ”Hvordan er det at være kvindelig komiker?”
How the hell should I know? Ja, undskyld, men jeg ved selvfølgelig godt, hvordan det er at være mig og komiker, men jeg ved da ikke noget om, hvordan det er for alle andre kvinder. Bare fordi vi har samme køn, har vi da ikke nødvendigvis samme erfaring. Det er et åndssvagt spørgsmål.
Så alene af den grund gider jeg ikke svare på det. Men den anden og væsentligere grund til, at jeg altid har nægtet at forholde mig til det, er, fordi jeg ikke vil acceptere, at min køn skal være præmissen for et interview. Jeg er komiker og forfatter, jeg laver shows og skriver bøger og har meninger om ting. Hvis journalister vil tale med mig om noget af det, alle tiders. Men hvis de udelukkende vil tale med mig, fordi jeg har bryster, så siger jeg altid nej.
Jeg er en mand, så jeg har jo ikke et køn…
Og dermed siger jeg altså ikke, at mit køn er en ikke-eksisterende faktor. Naturligvis er journalister interesserede i at høre mine meninger om diverse emner til dels fordi jeg er en ung, kvindelig komiker – det er jeg ikke blind over for. Jeg har bare valgt, at jeg ikke medvirker i noget, hvor det kun er mit køn, der er i fokus. Det skal være mine kompetencer, mine holdninger og mine frembringelser. Faktisk lidt ligesom det er for mænd.
For det glemmer folk (mænd) jo typisk lidt. Men når mænd bliver hyret til ting eller bedt om at medvirke i noget, så er det naturligvis også på grund af deres kompetencer osv. – men deres køn er altså også en faktor her! En faktor, man bare aldrig taler om.
Fordi mandekønnet er det almindelige, så vælger man som grundregel en (hvid) mand – til et job, en bestyrelsespost, et interview – medmindre man decideret beslutter sig for at se efter andre typer. (Hvilket er grunden til, at man for eksempel vælger at se sig om efter en ung, kvindelig debattør.)
Dette skal man dog passe på med at sige højt i nærheden af mænd, for det er det samme som at sige, at de ikke er kvalificerede. Hvilket faktisk overhovedet ikke er det samme!
Det eneste, jeg siger er bare, at vores køn altid er en faktor (ligesom etnicitet, alder osv. i øvrigt også altid er det.) Ingen bliver nogensinde vurderet neutralt – medmindre der er tale om en anonym optagelsesprøve eller lignende, hvor der intet fremgår om personens køn (etnicitet, alder osv.)
Helle Thorning har det bare så meget nemmere end Anders Fogh
I øvrigt pudsigt, at mænd kan blive så rasende over, at man antyder, at deres køn giver dem fordele, når de færreste af dem samtidig har nogen forståelse for, hvorfor det er frustrerende at få den anklage smidt i hovedet som kvinde. Hvilket du får hele tiden som kvinde!
For hvis du opnår noget som kvinde, så er det på grund af dit køn. Hvis du opnår noget som mand, så er det, fordi du er dygtig. Dobbelte standarder – oh yeah!
Skal vi lige have et eksempel: Der findes folk, der i ramme alvor vil mene, at Helle Thorning-Schmidt er blevet statsminister, udelukkende fordi hun er en kvinde (underforstået; hun er ikke kompetent nok). Men selv samme mennesker kunne aldrig drømme om at overveje, om Anders Fogh Rasmussens køn havde noget med valget af ham som statsminister at gøre i sin tid.
Jeg vil ikke forholde mig til kompetencerne hos nogle af de to, men har man knoklet så hårdt og koncentreret på at nå til tops i dansk politik, kan vi så ikke godt gå ud fra, at man nok ikke er helt uden evner?
Pointen er bare, at hvis det skal hedde sig, at det har trukket op for Helle Thorning at være kvinde (hvilket jeg i øvrigt ikke tror, det har, for hun fik jo faktisk færre personlige stemmer end sin mandlige modkandidat…) Så har det i hvert fald trukket endnu mere op for Anders Fogh at være mand!
Hvis vi må kaste sten efter kvinders kompetencer, så skal vi lige huske vores eget fede glashus af mandlig (selv)overvurdering.
Nu har vi en aftale, så er du tryg, og så gør jeg noget helt andet
Under alle omstændigheder besluttede jeg tidligt i min karriere som komiker (og forfatter) at jeg kun ville lave interviews og svare på spørgsmål, som man også ville udsætte en mand for.
Har jeg betalt prisen for den beslutning i manglende medieomtale? Også i den grad! Men jeg har også besluttet, at det er prisen værd. For når jeg er i medierne nu og taler om mine shows og bøger, så bliver jeg behandlet som en professionel (dvs. som man ville behandle en mandlig komiker eller forfatter.)
Det er altså, når jeg taler om det, jeg laver. Til gengæld begynder det så at være vanskeligt, når jeg stiller op med mine feministiske holdninger. Ikke fordi jeg så bliver behandlet dårligere på grund af mit køn eller noget. Nej, jeg tror sådan set også, at mandlige feminister og sikkert også andre debattører oplever dette her ret tit: Vi bliver simpelthen bare røvrendt med jævne mellemrum.
Det kan være alt fra, at journalisterne stiller andre spørgsmål, end dem man havde aftalt på forhånd. Hvilket man som debattør hurtigt vænner sig til og derfor selvfølgelig sørger for at mene en helt masse om en helt masse.
Det kan også være noget så dumt, som at journalisten ”stjæler” mine svar og formuleringer fra forinterviewet og fletter ind i deres spørgsmål, så jeg bare kun har mulighed for at sige ”øh, ja, det mener jeg sådan set… øh også jo.”
(Hvis du ikke lige var klar over det, så er det faktisk – teoretisk set i hvert fald – journalistens opgave at sørge for, at interviewpersonen selv får mulighed for at få sine synspunkter bedst mulig frem.)
Bondefanget til børnehaveniveau
Det værste er dog, når journalisterne løber fuldstændigt fra forhåndsaftalen og smider en ind i en situation, som man slet ikke var forberedt på. Jeg har prøvet det flere gange, men den værste var her for et par uger siden.
I dette tilfælde havde jeg faktisk lavet hele tre forinterviews – heraf to med den journalist, der skulle lave selve interviewet på skærmen – men på intet tidspunkt fortalte nogen af dem mig, at de vil sætte mig op imod en anden debattør i studiet.
Vi aftalte, at jeg skulle i studiet og tale om feminisme i Danmark i dag; hvor den er og hvor den er på vej hen. Men da jeg kom ind i studiet sad der en anden kvinde, som smilende sagde, at hun var min opponent. Vi gik live fem minutter senere, og selvom jeg havde mest lyst til at sige ”fuck jer” og forlade dem der, gennemførte jeg interviewet. Det blev selvfølgelig noget bras, fordi det udelukkende kom til at handle om, hvorvidt der overhovedet er brug for feminisme i dag. Fordi som den smilende kvinde flere gange sagde, så kunne hun slet ikke se, at der er et problem.
Bagefter skældte jeg journalisterne ud – både for at røvrende mig og for at sætte det interview op på den måde. Jeg havde aldrig sagt ja til at medvirke i et interview, hvis jeg på forhånd havde vidst, at det ville komme til at forgå på så latterligt et lavt niveau.
Journalisterne nikkede og gav mig en slags undskyldning for det første, men havde absolut ingen forståelse for det andet. De syntes, at det er en utrolig vigtig debat. Og de er faktisk lidt trætte af, at de aldrig kan få nogle af os feminister til at medvirke i den. (Hvilket jo må forklare, hvorfor de føler sig nødsagede til at snyde folk ind i den.)
Min farfar sagde, at der ikke var noget problem, ergo er der noget problem
Nu skal jeg forklare, hvad problemet er (udover selvfølgelig det ubehagelige i at blive narret ind i noget andet, end man har sagt ja til.) Jeg deltager gerne i debatter om, hvordan vi løser ligestillingsproblemer, og jeg bruger også gerne min viden og humor til at påpege, hvad det er for nogle problemer, vi har med køn. (Kig lidt rundt på min blog, hvis du vil vide lidt om, hvad det er for nogle.)
Til gengæld er det simpelthen spild af både min og seernes tid, at jeg skal sidde og diskutere, hvorvidt der overhovedet er problemer med ligestillingen her i landet. For det er altså der, de fleste af den slags debatter ender, hvis ikke jeg (og andre feminister) siger stop på forhånd.
Journalisterne går altid ud og finder en eller anden halv- eller heltosse, der mener, at vi intet problem har, og så starter debatten på allerlaveste niveau.
