Tag: dobbeltstandarder
Kvinderne løber med det hele
I dag linkede jeg på facebook til en litteraturkommentar i Politiken, fordi den så utroligt smukt illustrerer dobbeltstandarder.
For eksempel er overskriften: “Kvinderne løb med de nordiske litteraturnomineringer”, men egentlig udgør kvinderne kun 57 procent af de nominerede…
Men som altid når man som feminist påpeger dobbeltstandarder, fyldes kommentarsporet op med folk, der ikke ved, hvad dobbeltstandarder betyder – men som dog alligevel gerne vil afvise eksistensen heraf.
Så for prins Knud og alle de andre har jeg lige kørt racetesten på Politikens artikel.
Negertesten – nu ekstra politisk korrekt
Hvis du er trofast læser af denne blog, kender du måske bedre racetesten under et andet navn, men jeg har valgt ikke længere at bruge n-ordet, fordi folk stirrer sig racismeangst-blinde på det, og så går pointen ligesom tabt.
Og jeg synes ikke, pointen bliver mindre tydeligt, når man “bare” skriver om sorte og hvide. Tværtimod, jeg var ærligt talt selv chokeret over, hvor gennemsyrende kønsstereotyperne faktisk er i denne tekst. Som blev bragt i dag. I 2015. I en humanistisk, moderne avis…
Alle tilføjelser i parentes er mine personlige tilføjelser og står altså ikke i den oprindelige tekst.
God racistisk læselyst.
Kommentar: De sorte løb med de nordiske litteraturnomineringer
Politikens Litteraturanmelder ærgrer sig over manglende nominering til Hvid Mand
De sorte sidder tungt på indstillingerne til nordisk råds litteraturpris. Det danske rigsfællesskab, Danmark, Færøerne og Grønland, har udelukkende udpeget sorte forfattere. Af de 14 indstillede nordiske forfattere er otte sorte og seks hvide.
Og selvom det er et bredt felt af emner og udtryksformer, man finder i de indstillede bøger, er det påfaldende så markant fortællinger om sorte og det afroetniske slår igennem i årets nordiske prisfelt, som er et af de stærkeste, der længe er set.
Man kan ærgre sig over, at Sort Forfatters hyggelige onkeldigte i ’Avuncular’ løb med en af de danske indstillinger, når nu Hvid Mand med sine ’Digte 2014’, har begået et økokritisk anfægtet poetisk mesterværk, som i den grad fortjener international opmærksomhed, men som helhed rammer udvalget af ny nordisk litteratur fint ind i sin tid. Og norske Hvid Mand er min storfavorit.
Afroetniske liv i lufthavne og udhuse
Vor egen Sort Forfatter (der egentlig bærer det fulde navn Sort Forfatter Sort Forfatter, men her nævner jeg altså af en eller anden grund kun fornavnet… eller efternavnet), som var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for ’Ned til hundene’ i 2008, har også skrevet en meget afroetnisk bog om sorte. Den spæde handling i ’Hvis det er’ udspiller sig godt nok mellem en hvid og en sort, men den hvide er bogstaveligt talt usynlig, og den intense kortfortælling har mest tyngde i beskrivelsen af et omtumlet afroliv af den slags, Sort Forfatter Sort Forfatter har gjort det til sit særlige speciale at fremskrive.
Helt anderledes svæv og bredde er der i finske Sort Forfatters ’Terminali’. To unge sortlinger, der elsker at opholde sig i Helsinkis lufthavn på grund af de spædende tilfældige møder, man kan komme ud for, tager et fly til New York 11. september 2001. Romanen, der rummer et spændende plot og foregår mange steder i verden, handler om, hvad globaliseringen gør ved os og peger på, at muligheden for autentiske møder mellem mennesker ikke er blevet større af alt det rejseri og smart informationsteknologi.
’Bare et menneske’ af norske Sort Forfatter rummer dybtgående psykologiske portrætter af afroetnisk liv før og nu. Omdrejningspunkt er 52-årige Sort Hovedperson. Hun er mor til Sort Biperson og Sort Biperson 2, og kæmper med at placere og håndtere den negative følelsesmæssige arv, hun har fået med sig bl.a. fra sit etniske ophav.
