Tag: forventninger
Smuk udenpå, værdiløs indeni
Smuk udenpå, værdiløs indeni
Jeg lagde plakaten for mit nye show op som cover på facebook i går:
Og ligesom de andre gange, jeg har delt den på fjæsen, indrullede straks kommentarer, hvor folk vælger side:
“Du er pænest med fregner.” “Du er så pæn uden makeup.” “Du er smuk eau natural.”
Der mangler endnu at være nogen, der erklærer den stylede side for vinderen, men det hænger nok sammen med, at ingen kan få sig selv til at skrive: “Hey, hvis du lige gad dække dit klamme ansigt lidt mere til, ville det bare være fjong.”
Og lad mig straks sige, at det ikke er, fordi jeg er utaknemmelig over, at folk skriver søde ting til mig. Komplimenter er dejlige. Men…
Det er bare lidt, som om disse folk i deres ellers velmenende ros totalt misforstår budskabet med plakaten. Den skal illustrere, hvor meget kvinder påfører sig (og skjuler) for at fremstå som rigtige kvinder. For det er temaet i showet.
Der skal ikke kåres en vinder-side. Det handler ikke om, hvorvidt du synes, jeg er pænest uden eller med makeup (og i øvrigt med en ordentlig røvfuld Photoshop oveni!)
For selvom folk tror, at de giver mig en stor kompliment ved at vælge den “naturlige”, usminkede side af mit ansigt. Så forholder de sig jo stadig kun til det, der er udenpå. Og Sanne hun sidder altså inde bagved fregnerne og pudderet.
Mere fokus på din skønhed, for den handler om… MIG!
Det er det samme med alle de kampagner, der pt bliver lavet for at bringe skønhedsidealernes overmagt lidt i knæ. Om det så er kvinder (eller mænd) der poster bikinibilleder af sig selv som tykke, med stomiposer, med hår under armene – eller i mit tilfælde; hår lidt længere nede. (Ja, jeg har hår på knæene!)
Altid ender det med en masse velmenende kommentarer i stil med: “du er så smuk bla bla bla”. Især til kvinderne.
Og jo, det kan da nogle gange være det rigtige at sige. Det er ikke dårligt at fortælle andre mennesker, at de er smukke. Problemet er, at det nemt kommer til at fremstå, som om skønhed er det eneste, der tæller.
Og det synes jeg altså lidt, man gør, når man for eksempel kårer en vinder-side på min plakat. For det er ligegyldigt, hvordan jeg er pænest – da især i andres øjne: Om jeg er pænest uden makeup, med makeup, bodypaintet blå, tatoveret grøn, plus 40 kilo, minus 5, med arme eller uden.
For når man vælger side – eller når man giver andre komplimenter a la “du er så pæn med diskret makeup” eller “du burde altid gå med (indsæt selv tøjgenstand, der udmærker sig ved at være en, man yderst sjældent er iført)” eller min favorit: “dén frisure klæder dig!” (Underforstået: alt andet, du foretager dig med dit hår, er grimt.)
For det, man jo egentlig siger, er: “Her er min dom over, hvornår du er smukkest. Og den er vigtig, for det er dit liv bør handle om: at fremstå så smuk som muligt. Og-og-og altså ikke sådan som du selv synes, du er smukkest – nej, sådan som vi andre kan lide at se på det. Altid!”
Hængekassefri feministfisse det kan vi li’!
Måske virker jeg lidt sart. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan forklare godt nok, hvorfor det ikke rigtigt føles som en kompliment at blive bedømt på den måde. Som en ko ved et dyrskue, den absolut ikke selv har valgt at deltage i.
Men måske kan Kim Hansen hjælpe med forklaringen:
Sagen er jo, at jeg ikke er mit udseende. Mit udseende er naturligvis en del af mig, en overfladisk del. Men det er ikke den, jeg er.
Men det Kim Hansen her siger, er, at min menneskelige værdi er ret meget lig med mit udseende. Ja, i sådan en grad, at andet ved mig tilsyneladende er helt ligegyldigt. For hvad med alt det, jeg gør, siger, tænker og føler? Har det ingen værdi? Åbenbart ikke.
For Kim Hansen kan altså godt leve med, at jeg lukker femibras ud – bare jeg samtidig ligner en porcelænsdukke, som man må sperme i ansigtet.
Jeg taler så langt fra på alle kvinders vegne her, det ved jeg godt. Mange kvinder elsker at drukne i komplimenter om deres udseende. Mange kvinder gør enormt meget ud af sig selv for at få disse komplimenter.
Og igen, jeg mener som sagt, at man gerne må anerkende både kvinders og mænds skønhed. En kompliment som “du ser dejlig ud” har i mine øjne aldrig skadet nogen – medmindre man efter en kunstpause tilføjer “… i dag!”
Så smuk at hun ingenting ellers kan – ikke engang gå
Men hvis det er den eneste ros, man nogensinde hører…
Damn, det må være ødelæggende for ens selvbillede! Især når billedet så begynder at krakelere. Hvilket det uundgåeligt vil gøre – i hvert fald i forhold til, hvordan vi betragter skønhed i vores kultur, som ikke kan bære rynker og gråt hår. (På kvinder… Mænd må gerne blive gamle.)
Og det her forstår mænd simpelthen ikke!
De forstår ikke, hvor ødelæggende det er, hvis man kun bliver værdsat i kraft af sit udseende. For det prøver de aldrig.
Oprindeligt har der nemlig været en ret klar opdeling i vores kultur, hvor kvinder var det smukke køn, mens mænd bare gik på arbejde.
Det vil sige: mænd gik ud i verden og handlede, tjente penge, tænkte store tanker, skabte fantastiske ting. Mens kvinderne var nogle, man blærede sig med at vise frem over for andre mænd. Kvinden var ikke noget i sig selv – kun i kraft af hendes kobling til manden. Hun var hans ejendel ligesom hans hus og hans hunde. Ergo skulle hun helst være værd at vise frem.
Så alt efter, hvor dygtig manden var til sin del, jo mere overflødig-smuk kone kunne han tillade sig at have. Bedst illustreret ved indsnørede fødder i Kina: “Se mig, jeg er så betydningsfuld, at min kone kun sidder til pynt!”
En deciliter historisk tilbageblik tilsat et drys Austen
Så alt det her har jo givet mening – på en uhyggelig ”lad os aldrig gå tilbage til det”-måde – engang hvor hele kvindens værdi netop var hendes constitution, som Jane Austen ville kalde det. Og som jo bedst kan oversættes med forfatning. Altså ligesom et hus. Hvilken forfatning er hun i? Er der nogle K3’er? (K3’ere er i øvrigt altid revner i facaden og svamp i underetagen!)
Men inden nogle læsere så stikker af i kvasi-videnskabelige forklaringer om, at kvinder derfor er biologisk/evolutionært kodet til at fokusere på deres udseende, så lad mig straks indskyde, at der i mange andre kulturer har været langt mere fokus på mandens udseende (eksempelvis i det gamle Grækenland), og at det med en kvindes constitution altså meget sjældent kun handlede om udseende. (Der er vist næsten kun de føromtalte indsnørede fødder i den kategori.)
Nej, constitution handlede i lige så høj grad om kvindens talenter på klaver og til at arrangere blomster, hendes blide, dydige sind og i evnen til at skabe et dejligt hjem for manden og børnene. Og i de mere laverestående samfundslag også, om hun kunne malke, lave mad og hjælpe til med alt fra markarbejde til slagtning.
Men de dele af kvindens særegne værdi forsvandt lidt, da samfundet skiftede karakter, og hun blev lige med manden i forhold til at tjene penge uden for hjemmet, uddanne sig og deltage i demokratiet – og altså ikke længere kunne være noget alene i kraft at sin (hus)moderrolle.
Tilbage som særlig kvindelig værdi stod kun udseendet.
Katjing – mønter direkte ned i smuksakkens lommer
Faktisk blev udseendet efter kvindefrigørelsen pludselig noget, en kvinde kunne leve af, når hun skulle forsørge sig selv. Jo smukkere, hun var, jo mere værdi kunne hun rent faktisk indbringe – til sig selv og til modelagenturer, filmselskaber og pornobagmænd.
Dette er den dag i dag stadig de få brancher, hvor kvindelige stjerner kan tjene væsentligt mere end deres mandlige kolleger.
(I parentes bemærket er der masser af undersøgelser, der viser, at “smukke” mennesker generelt klarer sig bedre på mange parametre – de tjener mere, avancerer oftere, får lavere straffe osv. Men det gælder også for “smukke” mænd, så jeg tillader mig lige at se bort fra den del her. Jeg nævner det bare her i parentesen, fordi jeg er udmærket klar over, at mit åbenbart “smukke” udseende formentlig åbner en del døre, der ville have været lukket for en pukkelrygget, skeløjet, skaldet Sanne med underbid.)
Pointen med dette historiske opskrab er at vise, at der altså er en god grund til, at mænd vurderer kvinders udseende – og at kvinder vurderer kvinders udseende. For det er det er den kulturelle bagage, vi alle har med: vi ser udseendet som kvindens største aktiv.
Og både mænd og kvinder tror derfor, at når de komplimenterer en kvindes udseende, så lægger det noget til hendes værdi, og når de sviner hendes udseende, så trækker de noget fra hendes værdi.
Hvilket forklarer, hvorfor tilsvininger om udseende fylder så meget, når nogen kritiserer kvinder. (Og det er forklaringen på, at feminister altid fremstilles uattraktive. For så er de jo mindre værd end rigtige smukke, passive og ikke-konfliktskabende kvinder.)
Du er så smuk, at din mening ikke tæller
Så det er altså positivt ment, når folk komplimenterer en kvindes udseende. Og dog…
For det sker også, at komplimenter bruges mere som en måde at få reduceret en kvindes – ofte hårdt tilkæmpede – ligeværdige værdi. Det vil sige, at man(d) ønsker at tage værdien af det, hun gør, kan eller siger ved i stedet at sætte fokus på, hvordan hun ser ud. Altså et sexistisk magtspil, der handler om at genindføre kvindens traditionelle laverestående status.
Den slags “komplimenter” kan man heldigvis nemt genkende. De optræder nemlig altid i sammenhænge, hvor kvinden gør noget andet end at se godt ud: passer sit arbejde, fremlægger et projekt, stiller op til et valg, fremsiger en vigtig pointe, dyrker en form for sport (og vinder) eller deltager i en meningsudveksling (og vinder).
Og her er det i øvrigt ligegyldigt, om man siger “komplimenten” direkte til hende – eller om man siger det om hende til andre.
Det kunne – bare som eksempel – være den slags, visse mænd skriver til en kvindelig komikers klip på youtube:
Kommentarer i de to kategorier – noget med Sannes udseende og noget med, at Sanne/kvinder ikke er sjove – udgør pt mere end halvdelen af kommentarerne under mine youtube-klip.
Heldigt, at siden jeg åbenbart er så dårlig til mit arbejde, at jeg så i det mindste er lækker, hva’…
Men jeg opfatter det virkelig ikke som komplimenter, at man(d) skriver om mit udseende på den måde. Jeg synes, underteksterne skinner for tydeligt igennem.
I bedste fald er underteksten: “Hey, drenge, jeg har en legitim grund til at se på hende her. Det er ikke, fordi jeg pludselig er blevet bøss’ eller noget, bare fordi jeg kan li’ en kvindelig komiker. Jeg vil stadig knep’ hende, okaj!”
Men I værste fald er underteksten: “Hey, piger, I skal ikke tro, at bare fordi en af jer får opmærksomhed på noget, hun render og laver, at I piger så pludselig er noget. I er stadig kun noget værd, hvis nogen vil knalde jer.”
(Sidstnævnte undertekst virkede i øvrigt til at gælde godt og grundigt hos dem, der fik den alletiders idé at indføre en ‘Ku’ godt’-kategori kun til kvindelige kunstnere ved seneste Zulu Awards.)
Må jeg ikke også få lov at være lidt pæn, selvom jeg bare er en mand
Men hvis vi ser bort fra bitre mænd med små pikke og misundelige kvinder med… store kusser!? Så er det jo som hovedregel positivt ment, når folk komplimenterer kvinder. De tror som bekendt, at de lægger noget til hendes værdi.
Faktisk tror jeg, at mange mænd i virkeligheden ville ønske, at de også kunne få lidt mere ros på deres udseende – ligesom kvinder gør. Fordi jeg tror, mænd savner at blive rost for det, de bare er – stedet for altid at skulle præstere noget for at få ros og anerkendelse.
Så de kigger på de smukke kvinder og giver dem de komplimenter, de selv ville ønske at få – og selvfølgelig de komplimenter, de tror, kvinder gerne vil have. Fordi der jo er grotesk fokus på kvinders udseende – og kvinder selv gør så meget ud af det – at det kan være svært at se, at der skulle være andet og mere at snakke med os om.
Mens jeg så går rundt og giver mænd, de komplimenter, jeg gerne selv ville have: “Ej, hvor er du sej. Du er så pissedygtig til dit arbejde. Du gør virkelig en forskel.”
Og stresser så dem yderligere i, at de skal præstere noget for at føle sig gode nok. Catch 22 i kønsrollemønster.