Det svarer til at hive en læge ind, der forsker i rygerlunger, og så sætte hende op over for en, der benægter, at rygning overhovedet er farligt. Så kan lægen nok så meget sidde med al hendes viden og forskning og løsningsforslag, men debatten vil alligevel ende med at have tosseargumenter som ”min farfar røg hele sit liv, og han blev 97, så jeg kan ikke se, at der er et problem!”
(Hvis du er i tvivl om, hvorfor det er et tosseargument, så… okay, det er du selvfølgelig ikke, for så havde du nok ikke læst så langt her, men til næste gang, du møder nogen, der bruger den form for argumenter, så sig den her sætning: ”Det der er anekdotisk og ikke i overensstemmelse med det statistiske materiale.” Lær den sætning udenad og brug den flittigt! Især hvis du nogensinde diskuterer køn med folk, for det er især her man hører den type argumenter, fordi alle som bekendt har et køn og derfor er alles personlige erfaringer jo lig med at have foretaget forskning i køn. Og når du har sagt første sætning, kan du eventuelt tilføje ”Ergo er du en tosse og dermed diskvalificeret til at mene mere i denne sag, så nu gider jeg ikke snakke med dig mere.” Og så går du væk fra tossen og drikker en dejlig kop te og så får du ikke hovedpine af den uundgåeligt tåbelige diskussion, du ellers ville være blevet trukket ind i.)
Jeg er blind, men mit syn tæller lige så meget som dem, der kan se
Sagen er, at vi ville simpelthen aldrig få løst nogen problemer i denne verden, hvis vi altid skulle starte alle diskussioner med at retfærdiggøre, at problemet overhovedet eksisterer.
Så lad mig lige slå den her fast med de tykkeste søm, der kan opdrives: Vi har ikke ligestilling i Danmark! Vi har stadig meget store problemer med den måde, vi ”gør” køn på. De problemer fører til alt muligt lort fra uligeløn, til det famøse glasloft, til vold mod kvinder, til mænd, der ikke får deres børn ved skilsmisser, eller som bliver tabere og ikke får en uddannelse og dør for tidligt.
(Og du er velkommen til at google statistikkerne på det her, hvis du gerne vil op på et lidt højere niveau end det allerlaveste, for der er rigeligt af tal derude.)
Og jeg må tilstå, at jeg efterhånden har det sådan med de debattører, der har meget travlt med at benægte problemernes eksistens; fuck nu bare af!
Jeg mener, hvis du ikke har noget relevant at bidrage med – her tænker jeg på en form for løsning på problemerne – men du bare har tænkt dig at sidde som en snotdum kan-ikke-høre-kan-ikke-se-kan-desværre-godt-tale-abe, hvad fanden laver du så her?
Så må du gå ud af studiet og lade være med at sende læserbreve og bare generelt blande dig udenom, sådan at dem, der rent faktisk forholder sig til problemerne, kan få arbejdsro til at finde løsninger på dem.
Altså det er jo bare en tommelfingerregel til almindelig god, medmenneskelig omgang det her: Hvis nogen fremlægger et problem, de har, så lyt på deres oplevelse af det, og hvis du absolut føler et behov for at bidrage, så prøv med råd til, hvordan de kan tackle det – som de jo altså oplever som et problem. Lad være med at tvære dem ud med uempatisk selvsmageri i form af kommentarer som ”jeg kan ikke se problemet.” “Du ser spøgelser.” “Det er kun i dit hoved.” “Du overreagerer.”
Løgnen får lige så meget taletid som sandheden
Men jeg ved selvfølgelig godt, hvorfor halv- og heltosserne ikke fucker af. For journalisterne bliver jo ved med at ringe til dem. Hver eneste gang der skal tages en debat om ligestilling i Danmark, så skal de rulles på banen.
Det skal de, fordi de fleste journalister kun kan huske en regel fra deres uddannelse, og det er, at en historie altid skal indeholde en konflikt. Der skal altid være nogen, der er uenige!
Ja, det er unægtelig lidt af et problem, for hvordan dækker man så gode nyheder? Sager, hvor alle parterne er enige om løsningen? Svaret er, at det gør man selvfølgelig bare ikke så…
Personligt valgte jeg at droppe journalistikken til fordel for komik, bøger og blog, fordi problemet med den her model er, at hvis du altid skal høre begge parter i alle sager, ender du med at give løgnen lige så meget taletid som sandheden!
Nu vil de fleste journalister så sikkert begive sig ud i noget semifilosofisk med, at der slet ikke findes en objektiv sandhed, men at vi hele tiden diskuterer os frem til en. Og det er muligvis rigtigt nok, men journalister er i givet fald ude i ret mistænkeligt ærinde – som igen bliver meget tydeligt i kønsdebatten.
For hvis vi skal gøre os noget håb om at diskutere os frem til en ”sandhed”, så må vi som minimum på et tidspunkt begynde at lukke nogle debatter. For ellers ender vi i den nihilistiske situation, at der aldrig kommer andre holdepunkter end selve den evindelige diskussion.
Forestil dig et parforhold, hvor man aldrig beslutter farven på stuevæggen eller noget andet for den sags skyld, men blot diskuterer løs uden ende. Dødssygt! Du kender muligvis den slags parforhold ude i virkeligheden, og så ved du også, at man får sådan lyst til at skyde sig selv i hovedet, når man er i nærheden af det.
Lidt sådan har jeg det efterhånden med kønsdebatten i Danmark!
Hvad med om vi prøvede den her indgangsvinkel?
Jeg siger ikke, at vi skal vedtage ét regelsæt for, hvordan vi taler om køn. Det ville også være skrækkeligt. Men jeg synes, vi skal aftale, at dem, der har statistikker og forskning i ryggen som udgangspunkt bliver lyttet mere til end halv- og heltosser.
Ja, for det er virkelig et meget stort problem i kønsdebatten: Alle kan kalde sig kønsdebattører, og så skal de ikke bevise, at de har nogen som helst kompetencer på området.
Så skulle vi ikke lige starte med, at hvis din eneste kompetence på kønsområdet er, at din kone har forladt dig, så er du per definition ikke lige så kvalificeret til at debattere som os, der rent faktisk har læst en bog om emnet. Skulle vi ikke lige starte der, hmm?
Og skulle vi så ikke, når vi nu er i gang, også endelig vedtage, at der er et problem med ligestillingen – i Danmark og på verdensplan – og der er brug for kreative løsninger og nye indfaldsvinkler for at komme dem til livs!?
Hvor ved jeg fra, at der trænger til nye tiltag? Ja, fordi det altså er det samme pis på nye flasker, der er blevet hældt ud i medierne de sidste 40 år, og tingene har stort set ikke rykket sig i den periode. Vi er ikke meget tættere på reel ligestilling nu, end vi var, da jeg blev født i 1980.
Og vi er stadig ikke tættere på en saglig debat, end vi var, da kønsdebatten første gang begyndte at rulle i 1800-tallet…
Så er vi ikke snart modne til at komme op på det næste niveau? Om ikke andet så bare det næstlaveste niveau!? Som jeg antager er der, hvor halv- og heltosserne i det mindste er villige til at anerkende, at der er problemer – men dog stadig sviner feminister til og kalder os mandehadende skingre bitterfisser.
Oplæg til Kvinderådsmøde om ligestillingspolitik
Jeg blev bedt om at besvare spørgsmålet: Hvorfor er der så få kvinder i DK, der er villige til at kalde sig selv feminister?
Fordi de synes, feminisme er usexet. Bogstaveligt talt; det er uden sex at være feminist! Hvis man er feminist, så er man sur og hader mænd. Så der er simpelthen for lidt pik i at være feminist.
For de fleste kvinder – især unge kvinde – er det, livet går ud på: At finde en god pik, måske en man skal være sammen med resten af livet, måske en man bare skal være sammen med en enkel lørdag, men det er det, de fleste kvinder jagter. Og det får man altså bare ikke, når man er sur og bitchy!
Og så længe anti-feministerne har held med at holde liv i myten om os feminister som nogle bitre mandehader, så vil flertallet af kvinder tage afstand fra feminisme alene af den grund.
Og det er jo heller ikke noget nyt, det ved I godt, ikke? Vi har haft det ry imod os lige fra starten. Helt tilbage til suffragetterne. Tænk på Mary Poppins, den vidunderlig barnepige, der er nødt til at tage sig af de stakkels forladte børn, hvis mor hellere vil kæmpe kvindekamp end at være der for dem og hendes mand.
