Tag: comedy
Votewoman i huset
Klassisk politik: Politikere sender noget ugennemtænkt ud til befolkningen, befolkningen reagerer og påpeger, hvor ugennemtænkt det er, politikerne trækker det tilbage igen.
Hurra for demokratiet. Eller hvad?
Nej, ikke når det handler om humor. For det, politikerne måtte trække tilbage i denne uge, var en humoristisk tegnefilm kaldet Voteman, der have til formål at få unge til at stemme til EU-parlementsvalget. (Fordi det syntes oplagt, at unge mennesker kun kan interessere sig for noget så kedeligt som EU, hvis budskabet serveres med blowjobs og vold.)
Feminister og andre politiske korrekte (og Anders Samuelsen, der ikke tilhører nogen af de to kategorier, men som vist bare greb chancen til at slå lidt på regeringen) kaldte tegnefilmen alt fra sexistisk til voldsforherligende og fordummende.
Og så blev feministerne forudsigeligt kaldt snerpede og humorforladte. Selvom Folketinget trak tegnefilmen tilbage på under ét døgn – fordi godt nok var det, de snerpede, humorforladte, der påpegede problemerne, men det må alligevel have fået en eller anden på en vigtig post til at se filmen igennem igen og tænke: “Hør, måske skulle vi lige overveje, hvad vi egentlig har gang i.”
Humor – nu uden hængepatter
Men på trods af det, har jeg de seneste dage kun hørt bitcheri over de irriterende politisk korrekte feminister uden humor. Nu har vi igen ødelagt det sjove for alle. Kunne feminazierne ikke bare holde vores kæft for én gang skyld i stedet for at spolere alting med vores ensidige fokus på kønsfremstillinger.
Personligt er jeg faktisk lidt todelt i denne sag. Fordi jeg synes også, at humor skal have lov til at være politisk ukorrekt – det er et af formålene med humor. Og der er virkelig grænser for, hvor meget sjov man kan lave, hvis det skal være biodynamisk fairtrade økologisk hallalhippie respektfuld over for alle grupperinger i samfundet.
Så jeg er på nippet til at forsvare Voteman, fordi jeg mener ikke, at nogen skal afgøre, hvad der er sjovt.
Men så kan man jo spørge – som faktisk også er dét relevante spørgsmål, feministerne stillede om Voteman-filmen – nemlig: Er det overhovedet Folketingets opgave at være sjov?
For hvis humor kun kan være grov og sexistisk, burde offentlige institutioner så ikke holde sig fra det? Det er jo ikke strengt nødvendig for politikerne at få folk til at le for at sælge deres budskaber. (At en del politikere så får folk til at le med deres budskaber, når det ikke er meningen, er en anden snak.)
Så hvorfor insistere på humor, hvis man kun har fantasi til at løse det på én måde?
Bare patter og mænd med muller – det er nytænkende comedy
Thomas Thorhauge, der står bag tegnefilmen forklarer, at Voteman er “en parodi på de brutale typer, man finder i Hviderusland og Ukraine”.
Bortset fra, at man med den udtalelse kan få lyst til at tilføje “racistisk” til listen over, hvad der er galt med Voteman, så er parodien jo bare ikke tegnefilmen i sig selv. Parodien er, at man tror, man laver parodi ved at gøre det samme, som alle andre gør. Det er det fucking omvendte af parodi! Det er kopi.
Så feminister og andre politisk korrekte typer er ikke så meget blevet forargede over Voteman. Vi er ikke humorforladte eller snerpede. Vi er bare usigeligt trætte. Dødtrætte af ikke at kunne tænde for et tv – og da slet ikke et humoristisk tv-program – uden at se kvinder fremstillet som sexobjekter, og mænd som de sjove, seje aktører, der tosser rundt med alkohol og vold og er politisk ukorrekte i humorens navn.
Måske kunne vi bare godt tænke os, at når vores folkevalgte vælger at bruge humor som greb, at de så i det mindste forsøger at sætte standarderne lidt højere end en Leasy-reklame.
Så her er mit spørgsmål: Hvorfor i hedehulehumorisme var Voteman ikke en Votewoman?
Slik fisse for et bedre EU
Hvis man virkelig ønskede at lave parodi, hvorfor så ikke gå all in og fremstille en stor muskuløs kvindelig antisuperhelt – der får cunnilingus af letopklædte fyre og flår hovederne af kvinder, der ikke vil stemme?
Det ville parodiere voldsfilm, kønsstereotyper, comedy, tegnefilm og en hele masse andet oveni hatten. Det ville være ægte parodi. Og stadig voldsomt politisk ukorrekt, men på den fede måde.
I stedet for bare at være en reproduktion af den drengerøvskomik, vi i forvejen får presset ned i gabet som et dårligt blowjob, hver eneste fucking gang nogen forsøger at lave politisk ukorrekt sjov i dette land.
Men jeg tvivler seriøst på, at Folketinget nogensinde ville have godkendt noget så outreret. Og havde Folketinget alligevel gjort det, ville det have sat et ramaskrig i gang fra store dele af befolkningen: “Skal vi betale skattepenge til den slags smuds; kvinder der får slikket fisse og begår voldelige overgreb? Fy for den!”
Men… den politisk korrekte feminzai-reaktion på Voteman, ja dét er altså en overreaktion. Så lad mig opsummere: Der er uligestilling i humor, i retten til at være politisk ukorrekt og ikke mindst i retten til at brokke sig over det.
Hmm, jeg blev sgu ikke mindre feminist af den erkendelse.
Er du sjov eller er du feminist?
Feminister er i hundredvis af år blevet beskyldt for at være uden humor, og jeg begynder at forstå hvorfor. For det viser sig, at ovenstående spørgsmål er et, jeg forventes at skulle kunne svare på.
Og faktisk er det ikke så meget ikke-feminister, der stiller spørgsmålet. De er vist mest bare lidt forvirrede; “men… men… du er sjov og pæn og kan godt lide pik og så er du feminist!? Nu hænger mit verdensbillede altså ikke sammen mere.”
Nej, dem, der kræver et svar, er dem, der selv kalder sig feminister eller bekender sig til andre former for venstreorienterede retninger – fra VS’ere til bilhadere til veganere. En del af dem begynder at omtale mig som en dårlig feminist, fordi jeg ikke repræsenterer præcis den form for feminisme, de mener, jeg skal stå for. (Derfor lancerede jeg for et par uger siden pragmatisk feminisme for alle os, der bare gerne vil have lov til at mene noget om køns- og ligestillingsproblemer uden at aflevere resten af vores sjæl i pant til en bestemt politisk ideologi.)
Jeg er komiker, så du er grim, ha ha
Men det er skam ikke nok at skamme mig ud som dårlig feminist længere. Nu skal jeg også levere mit levebrød som forsikring for, at jeg vil sagen nok. De seneste par måneder har jeg igen og igen skulle forsvare jokes, jeg har lavet live eller på facebook/twitter/her på bloggen/i min brusekabine med ordene: “Jeg er komiker!”
Personligt har jeg ellers altid hadet den ansvarsfralæggelse, som nogle komikere kommer med, når folk problematiserer det, de har sagt: “Nø, jeg skal ikke stå til ansvar for noget, jeg siger, for det er jo bare for sjov jo.”
Det gælder ikke. Man skal stå inde for det, man siger, og de konsekvenser det har, at det bliver sagt. Ellers kan neonazister bare begynde at kalde sig komikere og svine andre racer og religioner til.
Men når det er sagt, så har man som komiker altså et råderum til at lave sjov med politisk ukorrekte sager og smadre ind midt i tabuer. Det er sådan set definitionen af vores arbejde.
Movember må man ikke mene meget om
Derfor er mine tænder ved at blive lidt nedslidte af den skærende irritation over at skulle forklare jokes for folk, der på papiret i hvert fald skulle have intelligens nok til at kunne kontekstvurdere det, andre siger.
Seriøst; jeg har aldrig nogensinde stået over for et livepublikum af VVS-folk eller pædagoger, som har stukket næsen i sky af forstilt forargelse over en politisk ukorrekt joke. Det virker, som om såkaldt “almindelige” mennesker ingen problemer har med at forstå de sammenhænge, en joke bliver leveret i.
Kun nogle af de folk, der i høj grad slår sig op på at ville problematisere samfundstendenser, lader til at have det problem. Det er da lidt foruroligende.
For eksempel var der megen mukken indblandet ikke så lidt skadefro, da jeg i sidste uge lavede en joke om movember. Joken lød: “Så startede det… en hel måned til, at man kan se på mænds ansigter og igen have lyst til at knalde dem.”
For jamen dog, det kan man jo ikke tillade sig at sige, når man kalder sig feminist og selv har hår på fissen!
Undskyld, men skulle vi lige starte med 1) at hår på fissen og overskæg ikke er det samme, tværtimod; både intimbarbering og overskæg er kulturelt opfundne fænomener, og 2) det er faktisk et meget feministisk synspunkt, da jeg mener, at overskæg på både mænd og kvinder er usexede, og 3) jeg er komiker!
Får man feministunderstøttelse, hvis man bare er kedelig?
Men den går ikke. Det er åbenbart svært for nogen at lade mig bruge min titel som forklaring på, at jeg laver sjov med alt muligt – især med Tom Sellers-kloner i november. (Og vi ved jo, at de alle som en stadig barberer bollerne, så de har altså bare flyttet kønsbehåringen og fladlusene op i ansigtet! (Ja, jeg gjorde det lige igen, fordi jeg… wait for it… er… oh yeah komiker!))
Derfor har jeg så flere gange i den seneste tid blevet mast op i et hjørne med krav, om jeg vælger om, vil være sjov eller, om jeg vil være feminist.
Og svaret er altså, at der ikke er nogen enten-eller-mulighed for mig. Jeg vil ikke være det ene eller det andet. Jeg er begge dele.
Til gengæld må jeg nok sige, at jeg går betydeligt mindre op i, om jeg nu også bliver rødstemplet af de “rigtige” feministgrupperinger, end om mit publikum synes, jeg er sjov. Så hvis jeg absolut skal vælge, så er jeg komiker.
Forstået på den måde, at jeg jo godt ved, at jeg er feminist indeni. Jeg ved godt selv, hvad jeg står for – det behøver jeg ikke andres godkendelse for. Men jeg lever af at være komiker; det indebærer, at nogen har lyst til at betale for at se mine shows.