Åh, at være en smuk passiv… ting
Men selvom jeg sagtens kan forstå, hvorfor det også er surt for mænd at være låst fast i de kulturelle forventninger, der er til deres køn, så kan jeg altså mest tale ud fra mit eget. Og mit køn er det smukke køn. Det er et problem. (Da især for dem, der ikke kan bloggebrokke sig over at blive kaldt smukke, men som kun oplever at blive reduceret til et ikke-kneppebart udseende. Jeg har skrevet om det tidligere.)
For sagens kerne er jo, at det er en objekt-position. Mens mænd til stadighed har subjekt-positionen: De kan/skal handle for at blive noget. Kvinder skal bare forholde sig passivt og satse på, at Gud og/eller generne har velsignet dem med en værdi. (Og selvfølgelig i det skjulte handle ganske aktivt på at opgradere den værdi med peeling, waxing, tanning, toning, makeup, plastikoperationer og slankekure.)
Det vil sige, at mænd bliver ved med at have større frihed. De kan selv skabe sig deres identitet. De kan selv vælge, hvor meget arbejde de vil lægge i deres værdi. (Samtidig med, at de som alle mennesker indimellem føler sig grimme og uelskelige og kun har meget få remedier til at gøre noget ved det, for de må jo ikke fokusere på deres udseende.)
Mænd er med andre ord ikke tvunget til at sidde passivt og vente på, at andre tillægger dem en værdi. De har selv en vis magt over deres egen værdi.
Nå, ja, det kan man selvfølgelig argumentere for, at kvinder også har. Kvinder kan jo bare bruge hele vores tid og (en mands) formue på at opgradere værdien af udseendet – indtil vi er færdige-som-fyrre-årige-færdige.
Men det er der sgu da ikke særligt meget værdi i for andre…
Medmindre selvfølgelig at nogen virkelig vil argumentere for, at talentmassen hos halvdelen af jordens befolkning udelukkende skal bruges på onanifantasier til den anden halvdel.
Das sexualkapital
Nu gider jeg simpelthen ikke høre mere om, hvor nemt det er for kvinder at få sex!
En af de største illusioner, store dele af mandekønnet lider under er, at de har det hårdere, når det kommer til at interagere med det modsatte køn. Den illusion er med til at skabe de største problemer i interaktionen mellem mænd og kvinder.
Så lad mig lige slå to ting fast med det samme: 1) kvinder er nøjagtig lige så usikre som mænd, og 2) kvinder er nøjagtig lige så liderlige som mænd.
Jeg siger ikke, at alle mænd er på en bestemt måde, og at alle kvinder er på en anden. Jeg siger: Gennemsnitligt er mænds og kvinders følelsesliv fuldstændigt ens – især på det seksuelle område.
Hvilket vil sige, at der er de samme variationer inden for hvert køn: Der er ekstremt liderlige kvinder, der bliver totalt kejtede og vælter ting, når de er i nærheden af en sexet mand (det ved jeg, for jeg er en af dem.)
Og der er ekstremt selvsikre mænd, der ikke er interesseret i tilfældig sex, men ønsker et meningsfyldt parforhold (det ved jeg, fordi mine veninder har sådanne mænd, og jeg nægter at tro, at de har taget de fem, der findes.)
Ligesom der er bunkevis af usikre m/k’er, der bare drømmer om seksuel bekræftelse på deres eksistens.
Hun har fissen, han har pungen
Men mange mænd er overbevist om, at kvinder ejer den seksuelle kapital. Ja, jeg bruger med vilje dette absurde økonomi-udtryk, fordi det netop er det, som den slags mænd ville bruge. På et tidspunkt blev jeg interviewet af Michael Jeppesen, der sagde noget i retningen af:
”Seksualøkonomien er uretfærdig indrettet. 80 procent af mændene vil have sex med 80 procent af kvinderne, mens 80 procent af kvinderne kun vil have sex med 20 procent af mændene.”
Inde i min hjerne stod et stort WTF og blinkede, men jeg havde et kamera lige i smasken, så jeg beherskede mig. Selvom jeg havde lyst til at råbe: ”Seksualøkonomi? Du kunne lige så godt kalde alle kvinder for ludere. Det er verdens ældste løgn: At kvinder ikke har nær så meget lyst til sex, så derfor skal mænd skaffe sig anden slags kapital for at få adgang til den sparsomme seksualkapital.”
Men i stedet prøvede jeg at forklare, at kvinder altså ikke oplever verden på den måde. I min verden vil jeg have sex med måske fem procent af mændene, men 99 procent af dem vil ikke have sex med mig. Ja, jeg er monsterkræsen med mænd – men de mænd er så til gengæld endnu mere kræsne.
Mænd er ikke kræsne, mænd er connoisseurs
Så kunne jeg selvfølgelig bare droppe min kvindekræsenhed og snuppe ham den nogle-og-60-årige hentehårs- og hentevoms-fyr, der pudsigt nok altid udser mig som sit mål.
Det må jo være mig – og andre kvinder – den er gal med, når der tydeligvis er interesserede mænd, og vi stadig sover alene. Hvad var det… 80 procent af mændene, der ville knalde os!?
Men hovsa, hvorfor lægger hentehårs-Hans egentlig an på mig? Jeg mener, hvis han virkelig vil knalde 80 procent af kvinderne, hvorfor lægger han så ikke an på hængepatte-Hanne? Okay, hun er er måske lidt buttet og over 45 og arbejder i en Matas, men hun er sød og lattermild og laver en killer bearnaise.
Men hængepatte-Hanne står time efter time i baren og får absolut nul opmærksomhed – ikke fra mænd, ikke fra bartenderen. Hun findes ikke, for hun er over 40 – både i alder og buksestørrelse.
Når mænd siger, at de vil have sex med de fleste kvinder, så lyver de! Mænd er sindssygt kræsne, men mandlig kræsenhed er i den grad et privilegium. Så meget et privilegium, at vi slet ikke taler om det. De fleste mænd er ikke engang selv i stand til at anerkende, at den findes.
(Så ja, det er lidt ligesom med alle andre mandlige privilegier…)
Kan ikke se hende den fede for hende den tynde, flotte
Mange mænd tænker – eller endog taler om – ”ku’ godt”, når de ser på kvinder. Men de tænker og taler også i den grad om ”ku’ ikk’”. De siger måske ikke de ord højt, men de er jo indbygget. En ”ku’ godt”-kategori implicerer netop en kræsenhed. Der findes massevis af ”ku’ ikk’er”.
Men da kvinders værdi i denne sammenhæng kun beregnes på, om man vil knalde dem, anerkender man slet ikke eksistensen af alle de kvinder, man ikke ku’.
Og det her udspiller sig altså ikke kun i omklædningsrummet efter serie 5-kampen. Det her styrer medieverdenen. Kvinder, der bliver vist på tv, i film, reklamer, nyheder, you name it, tilhører så godt som udelukkende ”ku’ godt”-kategorien. Så snart kvinder ikke defineres som seksuelt tiltrækkende, så findes de ikke. De er bogstaveligt talt usynlige.
Så er det jo ret gratis for mænd at sige, at de vil knalde med de fleste kvinder, ja helt op til 80 procent. For de taler jo om de 80 procent af kvinderne, der ”findes”. Dem, de ser.
Ikke 80 procent af de kvinder, de ikke ser, og som rent faktisk betræder denne jord, hvoraf betydeligt mange af dem besidder både rynker og hængepatter. (Se i øvrigt Sarah Baker totalt naile denne mandlige dobbeltmoral her i Louie.)
Faktisk ville de fleste mænd på min alder da (også) blive ekstremt utilpasse, hvis en nogle-og-60-årig kvinde med hentehår og hentevom tog dem på røven og sagde: ”Hey, smukke. Jeg ku’ godt!”
Skal vi bytte? Din pik for min fisse
Men disse pointer trængte næppe ind hos Michael Jeppesen. Han ændrede formentlig ikke sit syn på ”seksualøkonomiens” uretfærdigheder. Fordi det også er et mandligt privilegium at være overbevidst om, at ens verdenssyn er det rigtige og eneste sande – og at kvinders verdenssyn i bedste fald kun gælder for kvinder og i værste fald slet ikke tæller.
I denne sammenhæng bliver lige dette privilegium dog fuldstændigt grotesk. For det holder som sagt mange mænd låst fast i den fuldstændigt idiotiske tro på, at kvinder ejer sex.
Og det gør vi ikke!
Ingen ”ejer” sex. Medmindre vi taler prostitution, hvor sex vitterligt bliver opfattet som en vare – og det, synes jeg, btw er at ødelægge sex for alle. Ellers er sex ikke noget, man kan bruge økonomiske begreber om. Der findes ikke en ”seksualøkonomi”.
Og hvis der endelig gjorde, hvem har så afgjort, at den ”økonomi” kun kan defineres ud fra kapitalistiske udbud-efterspørgsels-principper? Hvis vi endelig skulle bruge ordet ”økonomi” i forbindelse med sex, så var det vel mere oplagt at tale gaveøkonomi, bytteøkonomi eller naturalieøkonomi.
Sex er en leg, som to (eller flere) parter frivilligt indlader sig på, fordi det er rart i sig selv. Og/eller fordi man gerne vil gøre noget for at få ens sexpartnere til at have det rart.
(Alle andre former for sex er slet ikke sex. Hvis det ikke er frivilligt, men foregår under tvang, er det voldtægt og har INTET med sex at gøre. Og indgår man i sexakten alene for at få en økonomisk kompensation efterfølgende, er det prostitution.)
Vi er kærester, ikke en daglig købesex-transaktion
Man kan godt dyrke sex, selvom man er dødtræt og ikke rigtigt har lyst, fordi man kan mærke, at ens partner har brug for det. Eller fordi parforholdet har brug for det – for eksempel efter et skænderi. Det er stadig sex – og det er kærlighed!
Det er nemlig ikke en økonomisk kalkyle, at man vælger at have sex på den måde. Ligesom det heller ikke har en skid med økonomiske beregninger at gøre, når man ikke har lyst til at have sex med sin partner, fordi der er problemer i forholdet, eller man er træt af, at den anden part ikke gør sin del af husarbejdet.
Sådan et forhold har jeg selv været i. Vi havde det ikke særligt godt sammen, og formentlig derfor holdt han op med at have lyst til sex. Men jeg er liderlig det meste af tiden, så jeg kunne slet ikke holde det ud. Efter en del frustrerende forsøg på at løse problemerne – både de fysiske og psykiske – slog jeg op. For jeg har brug for fysisk nærhed fra min partner. Jeg har brug for kys, kæl og køkkenbordsknald.
Jeg siger ikke, at alle kvinder er ligesom mig. Men nogle er. Ligesom nogle mænd også er. Så vi er bare nogle mennesker, der oplever ikke altid at kunne få sex, når vi gerne vil have det. C’est la vie, selleri. Det er ikke en menneskeret at kunne få udløsning i eller med andres kropsdele!
Would the real skuffejern please stand up – and get out?
Men igen tror mange mænd, at det udelukkende er deres oplevelse af verden ikke at kunne få den sex, man gerne vil have. Og at kvinder derfor udnytter det. De opfatter kvinder som nogle, der bruger sex som betaling. Et styk havearbejde udført, et styk blowjob pr efterkrav.
Selvfølgelig findes der kvinder, der gør sådan. For mange kvinder har jo også købt den falske præmis, at de ejer sex, og bruger det derfor som magtmiddel til at manipulere med mænd – både i parforhold og i narrefisse-spil.
Men – og det er et vigtigt men det her – det gør mænd også!
Der findes faktisk mænd, der har luret deres egen seksuelle værdi, og på samme vis manipulerer kvinder med den. Hvor ved jeg det fra? Jeg har mødt dem. Jeg har mødt så mange skuffejern i mine år som single. Mænd, der flirter, smigrer, charmer, stryger mig over håret og får mig til at vælte mit glas ned i et skød, der er så brandvarmt, at væsken straks fordamper. Så smiler de og siger: ”Tak for i aften, nu går jeg hjem til min kæreste.”
Nu ved jeg godt, at min erfaring som kvinde ikke tæller nær så meget som mænds erfaring, men hvis vi lige kunne se ud over det et øjeblik, kunne vi måske komme ned til kernen i, hvad det seksuelle spil mellem kønnene egentlig handler om. Og hvorfor vi – mænd som kvinder – bliver så frustrerede over det. (Jeg har skrevet lidt om det før.)
Det er din dragende røv, der fucker mit liv op!
Som jeg ser det, har sex det problem i dag, at det er den arena, hvor kampen mellem hoved og krop udspiller sig. Hvem skal bestemme: mig eller fissen?
Det kan være en frustrerende oplevelse at mærke, at man er seksuelt tiltrukket af en, fordi det fysiske behov tager over, og man er ikke længere fuldstændig i kontrol. Og alt – jeg mener ALT – i vores verden er bygget op om, at hovedet skal være i kontrol. Vi frygter sygdomme og afskyr kropsfunktioner som prutter og sved, fordi de er ukontrollerbare. Vi bilder os ind, at hvis vi løber maraton, så bliver vi aldrig gamle. Og hvis vi gennemfører en ironman, så dør vi helt sikkert aldrig.
