Tag: fisse
Das sexualkapital
Nu gider jeg simpelthen ikke høre mere om, hvor nemt det er for kvinder at få sex!
En af de største illusioner, store dele af mandekønnet lider under er, at de har det hårdere, når det kommer til at interagere med det modsatte køn. Den illusion er med til at skabe de største problemer i interaktionen mellem mænd og kvinder.
Så lad mig lige slå to ting fast med det samme: 1) kvinder er nøjagtig lige så usikre som mænd, og 2) kvinder er nøjagtig lige så liderlige som mænd.
Jeg siger ikke, at alle mænd er på en bestemt måde, og at alle kvinder er på en anden. Jeg siger: Gennemsnitligt er mænds og kvinders følelsesliv fuldstændigt ens – især på det seksuelle område.
Hvilket vil sige, at der er de samme variationer inden for hvert køn: Der er ekstremt liderlige kvinder, der bliver totalt kejtede og vælter ting, når de er i nærheden af en sexet mand (det ved jeg, for jeg er en af dem.)
Og der er ekstremt selvsikre mænd, der ikke er interesseret i tilfældig sex, men ønsker et meningsfyldt parforhold (det ved jeg, fordi mine veninder har sådanne mænd, og jeg nægter at tro, at de har taget de fem, der findes.)
Ligesom der er bunkevis af usikre m/k’er, der bare drømmer om seksuel bekræftelse på deres eksistens.
Hun har fissen, han har pungen
Men mange mænd er overbevist om, at kvinder ejer den seksuelle kapital. Ja, jeg bruger med vilje dette absurde økonomi-udtryk, fordi det netop er det, som den slags mænd ville bruge. På et tidspunkt blev jeg interviewet af Michael Jeppesen, der sagde noget i retningen af:
”Seksualøkonomien er uretfærdig indrettet. 80 procent af mændene vil have sex med 80 procent af kvinderne, mens 80 procent af kvinderne kun vil have sex med 20 procent af mændene.”
Inde i min hjerne stod et stort WTF og blinkede, men jeg havde et kamera lige i smasken, så jeg beherskede mig. Selvom jeg havde lyst til at råbe: ”Seksualøkonomi? Du kunne lige så godt kalde alle kvinder for ludere. Det er verdens ældste løgn: At kvinder ikke har nær så meget lyst til sex, så derfor skal mænd skaffe sig anden slags kapital for at få adgang til den sparsomme seksualkapital.”
Men i stedet prøvede jeg at forklare, at kvinder altså ikke oplever verden på den måde. I min verden vil jeg have sex med måske fem procent af mændene, men 99 procent af dem vil ikke have sex med mig. Ja, jeg er monsterkræsen med mænd – men de mænd er så til gengæld endnu mere kræsne.
Mænd er ikke kræsne, mænd er connoisseurs
Så kunne jeg selvfølgelig bare droppe min kvindekræsenhed og snuppe ham den nogle-og-60-årige hentehårs- og hentevoms-fyr, der pudsigt nok altid udser mig som sit mål.
Det må jo være mig – og andre kvinder – den er gal med, når der tydeligvis er interesserede mænd, og vi stadig sover alene. Hvad var det… 80 procent af mændene, der ville knalde os!?
Men hovsa, hvorfor lægger hentehårs-Hans egentlig an på mig? Jeg mener, hvis han virkelig vil knalde 80 procent af kvinderne, hvorfor lægger han så ikke an på hængepatte-Hanne? Okay, hun er er måske lidt buttet og over 45 og arbejder i en Matas, men hun er sød og lattermild og laver en killer bearnaise.
Men hængepatte-Hanne står time efter time i baren og får absolut nul opmærksomhed – ikke fra mænd, ikke fra bartenderen. Hun findes ikke, for hun er over 40 – både i alder og buksestørrelse.
Når mænd siger, at de vil have sex med de fleste kvinder, så lyver de! Mænd er sindssygt kræsne, men mandlig kræsenhed er i den grad et privilegium. Så meget et privilegium, at vi slet ikke taler om det. De fleste mænd er ikke engang selv i stand til at anerkende, at den findes.
(Så ja, det er lidt ligesom med alle andre mandlige privilegier…)
Kan ikke se hende den fede for hende den tynde, flotte
Mange mænd tænker – eller endog taler om – ”ku’ godt”, når de ser på kvinder. Men de tænker og taler også i den grad om ”ku’ ikk’”. De siger måske ikke de ord højt, men de er jo indbygget. En ”ku’ godt”-kategori implicerer netop en kræsenhed. Der findes massevis af ”ku’ ikk’er”.
Men da kvinders værdi i denne sammenhæng kun beregnes på, om man vil knalde dem, anerkender man slet ikke eksistensen af alle de kvinder, man ikke ku’.
Og det her udspiller sig altså ikke kun i omklædningsrummet efter serie 5-kampen. Det her styrer medieverdenen. Kvinder, der bliver vist på tv, i film, reklamer, nyheder, you name it, tilhører så godt som udelukkende ”ku’ godt”-kategorien. Så snart kvinder ikke defineres som seksuelt tiltrækkende, så findes de ikke. De er bogstaveligt talt usynlige.
Så er det jo ret gratis for mænd at sige, at de vil knalde med de fleste kvinder, ja helt op til 80 procent. For de taler jo om de 80 procent af kvinderne, der ”findes”. Dem, de ser.
Ikke 80 procent af de kvinder, de ikke ser, og som rent faktisk betræder denne jord, hvoraf betydeligt mange af dem besidder både rynker og hængepatter. (Se i øvrigt Sarah Baker totalt naile denne mandlige dobbeltmoral her i Louie.)
Faktisk ville de fleste mænd på min alder da (også) blive ekstremt utilpasse, hvis en nogle-og-60-årig kvinde med hentehår og hentevom tog dem på røven og sagde: ”Hey, smukke. Jeg ku’ godt!”
Skal vi bytte? Din pik for min fisse
Men disse pointer trængte næppe ind hos Michael Jeppesen. Han ændrede formentlig ikke sit syn på ”seksualøkonomiens” uretfærdigheder. Fordi det også er et mandligt privilegium at være overbevidst om, at ens verdenssyn er det rigtige og eneste sande – og at kvinders verdenssyn i bedste fald kun gælder for kvinder og i værste fald slet ikke tæller.
I denne sammenhæng bliver lige dette privilegium dog fuldstændigt grotesk. For det holder som sagt mange mænd låst fast i den fuldstændigt idiotiske tro på, at kvinder ejer sex.
Og det gør vi ikke!
Ingen ”ejer” sex. Medmindre vi taler prostitution, hvor sex vitterligt bliver opfattet som en vare – og det, synes jeg, btw er at ødelægge sex for alle. Ellers er sex ikke noget, man kan bruge økonomiske begreber om. Der findes ikke en ”seksualøkonomi”.
Og hvis der endelig gjorde, hvem har så afgjort, at den ”økonomi” kun kan defineres ud fra kapitalistiske udbud-efterspørgsels-principper? Hvis vi endelig skulle bruge ordet ”økonomi” i forbindelse med sex, så var det vel mere oplagt at tale gaveøkonomi, bytteøkonomi eller naturalieøkonomi.
Sex er en leg, som to (eller flere) parter frivilligt indlader sig på, fordi det er rart i sig selv. Og/eller fordi man gerne vil gøre noget for at få ens sexpartnere til at have det rart.
(Alle andre former for sex er slet ikke sex. Hvis det ikke er frivilligt, men foregår under tvang, er det voldtægt og har INTET med sex at gøre. Og indgår man i sexakten alene for at få en økonomisk kompensation efterfølgende, er det prostitution.)
Vi er kærester, ikke en daglig købesex-transaktion
Man kan godt dyrke sex, selvom man er dødtræt og ikke rigtigt har lyst, fordi man kan mærke, at ens partner har brug for det. Eller fordi parforholdet har brug for det – for eksempel efter et skænderi. Det er stadig sex – og det er kærlighed!
Det er nemlig ikke en økonomisk kalkyle, at man vælger at have sex på den måde. Ligesom det heller ikke har en skid med økonomiske beregninger at gøre, når man ikke har lyst til at have sex med sin partner, fordi der er problemer i forholdet, eller man er træt af, at den anden part ikke gør sin del af husarbejdet.