Færørske Sort Forfatter beretter i sin romandebut om en række afroetniske skikkelser, der hver især gennemgår megen lidelse. En af dem er Sortlingen, der holdes indespærret i udhuset. Som voksen bliver det hendes hobby at bedrive psykisk terror mod sine hvide kærester.
Grønland er ikke længere usynlig
’Minkriket’, der er skrevet af Sort Forfatter fra Åland, er en familiekrønike, som beretter om en hårdt arbejdende pelsfarmerfamilie, hvor den ene dag går som den anden. Da ægteskabet knager nøjes Hvid Hovedperson og Sort Hovedperson med at rulle væk fra hinanden i vandsengen og holde op med at tale til hinanden. Her er ingen middelklasse-intellektualisme eller ætsende ond raceretorik, blot tavshed.
Også Norges verdensnavn Hvid Mand skriver om sorte og kærlighed i sin store trilogi ’Andvake’. ’Hvid Mands draumar’ og Kveldsvævd’. Den handler om den hvide spillemand Hvid Hovedperson og hans sorte kæreste Sort Biperson (for hun må jo være biperson og ikke hovedperson, da hun nævnes som ‘hans’ – modsat i de sorte forfatteres bøger, hvor to elskende fremstilles som ligeværdige i forhold til handlingen – selv i Sort Forfatter Sort Forfatters bog, hvor den hvide godt nok var usynlig,,,), som i kampen for kærligheden, kommer til at forbryde sig mod det allerhelligste: et andet menneskes liv. Norge, der sidst modtog den fornemme nordiske litteraturpris i 2012, har en stærk kandidat i Hvid Mand.
I grønlandske Sort Forfatters rasende og rørende debutroman ’Homo Sapienne’ drejer det sig om at erobre sin seksualitet, og et af romanens smukkeste afsnit handler om Sort Hovedperson, den aften hendes krop fortæller hende, at hun er til andre sorte og hun nærmest suges over mod de knitrende øjne, der lyser mod hende. Med Sort Forfatter er grønlandsk litteratur ikke længere usynlig. Hun måtte gerne starte en lavine og er allerede selv i gang med at uddanne nye kuld af forfattere.
Svenske Sort Forfatter har skrevet feltets mest komplekse roman om, hvad afroetnicitet kan være. Jegfortælleren i ’Den andra sortan’ arbejder i en restaurant på et sygehus, og opfatter sig som en forfatter i eksil fra sig selv. Hun har gået på universitetet men føler sig fremmedgjort over for den akademisk prægede anti-racisme. Hvad stiller man som moderne belæst sort f.eks. op, når man pludselig bliver forelsket i en ældre hvid overlæge og overherre-drømmefigur, som kan levere det man dybest set længes efter: intellektuel jævnbyrdighed, tryghed og begær?
Og så er der de hvide…
Feltet rummer heldigvis også digte og romaner, som er optaget af rollen som hvid. Det gælder i udpræget grad finske Hvid Mands ’Transparente Blanche’, som er beslægtet med sidste års vinder, Hvid Mands formidable ’Luftspejling 38’. Hvid Mand er optaget af hvidhed og faderrolle. Hvad stiller en midaldrende (finlandsksvensk) hvid op med sit liv, når der ikke længere er brug for ham som opdragende far, og han selv er blevet opdraget til at være helt i både krig og arbejdsliv?
Og selvom der klinger et afroetnisk navn (kendt fra Edgar Allan Poes digt) i titlen på svenske Hvid Mands digtsamling ’Och natten viskade Sort Navn’, er den heller ikke optaget af den stærke race, men kredser i stedet om savn på den højstemte og i Sverige højt elskede facon, som Hvid Mand, der næsten går for at være rockstjerne på grund af sine karismatiske oplæsninger, har gjort til sin egen.
Der var engang for ikke så længe siden, hvor Nordisk råd på grund af forsigtighed og konservatisme i indstillingerne blev kaldt oldnordisk råd. Det prædikat er heldigvis forældet.
(Men så er det jo heldigt, at vi danske medier kan holde fast i det reaktionære!)