Vi er så pissebange for de arenaer, hvor kroppen bestemmer, at vi gør, hvad vi kan for at kontrollere det reelt ukontrollerbare. Og fysisk tiltrækning og sexlyst er endnu en af dem. Så derfor vælger nogen at tale om hoved-begreber som ”økonomi” og ”kapital” for at rationalisere sig væk fra endnu en kropslig funktion.
Vi knepper ikke for sjov, men det er så sjovt, at vi ikke kan lade være
Men at opleve, at man er så stærkt fysisk tiltrukket af et anden, at man nærmest ikke kan være i rum med vedkommende, er altså stadig ikke en særlig mandlig oplevelse. Det er en menneskelig!
Nu ved jeg naturligvis ikke, hvordan det føles at være en mand, så jeg kan retligt ikke afvise, at mænd virkelig er mere liderlige end kvinder. Men for det første er der lavet studier, der tyder på, at det faktisk forholder sig omvendt (som du eksempelvis kan læse om i denne lille geniale bog om kvinders lyst.)
For det andet vil jeg gerne lige henvise til vores historie. Kvinder har traditionelt hængt på de værste konsekvenser af sex – i form af barnefødsler, som både indenfor og udenfor ægteskabet har frataget dem deres frihed og låst dem fast i socialt marginaliserede positioner. Alligevel, på trods af det, har kvinder kneppet sig gennem historien.
Kvinder har igennem titusinder af år trodset alt fornuft og kastet sig frådende over mænd. Alene fordi vi har lyst.
Så hold op med at undertrykke kvinders liderlighed. Vi er her, og vi vil ha’ pik!
Kvinder er så sexede, at 17 procent mindre i løn er helt fair
Der findes rigtigt meget uretfærdighed i denne verden. Der findes voldtægter, barnebrude, sexchikane, uligeløn, undertrykkelse og udbytning, racisme, sexisme, homofobi og almindelig mobning. Men ikke at få mulighed for at knalde med en person, man tænder på, er fandengalme ikke en social uretfærdighed!
Det er tværtimod et mandligt privilegium af dimensioner at fremstille sig selv som et særligt undertrykt individ, fordi man ikke kan tiltrække sig den partner, man mener, man har fortjent.
Der er massevis af kulturelle fuck ups, der er med til at gøre, at alle vi liderlige mennesker ikke får alt den pik/fisse, vi gerne vil have. Der er forventninger om, hvordan vi skal agere som mænd og kvinder, der holder os fast. Der er forventninger til, hvordan en partner skal være, der forhindrer os i at finde en.
Jeg vil gerne bryde disse kulturelle barrikader ned. Jeg vil gerne have mere sex til alle.
Men jeg gider simpelthen ikke høre mere på; at det er nemmere for kvinder at få sex; at vi gør det sværere for mændene; at mænd er undertrykte af de sexkapitalstærke kvinder.
Fordi så bliver det jo pludseligt underligt fair, at (hvide) mænd ejer 95 procent af verdens reelle økonomiske kapital; at de har den reelle økonomiske overmagt. Mændene har pengene, kvinderne har fissen. (Og negerne har… ikk’ noget.) Og så tager verdens ældste løgn lige endnu en runde.
Mænd er ikke svin eller hajer
En af mine kvindelige bekendte sagde noget forleden, der fik mig til at tænke over mit syn på mænd. Hun sagde: ”Jeg forventer ikke, at mænd forstår det samme som os, så jeg taler altid til dem, som om de lidt dummere end kvinder.”
”Sådan har jeg det ikke,” sagde jeg forsigtigt.
Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle sige til min bekendte, at hendes syn på det modsatte køn er grunden til, at vi ikke flytter os ud af stedet, når det kommer til ligestilling. For så længe vi er overbevist om, at ”de andre” – dem fra det andet køn – er markant anderledes mennesker end os selv, så kan vi ikke komme tættere på hinanden.
Og så er det sådan set lige meget, om man tror, at ”de andre” er dummere, klogere eller whatever. Hvis man tror, at de grundlæggende er forskellige fra en selv, så vil man aldrig kunne forstå deres tanker og adfærd – og så vil man afskrive dem, deres handlinger og erfaringer med henvisning til deres anderledeshed.
Du ku’ da også bare havde ladet være med at… gøre ting, kvindemenneske
De tanker gik jeg og tænkte, da min veninde ringede. Så vi talte lidt om det, og lidt om en masse andre ting, som vi gør, når vi taler, og mens jeg gik og fortalte begejstret om en anden venindes genialitet, passerede jeg en mand, der overfusede mig. (Det har jeg beskrevet her.)
Stadig i telefon med min veninde sagde jeg chokeret: ”Hold da kæft en idiot. Giv mig lige et sekund, den skal jeg lige have rystet af mig.”
Men selvom jeg talte med min veninde i yderligere en times tid, kunne jeg ikke ryste oplevelsen af. Den var en ubehagelig påmindelse om, at jeg som kvinde i et offentligt rum med jævne mellemrum oplever grænseoverskridende adfærd fra mandlige idioter. Fordi disse idioter er vokset op i en kultur, hvor kvinders udseende og adfærd hele tiden bliver kommenteret – i beundring eller det modsatte – så idioterne tror, at også de har ret til at gøre det.
Jeg delte derfor oplevelsen på facebook. For at sige noget om, at vi er nødt til at få gjort noget ved den kulturelle idé om kvinder. Stor fejl, viste det sig. For snart afslørede kommentarsporet den lige så herskende kulturelle idé om mænd: At de er svin.
Alle dem, der har tissemænd, er voldtægtsmænd
Mange af kommentarerne handlede nemlig om, hvordan jeg bare må blive bedre til at håndtere den slags overfusninger i fremtiden. Og hvilke geniale comebacks, jeg kan forberede, i stedet for at sige noget dumt i chokeret affekt.
Men mens de mere eller mindre velmenende råd strømmede ind, begyndte jeg at blive frustreret. For anden gang på blot et par timer blev jeg mindet om, at mit syn på mænd er way off i forhold til flertallets: For jeg har faktisk ikke lyst til at være forberedt på at blive overfuset. Jeg har ikke lyst til at gå på gaden og forvente, at en mand pludselig er ubehagelig over for mig. For jeg har ikke lyst til at se ned på mænd og forvente, at de er nogle svin.
Jovist, det sker konstant og alt for tit, at kvinder møder mænd, der opfører sig ubehageligt. Det sker jo netop også indimellem for mig selv. Men jeg har fanme ikke lyst til at regne med det. Planlægge ud fra det.
Det må være nok, at jeg som kvinde konstant skal planlægge min færden ud fra devisen: ”Det er nok smartere at gå på denne oplyste gade, i stedet for den hurtigere, mørkere vej, så jeg ikke bliver voldtaget i aften.”
Selvom jeg godt ved, at kvinder også bliver overfaldet på oplyste gader, og jeg godt ved, at langt de fleste voldtægter ikke sker på den måde, men i stedet sker under mere private former. Så påvirker bevidstheden om, at det kan ske mig altid. ALTID!
Har forventninger det ikke lidt med at indfri sig selv?
Men dér sætter jeg grænsen. Okay, det er svært som kvinde ikke at være bevidst om, at man kan blive udsat for et seksuelt overgreb, når FN anslår, at det sker for – hold nu fast – mindst hver 3. kvinde på jorden! Der er desværre mange voldtægtssvin derude. (Og desværre mange ikke-voldtægtsvin, der ikke forstår kvinders angst – ej heller den nedværdigende følelse af at blive gjort til et objekt. (Det har jeg talt om her.))
Men fanme om jeg også vil til at indrette min adfærd efter den opfattelse, at mænd generelt er svin, og at man aldrig kan stole på, at de vil behandle en ordentlig. Eller at jeg vil begynde at tænke, at mænd er dummere eller mindre forstående, empatiske eller menneskelige.
I øvrigt er det heller ikke den virkelighed, jeg lever i. For heldigvis er langt, langt de fleste mænd, jeg møder, søde og behagelige. Og de færreste mænd, jeg passerer, på gaden overfuser eller voldtager mig.
De rådne æg skal altså ikke have lov til at ødelægge min opfattelse af mandekønnet som helhed. Jeg vil blive ved med at forvente af mænd, at de kan være lige så ordentlige mennesker som kvinder. (Og derved implicit gå ud fra, at der findes kvindelige idioter såvel som mandlige. For pigebørn skydes altså ikke ud af fissen som bedre mennesker.)
Forstår du ikke kvinders grænser, kan du måske forstå ejendomsret
I forbindelse med en demonstration for kvinders rettigheder i USA, spankulerede en kvinde rundt med bar overkrop. Hen over maven havde hun skrevet: ”Still not asking for it.”
De rådne æg fangede den selvfølgelig ikke. En mand skrev om billedet, at hvis en kvinde spankulerer rundt på den måde, svarer det til at ”tage en køddragt på og sige til en haj, at den ikke må spise dig.”
Til det svarede en anden mand, og det citerer jeg lige i fuld længde, for det er ret så genialt:
“We (men) are not fucking sharks! We are not rabid animals living of pure instinct. We are capable of rational thinking and understanding.
Just because someone is cooking food doesn’t mean you’re entitled to eat it.
Just because a banker is counting money doesn’t mean you’re being given free money.
Just because a person is naked doesn’t mean you’re entitled to fuck them.
You are not entitled to someone else’s body just because it’s exposed. What is so fucking difficult about this concept?”
Drenge vil være drenge og dumme og degenererede
Et citat, der jo om noget beviser, at mænd er helt normale, intelligente mennesker. Mænd er ikke hajer eller svin eller dogs eller gorillaer eller andre ”laverestående” dyr (som dog ikke reelt i naturen opfører sig så psykopatisk som mandlige idioter gør, så det er faktisk noget pis at hænge dyrene op på det.)
Næ, mænd har menneskehjerner, og med sådan en kan man faktisk sætte sig ud over sine ubevidste instinkter og fordomsfulde antagelser om andre.
Så skulle vi ikke begynde at kræve det af de rådne æg også? I stedet for at undskylde dem på forhånd med, at ”boys will be boys”, ”de kan jo ikke gøre for det, de kan bare ikke styre sig”, ”mænd er svin” og så videre.
For det er lige præcis den slags antagelser om mænd, der gør, at nogle af dem ikke lærer at sætte sig i kvinders sted og behandle dem ordentligt. Det er, fordi de vokser op i en kultur, der fortæller dem, at kvinder selv be’r om at blive behandlet, som man nu har lyst til at behandle dem, og samtidig fortæller, at de som mænd ikke kan gøre for det – fordi det er jo kvinders egen skyld. Så hvorfor skulle han tage ansvar? Hvorfor skulle han reflektere over det?
Det skal vi kræve af ham, at han gør. Fordi det er eddersponsme på tide, at vi begynder at forvente mere af mænd – i stedet for at forvente dobbelt så meget af kvinder.
Men må man være mandekræsen!?
Hvis du nogensinde skal lave mad til mig (og det håber jeg da, at du skal) skal du bare vide, at der er noget, jeg ikke spiser. Jeg kan simpelthen ikke foredrage okra.
Du har muligvis aldrig hørt om okra, men det er ifølge ordbogen en “håret urt i katostfamilien”. Jeg havde så aldrig før hørt om katostfamilien, og jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at spise andre katoste, for det lyder umiddelbart som et lagret mejeriprodukt fremstillet på kattemælk.
Men sagen er, at jeg blev lidt træt af at svare, at jeg er altædende, når folk inviterede mig på mad og høfligt spurgte, om der var noget, jeg ikke spiste. Jeg synes, jeg skulle have én ting. Så efter at have smagt mig igennem alverdens køkkener, landede jeg på den slimede okra. Den bryder jeg mig faktisk ikke om.
Pointen er, at jeg virkelig ikke er kræsen. Jeg elsker mad, alt slags mad, og gerne meget af det. Men jeg er kræsen med mennesker.
Du er, hvem du elsker
De mennesker, jeg vælger at have i mit liv, er mennesker, der får mig til at ville være et bedre menneske – på alle områder af livet. Det er min kærlige, opbakkende familie og mine intelligente venner, der altid udfordrer mine flyvske tanker og ideer. (Og ingen af dem kunne drømme om at servere okra for mig.)
De mennesker, jeg vælger at holde ude af mit liv, er mennesker, der trækker mig ned. Mennesker, der har låst sig fast på et ensporet verdenssyn, og som ikke kan åbne munden uden at lukke fordomme og hjernelig nedsmeltning ud. (Og ingen af dem kunne drømme om at servere okra for mig, men det er, fordi de selv kun spiser sovs og kartofler, for det ved man, hvad er.)
Det, synes jeg, er den bedste måde at være kræsen på. Rent faktisk at beslutte sig for kun at bruge tid på mennesker, der løfter en – åndeligt og intellektuelt.
Men næ, hvor er det fy at sige det højt som kvinde. Især, når man siger det om… ja, du gættede det… om mænd.
Bah, arbejde for kærlighed!? Kan vi ikke bare betale os fra det?
Politiken kører lige for tiden en serie om de moderne kræsne kvinder. Kvinder, der vælger at få børn uden en mand, fordi de bliver for trætte af at lede efter mr. perfeckt. Og om kvinder, der åbenbart stræber for højt efter status i stedet for at knalde alle de stakkels håndværkere.