Sådan et forhold har jeg selv været i. Vi havde det ikke særligt godt sammen, og formentlig derfor holdt han op med at have lyst til sex. Men jeg er liderlig det meste af tiden, så jeg kunne slet ikke holde det ud. Efter en del frustrerende forsøg på at løse problemerne – både de fysiske og psykiske – slog jeg op. For jeg har brug for fysisk nærhed fra min partner. Jeg har brug for kys, kæl og køkkenbordsknald.
Jeg siger ikke, at alle kvinder er ligesom mig. Men nogle er. Ligesom nogle mænd også er. Så vi er bare nogle mennesker, der oplever ikke altid at kunne få sex, når vi gerne vil have det. C’est la vie, selleri. Det er ikke en menneskeret at kunne få udløsning i eller med andres kropsdele!
Would the real skuffejern please stand up – and get out?
Men igen tror mange mænd, at det udelukkende er deres oplevelse af verden ikke at kunne få den sex, man gerne vil have. Og at kvinder derfor udnytter det. De opfatter kvinder som nogle, der bruger sex som betaling. Et styk havearbejde udført, et styk blowjob pr efterkrav.
Selvfølgelig findes der kvinder, der gør sådan. For mange kvinder har jo også købt den falske præmis, at de ejer sex, og bruger det derfor som magtmiddel til at manipulere med mænd – både i parforhold og i narrefisse-spil.
Men – og det er et vigtigt men det her – det gør mænd også!
Der findes faktisk mænd, der har luret deres egen seksuelle værdi, og på samme vis manipulerer kvinder med den. Hvor ved jeg det fra? Jeg har mødt dem. Jeg har mødt så mange skuffejern i mine år som single. Mænd, der flirter, smigrer, charmer, stryger mig over håret og får mig til at vælte mit glas ned i et skød, der er så brandvarmt, at væsken straks fordamper. Så smiler de og siger: ”Tak for i aften, nu går jeg hjem til min kæreste.”
Nu ved jeg godt, at min erfaring som kvinde ikke tæller nær så meget som mænds erfaring, men hvis vi lige kunne se ud over det et øjeblik, kunne vi måske komme ned til kernen i, hvad det seksuelle spil mellem kønnene egentlig handler om. Og hvorfor vi – mænd som kvinder – bliver så frustrerede over det. (Jeg har skrevet lidt om det før.)
Det er din dragende røv, der fucker mit liv op!
Som jeg ser det, har sex det problem i dag, at det er den arena, hvor kampen mellem hoved og krop udspiller sig. Hvem skal bestemme: mig eller fissen?
Det kan være en frustrerende oplevelse at mærke, at man er seksuelt tiltrukket af en, fordi det fysiske behov tager over, og man er ikke længere fuldstændig i kontrol. Og alt – jeg mener ALT – i vores verden er bygget op om, at hovedet skal være i kontrol. Vi frygter sygdomme og afskyr kropsfunktioner som prutter og sved, fordi de er ukontrollerbare. Vi bilder os ind, at hvis vi løber maraton, så bliver vi aldrig gamle. Og hvis vi gennemfører en ironman, så dør vi helt sikkert aldrig.
Vi er så pissebange for de arenaer, hvor kroppen bestemmer, at vi gør, hvad vi kan for at kontrollere det reelt ukontrollerbare. Og fysisk tiltrækning og sexlyst er endnu en af dem. Så derfor vælger nogen at tale om hoved-begreber som ”økonomi” og ”kapital” for at rationalisere sig væk fra endnu en kropslig funktion.
Vi knepper ikke for sjov, men det er så sjovt, at vi ikke kan lade være
Men at opleve, at man er så stærkt fysisk tiltrukket af et anden, at man nærmest ikke kan være i rum med vedkommende, er altså stadig ikke en særlig mandlig oplevelse. Det er en menneskelig!
Nu ved jeg naturligvis ikke, hvordan det føles at være en mand, så jeg kan retligt ikke afvise, at mænd virkelig er mere liderlige end kvinder. Men for det første er der lavet studier, der tyder på, at det faktisk forholder sig omvendt (som du eksempelvis kan læse om i denne lille geniale bog om kvinders lyst.)
For det andet vil jeg gerne lige henvise til vores historie. Kvinder har traditionelt hængt på de værste konsekvenser af sex – i form af barnefødsler, som både indenfor og udenfor ægteskabet har frataget dem deres frihed og låst dem fast i socialt marginaliserede positioner. Alligevel, på trods af det, har kvinder kneppet sig gennem historien.
Kvinder har igennem titusinder af år trodset alt fornuft og kastet sig frådende over mænd. Alene fordi vi har lyst.
Så hold op med at undertrykke kvinders liderlighed. Vi er her, og vi vil ha’ pik!
Kvinder er så sexede, at 17 procent mindre i løn er helt fair
Der findes rigtigt meget uretfærdighed i denne verden. Der findes voldtægter, barnebrude, sexchikane, uligeløn, undertrykkelse og udbytning, racisme, sexisme, homofobi og almindelig mobning. Men ikke at få mulighed for at knalde med en person, man tænder på, er fandengalme ikke en social uretfærdighed!
Det er tværtimod et mandligt privilegium af dimensioner at fremstille sig selv som et særligt undertrykt individ, fordi man ikke kan tiltrække sig den partner, man mener, man har fortjent.
Der er massevis af kulturelle fuck ups, der er med til at gøre, at alle vi liderlige mennesker ikke får alt den pik/fisse, vi gerne vil have. Der er forventninger om, hvordan vi skal agere som mænd og kvinder, der holder os fast. Der er forventninger til, hvordan en partner skal være, der forhindrer os i at finde en.
Jeg vil gerne bryde disse kulturelle barrikader ned. Jeg vil gerne have mere sex til alle.
Men jeg gider simpelthen ikke høre mere på; at det er nemmere for kvinder at få sex; at vi gør det sværere for mændene; at mænd er undertrykte af de sexkapitalstærke kvinder.
Fordi så bliver det jo pludseligt underligt fair, at (hvide) mænd ejer 95 procent af verdens reelle økonomiske kapital; at de har den reelle økonomiske overmagt. Mændene har pengene, kvinderne har fissen. (Og negerne har… ikk’ noget.) Og så tager verdens ældste løgn lige endnu en runde.
Så lad os snakke lidt om mandehad
Mit seneste show hedder ’Mandehader?’ Der er et spørgsmålstegn bagefter, fordi showet handler om at undersøge, hvorvidt jeg egentlig hader mænd. Det har derfor også undertitlen; ”et show om at være alt for glad for pik”. Fordi sandheden jo er, at det er svært virkeligt at hade nogen, man begærer så meget.
Men det er også svært ikke at hade nogen, man begærer så meget!
Det er begærets tveæggede sværd. På den ene side vil jeg så gerne ejes og overtages fuldstændig af en mand – på den anden side hader jeg ham for at få mig til at føle mig så magtesløs.
Det er derfor, seksuel tiltrækning opfører sig som en magnet. Den ene pol gør alt, hvad den kan for at tiltrække sig hans opmærksomhed, den anden gør alt, hvad den kan for at skubbe ham væk igen.
Seriøst? Er mænd også mennesker!?
Nu kan jeg jo være det eneste menneske i verden, der har det sådan med det modsatte køn. I så fald beklager jeg den voldsomme overshare. Men jeg tror nu, at mange kan genkende det. Faktisk er min teori, at grunden til, at der findes såkaldt vrede, hvide mænd – altså mænd, der hader kvinder, og som typisk sviner feminismen til – er fordi disse mænd simpelthen føler sig magtesløse over for de kvinder, som de på én og samme tid alt for gerne vil have og samtidig ikke vil være så afhængige af.
Jeg tror også, at det er derfor, at der sommetider kan anes et mandehad blandt feminister. Fordi de fleste heteroseksuelle kvinder også har det latente had til mænd i sig.
Men personligt er jeg nok i virkeligheden blevet feminist for at minde mig selv om, at mænd også er mennesker og skal behandles lige med kvinder. For jeg har da totalt den trang til at generalisere og håne mænd; den trang som kvinder i flok hurtigt forfalder til: ”Ih, altså mænd, de er håbløse! Du kan ikke stole på dem. De er nogle svin.” Og hvad kvinder ellers japper udad af pinlige stereotype generaliseringer baseret på enkelte erfaringer med det modsatte køn.