Men nu er det jo heller ikke de betalende kunder, der kræver, at jeg vælger – nej, det er folk i et feministisk bagland, der af alle burde vide, at man ikke kan leve af at være feminist og politisk korrekt og røvkedelig.
Jeg står da heller ikke nede på andre menneskers dagjob og siger: “Hvis du spuler den håndvask med dét rengøringsmiddel, så er du ikke rigtig miljøaktivist. Du må vælge; vil du have et job, eller vil du have meninger!”
Feminismen er perfekt, så find noget andet at lave sjov med, gøglertype!
Desuden mener jeg, at min jobtitel i høj grad indebærer, at jeg er villig til at sætte mig selv i spil og lave sjov med mine egne holdninger og have selvironi omkring min egen position. Jeg mener, at det altid er sjovere at se indad, end det er at gøre grin med andre. Derfor vil jeg selvfølgelig lave en masse sjov med feminisme også.
Det trænger feminismen i øvrigt i den grad til: Den er støvet og umoderne og lugter af en blanding af sur modermælk og mandehad. Det skriger på comedy! Altså af den slags, der ser indad. For der har været rigeligt af den forsmåede antifeminisme, der sparker på feminismen udefra.
Så det er det, jeg prøver at levere. Fordi jeg grundlæggende tror på, at folk, der griner sammen, redder verden sammen.
Så det, jeg har sorggrinet allermest af de seneste par måneder, er, hvor travlt en håndfuld feminister pt har det med at bevise, at feminisme åbenbart skal være fuldstændig blottet for humor og selvironi – ja, tilmed også for selvindsigt.
For der er jo bare intet i, der vinder flere tilhængere end hængemuleri og hængepatter. (Ops, I did it again.)
Nok engang n-ordet
Jeg har tænkt ret meget over ordet ”neger” her de seneste dage. Det kom sig at, at jeg brugte det på facebook, og så blev jeg blokeret. Jeg blev blokeret 12 timer på facebook midt i det store stormvej, så jeg blev tvunget til at følge stormen helt analogt og live ud af vinduet og ikke gennem andre menneskers statusopdateringer. Helt ærligt!
Først blev jeg sur. Det bliver jeg som regel altid som det første, når jeg bliver anklaget og straffet for noget, jeg føler er vildt uretfærdigt. Men så begyndte jeg at tænke lidt over det og kom frem til: Okay, fair and square, facebook kunne jo ikke vide, hvad jeg mente. Konteksten var uklar.
Sagen var, at jeg forsvarede, at jeg som komiker ”vil have lov til at bruge sjove ord som ”neger” og ”bøsse”.”
Jeg mente jo ikke, at jeg vil have lov til at kalde folk for ”neger” eller ”bøsse”, men det har facebooks moderatorer nok antaget.
At slå på kvinder er humor, at slå på negere er alvor
Der er godt nok lidt et grimt paradoks her: Ifølge facebooks retningslinjer må man ikke hænge folk ud på grund af race, religion, seksualitet og køn. Det var den paragraf, de nailede mig på. Men alligevel vælter der altså rundt med kvinde-hatesites på facebook. Sider, der laver ”jokes” om voldtægt og om vold mod kvinder. (Det har Manteufel blogget en del om her.)
Men den slags bliver forsvaret i humorens navn, og dem, der lægger det op, bliver ikke blokeret. Og det virker jo bare helt fair, at Johnny i Vejen skal have lov til at sidde der foran skærmen i sin blodige, bogstavelige wifebeater og i humorens navn uploade en ”joke” om, at ”women deserve their rights – and lefts”, og jeg – som lever af at være komiker – ikke må droppe ordet ”neger” i en sidebemærkning, der ikke er møntet på nogen.
Men nu er facebook jo amerikansk, og de har som bekendt noget med offensive words i det land. Hvilket så bliver eksporteret herover til os, fordi vi bruger de samme medieplatforme. Det er lidt skræmmende, at vi rent kulturelt bliver mere og mere ”tabt bag en vogn fra USA”, som Simon Kvamm synger det.
Og jeg er selvfølgelig ikke den første til at have mærket den amerikanske censur. Mange andre kunstnere har oplevet at blive blokeret for eksempelvis at have vist billeder med nøgenhed. Hvilket jo betyder, at vores berømte frisind ender med at blive kvalt i et cyberspace-babelstårn af amerikaniseret kropsforskrækkelse og moralimperialisme.
(Faktisk er det lidt utroligt, at billedet af min kønsbehåring indtil videre ikke er røget i censur-filtret på facebook. Men måske skyldes det bare, at ingen amerikanere ved, hvad kønsbehåring er. De ser det jo aldrig nogetsteds.)
Hæng afroamerikaneren ud, men vær ikke sød ved negeren!
Nu er det ikke, fordi jeg vil generalisere omkring amerikanere. Men det virker lidt, som om de tror, at de kan styre ubehageligheder ved at lave nogle få gennemskuelige regler, alle kan lære at følge. Som at man bliver blokeret, hvis man skriver ”neger” eller bippet, hvis man siger ”fuck” på tv.
Til gengæld går det så skævt med kontekster. Fordi sagen er, at ord jo ikke nødvendigvis er offensive; det afhænger altid af den kontekst, de bliver brugt i.
På samme vis kan man sige en masse ord, der ikke er karakteriseret som offensive, men som bliver sat i en kontekst, hvor de bliver det. Eksempelvis: ”Dit ansigt ligner et egernes indvolde, der er blevet spist af en kat og kastet op ud over en bilrude.” Ikke ét biiip-ord i den sætning.
Men siger du: ”Fuck, man! Er ”neger” virkelig så slemt et ord, ligegyldigt hvad du bruger det til!? Sådan noget bullshit!” Ja, så får du så mange biiipende tæsk, at du ender med et ansigt, der ligner et egerns indvolde.
Det, synes jeg, er et problem. Og jeg synes også, det er et problem, at vi her i landet accepterer den amerikanske forenklede, politisk korrekte model. I stedet for at insistere på at snakke om kontekster.
Baller, bryster, fy! Øjne, hår, okay da
Lad mig flytte banen lidt for at give et eksempel. Jeg har snakket en del om hverdagssexisme i medierne (eks. her i Politiken), og hver eneste gang, jeg nævner det, kræver folk, at jeg definerer, hvad hverdagssexisme er.
”Giv mig et eksempel”, siger de. Og så giver jeg et. Det kan være, at en mand engang ragede mig på brysterne i en bar og sagde ”du har gode patter.” Det synes jeg var ret ubehageligt. Og det kan de fleste også godt blive enige om, at man(d) ikke skal gøre. Fedt, så har vi én regel.
Men jeg må også tilstå, at jeg personligt har syntes, det har været mindst lige så ubehageligt de gange, hvor en mand har talt ned til mig, som om jeg var et barn på 7 – med den viden, at sådan havde han aldrig talt til mig, hvis jeg havde været af hankøn: ”Hør nu her, lille skat, kan du ikke stille mig om til din chef, for du forstår vist ingenting.”
Eller hvad med de gange, jeg som ung journalistpraktikant oplevede, at midaldrende mænd kun så på og talte til den mandlige fotograf, når de besvarede mine spørgsmål.
Dét er til gengæld langt sværere at regelsætte. Det er stadig hverdagssexisme, men ikke ligefrem noget, der er til at formulere i en paragraf. Også fordi meget af det ligger i tonefald og mimik.
Hvad med det her forslag til en paragraf: ”Du må ikke se på og tale i et tonefald til en kvinde eller en person af anden etnisk oprindelse eller med en anden seksualitet på en måde, så høn føler sig set og talt ned til på grund af kønnet, racen eller seksualiteten.”
Nej, det fungerer ikke rigtigt, vel?
Skal jeg forstå dig? Hvad bliver det næste så? Urtete og pyntepuder!?
Og det kan jeg godt mærke på den hvide heteromand i disse år. Han føler sig i den grad frustreret over, at vi ikke bare kan forære ham et regelsæt for, hvordan vi skal omgås hinanden; mænd og kvinder. Men det kan vi ikke, fordi alting er kontekst.
Så en mand kan ikke kræve, at jeg skal definere, hvad han må og ikke må. Jeg bliver til gengæld nødt til at kræve, at han udvikler mere empati og bedre situationsfornemmelse. Og det vil sige; at han lytter, når jeg prøver at oplyse ham, og at han prøver at sætte sig i mit sted, og at han prøver at blive bevidst om sin egen adfærd, og at han prøver at ændre den, hvis den kan opfattes sexistisk. For det er den eneste løsning, der er.
Og det er fucking belastende at man er nødt til at kræve noget af andre – at man ikke bare kan nøjes med selv at tage ansvar for egne handlinger. For jeg skal da nok lade være med at rage mænd på nummeren og tale nedladende til dem – men det gør ingen forskel; det er stadig de andre, der skal ændre sig, før der kan ske forandringer.
Her er så problemet: De færreste bryder sig jo om, at der bliver krævet den slags af dem. Mange (mænd) bliver faktisk ret irritable, når man snakker om de her ting, fordi man derved antyder, at de ikke allerede er empatiske nok.
Men det er de ikke! De fleste mænd skænker aldrig en tanke, at verden opleves markant anderledes, hvis man er kvinde.
Og tag endelig ikke mit ord for det. Googl nogle af de mange transkønnede, der har lavet testemonials om, hvor meget verden ændrede sig, da de gik fra at være mænd til at være kvinder. Folk begyndte at tale til dem, som om de var dummere, de blev afbrudt oftere, når de sagde noget, og så fik de selvfølgelig også pludselig deres kroppe kommenteret hele tiden.
Højtråbende humor, stille racisme
Nu virker det her måske, som om jeg bare vil bashe mænd for at være ignorante og uempatiske over for kvinders situation. Men jeg er selv en kæmpe ignorantus! Det er jeg over for mennesker med en anden seksualitet eller med en anden race/etnicitet/hudfarve. Så tilbage til ordet ”neger”.
Jeg læste en kronik af Mary Consolata Namagambe. Hun skriver om, hvordan det opleves, når folk bruger det ord om og til hende, og hvor frustrerende det er, at vi danskere bare slår det hen som humor, når hun prøver at sige fra over for det.
Øj, vi er nogle idioter til det nogle gange. Danskere er virkelig ikke så gode til at tage den slags seriøst. Fordi vi mener jo ikke noget med det. Nu kan jeg selvfølgelig kun tale for mig selv, men det gør jeg virkelig ikke.