Jeg har tidligere skrevet om, at jeg faktisk synes, det er et ligestillingsproblem, at kvinder kan sige “fuck jer” til mænd og så ikke kneppe dem og alligevel lave børn. For det betyder jo, at kvinder ikke behøver gøre den samme indsats for at få et forhold til at køre – som en mand, der er afhængig af kvinde for at kunne få børn.
Men på den anden side… Mænd kan få børn længere, så de har altså flere år at øve sig på at blive mr. perfect, end kvinder har. De kan tillade sig at være barnerøve helt op i 40’erne, mens kvinder har en biologisk tikkende bombe i livmoderen.
Desuden har mænd jo til alle tider haft den ret, at de ikke behøvede at gøre en indsats for at få sex – de kunne bare betale sig fra det. Så faktisk er det måske ikke helt unfair, at kvinder nu også har en bane, hvor det er mændenes tur til at oppe sig, hvis de vil være med.
Næ fy da, vil du ikke voldsnave en tandløs hjemløs!?
Under alle omstændigheder synes jeg, at det er mere end problematisk, at kvinder, der stiller krav til de mænd, de vil tilbringe livet sammen med, bliver opfattet som kræsne.
Jeg bliver jævnligt lagt an på af mænd. Ja, af nogle søde, dejlige, interessante mænd. Men også af nogle der… ikke er. At en 52-årig fraskilt taxachauffør med tre voksne børn for eksempel kan stå og se på mig og tænke, at vi to er et godt match, og kommer hen og lægger an på mig, synes jeg er… faktisk fucking pisseprovokerende.
Og folk bliver tit dybt forargerede, når jeg ytrer disse tanker: “Tag det dog som en kompliment!” Eller: “Bare vent til du er gammel og rynket, så vil du savne den slags opmærksomhed.”
Fordi det forventes, at man som kvinde skal være taknemmelig for mandlige opmærksomhed. Alt mandlig opmærksomhed. Ligegyldigt om det kommer i form af en kompliment om ens øjne, eller det kommer i form af ren sexcikane – som en hånd på røven i bussen.
Og også ligegyldigt, hvem det kommer fra.
For som mænd altid siger, når jeg prøver at forklare, hvor frusterende det er, at det forventes af mig, at jeg bare skal være smilende taknemmelig: “Årh, jeg ville da bare blive smigret, hvis en kvinde lagde an på mig.”
Skal du smage mormors sprukne kusse?
Ville du virkelig? Ligegyldigt, hvem hun var!?
For jeg har godt nok set nogle cougars kørende på sidste salgsdato med solarierynkne kavalérgange og svenskergebis (blå pga. rødvin, gul pga. nikotin) lægge vulgært fysisk an på nogle af mine mandlige kolleger på en måde, der bestemt ikke så ud til, at han nød opmærksomheden.
Selvom han så høfligt takkede nej, for også mænd har jo lært, at det ikke er pænt at sige: “Hvad fuck regner du med, din klamme stodder?”
Men hvorfor egentlig det? Hvorfor er det egentlig så forbudt at sige fra over for uønsket opmærksomhed? Fra en person, der i den grad burde arbejde med lidt selvindsigt, inden høn kaster sin manglende charme på andre mennesker.
Og ikke mindst; hvorfor i alverden er det ikke i orden at stille krav til senge- og/eller livspartnere?
Men lige for tiden er der altså ved at blive skabt en forestilling om, at kvinder bare er helt sindssygt kræsne med mænd, mens mænd er langt mere rummelige. (Eller ligeglade og bare knepper, hvad der… mmm helt sikkert!)
Så ind kommer selvfølgelig straks selvudnævnte evolutionseksperter og påstår, at det er, fordi kvinden investerer så meget mere i et forhold, fordi hun jo ikke kan rende rundt og sprede sin sæd ud over alle mulige partnere.
Knep, knep, knep, sådan er mænd jo
For naturligvis er mænd da fuldstændig ligeglad med kvaliteten af deres afkom. Alle mænd er jo så ensporede, at de bare går efter at lave fleste mulige børn med flest mulige kvinder. Det kan vi jo se på alle de mænd, der ikke gider have en kæreste og ikke gider bruge tid med de børn, de har lavet, men bare flyver videre til nye kvindelår…
Eller hov… Faktisk er de fleste mænd ude i virkeligheden jo anderledes interesserede i netop at finde en partner og få børn med hende og til døden jer skiller og medgang og modgang og alt det der. Altså hvorfor skulle det ellers være et problem, at kvinder åbenbart er blevet for kræsne i deres partnervalg?
Det er en fucking cirkelslutning: Hvis mænd virkelig udelukkende ville have uforpligtende sex og massevis af horeunger, så ville de da give en fuck for, om kvinder var for kræsne til ville have et parforhold med dem.
Nå, ja, men det skal evolutions”eksperterne” da så nok lige skynde sig at forklare. Det er jo, fordi at det kun er alfahannerne, der får lov til at lave børn på hunnerne. Og ja, der bliver faktisk snakket om “hunner” og “hanner”, for vi er jo ikke mennesker med en kompleks bevidsthed, selvindsigt og kulturforståelse – vi er et naturprogram på Animal Planet…
Så alfahanner som Klaus Riskjær får altså masser af punani, mens beta- og gammahannerne tøffer rundt på deres mælkekasse-knallerter i Udkantsdanmark og får ikke lov til at sprede deres sæd. (At kalde Klaus Riskjær en alfahan er i øvrigt en fornærmelse både mod hankønnet og mod det græske alfabet.)
Penge, penge, penge, sådan er kvinder jo
Fordi den regel, der aldrig bliver modsagt, er, at kvinder går efter status – fordi kvinder er kræsne (har vi ikke snart slået det fast!) – og mænd med status er derfor abemenneskernes alfahanner. Sådan gør gorillaer, så det er nok også sådan mennesker gør.
Okay… Kan vi lige gå tilbage til kompleks bevidsthed, selvindsigt og kulturforståelse et øjeblik og så kigge på vores samfund, som det virkelig er lige nu – i stedet for at kigge i junglen efter sammenligninger. Eller tilbage til en tid, hvor kvinder var afhængige af mænds status, fordi de ikke var noget i sig selv.
Kvinder i dag er noget i sig selv. Vi har job og karriere, venner og hobbyer, vi tager på rejser alene, vi tager kurser i mindfulness og cup cakes. Vi har ikke brug for en mand for at blive forsørget og for skabe et ansigt udadtil, ligesom kvinder før i tiden havde. Vi er vores eget ansigt udadtil. Vi tjener vores egne penge. Vi skaber vores egne liv.
Så hvad skal vi så med manden?
Det er verdens nemmeste spørgsmål: Vi skal kneppe hans hjerne ud!
Kvinder vil være sammen med en mand (eller med en anden kvinde, hvis det er det, man er til) fordi ens partner er sexet, sjov, sød, støttende, spændende – alle s-ordene.
(Ja, det er ikke tilfældigt, at alle seje ord starter med s ligesom mit navn! Som succesfuld og super og… satans.)
Vil bare gerne have samme den indsats igen…
Anyways. Grunden til, at kvinder stiller så mange krav til mænd i dag, er fordi… trommehvirvel, tak: Vi stiller så mange krav til os selv!
Jeg kender ingen kvinder, der ikke knokler for at være bedre til alting; bedre til deres job, bedre til at være mødre, bedre til at være gode kærester, døtre og veninder, bedre til at sutte pik, bedre til at se godt ud, bedre til fucking alt!
Ja, mænd kan godt mene, at vi stresser for meget, og vi burde chille lidt mere. Men det er altså prisen, moderne kvinder betaler for at være med på mænds banehalvdel. Samfundet er indrettet til og af mænd, så derfor skal kvinder hele tiden knokle for at bevise, at vi også hører til der.
Og samtidig føler de fleste af os også, at vi skal knokle for at vise, at vi altså ikke har mistet os selv som “kvinder” i det mas. For bare fordi jobbet er hårdt, og ungerne krævende, så er det ikke en undskyldning for at ligne lort, ikke holde kroppen og hjernen ved lige, være et nogenlunde ordenligt menneske og samtidig også liiiiiige nå den der mindfuldness-time, for vi skal jo også lære at stresse af, ikke? (Mærkeligt, at det ikke rigtigt lader til at virke det der afstresning…)
Ja, jeg er selvfed, men hvorfor er flere mænd ikke det?
Nu kan jeg naturligvis ikke tale for andre kvinder, men jeg har det personligt sådan, at når jeg knokler så meget for hele tiden at blive bedre på alle områder, så vil jeg altså ikke nøjes med en mand, der tænker, at han ikke behøver at gøre den samme indsats. At hans ølvom, hans serie fem-hygge-fodboldsundskyldning for at lægge yderligere til ølvommen og hans manglende viden om samfundsforhold er “godt nok”.
Hvis han har lyst til at tøffe rundt på en knallert i Udkantsdanmark skal han da have lov til det, men hvordan er det blevet mit problem? Hvorfor er min kræsenhed problemet? Hvorfor er det ikke et problem, at han ikke opper sig?
For jeg har ikke brug for ham! Jeg vil gerne ha’ en mand, og jeg har lyst til en mand, men jeg har ikke brug for en.
Jeg er som sagt menneskekræsen, og jeg har knoklet så meget for selv at blive et mere interessant et af slagsen. (Hvis jeg selv skal sige det, og det skal jeg, for det er min blog.) Så jeg vil da hellere være alene med dét interessante menneske – mig selv – end jeg vil tilbringe tid sammen med et andet menneske, der ikke er i stand til at åbne min verden for nye indsigter, og som derigennem kan inspirere mig til at blive endnu bedre.
Mand er mand sådan
Så det burde virkelig ikke være et problem, at jeg er kræsen og ikke har brug for en mand. Men det bliver et problem – et samfundsproblem.
Fordi mænd har brug for kvinder.
Og det er sgu ikke på grund af det med børnene, ikke udelukkende i hvert fald. Det skyldes snarere, at den eneste måde en rigtig mand kan få omsorg på er ved at være sammen med en kvinde. Vi har lavet verdens mest idiotiske definition af maskulinitet, som betyder, at mens ligestillingen gør kvinder uafhængige af mænd – så bliver mænd ved med at være afhængige af kvinder.
Fordi der ikke bliver rykket ved opfattelsen af, hvordan man er rigtig mand. Det er stadig noget med at være stærk og stolt og “taler ikke om problemerne”. Så derfor sidder alle disse rigtige mænd nu efterladte på deres knallerter og har brug for kvinder, der ikke har brug for dem.
Men det er altså ikke kvinders ansvar! Det er ikke, fordi vi stiller for høje krav eller er for kræsne. Det er, fordi samfundet bliver ved med kun at vise drenge mandeidealer, der hører en helt anden tid til. Dengang hvor den tavse, stolte mand kunne arbejde med sine stærke hænder og finde sig en kone, der havde brug for ham for selv at overleve.
The times they have always been a-changin’
For efterhånden en del år siden gjorde man en mærkelig erfaring i de små landsbyer Nordsverige. Pigerne fik langt bedre karakterer end drengene i skolen. (Lyder det bekendt?) Man forsøgte sig med forskellige forklaringsmodeller; var pigerne genetisk mere intelligente end drengene? Var der noget i vandet? Måske prøvede man tilmed med en “det er nok, fordi der er kommet så mange kvindelige lærere og skolesystemet er blevet feminiseret”-forklaring. Den er jo populær herhjemme lige nu.
Men endelig kom der nogle kønsforskere på banen med en mere sandsynlig forklaring: Pigerne voksede op og så på deres mødres slidte ansigter og sprukne hænder i opvaskebaljen og tænkte “fanme nej”, så de knoklede for at komme væk. Drengene derimod så deres fædre fælde træer og køre på snescootere og tænkte “wroom wroom”, så de gad ikke anstrenge sig i skolen.
De kvindelige rollemodeller er skiftet over de seneste generationer, men de mandlige holder stædigt fast. Alt for stædigt.
Men the times they are no longer a-changing’. Det gjorde de for mange år siden! Og mændene er nødt til at vride gashåndtaget i bund på knallerten og følge med. For det kan ikke være rigtigt, at man kræver, at vi “kræsne” kvinder skal holde igen for deres skyld. Det er ikke udvikling, det er tilbageskridt!
How to… grow some balls
Og de mænd, der har luret det her (eller dem, der bare havde bedre vilkår fra begyndelsen) ved, at hemmeligheden er, at de både skal stå ved sig selv og deres egne behov – og samtidig konstant arbejde for at blive bedre versioner af dem selv.
Det handler ikke om indtægt og status og den fede bil eller det seje job. Det handler om at gå til livet på en måde, der signalerer: Jeg vil være den bedste udgave af mig. I alle sammenhænge – på jobbet, i parforholdet, i sengen, i spejlbilledet og sammen med børnene.
Eller som Tor Nørretranders ville have sagt det: Umage giver mage! Og må jeg tilføje: Ekstra stor umage holder fast på mage!
Desuden er der ikke noget større turn off, end en person, der klynker over, at høn ikke kan få et partner: “Buhu, det er alle de kræsne kvinders skyld, fordi de hellere vil have en idiot med penge end sådan en sød, fattig fyr som mig. Waha, snøft, hvor stillede jeg nu øldåsen?”