Derfor er det også mit indtryk, at de fleste kvinder med det behov hurtigt siver ud af feministkredse igen. Det er svært at insistere på retten til at svine mænd til samtidig med, at man kæmper for, at kvinder skal behandles ordentligt.
Det er så typisk (indsæt selv mand eller kvinde efter behov) ikke at tage hensyn
I stedet sidder disse kvinder så i deres Sex and the City-brunch-opstillinger og hyggehader på mænd. Ligesom mændene ditto står i omklædningsrummene efter Serie 5-fodboldkampen og enes om, at der er så meget kvinder ikke forstår. Hø hø.
Jeg hader det pis, og jeg gider ikke selv deltage i det. (Ja, det er faktisk helt utroligt spændende så langt, man kan nå omkring i samtalerne men sine veninder, når der ikke er en penis involveret i snakken hele tiden!)
Men jeg forstår godt, hvorfor nogen har det behov. Ligesom jeg desværre også godt forstår kvinde- og mandehad på samfundsplan. Fordi det handler om den afmagt, det andet køn skaber hos en.
Forleden hængte jeg ud med en lesbisk, der stod og svinede kvinder til. På den der måde, mænd plejer at gøre det på. Dybt frustreret over alle kvinders små spil og kvinders evige følelsesfnidder.
Og jeg nænnede simpelthen ikke at prikke hende på brysterne og sige: ”Ømen, du ved godt, at du selv har to x-kromosoner, ikke?”
Fordi hendes frustration var jo lige så dybtfølt, som når jeg bliver frustreret over mænds små spil og mænds evige følelsesfnidder.
Fra dengang kvinder var mænds ejendele
Sandsynligvis er det uundgåeligt, at vi generaliserer om og hader på dem, vi tiltrækkes af. Men problemet for mænd – og dermed også for kvinder – i disse år er bare, at deres had er mere velbegrundet.
Historisk set har det været kvinder, der har haft den dårlige hånd i det seksuelle spil. Hun havde ingen magt over hverken sin egen krop eller ægteskabelige position. Groft sagt byttede og solgte mænd kvinder som en slags udvidet poker: ”Jeg ser dine fire geder og hæver med min datter.”
Kvinder, der ikke kunne håndtere deres fysiske tiltrækning til mænd, blev anset som faldne kvinder, og børn født uden for ægteskabet havde kun konsekvenser for moderen.
Halleluja for p-pillen, aborten og ligestillingen! Kvinder i dag bøjer sig slet, slet ikke nok i støvet for de tre ting, fordi alle født efter 60’erne ikke aner, hvordan det var, dengang al interaktion mellem kønnene, var kvinders ansvar og deres kroppe, der mærkede konsekvensen.
Til i dag, hvor kvinderne ejer mændene
I dag har kvinderne fuldstændig magten over vore egne kroppe, vores reproduktion og vores relation til mænd. Det er helt frivilligt, om vi vil indgå i et forhold, for vi er ikke dårligere stillet, hvis vi lader være. (Og ikke sjældent tænker man som singlekvinde, at man faktisk er bedre stillet uden at skulle diskutere rengøring hele tiden.)
Men det er mænd! I løbet af små 70 år er magten mellem kønnene i den seksuelle relation fuldstændig vippet over. Vi er gået fra, at mænd bestemte alt – og kunne løbe fra ansvar som det passede dem – til at det i dag er kvinderne, der bestemmer alt. Og kan tvinge mændene til ansvar, eller vælge dem fra som det passer os.
Ikke underligt, at mænd er frustrerede. Kulturelt set er de jo stadig opvokset med en idé om, at manden skal være den magtfulde. Og så ser han sig om i et samfund, hvor han ingen muligheder har for at få den magt – og derved er han ikke rigtigt en mand.
Kun de færreste mænd bliver topchefer, og alle andre må så derfor kompensere ved at indhente magtens materielle substitut, nemlig kolde kontanter. Ergo skal der arbejdes hårdt, så der står en fed bil i garagen, og alle (især kvinderne) derved kan se, at han altså er en mand.
Mand nok til at få en af de kvinder, han længes så meget efter.
That don’t impress me much
Men så kommer problemerne. For de der kvinder er jo ikke længere nogle, der lader sig imponere af fede biler og kolde kontanter. Ikke i længden i hvert fald. De vil selv bestemme og har tilmed deres egne penge. Så måske lykkes det overhovedet ikke for manden at få tiltrukket sig nogen kvinders opmærksomhed, og så er der god grobund for at hade de emanciperede små kvindesvin.
Eller også lykkes det ham at få scoret sig en, men hun er stadig et selvstændigt væsen, der kører sit følelsestyrani og manipulerer, så hun ender med at bestemme alting. Og han kan ikke finde ud af at sige fra, fordi han så gerne vil hende. Så hader han hende uudtalt for det, og derfor er det meget rart at kunne grine af de dumme kvinder, når man står nede i omklædningsrummet.
Her er lige et new flash til mænd: Kvinder har det altså på nøjagtigt samme måde med mænd! Vi bliver også frustreret over at blive valgt fra og føler os manipuleret med i forhold.
Forskellen er bare, at vi har bedre muligheder for at leve uden en mand i dag.
Far, mor og børn – minus far
Jeg har ikke så få kvindelige bekendte, der har en udløbsdato for, hvornår de vil have børn. ”Hvis jeg ikke har en mand, når jeg er 38, så går jeg ned i sædbanken og ordner det selv.”
Skal vi lige snakke om et sted, vi overhovedet ikke har ligestilling mellem kønnene nu? Hvor mange mænd har den mulighed? Ja, det er rigtigt: Nul!
Singlemænd kan ikke bare lave børn uden om en kvinde. Der findes ikke rugeklinikker, hvor de kan gå ned og hente en baby, som en kvinde har doneret ægget til. Allerede tanken om, at en enlig mand gik hjem med en baby – selv en, der er genetisk hans afkom – giver de fleste mennesker tics i venstre øje: ”Men hvad nu hvis han boller det?”
Pædofile ville jo hente børn hele tiden, hvis enlige mænd kunne få børn jo! (Fordi folk har det med at glemme, at de fleste børn, der bliver misbrug af mænd, bliver det af mænd, der er i et forhold – typisk med barnets mor.) Og så hiver man endnu engang myten om mænds ustyrlige sexlyst frem – her som skrækscenarie – og endnu engang enes alle derved om, at mænd er mindre kompetente forældre end kvinder. (Fordi folk også har det med glemme, at kvinder også mishandler børn. Faktisk er det sådan, at hvis kvinder mishandler nogen, er det som regel børn. Hvor mænd spreder deres mishandling ud over både børn, kvinder og andre mænd…)
Min pik kan ikke styres, så derfor må jeg kontrollere livmoderen
Men selv hvis der ikke var alle de ubekvemme fordomme om mænds evner til at tage sig af et barn alene, så er det jo heller ikke praktisk ladesiggørligt. Der findes ikke rugeklinikker.
Og selv hvis vi ligestillede enlige mænd og enlige kvinder og forbød kunstig befrugtning af enlige kvinder, ville de fleste kvinder nok uden brug af vældig stor kreativitet kunne finde på en måde at score noget sæd på.
Derfor er der også mænd i dag, der i ramme alvor mener, at de skal have ret til at bestemme, om en kvinde skal have en abort, hvis hun er blevet gravid, uden han har villet det. Og hvis hun gennemfører en graviditet uden hans samtykke, så skal han kunne frasige sig barnet.
Og jeg har virkelig lyst til at prikke de her mænd i skridtet og sige: ”Hvad med, at du lige tog ansvaret for den der og holdt den i bukserne, hvis du er så bange for konsekvenserne af det, der kan komme ud af den?”
Jamen, lad os lige tage den et sekund: Hvis en mand får retten til at bestemme over, om en kvinde skal have abort, så er vi tilbage ved, at kvinden ikke bestemmer over sin egen krop – det er et giga tilbageskridt. Og hvis manden igen kan løbe fra sit ansvar for de børn, han sætter i verden, er vi også tilbage ved, at det kun er kvinden, der hænger på konsekvenserne af sex – det er også et giga tilbageskridt!