Og jeg kunne aldrig drømme om at bruge det ord om og da slet ikke til en person eller gruppe af personer, jeg ikke kendte. Men jeg siger jeg det jævnligt til og om min ”negerveninde”.
Du tager noget Nivea-creme og så blander du kakaopulver i
Engang var hende og en af mine andre lige så bramfrie veninder i Matas for at se efter en foundation til hende. Den ubekvemme ekspedient måtte så hakkende og stammende forklare, at ”den… host… farve… desværre er udgået”.
”Vil det sige, at den ikke kan fås mere,” siger min veninde: ”Årh, det er jeg virkelig træt af, for det har taget mig så lang tid at finde en, der passede til mig.”
”Ja… jeg beklager virkelig, men… altså… jeg ved heller ikke, hvorfor, at de ikke laver den mere…”
”Nå, men har I så måske den farve i et andet mærke?”
”Øh, nej, det var den… æh… mørkeste… vi havde.”
”Jeg kan altså ikke forstå, hvorfor I ikke fører nogen produkter i den farve.”
Den stakkels Matas-ekspedient er på det her tidspunkt ved at kravle helt ind i sig selv af beklagelse, og staklen har ikke bemærket, at min veninde har os to på slæb, så hendes utilpashed går fra holde-en-prut-inde-ubekvemhed til fuldbyrdet diarré-pinlighed, da min anden, helt vinterblege danskerveninde råber fra den anden ende af butikken:
”Det er sgu da, fordi du er neger!”
Matas-ekspedientens ansigt dør mentalt af skam, og hun bakker ud mod baglokalet:
”Jeg skal nok se efter igen på lageret. Bare vent her, så tjekker jeg lageret. Det kan være, at vi har én tilbage på lageret. Måske så jeg ikke ordentlig efter. Jeg… lageret.”
Kom igen; kontekst – k siger k, o siger okay, n siger… det der ord
Mine veninder og jeg synes, det er en topsjov historie. Og også et dejligt eksempel på, at mange faktisk bliver dårlige over at overvære noget racistisk. (Da ekspedienten kom tilbage efter meget lang tid ude på lageret, forklarede vi hende situationen, og så grinede hun nervøst med uroligt flakkende øjne hen på min veninde for at se, om det nu også var okay at grine. (Og den farve foundation var i øvrigt umulig at opdrive – hvilket pudsigt nok er noget, min ”negerveninde” og jeg har tilfælles. Ebony og ivory her oplever hele tiden, at vi er for mørke eller for lyse til, at makeup-producenter gider føre produkter til os.))
Men det er også et eksempel på, hvor meget kontekst betyder. Min veninde laver selv negerjokes og griner med på vores, men det betyder jo ikke, at alle situationer er passende til at lave dem. Det er for eksempel ikke generelt passende at råbe det henover vableplaster og hårfaveprodukter. Og bare fordi min veninde selv bruger ordet og lader sine nære venner gøre det, betyder det jo heller ikke, at alle og enhver kan tillade sig at kalde min veninde for ”neger”.
Så når jeg forsvarer min ret til at bruge ordet ”neger”, så forsvarer jeg min ret til at bruge det i en ”passende” kontekst. Som for eksempel sammen med min veninde, eller når jeg laver en joke om racisme – eller når jeg bruger det i ”negertesten”. Jeg forsvarer på ingen måde retten til at bruge ordet til at fornærme andre med!
På samme vis, når jeg forsvarer retten til nøgenhed på facebook, så siger jeg ikke, at det er okay at sende pikbilleder i PB’er til mennesker, der ikke har bedt om det.
Kontekst, kontekst, kontekst!
Jeg ved nok bedst, hvad der er skidt for dig, lille 2.g’er
Hvordan finder man så ud af, om konteksten er rigtig? Man udvikler mere empati og bedre situationsfornemmelse ved at lytte til dem, man ikke er magen til, når de fortæller, hvordan deres verden opleves. Og hvis man stadig er i tvivl, så spørger man sig for.
Eksempelvis lavede jeg en overgang jokes om racister. For at kunne lave de jokes, var jeg nødt til at sige noget racistisk selv. Det er et grænseområde – noget, der aldrig havde gået på facebook. Men jeg tjekkede med flere af anden etnisk oprindelse, om de mente, mine jokes var okay, inden jeg lavede dem.
Og hver gang jeg lavede dem, fokuserede jeg desuden meget på, om de gik rigtigt igennem hos publikum – især ude på firmajobs. Jeg ville ikke risikere, at dem af anden etnisk oprindelse følte, at jeg udstillede dem over for deres blege kolleger. Heldigvis oplevede jeg tit, at nogen af dem kom op bagefter og sagde tak for, at jeg ikke gik på listetå rundt om et vigtigt emne i misforstået hensyn.
Af samme grund pisser det mig vanvittigt meget af, at hvide, politisk korrekte halalhippier kan blive dødeligt fornærmede på andres vegne over, at man laver den slags jokes. Hvis dem, joken handler om, selv griner oprigtigt med, så er du altså mere offensive ved at gøre dem til forsvarsløse ofre, end komikeren, der laver joken, er!
(Hvilket i øvrigt forklarer, hvorfor det er svært at diskutere jokes om kvinder, fordi mange kvinder selv griner med på dem. Så derfor må det jo være op til komikeren selv, hvor sexistisk høn har lyst til at være. Og os, der bliver fornærmede, må så lade være med at se klaphattens shows fremover.)
Men hvis man dropper den dødeligt fornærmede by proxy-attitude, er man selvfølgelig altid i sin ret til at problematisere jokes. Fordi ellers opdager vi komikere jo heller aldrig, når vi faktisk går over stregen. (Det har jeg skrevet om her.)
Lille Sorte Sambo må ikke blive kattekonge
Men altså jeg synes jo virkelig ikke, det bør være så skidesvært det her med at se forskel på passende og upassende…
Eller det syntes jeg, indtil jeg så et klip, der handler om, hvilke halloween-kostumer, der er upassende. Den afroamerikanske kvinde i klippet siger mere eller mindre, at alle ”etniske” udklædninger er no go for hvide.
Jeg havde aldrig skænket det en tanke, at nogen kunne finde det stødende, hvis jeg klædte mig ud, som neger eller indianer. (Jeg ved i øvrigt slet ikke, hvordan det skulle kunne lade sig gøre, da Matas jo slet ikke fører så mørk bruncreme.)
Okay, nu har vi heller ikke helt den samme historie som amerikanerne har med undertrykkelse af de befolkningsgrupper, så den slags udklædninger ville nok ikke blive set helt så provokerende her i landet. Men stadig… Jeg var blown away, da jeg så klippet. ”Fu…biiip hvor er der mange potentielle provokationer, jeg bare venter på at begå – helt uden at vide det – hvis noget så ligegyldigt som et fastelavnskostume kan genere nogen!”
Så jeg var glad for, at jeg havde set klippet. Fordi jeg blev gjort opmærksom på nogle områder, hvor jeg mangler at arbejde med min empati og situationsfornemmelse. Er jeg bare et fedt menneske eller hvad!?
Nope!
Årh, I negere kan jo godt lide opmærksomheden
For her er nogle af de tanker, jeg havde, mens jeg så klippet:
”Årh, slap dog af emsig-emsig, hvad må vi hvide overhovedet gøre efterhånden?”
Tja, Søndergaard; hvordan er det nu lige, du har det, når mænd kommer med den type kommentarer, når du påpeger sexisme. Gulp!
”Nå-nå, så hun må gerne klæde sig ud som hvide mennesker, men hun kan ikke tage det den anden vej.”
Ja, og igen, Søndergaard; hvordan er det nu det er med sexisme? Er det helt det samme, at en mand tryner eller rager på en kvinde, som hvis en kvinde tryner eller rager på en mand? Nej, der er jo lige de der mange tusinde års undertrykkelse til forskel plus den stadig ulige magt- og privilegiefordeling i samfundet. Gulp igen!
”Men men… hvad må jeg så? Er det så ikke også fornærmende over for sygeplejersker, at jeg klæder mig ud som slutty nurse. Og sidste gang var jeg Eowyn fra Ringens Herre, er det ikke fornærmende over for… fiktive karakterer. Det her er ulideligt. Jeg kan ikke lide, at jeg ikke ved, hvad jeg må. Så giv mig da nogle biiiping regler for biips sake!”
Hmm, ja, og velkommen til mændenes verden, Søndergaard!
Biiping biip!
Pragmatisk feminisme
Det er altid fedt at komme i situationer, der får en til at erkende andre sider af sig selv. Nej, det er langt fra altid fedt i situationen, men på sigt får jeg som regel rigtigt meget ud erkendelsen: Gud, sådan er jeg også!
Så i går gik det for første gang op for mig, at jeg er pragmatiker. Det ville jeg aldrig have tænkt. Mine tætte venner ville måske nok, de ville nok have sagt, at jeg typisk er ret løsningsorienteret. Men jeg har altid set mig selv lidt som en håbløs idealist, der hele tiden drømmer om smukke uforløste potentialer – hvad enten de er samfundsmæssige eller menneskelige.
Men så i går gjorde jeg nogle feminister sure, fordi jeg sagde noget pragmatisk. Og jeg forsvarede mit synspunkt med endnu flere pragmatiske pointer, så jeg blev helt inspireret til at lancere en ny form for feminisme: Pragmatisk feminisme!
(Ikke at forveksle med feminist-pragmatisme, der er en nyere filosofisk retning, og som jeg ærligt talt har forstået meget lidt af.)
Så tager du dig af isbjørnene, og så tager vi ligelønnen
Miseren begyndte, fordi jeg skrev en kronik i Information. Det var et svar til en blodrød feminist, der krævede feminismen tilbage til kampen mod kapitalismen.
Det syntes jeg er at spænde feminismen for en voldsom stor vogn. Jeg er ikke uenig i, at der gerne må ske samfundsomvæltninger, jeg synes bare ikke, at det er feministers opgave at håndtere alle omvæltningerne på én gang og oveni alle ligestillings- og kønsproblemer.
Pragmatisk feminisme foreslår, at vi sætter ind på flere fronter, så dem, der interesserer sig for – og ikke mindst ved noget om – miljøet arbejder for at bevidstgøre og ændre miljøproblemer. Og dem, der har interesse og viden om globalisering eller migration eller økonomi eller titusinde andre områder tager sig af dem, og så tager feministerne sig af køn – og så mødes vi alle sammen og erfaringsudveksler og arbejder sammen på de områder, der overlapper.
