Tag: feminisme
Feministisk festfix
I dag er det en femifantastisk festdag, for om nogle timer uddeles Suzanne Gieses Mindelegat for tredje gang. (Jeg var den utroligt beærede første modtager af prisen i 2013.) Siden er antallet af feministiske aktivister boomet i Danmark.
Derfor har jeg ikke længere så meget at sige om køn her på min blog. For jeg synes egentlig ikke, at der nogen grund til at sige noget, når andre siger det meget bedre.
Så jeg vil anbefale dig at følge nogle af dem her:
F-frekvensen
Feministisk Blog
Friktion Magasin
Feminister
Femicast
Emma Holten
En feminists bekendelser
Proletarprinsessen
Porcelænskussen
Fatale Feminister
Brune Feminister
Feministisk Furore
Feministeriet
Feministisk uopdragen
almindelig
Mandehad
Dansk Kvindesamfund
Kvinde kend din krop
The Everyday Sexism Projekt Danmark
Suzanne Gieses Mindelegat
Selskab for ligestilling
Kvinfo
FLAB Festival
BURT – Køn i kalenden
Kvinderne løber med det hele
I dag linkede jeg på facebook til en litteraturkommentar i Politiken, fordi den så utroligt smukt illustrerer dobbeltstandarder.
For eksempel er overskriften: “Kvinderne løb med de nordiske litteraturnomineringer”, men egentlig udgør kvinderne kun 57 procent af de nominerede…
Men som altid når man som feminist påpeger dobbeltstandarder, fyldes kommentarsporet op med folk, der ikke ved, hvad dobbeltstandarder betyder – men som dog alligevel gerne vil afvise eksistensen heraf.
Så for prins Knud og alle de andre har jeg lige kørt racetesten på Politikens artikel.
Negertesten – nu ekstra politisk korrekt
Hvis du er trofast læser af denne blog, kender du måske bedre racetesten under et andet navn, men jeg har valgt ikke længere at bruge n-ordet, fordi folk stirrer sig racismeangst-blinde på det, og så går pointen ligesom tabt.
Og jeg synes ikke, pointen bliver mindre tydeligt, når man “bare” skriver om sorte og hvide. Tværtimod, jeg var ærligt talt selv chokeret over, hvor gennemsyrende kønsstereotyperne faktisk er i denne tekst. Som blev bragt i dag. I 2015. I en humanistisk, moderne avis…
Alle tilføjelser i parentes er mine personlige tilføjelser og står altså ikke i den oprindelige tekst.
God racistisk læselyst.
Kommentar: De sorte løb med de nordiske litteraturnomineringer
Politikens Litteraturanmelder ærgrer sig over manglende nominering til Hvid Mand
De sorte sidder tungt på indstillingerne til nordisk råds litteraturpris. Det danske rigsfællesskab, Danmark, Færøerne og Grønland, har udelukkende udpeget sorte forfattere. Af de 14 indstillede nordiske forfattere er otte sorte og seks hvide.
Og selvom det er et bredt felt af emner og udtryksformer, man finder i de indstillede bøger, er det påfaldende så markant fortællinger om sorte og det afroetniske slår igennem i årets nordiske prisfelt, som er et af de stærkeste, der længe er set.
Man kan ærgre sig over, at Sort Forfatters hyggelige onkeldigte i ’Avuncular’ løb med en af de danske indstillinger, når nu Hvid Mand med sine ’Digte 2014’, har begået et økokritisk anfægtet poetisk mesterværk, som i den grad fortjener international opmærksomhed, men som helhed rammer udvalget af ny nordisk litteratur fint ind i sin tid. Og norske Hvid Mand er min storfavorit.
Afroetniske liv i lufthavne og udhuse
Vor egen Sort Forfatter (der egentlig bærer det fulde navn Sort Forfatter Sort Forfatter, men her nævner jeg altså af en eller anden grund kun fornavnet… eller efternavnet), som var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for ’Ned til hundene’ i 2008, har også skrevet en meget afroetnisk bog om sorte. Den spæde handling i ’Hvis det er’ udspiller sig godt nok mellem en hvid og en sort, men den hvide er bogstaveligt talt usynlig, og den intense kortfortælling har mest tyngde i beskrivelsen af et omtumlet afroliv af den slags, Sort Forfatter Sort Forfatter har gjort det til sit særlige speciale at fremskrive.
Helt anderledes svæv og bredde er der i finske Sort Forfatters ’Terminali’. To unge sortlinger, der elsker at opholde sig i Helsinkis lufthavn på grund af de spædende tilfældige møder, man kan komme ud for, tager et fly til New York 11. september 2001. Romanen, der rummer et spændende plot og foregår mange steder i verden, handler om, hvad globaliseringen gør ved os og peger på, at muligheden for autentiske møder mellem mennesker ikke er blevet større af alt det rejseri og smart informationsteknologi.
’Bare et menneske’ af norske Sort Forfatter rummer dybtgående psykologiske portrætter af afroetnisk liv før og nu. Omdrejningspunkt er 52-årige Sort Hovedperson. Hun er mor til Sort Biperson og Sort Biperson 2, og kæmper med at placere og håndtere den negative følelsesmæssige arv, hun har fået med sig bl.a. fra sit etniske ophav.
Færørske Sort Forfatter beretter i sin romandebut om en række afroetniske skikkelser, der hver især gennemgår megen lidelse. En af dem er Sortlingen, der holdes indespærret i udhuset. Som voksen bliver det hendes hobby at bedrive psykisk terror mod sine hvide kærester.
Grønland er ikke længere usynlig
’Minkriket’, der er skrevet af Sort Forfatter fra Åland, er en familiekrønike, som beretter om en hårdt arbejdende pelsfarmerfamilie, hvor den ene dag går som den anden. Da ægteskabet knager nøjes Hvid Hovedperson og Sort Hovedperson med at rulle væk fra hinanden i vandsengen og holde op med at tale til hinanden. Her er ingen middelklasse-intellektualisme eller ætsende ond raceretorik, blot tavshed.
Også Norges verdensnavn Hvid Mand skriver om sorte og kærlighed i sin store trilogi ’Andvake’. ’Hvid Mands draumar’ og Kveldsvævd’. Den handler om den hvide spillemand Hvid Hovedperson og hans sorte kæreste Sort Biperson (for hun må jo være biperson og ikke hovedperson, da hun nævnes som ‘hans’ – modsat i de sorte forfatteres bøger, hvor to elskende fremstilles som ligeværdige i forhold til handlingen – selv i Sort Forfatter Sort Forfatters bog, hvor den hvide godt nok var usynlig,,,), som i kampen for kærligheden, kommer til at forbryde sig mod det allerhelligste: et andet menneskes liv. Norge, der sidst modtog den fornemme nordiske litteraturpris i 2012, har en stærk kandidat i Hvid Mand.
I grønlandske Sort Forfatters rasende og rørende debutroman ’Homo Sapienne’ drejer det sig om at erobre sin seksualitet, og et af romanens smukkeste afsnit handler om Sort Hovedperson, den aften hendes krop fortæller hende, at hun er til andre sorte og hun nærmest suges over mod de knitrende øjne, der lyser mod hende. Med Sort Forfatter er grønlandsk litteratur ikke længere usynlig. Hun måtte gerne starte en lavine og er allerede selv i gang med at uddanne nye kuld af forfattere.
Svenske Sort Forfatter har skrevet feltets mest komplekse roman om, hvad afroetnicitet kan være. Jegfortælleren i ’Den andra sortan’ arbejder i en restaurant på et sygehus, og opfatter sig som en forfatter i eksil fra sig selv. Hun har gået på universitetet men føler sig fremmedgjort over for den akademisk prægede anti-racisme. Hvad stiller man som moderne belæst sort f.eks. op, når man pludselig bliver forelsket i en ældre hvid overlæge og overherre-drømmefigur, som kan levere det man dybest set længes efter: intellektuel jævnbyrdighed, tryghed og begær?
Og så er der de hvide…
Feltet rummer heldigvis også digte og romaner, som er optaget af rollen som hvid. Det gælder i udpræget grad finske Hvid Mands ’Transparente Blanche’, som er beslægtet med sidste års vinder, Hvid Mands formidable ’Luftspejling 38’. Hvid Mand er optaget af hvidhed og faderrolle. Hvad stiller en midaldrende (finlandsksvensk) hvid op med sit liv, når der ikke længere er brug for ham som opdragende far, og han selv er blevet opdraget til at være helt i både krig og arbejdsliv?
Og selvom der klinger et afroetnisk navn (kendt fra Edgar Allan Poes digt) i titlen på svenske Hvid Mands digtsamling ’Och natten viskade Sort Navn’, er den heller ikke optaget af den stærke race, men kredser i stedet om savn på den højstemte og i Sverige højt elskede facon, som Hvid Mand, der næsten går for at være rockstjerne på grund af sine karismatiske oplæsninger, har gjort til sin egen.
Der var engang for ikke så længe siden, hvor Nordisk råd på grund af forsigtighed og konservatisme i indstillingerne blev kaldt oldnordisk råd. Det prædikat er heldigvis forældet.
(Men så er det jo heldigt, at vi danske medier kan holde fast i det reaktionære!)
Det der ligestilling, vi har i Danmark
I dag er det blog action day. Det betyder, at en masse mennesker verden over blogger om ulighed. Jeg blev spurgt af en NGO, om jeg ville være med. De tilbød tilmed at levere statistik over, hvor ulige forholdene er for kvinder i de såkaldte 3.verdenslande.
Jeg blogger gerne om ulighed. Men jeg holder mig lige til den hjemmelige. Ikke fordi jeg ikke mener, at der er uhyggelige forhold i andre lande. Syreangreb, stening og corrective rapes bare for at starte et sted.
Men fordi jeg ikke tror på, at det nytter noget, at jeg sidder her i mit vestlige hi og fortæller dem der nede sydpå, hvordan de bør opføre sig for at være rigtigt civiliserede. Det ville i hvert fald kræve, at jeg kunne fremvise noget, der var betydeligt mere civiliseret selv. Og det mener jeg ikke, jeg kan.
Vesten er lort, men Indiens lort er større. Nå!
Forleden så jeg en liste over de lande i verden, hvor der begås flest seksuelle overgreb. Sverige lå på en andenplads. Lige efter Lesotho.
Der var også en EU-rapport i foråret, som alle danske medier straks slog hen, men som viste, at Danmark er det land i EU, hvor flest kvinder har været udsat for vold. Og Sverige og Danmark er de to lande, hvor flest kvinder har været udsat for sexchikane.
Faktisk bakkede 3F den lige for nyligt op med en undersøgelse af, at hver femte af deres kvindelige medlemmer har været udsat for sexchikane.
Det er statistik herhjemmefra. Altså statistik, der siger, at vi ikke skal kaste med bedrevidende sten mod andre, når vi ikke engang selv kan finde ud af det allermest basale.
Men det bliver forventet. Det er alle antifeministers yndlingsargument: “Har du overhovedet tænkt på kvinderne i Indien, de har det meget værre!”
Jeg har skrevet om det før, men lad mig kort opsummere: Bare fordi nogen bliver sparket i hovedet, må jeg godt brokke mig over et spark i fissen!
Vær den lidt mindre idiot på din egen hjemmebane
I øvrigt tænker jeg ret meget på kvinderne i Indien og på kvinderne andre steder i verden. Jeg tænker, at alle kvinder bør have den basale ret at blive anset som lige så værdig som en mand.
Men det det er den, vi stadig ikke har fikset herhjemme. Så hvad med at vi startede med os selv? Som Ghandi sagde: “Vær den forandring, du ønsker at se i verden.”
(Ja, og han var fra Indien, så måske kan vi faktisk lære noget den anden vej også!)
Hvis vi ønsker at stoppe de forfærdelige forhold for kvinder i Indien, bliver vi nødt til at starte med og selv. For eksempel kunne vi være det første land i verden, hvor vi ikke victimblamer kvinder for seksuelle overgreb. Det første land i verden, der skifter fokus fra kvinders adfærd til mænds. Det første land i verden, der går efter at gøre kvinder og kvindelige værdier ligeværdige med mænd.
Forestil dig lige, at vi i stedet for at sige til feminister, at de skal fise til Indien og fikse deres land for dem – som en slags lillablebeklædte moderne imperialister – at vi så startede med at tage det, feminister siger alvorligt herhjemme.
Hvis vi startede med os selv, kunne vi være inspiration. I stedet for som nu blot at være dobbeltmoralsk bedrevidende.
Vær den, der sætter dig ind i sagerne, før du kæfter op
Hvordan gør vi så det? Det er jo altid den svære del. Det er nemt at påpege problemer, men har vi egentlig nogle løsningsforslag, os emsige feminister.
Hvad med, at vi starter med bare at have en debat om det? Og med debat mener jeg saglig debat. Kønsdebatten i Danmark har jo i mange år været reduceret til en underholdningsskyttegravskrig, hvor klikliderlige redaktører vælger de mest ekstreme synspunkter bare for sjov.
Forleden var der en eksempelvis et læserbrev i Politiken, hvor en kvinde anklagede feminister for at hade hende, fordi hun gerne både ville have børn og gøre karriere.
I don’t even know were to begin…
Jeg spurgte en bekendt, der arbejder på Politiken, om jeg også kunne regne med at få et indlæg trykt, hvis jeg skrev, at miljøaktivister kræver, at jeg skal have isbjørne boende i min opgang!?
For det er det, niveau vi er på. Det uvidende – det decideret ignorante – det under lavtmålet latterlige og historieløse. Men dog ikke af den grund mindre beskyldende.
Vær den, der faktisk vil udrydde sexisme
Vi kan ikke ændre på forhold, når vi ikke engang kan tale ordentligt om dem. Og det kan vi ikke, fordi det er kvindeproblemer. Vi kan sidde og se på de forfærdelige forhold i Indien og græmmes over, at ingen gør noget ved det.