Min krop, mit valg, fuck så af!
Må jeg foreslå de mænd, der er såååå bange for, at kvinder vil hugge deres sæd at gå ned og få snøret sædlederen sammen? Eller fremme udviklingen af p-piller til mænd? (De er nemlig fysisk mulige at fremstille, der er bare ingen, der tror på et marked for dem. Fordi mænd åbenbart regner med, at de kan få sendt ansvaret tilbage på kvinderne i stedet for selv at tage deres del.)
Ja, jeg synes også, at de (få) kvinder, der snyder mænd til en graviditet er nogle møgkoste, der ødelægger den gode stemning for os andre. Men det ændrer bare ikke på, at to voksne, der har frivilligt samleje, deler ansvaret for, hvad der kommer ud af det.
Jeg kunne selv komme i den situation, hvis jeg var sammen med en mand, og kondommet sprang. Og selvom jeg havde sagt på forhånd, at jeg ikke var interesseret i at få et barn, så ved jeg da ikke, hvordan jeg ville reagere, hvis jeg pludselig blev gravid.
Skulle han så kunne presse en abort igennem eller løbe fra ansvaret!? Det er fucking min krop – det er min beslutning!
Og jeg kan godt se, hvordan det kan føles pisseunfair som mand ikke at skulle have noget at sige. Men prøv så lige at tænk på, at kvinder ikke selv har haft noget at skulle sige i 5000 år. Er det ikke mere fair, at det er den, hvis krop graviditeten sidder på, der har det sidste ord?
Ellers forslår jeg et kompromis. Vi tager lige 5000 år, hvor kvinderne bestemmer, og så kan vi snakke om andre løsninger derefter. Når vi alligevel reproducerer ved hjælp af cyborgs.
Hvis du ikke gør, som jeg siger, så går jeg bare i sædbanken, søde
Under alle omstændigheder så er retten til at bestemme over sex og reproduktion skiftet fra mænds til kvinders banehalvdel på én generation. Så derfor er mænd selvklart superfrustrerede. For kvinder i dag skal jo slet ikke anstrenge sig i samme grad for at få fat i og holde fast på en mand, når vi ikke behøver ham for at få børn.
På den måde opfatter mænd det, som om kvinder kan vrage og vælge i den seksuelle relation. At kvinder kan tillade sig at stille krav, han ikke kan. Og at han derfor må bøje sig oftere i konflikter i parforhold.
Fordi vi kvinder vitterligt har magten i forholdet til mænd. Det er vi nødt til at erkende. Fordi det gør manden til den magtesløse, og der er ikke noget værre end magtesløshed. Det skaber frustrationer, som skal gå ud over nogen. Som nok er den bedste forklaring på kvindehadet i populærkulturen – fra computerspil til rapmusik. (Det har jeg skrevet om her.)
Ha, så onanerer jeg da bare! Det er faktisk næsten… overhovedet ikke det samme
Pointen er imidlertid, at kvinder også stadig føler sig magtesløse over for mænd. Både fordi mænd reelt stadig sidder på den store samfundsmagt – de ejer eksempelvis op mod 97 procent af alle verdens værdier. Men i særdeleshed fordi vi jo stadig også vil have dem; vi er lige så tiltrukket fysisk af dem, som de er af os. (Uanset hvad mænd så ellers må abonnere på af ideer om, at de er mere liderlige fra naturens side, fordi vi hører så fandens meget om deres ustyrlige sexlyst hele tiden. Men hvad med min ustyrlige sexlyst, hva? Hvem taler om den! (Det må jeg jo selv gøre, så kig lige ind til mit Mandehader?-show.))
Ja, det kan da godt være, at vi kvinder har muligheden for at undvære en mand i dag, men det er jo ikke Plan A for nogen heteroseksuelle kvinder til at starte med. Det bliver det desværre, når frustrationerne har stået på længe nok: ”Fuck, de røvhuller så! Jeg får et barn selv, og så køber jeg 10 års forbrug af batterier til min dildo, så skal jeg nok klare den.”
Og så ligger man så der og fantaserer lidenskabeligt om de selv samme mænd, som man både vil have og ikke vil have.
Resultatet er desværre, at vi har to seksuelt frustrerede køn, der derved begge føler sig magtesløse over for det andet køn – og som også begge har berettiget grund til at føle den afmagt. Med det in mente er det faktisk imponerende, at kønskampen ikke har udviklet sig til en voldelig konflikt, når der er så meget latent had hos begge parter.
Men det skyldes nok, at vi trods alt stadig alle sammen gerne vil have pik/fisse.
Kroniken Live (Skåltale ved Folkemødet)
For toenhalv måned siden viste jeg det øverste af mit venusbjerg på forsiden af Politiken. Det har jeg ikke tænkt mig at gøre i aften – det vil jeg bare sige med det samme, hvis nogen sidder og forventer et liveshow.
Men jeg vil gerne tale om nogle af de reaktioner, jeg har fået på billederne af mine kønshår. For der var rigtig mange reaktioner. Som Ditte Giese fra Politiken sagde til mig i sidste uge: “Sanne, du har Danmarks pt mest omtalt fisse.”
En lidt tvivlsom ære, egentlig, men jeg nægter også at tro på det, før jeg har set min fisses kloutscore.
Reaktionerne på billederne var som sagt ret overvældende. Heldigvis var langt de fleste positive. Jeg har fået rigtigt mange mails fra kvinder og mænd i alle aldre, der har været glade for, at nogen endelig turde tage debatten.
Men der har selvfølgelig også været andre reaktioner, og det er dem, jeg gerne vil tale om i aften.
Negativ respons på den aktion var naturligvis uundgåeligt. Jeg havde ikke lavet de billeder, hvis jeg troede, at alle bare ville syntes, at det var helt fint – for så var der ligesom ingen pointe med det.
Men jeg må sige, at jeg alligevel er lidt overrasket over, hvem den negative respons er kommet fra. Jeg har fået præcis nul – ingen, ikke en eneste – vred besked fra en kvinde. Og det på trods af, at det jo er op mod 90 procent af alle unge kvinder, der fjerner kønsbehåring. Men på en eller anden måde har de forstået, at pointen med aktionen var at problematisere den kulturelle ensretning af skønhedsidealerne – og har altså ikke følt sig ramt på deres egne… ja, fisser.
Til gengæld har jeg fået rasende henvendelser fra en del mænd. Typisk formuleret noget i den her stil: “Du skal ikke bestemme, hvordan kvinder skal se ud dernede!”
Nej, det skal jeg ikke – men du skal da slet ikke – og det lyder det lidt, som om du gerne vil nu.
Filosofen Foucault har sagt om seksualitet, at det er biologisk, at vi har en seksualitet, men hvad vi tænder på, det er kulturelt.
Min bekymring er, at unge mænd, der har fået hele deres spirende teenageseksualitet grundlagt på baggrund af internetpornoens glatbarede silikonedukker vil få det svært ved at tænde på rigtige og naturlige kvinder.
De her meget vrede reaktioner fra mænd har kun bekræftet den antagelse. Jeg mener, så meget vrede kan da kun forklares med, at der er nogen, der går rundt frygter en lille smule for deres rejsning.
Så de seneste par måneder er jeg blevet kaldt klam og ulækker af rigtigt mange mænd – og der er også en hel del, der har sagt og skrevet, at de i hvert fald aldrig ville gå ned på sådan en behåret måtte som min. Og det er lidt utroligt, at det skal være nødvendigt at sige: Men det tilbud var heller aldrig på bordet!
Og det leder mig frem til den anden type reaktioner, jeg har fået på billederne. Det var reaktioner, jeg lidt naivt ikke var forberedt på. De kom nemlig fra nogle, der må have siddet og tænkt: “Ja, har Politiken lært noget af den avis, de deler bygning med, side 9 pige – nu på forsiden. Det er det, vi har manglet alle årene.”
