Tag: følelser
Thi kendes for rettesnor
Jeg tænker en del over domfældelser for tiden. Ikke dem, der foregår i Højesteret, men dem der foregår blandt neuron-jurymedlemmerne i mit hoved. Det kommer sig af en lang selvudviklingsproces, jeg har været igennem, hvor jeg har arbejdet med at forstå, at andre ikke nødvendigvis er idioter, fordi de ikke tænker ligesom mig.
Og det viser sig faktisk at være utroligt nemt at tilgive andre deres ”fejl” – men samtidig smadrer det også bare hurtigt min egen selvforståelse.
Madame de Staël har sagt ”at forstå alt er at tilgive alt.” Og det har hun foruroligende ret i. For så det kan nemlig godt lade sig gøre at tilgive folk som Breivik.
Når man virkelig følger den tankerække til ende, der hedder: Hvis nu jeg havde været født under hans omstændigheder – som selvfølgelig indeholder en masser faktorer, ingen nogensinde kommer til at kende – havde jeg så handlet anderledes, end han gjorde?
Jeg vil meget gerne tro, at jeg havde – min selvforståelse afhænger faktisk af det: Der må på en eller anden måde være noget, der adskiller mig fra psykopaterne. Men i og med, at Breivik ikke fik en forvaringsdom, men blev dømt som ”normal”, så siger retten i Norge faktisk, at hans handling i princippet kunne være begået af hvem som helst. Det er en skræmmende tanke.
To be or not to be like that
Men jeg arbejdede altså en del med at tilgive andre, fordi jeg i mange år var oprigtigt talt pissevred. Jeg blev så arrig over at møde alle mulige mennesker, der gjorde og sagde ondskabsfuldheder – både mod andre og mod mig (som tidligere mobbeoffer er det reaktionsmønster nok ikke helt unormalt.)
Efterhånden som jeg kom op i 20’erne, begyndte jeg dog at indse, at det var mildt sagt uhensigtsmæssigt at reagere så vredt, samt ikke mindst utroligt anstrengende for mit eget velbefindende, og så måtte jeg i gang med andre redskaber. Og forståelse er et meget effektivt redskab.
Da jeg hverken er coach, terapeut eller det mindste interesseret i at hjælpe dig med din selvudvikling, så har jeg ikke tænkt mig at give en lang udredning om, hvordan man bliver bedre til at forstå andre. Hvis du vil lære det, så må du selv finde litteraturen. Men jeg vil dog sige, at noget der hjalp mig ret meget, var skuespillertræning. Der findes mange teknikker også inden for den disciplin, men en af dem, der virkelig gav mening for mig, var at se på replikkerne og så lave et bagudrettet psykisk regnestykke; hvis jeg skulle sige det der, hvad skulle der så være hændt mig?
På den måde kan man altså pludselig forstå de mest ubehagelige mennesker, fordi man bogstaveligt talt går i deres sko. Og når man forstår alt, så har man på sin vis også tilgivet dem, for så forstår man, at de ikke er så forskellige fra en selv.
Er det ikke bare smukt? Nej!
Er det virkelig mit liv? Virkelig? Nå, okay så.
For så sætter man Dogville eller Hævnen på, og så føles det faktisk meget rart, at der ikke er så meget forståelse og tilgivelse, men slet og ret selvtægt og hævn.
Forståelse og tilgivelse er glimrende redskaber til at slippe af med vrede. Problemet er, at de nemt tager alle andre følelser med i købet.
Lad mig genfortælle en historie af Eckhart Tolle, den store guru inden for den nærværs- og mindfuldness bølger, der tsunamiagtigt vælter ind over os i de her år. Historien er fra hans bog En ny jord og handler om en japansk zenmester, der levede for mange år siden og var højt respekteret og anerkendt. Men så en dag bliver hans nabos teenagedatter gravid og presset af sin far, lyver hun og siger, at zenmesteren er faren til barnet. Rasende styrter naboen over til zenmesteren og sviner ham til, til hvilket zenmesteren siger: ”virkelig”.
Herefter spredes rygtet i byen, og zenmesteren mister alt sin respekt og anderkendelse (for ikke at glemme sin indtægtsmuligheder, men det siger de ikke noget om i historien, så måske lever zenmestre bare af ginseng-rødder, de selv dyrker) og også til dette siger zenmesteren: ”virkelig”.
Så går der ni måneder, og barnet kommer til verden. Naboen tager babyen ud af hænderne på moren og går ind til zenmesteren med det og siger, at siden det er hans barn, så må han tage sig af det, og zenmesteren siger: ”virkelig.” Og han tager sig af barnet som sit eget, og det vokser op.
Der går et par år, så tager teenagedatteren sig så sammen til at indrømme, at det altså ikke var zenmensteren, der havde gjort hende gravid, og naboen går brødbetynget ind og undskylder og tager barnet med sig igen, til hvilket zenmesteren siger – ja du gættede det – ”virkelig”. Han får nu meget større respekt og anerkendelse, end han havde før, men også til dette siger han: ”Jeg er en kæmpeidiot og har ingen selvrespekt…”
Nej, han siger selvfølgelig bare: ”virkelig”.
Mit meget skarpe sværd er virkelig kun til pynt.
Jeg kan sgu egentlig godt lide meget af filosofien i mindfuldness, men her står min hjerne simpelthen af. Den historie har pisset mig så meget af. Jo, tak mere vrede.
Men så er mindfuldness jo så snedigt indrettet, at hvis du vil diskutere med dets præmisser, så er det nok, fordi du ikke er mindfuld nok endnu…
Og det sektagtige lort gider jeg simpelthen ikke. Man må have lov til at forholde sig rationelt til filosofier, ellers er det religioner og blind tro, og dem har vi vist haft rigelige af.
Historien med zenmesteren understreger nemlig så fint, hvad problemet med fuld forståelse er. Når du forstår – og tilgiver – alle deres små og store synder, så lever du muligvis i fuld balance, men 1) du bliver en kastebold i andres hænder og 2) dit indre liv er dødt.
Nu er zenbuddhismen jo ikke helt så dum, som den bliver gjort til i mindfuldness-historien her. I virkeligheden var det jo samuraiernes religion, så der har oprindeligt været indbygget en slå-fra-dig-morale.
Og det var det, jeg begyndte at indse med min vrede, at godt nok kan det være vildt ubehageligt at komme i konflikter og blive vred, men det er bestemt ikke mindre ubehageligt at komme i konflikter og ikke blive det!
Så fucker du edderlåsme af, mester!
Nu har jeg selvfølgelig lært at nuancere det lidt, så vrede ikke er min automatreaktion på alle uretfærdigheder – humor er for eksempel tit meget mere effektiv. Men vrede har altså en berettigelse.