Men dem, der kæmper for at forbedre forholdene i Indien, møder nøjagtig den samme mur, som vi møder herhjemme: “Årh, herregud, skal vi nu høre på det kvindejammer igen. Vi har faktisk andre og vigtigere problemer at tage os af. Har vi ikke lige startet en ny krig?”
For sexisme er jo netop, at kvinders forhold rangeres under mænds. Kan vi ikke gøre op med dette ene vilkår, kan vi aldrig ændre på noget som helst.
Jovist kan vi putte et glasur af selvindbildt civilisation over det. Men “civilisation” betyder tydeligvis ikke, at kvinder bliver behandlet mere ligeværdigt. Det betyder blot, at dem, der udøver diskrimination og sexisme er så oplyste, at de godt ved, at retssamfundet straffer, hvis de gør det for åbenlyst.
Så i stedet for corecktive rapes har vi sexchikane. I stedet for stening har vi slutshaming. Og i stedet for syreangreb har vi kommentarsporet på facebook.
En feministisk læsevejledning til ‘Stå fast’
En af tidens mest omtalte bøger er Svend Brinkmanns Stå fast, som er et opgør med selvhjælpstyranniet.
Jeg har i løbet af de seneste par uger været i en del debatter med folk, der har kritiseret den voldsomt, fordi de har via medierne fået det indtryk, at bogen bare sabler selvhjælpsindustrien ned.
Men de har ikke læst den.
Og det er jo et desværre et stort problem i disse år. Vi bliver hele tiden bedt om at forholde os til emner, vi kun har overfladisk kendskab til. (Det kunne eksempelvis være køn og feminisme…)
Jeg har læst bogen, og jeg er vild med den! Og jeg er sur på den!
Så tager vi lige sure-løg-hatten på!
Jeg er vild med den, fordi den er fucking vigtig til at få sat ind over for den herskende kultur, hvor der er så forbandet meget fokus på ja-hatte og positiv tænkning, at alle os, der ikke er helt tilfredse med tingenes tilstand, bliver anset som nogle sure løg, der bare vil ødelægge den gode stemning.
Det er den mest effektive måde at kvæle kritik på – der nogensinde har eksisteret! Det er internaliseret skamfølelse over ikke at være tilfreds.
I gamle dage, når man blev trynet af herremanden eller høsten slog fejl, kunne man i det mindste sige: “Livet er noget lort. Men Guds veje er uransagelige.”
Når man bliver udsat for sorger og uretfærdigheder i dag, kan man kun sige: “Livet er noget lort. Men det er min egen skyld! Det er fordi jeg bare ikke tænker positivt nok omkring min fyring, skilsmisse og hårtab.”
Så Stå fast er altså en god bog. Det vil jeg lige slå fast… Men så vil jeg alligevel også kritisere den.
Hvad mænd gør, er altid det, vi snakker om
For Brinkmann er, næsten som det fremgår af hans efternavn, altså en mann. I den grad. Og derfor er han helt og aldeles kønsblind. Hvilket gør mig pissesur, og det fik mig flere gange til at vrisse over hans pointer. Fordi de kun gælder for mænd.
Han nævner det faktisk selv, men desværre uden yderligere refleksion. Han taler om, at vi skal være bedre til ikke at være i vores følelsers vold. Og i den forbindelse citerer han noget lægevidenskabeligt forskning, der viser, at mænd, der giver efter for deres vrede, har højere risiko for at dø for tideligt. Mens det omvendte er tilfældet for kvinder.
Hov, vent hvad!?
Sagde han lige, at kvinder, der giver efter for deres vrede, lever længere? Ja, det sagde han!
Så må der da komme et helt kapitel mere nu, om forskellene på, hvordan mænd og kvinder kulturelt forventes at håndtere deres følelser, og hvilke konsekvenser det har for dem hver især.
Men nej, kapitlet fortsætter som slået an med fokus på, at vi skal lære at skelne mellem fornuft og følelser.
Græd og smil bare, men prøv ikke på at sige fra!
Problemet er imidlertid, at der er meget – MEGET – stor forskel på, hvordan mænd og kvinder kulturelt set står i forhold til fornuft og følelser.
Traditionen har jo altid været, at mænd er fornuftige og kvinder følelsesladede, og det ævler folk stadigvæk videre om i dag. Hvilket er grunden til, at en mand altid kan mistænkeliggøre en kvindes berettiget brok med et “nå, er det den tid på måneden?”
Vi har faktisk været så overbevidste om den “sandhed”, at vi ikke har opdaget, at der i den grad er sprækker i den. For faktisk er det følelsesladede ikke mere tilladt for kvinder end for mænd. Kun når det kommer til bestemte følelser, især de positive. Kvinder må udvise kærlighed, nærhed, varme og hengivenhed. Faktisk skal kvinder helst udvise den slags følelser. Det er grunden til, at en mand pludselig ud af det blå kan henvende sig til en fremmed kvinde på gaden og bede hende smile.
Og kvinder har også negative følelser, de godt må fremvise: De må også være ulykkelige og græde højt og offentligt.
Hvorimod de ikke må have de udfarende negative følelser. En kvinde, der er vred, er en hystade. En kvinde, der siger fra, er emsig. En kvinde, der stiller krav, er bossy.
Kvinden har mere brug for svar
For mænd er det lige omvendt. For sådan er det jo som regel i vores kultur. Det, der er stemplet som feminint, er lig med noget, mænd ikke må – og det, der kaldes maskulint er noget, kvinder ikke må.
Men mænd må godt være ekstremt følelsesladede. De må for eksempel gerne blive vrede. De skal faktisk helst blive det. Og sige fra og sætte grænser. Måske ligefrem slå fra sig.
Så i virkeligheden er det at være i sine følelsers vold altså to vidt forskellige begreber, alt efter om vi ser på kvinder eller på mænd.
Og det er her, jeg tror, Brinkmanns kønsblindhed virkelig sætter ind. Han ser hele bølgen af selvhjælpstyranni som én ting. Altså som at behovet for selvhjælp er ens for mænd og kvinder. Og det er det ikke.
Min teori er faktisk, at grunden til, at der er kommet alt det fokus på det indre og det spirituelle er, fordi kvinder i årtier har ledt efter svar. Det er jo typisk kvinder, der dyrker selvhjælp.
Og hvad er det spørgsmål, kvinder stiller?
“Hvorfor føler jeg mig så forkert?”
For husk lige på, at vi lever i et samfund skabt af, til og for mænd. Det er ikke designet til kvinder. Så kvinder er forkerte per default. Ergo har mange kvinder en oplevelse af ikke at passe ind. (Det har mange mænd i øvrigt også, fordi de ikke føler sig som den slags mænd, de forventes af være. Men det er formentlig nemmere at fake det, når man i det mindste ser rigtig ud på overfladen.)
Kvindens veje er belagt med lort
Men da kvinder jo ikke traditionelt har haft mulighed for at vende deres frustrationer udad mod verden, har de ikke haft andre muligheder end at vende dem indad. Derfor har deres løsning også været at prøve at søge ind i sig selv, finde metoder i sig selv til at cope, acceptere og tilgive.
Altså en art moderne “guds veje er uransagelige”, der lyder: “Jeg er en emsig mokke, fordi jeg ikke bare er taknemmelig over, at jeg har et job (hvor min chef godt nok tager mig på røven og underbetaler mig) og at min kæreste tryner mig med anklager om russere i lysthuset, når jeg prøver at få ham til at tage sin del af ansvaret. Men det er altså mig, der skal få styr på det. For der er ikke noget mere uklædeligt end en sur kvinde. Kvindens veje er bare utaknemmelige.”
Hvilket jo ligesom religionens passiverende mantraer kan udnyttes af magtfulde mænd (m/k) til at holde kvinder tilbage.
Ret ind eller forsvind!
Og det er der, hvor Brinkmanns kritik alligevel er sindssygt vigtig! Fordi mange af de problemer, kvinder har i denne verden, er ikke nogen, der kan løses med at se indad. De skal tværtimod løses ved at blive vred, sige fra og stille krav.
Men de seneste år er det desværre gået helt amokkenfelt til. For kapitalismen og patriarkatet har nemlig luret, at der er fordele i de indadvendte copingstrategier, så dem har de stjålet og inkorporeret i alt fra arbejdspladser, skoler, over produkter og reklamer, til parforholdsidealer og politik.
Og det er dét, Brinkmanns mission er; at kritisere, at vi i sammenhænge, hvor vi faktisk er i et strukturelt magtforhold bliver forventet at have ja-hatten på og samarbejde.
For resultatet er det, som jeg desværre har prøvet mange gange i mit liv, nemlig at man bliver kaldt ind til samtale(terapi) med en underviser/chef, der lader, som om høn ønsker at medvirke til at udfolde ens potentiale, men i virkeligheden vil have en til at rette ind efter kønskassen, så man er nemmere at styre:
“Hvis du lige var lidt mere mindfuld og kvindelig, lille ven, så ville du ikke kræve så meget i løn. Gå du hjem og arbejd med dine issues, så du kan få ja-hatten på og tænke positivt igen!”
De stille piger har kun et stille potentiale
Det er en pissefarlig tendens, og den koster kvinder meget mere end den koster mænd – fordi den kulturelle accept af, at mænd ‘brokker sig’ trods alt er højere.
(Brinkmann opfordrer i øvrigt til meget mere brok.)
Og jeg tror faktisk også, at det er der problemerne med ‘stille piger, vilde drenge’ i folkeskolen er startet. Lærerne vil gerne “hjælpe” børnene til at udfolde deres potentiale, men da de er kønsfastlåste, kan de kun gøre det indenfor de traditionelle rammer. Ergo bliver det mere et pres for, at man skal være kønsstereotypen – i stedet for en potentiale-frigørelsesproces.
Så jeg vil gerne anbefale alle feminister og andre systemkritikere at læse Brinkmann. Jeg vil i øvrigt også anbefale, at man supplerer den op med Rasmus Willigs Kritikkens U-vending, der også tager fat i denne individualisering af strukturelle problemer.
For det er afgørende, at man som systemkritiker forstår de her affærdigelsesmekanismer, for ellers går man død i anklagerne om at være et surt løg.
Især som kvinde, fordi vi jo alle sammen stadig kæmper med angsten for ikke at være kvindelige (læs: behagelige) nok.
Ja-hatten af, kritikbrillerne på
Men når man læser Brinkmann – ligesom når man i øvrigt læser alle andre inklusiv denne blog – skal man bare have de kritiske briller på og huske, at det er umuligt for forfattere at være opmærksom på alle forhold. Og derfor også umuligt at tage alle forbehold.
Brinkmann har ikke overvejet at køre en kønsanalyse på sin samfundskritik, fordi det ikke er hans metier.
Nu har jeg så suppleret med sådan en. Du kan jo så supplere med en analyse af, hvordan det forholder sig for etniske grupper. Eller en analyse af mine blindheder.
Der er uendeligt mange måder at forholde sig til – og kritisere verden på – og det skal der den ondelusene være plads til. Ellers ender magtmændene (m/k… men mest m) at løbe med det hele, mens systemkritikerne bare sidder og bitcher af hinanden.
Feminisme 101
Forleden rendte jeg for gud ved hvilken gang ind i en diskussion med en person, der påstod at gå ind for ligestilling, men hvor det hurtigt åbenbarede sig, at vedkommende ikke anede noget om, hvad feminisme er. Og hvorfor feminisme er vigtigt.
Du kan kende den slags mennesker på, at de typisk siger: ”Hvorfor skal det hedde feminisme, hvorfor kan det ikke hedde humanisme eller egalisme. Det handler jo om ligestilling for alle. Og det går jeg ind for. Så hvorfor skal det hedde noget med femi – det lyder, som om det kun handler om kvinder?”
Og det der lyder som et spørgsmål.
Derfor begår jeg ofte den store fejl at forsøge at besvare det. Selvom det viser sig, at de fleste faktisk ikke er interesseret i svaret. De er kun interesseret i at tage afstand fra feminisme.
Fordi feminisme jo handler om at 1) få kvinder frem på mænds bekostning, 2) have hår på fissen og kastrere mænd 3) blive lesbiske og bo i kollektiver med katte og veganere.
Og så længe folk fortsat tager afstand fra fordommene om feminisme uden at ane, hvad feminisme egentlig er, er vi jo lige vidt.
Så fordi jeg ikke gider at forklare, hvad feminisme er nogensinde mere, har jeg skrevet dette indlæg. Så kan jeg henvise til det fremover. Så kan jeg sige: ”Læs det her, hvis du vil tale om køn med mig. Det er basic, og hvis du ikke er opdateret på basic, så er du diskvalificeret som min samtalepartner.”
Og så vil jeg muligvis tilføje ”capisce”, selvom om det er corny. Men fordi når det kommer til feminisme er det virkelig centralt, at folk forstår det basale, ellers er samtale fuldstændig goddag-mand-økseskaft-nyttesløs.
… er en lang kamp, der ikke er ovre endnu
Historisk set er feminisme en bevægelse, der opstod i det 19. århundrede. Den har fra begyndelsen været todelt: på den ene side handler det om basale formelle rettigheder for kvinder – eks. stemmeret og retten til skilsmisse.
På den anden side handler det om at påpege kulturelle begrænsninger på kønnene, som oftest på kvindekønnet, der rammes hårdt af såkaldte dobbelte standarder – eks. at kvinders seksuelle adfærd lægger under for langt strengere normer og begrænsninger end mænds.
Det var for eksempel et argument imod kvinders stemmeret, at indførelsen af denne ville betyde, at utugtige kvinder ville kunne stemme og ja – oh, skræk – endog blive valgt. At forekomsten af såkaldt ”utugtige” kvinder jo ene og alene opstår på baggrund af utugtige mænd, er stadig et argument, der er nærmest fraværende i denne klassiske, dobbelte standard-diskussion.