Seriøst, dameblade har i de sidste 100 år ikke lavet andet end at få kvinder til at holde op med at klynke over mænd (for vi må jo ikke være kræsne, husker du nok). I stedet har bladene fået os til at arbejde benhårdt på at blive mere interessante for mænd. (Hovedsagligt ved at blive smukkere, slankere og yngre, hvilket selvfølgelig langt fra er en ideel målsætning.)
Mandeblade er først lige kommet på markedet indenfor de seneste 20-30 år, men når de ikke har travlt med at skrive om aber på skateboards og vise afklædte damer, så er rådene til mænd faktisk også lige præcis dette: Stop klynkeriet og gør en fucking indsats!
Vil du da hellere være min lille hausfrau fremover?
De mænd, der har forstået det, scorer selvfølgelig det gode parforhold i dag. Ikke fordi de er gammeldags abe-alfahanner, men fordi de er moderne mænd, der har tilpasset sig den tid, vi lever i. Hvor kvinder altså har brug for en mand, der løfter os – både åndeligt, intellektuelt og op på køkkenbordet til en god omgang sex.
Det er ikke urimelige krav at stille. Nej, det er faktisk, det bedste kvinder kan gøre for mandekønnet – og for samfundsudviklingen.
For kræsne kvinder siger nemlig: “Skønne, dejlige mand med dine stærke arme og dit helt fantastiske udstyr, jeg vil gerne have dig, men kun hvis du også selv kan se, at du har – og skal have – noget at byde på. For ellers er vi to ikke lige. Og jeg ønsker ikke, at dit køn skal blive lige så undertrykt i parforholdet som kvinder var i tidligere tider; uoplyste og umyndige, mens jeg forsørger dig, og sidder for bordenden og bestemmer alting. Kom ind i kampen, find noget at byde på og bliv bedre til at være dig. Eller vær min huslave og servér min aftensmad!
Og står der okra på menuen, så får du sgu en tur med mors bælte!”
Er du sjov eller er du feminist?
Feminister er i hundredvis af år blevet beskyldt for at være uden humor, og jeg begynder at forstå hvorfor. For det viser sig, at ovenstående spørgsmål er et, jeg forventes at skulle kunne svare på.
Og faktisk er det ikke så meget ikke-feminister, der stiller spørgsmålet. De er vist mest bare lidt forvirrede; “men… men… du er sjov og pæn og kan godt lide pik og så er du feminist!? Nu hænger mit verdensbillede altså ikke sammen mere.”
Nej, dem, der kræver et svar, er dem, der selv kalder sig feminister eller bekender sig til andre former for venstreorienterede retninger – fra VS’ere til bilhadere til veganere. En del af dem begynder at omtale mig som en dårlig feminist, fordi jeg ikke repræsenterer præcis den form for feminisme, de mener, jeg skal stå for. (Derfor lancerede jeg for et par uger siden pragmatisk feminisme for alle os, der bare gerne vil have lov til at mene noget om køns- og ligestillingsproblemer uden at aflevere resten af vores sjæl i pant til en bestemt politisk ideologi.)
Jeg er komiker, så du er grim, ha ha
Men det er skam ikke nok at skamme mig ud som dårlig feminist længere. Nu skal jeg også levere mit levebrød som forsikring for, at jeg vil sagen nok. De seneste par måneder har jeg igen og igen skulle forsvare jokes, jeg har lavet live eller på facebook/twitter/her på bloggen/i min brusekabine med ordene: “Jeg er komiker!”
Personligt har jeg ellers altid hadet den ansvarsfralæggelse, som nogle komikere kommer med, når folk problematiserer det, de har sagt: “Nø, jeg skal ikke stå til ansvar for noget, jeg siger, for det er jo bare for sjov jo.”
Det gælder ikke. Man skal stå inde for det, man siger, og de konsekvenser det har, at det bliver sagt. Ellers kan neonazister bare begynde at kalde sig komikere og svine andre racer og religioner til.
Men når det er sagt, så har man som komiker altså et råderum til at lave sjov med politisk ukorrekte sager og smadre ind midt i tabuer. Det er sådan set definitionen af vores arbejde.
Movember må man ikke mene meget om
Derfor er mine tænder ved at blive lidt nedslidte af den skærende irritation over at skulle forklare jokes for folk, der på papiret i hvert fald skulle have intelligens nok til at kunne kontekstvurdere det, andre siger.
Seriøst; jeg har aldrig nogensinde stået over for et livepublikum af VVS-folk eller pædagoger, som har stukket næsen i sky af forstilt forargelse over en politisk ukorrekt joke. Det virker, som om såkaldt “almindelige” mennesker ingen problemer har med at forstå de sammenhænge, en joke bliver leveret i.
Kun nogle af de folk, der i høj grad slår sig op på at ville problematisere samfundstendenser, lader til at have det problem. Det er da lidt foruroligende.
For eksempel var der megen mukken indblandet ikke så lidt skadefro, da jeg i sidste uge lavede en joke om movember. Joken lød: “Så startede det… en hel måned til, at man kan se på mænds ansigter og igen have lyst til at knalde dem.”
For jamen dog, det kan man jo ikke tillade sig at sige, når man kalder sig feminist og selv har hår på fissen!
Undskyld, men skulle vi lige starte med 1) at hår på fissen og overskæg ikke er det samme, tværtimod; både intimbarbering og overskæg er kulturelt opfundne fænomener, og 2) det er faktisk et meget feministisk synspunkt, da jeg mener, at overskæg på både mænd og kvinder er usexede, og 3) jeg er komiker!
Får man feministunderstøttelse, hvis man bare er kedelig?
Men den går ikke. Det er åbenbart svært for nogen at lade mig bruge min titel som forklaring på, at jeg laver sjov med alt muligt – især med Tom Sellers-kloner i november. (Og vi ved jo, at de alle som en stadig barberer bollerne, så de har altså bare flyttet kønsbehåringen og fladlusene op i ansigtet! (Ja, jeg gjorde det lige igen, fordi jeg… wait for it… er… oh yeah komiker!))
Derfor har jeg så flere gange i den seneste tid blevet mast op i et hjørne med krav, om jeg vælger om, vil være sjov eller, om jeg vil være feminist.
Og svaret er altså, at der ikke er nogen enten-eller-mulighed for mig. Jeg vil ikke være det ene eller det andet. Jeg er begge dele.
Til gengæld må jeg nok sige, at jeg går betydeligt mindre op i, om jeg nu også bliver rødstemplet af de “rigtige” feministgrupperinger, end om mit publikum synes, jeg er sjov. Så hvis jeg absolut skal vælge, så er jeg komiker.
Forstået på den måde, at jeg jo godt ved, at jeg er feminist indeni. Jeg ved godt selv, hvad jeg står for – det behøver jeg ikke andres godkendelse for. Men jeg lever af at være komiker; det indebærer, at nogen har lyst til at betale for at se mine shows.
Men nu er det jo heller ikke de betalende kunder, der kræver, at jeg vælger – nej, det er folk i et feministisk bagland, der af alle burde vide, at man ikke kan leve af at være feminist og politisk korrekt og røvkedelig.
Jeg står da heller ikke nede på andre menneskers dagjob og siger: “Hvis du spuler den håndvask med dét rengøringsmiddel, så er du ikke rigtig miljøaktivist. Du må vælge; vil du have et job, eller vil du have meninger!”
Feminismen er perfekt, så find noget andet at lave sjov med, gøglertype!
Desuden mener jeg, at min jobtitel i høj grad indebærer, at jeg er villig til at sætte mig selv i spil og lave sjov med mine egne holdninger og have selvironi omkring min egen position. Jeg mener, at det altid er sjovere at se indad, end det er at gøre grin med andre. Derfor vil jeg selvfølgelig lave en masse sjov med feminisme også.
Det trænger feminismen i øvrigt i den grad til: Den er støvet og umoderne og lugter af en blanding af sur modermælk og mandehad. Det skriger på comedy! Altså af den slags, der ser indad. For der har været rigeligt af den forsmåede antifeminisme, der sparker på feminismen udefra.
Så det er det, jeg prøver at levere. Fordi jeg grundlæggende tror på, at folk, der griner sammen, redder verden sammen.
Så det, jeg har sorggrinet allermest af de seneste par måneder, er, hvor travlt en håndfuld feminister pt har det med at bevise, at feminisme åbenbart skal være fuldstændig blottet for humor og selvironi – ja, tilmed også for selvindsigt.
For der er jo bare intet i, der vinder flere tilhængere end hængemuleri og hængepatter. (Ops, I did it again.)
Pragmatisk feminisme
Det er altid fedt at komme i situationer, der får en til at erkende andre sider af sig selv. Nej, det er langt fra altid fedt i situationen, men på sigt får jeg som regel rigtigt meget ud erkendelsen: Gud, sådan er jeg også!
Så i går gik det for første gang op for mig, at jeg er pragmatiker. Det ville jeg aldrig have tænkt. Mine tætte venner ville måske nok, de ville nok have sagt, at jeg typisk er ret løsningsorienteret. Men jeg har altid set mig selv lidt som en håbløs idealist, der hele tiden drømmer om smukke uforløste potentialer – hvad enten de er samfundsmæssige eller menneskelige.
Men så i går gjorde jeg nogle feminister sure, fordi jeg sagde noget pragmatisk. Og jeg forsvarede mit synspunkt med endnu flere pragmatiske pointer, så jeg blev helt inspireret til at lancere en ny form for feminisme: Pragmatisk feminisme!
(Ikke at forveksle med feminist-pragmatisme, der er en nyere filosofisk retning, og som jeg ærligt talt har forstået meget lidt af.)
Så tager du dig af isbjørnene, og så tager vi ligelønnen
Miseren begyndte, fordi jeg skrev en kronik i Information. Det var et svar til en blodrød feminist, der krævede feminismen tilbage til kampen mod kapitalismen.
Det syntes jeg er at spænde feminismen for en voldsom stor vogn. Jeg er ikke uenig i, at der gerne må ske samfundsomvæltninger, jeg synes bare ikke, at det er feministers opgave at håndtere alle omvæltningerne på én gang og oveni alle ligestillings- og kønsproblemer.
Pragmatisk feminisme foreslår, at vi sætter ind på flere fronter, så dem, der interesserer sig for – og ikke mindst ved noget om – miljøet arbejder for at bevidstgøre og ændre miljøproblemer. Og dem, der har interesse og viden om globalisering eller migration eller økonomi eller titusinde andre områder tager sig af dem, og så tager feministerne sig af køn – og så mødes vi alle sammen og erfaringsudveksler og arbejder sammen på de områder, der overlapper.
Rigtige feminister spiser linser og kapitalistsvin!
Det var min pointe med kronikken, men ifølge et par utilfredse feminister var det ikke en valid pointe. Okay, det er så deres mening. Jeg skal jo som sådan ikke bestemme, hvordan andre er feminister, eller hvad andre må mene. (Eller hvordan andre er, og hvad de skal mene om noget som helst andet for den sags skyld – ja, sindssyg pragmatisk, hva!?).
Jeg prøver blot at invitere andre typer ind i feministkredsen, andre som måske ikke lige har lyst til at indgå i hele den samfundsomvæltende retorik, men som måske bare har en søn, der er homoseksuel og gerne vil være med til at skabe opmærksomhed omkring hate crimes.
Pragmatisk feminisme er, at alle mulige og umulige typer står sammen om en løsning – som eksempelvis en øremærket barsel til mænd – uanset øvrige politiske tilhørsforhold og andre særinteresser.
Fordi dét er ligestilling! Og ligestilling er en dejlig værdi – som mange af os deler, selvom vi ikke altid er enige om ret meget andet.
Upragmatisk feminisme er at sige: ”Ja, vi vil have øremærket barsel, og nå ja, så vil vi også have fjernet den private ejendomsret, og at alle skal holde op med at spise dyr.”
Personligt kan jeg ikke se, hvad de andre holdninger har med feminismen at gøre – men det er der altså andre feminister, der kan. Og dælme om de ikke også kan insistere på, at jeg skal have de holdninger, før jeg kan få lov at kalde mig feminist.
Rigtige feminister er ikke liderlige efter pik hele tiden
Så nu kalder jeg mig altså pragmatisk feminist, og hvis det ikke er godt nok, holder jeg sgu helt op med at bruge ordet igen. Your loss, feminism!
Ja, undskyld, men hvem fuck har fat i den fede ende af pinden her? Alle os feminister, der prøver at balancere feminismen ud, gøre retorikken mindre skinger, mere imødekommen, mere inkluderende for alle, og dermed mere mulig at tackle for almindelige mennesker – eller de få, der insisterer på at blive ved med at sige ”patriarkalske strukturer” i hver anden sætning og på, at kun de må definere, hvad rigtig feminisme er?
Jeg fik følgende kommentar af en lesbisk feminist i forbindelse med mit seneste show Mandehader? Et show om at være alt for glad for pik:
”Årh, jeg er så træt af, at heteroseksuelle feminister altid skal gøre så stort et nummer ud af, at de elsker mænd.”
Ja, det er godt nok det værste, vi kan gøre for feminismen, hva!? Skubbe til den forestilling, at alle feminister er lesbiske mandehader. For det ry har jo bare kørt supergodt for bevægelsen de sidste 150 år!