For eksempel dengang en mand satte sig ind ovenpå mig i min bil. Jeg sad i min bil uden for min opgang og skulle lige til at lukke døren, da den her psykopat på stoffer sætter sig ind ovenpå mig og ser på mig med øjne, hvis pupiller er så udvidede, at øjnene er helt sorte. Så blev jeg sgu vred (og bange), og da jeg ikke kunne skubbe ham ud, satte jeg i stedet hornet i bund, indtil folk begyndte at kigge ud af vinduerne, og min søde grønsagshandler kom tililende for at se, hvad der skete og fik psykopaten hevet ud.
Når ens grænser i den grad bliver overskredet, er vrede helt på sin plads. Også når det er de psykiske grænser – når folk mobber, håner og latterliggør en. Og nej, vrede er da langt fra altid den mest hensigtsmæssige reaktion.
Måske ville verden blive et bedre steder, hvis vi alle var i stand til at sætte os ned og diplomatisk indgå en dialog i stedet for at blive vrede, men hvis ens grænser først er overskredet, så er dialog altså for sent. Hvad skulle jeg have sagt til psykopaten til min bil? ”Vil du virkelig sidde her bonget op på stoffer og gøre mig vildt bange? Virkelig?”
Også kærlighed går over, så… why bother!?
Og det er mit første problem med zenmesteren i historien ovenfor. Hans grænser – hans integritet – trues af falske rygter, og det bliver han ikke vred over!?
Okay, så siger vi, at man til en vis grad må leve med, at folk lukker lort ud bag om ryggen på en, sådan er det jo. Men når man så bliver tvunget til at leve med konsekvenserne af det – at tage vare på et barn, der ikke er ens eget, så skal man stadig ikke blive vred?
Okay… ja, så bliver man tvunget til at leve med nogle konsekvenser, man ikke selv er ansvarlig for – sådan er livet jo, det sker for os alle hele tiden, men så indretter man sig jo det bedste, man nu engang kan under de vilkår.
Men når man så har taget sig af et barn som sit eget i flere år, og det bare bliver taget fra en fra den ene dag til den anden, så skal man altså heller ikke blive vred? Man skal ikke engang blive bare lidt ked af det? Hvad er det galt med den her mand!? Er han en form for ekstrem autist?
Og det er mit andet problem med historien om zenmesteren og forståelse. For hvis du ikke føler for noget, hvad lever du så for? Hvis alle følelser kan erstattes af et ”virkelig?” eller et ”også dette går over” eller ”pyt” eller af et af de andre mindfuldness-forslag til, hvordan man skal tackle sine følelser, hvad er der så tilbage af indre liv? Hvad er der så tilbage af rettesnore for din tilværelse?
Jeg ved sørme ikke, om jeg kan li’ tæsk og rodfrugter
Det er jo ikke en ny idé, at vi skal håndtere vores følelser. Religioner har gjort meget med skyld og skam for at få os til at opprioritere de gode følelser (kardinaldyderne) og nedprioritere de dårlige følelser (synderne), og nu fortsætter mindfuldness-halløjet og rigtig meget moderne coachingfilosofi så den tankegang.
Men jeg tror altså, at evolutionen har ladet os beholde følelserne af en grund, selvom vi udviklede bevidsthed. Og det er, fordi følelserne er vores guidelines. Hvis vi ikke kan mærke forskel på, hvad vi godt kan lide, og hvad vi ikke kan lide, så er det vel groft sagt egentlig ikke nogen grund til at fortsætte med at leve. Livet handler jo om at få mere af det, man synes er godt og mindre af det, man ikke bryder sig om. Det er selvfølgelig vildt forskelligt fra person til person, men grundlæggende er vi alle på den måde i vores følelsers vold.
Derfor skal man selvfølgelig stadig have et samarbejde kørende mellem følelser og bevidsthed, så man hele tiden er klar over – så vidt muligt – hvorfor man føler som man gør, så man ikke bare reagerer. Men jeg tror altså på, at man virkelig er nødt til at tage vores følelser alvorligt og ikke bare lægge låg på dem. Heller ikke de såkaldt syndige følelser som misundelse og grådighed. Jeg tror bare, at de er andre måder at guide os i retning af det, vi gerne vil – eller ikke vil.
Alting er bare lige godt her i vores helt lige hippiekollektiv
Og så tilbage til domsvæsnet. For det er her det at dømme andre kommer ind i billedet igen. Følelser hænger jo ikke bare og svæver frit uden noget at hæfte på. De er hæftet op på vores værdier. Hvilket vil sige, at for nogen er der følelsesmæssigt payoff på at leve i overensstemmelse med en religions forskrifter, for andre er det på at realisere sig selv.
For mig udløser det også altid vrede at se nogen tromle andre, mens det for andre mennesker måske udløser sorg at se det, for nogle udløser det ligegyldighed, og for nogle få udløser det måske ligefrem en udløsning. Det afhænger jo alt sammen af, hvad vi har med i rygsækken af værdier og erfaringer.
De værdier – vores følesesudløsere – er vi selvfølgelig nødt til at vedligeholde. Og det er derfor, at vi dømmer andre. Både i det store retsvæsen og på den lille private konto. Hvis det er en værdi for et samfund, at man ikke tager hinandens ejendom, så er man selvfølgelig nødt til at udløse en straf over dem, der ikke respekterer den værdi. Ligesom jeg er nødt til at udløse en reaktion over dem, der ikke respekterer mine grænser, som jeg er en del af mine personlige værdier – ellers mister jeg dem.
Men det gælder faktisk ikke kun i den direkte interaktion med andre, det gælder også i min bevidsthed.
For eksempel har jeg det svært med folk, der ikke kommer til aftalt tid. Det er, fordi jeg åbenbart har en old school jydeværdi i at være punktlig. Mine veninder er helt anderledes, de kan sagtens komme et kvarter senere end aftalt uden at spekulere mere over det, fordi punktlighed ikke er en værdi for dem.
At vi stadig kan være veninder trods forskellige værdier skyldes så, at vi er i stand til at forstå hinandens værdier og respektere dem og blablabla. Det er alt sammen meget fint og mindfuldness-agtigt, men min pointe er bare, at mit hoved jo ikke dømmer mine veninder mindre af den grund. Det er jo ikke sådan, at jeg ser på deres afslappede stil og tænker: ”Det er jo bare én måde at leve på. Alles måder er jo lige gode.”
Jeg forstår, at de tænker og føler anderledes, og jeg indretter mig efter det, men jeg har stadig mine egne værdier i behold og derfor vil jeg uundgåeligt bryde mig mindre om deres værdier end om mine egne. (Også selvom de efterhånden har smittet mig så meget, at jeg heller ikke selv kommer til aftalt tid.)
Din rettesnor er ikke din ret til at rette mig
Og det er jo helt okay. Det, jeg ville frem til er jo, at det faktisk er okay, at vi dømmer andre hele tiden, fordi det er en del af vores følelsesmæssige guidelines. Det er den metode, vi bruger til at finde ud af, om vi selv synes, vores liv eget er på ret køl.