Rigtige feminister spiser linser og kapitalistsvin!
Det var min pointe med kronikken, men ifølge et par utilfredse feminister var det ikke en valid pointe. Okay, det er så deres mening. Jeg skal jo som sådan ikke bestemme, hvordan andre er feminister, eller hvad andre må mene. (Eller hvordan andre er, og hvad de skal mene om noget som helst andet for den sags skyld – ja, sindssyg pragmatisk, hva!?).
Jeg prøver blot at invitere andre typer ind i feministkredsen, andre som måske ikke lige har lyst til at indgå i hele den samfundsomvæltende retorik, men som måske bare har en søn, der er homoseksuel og gerne vil være med til at skabe opmærksomhed omkring hate crimes.
Pragmatisk feminisme er, at alle mulige og umulige typer står sammen om en løsning – som eksempelvis en øremærket barsel til mænd – uanset øvrige politiske tilhørsforhold og andre særinteresser.
Fordi dét er ligestilling! Og ligestilling er en dejlig værdi – som mange af os deler, selvom vi ikke altid er enige om ret meget andet.
Upragmatisk feminisme er at sige: ”Ja, vi vil have øremærket barsel, og nå ja, så vil vi også have fjernet den private ejendomsret, og at alle skal holde op med at spise dyr.”
Personligt kan jeg ikke se, hvad de andre holdninger har med feminismen at gøre – men det er der altså andre feminister, der kan. Og dælme om de ikke også kan insistere på, at jeg skal have de holdninger, før jeg kan få lov at kalde mig feminist.
Rigtige feminister er ikke liderlige efter pik hele tiden
Så nu kalder jeg mig altså pragmatisk feminist, og hvis det ikke er godt nok, holder jeg sgu helt op med at bruge ordet igen. Your loss, feminism!
Ja, undskyld, men hvem fuck har fat i den fede ende af pinden her? Alle os feminister, der prøver at balancere feminismen ud, gøre retorikken mindre skinger, mere imødekommen, mere inkluderende for alle, og dermed mere mulig at tackle for almindelige mennesker – eller de få, der insisterer på at blive ved med at sige ”patriarkalske strukturer” i hver anden sætning og på, at kun de må definere, hvad rigtig feminisme er?
Jeg fik følgende kommentar af en lesbisk feminist i forbindelse med mit seneste show Mandehader? Et show om at være alt for glad for pik:
”Årh, jeg er så træt af, at heteroseksuelle feminister altid skal gøre så stort et nummer ud af, at de elsker mænd.”
Ja, det er godt nok det værste, vi kan gøre for feminismen, hva!? Skubbe til den forestilling, at alle feminister er lesbiske mandehader. For det ry har jo bare kørt supergodt for bevægelsen de sidste 150 år!
Pragmatisk feminisme foreslår, at vi lige får gjort op med det indre arvegods af berettiget bitterhed og kommer i gang med at finde fremtidige løsninger i stedet for.
Kvinder, der hader mænd, der hader kvinder, der så hader mænd endnu mere
Og nu jeg er ved ordet ’mandehader’, så må jeg da hellere lige tage den med. For en stor del af surheden, jeg fik ovenpå kronikken handlede om, at jeg brugte det ord. Og det ønsker feminister ikke på nogen måde relateret til feminismen.
Okay… men det er det altså! Jeg beklager at være pragmatisk party pooper igen, men det er faktisk lidt det ry, vi har. Sorry, don’t shoot the messenger!
Min tankegang er så at få gjort op med det ry. Diskutere det for åbent tæppe, vise at vi rydder ud i den mandehadende retorik – som at den lesbiske i ovenstående kommentar ikke udviser nogen forståelse for, at 90 procent af kvinderne i verden faktisk godt kan lide mænd og gerne vil knalde med dem.
Faktisk er liderlighed så stort et problem for mange af os heteroseksuelle kvinder, at hvis vi tvinges helt derud, hvor vi skal vælge mellem de to, vil de fleste af os hellere have pik end ligestilling…
Jeg synes også, det er helt vanvittigt arrogant af de feminister, der nægter at anerkende, at der findes mandehadere. Selvfølgelig er de færreste feminister mandehadere, og derfor er det dybt frustrerende at blive kaldt det ved hver eneste lejlighed, bare fordi man siger noget feministisk. Men det ændrer ikke på, at de findes.
Feminismen er en bevægelse, der går ud på at bekæmpe kvindehad – men samtidig nægter man så pure, at der også findes mandehad. WTF!?
Pragmatisk feminisme siger, at det ikke er okay at tale nedsættende om et køn – hverken kvinder eller mænd eller dem derimellem. Og selvom det historisk set har været kvindekønnet, der har været mest ramt (og stadig er), så er der også strukturer, der begrænser mænd. Derfor – og fordi de også er mennesker – har mænd lige så meget krav på at blive behandlet ordentligt og ligeligt.
Rigtige feminister griner kun af økologiske jokes
Desuden er jeg komiker, og derfor siger jeg ting på en skæv og politisk ukorrekt måde. Fordi comedy kan noget som ideologier og højtravende snak ikke kan; det kan vende ting på hovedet.
Men det er en af de andre vogne, upragmatiske feminister mener, at alle, der kalder sig feminist, skal spændes for; den humorforladte, politiske korrekte vogn. Den vogn, der er er så kedelig, at den kører i rutefart mellem Kedelig og Ikast.
Det siger jeg, fordi det er sjovt at sige, at Ikast er en kedelig by. Og så har jeg måske fornærmet nogle folk i Ikast, og de kunne så – ligesom nogle sure feminister – bruge en masse tid på at afkræve forklaringer og undskyldninger for den fornærmelse, eller de kunne acceptere, at jeg lavede en joke.
Pragmatiske mig foreslår, at hvis man synes, det ikke var en god joke, eller man generelt ikke kan lide min humoristiske tilgang til feminisme eller til andre emner; at man så lader være med at læse og se mine ting og holder op med at følge mig på facebook!
(Ja, det er nok en mere radikal idé, end det er en pragmatisk; men man kan jo altså bare vælge ikke at lade sig fornærme for enhver pris!)
Nu har jeg sagt m-ordet og b-ordet, så mangler vi bare n-ordet
For jeg må tilstå, at hvis jeg skal spændes for den politisk korrekte vogn for at kunne få lov til at kalde mig selv feminist, så er det bye bye lilla ble.
Ja, det er to gange i dette indlæg, jeg har truet med at droppe at kalde mig feminist nu. Tredje gang så effektueres det – ligesom Candyman, der kommer ud af spejlet.
Nej, selvfølgelig stopper jeg ikke med at være feminist. Det er ikke parti, jeg har valgt at melde mig ind i, som jeg kan melde mig ud af igen. Det er min grundholdning til mennesker, og jeg vil blive ved med at tale og kæmpe for ligestilling.
Men jeg er også komiker og debatainer – som er min selvopfundne titel, fordi jeg nægter at være kedeligkorrekt, saglig debattør – så derfor vil jeg også fortsætte med at være feminist med et tvist af sjov.
Fordi pragmatisk feminisme siger, at nu har surheden altså fået taletid nok. Enten så er du rigtig vred – for mange uretfærdigheder i denne verden kræver stadig den vrede – ellers finder du et smil frem og begynder at jazze problemstillingerne op med alternative, nytænkende tilgange.
At blive mopse-fornærmet over, at en erklæret feminist selv bruger ordet ’mandehader’ – er lidt som at fyre Jim Lyngvild for i sjov at sige ordet ’bøssekarl’. Hvilket Gay Pride jo som bekendt gjorde her i sommer.
Nu er det ikke, fordi jeg nødvendigvis har lyst til at sammenligne mig selv med Lyngvild, men han er entertainer ligesom mig, og hvis man vælger at hyre sådan en, så hyrer man altså hele pakken. Så kan man ikke komme med krav om at hugge en hæl og en holdning i alt, hvad vedkommende ellers foretager sig. Så kan man jo altså som bekendt lade være med at hyre eller følge vedkommende.
Rigtige feminister har alle sammen præcist lige lange bryster
Det er hårdt at skulle håndtere, at størstedelen af landets befolkning hader feminister, fordi de tror, vi er aggressive mandehadere, der er ude på at få kvinder frem på mænds bekostning. (Det tror de altså, sorry, don’t shoot the… okay, du er med.)
Men det er faktisk meget hårdere at skulle tackle de feminister, der opfører sig, som om de er fucking menneskehadere!
Jeg mener; pludselig bliver jeg mødt med krav om, at jeg skal være 100 procent solidarisk med en gruppe af feminister – der ikke kan finde ud af at være solidarisk med nogen, som ikke er 100 procent enige med dem. Der er sgu da noget grundlæggende galt i den indstilling, er der ikke?
Pragmatisk feminisme siger, at hvis du vil kæmpe for ligestilling, må du også acceptere uenigheder om, hvad der er det gode samfund. Ellers er det ikke en ligestillingskamp – så er det ensretning!
Pragmatisk feminisme siger, at der er plads til forskellige meninger, fordi pragmatisk feminisme er grundlagt på den forestilling, at vi alle er forskellige – men alligevel stadig skal behandles ordentligt og ligeligt.
Tilføjer et ignorantus-udtalelses-filter
Pragmatisk feminisme siger også – og det er nu det bliver virkelig radikalt – at der ikke er et objektivt endemål for, hvad der er ”ordentligt og ligeligt”, men at det er en konstant diskussion mellem alle de mange forskellige meninger.
Og endelig siger pragmatisk feminisme, at alle meninger er lige meget værd – ligesom alle mennesker er lige meget værd.
Men fordi jeg er grundlæggeren er der dog en væsentlig tilføjelse her: Medmindre selvfølgelig, at du ikke ved, hvad du snakker om, for så er din mening mindre værd!
Selvom du stadig ikke er det som menneske.
Og hvis du fortsætter med at køre løs med din ignorance, så… ja, så holder jeg op med at lytte/læse/følge dig – det er den store spændvidde af muligheder, jeg har. Du har ret til at være en idiot – og stadig blive behandlet ordentligt og ligeligt. Det er det største indbyggede problem ved pragmatisk feminisme.