Pragmatisk feminisme foreslår, at vi lige får gjort op med det indre arvegods af berettiget bitterhed og kommer i gang med at finde fremtidige løsninger i stedet for.
Kvinder, der hader mænd, der hader kvinder, der så hader mænd endnu mere
Og nu jeg er ved ordet ’mandehader’, så må jeg da hellere lige tage den med. For en stor del af surheden, jeg fik ovenpå kronikken handlede om, at jeg brugte det ord. Og det ønsker feminister ikke på nogen måde relateret til feminismen.
Okay… men det er det altså! Jeg beklager at være pragmatisk party pooper igen, men det er faktisk lidt det ry, vi har. Sorry, don’t shoot the messenger!
Min tankegang er så at få gjort op med det ry. Diskutere det for åbent tæppe, vise at vi rydder ud i den mandehadende retorik – som at den lesbiske i ovenstående kommentar ikke udviser nogen forståelse for, at 90 procent af kvinderne i verden faktisk godt kan lide mænd og gerne vil knalde med dem.
Faktisk er liderlighed så stort et problem for mange af os heteroseksuelle kvinder, at hvis vi tvinges helt derud, hvor vi skal vælge mellem de to, vil de fleste af os hellere have pik end ligestilling…
Jeg synes også, det er helt vanvittigt arrogant af de feminister, der nægter at anerkende, at der findes mandehadere. Selvfølgelig er de færreste feminister mandehadere, og derfor er det dybt frustrerende at blive kaldt det ved hver eneste lejlighed, bare fordi man siger noget feministisk. Men det ændrer ikke på, at de findes.
Feminismen er en bevægelse, der går ud på at bekæmpe kvindehad – men samtidig nægter man så pure, at der også findes mandehad. WTF!?
Pragmatisk feminisme siger, at det ikke er okay at tale nedsættende om et køn – hverken kvinder eller mænd eller dem derimellem. Og selvom det historisk set har været kvindekønnet, der har været mest ramt (og stadig er), så er der også strukturer, der begrænser mænd. Derfor – og fordi de også er mennesker – har mænd lige så meget krav på at blive behandlet ordentligt og ligeligt.
Rigtige feminister griner kun af økologiske jokes
Desuden er jeg komiker, og derfor siger jeg ting på en skæv og politisk ukorrekt måde. Fordi comedy kan noget som ideologier og højtravende snak ikke kan; det kan vende ting på hovedet.
Men det er en af de andre vogne, upragmatiske feminister mener, at alle, der kalder sig feminist, skal spændes for; den humorforladte, politiske korrekte vogn. Den vogn, der er er så kedelig, at den kører i rutefart mellem Kedelig og Ikast.
Det siger jeg, fordi det er sjovt at sige, at Ikast er en kedelig by. Og så har jeg måske fornærmet nogle folk i Ikast, og de kunne så – ligesom nogle sure feminister – bruge en masse tid på at afkræve forklaringer og undskyldninger for den fornærmelse, eller de kunne acceptere, at jeg lavede en joke.
Pragmatiske mig foreslår, at hvis man synes, det ikke var en god joke, eller man generelt ikke kan lide min humoristiske tilgang til feminisme eller til andre emner; at man så lader være med at læse og se mine ting og holder op med at følge mig på facebook!
(Ja, det er nok en mere radikal idé, end det er en pragmatisk; men man kan jo altså bare vælge ikke at lade sig fornærme for enhver pris!)
Nu har jeg sagt m-ordet og b-ordet, så mangler vi bare n-ordet
For jeg må tilstå, at hvis jeg skal spændes for den politisk korrekte vogn for at kunne få lov til at kalde mig selv feminist, så er det bye bye lilla ble.
Ja, det er to gange i dette indlæg, jeg har truet med at droppe at kalde mig feminist nu. Tredje gang så effektueres det – ligesom Candyman, der kommer ud af spejlet.
Nej, selvfølgelig stopper jeg ikke med at være feminist. Det er ikke parti, jeg har valgt at melde mig ind i, som jeg kan melde mig ud af igen. Det er min grundholdning til mennesker, og jeg vil blive ved med at tale og kæmpe for ligestilling.
Men jeg er også komiker og debatainer – som er min selvopfundne titel, fordi jeg nægter at være kedeligkorrekt, saglig debattør – så derfor vil jeg også fortsætte med at være feminist med et tvist af sjov.
Fordi pragmatisk feminisme siger, at nu har surheden altså fået taletid nok. Enten så er du rigtig vred – for mange uretfærdigheder i denne verden kræver stadig den vrede – ellers finder du et smil frem og begynder at jazze problemstillingerne op med alternative, nytænkende tilgange.
At blive mopse-fornærmet over, at en erklæret feminist selv bruger ordet ’mandehader’ – er lidt som at fyre Jim Lyngvild for i sjov at sige ordet ’bøssekarl’. Hvilket Gay Pride jo som bekendt gjorde her i sommer.
Nu er det ikke, fordi jeg nødvendigvis har lyst til at sammenligne mig selv med Lyngvild, men han er entertainer ligesom mig, og hvis man vælger at hyre sådan en, så hyrer man altså hele pakken. Så kan man ikke komme med krav om at hugge en hæl og en holdning i alt, hvad vedkommende ellers foretager sig. Så kan man jo altså som bekendt lade være med at hyre eller følge vedkommende.
Rigtige feminister har alle sammen præcist lige lange bryster
Det er hårdt at skulle håndtere, at størstedelen af landets befolkning hader feminister, fordi de tror, vi er aggressive mandehadere, der er ude på at få kvinder frem på mænds bekostning. (Det tror de altså, sorry, don’t shoot the… okay, du er med.)
Men det er faktisk meget hårdere at skulle tackle de feminister, der opfører sig, som om de er fucking menneskehadere!
Jeg mener; pludselig bliver jeg mødt med krav om, at jeg skal være 100 procent solidarisk med en gruppe af feminister – der ikke kan finde ud af at være solidarisk med nogen, som ikke er 100 procent enige med dem. Der er sgu da noget grundlæggende galt i den indstilling, er der ikke?
Pragmatisk feminisme siger, at hvis du vil kæmpe for ligestilling, må du også acceptere uenigheder om, hvad der er det gode samfund. Ellers er det ikke en ligestillingskamp – så er det ensretning!
Pragmatisk feminisme siger, at der er plads til forskellige meninger, fordi pragmatisk feminisme er grundlagt på den forestilling, at vi alle er forskellige – men alligevel stadig skal behandles ordentligt og ligeligt.
Tilføjer et ignorantus-udtalelses-filter
Pragmatisk feminisme siger også – og det er nu det bliver virkelig radikalt – at der ikke er et objektivt endemål for, hvad der er ”ordentligt og ligeligt”, men at det er en konstant diskussion mellem alle de mange forskellige meninger.
Og endelig siger pragmatisk feminisme, at alle meninger er lige meget værd – ligesom alle mennesker er lige meget værd.
Men fordi jeg er grundlæggeren er der dog en væsentlig tilføjelse her: Medmindre selvfølgelig, at du ikke ved, hvad du snakker om, for så er din mening mindre værd!
Selvom du stadig ikke er det som menneske.
Og hvis du fortsætter med at køre løs med din ignorance, så… ja, så holder jeg op med at lytte/læse/følge dig – det er den store spændvidde af muligheder, jeg har. Du har ret til at være en idiot – og stadig blive behandlet ordentligt og ligeligt. Det er det største indbyggede problem ved pragmatisk feminisme.
Sur Sur Sanne, lille bitch omkring
”Hvorfor laver du altid sådan nogle sure statusopdateringer,” spurgte en af mine mandlige bekendte forleden.
Jeg blev helt paf og begyndte med et ”jamen, det gør jeg da heller ikke, altså… hvad mener du… jeg synes da, jeg prøver at være sjov og så’en.”
”Du virker bare så pissesur altid!”
”Men… men.”
Og så sluttede samtalen. Frustreret hang den i mig i dagevis efterfølgende. Virker jeg virkelig så sur!? Er det mit sprog!? Går ironien ikke skarpt nok igennem!? Jeg blev småirriteret – på min bekendte, på alle dem, der i tidernes løb ikke har fanget mine jokes – onstage såvel som off.
Det kan da for fanden ikke være så svært at regne ud, at jeg laver jokes. Jeg er fucking komiker! Hvor stor en idiot er man, hvis man ikke kan læse indenad, når noget er humoristisk ment?
Men så begyndte det at dæmre. Det er faktisk ikke første gange, at lige præcis denne mandlige bekendte har anklaget mig for at være sur. Det gjorde han jævnligt før i tiden, hvilket nok er grunden til, at han aldrig er blevet en tættere ven.
Typecastet til at føle, hvad det forventes, jeg skal føle
Men egentlig havde han ret dengang. Jeg var sur. Ikke generelt, ikke indeni. Men når jeg var sammen med ham, kunne jeg altid mærke hønserøvsmunden snerpe sig sammen. Han gav mig ikke plads til at være sjove, skøre Sanne. Han behandlede mig, som om jeg var Sure Sanne, og så blev jeg den sure. Det er svært andet.
I mange år har jeg kæmpet med det her dilemma: At være den, jeg føler jeg er, og samtidig vise den side af mig selv over for mennesker, der har bestemt sig for, at jeg er noget andet. Det er næsten en umulig opgave.
Når jeg holder foredrag om mobning “anbefaler” jeg altid en af de mest effektive mobbemetoder; nemlig at beskylde sit offer for lige nøjagtig den følelse, man ønsker at frembringe hos vedkommende. Sig til hende eller ham: “Du tager alting så personligt.”
“Hvad fuck mener du. Det gør jeg da overhovedet ikke!”
“Jo, der kan du selv se…”
Det er en gammel Gajolpakke-sandhed, at vi ser den verden, vi forventer at se. Men det er uhyggeligt, at vi også i så høj grad kan skabe den (det har jeg skrevet lidt om her). Altså at vi kan tvinge andre til at indtage den position, vi har udset os. Som er noget, jeg forsøger at holde mig for øje i kønsdebatten. Jeg vil virkelig gerne for alt i verden undgå at beskylde mænd for at være mandschauvenistiske og kvindeundertrykkende, for så frygter jeg, at jeg faktisk tvinger dem ind i den position mod deres vilje.
Til gengæld bliver jeg så som feminist jævnligt beskyldt for at beskylde mænd for at være det, og så… okay, jeg stod også selv af der. Resultatet her bliver i hvert fald tit, at jeg bare ender med at være helt forvirret omkring, hvad andre egentlig hører mig sige, og så får jeg rodet mig ud i nogle besværlige forklaringer, som så fører til, at den, der har kastet anklagen fra starten af kan læne sig tilbage og sige: “Se. Du kan jo heller ikke selv få dine synspunkter til at give mening.”
“Jo… men… altså… det er jo… Årh så hold dog kæft!”
For meget attitude til reality-tv. What!?
Jeg så et afsnit af den danske udgave af Topmodel den anden dag. Jeg har ikke selv fjernsyn, så jeg følger ikke med, men denne dag lå jeg på mine forældres sofa og zappede lige over, og så blev jeg hængende. Topmodel er et fascinerende program. Det er lidt som at se på en overkørt kat på motorvejen; jeg bliver trist og også lidt frastødt, men jeg kan heller ikke kigge væk.
I dette afsnit var der en overgearet bøsse-stereotyp, der skulle vise de unge piger, hvordan man går catwalk. I min ydmyge lægmandsmening var hans iscenesatte svanse-gang meget langt fra det, man ser på en normal catwalk, men hvad fanden ved jeg?
(Faktisk ved jeg så lidt om modeverden, at jeg lige googlede ham for at tjekke, om han overhovedet havde kompetencer. Det havde han så ifølge wikipedia. Så det er nok bare mig.)
De unge kvinder i Topmodel skulle altså gå catwalk og så svinede den her ucharmerende tv-karakter dem til med en alt for høj-pitch stemme, og det vel sådan, det altid er i den slags programmer. Det er godt tv, hvis en 15-årig pige begynder at græde.
Den ene af de her unge kvinder vælger så at gå væk fra ham, mens han kører på hende mine sine tilsvininger, og så går han helt i selvsving.
”Hun har et attitudeproblem,” siger han dødeligt fornærmet.
(Og samtlige seere sidder sikkert og spekulerer om, om manden mon selv er klar over, at han tager ordet ”attitudeproblem” op på et helt nyt level.)
Alle sorte piger på tv er ligesom Tyra Banks
Anyways, da modelaspiranterne så senere skal bedømmes af dommerpanelet får den her unge kvinde så igen skældud for sit attitudeproblem. Hun prøver at forklare, at hun har det lidt svært med mennesker, der er sådan ”se mig, se mig.”
Straks går Oliver Bjerrehus helt i baglås, nu er han også dødeligt fornærmet – ligesom den anden overgearede tv-karakter stadig er. (Jeg antager, at de udveksler den slags tricks off camera, så de alle sammen bedre kan udvikle deres reality-stjerne-følelses-arsenal.)
”Siger du, at han er sådan!” Siger Oliver Bjerrehus og peger på den overgearede bøsse-stereotyp, og den stakkels kvinde prøver med et ”nej-nej” – som er meget lidt overbevisende, da hun jo har fuldstændig ret i, at han er alt, alt for meget.