Ja, her er jeg selvfølgelig pinlig bevidst om, at rigtigt mange har brug for mere end det. At det ikke er nok for dem at tænke for sig selv: ”Sådan gør de, det kan jeg ikke lide, så jeg gør sådan her i stedet, og så hilser vi stadig pænt på hinanden.”
Jeg ved godt, at mange har brug for at få deres domme stadfæstet offentligt, at de er mere end bare en erkendelse i sindet – enten gennem en tilslutning til et parti eller en gruppe (af skinheads, veganere eller andre lignende ekstremme grupperinger).
Men for mit eget personlige vedkommende har det bare været en stor lettelse at erkende, at jeg ikke er dårligt menneske, fordi jeg dømmer andre. At det, at jeg kan føle så stort et had til Breivik og dømme ham som psykopat i mit hoved, faktisk er med til at gøre, at jeg aldrig ville begå noget i nærheden af det, han gjorde.
Det er mine følelser, mine refleksioner over dem og ikke mindst mine domme, der sørger for, at jeg er det menneske, jeg gerne vil være. Og det kan jeg rigtigt godt lide. Ikke mindst kan jeg rigtigt godt lide, at jeg bliver pissevred og dømmer folk negativt, når de har brug for at dømme, håne, mobbe og tromle andre offentligt.
Sur Sur Sanne, lille bitch omkring
”Hvorfor laver du altid sådan nogle sure statusopdateringer,” spurgte en af mine mandlige bekendte forleden.
Jeg blev helt paf og begyndte med et ”jamen, det gør jeg da heller ikke, altså… hvad mener du… jeg synes da, jeg prøver at være sjov og så’en.”
”Du virker bare så pissesur altid!”
”Men… men.”
Og så sluttede samtalen. Frustreret hang den i mig i dagevis efterfølgende. Virker jeg virkelig så sur!? Er det mit sprog!? Går ironien ikke skarpt nok igennem!? Jeg blev småirriteret – på min bekendte, på alle dem, der i tidernes løb ikke har fanget mine jokes – onstage såvel som off.
Det kan da for fanden ikke være så svært at regne ud, at jeg laver jokes. Jeg er fucking komiker! Hvor stor en idiot er man, hvis man ikke kan læse indenad, når noget er humoristisk ment?
Men så begyndte det at dæmre. Det er faktisk ikke første gange, at lige præcis denne mandlige bekendte har anklaget mig for at være sur. Det gjorde han jævnligt før i tiden, hvilket nok er grunden til, at han aldrig er blevet en tættere ven.
Typecastet til at føle, hvad det forventes, jeg skal føle
Men egentlig havde han ret dengang. Jeg var sur. Ikke generelt, ikke indeni. Men når jeg var sammen med ham, kunne jeg altid mærke hønserøvsmunden snerpe sig sammen. Han gav mig ikke plads til at være sjove, skøre Sanne. Han behandlede mig, som om jeg var Sure Sanne, og så blev jeg den sure. Det er svært andet.
I mange år har jeg kæmpet med det her dilemma: At være den, jeg føler jeg er, og samtidig vise den side af mig selv over for mennesker, der har bestemt sig for, at jeg er noget andet. Det er næsten en umulig opgave.
Når jeg holder foredrag om mobning “anbefaler” jeg altid en af de mest effektive mobbemetoder; nemlig at beskylde sit offer for lige nøjagtig den følelse, man ønsker at frembringe hos vedkommende. Sig til hende eller ham: “Du tager alting så personligt.”
“Hvad fuck mener du. Det gør jeg da overhovedet ikke!”
“Jo, der kan du selv se…”
Det er en gammel Gajolpakke-sandhed, at vi ser den verden, vi forventer at se. Men det er uhyggeligt, at vi også i så høj grad kan skabe den (det har jeg skrevet lidt om her). Altså at vi kan tvinge andre til at indtage den position, vi har udset os. Som er noget, jeg forsøger at holde mig for øje i kønsdebatten. Jeg vil virkelig gerne for alt i verden undgå at beskylde mænd for at være mandschauvenistiske og kvindeundertrykkende, for så frygter jeg, at jeg faktisk tvinger dem ind i den position mod deres vilje.
Til gengæld bliver jeg så som feminist jævnligt beskyldt for at beskylde mænd for at være det, og så… okay, jeg stod også selv af der. Resultatet her bliver i hvert fald tit, at jeg bare ender med at være helt forvirret omkring, hvad andre egentlig hører mig sige, og så får jeg rodet mig ud i nogle besværlige forklaringer, som så fører til, at den, der har kastet anklagen fra starten af kan læne sig tilbage og sige: “Se. Du kan jo heller ikke selv få dine synspunkter til at give mening.”
“Jo… men… altså… det er jo… Årh så hold dog kæft!”
For meget attitude til reality-tv. What!?
Jeg så et afsnit af den danske udgave af Topmodel den anden dag. Jeg har ikke selv fjernsyn, så jeg følger ikke med, men denne dag lå jeg på mine forældres sofa og zappede lige over, og så blev jeg hængende. Topmodel er et fascinerende program. Det er lidt som at se på en overkørt kat på motorvejen; jeg bliver trist og også lidt frastødt, men jeg kan heller ikke kigge væk.
I dette afsnit var der en overgearet bøsse-stereotyp, der skulle vise de unge piger, hvordan man går catwalk. I min ydmyge lægmandsmening var hans iscenesatte svanse-gang meget langt fra det, man ser på en normal catwalk, men hvad fanden ved jeg?
(Faktisk ved jeg så lidt om modeverden, at jeg lige googlede ham for at tjekke, om han overhovedet havde kompetencer. Det havde han så ifølge wikipedia. Så det er nok bare mig.)
De unge kvinder i Topmodel skulle altså gå catwalk og så svinede den her ucharmerende tv-karakter dem til med en alt for høj-pitch stemme, og det vel sådan, det altid er i den slags programmer. Det er godt tv, hvis en 15-årig pige begynder at græde.
Den ene af de her unge kvinder vælger så at gå væk fra ham, mens han kører på hende mine sine tilsvininger, og så går han helt i selvsving.
”Hun har et attitudeproblem,” siger han dødeligt fornærmet.
(Og samtlige seere sidder sikkert og spekulerer om, om manden mon selv er klar over, at han tager ordet ”attitudeproblem” op på et helt nyt level.)
Alle sorte piger på tv er ligesom Tyra Banks
Anyways, da modelaspiranterne så senere skal bedømmes af dommerpanelet får den her unge kvinde så igen skældud for sit attitudeproblem. Hun prøver at forklare, at hun har det lidt svært med mennesker, der er sådan ”se mig, se mig.”
Straks går Oliver Bjerrehus helt i baglås, nu er han også dødeligt fornærmet – ligesom den anden overgearede tv-karakter stadig er. (Jeg antager, at de udveksler den slags tricks off camera, så de alle sammen bedre kan udvikle deres reality-stjerne-følelses-arsenal.)