Det eneste tidspunkt, hvor det har givet bare lidt pik at være feminist var i begyndelsen af 70‘erne, fordi rødstrømperne var så smarte at slå deres sag sammen med den seksuelle frigørelse og hippiebevægelsen.
Men nu har vi seksuel frigørelse, p-piller og abort – så længe det varer – så nu er der ikke ret mange, der kan se en grund til at melde sig ind i gruppen af frigide feminister. Vi får jo pik nok nu – og så pyt med ligelønnen og alt det andet.
Min mission med det, jeg laver, er at vise, at feminister i høj grad godt kan være både sexede og sexlystne. Og at det kan være sjovt at være feminist. At man godt kan grine af tingenes tilstand – hvor miserable de så end er – og holde tonelejet nede i det knap så skingre.
Det er ikke, fordi jeg har lyst til at bruge udtrykket lipstick-feminism, fordi jeg synes, det er et åndssvagt udtryk, men jeg synes, det er vigtigt at vise, at feminisme ikke er ensbetydende i at gå rundt med hennafarvet hår, ingen makeup, hængebryster og et evigt konfronterende blik i øjnene.
Jeg bliver faktisk lidt træt, når jeg hører om feministiske aktioner, der går ud på at afseksualisere kvindekroppen. Når feminister bader med nøgne bryster i svømmehallen, så mænd kan lære at lade være med at synes, at bryster er sexede. Hvorfor må mænd ikke synes, at bryster er sexede? Bryster er noget af det allerdejligste på en kvindekrop – og jeg kan godt forstå, at mænd er vilde med dem. Kan de ikke godt få lov til at være det, uden blive betraget som mandshauvinistiske svin?
Selvfølgelig skal vi kæmpe for at gøre noget ved den gigantiske objektivisering af kvindekroppen, vi ser, især i medie- og reklameverdenen. Selvfølgelig skal der ikke køre et par silikonebryster rundt på hver eneste bus i København, selvfølgelig skal Blachman ikke sidde og kommentere tavse nøgne kvindekroppe i primetime-tv. Og selvfølgelig skal vi også have standset klamme tilråb om “gode patter” på hver andet gadehjørne. Men måske ville feminisme få lidt mere sexappeal tilbage, hvis vi tillod, at der faktisk fandtes seksuel tiltrækning mellem kønnene.
Kvindekroppen skal ikke være en, der konstant bliver kommenteret på i alle sammenhænge, men objektivisering af kvindekroppen er ikke dårlig i sig selv.
Det seksuelle møde mellem kønnene handler til dels om at se den anden som et objekt. Et objekt for mit begær. Kvinder har også brug for at se mænd som objekter for at kunne få gang i maskineriet. Det er en god ting.
Og hvis man fjerner retten til at betragte kvinder – og mænd – som et objekter i alle sammenhænge så fjerner man altså ret meget den seksuelle spænding.
Det skal vi feminister passe meget på med. For jeg tror, at det er i det fokusområde, vi mister rigtig mange potentielle feminister.
Det her gør sig også meget gældende i den nuværende debat om hverdagssexisme, der endelig efter lang tids tilløb begynder at få rodfæstet sig som noget, man faktisk kan snakke om – og sige fra over for – her i landet.
Alle kvinder lever i en hverdag med sexisme, hvad enten det er lumre kommentarer om deres udseende – eller det er nedladende kommentarer om det samme. Ragerende fra “du har vildt gode patter” til “fuck hvor er du klam at se på din fede so.”
Ligesom kvinder også jævnligt bliver trynet på deres kompetencer, talenter, holdninger og meninger. Fælles feministisk front mod hverdagssexisme burde være den nemmeste sag i verden at sælge til alle kvinder.
Men alligevel står feminister tilbage med et alt for stort restparti og ingen købere. Fordi: igen er der en tendens til, at tonen hurtigt bliver meget skinger. Det bliver for nemt til, at mænd overhovedet ikke må kommentere noget på kvinder. Jeg har selv været inde over den her debat. Jeg foreslog, at man for at være på den sikre side holder sig til komplimenter fra halsen og op efter.
Men jeg er udmærket godt klar over, at der findes kvinder, der bruger fire timer om dagen i et fitnesscenter, som absolut ikke synes, at mænd skal fortælle dem, at de har nogle pæne øjne.
De her baller har krævet hårdt arbejde og de kræver en kompliment eller som minimum et fløjt fra en stilladsarbejder.
Vi lever i en kropsfikseret kultur, og de mange kvinder – såvel som mænd – der dyrker deres kroppe som afguder har for nogens vedkommende brug for at få likes for at føle, at det var sliddet værd. Og ja, derfor kan vi stadig godt forsigtigt påpege, at det uheldigt, at nogle kvinder føler, at de kun er noget værd, hvis de er 100 procent objekter for mænds begær.
Men hvis vi feminister ikke anerkende, at kvinder er forskellige og har forskellige grænser, men prøver at sætte en fælles standard op, så mister vi altså rigtigt mange feminister med veltrænede baller. Og de veltrænede ville være rare at have i blandt os, for de kan holde bannere hævet meget længere, end de her slappe arme kan.
En anden grund til, at kvinder har så meget imod feminisme er, at det måske ikke så meget er mændene, der skal give sig nu. Nu er det faktisk kvindernes rettigheder, der skal deles. Det vidste sig jo med diskussionen om øremærket barsel, at det faktisk ikke helt var så mange mænd, der var imod det, da det kom til stykket. Men hvem holder så igen? Det gør dem, der skal af med rettighederne. Sådan har det altid været!
Så er det jo lidt hyklerisk, når man gerne vil sige, at kvinder ikke må forskelsbehandles, men mænd må godt.
Så kan det godt være, at man kalder sig feminist derhjemme på matriklen, men man skal nok ikke hænge ud sammen med ret mange andre feminister, før man bliver sat på plads. Så derfor den nemme løsning: hellere lade være med at sige, man er feminist og beholde sine tre måneders ekstra barselsorlov.
Caitlin Moran, som jeg og sikkert flere af jer havde den store fornøjelse at opleve i sidste uge, da hun var her i København, hun har den opfattelse, at kvinder ikke gider feminisme i dag, fordi vi er blevet for magelige. Fordi det går jo meget godt, så hvorfor skulle jeg bruge tid på at kæmpe for de sidste småører – for 17 procent mindre i løn over en livstid er jo småører…
Plus selvfølgelig at vi har alt for travlt med at barbere alle overflade på kroppen til at bekymre os om dårligere pensionsopsparinger.
Jeg vil ikke helt give Caitlin helt ret. Jo, jeg vil godt give hende ret så langt som til, at alle her i Vesten er blevet for magelige – mænd såvel som kvinder. Det er sikkert en af forklaringerne på, at vi har finanskrise. Vi har ikke noget behov for at arbejde hårdere for at nå mere, for det går jo meget godt.
Men jeg tror ikke på, at kvinder er for magelige i deres kvindelighed. Jeg tror langt, de fleste kvinder er dybt ulykkelige. Enten er de decideret selvhadende eller ligefrem selvskadende eller også har de pms, der strækker sig fra september til maj. De fleste kvinder i Vesten har lange perioder med stress, angst og depression i deres liv, det viser alt statistik. Og tallene stiger.
Og det kommer ikke ud af ingenting. Det kommer ud af en dyb, grundlæggende utilfredshed med verdens tilstand, og den rolle, jeg har fået tildelt som kvinde i den verden. For godt nok fik kvinder med ligestillingen mere frihed, men vi fik ikke mere fri.
Vi blev ikke tildelt mere fritid til at slappe af, og vi fik slet ikke mere frihed til bare at være menneske. Vi fik bare lov til at være alt det, vi havde været før – og nu med en fuldtidsstilling oveni! Samt selvfølgelig en aftale hos en vokser hver fjortende dag.
Ja, jeg har en teori om, at hele den groteske krops- og udseendefiksering, vi ser hos kvinder i dag, i virkeligheden er en kompensation for at få lov til at være med på mændenes banehalvdel.
Og det her er ikke noget, mænd gør mod kvinder – det er heller ikke noget kvinder gør mod hinanden – det er en strukturel ting, som vi alle sammen lægger under for: Kvinder føler, vi skal gøre alting 110 procent perfekt, for ellers er vi slet ikke berettiget til at gøre det til at starte med.
Vi skal levere varen på jobbet, i hjemmet, hos børnene, i sengen og med de strammeste baller, der kan trænes op, for ellers har vi ikke fortjent at være lige med mændene. Som jo er fejehold fra starten af, fordi mænd ikke stiller de samme krav til sig selv.