(Jvf. at debatten om købesex til stadighed stort set udelukkende handler om de prostituerede frie/ufrie valg – og ikke om kundernes evner til at styre deres seksuelle behov.)
… er kritik af et sexistisk system
I slipstrømmen på Borgerrettighedsbevægelsen i USA i 50’erne og 60’erne, hvor raceadskillelse og racisme endelig blev konfronteret, gjorde feministerne opmærksom på, at lignede kønsadskillelse og sexisme også fandt sted. Det førte til kvindebevægelsen – herhjemme kendt som rødstrømperne – der fokuserede på den formelle retstilling på arbejdsmarkedet, eks. ligeløn og forbud mod fyringer under graviditet.
Populært taler man om første- og andenbølge feminisme, når man taler om suffragetterne i 1800-tallet og rødstrømperne i 1970’erne. Og i mange år har man så forsøgt at italesætte en 3. og 4. bølge.
Jeg bryder mig ikke om den slags bølgeinddelinger. Det lyder, som om feminismen er en slags tsunami, der indimellem rammer land og ødelægger alt på sin vej. Feminismen kommer ikke i bølger. Feminismen har været en kontinuerlig magt- og systemkritik siden det 19. århundrede.
Og den feministiske kritik, vi har set siden 90’erne, er i virkeligheden blot fortsættelsen af rødstrømpernes kamp for formelle rettigheder. Nemlig kampen for at gøre op med de stadig uhyggeligt mange dobbelte standarder og deres rod i sexisme.
Som betyder, at selvom der er formel ligestilling (her i landet) er der stadig langt fra reel ligestilling.
… er den sindssyge idé, at kvinder er mennesker
Feminisme er altså grundlagt som magt- og systemkritik. Og den magt og det system, feminismen kritiserer, hedder patriarkatet.
Et populært feministisk slogan er: ”Feminism is the radical notion that women are people.”
Fordi det er nemlig, hvad patriarkatet ikke tager højde for. Og patriarkatet er desværre det samfundssystem, vi har haft de seneste mange årtusinder.
Der er lidt tvivl om, hvor langt vi skal tilbage for at finde patriarkatets opståen, men det er formentlig omkring det tidspunkt, hvor vi begynder at akkumulere jord og materielle goder. For disse goder skal (åbenbart) gå i arv til børnene, og derfor får man(d) et ekstrem behov for at sikre sig, at ens børn faktisk også er ens egne børn.
Altså består behovet for at kontrollere kvinders seksualitet. Det vil sige, at så godt som alle de ideer, vi og andre kulturer stadig ligger under for, om hvordan kvinder skal være, opstår på dette tidspunkt. Ægteskabet opfindes og jomfrudyrkelsen begynder. Alskens tiltag indføres for at styre og begrænse kvinders adfærd og kroppe – alene med den begrundelse, at hendes æg ikke må blive befrugtet af en anden mands sæd.
… er den endnu mere sindssyge idé, at mennesker er lige meget værd
Det vil sige, at kvinden mister værdi som menneske i sig selv. Hun er herefter en funktion, en ejendel, i mændenes verden. Hun bliver byttet og solgt mellem mænd for at styrke deres forbindelser og rigdom. Hendes krop og personlige grænser anerkendes ikke som hendes – de tilhører mænd. Hvilket eks. betyder, at hvis en kvinde forulempes er det en forbrydelse mod hendes mand – ikke mod hende…
Og hendes arbejdskraft bliver udnyttet i stor stil, men aldrig tillagt nogen værdi. (Det er en uhyggelig historie om skyklap-agtigt kun at se mænds arbejde som værdifuldt, som Katrine Kielos har beskrevet i bogen Det eneste køn, der faktisk også burde være bacis læsning for alle, der vil tale om køn.)
Alt dette fortsætter uanfægtet i tusindvis af år, indtil akkumulationen af rigdom og den teknologiske udvikling bliver så stor, at borgerskabet opstår i Vesten. En socialklasse der har råd til at lade mændene tænke store tanker, og kvinderne… ja, hvad med dem?
De må ikke arbejde – eller tænke – for det er ikke fint. De skal sidde til stads og holde visitter og selskaber og promovere i deres fine kjoler, som viser, hvor rige deres mænd er. De skal sladre og sikre, at deres børn bliver gift ind i de rigtige og betydningsfulde familier.
Sådan har de allerrigste familiers kvinder altid skulle gebærde sig. Det fortæller Jane Austen jo så fint om i sine romaner. Men forskellen er nu, at det ikke kun er en lille eksklusiv flok af adelige, men faktisk et stort antal fru Bankdirektør Varnæs’er, der pludselig ikke har nogen anden funktion end at være et kønt hoved.
… er frihed for fruer og frøkener og frustrerede
Så disse kvinder bliver tossede – helt bogstaveligt. Denne værdiløse kvindefunktion skaber horder af frustrerede kvinder, først borgerfruer og siden husmødre. Blandt andre Virginia Woolf har beskrevet den klaustrofobiske følelse af at blive lukket inde i et så begrænset køn. Altså inden hun tog sit eget liv i afmagt over det…
Samtidig har alle disse kvinder gået og hørt på alle de smukke frihedsidealer, der er blevet besunget af mænd i århundreder, og de begynder nu at spørge sig selv: Hvorfor egentlig ikke også os?
”Fordi,” svarer patriarkatet: ”I er ikke mennesker. I er ejendele.”
Det er stadig mange steder i verden – og har været sådan også her indtil ikke forfærdelig mange år siden – kvindens eneste funktion at få hendes mand til at se bedre ud.
Kvinder uden mænd fandtes nærmest ikke. De var deres fædres ejendele, indtil de blev deres mænds. Ellers var sørgelige skyggetanter, der levede på nåde hos en anden mands familie. Eller i yderste konsekvens kunne de gå i kloster og blive guds ejendel.
Simone de Beauvoir, den nok mest kendte feminist, har beskrevet alt dette i sin bog Det andet køn (der burde være helt almindeligt, samfundsvidenskabeligt pensum, egentlig…)
Hun præcist beskriver, hvordan samfundet betragter manden som det rigtige menneske og kvinden som et underligt vedhæng til ham – ikke som et menneske i sig selv.
… er kampen for at gøre det kvindelige ligeværdig med det mandlige
Vores kultur er altså grundlagt på sexisme; at mænd er det normale. (Ligesom den er grundlagt på racisme; at hvide mennesker er de normale.)
Så feminisme er ganske enkelt opgøret med den idé. Feminisme er simpelthen kampen for at indskrive kvinder – og ”kvindelige” værdier, karakteristika, følelser, oplevelser og erfaringer – på lige fod med mænds.
Og derfor kan feminisme ikke lige så godt hedde humanisme eller egalisme. Fordi det handler ikke bare om, at kvinder skal være lige med mændene på de nuværende vilkår.
Det svarer til at kræve, at sorte skal være lige med de hvide på de hvides vilkår. Som desværre i høj grad også er det, vi ser lige nu: De sorte må gerne være her – så længe de opfører sig som hvide, glatter deres afro og gemmer deres kulturarv væk.
Det samme gælder med køn, når man snakker ”ligestilling”, hvis det udelukkende handler om, at kvinder skal overtage mænds traditionelle roller og værdier.
”For hvis kvinder virkelig vil noget her i livet, må de jo bare knokle for det på lige fod med mændene,” lyder det mantraagtigt fra disse ”ligestillingsforkæmpere”.
Fuldstændigt uanfægtet, at denne ultraliberalistiske tankegang er skabt til, af og om (hvide) mænd og ikke nødvendigvis kan overføres til det andet køn – eller til alle sociale klasser eller andre, der ikke lige har en heteroseksuel, rullepølsefarvet tissemand.
… er det endelige opgør med overvurdering af det mandlige
I øvrigt skal kvinder samtidig med, at de skal indtræde på mændenes traditionelle arenaer, jo stadig føde og amme og smøre madpakker og stå for hele omsorgs- og kærlighedsapparatet, for nogen er jo nødt til at udføre disse funktioner, hvis vi ikke skal uddø. Med det resultat, vi ser så tydeligt i disse år, at kvinder knokler sig ihjel med stress og alskens andre nedbrud for at få de to funktioner til at hænge sammen.
For sagen er, at de dobbelte standarder, der udspringer af vores kulturs sexistiske default gør, at mænd faktisk godt kan flytte sig over på kvindernes banehalvdel uden, at de mister værdi. Tværtimod, ofte når en mand gør noget, der ellers defineres som ”kvindeligt” – som at græde til sit bryllup, made sit barn eller klynke over ikke at kunne få en kæreste – så bliver det omskrevet til at være modigt, mandigt og stærkt.
Hvorimod når en kvinde gør noget, der traditionelt beskrives som ”mandligt” – som at være en sej chef – så bliver hun betragtet som en strigle. Hun forbliver altså på den laverestående kvindelige position – nu blot med endnu et negativt, kvindeligt stempel.
Det vil sige, at før vi får gjort op med den skævvridning, at mænd og det ”mandlige” har højere status og er mere værd end kvinder og det ”kvindelige” vil alle – og jeg mener alle – tiltag på ligestilling blot fortsætte med at være ulige. For vi tager denne ulige fabriksindstilling mellem kønnene med ind i alt det nye, vi gør.
… er det, der gør, at mit ord er lige så meget værd som en mands
Og det er dét feminisme handler om. Feminisme er anti-patriarkati. Det ikke er anti-mænd. (Og det var for resten absolut allersidste gang, jeg nogensinde gad sige, at feminister ikke hader mænd!)
Feminismen er blot imod, at heteroseksuelle, hvide mænds verden skal være normen for alle.
Alt det her skal du vide – og forstå – inden du taler køn med mig.
I erkendelsen af, hvor meget denne idé om, at mænd og det ”mandlige” er mere værd end kvinder og det ”kvindelige”, kunne jeg anbefale dig at læse nogle mænd, der siger det samme, som jeg og alle andre feminister har sagt i over 150 år.
Det kunne være bloggere som Mandfjols eller Henrik Marstal eller forskere som Kenneth Reinicke eller endog den amerikanske superstar Michael Kimmel.
Men ved du hvad? Fuck dem!
Hvis du ikke forstår det, når jeg siger det her, men har brug for at høre en mand sige det først, så er du problemet. Så er du sexisten! Og så gider jeg faktisk ikke nogensinde forsøge at samtale med dig! For så er du nemlig grunden til, at der er brug for feminisme. Og ja, med en stor fed understregning under femi.
Man kan sige meget om magt, man kan også være en idiot
Vi bliver nødt til at snakke lidt om kritik nu. Kritik er det vigtigste overhovedet for, at et samfund – og et menneske – kan udvikle sig. Den kritiske sans er en af de bedste evner, vores bevidste hjerner har udstyret os med. Den forhindrer os i at famle os rundt som dumme gæs efter, hvad andre påstår er rigtigt. Det er afgørende for vores overlevelse, at vi er kritiske.
Men hvad fuck sker det med kritik lige for tiden? Kritik er blevet noget, man hygger med på facebook, og når man bagtaler sine venner. Det er blevet noget, man ytrer gennem noget så lavtsynkende som hylende fløjter. Og det er i særdeleshed blevet noget, man bruger, når andre kritiserer.
Jeg har tidligere kritiseret kritik. Men det var den kritik, folk kommer med, når andre gør noget. Så er der intet nemmere end at svine det til og efterfølgende sige: “Nå, du kan nok ikke tåle kritik, hva’?”
Og dem, der gør den slags, er selvfølgelig aldeles selvindsigtsblinde for, at deres kritik udelukkende handler om at hævde dem selv. For vi ved jo alle sammen, at hvis jeg kan finde stavefejl i din anmelderroste roman, så er det jo faktisk det samme som, at jeg selv havde skrevet en anmelderrost roman uden stavefejl!
Mig, kræve værnepligten afskaffet? Nej da, det er din opgave. Og fuck dine problemer!
Men en langt værre kritik er den kritik, man møder, når man selv er kritisk. Det er virkelig gået op for mig de seneste måneder, fordi jeg igen og igen ser feminister blive hængt ud og kritiseret på alle tænkelige måder.
Nu siger jeg ikke, at man ikke må kritisere feminisme. Det må man naturligvis gerne. Jeg siger bare: Man skal edderlunsme holde sig for øje, hvorfor man kritiserer feminisme.
Feminisme er nemlig magtkritik. Og når man kritiserer magtkritik… så forsvarer man det bestående!
Det må man også gerne. Man må gerne være en sexistisk reaktionær type, der mener, at kvinderne skal hjem til kødgryderne, og mænd skal ikke tage et nej for et nej. Eller whatever. Så skulle man måske bare lige melde det rent ud først.
Men det er ikke det, feminismens kritikere gør. Næ, de påstår, at de skam rigtigt gerne vil have et ligestillet samfund, men at feminismens kritik er helt skudt ved siden af. De stiller så pudsigt nok aldrig selv – uopfordret – op med kritik af ligestillingsproblemer, og de har da slet ikke nogen indspark til, hvordan problemerne skal løses.
Nej, de kritiserer bare, at andre kritiserer.
Hvorfor kan du ikke bare indrette dig efter min verdensorden?
Og det er jo vældigt smart, ikke? For så lukker man jo kæften på kritikken, så den aldrig får mulighed for at blive taget alvorligt. Tilmed uden selv at sætte noget på spil. Uden selv at melde sin egen agenda ud. Og på den måde kan man holde fast i det eksisterende samfund. Uden at det på noget tidspunkt bliver farligt for en selv!
Så forståeligt nok vælger mange mennesker denne metode, når de egentlig ikke har lyst til, at tingene ændrer sig. Men også samtidig ved, at man ikke kan sige højt, at man er en imod forandring.
En klassiker, som alle sikkert kender, er nede på jobbet, hvor den nyansatte, alt for unge og lidt for begejstrede medarbejder siger: “Jeg synes, maden i kantinen er for fed. Ville det ikke være lækkert, hvis vi fik en salatbar i stedet.”