”Siger du, at han er sådan!” Siger Oliver Bjerrehus og peger på den overgearede bøsse-stereotyp, og den stakkels kvinde prøver med et ”nej-nej” – som er meget lidt overbevisende, da hun jo har fuldstændig ret i, at han er alt, alt for meget.
Straks får hun endnu en irettesættelse for sit gigantiske attitudeproblem og bliver sendt ud (men dog ikke hjem). Backstage forsøger hun helt opgivende at forklare til kameraet, at hun bare bliver frygtelig genert, når folk er meget overgearede, og hun altid trækker sig lidt i baggrunden og lader dem, der gerne vil skabe sig, komme i forgrunden.
I mine øjne virker hun på det her tidspunkt som det mest sympatiske menneske i tv-verden og sikkert ditto modelverdenen. Men i programmet har de besluttet, at hun har et attitudeproblem, fordi de tillægger hendes generthed en helt anden betydning.
Det kan der sikkert være mange grunde til. Som seer ser man jo også kun udvalgte scener, og hvem ved, hvordan hun ellers opfører sig. Men jeg kunne ikke lade være med at bide mærke i, at denne unge kvinde tilfældigvis er mørk i huden – og selvfølgelig utrolig smuk. Hun er så også svensker, hvilket jo unægtelig gør det lidt vanskeligere for hende at navigere i det hovedsagligt danske program. For mig at se, er det derfor helt forståeligt, at hun holder sig lidt i baggrunden. Hun er the odd one out.
Men hun har også sit udseende imod sig. For hvis man kun bedømmer hende på den erfaring, man har med gudesmukke, sorte kvinder på tv, så falder tanken jo utvivlsomt på Tyra Banks-agtige tv-karakterer. Den type kvinder, der kan lave den der ”mmhhmm”-lyd og smadre en anden kvindes selvværd fuldstændig med et enkelt blik.
Så det er det, de her dommere ser, så vidt jeg kan vurdere. De ser en sort kvinde med alt for meget attitude. De ser slet ikke, at den påståede attitude i virkeligheden er ikke-specielt velkamufleret utilpashed og generthed. Altså masser af mennesker kamuflerer den slags følelser med monstermeget attitude – det virker det bare ikke til, at denne modelaspirant gør. Altså baseret på mit korte indblik i programmet.
Jeg er for fuck sake ikke sur, din fede idiot!
Under alle omstændigheder gav det afsnit af Topmodel mig sådan en uha-oplevelse. (Det er lidt det samme som en aha-oplevelse; man stadig bliver overrasket over en indsigt, men det er bare ikke positivt.) For det er jo præcist det, der hele tiden sker for mig også.
Hvis min mandlige bekendte eksempelvis har besluttet sig for at tolke min ironi ind i en anden kontekst – af surhed – så er det lige meget, hvad jeg ellers gør. Det bliver den virkelighed, jeg er tvunget til at navigere i.
Og nu ved jeg ikke med den her unge kvinde i Topmodel, men personligt har jeg altså meget svært ved ikke at opsamle de følelser, folk stopper på mig. Når jeg bliver behandlet, som om jeg er sur, så bliver jeg det kraftpatteræltende!
Jeg arbejder selvfølgelig med det. Fordi jeg er klar over den her mekanisme, og hvordan den påvirker mig. Jeg sørger så for ikke at omgås mennesker, der får mig til at føle mig mindre som den sjove, skøre, overskudsagtige person, jeg gerne vil være – og selv føler, jeg er det meste af tiden. Jeg trækker mig bort fra dem, der trækker mig ned, og dem, der får mig til at føle mig sur eller tvær eller hidsig eller dum eller underskudsagtig – de ryger ud på deres røv. Jeg gider ikke hænge ud med den slags.
Og bliver jeg tvunget til det alligevel, så arbejder jeg rigtigt hårdt på at holde deres udgave af mig så meget på afstand som muligt. Jeg forsøger at huske mig selv på, at de kan tænke om mig, hvad de vil, jeg vil fortsætte med at føle, sige og gøre, hvad jeg gerne vil.
Læs altid Sannes tekster med troldkvindestemme!
Det er en okay god strategi, det her. Det virker det meste af tiden. Det virker faktisk så effektivt, at jeg næsten glemmer, at de findes; de her mennesker, der vælger at se mig ud fra en fordomsfuld og fejlagtig antagelse.
Derfor bliver jeg nu altid så paf, når jeg bliver konfronteret med dem. Når jeg hører, at nogen vælger at læse alt det, jeg skriver med en sur – og sikkert halvt vrængende – stemme.
Jeg bliver selvfølgelig også lidt trist, fordi min mandlige bekendte, som gjorde mig opmærksom på det, helt sikkert ikke er den eneste, der gør det. For nu er jo feminist, og vi er notorisk kendte for at være sure og skingre hele tiden, hvilket formentlig betyder, at rigtig mange, der aldrig har mødt mig i virkeligheden (og sikkert også nogen, der har…) automatisk går ud fra, at den fordom også gælder for mig. Altid!
Hey, det gør den selvfølgelig nogle gange. Det er jo ikke sådan, at jeg altid er sjov og skør og overskudsagtig, nogle gange er jeg også bare sur og indebrændt og træt af alting, men det trods alt ikke så tit. Det er i hvert fald meget sjældent, at jeg er det på facebook eller ude i virkeligheden. Det plejer som regel kun at være min hovedpude, der for alvor mærker det, når jeg bider den til gåsedunssmulder.
Alligevel er der så mennesker, der ser mig sådan hele tiden. Og min eneste handlemulighed er altså at prøve at trække på skulderen, så deres negative påvirkninger ikke slipper ind…
Men for satan i helvede, hvor gør det mig bare pisselorte frustreret, at det skal være sådan at være menneske!
SoloSannes genkomst
I går blev jeg spurgt, hvorfor min blog hedder SoloSanne, og jeg måtte lige have et par sekunders betænkningstid, inden jeg svarede. Igennem mit hoved fløj spørgsmålet: Har jeg egentlig lyst til at fortælle hvorfor? Og nej, det havde jeg faktisk ikke, men jeg gjorde det alligevel: “Det var mit øgenavn i skolen.”
Min manglende lyst til at fortælle det kom helt bag på mig selv. Nu har jeg i årevis holdt foredrag om mobning og i mange sammenhænge fortalt om, hvordan jeg blev mobbet som barn og teenager. Jeg troede, at det var et emne, jeg nu kunne forholde mig helt neutralt til, men alligevel vendte den følelsesmæssige knude i maven tilbage det sekund, jeg blev bedt om at forholde mig til navnet SoloSanne.
Altså jeg har jo selv valgt at det skulle være navnet på denne blog – og jeg købte faktisk webadressen for mange år siden, for jeg har altid vidst, at jeg ville bruge mit gamle øgenavn til noget sjovt en dag – så jeg synes virkelig selv, at jeg burde være kommet videre.