Og så begyndte det at vælte ind med mails. Fra mænd i alle aldre, der gerne ville tilkendegive deres begejstring for en “naturlig kvinde.” Jeg har taget et par stykker med, som jeg gerne vil dele med jer:
Christian skiver:
Nu sender jeg måske ikk det bedste indtryk. Men frækt at vide du har hår på din hehe *smiler*
Allerede i det, han skriver det her, er han jo faktisk klar over, at jeg ikke vil bryde mig om det – fordi det jo er over grænsen for, hvordan man kan tillade sig at tale til en kvinde. Men han har sikkert ræsonneret; hvis Blachman må, må jeg også.
Så skriver Viktor:
Jeg tror det ku være genialt hvis du lavede nogen helt naturlige nøgenbilleder med en fotograf i nogen grønne omgivelser som havde en lidt vild natur. Så der skabes et samspil mellem din naturlige nøgne krop med din flotte røde dusk, og den uspolerede natur.
Det viser sig ikke overraskende, at Viktor faktisk er amatørfotograf.
Og endelig skriver Jannick:
Du er meget smuk sanne. Vil du lade mig se et foto af dig, hvor du er nøgen..
Ja, så bliver jeg jo helt ked af, at jeg ikke fik Viktor til at lave nogle naturbilleder af mig, for jeg ligger ikke inde med den slags billeder, for hvis jeg gjorde, ville jeg da naturligvis straks have sendt dem til en vildt fremmed mand på den anden side af cyberspace.
Da de her henvendelser begyndte at rulle ind, tænkte jeg: “Hey, det er ikke så underligt, jeg var ikke forberedt på det, men det er ikke underligt: Jeg er en kvinde, der er offentligt kendt, og jeg bruger min krop til at sige noget om seksuelle emner.”
Men så slog det mig. Jeg fik faktisk også de her reaktioner, inden jeg begyndte at bruge min krop til at sige noget om seksuelle emner.
Jeg fik faktisk også de her reaktioner, inden jeg blev offentligt kendt.
Jeg får de her reaktioner alene, fordi jeg er en kvinde.
Ja, jeg får dem i større målestok nu, men jeg har fået dem lige så længe, jeg kan huske.
Da jeg var de der 13-14 år gammel, var jeg engang ude at køre med min mor, og vi holdt ind på en rasteplads langs en motorvej for at tisse. Der kommer så den her mand i mod os, som har stået og tisset – op af toiletbygningen – og han havde åbenbart tænkt: Hey, de skal da ikke gå glip af det her apparat.” Så det valgte han ligesom at have hængende fremme, mens han gik hen imod os og stirrede på mig og sagde til min mor: “Skal dig og din smukke datter ikke have et kig på den her?”
Og min mor, som heldigvis aldrig har været nem at imponere, tog et kig ned og sagde: “Nej, tak, vi har set elendighed nok.”
Hvorefter det gik op for hende, at vi sådan set var i en lidt udsat position, så hun skubbede mig ind i bilen igen og låste os inde. Hvilket ikke var nødvendigt, for alt luft var gået ud af manden og ballonen.
Men det er sådan det er at have en kvindekrop. Det er ikke bare det, at jeg kommer ind i et rum, og mændene der står derinde lige på indersiden af deres hjerneskal laver en vurdering af ku’ godt – eller ku’ ikke. Nogle af dem føler sig også i deres gode ret til at dele udfaldet af den vurdering med mig.
Det er meget svært at forklare det her med, hvordan det føles at være et objekt. Fordi det meste af tiden opfatter man jo sig selv som et handlende subjekt.
Men så lige indimellem, så får man som kvinde lige trukket den forestilling væk under sig. Det behøver ikke engang være en klam seksuelladet kommentar, man får. Noget jeg har oplevet rigtigt meget i mit liv, er at stå et tilfældigt sted i en bar, ved et busstoppested, i en bagerbutik – og fremmed mænd er kommet hen til mig og har sagt variationer over: “Du skulle smile noget mere. Du ser så sur ud, du være så køn, hvis du bare smilede lidt mere.
Og jeg har aldrig fået lyst til at smile efter sådan en kommentar, tværtimod.”
Men det er først lidt på afstand, at jeg egentlig forstår, hvorfor jeg bliver så vred over det. Netop fordi jeg bliver reduceret til et objekt.
Andre mennesker – mænd – føler, at de har ret til at kommandere rundt med mit humør, mine følelser, min krop – bare fordi jeg tilfældigvis befinder mig i det samme offentlige rum som de gør.
Og de føler sig jo i deres gode ret. Fordi kvinders kroppe bare er åbne for kommentarer – altid. Så følelsen at være et objekt kan bedst beskrives som følelsen af, at man er 90 procent subjekt og 10 procent andres menneskers påklædningsdukke.
Jeg ved godt, at når jeg står og snakker om de her ting, vil nogle af jer sidde og tænke: “Ku’ du ikke have brugt din taletid til at tale om de virkelige kønsproblemer i Danmark, de politiske problemer – som manglende ligeløn, prostitution eller vores skodbarselslovgivning?”
Men som jeg ser det, får vi aldrig løst de politiske problemer, før vi får styr på den helt fundamentale omgangstone mellem kønnene. Vi kan ikke bygge ovenpå et fundament, der ligger skævt.
Og så ved jeg også godt, at der nok sidder et par stykker nede blandt jer lige nu og tænker: “Årh, hold da op med dit brok! Du skal da bare være taknemmelig for, at der er nogen, der gider knep’ dig.”
For det er jo standardreaktionen, når man som kvinde problematiserer objektiviseringen af sin egen krop.
Men det føles bare ikke som en kompliment, at vildt fremmed mænd skriver eller kommer hen til mig og kommenterer min krop og siger, hvad de gerne vil gøre ved den.
Det føles grænseoverskridende, det føles invaderende og værst af alt føles det, som noget jeg bare skal finde mig, bide i mig og stikke et smil frem.
Og jeg er ikke engang specielt udsat. Det gik op for mig så sent som i tirsdags. Jeg stod på et gadehjørne med min kønne komikerkollega, og vi stod i koncentreret samtale om vores respektive karriere, vi stod med hver vores cykel og var egentlig på vej til at sige godnat. Pludselig lyder en snøvlende mandestemme: “Hejsa dejlige piger.”
Jeg kender den slags stemmer så godt, så min automatrefleks er at kigge op på denne fyr, der kommer vaklende imod os og sende ham det her blik.
Dræberblikket.
Det virker stort set altid! De fleste mænd bliver helt små og bakker væk og mumler noget om, at man er en kælling. Og det har jeg det fint med.
Jeg har levet på Hanne-Vibeke Holsts motto det meste af mit liv: Hellere kælling end kylling.
Men min kollega er ikke en kælling, hun er en sød, køn pige og hun bliver helt dårlig over min kontante afvisning af denne fyr, så hun siger udglattende: “Jamen, vi står bare lige og snakker.”
Hvilket jo får ham til at tro, at han og hans guldølsånde er velkommen i vores selskab. Så han går helt tæt hen på hende, lægger armene rundt om hende bagfra, griber hende praktisk talt på brysterne og spørger, om hun ikke skal med ham til fest.
Hun siger meget klart, “det der synes jeg faktisk er ret grænseoverskridende”, men han hører hende ikke, så jeg siger: “Nu fucker du af, kammerat.”
Og det gør han så heldigvis, mens han meget højt råber “kællinger.”
Jeg var ret vred over det, men min kollega sagde: “Nå, ja, men når man har så store bryster som mig, så er der bare altid nogen, der tager på dem.”
Og så trak hun på skuldrene. C’est la vie.
Men jeg vil altså ikke trække på skuldrene over den slags. Og jeg vil heller ikke stå her og sige, at mænd må forstå, at “et nej er et nej.”
Vi må holde op med at fortælle mænd, at de kan opføre sig som det passer dem, indtil der bliver sagt nej.
Reglen skal laves om! Det hedder: Du har et nej, indtil du har fucking spurgt!
Og måske skal jeg lige tilføje et lille stykke 2 til den her regel, for hvis det, du spørger om, er om, du må se et nøgenfoto eller foretager dig andet tilsvarende grænseoverskridende over for et menneske, du aldrig tidligere har mødt, så har du intet forstået af almindelig god opførsel.
Og så fortjener du at blive hængt ud og latterligggjort, Jannick Andersen fra Odense.