Og der er selvfølgelig derfor kvinder har brug for feminisme. De ser det bare ikke som et fællesanliggende. Jeg tror grundlæggende, at det største problem for feminisme – udover vores usexede image – er, at alle i dag er overbevidste om, at de er helt unikke individer og kun de har netop disse oplevelser.
Det betyder, at det er enormt svært at tale om og endnu sværere at løse problemer, der gælder for alle kvinder – og selvfølgelig endnu mere problemer, der gælder for alle mænd – for ingen vil reduceres til deres køn. Og feminisme er nu engang afhængig af at kunne reducere folk til deres køn.
Så ironisk nok i forsøget på at nedbryde kønnene, så trækker vi dem faktisk frem. Hvilket jo også forklarer, hvorfor der er så meget modstand mod feminisme fra mange mænds side, fordi mænd, som I ved, jo aldrig har været et køn tidligere og slet ikke bryder sig om at skulle til at være det nu. Og det er desværre også det tankesæt, kvinderne har overtaget – for lige præcis på det individualistisk-tænkende område er der beklageligvis ligestilling.
Så feminisme er ikke frækt, det stjæler kvinders få fordele, og det fjerner ens unikke karakteristika. Og så giver det altså samlet set for lidt pik.
Mit seneste stand-up-show hedder Mandehader – et show om at være alt for glad for pik. Det var mit lille forsøg på at begynde at bryde med den myte.
Og til den titel fik jeg følgende kommentar fra en lesbisk feminist: “Årh, hvorfor skal I heteroseksuelle feminister altid gøre så stort et nummer ud af, at I elsker mænd!?”
Fordi det gør vi!
Og selvfølgelig vil jeg ikke stå og sige, at lesbiske har mindre at skulle have sagt end alle vi andre feminister, men hvis dét er din holdning til mandekønnet: Vil du så ikke være venlig at fucking lukke røven, for du ødelægger vores allesammens image!
Nø, det er jo bare fiktivt
Et billboard på Rådhuspladsen fangede min opmærksomhed. Okay, det ville nok have været svært andet, da den fyldte hele metrobyggeriets mur, der løber hele vejen rundt om pågældende plads. Vi taler fem meter i højden og sikkert 100-og-nogle i længden.
(En dag skal vi have en alvorssnak, om det egentlig er okay, at vores gadebillede fyldes af den slags. Og får Københavns Kommune i det mindste pengene til at bygge nye børnehaver og cykelstier for, eller ryger de bare ned i lommen hos nogle topfolk og aktionærer i metroselskabet!?)
Reklamen var for den nye udgave af computerspillet Grand Theft Auto. Et spil, jeg har mange gode minder med, fordi min bror og jeg altid spillede det sammen som teenagere. Engang handlede det om at stjæle biler og køre folk ned. Allerede dengang var det kontroversielt. Og skidesjovt.
Mænd er alle typer, kvinder er nøgne
Men det var dengang. Sidenhen er småkagen åbenbart ikke alene blevet tabt, men fuldstændigt forsvundet ud i et form for sexistisk parallelunivers. Det kunne jeg ikke lige lure ud af billboardet på Rådhuspladsen. Jeg var bare irriteret over, at af de avatarer, der fyldte hele reklamen, var kun de tre kvindelige, og kun en af dem havde (en slags) tøj på.
De mandlige avatarer var mangfoldige i antal, størrelse og form – og selvfølgelig alle sammen påklædte. De kvindelige avatarer var – måske med en enkelt yogadyrkende undtagelse – blot en undskyldning for at vise noget bar animeret hud.
Og min tanke, da jeg så reklamen var: ”Øv, så kan unge piger, der spiller det spil med deres brødre i dag godt nok vælge en kvindelig avatar – som var mere, end jeg husker, jeg kunne, da jeg spillede det for 16-17 år siden – men de får så kun bekræftet det alt for gældende verdenssyn, at deres udseende betyder mere end deres karaktertræk.”
Det, der sker inde i skærmen, sker ikke i mit hoved
Det var min oprindelige tanke. Fordi jeg ikke lige havde sat mig ind i, hvilken udvikling spillet åbenbart har gennemgået i de år, jeg ikke har spillet det. I de seneste udgaver har det for eksempel været muligt i spillet at myrde en prostitueret og stjæle hendes penge. Nå, ja, tænker jeg så. Det ligger vel meget godt i forlængelse af at køre munke ned på åben gade – ingen af delene er vel teknisk set noget, vi bør foretage os IRL.
Men så alligevel. For med den nyeste udgave af spillet – den der hænger reklame for på Rådhuspladsen – træder sexismen tilsyneladende virkelig i karakter. Det siger selv de mere seriøse spilanmeldere. Og hvis seriøse spilanmeldere rent faktisk forholder sig til spillets undertoner, så ved man, at den er hel gal!
For de fleste anmeldere kan godt lide kun at tale om ”tingene på tingenes præmisser” – hvilket skal oversættes til, at tingenes eventuelle påvirkning på og indflydelse fra resten af samfundet bare skal ignoreres. Hvilket naturligvis og forventeligt også var den reaktion, jeg fik, straks jeg lagde en kommentar om dette spil op på facebook: ”Nø, det er jo bare fiktivt.”
Hvad du wanker til, er din sag
Hey, jeg er fuldstændig for, at vi har et fiktionsunivers af computerspil, film, bøger, porno, tegneserier, dødsmetalsange og så videre, som vi ikke skal stå til ansvar for i vores almindelige liv. Fantasier er gratis. Når du sidder derhjemme i lædersofaen og spiller – pik eller Playstation – er du i mine øjne ikke forpligtet til at gøre det til noget som helst politisk korrekt.
Så jeg mener ikke, at man skal forbyde et ultravoldeligt, røvsexistisk spil som GTA. Men jeg vil eddersponsme have lov til at diskutere det. For hvis man bare kan affærdige alt kritik af fiktionen med et ”nø, det er bare fiktivt”, så gør man sig selv og samfundet blind over for de påvirkninger, der eventuelt måtte være.
Jeg siger ikke, at skoleskyderier skyldes skydespil. Men jeg siger, at det er vigtigt at diskutere og forske i, om det rent faktisk er hensigtsmæssigt, at (hovedsagligt) teenagedrenges hormoner og aggressioner blandes med fiktive voldudøvelser. Betyder det ikke noget for ens evne til at udvikle empati og sociale færdigheder, at man i stedet for at lære at omgås sine jævnaldrene – hvor skrækkeligt det så måtte være – sidder derhjemme og ser alt for velanimeret blod sprøjte ud af sine fjender!?
Tag den håndfuld bly, din feministfisse!
Jeg tilbragte selv det meste af mine teenageår bag bøgerne, og det er da hævnerromaner som Carrie, der tog toppen af mit behov for rent faktisk fysisk at smadre dem, der mobbede mig. Så jeg vil ikke påstå, at computerspil ikke også kan have nøjagtig den samme beroligende effekt.
Men jeg bliver stadig bekymret for den sexistiske undertone i spillenes verden. Også selvom det måske er præcis det samme; et behov for at få lov til at komme ud med den vrede på det modsatte køn, der ikke er politisk korrekt i hverdagen. Og så længe det begrænses til fiktionens verden skulle jeg vel også synes, at det er okay, eller hvad?
Nja, for det første er jeg meget forundret over, hvor al det sexistiske lort kommer fra til at starte med. Hvorfor skal snart hver anden tv-serie, film og computerspil i dag indeholde letpåklædte kvindelige karakterer, der i bedste fald klaskes bagi og i værste fald smadres fuldstændigt – fysisk eller verbalt!?
Okay, jeg antager, at sexismen er et backlash på feminismen. Hvilket er direkte fremtrædende i den nye udgave af GTA, hvor man efter sigende kan pløkke løs på feministiske gimper.
Den hånd, der styrer lynlåsen, styrer verden
Jeg tror, at vi oplever denne ekstremme opblomstring af sexisme lige nu, fordi en del mænd simpelthen er blevet trætte af at høre, at de skal give mere fra sig. De fleste mænd oplever ikke, at de undertrykker kvinder. Tværtimod tror jeg, at mange mænd ser kvinder som værende stærkere, end de selv er.
Fordi i den relation, de fleste mænd har med kvinder – den kammeratlige, seksuelle og ægteskabelige – er det jo kvinden, der har bukserne på. Det er i hvert fald hende, der bestemmer, hvornår bukserne kommer af.