Men sådan er det bare aldrig med fortidens knuder i maven. De ligger altid et eller andet sted derinde og venter på at genopstå i et uopmærksomt øjeblik.
Offer – fy for foffer
Jeg hader virkelig at skulle fortælle, om at jeg er blevet mobbet. På trods af at jeg fortæller om det rimelig tit – for det synes jeg, at det er vigtigt, at jeg gør. Fordi så mange unge (og voksne) oplever mobning og har brug for at høre nogen fortælle om, hvad det egentlig er, der foregår. Og den opgave har jeg så taget på mig, og jeg er glad for, at mange får noget ud af mine bøger og foredrag.
Men derfor hader jeg det stadig, hver gang jeg begynder på den der AA-agtige sætning: “Mit navn er Sanne, og jeg er mobbeoffer…”
For jeg gider ikke være et offer. At være et offer er det værste i hele verden! Hvis man er et offer, så er man nærmest ikke et rigtigt menneske længere, for man har fået frataget sin evne til at handle – sin autonomi. Og om noget er det vel det, vi definerer os selv ud fra. Det kan godt være, at Descartes sagde; “jeg tænker, altså er jeg.” Men jeg tror, de fleste mere føler det som “jeg handler, altså er jeg.”
Så når man ikke længere kan handle – når det er “de andres” handlinger, der bestemmer over ens situation, så føles det, som om man bliver trukket ned i den snurrende spiral, der opstår, når man lukker vandet ud af et badekar. Man oplever det som, at man er ved at drukne, men de kræfter, der holder en fast, er bare så store, at man ikke kan kæmpe sig fri.
Selvfølgelig er det da din skyld, at tyven stjal din Iphone
Og dén følelse vender tilbage hver gang, jeg bliver konfronteret med min tidligere status som mobbeoffer. Samtidig spædes den op med frygten og usikkerheden. Hvad nu, hvis dem, jeg fortæller det her til, bare sidder og tænker: “Klart, at du blev mobbet. Har du set dig selv!?”
For det værste ved mobning er jo, at det skaber en permanent angst hos offeret, om at man på en eller anden måde selv var ansvarlig for at blive behandlet på den måde. Og der hjælper det da bestemt ikke, at vi lever i et samfund, der i høj grad ønsker at placere ansvar hos ofrene:
Voldtægtsofre har selv været ude om det, hvis de var for letpåklædte. Voldsofre er selv ude om det, hvis de har blandet sig i andres sager. Da jeg havde indbrud, var mit forsikringsselskab meget interesseret i, om jeg nu også havde lukket vinduerne ordentligt. For et åbent vindue er jo det samme som at sige: “Hvis du tager mine ting nu, så er det faktisk lige så meget min skyld, som det er din.”
Jeg ved ikke, hvorfor vi gør det her. Hvorfor vi har så svært ved at placere ansvaret alene hos en gerningsmand – selv i den slags sager, hvor det er så åbenlyst, hvem der har gjort noget forkert.
Men jeg ved, at det bliver virkeligt svært for folk, når billedet bliver mere mudret – som med mobning. For mobning er utroligt svært at gennemskue. Og det er aldrig sort-hvidt, hvis skyld det er. Derfor ender det tit med en “der går jo ikke røg af en brand…”
Og så sidder man som offer og tænker; jamen, så var det jo nok min egen skyld, at jeg skulle svines til hver evig eneste dag i min skoletid.
Du kunne jo bare have ladet være med… at være dig
Nej!
Det er aldrig offerets egen skyld, at andre overskrider grænserne for, hvordan man kan tillade sig at behandle en. Om ikke andet, så har jeg da lært det af at være blevet mobbet i så mange år.
Lad mig give et eksempel: Vi kender alle sammen ham mongolen, der står nede ved busstoppestedet og spiser sine egne bussemænd. Og man frygter hver morgen, at han sætter sig ved siden af en i bussen, og en dag gør han det. Og så ser han på en og siger “aaaøøøhiiiiaaøøø” – med tungen helt ude, fuld af bussemænd.
Har man så ret til at skubbe ham på gulvet? Har man ret til at råbe: “Fuck nu af, dit klamme svin?”
Nej, for selvom hans adfærd er supergrænseoverskridende for mig, så har han faktisk ikke overskredet mine grænser. Han er der bare og gør det, han nu engang gør.
Hvis han nu havde rørt ved mig, eller sat en bussemand fast i panden på mig – så var det en anden sag, for så havde han invaderet mit private rum, så måtte jeg selvfølgelig sige fra (på en nogenlunde anstændig måde.)
Men det gør han ikke, ligesom de fleste af dem, der dagligt bliver mobbet på skoler (og på arbejdspladser) ikke gør andet end bare at være der – og gå nogen på nerverne ved deres blotte tilstedeværelse.
Hvor er fortidens viskelæder, når man har brug for det?
Dét ved jeg nu. Og det er den erfaring, jeg prøver at give videre, når jeg fortæller om mobning. Men trods det, kan jeg alligevel ikke slippe for knuden i maven. For hvad nu, hvis jeg alligevel er så stor en freak, som de sagde dengang!?
Derfor vil jeg helst fortælle en anden historie. Jeg vil helst fortælle en historie om mig selv som en vinder – som den, der handlede og var den seje. Og ganske vist bliver det også lidt den historie, jeg kommer til at fortælle – underdog-historien – om et mobbeoffer, der kæmpede mod uretfærdighederne og “vandt” og sidenhen blev komiker og forfatter.
Men uanset at det så – indtil videre – er blevet udfaldet af min historie, så vil jeg stadig gerne have et viskelæder, der kunne slette min offerfortid, og i stedet give mig muligheden for at fortælle en anden historie; en historie, hvor jeg var den populære, hende alle de andre børn så op til.
Hvorfor betyder det stadig så meget så mange år efter? Aner det ikke, men det gør det altså. De der knuder i maven, de forfølger virkelig en.
Så du skal bare vide, at jeg overhovedet ikke har lyst til at fortælle dig det her. Men nu gør jeg det altså alligevel.
Mobning er et kompliceret spil, og du er bare en brik
For måske er du nysgerrig efter at vide, hvorfor jeg lige fik øgenavnet SoloSanne. Og det er en lang historie – som det jo altid er, når det handler om de mudrede ting som mobning. For der har selvfølgelig været et langt forspil og en masse sociale dynamikker, som gjorde, at lige netop jeg på dette tid og sted blev udvalgt som skolens største mobbeoffer.
For eksempel gik det først for nylig op for mig, at der var en faktor, der må have haft en større indflydelse på, at lige netop min årgang på Ikast Østre Skole gik sådan amok, som den gjorde i start-90‘erne. (Det gik faktisk så meget amok på min årgang – med mig i front som hardcore mobbeoffer – at skolen efterfølgende omlagde hele sin struktur for de ældste klasser.) Nemlig den faktor, at hele byen på det tidspunkt var i dyb krise, fordi tekstilindustrien – som byen var grundlagt på – var ved at lukke ned.