Skål
Fri til at vælge, hvad alle andre vælger
Det er ikke, fordi det kom bag på mig, at den debat, jeg startede for et par uger siden om kønsbehåring, endte med at komme til at handle om folks eget frie valg. Alle debatter – især alle kønsdebatter – ender der i de her år.
Hvilket irriterer og frustrerer mig grænseløst, for så kan vi faktisk lige så godt lade være med at debattere overhovedet: Hvis alt i sidste ende kan koges ned til, at vi alle er rationelle individer, der træffer de valg, der er bedst for os, så har vi sådan set ikke mere at snakke om. Lad os afskaffe politikere & politi, aviser & Clement Kjersgaard!
Vi må som minimum, hvis vi skal kunne tale sammen om noget være enige om at “frit valg” er i bedste fald en tvivlsom størrelse – og i værste fald en total illusion.
Personligt bryder jeg mig ikke om de teorier, der siger, at vi er totalt i hænderne på samfundsstrukturer og suggestioner fra andre. Jeg vil tro på, at vi træffer frie valg. Min hele tilværelse er baseret på den tro.
Jeg føler, at det er fornuftigt… eller!?
Når det er sagt så har jeg også læst nok om hjernens mekanismer til at vide, at jeg ikke styrer hele det gode skib Sanne Søndergaard. At hun i høj grad også er styret af dominerende tendenser i tiden og af sine følelser i forbindelse med det – om de så er positive eller negative.
En af grundene til, at jeg tænker så meget over alting og taler så varmt for udbredelsen af mere refleksion, er netop fordi jeg kender til mine egne bias på det her område. Jeg ved, at jeg ikke træffer frie valg hele tiden – og jeg ved også, at mine valg – frie eller ej – er langt fra rationelle.
I debatten om kønsbehåring bliver det netop tydeligt, at vi træffer følelsesmæssige valg. Der er ikke noget rationelt argument for at fjerne kønsbehåring! Jovist, vil mange da gerne argumentere for, at der er; hygiejne eksempelvis. Et argument, der mange gange er blevet tilbagevist, fordi glatbarbering ikke er mere rent, men for nogen føles det sådan, og derfor bliver alverdens sundhedsvidenskabelige beviser bare ikke hørt.
Gennemgående træffer de fleste af os konstant følelsesmæssige “frie” valg uafhængigt af fornuft og rationelle argumenter udefra (og indefra).
Pas din egen fisse
Personligt vil jeg faktisk helst foretrække at være ligeglad med, om andre fjerner eller ikke fjerner deres hår – eller hvad de i øvrigt render og foretager sig i deres liv. Så længe de bare ikke generer mig, selvfølgelig. Det ville være den ultimative “frit valgs”-livsstil, og jeg ville ønske, at den var tilgængelig.
Sådan spiller musikken bare ikke. For andre generer mig hele tiden med deres valg – direkte og indirekte. Ligesom jeg i øvrigt også generer andre med mine valg.
For at blive nede i skridtregionen, så ville fissefrisurer jo virkeligt være det bedste sted at udøve det totale frie valg, for det er reelt et område, vi ikke behøver vise frem for andre (end lige de allernærmeste), og vi behøver i princippet heller ikke diskutere det offentligt.
Hvis det var sådan, kunne vi alle uafhængigt af hinanden træffe vores frie valg i trussen. Men det er jo ikke sådan. For det første flashes der konstant fisser i det offentlige rum – og med min dusk som den store undtagelse er det så godt som alle helt glatte. Ergo bliver vi hele tiden indirekte mindet om, at der er den her bestemte tendens gældende, og vi bliver tvunget til at skulle træffe et valg for eller imod den tendens.
Interessant i denne sammenhæng er, at når det kommer til skønhedsidealer er det svære valg – altså at vælge ikke at følge tendensen – ofte lig med bare ikke at gøre noget. Hvis man træffer “det nemme” valg og følger tendensen, indebærer det som regel en hulens masse ekstraarbejde. Jeg synes bare, det er sjovt, fordi de svære valg altid kræver mere hjernearbejde, mens de nemme valg i den her sammenhæng faktisk kræver mere kropsarbejde.
Fissen er ikke i et kulturelt vakuum
Sagde jeg lige, at alle, der fjerner kønsbehåring er dumme. Nej! Jeg ved godt, at der er mange, der bare går og venter på, at jeg sviner de glatbarberede til, men det er altså ikke min hensigt. Jeg kan ikke vide, hvilke overvejelser alle dem, der svinger barberbladet omkring dusken, har gjort sig, så jeg vil ikke generalisere.
Men nogle af dem har helt sikkert ikke overvejet andet, end at “nu er det altså sådan, man gør”. (Og FYI var det den gruppe, jeg gerne ville give et bebusket alternativ ved at vise min fisse frem. Alle dem, der glatbarberer ovenpå seriøse overvejelser, skal da bare fortsætte med det og med indgroede hår, så længe de gider.)
Så fordi vi bliver udsat for så mange indirekte påvirkninger hele tiden, synes jeg, det er vigtigt også at vise alternativerne til de dominerende tendenser, så vi alle faktisk kan træffe mere velovervejede “frie” valg.
Problemet med den indirekte påvirkning er jo, at vi ikke er bevidste om, hvor meget det reelt skubber til vores selvopfattelse. Inden for psykologi taler man om begreber som priming, suggestion og anchoring (som jeg ikke kender det danske ord for.) Det er alle måder, hvorpå vores hjerner bearbejder tilgængelig information – ofte decideret forkert, selv ud fra objektive standarder. Fordi vores hjerner – og dermed vores jeg – hele tiden operer i et felt imellem de intutive valg og de mere bevidst gennemtænkte af slagsen.
(Jeg ville elske at dykke mere ned i det her skisma, men det bliver meget langt, og det ville også være at stjæle direkte fra Daniel Kahneman, der har skrevet Thinking fast and slow, som du jo kan vælge at læse, hvis du gerne vil vide lidt mere om dine “frie valg.” Nu har jeg i hvert fald primet dig i retning af muligheden.)
Hvis Mulle ikke spiser sin skovsnegl, mobber han mig!
Mere skræmmende bliver det, når man ser på de direkte påvirkninger af vores valg, for eksempel i form af lovgivning og de offentlige meningsytringer om dette og hint. For at blive i kønsbehåringsuniverset, så har både de sociale og de mere traditionelle medier i kølvandet på min flashende fisse jo boomet med folk, der føler sig fuldt berettigede til at kalde kønsbehåring for klamt og usexet; altså at dømme os, der går imod tendensen i tiden.
Okay, jeg dømmer jo også det glatbarberede ideal, så “ha ha, hvad med dig selv, feministfisse, du er lige så slem som dem, du brokker dig over.” Jeg bliver så træt (du kan læse, hvor træt her.)
Nu ville det jo være dejligt med en verden, hvor ingen dømte nogen overhovedet, men det er altså pudsigt, at det altid kun er kritikkerne af en tendens, der forventes ikke at dømme. Flertallet og fortalerne for bestemte tendenser må altid dømme mindretallet og afvigerne.
Og det er selvfølgelig der, de direkte påvirkninger bliver et problem. For hvis du har overtaget i kraft af flertallet eller i form af den dominerende kultur – eller du ligefrem sidder ved magten eller har en autoritetsposition – så vil din dom jo være hårdere end den dom, der kommer nedefra.
Det er også derfor, at sorte, amerikanske komikere kan lave jokes med hvide, mens det bliver mere problematisk, hvis hvide komikere laver jokes om sorte. Ikke dermed sagt, at det ikke kan gøres – og det kan også gøres elegant – det kræver bare en bevidsthed om den her mekanisme, for ellers bliver man hurtigt en tromlende stodder fra den herskende “klasse”.
(Føl dig i øvrigt fri til at udskifte ordet “sort” i ovenstående sætning med ord som “kvinde”, “jøde”, “handicappet”, “homoseksuel” eller “fissebehåret” – og ordet “hvid” med ordet “normal”. (Og du kan læse mere om mine egne overvejelser om at tilhøre en majoritet, der laver sjov med en minoritet her.))
Den stærkeste kønsbehåring overlever
De svære valg – altså valgene der afviger fra dominerende tendenser – bliver jo netop desto sværere, når andre føler sig i deres gode ret til at dømme, håne eller mobbe dig på grund af dine valg. Mange foretrækker at “rette ind” i stedet for at udsætte sig selv for det.