Alle de gamle medarbejdere, der ikke gider at ændre deres madvaner, og som elsker at smøre ansigtet ind fiskefiletter med remo hver dag, siger så ikke: “Nej, vi vil have alting som det plejer at være.”
Dét argument, ved de nemlig godt, er farligt. Det er reaktionært. Ufleksibelt og forandringsky. Alt det, man endelig ikke må være i dagens Danmark. I stedet siger de:
“Jamen, altså har du overhovedet tænkt over de ekstra ressourcer, der skal bruges, og som vi ikke har, og hvor skal de tages fra, det har du slet ikke tænkt over, og hvem skal vælge, hvad der skal være i sådan en salatbar, det bliver et gedemarked at skulle finde ud af det, det har du heller ikke tænkt på, vel, og hvor skal den overhovedet stå henne, for der er jo kun knap nok plads til bordet med fiskefiletter.”
Ingen andre har problemet. Kun dig. Fordi du er tyk.
Slam. Bam. Så er den oprindelige kritik af den usunde mad druknet i ligegyldig kritik og bunker af remo. Og ingen har nogen som helst gejst tilbage til at fortsætte med ideen.
For hvis den unge medarbejder er så tåbelig, at høn forsøger sig med: “Men altså måske kunne vi finde et andet cateringfirma, og måske kunne vi alle komme med forslag, og den kunne vel stå i hjørnet.”
Så lyder der blot yderligere kritik af den oprindelige kritik – og selvfølgelig også af alle de løsningsorienterede forslag. Og hvis den unge medarbejder stædigt fortsætter, så kan man altid forfalde til personangreb: “Det er sgu også, fordi du selv er så kvabset, at du vil trække dine slankekure ned over hovedet på os andre. Og det er også bare, fordi du hellere vil fedte rundt i din egen navle i stedet for at tage dig af vigtigere problemer. Og har du overhovedet tænkt over de fattige børn i Indien? De får ingen mad, så mon ikke du skal være taknemmelig for den mad, der er her!” (Okay, det sidste siger de nok ikke. Det er kun vestlige feminister, der konstant skal høre på alle verdens andre kvinders problemer, når vi snakker om vores.)
Og vupti: derved er det lykkedes at bevare den usunde kost endnu en hjertekar-sygdomme-fremkaldende sæson.
Kina censurerer kritikerne, Danmark griner dem ud. Det er nemlig demokrati!
Præcis det samme sker på samfundsplan. I stedet for at se på magtkritikkens indhold – og især på de problemer, den påpeger – så ser man på dem, der siger noget og går efter dem.
Igen, det er helt almindeligt menneskelig adfærd, så jeg er ikke overrasket over, hvis den reaktion kommer fra remoladeforsvarerne ude omkring i det ganske land. Men jeg er chokeret over at se kritik af magtkritik fra mennesker, der selv slår sig på på selv at være magtkritikere. Det være sig kunstnere, forskere, politikere eller journalister.
Journalister bliver traditionelt kaldt den fjerde statsmagt, og for et par år siden udråbte et par samfundsforskere stand-up-komikere til at være den femte statsmagt. Det er lidt sjovt for mig, fordi så er jeg uddannet i én statsmagt og arbejder i en anden.
Men journalister og komikere er jo ikke magten. Tværtimod. Vores jobbeskrivelser er at kritisere magten. Det er derfor, vores fag er opfundet til at starte med. For journalisters vedkommende for at sikre ytringsfriheden og hele demokratiets opretholdelse og for komikeres vedkommende for pille selvhøjtideligheden fra magten, så den ikke stikker af i indbildskhed og mister jordforbindelsen.
Kender I det, at alle, der kritiserer racisme, er nogle klynkende negerperkergurkere?
Så hvad sker der, når journalister og komikere i stedet for at kritisere den reelle magt, vender sig imod dem, der kritiserer den magt? Ja, de bliver i den grad systembevarende. Og så bliver de pludselig en anden form for statsmagt. Ikke den kritiske statsmagt, som de oprindeligt var indehavere af – men tværtimod en håndelangermagt, der reproducerer den reelle magt.
Det er knudret, så lad mig tage den på racisme. Hvis en person af anden etnisk herkomst siger: “Det er et stort problem for mig at få et job, fordi jeg hedder Aysha, og jeg går med tørklæde.”
Så kan jeg – som komiker og selvindbildt magtkritiker – vælge to tilgange. Enten kan jeg se på det problem, Aysha påpeger og tænke: “Hov for pokker, der er noget, der ikke fungerer. Jeg må hellere komme i gang med jokes om, hvad fuck der sker for at folk er bange for tørklæder i Netto. Hvis man skal være bange for noget i Netto, er det da udløbsdatoerne. Badumtji.”
Eller! Jeg kan vælge at se på Aysha og tænke: “Hold nu kæft, hvor er hun irriterende. Det er hele tiden med de indvandere. Jeg kan virkelig ikke se problemet. Jeg har jo aldrig haft problemer med at få et arbejde. Og hvorfor går hun også med slør? Det må være, fordi hun ikke gider gøre en indsats for at blive rigtig dansk. Jeg tror, jeg vil skrive nogle jokes om, hvor klamme tørklæder er. Det er jo som at gå med en snotklud rundt om ørene.”
Min fætters kone har engang fået en forfremmelse, så der er ingen problemer for kvinder
Gør jeg det sidste, er jeg i den grad systemforsvarer. Forsvarer af et racistisk system med nogle magtstrukturer, der gør, at kvinder som Aysha bliver nedvurderet og derved ikke kan få et job.
Og ja, jeg valgte med vilje et eksempel med race i stedet for et med køn. For som jeg flere gange har påpeget – blandt andet gennem Negertesten – så har vi her i samfundet efterhånden accepteret magtkritik, når den går på race. Ikke dermed sagt, at vi har løst problemerne, men vi er da i det mindste på vej. For første skridt til at løse et problem er jo at anerkende, at problemet overhovedet eksisterer. Og etablere, at man gerne må tale om det.
Sådan er det ikke, når magtkritikken går på noget med køn. Hele armadaer af folk, der ellers gerne stiller op som antiracister, bliver hårde i blikket og begynder på mudderkastning, når man kritiserer et system, der stiller kvinder og de feminine værdier dårligere:
“Du tager fejl. Det er ikke et problem. Den statistik er ikke rigtigt. Din oplevelse tæller ikke. Det er ikke et systematisk problem, det er bare dig, der er sart. Eller også er det bare nogle, der er idioter, der gør det. Det er ikke så stort et problem, som du gør det til. Der findes værre problemer. Du vil bare have opmærksomhed. Du gør dig selv og andre kvinder til ofre. Og hvad med de kvinder, der virkelig har problemer – som altid er nogle andre, end dem, du repræsenterer, allerhelst indiske kvinder. Du må dokumentere din sag meget bedre – ja meget bedre, end alle andre, der siger det modsatte. Og jeg forbeholder mig retten til at afvise din dokumentation. Med anekdoter. Eller bare fordi. Fordi du tager fejl. Din kritik er forfejlet!”
Eller sagt på en anden måde: Kritik af ulige kønsforhold er ulegitim.
Hængepatter og hysteri er alt, hvad feministisk kritik består af
I mandags bragte Politiken som altid deres tre daglige tegninger. De to af dem – Wulffmorgenthaler og dagens satiretegning af Philip Ytournel – handlede begge om feminister. Det var formentlig en tilfældighed.
Hvad der næppe er helt så tilfældigt, var, at feministerne i begge tegninger var fremstillet som fatsvage furier, der overreagerer på den mindste misforståelse, der kunne handle om undertrykkelse. Men som pointen ved begge tegninger viste; det var slet ikke undertrykkelse. Feminister overreagerer jo bare altid, det ved alle.
Det, synes jeg, er en meget mærkelig form for kritik, de tegnere udøver her. For de kritiserer jo ikke de strukturer, der er med til at gøre, at der er brug for feminisme. Ej, heller kritiserer de sagligt indholdet af feministiske udsagn. (Og det ville også være underligt, da det jo er satire og derfor ikke skal være sagligt.)
Til gengæld fremstiller de feminister som skabagtige størrelser, der ikke kan tages seriøst. De affærdiger med andre ord feminisme gennem latterliggørelse. De bygger videre på en allerede eksisterende fordom om feminister for derved at sikre, at feminismens kritik fortsat forbliver ulegitim.
Det svarer altså til, at jeg stiller mig op på en stand-up-scene og siger: “De der bøsser, er de lige klamme eller hvad? Svanser rundt dækket i sæd hele tiden og forsøger at omvende små drenge med deres undercover-pædofile adfærd. Er der ikke snart nogen, der går Putin på det her land? De skal i hvert fald ikke brokke sig over, at de får tæsk i nattelivet. Man må altid gerne banke en bøsse – hvis man da kan klare at få sæd på knoerne.”
Feministerne vil bare bestemme alting! (Men det er altså mig, der skal bestemme)
Jeg skal selvfølgelig ikke bestemme, hvordan andre laver satire eller journalistik eller whatever. Jeg bruger bare min kritiske sans. Og det kunne jeg virkelig godt tænke mig at flere begyndte med. For det er dælme ikke okay, at vi ikke er mere kritiske over for kritik. For så bliver kritikken brugt i tyranniets tjeneste.
Når man bare kan kritisere hvem som helst og hvad som helst, andre siger, uden at skulle stilles til regnskab for det. Uden at skulle afkræves en forklaring på ens personlige agenda.
Magtkritikere – som feminister og antiracister – lægger ikke skjul på, hvad vores agenda er. Den er ret klar; at gøre opmærksom på problemerne – sexisme og racisme – og udrydde det.
Magtkritiske journalister og komikere, der kritiserer religion, politikere eller andet, som er magtfuldt her i samfundet, spiller også med rimeligt åbne kort: Vi passer bare vores arbejde.
Men de magtkritikere, der kritiserer andre magtkritikere… Ja, de er som sagt meget tilbageholdende med deres agenda. Fordi den ofte er tilbagestående.
Men hey, jeg kunne jo også spinne det her positivt. De kritiserer sikkert feminister, fordi de synes, at vi har alt for meget magt. Måske er feminister faktisk ved at blive den sjette statsmagt.
Og ja, den dag, feminister har overtaget verdensfruedømmet, og tvinger alle til at have hår på fissen – også mændene (de skal nemlig have indopereret en fisse og en livmoder, så vi også er ligestillede på menstruationssmerter) – dén dag, kan vi snakke om, at det er helt rimeligt at nedsable og latterliggøre feminister.
Men indtil da… tja, kunne vi så i det mindste ikke bare lade, som om vi var interesseret i at blive et bedre samfund for alle – også for kvinder?
Er der stadig brug for at tænke sig om?
Jeg har optrådt på Kvindernes Internationale Kampdag stort set hvert år, siden jeg begyndte at lave stand-up. Og lige så sikkert som snotnæser i en børnehave, står der altid en journalist backstage og stiller det – i høns egne øjne – utroligt etchy spørgsmål: “Er der stadig brug for en kampdag?”
Fordi antagelsen, ikke mindst i de danske medier, jo er, at kvinderne for længst har vundet “kampen”, og hvis der endelig er brug for mere at kæmpe for – så er det for de stakkels mænd, der bliver forladt og har alskens andre problemer.
Og så begynder jeg med det lange svar: At mænds problemer jo har samme rod som kvinders; nemlig den alt for rigide måde, vi kulturelt definerer kønnene på, og at kvindernes kampdag derfor sådan set også handler om mændene – den handler om mennesker, den handler om at sætte fokus på de problemer, der holder os fastlåst i begrænsende kønsroller.
Men journalisterne kigger ned på deres blokke, hvor de kun har plads til et citat på 10 ord – og havde jo sådan håbet, at det ville være: “Ja, vi skal bruge kampdagen til at hade på mænd”. Så konstaterer de, at de ikke har plads til mit svar, og så sætter de kattebakkeblikket på, holder op med at notere og endnu et år bliver kampdagen dækket så unuanceret, som stort set alt andet bliver det i den såkaldte “kønskamp”.
Jep, jeg namedropper lige Kopernikus
Men tillad mig at bruge kampdagen til at snakke om en rod der faktisk ligger endnu dybere under “kønskampen”. Jeg vil nemlig komme med den påstand, at den kamp, vi ser lige for tiden, for mestendels slet ikke handler om mænd og kvinder. Det handler i stedet om noget langt mere farligt; nemlig retten til at definere fremtidens tankesæt.
Nu bliver det lige en smule langhåret. (Men da jeg har hår ned til røven, mener jeg godt, at jeg kan tillade mig det.) For sagen er, at vi lige nu er i gang med et paradigmeskifte.
Definitionen på et paradigmeskifte er, at menneskehedens samlede tankesæt ændrer sig – i en grad så man faktisk ikke kan tale sammen på tværs af paradigmerne.
Det mest kendte paradigmeskifte er fra “jorden er universets centrum” til “solen er universets centrum”. (Eller i hvert fald centrum i dette solsystem.) Som Kopernikus har fået æren af at stå bag. (Selvom han langt fra var den første til at ytre de tanker.)
Skiftet dengang i det 15. århundrede, hvor Kopernikus’ heliocentriske paradigme begyndte at slå igennem har næppe været særligt brat. Med de analoge medier, man havde dengang, må det havde taget helt uhyggelig lang tid, før de nye tanker kom hele menneskeheden rundt.
House of cartesians rules
Og så var der også ekstrem modstand mod de nye tanker. Det ved vi, fordi vi lærte i Historie, at den katolske kirke i den grad modarbejdede det. Men jeg tænker, at der også har været voldsom lokal modstand – for eksempel på alle skoler, hvor det nye paradigme blev undervist til elever, hvis forældre repræsenterede det gamle.