Mange af de voksne mistede deres arbejde (inklusiv min mor). Så der må altså have været kæmpekrise og mange usikkerheder hos de voksne, og det har formentlig påvirket os børn og fået os til at opføre os endnu værre, end vi måske ellers ville have gjort. (Jeg siger det bare med den nuværende krise in mente – børn mærker meget mere, end voksne tror.)
Så jeg kunne godt bruge en masse tid på at fortælle om alt det, jeg nu ved – altså om alle de bagvedliggende faktorer, som jeg har læst mig frem til for at have noget fagligt viden om mobning som socialt fænomen.
Men det ville nok også være lidt en måde at undgå at fortælle om det, der virkelig gør ondt; det der giver knuden i maven. (Jeg kommer i øvrigt nok til at skrive flere blogs om mobning, så på et tidspunkt når jeg sikkert mere rundt om emnet.)
Så i stedet bør jeg vel fortælle den her historie fra barnets synspunkt. Fra den 12-årige Sanne, der rent faktisk oplevede det her.
Det stof drømme – og mobning – er gjort af
Så vi er altså tilbage i 1992. Jeg er i høj grad allerede etableret som mobbeoffer: De andre holder mig udenfor, pigerne fniser af mig bag min ryg, drengene stikker mig en lammer, når de kan slippe af sted med det, uden at lærerne ser det.
Men indtil det her tidspunkt har jeg ikke taget det ret meget til mig. Jeg elsker at gå i skole og lære noget; jeg har en fest med at skrive alenlange stile – også i de fag, hvor man normalt slet ikke skal skrive stil – og jeg har hidtil haft nogle lærere, der også har ladet mig udfolde mig kreativt. Så jeg lytter ikke voldsomt meget til fnisene bag min ryg – og lammerne er ikke værre, end at jeg kan slå lige så hårdt igen.
Men så kommer vi i 6. klasse og skal lave skolemusical. Vi skal spille Oliver Twist, og jeg er helt høj over det. For jeg er vild med at stå på en scene, og jeg ved, at alle de andre år har der ikke været nogen drenge, der har gidet spille de store roller (og alligevel vælger lærerne hvert år en musical, hvor hovedrollen er af hankøn…) Det vil sige, at de store drengeroller på alle tidligere årgange har været besat af piger, og da der heller ikke er nogen drenge – eller piger for den sags skyld – på min årgang, der udtrykker ønske om at spille store roller, tænker jeg, at hovedrollen som Oliver måske kan blive min.
Det siger jeg så til min musiklærer, der står for projektet. Hun nikker venligt og smiler og siger, at hun vil tænke over det. Og jeg tænker, at det er godt, at jeg har lært hjemmefra, at man altid skal gøre opmærksom på, hvad man gerne vil. “For man har jo et nej, indtil man har spurgt,” som min altid siger.
Men måske skulle min mor i stedet have lært mig en anden lektie, en af de vigtigste sociale koder; mobbe-overlevningsregel nr. 1: Hvis du gør opmærksom på, at der er noget, du meget gerne vil, er du alt for nem at ramme. Dine drømme gør dig sårbar!
Den gode, gamle lærerstil: Del og hersk
For min musiklærer tager mine drømme med direkte ind i den klasse, hun er klasselærer for – min parallelklasse – og fortæller om dem, højt for hele klassen. Jeg fik det genfortalt af min veninde, så jeg kan ikke være sikker på, hvad min lærer rent faktisk sagde derinde, men i den genfortalte version lød det nogenlunde sådan her: “Så må en af jer drenge hellere se at få meldt jer til at spille Oliver, for Sanne inde B-klassen tror, at hun skal spille den rolle, og det skal hun ikke, hvis jeg har noget at skulle have sagt. Hun er forfærdelig, og hun kan slet ikke synge!”
Mit voksne jeg vil virkelig gerne tilgive den lærer. Hun vidste jo ikke rigtigt, hvad hun gjorde. Hun stod formentlig midt i sit livs krise som lærer med en årgang af elever, der var fuldstændigt ustyrlige – for det var vi – og hun var godt oppe i årerne, ikke langt fra pensionen, og havde sikkert ingen ideer om, hvordan hun med sin vaklende autoritet skulle klare at møde de her præpubertære bøller dag efter dag et helt skoleår mere. Så hun valgte diktator-metoden; find en syndebuk.
Men mit 12-årige jeg – det livsbegejstrede barn, der virkelig gerne ville lære, skrive, synge, spille skuespil og leve mine drømme ud, og som just var på vej ind i den hormon-tsunami af usikkerheder og identitetskrise, der rammer i teenageårerne – dét 12-årige barn har meget svært ved at se andet end en dum so af en lærer, der sanktionerede alt det lort, jeg blev udsat for de efterfølgende tre år af min skoletid.
De voksne kan også være… nogle store møgsvin, faktisk
Rygtet spredte sig hurtigt til de andre klasser, til hele skolen: Sanne fra 6.B tror, hun er den næste Sanne Salomonsen. Sanne Solonumsen. SoloSanne. Og det hed jeg så resten af min tid på Østre Skole.
Så det var altså sådan SoloSanne blev født. Og nej, jeg fik aldrig hovedrollen i den musical. Faktisk fik jeg slet ikke nogen rolle i musicalen overhovedet. I stedet skulle jeg sidde bagerst i festsalen og se resten af min årgang øve – indtil jeg på andendagen blev smidt ud fra prøverne af selvsamme lærer, fordi jeg “forstyrrede” (eller mere sandsynligt, tænker mit voksne jeg, fordi min tilstedeværelse mindede hende om, hvor råddent hun havde opført sig.)
Mine to veninder blev i øvrigt smidt ud sammen med mig, og det betød, at vi tre piger som de eneste på hele 6. årgang skulle have normal undervisning. Den dag i dag forstår jeg stadig ikke, at ingen af de andre lærere eller skoleledelsen reagerede på det. Det var da fuldstændig absurd, at skolen var nødt til at opretholde undervisningstimer i to uger for kun tre elever.
Men det viser måske meget godt, hvor konfliktsky voksne – selv voksne med pædagogiske uddannelser – kan være, når det kommer til at gøre noget ved mobning.
Årh, nu er du vist også lidt for nærtagende
Nu ved jeg ikke, om du, som læser det her, overhovedet kan fornemme bare lidt af den smerte, der ligger i navnet SoloSanne for mig. For det er jo så utroligt svært at forklare alle de følelser – den store knude i maven – der følger med sådan noget. For de fleste udenforstående er det jo bare et fjollet øgenavn. Mange voksne sagde allerede til mig dengang: “Hold dog op med at tage det så alvorligt, det er jo bare et tilnavn. De kunne have kaldt dig så meget, der var værre.”