Latteren tilbage i kønsdebatten
I et stykke tid har jeg frygtet, at jeg var gået hen og blevet fuldstændig ensporet i min tankegang. At jeg ikke længere var i stand til at se synspunkterne fra den anden side, og at jeg havde låst mig fast på en rigid feministisk dagsorden.
Det skyldes formentligt, at rigtigt mange modstandere af feminismen behandler mig sådan. Og som jeg har skrevet om her, så er det rigtigt svært ikke at tage de følelser på sig, som andre påstår, man har.
Altså er jeg begyndt at føle, at min arrogante, bedrevidende og ikke mindst meget utålmodige side tager over. Jeg fanger mig selv i at tromle mine opponenter. Jovist med bedre argumenter og større viden, men også med en følelse af, at de er fucking idioter, og det er under min værdighed at diskutere med dem.
Den side af mig kan jeg ikke lide. Det, synes jeg, er underskudsagtigt. Og jeg er blevet komiker, fordi jeg hellere ville bruge humor til at underbygge mine argumenter. Humor er overskud. Arrogance, bedrevidenhed, patronisering, latterliggørelse og mobning er underskud.
Oh, en ode til min skønne stand-up-genre
Men så blev jeg reddet fra min egen selvlede i aftes. Af en anden komiker såmænd. Jeg var inde og se Jonatan Spangs Bryllup. Og jeg forventede det værste, må jeg tilstå. Andre feminister havde advaret mig om, at showet var mandschauvinistisk og sexistisk – og andre af de ’istiske ord, som vi feminister elsker at bruge.
Det var det ikke. Det var to timer, hvor jeg og min feminist-veninde skreg af grin. Det var lige det, jeg havde brug for.
Faktisk var det lidt af en åbenbaring i forhold til kønsdebatten – og en god reminder af, hvorfor jeg elsker comedy så højt. For Spang er meget langt fra enig med mig på mange områder. Han kritiserer feminismen og feminister, han synes, at diskussionen om kvinder i bestyrelser er tåbelig, og han har argumenter for prostitution (men er dog selv uafklaret om det.)
Alligevel sker der to ting under hans show. For det første griner jeg af hans jokes – selvom jeg er lodret uenig i deres underliggende budskab. For det andet – og det er det her comedy kan – nikker jeg og tænker: “Det er sgu en rigtig god pointe det der.”
Det vil sige, at jeg hører modsatte holdninger uden at mærke mine øjne vende sig mod himlen. Det er første gang i lang tid, jeg har haft det sådan i kønsdebatten.
Tre sexister kommer ind på en bar…
Er det så bare, fordi Spang er sjov, når han siger tingene. Nej, for der er masser eksempler på ”sjove” mænd m/k, der laver jokes om kønsproblematikker og feminisme, hvor man får ondt i øjenmusklerne i steder for mavemusklerne.
Det er netop, fordi Spang ikke er idiot. Det er, fordi han faktisk har brugt fem minutter på at tænke sine synspunkter igennem og kan forsvare dem – på en underholdende måde. Og så kan jeg være nok så uenig, men jeg kan ikke afvise hans pointer.
Damn, en ahahaha-oplevelse. (Når man bliver overrasket så positivt, at man ikke kan lade være med at grine højt.) For det gør mig godt nok ikke mindre arrogant over for den store horde af selvudnævnte kønsdebattører, der vitterligt er idioter. Tværtimod, sandsynligvis. Men det beviser, at der faktisk er en mulighed for, at der kan dukke nogle op, som ikke er det.
Det giver mig faktisk en grund til selv at blive ved – og blive klogere og bedre til at debattere. For så kan jeg se, at vi kan komme nogle vegne. Det ville pludselig give mening at debattere prostitution, hvis vi slap for de evige ”luderens frie valg” kontra ”ej, hvor er det synd for den stakkels luder”.
Men hvis vi i stedet kunne begynde at fokusere på, hvad der får kunder (af begge køn) til at gå til prostituerede. Hvad det er i vores samfund, der skaber købesex – og om dét er noget, vi ønsker at lave om.
Vi har en ‘gina og det er ikke noget at grine a’
Spang taler også om sin rolle – mandens rolle. Hvad han som mand er med til at skabe. Det er derfor, jeg altid har syntes, at han er så fremragende en komiker. Det er ikke bare pegen fingre af de andre – det er faktisk at tage ansvar indadtil. Det er der mange, der kunne lære noget af. Sikkert ikke mindst mig selv.
Hans tilgang til sit og det modsatte køn i hans nye show fremkaldte minderne fra min tid på Kvinder- og kønsstudier, hvor jeg læste samtidig med, at jeg lige var startet som komiker. Jeg valgte at blande fornøjelse med feminisme og analyserede Spangs første oneman-show Damer til en eksamen i et fag om kønsfremstilling i populærkultur.
Nøj, der blev dårlig stemning i lokalet, da jeg fortalte om min opgave. Der sad 24 kvindelige studerende, hvoraf den ene halvdel var kønne, blonde – og lidt for pæne – piger, og den anden halvdel var kønne korthårede – og lidt for militante – lesbiske.
Begge grupper irriterede mig grænseløst, fordi den første gruppe af pæne piger lod til at lide seriøst under den meget ubehagelige misforståelse, at feminisme betyder, at kvinder skal have lov til at opføre sig, som mænd traditionelt har gjort, mens mænd bare skal holde op med det. Og den anden gruppe lod til at mene, at mænd helt skulle ud af regnestykket.
Nu sætter jeg deres holdninger lidt på spidsen her, men de var skyld i, at jeg i mange år efter studiet havde lidt svært ved ordet ”feminisme”. Fordi feminist jo dækker over mange ting – ikke bare fornuftige argumenter om et ligestillet samfund for mænd og kvinder. Men desværre også nogle gange over mandehad og bitterhed og idioter, der heller ikke her har sat sig ordentligt ind i sagerne.
Vi ved nok lidt mere om dig og dine erfaringer, end du gør!
Så der blev altså ret dårlig stemning, da jeg fortalte om mine planer om at analysere et stand-up-show.
”Ej, det er bare så sexistisk en genre.”
”Det er hvide mænds heteronormative heskerteknikker sat på formel!”
Jeg prøvede at forklare alt det stand-up-comedy kan; vende fordomme på hovedet, få os til at le af vores egne synspunkter, få os til at lytte til de andres. Men de rystede insisterende på hovedet.
”Du kan ikke se det, fordi du selv er en del af det miljø,” sagde en af dem og satte trumf på.
Årh, den fineste feministiske finte; anklag andre for falsk bevidsthed. Du kan ikke selv se, at du er undertrykt, men det kan vi andre! Så vi skal nok fortælle dig, at du er det, og din opfattelse af situationen er uinteressant.
Og så vendte de ryggen til mig og fortsatte med at diskutere deres egne opgaver om Sex and the city og Bridget Jones’ Diary. (Som er to populærkulturelle frembringelser, der i min øjne er mere sexistiske, heteronormative og ”hvide”, end alt stand-up, der nogensinde er produceret på verdensplan til sammen.)
I have a dream, a really hilarious dream
Nu har jeg aldrig rigtigt givet en fuck for, om andre er enige i, hvad jeg skal sige og gøre, så jeg lavede selvfølgelig min opgave, som jeg havde tænkt den (og fik topkarakter for den. (Muligvis alene fordi censor bare var dødtræt af svævende udlægninger om Carrie Bradshaws påståede empowerment-projekt i stiletter.))
At lave den opgave gav mig virkelig en analytisk fornemmelse for, hvordan comedy kan rykke ved kønsroller. Ikke dermed sagt, at Spang kun laver úbergeniale ting om det emne, for som alle komikere – inklusiv mig selv – så går han også indimellem efter joken frem for nuancerne.
Men hans tilgang til emnet viser, at med nysgerrighed og indsigt i sin egen rolle kan man faktisk sige noget nyt i en debat, der snart har kørt i 150 år. Og det giver mig jo en helt horribelt optimistisk tro på, at vi så også kan komme et nyt sted hen.
Og så bliver det i sandhed sjovt at være feminist!
Konstruktiv kritik af kritik
I de seneste par måneder har jeg fået flere krænkede henvendelser fra folk, der er sure over, at jeg har slettet deres kommentarer på min facebookvæg. Efter deres mening udøver jeg censur og er nærtagende over for kritik.
Det sidste er helt sandt. Jeg hader kritik. Hovedsagligt fordi langt det meste kritik, jeg har fået i mit liv, har været så langt fra konstruktivt, at det er utroligt, at nogen nogensinde har fået ideen til at sætte de to ord efter hinanden.
Folk er gennemgående elendige til at give konstruktiv kritik. De fleste vil bare have lov til at kritisere – for sportens skyld. Fordi det er en nationalsport i alle nationer at kritisere. Og den sport er større end alle andre sportsgrene, for også diverse landshold og trænere må konstant høre på kritik fra selvudnævnte sportseksperter. Hvem ved for eksempel bedre end min onkel, der ikke kan kende forskel på en tennisketcher og en yakokse, at Caroline Wozniacki trænger til en ny træner!?
Og som selvudnævnt og -ophøjet kritiker kan man altid svøbe sig ind i den sikre; ”nåååå, så du kan nok ikke tåle kritik, hva!?”
Altså hvis genstanden for ens mere eller mindre uretmæssige angreb skulle finde på at værge for sig med modargumenter eller ligefrem vælge den lækre, lette facebook-løsning at fjerne kritikken med et enkelt klik. En løsning, jeg ville ønske, der fandtes irl, så emsige typer, der kommer op efter et show og kritiserer også kom med en rullemenu under sig.
”Det er bare overhovedet ikke sjovt at lave sjov med tykke mennesker. Det er faktisk ikke alle, der selv kan gøre for det!”
Delete.
Block.
Stråmand, skråmand, stråhat
Jeg kan tælle på én hånd de få gange i mit professionelle liv, jeg har fået ægte, konstruktiv kritik. En af gangene var da min seneste bog udkom, og en anmelder pointerede, at sproget visse steder virkede for utroværdigt til min hovedperson. Dét er konstruktivt.
Ikke alene kan jeg lære noget af det, hvilket jo et eller andet sted burde være formålet med kritik – selvom denne idé vist er smuttet et eller andet sted i selvhævdelsens konstante behov for at kritisere andres adfærd.