Så jeg forstår godt mænd. Eller det tror, jeg i hvert fald, at jeg gør: Mænd ser en verden, hvor noget af det, de ønsker sig allermest – kys, kram, kæl, knald – styres fuldstændig med hård og kynisk hånd fra kvinders side.
Samtidig er de jo ikke selv – personligt – med til at holde kvinder tilbage fra det, kvinder gerne vil have… og her er de nok for manges vedkommende ret meget i tvivl om, hvad det egentlig er. For kvinderne har jo fået alt det mændene har, så hvad vil de have mere? Det må være, fordi kvinderne åbenbart vil have mere, end mændene har. De vil både have mere magt ude i samfundet, end mændene har, og stadig have mere magt over den seksuelle/ægteskabelige relation. Kvinderne vil tydeligvis have hele kagen!
Smack my bitch up eller noget
Så den angst, for at kvinden kommer her og tager alt det, han har, tilsat en frustration over, at hun bestemmer over alt det, han gerne vil have, samt en solid dosis manglende evne til rent faktisk at prøve at forstå kvinders situation – alt det fører til en sprængfarlig cocktail af latent kvindehad og sexisme.
Straks skal jeg lige tilføje mit sædvanlige forbehold. Jeg siger ikke, at det her gælder for alle mænd. Det er kun nogle mænd, og da helt sikkert ikke dig, kære mandlige læser, og sikkert heller ikke nogen, du kender, det er nogle andre mænd – måske faktisk kun nogle mænd, der bor i andre egne af landet.
Desværre lader det til, at nogle af de mænd, der har det sådan her, også er nogle af dem, der laver tv-serier, film, computerspil, skriver bøger, rapmusik og… host… stand-up. (Så lagde jeg da vist lige en kæmpedej i egen rede der.)
Så de her mænd lader deres personlige frustrationer over kvindekønnet slippe ud i sexistisk form i fiktionen. Og som vi kan se i GTA og Mad men er den bedste måde at tackle den frustration altså at skabe et univers, hvor tingene er, som de burde være med kællingerne nede på alle fire, afklædte og lige til at klaske bagi.
Derhjemme foran skærmen sidder der så nogle mænd, der har det på nøjagtig samme måde og finder deres stemme i denne fiktion (for identifikation jo er en af hovedpointerne med at have fiktion til at starte med.)
Og så bliver de bekræftet i deres ensporede verdenssyn: Ja, kvinderne er ved at overtage det hele! Og ja, den bedste måde at tackle det på, er at klaske tilbage – med ondskabsfulde og sexistiske kommentarer, med flad hånd eller med pistol.
Prøv lidt meditation, din fiktive voldspsykopat
Igen; jeg siger ikke, at sexisme i fiktionens verden nødvendigvis fører til mere sexisme i virkeligheden. Men jeg er bekymret over den ophobede frustration. Lidt ligesom jeg er bekymret for en meget aggressiv, frustreret teenagedreng, der spiller voldelige computerspil dagen lang. Hvornår siger det snap?
Det er ikke computerspillet og fiktionen, der skaber frustrationerne, ej heller er de ikke ansvarlige for folks handlinger, men jeg tror, at det for nogle er benzin på bålet. Disse fiktive outlets holder hele tiden gang i ilden.
Og ja, der er selvfølgelig igen kun nogle, der ikke kan tackle det. De fleste kan sagtens skelne fantasi fra virkelighed… eller?
Altså jeg kan jo tydeligvis ikke selv. Jeg bliver superfrustreret over at se, at der aldrig er plads til en bredere diversitet i kvindetyper i fiktionens verden. Det påvirker da mig mere eller mindre direkte. Hvor skal jeg finde min identifikation, når alle hunkønsvæsnerne i fiktionens verden enten er afklædte bimbos eller kastrerende bitches?
Du kan være et menneske, eller du kan være en nøgen kvinde. Frit valg!
Forleden skrev Politiken en historie om, at vi (altså fiktionsdyrkerne) elsker de ”følelseskolde mandekvinder”. Kvindelige karakterer som Sarah Lund og Lisbeth Salander. Mit bud er, at kvinder (og mænd for den sags skyld) elsker de karakterer, fordi de virker som (lidt mere) troværdige hele mennesker end de sædvanlige kvinderoller, vi får lov at møde i fiktionens verden.
Folk er faktisk parate til at se kvinder som mere end bare sexede/sindssyge bipersoner. Eller nogle folk er. For andre folk (nogle mænd) vil jo åbenbart gerne tilbage til, at det kun er manden, der er og kan det hele.
Hvilket jo også forklarer det absurde behov for at kalde de her kvindekarakterer for ”mandekvinder”. For hvis en kvinde ikke passer ind i de eksisterende kvindestereotyper, så er hun jo faktisk halvt en mand. Underforstået, at hvis du har andre personlighedstræk end babe eller bitch, så er det et maskulint karaktertræk…
Og så undrer nogle mænd sig stadig over, at kvinder ikke bare er tilfredse med “alt”, det vi har fået. Vi må for fuck sake ikke engang være kvinder og samtidig rumme mere end damebladsquizklassikeren ”Er du babe eller bitch?” Mens mændene stadig må det hele. Inklusiv at bitche over, at de skal dele det.
Suzanne Gieses Mindelegat
I går fik jeg en pris for at være feminist. Det er lidt som at vinde den ukendte hovedgevinst i et lotteri, hvor man troede, man ellers kun kunne vinde en lind strøm af tilsvininger og en evighed som single.
Prisen er nystiftet. Den hedder Suzanne Gieses Mindelegat, og Suzannes datter Ditte Giese holdt nedenstående motivationstale, som jeg lægger ud her, så jeg altid selv kan gå ind og læse den, når jeg bliver lidt for ramt af at stå på den øretævernes holdeplads, som feminisme er.
Eller som en af de smukke, ældre rødstrømper sagde til mig efter prisuddelingen: “Ha, øretævernes holdeplads!? Næ du, det er røvfuldenes holdeplads. Røvfulde efter røvfulde er det, man får. Og sådan har det været i fyrre år!”
Motivationstalen
Aftenens vinder, for der kan kun være en vinder, har haft et vildt år. I mindelegatets beskrivelse står der, at ’hæderen skal gå til en person, der har udvist mod og konsekvens til at markere feministiske synspunkter i den offentlige debat’.
Og det må man sige, at du har Sanne Søndergaard.
Der er mange former for feminister – queer-feminister, elitefeminister, kystbanefeminister, kvotefeminister, old school-feminister, forbudsfeminister, forhudsfeminister, prosex-feminister. Det gode ved dig er, at du er dem alle sammen på én gang – og så alligevel ikke. Du er din egen pærevælling af feminismer, men først og fremmest er du skarp, stædig og sjov.
I modsætning til folk som jeg er du ikke ’indfødt feminist’, du ved typen, der har fået det hele med hjemmefra og måske ikke rigtig har taget stilling selv. Du har selv opsøgt feminismen, sat dig ind i tingene, læst bøgerne, studeret kønsstudier på universitetet, gennemtænkt argumenterne.
Din lejlighed er et stort feminist-bibliotek, og du har fundet din egen stemme i feminismedebatten. Du vil hellere skrive lange blogindlæg med alle argumenterne i orden end at finde dig i avisernes redigering og dagsordener.
Din måde at kombinere humor og feminisme på er enestående. At springe ud som feministisk standupper indenfor et fag, som mestendels består af drengerøve med pruttehumor og lidt hurtig sexisme i baglommen, kræver mod. Kvindemod. Det har du, og det har haft konsekvenser. Det er ikke dig, der bliver inviteret ind som det blonde, fnisende vedhæng på TV2 Zulu, og som du sagde, da jeg ringede til dig og fortalte, at du havde vundet: ‘Jamen, jeg har aldrig vundet noget før’.
Til gengæld er du hårdtarbejdende med en aktivistisk tilgang, hvor du myreflittigt breder dig over alle medieplatforme og ved hvad du taler om – hver gang. Du udgiver bøger, skriver debatindlæg og blogs, deltager i debatter i medierne, sætter dine egne standup-shows op og rappenskralder den på Facebook.
Vi fik rigtig mange indstillinger, men jeg vil tro, at halvdelen af dem handlede om dig. Og du skal vide, at det var en enig komité, der valgte dig som vinder.
For selvfølgelig var det dig, der skulle vinde, Sanne, du har fortjent et klap på skulderen for alt dit hårde arbejde, alle de tæv du tager og alle de eftertænksomme smil du frembringer på din vej. Tillykke!
Min takketale
Jeg er virkelig stolt og beæret over at blive indstillet og modtage prisen. Jeg har været fan af Suzanne Giese i mange år og har flere af hendes bøger – fulde af æselører.