Ja, det kunne de – og det gjorde de i øvrigt også – men navnet SoloSanne repræsenterede bare den punkteren af alt, hvad jeg troede, jeg var og skulle være. Lige præcis det navn viste mig, at andre kunne tage alt fra mig – mine drømme, min barnetro, mit inderste væsen.
Og godt nok tog de ikke det endegyldigt fra mig, for jeg lykkedes jo med at finde tilbage til det og komme op på en stand-up-scene og skrive romaner. Så den 12-årige Sanne “vandt” alligevel til sidst – selvom jeg “spildte” pænt mange år på en uddannelse, jeg slet ikke havde lyst til, fordi jeg havde ladet dem lukke ned for den, jeg i virkeligheden gerne ville være.
I øvrigt er den eneste grund til, at jeg fandt ind til den 12-årige Sannes drømme igen, at jeg havde/har uovertruffen opbakning hjemmefra og fra mine venner. Dem, der virkelig knækker under mobning, er dem, der ikke har det. Jeg er ikke stærkere end alle andre, jeg er bare heldig.
Godt set i krystalkuglen, små mobbere
Hvorfor vil jeg så minde mig selv om alt det her og om min tid som offer ved at kalde min blog for SoloSanne? Jeg kunne bare have ladet det navn gå i glemmebogen. I stedet har jeg nu sat mig selv i en position, hvor folk igen omtaler mig som SoloSanne.
Det har jeg selvfølgelig valgt til dels fordi det er en handling at bruge navnet; jeg tager det øgenavn aktivt til mig, og så er jeg allerede lidt mindre et offer.
Men også fordi jeg trods alt har humor nok til at more mig over, hvor meget mine skole”kammerater” allerede dengang havde indset om mig. Af alle de øgenavne, de kunne have valgt til mig (jeg er jo også rødhåret og har fregner og et navn, der rimer på “vandekande”) så valgte de ét, der signalerer, at hende Sanne er en, der går solo.
SoloSanne er sådan en, der tror, at hun skal stå på en scene og blive klappet af. SoloSanne er sådan en, der tror, at hun skal sidde hjemme i sin stue og skrive ting, som andre folk gider at sidde i deres stuer og læse. SoloSanne er sådan en, der går imod strømmen og ikke retter sig ind efter, hvad andre synes, hun skal gøre. SoloSanne er sådan en, der ikke spiller efter reglerne. SoloSanne er ikke bange for at skille sig ud.
SoloSanne er nok tæt på at være den bedste beskrivelse af mig, nogen nogensinde har lavet. Det er da topsjovt!
Og en eller anden dag skal jeg også nok få grinet knuden i maven væk over det.
Følelsesfejl, -fnidder og -fumlerier
I dag sprang en dame mig over i kundeservice-køen i Føtex. Jeg blev rasende, og sagde ret hårdt: “Det var vist min tur.” Og så møvede jeg ind foran hende og gav jeg den lidt befippede Føtex-medarbejder min bon, så hun give mig de seks kroner tilbage, jeg havde betalt for meget for to mangoer.
Mens Føtesx-medarbejderen slog min bon retur, betjente hun den anden kvinde med den anden hånd, for det viste sig, at den anden kvinde bare skulle have guldmærker (et amerikansk kuponagtigt tiltag for at lokke folk til at komme tilbage og bruge endnu flere penge i butikken (ja, folk i den her sammenhæng inkluderer altså også mig selv, jeg har allerede erhvervet mig helt unødvendigt flere guldmærkede knive og gryder.))
Jeg følte mig så ussel, da jeg gik ud af butikken med mine to poser og seks kroner, og den ene side af mine hjerne prøvede at berolige mig selv; hey, hun sprang faktisk over dig i køen, hvorfra skulle du vide, at hendes ærinde kunne ordnes på to sekunder? Du har vel lov at sige fra.
Men så blandede den anden side af hjernen sig: jamen selvom hun var virkelig uhøflig, så kunne du jo stadig have talt pænt, der er vel ingen grund til at overreagere. Selv Føtexmedarbejderen blev forskrækket, og Føtexmedarbejdere må have oplevet de værste typer mennesker reagere på den værste tænkelige måde, for der er jo altid fucking fejl på deres priser. Nu er jeg faktisk også sur over det. Så skulle jeg stå der i fem minutter og vente, bare fordi jeg havde lyst til mangoer.
Og så tilbage til den første side af hjernen: Slap nu af med de seks kroner, det var jo stadig et godt tilbud, og du fik dine penge tilbage og solen skinner. Fuck, jeg glemte at købe køkkenrulle. Lortesøndag.
Den ukrænkelige regl om tys
Jeg bruger rigtigt meget tankevirksomhed på at analysere mine følelser og reaktioner. Fordi jeg ved, at de er fulde af fejl. Eller fejl er måske ikke det bedste ord, et bedre ord ville være bias, som kommer fra den akademiske verden, og som betyder “skævhed, hældning eller fordom”. Mine følelser er fulde af bias, og mine reaktioner kan derfor tit blive helt forkerte.
Nu kan du selvfølgelig mene, at der er for meget at lægge i en lille reaktion på en i øvrigt helt uacceptabel adfærd; at man holder sin plads i køen er jo en af de små uskrevne regler, der holder Danmark sammen.
Der er en del af de her regler, som udover den åbenlyse fordel af at gøre os alle sammen til politibetjente over for regelbrydere – eksempelvis giver de os retten til at hvæse af folk, der kommer til at tale i stillekupeer, i en grad så jeg er sikker på, at den instinktive reaktion på ordene “jeg bliver kvalt” vil være “shhhh, det er faktisk en stillekupe det her… hør hvorfor er du blå i hovedet?”
Nå, ja, og så gør de små regler det jo også pinligt klart for alle, hvem der er ordenligt integreret i den danske kultur, og hvem der er udlænding/socialt handicappet/psykopat. Mange ikke-danskfødte, dvs. tilflyttere og turister synes for eksempel, det er svært at forstå, at vi kan være så emsige med, at alle skal holde deres pladser i køen, lige indtil der bliver åbnet en ny kasse, for så er det alle mand for sig selv! Og skulle man komme til at vælte en gammel dame omkuld i kapløbet om det tomme kassebånd, så tager alle det med, sådan er reglerne nu engang i supermarked. Det ved vi alle sammen.
Regulative regnestykker
Men grunden til, at den stakkels dame i køen i Føtex fik mit pis i kog var bare ikke, at hun forbrød sig mod de uskrevne regler for køkultur. Det var faktisk på grund af min fryser.