Men hvad vigtigere er, så viste anmelderen, at han rent faktisk har forholdt sig til det, han kritiserede. Han havde læst bogen, forstået budskabet og fundet huller i dét.
Sådan er det ikke meget kritik, der er. Langt det meste kritik handler enten om, at kritikeren vil masse sin egen agenda på banen og/eller demonstrere sin overlegenhed udi kunsten at argumentere. Jeg ved næsten ikke, hvad der er værst.
For at tage det sidste først, så er det helt uhyggeligt så mange internetdebatter, der bliver afsporet af, at den ene – eller begge – debattører engang har læst Lasse Rimmer bruge udtrykket ”stråmandsargument”, derefter lært sig udtrykket udenad og nu rask væk kaster det mod sine modstandere.
Oprindeligt var det et begreb, man brugte til at holde debatten på sporet, nu bruges det til at afspore debatten, så den i stedet kommer til at handle om, hvorvidt den anden vitterligt benyttede sig af en stråmand.
Pyh, så slap vi også for at snakke indhold denne gang!
Hokus pokus, så har du sagt noget helt andet
Det er i hvert fald slående så mange, der bruger stråmandsbegrebet, som ikke ved, hvad det faktisk betyder; nemlig at man argumenterer mod noget, modstanderen reelt ikke har sagt for at få debatten flyttet over på sin egen banehalvdel og derved have en vinderfordel.
Og det er sådan set et smart, retorisk greb, for uerfarne debattører vil typisk fortsætte kampen uden at opdage, at spillet er ændret – de vil fortsætte med at forsvare det stråmandsargument, som den anden har kastet efter dem, fordi de ikke har indset, at det er svagere end deres oprindelige argument. Et eksempel fra et parforhold:
Hun: Undskyld, jeg glemte at hente dig fra arbejde. Jeg havde bare så travlt i dag, at jeg svedte det ud.
Han: Du glemmer altid at hente mig!
Hun: Det gør jeg da ikke.
Han: Jeg betyder slet ikke noget for dig, du går mere op i dit eget arbejde.
Hun: Ej, skat, jeg elsker dig. Du betyder alt for mig. Osv. osv.
Hun indser ikke i diskussionens opblussede hede, at han flytter fokuset fra den aktuelle situation til en generel anklage om noget helt andet. Det er en effektiv stråmand.
Erfarne debattører lader sig dog ikke så nemt narre. Hvilket er grunden til, at politiske debatter som regel står i stampe. Eksempel:
Han: Vi vil ikke lave en lov mod et Formel 1 for rumfart, fordi vi har vurderet, at det ikke kommer til at foregå de næste mange år.
Hun: Så I vil bare have at unge mennesker bliver smadret mod siden af månen, eller hvad?
Han: Nej, vi har bare vurderet, at det ikke kommer til at foregå de næste mange år.
Hun: Så skidevære med, at det vil skabe vildt meget forurening i atmosfæren.
Han: Nej, vi har bare vurderet, at det ikke kommer til at foregå de næste mange år.
Han: I er ude på at ødelægge vores rygte i hele Galaksen!
Han: Nej, vi har bare vurderet, at det ikke… Osv osv.
Det, du lige sagde, er noget lort! Og jeg har heller ikke hørt, hvad det var!
Dette eksempel viser også, hvorfor det er vanskeligt at holde stand i en debat, for det er fucking svært at blive ved med at vende tilbage til det oprindelige udgangspunkt, når anklagerne om alt muligt begynder at rulle. Så er man fristet til at hoppe ind i debatten. (”Hvad fuck mener du med vores ry i Galaksen? Hvis der overhovedet er liv andre steder i Galaksen, ødelagde vi nok definitivt vores ry, da vi opfandt reality-tv.”)
(OBS: Stråmandsargumentet er en ofte benyttet joke-form, og derfor skal man lige huske på, at når man debatterer med en komiker (professionel eller ej), vil høn ofte benytte sig af det greb. Men det er altså ikke nødvendigvis, fordi komikeren ønsker at afspore debatten, det kan bare være vane – eller mere sandsynligt; at komikeren simpelthen synes, at synspunkterne er for dumme til at blive taget seriøst. (Og nu regner jeg så med også at få kritik for at være arrogant.))
Den anden baggrund for kritik er som nævnt at gøre opmærksom på sin egen sag eller sit eget synspunkt. Hvilket selvfølgelig kan være helt reelt, det er jo derfor, vi har debatter; for at udveksle divergerende synspunkter.
Problemet opstår bare, når kritikeren ikke har sat sig ind i, hvad der egentligt blev sagt til at starte med, fordi høn er så forhippet på at få presset sine egne synspunkter igennem. Dette afsporer helt utroligt mange debatter, både private og politiske.
Fordi reelt er der kun to muligheder i sådan en debat; enten fortsætter man i det spor, kritikeren har valgt, eller også siger man ”tak for i aften” og stopper den.
Det er umuligt at forsøge at få debatten tilbage til ens oprindelige synspunkter, fordi kritikeren – og eventuelt påhørende – vil insistere på at få kritikken ”taget til efterretning”. Og man er helt fucked, hvis man begynder med at kalde situationen og sige, at den anden har afsporet debatten. For så er man både nærtagende og arrogant – og man indrømmer dermed indirekte, at kritikeren har ret i al sin kritik.
Du skal ikke komme her med dine fakta og andet halløj!
Det var som sagt svært at kalde situationen, når man støder på et stråmandsargument. (Medmindre selvfølgelig hele pointen ved at anklage den anden for brug af stråmandsargument er at afspore debatten… (ja, det er indviklet: Velkommen til Retorik 2.0.))
Men det er virkelig svært, når man er nødt til at indse, at ens modstander bare ikke vil – eller ikke kan – sætte sig ordentligt ind det, høn kritiserer.
Jeg er selv røget ind i det setup rigtig mange gang, fordi det som regel tager lidt tid, inden det går op for mig, at den anden faktisk ikke har forstået, hvad det handler om. På det tidspunkt kan debatten allerede være ret ophedet, og det gør det utroligt svært at standse op og sige: ”Hør, ved du overhovedet noget om det her emne?” I hvert fald ikke uden at komme til at lyde, som om man vil patronisere den anden og tæve løs på vedkommendes uvidenhed. (Og af samme grund vil den anden typisk stædigt holde fast i, at høn skam ved ALT om emnet, selvom det bliver mere og mere tydeligt, at det gør høn ikke.)
Udover det har de fleste af os også en eller anden høflighedsting med, at vi synes, den anden har ret til at komme til orde – nærmest ligegyldigt, hvad de ord så er.
Måske er det den der angst for at blive anklaget for ikke at ville lytte til kritik – for det er jo det værste, man kan være; en selvfed type, der er blind over for sine egne fejl, fordi man aldrig er åben over for kritik.
Jeg er også pissebange for, at det er beskrivelsen af mig. Derfor har jeg tidligere altid forsøgt jeg at lytte til kritik. Med det resultat, at jeg stort set altid blev ked af det. Fordi jeg er selvfed og tilmed nærtagende!? Måske. Eller måske snarere, fordi kritikken ofte er så perfid.
Når jeg får kritik i dag, bliver jeg snarere meta-ked af det: Jeg bliver ked af det over, at vi har et samfund, hvor folk rask væk kritiserer uden nogen som helst anden grund, end at det har de lige lyst til.
Måske fordi de selv får det bedre med sig selv, eller måske fordi det bare er blevet sådan noget, man gør. (Og tak til internettet for at gøre det endnu nemmere.)
Nå-nå, så gider man ikke debattere med idioter. Rimlig arrogant!
Under alle omstændigheder har det tidligere været rigtig svært for mig at sige sætningen: ”Den her debat er kørt af sporet, jeg trækker mig.”
Men nu synes jeg efterhånden, jeg begynder at have styr på det. Og jeg gider i hvert fald slet gå ind i en debat, når jeg på forhånd ved, at der ikke vil blive lyttet til mit synspunkt. Episk tidsspilde!
Ikke dermed sagt, at jeg altid når at blive klar over det, inden debatten er i gang – og så må jeg så finde en vej ud af den igen, hvilket som bekendt skaber vildt dårlig stemning, foruden anklager om alt fra nærtagenhed til inkompetence.
Så når jeg på forhånd har en idé om, hvad der vil blive sagt; når jeg på forhånd ved, at der ikke vil blive lyttet, så holder jeg mig væk.
For det her er virkelig kritik i en nøddesskal: De fleste, der kritiserer, forholder sig ikke til, hvad der reelt er på bordet. De har nemlig allerede linet deres mod- og stråmandsargumenter op, så de er klar til at angribe, nærmest uanset hvad der kommer ud af munden på deres modstandere. (Især hvis modstanderne tilhører en gruppe, de har besluttet sig for at hade, som eksempelvis feminister.)
Dét er virkeligt ukonstruktivt.
Derfor holder jeg mig så vidt muligt ude af den slags debatter, og derfor fjerner jeg også den slags kritik fra mine facebooksider – og derfor har jeg heller ikke et kommentarfelt på denne blog.
Kim jung Søndergaard
Så må folk kalde mig nærtagende alt det de vil – den debat gider jeg heller ikke gå ind i. (Det er nemlig også et retorisk kneb at tirre modstanderen, indtil vedkommende kaster sig frådende ind i kampen – naturligvis allerede langt bagud på point, fordi følelsesudladninger per definition er taberadfærd i en ”saglig” debat. (For der er jo ikke noget mere sagligt end at starte med at anklage nogen for at være for følelsesladet…))
Og jeg morer mig meget over at blive anklaget for at bortcensurere kritik, fordi udøvelsen af censur jo er magthavernes redskab. Så der er altså nogen, der åbenbart går rundt og synes, at jeg har lige så meget magt som en nordkoreansk diktator. (Åh, hvis bare! Hvor ville der være fyldt med killinger, kage og behårede fisser i det her land, hvis jeg var diktator.)
Mange hidsige kritikere lader i hvert fald til fuldstændig at have misforstået både, hvad ytringsfrihed og censur egentlig betyder.
Det var for eksempel ret skægt at høre de danske journalister bruge begge udtryk i flæng, da det for nogle år siden kom frem, at de svenske medier ret konsekvent nægter at dække Sverigedemokraterna (som er svenskernes version af Dansk Folkeparti).
Af alle burde journalister da vide, at det ikke er censur, at et medie nægter at dække en begivenhed – det er mediet i sin gode ret til – det ville kun være censur, hvis en myndighed nægtede mediet at dække begivenheden.