Drømmen om kvinden var nok min første rigtige feministbog, og jeg har trawlet den igennem, fordi jeg – da jeg fandt den – også endelig fandt andre end mig, der tænkte sådan og fik øjnene op for feminisme som andet end en diskussionsdiciplin, jeg kunne køre min far træt med hen over middagsbordet.
Ikke, at det er blevet mindre en diskussionsdiciplin med årene, det følger ligesom med, når man siger: “Jeg er feminist.”
Så er standardreaktionen: “Nå, så vil du nok godt høre på mine uvidende betragtninger om køn de næste to timer.”
Det er ligesom, når man siger: “Jeg er komiker.”
Så er standardsvaret: “Nå, så sig noget sjovt.”
Så man får lyst til at sige: “Jeg er også meget træt nu.”
Og får svaret: “Nå, så vil du nok gerne i seng – med mig.”
Jeg talte med en mand i sidste uge… ja, det sker faktisk nogle gange.
Altså, jeg talte køn med den her mand – og “talte” er her den diplomatiske betegnelse for, at jeg talte for døve øre. Han sagde det, som vi feminister efterhånden hører hver dag: “Feminister skal holde op med at spille ofre. Kvinder i dag er stærke og skal jo bare tage det, I vil ha’. Det ligger lige foran jer.”
Okay, så tager jeg lige 18 procent af din løn til at starte med.
Jeg vil ikke stå her og sige, at vi har mere brug for feminisme end nogensinde før, for det vigtigste kampe er vundet. Jeg står som kvinde på skuldrene af nogle kvinder, jeg bogstaveligt talt skylder det, liv jeg lever i dag. Kvinder som Suzanne Giese.
Men feminismen er stadig vigtig i dag, fordi nu vi skal holde fast. Og det skal vi måske mere lige nu, end vi har skullet det i 30 år. For lige nu begynder der at blive at rullet tilbage, alle ligestillingsinitiativer forsvinder op i den blå – den borgerligt blå – luft. Vi mistede chancen for den øremærkede barsel, og det tyder på, at pappamåneden nu også ryger i Norge. I det hele taget ser det ikke godt ud for kvinders vilkår på verdensplan blandt andet med rettigheder som abort på retræte i USA.
Faktisk er hele velfærdssystemet ved at blive undergravet selv her i velfærdsnorden – og hvis først det ryger, så ryger ligestillingen helt, for så skal kvinderne tilbage til omsorgen og kødgryderne.
Og så er hverdagssexismen efter min egen personlige mening også i stigning.
Fordi – og nu gætter jeg her – men jeg tror, at det, der er sket med mange mænd er, at de føler, kvinderne har vundet.
Det er jo de færreste mænd, der rent faktisk bestemmer i samfundet og er direkte involveret i den traditionelle patriarkalske magtstruktur – de er ikke chefer eller bestyrelsesmedlemmer eller politikere – de er helt almindelige og i deres verden er det konen, der bestemmer. Og se så; vi har jo tilmed en kvinde på landets vigtigste post… eller kvinde og kvinde… faktisk synes jeg, vi efterhånden er ude i en form for Stepford Wife-statsminister.
I hvert fald ser de her mænd en verden, hvor kvinder sidder på alt, der betyder noget for dem. Og så bliver de bitre, og så bliver kønskampen virkelig perfid.
Og så kan man jo spekulere over, hvorfor de ikke føler et behov for at marchere i flok ned ad Strøget, brænde deres tøfler af og kræve lige ret til opvask og børneopdragelse, men det gør de ikke.
Og indtil de begynder på det, er vi nødt til at holde fast, så alt det, de fantastiske kvinder, vi står på skuldrene af, kæmpede for, ikke forsvinder.
Men vi er også nødt til at tale med vores egen stemme. Tiden er en anden. Den militante separatistiske tone hører en anden kamp til. Kvindegrupper og ølejre kunne noget i halvfjerdserne, men vi skal også videre derfra.
I dag kan vi godt tillade os at smile lidt, have lidt humor med i debatten. For come on; projektet går jo grundlæggende ud på at få mere lighed, så vi alle sammen har det bedre, så vi kan få mere pik… eller fisse eller begge dele. Hey, folk må boltre sig i de kønsdele de ønsker.
Så længe der er hår på, naturligvis.
Genstart bevidstheden
Jeg frygter, at vi står midt i et bevidstheds-backlash. At vi har nået den fulde kapacitet, vores bevidsthed er i stand til at yde. Faktisk frygter jeg, at vi nåede den for omkring 10-15 år siden, og at vi lige nu ruller tilbage på alt, hvad vi nåede at få af nye tanker og originale ideer i den mellemliggende perioder.
Vi lukker ned. Ligesom en computer, der har for mange programmer åbne. Vi crasher, og vi fryser midt i et skærmbillede.
Neurologien fortæller, at hjernen er en fantastisk mekanisme, der kan blive ved med at vokse og ændre sig livet igennem. Javist, men den har brug for ro til at gøre det, og med de ADHD-agtige påvirkninger, vi udsætter den for, så tror jeg ikke, den har mange chancer for at gro.
Altså antallet af stress- og depressionsramte taler deres eget sprog. Vi overbelaster hjernen og kroppen konstant. Men hvor forfærdeligt det end må være for den enkelte, er min bekymring nu alligevel, hvad det betyder for os alle sammen; for fællesskabet. (Hvis man da må tillade sig at smide sådan en gammel halvkommunistisk frase på bordet.)
Farmand, du får først ligeret til dine børn i 2113
Jeg ser det naturligvis mest på kønsområdet, fordi det er her mit lilla-ble-indpakkede hjerte ligger. (Og også en form for kompetence, selvom det jo ikke tæller ret meget at have studeret køn på universitet. Fordi alle er eksperter i køn, fordi alle jo har et køn – og det er lig med, at alle har studeret køn! (aka alle har onaneret.))
Det er tydeligt i den måde, hvorpå selv umiddelbart fornuftige mennesker er begyndt at lege “kan ikke høre, kan ikke se”-aber. Vores regering dumper det mest fornuftige bud på ligestillingspolitik, der er blevet fremført i et årti: øremærket barsel til fædre. Og de gør det uden at blinke, fordi det er en “tabersag”. Tilsyneladende er vælgerne ikke med på vognen, siger journalisterne, der påstår at forstå sig på spin.
Undskyld, men hvad skete der for, at politikere skulle være fremsynede og gamle nok til at træffe de upopulære beslutninger – dem, der på sigt ville skabe et bedre samfund!?
Shhh med alle de nye tanker, mit hoved er fuld
Men det værste er, at jeg ikke tror på, at det er derfor. Jeg tror ikke på, hverken politikernes officielle forklaringer (noget med familiernes økonomi blablabla (Hvilket netop er én af de ting, der ville ændre sig over tid med en øremærket barsel, hvilket politikerne ville vide, hvis de gad sætte sig ind i stoffet, men research og rapportlæsning er åbenbart også en af de ting, der ikke længere er plads til i politikeres opinionsoverfyldte hjerner.)
Jeg tror heller ikke på den uofficielle spin-forklaring, om at vælgerne var imod, så derfor valgte regeringstoppen at røvrende deres egne valgløfter og vælgere (endnu engang.)
Nej, jeg tror desværre, at den øremærkede barsel røg samme vej som de andre ligestillingsinitiativer, der ellers så lovende lå i valgløfterne. Og samme vej som alle de andre tanker om bedre miljø (eks. betalingsringen) og bedre fællesskab (eks. ændre de åndssvage dagpengeregler tilbage til menneskelige forhold.)
Alle de her ideer røg ned i den store skraldespand af “ting, der bare ikke er plads til i vores hoveder lige nu”: Nemlig alle de ting, der skuer længere end et halvt år ud i fremtiden. Ideer, vores og vores børns fremtid skulle grundlægges på. Smat! Lige ned til bananskralden og papiret fra makrelmaden.
Ti små neuroner kom… ja og så døde de alle sammen, fordi de ikke så sig for
Vi kan ikke overskue fremtiden. Vi kan knap overskue nutiden. Vi holdt op med at have en nogenlunde overskuelig idé om verden lige omkring årtusindeskiftet og så gik det bongus ned ad bakke.