Det er fornuftig overlevelsesstrategi som mennesker, fordi det er den måde, vi har overlevet på; ved at være stærk som gruppe (civilisation eller kultur). Det er faktisk den måde, de fleste dyr og planter overlever på.
Det er en fejlkonklusion at antage, at survivel of the fittest betyder, at den stærkeste overlever. Der bør være tryk på the – som i de stærkeste overlever. Hvilket vil sige, at for at overleve i et fjendtligt miljø er det smartere for 20 halvstærke at slå sig sammen og isolere den ene fuldstærke, end det er at være alle mod alle.
Og jeg skal da ikke komme her og kritisere vores evolutionære evne til at overleve. Altså bortset fra, at hvis vi gerne vil tale om frie valg, og det vil vi jo rigtigt gerne i de her køns(behårings)debatter, så bliver vi nok lige nødt til at plante stenalderhjernen ovre i hjørnet og begynde at bruge vores moderne, refleksive hjerner.
Oprigtige, autentiske, helt frie valg er kun en mulighed, hvis der er sikkerhed for, at det ikke koster dig livet – hverken bogstaveligt eller i overført betydning i form af udelukkelse og latterliggørelse fra den gruppe, du er afhængig af.
Obligatorisk afnit om historiens ulidelige bagklogskab
Det her behøver ikke engang være i strid med den bedste mulige strategi for langsigtet overlevelse. Faktisk er der masser af beviser for, at en gruppe bliver stærkere, hvis den giver plads til diversitet. Problemet med alt for homogene grupper er jo, at de er for nemme at ramme. Hvis landets forsvar kun satser på forladergeværer, så er det lidt ærgerlig at blive angrebet af en nation med bagladere. (Krigsmetaforer er altid de bedste til at forklare den her slags.)
Og samtidig hvis det kun er de store, der bliver hørt, er det deres valg, der træffes hele vejen rundt i gruppen. Hvilket jo har ført til en del civilisationers fald gennem historien. Englænderne mistede for eksempel en del mænd under 1. verdenskrig, fordi nogle officerer insisterede på at sætte kavalerister – altså mænd på hesteryg – ind mod tyskernes maskingevær (Yeah, flere krigsmetaforer!)
Den her mekanisme fører også konstant til mindre fald, de personlige af slagsen. Nærmest hver gang en dansk minister har trådt tilbage, har det været, fordi høn har været ansvarlig for valg, som har vist sig at være forkerte, men som en stor gruppe embedsmænd alligevel “valgte” at udføre på trods af bedrevidende.
Argumenterne er sgu dit valg
Så at komme og sige, at folk – alle folk – selv vælger helt frit på alle hylder, om de vil barbere eller ikke vil barbere sig i skridtet, det er, undskyld mig, simpelthen et lorteargument!
Det er også et lorteargument, når vi taler om prostitution, om barsel, om ligeløn, om arbejdsløshed, om fedme, om rygning, om sociale problemer… faktisk er det bare gennemgående et lorteargument, så hvis du absolut skal bruge det, så vælg i det mindste at bruge det varsomt.
Vælg som minimum at anerkende, at frit valg nu engang kun er så frit som omstændighederne muliggør det. Ellers synes jeg da, du skal flytte til Nordkorea og vælge at stå op imod systemet. (Og ja, jeg sammenlignede lige den glatbarberede junta med Kim Jong Un. Glatbarberede fisser har nemlig lidt det der ond, asiatisk diktator-look.)
Den behårede fisses manifest
Min fisse har i ugens løb været et samtaleemne. Den var nemlig på forsiden af Politiken i tirsdags (det kan du se her – hvis du tør!) Altså det var jo ikke hele fissen, der var fremme, kun toppen af venusbjerget, en smule kønsbehåring.
(Faktisk var der så lidt fisse, at det fik min venindes kæreste til at udbryde: “Er det virkelig det hele.” Som derefter fik min veninde til at spørge, om han da ønskede at se mere til hendes venindes fisse.)
Men det var også nok for nogle. Politiken fik vrede læserbreve. Det bedste røg på bagsiden dagen efter, og jeg citerer det lige her i sin helhed, fordi det simpelthen er så smukt: “Jeg vil klage over forsiden af Politiken 30. april. Jeg forventer ikke at få kønsbehåring smækket i hovedet til min morgenkrydder, når jeg folder min Politiken ud. Og så man ikke engang se hendes bryster.”
Alt den ståhej og så bare på grund af 28 pubeshår! (Det er et anslået antal, jeg har faktisk ikke talt dem.)
De altid tilgængelige plastikpatter
Nu var det ikke, fordi jeg på noget tidspunkt var i tvivl, om at det billede var en pissegod idé, men hvis jeg havde været i tvivl, så bekræftede reaktionerne da mig kun i, at det var det rigtige at gøre.
Seriøst; i 2013 findes der altså voksne mennesker – mennesker, der er født og opvokset i det her fantastiske humoristiske, frisindede land – som bliver oprigtigt forargede over at se noget af det allermest naturlige.
Vi snakker også om mennesker, som lever i den ekstreme pornoficerede kultur, vi ufrivilligt alle sammen er blevet en del af; mennesker som er vant til – uanset om de ønsker det eller ej – at se fremmede menneskers private parts i alle tænkelige og utænkelige situationer. Alligevel kan toppen af min fisse få dem til at blive rasende. For den slags kønsdele er ikke det, de har bedt om.
Så pyt da med, at man ikke kan tænde for tv eller gå forbi en kiosk uden at få smækket glatbarberede skræv og plastikpatter i hovedet, komplet med come hither-blikke og silikoneoppumpede sutte-pik-læber. Dét er vi jo så vant til.
Photoshopet platiskkirurgisk porno er nærmest blevet vores kulturs white noise – noget, der konstant ligger nedenunder alt det andet, og som man har vænnet sig så meget til, at man slet ikke registrerer det længere.
En wannabe-Don Draper
Mange debattører påpeger det absurde i, at vi samtidige er langt mere blufærdige omkring nøgenhed nu, end vi har været det i 40-50 år. Vi er tilbage ved tidligere tiders “uha næ, føj da”-attitude til det kropslige: Unge piger vil ikke tage bad sammen efter idræt, ingen ligger længere med bare bryster på stranden, og kvinder, der ammer, bliver smidt ud fra cafeer.
Men jeg tror egentlig ikke, at det handler så meget om blufærdighed. Det er ikke der, vi er gået i retromodus. Jeg tror mere, at det er et udtryk for perfektionisme. En perfektionisme, vi ikke har set siden 50‘erne, hvor intet heller måtte være naturligt, uregerligt eller ligefrem grimt.
Bare se en film fra 50‘erne. Det meste er filmet i filmstudier, for at gadebillederne kan se så pæne ud som muligt. Ingen grafitti, intet henkastet affald, ingen hjemløse. Og Marilyn Monroe er stylet som en diva, selvom hun bare går rundt derhjemme, selv sproget er renset for bandeord, øh’er og ægthed. Dengang skabte de en idealverden inde i filmene. (Og det får jo en til at spekulere over, om det mon ikke også er derfor, at den mest populære tv-serie i de her år, Mad men, netop foregår i denne opstyltede, kunstige tidsalder.)
Nypuritanismens burka
Og så klip frem til vores tid; nu gør vi det samme. Vi gør det bare alle steder, hvor vi har den mindste redigeringsmulighed. På billeder, i tv, på film, i alle former for kunst, i reklamer, på facebook – ja tilmed på vores egne kroppe, der skal trimmes, opereres og kanøfles til at passe ind i en perfekt illusion. Og kan illusionen ikke lykkes, skal den dækkes til.
Photoshop og plastikkirurgi er nypuritanismens burka. For du må gerne vise din krop frem, så længe du bare kun gør det inden for de prædefinerede rammer af, hvad der anses for smukt i vores kultur. Hvilket vil sige; blottet for alt naturligt og ægte.
Vi er mere bange for et par bryster, der bliver brugt til deres oprindelige formål – babymadpakker – end vi er for alle de plastikbryster, vi bombarderes med i alle medier. Mine kønshår på forsiden af Politiken er mere forargerlige, end de ultrabarberede barbiedukke-udgaver, der er på forsiden af alle mandeblade.