Straks får hun endnu en irettesættelse for sit gigantiske attitudeproblem og bliver sendt ud (men dog ikke hjem). Backstage forsøger hun helt opgivende at forklare til kameraet, at hun bare bliver frygtelig genert, når folk er meget overgearede, og hun altid trækker sig lidt i baggrunden og lader dem, der gerne vil skabe sig, komme i forgrunden.
I mine øjne virker hun på det her tidspunkt som det mest sympatiske menneske i tv-verden og sikkert ditto modelverdenen. Men i programmet har de besluttet, at hun har et attitudeproblem, fordi de tillægger hendes generthed en helt anden betydning.
Det kan der sikkert være mange grunde til. Som seer ser man jo også kun udvalgte scener, og hvem ved, hvordan hun ellers opfører sig. Men jeg kunne ikke lade være med at bide mærke i, at denne unge kvinde tilfældigvis er mørk i huden – og selvfølgelig utrolig smuk. Hun er så også svensker, hvilket jo unægtelig gør det lidt vanskeligere for hende at navigere i det hovedsagligt danske program. For mig at se, er det derfor helt forståeligt, at hun holder sig lidt i baggrunden. Hun er the odd one out.
Men hun har også sit udseende imod sig. For hvis man kun bedømmer hende på den erfaring, man har med gudesmukke, sorte kvinder på tv, så falder tanken jo utvivlsomt på Tyra Banks-agtige tv-karakterer. Den type kvinder, der kan lave den der ”mmhhmm”-lyd og smadre en anden kvindes selvværd fuldstændig med et enkelt blik.
Så det er det, de her dommere ser, så vidt jeg kan vurdere. De ser en sort kvinde med alt for meget attitude. De ser slet ikke, at den påståede attitude i virkeligheden er ikke-specielt velkamufleret utilpashed og generthed. Altså masser af mennesker kamuflerer den slags følelser med monstermeget attitude – det virker det bare ikke til, at denne modelaspirant gør. Altså baseret på mit korte indblik i programmet.
Jeg er for fuck sake ikke sur, din fede idiot!
Under alle omstændigheder gav det afsnit af Topmodel mig sådan en uha-oplevelse. (Det er lidt det samme som en aha-oplevelse; man stadig bliver overrasket over en indsigt, men det er bare ikke positivt.) For det er jo præcist det, der hele tiden sker for mig også.
Hvis min mandlige bekendte eksempelvis har besluttet sig for at tolke min ironi ind i en anden kontekst – af surhed – så er det lige meget, hvad jeg ellers gør. Det bliver den virkelighed, jeg er tvunget til at navigere i.
Og nu ved jeg ikke med den her unge kvinde i Topmodel, men personligt har jeg altså meget svært ved ikke at opsamle de følelser, folk stopper på mig. Når jeg bliver behandlet, som om jeg er sur, så bliver jeg det kraftpatteræltende!
Jeg arbejder selvfølgelig med det. Fordi jeg er klar over den her mekanisme, og hvordan den påvirker mig. Jeg sørger så for ikke at omgås mennesker, der får mig til at føle mig mindre som den sjove, skøre, overskudsagtige person, jeg gerne vil være – og selv føler, jeg er det meste af tiden. Jeg trækker mig bort fra dem, der trækker mig ned, og dem, der får mig til at føle mig sur eller tvær eller hidsig eller dum eller underskudsagtig – de ryger ud på deres røv. Jeg gider ikke hænge ud med den slags.
Og bliver jeg tvunget til det alligevel, så arbejder jeg rigtigt hårdt på at holde deres udgave af mig så meget på afstand som muligt. Jeg forsøger at huske mig selv på, at de kan tænke om mig, hvad de vil, jeg vil fortsætte med at føle, sige og gøre, hvad jeg gerne vil.
Læs altid Sannes tekster med troldkvindestemme!
Det er en okay god strategi, det her. Det virker det meste af tiden. Det virker faktisk så effektivt, at jeg næsten glemmer, at de findes; de her mennesker, der vælger at se mig ud fra en fordomsfuld og fejlagtig antagelse.
Derfor bliver jeg nu altid så paf, når jeg bliver konfronteret med dem. Når jeg hører, at nogen vælger at læse alt det, jeg skriver med en sur – og sikkert halvt vrængende – stemme.
Jeg bliver selvfølgelig også lidt trist, fordi min mandlige bekendte, som gjorde mig opmærksom på det, helt sikkert ikke er den eneste, der gør det. For nu er jo feminist, og vi er notorisk kendte for at være sure og skingre hele tiden, hvilket formentlig betyder, at rigtig mange, der aldrig har mødt mig i virkeligheden (og sikkert også nogen, der har…) automatisk går ud fra, at den fordom også gælder for mig. Altid!
Hey, det gør den selvfølgelig nogle gange. Det er jo ikke sådan, at jeg altid er sjov og skør og overskudsagtig, nogle gange er jeg også bare sur og indebrændt og træt af alting, men det trods alt ikke så tit. Det er i hvert fald meget sjældent, at jeg er det på facebook eller ude i virkeligheden. Det plejer som regel kun at være min hovedpude, der for alvor mærker det, når jeg bider den til gåsedunssmulder.
Alligevel er der så mennesker, der ser mig sådan hele tiden. Og min eneste handlemulighed er altså at prøve at trække på skulderen, så deres negative påvirkninger ikke slipper ind…
Men for satan i helvede, hvor gør det mig bare pisselorte frustreret, at det skal være sådan at være menneske!
Den lille racist indeni
Nu blev jeg igen beskyldt for at være racist. Det er jeg blevet et par gange i min karriere, og det gør lige ondt hver gang. Men det er sådan noget, man risikerer, når man prøver at sætte tingene på spidsen. (Og i øvrigt er så bleg, at man kunne blive optaget i KKK uden lagen på.)
Denne gang var det, fordi jeg sammenlignede sexisme med racisme. Og jeg syntes sådan set bare, at det understreger min pointe om, at vi ikke tager sexisme alvorligt, når nogen opfatter mig som racistisk, fordi jeg sætter ordet “neger” ind i stedet for ordet “kvinde”. For fy sådan noget må man ikke sige om dem med en anden hudfarve, men dem med patter – de skal bare tage det, skal de.
Men ja, jeg er faktisk racist…
Jeg er i øvrigt også sexist og fordomsfuld over for alle, der har en anden religion, kulturel baggrund eller seksuel præference, eller som bare kommer fra en landsdel, hvor man ikke udtaler d’er som j.
Er det noget, jeg går rundt og blærer mig med? Nej da, jeg ville faktisk foretrække at give indtryk af, at jeg er utrolig large og kulturrelativistisk og åben over for alle, der er anderledes end mig selv:
“Hey, man, jeg er bare så BFF med min slagter. Seriøst, vi kommer så godt ud af det med hinanden, selvom han er fra Pakistan eller Tyrkiet eller Iran… jeg ved det ikke lige, men vi klikker bare totalt!”
Min fordom er, at jeg ingen fordomme har
Så den historie ville jeg gerne fortælle. Men samtidig kan jeg også godt lide at læse bøger om hjernen. Og de fortæller en helt anden historie; om en hjerne, der slet ikke kan lade være med at være fordomsfuld. (Start med Blink af Malcolm Gladwell, hvis du vil vide mere om din hjernes krumspring bag om din ryg. (Og ja, jeg snakker om den bog hele tiden.))
Dette er et utroligt dumt paradoks, som jeg har overvejet at løse ved at lade være med at læse flere bøger. Så ville jeg – som mange kulturrelativister – kunne bilde mig selv og lejlighedsvis også resten af verden ind, at jeg skam ikke var påvirket af stereotyper og den slags, som kun den uvidende pøbel lader sig styre af.
Desværre har jeg også læst et sted, at dem, der tror, at de er hævede over stereotyper og andet kulturelt bias faktisk ofte har en tendens til at være endnu mere fordomsfulde – i hvert fald i forskningsforsøg. (Og i alle samtaler, jeg har haft med sexister, der i en og samme sætning kan sige “nu lever vi jo i en helt ligestillet verden, så jeg har i hvert fald ikke nogen fordomme om kvinder, men mænd og kvinder er bare forskellige, altså det er jo faktisk bevist, at mænd er klogere, ikk’oss’!”)
Så derfor prøver jeg i stedet at stå ved det; ja jeg er dybt, dybt påvirket af de fordomme og stereotyper, min kultur udsætter mig for. Og jeg bruger derfor ekstrem meget refleksionstid på at prøve at blive bevidst om dem – samtidig med, at jeg sikkert kun kan se en lille top af et meget stort isbjerg af fordomme og latent had.
Jeg giver ikke hånd til en sabeltiger, det gør jeg bare ikke!
Derfor syntes jeg, at diskussionen om censoren, der ikke ville give hånd til de kvindelige studerende, var interessant. Han sagde nemlig selv, at den forskelsbehandling i mødet med de studerende ikke påvirkede hans evne til at vurdere dem alle på lige vilkår fagligt.
Kære søde censorven, ligegyldigt om du gav alle som én hånd og kindkys og næsegnub ville du stadig ikke være i stand til at vurdere dem alle lige. For det kan vi ikke. Vi kategoriserer mennesker og alt, hvad vi ellers møder, efter et system af tidligere erfaringer og kulturelle fordomme.
Og uanset censorens begrundelse for ikke at ville trykke hånd med nogle af de studerende (her desværre religiøst, hvilket jo har afsporet debatten i retning af islamofobi og almindelig god gammeldags fremmedhad, fordi heller ikke kritikerne af denne sag er bevidste om deres fordomme) så er det altid et problem, når man gør andre opmærksom på, at de er anderledes. Det trækker nemlig stereotyperne på banen.
Stereotyper og fordomme er snedige mønstre, vores hjerner opfinder for at lette vores hverdag. I stedet for at skulle forholde os helt blankt til alle og alting, vi møder for første gang, giver mønstrene os mulighed for at handle med det samme. Hvilket er en fordel, hvis det, vi møder, er en sabeltiger. Vi har godt nok aldrig mødt denne specifikke sabeltiger før, men vores fordomme om sabeltigere gør, at vi løber væk med det samme i stedet for at vente og se, om også denne sabeltiger vil leve op til fordommene om sabeltigere (og det er, at de vil æde os, hvis du var i tvivl.)
Doven; helt ind til hjernebarken
Mere kompliceret bliver det selvfølgelig, når den, der står over for os, ikke umiddelbart er farlig. (Medmindre man virkelig er så bange for negere, at man tror, at også de vil æde en, men så skal man nok begynde på sin medicin igen.) Det stopper dog ikke hjernen i at fortsætte fuldstændig samme adfærd.
Fordi hjernen grundlæggende bare er pissedoven og i øvrigt ikke bryder sig om at skulle ud på usikker grund. Så vores ugidelige og nervøse hjerne får os altså til at behandle alt nyt, vi møder, som noget gammelt og genkendeligt.
Igen er det vældigt smart, at man ikke skal bruge en hulens masse energi på at afkode et nyt stykke landevej, men kan hente konklusioner fra sin tidligere erfaringer og fra køreprøvens teoribog og derved regne med, at et sving også her på den nye vej betyder, at farten skal lidt ned. Og det er automatiseret i en grad, så hjernen faktisk slet ikke gider ulejlige bevidstheden med den form for mønstergenkendelse.
Af-sløret!
Problemet er bare, at det gider hjernen heller ikke, når mønstergenkendelsen fortæller os, at hende med den mørke hudfarve nok er dårlig til dansk – ergo lidt dummere – undertrykt og -kuet og formentlig fra et socialt belastet område.
Jeg så engang Asmaa Abdol-Hamid spille på den her fordom, og jeg var chokeret over at se, hvor chokerede alle andre blev.
Hun gik ind på en scene med slør på og nedslået blik og begyndte på knapt hørligt, stammende dårligt dansk at fortælle om, at hendes forældre ville have hende til at gifte sig med hendes fætter. To minutter inde i historien, stoppede hun midt i sætningen, så direkte ud på publikum og sagde højt og klart på fejlfrit dansk: “Ja, det er jo sådan, danskere gerne vil se os kvinder af anden etnisk herkomst, ikke?”
Der lød et kollektivt gisp i salen, og luften blev nærmest trukket ud af lokalet, så det i et par sekunder føltes som at stå i et vakuum, hvorefter publikum brød ud i forløsende latter og klapsalve.
Ha ha, hun fik os.
Du er undtagelsen, der bekæfter, at jeg er en fordomsfuld idiot
Personligt var jeg lidt irriteret over hendes idé, inden jeg så publikums reaktion. Jeg syntes, at hun i stedet for at gøre opmærksom på fordommen, bare skulle gå direkte ind og afkræfte den. Bare gå ind og være sig selv. Så ville publikum jo hurtigt opdage, at hun ikke levede op til deres fordomme.
Eller ville de?
Efter den oplevelse er jeg faktisk blevet i tvivl. For jovist, nogle ville sikkert være blevet bevidste om deres fordomme, men det ville sandsynligvis være et fåtal. De flestes hjerner ville vælge at opfatte denne oplevelse som en abnormali og blot lave en underkategori til den stereotype fordom om, at alle-indvandrerkvinder-er-undertrykte undtagen Asmaa Abdol-Hamid.