Ligesom det heller ikke er krænkelse af nogens ytringsfrihed at nægte at dække visse begivenheder, fordi at have frihed til at sige sin mening ikke er ensbetydende med, at man har ret til at få den på landsdækkende tv.
Formentlig var de danske journalister bare mobsede over, at de ikke selv har æggestokke nok til at lade være med at dække hver eneste lille bøvs fra Dansk Folkeparti – og derfor kritiserede de i stor stil deres svenske kolleger med stråmandsargumenter om ytringsfrihed og demokrati.
Guide til at kritisere mig – konstruktivt eller ej
Så hvor stiller det så dig i forhold til at kritisere mig, når jeg nu er så nærtagende en diktator? Ja, du har faktisk stadig mange muligheder, så længe du bare holder dig på den rigtige side af injurielovgivningen. (Og det er ikke så meget et krav fra min side, som det er dansk lov og risiko for ret store bøder.)
Så du kan jo lave en blog, hvor du kritiserer mig, du kan også gøre det på din egen facebookvæg eller twitter eller stuevæg, du kan endog skrive indlæg i aviser og lave virale videoer. Faktisk vil jeg foreslå dig at gøre det i en kreativ form, eksempelvis i en sang eller en roman, for så er du nemlig ikke underlagt helt de samme regler om injurier. Det er du i øvrigt heller ikke på en stand-up-scene, såååå…. ”Kender I den om, at Sanne Søndergaard er en dum nærtagende møgluder-diktator, der ikke kan tåle kritik? Nej? Så må jeg hellere skrive en joke om det til næste gang.”
Endelig kan du jo også rent faktisk læse det, jeg skriver, ordentligt og forholde dig til det på en saglig måde, så er der en vis sandsynlighed for, at jeg godt gider debattere med dig.
Eller – og den her er helt radikal – hvis du på forhånd har besluttet dig for at hade mig, og det, jeg skriver, så… bum bum… lad vær med at læse det!
Var det nedladende sagt!? Så må du jo lægge det til kritikpunkterne.
Det var jo bare for sjov…
Den hårdeste lektie, jeg har skulle lære som komiker, er, at hvis publikum misforstår intentionen med en joke, så er det bare ikke sjovt længere. Og det uanset om folk griner eller ej…
De fleste almindelige mennesker har formentlig prøvet at sige noget i sjov, men som er kommet helt forkert ud. Det kan skabe en virkelig akavet stemning.
En af mine venner oplevede for eksempel engang til et bryllup at komme til at sidde midt i sådan en dårlig stemning. Min vens borddame havde nemlig netop gennemgået en hård kemobehandling, og det fortalte hun meget detaljeret om. Ligesom hun også indviede hele bordet i, at hun derfor havde paryk på.
Hvorfor hun lige følte, at det var et passende festsamtaleemne, kan jo undre. Men hun var sikkert stadig så psykisk belastet af sygdomsforløbet, at hun ikke kunne lade være med at snakke om det. I hvert fald blev stemningen ved bordet hurtigt meget tung, og en af de andre, der sad der, led desværre af den frygtelige komikerforbandelse (den som alle komikere har, og som har fået os til at blive komikere til at starte med) nemlig behovet for at lette stemningen med en lille joke. Hvilket får ham til at udbryde: ”Nå, men så er du da i det mindste fri for at barbere fissen!”
Du kan sikkert gætte dig til resten. Pigen med parykken brød grædende sammen, og resten af middagen var en pine af akavet stemning for alle ved bordet. Også selvom den uheldige ”komiker” forsøgte at undskylde.
Man kan da altid lige lave en bøssejoke…
Alle professionelle komikere har prøvet noget tilsvarende. Vi forsøger selvfølgelig at undgå at jokke uhensigtmæssigt på folks følelser, men alligevel sker det indimellem, fordi vi ikke altid har tænkt over alle de niveauer, som vores jokes kan blive opfattet på. Og andre gange jokker vi på folk med vilje! (Og det kan ganske givet være svært at se forskel på de to situationer.)
Da jeg havde optrådt i et par år, skulle jeg lave et show for min gamle arbejdsplads, avisen Information. Jeg havde på det tidspunkt et par jokes om homoseksuelle stereotyper med i mit repertoire – det var dengang, De Fantastiske Fem kørte på tv, og jeg lavede jokes om, hvordan det ville have set ud med lesbiske i stedet. Flere af mine tidligere kolleger var homoseksuelle, så jeg tænkte, at de nok ville syntes, at mine jokes var sjove. Stor fejl!
Jeg troede nemlig, at mine jokes handlede om at udstille tv-programmer og deres stereotyper, og ikke mindst de medvirkende, der insisterer på at opføre sig så stereotypt, at det er en hån mod deres køn, etniske gruppe eller seksuelle minoritet.
Problemet var bare, at det ikke var sådan, mine jokes blev modtaget lige denne aften. I salen sad nemlig en nyansat lesbisk, jeg ikke kendte, og tog mine pointer om stereotype homoseksuelle helt bogstaveligt, personligt og meget nært.
Hendes reaktion blev registreret af alle de andre kolleger, og da der jo netop var flere homoseksuelle til stede, var resten af de tilstedeværende meget bevidste, om at jeg tilsyneladende kørte på dem som minoritet. Stemningen i salen blev hurtigt så dårlig, at ingen grinede af resten af mine jokes – også selvom jeg skiftede emne med det samme. Det var lange, stille 15 minutter.
Hvem var egentlig til grin?
Stilhed er selvsagt, det værste, man kan komme ud for som komiker. Men jeg følte det som et ekstra hårdt slag, fordi det var mine tidligere kolleger, som jo kendte mig og mine holdninger. Så jeg var mildt sagt pissesur over, at de ikke kunne regne ud, at jeg selvfølgelig ikke mente noget med det. Selvfølgelig ville jeg da ikke stå og hade på homoseksuelle – det ville jo ikke være comedy, bare dårlig DF-stil. Sikke en latterlig overreaktion, tænkte jeg.
Men jeg kunne alligevel ikke få mig selv til at lave de jokes igen. Først skød jeg skylden på den tyndhudede lesbiske: Hun havde ødelagt mine jokes og fået mig til at tvivle på dem. Hun havde ødelagt mit show med sin overdrevne sarthed.
Og ja, hun fik mig til at tvivle, men tvivlen skyldtes nok snarere, at jeg godt selv kunne se det. Jeg begyndte at indse, at måske sagde jeg faktisk ikke det, jeg troede, jeg sagde. Måske udstillede jeg slet ikke tv-stereotyper, måske udstillede jeg i stedet mine egne fordomme. Måske overreagerede mine tidligere kolleger slet ikke, måske reagerede de faktisk helt rimeligt.
Og den eneste grund til, at folk hidtil havde grinet af mine jokes om homoseksuelle var, fordi de havde grinet af de homoseksuelle og ikke af min selvindbildte udstilling af fordommene om dem!
Føj, en grim smag i munden. Her gik jeg lige og troede, at jeg var fri for fordomme. Og at jeg som komiker havde et frikort til at latterliggøre alt, så længe jeg bare var fri for fordomme. Her gik jeg lige og troede, at jeg prikkede til andres fordomme – og så gjorde jeg dem bare værre. Så var jeg jo lige så slem som de tv-tilrettelæggere, der insisterer på kun at caste og skamklippe folk, så de fremstår som de værste stereotyper.
Det var ikke nogen særlig fed selverkendelse. Derfor tog det mig også tid at tage den ordentligt til mig. Dumstædigt holdt jeg fast på komikeres carte blanche-rettigheder; komikere må gøre grin med alt til alle tider og på alle steder. Dét er komikerens opgave!
Den er på min kappe, ba-da-dum-tiss
Det mener jeg for så vidt stadig, jeg har bare lavet en tilføjelse: Det er komikerens opgave at gøre grin med alt til alle tider og på alle steder – men komikeren har bare også et ansvar for det, høn siger.
At få ansvar smidt ind i den sætning gør en kæmpeforskel. Det betyder, at jeg er nødt til at tænke over mange flere niveauer i mine jokes, inden jeg leverer dem på scenen. Det betyder også, at jeg er nødt til at arbejde så meget med mig selv, at jeg ikke har en masse ondskabsfuldheder og bitre sidebemærkninger gemt mellem ribbenene, der kan slippe ud mod en sagesløs publikummer, når jeg improviserer på scenen.
Lykkes det her ansvarsprojekt så? Nej da, bestemt ikke. Jeg kan ikke – selvom jeg tænker rigtigt, rigtigt meget over det – kende alle eventuelle fortolkninger af mine jokes. Jeg kan heller ikke hvile så meget i mig selv, at der ikke er en eneste lille ubehagelig følelse, der kan slippe ud i et uovervåget øjeblik. (For så var jeg sgu nok ikke komiker længere, men var flyttet ud i et eller andet mediterende hippiekollektiv. (Undskyld, hvis jeg fornærmede hippier og mediterende mennesker der – det var bare for at lave et billede af, at jeg ikke er så velafbalanceret.))
Ej, er der mere end ét dørtrin i et hus!?
Men selvom det ikke lykkes for mig hele tiden, så er det stadig en vigtig del af min arbejdsproces, for jeg ønsker at tage ansvar for det, jeg siger på scenen. Og så er jeg nødt til at have styr på, hvad det er.
Hvorfor er det her så vigtigt for mig? Det er jo ikke ligefrem en opfattelse, jeg deler med alle komikere. En del komikere vil formentlig mene, at vores job ikke indebærer den form for refleksion. Og det er jo så bare to forskellige opfattelser af vores rolle – hvoraf jeg skal skynde mig at sige, at min opfattelse jo ikke nødvendigvis er den rigtige for andre end mig. (Bare så jeg ikke fornærmer nogen. (Det kan godt blive til en frygtelig masse parantesiske forbehold, jeg er nødt til at tage i det her indlæg. (Bare så du ikke bliver fornærmet over alle parentes-forbeholdene…)))
Men grunden til, at det er vigtigt for mig at (forsøge at) tage ansvar for mine handlinger – on stage såvel som off stage – er, fordi jeg synes, at hvis jeg ikke gør det, så bliver mine handlinger reelt meningsløse.