Mere mig, mindre photoshop
Jeg vil gerne lige understrege, at jeg ikke har det mindste imod nøgenhed – heller ikke i pornoudgaven. Men jeg har et problem med, at det ikke er ægte nøgenhed, vi ser.
Interessant nok talte jeg om det her med fotografen, der tog fisse-fotoet. Jeg bad ham nemlig bruge så lidt photoshop som overhovedet muligt på billedet (og kun fikse lys og niveauer og den slags, de jo skal gøre). Men jeg ville gerne have, at han ikke redigerede mig, så jeg kom til at se så ægte som muligt. Da jeg sagde det, grinede han. Den besked havde han aldrig fået før. Tværtimod beder langt de fleste i dag om at få fikset både det ene og det andet i efterredigeringen; snup en bums her, fjern en dobbelthage der.
Nå, ja-ja, jeg har jo makeup på. Så jeg siger altså ikke, at man skal gå ud og vise verden hele sin uredigerede “grimhed”. Ligesom jeg også sagtens forstår, at nogle får foretaget plastikoperationer for dette og hint, hvis de ikke føler sig godt tilpas med det. Vi vil jo alle sammen gerne fremstå så tiltrækkende som muligt, og det er helt okay.
Men tiltrækkende er jo mange flere ting, end vi får lov at se i dag. Rynker og former og uregerlige kropshår kan da være supertiltrækkende. De flotteste mennesker er jo netop dem, der har et “knæk”. Alt det symmetriske, korrigerede perfekte er jo dødkedeligt og mainstream.
Og alt det ville jeg gerne sige med min flashende fisse.
It’s a jungle down there
Nu er det jo heldigvis heller ikke kun negativ respons, der har været på billederne. Faktisk har langt det meste har været udpræget positivt, fordi de fleste formentlig er ret enige med mig i, at vi er gået for langt med den nypuritanske perfekthed. At vi mangler noget naturligt og ægte i gadebilledet.
Jeg har fået mails fra mange mænd og kvinder, der også savner kønshårene. En kvinde skrev til mig, at hendes 16-årige datter har haft det rigtigt svært, fordi hun netop gerne vil være naturlig, og presset er enormt i den aldersgruppe for at se “rigtig” ud.
Og ja, det pres er stort, og det bliver ganske vist en smule mindre, når man bliver ældre, til gengæld dukker det op de mærkeligste steder.
Faktisk var af grundene til, at jeg besluttede at lave billedet til Politiken, fordi min veninde fortalte mig om en oplevelse, hun havde hos gynækologen. Hun skulle tjekkes for en knude i skridtet (der heldigvis viste sig at være en godartet talgknop), og den 50-årige gynækolog så surt på min venindes helt almindelige busk og knurrede: “Jamen, det er jo ikke til at se noget som helst hernede.”
Jeg var seriøst i chok, da jeg hørte det. Den her dame tilhører altså en generation, der har set buske alle steder op igennem 70‘erne og 80‘erne, og som derudover formentlig i dag bruger det meste af sit arbejde på at fikse problemer, der opstår i forbindelse med intimbarbering (udslæt, svamp, indgroede hår osv.) Alligevel vovede hun at skamme min veninde ud, fordi hendes naturligt udseende underliv gjorde undersøgelsen marginalt mere krævende, end det ville have været hos de af hendes patienter, der ligger der med deres hårløse kyllingefiletter.
Du fødes, vokser op og så kommer der hår på
Hvis min veninde var lidt mindre stærk og ikke hvilede i sig selv og sin krop, ville hun jo gå direkte ned og bestille en tid hos en vokser efter sådan en besked. For det er da et pres at være sig selv i en tid, hvor det at være sig selv bliver anset som værende så forkert. Det ved jeg da fra min egen fisse og mit eget liv.
Jeg har besluttet, at jeg ikke vil lade mig diktere – hverken på min personlighed eller min krop – hvordan jeg skal rette ind. Og jeg vil heller ikke iscenesætte mig selv efter et prædefineret kulturel formel for kvindelighed – som efter min mening heller ikke har meget med kvindelighed at gøre.
Helt ærlig: hvis alt, hvad der definerer at være kvinde, er lig med at lægge noget til – stilletter, plastikbryster, imødekommende smil (selv når man er pissesur) – eller trække noget fra – hår, selvstændighed og uperfektheder – hvad er vi så i os selv?
Simone de Beauvoir sagde så berømt; “man fødes ikke som kvinde, man bliver det”. Og hun mente jo netop, at kvindelighed er en kulturel pakke, der bliver lagt ned over os – både på sind og krop. Det gælder heldigvis mindre i dag på det indre væsen, men desværre mere på det ydre. Som om vi kvinder i dag kompenserer for at være hele mennesker – og ikke bare en støbeforms-udgave af kvinden – ved at plastre os selv ind i fysiske kvindelige signaler.
Og et eller andet sted er den plan så gået helt skævt, fordi de fysiske kvindelige signaler ikke længere bare er rødere læber og dybere kavalergang, men også bliver parret med den generelle kulturelle angst for at blive for gammel, så alting skal fikses, så man hele livet igennem ligner en 17-årig.
Som jo for kvinder har den uheldige (men måske tilsigtede!?) bivirkning, at når man dyrker det lillepigede også signalerer, at man er aldeles ufarlig.
Jeg ved godt, at de fleste kvinder, der fjerner deres kønsbehåring, siger, at de gør det for deres egen skyld og ikke for mænds. Og de påstår, at man ikke bliver mindre kvinde af den grund. Jeg spekulerer bare over, om man virkelig kan ligne en 5-årig i fissen, en 15-årig i bh’en og en 25-årig i ansigtet – og så derefter gå ud og opføre sig som en 35-årig!?
Hvis du wanker til Lara Croft, hvad så med mig?
Men den beslutning – at være mit naturlige selv på alle niveauer, kropslige såvel som sjælelige – er da også en beslutning, jeg hele tiden skal leve med konsekvenserne af. Og jeg forstår godt, hvis nogen – især helt unge kvinder og piger – kan have det svært med det og bare retter ind.
Jeg har da haft min portion af mænd med hjem, der “diskret” har spurgt, om jeg dog aldrig barberer mig. Og set noget slukøret ud over mit kontante; “nej, aldrig.”
For selv har de stået der med kløende barberingsknopper rundt om hele dilleren – som jeg personligt synes er noget af det mest usexede; altså lige næst efter det faktum, at der jo mangler alle de dejlige, mandige hår!
Men det her må være endnu værre for kvinder, der er bare lidt yngre end mig. Jeg mener, alle mænd under 30 har vel fået hele deres seksualitet grundlagt på det her glatbarberede plastikfantastiske univers. Hvis alle drenge, når de begynder at onanere, kun gør det til de her retoucherede, semi-animerede kvinder, hvordan skal de så nogensinde kunne få den op at stå sammen med en vaskeægte naturlig kvinde?
Så bliver jeg altså bekymret. Helt ned i min behårede fisse. Hvordan skal det allermest naturlige i hele verden – sex – nogensinde komme til at fungere mellem mennesker, der nægter at være naturlige? Er vi bare uundgåeligt på vej til virtuel reality-sex? Vil vi fremover kun kunne blive visuelt stimuleret af hinandens avatarer? Og vil vores fysiske udløsninger fremover blive overladt til en lidt mere avanceret robotstøvsuger?
Home of the brave, land of the free bush
Heldigvis for mig og min rødhårede fisse er mænd på min alder (og især dem, der er ældre) jo trods alt blevet introduceret til nøgne damer gennem 80‘ernes Rapport-blade – fulde af store naturlige buske. Så måske er der stadig en del mænd i 30‘erne og 40‘erne, der har bevaret den lyst og ikke ladet sig fuldstændigt indrulle i vores kulturs absurde pubeshårs-forskrækkelse.
I hvert fald har jeg bedt Politikens fotograf udprinte en plakat til mig med billedet af min behårede fisse, som skal hænge i min entré. Så de glatbarberede fyre fremover kan se med det samme, hvad de går ind til. Og resten af mine besøgende kan vide, at her i hjemmet er det altså okay bare at være den, man er; naturlige, uregerlige hår og følelser og det hele.