Et paradigmeskifte dengang må have været helt utroligt svært. Og det er nok grunden til, at man ikke har set så mange af dem op gennem historien. Og at dem, der trods alt har været, har repræsenteret nogle – i hvert fald set herfra i historiens bagklogskab – egentlig forbavsende enkle ideer.
Men nu står vi altså også midt i et paradigmeskifte. Fra det cartesianske til det holistiske.
Og ja, det her er der meget uenighed om; er der overhovedet et paradigmeskifte i gang og også om, hvad vi skal kalde paradigmerne, hvis der er. Men det er jo, fordi det handler om at definere retten til, hvordan menneskehedens tanker ser ud i fremtiden.
Der er vanvittigt meget på spil her.
Hvad f*** har kvantefysik med Kvindernes Kampdag at gøre?
Men nu smider jeg lige modstanden mod det bort og siger det ligeud: Vi står i dette paradigmeskifte, om vi vil det eller ej!
Vi har faktisk stået i det i over 100 år. Lige siden Einstein væltede Newtons love af banen. Vi har bare ikke fattet det endnu, fordi vi trods vores overlegne medier, er vi åbenbart lige så tungnemme som vores forfædre. Det tager mange generationer for alvor at ændre et tankesæt.
Og skiftet mellem disse to paradigmer er koloenormt. Det er ikke bare en “lille” ting, som at acceptere, at solen alligevel ikke er universets centrum, fordi universet slet ikke har noget centrum, fordi det er uendeligt og konstant udvider sig – indtil det måske, når et magisk punkt og trækker sig sammen igen, og vi måske kommer til at spole hele historien baglæns – forbi Kopernikus og dinosaurusserne og helt tilbage til Big Bang, som så må omdøbes til Lille Fis.
Hvis A er røvkedelig, hvad er så sandsynligheden for, at jeg gider læse videre?
Okay, det der er er måske ikke en “lille” ting, men kvantefysikkens bud på, hvordan universet hænger sammen, er bare ikke den eneste forskel på det cartesianske paradigme og det holistiske. Det cartesianske er bygget op omkring Newtons love; årsag-virkning, 1:1-forklaringer, logik.
Hvis A sker, så medfører det B. Og har vi B, så kan vi også regne med C – samt at A er sket.
Det bliver skoleelever stadig undervist i. Jeg husker endnu alle de kedelige forsøg i fysisktimerne, hvor man skulle kaste en kugle hen på en anden kugle og så beregne deres baner, acceleration og den slags.
Jeg fucking hadede fysik i skolen. Jeg forstod det ikke dengang, for jeg elskede de andre naturvidenskabelige fag. Men fysik var så uendeligt kedeligt. I dag ved jeg, at det var, fordi jeg allerede dengang ikke kunne få principperne til at hænge sammen med det paradigme, som mine tanker åbenbart fra starten af har været formet af; nemlig det holistiske.
Det holistiske paradigme er – ligesom kvantefysikken er en overbygning på Newtons love – også en overbygning på det cartesianske paradigme. Det vil sige, at man kan godt bruge de love, der gælder i det cartesianske, men kun i begrænsede og især afgrænsede systemer – som i et fysiklokale.
Sommerfuglens vinger, der tvinger folk ud af deres hjem i New Orleans
Til gengæld står det cartesianske paradigme af, når det skal forklare virkeligheden. Fordi virkeligheden er kompleks og kan ikke reduceres til nogle få love om årsag-virkning. I stedet råder det, der populært kaldes kaosteori: alting påvirker alting, og små ting kan få store konsekvenser – eller omvendt.
Det vil sige, at hvis A sker, så medfører det måske B eller C eller BC eller Q, eller også sker der slet ikke noget. Eller også sker A igen tre gange i træk. Og hvis man har B, så kan man slet ikke konkludere, at C vil ske, fordi det er også uforudsigeligt, og man kan heller ikke gå ud fra, at A er sket.
Det kan lige så godt være noget helt ottende, som ingen menneskehjerne er i stand til at tage med i sine beregninger. (Men måske en supercomputer engang ude i fjern fremtid. Selvom den idé i mine øjne mest af alt ligner et desperat forsøg på at genindføre forudsigelighed.)
Det er så sindssygt rodet og ufornuftigt et paradigme, det holistiske, at der selvfølgelig er vanvittig stor modstand imod det.
Vi er historisk – fra oplysningstiden og frem til omkring det 19. århundrede – gået imod mere enkelthed og renere logik. Det har en skønhed over sig, som er tiltrækkende, fordi det erstatter religionernes forenklinger af komplekse spørgsmål med fysikkens forenklinger.
Læger uden grænsesøgende tænkning
Men så enkelt er det altså bare ikke. Og hvad gør vi så?
Ja, vi bekæmper så med vold og magt alt, hvad der truer den skønne logik. Det vil sige, at kampen for eksempel pt står i sundhedsvæsnet mellem de naturvidenskabelige læger, og de alternative behandlere. Hvor det ene hold (groft sagt) ser kroppen som en maskine, hvor man putter kemo ind i den ene ende og fjerner tumor i den anden – en tumor, der i øvrigt er opstået alene på grund af rygning.
Mens de alternative behandlere ser kroppen som et hele, der både hænger sammen med sindet og med omgivelserne, og vil man fjerne en tumor – og forhindre den i at vende tilbage – skal man se på alle faktorer.
Og man kan i øvrigt ikke konkludere, at bare fordi man ryger, får man kræft eller bare fordi man ikke ryger, kan man gå fri – for der er så mange ting, der spiller ind. Fordi alting påvirker alting.
Men da kampen stadig handler om at definere retten til at bestemme, hvad vi tænker, gør de naturvidenskabelige læger alt, hvad de kan for at overbevise os om, at deres system er det rigtige, så hvis man bare spiser 600 gram frugt og grønt hver dag, dyrker en halv times motion og sover otte timer, så dør man aldrig…
Tilfældighed & Sandsynlighed
Men folk bliver stadig syge, selv når de har gjort alt det rigtige, og så bliver de frustrerede. Især når de møder det cartesianske tankesæt, der mere eller mindre direkte siger, at det er deres egen skyld. Årsag-virkning, husker du nok.
Det holistiske paradigme sætter ikke tingene så skarpt op. Paradigmet operer nemlig med kvantefysikkens love, som er Tilfældighed og Sandsynlighed. Hvilket vil sige; at du kan med en hvis sandsynlighed forudsige, hvad der vil ske, hvis du gør bestemte ting – men der vil altid være et element af tilfældighed, der kan spille ind.
Ergo er verden ikke helt ubehageligt uforudsigelig. Men vi er alligevel tilbage ved noget, der ligner, at “guds veje er uransagelige”.
Ja, det var altså den lange, langhårede snak om det paradigmeskifte, vi er i gang med. Så nu tilbage til, hvad jeg mener egentlig er problemet i “kønskampen” i dag.
“Kønskampen” er ligesom sundhedsvæsnet blevet en af de arenaer, hvor kampen om paradigmerne udspiller sig. Og jeg er lige ved at tro, at det er en af de afgørende kampe, der spilles her.
Hvis rødstrømperne vandt, hvorfor har vi så ikke fået pokalen endnu?
For “kønskampen” handler nemlig ikke længere om bare at give kvinder og mænd de samme muligheder – det, der populært kaldes ligestilling. (Og som i det cartesianske tankesæt i øvrigt opnås ved, at man bare sikrer, at der er 50/50 i alle situationer. Årsag følger jo virkning, så ligestilling betyder, at vægten bare skal tvinges på lige, og så holder den sig nok der.)
Den kamp afsluttede rødstrømperne faktisk i 70’erne. Med nogle få undtagelser har vi nemlig det, der kaldes formel ligestilling – hvilket vil sige, at der lovgivningsmæssigt ikke må forskelsbehandles. Men det bliver der bare stadig! For der er ikke sket vanvittigt meget med udviklingen i ligestillingen siden 70’erne.
Vi har stadig ikke reel ligestilling. Og mange modstandere af feminisme ynder at pointere, at det er utopisk. (Fordi de lever i det cartesianske tankesæt og kun kan forestille sig, at ligestilling betyder 50/50 i samtlige situationer.)
Hvis man har A – en kvinde – så medfører det B – for mange sko
Så “kønskampen” står altså i dag mellem to tankesæt: Dem, der mener, at ligestillingen er indført/aldrig vil kunne indføres, og dem, der mener, at ligestilling ikke bliver en realitet, før vi redefinerer samfundets kønsroller.
Kan du se, hvorfor det i virkeligheden er en helt anden kamp, der bliver kæmpet her? For dette er jo præcis paradigmeskiftets kamp. Kampen imellem et logisk-forudsigeligt system og et rodet-kaotisk-uforudsigeligt et.
På det første hold står dem, der mener, at kvinder og mænd er to forskellige fastlåste former, der godt nok (måske) kan blive ligestillet, men aldrig nærmer sig hinanden mere end det. På det det andet hold står dem, der slet ikke anerkender de to kategorier “mænd” og “kvinder”, men siger, at virkeligheden er langt mere kompleks end det.
Så det er altså det lille paradigmeskifte indbygget i selve kønskampen. Men så er der det endnu mere farlige, nemlig det, som kønnene kommer til at repræsentere i det store paradigmeskifte, og som efter min vurdering er derfor, at kønskampen gennem de seneste 40-50 år har udviklet sig til en regulær krig.
Skal vi nu alle sammen til at tænke som kællinger?
For det bliver desværre en “mændene mod kvinderne”-situation, når angsten for det nye paradigme sætter ind. For det nye er jo kendetegnet ved alt det, kvinder traditionelt er blevet tillagt; uforudsigelighed, kaos, følelser. Mens det gamle paradigme er kendetegnet ved de traditionelle maskuline værdier; forudsigelighed, orden og selvfølgelig mest af alt: logik.
Det vil altså sige, at vi er på vej væk fra et maskulint paradigme og ind i et feminint. Hvilket mange desværre opfatter som, at vi er på vej væk fra mændene som verdensherrer over til kvinderne som verdens… øh, ja -herrer.
Fordi mange jo stadig lever i et cartesiansk paradigme, så deres tankesæt kan kun se denne mulighed: Hvis der i et samfund med fokus på traditionelle maskuline værdier kun sidder mænd på magten, vil der i et samfund med fokus på traditionelle feminine værdier kun sidde kvinder på magten. B følger A.
Og så kæmper de imod udviklingen, mod feminismen, mod ligestillingen. Mændene især, fordi de frygter, at de bliver overflødiggjort. Men også mange kvinder, der stadig har det cartesianske tankesæt, fordi de heller ikke bryder sig om forandringen mod det nye og uforudsigelige.
Kan du ikke bare forestille dig en anden verden, mens du lever i denne?
Mens os med det holistiske tankesæt bliver ved med at prøve at trænge igennem med det, der er pointen med det nye paradigme: Ingenting er så enkelt!
For det første er det jo netop en traditionel inddeling af maskuline og feminine værdier, hvor de kun kan repræsenteres gennem henholdsvis mænd og kvinder. Sådan er det ikke ude i virkeligheden, hvor alle indeholder noget af det hele. Desuden er alle forskellige – det vil sige uforudsigelige – så det er ikke til at sige, hvem der på forhånd er bestemt til noget.
Men da alting samtidig påvirker alting, så betyder det jo noget, at vi går rundt og fortæller hinanden, at nogen er mere egnet til magt, og nogen er mere egnet til børnepasning.
Så derfor kan man selvfølgelig ikke bare kræve 50/50 i en bestyrelse eller forvente, at forældre selv fordeler deres barsel 50/50 – så længe drenge stadig opdrages til at stræbe efter magt, og piger til at være omsorgsfulde.
Reel ligestilling er sindssyg kompleks at opnå, fordi der er så mange faktorer i spil. Og problemet er jo, at dem med det cartesianske tankesæt forsøger at reducere hele debatten til et spørgsmål om for-eller-imod-kvoter – mens os med det holistiske tankesæt er i gang med at bryde alle samfundets normer ned.
Vi kan vitterligt ikke tale sammen.
Somebody expects the Spanish Inquisition – this time
Jeg tror på ligestilling, men ikke sådan som det er defineret i vores nuværende paradigme. Det hele bliver langt mere flydende i fremtiden og kommer ikke til at handle specielt meget om køn (eller race eller seksualitet eller whatever). Det kommer til at handle om det enkle menneske og dets funktion og position i det store hele.
Vi ser allerede begyndende erkendelse af det her paradigme i mijlødiskussionerne. For vi er alle en del af det samme hele.
Men inden et nyt paradigme trænger igennem, vil der være modstand, det siger historien. Og den modstand, Kopernikus mødte, er måske en meget god markør for, hvad vi skal vente os. Abortrettigheder, der rulles tilbage på verdensplan, bekæmpelse af alle former for ligestillingsinitiativer, kvindehad i opblomstring selv i såkaldt ligestillede lande – alt sammen symptomer på den omfattende modstand imod udvikling. Fordi udviklingen uundgåeligt vil knække det gamle paradigme.
The Dawning of the Age of Aquarius… eller måske senere
Så selvom jeg tror på, at det holistiske paradigme nok skal trænge igennem engang i fremtiden, så ved jeg bare ikke, hvor langt ude i fremtiden vi taler om. Måske skal vi igennem en ny mørk middelalder først. Måske skal kvinderne sendes hjem til kødgryderne og barnefødslerne på køkkengulvene i nogle hundrede år, inden vi rykker os videre til næste udviklingstrin.
På de dårlige dage er det min frygt. Jeg kender min historie, jeg ved godt, hvor stor tradition der er for at brænde kvinderne af, hvis de repræsenterer andre tanker end det herskende paradigme.
Men på de gode dage tror jeg på mændene. På at de også er ved at være dødtrætte af det forslidte og fastlåste paradigme og gerne vil videre. Og heller ikke har tænkt sig at lade det gå ud over kvinderne denne gang.