Forstået på den måde, at hvis jeg ikke tænker over de eventuelle konsekvenser af det, jeg foretager mig, og træffer mine valg mere velovervejet, så vil jeg jo bare være som en trial-and-error-robotstøvsuger. En person, der tøffer rundt og støder på dørtrin og andre menneskers følelser uden at lære andet end ikke at køre ind i det specifikke dørtrin/menneske én gang til. (Og når det er sagt, så er der mange, der ikke engang lærer dét! (Undskyld, hvis jeg fornærmede jer, der bliver ved med at støde ind i de samme problemer igen og igen. Men I har vel ikke engang reflekteret nok over det til at forstå ironien i, at jeg nu undskylder for det – og så lige om lidt fornærmer jer igen.))
Det, jeg hører dig sige, er noget svineri! Uanset hvad du sagde!
Så altså; hvis jeg gerne vil have, at mit publikum skal forstå og grine af mine indsigter, så er jeg også nødt til at have nogen. Jeg er nødt til at have tænkt over, hvad jeg rent faktisk siger. Og det prøver jeg så at vise, at jeg har gjort.
Blandt andet ved ikke at sige ”mænd gør sådan og sådan,” men i stedet sige ”nogle mænd gør sådan og sådan.” Det bette ”nogle” er et lille ubetydeligt ord, men et ekstremt stort forbehold.
Og når det er sagt er ordet faktisk så lille, at mange slet ikke hører det. Mange vælger jo desværre at høre det, de gerne vil høre. Så hvis de gerne vil høre en generalisering af mænd, så er det også det, de hører. Enten fordi de synes generaliseringen er sjov, eller fordi de gerne vil have noget at blive fornærmede over.
De fleste komikere kæmper med det her problem. At trods alverdens forbehold sidder der stadig en portion publikummer og insisterer på at høre noget helt andet, end det, der rent faktisk bliver sagt.
Og nu fornærmer jeg lige en gruppe mennesker – men det er en gruppe, jeg selv tilhører, og så er det allerede mere okay. For feministiske, venstreorienterede, politisk korrekte mennesker har nemlig en tendens til at vælge at høre fornærmelser meget hurtigere end alle andre. Jeg kender for eksempel mange feminister, der virkeligt hader stand-up, fordi de synes, genren generelt er sexistisk og fordomsfuldt. Hvorimod det er jo ikke spor fordomsfuldt at hade en hel genre på baggrund af nogle få repræsentanter for den…
Et hareskår, der ville få Carl Mars til at blegne
Når det er sagt, så har de politisk korrekte og andre, der bliver fornærmede over jokes, alligevel til enhver tid ret til at udtrykke deres mening om det, vi komikere laver. Faktisk er jeg nået dertil nu, at jeg synes, det er fedt, når folk fortæller mig, hvad de hører mig sige. For igen, det er jo den eneste måde, at jeg som komiker kan få udvidet min forståelse af konsekvenserne af mine ord. Og lægge det til mine fremtidige overvejelser, som jeg måske – eller måske ikke – vil rette mig efter.
For jeg siger ikke, at det er min hensigt at undgå at fornærme folk – blot, at jeg gerne vil være bevidst om det, når jeg gør det. Eksempelvis fik jeg i sidste uge en mail fra en person, der havde følt sig stødt over en joke, jeg laver om hareskår. (Du kan se den her.) Personen, der selv har læbe-ganespalte – som han påpegede, at det jo faktisk hedder i dag – følte, at jeg mobbede ham og hans ligesindede med min joke. Og da jeg jo selv er totalt mobbemodstander mente han, at jeg nok burde tænke lidt mere over, hvad jeg går og siger.
Det har han selvfølgelig helt ret i. Men jeg har bare tænkt rigtigt meget over den joke. Jeg er tilmed tidligere blevet gjort opmærksom på, at den kan virke stødende. En ældre kvinde sagde på et tidspunkt til mig efter et show: ”Synes du virkelig, at sådan en sød, pæn pige som dig må gøre grin med andre på den måde?”
Og ja, det synes jeg!
For det første, fordi den joke netop har til hensigt at vise, at jeg tydeligvis ikke er en sød og pæn pige. Jeg kunne da ikke forestille mig noget værre end at være en totalt tuttenuttet, tandløs tøs af en komiker, som kun kunne være sød og pæn på scenen: ”Kender I det, at man bare ikke kan få nok af blå himmel og cupcakes? Ti hi.”
(Og undskyld til tøser og cupcakes for den.)
Joaquin Phonenix, mums, jeg ku’ godt! Jeg siger det bare.
Men en anden og mere vigtig pointe ved præcis denne hareskår-joke er, at jeg faktisk tager mere end ét forbehold undervejs. Jeg vælger nemlig ikke at gøre grin med alle, der har læbe-ganespalte. Jeg bruger beskrivelsen til at sige noget om én specifik person, en kikset date. Jeg tager oven i købet det forbehold på scenen, at jeg siger, at ikke er alle personer med denne lidelser er utiltalende – faktisk kan det være ganske sexet. (Det er et forbehold, jeg ikke tager over for folk med vigende hager, som jeg også gør grin med. Og det er, fordi jeg virkelig under ingen omstændigheder synes, at vigende hager er sexede. (Og dermed undskyld til alle hageløse, der nu føler sig stødte over det.))
Når det er sagt, så er det formentlig navngivelsen af en bestemt person, der falder nogen for brystet, nemlig Carl Mar Møller, hvis talefejl jeg udstiller i joken. Og jeg udstiller ham, fordi jeg synes, hans meninger er vanvittigt irriterende.
Er det grund nok til at gøre grin med hans læbe-gane-spalte? Tja, der har vi så lige en typisk komikerovervejelser; kan man tillade sig at latterliggøre noget andet ved en person, end det som personen faktisk fortjener at blive latterliggjort for!?
Ingen tvivl om, at jeg personligt aldrig havde valgt at gøre det, hvis Carl Mar havde været en uskyldig person, der tilfældigvis var landskendt for noget andet end sine vanvittigt irriterende meninger – selvom der allerede i det, at man er kendt, ligger et vis frirum for komikere til at lave sjov med en.
Selv Shakespeare svinede selvfede samfundsborgere
Er det fair?
Nej, men det er altså narrens rolle helt tilbage fra enevældens tid at gøre grin med magthaverne. Og lad os være ærlige; kendisser er i høj grad nutidens magthavere. Desuden er Carl Mar i mine øjne meget langt fra en uskyldig kendis; hans syn på mænd og kvinder har i høj grad været med til at få kønsdebatten til at blive så polariseret, som den er i dag. Derfor er det vigtigt, at noget af hans autoritet bliver pillet fra ham ved at udstille og latterliggøre ham – det er som sagt min rolle som ”hofnar.” (Selvom du retteligt kan mene, at det i hans tilfælde ikke er nødvendigt, fordi han klarer det så fint selv.)
I øvrigt kalder Carl Mar sig nu for stand-up-komiker (og det forklarer jo unægteligt hans absurde meninger bedre!) Så han er selvfølgelig mere end velkommen til at slå tilbage med jokes på mig, min feministfisse og mine fregner. Hvis han da er parat til at stå til ansvar for dem, selvfølgelig.
Pointen her er blot den, at jeg meget bevidst om, at der stadig kan sidde mennesker og føle sig stødte over hareskårs-joken, såvel som alt det andet, jeg siger på scenen (og andre steder). Men det er konsekvensen ved comedy. Du kan som komiker ikke tage alle forbehold, for så er der ikke meget albuerum tilbage at grine i.
Hvad laver du med den lampejoke!?
Men som sagt kan – og skal – det albuerum altid diskuteres. For hvis jeg som komiker ikke kan forklare dig, hvad min hensigt med en joke er, så er det netop, at det hele begynder at blive mustent.
For så ville jeg enten have alle mulige skjulte hensigter – som eksemplevis at svine anderledes udseende mennesker til, bare for at føle mig lidt bedre selv. Eller også ville jeg slet ikke have en hensigt overhovedet. Så ville mine jokes bare være random ord, jeg slet ikke havde noget forhold til – så der reelt ikke var nogen grund til, at jeg sagde lige dette frem for noget andet.
I princippet kunne jeg jo lige så godt have valgt at sige, at manden, jeg beskriver i joken, i stedet for hareskår havde noget, ingen mennesker har i virkeligheden, så ingen virkelige mennesker kunne blive stødte – jeg kunne have sagt, at han havde otte arme. (Undskyld, hvis du har otte arme, og jeg nu ikke alene har fornærmet dig ved at antyde, at du er utiltrækkende, men også ved ikke at anerkende, at du eksisterer. Send mig en klage, det skulle ikke tage dig længe at skrive en…)
Men konsekvensen af dette ville også være, at publikum muligvis godt nok ville grine, fordi de ville blive overraskede over min ekstreme beskrivelse, men de ville ikke få et billede af en virkelig person og situation. De ville heller ikke få et billede af mig som en mindre pæn pige, og Carl Mars autoritet ville være uimodsagt (af mig i hvert fald).
Og konsekvensen ville være, at min joke ville blive til fuldstændig ligegyldig underholdning. Der ville ikke være en pointe, selvom folk måske ville grine af punchlinen.
Hvilket beklageligvis er nok for nogle komikere, men ikke for mig. Jeg har altid en bagvedliggende hensigt med mine jokes. (Og undskyld til dem, der laver den slags ligegyldig comedy, men hold kæft, hvor er I uinteressante! (Og undskyld til uinteressante mennesker for den sammenligning.))
Rundstykke med ekstra bodsgang på
Så altså; som komiker bevæger man sig hele tiden på kanten af, hvad man kan tillade sig. Hvis man går for langt væk fra den kant, er man ikke rigtig sjov, hvis man går for tæt på, risikerer man at fornærme nogen. Og nogle gange har man ikke tænkt sig ordentligt om, og så ryger man helt ud over.
Og det er i disse tilfælde, at det ikke er nok med ”det var jo bare en joke.” Der må rigtige undskyldninger på banen. Så undskyld til den lesbiske fra Information: Du havde ret, det var over kanten, det var noget fordomsfuldt lort!
Og til dig med læbe-gane-spalten, vil jeg sige, at jeg er ked af, at du føler dig stødt, men det var altså ikke over kanten. Det er virkelig bare for sjov.
Og til jer, der synes, at jeg ikke er sjov overhovedet…. Fuck jer!
(Og det gider jeg sgu ikke undskylde for at sige.)