Jeg brugte nemlig i går på at afrime dette monstrum, hvilket egentlig ikke indebærer så meget andet end at tømme frostvarerne ned i fryseboks og slukke på kontakten og så vente på, at alt isen er blevet til vand og kan tørres op. En egentlig ret enkel opgave, som min fryser dog utaknemmeligt valgte at belønne ved at gå i baglås i temperaturmekanismen, så den gik i gang med at bippe gennemtrængende for hvert kvarter natten igennem for ligesom at fortælle, at den altså stadig ikke var nået ned på minus 12. Og da jeg så for ottende gang måtte stå op for at slukke for bipperiet, besluttede jeg, at de frostvarer, jeg nu engang havde, måtte lade livet til fordel for min nattesøvn, så jeg slukkede fryseren helt. Men det var for sent, jeg fik ikke sovet ordentligt igennem og vågnede sur og tvær.
Normalt når jeg har de her underskudsdage, hvor jeg af den ene eller anden grund ikke har sovet ordentligt, så ved jeg godt, at jeg skal regulere for det i min øvrige adfærd. Så laver jeg nærmest et lille regnestykke, hver gang jeg kommer i kontakt med et andet menneske: manglende nattesøvn + ondt i nakken + irriterende mand i bus + det er vinter = ingen reaktion.
Eller: pms + livet + irriterende mand i fjernsynet = gå i seng, indtil det er ovre.
Eller måske en gang imellem: solskin + hundehvalpe + et klamt svin, der tager mig på røven = råb ukvemsord meget højt.
Så var du alligevel fra Jorden
Pointen er, at jeg normalt er bevidst om mit følelsesmæssige bias, når det kommer til manglende søvn. Jeg er også som regel godt klar over det, når det skyldes lavt blodsukker. Og de formentlig 800 andre kropslige funktioner, der regulerer mit humør, er jeg godt nok ikke bevidste om, men forsøger dog alligevel at mærke efter i mavsen, om jeg svinger over eller under mit “normale” humør, så jeg kan regulere ind efter det.
Jeg glemte det bare i dag. Og sådan er det jo indimellem. Ligegyldig hvor god jeg bliver til at lave regnestykkerne og regulere for mine humørudsving, så har jeg bare dage, hvor der ikke er styr på det. Dage, hvor jeg overreagerer. Måske ligefrem dage, hvor jeg underreagerer (det tvivler jeg dog på.) Og sådan er det jo med alle mennesker indimellem, så igen i dag har jeg konstateret, at jeg er helt igennem menneskelig, og det er jo sådan set meget rart at vide, for der er da dage, hvor jeg tænker, at de burde sende rumskibet tilbage efter mig – jeg passer tydeligvis ikke ind.
Er der så mere at sige om den sag, mit lille følelsesmæssige snap i Føtex? Ja, for det er så langt fra alle, der tænker sådan her. Jeg læste engang i en psykologibog, at de fleste faktisk aldrig tænker over, at de selv svinger i humør. De går bare altid ud fra, at det er andres skyld, at de har det, som de har det.
Et godt eksempel på det her er en historie en af mine mandlige bekendte fortalte. Han brokkede sig en dag over, at hans kæreste gennem 10 år hver 21. dag, helt punktligt, ville blive rasende over et eller andet, han havde gjort, selvom han gjorde præcis det samme de resterende dage om måneden.
PMS og andre kliché-fortællinger
Ja, det var en rigtig “women; can’t live with them, can’t ovulate on my own”-historie. Kvinder er præmenstruelle og bliver sindssyge, og det kan mænd så mødes og bygge fællesskab op på at grine af. Og oftest bliver jeg bare irriteret på mænd, der fortæller den slags historier, fordi jeg synes, det er så fucking kliché at snakke om – ligesom du kun vil se det hvide i mine øjne, hvis du begynder med “hun har mange sko”, “han ser ligesom ikke, at der er støv” og selvfølgelig den altid vindende favorit: “han slår ikke brættet ned.”
Men lige den her gang ramte historien mig faktisk fra en anden side, fordi jeg havde læst den der psykologibog. Pludselig syntes jeg ikke længere, at historien var hverken “ha-ha-kvinder-er-umulige”-sjov eller, at den var banal og irriterende. Nej, nu synes jeg faktisk, at den er dybt foruroligende, faktisk ret skræmmende.
Tænk lige over det her engang: Der er altså tale om en kvinde, der igennem 10 år har reageret på samme måde hver evig eneste måned, vi snakker altså rask væk +120 gange den samme reaktion her. Og hun har på intet tidspunkt overvejet at koble hormoner og reaktioner sammen!?
Nu skal det siges, at jeg selvfølgelig ikke ved, om hendes kæreste bare finder på – eller det kan ligefrem være, at hun rent faktisk forsøger at regulere ind, så godt som muligt, men at han bare er en kæmpeidiot alle månedens dage, og hun kun giver efter for det én enkelt dag om måneden.
Men han lod jo heller ikke til at tænke mere over det. Jovist, han havde luret, hvad der var den virkelige årsag til hendes vredesudbrud, men han havde ikke skænket det en tanke, at den slags faktisk kan reguleres.
Tilsyneladende i disse menneskers parforhold og i deres verden, er følelser noget, der opstår, som man naturligvis må reagere på – og det helt proportionelt med hvor store følelserne er.
Så tror jeg lige, at jeg så meget bedre
Jeg bliver bare altid nærmest helt bange for menneskehedens udviklingsmuligheder – hvor skal det hele dog ende? – når jeg hører den slags historier, når jeg møder den slags mennesker.
Jeg selv og de mennesker, jeg har valgt at have i min private omgangskreds, er nemlig ikke sådan, og det er selvfølgelig en farlig og naiv lille sæbeboble at leve i; at gå rundt at tro, at alle mennesker arbejder dybt med dem selv, bare fordi vi gør det.
Men det tror jeg bare nogle gange.
Fordi jeg har så svært ved at forestille mig, at man kan have lyst til at leve et andet liv. Jeg har så svært ved at forestille mig mennesker, der ikke har brug for at vide, hvorfor de gør, som de gør.
Men ak ja, jeg ved selvfølgelig godt, at de findes – i hobetal, desværre. De mennesker, som jo også gerne ynder at fortælle mig, at jeg tænker for meget over tingene. Og så bliver jeg temmelig bekymret, for hvis vi ikke engang kan finde ud af at lære af os selv… kan vi så nogensinde lære af hinanden, af historien? Er vi så ikke bare dømt til at gentage alle fejltagelser? Og der er det jo ikke mindst de følelsesmæssige fejl, der er farlige. Det er eksempelvis krænkede og sårede følelser, der fører til mord og krig.
Og måske startede de følelser bare med en dårlig nats søvn. Eller måske startede de i køen i Føtex, men uanset hvad er det da værd at tænke over, om de følelser reelt har noget med resten af verden at gøre. Og ikke mindst om resten af verden også behøver bøde for dem.
Men ja, det her er jo bare sådan, jeg føler, og måske er det at skrive den her blog så bare en overreaktion på min overreaktion i Føtex-køen. Men jeg føler mig i hvert fald bedre tilpas nu… og den følelse, hvad er den mon så?