Fordi – håber jeg – det endelig begynder at gå op for flertallet af begge køn, at det her altså ikke er en kamp mellem mænd og kvinder, men mellem fortid og fremtid.
Så hvorfor har vi så stadig brug for den skide kampdag? Fordi vi skal tale om det. For ellers får mørkemændene m/k lov til at definere, hvad vi taler om – og dermed hvor vi skal hen. Og de vil gøre alt for at holde os låst fast i en verden af i går. For der bestemmer de nemlig alting. Og det gør de i øvrigt helt uendeligt forudsigeligt.
Fucker ligestilling med knepperiet?
Jeg har sagt det før; der er for lidt pik i at være feminist. Jeg mente det som, at mange kvinder er bange for at skræmme mænd væk med det ikke-eftergivende i feminismen, for det har trods alt traditionelt været en feminin dyd at være netop eftergivende. Så nogle kvinder vil altså hellere smile sødt gennem uretfærdigheder og høste sig en mand, der tænder på søde smil – end at tage chancen med at sige sin mening og møde de fantastiske mænd, der tænder på det.
Men i sidste uge blev jeg så præsenteret for en anden grund til, at der åbenbart er mindre pik i feminisme. Jeg læste en artikel fra New York Times, som har cirklet på de sociale medier. Den handler om, at ligestillede parforhold tilsyneladende har mindre sex end parforhold med mere traditionelle kønsroller.
Flere danske medier har også samlet artiklen op og har citeret den, fordi selvom den ved nærmere læsning viser sig at være noget amerikaniseret sludder, så elsker medierne jo bare at puste til skrækversionen af feminisme: At det vil ødelægge sex for alle!
Mere pik, mindre lykke, sådan!
Artiklens konklusion er nemlig ikke til at gå fejl af: Ligestilling i parforholdet er lig med mindre sex. Så jeg må hellere komme i gang med at stryge mandeskjorter, hvis jeg vil have pik fremover.
Eller hvad!?
For selvfølgelig er der som altid rigtigt meget galt med den slags påstande, når medierne fremturer med dem. Så lad mig lige rejse et par indvendinger her. Hvoraf den mest graverende må være den, at der i den samme New York Times-artikel også står, at kvinder i de ligestillede forhold er mere lykkelige end dem i de traditionelle forhold, samt at ligestillede forhold har mindre skilsmisserater.
Så… det, de siger, er altså, at man ikke bliver mere lykkelig eller mere glad for sin partner bare, fordi man har mere sex. Burde det ikke være den konklusion, alle artikler havde taget fat på i stedet? At folk i ligestillede forhold gennemgående har det bedre!?
Mere knep, mere hold kæft, sådan skal det forhold skæres
Men nej, i stedet sættes fokus på den forfærdelige rædselsversion af fremtidige parforhold: Hvis mænd støvsuger og smører madpakker, og kvinder tjener penge, så dør sexlivet. Fy da, en katastrofe!
Fordi meningen er selvfølgelig, at vi skal få den idé, at ligestilling (også her) er dårligt. Næ nej, så er det jo meget bedre med kvinden ned på alle fire, og farmand med karrieren lige bagved, doggystyle.
Så bliver der jo knaldet jo! Og det er det, parforhold handler om, ikke!?
Nu kunne man jo gå djævlens advokat på den og pointere, at parforhold måske for de fleste handler om væsentlig mere end sex, og hvis man bare vil have sex, så er det jo til at opdrive forholdsvis uforpligtende. (I mange lande kan man jo tilmed bare betale sig fra det.)
Så altså allerede her, er jeg lidt i tvivl om, hvem der dør af det her? Hvem er det, der lider under, at tilsyneladende tilfredse partnere ikke har så meget sex?
Ja, jeg kan da godt regne ud, at de mænd (og kvinder) for hvem et parforhold udelukkende handler om retten til at blive serviceret seksuelt, vil læse artiklen i New York Times og tænke: “Se så, det beviser, at feminisme er alt, hvad der er galt i denne verden!” Og så vil de bøvse og rage servitricen på brysterne, når hun kommer med den næste Budweiser.
Men hvad er oddsene for, at sådan en mand ville ende i et ligestillet parforhold alligevel!? Nul!
Ti dårlige knald på taget er bedre end et godt håndjob
Og undskyld min ligefremhed, men selvfølgelig føler mennesker i et ligestillet parforhold sig da mere lykkelige – de har jo valgt deres forhold til på en anden måde, end mennesker, der bare vælter ubevidste ind i et parforhold og spiller efter det samme kønsrolle-manus, som man har spillet efter i generationer.
Den slags traditionelle forhold betyder så muligvis mere sex. Okay… Men betyder det bedre sex?
Betyder det sex, hvor begge har lige meget lyst? Og hvor der er lige fokus på begges behov?
Eller betyder det tværtimod sex på den måde, som det traditionelt har været – hvor kvinden netop skal servicere mandens behov, og hendes egne lyster ikke rigtigt indgår i den ligning?
Så hvorfor skal sex i det hele taget vurderes kvantitativt? Hvorfor lige antallet af samlejer som mål – hvorfor ikke kvaliteten? Jeg har da haft dårlige one night stands nok til at vide, at jeg til enhver tid ville bytte 10 af dem med ét godt knald med én, der virkelig ville mig, kendte mig og kunne sit kram.
Kunne det ikke tænkes, at det er sådan, sex er, i mere ligestillede forhold!?
Færre timer på sengekanten, flere timer på jobbet
Eller også er det virkelig noget lort, at de ligestillede partnere ikke dyrker så meget sex. Måske er de selv utilfredse med lige den del af forholdet. Men må jeg så tillade mig at foreslå, at der så muligvis er noget helt andet galt?
Prøv med; stress!
Ja, for sagen er jo, at ligestillede forhold ofte er kendetegnet ved, at begge arbejder lige meget ude og deler opgaverne ligeligt hjemme. Hvilket vil sige, at begge har alt for travlt. Hvorimod i en mere traditionel kønsrolle-opdelt familie har man en mor, der tager sig af alt hjemme, og en far, der arbejder ude, og derved kan begge netto have mere overskud.
Nu har jeg ikke de store parforholdserfaringer, men jeg fornemmer, at manglende overskud først og fremmest mærkes på sengekanten. Man orker simpelthen ikke at sætte tantramusikken på og lave erotisk yoga med hinanden, når man er smadret.
Siger jeg så, at de traditionelle kønsroller er bedre? Nej, tværtimod da! De er bare nemmere, fordi manuset er skrevet på forhånd. Hvor man i moderne parforhold hele tiden er nødt til at koordinere med hinanden for at få alting til at gå op.
Men det er jo også det, vi godt kan lide. Er det ikke? Vi ønsker jo ikke det nemme forhold.
De færreste moderne kvinder i dag ville vel bytte deres givende jobs eller deres egne lønsedler væk mod at gå derhjemme og have mel på brysterne blandt skrigeunger år ud og år ind. Ligesom de fleste moderne mænd nok ville betakke sig for at skulle arbejde 10 timer i døgnet og kun se deres børn i sovende tilstand.
Og så kunne der ellers være nok så meget sex oveni den handel. Det er simpelthen ikke nok!
PK PIK – politisk korrekt pik
Så løsningen er vel noget med at lære at stresse ned og prioritere hinanden og have mere partid og andre af den slags damebladsråd. Det er ikke det, jeg skriver om her. Jeg pointerer bare, at mere ligestillede parforhold har andre faktorer i spil, så det handler ikke nødvendigvis om – som artiklen fra New York Times mere end antyder – at kvinder tænder af på en mand, der støvsuger, og mænd tænder af på en selvstændig kvinde.
Jo, naturligvis gør nogle det. For vi er jo forskellige, og nogle kan sikkert ikke få den op at stå/blive våde i trussen uden en partner, der leverer et kønsrollemønster fra urtiden.
Men det er jo også her, at ideen om, at ligestilling ødelægger sexlivet, laver den største cirkelfejlslutning: For hvem siger egentlig, at ligestilling ved opvasken og i fællesøkonomien skal være lig med ligestilling i soveværelset?
Er sex ikke netop defineret ved at være et frirum, hvor vi kan give os hen, uden at forholde os til, hvad der foregår ude i den virkelige verden? Er det ikke derfor, at alle damebladsrådene til bedre sex, handler om, at man skal efterlade tanken om opvasken og alt andet uden for sengen? Og er det ikke også derfor, folk leger rollespil og dyrker BDSM eller sexgynger eller latexlagner eller whatever?
Det er ikke nødvendigvis politisk korrekt det, der foregår i soveværelset (eller hvor man nu gør den slags). Men det skal det da heller ikke være. Det skal bare være frækt!
Oh, min smukke viv, dig kan jeg ikke sperme i ansigtet
Så hvis folk i meget ligestillede forhold har problemer med, at de ikke har lyst til deres partnere og ikke synes, de dyrker sex nok. Kunne det så ikke skyldes, at de ikke giver sig selv og hinanden det frirum?
I hvert fald bliver der i artiklen i New York Times citeret en mand, der ikke kan finde ud af at have rå sex med sin kone, selvom hun tænder på det. Det er godt nok også den slags porno, han selv ser. Men han synes ikke, at hun passer ind i det scenarie – hans pæne, ligeværdige kone.
Okay, må jeg så have lov til at gå djævlens advokat på den én gang til: Hvis man betragter sin partner som enten for god til sine egne dyriske lyster – eller på den anden side anser sin partners lyster som svinske og upassende – ja, så kan man sgu ikke rigtigt tillade sig at kalde sig ligestillet!
Det er da om noget en traditionel kønsrollefordeling. Det er så victoriansk som det overhovedet kan blive; manden med de farlige drifter, som hans stakkels dydige hustru ikke skal udsættes for. Så derfor finder han for- og udløsning andetsteds – hos luderen eller elskerinden eller i dag: i cyberspace.
Så kan man sgu nok så meget være fælles om opvasken, men man er altså først for alvor i et ligestillet forhold, når begge parters seksuelle behov og lyster bliver anerkendt – og forhåbentlig også tilfredsstillet. Ellers leger vi bare “ moderne mor-far-og-børn-og-respektfuld sex.”
Og det har aldrig været pointen med ligestilling! Pointen med ligestilling er, at vi alle får lige muligheder – også for at dyrke den slags sex, vi har allermest lyst til.
Så lad os snakke lidt om mandehad
Mit seneste show hedder ’Mandehader?’ Der er et spørgsmålstegn bagefter, fordi showet handler om at undersøge, hvorvidt jeg egentlig hader mænd. Det har derfor også undertitlen; ”et show om at være alt for glad for pik”. Fordi sandheden jo er, at det er svært virkeligt at hade nogen, man begærer så meget.
Men det er også svært ikke at hade nogen, man begærer så meget!
Det er begærets tveæggede sværd. På den ene side vil jeg så gerne ejes og overtages fuldstændig af en mand – på den anden side hader jeg ham for at få mig til at føle mig så magtesløs.
Det er derfor, seksuel tiltrækning opfører sig som en magnet. Den ene pol gør alt, hvad den kan for at tiltrække sig hans opmærksomhed, den anden gør alt, hvad den kan for at skubbe ham væk igen.
Seriøst? Er mænd også mennesker!?
Nu kan jeg jo være det eneste menneske i verden, der har det sådan med det modsatte køn. I så fald beklager jeg den voldsomme overshare. Men jeg tror nu, at mange kan genkende det. Faktisk er min teori, at grunden til, at der findes såkaldt vrede, hvide mænd – altså mænd, der hader kvinder, og som typisk sviner feminismen til – er fordi disse mænd simpelthen føler sig magtesløse over for de kvinder, som de på én og samme tid alt for gerne vil have og samtidig ikke vil være så afhængige af.
Jeg tror også, at det er derfor, at der sommetider kan anes et mandehad blandt feminister. Fordi de fleste heteroseksuelle kvinder også har det latente had til mænd i sig.
Men personligt er jeg nok i virkeligheden blevet feminist for at minde mig selv om, at mænd også er mennesker og skal behandles lige med kvinder. For jeg har da totalt den trang til at generalisere og håne mænd; den trang som kvinder i flok hurtigt forfalder til: ”Ih, altså mænd, de er håbløse! Du kan ikke stole på dem. De er nogle svin.” Og hvad kvinder ellers japper udad af pinlige stereotype generaliseringer baseret på enkelte erfaringer med det modsatte køn.
Derfor er det også mit indtryk, at de fleste kvinder med det behov hurtigt siver ud af feministkredse igen. Det er svært at insistere på retten til at svine mænd til samtidig med, at man kæmper for, at kvinder skal behandles ordentligt.
Det er så typisk (indsæt selv mand eller kvinde efter behov) ikke at tage hensyn
I stedet sidder disse kvinder så i deres Sex and the City-brunch-opstillinger og hyggehader på mænd. Ligesom mændene ditto står i omklædningsrummene efter Serie 5-fodboldkampen og enes om, at der er så meget kvinder ikke forstår. Hø hø.
Jeg hader det pis, og jeg gider ikke selv deltage i det. (Ja, det er faktisk helt utroligt spændende så langt, man kan nå omkring i samtalerne men sine veninder, når der ikke er en penis involveret i snakken hele tiden!)
Men jeg forstår godt, hvorfor nogen har det behov. Ligesom jeg desværre også godt forstår kvinde- og mandehad på samfundsplan. Fordi det handler om den afmagt, det andet køn skaber hos en.
Forleden hængte jeg ud med en lesbisk, der stod og svinede kvinder til. På den der måde, mænd plejer at gøre det på. Dybt frustreret over alle kvinders små spil og kvinders evige følelsesfnidder.
Og jeg nænnede simpelthen ikke at prikke hende på brysterne og sige: ”Ømen, du ved godt, at du selv har to x-kromosoner, ikke?”