Faktisk kan undtagelsen hurtigt komme til at bekræfte reglen – det er i hvert fald den erfaring, man hurtigt gør sig som kvindelig komiker:
“Kvinder er normalt ikke sjove, men du er sgu ret sjov.”
Underforstået: Der må være noget særligt ved dig – for det kan umuligt være min fordom om kvinder, der er noget i vejen med.
(De seneste år har jeg også hørt mænd sige følgende sætning ret mange gange: “Kvinder er ikke sjove, bortset fra Linda P, men hun er også lesbisk, så det tæller ikke.”
Øh? Så lesbiske er ikke kvinder!? Og evnen til at være sjov sidder direkte koblet op på ens seksuelle præferencer eller hvad!?
(Dumt at stille det spørgsmål, for der nok skal være folk, der så vil forsøge at fabulere teorier frem om det: “Jamenæh… det er jo, fordi at øhh.. nå ja, kvinder tænder på humor, ikke? Så derfor er det vigtigere for mænd og lesbiske at være sjove end det er for hetereoseksuelle kvinder at være det. Så derfor er vi også sjovere jo.”
Aha! Og så har man så fint lavet en teori, der stadfæster ens oprindelige fordomme og igen ignorerer de horder af sjove kvinder, der har eksisteret fra Liva Weel til Lisbeth Dahl – kvinder, der var/er så udpræget heteroseksuelle, at de skam ikke kunne nøjes med kun en mand…))
Hej, jeg er blond og dum og feminist og æder mænd til frokost
Så nu har jeg ændret mening: Asmaa Abdol-Hamids happening var en genistreg, fordi hun tvang alle i publikum til at blive konfronteret med deres hjerners dovne tilgang til fordomme.
Jeg er bare irriteret over, at det er nødvendigt. For sagen er jo, at det ikke kan bruges til andet end en sceneperformance i ny og næ. Vi kan jo ikke overføre det til hverdagen.
Vi kan ikke alle overspille stereotypen om os selv de første par minutter af hvert eneste møde med et nyt menneske, for derefter at kalde den, så de får skubbet deres fordomme helt frem i bevidstheden og kan overskrive dem med en mere ærlig opfattelse af os.
Det ville være et ulideligt mas, og ville sandsynligvis blot føre til, at folk blev vildt irriterede, så i stedet for at stereotypisere mig som en sød lidt naiv blondine/fissefeministisk mandehader, ville de blot smide mig ind i en kategorien af narcissistisk personlighedsforstyrrede røvhuller (og derudover også beviseligt naiv.)
Du er, hvad de andre tænker
Så vi er bare nødt til at finde os i, at andre har fordomme om os – som vi ikke har nogen indflydelse på, ligegyldigt nærmest hvad vi gør. Derfor havde jeg i mange år selvhjælpssloganet what others think of you, is none of your buisnees hængende på køleskabet. For at minde mig selv om, at det ikke kan betale sig at blive frustreret over at blive sat i en bås – og at jeg skal prøve at lade være med at lade mig påvirke af det.
Ha! Det kan man ikke! Det er min forretning, hvad andre tænker om mig. Om jeg vil det eller ej.
Og det er faktisk der, problemerne med stereotyper for alvor opstår. For én ting er, hvad andres hjerner har travlt med af dovne kategoriseringer. Noget helt andet er, at vi har meget svært ved selv at sætte os udover det.
Hvis man eksempelvis beder studerende om at forholde sig til deres køn, inden de besvarer en matematikprøve – det kan gøres så simpelt som at bede dem krydse af i et felt, hvor der står ”mand eller kvinde” – så scorer kvinderne dårligere i prøverne, end hvis de ikke bliver mindet om, at de er kvinder.
Hvorfor? Fordi der er en negativ fordom om, at kvinder er dårligere til matematik, og når de bliver husket på, at de jo er kvinder, bliver deres hjerner også indirekte primet til at køre efter fordomspakken.
Så efter min mening er det decideret tarveligt at kønsprime elever lige inden deres eksamen – især i mundtlig matematik, som det var tilfældet i sagen med censoren, der ikke ville give hånd til de kvindelige studerende. (Helt ærligt; hvis han havde brugt fem minutter på at blive bevidst om sin egen rolle som censor – i stedet for at lade hjernen automat-opere på gamle mønstre – så havde han da bare sørget for at blive siddende bag ved det grønne bord og ladet være med at give hånd til nogen. I de fleste elevers fordomme er censorer alligevel udeltagende, tavse typer, der sidder og glor ned i bordet og piller næse under hele eksamen, så han skulle virkelig ikke anstrenge sig meget for at leve op til den fordom.)
Det er en indvandrer. En muslim. EN BOMBE!
For det er slemt nok, at vi ikke selv er klar over, at vores dovne hjerner dagen lang fraholder os fra at se den verden, der i “virkeligheden” ligger foran os – men bare giver os en referat af tidligere erfaringer med selvsamme verden. Det er ærgerligt og lidt kedeligt. Men det er straks langt værre, når vores hjerner faktisk selv skaber den virkelighed, som den forventer at se.
Og det er derfor, at jeg prøver at stå ved mine racistiske fordomme. For hvis jeg ikke holder mig for øje, at jeg – uanset om jeg vil det eller ej – kulturelt er præget til at tro, at dem med mørk hud er dummere, dovnere og sandsynligvis gemmer en bombe under tøjet, så vil min hjerne alligevel få mig til at opføre mig derefter.
Så nu prøver jeg i stedet helt kejtet at irettesætte min hjerne, hver gang jeg står nede ved slagteren; ja, han taler dårligere dansk, men han er stadig et menneske ligesom mig, og selvom der ligger en brochure med arabiske tegn på disken, så kan det jo være, at han er kæmpefan af Nik & Jay, for hey: jeg ved jo faktisk ikke en skid om ham!
Fissefeministforventningspres
Jeg har aldrig prøvet at have skriveblokering. Altså den der rigtige, alvorlige slags, der knækker forfattere og forfølger dem i årevis. Naturligvis har jeg haft perioder, hvor der bare ikke dukkede nogle ord frem på skærmen, men så gik jeg til en anden opgave, og så var de der igen. Men nu kan jeg mærke det stof, skriveblokeringer må være lavet af; forventninger.
Andres og ikke mindst egne forventninger til, hvad man leverer, når man skriver. Pludselig fornemmer jeg et vist pres for, at jeg leverer den ene feministiske brandtekst efter den anden. Folk omtaler denne blog som en feministisk blog, selvom jeg fra starten af har lagt vægt på, at det er en personlig blog, hvor jeg vil kunne skrive om alt det, der rumsterer i mine tanker.
Og så kan jeg pludselig ikke skrive. Hverken feministisk eller om noget som helst andet. Hvis jeg forsøger mig med at mene noget om et emne om køn, føles det underligt forceret. Som om jeg kun gør det, fordi det forventes af mig, og jeg ikke investerer noget af mig i det.
Hvis jeg skriver om noget andet – som eksempelvis en metatekst om forventningspres – frygter jeg seriøst, at folk vil hade det. Selvom jeg også fra starten besluttede mig for, at jeg ikke ville gå specielt meget op i, hvad andre tænker om det, jeg skriver herinde.
Nåmen, hvad med dig selv, din… din revisor
Jeg har skrevet tre romaner og havde ikke den her følelse en eneste gang, hverken med den svære toer eller den besværlige treer, også selvom der var mange forventninger til mig ved dem begge. Men måske jeg bare har oplevet forventningerne være mindre specifikke til mine bøger. Nu er de meget konkrete: “Sanne, skriv noget, der problematiserer kønsdebatten på en humoristisk måde.”
Øh… Og så trækker jeg blank.
Velkommen til komikerens værksted, hvor jokeblokering opstår dét sekund sætningen “sig noget sjovt” udtales – af andre eller desto værre; af een selv. (Hvis du møder en komiker, så lad for guds skyld være med at sige det til vedkommende. Du ødelægger alle muligheder for en behagelig samtale. Smid i stedet straks dit glas på gulvet. Alle komikere har nemlig indbyggede reflekscomebacks til lyden af tabt glas – a la “du tabte dit pessar” – og så er samtalen faktisk i gang.)
Selvfølgelig er det fantastisk at opleve, at andre kan lide det, jeg laver, og gerne vil have mere. Men det tror jeg virkelig, man skal passe på med ikke at gøre til en spændetrøje for sig selv. Jeg ser bare så mange eksempler på kunstnere og entertainere, der kopierer sig selv i et mere og mere desperat forsøg på at give deres publikum det, de vil have. Eller snarere; det, som kunstneren tror, de vil have.
Og det værste er næsten, at jeg også ser rigtig mange publikummer labbe disse kopier af kopier af kopier i sig fuldstændigt ukritisk. “Prøvligeog sig det med fingeren igen, det var bare så pissesjovt i ’97.”
Jukeboks-koncertrefleks
Hey, jeg er selv skyldig i det her, jeg gør det nemlig også selv som publikum. Jeg hader for eksempel at være til koncert med et band, der insisterer på at spille alle de nye sange fra den nye plade, jeg ikke har hørt. Og så kun spiller én eneste sang fra den gamle plade – og det i en eller anden aparte version med kobjælder og motorsave, og hvor teksten i øvrigt er off key, så man ikke kan synge med.
Lars Lilholts producer fortalte mig engang, at Lilholt aldrig giver koncert uden at spille Kald det kærlighed. Fordi hans publikum vil blive skuffede, hvis han ikke gjorde. (Og ja, jeg har været til Lars Lilholt-koncert, jeg er midtjyde, det står i reglerne. Og så er det bare så hyl!)
Men det er altså en dygtig entertainer, der tager sit job alvorligt. Eller dét tænker jeg som publikummer.
Som komiker derimod tænker jeg: Fuck man, hvis jeg skulle lave den samme bit i 25 år, 100 gange om året, så ville jeg da skyde mig selv i hovedet med et storkaliberet gevær. Efter, at jeg havde skudt samtlige publikummer, der råbte på den.
Men måske (forhåbentligt) har musikere det ikke på samme måde med deres sange.
Erasmus Contrarietus
Hele mit formål med min komiker- og forfattervirksomhed er til gengæld at sige noget nyt. Muligvis nok om et gammelt emne, men så vendt på en ny eller skæv måde. Hvis jeg bare siger det samme, så siger jeg jo det samme, og så er det hele det samme… Pointen er, at så kommer vi aldrig nogen fucking vegne.
Men det er ikke kun min kunstner-forfængelighed, der har det svært med forventninger. Hele min person går i Rasmus Modsat-modus, så snart nogen begynder at sætte mig ind i en bestemt bås, rolle, stereotyp – kald det kasse, kald det lige, hvad du vil, der findes ingen ord, ingen ord, der er så røvssyge som dem.
Jeg kan give ret mange bud på, hvorfor jeg har oplevet så meget mobning og social udelukkelse i mit liv, men den mest sandsynlige forklaring er sikkert præcis denne: At jeg altid har gjort alt andet, end det folk forventede af mig.
Hvis de forventede, at jeg ville være en sød og lidt naiv blondine, så var jeg en rødhåret furie, og hvis de forventede dét, så var jeg doven og ugidelig, og forventede de doven, så havde jeg lavet både min del og de andres del af opgaverne, før nogen overhovedet fik set sig om, og hvis dét var deres forventning, var jeg bare en sød og lidt naiv blondine, der ikke vidste, hvordan opgaverne skulle løses.
Forvirringstrategi numero uno; ingen må vide, hvor de har dig!
(Og konsekvensen af forvirringstrategi numero uno; ingen inviterer dig til at sidde ved deres bord.)
Uforudsigelig forudsigelighed
Jeg kan faktisk ikke give noget godt bud på, hvorfor jeg har det sådan med forventninger. Altså hvorfor jeg hader at indfrie dem. Måske er det netop, fordi min første oplevelse med andres forvetninger var, at jeg skulle være den søde, ordentlige, stillesiddende – og ikke mindst stilletalende – pige med rottehaler. Og så var jeg altså mig; rodet og fuld af spræl og med permafiltret hår.
Eller måske er jeg bare en af de sjældne piger, der er født med et anti-pleaser-gen.
I hvert fald er konsekvensen af mine mange års modsat-modstandsbevægelse, at det hele nu begynder at loope rundt og bide mig i haserne. For nu har jeg fået etableret mig så godt, at de forventninger, folk har til mig, er i fuld overenstemmelse med den, jeg føler, jeg er. (Hvis man da kan tale om at være en den. Personlighed er nok noget mere flex end det.)
Så hvis jeg fortsætter denne forvirringsstrategi, ender jeg altså med at gå imod alt det, jeg egentlig gerne vil stå for – bare for at være imod. Og det virker mildt sagt dumt at begynde at lukke mandschauvenistisk lort ud udelukkende for at forvirre. Eller melde mig til et reality-program. Og/eller barbere min fisse.
Men sjovt nok fik jeg forleden den åbenbaring, at jeg faktisk bare kan gå Rasmus Modsat på mig selv denne gang: Okay, så forventer de, at jeg gør sådan og sådan, og så plejer jeg at gøre noget andet for ikke at leve op til det, men så gør jeg bare det, de forventer, for dét er der ingen, der forventer!
Gav det mening? Bare rolig, det forventer jeg heller ikke. Eller gør jeg!?