Der er alt, alt for meget viden, vi skal have styr på. Viden om hvad der sker ude i verden, og hvad der sker herhjemme og derhjemme med ungerne. Alt for mange dårlige amerikanske tv-produktioner og youtubeklip, vi skal se, facebookopdateringer, vi skal formulere (så folk kan like os, så vi kan blive bekræftet i, at vi findes) alt for meget overfladisk netværkning, vi skal oppebære, reklamer og relationer, vi skal finde hoved og hale i, og tøj og job, vi skal iscenesætte os selv i, og maratonløb, vi skal løbe, så vi ikke dør for tidligt, for det har vi virkelig ikke tid til, når vi skal nå alt det andet.
(Her indlægges forpustet vejrtrækningspause.)
ALARM: ting må ikke forandre sig, for så bliver jeg ædt
Og så står skærmbilledet stille på nethinden. Der er ikke flere RAM ledig. Desperat fryser vi alt fast, der ikke er strengt nødvendigt for at holde maskineriet i gang. Herunder nye ideer og kreative løsninger på gamle problemer. Herunder det konstante behov for selvbevidsthed omkring egen adfærd, så man ikke reproducerer stereotyper, fordomme og andre dårlige vaner (fra neglebidning til at jorde sin kæreste, fordi høn stanger tænder med gaflen.)
Fordi hjernen kræver ledige RAM for at kunne reflektere, ellers ryger den på prækodede rutiner. Hele din hjerne skriger ALARM SABELTIGER! Du har ingen fri kapacitet til at spekulere over, om det egentlig er fair over for alle sabeltigere, at du altid er så fordomsfuld over for dem, og da slet ikke til at spekulere på, om det også skulle gælde dine fordomme over for det andet køn, mørkere hudfarver og andre kødpræferencer. (Også kendt som: ALARM HALAL!)
Og selvfølgelig fryser også alt, der hører under kategorien af almindelig hverdagsbevidsthed om, hvordan vi behandler os selv og andre ordentligt.
Ørefigen-rebooting
Jeg synes ellers, der var sådan en god stemning i Danmark her hen over sommeren, og jeg tænker, at det var, fordi vi endelig havde en; en sommer. Så fik hjernen lige den pause, den havde brug for. Der var pludselig et overskud til at begynde at smile til folk på gaden og måske ligefrem begynde at drømme igen.
Men så begyndte det at regne og så tilbage til buisness as usual. Bang så kom frygten for at nogen ville stjæle frikadellerne, bang så røg fædrebarslen, bang så går vi i krig igen. Bang så er vi bange for alt det nye igen.
Lige nu er jeg i lussinghumør. Jeg er så fristet til at gå ud i regnen og klappe hver eneste dansker, jeg møder en på hver kind: hey, snap out of it!
Sluk for de effing skærme (når du er færdig med at læse det her supervigtige budskab… nej, faktisk bare sluk nu; det her er lige så meget hvidt støj som alt muligt andet), drop de evige selviscenesættelser, mærk dig selv og regndråberne og begynd så for satan at tænke igen. Reflektér! Få os videre.
Vi har alt den computerkraft, der skal bruges, vi har opdateringssoftwaren indeni. Vi er bare nødt til at begynde at køre de rigtige, de vigtige programmer i stedet.
Den vægt, du ikke bærer
På mit køleskab hænger en snip fra et Yogitebrev. Yogitebreve har nemlig små visdomsord på deres snipper. Som oftest lidt for flippede til reel eftertanke. (Eks. “Look at the stars. Connect with the stars. You are a star”. Øh, nej, fordi du drikker Berry Detox er du næppe den næste Rihanna.)
Men den snip, der hænger på mit køleskab, vækkede i den grad en erkendelse i mig, og den hænger centralt placeret på køleskabsdøren, fordi jeg er nødt til at minde mig selv om det på dagligt plan. På snippen står der: “You don’t know the weight of a burden you don’t carry”.
Jeg er nemlig født liberalist, jeg er individorienteret i en grad, så selv Liberal Alliance må stå af, faktisk lever jeg mit liv efter liberale principper, der er så liberalt liberale, at de slet ikke er repræsenteret i dansk politik.
Men jeg stemmer venstreorienteret. Og har altid gjort det – også før snippen kom op på køleskabet. Fordi jeg et eller andet sted altid har været bevidst om det faktum, at nej, jeg kender ikke den byrde, du bærer.
Gud, er det det, jeg betaler skat til!?
Du kender jo heller ikke min byrde. Egentlig syntes jeg ikke, at den er ret tung, selvom jeg selvfølgelig har dage, hvor jeg er nødt til at blive i sengen, fordi verden simpelthen er for hård. Men generelt syntes jeg, at mit liv er udfordrende i en grad, der passer til mig, og hvad jeg kan overkomme. Og jeg er også af den mening, at mit liv er mit eget ansvar, og det lever jeg efter. I helt uhyggelig grad.
I hvor høj grad gik først rigtig op for mig forleden, da jeg snakkede med en veninde om hendes fysiotereapeut. Hun roste ham til skyerne, og jeg spurgte, om jeg ikke måtte få hans hjemmesideadresse, for så kunne det da være, at han skulle se på min skulder, der driller lidt engang imellem. Hun gav mig adressen og sagde i samme nu: ”Men du skal gå op til din læge først og få en henvisning.”
Jeg gloede bare underligt på hende, så hun uddybede: ”Ja, så er det jo kun halvt så dyrt.”
Og jeg blev bare ved med at glo underligt på hende, mens det gik op for mig, at jeg virkelig er ude af sync med det samfund, jeg har levet i de sidste 33 år.
Jeg havde seriøst aldrig skænket en tanke, at jeg skulle bede samfundet betale for min drillende skulder. Det er jo min skulder!
Æ gør’et sjælv, do
Den form for ekstrem ansvarsfølelse stammer fra mine midtjyske bonderødder. Her klarer man sig selv og sine køer, og det skal staten sgutte blande sig i! Og selvom den form for livsstil har været uddød her i landet i hen ved 100 år, så sidder den stadig kodet ind i min hjernes vanetænkningsmønstre. Min automatrefleks, når jeg er har brug for hjælp, er altid at gå til familie eller venner først, dernæst at betale mig fra det. Staten er altid absolut sidste udvej.
Ikke dermed sagt, at jeg er ubekendt med de fordele, jeg har af vores sundhedsvæsen. Dengang jeg skar min finger af, var jeg meget taknemmelig for bare at køre på skadestuen og lade dem klare sagerne, uden at jeg nogensinde hørte mere til det. Og jeg har også trukket godt på statens fede dankort med min uddannelse og min SU. (Jeg har faktisk regnet lidt på det, og med én operation, en lang uddannelse og SU, så er mig og staten i hvert fald ikke kvit, før jeg er omkring 40, og så er vi slet ikke begyndt at tale om veje og politi og alle de andre ting, jeg får betalt af staten, og som jeg slet ikke tænker over.)
Men når det kommer til mindre skavanker og andre hverdagsproblemer, så glemmer jeg virkelig, at jeg bare kunne gå ned til lægen eller på kommunen eller, hvad man nu ellers gør.
Jeg er jo også helt ekstremt heldig. Tænk, at jeg har hele tre sikkerhedsnet – mit bagland, mine egenbetalte forsikringer og staten. Mange mennesker i verden har knap nok ét.
Og mange mennesker i Danmark har ikke de første to. Det er netop den byrde, jeg forsøger at holde mig bevidst, om at andre bærer.
Selvfølgelig kan alle da det, jeg kan
For med den grad af grotesk personlig ansvarsfølelse, jeg har nedarvet, kommer der jo også meget nemt domsfældelser over andre, tilsyneladende mindre ansvarlige mennesker. (Hvilket ifølge mine jyske rødder er op til 99,9 procent af alle andre, fordi mistænkelighed over for, hvad dem, man ikke er i familie med, egentlig kan bidrage med, også er en del af arven.)
Jeg har så let ved at se på andre, der bare ikke kan ”tage sig sammen” og tænke: ”Hey, svagpisser! Hvis jeg kan, så kan du også!”
Men sådan hænger verden ikke sammen, det ved jeg godt, selvom arven fra min sammenbidte bondeslægt hvisker noget andet. Mennesker kan ikke bare tage sig sammen. Faktisk tror jeg, at de fleste langt hen ad vejen allerede tager sig så meget sammen, som de kan. Og det er selvfølgelig alt, alt for lidt. Folk burde virkelig gøre en større indsats, vi ville ikke have så mange problemer i den her verden, hvis alle bare tog sig lidt mere sammen.
Den liberale side af mig slås konstant med den venstreorienterede; folk er dovne kontra folk gør det bedste de kan med de ressourcer, de har til rådighed.
Måske er jeg ikke den eneste med den indre kamp – mange af os har jo den jyske muld et eller andet sted i vores gener – men som oftest ser jeg kun mennesker, der har valgt den ene side i kampen. Især i den politiske debat.