Fordi hendes frustration var jo lige så dybtfølt, som når jeg bliver frustreret over mænds små spil og mænds evige følelsesfnidder.
Fra dengang kvinder var mænds ejendele
Sandsynligvis er det uundgåeligt, at vi generaliserer om og hader på dem, vi tiltrækkes af. Men problemet for mænd – og dermed også for kvinder – i disse år er bare, at deres had er mere velbegrundet.
Historisk set har det været kvinder, der har haft den dårlige hånd i det seksuelle spil. Hun havde ingen magt over hverken sin egen krop eller ægteskabelige position. Groft sagt byttede og solgte mænd kvinder som en slags udvidet poker: ”Jeg ser dine fire geder og hæver med min datter.”
Kvinder, der ikke kunne håndtere deres fysiske tiltrækning til mænd, blev anset som faldne kvinder, og børn født uden for ægteskabet havde kun konsekvenser for moderen.
Halleluja for p-pillen, aborten og ligestillingen! Kvinder i dag bøjer sig slet, slet ikke nok i støvet for de tre ting, fordi alle født efter 60’erne ikke aner, hvordan det var, dengang al interaktion mellem kønnene, var kvinders ansvar og deres kroppe, der mærkede konsekvensen.
Til i dag, hvor kvinderne ejer mændene
I dag har kvinderne fuldstændig magten over vore egne kroppe, vores reproduktion og vores relation til mænd. Det er helt frivilligt, om vi vil indgå i et forhold, for vi er ikke dårligere stillet, hvis vi lader være. (Og ikke sjældent tænker man som singlekvinde, at man faktisk er bedre stillet uden at skulle diskutere rengøring hele tiden.)
Men det er mænd! I løbet af små 70 år er magten mellem kønnene i den seksuelle relation fuldstændig vippet over. Vi er gået fra, at mænd bestemte alt – og kunne løbe fra ansvar som det passede dem – til at det i dag er kvinderne, der bestemmer alt. Og kan tvinge mændene til ansvar, eller vælge dem fra som det passer os.
Ikke underligt, at mænd er frustrerede. Kulturelt set er de jo stadig opvokset med en idé om, at manden skal være den magtfulde. Og så ser han sig om i et samfund, hvor han ingen muligheder har for at få den magt – og derved er han ikke rigtigt en mand.
Kun de færreste mænd bliver topchefer, og alle andre må så derfor kompensere ved at indhente magtens materielle substitut, nemlig kolde kontanter. Ergo skal der arbejdes hårdt, så der står en fed bil i garagen, og alle (især kvinderne) derved kan se, at han altså er en mand.
Mand nok til at få en af de kvinder, han længes så meget efter.
That don’t impress me much
Men så kommer problemerne. For de der kvinder er jo ikke længere nogle, der lader sig imponere af fede biler og kolde kontanter. Ikke i længden i hvert fald. De vil selv bestemme og har tilmed deres egne penge. Så måske lykkes det overhovedet ikke for manden at få tiltrukket sig nogen kvinders opmærksomhed, og så er der god grobund for at hade de emanciperede små kvindesvin.
Eller også lykkes det ham at få scoret sig en, men hun er stadig et selvstændigt væsen, der kører sit følelsestyrani og manipulerer, så hun ender med at bestemme alting. Og han kan ikke finde ud af at sige fra, fordi han så gerne vil hende. Så hader han hende uudtalt for det, og derfor er det meget rart at kunne grine af de dumme kvinder, når man står nede i omklædningsrummet.
Her er lige et new flash til mænd: Kvinder har det altså på nøjagtigt samme måde med mænd! Vi bliver også frustreret over at blive valgt fra og føler os manipuleret med i forhold.
Forskellen er bare, at vi har bedre muligheder for at leve uden en mand i dag.
Far, mor og børn – minus far
Jeg har ikke så få kvindelige bekendte, der har en udløbsdato for, hvornår de vil have børn. ”Hvis jeg ikke har en mand, når jeg er 38, så går jeg ned i sædbanken og ordner det selv.”
Skal vi lige snakke om et sted, vi overhovedet ikke har ligestilling mellem kønnene nu? Hvor mange mænd har den mulighed? Ja, det er rigtigt: Nul!
Singlemænd kan ikke bare lave børn uden om en kvinde. Der findes ikke rugeklinikker, hvor de kan gå ned og hente en baby, som en kvinde har doneret ægget til. Allerede tanken om, at en enlig mand gik hjem med en baby – selv en, der er genetisk hans afkom – giver de fleste mennesker tics i venstre øje: ”Men hvad nu hvis han boller det?”
Pædofile ville jo hente børn hele tiden, hvis enlige mænd kunne få børn jo! (Fordi folk har det med at glemme, at de fleste børn, der bliver misbrug af mænd, bliver det af mænd, der er i et forhold – typisk med barnets mor.) Og så hiver man endnu engang myten om mænds ustyrlige sexlyst frem – her som skrækscenarie – og endnu engang enes alle derved om, at mænd er mindre kompetente forældre end kvinder. (Fordi folk også har det med glemme, at kvinder også mishandler børn. Faktisk er det sådan, at hvis kvinder mishandler nogen, er det som regel børn. Hvor mænd spreder deres mishandling ud over både børn, kvinder og andre mænd…)
Min pik kan ikke styres, så derfor må jeg kontrollere livmoderen
Men selv hvis der ikke var alle de ubekvemme fordomme om mænds evner til at tage sig af et barn alene, så er det jo heller ikke praktisk ladesiggørligt. Der findes ikke rugeklinikker.
Og selv hvis vi ligestillede enlige mænd og enlige kvinder og forbød kunstig befrugtning af enlige kvinder, ville de fleste kvinder nok uden brug af vældig stor kreativitet kunne finde på en måde at score noget sæd på.
Derfor er der også mænd i dag, der i ramme alvor mener, at de skal have ret til at bestemme, om en kvinde skal have en abort, hvis hun er blevet gravid, uden han har villet det. Og hvis hun gennemfører en graviditet uden hans samtykke, så skal han kunne frasige sig barnet.
Og jeg har virkelig lyst til at prikke de her mænd i skridtet og sige: ”Hvad med, at du lige tog ansvaret for den der og holdt den i bukserne, hvis du er så bange for konsekvenserne af det, der kan komme ud af den?”
Jamen, lad os lige tage den et sekund: Hvis en mand får retten til at bestemme over, om en kvinde skal have abort, så er vi tilbage ved, at kvinden ikke bestemmer over sin egen krop – det er et giga tilbageskridt. Og hvis manden igen kan løbe fra sit ansvar for de børn, han sætter i verden, er vi også tilbage ved, at det kun er kvinden, der hænger på konsekvenserne af sex – det er også et giga tilbageskridt!
Min krop, mit valg, fuck så af!
Må jeg foreslå de mænd, der er såååå bange for, at kvinder vil hugge deres sæd at gå ned og få snøret sædlederen sammen? Eller fremme udviklingen af p-piller til mænd? (De er nemlig fysisk mulige at fremstille, der er bare ingen, der tror på et marked for dem. Fordi mænd åbenbart regner med, at de kan få sendt ansvaret tilbage på kvinderne i stedet for selv at tage deres del.)
Ja, jeg synes også, at de (få) kvinder, der snyder mænd til en graviditet er nogle møgkoste, der ødelægger den gode stemning for os andre. Men det ændrer bare ikke på, at to voksne, der har frivilligt samleje, deler ansvaret for, hvad der kommer ud af det.
Jeg kunne selv komme i den situation, hvis jeg var sammen med en mand, og kondommet sprang. Og selvom jeg havde sagt på forhånd, at jeg ikke var interesseret i at få et barn, så ved jeg da ikke, hvordan jeg ville reagere, hvis jeg pludselig blev gravid.
Skulle han så kunne presse en abort igennem eller løbe fra ansvaret!? Det er fucking min krop – det er min beslutning!
Og jeg kan godt se, hvordan det kan føles pisseunfair som mand ikke at skulle have noget at sige. Men prøv så lige at tænk på, at kvinder ikke selv har haft noget at skulle sige i 5000 år. Er det ikke mere fair, at det er den, hvis krop graviditeten sidder på, der har det sidste ord?
Ellers forslår jeg et kompromis. Vi tager lige 5000 år, hvor kvinderne bestemmer, og så kan vi snakke om andre løsninger derefter. Når vi alligevel reproducerer ved hjælp af cyborgs.
Hvis du ikke gør, som jeg siger, så går jeg bare i sædbanken, søde
Under alle omstændigheder så er retten til at bestemme over sex og reproduktion skiftet fra mænds til kvinders banehalvdel på én generation. Så derfor er mænd selvklart superfrustrerede. For kvinder i dag skal jo slet ikke anstrenge sig i samme grad for at få fat i og holde fast på en mand, når vi ikke behøver ham for at få børn.
På den måde opfatter mænd det, som om kvinder kan vrage og vælge i den seksuelle relation. At kvinder kan tillade sig at stille krav, han ikke kan. Og at han derfor må bøje sig oftere i konflikter i parforhold.
Fordi vi kvinder vitterligt har magten i forholdet til mænd. Det er vi nødt til at erkende. Fordi det gør manden til den magtesløse, og der er ikke noget værre end magtesløshed. Det skaber frustrationer, som skal gå ud over nogen. Som nok er den bedste forklaring på kvindehadet i populærkulturen – fra computerspil til rapmusik. (Det har jeg skrevet om her.)
Ha, så onanerer jeg da bare! Det er faktisk næsten… overhovedet ikke det samme
Pointen er imidlertid, at kvinder også stadig føler sig magtesløse over for mænd. Både fordi mænd reelt stadig sidder på den store samfundsmagt – de ejer eksempelvis op mod 97 procent af alle verdens værdier. Men i særdeleshed fordi vi jo stadig også vil have dem; vi er lige så tiltrukket fysisk af dem, som de er af os. (Uanset hvad mænd så ellers må abonnere på af ideer om, at de er mere liderlige fra naturens side, fordi vi hører så fandens meget om deres ustyrlige sexlyst hele tiden. Men hvad med min ustyrlige sexlyst, hva? Hvem taler om den! (Det må jeg jo selv gøre, så kig lige ind til mit Mandehader?-show.))
Ja, det kan da godt være, at vi kvinder har muligheden for at undvære en mand i dag, men det er jo ikke Plan A for nogen heteroseksuelle kvinder til at starte med. Det bliver det desværre, når frustrationerne har stået på længe nok: ”Fuck, de røvhuller så! Jeg får et barn selv, og så køber jeg 10 års forbrug af batterier til min dildo, så skal jeg nok klare den.”
Og så ligger man så der og fantaserer lidenskabeligt om de selv samme mænd, som man både vil have og ikke vil have.
Resultatet er desværre, at vi har to seksuelt frustrerede køn, der derved begge føler sig magtesløse over for det andet køn – og som også begge har berettiget grund til at føle den afmagt. Med det in mente er det faktisk imponerende, at kønskampen ikke har udviklet sig til en voldelig konflikt, når der er så meget latent had hos begge parter.
Men det skyldes nok, at vi trods alt stadig alle sammen gerne vil have pik/fisse.
Af en forkælet, vestlig feminist
Som feminist vænner man sig hurtigt til altid at skulle retfærdiggøre sit engangement i ligestillingssagen. Konstant møder man folk, der affærdiger sexisme og diskrimination med en kombination af tre argumenter: Du ser syner & Hvad med mændene & Det er meget værre for nogle andre.
Min hovedregel er, at jeg ikke gider diskutere med folk, der kommer med disse pseudoargumenter, for i virkeligheden er det Retorik for Vuggestuebørn at flytte fokus fra den aktuelle problemstilling ved at ned- og mistænkeliggøre modstanderens synspunkt.
Mange synes, det er en arrogant attitude fra min side, fordi mange ikke- og anti-feminister er af den mening, at feminister – fordi vi offentligt har meldt ud, at vi er feminister – derved forpligter os til at indgå i samtlige kønsdiskussioner, der må krydse vores vej. Uanset hvor lavt niveauet på dem er.
Det gider jeg ikke. Så må de gerne kalde mig arrogant. Hvis det kan få ignorantusserne til at pakke sig, så kan jeg holde til at blive kaldt meget værre en arrogant.
Enhver idiotisk kommentar, beviser tilstedeværelsen af en idiot
For lad mig lige bruge et par linjer på at runde problemet ved de tre pseudoargumenter, og hvorfor det er spild at tid at indgå i diskussioner, hvor de bliver bragt på bane.
Det første giver næsten sig selv, at det er en nyttesløs diskussion at indlade sig på: Folk, der afviser ligestillingsproblemer ved at sige, at det er noget, feminister finder på, og at problemerne slet ikke eksisterer eller ikke er så alvorlige, som feminister fremstiller dem.
Jeg kender ingen andre politiske eller samfundsområder, hvor der så hurtigt dukker affærdigelsestrolls op som på kønsområdet. Måske kender du Lewis’ Law, ellers er det på tide. Den lyder: “The comments on any article about feminism justify feminism”.
Forstået på den måde, at den latterliggørelse og affærdigelse af feministisk kritik, der altid finder sted i kølvandet på et hvilket som helst kønsrelateret emne, der bringes op, viser, at problemerne langt fra er løst.
Jeg har i øvrigt lavet min egen lov om internetkommentarer, som lyder: “Fra et feministisk synspunkt er blevet luftet på nettet, går der max fem kommentarer, inden en eller anden affærdiger problemet.”
Hey, ignorantus, ja, det er dig, jeg taler til: Du er problemet!
“Så er det vist agurketid,” er en af de kommentarer, jeg oftest ser. Og jeg er evigt imponeret over, at nogen bruger tid på at læse en artikel eller et debatindlæg, der ikke interesserer dem, for derefter at bruge yderligere af deres kostbare tid på at gå ind og skrive kommentaren.