Din skyld, vores skyld, din skyld, vores skyld, din skyld, vores…
Jeg synes, det er meget sigende, at de mennesker, der traditionelt har repræsenteret venstrefløjen for manges vedkommende er skolelærere og dets lige. Det er altså mennesker, der fra starten af har haft en stor forståelse for, hvor meget omgivelserne betyder for vores individuelle muligheder.
Og på samme vis er dem, der repræsenterer de borgerlige partier, selvstændige og andre erhvervsfolk, der har klaret sig godt på individuelt plan og derfor mener, at det er op til den enkelte at klare sig.
Og så står de to fløje over for hinanden, som de har gjort det i snart 100 år og skændes om, hvem der har mest ret og fordeler love og penge efter et eller andet kompromis mellem dem, hvor ingen nogensinde bliver tilfredse, fordi det jo er kompromissets natur, at ingen bliver det.
Hvilket formentligt også vil være sådan politik vil se ud til evig tid, fordi når det kommer til stykket har begge sidder jo ret; vores liv er vores eget ansvar, og vi er afhængige af vores omgivelser.
Det er så banal en sandhed, at jeg faktisk godt kan blive lidt irriteret over, at det stadig skal diskuteres. Men ih, det bliver det. Især lige nu. Lige for tiden er det enormt populært at lægge alt ansvaret over på enkeltindivider – om det kommer til arbejdsløshed eller ligeløn/barsel eller “livvstils”sygdomme – som allerede i betegnelsen indikerer du kunne bare have valgt noget andet, fedeberg.
Ja, selv i miljøbeskyttelsen dominerer retorikken; for det er jo mit personlige ansvar, om jeg vil leve ikke-bæredygtigt, køre i min benzinsluger-bil og tage en flyver til Thailand og forurene kloden godt til undervejs. (Hvilket jeg i parantes bemærket gør, for jeg er godt nok meget personlig ansvarlig og lader også være med at smide skrald på gaden, men jeg kan altså ikke overskue at skulle tage ansvar for hele klodens fremtid oveni. (Og jeg elsker min benzinsluger-bil. Sorry, kære venstrefløj, men I har altså endnu ikke formået at overbevise mig om, at forlænget rejsetid og lugten af sure tæer i en togkupé er et godt bytte for min personlige frihed bag rattet.))
Lille luder let på tå
Prostitutionsdebatten er et af de steder, hvor denne diskussion – mellem personligt ansvar og offer for omstændighederne – har kørt i ring og samme rille i årevis. På den ene side står de liberale og mener, at luderen selv har valgt det; at hun har truffet et frit valg, og på den anden side står venstrefløjen og siger, at hun ikke har haft andre valg; at hun er et offer. Og der står debatten så bomstille.
Men kan begge dele ikke være tilfældet? Er det ikke snarere sådan, at vi alle træffer frie valg – men at vores valg er afhængige af, hvad vi ellers har mødt i vores liv? Er det ikke i virkeligheden et eksistentialistisk grundvilkår?
Jeg tror, at den virkelige grund til, at prostitutionsdebatten altid ender der, er, fordi vi er bange for det helt personlige ansvar; nemlig om vi – personligt – overhovedet er interesseret i at have prostitution i vores samfund.
For så bliver det straks en langt mere en penibel sag, når vi ikke bare kan skyde problemstillingen over på de prostituerede – om de så er frie aktører eller ofre – eller over på kunderne – om de så går til prostitueret, fordi det er synd for dem, at de ikke kan få sex andre steder, eller om de bare er frie, klamme svin. (For pudsigt nok, så er skifter aktør-offer-modellen fortegn alt efter, hvad side man politisk står på. Rød: Luder = offer, kunde = frivillig aktør/svin. Blå: Luder = frivillig aktør, kunde = offer for sin egen liderlighed/sociale situation/kapitalistiske verdenssyn.)
Det er synd for dig, basta!
Men hvad nu, hvis spørgsmålet om prostitution i stedet lød: Hvad mener jeg rent faktisk om, at sex er en vare, der kan købes og sælges?
Personligt er jeg imod, fordi jeg er lidt hippieagtig, når det kommer til sex og synes, sex burde være noget, der bliver udvekslet ligesom gaver mellem voksne, ligestillede mennesker. Andre har den mere kapitalistiske tilgang, at sex er en valuta, der alligevel altid bliver brugt til at købe sig ydelser og derfor kan der ligeså godt afregnes i kontanter.
Men jeg gad godt, at dét var debatten i stedet. Hvis vi rent faktisk personligt investerede vores eget syn på sex i debatten i stedet for altid at gøre det til de andres problem – ludernes og kundernes.
Og apropos, så viser offer-retorikken jo også sin begrænsning tydeligt i den prostitutionsdebatten, for hver eneste gang venstrefløjen eller Anne-Grethe Bjarup Riis forsøger at trække offer-mærkatet ned over hovedet på de prostituerede, så stejler de. Forståeligt nok, egentlig, for de færreste har vel lyst til at blive umyndiggjort i en offerrolle. De fleste føler jo netop, at de har truffet deres frie valg ud fra de forudsætninger, de havde.
Hvem siger ikke, at det i virkeligheden ikke er en vildt stærk beslutning at vælge at prostituere sig? Hvis man føler, man ikke har andre muligheder for at klare sig igennem, er det så ikke bedre at sprede benene, end at lægge sig ned og dø eller lade sine børn dø? Jeg ved da, at jeg ikke ville tøve to sekunder med at træffe det valg, hvis alle andre muligheder var væk.
Sagde jeg lige, at jeg ville prostituerede mig? Ja, jeg er faktisk ikke i tvivl, om at jeg ville gøre dét og rigtigt meget andet vildt ubehageligt og gå uhyggeligt langt for at overleve, hvis det blev nødvendigt. Jeg ville sikkert også myrde og torturere andre, hvis det var mine eneste ”valg”. (Jeg håber selvfølgelig, at jeg ville være en af de første, der ryger op af muren, hvis fascimsen kommer, men historien og statistikken taler for, at jeg lige så vel kunne være en af de mange, der ruller gardinerne ned, stikker sine naboer eller bliver ansat i en form for KZ-lejr.)
Den kugle, Joachim B. støder
Så er det ikke efterhånden på tide, at mennesker, der har valgt at lade venstrefløjshjertet råde, forstår, at selvom vi alle er afhængige af hinanden, kan hverken staten eller andre individer altså bære andres byrde for dem; for så fritager man dem fra deres personlige ansvarsfølelse? Og offerollen er nok i virkeligheden en af de tungeste byrder, man kan få lagt på sine skuldre, for den kan man aldrig smide fra sig igen.
Og kunne mennesker, der har valgt at lade det liberale hjerte råde, ikke ligeledes snart tage sig sammen til at erkende, at det er dét, de har gjort – og så se det positive i det!? I stedet for at se ned på mennesker, der har brug for hjælp, så kunne man jo vælge at være stolt og lykkelig over, at man har kunnet klare sig selv.
Tænk, at en tidligere elitesportsmand som Joachim B. Olsen ikke kan se, hvor heldig han har været – både at være født med den personlige styrke til at løfte kugler og sin egen byrde og samtidig have opbakning og sikkerhedsnet nok til at kunne kaste dem fra sig til alverdens sportsstævner uden derved at risikere at miste sit liv eller sit eksistensgrundlag.
Hellere en velkendt lort på skulderen end en ukendt under skoen
Jeg ved da godt, at for mange mennesker i Vesten bliver deres byrder ofte mest til psykiske begrænsninger. Mange tør ikke kaste dem fra sig, fordi de ikke stoler nok på, at der vil være noget andet og bedre til dem. Og de mennesker kan virkelig pisse mig af, fordi de holder sig selv nede og samfundet tilbage. Føler jeg.
Men igen, jeg ved jo ikke, hvorfor de ikke har mod og tillid til at turde tage et større ansvar for deres eget liv. Bare fordi jeg har været så velsignet at have fået det mod og den sikkerhed med i arv, så er det jo virkeligt ikke sådan for alle.
Eller også er andre bare mere dovne, det er jo faktisk en reel mulighed. Jeg finder bare aldrig ud af, hvad der er forklaringen, fordi jeg ikke kender din byrdes vægt. Og derfor prøver jeg ikke at dømme dig alt for meget. Det lykkes nogle gange og andre gange gør det ikke – for det er en del af min byrde, at jeg sgu heller ikke altid er så godt et menneske, som jeg gerne ville være det.