Nu kan det godt være, at det er mig, der er alt for god til at prioritere min kostbare tid, eller også er jeg bare arrogant, men hvis jeg ser eller hører andre debattere noget, jeg ikke interesserer mig for, så… lader jeg bare som ingenting! Jamen er det ikke vildt, at man kan vælge den tilgang til noget!?
Så her er svaret til dem, der forsøger at affærdige feminist kritik ved at antyde, at problemet er for ligegyldigt til at diskutere: “Hvis du ikke kan se problemet, er du problemet!”
Og derved ligger også forklaringen på, at man aldrig skal indgå i en diskussion med disse trolls. Personer, der har så travlt med at få den feministiske kritik til at fremstå ligegyldig, har tit selv for meget at tabe ved at indrømme, at der kan være noget om det. Det kan være sexister, der ikke vil indrømme, at de har et ansvar for den måde, de taler til og om kvinder. Det kan også være pædagoger og forældre, der ikke vil indrømme, at de har et ansvar for den måde, de opdrager børn i forhold til køn.
Der kan være mange grunde, men som hovedregel kan man godt gå ud fra, at mennesker, der ikke ønsker at se problemerne fra andres side, blot ikke har lyst til at blive mindet om, hvor stort et ansvar de selv har for at ændre på tingene. Så hellere få det til at se ud, som om problemerne kun eksisterer i hovedet på dem, der påpeger dem.
Der er faktisk også mænd, der flækker en negl, og det gør lige så avs på en mand!
“Men hvad så med mændene. Det er faktisk også problemer for mænd.” Kritikken kører på evig repeat, hver gang man formaster sig til at trække diskrimination mod kvinder frem. Senest så jeg det i dag, fordi det er FN-dag for vold mod kvinder. Hvilket vil sige, at der bliver sat fokus på, at hver femte kvinde i løbet af sit liv bliver udsat for partnervold. Og det er altså tallet for kvinder her i Vesten – i resten af verden ser tallet langt mere øv ud.
Men straks begynder hylekoret: “Hvad med at sætte lidt fokus på alle de mænd, der også bliver udsat for vold!”
For det første: At sætte fokus på problemer for det ene køn er ikke lig med at ignorere det andet køn!
Det betyder bare, at man sætter ind, der hvor der er mest brug for en indsats først. Og oftest har problemerne jo samme rod, så mange gange vil man kunne løse problemer for begge køn ved at fokusere på at løse det enes. I tilfælde med partnervold er udøveren af volden for øvrigt ikke sjældent også en mand – hvilket vil sige, at selv de mænd, der bliver udsat for partnervold, bliver det af en anden mand.
I tøser skal da ikke løbe med alt opmærksomheden med jeres problemer
Men selvfølgelig slår nogle kvinder da også deres mandlige partnere. Det er bare, som om det hurtigt løber med fokuset. Jeg læste følgende kommentar på facebook i dag: “Samtidigt viser nordisk forskning, at kvinder oftere end mænd benytter våben i partnervold, og udøver marginalt oftere personfarlig vold, da kvinder oftere benytter våben. Var det ikke bedre at fokusere på at stoppe vold, uanset køn og seksualitet?”
Udefra set virker det jo meget tilforladeligt, ikke? Lad os nu snakke ligestilling i stedet altid at fremhæve de områder, hvor det er synd for kvinder. For faktisk er kvinder jo lige så slemme som mænd.
Nej! Og det er problemet med “hvasså med mænnerne”-argumentet. For selvom der også findes kvinder, der udsætter mænd for vold og sexisme osv., så har problemet stadig en gigantisk kønsmæssig slagside – og derudover har vold mod kvinder en historisk helt anden kontekst.
Så at “ligestille” mænd med kvinder i forhold til de områder, hvor kvinder bliver diskrimineret i meget større antal og med rod i strukturelle og historiske mønstre, er – undskyld mig – fanme at pisse kvinder lige ned i halsen. Selvfølgelig er det også et problem, at mænd udsættes for disse ting, men problemet er langt større og mere rodfæstet for kvinder. Og det er altså okay at fokusere der, hvor problemet er størst!
Desuden lugter ovenstående argument også igen af kæmpeansvarsfralæggelse: “Nej-nej, vi har ingen problemer med sexisme i det her land. Det er bare nogle – mænd såvel som kvinder – der gør det her. Det er ikke noget strukturelt.”
Sådan gør vi jo bare her, så det skal vi ikke snakke om
Det er noget strukturel. At nogle mænd slår kvinder skyldes til dels en dum, kulturel ballast, hvor mænd har “ejet” deres kvinder og haft ret til at gøre med dem, hvad de ville. Og det skyldes, at vi ikke opdrager mænd til at håndtere deres vrede og følelser på andre måder end at slå fra sig.
Javist kan de fleste mænd godt finde ud af det alligevel og kunne aldrig drømme om at slå en kvinde, men nogle kan ikke. Og de henter så “inspirationen” i strukturerne. Hvis vi havde andre strukturer, der ikke trak på en tradition med, at mænd “ejer” deres kvinde, ville mange af dem reagere på en anden måde. Hvis vi havde strukturel ligestilling, men i stedet tradition for, at voldelige og aggressive mænd gik ud og fældede en fredet skov, ville vi se langt mindre partnervold og langt mere træhærværk.
Det er det, strukturer gør. De giver de svageste i samfundet – dem, der ikke er så gode til at håndtere deres følelser og livssituation – et sted at hente deres adfærdsmønstre. Derfor vil sexistiske strukturer fører til, at røvhuller slår, voldtager og rager på kvinder. Også selvom alle de søde mænd i samme struktur godt kan styre sig.
Voldtægt handler ikke om sex eller nedringede bluser, men om gerningsmandens mindreværd
Og strukturerne her i Vesten er stadigt åndssvagt sexistiske. Ignorantusser kan få lov til at affærdige sexisme den dag, der ikke længere bliver begået voldtægter i Danmark!
For voldtægt er sexismens yderste konsekvensen. Voldtægt handler nemlig ikke om sex, det er en magtdemonstration. Det er en – eller flere – gerningsmænd, der føler sig magtesløs og derfor genopretter en smule magt på bekostning af et andet menneske. Mantraet er nærmest: “Jeg er i kontrol, fordi jeg fratager et andet menneske kontrollen.”
I mange ande lande opererer man ligefrem med konceptet corrective rape – altså voldtægter, der skal få offeret til at rette ind. Det kan være lesbiske, der bliver voldtaget for at blive “sat på plads”. Mange feminister oplever også at blive truet med voldtægt, hvis de blander sig i debatten. Igen for at de skal “kende deres plads”.
Sydafrika er et af de lande i verden, hvor der begåes flest voldtægter; man anslår, at mellem hver anden og tredje kvinde i løbet af sit liv bliver voldtaget i Sydafrika. Her er det ikke ualmindeligt, at hvis en (sort) kvinde har hævet sig op over sin lave status og eksempelvis begynder at læse på universitet, så samler der sig en gruppe mænd fra hendes stamme/landsby og voldtager hende. Så kan hun lære det!
Du skal holde din kæft. Fordi min pik siger det!
Jeg har heldigvis aldrig hørt om corrective rapes i Danmark. Fordi Danmark er et af de bedste lande i verden at bo i som kvinde. Og vi har nogle af de mest fantastiske mænd, der ikke føler sig truede af kvinder.
I hvert fald ikke så truede, at de går til den slags yderligheder. Men det betyder jo ikke, at der ikke er elementer af de samme sexistiske strukturer. Når en mand for eksempel beder en kvinde lukke røven, lugter det mistænkeligt af samme bagvedliggende tankegang. For hvorfor føler han egentlig, at han er i en position, hvor han skal bestemme, hvad en fra det modsatte køn må sige? Hvorfor føler han, at han har ret til at tryne en kvinde?
Jeg siger ikke, at der ikke findes situationer, hvor kvinder vitterligt burde lukke røven, og derfor kan det også være helt fair at påpege det. Jeg siger bare, at nogle mænd siger sådan udelukkende for at hævde deres traditionelle position som overmagten. (Ligesom nogle kvinder tryner deres kærester med, at deres følelser er mere værd end hans – fordi i parforholdet er det efterhånden sådan, at kvinden har overmagten, når det kommer til følelser.)
Men det her bliver meget tydelig i kønsdebatten. For igen; hvis du ikke kan se problemet, er du problemet. Og forsøger nogen at tryne feminister ved at ned- og latterliggøre meninger eller tryne kvinden med “hold kæft din fede so”, så virker det altså mistænkeligt, som om man prøver at hævde sin egen ret til at definere, hvad der er rigtigt og forkert – og derved stille tiden tilbage til dengang, hvor netop det var mandens ret.
Hvad så med negerne? Du tænker aldrig på negerne, Sanne!
Det svarer til, at jeg sagde “hold din fede kæft!” til en indvandrer, der fortæller om at blive udsat for nattelivsdiskrimination.
Hvilken ret har jeg til at tryne et andet menneske, der oplever noget, jeg aldrig selv har prøvet? Hvis jeg ikke forstår, hvorfor et menneske fra en marginaliseret gruppe har det svært med de her ting, så må jeg trække mig fra diskussionen. Netop så jeg ikke bliver en del af problemet. Jeg kan jo ikke stå og kræve, at mit verdenssyn er mere rigtigt. For så understreger jeg lige præcist det privilegium, der ligger i at være født med den “rigtige” hudfarve.
Men det er nemmere at se det på race, end det er på køn. Fordi vi bare slet ikke har haft opgør nok med de sexistiske strukturer endnu. Altså de sexistiske strukturer, der stadig eksisterer i vores, vestlige kulturer.
Hvilket bringer mig frem til det tredje og meget ofte benyttede argument imod feminist kritik, nemlig; “Der er faktisk nogle, der har det værre!”
Ja, for det er der altid! Men som jeg før har sagt; bare fordi andre bliver sparket i hovedet, må jeg godt brokke mig over et spark i fissen.
Det er bare værre at få tæsk i en burka. Så kan man jo ikke se knytnæven komme!
Det format, det argument dog oftest dukker frem, i er som “forkælede vestlige feminister”-argumentet. Som i dette interview med Torben Steno i Politiken. (Det var i øvrigt ham, der stod bag programmet Blachman, som jeg har skrevet lidt om her og her – den sidste handler også om reaktioner på feministisk kritik, og ja, jeg gentager nogle ting i dette indlæg.)
I interviewet siger Torben Steno blandt andet, at “det er sødt og venligt”, at Socialdemokraternes ligestillingsordfører forslår at screene undervisningsmateriale til børn for kønsstereotyper, men også indirekte at det er noget pjat med den slags idéer. For vestlige feminister er hyklere, når vi har så travlt med at kritisere sexismen i vores egen kultur samtidig med, at vi er så bange for at kritisere den muslimske kulturs kvindeundertrykkelse.
Åbenbart underforstået; at før vi har fået stoppet æresdrab blandt muslimer, kan vi ikke snakke om partnervold mellem etniske danskere…
Når jeg er “bange” for at kritisere muslimer, så hænger det sammen med, at jeg netop ikke ønsker at trumfe min “overmagtsposition” igennem. Ikke dermed sagt, at jeg ikke ønsker bedre vilkår for kvinder i muslimske kulturer. Men det kan jeg jo ikke tvinge igennem på deres vegne – det er nødt til at komme indefra.
Det eneste, jeg kan, er at kritisere de sexistiske strukturer i min egen kultur. Og det er der, vi lige skal undgå at løbe ud af den retoriske afsporing over på dem, der har det værre – for der er altså stadig rigeligt sexistiske strukturer i vores egen kultur at tage fat i!
Men de tre pseudoargumenter, jeg har forholdt mig til her, er jo alle variationer over det samme; nemlig at afvise, at problemerne her i vores lille andedam er særligt store.
Ti udviklingen ihjel, så bliver den nok ved med at være her…
Og det er de altså! Ikke så store som i mange andre lande eller andre kulturer måske. Men dog stadig store nok til at skabe massive problemer. Som udøves af især de svageste – altså af dem, der slår og voldtager – men også ubevidst gennem meget andet adfærd hos de ressourcestærke. Fra at mænd per autorefleks afbryder kvinder, når de taler, til at kvinders arbejde konsekvent bliver vurderet og lønnet lavere end mænds tilsvarende.
Dét er vi nødt til at blive ved med at tale om. For ellers ændrer det sig aldrig. Faktisk er der risiko for, at ligestillingen mellem kønnene kan komme til at rulle alvorligt tilbage, hvis vi ikke snakker om det her – for vi lever jo ikke i et vakuum. Vi bliver også påvirket af andre kulturer – eksempelvis den amerikanske, der især i mediebilledet er langt mere sexistisk end vores.
I øvrigt synes jeg, at det helt uhyggeligt arrogant og tenderende racistisk at sige, at når en muslimsk mand slår en kvinde ihjel, at det så skyldes hans kultur – mens man er fuldstændig uvillig til at erkende, at det er samme slags kultur, der er gældende, når en kristen, etnisk dansk mand slår en kvinde ihjel.
Enten er vi alle totalt autonome individer, eller også er vi alle sammen påvirkelige af de strukturer, vi fødes ind i. Vi hvide vesterlændinge er ikke bedre mennesker. Vi er heller ikke hævet over vores kultur.
Vi lægger også under for gamle, tunge strukturer – både dem, der får nogle mænd til at føle, at de har ret til at hævde sig over for kvinder og dem, der får nogle hvide til at føle, at vores kultur giver os ret til at hævde os over for andres.
Dét bliver vi ikke færdig med at tale om de næste mange år. Så hvis du ikke har noget fornuftigt at sige i den sag, så vær venlig at lukke røven!
(Og så kan du nu spekulere over, om jeg mon besidder en historisk overmagtsposition, så jeg med den bemærkning trækker på de samme struktur, der får kvinder til at slå og voldtage mænd hele tiden.)